Skovloven § 17

Med forslagets § 17 skabes der grundlag for at supplere den gældende implementering af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, som stiller krav om forudgående konsekvensvurdering af visse planer og projekter i det åbne land.

I dag skal de fleste konkrete aktiviteter vurderes for deres virkninger på arter og naturtyper i de internationale naturbeskyttelsesområder, inden de kan igangsættes, jf. bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Det gælder bl.a. aktiviteter, der kan ændre naturtilstanden på en række naturtyper (naturbeskyttelseslovens § 3) eller kræver en landzonetilladelse.

Efter artikel 6, stk. 3, skal alle projekter og planer, der væsentligt kan påvirke de internationale naturbeskyttelsesområder under hensyntagen til bevaringsmålsætningen for området, underkastes en konsekvensvurdering. Det forudsættes, at lovbestemte planer, der kan have betydning for arealanvendelsen, er eller vil blive omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.

Begrebet »projekter« er ikke nærmere defineret i habitatdirektivet, og det kan være vanskeligt at definere en præcis grænse mellem projekter, der forudsætter konsekvensvurdering efter artikel 6, stk. 3, og igangværende aktiviteter, der forudsætter iværksættelse af foranstaltninger for at undgå forstyrrelser eller forringelser efter artikel 6.2. Fx vil visse former for almindelig skovbrugsmæssig drift, som i dag ikke kræver forudgående tilladelse, formentlig falde ind under direktivets projektbegreb (eksempelvis træartskifte fra hjemmehørende træarter til juletræer og pyntegrønt, der kræver anvendelse af hyppig gødskning mv.), mens andre former for skovbrugsmæssig drift (eksempelvis gradvis intensivering af ekstensivt drevne bevoksninger af hjemmehørende træarter) vil være igangværende aktiviteter, der - hvis de forringer eller forstyrrer i områderne - skal gøres op med på grundlag af artikel 6, stk. 2.

Efter forslaget præciseres nærmere i bilag 1 en række aktiviteter, som konkret vurderes at kunne falde ind under begrebet »projekter«, og som efter gældende lovgivning kan iværksættes uden forudgående tilladelse mv., men som efter direktivet skal kunne gøres til genstand for en konsekvensvurdering. Baggrunden for udvælgelse af de konkrete aktiviteter er, at netop de vurderes at kunne medføre væsentlig påvirkning af arter eller naturtyper.

Kravet om anmeldelse gælder kun for aktiviteter, som påbegyndes efter lovens ikrafttræden. Miljøministeren vil dog kunne give ejeren et pålæg om at ophøre med aktiviteten efter §§ 20 og 21, hvis betingelserne i disse bestemmelser er opfyldt.

Kravet om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, omfatter projekter, der kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde, og er ikke begrænset til projekter indenfor området. Gennemførelsen af artikel 6, stk. 3, i Danmark skal imidlertid ses i sammenhæng med udpegningen af internationale naturbeskyttelsesområder.

De internationale naturbeskyttelsesområder omfatter således i mange tilfælde flere arealer end dem, der skal beskyttes efter direktiverne. Det skyldes bl.a., at afgrænsningen af områderne følger erkendbare træk i landskabet (veje, levende hegn mv.), eller at arealerne er medtaget ud fra hensynet til anden hensigtsmæssig arrondering af området (fredningsgrænser el. lign.). De konkrete, beskyttelsesværdige lokaliteter vil således ofte være omkranset af arealer, der ikke rummer beskyttede arter eller naturtyper, og som f.eks. indgår i almindelig skovbrugsdrift, men som er inkluderet i det internationale naturbeskyttelsesområde.

Aktiviteter, som i dag ikke kræver forudgående tilladelse mv., og som væsentligt kan virke ind på lokaliteter med beskyttede arter og naturtyper, vurderes således i mange tilfælde at foregå inden for grænserne af det internationale naturbeskyttelsesområde. Hvis der tilvejebringes mulighed for at konsekvensvurdere sådanne aktiviteter inden for det internationale naturbeskyttelsesområde, vil det oftest være dækkende for det krav, der fremgår af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

Hvad angår de samme aktiviteter, som foregår uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, og som eventuelt kan påvirke ind i områderne, er det uhyre vanskeligt at definere en erkendbar grænse for, hvornår aktiviteten dermed eventuelt vil blive omfattet af kravet om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. F.eks. er det ikke muligt på forhånd præcist at fastlægge, i hvilken afstand fra det internationale naturbeskyttelsesområde ændret gødningsanvendelse bør omfattes af anmeldeordningen. Det gør det uhyre vanskeligt at håndhæve kravet om anmeldelse, og en upræcis bestemmelse giver problemer i relation til de berørte lodsejeres retssikkerhed.

Sammenholdt med de ovennævnte betragtninger om dels afgrænsning af områderne, dels væsentligheden af påvirkningen fra ændrede aktiviteter inden for områderne, foreslås det derfor at begrænse bestemmelsen til at stille krav om anmeldelse af de i bilaget nævnte aktiviteter inden for de internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en nærmere konsekvensvurdering.

Efter forslaget er det kun de aktiviteter (projekter) i et beskyttelsesområde, der i dag ikke kræver forudgående tilladelse el.lign., som skal anmeldes til miljøministeren. De aktiviteter, der hermed er undtaget fra bestemmelsen, omfatter bl.a. alle de aktiviteter, der er opregnet i § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder og dermed i forvejen er omfattet af kravet om konsekvensvurdering.

Endvidere skal aktiviteter, hvis konsekvenser allerede er konkret vurderet i Natura 2000-skovplanen, heller ikke anmeldes til miljøministeren før iværksættelse. Miljøministeriet vil tilstræbe, at der i planerne i videst muligt omfang foretages en konsekvensvurdering af de ændringer af den egentlige skovdrift, der er opført på bilaget til loven, især af renafdrift af løvskov.

Iværksættelse af aktiviteter uden for beskyttelsesområderne vil blive omfattet af retningslinier i Natura 2000-skovplanen, jf. §§ 18 og 19, eller af muligheder for i særlige tilfælde konkret at gribe ind over for aktiviteter, der måtte forringe eller forstyrre beskyttede arter eller naturtyper, jf. §§ 20 og 21.

Miljøministeren skal inden en frist på 4 uger tage stilling til, om der er behov for nærmere at vurdere, om den anmeldte aktivitet kan igangsættes under hensyntagen til arter og naturtyper. Ministerens afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af aktiviteten og dermed udskyde eventuel iværksættelse af aktiviteten kan påklages til Naturklagenævnet i lighed med andre afgørelser efter loven. Der vil endvidere kunne udbetales erstatning efter § 24 for tab, ejeren lider som følge af afgørelsen.

Retsvirkningen af en afgørelse efter stk. 3 foreslås begrænset til højst 6 måneder med mulighed for forlængelse. Forlængelsen kan fx være begrundet i, at der er behov for yderligere tid til at indgå en aftale efter § 18 eller tilstrækkelig tid til at foretage en revision af Natura 2000-skovplanen. Hvis miljøministeren inden udløbet af den periode vurderer, at aktiviteten ikke kan igangsættes, og lodsejeren fastholder ønsket om at iværksætte den pågældende aktivitet, kan det blive nødvendigt at indgå en aftale efter § 18 eller træffe en afgørelse efter § 19, § 20, stk. 1, eller § 21, stk. 1, som kan indebære en begrænsning i aktiviteten på vilkår eller et egentligt forbud. Dette kan i givet fald forudsætte en forudgående ændring af Natura 2000-skovplanen.

Det foreslås endvidere, at 6 måneders-fristen suspenderes, hvis ministerens afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af den anmeldte aktivitet påklages rettidigt. Fristen begynder i det tilfælde først at løbe, når Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.

Reagerer ministeren ikke indenfor den 4 ugers frist, der er nævnt i stk. 3, kan aktiviteten igangsættes umiddelbart. Hvis aktiviteten imidlertid ikke igangsættes inden 3 år efter, at den er anmeldt, skal den efter stk. 4 anmeldes igen. Ministeren har herefter en ny mulighed for at træffe afgørelse om, at aktiviteten skal vurderes nærmere. Fristen svarer til fristen i forslagets § 42 om bortfald af tilladelser, der ikke udnyttes. Begrundelsen for fristen er den samme i de to bestemmelser, nemlig at forholdene i løbet af den nævnte periode kan være ændret på en måde, så det ikke længere er forsvarligt i forhold til naturbeskyttelsesinteresserne at opretholde den stiltiende accept af, at aktiviteten kan iværksættes.

Det bemærkes, at fortløbende skovbrugsmæssig drift, hvor der ikke sker ændringer i driften, der i sig selv væsentligt kan påvirke området, men hvor en fortsat, vedvarende drift på længere sigt kan påvirke bevaringsstatus negativt, vil blive omfattet af de regler, som er foreslået med § 19, § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1.

Tilsvarende bestemmelser om konsekvensvurdering af visse aktiviteter i relation til beskyttede naturtyper og ikke-fredskovspligtige skove, som er omfattet af Natura 2000-planerne, er foreslået indføjet i naturbeskyttelsesloven.