Skovloven § 19

Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre, at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus i overensstemmelse med bevaringsmålsætningen for området og for de enkelte naturtyper og levesteder, jf. direktivets artikel 2, stk. 2. Til dette formål skal medlemslandene på den ene side træffe foranstaltninger for at undgå forringelser af naturtyper og levesteder for arter og betydelige forstyrrelser af arter, som områderne er udpeget for at beskytte, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. På den anden side skal medlemslandene iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, der kan opfylde arternes og naturtypernes økologiske behov, jf. artikel 6, stk. 1. I fuglebeskyttelsesområderne skal medlemslandene træffe egnede foranstaltninger med henblik på at beskytte områderne, jf. fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4.

Efter forslagets §§ 18 og 19 kan der stilles krav til driften af den enkelte skovnaturtype eller levested i form af aftaler efter § 18 eller afgørelser efter § 19. Sådanne krav vil også kunne stilles for de naturtyper, der er for små til at være omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3, jf. forslagets § 28, og som efter § 14, stk. 3, omfattes af Natura 2000-skovplanen.

Natura 2000-skovplanen vil udgøre det administrative grundlag for den konkrete, aktive forvaltning af de enkelte lokaliteter. Natura 2000-skovplanen vil således fremover blive det primære grundlag for at træffe de nødvendige foranstaltninger efter såvel artikel 6, stk. 2, som artikel 6, stk. 1.

En aktiv forvaltning, der på længere sigt sikrer bevaring og genopretning af den beskyttede naturtype eller levested, foreslås gennemført, hvor det er nødvendigt til opfyldelse af bevaringsmålsætningerne i Natura 2000-skovplanen, ved at fastsætte krav til driften på den enkelte lokalitet. I mange tilfælde vil et krav om foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende kunne sikre en fremtidig bevaring af selve skovnaturtypen efter hugst. Foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende vil ofte også være det driftsøkonomisk mest fordelagtige. I mange tilfælde kan der desuden være behov for yderligere ekstensivering af den gældende drift. Der kan være tale om undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. I særlige tilfælde kan permanent ophør af drift (urørt skov) være nødvendig for at opfylde direktivforpligtelsen, primært på arealer, som i forvejen i en længere periode har haft minimal eller ingen hugst.

Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealer både i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om foryngelsesmetoder, undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter forslagets § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram.

Med forslagets § 18 skabes der hjemmel til, at krav til driften på grundlag af Natura 2000-skovplanen kan aftales med den enkelte ejer eller bruger. Efter forslagets § 19 kan kravene til driften fastsættes ved en afgørelse, hvis en aftale ikke kan indgås på rimelige vilkår eller indenfor rimelig tid, eller hvis en aftale misligholdes. Aftaler og afgørelser kan vedrøre såvel arealanvendelse som andre driftsforhold.

Aftalerne eller afgørelserne vil typisk vedrøre driften af et areal inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, men kan også vedrøre et areal uden for, hvis en regulering af anvendelsen af dette areal er nødvendig for at opfylde bevaringsmålsætningerne for området.

Det forventes, at det med aftaleformen vil være muligt at opnå en betydelig fleksibilitet om driftsmulighederne på den enkelte lokalitet indenfor rammerne af den overordnede bevaringsmålsætning. Eksempelvis kan billearten eremit tilgodeses enten ved at drive en skov som græsningsskov/dyrehave eller ved - gennem hugst - at opretholde lysåbne forhold omkring gamle træer.

Det vurderes, at det vil være muligt at indgå aftaler i de fleste tilfælde. For en del af de internationale naturbeskyttelsesområder er skoven allerede helt eller delvis fredet eller omfattet af skovplejeaftaler til implementering af naturskovsstrategien eller er statsskov med særlig beskyttelse. De udgør et godt grundlag, som efter behov kan suppleres med aftaler.

Hvor habitatdirektivets forpligtelse til at sikre gunstig bevaringsstatus kun kan opfyldes gennem særlige tiltag eller drift på en bestemt lokalitet, og det ikke er muligt at indgå aftale herom, er det nødvendigt for myndighederne at have et redskab til at gennemtvinge den indsats, der er indeholdt i Natura 2000-skovplanen og dermed opfylde direktivforpligtelserne. Dette er formålet med forslagets § 19.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, forudsættes disse at gå forud for den ret, ejeren har efter forslagets §§ 9 og 10 til at udlægge en del af det fredskovspligtige areal til stævningsdrift, skovgræsning, juletræer og pyntegrønt i kort omdrift eller åbne naturarealer.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, vil der samtidig skulle tages stilling til dispensation, hvis en sådan er nødvendig efter skovloven eller anden lovgivning. Det vil fx kræve dispensation fra § 9, nr. 1, hvis mere end 10 pct. af et fredskovspligtigt areal skal drives med stævning eller skovgræsning.

Afgørelser efter § 19 pålægges ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter § 19 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Afgørelsen kan påklages til Naturklagenævnet. Det foreslås, at en klage over en afgørelse skal kunne fratages opsættende virkning, hvis der er fare for ødelæggelse eller væsentlig forringelse af den udpegede lokalitet eller for forstyrrelser, der indebærer betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, jf. § 63, stk. 4.

Aftaler efter § 18 og afgørelser efter §§ 19 - 21 kan tinglyses på ejendommen og skal gælde permanent for fremtidige ejere og brugere, jf. § 40.

Der er hjemmel til, at en aftale kan genforhandles, hvis parterne er enige om det og hvis ændringen ikke strider mod Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger. Miljøministeren kan fx have et behov for genforhandle en aftale, hvis der konstateres en væsentlig forringelse af bevaringsstatus, der nødvendiggør en indsats, eller hvis den allerede aftalte/afgjorte indsats viser sig utilstrækkelig. Også ejeren kan have et ønske om at ændre aftalen, og dette vil efter omstændighederne kunne ske, hvis ændringen ikke er i strid med planens bevaringsmålsætninger.

Der kan ydes tilskud til dækning af tab i forbindelse med aftalerne efter reglerne herom i lovforslagets kapitel 5 . Størrelsen af et tilskud skal beregnes efter samme principper, som finder anvendelse for beregning af erstatning, jf. § 24, for krav, der stilles i en afgørelse efter § 19.

Egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, foreslås uændret beskyttet, og der skal uændret ske en registrering af bevaringsværdige egekrat med henblik på at indgå aftaler med ejerne om at sikre deres bevaring, jf. § 72 og § 26. Hvor der allerede er indgået en tinglyst aftale med ejeren om bevaring af et egekrat, som er beliggende i et habitatområde, forudsættes aftalen videreført. Er der behov for det, vil den blive suppleret med en afgørelse eller en aftale efter §§ 18 og 19. Det forventes dog, at de eksisterende krav til driften i egekratsaftalerne er tilstrækkelige til at sikre gunstig bevaringsstatus.

Afgørelser truffet efter §§ 19 - 21 håndhæves efter de almindelige regler i loven om påbud og straf. Aftaler kan ikke håndhæves med påbud og straf. Der kan dog være knyttet sanktioner til manglende opfyldelse af vilkår for udbetaling af tilskud i forbindelse med aftalen, jf. bestemmelserne herom i kapitel 8 og 10. Hvis det konstateres, at en aftale misligholdes, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 19 om de nødvendige krav til driften.

På de mindst 5.000 ha med skovnaturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder, der tilhører Miljøministeriet, vil der som på de private ejendomme blive fastsat de nødvendige driftskrav. Disse vil fremgå af driftsplanen for den enkelte lokalitet.