Skovloven § 45

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny og giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager. En lignende bemyndigelse findes også i anden lovgivning på natur- og miljøområdet. Bestemmelsen tænkes anvendt i forbindelse med klagesagsbehandling i den hensigt at afskære de mindre betydende klagesager. Det forudsættes, at klagegebyret tilbagebetales i de tilfælde, hvor klagen imødekommes.

Ad nr. 2)

Formålet med bestemmelsen er at fremme og lette mulighederne for, at borgere, virksomheder og myndigheder kan kommunikere digitalt. Ved lov nr. 215 af 22. april 2002 blev der indsat en bestemmelse i forvaltningsloven (§ 32 a), som bemyndiger vedkommende minister til at fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning, og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Bemyndigelsen i forvaltningslovens § 32 a omfatter ikke kommunikation mellem borgerne indbyrdes eller kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne. § 70 a giver bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af digital kommunikation mv., også for så vidt angår kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne mv. Det er ikke hensigten, at den foreslåede bestemmelse skal anvendes i situationer, der dækkes af forvaltningslovens § 32 a.

Med bemyndigelsen for ministeren til at fastsætte nærmere regler kan der løbende tages højde for den teknologiske udvikling. Bemyndigelsen forventes f.eks. anvendt i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt en bestemmelse hindrer digital kommunikation. I sådanne tilfælde vil ministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation. Bemyndigelsen er endvidere relevant i tilfælde, hvor ministeren ønsker at fastsætte nærmere vilkår for den digitale kommunikation, herunder f.eks. fastsættelse af krav om anvendelse af bestemte formater mv.

Bemyndigelsen indeholder mulighed for at fastsætte regler om, at digital kommunikation kan anvendes. Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke anvendelsen af digital kommunikation i det omfang dette efter gældende ret er berettiget. Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, fx ved at fastsætte at kommunikationen alene kan ske ved brug af digital kommunikation. Det forudsættes, at de almindelige krav om samtykke ved digital kommunikation iagttages. Som udgangspunkt er der en ret til at kommunikere digitalt, men ikke en pligt til at kommunikere på denne måde.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 21 om, at miljøministeren kan fastsætte regler om mærkning af skovprodukter, som er bæredygtigt eller økologisk produceret.

I forslaget er der tilføjet en hjemmel for ministeren til også at mærke lovligt produceret træ. Internationalt har der således i de seneste år været en stigende erkendelse af behovet for i visse lande og regioner at bekæmpe ulovlig hugst af skov og dermed relateret handel. Danmark bidrager aktivt til dette arbejde og har tiltrådt flere multilaterale aftaler herom. Kommissionen fremlagde i maj 2003 en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig skovhugst. Heri indgår overvejelser om at indføre fælles regler om adgangen til at importere træ fra lande uden for EU til lande i EU. Efter handlingsplanen baseres reguleringen på bilaterale aftaler, som gør import af træ til lande i EU betinget af, at træet er mærket som »lovligt produceret« efter nærmere fastlagte kriterier. På baggrund af den internationale udvikling kan der derfor blive behov for regler, som sikrer, at skovprodukter kan markedsføres i Danmark som »lovligt produceret«.

Den gældende bestemmelse blev indføjet i loven ved ændringen i 1996. Det skete på baggrund af de daværende internationale drøftelser af spørgsmålet om mærkningsordninger, hvor man forudså, at der kunne blive behov for, at myndighederne fastsætter nationale betingelser for mærkning for bæredygtig skovdrift. Certificering for bæredygtig skovdrift er imidlertid i Danmark såvel som i en række andre lande hidtil udviklet som private ordninger, uden at hjemlen til at fastlægge regler for mærkningen har været udnyttet. For tiden er der én ordning med danske standarder for certificering af skovdrift. Yderligere en ordning er under udvikling. Erfaringerne med certificering af skov i Danmark er endnu begrænsede. Dels er kun et meget begrænset skovareal endnu certificeret, dels er størsteparten heraf først certificeret i foråret 2003 eller senere. Regeringen arbejder for at fremme koordinering og evt. gensidig anerkendelse af ordningerne, ligesom man arbejder for en samlet EU-indsats for at undgå konkurrenceforvridning baseret på forskellige miljøstandarder for skovene. Der kan derfor på et tidspunkt vise sig behov for at udnytte hjemlen til at fastsætte regler for mærkningen, selvom der ikke umiddelbart er planer derom.

Ved udnyttelse af hjemlen vil der kunne fastsættes regler om mærkning og certificering af

– lovligt producerede skovbrugsprodukter,

– bæredygtigt producerede skovbrugsprodukter, herunder økologiske, og

– skovbrugsprodukter, der af andre årsager er miljømæssigt at foretrække.

Skovbrugsprodukter omfatter også juletræer og pyntegrønt.