LBK nr 690 af 26/05/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skovloven § 26
Bevaringsværdige egekrat skal bevares som egekrat. Miljøministeren skal registrere bevaringsværdige egekrat og kan på grundlag heraf indgå aftaler med ejerne om at sikre deres bevaring.
Forarbejder til Skovloven § 26
RetsinformationAd stk. 1
Bestemmelsen om, at egekrat skal bevares, er indholdsmæssigt uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 8. I forslaget er det dog præciseret, at bevaringen kun gælder for bevaringsværdige egekrat. Ud af 4.865 ha egekrat er ca. 140 ha ikke bevaringsværdige. Under den gennemgang og registrering, som hidtil er gennemført efter den gældende lov, er det især små egekrat (under 5 ha), der er vurderet som ikke bevaringsværdige. Begrundelsen for vurderingen er oftest, at der er tale om så stor indblanding af uønskede træarter, at bevoksningen ikke kan genskabes som egekrat med en rimelig indsats. Ikke bevaringsværdige egekrat vil fortsat være omfattet af fredskovspligt. Egekrat, der ikke er blevet noteret som fredskovspligtige i forbindelsen med fredskovskonstateringen efter den gældende lov, vil således blive noteret som fredskovspligtige efter forslagets § 72, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse, og vil blive noteret som sådanne i matriklen i henhold til § 41.
Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland.
Den registrering, der er gennemført efter den gældende lov, blev afsluttet i 1998. Den omfatter ca. 4.725 ha bevaringsværdige egekrat.
Efter forslaget forudsættes det, som efter den gældende lov, at registreringen skal danne grundlag for indgåelse af konkrete aftaler med ejerne om sikring af egekrattene. I forbindelse med registreringen af de bevaringsværdige egekrat blev det opgjort, at 2.560 ha privatejede, bevaringsværdige egekrat ikke var sikret. For 1.427 ha af disse egekrat er der pr. 1. december 2003 indgået og tinglyst evigtvarende aftaler om sikring. Skovejerne har fået udbetalt kompensation for indgåelse af aftalerne. Det forventes, at aftaler om sikring af de resterende bevaringsværdige egekrat er indgået med udgangen af 2004.
En aftale om egekrat er en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter planlovens § 42.
Efter lovforslagets § 29, stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til pleje af egekrat.