Skovloven § 59a

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 1, § 34 a, stk. 3, og § 34 b, stk. 3 og 4. Den samler bemyndigelserne for, miljøministeren til at fastsætte forskellige regler, der alle har med tilsyn med tilskud at gøre, i én bestemmelse.

Til Kapitel 9

Klage og søgsmål

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev Naturklagenævnet klagemyndighed for afgørelser truffet efter skovloven. I forslaget er bestemmelserne herom ikke ændret væsentligt. Det forudsættes således fortsat, at miljøministeren vil delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter loven i første instans til Skov- og Naturstyrelsen, jf. § 43.

Som følge af, at visse af lensafløsningslovens bestemmelser om majoratsskov overføres til skovloven, er denne lovs klagebestemmelser også indarbejdet i forslaget. Efter de gældende bestemmelser kan afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet og om udstykning påklages til ministeren. De kan påklages af den, som afgørelsen retter sig imod, og den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen. Bestemmelserne om klagefrist, udnyttelse af tilladelsen inden klagefristens udløb og opsættende virkning, hvis der klages, svarer helt til skovlovens bestemmelser. Der synes ikke i dag at være grund til, at afgørelser vedrørende majoratsskov ikke skal kunne påklages til Naturklagenævnet ligesom øvrige afgørelser for fredskovspligtige arealer. Efter forslaget kan der derfor klages til Naturklagenævnet over afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet.