Skovloven

Formålsbestemmelsen afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal varetages ved driften af skovene og administration af loven.

Efter den gældende lovs § 1 er hovedformålet med loven at sikre, at der til stadighed er skovarealer i landet med en dertil knyttet træproduktion, og at regulere skovbruget med henblik herpå. Ved administrationen af loven skal der desuden lægges vægt på at sikre, at der også tages hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljø og friluftsliv, i den gældende lov udtrykt som »flersidige hensyn«. Også i forbindelse med driften af skovene skal de flersidige hensyn tilgodeses. Dette er dog i den gældende lov ikke udtrykt i formålsbestemmelsen, men i lovens kapitel 3, hvor flersidighed stilles som et egentligt krav til skovejeren, og hvoraf det også fremgår, at afvejningen af de forskellige hensyn skal ske ud fra en helhedsbetragtning. Kravet om flersidighed har dog i sig selv mere karakter af en hensigtserklæring. Det er da heller ikke blevet håndhævet, fx med påbud om at tilrettelægge en mere flersidig drift.

Efter forslagets § 1 er det stadig målet at sikre både skovressourcen, træforsyningen og de flersidige hensyn. Disse formål er nu samlet i formålsbestemmelsen og gælder umiddelbart både for driften og administrationen. Inden for den ramme, som loven giver, kan således flere hensyn forfølges, uden at det er nødvendigt at indhente dispensation. Varetagelse af de »flersidige hensyn« er i forslaget ikke længere et krav til driften. Men i og med at der ikke længere kræves tilladelse efter loven til foranstaltninger, der fremmer en flersidig drift, forventes det, at flere skovejere vil benytte den lettere adgang til at variere driften ud fra andre hensyn end produktionshensynet. Også i administrationen vil der blive lagt vægt på at fremme de flersidige formål.

Formålsbestemmelsen indeholder i store træk alle de samme elementer som den gældende lov, jf. gennemgangen nedenfor. Dog anses det i forslaget ikke længere som et formål efter skovloven at forbedre skovbrugets ejendomsstruktur.

Ved en god ejendomsstruktur forstår man efter den gældende lov, at tilpas store driftsenheder - i økonomisk forstand - er samlet under den samme ejer. Bl.a. forbuddet mod udstykning samt lensafløsningslovens regler om, at majoratsskove skal holdes samlet under én ejer, støtter dette formål.

Det økonomiske afkast af den primære skovdrift er imidlertid efterhånden blevet forringet. I dag skal der derfor endog meget store skovarealer til, for at skoven kan give en økonomisk betydende indtægt. I dag betyder et stort skovareal heller ikke nødvendigvis særlige fordele for driften og dermed en bedre skovdrift. Målet for skovdriften har således udviklet sig i en retning, hvor de flersidige hensyn tillægges langt større vægt end hidtil. Hertil kommer, at den rådgivning og information, der i dag tilbydes de enkelte skovejere, er med til at sikre en forsvarlig drift af selv små skove. Endelig gives der efter praksis tilladelse til udstykning af store sammenhængende skovstrækninger, når blot hver af delene er over en vis størrelse.

Der synes derfor ikke længere at være grundlag for at opretholde et formål om bedre ejendomsstruktur med henblik på at holde skov sammen i store økonomisk bæredygtige enheder. På den anden side gør især hensynet til friluftslivet og landskabet, at det alligevel i et vist omfang er ønskeligt, at sammenhængende skovstrækninger ikke kan udstykkes. Bestemmelsen er dog lempet i forhold til den gældende lov, jf. forslagets § 12 om udstykning og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 1

Efter forslaget er det som hidtil et formål at bevare, værne og hertil forøge skovarealet. Den helt grundlæggende regulering, som sikrer, at fredskovspligtige arealer bevares til skovdrift, og at fredskovspligten kun undtagelsesvis kan ophæves, er således ikke ændret. Som følge af den seneste ændring af skovloven i 1996, hvor tilskudsordningerne blev tilpasset, har der været stor interesse for skovrejsning, en interesse som søges fastholdt med forslaget. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger og til § 29 om tilskud og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 2

Efter forslaget er det overordnede formål for drift og administration af landets skovressource at fremme en bæredygtig drift. »Bæredygtig drift« erstatter således den gældende lovs overordnede formål om en »god og flersidig skovdrift«. Ved at anvende betegnelsen »bæredygtig drift« bringes formuleringen af formålet på linie med den sprogbrug, der både i den øvrige nationale lovgivning og i international sammenhæng anvendes om mål for natur- og miljøpolitikken. Både nationalt og internationalt betyder målet om bæredygtig drift, at såvel økonomiske som økologiske, samfundsmæssige og kulturelle værdier skal sikres.

Efter forslaget tilstræbes det, at driften af de fredskovspligtige arealer sker ud fra en helhedsbetragtning. Bestemmelsens opremsning af hensyn er således ikke prioriteret. Anvendelse af en helhedsbetragtning ved lovens administration og ved driften af skovene betyder, at alle de hensyn, der er nævnt i bestemmelsen, skal inddrages i beslutningsprocessen vedrørende de fremtidige dispositioner for det enkelte fredskovspligtige areal. Helhedsbetragtningen gælder - som efter den gældende lov - for det enkelte fredskovspligtige areal, dvs. for den fysisk samlede enhed, der udgør »en skov«. Helhedsbetragtningen indebærer derfor, at et fredskovspligtigt areal, hvor samtlige bevoksninger drives, så de udelukkende tilgodeser ét hensyn, ikke lever op til intentionerne i lovforslaget. Hvis et fredskovspligtigt areal er delt i flere parceller med forskellige ejere, betragtes hver parcel som et selvstændigt fredskovspligtigt areal. I parcelskove gælder helhedsbetragtningen derfor for hver enkelt parcel.

Forslagets bestemmelser om drift gælder kun for fredskovspligtige arealer. Op til 30 pct. af de fredskovspligtige arealer, der i dag er bevokset med træer, kan imidlertid fremover anvendes til formål, som ikke falder ind under den normale forståelse af »skov«, dvs. et areal bevokset med højstammede træer. I forslaget bruges derfor fortrinsvis betegnelser som »det fredskovspligtige areal«, »arealer med fredskovspligt«, »det enkelte fredskovspligtige areal« el. lign. om de arealer, der omfattes af lovens bestemmelser vedrørende driften, og som består af træbevoksede arealer og tilhørende arealer uden træbevoksning. Betegnelsen »skov« vil - hvor den bruges - også omfatte såvel træbevoksede arealer som de naturligt tilhørende arealer uden træbevoksning.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen om at fremme opbygningen af robuste skove er ny. Økologisk robuste skove er en forudsætning for langsigtet økonomisk rentabilitet samt naturmæssigt værdifulde, oplevelsesrige og varierede skove. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det meget omfattende stormfald i 1999, hvor især store arealer med ensaldrende nåletræsskove væltede. Ved at vælge betegnelsen »robuste skove« opnås overensstemmelse med terminologien i lov om stormflod og stormfald.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs formål om at forbedre skovbrugets stabilitet og produktivitet.

Formålet er stadig at sikre en stabil produktion af kvalitetstræ fra de danske skove. Dette mål fremmes, når produktionen hviler på et stabilt, produktivt og økonomisk rentabelt skovbrug. Selv om lovforslaget indeholder lempelser, der skaber større fleksibilitet og mere frihed i skovforvaltningen, så det bl.a. gøres nemmere at tage hensyn til naturen i den daglige drift, er det ikke hensigten generelt at reducere mulighederne for træproduktion fra de danske skove. I et globalt perspektiv er det endvidere væsentligt, at Danmark påtager sig sin del af ansvaret for at bidrage til at dække efterspørgslen efter træprodukter – også i en fjernere fremtid.

Ad nr. 3)

Et væsentligt sigte med lovforslaget er at sikre og forbedre vilkårene for den store biologiske mangfoldighed, der er knyttet til skovene. Det sker ved at følge op på de internationale forpligtelser, især i de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. kap. 4, og i medfør af Biodiversitetskonventionen. Det sker desuden ved generelt at understøtte udvikling af naturnær skovdrift, jf. kap. 3, og ved specifikt at øge og forenkle mulighederne for fri naturudvikling i skoven og for naturpleje. Forslagets bestemmelser om tilskud til fremme af bæredygtig skovdrift, jf. § 29, skal tillige medvirke til at forbedre vilkårene for en sådan drift, bl.a. for at tilgodese den biologiske mangfoldighed.

Ad nr. 4)

Her beskrives de hensyn, som efter den gældende lov betegnes som »flersidige«, dvs. hensynene til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. Der er ikke i forslaget lagt op til en ændret fortolkning af, hvad disse hensyn omfatter.

Hensynet til landskabet omfatter både de store linier i landskabet og dets enkelte elementer. Ved opbygningen og driften af skoven bør der således tages hensyn til, at skoven i sig selv udgør et landskab, hvor ydre og indre skovbryn, gamle enkelttræer og overstandere og ubevoksede åbne arealer er værdifulde elementer. Der bør desuden tages hensyn til, at skoven er en del af det omgivende landskab. Her kan skoven være med til at fremhæve landskabsformer som søer, smeltevandsdale eller skrænter med geologiske profiler. Omvendt bør landskabets former ikke sløres ved en forkert placering af nye skove.

De kulturhistoriske elementer kan være større strukturer som fx en landsby med dens udskiftningsstruktur eller en skovrydning med gårde. Det kan også være spor i landskabet eller anlæg, der vidner om den historiske udvikling af dyrkningsmetoder eller udnyttelse af ressourcer, herunder egentlige produktions- og industrianlæg. Sådanne landskabselementer, strukturer, spor og anlæg bør bevares og måske synliggøres. Ved en skånsom jordbearbejdning og udslæbning af stammer og ved at undlade dybdepløjning sikres det, at underjordiske minder eller strukturer som fx højryggede agre og agervolde ikke risikerer at blive ødelagt.

Naturhistoriske hensyn kan defineres som hensynet til jordens stoffer og organismer, og omfatter såvel biologiske som geologiske hensyn. Der tænkes dog især på skovens funktion i forhold til at sikre gode levesteder for plante- og dyreliv, at fastholde og forbedre skovklimaet, og at sikre et varieret skovbillede med forskellige træarter i forskellige aldre.

Med miljøbeskyttende hensyn tænkes fx på forhold som beskyttelse af skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod fx nitratforurening og på dæmpning af sandflugt og jordfygning og skabelse af læ.

I forhold til fremme af friluftslivet fokuserer lovforslaget på skovenes oplevelsesmuligheder, herunder fremme af robuste og varierede skove med større naturværdier, godt bevarede og tilgængelige kulturminder samt bedre muligheder for at etablere støttepunkter til gavn for friluftslivet, jf. forslagets kapitel 3 og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 3

Et væsentligt virkemiddel i lovforslaget er at styrke rådgivning og information om bæredygtig drift af skovene, herunder omstillingen til naturnær skovdrift, som er en meget langsigtet, men ønskelig omstilling af det danske skovbrug. I denne sammenhæng påhviler der statsskovene en særlig forpligtelse til at lægge vægt på udviklingsopgaver og forsøgsvirksomhed, jf. § 2, ligesom der efter § 29 kan gives tilskud til rådgivning og information om aktiviteter, der fremmer lovens formål.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 2, men svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse.

I stk. 2 er det præciseret, at det er i de skove, der ejes af miljøministeren, at der skal lægges særlig vægt på at fremme udviklings- og forsøgsvirksomhed.

Til kapitel 2

Fredskovspligtens udstrækning

Kapitel 2 indeholder som den gældende lov en beskrivelse af, hvilke arealer, der er fredskovspligtige. Bestemmelserne er dog væsentligt enklere end i den gældende lov, ligesom nogle af bestemmelserne i den gældende lov ikke er gentaget i forslaget. Det skyldes, at der nu er gennemført en landsdækkende gennemgang og notering af fredskovspligtige arealer i matriklen (fredskovskonstatering). Matriklen er således i dag det centrale register for fredskovspligtige arealer. Det er derved sikret, at der altid kan findes præcise oplysninger i form af register og kort, hvoraf det enkelte fredskovspligtige areal fremgår, også hvor der er tale om fredskovspligt på dele af et matrikelnummer.

Som hidtil vil et areal kunne være omfattet af både fredskovspligt efter skovloven og landbrugspligt efter landbrugsloven. Arealet vil i så fald også være omfattet af landbrugslovens regler om hovederhverv, bopælspligt, uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning mv. Forudsætningen om, at et areal skal være underlagt både fredskovspligt og landbrugspligt (»dobbeltbinding«) i en periode på 8 år, efter at der er givet tilskud til skovrejsning på landbrugspligtige arealer, er dog ikke gentaget i forslaget, jf. bemærkningerne til § 29.

Kapitel 2 indeholder desuden som noget nyt de særlige bestemmelser om majoratsskov, som er overført til skovloven fra lensafløsningsloven, jf de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Bestemmelsen opregner, hvilke arealer der er fredskovspligtige.

Ad nr. 1)

Den landsdækkende fredskovskonstatering, som var forudsat efter den gældende lov, er blevet gennemført og afsluttet i 1998. Den skov, som omfattes af den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 2 - 6, som bestemmer, hvilke arealer der er fredskovspligtige, samt størstedelen af de egekrat, der omfattes af nr. 8, samt de arealer uden skovbevoksning, der efter nr. 9 hører til disse kategorier af fredskov, er derfor nu noteret med fredskovspligt i matriklen. Der kan ikke opstå nye arealer med fredskovspligt inden for disse kategorier. For disse arealer kan man herefter nøjes med at slå fast, at de er fredskovspligtige, fordi miljøministeren har besluttet det efter de gældende regler.

Det har været overvejet at definere fredskovspligtige arealer som de arealer, der er noteret med fredskovspligt i matriklen. Det skønnes dog at være mest hensigtsmæssigt at knytte retsvirkningerne af fredskovspligten til ministerens beslutning. Det skyldes bl.a., at noteringen ofte gælder dele af ejendomme, og at noteringen derfor ikke er defineret så klart ved hjælp af matriklen som fx landbrugspligten, som gælder for hele ejendomme. Hvis der opstår tvivl om afgrænsningen af det fredskovspligtige areal, skal det være afgørelsen og ikke noteringen, som definerer, hvad der er fredskovspligtigt. Desuden sker noteringen i praksis ikke altid samtidig med beslutningen om fredskovspligt. Især når der som vilkår for tilsagn om tilskud stilles vilkår om, at arealer bliver fredskovspligtigt, kan der være behov for at udskyde noteringen af fredskovspligten, til projektet har fået sin endelige udformning.

Bestemmelsen omfatter også de arealer, der fremover bliver fredskovspligtige efter forslagets § 4 eller § 7, stk. 2.

De øvrige bestemmelser i den gældende § 4 videreføres i varierende omfang, jf. gennemgangen nedenfor.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen præciserer den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 7, om, at »skove, der hører til eller har hørt til de tidligere majorater«, er fredskovspligtige, til, at de arealer, »der i matriklen eller tingbogen er noteret som majoratsskov«, er fredskovspligtige. Matriklen bruger ikke udtrykket »majoratsskov«, men bruger udtrykket »samlet skovstrækning«, som også bruges i lensafløsningsloven. Efter Kort- og Matrikelstyrelsens oplysninger vil udtrykket »samlet skovstrækning« imidlertid fremover blive ændret til »majoratsskov«. Ordet »majoratsskov« anvendes derfor i forslaget, men er synonymt med matriklens og lensafløsningslovens udtryk »samlet skovstrækning«.

Majoratsskove reguleres i dag af lensafløsningsloven, hvorefter al skov, som hørte til de tidligere majorater (len, stamhuse mv.), skal holdes sammen under én ejer. Efter at lensafløsningsloven var blevet vedtaget i 1919, blev alle majorater gennemgået, og deres skovejendoms status som majoratsskov blev tinglyst. De er i dag i almindelighed noteret i matriklen som majoratsskov. Der kan herefter ikke opstå ny majoratsskov, og en definition af majoratsskov som de arealer, der er noteret som sådan i matriklen eller tingbogen , er derfor en entydig definition af, hvilke arealer bestemmelsen gælder for. Majoratsnoteringen omfatter både skove, der hører til et majorat, og skove, som har hørt til et majorat, men som er stykket fra majoratet med bevarelse af majoratsnoteringen.

Da majoratsskovene er noteret i matriklen med en særskilt notering, fremgår det ikke altid umiddelbart af matriklen, at arealerne er fredskovspligtige. Indtil alle majoratsskove er noteret som fredskovspligtige, er det derfor nødvendigt at videreføre den gældende bestemmelse om, at majoratsskov er fredskovspligtig. Majoratsskove noteres derfor som fredskovspligtige i forbindelse med ophævelse af majoratsbåndet, jf. § 7 og bemærkningerne hertil.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 1, som bestemmer at skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, er fredskovspligtige.

Efter forslaget er skov, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, fortsat fredskovspligtig, uanset hvornår den er erhvervet, etableret eller har indfundet sig. Der er således ikke grund til at ændre det tilsagn fra statens side, som allerede blev fastslået i forbindelse med vedtagelsen af skovloven i 1935, om, at statsskovene skal bevares som skov og kun bør frigives til anden anvendelse efter de almindelige regler om ophævelse af fredskovspligten.

Når det skal vurderes, hvilke arealer, der skal noteres som fredskov, noteres efter de gældende regler (§ 4, stk. 1, nr. 9) også arealer uden træbevoksning, som naturligt hører til skoven. Det kan fx være arealer, der er uden træbevoksning, fordi det er nødvendigt for driften, eller marker, klitter, heder, moser, strandenge eller andre naturtyper, som indgår i en landskabsmæssig, naturlig sammenhæng med den egentlige træbevoksning. Denne bestemmelse svarer til den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 9. I den gældende lov har bestemmelsen haft betydning for vurderingen af, hvilke arealer der skulle noteres som fredskov under fredskovskonstateringen, som nu er afsluttet. Efter forslaget har bestemmelsen kun virkning for de arealer, ministeren fremtidig uden ansøgning kan beslutte skal noteres med fredskovspligt, dvs. skov, der er fredskovspligtig, fordi den tilhører staten, kommunerne eller folkekirken.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 7, stk. 1. Indholdsmæssigt fastslås med bestemmelsen, at ministeren har kompetencen til at vurdere, om skov, som ejes, erhverves eller etableres af staten, kommunerne eller folkekirken eller som indfinder sig på arealer, der ejes af disse, skal omfattes af fredskovspligt. Ikke al bevoksning med træer vil være skov, som kan opfylde lovens krav til fredskovspligtige arealer. Efter den gældende praksis omfattes fx skov på vejarealer og rastepladser ikke af fredskovspligt, mens skov i tilknytning til regnvandsbassiner omfattes af fredskovspligt. Det kan derfor være nødvendigt med en beslutning om, at et areal, der er bevokset med træer, er skov i skovlovens forstand.

Vurderingen af, om et træbevokset areal er skov, forudsættes at ske efter samme principper som hidtil. Som hovedregel anser man således et areal for at være skov, hvis det er bevokset med træer, som danner eller indenfor et rimeligt tidsrum ville danne sluttet skov af højstammede træer, og hvis det som hovedregel er større end ½ ha og mere end 20 m bredt. Vurderingen baseres på et skovbrugsfagligt skøn over bevoksningsgrad og -type. Samme vurdering vil blive lagt til grund, hvis et allerede træbevokset areal ønskes omfattet af fredskovspligt, jf. forslagets § 4 og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 3

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 4, stk. 2. Den indebærer, at skov, der kun ejes midlertidigt af staten, kommunerne eller folkekirken, ikke bliver fredskovspligtig.

Bestemmelsen sigter mod arealer, som omfattes af lov om jordfordeling mellem landejendomme eller lov om fremgangsmåde ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (Statsekspropriationsloven) og lov om offentlige veje.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår det midlertidig eje ophører. Hvis skoven tilhører staten, kommunerne eller folkekirken i længere tid, bliver den fredskovspligtig i henhold til hovedreglen i stk. 1, nr. 3. Fredskovspligten kan herefter kun ophæves efter de almindelige regler i § 6, jf. § 39, dvs. mod udlæg af erstatningsskov.

Ad stk. 4 og 5

Disse to bestemmelser erstatter den gældende lovs § 4, stk. 3. Ændringen er dog udelukkende af redaktionel karakter.

Forslaget til stk. 4 skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i forslagets § 6, stk. 2. Disse to bestemmelser sikrer tilsammen, at kommunerne kan gennemføre vedtaget planlægning, uanset om kommunale arealer, der omfattes af planen, senere bliver fredskovspligtige som følge af den »automatiske fredskovspligt« efter § 3, stk. 1, nr. 3. Det kræves dog, at planlægningen er vedtaget, inden de arealer, der omfattes af planen, bliver fredskovspligtige. Det kræves også, at arealerne tages i brug til det fastsatte formål indenfor en 20 års frist.

Bestemmelserne i stk. 4 og 5 indebærer, at skov, der etableres eller indfinder sig på arealer, der ejes af staten, kommunerne eller folkekirken, ikke bliver fredskovspligtig, hvis arealet ved lokalplan eller ekspropriation er blevet udlagt til andre formål end skov, inden der kom skov på arealet. Går der mere end 20 år fra lokalplanens vedtagelse eller ekspropriationens gennemførelse, uden at skovarealet er taget i brug til det fastlagte formål, bliver skovarealerne dog omfattet af fredskovspligt i henhold til hovedreglen i stk. 1, nr. 3. Fredskovspligten kan herefter kun ophæves efter reglerne i § 6. Efter § 6, stk. 2, regnes 20 års fristen imidlertid fra det tidspunkt, hvor arealet bliver fredskovspligtigt efter § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. efter at skov er erhvervet, etableret eller har indfundet sig på arealet. Skoven bliver derfor godt nok fredskovspligtig, når lokalplanen er mere end 20 år gammel, men hvis de øvrige betingelser i § 6, stk. 2, er opfyldt, kan arealet i yderligere en periode være omfattet af muligheden for at ophæve fredskovspligten uden vilkår om erstatningsskov, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Ad stk. 6

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 4, stk. 6.

Formålet med bestemmelsen er som hidtil at sikre, at fredskovsnoteringen ajourføres. Når skov, der ejes af staten, kommunerne eller folkekirken, ikke er fredskovspligtig, fordi den midlertidigt tilhører disse, eller fordi den er eksproprieret, jf. bestemmelserne i stk. 3 - 5, indtræder underretningspligten først, når ejerskabet ikke længere har midlertidig karakter eller tidsfristen på 20 år er udløbet.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 1, om pålæggelse af fredskovspligt.

I forslaget er bestemmelsen om, at tilladelse til fredskovspligt i områder, der i en regionplan er udpeget som områder, hvor skovtilplantning er uønsket, kun kan gives efter opfyldelse af planlægningslovens regler, udgået. Det skyldes, at den kun har karakter af oplysning. Der er derfor ikke ændret på det forhold, at der skal udarbejdes regionplanretningslinier med miljøkonsekvensvurdering (VVM redegørelse) efter reglerne herom i planloven, før der kan ske skovrejsning og træffes afgørelse om fredskovspligt på arealer over en vis størrelse i områder, hvor skovrejsning efter regionplanen er uønsket. Dette gælder således som hovedregel for nyplantning af mere end 30 ha skov.

Ved afgørelsen af, om et skovbevokset areal eller et areal, der ønskes tilplantet med skov, kan blive fredskovspligtigt, skal det som hidtil undersøges, om der er anden lovgivning, planlægning, vejbyggelinier, servitutter eller lignende regulering, som er til hinder herfor. For så vidt angår lovgivning tænkes navnlig på naturbeskyttelseslovens regler om beskyttede naturtyper og beskyttelseslinier. For så vidt angår planlægning tænkes navnlig på regionplanernes udpegning af »positiv-« og »negativområder« for skovrejsning. Det skal endvidere vurderes, om arealet med tiden kan leve op til bestemmelserne i kap. 3.

Efter landbrugsloven er der – bortset fra de områder, der i regionplanerne er udpeget som områder, hvor skovrejsning er uønsket – fri adgang til at plante skov på arealer, der er landbrugspligtige. Et landbrugspligtigt areal, som tilplantes med skov, kan blive fredskovspligtigt efter § 4, hvis tilplantningen opfylder skovlovens krav, og vil i så fald være omfattet af både landbrugspligt og fredskovspligt. Efter den gældende landbrugslov kan landbrugspligten dog ophæves på skov på 35 ha eller derover, som er fredskovspligtig (35 ha reglen).

Når der er truffet afgørelse om fredskovspligt på et areal, påhviler det miljøministeren at lade arealets status som fredskov notere i matriklen, jf. § 41.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 6 med en mindre sproglig præcisering. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring. Bestemmelsen sikrer fortsat fredskovspligten en fortrinsstilling i forhold til andre rettigheder, som en nødvendig sikring mod, at fredskovspligten udslettes i tilfælde af tvangsauktion.

Fredskovspligten viger som hidtil ikke for modstridende bestemmelser i den fysiske planlægning i medfør af planloven eller andre love med planlægningsbestemmelser.

Fredskovspligten er ikke til hinder for ekspropriation. På den anden side tilsidesætter ekspropriationen som sådan heller ikke fredskovspligten. Ophæves fredskovspligten på et areal i forbindelse med ekspropriation, vil der således blive stillet krav om erstatningsskov i overensstemmelse med reglerne herom i § 39, stk. 1, nr. 5.

Fredskovspligt er en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter planlovens § 42, jf. § 44.

Bestemmelsen er en videreførelse af muligheden efter den gældende lovs § 9 for at ophæve fredskovspligten.

I forslaget er bestemmelsen om, at tilladelse til ophævelse af fredskovspligt i områder, der i en regionplan er udpeget som skovrejsningsområder, kun kan gives efter opfyldelse af planlægningslovens regler, udgået. Det skyldes, at den kun har karakter af oplysning. Der er derfor ikke ændret på det forhold, at der skal udarbejdes regionplanretningslinier med miljøkonsekvensvurdering (VVM redegørelse) efter reglerne herom i planloven, før fredskovspligten kan ophæves på arealer over en vis størrelse i skovrejsningsområder. Dette gælder således som hovedregel for rydning af skov, der er ældre end 20 år og større end 30 ha.

Forslaget til stk. 2 skal desuden ses i sammenhæng med bestemmelsen i forslagets § 3, stk. 4. Disse to bestemmelser sikrer tilsammen, at kommunerne kan gennemføre vedtaget planlægning, uanset om kommunale arealer, der omfattes af planen, senere bliver fredskovspligtige som følge af den »automatiske fredskovspligt« efter § 3, stk. 1, nr. 3. Det kræves dog, at planlægningen er vedtaget, inden de arealer, der omfattes af planen, bliver fredskovspligtige. Det kræves også, at arealerne tages i brug til det fastsatte formål indenfor en 20 års frist.

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 9, stk. 1. I forslaget har bestemmelsen om ophævelse af fredskovspligten fået en formulering, som er mere dækkende for den praksis, der er på området.

Den gældende lov indeholder således en bestemmelse om, at fredskovspligten kan ophæves, hvis skoven ikke er egnet til skovdrift. Denne bestemmelse er ikke gentaget i forslaget. Det var forudsat i skovloven fra 1989, at adgangen til at ophæve fredskovspligten på skove, der ikke opfylder nævneværdige formål, skulle styrkes. I praksis er bestemmelsen imidlertid ikke blevet brugt efter sit formål. Da fx biologiske, landskabelige og rekreative forhold efter forslaget fremover ligestilles med produktionsformålet, bliver det endnu vanskeligere at påvise, at et skovareal ikke opfylder skovlovens flersidige formål. I forslaget er muligheden for at ophæve fredskovspligten, hvis skoven ikke er egnet til skovdrift, derfor udgået som en selvstændig bestemmelse. Skulle der komme et ønske om at ophæve fredskovspligten på et areal, som ikke er egnet til skovdrift, og som ikke indgår som en integreret del af en skov, vil disse forhold i sig selv udgøre en sådan særlig omstændighed, at fredskovspligten kan ophæves. Det kan fx være tilfældet for arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I sådanne tilfælde vil der ikke blive krævet erstatningsskov, jf. bemærkningerne til forslagets § 39, stk. 1, nr. 5.

Den gældende lov giver endvidere mulighed for at ophæve fredskovspligten, hvis arealet ønskes anvendt til noget andet. Denne del af den gældende lovs § 9 er videreført i forslaget, men med den tilføjelse, at fredskovspligten kun kan ophæves, hvis særlige grunde taler derfor. I praksis administreres den gældende § 9 da også i overensstemmelse hermed. Der har således udviklet sig følgende restriktive praksis, som er fulgt op af Naturklagenævnet, og hvor der i det væsentlige anlægges de samme synspunkter for tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, som anlægges for tilladelse til byggeri, anlæg og terrænændringer, jf. § 11 og bemærkningerne hertil:

– Som udgangspunkt gives der ikke tilladelse til ophævelse af fredskovspligt på enklaver i skov.

– Der gives desuden kun tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, hvis den ønskede ændrede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov, og hvis andre samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til, at arealet bevares med fredskovspligt.

– Der gives dog i vidt omfang tilladelse til ophævelse af fredskovspligten på bygningsparceller med helårshuse, der er blevet overflødige for driften. Tilladelse gives, hvis parcellen ikke ligger som en enklave i skoven, dvs. hvis den ligger i udkanten af skoven ud til offentlig vej, og hvis der ikke er tale om den sidste driftsbolig i en skov, hvor der efter § 11 vil kunne opføres en ny bolig med henvisning til, at den er nødvendig for driften.

I forslaget forudsættes denne restriktive praksis fastholdt. Det er således den aktivitet, som arealet ønskes anvendt til, der er afgørende for, om fredskovspligten skal vige. Derefter tages stilling til, om det skal ske ved en dispensation fra fredskovspligten efter § 11 eller ved, at fredskovspligten ophæves efter § 6. Hvis der er tale om mindre eller midlertidige foranstaltninger eller foranstaltninger, der vedrører en enklave i skoven, bør der som udgangspunkt gives dispensation efter § 11. Derved bevares fredskovspligten, og der kan stilles vilkår om, at arealet skal retableres efter lovens formål, når dispensationen ikke længere er aktuel. Omvendt bør fredskovspligten ophæves efter § 6, hvis der er tale om foranstaltninger, som indebærer, at arealet ikke mere skal anvendes efter lovens formål. Medmindre der er tale om boligparceller, bør fredskovspligten dog ikke ophæves, hvis det betyder, at arealet herefter bliver frijord.

Når der er truffet afgørelse om ophævelse af fredskovspligt på et areal, sørger ministeren for ajourføring af matriklen, jf. § 41.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 9, stk. 2. Denne bestemmelse blev sammen med bestemmelsen i den gældende lovs § 4, stk. 3, indarbejdet i loven ved lovændringen i 1996, for at lette kommunernes mulighed for at gennemføre allerede planlagt byggeri og anlæg.

I forslaget tydeliggøres det, at ministeren har pligt til at ophæve fredskovspligten, når betingelserne er opfyldt. Det tydeliggøres desuden, at ophævelse af fredskovspligten efter denne bestemmelse sker uden vilkår om erstatningsskov. Endelig præciseres det, at 20 års fristen løber fra det tidspunkt, hvor arealet bliver fredskovspligtigt, dvs. 20 år efter, at skov er erhvervet, etableret eller har indfundet sig på arealet. I øvrigt ændres indholdet af bestemmelsen ikke.

Efter bestemmelsen i stk. 2, skal miljøministeren herefter under visse betingelser, som er opregnet i nr. 1 - 3, ophæve fredskovspligten på et areal, som er blevet fredskovspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 3, uden krav om erstatningsskov. Efter § 3, stk. 1, nr. 3, bliver kommunalt ejet skov automatisk fredskovspligtig på det tidspunkt, hvor kommunen etablerer skov, erhverver skov, der ikke allerede er fredskovspligtig, eller hvor skov indfinder sig på et kommunalt ejet areal.

Betingelserne er,

– at arealet skal være omfattet af en kommuneplan eller et pålæg om vejbyggelinier, som udlægger arealet til andet formål end skov,

– at kommuneplanen eller pålægget om vejbyggelinier skal være vedtaget, inden arealet blev fredskovspligtigt som følge af kommunens erhvervelse eller etableringen af skov, og

– at arealet tages i brug til det fastsatte formål inden 20 år efter, at arealet er blevet fredskovspligtigt.

Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

De gældende regler om majoratsskove fremgår af lensafløsningslovens § 5, stk. 1 og 3 - 8, og §§ 5 a - c.

Da lensafløsningsloven blev vedtaget i 1919, så man en fordel i at holde majoratsskovene sammen i så store driftsenheder, at de kunne bære en forstlig ledelse. Disse skove udgjorde dengang, som de gør i dag, meget store private skovdistrikter. De består ofte af store sammenhængende skovstrækninger, som kan være fordelt på flere selvstændige ejendomme i udstykningslovens forstand. Den dagældende udstykningslov gav mulighed for at udstykke sådanne arealer i lodder på 50 ha eller derover. I lensafløsningsloven blev det derfor bestemt, at et majorats skovejendom skulle holdes samlet, hvis der var tale om »samlede skovstrækninger«, og at de ikke samlede skovstrækninger kun kunne deles efter bestemte regler. Der var dog ikke tale om en egentlig matrikulær sammenlægning af ejendom i udstykningslovens forstand. Bestemmelserne betød blot, at skovene skulle bevares under samme ejer, medmindre de lovligt kunne deles mellem flere ejere efter lensafløsningslovens regler. Alle majorater blev herefter gennemgået, og deres skovejendom er i dag i almindelighed noteret i matriklen med en særskilt notering, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1, nr. 2.

Ved ændring af lensafløsningsloven i 1991 indførtes bestemmelser, som indebar, at de særlige bestemmelser om majoratsskove med tiden ville kunne ophæves. Miljøministeren fik således kompetence til på egen foranledning at beslutte, at et majorats samlede skovstrækninger skulle sammenlægges matrikulært, så de udgjorde en samlet fast ejendom i udstykningslovens forstand. Herefter skulle lensafløsningslovens særlige regler om deling ikke længere gælde, og ejendommene skulle fremover administreres efter skovlovens bestemmelser. Det var tanken at gennemføre denne matrikulære sammenlægning af majoraternes samlede skovstrækninger på alle majorater. Det har imidlertid i praksis vist sig at være forbundet med en række vanskeligheder. Det kan således normalt ikke lade sig gøre på grund af adkomst- og panteforhold, jf. udstykningslovens § 26 og tinglysningslovens § 21. En sådan samlet gennemgang er derfor ikke blevet gennemført. I stedet er bestemmelserne i praksis blevet brugt til at ophæve majoratsbåndet efter ansøgning.

Målet om, at majoratsbåndet på længere sigt ophæves, og at majoraternes skovejendomme i det hele skal administreres efter skovloven, er videreført i forslaget. Kun de af lensafløsningslovens regler, der stadig er relevante og nødvendige for, at majoratsskov fremover kan administreres i overensstemmelse med skovloven, indgår i forslaget, jf. nedenstående gennemgang af de gældende bestemmelser om skov i lensafløsningsloven.

De bestemmelser i lensafløsningsloven, som giver ministeren kompetence til at dele eller samnotere majoratsskov med bevarelse af majoratsbåndet , er derimod ikke gentaget. De regler om deling af majoratsskov, som afviger væsentligt fra skovlovens udstykningsregler, er heller ikke gentaget.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 1

I § 5, stk. 1, bestemmes, at samlede skovstrækninger, der hører til de nuværende majorater, skal bevares som samlede ejendomme, medmindre miljøministeren tillader andet.

Bestemmelsen er videreført i forslagets § 7, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 3

§ 5, stk. 3, indeholder regler for deling af ikke sammenhængende majoratsskove. Disse kan således frit deles, hvis skovarealet er under 300 ha. Er majoratets samlede skovejendom over 300 ha, kan der kun skilles 20 pct. fra, mens resten af skovejendommen kun kan adskilles i dele på over 600 ha. Miljøministeren kan dispensere fra kravene. Bestemmelsen har til formål at holde de særligt store majorater samlet under samme ejer.

Imidlertid kan ejere af majoratsskov allerede i dag komme uden om disse bestemmelser ved at få majoratsbåndet ophævet efter lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8. Der synes derfor ikke at være behov for at bevare bestemmelsen, så den er ikke videreført i forslaget.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 4 og 6

Disse bestemmelser indeholder regler om tilsyn og forkøbsret for visse naturarealer. De har i dag ingen praktisk betydning. Allerede i forbindelse med ændringen af lensafløsningsloven i 1991 var disse bestemmelser forudsat at skulle ophæves, når samnotering af alle majoraternes skovarealer var gennemført. I forslaget ophæves de derfor, jf. § 67, stk. 2, nr. 2.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 5

Denne bestemmelse indeholder særlige regler om testationsret. Bestemmelsen har stadig betydning og ophæves derfor ikke, jf. § 67, stk. 2, nr. 2.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8

Efter § 5, stk. 7, kan miljøministeren bestemme, at et majorats »samlede skovstrækninger« noteres i matriklen som en samlet fast ejendom (matrikulær sammenlægning, jf. § 2, stk. 1, og § 8 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen). § 5, stk. 8, bestemmer herefter, at ejendom, der er noteret på denne måde, ikke er omfattet af lensafløsningslovens særlige regler om deling, men alene af skovlovens bestemmelser om udstykning. Dette er i praksis sket ved at slette noteringen som majoratsskov i matriklen og erstatte den med notering om fredskovspligt.

Lensafløsningslovens §§ 5 a - c

§§ 5 a - c indeholder regler om, at miljøministeren kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter lensafløsningsloven og om klage. I dag træffes afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet således af Skov- og Naturstyrelsen, og de kan påklages til miljøministeren. De kan påklages af den, som afgørelsen retter sig imod, og af den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Efter forslaget vil kompetencen til at delegere og de formelle krav om klage følge skovlovens almindelige bestemmelser. Afgørelser om ophævelse af noteringen som majoratsskov i matriklen kan således efter forslaget påklages til Naturklagenævnet.

Ad stk. 1

Bestemmelsen viderefører lensafløsningslovens § 5, stk. 1. Efter forslaget kan ministeren dog ikke længere dispensere fra bestemmelsen, da denne mulighed i praksis ikke har været benyttet, jf. ovenfor. Hvis en majoratsskov herefter ønskes delt, fx med henblik på frasalg, kan det kun ske ved, at majoratsbåndet ophæves efter forslagets § 7, stk. 2. Derefter kan ejendommen udstykkes efter skovlovens almindelige bestemmelser om udstykning, jf. forslagets § 12.

I forslaget er bestemmelsen ændret redaktionelt. Det fremgår herefter tydeligt, at de matrikelnumre, der udgør et majorats skovejendom, ikke er en samlet fast ejendom i udstykningslovens forstand, men at de blot skal holdes under samme ejer.

Ad stk. 2

Bestemmelsen afløser lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8, jf. ovenfor.

I forslaget er der herefter den nødvendige hjemmel for miljøministeren til at ophæve majoratsnoteringen.

Desuden er muligheden for, at ministeren kan stille vilkår om samnotering i forbindelse med ophævelsen, videreført. Det er således også i dag af værdi, at sammenhængende skov så vidt muligt holdes sammen i passende driftsenheder.

Samnotering tænkes kun anvendt ved ophævelse af majoratsbåndet på fysisk sammenhængende skovarealer. De fredskovspligtige arealer sammenlægges i så fald som en samlet fast ejendom i matriklen i udstykningslovens forstand. Herefter kan arealet kun udstykkes med tilladelse efter skovloven, jf. forslagets § 12 om udstykning og bemærkningerne hertil.

Med forslaget sikres det, at majoratsskov fortsat holdes under den samme ejer, indtil der i forbindelse med ophævelse af notering som majoratsskov kan tages stilling til, hvilke dele af majoratets skovejendom, der fortsat skal holdes sammen. Vilkår om sammenlægning forudsættes som hidtil kun at blive aktuelt for sammenhængende skov. »Sammenhængende skov« defineres på samme måde, som »sammenhængende fredskovspligtige arealer« defineres i forslagets § 12 om udstykning, jf bemærkningerne til denne bestemmelse. Det forudsættes endvidere, at der som hidtil kan træffes afgørelse om at ophæve noteringen som majoratsskov på en mindre del af et majorats skovareal. Majoratsbåndet kan således fx ophæves på en parcel med en driftsbolig, som herefter kan frastykkes efter skovlovens regler, uden at majoratsbåndet samtidig ophæves på den øvrige del af skovarealet.

Arealer, der er noteret som majoratsskov i matriklen, er fredskovspligtige i henhold til forslagets § 3, stk. 1, nr. 2, og noteres som sådanne i henhold til forslagets § 41 i forbindelse med, at majoratsbåndet ophæves.

Afgørelser om ophævelse af majoratsnoteringen kan påklages til Naturklagenævnet.

Til kapitel 3

Anvendelse af fredskovspligtige arealer

Kapitel 3 indeholder som i den gældende lov reglerne for anvendelse af fredskovspligtige arealer. Forslagets bestemmelser er dog væsentligt enklere end i den gældende lov. Herved opnås der en væsentligt større frihed for skovejerne til at tilrettelægge deres drift på den måde, der er økonomisk mest hensigtsmæssig. Desuden bliver det væsentligt lettere at tage hensyn til naturen i driften, da der ikke længere skal dispensation til for at gennemføre naturfremmende foranstaltninger. Disse forenklinger er et af hovedformålene med ændringen af loven.

I forslagets § 8 fastslås det hovedprincip, som også hidtil har været gældende, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevoksede med træer, som kan danne højstammet skov. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med forslagets §§ 9 og 10. Efter disse bestemmelser kan den enkelte skovejer, uden dispensation, bruge en del af det enkelte fredskovspligtige areal til formål, som gør, at der ikke kommer højstammet skov på arealet.

Ad nr. 1)

Bestemmelsens ordlyd er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 1, og fastslår, at fredskovspligtige arealer skal være bevokset med træer, som er eller kan blive til højstammet skov.

Efter forslaget forudsættes det fortsat, at de træbevoksede arealer drives efter forstlige principper. Men en række af de bestemmelser, som satte en standard for »god skovdrift«, er udgået i forslaget. Det gælder fx bestemmelser om pleje af bevoksningen og kravet om passende dyrkningstiltag. Efter forslaget kan en ejer fx helt undlade at drive skoven eller dele af den, hvis han ønsker det. Dette kan med størst naturmæssig fordel ske på - men er ikke begrænset til - arealer, som har et højt indhold af biologiske værdier som naturlige vådområder og gamle og døde løvtræer, og som i øvrigt er sammensat af hjemmehørende træer og buske. Det kræver heller ikke længere dispensation at tilrettelægge en drift, der på andre måder tager hensyn til at skabe eller bevare biologisk mangfoldighed. Desuden kan ejerne i deres drift lovligt tage hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv, også selv om det sker på bekostning af træproduktionen.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er moderniseret, men ikke ændret indholdsmæssigt, i forhold til den gældende lovs § 17, stk. 2, nr. 4. Hugstmodenhedskriteriet gælder i forslaget også for enkelte træer, når de står i bevoksninger, hvor træerne har forskellig størrelse og alder (uensaldrende og fleretageret), og hvor driften baseres på plukhugst o. lign. eller på gruppevis foryngelse. Hugstmodenhedskriteriet gælder for hele bevoksninger, når træerne har samme alder og størrelse (ensaldrende og ensartet), men er ikke til hinder for at gennemføre almindelig tynding. Kravet i forslaget om hugstmodenhed på bevoksnings- eller enkeltræ-niveau sigter primært på at forhindre, at hele skovarealer kan fældes før hugstmodenhed med henblik på en kortsigtet økonomisk gevinst. Dette kunne føre til, at økonomiske, og naturmæssige værdier går tabt, da skovens værdi både økonomisk og naturmæssigt stiger med alderen. Hovedreglen er, at en bevoksning skal bevares, til den er hugstmoden, og at vedmassen i fx blandingsbevoksninger, hvor træerne har forskellig størrelse, ikke må udhules ved stærk hugst fra toppen. Foryngelse gennem skærmstilling, der har til formål at fremme en langsigtet opbygning af en robust og varieret skov, kan ske, før bevoksningen er hugstmoden, hvis den er sund og ikke står udsat. Ved en robust skov forstås skov, der har en struktur og sammensætning af arter, der er egnet til at modstå høje vindstyrker. En robust skov vil efter stormfald i vid udstrækning kunne forynges ved hjælp af de træer, der ikke er væltet.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at træer kan fældes før hugstmodenhed, hvis skovejeren ønsker at bruge muligheden efter § 10, nr. 4, til at lægge arealer ud som åbne naturarealer.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen fastholder pligten i den gældende lovs § 17, stk. 2, til at forynge skoven. Efter den gældende lov har der været praksis for, at foryngelsen skulle gennemføres indenfor en frist på 3-4 år.

Efter forslaget er der en frist på 10 år fra det tidspunkt, hvor den eksisterende bevoksning afvikles, til arealet igen skal være bevokset på en måde, som sikrer, at der dannes sluttet højstammet skov. Dette gælder, uanset hvilken foryngelsesmetode der anvendes. Der kan således uden dispensation anvendes naturlig tilgroning som foryngelsesmetode. Vurderingen af, om et areal opfylder lovens krav til foryngelse, baseres på et skovbrugsfagligt skøn over bl.a bevoksningsgrad og –type og arealets bonitet.

Hvis der indenfor 10 år efter afdrift ikke er et passende antal planter, som kan danne sluttet højstammet skov, skal arealet tilplantes eller tilsås. Eventuelt kan arealet helt eller delvis henregnes til de 10 pct. af arealet, der efter § 10, nr. 4, kan henligge som åbent naturareal.

Det må bero på en faglig vurdering, der foretages, når foryngelse bliver aktuel, om selvforyngelse, plantning, såning eller naturlig tilgroning bør foretrækkes. Bestemmelsen favoriserer ikke en foryngelsesmetode frem for andre. Det frø- eller plantemateriale, der benyttes til en ny kultur bør være genetisk egnet til voksestedernes forskellige betingelser og af høj kvalitet. Der kan altid anvendes frø- og plantemateriale fra egne arealer til en ny kultur samme sted. Der henvises i øvrigt til reglerne i bekendtgørelse nr. 1017 af 12. december 2002 om skovfrø og -planter.

Hvis naturlig tilgroning foretrækkes, bør der sikres gode frøkilder fra den bestående bevoksning.

Det bør så vidt muligt undgås at afdrive store sammenhængende, hugstmodne bevoksninger på en gang (renafdrift). Renafdrifter bør undgås af miljømæssige grunde, men også fordi det kan medføre, at arealet gror til med græs og ukrudt, som gør det svært og dyrt at etablere skov igen.

Selv om der er en frist på 10 år til at etablere en kultur, der kan danne sluttet skov af højstammede træer, vil en bæredygtig drift i mange tilfælde betyde, at der bør etableres en ny kultur relativt kort tid efter afdrift. Manglende kronedække kan specielt på frostudsatte lokaliteter, der gror til med græs og ukrudt, gøre det svært og dyrt at etablere træer på arealet, hvis kulturen først etableres 5-10 år efter afdrift.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 10, men er indholdsmæssigt uændret. Forbuddet mod dyrehold gælder ikke på arealer, der lovligt kan holdes uden skovbevoksning. Både husdyrhold, hjortefarme og dyrehaver er forbudt. Der kan dispenseres fra forbuddet efter forslagets § 38.

Hidtil er der givet dispensation til dyrehold af natur- eller kulturhistoriske grunde, hvor målet med dyreholdet har været pleje eller opnåelse af den naturtype, som denne driftsform afstedkommer. Der er endvidere givet dispensationer af hensyn til skovens dyrkning (svinehold som hjælp til skovens selvforyngelse og jordbearbejdning) og til pleje af kulturer (bekæmpelse af ukrudt ved hjælp af får eller gæs mv.). Disse former for dyrehold er imidlertid nu omfattet af bestemmelsen i forslagets § 9, nr. 1, hvorefter skovgræsning på en del af det fredskovspligtige areal er tilladt uden dispensation. Der kræves derfor ikke dispensation fra forbuddet i § 8, nr. 4, til disse former for dyrehold.

Hjortefarme er beskrevet i Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om hjortedyr. Praksis for dispensation til hjortefarme er efter den gældende lov meget restriktiv. Der gives kun dispensation, hvis betingelserne for ophævelse af fredskovspligten i øvrigt er til stede.

Dyrehaver kan defineres ved, at bestanden af dyr er større end en normal vildtbestand det pågældende sted. Dyrehaver er typisk hegnet med et højt hegn, som ikke tillader ud- eller indspring. Arealet vil desuden med tiden skifte karakter fra skov i retning af åbne arealer med enkeltstående store træer og græssletter. Praksis for dispensation til at etablere nye dyrehaver er efter den gældende lov meget restriktiv, idet der som udgangspunkt ikke gives dispensation hertil. Dispensation til nye dyrehaver kan dog ifølge praksis komme på tale i forbindelse med anlæg af rekreativ og kulturhistorisk art. Det kan fx være i tilknytning til parklignende anlæg omkring slotte og herregårde. Hvis skovens bonitet er meget ringe, kan det komme på tale med dyrehaver til jagt. Som noget nyt forudsættes det, at der i praksis fremover også skal kunne gives dispensation til nye dyrehaver, som etableres for at fremme biodiversiteten.

Efter gældende praksis gives desuden normalt tilladelse til fortsat drift af eksisterende dyrehaver og til genetablering af sådanne, hvor de har været før. Denne praksis forudsættes efter forslaget også videreført.

I forbindelse med dispensation til dyrehaver forudsættes det som hidtil, at der stilles vilkår om offentlighedens adgang, hegnets udformning, græsningstryk mv.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 2, 4, 9 og 10, jf. nedenfor om de enkelte numre.

Efter forslaget kan den enkelte skovejer uden dispensation bruge op til 10 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal til stævningsdrift og/eller skovgræsning. Stævningsdriften medfører helt sikkert, at der ikke kommer højstammet skov på arealet, og skovgræsning kan medføre skader på bevoksningen og dermed vanskelige vækstvilkår. Der er således tale om en væsentlig lempelse af kravet i § 8, nr. 1, om, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der vokser op til højstammet skov.

Det primære formål med bestemmelsen er at give skovejerne mulighed for at variere driften uden at skulle have dispensation. Det forventes, men er ikke et krav ifølge loven, at drift med stævning eller skovgræsning vælges på steder, hvor en sådan drift har et naturmæssigt eller kulturhistorisk sigte.

Procentgrænserne gælder for »det enkelte fredskovspligtige areal«. Hvis en ejendom har flere fredskovspligtige arealer, gælder procentgrænserne for hvert af disse.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny. Den erstatter den gældende lovs § 16, stk. 9, hvorefter stævningsdrift kræver tilladelse. Den rummer endvidere, som noget nyt, en væsentlig undtagelse fra forbuddet mod dyrehold i § 8, nr. 4.

Efter forslaget er stævningsdrift og/eller skovgræsning herefter umiddelbart tilladt på samlet op til 10 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal.

Ved stævningsdrift forstås, at skovarealet drives i kort omdrift med løvtræarter, der egner sig til at skyde fra stubben og/eller rødderne. Typisk er arter som hassel, rødel, ask og eg egnet til stævning, men også andre arter kan der være lokal tradition for at stævne.

Ved skovgræsning forstås græsning med husdyr på skovbevoksede arealer, hvor græsningen understøtter den biologiske mangfoldighed og hensynet til landskab og kulturhistorie. Også græsning af hensyn til skovens dyrkning og pleje af kulturer omfattes af denne bestemmelse. Græsning, som udelukkende har til formål at opdrætte dyr, herunder græsning med hjorte, er efter forslaget ikke skovgræsning, jf. bemærkningerne til § 8, nr. 4.

Efter forslaget skal der altså ikke længere dispensation til at etablere skovgræsning, hvis det sker indenfor 10 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal. I de afgørelser om dispensation til husdyrhold, der træffes efter den gældende lov, har det været almindeligt at stille vilkår om, at eksisterende muligheder for offentlig færdsel og ophold ikke hindres. Der er derfor indføjet en regel om, at hegning af hele skoven eller omkring dele af den til skovgræsning ikke må indskrænke mulighederne for offentlig færdsel og ophold. Det forudsættes således, at adgangen ikke indskrænkes på steder, hvor naturbeskyttelseslovens regler om adgang ellers giver mulighed for færdsel og ophold.

De 10 pct., der kan udlægges til stævning eller skovgræsning, beregnes af hele det fredskovspligtige areal, inklusive eventuelle ubevoksede arealer (jf. § 10), småbiotoper (jf. § 28) og arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

På én ejendom kan der være flere fredskovspligtige arealer. De 10 pct. gælder i så fald for hvert af arealerne. Det er således ikke muligt, hvis en ejendom har fx tre fysisk adskilte fredskovspligtige arealer på tilsammen 20 ha, at samle de 10 pct. stævning eller skovgræsning, som er tilladt (tilsammen 2 ha), på kun et af de tre fredskovspligtige arealer.

Der kan dispenseres fra 10 pct. grænsen efter forslagets § 38. Dispensation vil som hidtil kunne gives, hvis driften understøtter bevaring af stævning eller skovgræsning på steder, hvor spor af disse driftsformer stadig kan findes i landskabet. Dette vil fx være tilfældet for en lang række ejendomme med gammel stævningsskov, som i nogle tilfælde kan gå helt tilbage til bondestenalderen, og hvor hele skove på typisk 1 - 5 ha er drevet med stævning. Her er det netop ønskeligt, at hele skoven drives med stævning og ikke begrænses til 10 pct. af arealet. Dispensation fra 10 pct. grænsen vil endvidere kunne tænkes til græsning af midlertidig karakter med drifts- eller plejeformål.

Efter forslagets § 29 stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til drift med stævning eller skovgræsning.

Ligger det fredskovspligtige areal i et internationalt naturbeskyttelsesområde, jf. kapitel 4, skal ændringer af den eksisterende drift anmeldes efter § 17, jf. bilag 1, uanset om de ligger inden for mulighederne for stævning og skovgræsning efter § 9.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 2, om, at der kan tillades op til 10 pct. arealer med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift. Indholdet i bestemmelsen er uændret. I de 10 pct., som frit kan dyrkes med juletræer og pyntegrønt, medregnes ikke dyrkning af pyntegrønt i lang omdrift, dvs. at træerne med tiden udvikler sig til en sluttet skov af højstammede træer, der bevares til hugstmodenhed.

De 10 pct., der kan udlægges til juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, beregnes af hele det fredskovspligtige areal, inklusive ubevoksede arealer (jf. § 10), småbiotoper (jf. § 28) og arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

På én ejendom kan der være flere fredskovspligtige arealer. De 10 pct. gælder i så fald for hvert af arealerne. Det er således ikke muligt, hvis en ejendom har fx tre fysisk adskilte fredskovspligtige arealer på tilsammen 20 ha, at samle de 10 pct. med juletræer, som er tilladt (tilsammen 2 ha), på kun et af de tre fredskovspligtige arealer.

Der kan dispenseres fra 10 pct. grænsen efter forslagets § 38. Dispensation kan fx komme på tale i tilfælde, hvor eksisterende skov bliver fredskovspligtig, og hvor mere end 10 pct. af arealet drives med juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift ved fredskovspligtens indtræden. Det forudsættes i så fald, at dispensation gives med en kort tidsfrist, højst op til 10 år, for opfyldelse af 10 pct. kravet.

Ligger det fredskovspligtige areal i et internationalt naturbeskyttelsesområde, jf. kapitel 4, skal ændringer af den eksisterende drift anmeldes efter § 17, jf. bilag 1, selv om der efter bestemmelsen i § 9, nr. 1, umiddelbart ville være mulighed for at udlægge arealet til juletræer og pyntegrønt i kort omdrift.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 16, stk. 4. Også efter forslaget kan et fredskovspligtigt areal, der er fredet, drives på en måde, som ikke er i overensstemmelse med skovloven, hvis det er bestemt i fredningen.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 3. Bestemmelsen betyder fortsat, at arealer, der er nødvendige for skovdriften, som fx veje, læggepladser, læsseramper, brandbælter, skovplanteskoler og vildtagre, kan holdes uden træer. Som åbne arealer, der er nødvendige for driften, anses også arealer, som tilgodeser andre af lovens formål end de rent produktionsmæssige. Det kan fx være udsigtskiler eller bålpladser, som tilgodeser friluftslivet.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 16, stk. 4. Også efter forslaget kan et fredskovspligtigt areal, der er fredet, holdes uden træer, hvis det er bestemt i fredningen.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 5. Bestemmelsens hovedformål var i 1935, hvor den kom ind i loven, at sikre, at ejerne ikke sattes i for store udgifter ved krav om tilplantning af fredskovspligtige arealer, som var blevet ryddet i ældre tid. Man antog dog i praksis, at bestemmelsen kun gjaldt for arealer, der ved lovens ikrafttræden var marker eller klitter. Rydning af skov for at etablere nye eller udvide eksisterende marker og klitter ville kræve dispensation. Denne praksis forudsættes opretholdt.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen er ny og giver mulighed for at holde arealer uden træer for at fremme natur- og landskabsværdier, kulturmiljø og biologisk mangfoldighed. Ved åbne naturarealer forstås arealer i ekstensiv drift, f.eks. skovenge eller arealer med beskyttede naturtyper, jf. forslagets § 28. Åbne naturarealer kan også være arealer under naturlig tilgroning. Eller det kan være et areal, som 10 år efter hovedskovning ikke opfylder betingelserne i § 8, stk. 1, nr. 3, om, at der inden for et rimeligt tidsrum kan dannes sluttet skov af højstammede træer. Arealer med landbrugsafgrøder, frugttræer, bærbuske, blomsterproduktion og lignende regnes ikke som åbne naturarealer.

De 10 pct., der efter loven kan etableres som åbne arealer, beregnes af hele det fredskovspligtige areal, inklusive de arealer, der i forvejen lovligt henligger som ubevoksede. Der findes dog fredskovspligtige arealer, hvor fx andelen af klitter eller arealer, der omfattes af naturbeskyttelseslovens § 3, allerede udgør en stor del af arealet. Det findes ikke rimeligt, at ejere, der ved lovens ikrafttræden allerede har åbne arealer på ejendommen, evt. helt hindres i at etablere nye åbne arealer. Det foreslås derfor, at det skal være muligt at etablere 10 pct. åbne naturarealer ud over de arealer, der lovligt henligger uden træbevoksning, når de nye regler træder i kraft.

Der kan dispenseres fra 10 pct. grænsen efter forslagets § 38. Dispensation kan komme på tale ved naturgenopretning på større arealer, fx genskabelse af lynghede eller overdrev. Eller det kan være som led i større naturforvaltningsprojekter, hvor fx større dele af en skov oversvømmes. I sådanne tilfælde bør det dog altid overvejes, om fredskovspligten i stedet bør ophæves efter forslagets § 6.

Ligger det fredskovspligtige areal i et internationalt naturbeskyttelsesområde, jf. kapitel 4, skal ændringer af den eksisterende drift anmeldes efter § 17, jf. bilag 1, selv om der efter bestemmelsen i § 10, nr. 4, ville være umiddelbar mulighed for at udlægge åbne arealer.

Endvidere kan planlovens regler om miljøkonsekvensvurderinger (VVM) være til hinder for, at meget store arealer (større end 30 ha), der ligger i skovrejsningsområder, ryddes for skov, jf. bemærkningerne til § 6 om ophævelse af fredskovspligten.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 10. Det grundlæggende i bestemmelsen, nemlig at byggeri, anlæg og terrænændringer ikke skal være tilladt uden dispensation, medmindre det er nødvendigt for skovdriften, foreslås videreført uændret. Som noget nyt er der i loven anført, at arbejdsskure på op til 10 m 2 er nødvendige for driften, men at ministeren skal godkende deres udseende og beliggenhed. Desuden kan der som noget nyt opføres spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv uden dispensation. Endelig er forbuddet i den gældende lovs § 16, stk. 11, mod at anbringe affald i fredskov, overført til denne bestemmelse.

Ad stk. 1

Bestemmelsen indeholder et forbud mod, at der opføres byggeri, etableres anlæg, gennemføres terrænændringer eller anbringes affald.

Forbuddet mod byggeri mv. omfatter bl.a. boligbyggeri og vejanlæg, der ikke er nødvendigt for skovdriften, lossepladser, affaldsdepoter, luftledninger og rørledninger.

Forbuddet mod at anbringe affald omfatter fortsat tilfældig, uorganiseret hensmiden af overflødige genstande. Skovene skal således ikke tjene til at aftage fx byggeaffald eller restprodukter fra forskellig industrivirksomhed.

Der er fortsat mulighed for at anvende byggeaffald og lignende i forbindelse med anlæg af skovveje. Det kan dog kun ske, hvis materialet opfylder betingelserne i bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder.

Anvendelse af slam, aske og husdyrgødning til jordbrugsmæssige formål anses ikke som anbringelse af affald i skovlovens forstand. Det gælder dog kun , hvor der er et gødskningsbehov. Er der ikke et sådant behov, kræver udbringning dispensation efter såvel skovloven som den lovgivning, der regulerer disse stoffer.

Dispensation

Efter forslagets § 38 kan miljøministeren dispensere fra forbuddet mod byggeri, anlæg, terrænændringer og anbringelse af affald, når særlige grunde taler derfor.

Dispensation gives efter gældende praksis kun, hvis det ansøgte ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis de samfundsmæssige hensyn, der er forbundet med byggeriet eller anlægget, er vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven. Hvis det stykke skov, der berøres af byggeriet mv., er over en vis størrelse, skal der stilles krav om erstatningsskov.

Ved samfundsmæssige hensyn tænkes bl.a. på etablering af vejanlæg og ledningsanlæg til forsyning med el, gas og vand. Der gives som regel også tilladelse til erhvervsmæssig råstofgravning, hvis området i regionplanen er udlagt som et regionalt graveområde. Det forudsættes i så fald, at hensynet til råstoffer er afvejet overfor hensynet til at bevare fredskoven i forbindelse med udarbejdelse af regionplanen. Om erstatningsskov og sikkerhedsstillelse i forbindelse med råstofgravning, se bemærkningerne til § 39.

Kommunale ønsker om byudvidelse anses normalt ikke for et hensyn, der kan overstige hensynet til at bevare fredskov.

Den gældende praksis er således restriktiv og forudsættes videreført uændret.

Ad stk. 2

Stk. 2 indeholder undtagelserne fra forbuddet i stk. 1.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen undtager byggeri, arbejdsskure på op til 10 m 2 , anlæg og terrænændringer, som er nødvendige for skovdriften. For at være driftsmæssigt nødvendige skal bygninger, veje mv. tjene skovdriften og ikke fx jagt eller landbrugsmæssige formål. Skydeplatforme, foderhuse, læsseramper, læggepladser og lignende anses som hidtil for at være anlæg, der er nødvendige for skovdriften.

Driftsbygninger og boliger

Efter gældende praksis skønnes driftsbygninger at være nødvendige i skove af en vis størrelse, dvs. 20 ha på gode jorder og 60 ha på magre jorder. Betegnelsen gode eller magre jorder er et udtryk for dyrkningsforholdene, som afhænger af jordbundsforholdene samt de klimatiske forhold, især nedbør og frostrisiko. På et konkret areal fastsættes dyrkningsforholdene, også kaldet boniteten, ved at se på træernes højde ved en given alder.

Betingelserne for skovdrift har imidlertid ændret sig, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.7 og bemærkningerne til § 1 og § 12. Den driftsmæssige bæredygtighed er således ikke længere entydigt relateret til skovens størrelse sammenholdt med bonitet. Der er ikke noget ønske om at ændre praksis for, hvornår der må opføres boliger i fredskov, jf. nedenfor. Til gengæld bør det være muligt i skove af en vis størrelse, hvor der ikke i forvejen er driftsbygninger, at have et arbejdsskur til opbevaring af redskaber mv.

Fremover anses det derfor som nødvendigt for driften af skov, hvor der ikke i forvejen findes bolig eller driftsbygninger, og som har et skovbevokset areal på 20 ha eller derover, at have et arbejdsskur på højst 10 m 2 . Udformning og beliggenhed skal godkendes af ministeren efter stk. 3. Kun en udformning, som har karakter af arbejdsskur, vil blive godkendt. Hvis brugen som arbejdsskur ophører, skal det i lighed med andet overflødigt driftsbyggeri fjernes.

Da arbejdsskure i alle tilfælde vil blive opført uden tilknytning til andet driftsbyggeri eller bolig, vil deres udformning og beliggenhed tillige skulle godkendes af planlovsmyndigheden efter planloven.

Størrelsen af øvrigt nødvendigt driftsbyggeri skal stå i forhold til arealets størrelse og den måde, arealet drives på. Bruges traktor, kan en mindre garage således være en nødvendig driftsbygning. I skove over ca. 50 ha kan maskinhuse være nødvendige.

Opførelse af et helårshus kan kun anses for at være nødvendigt for driften, hvis det bebos af en person, der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven. Efter gældende praksis forudsætter det et bevokset areal på 80 - 100 ha på gode jorder og 200 - 300 ha på ringere jorder, for at en bolig anses som nødvendig for driften. Det er fast, restriktiv praksis, at landbrugsbygninger på kombinerede land- og skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen, der ikke er fredskovspligtig. Opførelse af landbrugsbygninger på fredskovspligtige arealer - såvel til bolig som til drift - kan derfor kun ske med dispensation.

Byggeri og anlæg til rekreative formål

Ved ændringen af skovloven i 1996 indførte man »god og flersidig skovdrift« som et krav til driften. Siden har der udviklet sig en praksis, hvorefter byggeri og anlæg, der er til gavn for friluftslivet, i et vist omfang betragtes som nødvendigt for skovdriften. Vejledningen til den gældende skovlov (Vejledning om skovloven, Skov- og Naturstyrelsen 2000), indeholder således retningslinier om, at små, beskedne anlæg til gavn for den almindelige skovgæst, fx trampede stier, små P-pladser, borde og bænke mm., anses som nødvendige for skovdriften og kan etableres uden dispensation. I offentlig skov og bynær skov anses lidt flere typer og lidt større anlæg til gavn for den almindelige skovgæst som nødvendige for driften.

Disse retningslinier forudsættes fortsat at gælde.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er ny. Den giver mulighed for, at der uden dispensation kan etableres spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv.

Efter den gældende lov er der en lempelig praksis for dispensation til at etablere spejderhytter. I praksis gives desuden dispensation til at opstille flytbare skure til skovbørnehaver. Fra amternes og kommunernes side er der imidlertid udtrykt ønske om udvidet adgang til at etablere byggeri som fx skovbørnehaver i bynær skov.

Efter forslaget kan spejderhytter, skovbørnehaver og lignende bebyggelse, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv, derfor nu opføres uden dispensation.

Spejderbevægelsen var tidligere den eneste børne- og ungdomsorganisation, der havde til formål at tilgodese børns og unges friluftsliv, og har derfor traditionelt haft en særstilling. I dag tilgodeses børns og unges friluftsliv også på andre måder end gennem spejderbevægelsen, fx af skovbørnehaver, lejrskoler eller organisationer med lignende natur- og friluftstilbud til børn og unge som spejderbevægelsen. Der bør derfor ikke stilles vilkår om, at byggeriet kun kan anvendes til et bestemt formål. Eventuelle vilkår for eksisterende spejderhytter om, at de kun må anvendes til spejderformål, bør fremover heller ikke håndhæves restriktivt, hvis der fremsættes ønske om, at hytterne kan anvendes af andre organisationer med lignende tilbud til børn og unge som spejderne, fx skovbørnehaver, lejrskoler, orienteringsklubber m.fl.

Opstilling og anvendelse af disse former for bebyggelse kan dog stadig kræve tilladelse efter anden lovgivning, fx planloven.

Ændring af bebyggelsens anvendelse vil kræve tilladelse efter planloven.

Ad stk. 3

Miljøministeren skal godkende udseende og beliggenhed af arbejdsskure, som er nødvendige for driften. Det forudsættes, at der af hensyn til besøgende i skoven stilles krav om en diskret udformning og beliggenhed, som er til mindst mulig gene for besøgende i skoven, og som også sikrer, at der tages hensyn til landskab og natur.

Ad stk. 4

Som udgangspunkt kan spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv, opføres uden dispensation efter stk. 2, nr. 2. Efter stk 3 forudsættes det dog, at miljøministeren fastsætter nærmere regler for byggeriet. Det forudsættes, at reglerne vil afspejle følgende forhold:

Det er ønskeligt, at skovene fortsat er relativt uberørte af bebyggelse. Der bør derfor fastsættes regler, som sikrer balance mellem hensynene i den enkelte skov. Det kan fx være regler om, at der kun kan opføres ét byggeri til børn og unge i skove under en vis størrelse.

Der bør af hensyn til andre besøgende i skoven fastsættes relativt restriktive krav til hytternes udseende (størrelse, farvevalg mv.). Af samme grund bør der fastsættes regler om, at beliggenheden skal godkendes af skovlovsmyndigheden.

Skovbørnehaver skal kunne etableres med faste installationer, som vand og el. Men de skal baseres på, at børnene tilbringer den største del af tiden udendørs, og primært blot give ly for vind og vejr. For spejderhytter kan der være lidt større variation med hensyn til størrelse og indretning end for byggeri, der udelukkende er beregnet til skovbørnehaver. Udgangspunktet er, at der i begge tilfælde skal være tale om beskedent byggeri, der ikke kan forveksles med egentlige børneinstitutioner, kursusejendomme eller lignende.

I landzone skal byggeriets udseende og beliggenhed desuden godkendes af landzonemyndigheden efter planloven.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 11, hvorefter samlede fredskovsstrækninger ikke må udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel (i det følgende samlet benævnt som »udstykning«). »Samlede fredskovsstrækninger« omfatter skovstrækninger, der ligger op til 1 km fra hinanden, og dette gælder uanset størrelsen af de pågældende skovstrækninger.

Forbuddet mod udstykning i den gældende lov skal bl.a. ses i forlængelse af den gældende formålsbestemmelse, som omfatter forbedring af skovbrugets ejendomsstruktur. Man har endvidere med forbuddet ønsket at modvirke de ulemper, der kan opstå, når fysisk sammenhængende skovstrækninger drives af forskellige ejere. En ejer kan således ved hugst på sin ejendom udsætte naboens bevoksninger for skade som følge af vind og vejr, hvis de to ejendomme støder umiddelbart op til hinanden.

Efter forslaget er forbedring af ejendomsstrukturen imidlertid ikke et mål, der fremover skal fremmes indenfor skovlovens rammer. På den baggrund kunne det derfor overvejes at ophæve forbuddet mod udstykning. Når det i forslaget alligevel fastholdes, at det kræver tilladelse at udstykke fysisk sammenhængende skov, skyldes det flere forhold. Adgang til skoven for såvel den almindelige skovgæst som for det organiserede friluftsliv besværliggøres således ofte, hvor sammenhængende skovstrækninger ejes af flere selvstændige ejere. De kulturhistoriske og landskabelige værdier, der ligger i at bevare godslandskabet som et karakteristisk landskabstræk, gør det også ønskeligt så vidt muligt at bevare sammenhængende skovstrækninger under én ejer. Endelig er der stadig skovdriftsmæssige ulemper forbundet med, at sammenhængende skovstrækninger drives af forskellige ejere, jf. ovenfor.

I forslaget er forbuddet mod udstykning dog lempet væsentligt. Efter forslaget indskrænkes forbuddet mod udstykning således til kun at gælde for fredskovspligtige arealer, der hænger fysisk sammen (»sammenhængende fredskovspligtige arealer«). Fredskovspligtige arealer, der ligger fysisk adskilt, kan herefter udstykkes uden dispensation efter skovloven.

Et fredskovspligtigt areal, der gennemskæres af en vej, som kan krydses, et enkelt jernbanespor eller et vandløb eller andre mindre topografiske skel, fx en smal mark eller eng, skal dog stadig betragtes som sammenhængende. Forholdet kan dog have betydning i sager om dispensation fra forbuddet mod udstykning. Det beror således stadig på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om to fredskovspligtige arealer er sammenhængende.

Skovejerne får ved denne lempelse bedre mulighed for at udnytte det økonomiske potentiale, der kan ligge i muligheden for udstykning, uden at det medfører væsentlige forringelser for den friluftsmæssige anvendelse af skovene. Udstykning kan dog stadig kræve tilladelse efter anden lovgivning, fx udstykningsloven og planloven.

Det forudsættes, at den hidtidige praksis for udstykning fortsættes for så vidt angår de fysisk sammenhængende fredskovspligtige arealer. Det betyder, at udstykning som udgangspunkt er tilladt, hvis delene efter udstykningen hver især er over 50 ha på gode jorder stigende til 300 ha på magre jorder. Betegnelsen gode eller magre jorder er et udtryk for dyrkningsforholdene, som afhænger af jordbundsforholdene samt de klimatiske forhold, især nedbør og frostrisiko. På et konkret areal fastsættes dyrkningsforholdene, også kaldet boniteten, ved at se på træernes højde ved en given alder. Der er i dag ikke samme hensyn til ejendomsstruktur og driftsmæssig bæredygtighed bag disse størrelsesgrænser, som der var tidligere. Den gældende praksis er imidlertid fastholdt for at undgå, at der opstår flere boliger i fredskov, end der er mulighed for at opføre i dag. Grænsen for, hvornår en bolig anses for nødvendig, er således fortsat 80 ha på gode jorder stigende til 300 ha på magre jorder. Hvis der ændres på grænserne for udstykning, kan det få afsmittende virkning for de arealstørrelser, der skal til for at opføre en bolig. Og der er ikke noget ønske om at øge antallet af boliger i fredskov.

Det er således risikoen for mere boligbyggeri, som gør, at de gældende arealgrænser for udstykning er fastholdt. Det forudsættes derfor, at hvor der pga. jordens ringe bonitet kun kan udstykkes i større dele på fx 200 - 300 ha, kan der fremover efter et konkret skøn udstykkes i mindre dele, hvis der til hver af delene allerede er en bolig. Dog kan der ikke udstykkes i dele på under 50 ha.

Det er ministeren, der i forbindelse med en ansøgning om dispensation til udstykning efter § 38 sikrer, at der anlægges et rimeligt skøn. Det forudsættes desuden, at der som hidtil kan gives tilladelse til udstykning med henblik på en ændret fordeling af sammenhængende parcelskove, dvs. sammenhængende fredskovspligtige arealer, der ejes af flere ejere. Tilladelse bør gives uanset arealernes størrelse, når der ved ændringen blot sker en omfordeling mellem det samme eller et færre antal ejere.

Udstykning af overflødige driftsboliger udgør en særlig problematik. Den gældende praksis for udstykning af parceller med sådanne boliger forudsættes i forslaget videreført uændret. Som hidtil vil afgørelsen normalt ikke blive truffet efter forslagets § 12, men efter forslagets § 6 om ophævelse af fredskovspligten. Ophæves fredskovspligten, kan udstykning nemlig ske uden tilladelse efter skovloven. Med hensyn til mulighederne for udstykning af eller ophævelse af fredskovspligten på parceller med overflødige driftsboliger henvises derfor til bemærkningerne til § 6.

Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 25 med den ændring, at den kun gælder for fredskovspligtige arealer.

Bestemmelsen har som hidtil til formål at undgå overdreven hugst i forbindelse med ejerskifte, hvor risikoen herfor er størst. Såfremt der konstateres en udvikling i retning af »skovslagtning«, kan den »hugstattestordning«, som gjaldt efter tidligere skovlovgivning, sættes i kraft igen, evt. alene for visse områder eller enkelte ejendomme. Der er som hidtil hjemmel til i givet fald at forlange, at de kultur- og bevoksningsarbejder og begrænsninger i hugsten mm., som god skovdrift kræver, udføres både på de arealer, hvor hugsten skal foregå, og i skoven i øvrigt. Hugstattester vil i givet fald kunne opdeles i årlige etaper fordelt på udspecificerede bevoksninger.

Ved erhvervsmæssig hugst forstås hugst til salg eller til industriel udnyttelse.

Bestemmelsen gælder ved ejerskifte i form af både køb, mageskifte, arv og gave.

Ændring af et selskabs ejerforhold er ikke retligt set et ejerskifte i forhold til selskabets aktiver, fx en skov. Stk. 2 er derfor nødvendig for også at tage højde for risikoen for overdreven hugst, hvis skoven ejes af et selskab.

Afgørelser efter denne bestemmelse kan som noget nyt påklages til Naturklagenævnet.

Til kapitel 4

Beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter mv.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (nr. 477 af 7. juni 2003), at den overordnede målsætning for de internationale naturbeskyttelsesområder er at sikre og genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som områderne er udpeget for.

De internationale naturbeskyttelsesområder er optaget i amternes regionplaner, og anden kommunal planlægning må efter planlovens § 11, stk. 2, og § 13, stk. 1, ikke stride mod regionplanen.

Bekendtgørelsen indebærer, at myndighederne ved administrationen af en række bestemmelser i bl.a. planloven, vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven og skovloven har pligt til at sikre, at der ved de nævnte tilladelser ikke sker forringelse af områdets naturtyper og levesteder for arter eller tillades aktiviteter, der kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

Med henblik på at beskytte arter og naturtyper i de internationale naturbeskyttelsesområder er der til supplering af bekendtgørelsen løbende på amtsligt og statsligt plan gennemført naturforvaltningsprojekter, ligesom der er anvendt EU-LIFE midler og landbrugstilskud, herunder navnlig tilskud via de miljøvenlige landbrugsforanstaltninger, til pleje og genopretning i habitatområder.

Derudover er der i en række love fastsat nærmere bestemmelser om hensynet til internationale naturbeskyttelsesområder.

På de statsejede skovarealer, der administreres af Skov- og Naturstyrelsen, er der gennemført en registrering og kortlægning af skovnaturtyper (de direktivbeskyttede bevoksninger i habitatområderne). Registreringen er foretaget på baggrund af et sikkerhedsprincip, der i praksis betyder, at også bevoksninger, hvor man har været i tvivl om, hvorvidt de bør omfattes af registreringen, er medtaget. Registreringen, som blev gennemført i 1999, viste et samlet areal af skovnaturtyper i habitatområder på Skov- og Naturstyrelsens arealer på ca. 5.000 ha. I forbindelse med registreringen udarbejdede styrelsen driftsforskrifter for disse 5.000 ha, der betyder, at arealerne ikke sprøjtes og gødskes, og de må alene forynges ved selvforyngelse.

I 1994 gennemførte styrelsen en naturskovsstrategi (’Strategi for de danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper’) bl.a. på arealer, der administreres af styrelsen. Det betød, at der blev udpeget arealer til urørt skov og andre særlige driftsformer, der i højere grad tager hensyn til biodiversiteten. Der er et væsentligt sammenfald i formål mellem habitatdirektivet og naturskovsstrategien, hvilket betyder, at biodiversiteten på en række af ovenstående 5.000 ha i forvejen er godt beskyttet gennem opfølgningen på naturskovsstrategien.

Endelig indebærer skovlovens krav om hugstmodenhed i den gældende lovs § 17, som videreføres i forslagets § 8, en vis beskyttelse af de skovnaturtyper, som er omfattet af direktivet, da de efter den gældende lov ikke må renafdrives før tidspunktet for hugstmodenhed.

Disse tiltag er dog ikke, jf. nedenfor, tilstrækkelige til at opfylde direktivet.

Der har været rejst tvivl om, hvorvidt direktivet har været fuldt ud implementeret i dansk lovgivning ved bekendtgørelsen og de øvrige nævnte tiltag. Hidtil har det været antaget, at indgreb overfor igangværende aktiviteter, der forringer eller forstyrrer naturtypen eller levestedet, om nødvendigt har kunnet ske ved løbende at indgå aftaler med ejerne om driften eller gennemføre fredninger eller lignende.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger har miljøministeren på baggrund af bl.a. en redegørelse fra Kammeradvokaten derfor besluttet at fastsætte regler om beskyttelse af de internationale naturbeskyttelsesområder, som også skaber grundlag for at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger.

Beskyttelsen af de skovnaturtyper og arter i internationale naturbeskyttelsesområder, som er omfattet af habitatdirektivets bilag I og II og fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, gennemføres efter forslaget ved, at miljøministeren udarbejder en Natura 2000-skovplan. Planen skal dække alle skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder. De berørte lodsejere vil blive inddraget i udarbejdelsen af planen.

Amterne skal tilsvarende gennemføre en Natura 2000-planlægning for de naturtyper og arter, som er omfattet af direktiverne. Amternes planlægning skal omfatte de naturtyper, som ikke er skovnaturtyper, men som ligger i fredskov og i øvrigt er omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3. Amternes planlægning skal desuden omfatte skovnaturtyper, som ikke er fredskov.

Arealer med de naturtyper, som er for små til at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og som er beskyttet efter forslaget § 28, vil blive omfattet af planen og kortlægningen i det omfang, de indeholder naturtyper eller levesteder for arter, der er omfattet af direktivet.

De skovnaturtyper og levesteder i skov, der i henhold til direktivet skal omfattes af reglerne, findes i dag ikke kortlagt som enkelte lokaliteter. Det første led i udarbejdelsen af planen vil derfor være at kortlægge, hvor naturtyper og levesteder, der er omfattet af direktiverne, findes, og danne sig et indtryk af deres status.

Habitatdirektivets 10 danske skovnaturtyper omfatter mere eller mindre naturlig skov, hvor hjemmehørende træarter udgør den største del af bestanden, f.eks. flere slags egeskove, elle-askeskove og bøgeskove. Arealer, som har plantagekarakter, er ikke omfattet. Plantagekarakter kan eksempelvis være begrundet i anvendelse af ikke hjemmehørende træarter, eller i at skovens struktur er unaturlig med ensaldrende træer i rækker. De fleste levesteder for arter vil være i løvskov, men visse af de relevante fuglearter er tilknyttet nåleskov, og kan omfatte mere intensivt drevne skovarealer. For at sikre en hensigtsmæssig forvaltning af lokaliteterne er det derfor nødvendigt at gennemgå samtlige internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en kortlægning og afgrænsning af de enkelte lokaliteter. Arbejdet hermed forventes påbegyndt i 2004, da det under alle omstændigheder er nødvendigt for myndighederne at kende den mere præcise beliggenhed af disse lokaliteter for at opfylde direktivforpligtelserne.

Indtil loven træder i kraft, kan myndighederne alene få adgang til de enkelte ejendomme med henblik på at foretage kortlægning, hvor den enkelte grundejer giver sin tilladelse. Det forudsættes, at de enkelte skovejere, allerede før en ny lov kan træde i kraft, i et vist omfang vil være villige til at lade myndighederne få adgang til deres ejendom med henblik på kortlægningen.

Som led i kortlægningen noteres samtidig oplysninger om levestedet og om skovnaturtypens bevaringsstatus, f.eks. om lokaliteten har karakter af gammel og artsrig skov eller forefindes i en mindre veludviklet form.

Når gennemgangen i et område er afsluttet, udarbejdes der på baggrund af bl.a. den viden om området og de enkelte lokaliteter, som kortlægningen har givet, en samlet beskrivelse af naturtilstanden og bevaringsstatus for hver skovnaturtype og hvert levested for de omfattede arter i området. Vurderingen af bevaringsstatus vil bl.a. ske efter en kvalitetsskala, svarende til vandrammedirektivets kvalitetsklasser.

Det næste led i planen er at fastsætte de målsætninger for de enkelte naturtyper og levesteder, der er nødvendige for at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus, samt de foranstaltninger (indsatsprogram), der er nødvendige for at opfylde målsætningerne. Fastsættelse af bevaringsmål og foranstaltninger på de enkelte lokaliteter vil ske med udgangspunkt i de oplysninger, som gennemgangen af områderne i forbindelse med kortlægningen giver. Planen kommer således til at indeholde en beskrivelse af bevaringsmålsætningerne og de foranstaltninger, der er nødvendige eller ønskelige for at sikre eller forbedre bevaringsstatus for de enkelte naturtyper og levesteder i overensstemmelse med målsætningerne.

Natura 2000-skovplanerne skal danne ramme for de aftaler og afgørelser om driften, der efterfølgende indgås efter § 18 eller træffes efter § 19.

Planerne foreslås i øvrigt indholdsmæssigt og proceduremæssigt udarbejdet efter de principper, der foreskrives gennemført for amternes Natura 2000-planlægning på land i lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven). Den præcise fremgangsmåde søges forenklet og tilpasset formålet med planerne, dvs. driften af de enkelte naturtyper i overensstemmelse med beskyttelsesformålet. Proceduren i forbindelse med planlægning, herunder om lodsejernes og offentlighedens inddragelse, fastlægges nærmere i en bekendtgørelse, jf. § 16.

Ligesom Natura 2000-planerne foreslås det, at Natura 2000-skovplanerne skal kunne påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår fastsættelse af målsætninger og indsats, jf. § 60, stk. 1. Det forudsættes desuden, at ministeren fastsætter regler efter § 16, stk. 1, om, at spørgsmål vedrørende planernes tilvejebringelse kan påklages.

Planerne vil ikke være direkte bindende for ejerne, men de vil udgøre den administrative ramme for det opfølgende arbejde med aftaleindgåelse og afgørelser og vil på længere sigt kunne danne grundlag for eventuel genforhandling af aftaler med ejere vedrørende enkelte lokaliteter, hvor der er behov for eller ønske om ændringer.

Planerne vil være bindende for myndighederne og vil danne grundlag for disses administration af beføjelser med betydning for arealer omfattet af Natura 2000-skovplanen.

Det foreslås, at miljøministeren får beføjelse til at ændre en plan, hvis det bliver nødvendigt, f.eks. fordi bevaringsstatus ikke udvikler sig som forudsat, eller forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Bestemmelsen fremgår af § 16, stk. 3.

Beskyttelsen af de skovnaturtyper og arter i internationale naturbeskyttelsesområder, som er omfattet af habitatdirektivets bilag I og II og fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, gennemføres efter forslaget ved, at miljøministeren udarbejder en Natura 2000-skovplan. Planen skal dække alle skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder. De berørte lodsejere vil blive inddraget i udarbejdelsen af planen.

Amterne skal tilsvarende gennemføre en Natura 2000-planlægning for de naturtyper og arter, som er omfattet af direktiverne. Amternes planlægning skal omfatte de naturtyper, som ikke er skovnaturtyper, men som ligger i fredskov og i øvrigt er omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3. Amternes planlægning skal desuden omfatte skovnaturtyper, som ikke er fredskov.

Arealer med de naturtyper, som er for små til at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og som er beskyttet efter forslaget § 28, vil blive omfattet af planen og kortlægningen i det omfang, de indeholder naturtyper eller levesteder for arter, der er omfattet af direktivet.

De skovnaturtyper og levesteder i skov, der i henhold til direktivet skal omfattes af reglerne, findes i dag ikke kortlagt som enkelte lokaliteter. Det første led i udarbejdelsen af planen vil derfor være at kortlægge, hvor naturtyper og levesteder, der er omfattet af direktiverne, findes, og danne sig et indtryk af deres status.

Habitatdirektivets 10 danske skovnaturtyper omfatter mere eller mindre naturlig skov, hvor hjemmehørende træarter udgør den største del af bestanden, f.eks. flere slags egeskove, elle-askeskove og bøgeskove. Arealer, som har plantagekarakter, er ikke omfattet. Plantagekarakter kan eksempelvis være begrundet i anvendelse af ikke hjemmehørende træarter, eller i at skovens struktur er unaturlig med ensaldrende træer i rækker. De fleste levesteder for arter vil være i løvskov, men visse af de relevante fuglearter er tilknyttet nåleskov, og kan omfatte mere intensivt drevne skovarealer. For at sikre en hensigtsmæssig forvaltning af lokaliteterne er det derfor nødvendigt at gennemgå samtlige internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en kortlægning og afgrænsning af de enkelte lokaliteter. Arbejdet hermed forventes påbegyndt i 2004, da det under alle omstændigheder er nødvendigt for myndighederne at kende den mere præcise beliggenhed af disse lokaliteter for at opfylde direktivforpligtelserne.

Indtil loven træder i kraft, kan myndighederne alene få adgang til de enkelte ejendomme med henblik på at foretage kortlægning, hvor den enkelte grundejer giver sin tilladelse. Det forudsættes, at de enkelte skovejere, allerede før en ny lov kan træde i kraft, i et vist omfang vil være villige til at lade myndighederne få adgang til deres ejendom med henblik på kortlægningen.

Som led i kortlægningen noteres samtidig oplysninger om levestedet og om skovnaturtypens bevaringsstatus, f.eks. om lokaliteten har karakter af gammel og artsrig skov eller forefindes i en mindre veludviklet form.

Når gennemgangen i et område er afsluttet, udarbejdes der på baggrund af bl.a. den viden om området og de enkelte lokaliteter, som kortlægningen har givet, en samlet beskrivelse af naturtilstanden og bevaringsstatus for hver skovnaturtype og hvert levested for de omfattede arter i området. Vurderingen af bevaringsstatus vil bl.a. ske efter en kvalitetsskala, svarende til vandrammedirektivets kvalitetsklasser.

Det næste led i planen er at fastsætte de målsætninger for de enkelte naturtyper og levesteder, der er nødvendige for at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus, samt de foranstaltninger (indsatsprogram), der er nødvendige for at opfylde målsætningerne. Fastsættelse af bevaringsmål og foranstaltninger på de enkelte lokaliteter vil ske med udgangspunkt i de oplysninger, som gennemgangen af områderne i forbindelse med kortlægningen giver. Planen kommer således til at indeholde en beskrivelse af bevaringsmålsætningerne og de foranstaltninger, der er nødvendige eller ønskelige for at sikre eller forbedre bevaringsstatus for de enkelte naturtyper og levesteder i overensstemmelse med målsætningerne.

Natura 2000-skovplanerne skal danne ramme for de aftaler og afgørelser om driften, der efterfølgende indgås efter § 18 eller træffes efter § 19.

Planerne foreslås i øvrigt indholdsmæssigt og proceduremæssigt udarbejdet efter de principper, der foreskrives gennemført for amternes Natura 2000-planlægning på land i lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven). Den præcise fremgangsmåde søges forenklet og tilpasset formålet med planerne, dvs. driften af de enkelte naturtyper i overensstemmelse med beskyttelsesformålet. Proceduren i forbindelse med planlægning, herunder om lodsejernes og offentlighedens inddragelse, fastlægges nærmere i en bekendtgørelse, jf. § 16.

Ligesom Natura 2000-planerne foreslås det, at Natura 2000-skovplanerne skal kunne påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår fastsættelse af målsætninger og indsats, jf. § 60, stk. 1. Det forudsættes desuden, at ministeren fastsætter regler efter § 16, stk. 1, om, at spørgsmål vedrørende planernes tilvejebringelse kan påklages.

Planerne vil ikke være direkte bindende for ejerne, men de vil udgøre den administrative ramme for det opfølgende arbejde med aftaleindgåelse og afgørelser og vil på længere sigt kunne danne grundlag for eventuel genforhandling af aftaler med ejere vedrørende enkelte lokaliteter, hvor der er behov for eller ønske om ændringer.

Planerne vil være bindende for myndighederne og vil danne grundlag for disses administration af beføjelser med betydning for arealer omfattet af Natura 2000-skovplanen.

Det foreslås, at miljøministeren får beføjelse til at ændre en plan, hvis det bliver nødvendigt, f.eks. fordi bevaringsstatus ikke udvikler sig som forudsat, eller forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Bestemmelsen fremgår af § 16, stk. 3.

Den nærmere procedure for miljøministerens udarbejdelse af Natura 2000-skovplaner efter § 14 samt for planernes indhold fastsættes i en bekendtgørelse. Proceduren, herunder principper for samarbejde med andre myndigheder samt klage til Naturklagenævnet over planens tilvejebringelse, vil følge de principper, der fastsættes for amtsrådenes udarbejdelse af Natura 2000-planer efter forslag til lov om i miljømålsloven, som også vil gælde for implementeringen af EF-habitatdirektivet i naturbeskyttelsesloven.

Det forudsættes, at bekendtgørelsen bl.a. skal indeholde regler om, at planens foranstaltninger efter § 15, stk. 2, ikke skal omfatte offentligt ejede arealer, når der for disse allerede er udarbejdet en plan for forvaltningsindsatsen, som er i overensstemmelse med planens målsætning for naturtilstanden.

Det forudsættes desuden, at ministeren fastsætter regler om, at de myndigheder, der berøres af planen, vil blive inddraget i planlægningen.

Det foreslås i stk. 2, at Natura 2000-skovplanerne revideres løbende hvert 12. år.

Det foreslås i stk. 3, at miljøministeren skal ændre en plan, der er udarbejdet efter § 14, hvis det viser sig nødvendigt for at opfylde forpligtelserne efter habitatdirektivet. Normalt vil den løbende revision hvert 12. år være tilstrækkeligt til at sikre, at der på langt sigt opretholdes eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus i overensstemmelse med bevaringsmålsætningen for området og for de enkelte naturtyper og levesteder. I særlige tilfælde kan der være behov for en tidligere revision af planen f.eks. fordi bevaringsstatus ikke udvikler sig som forudsat, eller forudsætningerne har ændret sig væsentligt, f.eks. hvor der konstateres forekomst af nyindvandrede beskyttelseskrævende arter. Det forudsættes derfor, at ministeren i sådanne særlige tilfælde får hjemmel til umiddelbart at revidere Natura 2000-skovplanen efter den fastsatte procedure for revision af planen i henhold til de regler, der udarbejdes efter § 16, stk.1.

Det foreslås i stk. 4, at ministeren kan fastsætte regler om, at Natura 2000-skovplanerne sammen med planer tilvejebragt efter anden lovgivning kan indgå i en sammenfattende Natura 2000-plan. Ved sammenfattende Natura 2000-planer forstås planer, der omhandler flere typer planer for de internationale naturbeskyttelsesområder, fx Natura 2000-skovplaner, Natura 2000-planer omfattet af miljømålsloven og driftsplaner eller lignende udarbejdet for offentligt ejede arealer.

Natura 2000-skovplanerne vil på samme måde som Natura 2000-planerne indgå som en forudsætning for regionplanlægningen. Parallelt hermed foreslås det, at regionplanerne skal indeholde oplysninger om de bestemmelser i Natura 2000-skovplanen, som er relevante for planlægningen af arealanvendelsen indenfor regionplanens geografiske anvendelsesområde, jf. § 68 og bemærkningerne hertil.

Med forslagets § 17 skabes der grundlag for at supplere den gældende implementering af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, som stiller krav om forudgående konsekvensvurdering af visse planer og projekter i det åbne land.

I dag skal de fleste konkrete aktiviteter vurderes for deres virkninger på arter og naturtyper i de internationale naturbeskyttelsesområder, inden de kan igangsættes, jf. bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Det gælder bl.a. aktiviteter, der kan ændre naturtilstanden på en række naturtyper (naturbeskyttelseslovens § 3) eller kræver en landzonetilladelse.

Efter artikel 6, stk. 3, skal alle projekter og planer, der væsentligt kan påvirke de internationale naturbeskyttelsesområder under hensyntagen til bevaringsmålsætningen for området, underkastes en konsekvensvurdering. Det forudsættes, at lovbestemte planer, der kan have betydning for arealanvendelsen, er eller vil blive omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.

Begrebet »projekter« er ikke nærmere defineret i habitatdirektivet, og det kan være vanskeligt at definere en præcis grænse mellem projekter, der forudsætter konsekvensvurdering efter artikel 6, stk. 3, og igangværende aktiviteter, der forudsætter iværksættelse af foranstaltninger for at undgå forstyrrelser eller forringelser efter artikel 6.2. Fx vil visse former for almindelig skovbrugsmæssig drift, som i dag ikke kræver forudgående tilladelse, formentlig falde ind under direktivets projektbegreb (eksempelvis træartskifte fra hjemmehørende træarter til juletræer og pyntegrønt, der kræver anvendelse af hyppig gødskning mv.), mens andre former for skovbrugsmæssig drift (eksempelvis gradvis intensivering af ekstensivt drevne bevoksninger af hjemmehørende træarter) vil være igangværende aktiviteter, der - hvis de forringer eller forstyrrer i områderne - skal gøres op med på grundlag af artikel 6, stk. 2.

Efter forslaget præciseres nærmere i bilag 1 en række aktiviteter, som konkret vurderes at kunne falde ind under begrebet »projekter«, og som efter gældende lovgivning kan iværksættes uden forudgående tilladelse mv., men som efter direktivet skal kunne gøres til genstand for en konsekvensvurdering. Baggrunden for udvælgelse af de konkrete aktiviteter er, at netop de vurderes at kunne medføre væsentlig påvirkning af arter eller naturtyper.

Kravet om anmeldelse gælder kun for aktiviteter, som påbegyndes efter lovens ikrafttræden. Miljøministeren vil dog kunne give ejeren et pålæg om at ophøre med aktiviteten efter §§ 20 og 21, hvis betingelserne i disse bestemmelser er opfyldt.

Kravet om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, omfatter projekter, der kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde, og er ikke begrænset til projekter indenfor området. Gennemførelsen af artikel 6, stk. 3, i Danmark skal imidlertid ses i sammenhæng med udpegningen af internationale naturbeskyttelsesområder.

De internationale naturbeskyttelsesområder omfatter således i mange tilfælde flere arealer end dem, der skal beskyttes efter direktiverne. Det skyldes bl.a., at afgrænsningen af områderne følger erkendbare træk i landskabet (veje, levende hegn mv.), eller at arealerne er medtaget ud fra hensynet til anden hensigtsmæssig arrondering af området (fredningsgrænser el. lign.). De konkrete, beskyttelsesværdige lokaliteter vil således ofte være omkranset af arealer, der ikke rummer beskyttede arter eller naturtyper, og som f.eks. indgår i almindelig skovbrugsdrift, men som er inkluderet i det internationale naturbeskyttelsesområde.

Aktiviteter, som i dag ikke kræver forudgående tilladelse mv., og som væsentligt kan virke ind på lokaliteter med beskyttede arter og naturtyper, vurderes således i mange tilfælde at foregå inden for grænserne af det internationale naturbeskyttelsesområde. Hvis der tilvejebringes mulighed for at konsekvensvurdere sådanne aktiviteter inden for det internationale naturbeskyttelsesområde, vil det oftest være dækkende for det krav, der fremgår af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

Hvad angår de samme aktiviteter, som foregår uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, og som eventuelt kan påvirke ind i områderne, er det uhyre vanskeligt at definere en erkendbar grænse for, hvornår aktiviteten dermed eventuelt vil blive omfattet af kravet om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. F.eks. er det ikke muligt på forhånd præcist at fastlægge, i hvilken afstand fra det internationale naturbeskyttelsesområde ændret gødningsanvendelse bør omfattes af anmeldeordningen. Det gør det uhyre vanskeligt at håndhæve kravet om anmeldelse, og en upræcis bestemmelse giver problemer i relation til de berørte lodsejeres retssikkerhed.

Sammenholdt med de ovennævnte betragtninger om dels afgrænsning af områderne, dels væsentligheden af påvirkningen fra ændrede aktiviteter inden for områderne, foreslås det derfor at begrænse bestemmelsen til at stille krav om anmeldelse af de i bilaget nævnte aktiviteter inden for de internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en nærmere konsekvensvurdering.

Efter forslaget er det kun de aktiviteter (projekter) i et beskyttelsesområde, der i dag ikke kræver forudgående tilladelse el.lign., som skal anmeldes til miljøministeren. De aktiviteter, der hermed er undtaget fra bestemmelsen, omfatter bl.a. alle de aktiviteter, der er opregnet i § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder og dermed i forvejen er omfattet af kravet om konsekvensvurdering.

Endvidere skal aktiviteter, hvis konsekvenser allerede er konkret vurderet i Natura 2000-skovplanen, heller ikke anmeldes til miljøministeren før iværksættelse. Miljøministeriet vil tilstræbe, at der i planerne i videst muligt omfang foretages en konsekvensvurdering af de ændringer af den egentlige skovdrift, der er opført på bilaget til loven, især af renafdrift af løvskov.

Iværksættelse af aktiviteter uden for beskyttelsesområderne vil blive omfattet af retningslinier i Natura 2000-skovplanen, jf. §§ 18 og 19, eller af muligheder for i særlige tilfælde konkret at gribe ind over for aktiviteter, der måtte forringe eller forstyrre beskyttede arter eller naturtyper, jf. §§ 20 og 21.

Miljøministeren skal inden en frist på 4 uger tage stilling til, om der er behov for nærmere at vurdere, om den anmeldte aktivitet kan igangsættes under hensyntagen til arter og naturtyper. Ministerens afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af aktiviteten og dermed udskyde eventuel iværksættelse af aktiviteten kan påklages til Naturklagenævnet i lighed med andre afgørelser efter loven. Der vil endvidere kunne udbetales erstatning efter § 24 for tab, ejeren lider som følge af afgørelsen.

Retsvirkningen af en afgørelse efter stk. 3 foreslås begrænset til højst 6 måneder med mulighed for forlængelse. Forlængelsen kan fx være begrundet i, at der er behov for yderligere tid til at indgå en aftale efter § 18 eller tilstrækkelig tid til at foretage en revision af Natura 2000-skovplanen. Hvis miljøministeren inden udløbet af den periode vurderer, at aktiviteten ikke kan igangsættes, og lodsejeren fastholder ønsket om at iværksætte den pågældende aktivitet, kan det blive nødvendigt at indgå en aftale efter § 18 eller træffe en afgørelse efter § 19, § 20, stk. 1, eller § 21, stk. 1, som kan indebære en begrænsning i aktiviteten på vilkår eller et egentligt forbud. Dette kan i givet fald forudsætte en forudgående ændring af Natura 2000-skovplanen.

Det foreslås endvidere, at 6 måneders-fristen suspenderes, hvis ministerens afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af den anmeldte aktivitet påklages rettidigt. Fristen begynder i det tilfælde først at løbe, når Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.

Reagerer ministeren ikke indenfor den 4 ugers frist, der er nævnt i stk. 3, kan aktiviteten igangsættes umiddelbart. Hvis aktiviteten imidlertid ikke igangsættes inden 3 år efter, at den er anmeldt, skal den efter stk. 4 anmeldes igen. Ministeren har herefter en ny mulighed for at træffe afgørelse om, at aktiviteten skal vurderes nærmere. Fristen svarer til fristen i forslagets § 42 om bortfald af tilladelser, der ikke udnyttes. Begrundelsen for fristen er den samme i de to bestemmelser, nemlig at forholdene i løbet af den nævnte periode kan være ændret på en måde, så det ikke længere er forsvarligt i forhold til naturbeskyttelsesinteresserne at opretholde den stiltiende accept af, at aktiviteten kan iværksættes.

Det bemærkes, at fortløbende skovbrugsmæssig drift, hvor der ikke sker ændringer i driften, der i sig selv væsentligt kan påvirke området, men hvor en fortsat, vedvarende drift på længere sigt kan påvirke bevaringsstatus negativt, vil blive omfattet af de regler, som er foreslået med § 19, § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1.

Tilsvarende bestemmelser om konsekvensvurdering af visse aktiviteter i relation til beskyttede naturtyper og ikke-fredskovspligtige skove, som er omfattet af Natura 2000-planerne, er foreslået indføjet i naturbeskyttelsesloven.

Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre, at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus i overensstemmelse med bevaringsmålsætningen for området og for de enkelte naturtyper og levesteder, jf. direktivets artikel 2, stk. 2. Til dette formål skal medlemslandene på den ene side træffe foranstaltninger for at undgå forringelser af naturtyper og levesteder for arter og betydelige forstyrrelser af arter, som områderne er udpeget for at beskytte, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. På den anden side skal medlemslandene iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, der kan opfylde arternes og naturtypernes økologiske behov, jf. artikel 6, stk. 1. I fuglebeskyttelsesområderne skal medlemslandene træffe egnede foranstaltninger med henblik på at beskytte områderne, jf. fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4.

Efter forslagets §§ 18 og 19 kan der stilles krav til driften af den enkelte skovnaturtype eller levested i form af aftaler efter § 18 eller afgørelser efter § 19. Sådanne krav vil også kunne stilles for de naturtyper, der er for små til at være omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3, jf. forslagets § 28, og som efter § 14, stk. 3, omfattes af Natura 2000-skovplanen.

Natura 2000-skovplanen vil udgøre det administrative grundlag for den konkrete, aktive forvaltning af de enkelte lokaliteter. Natura 2000-skovplanen vil således fremover blive det primære grundlag for at træffe de nødvendige foranstaltninger efter såvel artikel 6, stk. 2, som artikel 6, stk. 1.

En aktiv forvaltning, der på længere sigt sikrer bevaring og genopretning af den beskyttede naturtype eller levested, foreslås gennemført, hvor det er nødvendigt til opfyldelse af bevaringsmålsætningerne i Natura 2000-skovplanen, ved at fastsætte krav til driften på den enkelte lokalitet. I mange tilfælde vil et krav om foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende kunne sikre en fremtidig bevaring af selve skovnaturtypen efter hugst. Foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende vil ofte også være det driftsøkonomisk mest fordelagtige. I mange tilfælde kan der desuden være behov for yderligere ekstensivering af den gældende drift. Der kan være tale om undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. I særlige tilfælde kan permanent ophør af drift (urørt skov) være nødvendig for at opfylde direktivforpligtelsen, primært på arealer, som i forvejen i en længere periode har haft minimal eller ingen hugst.

Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealer både i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om foryngelsesmetoder, undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter forslagets § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram.

Med forslagets § 18 skabes der hjemmel til, at krav til driften på grundlag af Natura 2000-skovplanen kan aftales med den enkelte ejer eller bruger. Efter forslagets § 19 kan kravene til driften fastsættes ved en afgørelse, hvis en aftale ikke kan indgås på rimelige vilkår eller indenfor rimelig tid, eller hvis en aftale misligholdes. Aftaler og afgørelser kan vedrøre såvel arealanvendelse som andre driftsforhold.

Aftalerne eller afgørelserne vil typisk vedrøre driften af et areal inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, men kan også vedrøre et areal uden for, hvis en regulering af anvendelsen af dette areal er nødvendig for at opfylde bevaringsmålsætningerne for området.

Det forventes, at det med aftaleformen vil være muligt at opnå en betydelig fleksibilitet om driftsmulighederne på den enkelte lokalitet indenfor rammerne af den overordnede bevaringsmålsætning. Eksempelvis kan billearten eremit tilgodeses enten ved at drive en skov som græsningsskov/dyrehave eller ved - gennem hugst - at opretholde lysåbne forhold omkring gamle træer.

Det vurderes, at det vil være muligt at indgå aftaler i de fleste tilfælde. For en del af de internationale naturbeskyttelsesområder er skoven allerede helt eller delvis fredet eller omfattet af skovplejeaftaler til implementering af naturskovsstrategien eller er statsskov med særlig beskyttelse. De udgør et godt grundlag, som efter behov kan suppleres med aftaler.

Hvor habitatdirektivets forpligtelse til at sikre gunstig bevaringsstatus kun kan opfyldes gennem særlige tiltag eller drift på en bestemt lokalitet, og det ikke er muligt at indgå aftale herom, er det nødvendigt for myndighederne at have et redskab til at gennemtvinge den indsats, der er indeholdt i Natura 2000-skovplanen og dermed opfylde direktivforpligtelserne. Dette er formålet med forslagets § 19.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, forudsættes disse at gå forud for den ret, ejeren har efter forslagets §§ 9 og 10 til at udlægge en del af det fredskovspligtige areal til stævningsdrift, skovgræsning, juletræer og pyntegrønt i kort omdrift eller åbne naturarealer.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, vil der samtidig skulle tages stilling til dispensation, hvis en sådan er nødvendig efter skovloven eller anden lovgivning. Det vil fx kræve dispensation fra § 9, nr. 1, hvis mere end 10 pct. af et fredskovspligtigt areal skal drives med stævning eller skovgræsning.

Afgørelser efter § 19 pålægges ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter § 19 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Afgørelsen kan påklages til Naturklagenævnet. Det foreslås, at en klage over en afgørelse skal kunne fratages opsættende virkning, hvis der er fare for ødelæggelse eller væsentlig forringelse af den udpegede lokalitet eller for forstyrrelser, der indebærer betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, jf. § 63, stk. 4.

Aftaler efter § 18 og afgørelser efter §§ 19 - 21 kan tinglyses på ejendommen og skal gælde permanent for fremtidige ejere og brugere, jf. § 40.

Der er hjemmel til, at en aftale kan genforhandles, hvis parterne er enige om det og hvis ændringen ikke strider mod Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger. Miljøministeren kan fx have et behov for genforhandle en aftale, hvis der konstateres en væsentlig forringelse af bevaringsstatus, der nødvendiggør en indsats, eller hvis den allerede aftalte/afgjorte indsats viser sig utilstrækkelig. Også ejeren kan have et ønske om at ændre aftalen, og dette vil efter omstændighederne kunne ske, hvis ændringen ikke er i strid med planens bevaringsmålsætninger.

Der kan ydes tilskud til dækning af tab i forbindelse med aftalerne efter reglerne herom i lovforslagets kapitel 5 . Størrelsen af et tilskud skal beregnes efter samme principper, som finder anvendelse for beregning af erstatning, jf. § 24, for krav, der stilles i en afgørelse efter § 19.

Egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, foreslås uændret beskyttet, og der skal uændret ske en registrering af bevaringsværdige egekrat med henblik på at indgå aftaler med ejerne om at sikre deres bevaring, jf. § 72 og § 26. Hvor der allerede er indgået en tinglyst aftale med ejeren om bevaring af et egekrat, som er beliggende i et habitatområde, forudsættes aftalen videreført. Er der behov for det, vil den blive suppleret med en afgørelse eller en aftale efter §§ 18 og 19. Det forventes dog, at de eksisterende krav til driften i egekratsaftalerne er tilstrækkelige til at sikre gunstig bevaringsstatus.

Afgørelser truffet efter §§ 19 - 21 håndhæves efter de almindelige regler i loven om påbud og straf. Aftaler kan ikke håndhæves med påbud og straf. Der kan dog være knyttet sanktioner til manglende opfyldelse af vilkår for udbetaling af tilskud i forbindelse med aftalen, jf. bestemmelserne herom i kapitel 8 og 10. Hvis det konstateres, at en aftale misligholdes, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 19 om de nødvendige krav til driften.

På de mindst 5.000 ha med skovnaturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder, der tilhører Miljøministeriet, vil der som på de private ejendomme blive fastsat de nødvendige driftskrav. Disse vil fremgå af driftsplanen for den enkelte lokalitet.

Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre, at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus i overensstemmelse med bevaringsmålsætningen for området og for de enkelte naturtyper og levesteder, jf. direktivets artikel 2, stk. 2. Til dette formål skal medlemslandene på den ene side træffe foranstaltninger for at undgå forringelser af naturtyper og levesteder for arter og betydelige forstyrrelser af arter, som områderne er udpeget for at beskytte, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. På den anden side skal medlemslandene iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, der kan opfylde arternes og naturtypernes økologiske behov, jf. artikel 6, stk. 1. I fuglebeskyttelsesområderne skal medlemslandene træffe egnede foranstaltninger med henblik på at beskytte områderne, jf. fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4.

Efter forslagets §§ 18 og 19 kan der stilles krav til driften af den enkelte skovnaturtype eller levested i form af aftaler efter § 18 eller afgørelser efter § 19. Sådanne krav vil også kunne stilles for de naturtyper, der er for små til at være omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3, jf. forslagets § 28, og som efter § 14, stk. 3, omfattes af Natura 2000-skovplanen.

Natura 2000-skovplanen vil udgøre det administrative grundlag for den konkrete, aktive forvaltning af de enkelte lokaliteter. Natura 2000-skovplanen vil således fremover blive det primære grundlag for at træffe de nødvendige foranstaltninger efter såvel artikel 6, stk. 2, som artikel 6, stk. 1.

En aktiv forvaltning, der på længere sigt sikrer bevaring og genopretning af den beskyttede naturtype eller levested, foreslås gennemført, hvor det er nødvendigt til opfyldelse af bevaringsmålsætningerne i Natura 2000-skovplanen, ved at fastsætte krav til driften på den enkelte lokalitet. I mange tilfælde vil et krav om foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende kunne sikre en fremtidig bevaring af selve skovnaturtypen efter hugst. Foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende vil ofte også være det driftsøkonomisk mest fordelagtige. I mange tilfælde kan der desuden være behov for yderligere ekstensivering af den gældende drift. Der kan være tale om undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. I særlige tilfælde kan permanent ophør af drift (urørt skov) være nødvendig for at opfylde direktivforpligtelsen, primært på arealer, som i forvejen i en længere periode har haft minimal eller ingen hugst.

Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealer både i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om foryngelsesmetoder, undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter forslagets § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram.

Med forslagets § 18 skabes der hjemmel til, at krav til driften på grundlag af Natura 2000-skovplanen kan aftales med den enkelte ejer eller bruger. Efter forslagets § 19 kan kravene til driften fastsættes ved en afgørelse, hvis en aftale ikke kan indgås på rimelige vilkår eller indenfor rimelig tid, eller hvis en aftale misligholdes. Aftaler og afgørelser kan vedrøre såvel arealanvendelse som andre driftsforhold.

Aftalerne eller afgørelserne vil typisk vedrøre driften af et areal inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, men kan også vedrøre et areal uden for, hvis en regulering af anvendelsen af dette areal er nødvendig for at opfylde bevaringsmålsætningerne for området.

Det forventes, at det med aftaleformen vil være muligt at opnå en betydelig fleksibilitet om driftsmulighederne på den enkelte lokalitet indenfor rammerne af den overordnede bevaringsmålsætning. Eksempelvis kan billearten eremit tilgodeses enten ved at drive en skov som græsningsskov/dyrehave eller ved - gennem hugst - at opretholde lysåbne forhold omkring gamle træer.

Det vurderes, at det vil være muligt at indgå aftaler i de fleste tilfælde. For en del af de internationale naturbeskyttelsesområder er skoven allerede helt eller delvis fredet eller omfattet af skovplejeaftaler til implementering af naturskovsstrategien eller er statsskov med særlig beskyttelse. De udgør et godt grundlag, som efter behov kan suppleres med aftaler.

Hvor habitatdirektivets forpligtelse til at sikre gunstig bevaringsstatus kun kan opfyldes gennem særlige tiltag eller drift på en bestemt lokalitet, og det ikke er muligt at indgå aftale herom, er det nødvendigt for myndighederne at have et redskab til at gennemtvinge den indsats, der er indeholdt i Natura 2000-skovplanen og dermed opfylde direktivforpligtelserne. Dette er formålet med forslagets § 19.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, forudsættes disse at gå forud for den ret, ejeren har efter forslagets §§ 9 og 10 til at udlægge en del af det fredskovspligtige areal til stævningsdrift, skovgræsning, juletræer og pyntegrønt i kort omdrift eller åbne naturarealer.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, vil der samtidig skulle tages stilling til dispensation, hvis en sådan er nødvendig efter skovloven eller anden lovgivning. Det vil fx kræve dispensation fra § 9, nr. 1, hvis mere end 10 pct. af et fredskovspligtigt areal skal drives med stævning eller skovgræsning.

Afgørelser efter § 19 pålægges ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter § 19 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Afgørelsen kan påklages til Naturklagenævnet. Det foreslås, at en klage over en afgørelse skal kunne fratages opsættende virkning, hvis der er fare for ødelæggelse eller væsentlig forringelse af den udpegede lokalitet eller for forstyrrelser, der indebærer betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, jf. § 63, stk. 4.

Aftaler efter § 18 og afgørelser efter §§ 19 - 21 kan tinglyses på ejendommen og skal gælde permanent for fremtidige ejere og brugere, jf. § 40.

Der er hjemmel til, at en aftale kan genforhandles, hvis parterne er enige om det og hvis ændringen ikke strider mod Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger. Miljøministeren kan fx have et behov for genforhandle en aftale, hvis der konstateres en væsentlig forringelse af bevaringsstatus, der nødvendiggør en indsats, eller hvis den allerede aftalte/afgjorte indsats viser sig utilstrækkelig. Også ejeren kan have et ønske om at ændre aftalen, og dette vil efter omstændighederne kunne ske, hvis ændringen ikke er i strid med planens bevaringsmålsætninger.

Der kan ydes tilskud til dækning af tab i forbindelse med aftalerne efter reglerne herom i lovforslagets kapitel 5 . Størrelsen af et tilskud skal beregnes efter samme principper, som finder anvendelse for beregning af erstatning, jf. § 24, for krav, der stilles i en afgørelse efter § 19.

Egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, foreslås uændret beskyttet, og der skal uændret ske en registrering af bevaringsværdige egekrat med henblik på at indgå aftaler med ejerne om at sikre deres bevaring, jf. § 72 og § 26. Hvor der allerede er indgået en tinglyst aftale med ejeren om bevaring af et egekrat, som er beliggende i et habitatområde, forudsættes aftalen videreført. Er der behov for det, vil den blive suppleret med en afgørelse eller en aftale efter §§ 18 og 19. Det forventes dog, at de eksisterende krav til driften i egekratsaftalerne er tilstrækkelige til at sikre gunstig bevaringsstatus.

Afgørelser truffet efter §§ 19 - 21 håndhæves efter de almindelige regler i loven om påbud og straf. Aftaler kan ikke håndhæves med påbud og straf. Der kan dog være knyttet sanktioner til manglende opfyldelse af vilkår for udbetaling af tilskud i forbindelse med aftalen, jf. bestemmelserne herom i kapitel 8 og 10. Hvis det konstateres, at en aftale misligholdes, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 19 om de nødvendige krav til driften.

På de mindst 5.000 ha med skovnaturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder, der tilhører Miljøministeriet, vil der som på de private ejendomme blive fastsat de nødvendige driftskrav. Disse vil fremgå af driftsplanen for den enkelte lokalitet.

Beslutninger om indgreb i driften mv. i de internationale naturbeskyttelsesområder træffes normalt på grundlag af Natura 2000-skovplanen og de heri beskrevne nødvendige foranstaltninger (indsatsprogram).

Selvom der foreligger en Natura 2000-skovplan, kan en trussel mod en habitatnaturtype mv. i særlige tilfælde være så overhængende, at der er behov for et hurtigt indgreb for at afværge truslen. Det kan være situationer, hvor ny oplysninger eller ny viden kan vise behov for indgreb, der ikke har kunnet forudses, og som ikke kan afvente en revision af planen og de heri beskrevne nødvendige foranstaltninger, f.eks. hvor der konstateres forekomst af nyindvandrede beskyttelseskrævende arter, eller hvor en bestemt lovlig aktivitet viser sig at medføre væsentlig, hidtil ukendt negativ påvirkning af arter eller naturtyper. Det kan også være situationer, hvor en ejer mod forventning ønsker at ændre driften i en retning, som ikke er forudset i planen, og som f.eks. anmeldes på grundlag af bestemmelserne i § 17.

Det foreslås derfor, at miljøministeren i sådanne særlige tilfælde efter § 20 får hjemmel til at give ejeren et foreløbigt pålæg. Retsvirkningen begrænses til højst 6 måneder. Indenfor dette tidsrum skal det foreløbige pålæg afløses af en aftale efter § 18 eller en afgørelse efter § 19. Fristen kan dog i særlige tilfælde forlænges, fx hvis det kræver yderligere tid at indgå en aftale efter § 18, eller hvis der skal foretages en revision af Natura 2000-skovplanen.

Hjemlen er begrænset til situationer, hvor aktiviteten vurderes at ville ødelægge eller væsentligt skade habitatnaturtyperne eller væsentligt forstyrre de arter, som området er udpeget for, og hvor truslen ikke kan afværges gennem aftale eller på anden måde.

Tilsvarende gælder efter forslagets § 21, hvor der kan være behov for et akut indgreb, inden planen er vedtaget i tilfælde, hvor aktiviteten vurderes i strid med habitatdirektivets artikel 6 at ville forringe habitatnaturtyperne eller levestederne for arterne eller væsentligt forstyrre de arter, som området er udpeget for. Det forudsættes, at truslen ikke kan afværges gennem aftale eller på anden måde. Det forudsættes, at pålægget også i disse tilfælde er tidsbegrænset.

Som nævnt under bemærkningerne til §§ 9 og 10 vil afgørelser efter §§ 20 og 21 gå forud for andre rettigheder, ejeren har efter loven, og der vil i forbindelse med afgørelserne også blive givet eventuelle nødvendige dispensationer.

Pålægget gives til ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter §§ 20 og 21 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Der kan klages over afgørelsen til Naturklagenævnet. Forbud og påbud kan normalt ikke gennemtvinges, før klagefristen er udløbet. Det foreslås derfor, at ministeren i disse særlig akutte situationer kan beslutte, at rettidig klage ikke skal have opsættende virkning. En sådan beslutning kan også påklages, men nævnet kan beslutte, at afgørelsen skal efterkommes, indtil nævnet eventuelt beslutter andet.

Et indgreb kan fx komme på tale, hvis en skovnaturtype ellers vil blive afdrevet eller fjernet, sprøjtet med pesticider eller gødsket, eller hvis der på anden måde vil blive udført aktiviteter, der kan ødelægge eller væsentligt forringe naturtypen eller levestedet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 17, om at visse aktiviteter skal anmeldes, inden de foretages.

Beslutninger om indgreb i driften mv. i de internationale naturbeskyttelsesområder træffes normalt på grundlag af Natura 2000-skovplanen og de heri beskrevne nødvendige foranstaltninger (indsatsprogram).

Selvom der foreligger en Natura 2000-skovplan, kan en trussel mod en habitatnaturtype mv. i særlige tilfælde være så overhængende, at der er behov for et hurtigt indgreb for at afværge truslen. Det kan være situationer, hvor ny oplysninger eller ny viden kan vise behov for indgreb, der ikke har kunnet forudses, og som ikke kan afvente en revision af planen og de heri beskrevne nødvendige foranstaltninger, f.eks. hvor der konstateres forekomst af nyindvandrede beskyttelseskrævende arter, eller hvor en bestemt lovlig aktivitet viser sig at medføre væsentlig, hidtil ukendt negativ påvirkning af arter eller naturtyper. Det kan også være situationer, hvor en ejer mod forventning ønsker at ændre driften i en retning, som ikke er forudset i planen, og som f.eks. anmeldes på grundlag af bestemmelserne i § 17.

Det foreslås derfor, at miljøministeren i sådanne særlige tilfælde efter § 20 får hjemmel til at give ejeren et foreløbigt pålæg. Retsvirkningen begrænses til højst 6 måneder. Indenfor dette tidsrum skal det foreløbige pålæg afløses af en aftale efter § 18 eller en afgørelse efter § 19. Fristen kan dog i særlige tilfælde forlænges, fx hvis det kræver yderligere tid at indgå en aftale efter § 18, eller hvis der skal foretages en revision af Natura 2000-skovplanen.

Hjemlen er begrænset til situationer, hvor aktiviteten vurderes at ville ødelægge eller væsentligt skade habitatnaturtyperne eller væsentligt forstyrre de arter, som området er udpeget for, og hvor truslen ikke kan afværges gennem aftale eller på anden måde.

Tilsvarende gælder efter forslagets § 21, hvor der kan være behov for et akut indgreb, inden planen er vedtaget i tilfælde, hvor aktiviteten vurderes i strid med habitatdirektivets artikel 6 at ville forringe habitatnaturtyperne eller levestederne for arterne eller væsentligt forstyrre de arter, som området er udpeget for. Det forudsættes, at truslen ikke kan afværges gennem aftale eller på anden måde. Det forudsættes, at pålægget også i disse tilfælde er tidsbegrænset.

Som nævnt under bemærkningerne til §§ 9 og 10 vil afgørelser efter §§ 20 og 21 gå forud for andre rettigheder, ejeren har efter loven, og der vil i forbindelse med afgørelserne også blive givet eventuelle nødvendige dispensationer.

Pålægget gives til ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter §§ 20 og 21 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Der kan klages over afgørelsen til Naturklagenævnet. Forbud og påbud kan normalt ikke gennemtvinges, før klagefristen er udløbet. Det foreslås derfor, at ministeren i disse særlig akutte situationer kan beslutte, at rettidig klage ikke skal have opsættende virkning. En sådan beslutning kan også påklages, men nævnet kan beslutte, at afgørelsen skal efterkommes, indtil nævnet eventuelt beslutter andet.

Et indgreb kan fx komme på tale, hvis en skovnaturtype ellers vil blive afdrevet eller fjernet, sprøjtet med pesticider eller gødsket, eller hvis der på anden måde vil blive udført aktiviteter, der kan ødelægge eller væsentligt forringe naturtypen eller levestedet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 17, om at visse aktiviteter skal anmeldes, inden de foretages.

Bestemmelsen skal sikre miljøministeren mulighed for selv at gennemføre den pleje af arealer, som er nødvendig for at sikre den tilstand, som ønskes opnået med de afgørelser, som træffes efter §§ 19 - 21. Bestemmelsen svarer til den mulighed, der er efter naturbeskyttelseslovens § 52, for at myndighederne kan foretage pleje på privatejede fredede arealer. Udgangspunktet for eventuelle regler vil være, at ejeren selv udfører den pleje, som han er pålagt at udføre i afgørelsen, og at ejeren har ret til at udføre den ønskede pleje, hvis pligten hertil ikke følger af afgørelsen. Udføres plejen ikke inden for den frist, der er fastsat, skal ministeren selv kunne udføre plejen. Der skal i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler om fordelingen af udgifter i forbindelse med pleje.

Bestemmelsen giver miljøministeren hjemmel til at ekspropriere ejendom, når det er af væsentlig betydning for at realisere Natura 2000-skovplanen. Bestemmelsen supplerer ministerens øvrige virkemidler i §§ 19 - 21 og § 24. Det forudsættes, at ekspropriation kun anvendes, når det er af afgørende betydning for opfyldelse af målsætningen for et område at erhverve ejendommen. Dette kan fx være tilfældet, når der er tale om at standse en større virksomhed eller begrænse denne i betydeligt omfang.

For det tab, som en ejer kan godtgøre som følge af afgørelser efter § 17 eller §§ 19 - 21, kan der ydes erstatning efter reglerne i naturbeskyttelseslovens § 39. Efter forslaget afgøres spørgsmål om eventuel erstatning som følge af et foreløbigt pålæg efter §§ 20 - 21 dog først, når der indgås en aftale efter § 18 eller træffes en endelig afgørelse efter § 19. Erstatning fastsættes som en engangserstatning for nedgang i handelsværdien som følge af indgrebet.

De krav, som stilles efter § 19, vil ikke altid have karakter af ekspropriation i grundlovens forstand, men ud fra en billighedsbetragtning vil indgreb efter § 19, der forårsager tab, altid udløse erstatning. Tilsvarende er tilfældet for krav stillet efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a til opfyldelse af indsatsplaner i forbindelse med drikkevandsbeskyttelsen.

Vurderingen af betydningen af de konkrete krav og af størrelsen af det økonomiske tab som følge heraf kan være vanskelig, idet en række parametre vil indgå heri. Der vil forekomme tilfælde, hvor det konkrete krav til driften kun indebærer en ubetydelig merudgift eller besvær ved driften, men som det vil være rimeligt at kompensere. Det foreslås derfor, at konkret fastsatte krav efter en billighedsbetragtning altid udløser erstatning for dokumenterede tab på samme måde, som det er tilfældet efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a.

Ligesom i sager om ekspropriation til naturgenopretning efter naturbeskyttelseslovens § 60 og erstatning for fredninger, kan afgørelse om erstatningsfastsættelsen påklages til Naturklagenævnet og Taksationskommissionen.

Ad stk. 1

Bestemmelsen er et led i at nå målet i internationale anbefalinger og i det nationale skovprogram om at beskytte de naturmæssigt særligt værdifulde skove, herunder naturskov. Den giver således hjemmel til, at miljøministeren kan registrere andre naturmæssigt særlig værdifulde skove end dem, der er omfattet af kortlægningen efter § 15, uanset om de er beliggende i eller uden for de internationale naturbeskyttelsesområder. Det er i skovprogrammet forudsat, at man revurderer det danske naturskovsbegreb, der hidtil har været baseret for meget på bevoksningens genetiske oprindelse. Der er behov for en mere praktisk definition, der tager udgangspunkt i, hvad der er bevaringsværdigt, og som samtidigt letter skovejernes mulighed for at identificere de værdifulde områder og prioritere indsatsen for deres beskyttelse. International terminologi, der er baseret på arbejde i EU og FAO og i Rio-processerne, vil indgå i denne sammenhæng.

Når naturskovsbegrebet er revurderet, er det hensigten at udarbejde en prioriteret liste over potentielle områder til »biodiversitetsskov«. Denne liste vil indeholde dels de særligt naturmæssigt værdifulde skove, dels skovarealer, som søges udviklet med henblik på natur og biodiversitet som det primære formål. Der foreslås derfor i bestemmelsen en hjemmel til denne registrering.

Listen udarbejdes på baggrund af foreliggende historiske oplysninger eller anden information, som umiddelbart kan indhentes eller er tilgængelig. Der kan desuden efter behov foretages besigtigelse (jf. § 49) af visse særligt naturmæssigt værdifulde skove for at kunne vurdere deres status og beskyttelsesbehov. Dette arbejde igangsættes umiddelbart efter lovens vedtagelse.

Listen vil danne grundlag for at kunne gennemføre en målrettet formidlings- og rådgivningsindsats om beskyttelse og fremme af ny biodiversitetsskov. Listen vil endvidere danne grundlag for at indgå aftaler, jf. stk. 2 om sikring af særligt naturmæssigt værdifulde arealer, når dette skønnes nødvendigt.

Ad stk. 2

Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at indgå aftaler om driften med ejere af arealer, der er registreret efter stk. 1. Den giver desuden hjemmel til at indgå aftaler med ejere af arealer, som ligger i de internationale naturbeskyttelsesområder, men hvor ministeren ikke har pligt til at indgå aftale efter § 18 eller træffe afgørelse efter § 19, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.

Ad stk. 1

Bestemmelsen om, at egekrat skal bevares, er indholdsmæssigt uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 8. I forslaget er det dog præciseret, at bevaringen kun gælder for bevaringsværdige egekrat. Ud af 4.865 ha egekrat er ca. 140 ha ikke bevaringsværdige. Under den gennemgang og registrering, som hidtil er gennemført efter den gældende lov, er det især små egekrat (under 5 ha), der er vurderet som ikke bevaringsværdige. Begrundelsen for vurderingen er oftest, at der er tale om så stor indblanding af uønskede træarter, at bevoksningen ikke kan genskabes som egekrat med en rimelig indsats. Ikke bevaringsværdige egekrat vil fortsat være omfattet af fredskovspligt. Egekrat, der ikke er blevet noteret som fredskovspligtige i forbindelsen med fredskovskonstateringen efter den gældende lov, vil således blive noteret som fredskovspligtige efter forslagets § 72, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse, og vil blive noteret som sådanne i matriklen i henhold til § 41.

Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland.

Den registrering, der er gennemført efter den gældende lov, blev afsluttet i 1998. Den omfatter ca. 4.725 ha bevaringsværdige egekrat.

Efter forslaget forudsættes det, som efter den gældende lov, at registreringen skal danne grundlag for indgåelse af konkrete aftaler med ejerne om sikring af egekrattene. I forbindelse med registreringen af de bevaringsværdige egekrat blev det opgjort, at 2.560 ha privatejede, bevaringsværdige egekrat ikke var sikret. For 1.427 ha af disse egekrat er der pr. 1. december 2003 indgået og tinglyst evigtvarende aftaler om sikring. Skovejerne har fået udbetalt kompensation for indgåelse af aftalerne. Det forventes, at aftaler om sikring af de resterende bevaringsværdige egekrat er indgået med udgangen af 2004.

En aftale om egekrat er en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter planlovens § 42.

Efter lovforslagets § 29, stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til pleje af egekrat.

Bestemmelsen er indholdsmæssigt uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 7.

Bestemmelsen omfatter som hidtil kun de ydre skovbryn. Som følge af bestemmelsen skal ydre skovbryn forynges ved selvforyngelse, stedvis stævning eller gruppevis hugst med efterfølgende indplantning for at sikre skovbrynets robusthed. Renafdrift eller egentlig rydning kan kun ske med dispensation efter § 38.

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at de ydre skovbryns funktion som lægiver for bagvedliggende bevoksninger bevares, og at skovbrynenes værdifulde landskabelige, biologiske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende funktioner og deres deraf følgende betydning for friluftslivet understøttes.

I bestemmelsen ligger også, at driften af skovbrynene skal være i overensstemmelse med kravet om bevaring. Bredden må således ikke reduceres mere, end de lokale forhold tilsiger, herunder graden af eksponering. Især mod vest og nord kan der således være behov for skovbryn af en vis bredde. Driften skal også i øvrigt være tilpasset de lokale vækstbetingelser og den enkelte skovs størrelse. For de særlige skovbryn, der samtidig har en rolle som »værnskov«, fx for jernbaner og veje, kan hensynet til sikkerheden tilsige en særlig drift.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 6.

Forbuddet i den gældende bestemmelse retter sig mod de biotoper, som er beskrevet i naturbeskyttelseslovens § 3, men som ikke er omfattet af bestemmelsen, fordi de er mindre end den størrelsesgrænse, der er fastsat deri.

I forslaget er »overdrev« dog ændret til »biologiske overdrev«, så der bliver overensstemmelse med forslaget om ændring af naturbeskyttelsesloven, som fremsættes samtidig med dette forslag.

I forslaget er beskyttelsen af vandløbene desuden beskrevet særskilt i stk. 2. Forbuddet gælder således for vandløb, der ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de ikke er udpeget som beskyttede af miljøministeren efter indstilling fra amtsrådet. Samme ordlyd er brugt i naturbeskyttelsesloven til at beskrive de vandløb, som omfattes af § 3.

Tidligere var også vandløb defineret ud fra deres størrelse i naturbeskyttelsesloven. § 3 gjaldt således for offentlige vandløb, private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m samt visse nærmere angivne private vandløb med en bundbredde på under 1,5 m. Imidlertid er der nu sket en konkret og præcis udpegning af de vandløb, som omfattes af denne beskrivelse, og udpegningen er godkendt af miljøministeren. Det er herefter de vandløb, der er omfattet af den godkendte udpegning, der omfattes af naturbeskyttelseslovens § 3. Bestemmelsen blev ved ændringen af naturbeskyttelsesloven i 1992 udformet i overensstemmelse hermed. Det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til lovforslaget fra 1992, at der ikke med den ændrede ordlyd er foreslået nogen ændring af retstilstanden.

I forslaget til skovloven indebærer den nye ordlyd således heller ikke en ændring af retstilstanden. Forbuddet gælder stadig for de vandløb, som ikke omfattes af naturbeskyttelseslovens § 3, og det er de samme vandløb, som hidtil ikke har været omfattet af naturbeskyttelsesloven, og som derfor har været omfattet af skovlovens forbud mod afvanding mv.

For alle de nævnte småbiotoper gælder som hidtil, at der ikke er noget krav om, at de skal plejes. Men hvis ejeren ønsker det, kan arealerne plejes, så biotopen bevares, uden at der skal indhentes dispensation. For vandløb er det - som i den tilsvarende bestemmelse i naturbeskyttelsesloven - direkte nævnt i bestemmelsen, at sædvanlig vedligeholdelse ikke er omfattet af forbuddet mod afvanding mv. Almindelig vedligeholdelse kan således ske, uden at det kræver dispensation.

Til kapitel 5

Tilskud og produktionsafgifter

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev alle daværende tilskudsordninger til skov samlet under skovloven og tilpasset skovlovens formål. Efter den gældende lovs § 19 er der således mulighed for at yde tilskud til 1) fremme af god og flersidig skovdrift, 2) permanent udlæg af urørt skov, 3) tilplantning af landbrugsarealer med skov, 4) udvikling af produkter fra skovbruget og træindustrien, 5) konsulentvirksomhed i skovbruget samt 6) oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed. I bemærkningerne til bestemmelsen er der detaljerede beskrivelser af, hvordan de enkelte tilskudsordninger skal udmøntes, herunder om målsætning for den enkelte tilskudsordning og forventede tilskudssatser for nogle af ordningerne. I praksis er de også blevet udmøntet efter hensigten.

I forslaget er de overordnede tilskudsområder i store træk de samme som i den gældende lov. Begrebet »god og flersidig skovdrift« er dog i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i § 1 ændret til »bæredygtig skovdrift«. Endvidere er permanent udlæg af urørt skov ikke længere et selvstændigt tilskudsområde, men én af flere muligheder for tilskud til bæredygtig drift.

Selv om der ikke er sket væsentlige ændringer af lovens bestemmelser om tilskud, er det ikke hensigten at fastholde den udmøntning af ordningerne, som er beskrevet i bemærkningerne til den gældende lov. Der skal således fremover kunne prioriteres friere mellem ordningerne indbyrdes. Det forventes fx, at en stor del af tilskudsmidlerne i de kommende år vil blive brugt til at indgå aftaler eller eventuelt til at udbetale erstatninger efter kapitel 4 om beskyttelse af skov i internationale naturbeskyttelsesområder. I denne periode vil andre former for tilskud blive prioriteret lavere.

Forslagets bestemmelse om tilskud skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter og i § 39 om de vilkår, der kan stilles i tilsagn om tilskud. I § 29, stk. 1, nr. 1, findes således hjemmelen for miljøministeren til at give tilskud til aftaler efter kapitel 4, både i og udenfor internationale naturbeskyttelsesområder. Efter § 39, stk. 1, nr. 3, kan tilskud gøres betinget af, at der indgås en aftale. Og efter § 40, stk. 3, kan varige aftaler tinglyses på ejendommen. Aftaler, der indgås i områder, der ligger uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, kan tillige tinglyses forud for al pantegæld, så der ikke er risiko for, at aftalen ekstingveres under en tvangsauktion, jf. § 40, stk. 2.

I forbindelse med lovændringen i 1996 blev der forsøgsvis indført en tilskudsordning, som skulle finansieres af produktionsafgifter på juletræer og pyntegrønt, som dyrkes her i landet, jf. den gældende lovs §§ 20 og 20 a. I forslagets §§ 30 - 34 er denne ordning videreført med ganske få indholdsmæssige ændringer. Der er dog sket en redaktionel omarbejdning af bestemmelserne.

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1.

I forslaget videreføres muligheden for at yde tilskud til de formål, der er beskrevet i den gældende lovs § 19, stk. 1. Ordningerne er udmøntet i bekendtgørelse om tilskud til fremme af god og flersidig skovdrift (nr. 195 af 26. marts 1998), bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning (nr. 80 af 30. januar 1997), bekendtgørelse om tilskud til udvikling af nye produkter fra skovbruget og træindustrien (nr. 193 af 25. marts 1998) og bekendtgørelse om tilskud til konsulentvirksomhed i skovbruget (nr. 169 af 20. marts 1999). Disse bekendtgørelser vil fortsat gælde, når de nye regler træder i kraft, og indtil der vedtages nye bekendtgørelser, jf. overgangsbestemmelsen i § 69. Det forudsættes i øvrigt, at tilskudsordningerne løbende vil blive tilpasset de aktuelle behov for at fremme lovens formål.

Tilskud ydes fortsat som hovedregel til private ejere, herunder private selskaber, fonde, foreninger el. lign. Modtagere af tilskud må dog ikke have indgået driftsoverenskomst med eller modtage driftstilskud fra det offentlige til det areal, der søges om tilskud til.

Tilskud vil fortsat ikke kunne ydes til stat, kommuner og folkekirke eller selskabskonstruktioner, hvor disse har en betydelig indflydelse. Dette gælder både danske og udenlandske offentlige myndigheder. Offentlige forsøgs- og forskningsinstitutioner mv. vil dog som hidtil kunne få tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed efter § 29, stk. 1, nr. 5, og offentlige forsøgs- og forskningsinstitutioner mv. vil kunne få tilskud til produktudvikling efter § 29, stk. 1, nr. 3.

Som noget nyt skal der dog kunne ydes tilskud til kommuner og amtskommuner i forbindelse med indgåelse af driftsaftaler, der skal opretholde eller genoprette gunstig bevaringsstatus for skovnaturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder efter kapitel 4. Regler herom vil blive indarbejdet i de bekendtgørelser, der udstedes, efter at den nye lov er trådt i kraft.

Nye eller ændrede tilskudsordninger skal godkendes i EU. Det betyder, at de bekendtgørelser, der udarbejdes efter de nye regler, skal godkendes i EU, inden de kan træde i kraft. Godkendelse skal ske enten som ændringer til landdistriktsprogrammet eller som statsstøtte notificeret i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 1 og 2. Som i den gældende lov retter den sig kun mod eksisterende skov.

Efter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til at fremme god og flersidig skovdrift. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at tilskud til at fremme god og flersidig skovdrift omfatter tilskud til

– at etablere løvtræbevoksninger, herunder indre løvtræbælter og løvskovbryn

– at etablere stabile skovtyper til erstatning af ensartede granbevoksninger

– pleje af bevoksninger

– pleje af naturarealer, der er tilknyttet skove

– pleje af skovarealer under særlig drift

– foranstaltninger, der tilgodeser friluftslivet, og

– driftsplanlægning.

I praksis er tilskud til fremme af god og flersidig skovdrift i høj grad blevet udbetalt til projekter på enkeltarealer (bevoksninger). Der blev dog indført en forsøgsordning, »Løvplan«, hvorefter ejeren i en periode forpligtede sig til at sikre og øge løvtræarealet i hele skoven. Til gengæld modtog ejeren forhøjet tilskud til bestemte foryngelsestyper og blev stillet bedre ved eventuel prioritering af begrænsede tilskudsmidler.

I forarbejderne til den gældende lov var det forudsat, at effekten af de udbetalte tilskud til god og flersidig skovdrift skulle evalueres senest 10 år efter ordningens ikrafttræden. Ordningen er fra 1998, og evalueringen af den er derfor endnu ikke gennemført. De hidtidige erfaringer viser dog, at ydelse af tilskud til bevoksninger ikke nødvendigvis sikrer den ønskede udvikling, hverken i den enkelte skov eller på hele ejendomme.

Fremover er det hensigten, at der skal være mulighed for at yde tilskud til de elementer i den bæredygtige skovdrift, som ikke umiddelbart er økonomisk fordelagtige for skovejeren. Det gælder især aktiviteter, der tilgodeser den biologiske mangfoldighed. Det er samtidig hensigten, at tilskud i højere grad end under den gældende lov skal understøtte omstilling til en mere bæredygtig drift af hele skove eller skovejendomme fremfor enkelte bevoksninger. Der skal derfor kunne ydes tilskud til planer for bæredygtig drift. Sådanne planer skal sikre, at beskyttelse af naturværdier og kulturmiljø og foranstaltninger for friluftslivet indarbejdes i driftsplanen for en hel skov eller skovejendom. Der skal dog fortsat også være hjemmel til at udbetale tilskud til enkeltarealer, f.eks. for at understøtte en bæredygtig driftsplan eller beskytte naturmæssigt særligt værdifulde skovområder, jf. nedenfor.

Bestemmelsen erstatter også den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 2, jf. § 18 a. Efter disse bestemmelser kan der ydes tilskud til varigt at undlade skovdrift på et areal (urørt skov). Den gældende bestemmelse var en opfølgning på miljøministerens naturskovsstrategi fra 1992. Naturskovsstrategiens langsigtede mål var udlæg af 40.000 ha naturskov, urørt skov og skov med gamle driftsformer i år 2040. Det var endvidere fastsat i strategien, at der i år 2000 skulle være udlagt mindst 5000 ha urørt skov. Dette mål blev mere end nået, da der på det tidspunkt var udlagt 6500 ha med urørt skov.

Naturskovsstrategiens langsigtede mål er fastholdt og udbygget i det nationale skovprogram, således at 10 pct. af det samlede skovareal inden 2040 skal have natur og biologisk mangfoldighed som det primære driftsformål.

Det er derfor hensigten, at der skal kunne ydes tilskud til alle former for driftsaftaler, der skal fremme bæredygtig skovdrift i eksisterende skove, herunder aftaler om urørt skov. Aftaler kan indgås både i og udenfor internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 18 og § 25. Der kan desuden indgås aftaler om at bevare egekrat, jf § 26. I de internationale naturbeskyttelsesområder skal aftalerne sikre, at der opretholdes eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for skovnaturtyper og levesteder for arter. Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealer både i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om at undlade brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter skovlovens § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram.

Tilskud til disse foranstaltninger kan ydes efter den gældende bekendtgørelse om god og flersidig skovdrift.

Det forudsættes, at aftaler - især aftaler af varig karakter - efter § 18 og §§ 25 og 26 tinglyses servitutstiftende forud for al pantegæld, jf. § 40, stk. 2 og 3, og at udgifterne til tinglysning afholdes af tilskudsmidlerne. På den måde sikres det, at en aftale ikke ekstingveres på en eventuel tvangsauktion.

Som hidtil vil der kunne ydes tilskud til arealer, der ikke er fredskov. Tilskud til arealer, der er fredskov, eller som bliver det samtidig med tilsagnet om tilskud, prioriteres dog fortsat højest.

Som noget nyt vil der også kunne ydes tilskud til kommuner, som indgår aftale efter kapitel 4 om at beskytte kommunalt ejede skovnaturtyper og levesteder for arter i internationale naturbeskyttelsesområder. Det synes rimeligt, at også kommuner kan få tilskud, når det er krav i international lovgivning, der gør, at også kommuner enten må indgå en aftale om eller blive pålagt at beskytte naturtyper mv.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 3. Den bestemmer, at der kan ydes tilskud til at tilplante landbrugsarealer med skov, til at pleje disse nykulturer og til at kompensere for tabt indkomst som følge af, at der i en længere årrække ikke vil være nogen indtjening fra arealet.

Regeringens mål er som hidtil at fordoble det danske skovareal inden for en trægeneration, jf. det nationale skovprogram. Dette mål betyder, at der i gennemsnit skal rejses 4000 - 5000 ha ny skov om året. Overordnet har det været målet, at halvdelen af de nye skove skal rejses af private og den anden halvdel af det offentlige. Af skovtællingen pr. 1. januar 2000 fremgår, at der i perioden 1990-1999 er rejst 28.000 ha ny skov, hvoraf 40 pct. dog er tilplantet med nordmannsgran til juletræ- og pyntegrøntproduktion. Det svarer til en målopfyldelse på 35 pct., hvis der ses bort fra det areal, der er tilplantet med juletræer og pyntegrønt. Den relativt ringe målopfyldelse skal ses i lyset af de store omkostninger, der er knyttet til såvel privat som offentlig skovrejsning. Endvidere kan der være begrænsninger for skovrejsning i andre love, der regulerer anvendelsen af det åbne land, f.eks. landbrugsloven. Der vil derfor være behov for at vurdere, dels hvordan omkostningerne kan reduceres, dels om der kan findes andre selvstændige eller supplerende finansieringskilder end tilskud fra staten, EU og privat egenfinansiering. Denne vurdering vil bl.a. omfatte CO2-binding i skove og beskyttelse af grundvand.

Den offentlige skovrejsning er hidtil primært udført af Skov- og Naturstyrelsen som en del af den statslige naturforvaltning. Skov- og Naturstyrelsens skovrejsning er karakteriseret ved, at de enkelte skove efterhånden når op på størrelser på 100-200 ha, at skovene ligger bynært, og at der i skovene tages vidtgående hensyn til friluftslivet. I de senere år er der desuden således gennemført flere skovrejsningsprojekter i samarbejde mellem kommunerne, Skov- og Naturstyrelsen og vandværkerne.

I år 2000 blev den private og offentlige skovrejsningsindsats i perioden 1989-1998 evalueret af både Skov- og Naturstyrelsen og Verdensnaturfonden (WWF). I begge evalueringer slås det fast, at kvaliteten af skovrejsningen er god, men at der skal lægges mere vægt på den biologiske mangfoldighed i de nye skove. Med udgangspunkt i bl.a. disse evalueringer er der i det nationale skovprogram fastlagt retningslinier for, hvordan tilskudsordningen for skovrejsning skal justeres. På baggrund heraf blev tilskudsordningen for skovrejsning på nogle punkter revideret i 2003. Ændringen blev godkendt af Kommissionen den 9. januar 2003 som en ændring til det danske landdistriktsprogram. Opfølgning på de retningslinier, der vedrører naturlig tilgroning og mere ekstensivt anlæg af ny skov, vil først blive gennemført, efter at den nye lov er trådt i kraft.

Det forudsættes, at tilskud til skovrejsning i områder, der i regionplanen er udlagt som områder, hvor skovrejsning er ønsket, skal prioriteres forud for andre skovrejsningsprojekter. Også projekter, som bidrager til at beskytte grundvandsressourcerne, bør prioriteres højt.

Vedrørende dobbeltbinding i 8 år

Efter den gældende bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning er det et vilkår for tilskud til skovrejsning, at landbrugspligten opretholdes i 8 år efter pålæggelse af fredskovspligt (dobbeltbinding). Hvis landbrugspligten ophæves i 8 års perioden, skal tilskud og kompensation for tabt indkomst betales tilbage med renter. Bestemmelsen har kun haft relevans for skovarealer på over 35 ha. Det skyldes, at landbrugspligten efter landbrugsloven kun kan ophæves på arealer på 35 ha eller derover, og kun hvis de er fredskovspligtige eller bliver fredskovspligtige samtidig med ophævelsen af landbrugspligten.

Skoverhvervet har peget på, at dobbeltbindingen er en barriere for skovrejsningen og dermed en barriere for opfyldelse af skovrejsningsmålsætningen. Der er dog hidtil kun i ét tilfælde blevet stillet krav om tilbagebetaling af tilskud til skovrejsning, fordi landbrugspligten blev ophævet på et areal i 8 års perioden.

Det forudsættes derfor, at dobbeltbindingen, som er beskrevet i bemærkningerne til ændringen af skovloven i 1996, ikke skal gælde fremover. Landbrugspligten kan herefter ophæves efter landbrugslovens bestemmelser på et hvilket som helst tidspunkt efter, at der er givet tilsagn om tilskud og arealet er pålagt fredskovspligt, uden at tilskud eller indkomstkompensation skal betales tilbage.

Vedrørende fortrydelsesret

Efter den gældende bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning kan tilskudsmodtager indenfor en frist på 8 år (svarende til dobbeltbindingsperioden) vælge at få fredskovspligten ophævet mod at betale tilskuddet tilbage med renter. Fredskovspligten ophæves, selv om arealet er blevet tilplantet. Bestemmelsen har størst interesse for en ny ejer, som overtager arealet inden for 8 års fristen, og som har andre planer med det end skovdrift. Erfaringen viser dog, at bestemmelsen kun har været benyttet i meget få tilfælde.

I forslaget forudsættes det derfor, at denne 8 års fortrydelsesret fjernes. Fredskovspligten vil herefter være bindende fra afgørelsen om fredskovspligt, som træffes samtidig med tilsagnet om tilskud til skovrejsning.

Hvis en tilskudsmodtager ikke ønsker at gennemføre dele af et skovrejsningsprojekt, hvortil der er meddelt tilsagn om tilskud, forudsættes det fremover, at dette meddeles miljøministeren senest 1 måned efter, at fristen for indberetning af påbegyndt skovrejsning er udløbet. Ministeren vil herefter i hvert enkelt tilfælde vurdere, om fredskovspligten kan bortfalde på det areal, som ønskes holdt uden for projektet. Fredskovspligten vil således kunne bortfalde, hvis vilkåret om tilplantning ikke er opfyldt. Der vil desuden skulle tages stilling til, om udbetalt tilskud skal betales tilbage.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 4, om tilskud til udvikling af produkter fra skovbruget eller træindustrien. Desuden kan der ydes tilskud til fælles markedsføringsaktiviteter.

Efter den gældende lovs § 42 b har miljøministeren nedsat »Bevillingsudvalget for Produktudviklingsordningen«, som dels har en rådgivende funktion, dels træffer afgørelser i visse typer af sager. I forslaget er bestemmelserne om, at ministeren nedsætter udvalget, ikke gentaget. Ministeren forventes imidlertid at nedsætte et lignende udvalg, men kun med en rådgivende funktion.

Produktudviklingsordningen er udmøntet i bekendtgørelsen om tilskud til udvikling af nye produkter fra skovbruget og træindustrien, og er godkendt af Kommissionen som en statsstøttesag.

Produktudviklingsordningen er evalueret eksternt i 1999. I evalueringen konkluderes det, at der er en høj grad af målopfyldelse og udbytte af de gennemførte projekter. Der er igangsat projekter indenfor næsten alle de indsatsområder, der blev opstillet ved ordningens start i 1994. På baggrund af den positive evaluering, og da der fortsat er behov for produktudvikling i skovbruget og træindustrien, er ordningen videreført.

Ordningen har til formål at fremme afsætningen og øge konkurrenceevnen for dansk skovbrug og træindustri ved at styrke erhvervets indtjeningsevne og afhjælpe konjunkturfølsomheden på lang sigt. De væsentligste indsatsområder for produktudvikling forventes med udgangspunkt i evalueringen at være:

– samordning af forskning, undervisning og formidling vedrørende træ som materiale

– udvikling af byggeri med træ

– produktion af kvalitetstræ i mere naturnært skovbrug

– effektivisering af trækæden fra skovplante til træprodukt

Produktudvikling i skovbruget

Tilskud kan ydes til ejere eller forpagtere af skovbrugsejendomme, leverandør- og servicevirksomheder for skovbruget og til institutioner, hvis resultatet af deres udviklingsarbejde umiddelbart kan anvendes i skovbruget. Der ydes ikke tilskud til stat, kommuner og folkekirke – dog undtaget forsknings- og forsøgsinstitutioner. Der kan ydes tilskud på følgende områder:

– Videreudvikling af eksisterende produkter og produktionsprocesser.

– Udvikling af nye, herunder mere miljøvenlige eller mere økonomiske, produktionsmetoder for kendte skovbrugsprodukter.

– Udvikling af nye produktioner, der naturligt kan indgå i den skovbrugsmæssige udnyttelse af en skovejendom.

– Erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejde, som er støttet af tilskudsordningen.

Produktudvikling i træindustri

Tilskud kan ydes til private erhvervsvirksomheder. Der ydes - bortset fra forsknings- og forsøgsinstitutioner - ikke tilskud til stat, kommuner og folkekirke. Der ydes tilskud til produktudvikling i forarbejdning af træprodukter samt udvikling af mere miljøvenlige eller økonomiske produktionsmetoder. I lighed med den hidtidige afgrænsning af tilskudsordningen kan der ikke ydes tilskud til produktudvikling vedr. møbler.

Fælles markedsføringsaktiviteter

Tilskud kan ydes til grupper og sammenslutninger af virksomheder, som ønsker at gøre en fælles indsats for at markedsføre større eller mindre produktgrupper fra skovbruget og/eller træindustrien. Der lægges vægt på, at projektet sandsynliggør en øget samlet afsætning fra skovbruget/træindustrien eller nedbringer sektorens transaktionsomkostninger.

Undersøgelser mv.

Foruden ansøgte projekter kan Skov- og Naturstyrelsen som hidtil afholde udgifter til oplysnings-, vejlednings-, demonstrations- eller undersøgelsesvirksomhed, som kan fremme produktudvikling indenfor skovbruget og træindustrien.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 5, om, at der kan ydes tilskud til konsulentvirksomhed i skovbruget.

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev bestemmelser om tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed flyttet fra konsulentloven til skovloven og blev efterfølgende nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 169 af 20. marts 1999. Formålet med ordningen var at fremme kvalificeret rådgivning om god og flersidig skovdrift til private ejere af mindre skove. Af bemærkningerne til skovloven fremgår, at effekten af tilskud til konsulentvirksomhed skal evalueres senest i år 2000. Der blev dog ikke gennemført en evaluering i 2000, da bekendtgørelsen først blev udarbejdet i 1999, og ordningen derfor i år 2000 kun havde eksisteret i 1 år. Effekten af de udbetalte tilskud vil blive evalueret i år 2004.

Med forslaget videreføres muligheden for at kunne yde tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed. Private sammenslutninger og institutioner skal således også fremover kunne opnå et aktivitetsafhængigt tilskud til konsulentvirksomhed på mindre ejendomme. Organisationerne skal dog være godkendt af miljøministeren. Ordningen betyder, at ejere af små skove, som der er mange af i dansk skovbrug, og som ikke har et grundlag for at ansætte eget skovpersonale, også får mulighed for at få skovbrugskyndig vejledning. Den gældende bekendtgørelse for ordningen videreføres med forslaget uændret, indtil der udarbejdes en ny tilsvarende bekendtgørelse, jf. forslagets § 69.

Ad nr. 5)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 6, om, at der kan ydes tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed vedrørende § 19, stk. 1, nr. 1-5.

Med hjemmel i bl.a. denne bestemmelse blev der i 1999 indført en tilskudsordning vedrørende praksisnære forsøg, som skal fremme den gode og flersidige skovdrift og udbygge den praksisrelaterede viden knyttet til skovrejsning og urørt skov.

Efter forslaget videreføres muligheden for at yde tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed. Disse anses for at være en integreret del af de aktiviteter, der i øvrigt kan gives tilskud til efter nr. 1 - 4, jf. ovenfor. Dette tilskud vil også kunne ydes til offentlige forskningsinstitutioner.

Som noget nyt er det indarbejdet i bestemmelsen, at der kan ydes tilskud til at rådgive private skovejere i forbindelse med kortlægning og beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter, jf. forslagets §§ 14 - 25. Der er desuden i stk. 2 indarbejdet en hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at tilskud til denne form for rådgivning i en periode kan ydes til en brancheorganisation. Gennemgang af ejendomme i de internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på kortlægning, indgåelse af aftaler, erstatning for tab ved afgørelser om driften mv. kræver aktiv deltagelse fra ejerne af de berørte skovarealer. Formålet med tilskuddet er at fremme denne proces mest muligt ved at sikre, at ejerne kan få en kvalificeret rådgivning. Information og rådgivning vil kunne gives af de allerede godkendte konsulentorganisationer, jf. forslagets § 29, stk. 1, nr. 4. For at imødekomme det særlige rådgivningsbehov, der er i den overgangsperiode, hvor naturtyper og levesteder for arter udpeges og aftaler indgås, skal skovbrugets brancheorganisation, Dansk Skovforening, dog kunne inddrages i rådgivningen. Der vil kunne ydes et tilskud hertil svarende til højst et halvt årsværk årligt i 6 år. Denne rådgivning skal være til rådighed for alle berørte private ejere, uanset om de er medlemmer af skovforeningen eller de godkendte konsulentorganisationer. Nærmere regler herom vil blive fastsat i en bekendtgørelse efter stk. 2, hvorefter ministeren har hjemmel til at fastsætte regler om, at tilskud til denne form for rådgivning i en periode kan ydes til en brancheorganisation.

Tilskuddet skal, hvis det indeholder støtteforanstaltninger omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, notificeres for EU-Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionens godkendelse skal foreligge, før bestemmelser, der forudsætter notifikation, kan træde i kraft.

Ad stk. 2

Bestemmelsen giver som den gældende lovs § 19, stk. 2, miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om tilskudsordningernes indhold og administration. I forslaget er der dog en mere udførlig opremsning af, hvad ministeren kan fastsætte regler om, end i den gældende lov. Bestemmelsen bringes hermed i overensstemmelse med anden tilskudslovgivning indenfor ministeriets område.

Af den gældende bestemmelse fremgår, at ministeren kan beslutte, at tilskud fortrinsvis ydes til fredskovspligtige arealer. Denne bestemmelse videreføres i forslaget.

Der er desuden tilføjet en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om, at tilskud til rådgivning efter stk. 1, nr. 5, i en periode kan ydes til en brancheorganisation, jf. bemærkningerne ovenfor.

Ad stk. 3

Bestemmelserne om, at miljøministeren kan give tilsagn ud over finansåret, og om, at tilskud kan udbetales forskudsvis eller a conto, er nye. Forslaget bringes hermed i overensstemmelse med anden tilskudslovgivning indenfor ministeriets område. Udbetaling af tilskud forskudsvis eller a conto forudsættes kun at ske undtagelsesvis.

Derudover viderefører bestemmelsen den gældende lovs § 19, stk. 3, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at udbetaling af tilskud skal ske til en konto i et pengeinstitut. Der er fastsat regler herom i de gældende bekendtgørelser om tilskud.

Bestemmelserne om Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt blev indføjet i skovloven i 1996 som følge af et markant ønske fra branchen om at forene kræfterne for at udvikle og afsætte branchens produkter. Selve fonden blev oprettet i 1997 og blev efter branchens ønske tidsbegrænset til fem år. Den udløb således den 31. december 2001. Det er imidlertid besluttet at videreføre ordningen, som er godkendt af EU den 21. januar 2003.

Ordningen er udmøntet i bekendtgørelse om Produktionsafgift på juletræer og pyntegrønt (nr. 317 af 28. april 2003), bekendtgørelse om Administrationsinstruks for Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt (nr. 318 af 28. april 2003), bekendtgørelse om Forretningsorden for bestyrelsen i Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt (nr. 319 af 28. april 2003) og bekendtgørelse om revisionsinstruks for revisor ved Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt (nr. 320 af 28. april 2003. Disse bekendtgørelser vil fortsat gælde, når de nye regler træder i kraft, og indtil der evt. vedtages nye, tilsvarende bekendtgørelser, jf. overgangsbestemmelsen i § 69.

Ordningen som sådan ændres ikke i forslaget, bortset fra de mindre tilføjelser, som nævnes nedenfor. Forslagets bestemmelser er dog væsentligt ændret i redaktionel henseende. De er således - med de nødvendige tilretninger - udformet med udgangspunkt i den ordning, der fremgår af kapitel 2 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabes forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv. (bemyndigelsesloven, der indeholder bestemmelserne om administration af produktionsafgifter for landbrugets promillefonde).

I § 30, nr. 2, er det tilføjet, at miljøministeren kan fastsætte regler om betaling af renter og gebyrer, når afgifter indbetales for sent. Denne hjemmel har tidligere fremgået af en tekstanmærkning til finansloven.

I § 30, nr. 3, er det præciseret, at ministeren også kan fastsætte regler om den andel, tilskuddet kan udgøre af de faktiske omkostninger. Det er således i den gældende bekendtgørelse fastsat, hvilken procentdel af de faktiske omkostninger ved forskellige typer projekter, tilskuddet kan udgøre.

I § 31, stk. 1, er tilføjet, at produktionsafgifterne kan anvendes til dækning af omkostninger ved kontrol med midlernes korrekte anvendelse.

I § 31, stk. 1, er tilføjet, at fondens midler også kan anvendes til information. Tilføjelsen er sket på baggrund af den evaluering af produktionafgiftsordningen, som er foretaget, og som bl.a. viste, at informationen bør styrkes med en bredere orientering om fondens resultater.

I § 32, stk. 3, har ministeren fået hjemmel til at give bestyrelsen for fonden påbud om at berigtige forhold, der strider imod § 31, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 30 og § 33.

I § 33, nr. 3, er det præciseret, at ministeren kan fastsætte regler om, at bestyrelsen skal udarbejde retningslinier for ansøgning og ydelse af tilskud, herunder retningslinier for tilskudsmodtagers regnskabsaflæggelse og revision. Der er ikke tale om nogen ændring i forhold til den gældende ordning, da sådanne regler allerede er fastsat ved bekendtgørelse.

I § 33, nr. 5, er tilføjet, at ministeren kan fastsætte regler om, at bestyrelsens afgørelser om fordeling af midler kan påklages til ministeren.

Bestemmelserne om produktionsafgiften skal ses i sammenhæng med de særlige bestemmelser om tilsyn og kontrol i relation til tilskud, jf. §§ 56 – 59 og bemærkningerne hertil.

Til Kapitel 6

Overvågning, faglig bistand mv.

Bestemmelsen svarer i store træk til den gældende lovs § 38a. Denne bestemmelse kom ind i loven ved ændringen i 1996. Hensigten var at imødekomme behovet for at indsamle systematisk viden om skovenes tilstand og udvikling, bl.a. for at kunne vurdere, om Danmark lever op til de internationale forpligtelser vedrørende sikring af bæredygtig skovdrift og biologisk mangfoldighed.

Danmarks internationale forpligtelser til at overvåge skovene udspringer i dag af bl.a.

– Skoverklæringen fra Rio-konferencen 1992,

– Den paneuropæiske ministerkonference om beskyttelse af skovene i Europa (MCPFE),

– Natura 2000,

– forordningen om skovenes beskyttelse mod luftforurening og skovbrande og

– De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UN-ECE's) konvention om grænseoverskridende luftforurening.

Der har været ført statistik over de danske skove i ca. 100 år, ved at skovejerne har besvaret spørgeskemaer om statistiske oplysninger (»Den nationale skovstatistik«). Skovstatistikken er i princippet gennemført hvert 10. år og senest i 2000. Den gennemføres i samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Statistik og Forskningscenteret for Skov & Landskab (FSL).

Også skovenes sundhed overvåges. Denne overvågning er baseret på observation af nåle- eller bladtab og på observation af indikatorer for sundhed på en række faste prøveflader. Sundhedsovervågningen startede i midten af 80'erne, bl.a. på baggrund af den internationale bekymring for den skovdød, der var iagttaget flere steder i Europa.

En moderne overvågning af skovene, som lever op til Danmarks internationale forpligtelser, bør ske ved at koordinere flere programmer for overvågning. Den bør så vidt muligt være baseret på stedfæstede prøveflader i marken.

Den nationale skovstatistik vil derfor fremover være baseret på en systematisk indhentning af data fra prøveflader overalt i Danmark. Derved sikres en repræsentativ og kontinuert overvågning af ressourcer, tilstand og udvikling i de danske skove og andre træbevoksede arealer. Der udarbejdes landsdækkende skovstatistikker mindst hvert 10. år. Skovsundhedsprogrammet indebærer, at der årligt gennemføres overvågning af de dominerende træarters sundhed, som relateres til den intensive overvågning af effekter af klima og miljø på udvalgte skovøkosystemer. Der udarbejdes sammenfattende rapporter minimum hvert 3. år. De to programmer integreres, hvor det er muligt, og bidrager til beskrivelsen af de danske skove, deres drift, tilstand og udvikling. Denne overvågning supplerer det danske nationale overvågningsprogram for vand og natur (NOVANA).

Der er gennem disse programmer mulighed for løbende at få viden om de danske skove, deres drift, tilstand og udvikling mv. Andre typer information om skovbruget, såsom administrative og økonomiske forhold, kan ikke indsamles ved feltmålinger. De må indsamles særskilt i samarbejde med relevante institutioner, fx Danmarks Statistik.

Forslagets bestemmelse om overvågning er udformet, så den svarer til den form for overvågning, der faktisk foretages i dag. Bestemmelsen indeholder som hidtil en bemyndigelse for miljøministeren til at fastsætte regler for, hvorledes overvågning og indsamling af data skal foregå.

Endelig giver bestemmelsen miljøministeren bemyndigelse til at deltage i nationalt og internationalt samarbejde om overvågning. De informationer, der indsamles gennem overvågningen, anvendes således bl.a. af Danmarks Statistik, EUROSTAT, OECD, WWF og FAO/ECE.

Offentliggørelse af data fra overvågningen vil i videst muligt omfang ske i anonymiseret form.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 36 om miljøministerens pligt til dels at yde faglig bistand, vejledning og information til myndigheder og private, dels at iværksætte forskning og udvikling om spørgsmål af betydning for lovens administration.

Efter forslaget har ministeren fortsat pligt til at yde faglig bistand, vejledning og information, men der er ikke længere en pligt efter loven til at iværksætte forskning og udvikling. Pligten til at iværksætte forskning og udvikling er efter den gældende lov blevet opfyldt ved, at der gennem tilskudsordningerne, bl.a. ordningerne om produktudvikling og produktionsafgifter, er givet tilskud til en række forsknings- og udviklingsprojekter. Med forslagets bestemmelse signaleres det, at ministeren fortsat har til hensigt at iværksætte forskning og udvikling, når der er brug for dette.

Til kapitel 7

Administration

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 7, stk. 1, som bestemmer, at miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter reglerne i den gældende lovs § 4. Disse to bestemmelser har dannet det retlige grundlag for gennemførelse af den gennemgang og notering i matriklen af alle fredskovspligtige arealer (fredskovskonstatering), som blev afsluttet i 1998, jf. bemærkningerne til forslagets § 3. Efter at fredskovskonstateringen er blevet afsluttet, er bestemmelsen i praksis blevet brugt til at berigtige fredskovspligtens omfang, når der opdages unøjagtigheder i fredskovskonstateringen. Den gennemførte konstatering er således hovedsagelig baseret på luftfotos, hvor grænserne for skoven normalt højst har kunnet defineres med 5 - 10 meters nøjagtighed. I forslaget er denne mulighed for at berigtige fredskovskonstateringen derfor bibeholdt. Muligheden for at berigtige skal desuden gælde, når miljøministeren fremover konstaterer fredskovspligt på statslige arealer efter § 3, stk. 1, nr. 3.

Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes til korrektion af unøjagtigheder i fredskovskonstateringen samt til at berigtige fejl, hvor der er pålagt fredskovspligt på arealer, der ikke burde have været pålagt fredskovspligt. Den forudsættes således ikke anvendt til at berigtige egentlige fejl i konstateringen, hvor hele skove eller større træbevoksede arealer ved en fejl ikke er blevet konstateret fredskovspligtige. Sådanne arealer kan fremover kun blive fredskovspligtige, hvis de efter ansøgning fra ejeren bliver fredskovspligtige efter § 4. Dog skal egekrat, som ikke var noteret som fredskovspligtige ved fredskovskonstateringens afslutning i 1998, stadig noteres som fredskovspligtige, jf. forslagets § 72.

Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor ejeren ønsker registreringen indført med større nøjagtighed i matriklen. Sådanne ændringer forudsættes dog at ske for ejerens regning.

Når en justering har fundet sted, drager ministeren omsorg for, at ændringen noteres i matriklen, jf. forslagets § 41.

Under hensyn til, at bestemmelsen kun giver mulighed for at rette fejl, kan der ikke klages over afgørelser efter denne bestemmelse.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 12 og § 18b, som indeholder reglerne for dispensation fra lovens bestemmelser om anvendelse og drift af fredskovspligtige arealer.

Efter forslaget er alle miljøministerens beføjelser til at dispensere samlet i en bestemmelse. Efter § 38 kan der således dispenseres fra:

Bestemmelserne i § 8 om, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, at hugst først må ske ved hugstmodenhed, at arealet skal være genkultiveret efter 10 år, og om at dyrehold er forbudt.

Bestemmelserne i § 9, nr. 1 og 2, om, at stævningsdrift, skovgræsning og arealer med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift må udgøre en vis procentdel af det fredskovspligtige areal.

Bestemmelsen i § 10, nr. 4, om, at der kan etableres åbne naturarealer på op til 10 pct. af det fredskovspligtige areal.

Bestemmelsen i § 11 om forbud mod byggeri, anlæg og terrændringer på fredskovspligtige arealer.

Bestemmelsen i § 12 om udstykning.

Bestemmelserne i §§ 26 - 28 om bevaring af henholdsvis bevaringsværdige egekrat, ydre skovbryn og småbiotoper.

Med hensyn til praksis for dispensation henvises til bemærkningerne til de respektive bestemmelser.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 2, §§ 13 og 14 samt lensafløsningslovens § 5, stk. 7, men er i alt væsentligt en videreførelse af disse bestemmelser. Desuden er der tilføjet hjemmel til at stille vilkår til afgørelser efter §§ 19 - 21.

Bestemmelsen fastslår herefter, at miljøministeren i almindelighed kan stille vilkår i forbindelse med de afgørelser, han kan træffe efter loven, og beskriver i nr. 1 – 5 en række særlige vilkår, der er knyttet til bestemte afgørelser.

Ad stk. 1

Ad nr. 1)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 2, hvorefter miljøministeren kan fastsætte vilkår for tilladelse til at pålægge fredskovspligt, herunder om tidsfrister, bevoksningens robusthed og sikkerhed for tilplantning. I praksis stilles der efter denne bestemmelse ofte detaljerede vilkår om, hvordan skoven skal opbygges, for at et areal, som nytilplantes, kan blive fredskovspligtigt. Typisk stilles krav om etablering af ydre løvskovbryn, om at store monokulturer undgås, om valg af træarter, som er velegnede på lokaliteten, om plantetal pr. ha og om tilplantningsplan.

I forslaget bevares muligheden for at stille vilkår for afgørelsen om, at et areal bliver fredskovspligtigt efter forslagets § 4. Typen af vilkår, der kan stilles til opbygning af skoven, er dog ikke som hidtil eksemplificeret i lovteksten. Ved afgørelsen af, om et areal kan blive fredskovspligtigt, forudsættes det efter forslaget – som hidtil – at der anlægges en helhedsbetragtning med hensyn til, om arealet opfylder eller vil kunne opfylde bestemmelserne i forslagets kapitel 3. Det synes derfor mest hensigtsmæssigt, at initiativet overlades til ejeren, som gennem en tilplantningsplan kan redegøre for sine egne planer for arealet, i stedet for at myndighederne stiller detaljerede vilkår, som ejeren er pligtig at følge. En egentlig tilplantningsplan er kun relevant i forbindelse med afgørelse om fredskovspligt på arealer, der ikke i forvejen er træbevoksede. Ved afgørelse om fredskovspligt på et eksisterende skovareal vil det være tilstrækkeligt med en redegørelse for, hvordan de krav, der fremgår af bestemmelserne i kapitel 3, er opfyldt, eller at de efter en konkret vurdering kan nås inden for en rimelig frist. Ved afgørelse om fredskovspligt på arealer, hvor der er et større areal med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift end det, som er tilladt efter skovloven, kan der fastsættes en frist på op til 10 år. Der vil under alle omstændigheder blive krævet et detaljeret kortbilag.

Tilplantningsplanen skal rumme de elementer, som også hidtil er indgået ved vurderingen af, om et areal kan blive fredskovspligtigt, og som sikrer, at der etableres en robust og varieret skov. Der vil således i forbindelse med godkendelse af tilplantningsplanen som vilkår for afgørelsen om fredskovspligt blive lagt vægt på, at der etableres skovbryn, at der på meget små arealer fortrinsvis anvendes løvtræarter, at planter og frø er af velegnet materiale, samt at andelen af juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, åbne arealer og tilgroningsarealer overholder de rammer, der er angivet i forslagets kap. 3. Nogle af de anførte vilkår kan eventuelt fraviges, når arealet, som tilplantes, enten ligger omkranset af eksisterende fredskov eller der er tale om en udvidelse af en ejers eksisterende fredskov. Hvis der ikke er noget til hinder for, at arealet bliver fredskovspligtigt, og hvis tilplantningsplanen eller redegørelsen sandsynliggør, at arealet opfylder eller indenfor den fastsatte tidsramme kan opfylde kravene i kapitel 3, træffes afgørelse om, at arealet kan blive fredskovspligtigt.

I forslaget er muligheden for at stille vilkår om sikkerhed for tilplantningen udgået. I praksis stilles kun vilkår om sikkerhed, når pålæggelse af fredskovspligt sker som følge af et vilkår om erstatningsskov, jf. stk. 2, hvorefter ministeren bl.a. kan fastsætte regler om sikkerhedsstillelse. I alle andre tilfælde vil man ikke gennemtvinge tilplantningen, hvis ejeren fortryder beslutningen om fredskovspligt inden det tidspunkt, hvor afgørelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet, jf. § 42. Det er således først, når denne periode er udløbet og vilkårene for pålæggelsen af fredskovspligt er opfyldt, at fredskovspligten i praksis vil blive håndhævet. Ved dispensation eller ophævelse af fredskovspligt til råstofgravning er der også kun behov for at stille vilkår om sikkerhed for tilplantning af erstatningsskoven efter skovloven. Sikkerhed for evt. gentilplantning af gravearealet er således et vilkår, der stilles i selve afgørelsen om gravningen, som træffes af amtet efter råstofloven.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er ny, men erstatter muligheden i den gældende lov for at stille vilkår om tidsbegrænsning for afgørelser om ophævelse af fredskovspligten. Efter forslaget kan der i stedet stilles vilkår om, at fredskovspligten genindtræder, og at arealet skal retableres i overensstemmelse med skovlovens formål, hvis den brug, der er givet tilladelse til med ophævelsen, på et tidspunkt ophører. Dette kan især blive aktuelt i forbindelse med tilladelser til meget langvarige aktiviteter, fx større erhvervsmæssige råstofindvindinger, hvor alene varigheden af aktiviteten gør det mest nærliggende at ophæve fredskovspligten, men hvor det byggeri eller anlæg, der gives tilladelse til, ligger som en integreret del af skoven. I tilfælde, hvor tidshorisonten er kortere, og fredskovspligten på længere sigt ønskes bevaret, synes det mest hensigtsmæssigt at træffe afgørelsen efter § 38, jf. § 11, om dispensation fra fredskovspligten.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er et led i lovens ordning for så vidt angår miljøministerens kompetence til at indgå aftaler med ejere om driften af særligt værdifuld skov, jf. § 18 og §§ 25 og 26. Udbetaling af tilskud skal således kunne gøres betinget af, at der indgås en aftale, som begrænser ejerens råden eller pålægger ham bestemte driftsformer. For at det endelige mål med sådanne aftaler, som i mange tilfælde kun har værdi, fordi de har en varig (evig) karakter, kan opnås, skal aftalerne desuden kunne tinglyses på ejendommen, jf. bemærkningerne til § 40, stk. 3.

Ad nr. 4)

Vilkåret om tidsbegrænsning anvendes i tilfælde, hvor der er tale om tidsbegrænset aktivitet, som ophører inden for en overskuelig årrække, det vil i praksis sige 10 år. Tidsbegrænsning har efter den gældende praksis også været brugt til at »følge en udvikling« i en aktivitet, hvor der kunne være en formodning om, at den på et tidspunkt ville ophøre. Efter udløbet af tidsfristen er der imidlertid typisk givet en ny tidsbegrænset tilladelse. Hvis en tidsbegrænset tilladelse forlænges flere gange, opstår der en forventning om, at aktiviteten kan fortsættes, og der er så i realiteten opstået en permanent tilladelse, men uden at vilkårene for tilladelsen er overvejet i relation til en permanent tilladelse.

Det forudsættes derfor ved den fremtidige administration af bestemmelsen, at vilkår om tidsbegrænsning som overvejende hovedregel ikke skal kunne forlænges. Ønskes aktiviteten fortsat efter den første tidsbegrænsede periode, skal det overvejes, om der kan gives en permanent tilladelse. Kan tilladelsen gives, skal der tages stilling til vilkår om erstatningsskov, og der kan også i øvrigt fastsættes ændrede vilkår som følge af, at tilladelsen bliver permanent.

I forbindelse med dispensationer fra forbuddet mod byggeri mv. bør det overvejes at stille vilkår om tilplantning med træer på arealet , hvis brugen af en tilladt aktivitet ophører.

Ad nr. 5)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 14, stk. 1, som bestemmer, at miljøministeren fastsætter vilkår om erstatningsskov i forbindelse med afgørelser om dispensation til byggeri, anlæg mv. eller ophævelse af fredskovspligten. Bestemmelsen gælder som hidtil ikke, hvis fredskovspligten ophæves på kommunale arealer, der tages i brug i henhold til en kommuneplan, jf. forslagets § 6, stk. 2 (gældende lovs § 9, stk. 2). Efter den gældende lov er der vedtaget en bekendtgørelse, som bl.a. fastsætter bestemmelser for, i hvilke tilfælde kravet om erstatningsskov kan fraviges. Da ministeren således ikke i alle tilfælde fastsætter vilkår om erstatningsskov, er »fastsætter« i forslaget ændret til »kan fastsætte«. Der er ikke hermed lagt op til en svækkelse af kravet om, at der skal udlægges erstatningsskov, når fredskovspligten ophæves eller der dispenseres fra fredskovspligten til byggeri mv, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor om fastsættelse af regler om erstatningsskov.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 14, stk. 2 – 5, som giver miljøministeren beføjelse til at bestemme erstatningsskovens størrelse, at der skal stilles sikkerhed, og at forpligtelsen til erstatningsskov kan opfyldes ved at betale for skovetablering et andet sted. Endvidere bemyndiger bestemmelsen ministeren til at fastsætte nærmere regler om erstatningsskov, herunder om fravigelse af kravet i særlige tilfælde. Bemyndigelsen til at fastsætte regler er udnyttet, og alle de nævnte forhold er beskrevet i bekendtgørelsen om erstatningsskov (nr. 874 af 24. november 1997).

Formålet med vilkåret om erstatningsskov er at sikre, at en række af samfundets behov kan opfyldes, uden at skovarealet derved formindskes. Efter gældende lov og praksis stilles også krav om erstatningsskov, hvis fredskovspligten ophæves i situationer, hvor samfundsmæssige behov tilsiger, at fredskovspligten ophæves. Der skal således ved planlægning og budgettering af alle former for bygge- og anlægsarbejder tages højde for udgiften til etablering af erstatningsskov. Dette gælder også, når der eksproprieres til offentlige anlægsarbejder.

Det forudsættes, at der snarest efter lovens vedtagelse udarbejdes en ny bekendtgørelse om erstatningsskov, der som hidtil forudsættes at indeholde bestemmelser om følgende forhold:

Om, at der i visse tilfælde ikke stilles krav om erstatningsskov

Efter den gældende bekendtgørelse kan kravet om erstatningsskov fraviges, hvis de arealer, hvor fredskovspligten ophæves, eller hvor der tillades byggeri mv., er meget små. I bekendtgørelsen er fastsat meget restriktive bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »meget små« arealer.

Det forudsættes også efter forslaget, at der fastsættes bestemmelser om, at der ikke skal fastsættes vilkår om erstatningsskov, når de arealer, der skal erstattes, er meget små. Der lægges dog samtidig op til en mere smidig administration heraf, jf. nedenfor.

Om størrelsen af erstatningsskovsarealet

Ved afvejning af størrelsen af erstatningsskoven tages bl.a. følgende forhold i betragtning:

1. Længden af den periode, der forløber, før et nyt skovareal kan frembyde et tilsvarende skovklima.

2. De mulige skader, som rydning af arealet vil kunne medføre for en eventuel tilbageværende skovbevoksning, hvis fredskovspligten kun ophæves på en del af arealet.

3. De flersidige værdier, som går tabt ved for tidlig afdrift.

Den erstatningsskov, der kræves som vilkår for ændret anvendelse af et fredskovspligtigt areal eller ophævelse af fredskovspligt, vil som følge af disse betragtninger normalt være større end det oprindelige areal.

Ophævelse af fredskovspligt på lange smalle arealer, fx ved vejanlæg eller –udvidelser og andre »strækningsanlæg«, er særlig kritisk i relation til påvirkninger af den tilbageværende skovbevoksning. Dette vil afspejle sig ved udmåling af erstatningsskovens størrelse. Ligeledes vil kravene til etablering af erstatningsskov være skærpede i tilfælde, hvor fredskovspligten undtagelsesvis ophæves på skovarealer af meget høj værdi, fx bynære skove eller skove med et stort naturindhold.

Normalt vil kravet om erstatningsskov ikke kunne overstige den dobbelte størrelse af det areal, hvorpå fredskovspligten ophæves. Dobbelt areal er hidtil kun blevet forlangt, hvis det areal, hvor fredskovspligten ophæves, er træbevokset.

Om sikkerhed for tilplantning

Bestemmelser herom skal som hidtil sikre, at de økonomiske forudsætninger for etablering af erstatningsskov til erstatning for de fredskovspligtige arealer, der opgives, er til stede.

Om betaling for erstatningsskov

Ikke alle skovejere eller anlægsmyndigheder o.lign. ønsker eller har umiddelbar mulighed for at etablere ny skov på egne arealer, hvis de får en forpligtelse til at etablere erstatningsskov. Der bør i sådanne tilfælde – i overensstemmelse med hidtidig praksis - være mulighed for, at vedkommende kan betale sig ud af forpligtelsen, enten ved at betale for tilplantning af puljearealer, jf. nedenfor, eller ved at betale for tilplantning af offentlige eller private arealer, som samtidig bliver fredskov.

Betalingen for erstatningsskov på offentlige arealer vil tage udgangspunkt i de faktiske omkostninger. For at undgå unødig administration anvendes dog i praksis nogle standardsatser for hhv. løv- og nåleskov - alt efter, hvilke vilkår der stilles i forbindelse med tilladelsen.

Om etablering af puljeskov

Tankegangen bag vilkåret om erstatningsskov er, at der skal etableres et nyt fredskovspligtigt areal i stedet for det areal, som overgår til anden anvendelse, eller hvor fredskovspligten ophæves. Arealer, der allerede er fredskovspligtige, kan derfor ikke bruges som erstatningsskov.

Det forudsættes dog, som efter den gældende bekendtgørelse, at det skal være muligt at etablere »puljeskov«. Puljeskov er et areal med fredskovspligt, som i en periode kan anvendes til at modsvare krav om erstatningsskov. Afgørelsen om at anvende arealet til puljeskov træffes samtidig med, at der træffes beslutning om fredskovspligt efter forslagets § 4.

Det forudsættes som hidtil, at der ikke vil blive givet tilladelse til at anvende et areal til puljeskov, hvis beslutningen om fredskovspligt på arealet træffes som følge af et vilkår i et tilsagn om tilskud til etableringen af skov på arealet. Derudover forudsættes der ikke at være begrænsninger i muligheden for at få tilladelse til at anvende arealer, der bliver fredskovspligtige efter § 4, til puljeskov. Alle, som etablerer fredskov uden tilskud, får dermed mulighed for efter ansøgning at anvende arealet som puljeskov.

Som hidtil vil der normalt blive stillet vilkår om, at tilladelsen til at anvende et areal puljeskov begrænses til 10 år. Afgørelsen om fredskovspligt efter § 4 er dog bindende for hele arealet, uanset om det i løbet af 10 års perioden anvendes som erstatningsskov eller ej.

Det forudsættes, at der fremover stilles vilkår om, at der tinglyses en deklaration på ejendommen om tilladelsen til at anvende det fredskovspligtige areal som puljeareal. Når der herefter gives tilladelse til at anvende en del af puljearealet som erstatningsskov, vil der samtidig blive stillet vilkår om, at deklarationen får påtegning herom. Dette vil sikre, at der til enhver tid er overblik over, om et fredskovspligtigt areal eller dele heraf er puljeskov, og at skovlovsmyndigheden ikke belastes af administration af ordningen.

Det forudsættes med forslaget, at muligheden for at etablere puljeskov gælder både for offentlige myndigheder og private ejere.

Det forudsættes dog samtidig, at der ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen tages højde for de erfaringer med erstatningsskov, som er opnået, siden bekendtgørelsen trådte i kraft, og at der lægges op til en smidigere administration, end der er mulighed for med den gældende bekendtgørelse. Den gældende bekendtgørelse er således uhyre restriktiv, og der kan opstå situationer, hvor det synes urimeligt, at det efter bekendtgørelsen ikke er muligt at fravige kravet om erstatningsskov eller kravene til erstatningsskovens størrelse. Det gælder fx i følgende situationer:

– Efter bekendtgørelsen er det ikke muligt at fravige vilkåret om erstatningsskov i andre tilfælde, end når der er tale om et meget lille areal. Det er snævert defineret, hvad der forstås ved et »meget lille areal«, og størrelsen er forskellig afhængigt af årsagen til, at der skal opfyldes vilkår om erstatningsskov. Der bør imidlertid også være mulighed for helt at fravige kravet om erstatningsskov, fx i tilfælde hvor der gives tilladelse til en midlertidig foranstaltning på et areal, der er relativt nyetableret med skov, og som retableres med skov, når den midlertidige foranstaltning ophører. Eller i tilfælde, hvor fredskovspligten ophæves på arealer, der ikke er træbevoksede, og som heller ikke er egnede til træbevoksning. Det kan fx være arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og som ligger i tilknytning til skov uden dog at være en integreret del af skoven.

– Efter bekendtgørelsen skal erstatningsarealet som udgangspunkt være mindst 110 pct. af det areal, der skal erstattes, stigende til 200 pct. i nærmere bestemte tilfælde. Imidlertid kan det i nogle tilfælde, hvor kravet om erstatningsskov i sig selv er rimeligt, dog være urimeligt at kræve 110 pct. erstatningsskov. Fx bør der i forbindelse med en større råstofgravning, hvor arealerne løbende inddrages til gravning og efterbehandles, kunne tages højde for, at arealerne løbende retableres med skov, når der udmåles erstatningsskov. Der bør i sådanne tilfælde være mulighed for at stille krav om erstatningsskov på et væsentligt mindre areal end 110 pct.

Ad stk. 1

Bestemmelsen er ny. Det følger imidlertid af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at tilladelser kan betinges ved fastsættelse af vilkår. Bestemmelsen om, at vilkår er bindende for andre indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse rettigheder er stiftet, svarer til de lignende bestemmelser herom i naturbeskyttelsesloven og planloven. Vilkår i forbindelse med tilladelser har således 1. prioritetsstilling i forhold til senere erhververe af ejendommen.

Vilkår tinglyses for at gøre senere erhververe opmærksomme på forholdet. Bestemmelsen har kun betydning for vilkår af varig karakter. Dette vil oplagt være tilfældet, hvis der stilles vilkår om genindtræden af fredskovspligten, jf. stk. 1. Eller det kan dreje sig om tilladelser, der er givet under forudsætning af en bestemt brug. Det kan også dreje sig om vilkår, som stilles på et tidspunkt, hvor der forudses et ejerskifte, inden vilkåret er opfyldt.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 18 a.

Efter forslaget er aftaler, som indgås efter § 18 og §§ 25 og 26, bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen. De kan derfor tinglyses, jf. stk. 3, servitutstiftende forud for al pantegæld.

Bestemmelsen svarer i den henseende til naturbeskyttelseslovens § 55, stk. 3. Aftalens fortrinsstilling sikrer bl.a., at servitutten (aftalen) ikke kan slettes ved en eventuel tvangsauktion. Selv om der undertiden i forbindelse med en sådan tinglysning af en driftsaftale vil være tale om en forringelse af den pantsatte ejendoms salgsværdi, skønnes bestemmelsen ikke at udløse et krav om høring af panthavere, idet aftalen alene tinglyses servitutstiftende. Det forudsættes dog, at panthaverne i overensstemmelse med god forvaltningsskik orienteres om tinglysningen af aftalen, og at panthaver i den forbindelse opfordres til inden for en nærmere fastsat frist, fx 4 uger, at komme med bemærkninger til aftalen, herunder til evt. at gøre krav gældende overfor pantsætter (lodsejeren) om at få kompensationen eller dele heraf udbetalt i prioritetsorden.

Afgørelser efter §§ 19 - 21 har i sig selv bindende virkning på tilsvarende måde som fredninger. Der er derfor ikke behov for at lade bestemmelsen i stk. 2 omfatte disse afgørelser.

Ad stk. 3

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 18 a.

Efter forslaget kan aftaler, som indgås efter § 18 og §§ 25 og 26, samt afgørelser, der træffes efter §§ 19 - 21, tinglyses på ejendommen. Det sikres derved dels, at kommende erhververe af ejendommen vil være bekendt med aftalen eller afgørelsen og de heri indeholdte betingelser, dels at afgørelser kan tinglyses på ejendommen uden ejerens medvirken.

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 7, stk. 3, andet punktum, § 8, stk. 4, og § 9, stk. 4, samt lensafløsningslovens § 5, stk. 7, sidste punktum. Efter disse bestemmelser skal miljøministeren drage omsorg for, at fredskovspligt og ændringer heraf noteres i matriklen. Bestemmelsen omfatter også ændringer af fredskovspligten i henhold til forslagets § 72 om, at egekrat er fredskovspligtige.

Afgørelser om, at arealer er fredskovspligtige, og om ophævelse af fredskovspligt er bindende for anvendelsen af arealet, uanset om afgørelsen er noteret i matriklen. Notering i matriklen har samme retsvirkning som tinglysning, nemlig en oplysning til aftaleerhververe og kreditorer om arealets status med hensyn til fredskovspligt.

I praksis sker noteringen ved, at Skov- og Naturstyrelsen giver Kort- og Matrikelstyrelsen meddelelse om afgørelser om konstatering, pålæggelse og ophævelse af fredskovspligt. Kort- og Matrikelstyrelsen indfører oplysningerne i matrikelregisteret og det digitale matrikelkort og videregiver oplysningerne til tinglysningskontorerne. De er herefter umiddelbart tilgængelige på ejendommens tingbogsblad, samme sted som de øvrige oplysninger, der har betydning for potentielle aftaleerhververe og kreditorer.

Ad stk. 2

Bestemmelsen er ny, og indebærer en teknisk tilføjelse til reglerne om registrering i matriklen. I bestemmelsen beskrives proceduren for notering i tingbogen af de oplysninger, der registreres i matriklen. Matrikelmyndigheden videregiver således oplysninger om fredskovspligt og ændringer heraf til tinglysningskontorerne, som noterer dem i tingbogen. Selv om der ikke sker en egentlig tinglysning, vil oplysningerne således alligevel være umiddelbart tilgængelige i tingbogen i form at noteringen. Denne metode skaber et bedre overblik for de berørte lodsejere og eventuelle aftaleerhververe. Samtidig opnås der ved kopi af de digitale matrikelkort betydelige lettelser for myndighederne i deres administration af bestemmelserne.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 28, hvorefter en tilladelse, der er meddelt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter, at den er meddelt.

Efter forslaget gælder der stadig som udgangspunkt en 3 års frist. Men der kan i afgørelsen bestemmes noget andet. Det kan således bestemmes, at der ikke skal gælde nogen frist for bortfald, eller der kan fastsættes en anden frist.

Når der fastsættes en frist for bortfald, betyder det ikke, at længerevarende aktiviteter skal være afsluttet, inden fristen udløber. Aktiviteten skal blot være påbegyndt indenfor 3 års fristen og fortsætte i sædvanligt tempo. Det kan fx være tilfældet i forbindelse med tilladelse til råstofindvinding eller i forbindelse med afgørelser om fredskovspligt, hvor der i afgørelsen er vilkår om, at tilplantningen kan strække sig over mere end 3 år.

Muligheden for at lade en længere frist gælde kan tænkes anvendt, når der udarbejdes en plan for en skov, fx en traditionel driftsplan eller en plan for bæredygtig drift med tilskud efter § 29. I sådanne planer kan der være taget højde for ændringer, man ønsker at foretage i driften over en længere periode på fx 10 eller 15 år. Konsekvenserne for skoven er overskuet og er sat ind i en harmonisk sammenhæng. Sådanne planer bør i sig selv kunne danne grundlag for eventuelle afgørelser, som er nødvendige efter skovloven til gennemførelse af planen, og afgørelserne bør kunne gælde, indtil planen ændres eller udløber. Af hensyn til eventuelle klageberettigede bør de dele af planen, som ligger til grund for tilladelsen, fremgå af afgørelsen efter skovloven.

Muligheden for ikke at fastsætte en frist for bortfald tænkes især anvendt i afgørelser om fredskovspligt på erstatningsskovsarealer, hvor vilkåret om erstatningsskov ville være overflødigt, hvis afgørelsen skal kunne falde bort.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 35, hvorefter miljøministeren kan delegere sine opgaver efter loven til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.

Efter forslaget er bestemmelsen neutral med hensyn til, hvilke myndigheder indenfor ministeriet ministeren kan delegere sin kompetence til. Det er dog stadig hensigten, at Skov- og Naturstyrelsen bemyndiges til at udøve en stor del af de beføjelser, der i forslaget er tillagt ministeren. Der tænkes herved især på beføjelserne til at foretage registreringer, træffe afgørelser efter loven og føre tilsyn med lovens overholdelse, mens ministerens beføjelser til at fastsætte regler traditionelt ikke delegeres. Bestemmelsen er desuden udvidet til også at gælde institutioner udenfor Miljøministeriet.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 22. Efter forslaget er der ikke som i den gældende lovs § 22, stk. 2, en pligt for ministeren til at oplyse nye ejere om skovlovens regler mv.

Pligten til at oplyse nye ejere om skovloven blev indført i loven i 1996 og afløste en bestemmelse om, at nye ejere skulle give meddelelse til myndighederne om ejerskiftet. Oprindelig var myndighedernes behov for at blive bekendt med ejerskifte og at komme i kontakt med nye ejere især begrundet i, at fredskovspligten derved kunne blive noteret i tingbogen. Nu er fredskovsnoteringen gennemført, og tilbage står behovet for at komme i kontakt med nye ejere af hensyn til at vejlede og informere om skovloven regler. Selv om det ikke er indlysende, at man netop ved at kontakte nye ejere får den bedste ressourceudnyttelse eller den største effekt af information og formidling, bør det dog stadig være én blandt flere muligheder i tilrettelæggelsen af en fornuftig informationsindsats. Hjemmelen for ministeren til at indhente de oplysninger fra offentlige registre, som gør det muligt at få kendskab til nye ejere, bibeholdes derfor i forslaget.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny og giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager. En lignende bemyndigelse findes også i anden lovgivning på natur- og miljøområdet. Bestemmelsen tænkes anvendt i forbindelse med klagesagsbehandling i den hensigt at afskære de mindre betydende klagesager. Det forudsættes, at klagegebyret tilbagebetales i de tilfælde, hvor klagen imødekommes.

Ad nr. 2)

Formålet med bestemmelsen er at fremme og lette mulighederne for, at borgere, virksomheder og myndigheder kan kommunikere digitalt. Ved lov nr. 215 af 22. april 2002 blev der indsat en bestemmelse i forvaltningsloven (§ 32 a), som bemyndiger vedkommende minister til at fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning, og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Bemyndigelsen i forvaltningslovens § 32 a omfatter ikke kommunikation mellem borgerne indbyrdes eller kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne. § 70 a giver bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af digital kommunikation mv., også for så vidt angår kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne mv. Det er ikke hensigten, at den foreslåede bestemmelse skal anvendes i situationer, der dækkes af forvaltningslovens § 32 a.

Med bemyndigelsen for ministeren til at fastsætte nærmere regler kan der løbende tages højde for den teknologiske udvikling. Bemyndigelsen forventes f.eks. anvendt i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt en bestemmelse hindrer digital kommunikation. I sådanne tilfælde vil ministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation. Bemyndigelsen er endvidere relevant i tilfælde, hvor ministeren ønsker at fastsætte nærmere vilkår for den digitale kommunikation, herunder f.eks. fastsættelse af krav om anvendelse af bestemte formater mv.

Bemyndigelsen indeholder mulighed for at fastsætte regler om, at digital kommunikation kan anvendes. Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke anvendelsen af digital kommunikation i det omfang dette efter gældende ret er berettiget. Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, fx ved at fastsætte at kommunikationen alene kan ske ved brug af digital kommunikation. Det forudsættes, at de almindelige krav om samtykke ved digital kommunikation iagttages. Som udgangspunkt er der en ret til at kommunikere digitalt, men ikke en pligt til at kommunikere på denne måde.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 21 om, at miljøministeren kan fastsætte regler om mærkning af skovprodukter, som er bæredygtigt eller økologisk produceret.

I forslaget er der tilføjet en hjemmel for ministeren til også at mærke lovligt produceret træ. Internationalt har der således i de seneste år været en stigende erkendelse af behovet for i visse lande og regioner at bekæmpe ulovlig hugst af skov og dermed relateret handel. Danmark bidrager aktivt til dette arbejde og har tiltrådt flere multilaterale aftaler herom. Kommissionen fremlagde i maj 2003 en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig skovhugst. Heri indgår overvejelser om at indføre fælles regler om adgangen til at importere træ fra lande uden for EU til lande i EU. Efter handlingsplanen baseres reguleringen på bilaterale aftaler, som gør import af træ til lande i EU betinget af, at træet er mærket som »lovligt produceret« efter nærmere fastlagte kriterier. På baggrund af den internationale udvikling kan der derfor blive behov for regler, som sikrer, at skovprodukter kan markedsføres i Danmark som »lovligt produceret«.

Den gældende bestemmelse blev indføjet i loven ved ændringen i 1996. Det skete på baggrund af de daværende internationale drøftelser af spørgsmålet om mærkningsordninger, hvor man forudså, at der kunne blive behov for, at myndighederne fastsætter nationale betingelser for mærkning for bæredygtig skovdrift. Certificering for bæredygtig skovdrift er imidlertid i Danmark såvel som i en række andre lande hidtil udviklet som private ordninger, uden at hjemlen til at fastlægge regler for mærkningen har været udnyttet. For tiden er der én ordning med danske standarder for certificering af skovdrift. Yderligere en ordning er under udvikling. Erfaringerne med certificering af skov i Danmark er endnu begrænsede. Dels er kun et meget begrænset skovareal endnu certificeret, dels er størsteparten heraf først certificeret i foråret 2003 eller senere. Regeringen arbejder for at fremme koordinering og evt. gensidig anerkendelse af ordningerne, ligesom man arbejder for en samlet EU-indsats for at undgå konkurrenceforvridning baseret på forskellige miljøstandarder for skovene. Der kan derfor på et tidspunkt vise sig behov for at udnytte hjemlen til at fastsætte regler for mærkningen, selvom der ikke umiddelbart er planer derom.

Ved udnyttelse af hjemlen vil der kunne fastsættes regler om mærkning og certificering af

– lovligt producerede skovbrugsprodukter,

– bæredygtigt producerede skovbrugsprodukter, herunder økologiske, og

– skovbrugsprodukter, der af andre årsager er miljømæssigt at foretrække.

Skovbrugsprodukter omfatter også juletræer og pyntegrønt.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 38 b. Den svarer desuden i sit indhold til naturbeskyttelseslovens § 71, stk. 1, 2 og 3.

Stk. 1 og 2 giver ministeren hjemmel til at ratificere eventuelle konventioner eller lignende internationale aftaler, som i fremtiden måtte blive indgået på skovområdet, og til at fastsætte regler til opfyldelse heraf.

Stk. 3 giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler, som supplerer forordninger fra EU. Forordninger gælder umiddelbart i medlemslandene. De må derfor ikke omsættes til dansk ret. Der kan dog være behov for at fastsætte supplerende regler om anvendelsen af bestemmelserne. Som eksempler, der er relevante i relation til skovloven, kan nævnes forordningen om landdistriktsprogrammet og kontrolforordningen, jf. bemærkningerne til kapitel 8. I begge tilfælde kan der være behov for, at ministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan forordningernes bestemmelser skal finde anvendelse i Danmark.

Det bemærkes i øvrigt, at EF-retsakter på skovområdet vil blive gennemført administrativt, hvis der er hjemmel hertil i lovgivningen, og ellers vil blive gennemført ved den fornødne lovgivning.

Bestemmelsen afløser den gældende lovs §§ 41 og 42, hvorefter miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg. De gældende bestemmelser har detaljerede regler om, hvem der skal være medlemmer, hvor længe deres udnævnelse varer og om rådets opgaver.

Efter forslaget er det som i den gældende lov et krav, at ministeren nedsætter et råd. Som noget nyt vil ministeren udpege en ekstern formand. Hensigten er desuden, at rådet får medlemmer fra alle relevante myndigheder, foreninger og organisationer, og at det får lignende opgaver, som det nuværende Skovråd har haft.

I forslaget er reglerne om rådet væsentligt forenklede i forhold til de gældende bestemmelser. Det er således kun angivet i hovedtræk, hvem der skal være medlemmer, og hvilke opgaver rådet skal have. Det giver en større fleksibilitet for ministeren til at tage højde for ønsker om ændringer i rådets sammensætning og opgaver.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at ministeren kan nedsætte andre råd eller udvalg med lignende opgaver eller sammensætning.

Ad stk. 1

I denne bestemmelse fastlægges Skovrådets opgaver. Nr. 1 og 2 dækker i store træk de opgaver, som rådet har haft hidtil. Dog er bestemmelsen om, at rådet efter anmodning afgiver udtalelser til Naturklagenævnet til brug for afgørelser i sager, der efter loven er påklaget til nævnet, udgået. Naturklagenævnet har således ikke, så længe bestemmelsen har eksisteret, anmodet rådet om den form for udtalelser.

Nr. 3 er ny. Da lovforslaget lægger op til store lempelser i kravene til driften, synes det at være en oplagt opgave for rådet at følge udviklingen i skovene og lovens administration. Rådet kan på den måde være med til at rådgive miljøministeren, hvis de lempede regler mod forventning skulle påvirke skovene i uheldig retning.

Ad stk. 2

Det har flere gange være drøftet i rådet, om medlemskredsen skulle udvides med andre interesseorganisationer. Da der ikke foreskrives en bestemt medlemskreds i loven, kan sammensætningen af medlemmer bedre tilpasses de behov, der viser sig. Det forventes dog, at de myndigheder, organisationer og foreninger, der i dag er med i rådet, også vil være det fremover.

Til Kapitel 8

Tilsyn, besigtigelse og påbud mv.

Bestemmelserne i dette kapitel svarer i indhold til bestemmelserne i den gældende lovs kapitel 6. Der er dog sket en sproglig modernisering, som gør, at alle bestemmelserne har fået ny ordlyd. Der er ikke hermed tilsigtet en realitetsændring i forhold til gældende ret.

De gældende bestemmelser om det almindelige tilsyn udspringer for de flestes vedkommende af de principper, der lå til grund for lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (håndhævelsesloven). Denne lov havde til hensigt at sikre, at miljø- og planlægningslovgivningen, herunder skovloven, blev overholdt. Den skulle desuden beskrive og forbedre myndighedernes retshåndhævelsesmidler. De tilsynsbestemmelser, som ikke udspringer af håndhævelsesloven, stammer fra den hidtidige skovlovgivning.

De gældende bestemmelser om tilsyn og kontrol med tilskud (§§ 34 - 34 b) er i overensstemmelse med anbefalingerne i Finansministeriets rapport fra maj 1996 om Forvaltning af tilskud. Bestemmelserne i den gældende lovs §§ 34 - 34 b (forslagets §§ 56 - 59) svarer i øvrigt til lignende bestemmelser om håndhævelse af tilskud i anden af ministeriets tilskudslovgivning.

I forslaget er de særlige regler om tilsyn med tilskud (§§ 56 - 59) i højere grad end efter den gældende lov formuleret som et supplement til de almindelige regler om tilsyn. Når der gælder strengere regler for tilsynet, og miljøministeren har mere vidtgående kompetence, bl.a. adgang til ejendommens lokaler, når det drejer sig om tilskud, skyldes det dels, at det står ejeren frit for, om han vil søge om tilskud, dels at det er store summer, staten udbetaler i tilskud til enkelte skovejere. Endelig skyldes det, at EU også har en række normer for tilsyn, når tilskud medfinansieres af EU. Der bør derfor være et effektivt tilsyn med udbetalte tilskud.

Skovlovens bestemmelser om tilsyn med tilskud suppleres af følgende forordninger, som bl.a. indeholder regler om udelukkelse fra tilskud:

– EU's forordning om landdistriktsprogammet: Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).

– EU's kontrolforordning: Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92.

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 27. I overensstemmelse med håndhævelseslovens principper lovfæster den myndighedernes pligt til at føre tilsyn og henlægger tilsynet til en bestemt myndighed.

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 38 om adgang til ejendomme uden retskendelse. Efter den gældende bestemmelse er der kun adgang med henblik på kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt efter loven. Der er således ikke uden retskendelse adgang med henblik på overvågning, kortlægning eller registrering. Det skyldes bl.a., at den overvågning og registrering, der blev foretaget, da den gældende lov blev vedtaget, var af en karakter, så det ikke var nødvendigt med adgang til ejendommene.

Med de overvågningsprogrammer, som Danmark er internationalt forpligtet til at følge i dag, er der imidlertid behov for at sikre myndighederne adgang til ejendommene også med henblik på overvågning. Det er ligeledes nødvendigt at sikre adgang med henblik på den kortlægning og registrering af skovnaturtyper mv., som skal ske efter § 15 og § 25.

Forslaget til ny bestemmelse indeholder de samme elementer som de tilsvarende regler i naturbeskyttelsesloven og råstofloven. Disse er igen formuleret i overensstemmelse med anbefalingerne i betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen. Bestemmelsen i stk. 1 giver kun adgang til arealer. Om særlige adgangsregler for kontrol af udbetalte tilskud henvises til stk. 2 og § 56 .

Hvis der før gennemførelse af en besigtigelse er mistanke om et strafbart forhold, kan der ikke besigtiges uden retskendelse. Spørgsmålet om adgang skal i så fald behandles af domstolene efter retsplejelovens regler om ransagning. Dette kan fx komme på tale, hvis der er mistanke om svig med nationale eller EU tilskudsmidler.

Retten til at besigtige omfatter også adgang til at udtage prøver af fx vand- og jordbundsforhold og fra træerne, når det kan ske uden skade for træerne eller gene for ejeren.

Det forudsættes, at der som hidtil så vidt muligt på forhånd skal gives besked om besigtigelsen.

Ad stk. 2.

Efter denne bestemmelse kan miljøministeren også få adgang til bygninger, når tilsynet drejer sig om tilskud efter forslagets kapitel 5. Bestemmelsen er ny, men svarer til lignende bestemmelser i anden lovgivning, hvor ministeren skal have adgang til bygninger.

Adgangen til bygninger er nødvendig for at kontrollere, om betingelserne for at få tilskud er opfyldt. Adgang til bygningerne er således bl.a. nødvendigt for at kunne udøve beføjelsen til at gøre sig bekendt med en bedrifts eller virksomheds skriftlige materiale, jf. § 56. Hvis der ikke var adgang til bygninger efter loven, ville adgang til bygninger med henblik på kontrol i stedet blive et vilkår for tilsagn om tilskud, jf. nedenfor om Produktudviklingsordningen. Endelig er det i visse tilfælde nødvendigt af hensyn til EU's kontrolregler at kunne få adgang til bygninger og dokumenter. Adgangen omfatter bygninger, som helt eller delvis udnyttes erhvervsmæssigt. Tilsyn sker dog ofte på ejendomme, hvor det ikke er muligt at skelne mellem private lokaler og bedrifts- eller virksomhedslokaler. Der kan derfor være tilfælde, hvor tilsynet også har adgang til den private bolig.

Efter den gældende lovs § 38 er der kun adgang til ejendomme, hvorpå der er skov eller fredskovspligtig grund. Ministeren har derfor ikke umiddelbart adgang til at føre tilsyn med virksomheder, som har fået tilskud efter Produktudviklingsordningen, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, men som ikke ejer skov eller fredskov. Hidtil har det derfor været formuleret som et vilkår for tilskud efter denne tilskudsordning, at tilsynsmyndigheden har adgang til ejendommen med henblik på at føre tilsyn. Med bestemmelsen i stk. 2 får ministeren imidlertid hjemmel til umiddelbart også at føre tilsyn med virksomheder, der får tilskud efter Produktudviklingsordningen.

Ad stk. 3

Også personer, som miljøministeren bemyndiger hertil, har adgang efter stk. 1 og 2 uden retskendelse. Traditionelt er det kun myndigheder, der udfører tilsyn med, om loven er overholdt. Men til overvågning kan det ikke udelukkes, at besigtigelsen vil ske med hjælp fra eksterne konsulenter. Det er altid et krav, at den, der besigtiger, kan dokumentere sin bemyndigelse.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at fx repræsentanter for Kommissionen og EU’s revisionsret kan medvirke ved tilsyn i forbindelse med udbetalte tilskud. Det vil dog kun ske i følge med de danske tilsynsmyndigheder. Det er også kun de danske myndigheder, der kan træffe beslutninger efter loven.

Bestemmelsen giver endelig mulighed for, at tilsynsmyndigheden i særlige tilfælde kan inddrage personer med særlig fagkundskab i tilsynet.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 30. Denne bestemmelse kom ind i loven i 1989. Den sikrer myndighederne adgang til de oplysninger om ejendommen, som er relevante og nødvendige for at kunne foretage en tilstrækkelig vurdering af, om loven er overholdt.

Bestemmelsen er i forslaget er udvidet til også at gælde for virksomheder, som modtager tilskud efter § 31, stk. 1, jf. bemærkningerne ovenfor til § 49.

Bestemmelsen tænkes særlig anvendt i forbindelse med tilsyn med, om vilkår for udbetaling af tilskud er overholdt. Det er således et krav fra EU, at ejeren kan afkræves oplysninger om bl.a. regnskaber, når EU yder medfinansiering. Der er ikke med bestemmelsen hjemmel til at kræve, at virksomhedens regnskaber mv. skal have en bestemt form.

Der er tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som myndighederne kommer i besiddelse af gennem tilsyn, jf. forvaltningslovens regler om tavshedspligt og straffelovens regler om straf for at bryde tavshedspligten.

Bestemmelsen begrænses desuden af det almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a. kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6. Er der konkret mistanke om, at en ejer eller bruger har begået en strafbar handling, kan det ikke kræves, at de medvirker yderligere til at skaffe oplysninger om eller undersøge det forhold, der er omfattet af mistanke. I så fald må sagen overlades til politiets efterforskning.

Bestemmelsen i stk. 2 om at yde hjælp og vejledning for tilsynet stod i den gældende lovs § 34, stk. 2. Det er imidlertid i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, at borgerne i almindelighed har pligt til at yde vejledning og hjælp til myndighederne, når disse udnytter deres beføjelser efter loven. I lighed med anden lovgivning, jf. fx naturbeskyttelsesloven § 76, stk. 3, er bestemmelsen derfor i forslaget udvidet til at gælde alle former for tilsyn og til også at gælde for ansatte i den pågældende virksomhed. Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at tilsynet får et hensigtsmæssigt forløb, der er til mindst mulig gene for ejeren eller brugeren.

Ad stk. 1

Bestemmelsen er ny, idet den gældende lov ikke indeholder en regel om, at miljøministeren har pligt til at foranledige, at overtrædelser af loven eller regler fastsat efter loven lovliggøres. Det er i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, at der findes en sådan udtrykkelig bestemmelse om ministerens pligt til at søge lovliggørelse af overtrædelser, der ikke er af ganske underordnet betydning. En tilsvarende bestemmelse findes i en lang række andre miljø- og planlægningslove. Bestemmelsen indebærer ikke et krav om, at ministeren under alle omstændigheder giver et påbud om at lovliggøre forholdet efter stk. 2 eller stk. 3. Det vil således ofte være tilstrækkeligt, at tilsynsmyndigheden først søger at få bragt en overtrædelse i orden ved hjælp af vejledning eller evt. en henstilling til ejeren eller brugeren om at bringe forholdet i orden. Dette gælder dog kun, hvis der ikke er akut fare for, at der sker en uoprettelig skade. Eventuelt kan der ske en retlig lovliggørelse, ved at der efterfølgende gives en dispensation, hvis betingelserne for dispensation er til stede.

Ad stk. 2

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 31, stk. 1, hvorefter ministeren kan give påbud om, at en overtrædelse skal lovliggøres. I forslaget er det tilføjet, at der kan fastsættes en frist for at opfylde påbuddet. Det afhænger af overtrædelsen, hvilken frist der i så fald bør sættes. Der bør desuden tages hensyn til den konkrete ejers eller brugers mulighed for at opfylde påbuddet inden for den frist, som sættes.

Ad stk. 3

Bestemmelsen har samme indhold som gældende lovs § 31, stk. 2, om, at ministeren kan anvise, hvordan et påbud, der vedrører driften af skoven, skal udføres.

Bestemmelsens indhold er således ikke ændret, men et påbud vil ikke fremover kunne medføre så vidtgående anvisninger som i dag. Det skyldes, at forslagets krav til, hvordan skoven dyrkes, er væsentligt reducerede. Det er dog stadig relevant at kunne gribe ind i situationer, hvor den del af et fredskovspligtigt areal, som skal være bevokset med træer, vanrøgtes, ikke gentilplantes efter afdrift eller afdrives før hugstmodenhed. Vurderingen af, om sådanne omstændigheder er til stede, beror primært på en skovbrugsfaglig vurdering. Der skal i vurderingen bl.a. tages højde for, om der for nylig har været betydelige stormfald eller tørkeskader, om der er udtalte nabogener, eller om forseelsen er af begrænset rækkevidde.

Et påbud kan i givet fald fx indeholde anvisninger om,

– at arealet skal forberedes til plantning, tilplantes eller indhegnes, alt sammen efter nærmere angivne metoder og med nærmere angivne materialer

– at kulturerne skal efterbedres og plejes ved hjælp af nærmere angivne metoder og materialer

– at bevoksningen skal plejes på en nærmere angiven måde.

Der kan fastsættes såvel en tidsfølge som en tidsfrist for gennemførelse af anvisningerne i påbuddet.

Ad stk. 4

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 31, stk. 3. Den giver, i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, hjemmel til, at ministeren kan lade et påbud tinglyse. Pligten til at lovliggøre en overtrædelse af loven er knyttet til ejendommen og påhviler derfor den til enhver tid værende ejer af ejendommen, jf. også § 55. En evt. ny ejer bliver gennem tinglysningen advaret om det ulovlige forhold og den pligt, han i givet fald har til at lovliggøre det. Tinglysningen er kun af oplysende karakter. Den er således ikke en betingelse for gyldigheden af det meddelte påbud.

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 32. Den bestemmer i stk. 1 i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, at en ejer eller bruger ved dom kan pålægges at lovliggøre en overtrædelse under tvang af fortløbende bøder. Hvis dette ikke har effekt, kan miljøministeren efter stk. 2 foretage det fornødne for den forpligtedes regning.

Bestemmelsen anvendes i dag kun sjældent.

Bestemmelsen er ny. Den svarer indholdsmæssigt til naturbeskyttelsesloven § 74, stk. 4, som blev indarbejdet i naturbeskyttelsesloven i 1984 i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper.

Efter de gældende regler og efter forslagets § 52 kan miljøministeren foretage fysisk lovliggørelse for den forpligtedes regning, når der foreligger en dom, der ikke efterkommes rettidigt, og når tvangsbøder ikke kan antages at give noget resultat. I enkelte situationer kan et ulovligt forhold imidlertid udgøre en sådan fare for, at der sker uoprettelig skade på et område eller dyr eller planter, der er beskyttet efter loven, at en hurtig indgriben er nødvendig. Ministeren ville antagelig allerede efter almindelige retsgrundsætninger kunne gribe ind uden at afvente en dom. I overensstemmelse med praksis på andre lovområder foreslås denne adgang dog lovfæstet. Det sker bl.a., fordi loven nu også kommer til at indeholde bestemmelser om beskyttelse af skovnaturtyper og arter i internationale naturbeskyttelsesområder, jf. kapitel 4.

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 33. Den giver, i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, regler for, at der kan gives dom for, hvad miljøministeren kan gøre, hvis undladelse af at opfylde et påbud er af særlig alvorlig karakter. I så fald kan ministeren i et bestemt tidsrum enten udpege de træer, der må fældes, eller drive skoven for ejerens regning.

Der er efter skovloven fra 1935 i adskillige tilfælde givet dom for, at skoven kan tages under offentlig administration. I de fleste af disse tilfælde valgte ejeren dog selv at bringe skoven i lovlig stand, hvorefter der alligevel ikke var behov for at tage skoven under offentlig administration.

Bestemmelsen anvendes i dag kun yderst sjældent.

Bestemmelsen er sprogligt moderniseret, men har samme indhold som den gældende lovs § 29 og lovfæster i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper ejerens og brugerens pligt til at berigtige ulovlige forhold på ejendommen.

Ad stk. 1

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny, men svarer til lignende bestemmelser i anden lovgivning, hvor miljøministeren skal have adgang til dokumenter mv.

Bestemmelsen supplerer forslagets § 49, og udvider ministerens beføjelser efter § 49 til også at gøre sig bekendt med bedriftens eller virksomhedens skriftlige materiale, herunder også materiale, der opbevares i digital form. Det har altid været antaget, at også materiale af digital form kan efterses af tilsynsmyndigheden. Omtalen af materiale i digital form medtages derfor kun for at præcisere dette.

Adgangsretten efter denne bestemmelse gælder også for personer, som ministeren bemyndiger til at udføre tilsynet efter § 49, stk. 2.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 2, og sikrer miljøministeren mulighed for at få udleveret eventuelt skriftligt materiale.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 3. Den sikrer, at ministeren kan indhente alle relevante oplysninger om tilskudsmodtagerens økonomi hos især skatte- og afgiftsmyndigheder.

Retten til at gøre sig bekendt med materiale efter nr.1, til at få materialet udleveret efter nr. 2 og til at indhente oplysninger hos myndighederne efter nr. 3 gælder kun om forhold, der vedrører tilskud, og foranstaltninger, som der er udbetalt tilskud til.

Ad stk. 2

Bestemmelsen er sprogligt moderniseret, men har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 5. Den forpligter tilskudsmodtageren til at underrette ministeren, hvis vilkårene for at modtage tilskud ikke længere opfyldes. Denne pligt gælder i hele perioden, fra tilsagnet er givet, til tilskudssagen er afsluttet. Opfyldes vilkårene ikke, skal ministeren have mulighed for at undersøge, om tilskuddet helt eller delvis skal bortfalde, så midlerne kan tildeles andre ansøgere.

Bestemmelsen har det samme indhold som den gældende lovs § 34 a. Der er tale om standardmæssige bestemmelser om tilsyn med tilskud.

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34 b. Der er dog foretaget de nødvendige konsekvensrettelser som følge af, at det ikke længere er Hypotekbanken, men Skatteministeriet, der inddriver statens tilgodehavender.

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 1, § 34 a, stk. 3, og § 34 b, stk. 3 og 4. Den samler bemyndigelserne for, miljøministeren til at fastsætte forskellige regler, der alle har med tilsyn med tilskud at gøre, i én bestemmelse.

Til Kapitel 9

Klage og søgsmål

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev Naturklagenævnet klagemyndighed for afgørelser truffet efter skovloven. I forslaget er bestemmelserne herom ikke ændret væsentligt. Det forudsættes således fortsat, at miljøministeren vil delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter loven i første instans til Skov- og Naturstyrelsen, jf. § 43.

Som følge af, at visse af lensafløsningslovens bestemmelser om majoratsskov overføres til skovloven, er denne lovs klagebestemmelser også indarbejdet i forslaget. Efter de gældende bestemmelser kan afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet og om udstykning påklages til ministeren. De kan påklages af den, som afgørelsen retter sig imod, og den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen. Bestemmelserne om klagefrist, udnyttelse af tilladelsen inden klagefristens udløb og opsættende virkning, hvis der klages, svarer helt til skovlovens bestemmelser. Der synes ikke i dag at være grund til, at afgørelser vedrørende majoratsskov ikke skal kunne påklages til Naturklagenævnet ligesom øvrige afgørelser for fredskovspligtige arealer. Efter forslaget kan der derfor klages til Naturklagenævnet over afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39, stk. 1 - 3. Den beskriver, hvilke afgørelser efter loven, der kan påklages til Naturklagenævnet, og de nærmere regler for nævnets behandling af klagerne. Bestemmelsen erstatter desuden § 5 b i den gældende lensafløsningslov.

Efter forslaget kan der klages til Naturklagenævnet over afgørelser

– om, at arealer bliver fredskovspligtige, jf. § 4,

– om ophævelse af fredskovspligt, jf. § 6,

– om ophævelse af majoratsbåndet, jf. § 7, stk. 2,

– om, at der i de første 10 år efter ejerskifte kun må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven på nærmere angivne vilkår, jf. § 13,

– om fastsættelse af de målsætninger for naturtyper og levesteder, som er nødvendige for at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus, og de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningerne, i Natura 2000-skovplaner, jf. § 15, stk. 2,

– om vurdering af virkningen af anmeldte aktiviteter på et område, jf. § 17, stk. 3,

– om dispensation fra forbuddene i kapitel 3 om anvendelse af fredskovspligtige arealer og kapitel 4 om beskyttelse af fredskovspligtige arealer, jf. § 38, og

– om påbud, jf. § 51, stk. 2 og 3.

Klage over afgørelser efter § 24 om erstatning følger bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven, jf. § 24, stk. 3. De afgørelser, der herefter ikke kan påklages til Naturklagenævnet, er: Afgørelser om tilskud, jf. forslagets § 29, stk. 1, § 31, stk. 1, og afgørelser om at justere grænser for fredskovspligtige arealer efter § 37.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39, stk. 4, som giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, herunder om, at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren. Ministeren har udnyttet hjemlen til i alle tilfælde at fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, ikke kan indbringes for ministeren.

I forslagets stk. 1 slås det fast, at ministeren kan fastsætte regler, som afskærer klageadgang til ministeren i de tilfælde, hvor ministeren har delegeret sin kompetence til at træffe afgørelser. En sådan mulighed for at klage til ministeren antages normalt at være til stede, når der sker delegation af kompetence, medmindre klageadgangen afskæres.

Forslagets stk. 2 er ny og giver ministeren hjemmel til at fastsætter regler om klage i bekendtgørelser, der udstedes efter loven, herunder om, at de afgørelser, der træffes efter bekendtgørelsen, ikke skal kunne påklages. En lignende hjemmel findes også i anden lovgivning på natur- og miljøområdet. Ministeren har således mulighed for at bestemme, at sådanne afgørelser skal kunne påklages til Naturklagenævnet. Det forventes, at ministeren i de fleste tilfælde vil bestemme, at afgørelser, der træffes efter bekendtgørelser, ikke skal kunne påklages til Naturklagenævnet eller anden administrativ myndighed.

Dog forudsættes det, at der i de regler, som skal udarbejdes om Natura 2000-skovplaner efter § 16, jf. § 14, stk. 1, vil blive fastsat regler om, at spørgsmålet om planernes tilvejebringelse kan påklages til Naturklagenævnet.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39 a og bestemmer, hvem der er klageberettigede. Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 om ændring af visse miljølove (Implementering af Århuskonventionen mv.). Efter den gældende bestemmelse er følgende klageberettigede:

– Den, som afgørelsen retter sig imod.

– Den, som i øvrigt har en væsentlig, individuel interesse i sagen.

– Visse foreninger og organisationer kan klage over afgørelser om pålæggelse af fredskovspligt, ophævelse af fredskovspligt og dispensation til byggeri, anlæg og terrænændringer.

Afgørelserne kan som hidtil påklages af adressaten for afgørelsen og enhver, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen. I de tilfælde, hvor adressaten ikke er ejeren af ejendommen, antages denne at have væsentlig, individuel interesse i sagen.

Klageadgangen for foreninger og organisationer videreføres uændret. Dog er der tillagt visse foreninger og organisationer klageadgang for så vidt angår afgørelserne efter kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper og arter.

De bestemmelser, der herefter ikke kan påklages af foreninger og organisationer, der efter deres formål har interesse i en sag, er afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet, jf. § 7, stk. 2, om dispensation vedrørende driften af de enkelte fredskovspligtige arealer, jf. §§ 8 - 10, om dispensation til udstykning, jf. § 12, om dispensation fra bestemmelserne om bevaring af egekrat, ydre skovbryn og småbiotoper, jf. §§ 26 - 28, om justering af grænserne for fredskovspligt, jf. § 37, og om påbud, jf. § 51, stk. 2.

De øvrige bestemmelser i forslagets § 62 er i overensstemmelse med den gældende lovs § 39 a og i øvrigt med lignende bestemmelser om klage i ministeriets øvrige lovgivning.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 40, der indeholder de nærmere regler for hvilke forhold, der skal iagttages, når der er klaget over en afgørelse.

I stk. 1 fastsættes klagefristen som hidtil til 4 uger.

Stk. 2 er en ny bestemmelse, som slår fast, at klage skal indgives skriftligt til den myndighed, som har truffet afgørelsen, og som derefter sender klagen videre til Naturklagenævnet med sine bemærkninger til klagen. Dette er den almindelige procedure for indsendelse af klage til Naturklagenævnet også efter anden lovgivning. Kravet om skriftlighed udelukker ikke, at klage kan indsendes digitalt.

Efter stk. 3 må en afgørelse ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Efter stk. 4 har en klage over en tilladelse opsættende virkning, dvs. at den ikke må udnyttes, før klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet. For afgørelser om, at et areal bliver fredskovspligtigt efter § 4, indebærer bestemmelserne i forslagets stk. 3, at fredskovspligten ikke vil blive noteret i matriklen, før klagefristen er udløbet. Hvis der klages, indebærer stk. 4, at fredskovspligten ikke vil blive noteret, før Naturklagenævnet har truffet afgørelse eller bestemt andet. Selve tilplantningen kræver imidlertid ikke tilladelse, idet skov efter landbrugsloven er en landbrugsafgrøde. Arealet kan derfor tilplantes med skov, uanset om der er klaget over afgørelsen om fredskovspligt, jf. bemærkningerne til § 4.

Stk. 5 og 7 omfatter efter forslaget både afgørelser efter §§ 19 - 21 og påbud efter § 51, stk. 2. Der skelnes mellem afgørelser/påbud om at iværksætte foranstaltninger og afgørelser/påbud om at ophøre med eller undlade foranstaltninger. Bestemmelserne om, at klage har henholdsvis opsættende virkning og ikke opsættende virkning, indebærer, at ejeren ikke sættes i unødig udgift som følge af påbuddet, før udfaldet af klagesagen er kendt.

Stk. 6 er ny. Den bestemmer, at klage over en afgørelse efter §§ 19 - 21 i visse tilfælde ikke har opsættende virkning, dvs. at ejeren skal foretage det påbudte, selv om han har klaget. Det skal han, hvis der er fare for ødelæggelse eller væsentlig forringelse af en beskyttet naturtype eller for forstyrrelser, der indebærer betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. Bestemmelsen er nødvendig for at kunne varetage de hensyn, som skal varetages med afgørelser efter §§ 19 - 21.

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 40 a og sikrer, at adgangen til at efterprøve afgørelser ved domstolene forældes efter et halvt år.

Til Kapitel 10

Straf og konfiskation

Bestemmelserne i dette kapitel erstatter den gældende lovs §§ 43 og 44.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 43 om straf.

Det anses således stadig for nødvendigt for at sikre opfyldelsen af lovens formål og efterlevelse af de enkelte bestemmelser, at overtrædelser kan sanktioneres med straf.

I forhold til de gældende bestemmelser er der tilføjet bestemmelser om straf for afgørelser efter kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper mv.

Som noget nyt er der desuden tilføjet bestemmelser om, at straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år under skærpede omstændigheder. Da der med forslaget indarbejdes regler om beskyttelse af naturtyper og arter, bør strafferammen omfatte fængsel, svarende til anden lignende lovgivning, som har til hensigt at beskytte natur eller miljø, fx jagt- og vildtforvaltningsloven, miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

Hertil kommer, at loven gennemfører fællesskabsret. Efter EF-traktaten er det et krav, at medlemsstaterne om nødvendigt for at håndhæve fællesskabsretten skal vedtage sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Det skønnes således ikke at have tilstrækkeligt afskrækkende virkning, hvis der selv ved alvorlige overtrædelser kun kan straffes med bøde.

Skærpede omstændigheder foreligger, når overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt, og når den desuden enten har voldt skade på de interesser, loven tilsigter at beskytte, eller den pågældende har opnået eller tilsigtet personlig vinding for sig selv eller andre. Bestemmelsen vil især kunne få betydning ved bevidst ulovlig adfærd, som har betydet alvorlig beskadigelse eller alvorlig risiko for beskadigelse af beskyttede levesteder eller naturtyper eller af anden værdifuld natur. Den kan endvidere få betydning ved bevidst grov eller gentagen svindel med tilskudsmidler.

Forældelsesfristen på 5 år i den gældende lovs § 43, stk. 3, (forslagets 63, stk. 4,) er en fravigelse fra den almindelige regel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, om 2 års forældelsesfrist. Den særlige forældelsesfrist blev indført i skovloven i 1967 i forbindelse med forskellige ændringer af både straffelovens og speciallovgivningens regler om forældelse mm. Begrundelsen for den er, at mange overtrædelser af skovloven først kommer til skovlovsmyndighedernes kendskab mere end 2 år efter, at de er begået. Forældelsesfristen på 5 år gælder også for strafansvar for overtrædelse af regler, der er fastsat i medfør af loven.

5 års fristen gælder for samtlige de overtrædelser, der er beskrevet i stk. 1 og 3.

I visse tilfælde kan der blive tale om konfiskation efter straffelovens §§ 75 - 77 a.

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 44, men indebærer ingen realitetsændringer.

Til Kapitel 11

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Det forventes, at loven kan træde i kraft den 1. oktober 2004.

I medfør af denne bestemmelse ophæves den gældende skovlov. Endvidere ophæves de bestemmelser i lensafløsningsloven, der ikke længere er aktuelle som følge af forslaget om, at de relevante dele af denne lov overføres til skovloven.

Ad nr. 1), 3) og 4)

Det foreslås med denne bestemmelse, at regionplanlægningen, kommuneplaner og lokalplaner ikke må stride mod en Natura 2000-skovplan. Det svarer i princippet til det gældende rammesystem, hvor regionplanlægningen ikke må stride mod landsplandirektiver, og kommuneplaner og lokalplaner ikke må stride mod landsplandirektiver og regionplanlægningen.

Det er et retligt spørgsmål, om en region-, kommune- eller lokalplan er i strid med Natura 2000-skovplanen. Det kan fx være et spørgsmål, om et areal ved planen udlægges til en anvendelse, som er i strid med bestemmelser i Natura 2000-skovplanen. Sådanne retlige spørgsmål kan påklages til Naturklagenævnet.

Ad nr. 2)

Natura 2000-skovplanen bliver en bindende forudsætning for regionplanlægningen og anden planlægning på samme måde som fx en fredning.

For kommunerne, andre myndigheder og borgerne er det imidlertid hensigtsmæssigt, at de relevante bestemmelser for arealanvendelsen i Natura 2000-skovplanen er tilgængelige sammen med regionplanens retningslinier, fordi begge regelsæt kan komme i anvendelse ved planlægningen af en konkret arealanvendelse.

Det foreslås derfor, at redegørelsen for regionplanen skal indeholde oplysning om de bestemmelser i Natura 2000-skovplanen, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for regionplanens geografiske område. Regionplanredegørelsen skal i forvejen indeholde en redegørelse for planens forudsætninger. Den foreslåede fremhævelse af Natura 2000-skovplanen skal derfor understrege, at redegørelsen skal indeholde oplysning om disse planer. De relevante oplysninger vil - ligesom andre arealrelevante oplysninger i regionplanen - kunne gives som en tekst i redegørelsen suppleret med kortbilag.

Bestemmelsen skal skabe kontinuitet i administrationen, indtil de gældende bekendtgørelser ændres.

Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførelse af den gældende lovs § 46. Den sikrer kontinuitet i retstilstanden i tiden efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer som hidtil, at bygninger og anlæg fra før 1935-lovens ikrafttræden er lovlige, selv om de var opført uden egentlig tilladelse. Bestemmelsen omfatter også fredskovspligtige lystskove og dyrehaver, der eksisterede ved 1935-lovens ikrafttræden .

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at deklarationer, der er oprettet i medfør af 1935-lovens § 4, stk. 2, og den gældende lovs § 18, stk. 2, opretholdes. Miljøministeren kan dog bestemme, at deklarationen aflyses, fx hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med en fredning efter naturbeskyttelsesloven.

Bestemmelsen skal sikre, at tilsagn om tilskud, der er givet efter tidligere gældende regler, men hvor tilsagnet endnu ikke er udløbet, kan færdigbehandles efter de regler, hvorefter tilsagnet er givet.

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 8. Efter den gældende lov er egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, fredskovspligtige. Ved den landsdækkende fredskovskonstatering, der blev afsluttet i 1998, er der derfor principielt truffet afgørelse efter den gældende lovs § 7 om fredskovspligt for alle egekrat, der eksisterede på dette tidspunkt. I forbindelse med gennemgangen af egekrat med henblik på registrering af bevaringsværdige egekrat i henhold til den gældende lovs § 16, stk. 8, har det imidlertid vist sig, at ikke alle egekrat er blevet noteret som fredskovspligtige efter den landsdækkende fredskovsnotering. Det må formodes, at også andre arealer, som burde være noteret som fredskovspligtige, ikke er blevet det. I så fald bliver de efter forslaget fremover kun fredskovspligtige, hvis ejeren ansøger herom. Da egekrat imidlertid har stor naturmæssig værdi, er det af stor betydning, at de alle noteres som fredskovspligtige. I forslaget bevares derfor bestemmelsen om, at egekrat er fredskovspligtige og af miljøministeren noteres som sådan i matriklen.

Bestemmelsen ophører med at have betydning, når registreringen af bevaringsværdige egekrat er afsluttet indenfor en kortere årrække. De egekrat, som er noteret som fredskovspligtige i matriklen efter ministerens bestemmelse, vil fremover være omfattet af fredskovspligt efter forslagets § 3, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 47.