Skovloven § 24

For det tab, som en ejer kan godtgøre som følge af afgørelser efter § 17 eller §§ 19 - 21, kan der ydes erstatning efter reglerne i naturbeskyttelseslovens § 39. Efter forslaget afgøres spørgsmål om eventuel erstatning som følge af et foreløbigt pålæg efter §§ 20 - 21 dog først, når der indgås en aftale efter § 18 eller træffes en endelig afgørelse efter § 19. Erstatning fastsættes som en engangserstatning for nedgang i handelsværdien som følge af indgrebet.

De krav, som stilles efter § 19, vil ikke altid have karakter af ekspropriation i grundlovens forstand, men ud fra en billighedsbetragtning vil indgreb efter § 19, der forårsager tab, altid udløse erstatning. Tilsvarende er tilfældet for krav stillet efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a til opfyldelse af indsatsplaner i forbindelse med drikkevandsbeskyttelsen.

Vurderingen af betydningen af de konkrete krav og af størrelsen af det økonomiske tab som følge heraf kan være vanskelig, idet en række parametre vil indgå heri. Der vil forekomme tilfælde, hvor det konkrete krav til driften kun indebærer en ubetydelig merudgift eller besvær ved driften, men som det vil være rimeligt at kompensere. Det foreslås derfor, at konkret fastsatte krav efter en billighedsbetragtning altid udløser erstatning for dokumenterede tab på samme måde, som det er tilfældet efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a.

Ligesom i sager om ekspropriation til naturgenopretning efter naturbeskyttelseslovens § 60 og erstatning for fredninger, kan afgørelse om erstatningsfastsættelsen påklages til Naturklagenævnet og Taksationskommissionen.