Skovloven § 6

Bestemmelsen er en videreførelse af muligheden efter den gældende lovs § 9 for at ophæve fredskovspligten.

I forslaget er bestemmelsen om, at tilladelse til ophævelse af fredskovspligt i områder, der i en regionplan er udpeget som skovrejsningsområder, kun kan gives efter opfyldelse af planlægningslovens regler, udgået. Det skyldes, at den kun har karakter af oplysning. Der er derfor ikke ændret på det forhold, at der skal udarbejdes regionplanretningslinier med miljøkonsekvensvurdering (VVM redegørelse) efter reglerne herom i planloven, før fredskovspligten kan ophæves på arealer over en vis størrelse i skovrejsningsområder. Dette gælder således som hovedregel for rydning af skov, der er ældre end 20 år og større end 30 ha.

Forslaget til stk. 2 skal desuden ses i sammenhæng med bestemmelsen i forslagets § 3, stk. 4. Disse to bestemmelser sikrer tilsammen, at kommunerne kan gennemføre vedtaget planlægning, uanset om kommunale arealer, der omfattes af planen, senere bliver fredskovspligtige som følge af den »automatiske fredskovspligt« efter § 3, stk. 1, nr. 3. Det kræves dog, at planlægningen er vedtaget, inden de arealer, der omfattes af planen, bliver fredskovspligtige. Det kræves også, at arealerne tages i brug til det fastsatte formål indenfor en 20 års frist.

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 9, stk. 1. I forslaget har bestemmelsen om ophævelse af fredskovspligten fået en formulering, som er mere dækkende for den praksis, der er på området.

Den gældende lov indeholder således en bestemmelse om, at fredskovspligten kan ophæves, hvis skoven ikke er egnet til skovdrift. Denne bestemmelse er ikke gentaget i forslaget. Det var forudsat i skovloven fra 1989, at adgangen til at ophæve fredskovspligten på skove, der ikke opfylder nævneværdige formål, skulle styrkes. I praksis er bestemmelsen imidlertid ikke blevet brugt efter sit formål. Da fx biologiske, landskabelige og rekreative forhold efter forslaget fremover ligestilles med produktionsformålet, bliver det endnu vanskeligere at påvise, at et skovareal ikke opfylder skovlovens flersidige formål. I forslaget er muligheden for at ophæve fredskovspligten, hvis skoven ikke er egnet til skovdrift, derfor udgået som en selvstændig bestemmelse. Skulle der komme et ønske om at ophæve fredskovspligten på et areal, som ikke er egnet til skovdrift, og som ikke indgår som en integreret del af en skov, vil disse forhold i sig selv udgøre en sådan særlig omstændighed, at fredskovspligten kan ophæves. Det kan fx være tilfældet for arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I sådanne tilfælde vil der ikke blive krævet erstatningsskov, jf. bemærkningerne til forslagets § 39, stk. 1, nr. 5.

Den gældende lov giver endvidere mulighed for at ophæve fredskovspligten, hvis arealet ønskes anvendt til noget andet. Denne del af den gældende lovs § 9 er videreført i forslaget, men med den tilføjelse, at fredskovspligten kun kan ophæves, hvis særlige grunde taler derfor. I praksis administreres den gældende § 9 da også i overensstemmelse hermed. Der har således udviklet sig følgende restriktive praksis, som er fulgt op af Naturklagenævnet, og hvor der i det væsentlige anlægges de samme synspunkter for tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, som anlægges for tilladelse til byggeri, anlæg og terrænændringer, jf. § 11 og bemærkningerne hertil:

– Som udgangspunkt gives der ikke tilladelse til ophævelse af fredskovspligt på enklaver i skov.

– Der gives desuden kun tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, hvis den ønskede ændrede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov, og hvis andre samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til, at arealet bevares med fredskovspligt.

– Der gives dog i vidt omfang tilladelse til ophævelse af fredskovspligten på bygningsparceller med helårshuse, der er blevet overflødige for driften. Tilladelse gives, hvis parcellen ikke ligger som en enklave i skoven, dvs. hvis den ligger i udkanten af skoven ud til offentlig vej, og hvis der ikke er tale om den sidste driftsbolig i en skov, hvor der efter § 11 vil kunne opføres en ny bolig med henvisning til, at den er nødvendig for driften.

I forslaget forudsættes denne restriktive praksis fastholdt. Det er således den aktivitet, som arealet ønskes anvendt til, der er afgørende for, om fredskovspligten skal vige. Derefter tages stilling til, om det skal ske ved en dispensation fra fredskovspligten efter § 11 eller ved, at fredskovspligten ophæves efter § 6. Hvis der er tale om mindre eller midlertidige foranstaltninger eller foranstaltninger, der vedrører en enklave i skoven, bør der som udgangspunkt gives dispensation efter § 11. Derved bevares fredskovspligten, og der kan stilles vilkår om, at arealet skal retableres efter lovens formål, når dispensationen ikke længere er aktuel. Omvendt bør fredskovspligten ophæves efter § 6, hvis der er tale om foranstaltninger, som indebærer, at arealet ikke mere skal anvendes efter lovens formål. Medmindre der er tale om boligparceller, bør fredskovspligten dog ikke ophæves, hvis det betyder, at arealet herefter bliver frijord.

Når der er truffet afgørelse om ophævelse af fredskovspligt på et areal, sørger ministeren for ajourføring af matriklen, jf. § 41.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 9, stk. 2. Denne bestemmelse blev sammen med bestemmelsen i den gældende lovs § 4, stk. 3, indarbejdet i loven ved lovændringen i 1996, for at lette kommunernes mulighed for at gennemføre allerede planlagt byggeri og anlæg.

I forslaget tydeliggøres det, at ministeren har pligt til at ophæve fredskovspligten, når betingelserne er opfyldt. Det tydeliggøres desuden, at ophævelse af fredskovspligten efter denne bestemmelse sker uden vilkår om erstatningsskov. Endelig præciseres det, at 20 års fristen løber fra det tidspunkt, hvor arealet bliver fredskovspligtigt, dvs. 20 år efter, at skov er erhvervet, etableret eller har indfundet sig på arealet. I øvrigt ændres indholdet af bestemmelsen ikke.

Efter bestemmelsen i stk. 2, skal miljøministeren herefter under visse betingelser, som er opregnet i nr. 1 - 3, ophæve fredskovspligten på et areal, som er blevet fredskovspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 3, uden krav om erstatningsskov. Efter § 3, stk. 1, nr. 3, bliver kommunalt ejet skov automatisk fredskovspligtig på det tidspunkt, hvor kommunen etablerer skov, erhverver skov, der ikke allerede er fredskovspligtig, eller hvor skov indfinder sig på et kommunalt ejet areal.

Betingelserne er,

– at arealet skal være omfattet af en kommuneplan eller et pålæg om vejbyggelinier, som udlægger arealet til andet formål end skov,

– at kommuneplanen eller pålægget om vejbyggelinier skal være vedtaget, inden arealet blev fredskovspligtigt som følge af kommunens erhvervelse eller etableringen af skov, og

– at arealet tages i brug til det fastsatte formål inden 20 år efter, at arealet er blevet fredskovspligtigt.

Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.