Skovloven § 42

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 28, hvorefter en tilladelse, der er meddelt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter, at den er meddelt.

Efter forslaget gælder der stadig som udgangspunkt en 3 års frist. Men der kan i afgørelsen bestemmes noget andet. Det kan således bestemmes, at der ikke skal gælde nogen frist for bortfald, eller der kan fastsættes en anden frist.

Når der fastsættes en frist for bortfald, betyder det ikke, at længerevarende aktiviteter skal være afsluttet, inden fristen udløber. Aktiviteten skal blot være påbegyndt indenfor 3 års fristen og fortsætte i sædvanligt tempo. Det kan fx være tilfældet i forbindelse med tilladelse til råstofindvinding eller i forbindelse med afgørelser om fredskovspligt, hvor der i afgørelsen er vilkår om, at tilplantningen kan strække sig over mere end 3 år.

Muligheden for at lade en længere frist gælde kan tænkes anvendt, når der udarbejdes en plan for en skov, fx en traditionel driftsplan eller en plan for bæredygtig drift med tilskud efter § 29. I sådanne planer kan der være taget højde for ændringer, man ønsker at foretage i driften over en længere periode på fx 10 eller 15 år. Konsekvenserne for skoven er overskuet og er sat ind i en harmonisk sammenhæng. Sådanne planer bør i sig selv kunne danne grundlag for eventuelle afgørelser, som er nødvendige efter skovloven til gennemførelse af planen, og afgørelserne bør kunne gælde, indtil planen ændres eller udløber. Af hensyn til eventuelle klageberettigede bør de dele af planen, som ligger til grund for tilladelsen, fremgå af afgørelsen efter skovloven.

Muligheden for ikke at fastsætte en frist for bortfald tænkes især anvendt i afgørelser om fredskovspligt på erstatningsskovsarealer, hvor vilkåret om erstatningsskov ville være overflødigt, hvis afgørelsen skal kunne falde bort.