LBK nr 690 af 26/05/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skovloven § 4
Miljøministeren kan efter ansøgning beslutte, at et areal, der er egnet til bæredygtig skovdrift, bliver fredskovspligtigt.
Forarbejder til Skovloven § 4
RetsinformationBestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 1, om pålæggelse af fredskovspligt.
I forslaget er bestemmelsen om, at tilladelse til fredskovspligt i områder, der i en regionplan er udpeget som områder, hvor skovtilplantning er uønsket, kun kan gives efter opfyldelse af planlægningslovens regler, udgået. Det skyldes, at den kun har karakter af oplysning. Der er derfor ikke ændret på det forhold, at der skal udarbejdes regionplanretningslinier med miljøkonsekvensvurdering (VVM redegørelse) efter reglerne herom i planloven, før der kan ske skovrejsning og træffes afgørelse om fredskovspligt på arealer over en vis størrelse i områder, hvor skovrejsning efter regionplanen er uønsket. Dette gælder således som hovedregel for nyplantning af mere end 30 ha skov.
Ved afgørelsen af, om et skovbevokset areal eller et areal, der ønskes tilplantet med skov, kan blive fredskovspligtigt, skal det som hidtil undersøges, om der er anden lovgivning, planlægning, vejbyggelinier, servitutter eller lignende regulering, som er til hinder herfor. For så vidt angår lovgivning tænkes navnlig på naturbeskyttelseslovens regler om beskyttede naturtyper og beskyttelseslinier. For så vidt angår planlægning tænkes navnlig på regionplanernes udpegning af »positiv-« og »negativområder« for skovrejsning. Det skal endvidere vurderes, om arealet med tiden kan leve op til bestemmelserne i kap. 3.
Efter landbrugsloven er der – bortset fra de områder, der i regionplanerne er udpeget som områder, hvor skovrejsning er uønsket – fri adgang til at plante skov på arealer, der er landbrugspligtige. Et landbrugspligtigt areal, som tilplantes med skov, kan blive fredskovspligtigt efter § 4, hvis tilplantningen opfylder skovlovens krav, og vil i så fald være omfattet af både landbrugspligt og fredskovspligt. Efter den gældende landbrugslov kan landbrugspligten dog ophæves på skov på 35 ha eller derover, som er fredskovspligtig (35 ha reglen).
Når der er truffet afgørelse om fredskovspligt på et areal, påhviler det miljøministeren at lade arealets status som fredskov notere i matriklen, jf. § 41.