Skovloven § 8

I forslagets § 8 fastslås det hovedprincip, som også hidtil har været gældende, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevoksede med træer, som kan danne højstammet skov. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med forslagets §§ 9 og 10. Efter disse bestemmelser kan den enkelte skovejer, uden dispensation, bruge en del af det enkelte fredskovspligtige areal til formål, som gør, at der ikke kommer højstammet skov på arealet.

Ad nr. 1)

Bestemmelsens ordlyd er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 1, og fastslår, at fredskovspligtige arealer skal være bevokset med træer, som er eller kan blive til højstammet skov.

Efter forslaget forudsættes det fortsat, at de træbevoksede arealer drives efter forstlige principper. Men en række af de bestemmelser, som satte en standard for »god skovdrift«, er udgået i forslaget. Det gælder fx bestemmelser om pleje af bevoksningen og kravet om passende dyrkningstiltag. Efter forslaget kan en ejer fx helt undlade at drive skoven eller dele af den, hvis han ønsker det. Dette kan med størst naturmæssig fordel ske på - men er ikke begrænset til - arealer, som har et højt indhold af biologiske værdier som naturlige vådområder og gamle og døde løvtræer, og som i øvrigt er sammensat af hjemmehørende træer og buske. Det kræver heller ikke længere dispensation at tilrettelægge en drift, der på andre måder tager hensyn til at skabe eller bevare biologisk mangfoldighed. Desuden kan ejerne i deres drift lovligt tage hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv, også selv om det sker på bekostning af træproduktionen.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er moderniseret, men ikke ændret indholdsmæssigt, i forhold til den gældende lovs § 17, stk. 2, nr. 4. Hugstmodenhedskriteriet gælder i forslaget også for enkelte træer, når de står i bevoksninger, hvor træerne har forskellig størrelse og alder (uensaldrende og fleretageret), og hvor driften baseres på plukhugst o. lign. eller på gruppevis foryngelse. Hugstmodenhedskriteriet gælder for hele bevoksninger, når træerne har samme alder og størrelse (ensaldrende og ensartet), men er ikke til hinder for at gennemføre almindelig tynding. Kravet i forslaget om hugstmodenhed på bevoksnings- eller enkeltræ-niveau sigter primært på at forhindre, at hele skovarealer kan fældes før hugstmodenhed med henblik på en kortsigtet økonomisk gevinst. Dette kunne føre til, at økonomiske, og naturmæssige værdier går tabt, da skovens værdi både økonomisk og naturmæssigt stiger med alderen. Hovedreglen er, at en bevoksning skal bevares, til den er hugstmoden, og at vedmassen i fx blandingsbevoksninger, hvor træerne har forskellig størrelse, ikke må udhules ved stærk hugst fra toppen. Foryngelse gennem skærmstilling, der har til formål at fremme en langsigtet opbygning af en robust og varieret skov, kan ske, før bevoksningen er hugstmoden, hvis den er sund og ikke står udsat. Ved en robust skov forstås skov, der har en struktur og sammensætning af arter, der er egnet til at modstå høje vindstyrker. En robust skov vil efter stormfald i vid udstrækning kunne forynges ved hjælp af de træer, der ikke er væltet.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at træer kan fældes før hugstmodenhed, hvis skovejeren ønsker at bruge muligheden efter § 10, nr. 4, til at lægge arealer ud som åbne naturarealer.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen fastholder pligten i den gældende lovs § 17, stk. 2, til at forynge skoven. Efter den gældende lov har der været praksis for, at foryngelsen skulle gennemføres indenfor en frist på 3-4 år.

Efter forslaget er der en frist på 10 år fra det tidspunkt, hvor den eksisterende bevoksning afvikles, til arealet igen skal være bevokset på en måde, som sikrer, at der dannes sluttet højstammet skov. Dette gælder, uanset hvilken foryngelsesmetode der anvendes. Der kan således uden dispensation anvendes naturlig tilgroning som foryngelsesmetode. Vurderingen af, om et areal opfylder lovens krav til foryngelse, baseres på et skovbrugsfagligt skøn over bl.a bevoksningsgrad og –type og arealets bonitet.

Hvis der indenfor 10 år efter afdrift ikke er et passende antal planter, som kan danne sluttet højstammet skov, skal arealet tilplantes eller tilsås. Eventuelt kan arealet helt eller delvis henregnes til de 10 pct. af arealet, der efter § 10, nr. 4, kan henligge som åbent naturareal.

Det må bero på en faglig vurdering, der foretages, når foryngelse bliver aktuel, om selvforyngelse, plantning, såning eller naturlig tilgroning bør foretrækkes. Bestemmelsen favoriserer ikke en foryngelsesmetode frem for andre. Det frø- eller plantemateriale, der benyttes til en ny kultur bør være genetisk egnet til voksestedernes forskellige betingelser og af høj kvalitet. Der kan altid anvendes frø- og plantemateriale fra egne arealer til en ny kultur samme sted. Der henvises i øvrigt til reglerne i bekendtgørelse nr. 1017 af 12. december 2002 om skovfrø og -planter.

Hvis naturlig tilgroning foretrækkes, bør der sikres gode frøkilder fra den bestående bevoksning.

Det bør så vidt muligt undgås at afdrive store sammenhængende, hugstmodne bevoksninger på en gang (renafdrift). Renafdrifter bør undgås af miljømæssige grunde, men også fordi det kan medføre, at arealet gror til med græs og ukrudt, som gør det svært og dyrt at etablere skov igen.

Selv om der er en frist på 10 år til at etablere en kultur, der kan danne sluttet skov af højstammede træer, vil en bæredygtig drift i mange tilfælde betyde, at der bør etableres en ny kultur relativt kort tid efter afdrift. Manglende kronedække kan specielt på frostudsatte lokaliteter, der gror til med græs og ukrudt, gøre det svært og dyrt at etablere træer på arealet, hvis kulturen først etableres 5-10 år efter afdrift.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 10, men er indholdsmæssigt uændret. Forbuddet mod dyrehold gælder ikke på arealer, der lovligt kan holdes uden skovbevoksning. Både husdyrhold, hjortefarme og dyrehaver er forbudt. Der kan dispenseres fra forbuddet efter forslagets § 38.

Hidtil er der givet dispensation til dyrehold af natur- eller kulturhistoriske grunde, hvor målet med dyreholdet har været pleje eller opnåelse af den naturtype, som denne driftsform afstedkommer. Der er endvidere givet dispensationer af hensyn til skovens dyrkning (svinehold som hjælp til skovens selvforyngelse og jordbearbejdning) og til pleje af kulturer (bekæmpelse af ukrudt ved hjælp af får eller gæs mv.). Disse former for dyrehold er imidlertid nu omfattet af bestemmelsen i forslagets § 9, nr. 1, hvorefter skovgræsning på en del af det fredskovspligtige areal er tilladt uden dispensation. Der kræves derfor ikke dispensation fra forbuddet i § 8, nr. 4, til disse former for dyrehold.

Hjortefarme er beskrevet i Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om hjortedyr. Praksis for dispensation til hjortefarme er efter den gældende lov meget restriktiv. Der gives kun dispensation, hvis betingelserne for ophævelse af fredskovspligten i øvrigt er til stede.

Dyrehaver kan defineres ved, at bestanden af dyr er større end en normal vildtbestand det pågældende sted. Dyrehaver er typisk hegnet med et højt hegn, som ikke tillader ud- eller indspring. Arealet vil desuden med tiden skifte karakter fra skov i retning af åbne arealer med enkeltstående store træer og græssletter. Praksis for dispensation til at etablere nye dyrehaver er efter den gældende lov meget restriktiv, idet der som udgangspunkt ikke gives dispensation hertil. Dispensation til nye dyrehaver kan dog ifølge praksis komme på tale i forbindelse med anlæg af rekreativ og kulturhistorisk art. Det kan fx være i tilknytning til parklignende anlæg omkring slotte og herregårde. Hvis skovens bonitet er meget ringe, kan det komme på tale med dyrehaver til jagt. Som noget nyt forudsættes det, at der i praksis fremover også skal kunne gives dispensation til nye dyrehaver, som etableres for at fremme biodiversiteten.

Efter gældende praksis gives desuden normalt tilladelse til fortsat drift af eksisterende dyrehaver og til genetablering af sådanne, hvor de har været før. Denne praksis forudsættes efter forslaget også videreført.

I forbindelse med dispensation til dyrehaver forudsættes det som hidtil, at der stilles vilkår om offentlighedens adgang, hegnets udformning, græsningstryk mv.