Skovloven § 7

De gældende regler om majoratsskove fremgår af lensafløsningslovens § 5, stk. 1 og 3 - 8, og §§ 5 a - c.

Da lensafløsningsloven blev vedtaget i 1919, så man en fordel i at holde majoratsskovene sammen i så store driftsenheder, at de kunne bære en forstlig ledelse. Disse skove udgjorde dengang, som de gør i dag, meget store private skovdistrikter. De består ofte af store sammenhængende skovstrækninger, som kan være fordelt på flere selvstændige ejendomme i udstykningslovens forstand. Den dagældende udstykningslov gav mulighed for at udstykke sådanne arealer i lodder på 50 ha eller derover. I lensafløsningsloven blev det derfor bestemt, at et majorats skovejendom skulle holdes samlet, hvis der var tale om »samlede skovstrækninger«, og at de ikke samlede skovstrækninger kun kunne deles efter bestemte regler. Der var dog ikke tale om en egentlig matrikulær sammenlægning af ejendom i udstykningslovens forstand. Bestemmelserne betød blot, at skovene skulle bevares under samme ejer, medmindre de lovligt kunne deles mellem flere ejere efter lensafløsningslovens regler. Alle majorater blev herefter gennemgået, og deres skovejendom er i dag i almindelighed noteret i matriklen med en særskilt notering, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1, nr. 2.

Ved ændring af lensafløsningsloven i 1991 indførtes bestemmelser, som indebar, at de særlige bestemmelser om majoratsskove med tiden ville kunne ophæves. Miljøministeren fik således kompetence til på egen foranledning at beslutte, at et majorats samlede skovstrækninger skulle sammenlægges matrikulært, så de udgjorde en samlet fast ejendom i udstykningslovens forstand. Herefter skulle lensafløsningslovens særlige regler om deling ikke længere gælde, og ejendommene skulle fremover administreres efter skovlovens bestemmelser. Det var tanken at gennemføre denne matrikulære sammenlægning af majoraternes samlede skovstrækninger på alle majorater. Det har imidlertid i praksis vist sig at være forbundet med en række vanskeligheder. Det kan således normalt ikke lade sig gøre på grund af adkomst- og panteforhold, jf. udstykningslovens § 26 og tinglysningslovens § 21. En sådan samlet gennemgang er derfor ikke blevet gennemført. I stedet er bestemmelserne i praksis blevet brugt til at ophæve majoratsbåndet efter ansøgning.

Målet om, at majoratsbåndet på længere sigt ophæves, og at majoraternes skovejendomme i det hele skal administreres efter skovloven, er videreført i forslaget. Kun de af lensafløsningslovens regler, der stadig er relevante og nødvendige for, at majoratsskov fremover kan administreres i overensstemmelse med skovloven, indgår i forslaget, jf. nedenstående gennemgang af de gældende bestemmelser om skov i lensafløsningsloven.

De bestemmelser i lensafløsningsloven, som giver ministeren kompetence til at dele eller samnotere majoratsskov med bevarelse af majoratsbåndet , er derimod ikke gentaget. De regler om deling af majoratsskov, som afviger væsentligt fra skovlovens udstykningsregler, er heller ikke gentaget.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 1

I § 5, stk. 1, bestemmes, at samlede skovstrækninger, der hører til de nuværende majorater, skal bevares som samlede ejendomme, medmindre miljøministeren tillader andet.

Bestemmelsen er videreført i forslagets § 7, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 3

§ 5, stk. 3, indeholder regler for deling af ikke sammenhængende majoratsskove. Disse kan således frit deles, hvis skovarealet er under 300 ha. Er majoratets samlede skovejendom over 300 ha, kan der kun skilles 20 pct. fra, mens resten af skovejendommen kun kan adskilles i dele på over 600 ha. Miljøministeren kan dispensere fra kravene. Bestemmelsen har til formål at holde de særligt store majorater samlet under samme ejer.

Imidlertid kan ejere af majoratsskov allerede i dag komme uden om disse bestemmelser ved at få majoratsbåndet ophævet efter lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8. Der synes derfor ikke at være behov for at bevare bestemmelsen, så den er ikke videreført i forslaget.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 4 og 6

Disse bestemmelser indeholder regler om tilsyn og forkøbsret for visse naturarealer. De har i dag ingen praktisk betydning. Allerede i forbindelse med ændringen af lensafløsningsloven i 1991 var disse bestemmelser forudsat at skulle ophæves, når samnotering af alle majoraternes skovarealer var gennemført. I forslaget ophæves de derfor, jf. § 67, stk. 2, nr. 2.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 5

Denne bestemmelse indeholder særlige regler om testationsret. Bestemmelsen har stadig betydning og ophæves derfor ikke, jf. § 67, stk. 2, nr. 2.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8

Efter § 5, stk. 7, kan miljøministeren bestemme, at et majorats »samlede skovstrækninger« noteres i matriklen som en samlet fast ejendom (matrikulær sammenlægning, jf. § 2, stk. 1, og § 8 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen). § 5, stk. 8, bestemmer herefter, at ejendom, der er noteret på denne måde, ikke er omfattet af lensafløsningslovens særlige regler om deling, men alene af skovlovens bestemmelser om udstykning. Dette er i praksis sket ved at slette noteringen som majoratsskov i matriklen og erstatte den med notering om fredskovspligt.

Lensafløsningslovens §§ 5 a - c

§§ 5 a - c indeholder regler om, at miljøministeren kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter lensafløsningsloven og om klage. I dag træffes afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet således af Skov- og Naturstyrelsen, og de kan påklages til miljøministeren. De kan påklages af den, som afgørelsen retter sig imod, og af den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Efter forslaget vil kompetencen til at delegere og de formelle krav om klage følge skovlovens almindelige bestemmelser. Afgørelser om ophævelse af noteringen som majoratsskov i matriklen kan således efter forslaget påklages til Naturklagenævnet.

Ad stk. 1

Bestemmelsen viderefører lensafløsningslovens § 5, stk. 1. Efter forslaget kan ministeren dog ikke længere dispensere fra bestemmelsen, da denne mulighed i praksis ikke har været benyttet, jf. ovenfor. Hvis en majoratsskov herefter ønskes delt, fx med henblik på frasalg, kan det kun ske ved, at majoratsbåndet ophæves efter forslagets § 7, stk. 2. Derefter kan ejendommen udstykkes efter skovlovens almindelige bestemmelser om udstykning, jf. forslagets § 12.

I forslaget er bestemmelsen ændret redaktionelt. Det fremgår herefter tydeligt, at de matrikelnumre, der udgør et majorats skovejendom, ikke er en samlet fast ejendom i udstykningslovens forstand, men at de blot skal holdes under samme ejer.

Ad stk. 2

Bestemmelsen afløser lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8, jf. ovenfor.

I forslaget er der herefter den nødvendige hjemmel for miljøministeren til at ophæve majoratsnoteringen.

Desuden er muligheden for, at ministeren kan stille vilkår om samnotering i forbindelse med ophævelsen, videreført. Det er således også i dag af værdi, at sammenhængende skov så vidt muligt holdes sammen i passende driftsenheder.

Samnotering tænkes kun anvendt ved ophævelse af majoratsbåndet på fysisk sammenhængende skovarealer. De fredskovspligtige arealer sammenlægges i så fald som en samlet fast ejendom i matriklen i udstykningslovens forstand. Herefter kan arealet kun udstykkes med tilladelse efter skovloven, jf. forslagets § 12 om udstykning og bemærkningerne hertil.

Med forslaget sikres det, at majoratsskov fortsat holdes under den samme ejer, indtil der i forbindelse med ophævelse af notering som majoratsskov kan tages stilling til, hvilke dele af majoratets skovejendom, der fortsat skal holdes sammen. Vilkår om sammenlægning forudsættes som hidtil kun at blive aktuelt for sammenhængende skov. »Sammenhængende skov« defineres på samme måde, som »sammenhængende fredskovspligtige arealer« defineres i forslagets § 12 om udstykning, jf bemærkningerne til denne bestemmelse. Det forudsættes endvidere, at der som hidtil kan træffes afgørelse om at ophæve noteringen som majoratsskov på en mindre del af et majorats skovareal. Majoratsbåndet kan således fx ophæves på en parcel med en driftsbolig, som herefter kan frastykkes efter skovlovens regler, uden at majoratsbåndet samtidig ophæves på den øvrige del af skovarealet.

Arealer, der er noteret som majoratsskov i matriklen, er fredskovspligtige i henhold til forslagets § 3, stk. 1, nr. 2, og noteres som sådanne i henhold til forslagets § 41 i forbindelse med, at majoratsbåndet ophæves.

Afgørelser om ophævelse af majoratsnoteringen kan påklages til Naturklagenævnet.

Til kapitel 3

Anvendelse af fredskovspligtige arealer

Kapitel 3 indeholder som i den gældende lov reglerne for anvendelse af fredskovspligtige arealer. Forslagets bestemmelser er dog væsentligt enklere end i den gældende lov. Herved opnås der en væsentligt større frihed for skovejerne til at tilrettelægge deres drift på den måde, der er økonomisk mest hensigtsmæssig. Desuden bliver det væsentligt lettere at tage hensyn til naturen i driften, da der ikke længere skal dispensation til for at gennemføre naturfremmende foranstaltninger. Disse forenklinger er et af hovedformålene med ændringen af loven.