Skovloven § 61

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39, stk. 4, som giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, herunder om, at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren. Ministeren har udnyttet hjemlen til i alle tilfælde at fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, ikke kan indbringes for ministeren.

I forslagets stk. 1 slås det fast, at ministeren kan fastsætte regler, som afskærer klageadgang til ministeren i de tilfælde, hvor ministeren har delegeret sin kompetence til at træffe afgørelser. En sådan mulighed for at klage til ministeren antages normalt at være til stede, når der sker delegation af kompetence, medmindre klageadgangen afskæres.

Forslagets stk. 2 er ny og giver ministeren hjemmel til at fastsætter regler om klage i bekendtgørelser, der udstedes efter loven, herunder om, at de afgørelser, der træffes efter bekendtgørelsen, ikke skal kunne påklages. En lignende hjemmel findes også i anden lovgivning på natur- og miljøområdet. Ministeren har således mulighed for at bestemme, at sådanne afgørelser skal kunne påklages til Naturklagenævnet. Det forventes, at ministeren i de fleste tilfælde vil bestemme, at afgørelser, der træffes efter bekendtgørelser, ikke skal kunne påklages til Naturklagenævnet eller anden administrativ myndighed.

Dog forudsættes det, at der i de regler, som skal udarbejdes om Natura 2000-skovplaner efter § 16, jf. § 14, stk. 1, vil blive fastsat regler om, at spørgsmålet om planernes tilvejebringelse kan påklages til Naturklagenævnet.