Hjemrejseloven

Kilde

Efter udlændingelovens § 30, stk. 1, skal en udlænding, der efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, udrejse.

Det følger desuden af udlændingelovens § 30, stk. 2, at politiet drager omsorg for udrejsen, hvis en udlænding ikke udrejser frivilligt, og at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oprettet Hjemrejsestyrelsen, som pr. 1. august 2020, som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke har ret til at opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås i § 1, stk. 1, at en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at udrejse.

Bestemmelsen vil omfatte enhver udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet. Udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a indeholder bl.a. regler om betingelser for indrejse og ophold, regler for bortfald, inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser og arbejdstilladelser, udvisning, overførsel og afvisning.

Pligten til at udrejse gælder således bl.a. – men ikke udelukkende – for en udlænding, der er meddelt endeligt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), eller som har frafaldet en sådan ansøgning, en udlænding, der er udvist ved dom som følge af et strafbart forhold, jf. udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c, jf. § 49, en udlænding, der er udvist efter §§ 25 a-25 b, en udlænding, som er udvist efter udlændingelovens § 25, en udlænding, der har fået inddraget eller nægtet forlænget sin opholdstilladelse efter § 19, stk. 1, eller en udlænding, der er blevet meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 (familiesammenføring), og hvis eventuelle klage til Udlændingenævnet ikke er tillagt opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33 b.

Ved udrejse forstås, at udlændingen skal forlade Danmarks territorium.

Formålet med bestemmelsen er at gøre det klart for udlændingen, at det er den pågældendes eget ansvar at sørge for sin udrejse. Udrejse skal således ske på udlændingens eget initiativ og ikke på de danske myndigheders initiativ.

Pligten til at udrejse vil indtræffe allerede fra det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at udlændingen ikke har et gyldigt opholdsgrundlag og er således ikke afhængig af, at udlændingen er meddelt en endelig afgørelse eller beslutning, hvorefter udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet og hvormed der fastsættes en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsen svarer til udlændingelovens § 30, stk. 1, som samtidig foreslås ophævet, jf. § 25, nr. 4.

Det foreslås endvidere i § 1, stk. 2, at Hjemrejsestyrelsen foretager kontrol med, om en udlænding er udrejst.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen skal foretage kontrol af, hvorvidt en udlænding er udrejst i overensstemmelse med forpligtelsen hertil, når den pågældende har modtaget en afgørelse eller beslutning om, at vedkommende skal udrejse af landet, f.eks. i tilfælde, hvor det må formodes, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat frist herfor efter udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt. Hjemrejsestyrelsen kan herudover foretage udrejsekontrol i andre sager, hvor Hjemrejsestyrelsen bliver bekendt med, at en udlænding ikke har ret til at opholde sig her i landet i henhold til reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a.

Udrejsekontrollen vil omfatte sager, hvor Flygtningenævnet har meddelt endeligt afslag på asyl, og hvor afgørelsen er forkyndt for udlændingen i forbindelse med mødet. Udrejsekontrollen vil endvidere omfatte sager, hvor udlændingen ikke længere har ret til at opholde sig her i landet, herunder f.eks. sager, hvor studerende får deres opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, og i tilfælde hvor udlændinge, der opholder sig i Danmark, og som bliver meddelt endeligt afslag på eller får afvist en ansøgning om ægtefællesammenføring, er pålagt at udrejse og ikke udrejser i overensstemmelse med udrejsefristen.

Udrejsekontrol vil derudover skulle foretages i sager, hvor en udlænding får meddelt indrejseforbud som følge af, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en frist herfor.

Er der en konkret grund til at antage, at en udlænding opholder sig her i landet uden det fornødne opholdsgrundlag, vil Hjemrejsestyrelsen altid skulle foretage udrejsekontrol, evt. efter anmodning fra udlændingemyndighederne.

Hjemrejsestyrelsens udrejsekontrol i asylsager vil kunne foretages ved bl.a. afholdelse af samtaler hos Hjemrejsestyrelsen eller på det indkvarteringssted, hvor den pågældende udlænding opholder sig eller i øvrigt er tilknyttet. Hjemrejsestyrelsen vil derudover kunne planlægge udrejsekontrollen på en måde, som sikrer en hurtig og effektiv afholdelse, herunder ved brug af videolink o.lign. Endvidere vil Hjemrejsestyrelsen kunne forsøge at træffe udlændingen på det asylcenter, hvor den pågældende er indkvarteret eller i øvrigt er tilknyttet eller på et andet oplyst opholdssted. I opholdssager vil Hjemrejsestyrelsen ligeledes skulle afholde udrejsekontrol på en måde, som sikrer en hurtig og effektiv afholdelse. Hjemrejsestyrelsen vil endvidere kunne forsøge at træffe udlændingen på det sted, hvor udlændingen har oplyst at opholde sig, eller hvor den pågældende formodes at opholde sig.

Kræver gennemførelse af udrejsekontrollen, at der anvendes magt eller tvang for at sikre sig adgang til det sted, hvor udlændingen opholder sig, vil Hjemrejsestyrelsen skulle anmode om politiets bistand.

Konstateres det ved udrejsekontrollen, at en udlænding ikke er udrejst i overensstemmelse med pligten hertil, vil Hjemrejsestyrelsen skulle tage de fornødne skridt for at sikre udlændingens udrejse eller udsendelse. Det vil i den forbindelse bl.a. skulle vurderes, om udlændingen skal frihedsberøves for at sikre muligheden herfor, og i så fald skal politiet efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen iværksætte frihedsberøvelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 1.

Bestemmelsen svarer til udlændingelovens § 30, stk. 2, som samtidig foreslås ophævet, jf. § 25, nr. 4.

Det foreslås endvidere i § 1, stk. 3, at en udlænding omfattet af stk. 1, om nødvendigt udrejser med bistand fra Hjemrejsestyrelsen, og at politiet om nødvendigt bistår Hjemrejsestyrelsen i den henseende.

Forslaget indebærer, at en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som således har pligt til at udrejse, om nødvendigt får bistand til at udrejse af Hjemrejsestyrelsen, og at politiet om nødvendigt bistår Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsen vil således, eventuelt med bistand fra politiet, skulle understøtte en udlændings udrejse for at sikre, at udlændingen faktisk udrejser. Dette omfatter alle nødvendige, understøttende foranstaltninger, såsom selve den praktiske forberedelse af udrejsen samt gennemførelsen heraf, herunder eventuelt i form af en egentlig (tvangsmæssig) udsendelse. Politiet vil, efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen, kunne bistå ved foranstaltninger, der indebærer magt eller tvang.

Det forberedende arbejde med de konkrete udsendelsessager for så vidt angår tilrettelæggelse af rejserute, den konkrete udrejsedato m.v. har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, hvilket indebærer, at forvaltningslovens regler om partshøring, begrundelse m.v. ikke vil finde anvendelse.

Eventuelle beslutninger truffet i medfør af bestemmelsen i forbindelse med en udsendelse har ligeledes karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed med henblik på at effektuere en afgørelse om, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet og har pligt til at udrejse. Der vil således ikke være mulighed for at klage over en beslutning om udsendelse, herunder f.eks. fastsættelse af afrejsetidspunkt, beslutning om påset eller ledsaget udsendelse, afholdelse af hjemrejsesamtale el.lign.

Det vil blive anset for nødvendigt at understøtte en udlændings udrejse, når udlændingen ikke har det fornødne opholdsgrundlag og ikke selv er i stand til at forestå sin udrejse, eller ikke vil medvirke til sin udrejse.

Forslaget vil ikke ændre på, at en udlænding har pligt til at udrejse, når den pågældende ikke har ret til at opholde sig her i landet, og således som udgangspunkt selv er ansvarlig for at tilrettelægge og sørge for sin udrejse inden udløbet af den fastsatte udrejsefrist.

Hjemrejsestyrelsen kan bistå en udlænding med at tilvejebringe forudsætningerne for udrejsen, f.eks. ved at yde bistand til at fremskaffe den nødvendige rejsedokumentation eller tilbagerejsetilladelse, afholde udgifter til transporten m.v.

Politiet vil efter anmodning bistå Hjemrejsestyrelsen til iværksættelse af de for udrejsen nødvendige foranstaltninger i tilfælde, hvor en udlænding ikke medvirker til sin udrejse. Politiet kan anvende magt eller tvang i det omfang, det er nødvendigt.

Politiet vil i nødvendigt omfang efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen således f.eks. kunne bistå ved transport til lufthavnen af frihedsberøvede udlændinge samt ved fysisk at ledsage udlændingen under en tvangsmæssig udsendelse m.v. Politiet vil endvidere kunne bistå ved vurdering af sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbindelse med udsendelsen, ligesom politiet efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen beslutter, om der i en konkret sag er sikkerhedsmæssige forhold, der tilskriver nødvendigheden af politiets tilstedeværelse.

Det bemærkes, at politiet endvidere, efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen, bl.a. har kompetence til at foretage øvrige tvangsindgreb i forbindelse med udsendelsen, herunder f.eks. frihedsberøvelse op til udsendelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 1, 1. pkt., bistå ved tvangsfremstilling af en udlænding med henblik på identitetsfastlæggelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 og foretage visitation og legemsundersøgelse med henblik på at fratage udlændingen effekter, jf. udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 2. pkt., m.v.

Politiet vil i forbindelse med udsendelsesarbejdet skulle iagttage de almindelige regler for politiets virksomhed i henhold til politiloven, f.eks. vedrørende magtanvendelse og almindelig forvaltningsretlige grundsætninger om god forvaltningsskik, f.eks. om høflighed, skånsomhed og hensynsfuldhed.

En udsendelse kan enten være påset eller ledsaget.

Ved påset udsendelse vil Hjemrejsestyrelsen overvåge udlændingens udrejse af landet. En påset udsendelse vil som udgangspunkt være frivillig, således at udlændingen f.eks. efter aftale giver møde på et bestemt tidspunkt i en lufthavn, hvorefter udlændingens ombordstigning på et fly påses.

Derudover vil en påset udsendelse kunne ske ved politiets bistand, hvis det vurderes, at det er nødvendigt at frihedsberøve den pågældende udlænding efter den foreslåede bestemmelse i § 16, for at sikre udlændingens tilstedeværelse forud for ombordstigning på et fly. Er udlændingen således frihedsberøvet med henblik på at sikre muligheden for udsendelse, vil udlændingen blive transporteret af politiet til f.eks. lufthavnen med henblik på politiets løsladelse af udlændingen i forbindelse med ombordstigning på et fly.

Ved ledsaget udsendelse vil Hjemrejsestyrelsen og politiet ledsage udlændingen til den pågældendes hjemland eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til at opholde sig. Ledsaget udsendelse skal som udgangspunkt anvendes i tilfælde, hvor udlændingen ikke medvirker til sin udrejse jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, og vil således ofte omfatte anvendelse af magt eller tvang (tvangsmæssig udsendelse).

Ledsaget udsendelse vil endvidere kunne ske uden anvendelse af magt eller tvang, men hvor ledsagelsen begrundes i andre hensyn, såsom hensynet til udlændingens helbred, alder eller særlige behov mv. En udlænding vil derudover kunne ledsages på en udsendelse, hvis Hjemrejsestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt for at gennemføre udsendelsen. Der kan f.eks. være tale om en særlig sårbar udlænding, at udsendelsen omfatter flere skift i transitlufthavne, eller at der er tale om en udlænding, som ledsages af hensyn til den pågældendes alder. Endvidere vil udlændingens hjemland eller det land, hvortil den pågældende udsendes til, kunne stille krav om, at udlændingen ledsages.

Behovet for ledsagelse vil dog typisk være begrundet i, at udlændingen fysisk modsætter sig udsendelsen, og at det således er nødvendigt at gennemtvinge denne. Hvis udsendelsen foregår med fly, kan hensyntagen til flysikkerheden og de øvrige passagerer endvidere betyde, at luftkaptajnen stiller krav om, at en urolig udlænding ledsages.

Ledsaget udsendelse vil som udgangspunkt ske med rutefly, men der vil også kunne anvendes særfly, som chartres alene eller sammen med andre lande. Fælles flyvninger organiseres derudover af EU’s grænse- og kystvagtsagentur, Frontex.

Der tilsigtes ingen ændringer i den bistand til en udlændings udrejse, som Hjemrejsestyrelsen med bistand fra politiet yder efter den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 30, stk. 2, 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse vil således svare til indholdet af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår påsete og ledsagede udsendelser, som samtidig foreslås ophævet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 4

Det foreslås i stk. 4, at gennemføres udrejsen med fly, skal der tages hensyn til de fælles retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse med fly, der er optaget som bilag til beslutning 2004/573/EF med senere ændringer.

De fælles retningslinjer angår bl.a. organisering af flytransport, procedurer under flyvningen, indhentelse af rejsedokumenter, underretning af destinationslande og transitlande, sikring af, at den udsendtes helbredstilstand tillader en risikofri udsendelse med fly, krav til ledsagere samt check in, ombordstigning og ankomst.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30, stk. 3, som samtidig foreslås ophævet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 4.

Det foreslås i stk. 5, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om kontrol med udlændinges udrejse efter stk. 2, og om udlændinges udrejse med bistand fra Hjemrejsestyrelsen, og, efter forhandling med Justitsministeriet, om politiets bistand efter stk. 3.

Der er tale om en bemyndigelsesbestemmelse, som vil skulle videreføre dele af den nugældende bemyndigelsesbestemmelse i udlændingelovens § 30, stk. 2, 2. pkt., hvorefter der er udstedt cirkulære af 11. december 2006 om politiets udrejsekontrol i opholdssager og dertilhørende sidenotat af 31. marts 2008, cirkulære af 15. august 2006 om forkyndelser og udrejsekontrol i asylsager m.v. samt cirkulære af 13. juli 2000 om politiets forelæggelse for Udlændingestyrelsen af sager om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 (den nugældende udlændingelovs § 9 c, stk. 2).

Bestemmelser, der fastsættes i medfør af bemyndigelsen, vil således kunne tage udgangspunkt i de nugældende retningslinjer og vil kunne omfatte en nærmere beskrivelse af rammerne for Hjemrejsestyrelsens udrejsekontrol, herunder at udrejsekontrollen bl.a. vil kunne foregå ved afholdelse af samtaler hos Hjemrejsestyrelsen eller det sted, hvor den pågældende opholder sig. Det kunne f.eks. være på udlændingens indkvarteringssted. Det vil endvidere kunne omfatte en nærmere beskrivelse af politiets bistand til Hjemrejsestyrelsen, samt eventuelle krav til Hjemrejsestyrelsens anmodninger om politiets bistand, herunder at de skal være begrundede og dokumenterede og skal fremsættes i en bestemt form m.v. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes, hvis det vurderes, at den overgangsordning, hvorefter politiet frem til 1. august 2021 bistår Hjemrejsestyrelsen med planlægningen af en ledsaget udsendelse, helt eller delvist bør videreføres som en permanent ordning

Det forudsættes i den forbindelse, at Udlændinge- og Integrationsministeriet reviderer de gældende retningslinjer i cirkulære af 11. december 2006 om politiets udrejsekontrol i opholdssager og dertilhørende sidenotat af 31. marts 2008, cirkulære af 15. august 2006 om forkyndelser og udrejsekontrol i asylsager m.v. samt cirkulære af 13. juli 2000 om Rigspolitiets forelæggelse for Udlændingestyrelsen af sager om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 (den nugældende udlændingelovs § 9 c, stk. 2.)

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af udlændingelovens § 2, stk. 3, at de begrænsninger, der følger af loven, kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

Det foreslås, at der som § 2 i hjemrejseloven indsættes en bestemmelse svarende til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 2, stk. 3.

Bestemmelsen fastlægger, at hjemrejseloven kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-/EØS-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

Baggrunden for det foreslåede er, at det ikke helt kan udelukkes, at anvendelsen af de foreslåede regler om udlændinges ophold og udrejse henholdsvis EU-/EØS-reglerne i enkelte tilfælde konkret vil kunne føre til forskellige resultater.

Der henvises til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt., at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt.

Udlændingelovens § 40, stk. 6, foreslås ophævet, jf. den foreslåede § 25, nr. 27.

Efter den foreslåede § 3, stk. 1, forpligtes en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, til at fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter, give møde til samtaler med relevante myndigheder og til at medvirke til sin udrejse i øvrigt.

Efter den foreslåede bestemmelse vil udlændingen således være forpligtet til at medvirke til sin udrejse. Det betyder, at udlændingen vil have pligt til at medvirke til at fastlægge sin identitet, fremskaffe rejselegitimation, herunder ved at udfylde og indgive ansøgning om rejselegitimation, visum, indrejsetilladelse til udenlandske repræsentationer m.v., og om fornødent give frivilligt møde på en repræsentation eller på anden måde lade sig fremstille for destinationslandets myndigheder med henblik på endelig identifikation og udstedelse af rejsedokumenter.

Udlændingen vil endvidere være forpligtet til at medvirke til Hjemrejsestyrelsens planlægning og gennemførelse af en udrejse til det land, som udlændingemyndighederne har bestemt, herunder gennem deltagelse i samtaler med Hjemrejsestyrelsen og medvirken til øvrige sagsskridt, som Hjemrejsestyrelsen fastslår er nødvendige som led i planlægningen af udsendelsen, samt frivilligt at udrejse på det fastlagte tidspunkt.

Det vil skulle indgå som et væsentligt, men ikke afgørende element i vurderingen, om udlændingen opfylder en indgået eller fastsat hjemrejsekontrakt, jf. den foreslåede § 5. Udlændinge, der af forskellige grunde ikke indgår en hjemrejsekontrakt, vil dog efter en konkret vurdering kunne anses for at medvirke til sin udrejse.

Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om udlændingen har indgivet en ansøgning om hjemrejsestøtte inden udløbet af udlændingens udrejsefrist.

Udlændingen vil desuden være forpligtet til at afgive korrekte oplysninger om sin identitet, herunder nationalitet, fødested og fødselstidspunkt samt andre relevante oplysninger om sin identitet. Det vil endvidere påhvile udlændingen at udfylde og indgive ansøgninger om rejselegitimation, indrejsetilladelse m.v.

Det foreslåede indebærer en videreførelse af gældender ret for så vidt angår forpligtelsen til at medvirke.

Det foreslås i § 3, stk. 2, at Hjemrejsestyrelsen skal træffe afgørelse om, at en udlænding, der opfylder forpligtelsen efter det foreslåede stk. 1, eller som kan påvise, at vedkommende forsøger at opfylde forpligtelsen, medvirker til sin udrejse. En udlænding vil således kunne anses for at medvirke til sin udrejse, når udlændingen opfylder den nævnte forpligtelse, eller hvis udlændingen kan påvise, at vedkommende forsøger at opfylde forpligtelsen.

Hjemrejsestyrelsen vil på den baggrund skulle foretage en konkret vurdering af udlændingens handlinger og adfærd med henblik på at træffe en afgørelse om, hvorvidt udlændingen medvirker til sin udrejse eller ej.

I vurderingen af, om en udlænding medvirker til sin udrejse eller ej, vil bl.a. kunne indgå, om vedkommende afgiver vildledende oplysninger eller en åbenbart usand forklaring, fremlægger falsk eller forfalsket pas m.v. eller nægter at fremvise rette dokumentation, som udlændingen uden større besvær ville kunne fremskaffe.

Det vil endvidere kunne indgå, om en udlænding uden lovligt forfald undlader at møde op til aftalte samtaler eller frivillige fremstillinger for hjemlandets myndigheder, eller om udlændingen på anden vis tydeligt modsætter sig at medvirke til sin udrejse, herunder f.eks. mundtligt fastslår, at vedkommende ikke agter at medvirke til sin udrejse.

Det vil også kunne indgå i vurderingen, om udlændingen uden lovligt forfald udebliver fra en samtale med Hjemrejsestyrelsen eller udebliver fra en tilsigelse til frivillig fremstilling på en repræsentation med henblik på tilvejebringelse af rejselegitimation m.v., samt om udlændingen, forudsat at denne er pålagt opholdspligt, udebliver fra sit indkvarteringssted i en længere periode, og derved i praksis ikke forbereder sin udrejse, eller hvis udlændingen udebliver fra en planlagt udrejse. Det vil ligeledes kunne indgå i vurderingen, om udlændingen løbende læser sin modtagne post efter den foreslåede § 4, herunder f.eks. tilsigelse til samtale med Hjemrejsestyrelsen.

En udlænding vil herefter kunne anses for at medvirke til sin udrejse, hvis vedkommende medvirker til at fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter, herunder ved at udfylde og indgive ansøgning om rejselegitimation, visum, indrejsetilladelse til udenlandske repræsentationer m.v., og til om fornødent at give møde på en repræsentation eller på anden måde lade sig fremstille for destinationslandets myndigheder med henblik på endelig identifikation og udstedelse af rejsedokumenter. En udlænding vil fortsat kunne anses for at medvirke, selvom der ikke kan tilvejebringes rejsedokumenter. Det afgørende er, om udlændingen gør sig alle rimelige bestræbelser på tilvejebringelsen heraf.

Udlændingen vil også kunne medvirke til sin udrejse ved at medvirke til Hjemrejsestyrelsens planlægning og gennemførelse af en udrejse til det land, som udlændingemyndighederne har bestemt, herunder gennem deltagelse i samtaler med Hjemrejsestyrelsen og medvirken til de øvrige sagsskridt som Hjemrejsestyrelsen fastslår er nødvendige som led i planlægningen af udrejsen, samt om vedkommende frivilligt udrejser på det fastlagte tidspunkt.

Endelig vil det kunne indgå i vurderingen som et væsentligt, men ikke afgørende element, om udlændingen overholder sin indgåede eller fastsatte hjemrejsekontrakt.

Det foreslås, at en udlænding, der anses for at medvirke til sin udrejse, vil kunne modtage hjemrejsestøtte i forbindelse med sin udrejse og eventuelt kunne få forkortet et indrejseforbud. Der henvises til det foreslåede kapitel 6 om hjemrejsestøtte og de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9, jf. den foreslåede § 25, nr. 6 og 9. En udlænding, der anses for at medvirke til sin udrejse, vil endvidere kunne deltage i hjemrejseforberedende undervisning og aktivering som led i hjemrejsekontrakten, jf. den foreslåede bestemmelse i § 5.

Den foreslåede ordning indebærer videre, at udlændingen om nødvendigt vil skulle dokumentere sin deltagelse i forberedelsen af sin udrejse. Udlændingen vil således, hvis vedkommende ikke lever op til forpligtelsen i det foreslåede stk. 1, skulle fremlægge dokumentation for at forsøge herpå. Hjemrejsestyrelsen forudsættes dog at inddrage allerede tilgængelig dokumentation for udlændingens forsøg på at medvirke i vurderingen.

Det vil påhvile udlændingen at fremlægge dokumentation for eventuelle undskyldelige omstændigheder, som har medført, at udlændingen ikke har kunnet opfylde forpligtelserne efter den foreslåede bestemmelses stk. 1.

Undskyldelige omstændigheder vil f.eks. kunne anses for at foreligge i tilfælde, hvor den pågældende udlænding fremlægger en lægeerklæring i forbindelse med sygdom, eller hvor udlændingens forhold, f.eks. modenhed, i øvrigt med styrke taler imod at træffe afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse.

Efter den foreslåede § 3, stk. 3, vil Hjemrejsestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at en udlænding, der ikke anses for at medvirke til sin udrejse, jf. det foreslåede stk. 2, men som efterfølgende over en periode på op til 2 måneder ved aktiv handling opfylder eller forsøger at opfylde forpligtelsen efter det foreslåede stk. 1, nu medvirker til udrejsen.

Forslaget indebærer, at der som udgangspunkt vil gælde en periode på op til 2 måneder, hvor udlændingen vil skulle opfylde en eller flere af forpligtelserne om at medvirke til sin udrejse forud for en eventuel ny afgørelse om, at vedkommende (nu) medvirker til udrejsen. Hermed sikres det, at Hjemrejsestyrelsen først, når der er forløbet en rimelig periode, hvori udlændingen har efterkommet forpligtelsen om at medvirke til sin udrejse i overensstemmelse med det foreslåede stk. 1, er forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingen på det tidspunkt medvirker til sin udrejse.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er noget til hinder for, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, at en udlænding medvirker på et tidligere tidspunkt end udløbet af en periode på 2 måneder. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis udlændingen kan udsendes inden udløbet af en periode på 2 måneder, og den pågældende i den forløbne periode har efterlevet myndighedernes krav om medvirken.

I sådanne situationer vil udlændingen igen have mulighed for at modtage hjemrejsestøtte i forbindelse med sin hjemrejse samt eventuelt få forkortet sit indrejseforbud. Det foreslås dog, at der, som følge af at udlændingen i en periode ikke har medvirket til sin udrejse, alene vil være adgang til en reduceret hjemrejsestøtte. Der henvises til de foreslåede §§ 7 og 8 om hjemrejsestøtte m.v. og til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 9, jf. lovforslagets § 25, nr. 9.

Det vil kunne indgå i den nye vurdering om medvirken til udrejse, om udlændingen har foretaget det eller de aftalte skridt om f.eks. tilvejebringelse af oplysninger der kan fastlægge vedkommendes identitet, i forhold til forberedelse af udrejsen, som var årsag til, at der blev truffet en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirkede.

Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om udlændingen kontinuerligt opholder sig på sit indkvarteringssted, forudsat at udlændingen er pålagt opholdspligt, udfører de nødvendige opgaver på indkvarteringsstedet, og om udlændingen deltager i samtaler med Hjemrejsestyrelsen.

Efter den foreslåede § 3, stk. 4, vil afgørelser efter de foreslåede stk. 2 og 3, skulle meddeles udlændingen skriftligt. Hjemrejsestyrelsens afgørelse vil således skulle opfylde de almindelige forvaltningsretlige krav til bl.a. sagsoplysning, partshøring og begrundelse efter forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, bl.a., at en part i en sag skal gøres bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder og have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, når det må antages, at parten ikke er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af disse oplysninger. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Dette forudsættes som udgangspunkt at finde sted under de samtaler, herunder udrejsekontroller, som Hjemrejsestyrelsen gennemfører med udlændingen. Efter omstændighederne skal der dermed ikke ske skriftlig partshøring over oplysninger, som udlændingen selv er fremkommet med over for Hjemrejsestyrelsen som led i udsendelsesbestræbelserne.

Idet Hjemrejsestyrelsens afgørelse om medvirken eller ej i det væsentligste vil være truffet på baggrund af objektive konstaterbare forhold foreslås det i § 22, stk. 3, 1. pkt., at afgørelsen ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til den foreslåede § 22, stk. 3, 1. pkt.

Kilde

Det følger af § 3 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, at fysiske personer, der er 15 år eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark, skal tilsluttes Digital Post, medmindre personen fritages for obligatorisk tilslutning.

Udlændinge, der har bopæl eller fast ophold i Danmark, skal derfor som udgangspunkt være tilmeldt Digital Post. Dette omfatter også udlændinge, som f.eks. har en asylrelateret opholdstilladelse eller opholdstilladelse som studerende. Myndighederne anvender over for disse personer Digital Post til at kommunikere afgørelser, breve, tilsigelser m.v.

For udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, eller alene har processuelt ophold i Danmark, finder lov om Digital Post fra offentlige afsendere ikke anvendelse.

Der er i dag ingen regler om digital kommunikation for disse udlændinge.

I dag foregår kommunikationen med udlændingene ved, at Hjemrejsestyrelsen sender en elektronisk meddelelse eller almindelig papirpost til udlændingens indkvarteringssted, hvorefter udlændingen henter sin post på indkvarteringsstedet. Derudover kan Hjemrejsestyrelsen forsøge at træffe udlændingen på det center, hvor den pågældende er indkvarteret eller på et andet oplyst opholdssted.

I forslagets stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at en udlænding over 18 år, som er meddelt en afgørelse omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse eller udrejser, skal være tilsluttet en af Hjemrejsestyrelsen anvist digital kommunikationsløsning, medmindre udlændingen kan fritages herfor efter stk. 5, nr. 2.

Af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af regler i kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Bestemmelsen i § 4, stk. 1, vil således omfatte udlændinge, der er over 18 år, som opholder sig i Danmark, og som meddeles en afgørelse, hvor de pålægges at udrejse af landet og samtidig får fastsat en udrejsefrist.

Dette vil bl.a. omfatte situationer, hvor der fastsættes en udrejsefrist for udlændinge, der meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse eller en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse, afslag på en ansøgning om udstedelse af registreringsbevis eller opholdskort, beslutning om inddragelse af registreringsbevis eller opholdskort, samt udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24 (kriminalitet) eller § 25 (fare for statens sikkerhed), § 25 a (visse former for kriminalitet) eller § 25 b (ulovligt ophold), og beslutning om udsendelse efter § 27 b.

Hvis udlændingen er meddelt en afgørelse omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., men efterfølgende opnår processuelt ophold eller meddeles opsættende virkning i forhold til udrejsefristen, vil udlændingen fortsat skulle være tilsluttet løsningen. Udlændingen skal således være tilsluttet den digitale kommunikationsløsning, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse eller udrejser.

Det er endvidere en betingelse for tilslutning, at udlændingen er over 18 år og opholder sig i Danmark.

Betingelsen om, at udlændingen skal være over 18 år, indebærer, at uledsagede mindreårige asylansøgere, der er meddelt endeligt afslag på asyl og efterfølgende er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2 (uledsagede mindreårige), først skal tilsluttes den digitale kommunikationsløsning, når udlændingen er over 18 år. Det bemærkes i denne forbindelse, at Hjemrejsestyrelsens kommunikation med den mindreårige udlænding som hidtil vil skulle ske til dennes personlige repræsentant.

I forslagets stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skal være tilsluttet den digitale kommunikationsløsning, medmindre udlændingen er fritaget herfor, jf. stk. 5, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udlændinge, der meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), således umiddelbart efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag tilsluttes den digitale kommunikationsløsning. Da Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 automatisk anses for påklaget til Flygtningenævnet i medfør af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., og da udlændingens klage har opsættende virkning i medfør af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., indebærer den foreslåede bestemmelse, at de pågældende udlændinge skal tilsluttes den digitale kommunikationsløsning, selvom deres klage fortsat er tillagt opsættende virkning. Dette skyldes, at man ved brug af den digitale kommunikationsløsning vil skulle aftale samtale med udlændingene og rådgive dem om frivillig udrejse i løbet af den 14-dages tænkepause mellem Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl og den automatiske påklage til Flygtningenævnet, jf. den foreslåede § 25, nr. 73.

Såfremt udlændinge, der meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) af Udlændingestyrelsen, har opholdstilladelse på andet grundlag, f.eks. opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, vil udlændingen dog ikke skulle tilsluttes løsningen.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse på afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl).

Den foreslåede bestemmelse finder således ikke anvendelse på en af Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om inddragelse, nægtelse af forlængelse eller bortfald af opholdstilladelse. Udlændinge omfattet af sådanne afgørelser, vil skulle tilsluttes løsningen, hvis udlændingen efterfølgende er omfattet af anvendelsesområdet for stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås i § 4, stk. 2, at offentlige myndigheder og juridiske personer, som er omfattet af den foreslåede stk. 5, nr. 1, kan sende kommunikation til tilsluttede udlændinge, jf. stk. 1, med de retsvirkninger, der følger af stk. 3.

Anvendelsen af den digitale kommunikationsløsning til kommunikation med udlændinge omfattet af § 4, stk. 1, er tiltænkt Hjemrejsestyrelsen. Med stk. 5, indføres hjemmel til, at andre offentlige myndigheder og juridiske personer på sigt skal kunne tilsluttes løsningen.

Hjemrejsestyrelsen og andre offentlige myndigheder og juridiske personer omfattet af stk. 5, nr. 2, vil efter bestemmelsen kunne anvende den digitale kommunikationsløsning til at kommunikere med de tilsluttede udlændinge. Den digitale kommunikationsløsning vil skulle anvendes til at kommunikere de meddelelser, afgørelser og tilsigelser m.v., som Hjemrejsestyrelsen ville have sendt via Digital Post, såfremt der var tale om personer, der havde bopæl eller fast ophold i landet.

Den digitale kommunikationsløsning vil desuden kunne anvendes til at informere udlændingene om politiske initiativer m.v., der kan være relevante for dem i deres overvejelser om at udrejse. Hjemrejsestyrelsen vil desuden kunne foranstalte et opdateret nyheds-flow, hvor relevant, men ikke følsom information skal fremgå, herunder tilbud om hjemrejseunderstøttende undervisning og aktivering, vejledninger til, hvordan man anmoder om støtte til udrejse og hvilke hjemrejsestøttemuligheder, der består i forskellige hjemlande.

At Hjemrejsestyrelsen og andre omfattede myndigheder og juridiske personer vil få adgang til at kommunikere med udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, ved brug af den digitale kommunikationsløsning indebærer, at en udlænding, der har henvendt sig til Hjemrejsestyrelsen via f.eks. almindelig e-mail, via Hjemrejsestyrelsens kontaktformular eller papirpost, som udgangspunkt må forvente at få svar fra Hjemrejsestyrelsen via den digitale kommunikationsløsning, medmindre den pågældende udlænding er fritaget fra tilslutning dertil. Dette gælder også, selv om udlændingen udtrykkeligt har anmodet om, at svaret sendes som papirpost.

Det bemærkes videre, at den foreslåede bestemmelse ikke vil forpligte Hjemrejsestyrelsen eller andre myndigheder eller juridiske personer til at anvende den digitale kommunikationsløsning, ligesom udlændinge ikke er forpligtet til at anvende den digitale kommunikationsløsning ved henvendelse til de offentlige myndigheder eller juridiske personer.

Hjemrejsestyrelsen har således mulighed for at anvende andre kommunikationsformer, hvis der skulle være et konkret behov herfor.

Derudover er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der vil foreligge et generelt behov for at anvende en anden kommunikationsform over for udlændinge, hvis sager er afgjort under anvendelse af åbenbart grundløs-proceduren i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, da udsendelsen af udlændinge, hvis sag er omfattet af denne procedure, i praksis sker hurtigt.

Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets forventning, at Hjemrejsestyrelsen i videst muligt omfang vil skulle anvende den digitale kommunikationsløsning til at kommunikere med udlændingene omfattet af den foreslåede stk. 1.

Hjemrejsestyrelsen og andre myndigheder omfattet af den foreslåede stk. 5, nr. 1, vil som hidtil skulle opfylde de sædvanlige forvaltningsretlige krav til sagsbehandling og god forvaltningsskik. Dette indebærer bl.a., at Hjemrejsestyrelsen og andre myndigheder vil have pligt til at opbevare fysiske eller digitale kopier af meddelelser i den digitale kommunikationsløsning af hensyn til aktindsigtsreglerne og til sikring af bevis.

En afgørelse, som Hjemrejsestyrelsen vil sende til udlændingen ved brug af den digitale kommunikationsløsning, vil blive anset for at være kommet frem og dermed forkyndt for udlændingen med frigørende virkning, når afgørelsen er tilgængelig for udlændingen i den digitale kommunikationsløsning.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at meddelelser, der sendes under anvendelse af den digitale kommunikationsløsning anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for modtageren.

En meddelelse fremsendt af Hjemrejsestyrelsen ved brug af den digitale kommunikationsløsning vil efter bestemmelsen være anset for at være kommet frem, når denne er tilgængelig for modtageren i dennes digitale indbakke i den digitale kommunikationsløsning.

Meddelelse antages således at være sket, når meddelelsen vil være kommet frem til modtageren. Det er derfor normalt uden betydning, om eller hvornår modtageren faktisk gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen, dvs. om meddelelsen er kommet til modtagerens kundskab, for at meddelelsens retsvirkninger træder i kraft, herunder f.eks. beregningen af en klage- eller udrejsefrist. Der henvises i denne forbindelse til Justitsministeriets vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister.

En meddelelse, der sendes i den digitale kommunikationsløsning, er kommet frem, når udlændingen kan fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer eller smartphone tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold. Det er uden betydning, om udlændingen har bragt sig i stand til at logge ind på den digitale kommunikationsløsning. Udlændingen bærer således risikoen ved ikke at gøre sig bekendt med post i vedkommendes indbakke i den digitale kommunikationsløsning. Det vil endvidere ikke blive tillagt betydning, om udlændingen oplever, at vedkommendes egen computer eller mobiltelefon ikke fungerer, at vedkommende har mistet sin kode til den digitale kommunikationsløsning eller oplever lignende hindringer.

Problemer knyttet til den digitale løsning (sammenbrud, midlertidig kapacitetsnedgang m.v.) kan medføre, at en meddelelse ikke er eller kan blive tilgængelige for udlændingen. Det samme gælder generelle strømafbrydelser eller problemer hos indkvarteringsstedernes internetudbyder m.v. Opstår sådanne problemer, som udlændingen ikke har indflydelse på, vil dette ikke kunne medføre negative konsekvenser for udlændingen.

Det foreslås i § 4, stk. 3, nr. 2, at meddelelser, der sendes under anvendelse af den digitale kommunikationsløsning anses for at være afsendt af den angivne afsender, medmindre særlige forhold taler imod.

Bestemmelsen indebærer, at en meddelelse, der sendes i den digitale kommunikationsløsning som altovervejende udgangspunkt kan anses for at være afsendt af den angivne afsender.

Dette medfører, at modtageren – herunder Hjemrejsestyrelsen eller en offentlig myndighed omfattet af stk. 5, nr. 1, – ikke på anden måde vil være forpligtet til at sikre sig afsenderes identitet. Hjemrejsestyrelsen og andre omfattede myndigheder vil således kunne stole på, at en besked fra en udlænding stammer fra den pågældende udlænding.

Såfremt der foreligger særlige omstændigheder, eksempelvis at udlændingens adgang til den digitale kommunikationsløsning er blevet misbrugt, vil Hjemrejsestyrelsen konkret kunne vurdere, at en meddelelse ikke er afsendt af angivne afsender.

Det foreslås i § 4, stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren udpeger en systemansvarlig til at forestå driften af den digitale kommunikationsløsning. Den systemansvarlige vil kunne være en offentlig myndighed eller en privat virksomhed.

Med systemansvarlig forstås den offentlige myndighed eller private virksomhed, som forestår den tekniske udvikling og den efterfølgende tekniske drift af den digitale kommunikationsløsning.

Da en digital kommunikationsløsning endnu ikke er udviklet, indebærer indførelsen af stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren iværksætter udviklingen af en sådan kommunikationsløsning.

I forbindelse med, at tilslutningen bliver obligatorisk for de omfattede udlændinge, er det nødvendigt, at loven giver hjemmel til, at en privat virksomhed kan anvende en udlændings personoplysninger for at kunne tilslutte udlændingen løsningen og for at kunne varetage den løbende drift heraf.

Der skal i forbindelse med udpegelsen indgås en databehandleraftale mellem den systemansvarlige og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Den valgte løsning vil til enhver tid skulle opfylde de krav, der stilles i persondatalovgivningen til behandling af personoplysninger, herunder om kryptering, og om at den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.

Kommunikationsløsningen vil også kunne anvendes til oplysninger, der ikke er personhenførbare, og som dermed falder uden for persondatalovgivningen. Sikkerhedsforskrifter og -procedurer for sådanne oplysninger vil følge af den etableringsaftale, der bliver indgået om udviklingen af den digitale kommunikationsløsning

Løsningen skal desuden sikre, at meddelelser ikke vil kunne ændres efter, at disse er blevet afsendt (autenticitet), ligesom løsningen skal være sikret mod, at uvedkommende vil kunne tilslutte sig den digitale kommunikationsløsning.

Det foreslås i § 4, stk. 5, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om den digitale kommunikationsløsning, herunder om, 1) hvilke offentlige myndigheder m.v. og juridiske personer, der kan anvende den digitale kommunikationsløsning efter stk. 2, og 2) om fritagelse af udlændinge fra obligatorisk tilslutning til den digitale kommunikationsløsning.

Med forslaget i stk. 5, nr. 1, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke offentlige myndigheder m.v. og juridiske personer, der kan anvende den digitale kommunikationsløsning til kommunikation med de tilknyttede udlændinge.

Med forslaget indføres hjemmel til, at udlændinge- og integrationsministeren nærmere kan bestemme, hvilke offentlige myndigheder m.v. der vil kunne anvende den digitale kommunikationsløsning til kommunikation med de tilknyttede udlændinge.

Anvendelsen af den digitale kommunikationsløsning til kommunikation med udlændinge omfattet af § 4, stk. 1, er tiltænkt Hjemrejsestyrelsen. Med forslaget er der dog hjemmel til, at andre offentlige myndigheder eller juridiske personer på sigt vil kunne tilsluttes ordningen, såfremt der skulle vise sig et konkret behov for kommunikation mellem disse og de tilsluttede udlændinge.

Det vil være en betingelse for at kunne blive omfattet af den digitale kommunikation, at den offentlige myndighed eller juridiske person har et konkret behov for at kunne kommunikere med udlændingene ved brug af den digitale kommunikationsløsning.

Som konkret eksempel kan nævnes, at Flygtningenævnet vil kunne have et behov for at kunne kommunikere gennem den digitale kommunikationsløsning for så vidt angår f.eks. meddelelser og indkaldelser til nævnsmøder til en udlænding. Andre myndigheder på udlændingeområdet, der træffer afgørelser over for de tilsluttede udlændinge vil tillige kunne omfattes af adgangen til at anvende den digitale kommunikationsløsning. Dette kan eksempelvis være Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelser i relation til indkvartering.

For så vidt angår private aktørers mulighed for at kunne anvende den digitale kommunikationsløsning gælder, at der skal være tale om juridiske personer. Som eksempel på en sådan juridisk person kan nævnes Dansk Flygtningehjælp, der vil kunne have et konkret behov for at kommunikere med de tilsluttede udlændinge med henblik på at kunne yde uvildig rådgivning, juridisk bistand m.v.

De øvrige bestemmelser i § 4 finder anvendelse på de omfattede myndigheders og juridiske personers kommunikation igennem den digitale kommunikationsløsning.

Det foreslås i § 4, stk. 5, nr. 2, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om fritagelse af udlændinge fra obligatorisk tilslutning til den digitale kommunikationsløsning.

Bestemmelser, der fastsættes i medfør af bemyndigelsen, vil kunne omfatte fritagelse på det tidspunkt, hvor der ellers ville ske automatisk tilslutning i medfør af det foreslåede stk. 1, fritagelse for obligatorisk tilslutning på et senere tidspunkt, og omfatte frivilligt tilsluttede, der ikke længere ønsker at være tilsluttet.

Fritagelse fra ordningen kræver, at udlændingen anmoder om at blive fritaget herfra, hvorefter Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen om fritagelse vil skulle imødekommes eller ej. Det bemærkes, at der ikke stilles formkrav til fritagelsesanmodningen, og at denne derfor kan afgives både mundtligt og skriftligt.

Udlændinge, der bliver fritaget fra den obligatoriske tilslutning, vil som hidtil modtage meddelelser som papirpost til udlændingens opholdssted, mens forkyndelse af afgørelser vil ske mundtligt efter tilsigelse.

Udlændinge, der fritages fra den obligatoriske tilslutning, vil efterfølgende frivilligt kunne tilslutte sig løsningen, hvis de ønsker dette, og hvis de opfylder betingelserne i stk. 1 for at kunne blive tilsluttet. Hvis udlændingen senere ønsker sig fritaget på ny, kræver dette en fornyet ansøgning om fritagelse.

Udlændinge- og integrationsministeren vil efter bestemmelsen kunne fastsætte regler om, at en udlænding kan fritages, hvis der foreligger særlige omstændigheder, som gør, at udlændingen ikke kan eller bør modtage meddelelser digitalt. Sådanne omstændigheder kan f.eks. foreligge, hvis udlændingen er frihedsberøvet, og derfor ikke vil kunne tilgå den digitale kommunikationsløsning på en mobiltelefon eller en computer, eller hvis udlændingen er analfabet, ældre eller har en kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, hvor funktionsnedsættelsen hindrer anvendelsen af digital kommunikation. Fritagelse for obligatorisk tilslutning vil endvidere kunne foreligge, såfremt der er særlige kommunikationsvanskeligheder med udlændingen, som efter en konkret vurdering medfører, at udlændingen ikke bør tilsluttes løsningen.

Såfremt grundlaget for fritagelsen efterfølgende ændrer sig, vil Hjemrejsestyrelsen kunne træffe en ny afgørelse om, at udlændingen ikke længere er fritaget for tilslutning til den digitale kommunikationsløsning.

Hjemrejsestyrelsen afgørelser om afslag på fritagelse fra tilslutning vil ikke kunne påklages, jf. den foreslåede hjemrejselovs § 22, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 6, kan udlændinge, omfattet af stk. 1, anvende den digitale kommunikationsløsning til kommunikation med Hjemrejsestyrelsen og andre offentlige myndigheder eller judiske personer omfattet af stk. 5, nr. 1.

Dette betyder, at en udlænding vil kunne vælge at kontakte Hjemrejsestyrelsen eller svare på f.eks. en partshøring fra Hjemrejsestyrelsen gennem den digitale kommunikationsløsning. Udlændingen vil desuden kunne indgive klage over afgørelse eller anmodning om genoptagelse igennem den digitale kommunikationsløsning.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil forpligte udlændingene til at anvende den digitale kommunikationsløsning ved henvendelse til Hjemrejsestyrelsen eller andre offentlige myndigheder eller juridiske personer omfattet af stk. 5, nr. 1.

Det bemærkes videre, at de myndigheder, som en udlænding kontakter ikke er forpligtet til at sende meddelelser igennem den digitale kommunikationsløsning, hvorfor myndigheden vil kunne vælge at besvare henvendelsen på anden måde end ved brug af den digitale kommunikationsløsning, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Endelig bemærkes, at bestemmelsen ikke vil give tilsluttede udlændinge adgang til at kommunikere med hinanden via den digitale kommunikationsløsning.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter udlændingelovens § 42 c, stk. 1, udarbejder indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Efter bestemmelsens stk. 2, gælder, at kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger, herunder eventuel beskæftigelse, at kontrakten indgås senest en uge efter udlændingens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og at kan der ikke opnås enighed om kontraktens indhold, fastsættes indholdet af indkvarteringsoperatøren samt endelig, at kontrakten løbende kan revideres.

Af bestemmelsens stk. 3, fremgår, at kontrakten fastlægger omfang og indhold af 1) de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, som udlændingen har pligt til at medvirke til udførelse af, jf. udlændingelovens § 42 d, stk. 1, 2) det asylansøgerkursus, som udlændingen skal deltage i, jf. udlændingelovens § 42 f, stk. 1, 3) den undervisning, som det er aftalt eller fastsat, jf. bestemmelsens stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. udlændingelovens § 42 f, stk. 2-4 og 7, og 4) den aktivering , som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. udlændingelovens § 42 e, stk. 1-3.

Af bestemmelsens stk. 4, fremgår, at det skal fremgå af kontrakten, hvilke tiltag der efter lovgivningen kan bringes i anvendelse over for udlændingen, hvis udlændingen ikke overholder sin kontrakt. Efter bestemmelsens stk. 5 kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold og udformning.

Af udlændingelovens § 42 e, stk. 1, fremgår, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan deltage i aktivering i form af udførelse af andre end de i udlændingelovens § 42 d, stk. 1, nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirken til gennemførelsen af den i udlændingelovens §§ 42 f og 42 g nævnte undervisning.

Efter bestemmelsens stk. 2, gælder, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, endvidere kan deltage i aktivering i form af en af indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette gælder dog ikke, hvis politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt.

Efter bestemmelsens stk. 3, kan en udlænding over 17 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt tilrettelagt aktivering, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2.

Efter udlændingelovens § 42 e, stk. 6, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om indholdet og omfanget af den i bestemmelsens stk. 1-3 nævnte aktivering.

Efter udlændingelovens § 42 f, stk. 9, kan udlændinge- og integrationsministeren bestemme, at undervisning kan ske i et samarbejde med eksterne aktører, herunder skoler, uddannelsesinstitutioner og udbydere under Beskæftigelsesministeriet, Kulturministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, eller Udlændinge- og Integrationsministeriet, eller kan erstattes af undervisning udbudt af disse, herunder en ungdomsuddannelse.

Udlændinge- og integrationsministeren har udnyttet bemyndigelserne til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse nr. 1224 om undervisning og aktivering m.v. af asylansøgere m.v. af 12. august 2020.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, jf. stk. 3, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udgangspunktet er herefter, at der for alle udlændinge, der er omfattet af bestemmelsen, skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt. Det bemærkes dog, at selv om forpligtelsen til at udarbejde en hjemrejsekontrakt påhviler Hjemrejsestyrelsen, forudsættes det, at udarbejdelsen sker efter drøftelse med den pågældende udlænding.

Kerneområdet for Hjemrejsestyrelsens udarbejdelse af en hjemrejsekontrakt vil være udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet ved f.eks. at være meddelt endeligt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), inkl. udlændinge udvist ved dom, som er meddelt endeligt afslag på asyl, udlændinge, som er udvist på grund af fare for statens sikkerhed og alvorlig trussel mod orden, sikkerhed m.v., og udlændinge, for hvem der er truffet endelig afgørelse om, at deres opholdstilladelse er bortfaldet af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed, eller den offentlige orden, udlændinge, der har frafaldet en ansøgning om asyl, og udlændinge, for hvem der er truffet endelig afgørelse om, at deres opholdstilladelse er inddraget eller nægtet forlænget.

Udlændinge på tålt ophold vil ligeledes være omfattet af kerneområdet for hjemrejsekontrakten. Det bemærkes i den forbindelse, at også udlændinge på tålt ophold, som alene er omfattet af en orienteringspligt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 5, udlændinge, der er flyttet i egen bolig og medlemmer af disses husstande samt udlændinge, der er indkvarteret privat, såfremt disse udlændinge er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, vil være omfattet af bestemmelsen om indgåelse af en hjemrejsekontrakt.

Desuden vil der for udlændinge, hvis opholdstilladelse på andet grundlag, herunder familiesammenføring, er bortfaldet eller inddraget, ligeledes kunne indgås en hjemrejsekontrakt.

For visse udlændinge vil der imidlertid som udgangspunkt ikke være adgang til at opnå hjemrejsestøtte, herunder udlændinge, der er dømt for overtrædelser omfattet af straffelovens kapitel 12 om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og straffelovens kapitel 13 om forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v. Derimod vil der også for disse udlændinge være adgang til de øvrige incitamenter.

Ønsker en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som er omfattet af anvendelsesområdet for en hjemrejsekontrakt ikke at indgå en sådan kontrakt, kan Hjemrejsestyrelsen træffe afgørelse herom og fastsætte en hjemrejsekontrakt for vedkommende, jf. det foreslåede stk. 3, som er omtalt nedenfor.

Udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som ikke har ret til at opholde sig her i landet, vil ikke skulle have udarbejdet en hjemrejsekontrakt af Hjemrejsestyrelsen. Det samme gælder udlændinge, som kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen eller efter en overenskomst eller et hertil svarende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning til Dublinforordningen, udlændinge som afvises efter udlændingelovens § 29 b, udlændinge fra visumfri lande samt udlændinge, hvis ansøgninger behandles efter åbenbart grundløs haster-proceduren efter udlændingeloven.

Det bemærkes, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, i øvrigt vil være omfattet af de tilbud og aktiviteter, som gælder eller udbydes på indkvarteringsstedet, og at udlændingen skal deltage i udførelsen af de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet. Den pågældende vil således f.eks. skulle deltage i madlavning til sig selv og sin familie eller deltage i fælles madlavning, medmindre der er bespisningsordning på indkvarteringsstedet, rengøring af eget værelse, daglig udvendig og indvendig oprydning, rengøring af fællesområder og pasning og renholdelse af udenomsarealer. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 9.

Det foreslås, at en hjemrejsekontrakt skal indgås så hurtigt som muligt efter, at udlændingen har modtaget en endelig afgørelse fra de danske udlændingemyndigheder, og som altovervejende udgangspunkt inden udløbet af den udrejsefrist, som er fastsat af udlændingemyndighederne, og som i de fleste tilfælde vil være 7 dage. For udlændinge, hvis ansøgning om asyl er antaget til realitetsbehandling, og som ønsker at frafalde deres ansøgning om asyl, bør hjemrejsekontrakten indgås hurtigst muligt efter, at vedkommende har frafaldet sin ansøgning. Det er derfor af afgørende betydning, at udlændingen kontaktes så hurtigt som muligt med henblik på at iværksætte de nødvendige tiltag for at sikre, at udlændingen udrejser. Den foreslåede tidshorisont vil kunne overskrides, hvis der foreligger særlige grunde, herunder sygdom, ingen tilgængelig tolk eller helligdage. Endvidere vil det ikke være muligt at indgå eller fastsætte en hjemrejsekontrakt før udrejsefristen er udløbet, hvis udrejsefristen er fastsat til straks.

Det foreslås, at en hjemrejsekontrakt løbende skal kunne revideres, herunder justeres og udbygges.

Inden udløbet af udrejsefristen bør Hjemrejsestyrelsen have haft kontakt med vedkommende udlænding med henblik på en afklaring af, om vedkommende overhovedet ønsker at indgå en hjemrejsekontrakt. Ved denne første drøftelse af hjemrejsekontrakten vil det være naturligt, at det afklares, om udlændingen ønsker at indgå en hjemrejsekontrakt, og at der i givet fald indgås en hjemrejsekontrakt, hvori der aftales visse grundlæggende elementer, som umiddelbart kan sættes i værk, herunder f.eks. modersmålsundervisning i det omfang det kan tilbydes og undervisning i engelsk, hvilke tiltag der er nødvendige for at fremskaffe identifikationspapirer såsom pas m.v. og hvordan der kan ske afdækning af eventuel kompetenceafklaring. På dette grundlag vil det være muligt for Hjemrejsestyrelsen at tage stilling til, om der skal ske en forlængelse af udlændingens udrejsefrist.

Hjemrejsekontrakten, der i et vist omfang kan have karakter af en standardkontrakt, vil herefter kunne konkretiseres nærmere med hensyn til, hvilke aktiviteter og undervisningstiltag, der skal gennemføres frem mod udlændingens endelige udrejse.

Dette betyder, at det er nødvendigt, at der mellem Hjemrejsestyrelsen og de øvrige aktører på udlændingeområdet sker en koordinering, som sikrer, at Hjemrejsestyrelsen er orienteret om, hvornår der kan blive truffet endelig afgørelse om, at en udlænding ikke (længere) har lovligt ophold her i landet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det vil være naturligt, at Hjemrejsestyrelsen så tidligt som muligt er i kontakt med udlændinge med henblik på at forberede disse på en eventuel overgang til en udrejsesituation, herunder en orientering om hvilke muligheder den pågældende udlænding vil have for at opnå bistand og støtte i tilfælde af, at vedkommende meddeles endeligt afslag på at kunne opholde sig her i landet. En sådan kontakt og orientering vil kunne ligge forud for det tidspunkt, hvor udlændingen kan meddeles et endeligt afslag på at kunne opholde sig her i landet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det i lovforslagets § 25, nr. 73, foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter den gældende ordning om automatisk påklage af Udlændingestyrelsens afslag på asyl udskydes i 14 dage for visse udlændinge, medmindre udlændingen inden 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse meddeler, at vedkommende ikke ønsker afgørelsen behandlet af Flygtningenævnet.

En hjemrejsekontrakt vil medføre, at udlændingens udrejsefrist samtidig vil blive forlænget med indtil 14 dage ad gangen, dog 1 måned, hvis hjemrejsekontrakten indeholder undervisning og aktivering. Forlængelse af en udrejsefrist som følge af en hjemrejsekontrakt vil som altovervejende udgangspunkt maksimalt kunne forlænges således, at den samlede udrejsefrist bliver på 120 dage. Det bemærkes i den forbindelse, at en fastsat udrejsefrist alene kan forlænges, hvis dette sker inden udløbet af den gældende udrejsefrist, og at bl.a. dette forhold er baggrunden for, at Hjemrejsestyrelsen inden udløbet af den (oprindeligt) fastsatte udrejsefrist, skal have kontakt til udlændingen, således at der kan tages stilling til, om der er grundlag for at forlænge udrejsefristen.

Samtidig med indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom, vil Hjemrejsestyrelsen således skulle træffe afgørelse om forlængelse af den fastsatte udrejsefrist. Forlængelse af udrejsefristen vil ske efter udlændingelovens § 33, stk. 4, hvorefter en fastsat udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 2, kan fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn eller anden familiemæssig og social tilknytning, taler herfor. Efter bemærkningerne til bestemmelsen kan en udrejsefrist f.eks. forlænges, hvis en udlænding har mulighed for og indgår en særskilt aftale med danske myndigheder om gennemførelse af særlige forløb eller lignende forud for en frivillig udrejse, og et sådant forløbs varighed gør det nødvendigt at forlænge en fastsat udrejsefrist. Afgørelsen skal meddeles skriftligt. Det foreslås, at Hjemrejsestyrelsen tillægges kompetence til at træffe afgørelse om forlængelse af udrejsefristen efter udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. den foreslåede ændring af udlændingelovens § 46, jf. lovforslagets § 25, nr. 65.

Formålet med en hjemrejsekontrakt er at kunne motivere udlændinge til at samarbejde om deres udrejse, afklaring af, om udlændingen deltager i forberedelsen af udrejsen eller ej og at understøtte en hurtigere og tættere dialog med og opfølgning på udlændingens vilje til at efterleve sin beslutning om at deltage.

Det bemærkes i den forbindelse, at det af den foreslåede § 3 om udlændingens medvirken til udrejse m.v., fremgår, at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, er forpligtet til at udrejse, til at tilvejebringe rejsedokumenter, give møde til samtaler med relevante myndigheder og til at medvirke til sin udrejse i øvrigt. I vurderingen af om en udlænding medvirker til sin udrejse, vil det efter bemærkninger til den foreslåede bestemmelse, skulle indgå som et væsentligt, men ikke afgørende element, om udlændingen overholder sin hjemrejsekontrakt.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at hjemrejsekontrakten, der har til formål at forberede tilbagevenden til hjemlandet eller et andet land for udlændingen, indgås mellem udlændingen og Hjemrejsestyrelsen, og at hjemrejsekontrakten har til formål at forberede udlændingens udrejse.

Det forudsættes i den forbindelse, at der gennemføres en drøftelse med udlændingen med henblik på en afklaring af, hvilke tiltag der skal iværksættes for at forberede udlændingen på at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, og som giver vedkommende en reel mulighed for at etablere sig i dér og blive selvforsøgende. Hjemrejsestyrelsen skal så vidt som det er muligt bestræbe sig på at indgå en aftale med udlændingen om indgåelse af en hjemrejsekontrakt. Baggrunden herfor er navnlig, at en udlændings motivation til at opfylde en kontrakt i så fald vil være højere end hvis vedkommende ikke har ønsket at indgå en sådan.

Hjemrejsekontrakten skal underskrives af udlændingen og af Hjemrejsestyrelsen, og udlændingen vil skulle have udleveret et eksemplar af kontrakten umiddelbart efter kontraktens indgåelse.

Af det foreslåede stk. 3, fremgår, at kan der ikke opnås enighed om kontraktens indhold, træffer Hjemrejsestyrelsen afgørelse herom. Hjemrejsestyrelsen vil i den forbindelse skulle udvise den fornødne evne og vilje til at sikre, at også udlændingens synspunkter, kompetencer og ønsker indgår i styrelsens afgørelse om hjemrejsekontrakt. Kan der imidlertid ikke opnås enighed med udlændingen om hjemrejsekontraktens indhold medfører bestemmelsen, at udlændingen ikke vil kunne blokere for en kontrakt, idet Hjemrejsestyrelsen i sådanne tilfælde vil kunne fastsætte indholdet ensidigt i form af en afgørelse. Der vil dog alene skulle træffes afgørelse om en kontrakts indhold, hvis det uanset bestræbelser herpå, ikke har været muligt at indgå en aftale om hjemrejsekontrakt med udlændingen.

En afgørelse om en hjemrejsekontrakt truffet af Hjemrejsestyrelsen vil ikke kunne indbringes for en anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3. Baggrunden herfor er navnlig, at afgørelsen er truffet af Hjemrejsestyrelsen på baggrund af en individuel og konkret bedømmelse af, hvilke aktiviteter og initiativer der skal gennemføres, for at udlændingen kan udrejse, og vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, og at Hjemrejsestyrelsen råder over de særlige kompetencer som er nødvendige i den henseende.

Det bemærkes, at indkvarteringsoperatøren efter udlændingelovens § 42 c, stk. 2, 3. pkt., har adgang til ensidigt at fastsætte vilkår om bl.a. aktivering og undervisning af udlændinge omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og at en sådan afgørelse kan indbringes for Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens kan afgørelse derimod ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. udlændingelovens § 46 e.

Den foreslåede ordning om, at en afgørelse om en hjemrejsekontrakt truffet af Hjemrejsestyrelsen i medfør af den foreslåede § 5, stk. 3, ikke vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed, svarer dermed til ordningen om, at Udlændingestyrelsens afgørelse om ensidig fastsættelse af en kontrakt om undervisning og aktivering i medfør af udlændingelovens § 42 c, stk. 2, 3. pkt., jf. § 46 e, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Af det foreslåede stk. 4, fremgår, at hjemrejsekontrakten løbende kan revideres. Herved kan den indgåede standardkontrakt løbende justeres og udbygges med yderligere individuelle aktiverings- og undervisningstiltag, som kan iværksættes som led i forberedelsen af udlændingens tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Revidering af hjemrejsekontrakten bør ske efter de samme principper som for selve indgåelsen af kontrakten, dvs. efter aftale mellem den pågældende udlænding og Hjemrejsestyrelsen eller alternativt ved, at Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse herom.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår videre, at hjemrejsekontrakten skal fastlægge udlændingens rettigheder og forpligtelser m.v., herunder på den ene side udlændingens forpligtelse til at deltage i samtaler med Hjemrejsestyrelsen, i hjemrejseforberedende aktivering, i hjemrejseforberedende undervisning, og til aktiv deltagelse ved fremskaffelse af rejselegitimation samt til at udrejse af Danmark ved først mulige lejlighed, og på den anden side udlændingens adgang til hjemrejseforberedende aktivering og undervisning, at opnå hjemrejsestøtte efter de gældende regler herom og adgang til bistand ved planlægning og gennemførelse af den faktiske tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland samt en adgang til forlængelse af en fastsat udrejsefrist med indtil 90 dage med henblik på, at et familiemedlem rejser i forvejen, og forbereder familiens tilbagevenden til hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland.

Perioden på indtil 90 dage som følge af en aftalt go prepare-ordning, vil begynde at løbe fra det tidspunkt det familiemedlem, der rejser i forvejen, forlader Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at forlængelse af udrejsefristen med indtil 90 dage for den tilbageblevne familie, som følge af at et familiemedlem rejser i forvejen, vil være en selvstændig forlængelse og dermed uafhængig af den forlængelse af udrejsefristen, der kan ske som følge af, at der er indgået eller truffet afgørelse om en hjemrejsekontrakt, som udlændingen samarbejder om opfyldelsen af.

Ved at underskrive en hjemrejsekontrakt vil udlændingen således tilkendegive, at den pågældende vil samarbejde om sin udrejse, herunder løbende samarbejde med myndighederne om alle praktiske foranstaltninger i forbindelse med udrejse, såsom fremskaffelse af rejselegitimation, deltagelse i samtaler med hjemlandets eller det tidligere opholdslands myndigheder og underskrivelse af nødvendige dokumenter, således at forudsætningerne for den frivillige udrejse kan være tilvejebragt hurtigst muligt.

Udlændingens samarbejde vil give mulighed for, at udlændingen vil modtage tilbud om hjemrejseforberedende undervisning og aktivering der samlet set skal understøtte, at den pågældende er bedst muligt forberedt på et liv i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, herunder at udlændingen kan skaffe sig beskæftigelse. Herudover kan udlændingen modtage hjemrejsestøtte til brug for sin reintegration.

Vedrørende udlændingens forpligtelser bemærkes, at den konkrete undervisning og aktivering, som udlændingen vil skulle deltage i, som udgangspunkt vil skulle fastlægges i samarbejde mellem Hjemrejsestyrelsen og udlændingen. Idet formålet med tiltagene er at forberede udlændingen på en tilværelse i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, skal indsatserne være egnet til at understøtte et sådant formål.

Hjemrejseforberedende aktivering og undervisning vil skulle tage udgangspunkt i den enkelte udlændings behov for kompetence set i sammenhæng med, hvad der er behov for i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Forløbet skal således basere sig på de kompetencer, den enkelte udlænding allerede havde ved indrejsen til Danmark eller, hvis udlændingen ikke havde uddannelse eller arbejde før indrejsen til Danmark, hvilke kompetencer det er praktisk muligt at give udlændingen. Der er ikke tale om, at udlændingen vil få tilbudt en helt ny uddannelse, men om en opkvalificering af den pågældendes kompetencer i forhold til den uddannelse eller kompetencer vedkommende allerede har, eller i forhold til, hvad der er praktisk muligt og behov for i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Undervisning og aktivering af udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, vil skulle have til formål at lette en tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, at bidrage til at skabe en meningsfuld tilværelse for den enkelte, og at bidrage til at skabe en meningsfuld og konstruktiv hverdag for den enkelte.

Udlændingene vil i den forbindelse kunne f.eks. deltage i aktivering i form af andre opgaver end de opgaver, som er nødvendige i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. den foreslåede § 9, og som f.eks. vil kunne bestå i indvendig og udvendig vedligeholdelse, reparationer og forbedringer af bygninger, inventar og fællesområder, i anden pasning og renholdelse af fællesarealer, i anden rengøring og madlavning, i administrative opgaver og andet lettere kontorarbejde.

Udlændinge, der medvirker til deres udrejse, jf. den foreslåede § 3, og udlændinge på tålt ophold vil kunne deltage i intern produktionsvirksomhed, der er tilrettelagt af indkvarteringsoperatøren. Udlændinge, der medvirker til deres udrejse og udlændinge på tålt ophold vil endvidere kunne deltage i praktik uden for indkvarteringsstedet, hvis det er nødvendigt for at udlændingen kan opnå f.eks. håndværksmæssige kvalifikationer som vedkommende skal basere en tilværelse på i hjemlandet eller i det sædvanlige opholdsland.

Udlændinge over 18 år, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, vil skulle deltage i undervisning i engelsk, modersmål i det omfang det kan tilbydes og eventuelt andet fremmedsprog. Herudover vil der kunne tilbydes undervisning i fag, som bibringer udlændingen færdigheder, der kan hjælpe til at starte selvstændig virksomhed, såsom regnskabslære eller undervisning der kan forøge mulighederne for at opnå beskæftigelse i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Som eksempel kan peges på en udlænding, der er uddannet elektriker i sit hjemland, og som efter et længere ophold i Danmark uden beskæftigelse, har behov for opdatering af sin viden gennem et fagligt kursus. Undervisning i dansk vil endvidere kunne tilbydes udlændinge, der medvirker til udrejsen, jf. den foreslåede § 3, og udlændinge på tålt ophold, hvis det vil hjælpe den pågældende til at tilegne sig færdigheder, der afgørende vil hjælpe de pågældende til at starte selvstændig virksomhed eller opnå beskæftigelse i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det foreslås, at det skal indgå i tilrettelæggelsen af aktivering og undervisning, at der skal være tale om kurser m.v. af kort varighed. Udgangspunktet er således, at den hjemrejseforberedende aktivering og undervisning vil have en varighed på højst 1 måned med mulighed for forlængelse, såfremt den pågældendes behov tilsiger det. I vurderingen af forløbets varighed vil skulle indgå bl.a. udlændingens behov, uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund samt hvorvidt en opkvalificering er realistisk og relevant. Indgåelse af en hjemrejsekontrakt vil derfor medføre, at udlændingens udrejsefrist forlænges således, at det er muligt at gennemføre undervisnings- og aktiveringsforløbet.

Det bemærkes i den forbindelse, at der for så vidt angår kompetenceafklaring, undervisning og aktivering alene vil være tale om tilbud. Ønsker udlændingen ikke at deltage i et opkvalificeringsforløb, men alene at udrejse med hjemrejsestøtte, mod at den pågældende samarbejder med myndighederne om sin udrejse, vil dette kunne lade sig gøre ved markering i kontrakten.

Herudover er sigtet med hjemrejsekontrakten at forpligte udlændingen til aktivt at deltage ved fremskaffelse af rejselegitimation og til at udrejse af Danmark ved først mulige lejlighed. Forpligtelsen vil indebære, at udlændingen skal meddele de oplysninger, der er nødvendige for, at hjemrejse vil kunne finde sted, herunder dokumenter, som dels kan identificere den pågældende, dels kan anvendes i forhold til hjemlandets myndigheder i forbindelse med udrejsen.

Har udlændingen ikke umiddelbart gyldige rejsedokumenter, vil hjemrejsekontrakten forpligte udlændingen til aktivt at arbejde for at fremskaffe den nødvendige rejselegitimation, som kan muliggøre tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Forpligtelsen vil bl.a. indebære, at udlændingen skal bidrage til sagens oplysning, herunder ansøge om den nødvendige rejsedokumentation hos hjemlandets eller det tidligere opholdslands myndigheder. Hvis hjemlandets repræsentation ønsker det, skal udlændingen indvilge i og deltage i fremstilling på hjemlandets eller det tidligere opholdslands repræsentation eller over for tilrejsende repræsentanter med henblik på, at hjemlandet eller det tidligere opholdsland kan sikre sig, at udlændingen er statsborger i det pågældende land. Udlændingen vil endvidere være forpligtet til at deltage i en samtale med repræsentationen, hvis repræsentationen ønsker dette forud for udstedelse af rejselegitimation. Forpligtelsen vil også indebære, at udlændingen skal samarbejde, hvis repræsentationen ønsker biometriske data som f.eks. optagelse af fingeraftryk og fotos med henblik på en sikker identifikation af udlændingen eller udstedelse af rejsedokumenter.

I selve hjemrejsekontrakten kan f.eks. fastsættes specifikke mødedatoer ved hjemlandets eller det tidligere opholdslands repræsentation, tidspunkter for udlændingens konkrete tilvejebringelse af dokumentation eller andet rejseforberedende, som egner sig til udspecificering, og hvor det vil være muligt for udlændingemyndighederne at foretage en umiddelbar efterprøvelse af, om udlændingen har gennemført de aktiviteter, som er aftalt i hjemrejsekontrakten.

Udlændingens motivation til at indgå en hjemrejsekontrakt og få fastlagt et forløb med henblik på udrejse vil blive understøttet af adgangen til hjemrejsestøtte og anden bistand fra Hjemrejsestyrelsen, af at der ikke vil blive meddelt et indrejseforbud og adgang til en ordning, hvor et familiemedlem vil kunne rejse i forvejen og forberede den samlede families tilbagevenden (go prepare) samtidig med, at den ventende familie vil kunne få forlænget udrejsefristen.

Hjemrejsekontrakten skal affattes på en for udlændingen fyldestgørende, forståelig og overskuelig måde, således at udlændingen ikke vil have vanskeligheder ved at udlede sine konkrete forpligtelser og sine konkrete gevinster ved opfyldelse af hjemrejsekontrakten. Hjemrejsestyrelsen skal således sikre sig, at kontrakten er affattet på et sprog, som udlændingen forstår, eller at kontraktens indhold og retsvirkninger ved bistand fra en professionel tolk, tolkes for vedkommende udlænding. Hjemrejsestyrelsen skal sikre, at det fremgår af sagens akter, hvordan udlændingen er blevet gjort bekendt med hjemrejsekontrakten.

Hovedforpligtelsen for udlændingen vil være at udrejse af Danmark ved først mulige lejlighed. Når der er tilvejebragt den nødvendige rejselegitimation og når det er fastlagt, hvilken hjemrejsestøtte udlændingen kan modtage samt hvilken øvrig bistand der kan stilles til rådighed, vil udlændingen være forpligtet til at vende tilbage til hjemlandet eller et andet land, hvor vedkommende kan indrejse og tage ophold.

Udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som har indgået eller modtaget en afgørelse om en hjemrejsekontrakt og samarbejder om opfyldelse af en hjemrejsekontrakt, vil have adgang til bistand ved planlægning og gennemførelse af den faktiske tilbagevenden. Det bemærkes i den forbindelse, at bistand f.eks. kan bestå i praktisk tilrettelæggelse og gennemførelse af udlændingens udrejse.

Udlændingen vil f.eks. kunne modtage rådgivning til at etablere rammerne for opholdet i det land, den pågældende vender tilbage til, med henblik på at finde en bolig og blive selvforsørgende. Bistand til udlændingen til, at denne vil kunne skabe et selvstændigt forsørgelsesgrundlag kan f.eks. omfatte afdækning og opfyldelse af krav til etablering af selvstændig virksomhed eller bistand til at søge at opnå ansættelse. Bistand vil også kunne bestå i tilvejebringelse og booking m.v. af transport frem til slutdestinationen.

Ud over at muligheden for undervisning, aktivering og eventuel ekstern praktik opnår udlændingen ved at indgå en hjemrejsekontrakt og samarbejde om opfyldelsen heraf, således at Hjemrejsestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 3, kan træffe afgørelse om, at udlændingen medvirker til sin udrejse, og herudover mulighed for at få adgang til hjemrejsestøtte.

Udlændinge, som indgår og opfylder det, der er fastsat i en hjemrejsekontrakt, vil endvidere kunne opnå, at et indrejseforbud ikke meddeles, idet den pågældendes udrejsefrist forlænges indtil hjemrejsekontrakten er opfyldt, og udlændingen udrejser. Det forhold, at vedkommende ikke meddeles et indrejseforbud, giver mulighed for, at vedkommende har adgang til at indrejse i Danmark og Schengenområdet til f.eks. at besøge familie og bekendte efter de almindelige regler der gælder derom.

Det forudsættes, at der vil blive taget udgangspunkt i en standardiseret hjemrejsekontrakt, så det kan sikres på den ene side, at alle relevante elementer adresseres, og på den anden side at der er de nødvendige muligheder for at tilpasse indholdet til den enkelte udlændings forhold m.v.

Tilrettelæggelse og praktisk gennemførelse af elementer i hjemrejsekontrakten kan Hjemrejsestyrelsen efter nærmere aftale med Udlændingestyrelsen, herunder om økonomi, overlade til indkvarteringsoperatøren.

Det foreslås endvidere, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som har indgået og samarbejder om opfyldelse af en hjemrejsekontrakt, kan få forlænget den fastsatte udrejsefrist med indtil 90 dage med henblik på, at et familiemedlem rejser i forvejen og forbereder tilbagevenden til hjemlandet. Dette kan f.eks. være ved at finde en bolig til familien og i øvrigt gøre klar til familiens hjemkomst (go prepare)

Forlængelse af udrejsefristen for udlændingens familie (go prepare) vil ske efter udlændingelovens § 33, stk. 4. Det følger af denne bestemmelse, at en udrejsefrist kan fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn eller anden familiemæssig og social tilknytning, taler herfor. Efter bemærkningerne til bestemmelsen kan en udrejsefrist f.eks. forlænges, hvis en udlænding har mulighed for og indgår en særskilt aftale med danske myndigheder om gennemførelse af særlige forløb eller lignende forud for en frivillig udrejse, og et sådant forløbs varighed gør det nødvendigt at forlænge en fastsat udrejsefrist. Afgørelsen skal meddeles skriftligt. Det foreslås, at Hjemrejsestyrelsen tillægges kompetence til at træffe afgørelse om forlængelse af udrejsefristen efter udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. den foreslåede ændring i udlændingelovens § 46, jf. lovforslagets § 25, nr. 65.

Tilbageværende familiemedlemmer vil således kunne få forlænget deres udrejsefrist, således at de kan opholde sig lovligt i Danmark i en yderligere periode på op til 90 dage, mens familiemedlemmet tager i forvejen og sørger for at etablere grundlag for en stabil tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland for den ventende familie, i form af f.eks. anskaffelse af bolig og de dertil hørende fornødenheder og et lokalt forsørgelsesgrundlag. Der kan endvidere være behov for, at der træffes forberedelser vedrørende eventuelle børns skolegang m.v.

Det familiemedlem, der tager i forvejen, vil som udgangspunkt ikke lovligt kunne genindrejse i Danmark i perioden frem mod familiens samlede udrejse efter at have benyttet sig af go prepare-muligheden, medmindre de almindelige regler for indrejse i Danmark er opfyldt. Go prepare-ordningen retter sig dermed alene mod de familiemedlemmer som forbliver i Danmark. Den udlænding som rejser i forvejen for at forberede tilbagevenden for den tilbageblevne familie, har alene adgang til at indrejse i Danmark, hvis de almindelige regler giver adgang dertil. Den pågældende udlænding kan således ikke som en del af go prepare-ordningen vende tilbage til Danmark.

Muligheden for at anvende go prepare-ordningen vil alene kunne anvendes af udlændinge, som har indgået en hjemrejsekontrakt eller udlændinge, hvor Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om kontraktens indhold og som samarbejder om opfyldelse af kontrakten. Go prepare-ordningen er således en integreret del af hjemrejsekontrakten, og det vil ikke være muligt for en udlænding at ansøge om at anvende ordningen, uden at vedkommende har indgået eller ved Hjemrejsestyrelsens afgørelse har fået fastsat en hjemrejsekontrakt.

Det nærmere indhold af ordningen vil konkret skulle aftales mellem den pågældende udlænding og Hjemrejsestyrelsen, men kan f.eks. bestå i, at Hjemrejsestyrelsen bistår udlændingen med at afklare, hvad udlændingen konkret skal forberede i hjemlandet eller et tidligere opholdsland i forhold til forberedelse af familiens tilbagevenden. Der kan endvidere være tale om, at Hjemrejsestyrelsen bistår med kontakt til offentlige myndigheder om registrering af familien, om iværksættelse af praktiske foranstaltninger i forhold til boligen, herunder får vand og el tilsluttet, med at etablere kontakt til potentielle arbejdsgivere og lignende.

Af det foreslåede stk. 5, fremgår, at hjemrejseforberedende aktivering og undervisning, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 2 og 3, kan varetages helt eller delvist af eksterne aktører, eller kan erstattes af hjemrejseforberedende aktivering og undervisning udbudt af eksterne aktører.

Den foreslåede ordning indebærer, at eksterne aktører vil kunne inddrages i forbindelse med gennemførelse af konkrete hjemrejseforberedende aktivering og undervisning. Hermed sikres, at eksterne aktører med viden og særlige kompetencer vil kunne inddrages i arbejdet. Som eksempler kan peges på, at det vil kunne være relevant at inddrage eksterne aktører som har særligt kendskab til arbejdet med udlændinge, med samfundsforhold i relevante lande og med inddragelse på arbejdsmarkedet eller etablering af selvstændig virksomhed i relevante lande.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter udlændingelovens § 42 d, stk. 1, gælder, at en udlænding, der er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 5, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Efter udlændingelovens § 42 d, stk. 3, gælder, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om udførelsen af de i stk. 1 nævnte opgaver. Udlændinge- og integrationsministeren har udnyttet bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse nr. 1224 om undervisning og aktivering m.v. af asylansøgere m.v. af 12. august 2020.

Det foreslås i § 6, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontraktens indgåelse eller fastsættelse, indhold og udformning.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes med henblik på at sikre en ensartet praksis ved anvendelsen af hjemrejsekontrakter. Bemyndigelsen vil således kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om hjemrejsekontraktens indgåelse og revision, om det nærmere omfang og indhold af kontraktens enkelte elementer og om udformningsmæssige krav til kontrakten.

Det er således hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at en hjemrejsekontrakt vil skulle udformes på baggrund af drøftelser med udlændingen med henblik på en afklaring af, hvilke tiltag der vil skulle iværksættes for at forberede udlændingen på at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, og som vil give vedkommende et bedre grundlag for at etablere sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland og blive selvforsøgende.

Det er også hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at hjemrejsekontrakten, medmindre Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse herom, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3, vil skulle underskrives af udlændingen og af Hjemrejsestyrelsen, og at udlændingen vil skulle have udleveret et eksemplar af kontrakten umiddelbart efter kontraktens indgåelse. Hjemrejsekontrakten vil endvidere kunne kommunikeres til udlændingen ved anvendelse af den digitale kommunikationsløsning.

Der er videre hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at hvis der ikke kan opnås enighed om kontraktens indhold, vil Hjemrejsestyrelsen kunne træffe afgørelse herom, og at styrelsen i så fald vil skulle sørge for, at udlændingens synspunkter, kompetencer og ønsker i det omfang det er muligt bliver afspejlet i vedkommende hjemrejsekontrakt.

Bemyndigelsen vil herudover blive anvendt til at fastsætte regler om udlændingens rettigheder og forpligtelser m.v., herunder om deltagelse i samtaler med Hjemrejsestyrelsen, deltagelse i hjemrejseforberedende aktivering, deltagelse i hjemrejseforberedende undervisning, aktiv medvirken til fremskaffelse af rejselegitimation og til at udrejse af Danmark ved først mulige lejlighed.

Desuden vil der blive fastsat regler om muligheden for at opnå hjemrejsestøtte og om adgang til bistand ved planlægning og gennemførelse af den faktiske tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Vedrørende hjemrejseforberedende aktivering og undervisning er det hensigten at fastsætte, at dette vil skulle tage udgangspunkt i den enkelte udlændings behov for kompetencer set i sammenhæng med, hvad der er behov for i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, og at der ikke er tale om, at udlændingen skal have en helt ny uddannelse, men om at den pågældende skal opkvalificeres i forhold til den uddannelse eller de kompetencer, vedkommende allerede har, eller i forhold til, hvad der er praktisk muligt og behov for i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Vedrørende undervisning er det hensigten, at det vil blive fastsat, at denne f.eks. kan indeholde modersmålsundervisning i det omfang det kan tilbydes eller undervisning i engelsk, og undervisning i fag, som vil kunne bibringe udlændingen færdigheder, der vil kunne hjælpe til at starte selvstændig virksomhed eller til at opnå beskæftigelse i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, og som derved vil understøtte den frivillige udrejse.

Det er også hensigten at fastsætte, at den hjemrejseforberedende aktivering og undervisning som udgangspunkt vil have en varighed på højst 1 måned med mulighed for forlængelse, såfremt den pågældendes behov tilsiger det, samt at der i vurderingen af forløbets varighed vil kunne indgå bl.a. udlændingens behov, uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund, samt hvorvidt en opkvalificering vil være realistisk og relevant.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 43, stk. 2, at såfremt politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Har udlændingen ikke tilstrækkelige midler til sin udrejse, afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen. Udgifterne afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (asyl) og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold. Endvidere afholdes udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i kapitel 5 a endeligt af statskassen. 3. pkt. gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af § 10, eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland, er behandlet efter den i § 53 b, stk. 1, nævnte procedure (åbenbart-grundløs proceduren).

Afgørelser efter udlændingelovens § 43, stk. 2, kan træffes Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås, at der som § 7 i den foreslåede hjemrejselov indsættes en bestemmelse svarende til den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 2.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet skal fremgå af den foreslåede hjemrejselov, således at den foreslåede hjemrejselov understøtter Hjemrejsestyrelsens varetagelse af opgaver vedrørende udlændinges udrejse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, vil en udlænding selv skulle afholde de udgifter, der er forbundet med udrejsen.

Det vil således som udgangspunkt påhvile en udlænding selv at skulle afholde de udgifter, som er forbundet med den pågældendes egen udrejse. Udgifter, der er forbundet med udlændingens udrejse, vil navnlig være udgifter til fly- eller togbillet, hoteludgifter, hvis overnatning er nødvendig for at afvente en flyforbindelse, fortæring, udgifter til tolke mv. samt udgifter til transport og forsendelse af bagage. Hvis det har været nødvendigt for politiet at ledsage udlændingen under udrejsen, vil udgifterne til de ledsagende polititjenestemænds rejse og ophold således ikke kunne kræves betalt af udlændingen.

Der vil endvidere kunne udbetales et mindre kontantbeløb ved ankomst til hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland (såkaldte rejsepenge). Beløbet vil skulle dække forplejning og eventuelle udgifter forbundet med udlændingens rejse fra lufthavnen i hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland, herunder udgifter til lokal transport og nødvendige overnatninger. Beløbet vil – ligesom den hidtidige administration af ordningen – skulle udbetales, uanset om udlændingen kontinuerligt har medvirket til sin udrejse.

Det foreslås i § 7, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvoraf fremgår, at har udlændingen ikke tilstrækkelige midler til sin udrejse, afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen.

Dette betyder, at hvis udlændingen ikke har midler til udsendelsen, vil staten skulle afholde udgifterne foreløbigt, og hvis der viser sig mulighed for det, vil beløbet efterfølgende skulle inddrives.

For så vidt angår udviste udlændinge, der afsoner en dom, er varetægtsfængslet efter retsplejeloven eller som er varetægtsfængslet efter den foreslåede hjemrejselovs §§ 14 og 15, bemærkes, at Kriminalforsorgen opsparer en del af det beskæftigelsesvederlag, som udlændingen optjener under afsoning. Udgifter, som udlændingen skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, kan efter anmodning modregnes i det opsparede beløb, hvis ikke udlændingen selv afholder udgifterne. Der henvises til straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, afholdes udgifterne endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller kontinuerligt medvirker til udrejsen. Det gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 10 (udelukkelse fra at blive meddelt opholdstilladelse), eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland eller tidligere opholdsland, er behandlet efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure (åbenbart grundløs proceduren).

Det forudsættes, at udlændingen har medvirket til asylsagens oplysning. Det indebærer bl.a., at udlændingen har medvirket til identitetsfastlæggelse og fastlæggelse af rejserute, samt f.eks. har indleveret relevante rejsedokumenter til Udlændingestyrelsen i forbindelse med indgivelse af ansøgning om asyl.

Endvidere forudsættes det, at udlændingen kontinuerligt medvirker til udrejsen. Udlændingen vil således skulle opfylde betingelserne i den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 3, om medvirken. Det beror på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, om en udlænding medvirker til udrejsen på en sådan måde, at udgifterne afholdes endeligt af staten. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 3.

Uanset ovenstående vil udgifterne ikke skulle afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen er udelukket fra at få opholdstilladelse her i landet efter bestemmelsen i udlændingelovens § 10, eller hvis asylansøgningen er behandlet efter den særlige åbenbart-grundløs procedure.

Det foreslås som hjemrejselovens § 7, stk. 4, at udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a (Dublin III-forordningen) skal afholdes endeligt af statskassen.

Baggrunden for forslaget er, at det er hensigtsmæssigt, at det er udtrykkeligt fastsat i den foreslåede hjemrejselov hvordan udgifterne, der er forbundet med, at en udlænding overføres til en anden medlemsstat efter Dublin III-forordningen, skal afholdes, således at denne bestemmelse henviser til Dublin III-forordningens artikel 30.

Bestemmelsen vil indebære, at udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter Dublin III-forordningen skal afholdes endeligt af statskassen, uanset at den pågældende udlænding ikke har medvirket til sagens oplysning, og selvom den pågældende ikke kontinuerligt har medvirket til sin udrejse af Danmark, efter der er truffet endelig afgørelse om overførsel.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil indholdsmæssigt svare til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 2, 4. pkt., hvorefter udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i kapitel 5 a, endeligt afholdes af statskassen. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 56.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 43 a, stk. 1, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 er taget under behandling, hvis udlændingen ikke selv har midler hertil, kan ydes hjælp til rejse til et tredjeland, hvor udlændingen efter indrejsen i Danmark og inden udløbet af en fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og opholdstilladelse, hvis udlændingen har fået afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse her i landet.

Det fremgår videre af udlændingelovens § 43 a, stk. 2, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kan ydes hjælp til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, hvis udlændingen medvirker til at udrejse uden ugrundet ophold.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 43 a, stk. 3, at der ikke kan ydes hjælp efter stk. 1 og 2, til udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet, udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande, udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det fremgår af udlændingelovens § 43 a, stk. 4, at der endvidere ikke kan ydes hjælp efter stk. 2, til udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1 (åbenbart-grundløs proceduren), og udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 10 (udelukkelse fra at blive meddelt opholdstilladelse).

Af udlændingelovens § 43 a, stk. 5, fremgår det, at hjælpen efter stk. 1 omfatter udgifter til billet til fly, tog m.v., nødvendige udgifter til transport af personlige ejendele, højst 5.000 kr. pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt for den pågældendes eller familiens erhverv i det pågældende tredjeland, og andre udgifter forbundet med rejsen.

Det fremgår herudover af udlændingelovens § 43 a, stk. 6, at hjælpen efter stk. 2 udgør 3.000 kr. pr. person over 18 år og 1.500 kr. pr. person under 18 år.

Det fremgår videre af udlændingelovens § 43 a, stk. 7, at en udlænding kun kan modtage hjælp efter stk. 1 og stk. 2 én gang.

Af udlændingelovens § 43 a, stk. 8, fremgår det, at udlændinge, der har fået endeligt afslag på opholdstilladelse i medfør af § 7, og for hvem der er fastsat en udrejsefrist i henhold til § 33, stk. 2, tilbydes uvildig rådgivning om mulighederne for hjemrejse, herunder om mulighederne for støtte efter stk. 2 til genetablering i det land, hvortil udlændingen udrejser. Udlændinge- og integrationsministeren kan træffe bestemmelse om, at den uvildige rådgivning skal varetages af en eller flere private organisationer.

Det fremgår endelig af udlændingelovens § 43 a, stk. 9, at det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1995-niveau og reguleres fra og med 1996 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om satsreguleringsprocent. Det i stk. 6 angivne beløb er fastsat i 2003-niveau og reguleres fra og med 2004 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Som følge af ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene har Hjemrejsestyrelsen siden den 1. august 2020 truffet afgørelser om hjælp efter udlændingelovens § 43 a, stk. 1 og 2. Som følge af ressortoverførelsen har Hjemrejsestyrelsen derudover siden august 2020 varetaget opgaven med at yde hjemrejserådgivning til udlændinge uden lovligt ophold her i landet.

Det følger af udlændingelovens § 43 b, at udlændinge- og integrationsministeren kan bestemme, at der kan ydes økonomisk støtte til frivillig tilbagevenden til hjemlandet til grupper af udlændinge, der opholder sig her i landet, og som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og ikke har opholdstilladelse her i landet, når særlige repatrieringshensyn taler derfor.

Med finanslovens § 06.32.10.13. (de fleksible udsendelsesmidler) og § 14.11.03. (understøttelse af udsendelse, er der hjemmel til etablering og finansiering af modtage- og reintegrationsprogrammer. De fleksible udsendelsesmidler er bevilget i Udenrigsministeriet. Der er efterfølgende indgået aftale mellem Udenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet om anvendelse af midler fra bevillingen til brug for modtage- og reintegrationsprogrammer.

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at kommunalbestyrelsen yder efter ansøgning hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. stk. 9, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger videre af repatrieringslovens § 3, stk. 5, at visse udlændinge med opholdstilladelse på asylområdet og disses familiemedlemmer, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2 og § 19, stk. 1, anses for at være omfattet af repatrieringsloven indtil udløbet af den udrejsefrist, der er fastsat i forbindelse med afgørelsen om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelsen.

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 1-10, at hjælp til repatriering omfatter: 1) udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, 2) udgifter til transport af personlige ejendele eller hjælp til udgifter til køb af personligt bohave, 3) udgifter til transport af udstyr, der er nødvendigt for personens eller dennes families erhverv i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, 4) hjælp til etablering i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, 5) udgifter til køb af erhvervsudstyr, der vil være egnet til at fremme personens beskæftigelsesmuligheder og udgifter til transport af sådant udstyr, 6) udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere opholdsland til personer, der er fyldt 18 år, hvis der ikke på anden måde er etableret en sådan forsikring, i op til 4 år, 7) udgifter til medbragt lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, 8) udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, 9) udgifter til skolegang til skolesøgende børn, der på tidspunktet for repatriering er fyldt 5 år, i op til 4 år, dog højst indtil det fyldte 16. år, og 10) udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v.

Satserne fastsættes administrativt og reguleres årligt.

Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person omfattet af repatrieringsloven, hvis personen 1) ikke har midler til at dække behovet for reintegrationsbistand, 2) ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl, 3) har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og 4) på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. I stedet for en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år, kan personen anmode om at modtage en løbende, månedlig livslang reintegrationsbistand, som udgør 80 pct. af reintegrationsbistanden, jf. repatrieringslovens § 10, stk. 2.

Satserne fastsættes administrativt i forhold til leveomkostningerne i de enkelte lande.

Det foreslås, at der som § 8, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan gives hjemrejsestøtte til en udlænding, der, jf. § 3, stk. 3, medvirker til sin udrejse, jf. dog det foreslåede stk. 3 og 4. Medvirker en udlænding, jf. § 3, stk. 3, kan der kun gives reduceret hjemrejsestøtte.

Baggrunden for forslaget er, at der skabes fokus på at fremme frivillig udrejse for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. Tilsagn om støtte ved udrejsen kan i den forbindelse være et effektivt motivationsfremmende værktøj i forhold til udlændingens beslutning om at medvirke til sin udrejse. Formålet med forslaget er endvidere at samle eksisterende støtteordninger i én samlet regulering af hjemrejsestøtte, som vil kunne bestå af forskellige elementer, alt efter hvilken situation den pågældende udlænding er i.

Forslaget indebærer, at den endelige fastsættelse af hjemrejsestøtte for den omfattede personkreds, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 1-3, således vil skulle afhænge af, om udlændingen medvirker til sin udrejse, dvs. at udlændingen medvirker fra den endelige afgørelse, der pålægger udlændingen at udrejse af landet, og frem til den faktiske udrejse. En udlænding, der medvirker til sin udrejse, vil således kunne modtage den fulde hjemrejsestøtte, hvorimod en udlænding, der medvirker til udrejsen efter i en periode ikke at have medvirket hertil, vil skulle have reduceret sit støttebeløb. En udlænding, der ikke medvirker til sin udrejse, og som derfor udsendes tvangsmæssigt, vil være afskåret fra at modtage hjemrejsestøtte.

For så vidt angår personkredsen i det foreslåede stk. 2, nr. 2 og 3, vil der forelægge medvirken til udrejsen, hvis udlændingen ansøger om hjemrejsestøtte inden udløbet af den fastsatte udrejsefrist. Ansøger den pågældende om hjemrejsestøtte efter udløbet af udrejsefristens udløb, vil udlændingen således ikke have ret til at modtage hjemrejsestøtte. Udlændingen vil heller ikke kunne modtage en reduceret hjemrejsestøtte, hvis ansøgningen herom sker efter udløbet af udrejsefristen.

Hjemrejsestyrelsens afgørelse om, hvorvidt udlændingen medvirker til sin udrejse, vil således være afgørende for den endelige fastsættelse af hjemrejsestøtten. Der henvises til lovforslagets § 3.

For afviste asylansøgere, der er omfattet af personkredsen i det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil den primære del af hjemrejsestøtten som udgangspunkt bestå af in-kind støtte i form af et modtage- eller reintegrationsprogram og vil som udgangspunkt, som i dag, indeholde støtte op til en maksimal værdi af 20.000 kr. per person. Der vil dog være mulighed for at tildele ekstra tilskud, såfremt udlændingen er særligt sårbar. Såfremt der i der i den pågældende udlændings hjemland ikke er muligt at indgå en aftale med en serviceudbyder om etablering af et modtage- eller reintegrationsprogram, vil hjemrejsestøtten som alternativ kunne ydes i form af et kontantbeløb af samme maksimale værdi på 20.000 kr. per person. Processen for og administration af ordningen vil skulle svare til den aktuelle ordning om modtage- og reintegrationsprogrammer, der administreres af Hjemrejsestyrelsen. Hjemrejsestyrelsen vil således skulle træffe afgørelse om tilsagn om hjemrejsestøtte, herunder om udlændingen er omfattet af et modtage- eller reintegrationsprogram, forud for udlændingens udrejse, og ordningen vil skulle administreres efter bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 6.

Hjemrejsestøtten kan endvidere omfatte dækning af udgifter forbundet med udlændingens frivillige hjemrejse.

Forslaget indebærer endvidere, at udlændinge, der er omfattet af personkredsen i det foreslåede stk. 2, nr. 2 og 3, der har fået deres opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, ligeledes kan ydes hjemrejsestøtte. De pågældende vil kunne meddeles hjemrejsestøtte bestående af hjælp til dækning af de udgifter, der i dag følger af repatrieringsloven. Ordningen vil skulle administreres efter bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 6.

Hjemrejsestyrelsens fastsættelse af hjemrejsestøtten for den enkelte udlænding vil efter forslaget ikke kunne påklages.

Med det foreslåede ændres der ikke på, at personkredsen i det foreslåede stk. 2, nr. 2 og 3, der har fået deres opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, har adgang til individuel rådgivning, som de i dag har adgang til efter repatrieringsloven. Dette skyldes, at størstedelen af gruppen må antages at have haft et længerevarende ophold i Danmark og derfor kan have et særligt behov for individuel rådgivning om hjemrejsestøtte.

Det foreslås, at der som § 8, stk. 2, indsættes en bestemmelse, hvorefter hjemrejsestøtte efter det foreslåede stk. 1 kan ydes til visse udlændinge.

Formålet med forslaget er at forenkle og samle gældende ordninger i én samlet regulering af hjemrejsestøtte, som viderefører elementer fra de eksisterende ordninger.

Med det foreslåede tydeliggøres det, hvilke udlændinge, der kan gives hjemrejsestøtte til, samt hvilke betingelser, der skal være opfyldt i den forbindelse. Ansøgninger om hjemrejsestøtte til udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, vil fremover således skulle behandles efter hjemrejseloven og af Hjemrejsestyrelsen.

Der foreslås i § 8, stk. 2, nr. 1, indsat en bestemmelse, hvorefter der kan ydes hjemrejsestøtte til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, eller har frafaldet sin ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

Formålet med forslaget til nr. 1, er at forenkle og samle gældende ordninger i én samlet regulering af hjemrejsestøtte, som viderefører elementer fra de eksisterende ordninger. Forslaget indebærer, at der kan ydes hjemrejsestøtte til en udlænding fra et tredjeland, som er meddelt afslag på asyl eller har frafaldet en ansøgning om asyl her i landet.

Der foreslås i § 8, stk. 2, nr. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter der kan ydes hjemrejsestøtte til en udlænding, der opholder sig her i landet, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og 9 e, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 19, stk. 1.

Der foreslås endvidere i § 8, stk. 2, nr. 3, indsat en bestemmelse, hvorefter der kan ydes hjemrejsestøtte til en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 2, er inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 19, stk. 1.

Formålet med forslaget til nr. 2 og 3, er at samle alle regler om og administration af hjemrejsestøtte til udlændinge, der ikke (længere) har lovligt ophold her i landet. Forslaget til nr. 2 og 3, skal ses i sammenhæng med det samtidigt foreslåede om at ophæve repatrieringslovens § 3, stk. 5. Der henvises herom til bemærkningerne til § 26, nr. 1, samt til bemærkningerne i afsnit 3.7.

Forslaget indebærer, at en udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 e, inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 19, stk. 1, vil kunne meddeles hjemrejsestøtte bestående af hjælp til dækning af de udgifter, der i dag følger af repatrieringsloven. Forslaget indebærer endvidere, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 2, er inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 19, stk. 1, også vil kunne meddeles samme hjemrejsestøtte. Det bemærkes, at en udlænding, der er omfattet af personkredsen i nr. 2 eller 3, og som har fået sin opholdstilladelse inddraget i medfør af udlændingelovens § 19 a, stk. 1, også vil kunne meddeles samme hjemrejsestøtte.

En udlænding omfattet af personkredsen i det foreslåede nr. 2 eller 3, vil kunne søge om at modtage hjemrejsestøtte, når afgørelsen, hvormed den pågældendes opholdstilladelse inddrages eller nægtes forlænget, er endelig. En ansøgning om hjemrejsestøtte fra den pågældende personkreds skal være indgivet inden udløbet af den fastsatte udrejsefrist. Ordningen vil skulle administreres efter bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 6. Der henvises desuden det ovenfor anførte til stk. 1.

Med den foreslåede ændring vil en ansøgning om støtte ved frivillig udrejse for en udlænding, der er omfattet af personkredsen i stk. 2, nr. 2 eller 3, blive behandlet af Hjemrejsestyrelsen, og ikke kommunerne, som hidtil.

Der foreslås i § 8, stk. 3, indsat en bestemmelse, hvorefter der ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet, udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande, udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet den Europæiske Union, udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab.

Formålet med det foreslåede er at udelukke visse udlændinge fra at modtage hjemrejsestøtte. Baggrunden herfor er blandt andet at sikre, at der ikke med ordningen vil blive skabt forøget incitament til at indrejse til Danmark med henblik på at søge asyl for udlændinge for hvem, der en forhåndsformodning for, at ansøgningen kan afslås som åbenbart grundløs. De udlændinge, der fremgår af bestemmelsen, får som udgangspunkt deres asylansøgninger behandlet efter den såkaldte åbenbart grundløs-haster procedure (ÅGH). En asylansøgning kan behandles efter ÅGH-proceduren, hvis der allerede på grundlag af ansøgerens nationalitet er en forhåndsformodning for, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at opnå asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Denne procedure har været anvendt siden efteråret 1994 som led i en administrativ opstramning af asylsagsbehandlingen med henblik på at nedbringe antallet af udlændinge, som uden asylrelateret grund indrejser i Danmark og ansøger om asyl. De pågældende vil ved en tilbagevenden til deres hjemland som udgangspunkt have adgang til relevante støttetilbud, og vil derfor ikke have adgang til hjemrejsestøtte efter stk. 1.

Forslaget indebærer, at der ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1, til udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet den Europæiske Union, udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab og udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra indrejse med biometriske pas kan ske.

Der foreslås i § 8, stk. 4, indsat en bestemmelse, hvorefter der endvidere ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til udlændinge, udlændinge, der af Udlændingestyrelsen, er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse er afvist efter udlændingelovens § 29 b, fordi udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land omfattet af udlændingelovens § 29 a, stk. 1, udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25, udlændinge, der er udelukket efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, udlændinge, der er dømt efter straffelovens kapitel 12 og 13, og udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er blandt andet at sikre, at der ikke med ordningen vil blive skabt forøget incitament til at indrejse til Danmark med henblik på at søge asyl for udlændinge for hvem, der en forhåndsformodning for, at ansøgningen kan afslås som åbenbart grundløs. Formålet er endvidere at udelukke udlændinge, der har begået en række alvorlige lovovertrædelser som f.eks. forbrydelser mod statens sikkerhed, terrorisme mv, fra at modtage hjemrejsestøtte af hensyn til retsfølelsen.

Med forslaget vil de i bestemmelsen oplistede udlændinge således være udelukket fra at modtage hjemrejsestøtte efter stk. 1.

Der foreslås i § 8, stk. 5, indsat en bestemmelse, hvorefter en udlænding, som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og som inden 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, meddeler, at vedkommende ikke ønsker afgørelsen behandlet af Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., kan ydes en supplerende kontant hjemrejsestøtte.

Formålet med det foreslåede er at motivere asylansøgere, der har modtaget et afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, til aktivt og reelt at tage stilling til sine videre muligheder for at få opholdstilladelse her i landet. Dette skal ses i lyset af, at der for en række nationaliteter er en høj stadfæstelsesprocent i forbindelse med anden instans behandlingen af asylsagen. Beløbet skal endvidere motivere udlændingen til efterfølgende at medvirke til sin udrejse.

Det supplerende kontantbeløb vil skulle fastsættes ud fra, hvornår udlændingen meddeler, at den pågældende ikke ønsker afgørelsen behandlet i Flygtningenævnet.

Meddeler den pågældende dette inden for 14 dage efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), vil udlændingen således i tillæg til hjemrejsestøtten kunne modtage et højere supplerende kontantbeløb ved sin efterfølgende frivillige udrejse, end hvis asylansøgeren først frafalder efterfølgende. Det højere kontantbeløb vil udgøre 20.000 kr., mens beløbet vil blive halveret hvis udlændingen først efter de 14 dage meddeler, at den pågældende ikke ønsker sin afgørelse behandlet i Flygtningenævnet.

Udlændingen vil frem til tidspunktet for udrejsen kunne fortryde sit frafald af klagen til Flygtningenævnet. I det tilfælde vil tilsagnet om et supplerende kontantbeløb skulle bortfalde.

Vælger udlændingen på ny at frafalde sin klage, vil udlændingen kunne gives tilsagn om at modtage et lavere supplerende kontantbeløb for sit frafald af klagen.

Tilsagn om supplerende kontantbeløb vil skulle bortfalde, såfremt udlændingen ikke medvirker til sin udrejse og dermed udsendes tvangsmæssigt. Genoptager udlændingen sin medvirken til udrejsen, vil det supplerende kontantbeløb ligeledes skulle anses for bortfaldet.

Der foreslås i § 8, stk. 6, indsat en bestemmelse, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om den omfattede personkreds, betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb mv.

Efter den foreslåede bestemmelse kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb mv.

Vedrørende hjemrejsestøttens betingelser, form og støttebeløb, er det hensigten at fastsætte nærmere regler, der bl.a. vil omfatte størrelsen på in kind eller kontant støtte til afviste asylansøgere m.fl., og de nærmere udgiftstyper og støttebeløb for hjemrejsestøtte til personer, hvis opholdstilladelse på asylområdet er inddraget eller nægtet forlænget og deres familiemedlemmer, hvis opholdstilladelse som konsekvens heraf ligeledes er inddraget eller nægtet forlænget, for derved at sikre, at ordningen administreres tilsvarende efter de gældende regler i repatrieringsloven. Det er herudover hensigten at fastsætte nærmere regler om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, herunder om ansøgningsfrist mv.

Der vil på den baggrund være mulighed for, at der med den fornødne hurtighed administrativt kan foretages ændringer i ordningen, såfremt der viser sig et konkret behov herfor.

Det er endvidere hensigten at fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøttens form og støttebeløb generelt, for på den måde at kunne sikre fleksibilitet i den støtte, der kan ydes, således at den kan tilpasses udlændingens individuelle forhold og behov.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter udlændingelovens § 42 d, stk. 1, har en udlænding, der er indkvarteret på et af de i § 42 a, stk. 5, nævnte indkvarteringssteder, pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet. Efter bestemmelsens stk. 2, kan Udlændingestyrelsen eller indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., meddele en udlænding pålæg om at udføre de i stk. 1 nævnte opgaver, og Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der tilsidesætter et meddelt pålæg, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse. Endelig fastsætter udlændinge- og integrationsministeren efter bestemmelsens stk. 3 nærmere regler om udførelsen af de i stk. 1 nævnte opgaver.

Efter udlændingelovens § 42 c, stk. 1, udarbejder indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Det følger af bestemmelsens stk. 3, bl.a., at kontrakten fastlægger omfang og indhold af de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, som udlændingen har pligt til at medvirke til udførelsen af, jf. udlændingelovens § 42 d, stk. 1.

Det foreslås i § 9, stk. 1, at en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 d, stk. 1.

Forslaget indebærer, at udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, forsørges af Udlændingestyrelsen og er indkvarteret på et indkvarteringssted, har pligt til at medvirke til at udføre de nødvendige opgaver, der er forbundet med driften af indkvarteringsstedet.

De nødvendige opgaver, der vil kunne være tale om, er de opgaver, som er nødvendige for at indkvarteringsstedet kan fungere efter sit formål. Opgaverne omfatter navnlig rengøring, madlavning, indvendig og udvendig vedligeholdelse, pasning og renholdelse af udenomsarealer og gennemførelse af sociale og kulturelle aktiviteter.

Forpligtelsen til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver på indkvarteringsstedet vil have såvel et praktisk som et kompetencemæssigt sigte, idet de pågældende opgaver naturligt bør varetages af de personer, som opholder sig på indkvarteringsstedet, og idet medvirken til sådanne opgaver vil kunne bidrage til at give en oplevelse af medejerskab til indkvarteringsstedet og vil kunne styrke udlændingen i at være en del af et fællesskab og i at løse opgaver i et samspil med andre.

I bestemmelsens foreslåede stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan meddele en udlænding omfattet af stk. 1, pålæg om at udføre de i stk. 1, nævnte nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Forslaget medfører, at hvis udlændingen tilsidesætter forpligtelsen til at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, vil indkvarteringsoperatøren kunne meddele vedkommende udlænding pålæg om at udføre de nødvendige opgaver.

Det bemærkes i den forbindelse, at indkvarteringsoperatørerne vil skulle udøve en betydelig indsats for at motivere udlændingene til at efterkomme forpligtelsen til at udføre de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstederne. Derfor vil det alene være i situationer, hvor en udlænding trods indkvarteringsoperatørens motiverende indsats nægter at udføre de nødvendige opgaver, indkvarteringsoperatøren vil kunne pålægge den pågældende at udføre de nødvendige opgaver.

Det bemærkes videre, at den foreslåede bestemmelse indebærer, at indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, i lovteksten udtrykkeligt bemyndiges til at udstede konkrete pålæg til beboerne om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet. Det bemærkes også, at forvaltningsloven finder anvendelse i forbindelse med indkvarteringsoperatørens afgørelser efter bestemmelsen, når indkvarteringsoperatøren er en privat organisation eller et privat selskab. Der henvises herved til den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 2.

I lovforslagets § 22, stk. 4, foreslås det, at indkvarteringsoperatørens afgørelser om meddelelse af et pålæg om at udføre de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af et indkvarteringssted vil kunne indbringes for Hjemrejsestyrelsen. Hjemrejsestyrelsens afgørelse i sådanne sager, vil dog ikke kunne ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Efterkommer en udlænding uanset et meddelt påbud herom fortsat ikke forpligtelsen til at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med indkvarteringsstedets drift, vil Hjemrejsestyrelsen efter det foreslåede § 9, stk. 2, 2. pkt., kunne træffe afgørelse om, at vedkommende skal tage ophold på et andet indkvarteringssted. Herved er der mulighed for, at Hjemrejsestyrelsen kan reagere over for en udlændings tilsidesættelse af et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet ved at træffe afgørelse om, at den pågældende skal tage ophold på et andet indkvarteringssted.

Den foreslåede bestemmelse svarer til udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen har overblikket over indkvarteringsstederne, herunder antal ledige pladser, om der er lukket for ind- eller fraflytninger på et center, allerede planlagte flytninger m.v. Hjemrejsestyrelsen skal derfor træffe afgørelse om, hvor udlændingen skal flytte hen, efter forudgående aftale med Udlændingestyrelsen herom, bl.a. under hensyntagen til Udlændingestyrelsens hensigtsmæssige udnyttelse af indkvarteringskapaciteten. Det er således fortsat Udlændingestyrelsen, der skal administrere, hvordan beboerne i indkvarteringssystemet er indkvarteret mest hensigtsmæssigt.

Det bemærkes i den forbindelse, at såvel et pålæg om at medvirke til at udføre nødvendige opgaver, som Hjemrejsestyrelsens afgørelse om, at vedkommende skal tage ophold på et andet indkvarteringssted, vil udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvilket indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring vil skulle iagttages både under den forudgående sagsbehandling og i forbindelse med selve afgørelsen.

Det bemærkes videre, at den i § 9 foreslåede ordning om udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet er en videreførelse af udlændingelovens § 42 d for udlændinge over 18 år, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, som er indkvarteret på et indkvarteringssted.

Det bemærkes dog, at det foreslås, at udlændinges forpligtelse til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet ikke indgår som en integreret del af den foreslåede hjemrejsekontrakt, men i stedet er en selvstændig fritstående forpligtelse for de pågældende udlændinge. Derved adskiller den foreslåede ordning i hjemrejseloven sig fra ordningen efter udlændingeloven, hvor forpligtelsen for disse udlændinge har været en integreret del af den kontrakt, som indkvarteringsoperatøren har udarbejdet i henhold til udlændingelovens § 42 c, stk. 1 (VUA-kontrakt).

Efterkommer udlændingen ikke umiddelbart et meddelt flyttepåbud, forudsættes indkvarteringsoperatøren at motivere udlændingen til at efterkomme flyttepåbuddet. Viser det sig imidlertid umuligt at motivere udlændingen til at efterkomme flyttepåbuddet, vil udlændingen kunne pålægges meldepligt efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 3, med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse, og udlændingen vil kunne frihedsberøves efter den foreslåede § 16, stk. 8. Det bemærkes i den forbindelse, at det forud for pålæggelse af meldepligt og frihedsberøvelse skal overvejes, at der foreligger undskyldelige grunde til, at udlændingen ikke har efterkommet flyttepåbuddet inden for fristen, såsom sygdom, herunder hospitalsindlæggelse eller manglende transportmuligheder.

Efterkommer udlændingen ikke det pålagte flyttepåbud, vil den pågældende derudover kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes, at de regler, der i dag i udlændingeloven er gældende om adgangen til opnåelse af økonomiske ydelser, herunder reglerne om bortfald eller nedsættelse af økonomiske ydelser, for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, foreslås videreført, og at udlændingelovens regler herom, derfor foreslås justeret, således, at de også omfatter de udlændinge, hvis forhold i øvrigt i vidt omfang er reguleret i hjemrejseloven. Den foreslåede justering i udlændingelovens § 42 b, stk. 11, betyder, at indkvarteringsoperatøren, medmindre særlige grunde taler derimod, skal beslutte, at tillægsydelse efter udlændingelovens § 42 b, stk. 8, ikke udbetales, hvis udlændingen ikke har overholdt sin forpligtelse til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver efter den her foreslåede bestemmelse.

Endelig foreslås det i bestemmelsens stk. 3, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om udførelse af de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Den foreslåede bestemmelse svarer til udlændingelovens § 42 d, stk. 3.

Bemyndigelsen forventes udmøntet til at fastsætte nærmere regler om udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet med henblik på at sikre en ensartet praksis hos indkvarteringsoperatørerne. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om, hvilke udlændinge der er forpligtet til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, og om hvilke konkrete opgavetyper der vil være omfattet. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at indkvarteringsoperatørens afgørelse om meddelelse af pålæg kan påklages til Hjemrejsestyrelsen samt at Hjemrejsestyrelsens afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 5, tilvejebringer og driver Udlændingestyrelsen driver indkvarteringssteder for udlændinge, der er omfattet af bestemmelsens stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, herunder udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og at dette kan ske i samarbejde med private institutioner eller selskaber eller statslige styrelser, som er godkendt hertil af udlændinge- og integrationsministeren, eller kommuner (indkvarteringsoperatører). Endelig fremgår det af bestemmelsen, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om nedsættelse af samarbejdsorganer på de enkelte indkvarteringssteder (beboerråd m.v.) samt om disse organers kompetence.

Bestemmelsen vedrører således indkvartering af bl.a. udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

På baggrund af bestemmelsen har Udlændingestyrelsen indgået kontrakter med indkvarteringsoperatører om drift af indkvarteringssteder for udlændinge. Det fremgår af kontrakterne mellem indkvarteringsoperatørerne og Udlændingestyrelsen om driften af indkvarteringssteder (operatørkontrakterne), at der for hvert indkvarteringssted skal udarbejdes en husorden.

Fastsættelse af sådanne husordener er sket med hjemmel i det såkaldte anstaltsforhold, hvorefter der antages at kunne fastsættes generelle forskrifter, herunder ordensforskrifter, der skal være gældende på institutionen, og som har til formål at sikre institutionens overordnede formål og virke.

Med den foreslåede bestemmelse i § 10 lovfæstes adgangen til at fastsætte husordener på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, for udlændinge over 18 år, der er pålagt at udrejse af Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at også indkvarteringssteder for børnefamilier uden lovligt ophold her i landet, er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

I den foreslåede bestemmelses stk. 1 foreslås det, at der på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal fastsætte en husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på indkvarteringsstedet. Eventuelle børn under 18 år, som er indkvarteret sammen med vedkommende udlænding, vil også være omfattet af den fastsatte husorden.

Der forslås alene en pligt til at udarbejde husordener for indkvarteringssteder for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. Den foreslåede bestemmelse finder således ikke anvendelse på andre indkvarteringssteder oprettet i medfør af § 42 a, stk. 5.

Bestemmelsen indebærer, at der i en husorden vil skulle fastsættes generelle ordensregler, som er nødvendige for at få institutionen til at fungere. Ordensreglerne vil skulle være båret af saglige hensyn, og reglerne må ikke gå videre, end hvad hensynet til indkvarteringsstedets formål og virke tilsiger, og må heller ikke udgøre en uforholdsmæssig begrænsning i de pågældende udlændinges rettigheder.

Formålet med husordenen vil være at sikre ro og orden på indkvarteringsstedet, herunder at angive de rammer, der skal gælde for udlændingens ophold på indkvarteringsstedet om bl.a. respektfuld adfærd i forhold til øvrige beboere, personale og lokalsamfundet og i forhold til bygninger, inventar og faciliteter m.v. Opstillingen af klare og faste rammer i en husorden har således til formål at bidrage til at skabe en struktureret hverdag, der kan medvirke til at forebygge konflikter og magtanvendelse.

Husordenen vil skulle være et dynamisk redskab, og husordenens ikke-obligatoriske elementer bør løbende tages op til revision på baggrund af erfaring ved brug i praksis.

Husordenen vil skulle være nedskrevet og kendt af alle, som har ophold på eller er på besøg på indkvarteringsstedet. De udlændinge, som indkvarteres vil derfor skulle gøres bekendt med husordenen, herunder gøres bekendt med, hvilke konsekvenser, som f.eks. periodevis udelukkelse fra aktiviteter m.v. på indkvarteringsstedet, det kan have at tilsidesætte reglerne deri.

Det er afgørende, at udlændingene ikke er i tvivl om indholdet af husordenen. Det foreslås derfor, at husordenen udleveres til udlændingen, når denne indkvarteres på stedet, og at husordenen som udgangspunkt skal være tilgængelig på dansk, engelsk, og de sprog, der er størst repræsentation af på tværs af de pågældende indkvarteringssteder. Hvis husordenen ikke findes på et sprog, som udlændingen forstår, vil husorden skulle tolkes for udlændingen.

Det vil være naturligt, at udleveringen af husordenen ledsages af en mundtlig orientering af indholdet heraf, herunder en omtale af de rettigheder og pligter denne indeholder for udlændingen, og således at udlændingen også har lejlighed til at få uddybet dele af husordenen, hvis der er behov herfor. Da det er af stor vigtighed, at der er ro og orden på indkvarteringsstederne, kan husordenen endvidere, hvis der er en passende anledning hertil eller mulighed derfor, omtales og udfoldes for større eller mindre grupper af beboere.

Med bestemmelsen i stk. 2 foreslås en række obligatoriske punkter, som husordenen som minimum skal indeholde regler om.

Det foreslås således i stk. 2, nr. 1, at der som et obligatorisk punkt fastsættes nærmere regler om respektfuld adfærd over for personale og øvrige beboere. Disse obligatoriske regler skal signalere, at der naturligvis gælder en række standarder for adfærd på indkvarteringssteder, herunder hensyntagen til og respekt for personalet, der skal kunne befinde sig på deres arbejdsplads under ordnede og sikre forhold, og hensynet til de øvrige beboere på indkvarteringsstedet, der skal kunne befinde sig i deres midlertidige hjem under ordnede og sikre forhold.

Det foreslås endvidere i nr. 2, at der i husordenen skal fastsættes regler om respektfuld omgang i forhold til indkvarteringsstedets bygninger og inventar. Sigtet hermed er, at udlændingene skal passe på bygninger og inventar m.v. på indkvarteringsstederne. Reglen har til formål at sikre, at den pågældende udlænding er klar over, at den pågældende forventes at omgås bygninger og inventar med respekt samt at benytte faciliteter med omtanke og undlade at udøve hærværk af nogen art.

Det foreslås videre i nr. 3, at der fastsættes regler om respektfuld adfærd og ophold på fællesarealer med det formål at sikre, at alle beboere er bekendt med de fælles regler for færden på centeret, der gælder, således at der tages hensyn til alle indkvarterede. Det forudsættes, at reglerne bl.a. vil regulere spørgsmålet om rygning og indtagelse af alkohol, støj på fællesarealerne sikring af brandveje samt bortskaffelse af affald.

Med henblik på at sikre ro og orden foreslås det i nr. 4, at der skal fastsættes regler om respektfuld adfærd på værelser og ro i aften- og nattetimerne. Det forudsættes, at de nærmere regler herom udformes efter de lokale forhold og sammensætningen af indkvarterede på indkvarteringsstedet i øvrigt.

Det foreslås i nr. 5, at der skal fastsættes regler om håndtering af forhold vedrørende anviste værelser og effekter. Formålet hermed er bl.a. at sikre klare retningslinjer for brugen af anviste effekter, og gøre det klart, at de indkvarterede skal passe på de anviste værelser, inventar og effekter, herunder ikke misligholde disse. Det foreslås således, at det fastsættes direkte i husordenen, at tildeling af værelser, ændring af værelsesfordeling m.v. bestemmes af indkvarteringsoperatøren, og at spørgsmålet således ikke er genstand for forhandling med eller mellem beboerne. Heller ikke regler om effekter, herunder disses placering og anvendelse, er som udgangspunkt genstand for forhandling. Ved fastsættelse af regler herom i husordenen skal bl.a. indgå hensynet til at sikre frie brandveje, og at der ikke henstår effekter i større omfang på indkvarteringsstedet. Indkvarteringsoperatørernes beslutning om tildeling af værelser m.v. sker ikke ved en forvaltningsretlig afgørelse, men som faktisk forvaltningsvirksomhed.

Det foreslås endvidere i nr. 6, at husordenen skal indeholde regler om håndtering af efterladte ejendele og effekter samt hittegods. Det forventes i den forbindelse, at det i husordenerne fastsættes, at udlændingen i forbindelse med indflytning på indkvarteringsstedet skal orienteres om, at hvis udlændingen ikke har opholdt sig på centeret i syv dage, anses udlændingen for at have fraflyttet indkvarteringsstedet. Hvis udlændingen således må anses for at have fraflyttet indkvarteringsstedet skal udlændingens eventuelle efterladte ejendele og effekter, hvorover udlændingen har opgivet sin ejendomsret, håndteres således, at letfordærvelige ejendele og effekter såsom fødevarer straks bortskaffes, mens øvrige efterladte ejendele eller effekter vil blive flyttet og opbevaret på et depot.

Efterladte ejendele eller effekter som har en anslået værdi på under 500 kr. vil blive opbevaret i en kortere periode på ca. syv dage, hvorefter det vil blive bortskaffet. Det foreslås i den forbindelse, at der bliver mulighed for efter en konkret vurdering at forlænge perioden, førend ejendele og effekter bortskaffes, hvis særlige forhold gør sig gældende. Særlige forhold vil f.eks. kunne foreligge, hvis udlændingens manglende tilstedeværelse skyldes hospitalsindlæggelse eller andre lignende undskyldelige forhold, som udlændingen ikke kan forventes at påregne. Herudover vil navnlig hensynet til familier kunne føre til, at disses ejendele og effekter opbevares i en længere periode end ca. syv dage.

Efterladte ejendele eller effekter med en anslået værdi på over 500 kr., som f.eks. visse smykker eller former for elektronik, vil som udgangspunkt blive opbevaret i en periode på 1 måned, hvorefter det vil blive bortskaffet.

Hvis beboeren i løbet af opbevaringsperioden genindrejser eller genopdukker og gør krav på sine efterladte ejendele eller effekter, skal disse udleveres til pågældende.

Bortskaffelsen kan bestå i enten destruktion af de efterladte effekter eller udlevering til almennyttige eller velgørende formål. Ved eventuel udlevering til almennyttige eller velgørende formål skal det sikres, at de efterladte ejendele eller effekter ikke indeholder personhenførbare oplysninger.

Det forudsættes, at indkvarteringsoperatøren fører en fortegnelse over fundne efterladte effekter med angivelse af bl.a. udlændingens personID og dato for fundet af de efterladte ejendele.

Formålet med ordningen er dels hensynet til en effektiv drift af indkvarteringsstedet, dels at sikre, at udlændinge, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, rent faktisk opholder sig der med henblik på, at udsendelse eller udrejse kan gennemføres. Det sikres samtidig, at det vil blive mødt med konsekvenser, hvis udlændingen forsvinder eller ikke opholder sig der, hvor pågældende er indkvarteret, og at det derved vil fungere som et incitament til udlændingen til at opholde sig på det anviste indkvarteringssted.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af husordenen, at hvis indkvarteringsoperatøren finder efterladte ejendele eller effekter på fællesarealer eller lignede, og det ikke er muligt inden for 2-3 arbejdsdage at identificere ejeren, skal indkvarteringsoperatøren håndtere de fundne ejendele i henhold til reglerne om hittegods.

Det foreslås i stk. 3, at en husorden endvidere kan indeholde andre regler og retningslinjer for ophold på centrene, som måtte findes nødvendige for at sikre centerets overordnede funktion. Heri ligger, at reglerne skal være rimelige og ikke må gå længere, end hvad hensynet til indkvarteringsstedets formål og virksomhed kræver. Heri ligger samtidig, at der kan være behov for at fastsætte yderligere regler på grund af lokale forskelle, herunder centrenes forskellige faciliteter m.v.

Husordenen vil således f.eks. kunne indeholde regler og retningslinjer for aktiviteter på centeret, regler om brug af elektroniske kommunikationsmidler mv. Der vil også, af hensyn til at sikre ro for børnefamilier kunne fastsættes særlige stedlige regler herom på indkvarteringssteder, hvor børnefamilier indkvarteres.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at indkvarteringsstedet som en konsekvens af den nultolerance, der vil skulle anlægges over for kriminalitet begået på indkvarteringsstederne, skal anmelde alle former for kriminalitet og mistanke om kriminelle forhold til politiet. Operatøren skal desuden underrette politiet om enhver mistanke om radikalisering blandt beboerne og blandt udefrakommende personer, som opsøger indkvarteringsstedet.

Det foreslås i stk. 4, at udlændinge omfattet af stk. 1, skal gøres bekendt med stedets husorden. Husordenen vil skulle være nedskrevet og skal være kendt af de personer, som er omfattet af reglerne, og derfor er forpligtet til at overholde disse. De udlændinge, der indkvarteres, vil derfor skulle gøres bekendt med husordenen, herunder gøres bekendt med, hvilke konsekvenser det kan have at overtræde reglerne deri. Dette bør ske ved, at husordenen udleveres til udlændingen, når den pågældende indkvarteres på stedet.

Det er afgørende, at udlændingene ikke er i tvivl om indholdet af husordenen. Det forudsættes derfor, at husordenen som udgangspunkt skal være tilgængelig på dansk, engelsk, og de sprog, der er størst repræsentation af på tværs af de pågældende indkvarteringssteder. Hvis husordenen ikke findes på et sprog, som udlændingen forstår, vil husorden skulle tolkes for udlændingen.

Det vil være naturligt, at udleveringen af husordenen ledsages af en mundtlig orientering af indholdet heraf, herunder en omtale af de rettigheder og pligter denne indeholder for udlændingen, og således at udlændingen også har lejlighed til at få uddybet dele af husordenen, hvis der er behov herfor. Da det er af stor vigtighed, at der er ro og orden på indkvarteringsstederne, kan husordenen endvidere, hvis der er en passende anledning hertil eller mulighed derfor, omtales og udfoldes for større eller mindre grupper af beboere.

Det foreslås i stk. 5, at tilsidesætter en udlænding husordenen kan personalet udelukke udlændingen fra konkrete arrangementer eller aktiviteter m.v.

Formålet med bestemmelsen er at tydeliggøre de konsekvenser, herunder udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter m.v. som udlændingen kan blive mødt med, hvis den pågældende ikke overholder husordenen. Udelukkelsen kan eksempelvis omfatte motionsrum, cafeområder, fællesarealer, aktivitetsrum og aktiviteter m.v., hvis det er nødvendigt for at sikre en hensigtsmæssig drift af indkvarteringsstedet. Det forudsættes dog, at udelukkelse alene sker for konkrete arrangementer eller aktiviteter. En udlænding vil således ikke kunne udelukkes fra alle fremtidige arrangementer eller aktiviteter. Er der tale om fast tilbagevendende arrangementer eller aktiviteter, bør udelukkelsen derfor begrænses, så udlændingen efter en passende periode, der vurderes på baggrund af det konkrete tilfælde, på ny får mulighed for at deltage. Det bemærkes i den forbindelse, at der med hjemrejseloven stilles krav om, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, tilsluttes en digital kommunikationsløsning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4, og da det ikke kan forudsættes, at personer har egen smartphone eller tablet, bør der ikke bortvises beboere fra fælles it-lokaler uden, at der samtidig er tilvejebragt alternative muligheder for at tilgå den digitale kommunikationsløsning.

Sanktioner i form af bortvisning fra bestemte områder på indkvarteringsstedet vil typisk være relevant i situationer, hvor en beboer gentagne gange eller med en vis voldsomhed overtræder husordenen.

Det bemærkes, at sådanne konsekvenser, som kan iværksættes ved tilsidesættelse af husordenen, ikke udgør afgørelser i forvaltningslovens forstand, men må anses som beslutninger, der udgør en integreret del af den faktiske forvaltningsvirksomhed, det er at drive indkvarteringssteder. Det betyder, at der ikke er mulighed for at klage herover til Udlændingestyrelsen eller andre myndigheder.

Det foreslås i stk. 6, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af husordener, herunder om konsekvenserne ved manglende overholdelse heraf.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte nærmere regler om indholdet af husordener, herunder med inddragelse af lokale forskelle på indkvarteringsstederne samt skiftende grupper af indkvarterede udlændinge. Bemyndigelsen forventes endvidere anvendt til at fastsætte regler om, hvilke konsekvenser en manglende overholdelse af et indkvarteringssteds husorden kan have, herunder at der vil kunne ske bortvisning fra bestemte områder på indkvarteringsstedet eller at personalet kan udelukke udlændingen fra konkrete arrangementer eller aktiviteter m.v., såsom motionsrum, caféområder, fællesarealer m.v., hvis det er nødvendigt for at sikre en hensigtsmæssig drift af indkvarteringsstedet.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at en udlænding dog ikke vil kunne udelukkes fra alle fremtidige arrangementer eller aktiviteter, og at dette betyder, at i tilfælde af, at der er tale om fast tilbagevendende arrangementer eller aktiviteter, bør udelukkelsen begrænses, så udlændingen efter en passende periode, der vurderes på baggrund af det konkrete tilfælde, på ny får mulighed for at deltage. Det vil også blive fastsat, at udlændinge, der ikke har sin egen smartphone eller tablet ikke bør bortvises fra fælles it-lokaler uden, at der samtidig er tilvejebragt alternative muligheder for at tilgå den digitale kommunikationsløsning.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 1, at indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal afvises, udvises, overføres eller udsendes under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at udlændingen skal 1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet, 2) stille en af politiet fastsat sikkerhed, 3) tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse og 4) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 34, stk. 7, at politiet kan anvende de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, når det må anses for nødvendigt for at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse.

Det foreslås i § 11, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen eller politiet med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse i forbindelse med iværksættelse af en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, vil kunne bestemme, at udlændingen skal 1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet, 2) tage ophold efter nærmere bestemmelse og 3) give møde på nærmere angivne tidspunkter.

Det foreslås samtidig at ændre udlændingelovens § 34, stk. 1, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 12.

Hjemrejsestyrelsen har fra den 1. august 2020 som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende udrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang. Der er dog eksempler på, at politiet varetager opgaver i relation til visse udlændinges udrejse, f.eks. for så vidt angår udlændinge, over for hvem der skal iværksættes en afgørelse om afvisning efter udlændingelovens regler herom.

Derfor vil både Hjemrejsestyrelsen og politiet med forslaget have kompetence at pålægge en udlænding foranstaltninger med henblik på at sikre udlændinges tilstedeværelse i forbindelse med iværksættelse af en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Hjemrejsestyrelsen og politiet vil således i de konkrete tilfælde og inden for rammerne af det almindelige proportionalitetsprincip skulle vurdere, om en udlænding skal pålægges foranstaltninger efter bestemmelsen, fordi de vurderes at være tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse forud for en udsendelse, eller om andre mere indgribende foranstaltninger skal anvendes, som f.eks. frihedsberøvelse.

Forslaget i stk. 1 omfatter udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som har pligt til at udrejse. Det afgøres efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a, hvornår en udlænding har fået en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Foranstaltningerne i den foreslåede stk. 1 vil kunne pålægges enkeltvis eller i kombination. En udlænding vil f.eks. både kunne pålægges at deponere sit pas og at give møde på et bestemt tidspunkt. Det kan være tilfældet i situationer, hvor udlændingens udsendelse sker påset med fly, og hvor det vurderes nødvendigt at deponere den pågældende udlændings pas og samtidig at pålægge udlændingen at møde op i lufthavnen, hvorefter udsendelsen kan gennemføres.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en udlænding vil kunne pålægges at deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Bestemmelsen foreslås anvendt f.eks. i tilfælde, hvor udlændingen er i besiddelse af pas, anden rejselegitimation eller billet, og hvor det vurderes nødvendigt at deponere de pågældende dokumenter med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse. Der vil være tale om mindre indgribende foranstaltninger, som f.eks. vil kunne anvendes inden eller i stedet for frihedsberøvelse efter den foreslåede § 16, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes tilstrækkeligt, for at sikre udlændingens tilstedeværelse forud for afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Overtrædelse af foranstaltningen i den foreslåede bestemmelse vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om pålæg af foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 1 og 5, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at en udlænding vil kunne pålægges at tage ophold efter Hjemrejsestyrelsens eller politiets nærmere bestemmelse med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Bestemmelsen foreslås anvendt f.eks. i tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt at pålægge udlændingen at tage ophold et bestemt sted, eller i et bestemt lokale eller område, for at sikre udsendelse eller afvisning, og hvor det i den forbindelse ikke anses for nødvendigt at frihedsberøve den pågældende udlænding.

Overtrædelse af foranstaltningen i den foreslåede bestemmelse vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om pålæg af pligter efter den foreslåede bestemmelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 1 og 5, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at en udlænding vil kunne pålægges at give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Der vil være tale om en mindre indgribende foranstaltning, som f.eks. vil kunne anvendes inden eller i stedet for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes tilstrækkeligt, for at sikre udlændingens tilstedeværelse forud for iværksættelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Bestemmelsen foreslås anvendt f.eks. i tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt at pålægge udlændingen at møde op i en lufthavn efter tilsigelse for at iværksætte en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og hvor det i den forbindelse ikke anses for nødvendigt at frihedsberøve den pågældende udlænding.

Overtrædelse af foranstaltningen i den foreslåede bestemmelse vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om pålæg af foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 1 og 5, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Det foreslås derudover i § 11, stk. 2, at politiet endvidere kan pålægge en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1.

Det foreslås samtidig at udlændingelovens § 34, stk. 7, ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 14.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at politiet vil kunne pålægge en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn, de i stk. 1 nævnte pligter. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 21 om kompetenceregler.

En udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn, vil således kunne pålægges at deponere sit pas, anden rejselegitimation eller billet, tage ophold efter nærmere bestemmelse eller give møde på nærmere angivne tidspunkter for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Der vil være tale om de mindre indgribende foranstaltninger, som f.eks. vil kunne anvendes inden eller i stedet for frihedsberøvelse efter den foreslåede § 16, stk. 8, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes tilstrækkeligt, for at sikre udlændingens tilstedeværelse forud for udsendelsen.

Bestemmelsen foreslås anvendt i tilfælde, hvor dansk politi yder bistand i forbindelse med andre landes udsendelser af udlændinge, som foregår ved transit gennem en dansk lufthavn, og hvor dansk politi således ledsager udlændingen fra et fly til et andet. I de tilfælde vil politiet således kunne bestemme, at udlændingen skal tage ophold i politiets venterum i lufthavnen, hvis det vurderes nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Overtrædelse af de givne foranstaltninger i den foreslåede bestemmelse vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om pålæg af pligter efter den foreslåede bestemmelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 5, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Der henvises i øvrigt til 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 2, at politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen, kan bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt 1) udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., 2) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 3) udlændingen udviser voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, eller 4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Derudover fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 3, at hvis politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., bestemmer politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejsen, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 4, at politiet bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 34, stk. 5, at politiet bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 6, at politiet bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen.

Hjemrejsestyrelsen har fra den 1. august 2020 som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende udrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og indtil udlændingen udrejser.

Det foreslås i § 12, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen eller politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejsen, kan bestemme, at en udlænding skal give møde på nærmere angivne tidspunkter, hvis 1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en samtale, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, jf. § 13, stk. 3, 3) udlændingen ikke efterkommer et pålæg om opholdspligt efter § 13, stk. 1 eller 2, flyttepåbud efter § 9, stk. 2, 2. pkt., eller udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller 4) udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, jf. § 3, stk. 1.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 2-4. Bestemmelsens stk. 1, nr. 4, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 34, stk. 3, som det samtidig foreslås at ophæve, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 14.

Forslaget indebærer, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som ikke medvirker til deres udrejse, vil kunne pålægges meldepligt. Forslaget omfatter således ikke udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, såsom asylansøgere. Udlændingestyrelsen vil som følge af ressortoverførslen – foruden politiet – kunne pålægge andre udlændinge, f.eks. asylansøgere, meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 2, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 13.

Forslaget indebærer endvidere, at det ikke nødvendigvis er en betingelse for iværksættelse af meldepligten, at det sker for at sikre udlændingens tilstedeværelse. Meldepligten vil således også kunne iværksættes med henblik på at motivere udlændingen til at medvirke til sagens behandling eller til sin udrejse eller udsendelse af landet.

Meldepligt efter den foreslåede § 12, stk. 1, vil som det klare udgangspunkt skulle pålægges, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejsen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3988 og Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3910f, og gældende ret vil således blive videreført. Medvirken til udrejsen omfatter både medvirken til sagens behandling, til sagens oplysning, til tilvejebringelse af rejsedokumenter og medvirken til udrejsen i øvrigt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1.

Hjemrejsestyrelsen eller politiet vil kunne pålægge meldepligt i de i nr. 1-4 nævnte tilfælde, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse på det indkvarteringssted, hvor den pågældende udlænding opholder sig, eller hvis det i øvrigt vurderes hensigtsmæssigt for at sikre, at udlændingen medvirker til sagens behandling eller til udrejsen i øvrigt. Det svarer til gældende ret, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3988 og Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3910, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, som udgangspunkt skulle forkyndes for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om meldepligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning, vil meldepligt blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen eller politiet, i det tilfælde politiet har kompetence.

Det vil skulle fremgå af afgørelsen, at udlændingen skal overholde den pålagte meldepligt, og at det er muligt at klage over en afgørelse om meldepligt, samt at overtrædelse af meldepligten vil kunne straffes.

Meldepligten vil i praksis skulle afvikles på indkvarteringsstedet, hvor der som udgangspunkt er etableret en elektronisk meldepligtsløsning. Alternativt vil det kunne foregå ved manuel registrering af udlændingen, når denne melder sig. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af meldepligten til politiet, bl.a. på baggrund af oplysningerne fra den elektroniske meldepligtsløsning. Meldepligten vil dog også kunne afvikles på et andet sted, som Hjemrejsestyrelsen eller politiet beslutter.

Overtrædelse af meldepligten vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om meldepligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og efter den foreslåede bestemmelse i § 22 kunne påklages til Udlændingenævnet.

Efter stk. 1, nr. 1, vil der kunne pålægges meldepligt, hvis udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en samtale med Hjemrejsestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt.

Hjemrejsestyrelsen vil bl.a. kunne indkalde en udlænding til samtale via den digitale kommunikationsløsning som udlændingen automatisk vil blive tilsluttet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1.

Møder udlændingen ikke op til en samtale hos Hjemrejsestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, vil udlændingen således kunne pålægges meldepligt af henholdsvis Hjemrejsestyrelsen eller politiet, medmindre udlændingen har haft lovligt forfald som følge af f.eks. sygdom eller hospitalsindlæggelse. Udlændingen vil dog så vidt muligt skulle melde lovligt forfald før tidspunktet for samtalen og efterfølgende kunne godtgøre, at der har været tale om lovligt forfald, f.eks. ved hjælp af en lægeerklæring. Dette svarer til gældende praksis, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3889, og praksis vil således blive videreført.

En udlænding vil derudover kunne pålægges meldepligt efter stk. 1, nr. 2, hvis udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at det har en klar konsekvens at opføre sig voldeligt eller truende på det indkvarteringssted, hvor udlændingen opholder sig.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 13, stk. 3, og den foreslåede § 23, stk. 2.

Der vil endvidere skulle pålægges en udlænding meldepligt efter stk. 1, nr. 3, hvis udlændingen ikke efterkommer et pålæg om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, samt et flyttepåbud efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt., eller udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Et pålæg om opholdspligt, kan pålægges efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, når udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1. Der henvises til afsnit 3.11 om kontrolforpligtelser.

Udlændingestyrelsen kan efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., pålægge en udlænding at flytte til et bestemt indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, hvis den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning af indkvarteringssted (flyttepåbud).

Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge en udlænding at flytte til et bestemt indkvarteringssted, hvis udlændingen ikke medvirker til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af et indkvarteringssted efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt.

Det forudsættes i den forbindelse at indkvarteringsoperatørerne udøver en betydelig indsats for at motivere en udlænding til at udføre de nødvendige opgaver ved driften af indkvarteringsstederne. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3966, og gældende ret vil således blive videreført.

Kun hvis en udlænding – trods indkvarteringsoperatørernes motiverende indsats – nægter at udføre de nødvendige opgaver, vil der blive tale om at give et pålæg. Nægter den pågældende herefter fortsat at udføre de nødvendige opgaver, vil den pågældende udlænding kunne pålægges at flytte til et andet indkvarteringssted, hvis det konkret skønnes nødvendigt. Indkvarteringsoperatørerne forudsættes herefter at søge at motivere den pågældende udlænding til at efterkomme flyttepåbuddet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3966, og gældende ret vil således blive videreført.

Muligheden for anvendelse af meldepligt efter den foreslåede bestemmelse vil således først kunne overvejes, når det vurderes umuligt at motivere den pågældende til at efterkomme et flyttepåbud. Det vil i den forbindelse være tilstrækkeligt for at iværksætte meldepligt, at det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse på det indkvarteringssted, hvor Udlændingestyrelsen har bestemt, at udlændingen skal tage ophold. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3966, og gældende ret vil således blive videreført. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 om nødvendige opgaver.

Det bemærkes i øvrigt, at hvis Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., vedrørende en udlænding, som ikke har fået en afgørelse om afvisning, overførsel, udvisning eller udsendelse, og som dermed ikke er pålagt at udrejse, er der fortsat mulighed for at pålægge den pågældende udlænding meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 1, nr. 4.

Det foreslås endvidere i stk. 1, nr. 4, at en udlænding vil kunne pålægges meldepligt, hvis den pågældende ikke medvirker til sin udrejse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen eller politiet vil kunne bestemme, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejsen, at en udlænding skal give møde på nærmere angivne tidspunkter. For en nærmere beskrivelse af medvirken henvises til afsnit 3.3.

Hjemrejsestyrelsen og politiet skal konsekvent gøre brug af meldeligt over for afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold, der ikke medvirker til udrejsen, hvis de pågældende ikke kan frihedsberøves. Formålet hermed er at bidrage til, at de pågældende udrejser af Danmark snarest muligt. Afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold skal herefter som det klare udgangspunkt pålægges meldepligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 26, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at der vil blive pålagt meldepligt, når det kan konstateres, at udlændingen ikke medvirker til udrejsen og senest i forbindelse med, at den pågældende udlænding pålægges opholdspligt på et indkvarteringssted. Meldepligt vil også kunne pålægges en udlænding, der f.eks. umiddelbart efter endeligt afslag på asyl i en periode fortsat opholder sig på et asylcenter, hvor den pågældende er pålagt opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 26, og gældende ret vil således blive videreført.

Meldepligt vil skulle pålægges, medmindre særlige grunde taler derimod. Det kan således undlades at pålægge en udlænding meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen f.eks. er alvorligt syg, har et handicap eller lignende, og hvor det som følge heraf ikke vil være muligt for den pågældende at opfylde kravet om meldepligt. Dette gælder allerede i dag jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 26, og gældende ret vil således blive videreført.

Der kan derudover gives dispensation fra en allerede pålagt meldepligt i konkrete tilfælde, f.eks. hvor udlændingen er syg og har behov for lægehjælp. I sådanne situationer forudsættes det, at udlændingen så vidt muligt retter henvendelse til Hjemrejsestyrelsen forinden og anmoder om dispensation fra overholdelse af meldepligt med angivelse af en begrundelse herfor. Efterfølgende vil udlændingen blive anmodet om at dokumentere eller sandsynliggøre over for Hjemrejsestyrelsen, at de oplysninger, den pågældende har givet om begrundelsen for den manglende overholdelse af meldepligten, kan lægges til grund, f.eks. ved fremlæggelse af lægeerklæring. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 26, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at der som udgangspunkt vil blive pålagt meldepligt tre gange om ugen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 26, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås desuden i § 12, stk. 2, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Hensynet til den nationale sikkerhed og den offentlige orden tilsiger, at udlændinge på tålt ophold underlægges en skærpet meldepligt.

Den foreslåede ordning indebærer, at Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt vil skulle pålægge en udlænding på tålt ophold daglig meldeligt, medmindre særlige grunde taler derimod.

Hjemrejsestyrelsen vil kun kunne undlade at pålægge meldepligt dagligt, hvis det vil være uproportionalt i forhold til Danmarks internationale forpligtelser, eller hvis der foreligger andre særlige grunde, f.eks. sygdom. I sådanne tilfælde vil meldepligt skulle pålægges efter Hjemrejsestyrelsens nærmere bestemmelse, herunder med længere mellemrum. Det gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 26, og gældende ret vil således blive videreført.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det således for så vidt angår udlændinge på tålt ophold skulle vurderes, om meldepligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Proportionalitetsbetingelsen vil løbende skulle være opfyldt. Hjemrejsestyrelsen vil således som minimum skulle foretage halvårlige revurderinger af et pålæg om meldepligt, eller når det i øvrigt er nødvendigt for at vurdere, om en pålagt meldepligt fortsat er proportional i forhold til at sikre muligheden for udsendelse af en udlænding på tålt ophold over for den nævnte artikel i EMRK. Udlændingemyndighederne vil i den forbindelse skulle sikre, at indgrebet over for hver enkelt udlænding på tålt ophold til enhver tid er proportionalt. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.

Meldepligt vil skulle pålægges, medmindre særlige grunde taler derimod. Det kan således undlades at pålægge en udlænding meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen f.eks. er alvorligt syg, har et handicap eller lignende, og hvor det som følge heraf ikke vil være muligt for den pågældende at opfylde kravet om meldepligt.

Der kan derudover gives dispensation fra en allerede pålagt meldepligt i en situation, hvor der foreligger ganske specielle omstændigheder, der betyder, at udlændingen er afskåret fra at overholde meldepligten. Det kan f.eks. være i en situation, hvor udlændingen er syg og har behov for lægehjælp. I sådanne situationer forudsættes det, at udlændingen så vidt muligt retter henvendelse til Hjemrejsestyrelsen forinden og anmoder om dispensation fra overholdelse af meldepligt med angivelse af en begrundelse herfor. Efterfølgende vil udlændingen blive anmodet om at dokumentere eller sandsynliggøre over for Hjemrejsestyrelsen, at de oplysninger, den pågældende har givet om begrundelsen for den manglende overholdelse af meldepligten, kan lægges til grund, f.eks. ved fremlæggelse af lægeerklæring.

En afgørelse om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af bestemmelsen om digital kommunikation i § 4, stk. 1, skulle forkyndes for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om meldepligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning, vil meldepligt skulle forkyndes for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Det vil skulle fremgå af afgørelsen, at udlændingen skal overholde den pålagte meldepligt, og at det er muligt at klage over en afgørelse om meldepligt samt at overtrædelse af meldepligten vil kunne straffes.

Meldepligten vil i praksis skulle afvikles på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske meldepligtsløsning, hvori der kan registreres med nøglekort med fingeraftryksbiometri. I visse tilfælde vil registreringen ske med et kort med et foto og en stregkode samt en såkaldt brik, eller der vil kunne foretages manuel registrering.

Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af meldepligten til politiet.

Overtræder en udlænding på tålt ophold et pålæg om meldepligt vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af meldepligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau. De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i den foreslåede hjemrejselov. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 23, stk. 2, og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om meldepligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og efter den foreslåede bestemmelse i § 22 vil den kunne påklages til Udlændingenævnet.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 34, stk. 4, og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Derudover foreslås det i § 12, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 14, skal give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning, medmindre særlige grunde taler derimod.

Bestemmelsen finder anvendelse på udlændinge der er udvist efter udlændingelovens §§ 22-24, som følge af et kriminelt forhold, og som på tidspunktet for pålæg af meldepligt ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2. Det har ikke betydning om udlændingen medvirker til sin udrejse.

Det forudsættes, at der som udgangspunkt vil blive pålagt meldepligt tre gange om ugen.

Hjemrejsestyrelsen vil kun kunne undlade at pålægge meldepligt tre gange om ugen, hvis det vil være uproportionalt i forhold til Danmarks internationale forpligtelser, eller hvis der foreligger andre særlige grunde, f.eks. sygdom. I sådanne tilfælde vil meldepligt skulle pålægges efter Hjemrejsestyrelsens nærmere bestemmelse, herunder med længere mellemrum.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det således skulle vurderes, om meldepligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Den skærpede meldepligt må som udgangspunkt anses for proportional, idet det – for at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse – kan være vanskeligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger. Da proportionalitetsbetingelsen løbende skal være opfyldt, kan det med tiden blive vanskeligere at begrunde sådanne indgreb, f.eks. hvis det viser sig fortsat at være umuligt at udsende den pågældende.

Hjemrejsestyrelsen skal kunne godtgøre, at indgrebet i hvert enkelt tilfælde er proportionalt. Heri ligger bl.a., at myndighederne skal kunne fremlægge oplysninger, der viser, at der er et rimeligt grundlag for indgrebet af hensyn til at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.

Det vil kunne undlades at pålægge en udlænding meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen f.eks. er alvorligt syg, har et handicap eller lignende, og hvor det som følge heraf ikke vil være muligt for den pågældende at opfylde kravet om meldepligt.

Der kan derudover gives dispensation fra en allerede pålagt meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen er syg og har behov for lægehjælp. I sådanne situationer forudsættes det, at udlændingen så vidt muligt retter henvendelse til Hjemrejsestyrelsen forinden og anmoder om dispensation fra overholdelse af meldepligt med angivelse af en begrundelse herfor. Efterfølgende vil udlændingen blive anmodet om at dokumentere eller sandsynliggøre over for Hjemrejsestyrelsen, at de oplysninger, den pågældende har givet om begrundelsen for den manglende overholdelse af meldepligten, kan lægges til grund, f.eks. ved fremlæggelse af lægeerklæring.

En afgørelse om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af bestemmelsen om digital kommunikation i den foreslåede § 4, stk. 1, skulle forkyndes for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om meldepligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning, vil meldepligt skulle forkyndes for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Det vil skulle fremgå af afgørelsen, at udlændingen skal overholde den pålagte meldepligt, og at det er muligt at klage over en afgørelse om meldepligt samt at overtrædelse af meldepligten vil kunne straffes.

Meldepligten vil i praksis skulle afvikles på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske meldepligtsløsning, hvori der kan registreres med nøglekort med fingeraftryksbiometri. I visse tilfælde vil registreringen ske med et kort med et foto og en stregkode samt en såkaldt brik, eller der vil kunne foretages manuel registrering.

Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af meldepligten til politiet.

Overtræder en udlænding der er udvist ved endelig dom et pålæg om meldepligt vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af meldepligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau. De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i den foreslåede hjemrejselov. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 23, stk. 2, og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om meldepligt vil kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. den foreslåede § 22.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 34, stk. 5, og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Endvidere foreslås det i § 12, stk. 4, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, eller en udlænding, som er udvist efter udlændingelovens § 25, skal give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen, medmindre særlige grunde taler derimod.

Bestemmelsen indebærer, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, eller udlændinge, som er udvist efter udlændingelovens § 25 som udgangspunkt vil skulle pålægges meldepligt, med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at meldepligten skal pålægges uanset om den pågældende medvirker til sin udrejse eller udsendelse.

Det forudsættes, at pålægget om meldepligt vil skulle meddeles så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst – uanset om udlændingen medvirker eller ej til at udrejse – og at der som udgangspunkt vil blive pålagt meldepligt tre gange om ugen.

Det forhold, at en udlænding, der er pålagt meldepligt efter den foreslåede ordning, efterfølgende giver udtryk for at medvirke til sin udsendelse, ændrer ikke ved, at den pågældende fortsat skal være pålagt meldepligt. Dette gælder uanset om Hjemrejsestyrelsen vurderer, at der er tale om reel medvirken.

Meldepligt vil således blive pålagt for at sikre, at myndighederne er bekendt med udlændingens opholdssted til brug for udlændingens eventuelle tvangsmæssige udsendelse.

Det forudsættes endvidere, at meldepligt skal pålægges, medmindre særlige grunde taler derimod. Der kan være behov for at give dispensation i forhold til en pålagt meldepligt i konkrete tilfælde. Det gælder f.eks. i en situation, hvor udlændingen er alvorligt syg, har et handicap eller lignende, således at det ikke vil være muligt for den pågældende at opfylde kravet om meldepligt. I sådanne situationer forudsættes det, at udlændingen så vidt muligt retter henvendelse til Hjemrejsestyrelsen forinden og anmoder om dispensation for overholdelse af meldepligt med angivelse af begrundelse herfor. Efterfølgende vil udlændingen blive anmodet om at dokumentere eller sandsynliggøre over for Hjemrejsestyrelsen, at de oplysninger, den pågældende har givet om begrundelsen for den manglende overholdelse af meldepligten, kan lægges til grund, f.eks. ved fremlæggelse af lægeerklæring.

Hjemrejsestyrelsen vil kun kunne undlade at pålægge meldepligt tre gange om ugen, hvis det vil være uproportionalt i forhold til Danmarks internationale forpligtelser, eller hvis der foreligger andre særlige grunde, f.eks. sygdom. I sådanne tilfælde vil meldepligt skulle pålægges efter Hjemrejsestyrelsens nærmere bestemmelse, herunder med længere mellemrum.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det således skulle vurderes, om meldepligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Den skærpede meldepligt må som udgangspunkt anses for proportional, idet det – for at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse – kan være vanskeligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger. Da proportionalitetsbetingelsen løbende skal være opfyldt, kan det med tiden blive vanskeligere at begrunde sådanne indgreb, f.eks. hvis det viser sig fortsat at være umuligt at udsende den pågældende.

Hjemrejsestyrelsen skal kunne godtgøre, at indgrebet i hvert enkelt tilfælde er proportionalt. Heri ligger bl.a., at myndighederne skal kunne fremlægge oplysninger, der viser, at der er et rimeligt grundlag for indgrebet af hensyn til at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.

En afgørelse om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af bestemmelsen om digital kommunikation i § 4, stk. 1, skulle forkyndes for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om meldepligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning, vil meldepligt skulle forkyndes for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Det vil skulle fremgå af afgørelsen, at udlændingen skal overholde den pålagte meldepligt, og at det er muligt at klage over en afgørelse om meldepligt samt at overtrædelse af meldepligten vil kunne straffes.

Meldepligten vil i praksis skulle afvikles på indkvarteringsstedet, hvor der som udgangspunkt er etableret en elektronisk meldepligtsløsning, hvori der kan registreres med nøglekort med fingeraftryksbiometri. I visse tilfælde vil registreringen ske med et kort med et foto og en stregkode samt en såkaldt brik, eller der foretages manuel registrering.

Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af meldepligten til politiet, bl.a. på baggrund af oplysningerne fra den elektroniske meldepligtsløsning.

Overtræder en udlænding, hvis opholdstilladelse er bortfaldet udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 et pålæg om meldepligt, vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af meldepligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau. De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i hjemrejseloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 23, stk. 2, og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om meldepligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand og efter den foreslåede bestemmelse i § 22 vil den kunne påklages til Udlændingenævnet.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 34, stk. 6, og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge (opholdspligt).

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2 nævnte udlændinge (opholdspligt).

Det fremgår derudover af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 3. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge (opholdspligt).

Det følger endelig af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., at stk. 7, 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., fremgår det, at udlændinge omfattet af stk. 1 og 2, jf. stk. 3, ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 9, skal Udlændingestyrelsen sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, overholder det givne påbud. Udlændingestyrelsen skal endvidere sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at give underretning til indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 10, overholder det givne påbud.

Udlændingestyrelsen bestemmer efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet (underretningspligt).

Det fremgår, af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, har pligt til at orientere politiet og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, såfremt udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter stk. 8, 1. pkt., og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises at tage ophold (orienteringspligt).

Opgaverne vedrørende opholds-, underretnings- og orienteringspligt og opgaven med at sikre kontrollen med, at de pålagte pligter overholdes, blev med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås på den baggrund, at der i den foreslåede hjemrejselov fastsættes bestemmelser om opholds-, underretnings-, og orienteringspligt, som svarer til gældende ret efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, og at disse bestemmelser samtidig ophæves i udlændingeloven, jf. den foreslåede § 25, nr. 35.

Det foreslås således i § 13, stk. 1, at medvirker en udlænding ikke til sin udrejse, skal Hjemrejsestyrelsen bestemme, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

En udlænding skal medvirke til sin udrejse, herunder til at fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter, give møde til samtaler med relevante myndigheder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1. Der henvises til afsnit 3.3 om medvirken.

Det overordnede formål med opholdspligten er at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, når muligheden for udsendelse opstår. Opholdspligten skal derudover klart signalere, at udlændingen har pligt til at rejse hjem.

Opholdspligten indebærer, at udlændingen vil skulle bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Udlændingen er imidlertid ikke frihedsberøvet. Den pågældende vil derfor også i aften- eller nattetimerne kunne opholde sig og færdes uden for indkvarteringsstedet, f.eks. for at besøge venner, bekendte eller lignende uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil derfor være afgørende for at overholde en pålagt opholdspligt, at udlændingen vender tilbage til indkvarteringsstedet og har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted, dvs. det sted, hvor vedkommende overnatter. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det beror på en konkret vurdering, om en udlænding har haft ophold uden for indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at udlændingen har overtrådt sin opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

En udlænding, som er pålagt opholdspligt, vil kunne få tilladelse til at overnatte uden for indkvarteringsstedet i en vis periode, hvis der er en særlig begrundelse herfor. Det kan f.eks. være, at udlændingen skal til nødvendig lægebehandling, at der er alvorlig sygdom i udlændingens nærmeste familie, eller at udlændingen skal aflægge besøg hos nærmeste familie eller venner. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Den foreslåede ordning i stk. 1, indebærer, at en afvist asylansøger eller en anden udlænding, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, som udgangspunkt vil blive pålagt at tage ophold på et indkvarteringssted, hvis den pågældende ikke medvirker til sin udrejse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, og hvis der ikke er grundlag for at frihedsberøve den pågældende med henblik på udsendelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16.

Pålægget om opholdspligt vil skulle meddeles, så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og at der ikke er grundlag for frihedsberøvelse. Det vil være Hjemrejsestyrelsen – på baggrund af Hjemrejsestyrelsens vurdering af, om den pågældende medvirker til udrejsen – der skal træffe afgørelse om pålæg opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 34, og gældende ret vil således blive videreført.

Et pålæg om opholdspligt vil skulle gives, medmindre særlige grunde taler derimod. Hjemrejsestyrelsen vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at en udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, hvis særlige grunde taler herfor, herunder hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der kan f.eks. være tale om, at den pågældende på grund af sygdom har behov for at opholde sig på et indkvarteringssted, der ligger nær behandlingsmuligheder mv. Der kan endvidere i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågældende ikke skal meddelles et pålæg om opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 34, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, skulle forkyndes for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om opholdspligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning vil opholdspligten blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Alle udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og ikke medvirker til sin udrejse, og som overtræder et pålæg om opholdspligt, vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 1. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om opholdspligt vil ikke være undergivet klageadgang til anden administrativ myndighed. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4042 og Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 189 som fremsat, side 147, og gældende ret vil således blive videreført.

Kontrol med opholdspligten vil i praksis blive administreret ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol. Der vil derudover løbende blive foretaget tilstedeværelseskontrol ved f.eks. daglig tilstedeværelsekontrol ved udlændingens værelse eller ved at udlændingen møder op på bestemte tidspunkter til tilstedeværelseskontrol eller opholdsregistrering. Viser udlændingen tegn på ikke at overholde opholdspligten ved f.eks. ikke at hente sin post, sine kontante ydelser eller ikke møder op til indkaldte møder mv., vil der konkret blive foretaget tilstedeværelseskontrol. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af opholdspligten til politiet.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle gøre udlændingen bekendt med indholdet af opholdspligten, herunder at der vil ske kontrol af, om udlændingen bor på indkvarteringsstedet.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 8, 2. pkt. (opholdspligt), og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 2, at Hjemrejsestyrelsen skal bestemme, at en udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, medmindre særlige grunde taler derimod, hvis 1) udlændingen har fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men udlændingen ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, 2) udlændingen er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og ikke er varetægtsfængslet efter § 14, 3) udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, eller 4) udlændingen er udvist efter udlændingelovens § 25.

Det overordnede formål med opholdspligten er at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, når muligheden for udsendelse opstår. Opholdspligten skal derudover klart signalere, at udlændingen har pligt til at rejse hjem.

Opholdspligten indebærer, at udlændingen vil skulle bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Udlændingen er imidlertid ikke frihedsberøvet. Den pågældende vil derfor også i aften- eller nattetimerne kunne opholde sig og færdes uden for indkvarteringsstedet, f.eks. for at besøge venner, bekendte eller lignende uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil derfor være afgørende for at overholde en pålagt opholdspligt, at udlændingen vender tilbage til indkvarteringsstedet og har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted, dvs. det sted, hvor vedkommende overnatter. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det beror på en konkret vurdering, om en udlænding har haft ophold uden for indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at udlændingen har overtrådt sin opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

En udlænding, som er pålagt opholdspligt, vil kunne få tilladelse til at overnatte uden for indkvarteringsstedet i en vis periode, hvis der er en særlig begrundelse herfor. Det kan f.eks. være, at udlændingen skal til nødvendig lægebehandling, at der er alvorlig sygdom i udlændingens nærmeste familie, eller at udlændingen skal aflægge besøg hos nærmeste familie eller venner. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1 og 2, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31 (tålt ophold) og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Den foreslåede ordning indebærer, at der som altovervejende hovedregel vil blive pålagt en udlænding på tålt ophold eller en udlænding der er udvist ved endelig dom, opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført. Opholdspligten vil således skulle pålægges den enkelte udlænding, uanset om denne medvirker til udrejsen eller udsendelsen. Pålægget om opholdspligt vil så vidt muligt skulle meddeles, så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med den frist for udrejse, den pågældende er givet, og at der ikke er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16.

Hjemrejsestyrelsen vil således kun kunne undlade at træffe afgørelse om opholdspligt, hvis særlige grunde taler derimod, herunder hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den pågældende udlænding på grund af sygdom har behov for særlig pleje, der ikke kan tilbydes på eller i tilknytning til indkvarteringsstedet. Der er tale om en skønsmæssig adgang for Hjemrejsestyrelsen til at undlade at træffe en sådan afgørelse. Hjemrejsestyrelsen vil derfor i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om særlige grunde taler imod at pålægge den pågældende at tage ophold på et udrejsecenter. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Der kan endvidere i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågældende ikke skal meddeles pålæg om opholdspligt.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det for så vidt angår udlændinge på tålt ophold endvidere skulle vurderes, om opholdspligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Proportionalitetsbetingelsen vil løbende skulle være opfyldt. Hjemrejsestyrelsen vil således som minimum skulle foretage halvårlige revurderinger af et pålæg om opholdspligt eller når det i øvrigt er nødvendigt for at vurdere, om en pålagt opholdspligt fortsat er proportional i forhold til at sikre muligheden for udsendelse af en udlænding på tålt ophold over for den nævnte artikel i EMRK. Udlændingemyndighederne vil i den forbindelse skulle godtgøre, at indgrebene over for hver enkelt udlænding på tålt ophold er proportionalt.

Opholdspligten vil som udgangspunkt være et indgreb i retten til respekt for familie- og privatliv, der er beskyttet af EMRK artikel 8. Formålet med opholdspligten vil være, at myndighederne løbende har kendskab til, hvor udlændingene opholder sig, således at der kan ske udsendelse, så snart muligheden herfor opstår. Der er tale om udlændinge, som på grund af alvorlig og/eller gentagen kriminalitet er udelukket fra beskyttelse, og de er derfor ikke ønskede her i landet.

Opholdspligten vil derfor varetage et hensyn til den nationale sikkerhed og den offentlige orden. Der vil således være tale om varetagelsen af et sagligt hensyn. Foruden at være begrundet i et sagligt hensyn skal der være tale om et proportionalt indgreb, herunder et egnet indgreb til varetagelse af det pågældende hensyn. Det er i den forbindelse Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at hensynet til den nationale sikkerhed og offentlige orden udgør en ægte offentlig interesse, der som udgangspunkt må anses for at veje tungere end hensynet til de pågældende udlændinges ret til respekt for familie- og privatliv. Et pålæg om opholdspligt vil dermed som udgangspunkt være et proportionalt indgreb i de pågældendes ret til respekt for familie- og privatliv, idet det, for at sikre de pågældende udlændinges tilstedeværelse med henblik på udsendelse, ikke er muligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger. Da proportionalitetsbetingelsen løbende skal være opfyldt, kan det med tiden blive vanskeligere at begrunde sådanne indgreb, f.eks. hvis det viser sig fortsat at være umuligt at udsende den pågældende. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22, og gældende ret vil således blive videreført. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.

Der er tale om en skønsmæssig adgang til at undlade at træffe en afgørelse om opholdspligt. Hjemrejsestyrelsen vil derfor i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om særlige grunde taler imod at pålægge den pågældende opholdspligt på et indkvarteringssted.

Hjemrejsestyrelsen vil alene skulle undlade at træffe afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, hvis det i det konkrete tilfælde findes at være helt ubetænkeligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Da det er et afgørende hensyn bag bestemmelsen at sikre myndighedernes kendskab til de pågældende udlændinges opholdssted, vil det skulle indgå i vurderingen, om der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil endvidere skulle indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende vil begå kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd vil kunne inddrages i vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding, der tidligere gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at det undlades at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det taler ligeledes imod, at det undlades at træffe bestemmelse om, at den pågældende udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen, såfremt denne ikke pålægges at opholde sig på et bestemt indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil derudover kunne indgå i vurderingen, om udlændingen har en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet. Dette forhold vil i almindelighed tale for at undlade at træffe afgørelse om opholdspligt. Det vil dog ikke skulle tillægges betydning, såfremt der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne eller begå kriminalitet, eller hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det bemærkes, at EMRK artikel 8 om retten til familieliv normalt ikke vil kunne føre til, at en udlænding på tålt ophold, som enten er udvist ved dom eller administrativt, og som har en ægtefælle og/eller mindreårige børn her i landet, ikke pålægges opholdspligt. Det skyldes, at der i forbindelse med udvisningen er taget stilling til, om humanitære hensyn, herunder tilknytning til herboende familie, bør føre til, at udvisning undlades. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 8 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, blive forkyndt for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om opholdspligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning vil opholdspligten blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Kontrol med opholdspligten vil i praksis blive administreret ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol. Der vil derudover løbende blive foretaget tilstedeværelseskontrol ved f.eks. daglig tilstedeværelsekontrol ved udlændingens værelse eller ved at udlændingen møder op på bestemte tidspunkter til tilstedeværelseskontrol eller opholdsregistrering. Viser udlændingen tegn på ikke at overholde opholdspligten ved f.eks. ikke at hente sin post, sine kontante ydelser eller ikke møder op til indkaldte møder mv., vil der konkret blive foretaget tilstedeværelseskontrol. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af opholdspligten til politiet.

Overtræder en udlænding på tålt ophold eller en udlænding der er udvist ved endelig dom, et pålæg om opholdspligt vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af opholdspligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau.

De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i den foreslåede hjemrejselov. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om opholdspligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. En afgørelse om opholdspligt vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4042 og Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 189 som fremsat, side 147, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås desuden i stk. 2, nr. 3 og 4, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter udlændingelovens § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Den foreslåede ordning indebærer, at der som hovedregel vil blive pålagt opholdspligt. Opholdspligten vil således skulle pålægges den enkelte udlænding, uanset om denne medvirker til udrejsen eller udsendelsen. Pålægget om opholdspligt vil så vidt muligt skulle meddeles, så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med den frist for udrejse, den pågældende er givet, og at der ikke er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 94, og gældende ret vil således blive videreført.

Opholdspligten vil endvidere skulle pålægges, medmindre særlige grunde taler derimod, herunder hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende udlænding på grund af sygdom har behov for særlig pleje, der ikke kan tilbydes på eller i tilknytning til indkvarteringsstedet. Der kan endvidere i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågældende ikke skal meddeles pålæg om opholdspligt.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det endvidere skulle vurderes, om opholdspligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Opholdspligten vil derfor kunne ophæves i helt særlige tilfælde, hvis den pågældende gennem flere år har været pålagt opholdspligt og medvirket til udsendelsen, men hvor udsendelsen må anses for at være udsigtsløs på grund af forhold, der ikke beror på den pågældende udlænding selv. Hvis den pågældende efter ophævelsen af opholdspligten ikke længere medvirker til udrejsen, vil den pågældende igen kunne pålægges opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 65, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, blive forkyndt for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om opholdspligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning, vil opholdspligten blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Kontrol med opholdspligten vil i praksis blive administreret ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol. Der vil derudover løbende blive foretaget tilstedeværelseskontrol ved f.eks. daglig tilstedeværelsekontrol ved udlændingens værelse eller ved at udlændingen møder op på bestemte tidspunkter til tilstedeværelseskontrol eller opholdsregistrering. Viser udlændingen tegn på ikke at overholde opholdspligten ved f.eks. ikke at hente sin post, sine kontante ydelser eller ikke møder op til indkaldte møder mv., vil der konkret blive foretaget tilstedeværelseskontrol. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af opholdspligten til politiet.

Overtræder en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 et pålæg om opholdspligt, vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af opholdspligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau.

De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i hjemrejseloven. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

Det foreslås, at en afgørelse om opholdspligt som hidtil ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4042 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås derudover i § 13, stk. 3, at en udlænding, der er omfattet af den foreslåede § 13, stk. 1 eller 2, om opholdspligt, ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 8, 4. pkt., og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Ved voldelig adfærd forstås enhver adfærd, der indebærer fysisk forulempning af en anden person i form af skub, slag, spark eller lignende, og som udøves med den hensigt at forulempe den pågældende anden person. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Ved truende adfærd forstås endvidere adfærd, der indebærer en udtrykkelig eller indirekte trussel om voldelig eller anden adfærd, som fremkalder eller er egnet til at fremkalde frygt hos en anden person for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. Begrebet omfatter bl.a. vold omfatter af straffelovens §§ 244-246 og trusler omfattet af straffelovens § 266. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Den udviste adfærd skal desuden være af en sådan karakter, at der lægges hindringer i vejen enten for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

I tilfælde, hvor den udviste adfærd i den foreslåede bestemmelse ikke kan straffes efter straffelovens §§ 224-246 eller 266, vil udlændingen kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Straf for gennem voldelig eller truende adfærd at ligge hindringer i vejen for driften af et indkvarteringssted efter den foreslåede § 23, stk. 1, 2. pkt., jf. § 13, stk. 3, vil være subsidiær i forhold til straffelovens bestemmelser. Hvis et forhold falder ind under en bestemmelse i straffeloven, vil den foreslåede bestemmelse således ikke blive anvendt.

Efter straffelovens § 244, stk. 1, straffes således den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Efter ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, må blandt andet slagsmål og anden voldelig optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted. Anden voldelig optræden omfatter et videre område end straffelovens § 244. Således er mindre grove angreb omfattet af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, straffes efter § 18, stk. 1, med bøde.

Efter straffelovens § 266 straffes den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Alene trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, er omfattet af straffelovens § 266. Trusler, der drejer sig om simpel vold, jf. straffelovens § 244, er ikke omfattet af straffelovens § 266.

Da anvendelse af den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., vil være subsidiær i forhold til straffelovens bestemmelser for så vidt angår voldelig og truende adfærd på et indkvarteringssted, vil voldelig adfærd som nævnt i den foreslåede bestemmelse alene have et selvstændigt anvendelsesområde i tilfælde, der svarer til de tilfælde, der er omfattet af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Da den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, tilsigter at regulere udlændinges uønskede adfærd på et indkvarteringssted i forhold til medarbejdere og andre beboere, og da strafferammen i den foreslåede bestemmelse § 23, stk. 1, 2. pkt., er højere end i ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, forudsættes den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., anvendt frem for ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. § 18, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., for så vidt angår voldelig og truende adfærd på et indkvarteringssted vil endvidere have et selvstændigt anvendelsesområde ved siden af straffelovens § 266, idet også tilfælde, hvor truslen drejer sig om simpel vold, jf. straffelovens § 244, er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Ovenstående vedrørende straf for gennem voldelig eller truende adfærd at ligge hindringer i vejen for driften af et indkvarteringssted gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5637, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil – som hidtil – være op til anklagemyndigheden at vurdere om der skal rejses tiltale efter straffeloven eller den foreslåede bestemmelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En udlænding, der overtræder den foreslåede bestemmelse vil endvidere kunne pålægges meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1.

Det foreslås desuden i § 13, stk. 4, at en udlænding, som efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, vil skulle give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, medmindre særlige grunde taler derimod. En underretning vil alene kunne omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet (underretningspligt).

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 10 (underretningspligt), og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Formålet med underretningspligten er at sikre overholdelse af og kontrol med opholdspligten. Underretningspligten vil således udgøre en påmindelse til udlændingen om, at den enkelte skal bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Dette kan medvirke til, at udlændingen i højere grad overholder opholdspligten. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 28, og gældende ret vil således blive videreført.

Underretningspligten vil som hidtil omfatte 1) udlændinge på tålt ophold, 2) udlændinge der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, 3) udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og 4) udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25, der er pålagt opholdspligt. Underretningspligten er på denne måde knyttet til opholdspligten og skal sikre en bedre overholdelse. Ophæves opholdspligten, vil underretningspligten også skulle ophæves. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 29f, og gældende ret vil således blive videreført.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle træffe afgørelse om påbud om underretningspligt, medmindre særlige grunde taler derimod. Der vil være tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Hjemrejsestyrelsen vil således alene kunne undlade at træffe afgørelse om underretningspligt, hvis særlige grunde taler derimod.

Det vil navnlig omfatte tilfælde, hvis det konkret vurderes at være helt ubetænkeligt at undlade at træffe afgørelse om underretningspligt, f.eks. fordi udlændingen gennem en længere periode har overholdt alle forpligtelser, og der derfor ikke er helt samme behov for at opretholde en underretningspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 30, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil også være tilfældet, hvis det vil være uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at pålægge en udlænding at give underretning til indkvarteringsoperatøren.

Underretningspligt antages således som udgangspunkt at udgøre et indgreb i retten til familie- og privatliv, jf. EMRK artikel 8. Underretningspligten vil dog som udgangspunkt anses for at udgøre et proportionalt indgreb, sammenholdt med det væsentlige behov for at sikre overholdelse af og kontrol med opholdspligten. Underretningspligten må i den forbindelse antages alene at udgøre et indgreb af beskeden intensitet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 51 som fremsat, side 47 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 12, og gældende ret vil således blive videreført. Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit 4.1.

Underretningspligten vil have karakter af en selvstændig forpligtelse, som kan pålægges ud over opholds- og meldepligt. En udlænding, der bliver pålagt opholds-, underretnings- og meldepligt, vil således have pligt til at opfylde alle tre forpligtelser, og der skal – ved manglende overholdelse – foretages en selvstændig vurdering af, om udlændingen har overholdt hver enkelt af sine forpligtelser. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 10 og 28, og gældende ret vil således blive videreført.

Heri ligger også, at en udlænding, der giver underretning om, at denne ikke vil opholde sig på indkvarteringsstedet, ikke hermed kan unddrage sig sin opholdspligt. Der kan således være tale om en overtrædelse af opholdspligten, uanset at udlændingen har meddelt, at udlændingen ikke opholder sig på indkvarteringsstedet den pågældende nat. Det betyder omvendt også, at det forhold, at udlændingen har overtrådt underretningspligten og opholdt sig uden for indkvarteringsstedet uden at have orienteret herom, ikke nødvendigvis vil indebære, at den pågældende har overtrådt opholdspligten efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 10, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil være tilstrækkeligt, at udlændingen meddeler, at denne har til hensigt at opholde sig uden for indkvarteringsstedet. Der er ikke tale om, at myndighederne – i forbindelse med at underretningen modtages – skal give tilladelse til, at udlændingen forlader eller udebliver fra indkvarteringsstedet. Den enkelte udlænding kan som hidtil forlade eller udeblive fra indkvarteringsstedet, og der er fortsat ikke tale om, at udlændingen er frihedsberøvet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 29, og gældende ret vil således blive videreført.

Underretningspligten vil ikke indeholde et krav om, at udlændingen over for indkvarteringsoperatøren skal oplyse, hvor udlændingen i stedet agter at opholde sig, eller nærmere skal oplyse om baggrunden for, at udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 29, og gældende ret vil således blive videreført.

Udlændingen vil skulle give underretning, hvis udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00. og kl. 6.00. Heri ligger, at udlændingen skal give underretning, inden udlændingen forlader indkvarteringsstedet, eller, hvis udlændingen allerede opholder sig uden for indkvarteringsstedet, inden kl. 23.00.

Hvis en udlænding f.eks. forlader indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00, vil udlændingen skulle give meddelelse herom inden eller i forbindelse med, at indkvarteringsstedet forlades.

Hvis en udlænding f.eks. opholder sig uden for indkvarteringsstedet kl. 22.00 og først forventer at vende tilbage efter kl. 23.00, skal den pågældende have givet meddelelse herom inden kl. 23.00.

Giver en udlænding, der opholder sig uden for indkvarteringsstedet, først underretning efter kl. 23.00, vil underretningspligten ikke kunne anses for at være opfyldt. Giver den pågældende meddelelse f.eks. kl. 23.05, vil der være tale om en overtrædelse af underretningspligten.

Hvis en udlænding har forladt indkvarteringsstedet inden kl. 23.00, vil der være tale om en overtrædelse af underretningspligten, hvis der ikke er givet underretning herom inden kl. 23.00, og udlændingen ikke er vendt tilbage til indkvarteringsstedet på dette tidspunkt.

Forlader udlændingen indkvarteringsstedet mellem kl. 23.00 og kl. 06.00 uden at give underretning herom, vil der ligeledes være tale om en overtrædelse af underretningspligten. Straffebestemmelsen i den foreslåede § 23, stk. 2, vil således i denne situation være fuldbyrdet på det tidspunkt, hvor den pågældende forlader indkvarteringsstedet uden at underrette herom.

Det påhviler den enkelte udlænding at give meddelelse til myndighederne på en sådan måde, at det står klart, at der er tale om en underretning om, at udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00. Udlændingen kan, inden eller i forbindelse med at en udlænding forlader indkvarteringsstedet, f.eks. give meddelelse til vagten, som herefter vil notere dette. Opholder en udlænding sig uden for indkvarteringsstedet, vil udlændingen kunne ringe til indkvarteringsstedet eller til indkvarteringsoperatøren og underrette om, at den pågældende ikke vil komme tilbage til indkvarteringsstedet inden kl. 23.00.

En underretning skal meddeles personligt af den pågældende. En person vil således ikke kunne give underretning på vegne af en anden.

Indkvarteringsoperatøren skal ikke – i forbindelse med at underretningen modtages – give tilladelse til, at udlændingen udebliver fra indkvarteringsstedet. Tilladelse til ophold uden for indkvarteringsstedet vil efter ansøgning skulle gives af Hjemrejsestyrelsen, hvis der en særlig begrundelse herfor. Har Hjemrejsestyrelsen meddelt udlændingen tilladelse til ophold uden for indkvarteringsstedet, vil underretningspligten ikke finde anvendelse i den periode, som tilladelsen omfatter. På tidpunktet, hvor tilladelsen udløber, vil underretningspligten på ny gælde for den enkelte udlænding.

Det forudsættes i den forbindelse, at indkvarteringsoperatøren, når udlændingen forlader indkvarteringscenteret, kan vejlede udlændingen om indholdet af opholdspligten og underretningspligten og hvilke konsekvenser, det kan have, såfremt udlændingen ikke overholder sin opholdspligt og underretningspligt, herunder at overtrædelse af opholdspligten og underretningspligten er strafbar.

Det er endvidere ikke et krav, at udlændingen over for indkvarteringsoperatøren oplyser, hvor udlændingen i stedet vil opholde sig, eller nærmere oplyser om baggrunden for, at udlændingen tager ophold uden for indkvarteringsstedet.

Såfremt en udlænding forlader indkvarteringsstedet uden at give underretning herom, men efterfølgende meddeles tilladelse til opholdet uden for indkvarteringsstedet, vil der ikke være tale om en overtrædelse af underretningspligten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen bliver akut syg og derfor må indlægges på hospital.

Ophæves opholdspligten, vil underretningspligten også blive ophævet.

En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet, eller alene de tidsrum i løbet af natten, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En udlænding kan således ikke ved at oplyse, at udlændingen agter at opholde sig uden indkvarteringsstedet i en længere periode, der omfatter flere dage, dermed opfylde sin underretningspligt for perioden efter den første nat.

For at opfylde underretningspligten skal udlændingen orientere indkvarteringsoperatøren, hver gang udlændingen ikke opholder sig på indkvarteringsstedet inden for det anførte tidsrum. Er der tale om, at udlændingen flere gange i løbet af en nat færdes ud og ind af indkvarteringsstedet, vil det dog være tilstrækkeligt, at udlændingen, inden første gang indkvarteringsstedet forlades, orienterer herom.

Det forudsættes, at indkvarteringsoperatøren giver meddelelse om overtrædelse af underretningspligten til Hjemrejsestyrelsen.

Den praktiske tilrettelæggelse, herunder eksempelvis hvilken telefon, der kan ringes til, fastsættes nærmere af indkvarteringsoperatøren i samarbejde med Hjemrejsestyrelsen.

Underretningspligten vil ikke have betydning for Hjemrejsestyrelsens praksis for, hvornår en udlænding skal gives tilladelse til at tage kortere ophold uden for indkvarteringsstedet.

Ovenstående vedrørende indholdet af underretningspligten gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, l 165 som fremsat, side 29f.

Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af underretningspligten til politiet. Der vil som hidtil skulle foretages kontrol med overholdelse af underretningspligten ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol.

Påbud om underretningspligt vil ikke være undergivet klageadgang. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 30.

Overtrædelse af underretningspligten vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af underretningspligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau.

De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i den foreslåede hjemrejselov. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

Det foreslås endvidere i § 13, stk. 5, at udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31 (tålt ophold), vil have pligt til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, såfremt udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 1, og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 11 (orienteringspligt), og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge udlændingen meldepligt i nærheden af udlændingens faste opholdssted, og at der kan ske udsendelse, når muligheden herfor opstår. Orienteringspligten har derudover til formål at gøre det muligt for Udlændingestyrelsen at træffe afgørelse om adgang til forsørgelse på nærmeste indkvarteringssted eller på anden vis, når Danmarks internationale forpligtelser tilsiger dette.

Forslaget indebærer, at en udlænding på tålt ophold vil skulle orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit opholdssted, hvis udlændingen af særlige grunde ikke er pålagt opholdspligt eller udlændingen har fået ophævet sin opholdspligt, navnlig såfremt opholdspligt vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privat- og familieliv, og udlændingen tager fast ophold uden for det indkvarteringssted, hvortil udlændingen er henvist.

Den foreslåede orienteringspligt vil alene omfatte udlændinge på tålt ophold, som har fået ophævet deres opholdspligt, eller som af særlige grunde ikke er blevet pålagt en sådan, og som tager fast ophold uden for det anviste indkvarteringssted. Orienteringspligten udgør dermed ikke et alternativ til opholdspligten. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Orienteringspligten vil være en selvstændig forpligtelse. Der gælder ikke særlige formkrav til, hvorledes orienteringspligten vil skulle opfyldes. Det forudsættes dog, at orienteringen sker på en måde, hvorved det står myndighederne klart, at den pågældende har taget fast ophold uden for et indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 31, og gældende ret vil således blive videreført.

Orienteringspligten vil finde anvendelse, uanset om udlændingen fortsat er pålagt meldepligt.

Orienteringspligten vil indebære, at en udlænding, der fraflytter det af Udlændingestyrelsen anviste indkvarteringssted, vil have pligt til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om, hvor udlændingen tager fast ophold.

Med fast opholdssted henvises til den adresse, hvor udlændingen som udgangspunkt påtænker at bo og overnatte i et vist længerevarende tidsrum. Såfremt udlændingen alene forventer kortvarigt at tage ophold det pågældende sted, skal udlændingen i stedet anvende muligheden for at søge om dispensation fra meldepligten eller midlertidig flytning heraf. En udlænding på tålt ophold, der eksempelvis på tidspunktet for ophævelse af opholdspligten er indlagt på et sygehus, vil således ikke skulle orientere herom, før den pågældende udskrives fra sygehuset og tager fast ophold uden for det anviste indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Orienteringspligten vil løbende skulle opfyldes af den pågældende udlænding. Den pågældende vil således skulle orientere Hjemrejestyrelsen, hvis den pågældende ændrer sit faste opholdssted. Det vil ikke være tilstrækkeligt alene at orientere i forbindelse med fraflytningen fra udrejsecenteret.

Hjemrejsestyrelsen vil, når en udlænding på tålt ophold, der fortsat er pålagt meldepligt, har orienteret Hjemrejsestyrelsen om sit faste opholdssted, skulle bestemme, hvor den pågældende skal afvikle meldepligten. I praksis vil meldepligten som udgangspunkt skulle afvikles på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske meldepligtsløsning, eller på en politistation i nærheden af det sted, hvor udlændingen har taget fast ophold.

En udlænding, der orienterer Hjemrejsestyrelsen om, at den pågældende har ændret sit faste opholdssted, vil skulle afvikle meldepligten på det af Hjemrejsestyrelsen hidtil fastlagte sted, indtil Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om ændret sted for afvikling af meldepligt. Der må i den forbindelse påregnes en vis ekspeditionstid for Hjemrejsestyrelsens behandling af spørgsmålet om ændret sted for afvikling af meldepligt. Udlændingen vil således i perioden mellem orienteringen af Hjemrejsestyrelsen og frem til, at Hjemrejsestyrelsen meddeler udlændingen, hvor den pågældende skal aflægge meldepligt fremadrettet, fortsat skulle aflægge sin meldepligt på det hidtil anviste sted. Overholder udlændingen i denne periode ikke sin meldepligt, vil udlændingen kunne straffes herfor. Det forudsættes dog, at Hjemrejsestyrelsens tilrettelæggelse af meldepligten ikke strækker sig over længere tid, end hvad der må antages at være nødvendigt for, at den praktiske afvikling af meldepligten kan finde sted.

Den foreslåede ordning indebærer, at Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt skal flytte meldepligten, såfremt den pågældende udlænding selv har orienteret Hjemrejsestyrelsen om den pågældendes nye opholdssted. Der kan dog være helt særlige tilfælde, hvor Hjemrejsestyrelsen på anden vis allerede har et sikkert kendskab til udlændingens nye opholdssted, hvorfor meldepligten kan flyttes, uden at udlændingen har orienteret herom.

Den foreslåede ordning indebærer derudover, at orienteringspligten træder i kraft fra det tidspunkt, hvor Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om, at udlændingen ikke skal pålægges en opholdspligt af særlige grunde, eller hvor udlændingens opholdspligt ophæves.

Til forskel fra opholds- og underretningspligten forudsættes det ikke med den foreslåede ordning, at orienteringspligten pålægges ved afgørelse. Herved sikres det navnlig, at udlændingen ikke kan unddrage sig orienteringspligten ved at skjule sig for myndighederne eller på anden vis vanskeliggøre, at myndighederne kan pålægge udlændingen orienteringspligt og meddele dette til den pågældende.

Det forudsættes dog, at Hjemrejsestyrelsen så vidt muligt vejleder den enkelte udlænding om orienteringspligten. Hjemrejsestyrelsen vil således i forbindelse med, at Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om ikke at pålægge en opholdspligt eller om at ophæve en pålagt opholdspligt og Udlændingestyrelsen i den forbindelse anviser et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. og 2. pkt., skulle vejlede udlændingen om udlændingens pligt til fremadrettet at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, hvis udlændingen ikke tager ophold på det af styrelsen anviste indkvarteringssted. Udlændingestyrelsens anvisning af indkvartering sker som hidtil som led i faktisk forvaltningsvirksomhed.

Tilsvarende vil Hjemrejsestyrelsen skulle vejlede en udlænding, der har fået ophævet sin opholdspligt ved dom, om pligten til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen anviser udlændingen et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. og 2. pkt.

Det forhold, at det ikke konkret har været muligt at vejlede udlændingen om orienteringspligten, f.eks. fordi udlændingens opholdssted er ukendt, kan ikke i sig selv føre til, at orienteringspligten ikke vil finde anvendelse.

Tager en udlænding på tålt ophold, der har fået ophævet sin opholdspligt, fast ophold uden for det af Udlændingestyrelsen anviste indkvarteringssted, og opfylder udlændingen ikke sin orienteringspligt, vil den pågældende således fortsat skulle opfylde sin meldepligt på indkvarteringsstedet, ligesom den pågældende alene vil være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse på indkvarteringsstedet.

Ovenstående vedrørende orienteringspligten gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Bliver Udlændingestyrelsen bekendt med, at en udlænding, der har orienteret Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om, at den pågældende har taget fast ophold på en bestemt adresse, ikke har fast ophold på denne adresse, skal den pågældende udlænding anses som værende flyttet uden at opfylde sin orienteringspligt, og udlændingen vil som følge heraf miste en eventuel ret til forsørgelse uden for indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, der bliver stk. 8. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

En udlænding på tålt ophold, der tager fast ophold uden for indkvarteringsstedet, vil fortsat være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, men som udgangspunkt være henvist til at modtage forsørgelsen på indkvarteringsstedet, hvor den pågældende er indkvarteret jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2. Det gælder, uanset at udlændingen er fraflyttet indkvarteringsstedet, og uanset at den pågældende har taget ophold langt væk fra indkvarteringsstedet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 20, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde, dvs. hvor Danmarks internationale forpligtelser konkret tilsiger det, skal bestemme, at en udlænding på tålt ophold, der opfylder sin orienteringspligt, er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt og tilbud om undervisning og aktivering på det nærmeste indkvarteringssted. Udlændingen vil ligeledes have mulighed for at opfylde sin kontrakt om aktivering mv. på det nærmeste indkvarteringssted og vil dermed bibeholde muligheden for at få udbetalt tillægsydelser. Med nærmeste indkvarteringssted henvises til indkvarteringsstedets geografiske beliggenhed i forhold til placeringen af den bolig, hvor udlændingen har orienteret om, at den pågældende tager fast ophold. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås desuden i § 13, stk. 6, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1, og som straffes for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf med betinget eller ubetinget fængselsstraf, anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, eller bøde for et forhold, der er begået på indkvarteringsstedet, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold, i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, eller nabokommuner til denne kommune, , skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge.

Den foreslåede ordning indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle pålægge afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold, der har begået visse former for kriminalitet på eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt opholdspligt, at tage ophold på et andet indkvarteringssted, hvis de pågældende ikke medvirker til udrejsen, og hvis der ikke er grundlag for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter den foreslåede ordning i § 16, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen vil navnlig omfatte udlændinge, hvor der ikke er udsigt til tvangsmæssig udsendelse. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95.

Det foreslås, at ordningen etableres således, at Hjemrejsestyrelsen pålægger en udlænding, der allerede er pålagt opholdspligt efter den foreslåede § 13, stk. 1, opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, og at den pågældende udlænding som konsekvens heraf indkvarteres på et bestemt indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, hvis udlændingen straffes for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer begået på eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen allerede er pålagt opholdspligt.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse for udlændinge, der ikke allerede er pålagt opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6.

Ordningen foreslås alene at omfatte afviste asylansøgere på 18 år eller derover. Ordningen foreslås ikke at omfatte personer, som bor sammen med deres familier.

Udvises en afvist asylansøger ved dom efter §§ 22-24, vil Hjemrejsestyrelsen dog i stedet skulle træffe afgørelse om pålæg af opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, nr. 2, om udlændinge udvist ved dom. Udlændingen vil herefter i forbindelse med pålæg af opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, nr. 2, blive pålagt opholdspligt på et bestemt indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime.

Den foreslåede bestemmelse omfatter betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige tilfælde, hvor udlændingen straffes med bødestraf, herunder udenretligt og indenretligt vedtagne bødeforlæg.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den pågældende udlænding skal være idømt straf ved endelig dom for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer. Det er således en forudsætning for, at der vil kunne træffes afgørelse om overflytning, at udlændingen har fået en endelig straf. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den pågældende er sigtet, eller at den pågældende er idømt straf ved retten, uden at fristen for anke er udløbet. For så vidt angår tilfælde, hvor udlændingen straffes med bødestraf, herunder udenretligt og indenretligt vedtagne bødeforlæg, er det en forudsætning for, at der kan træffes afgørelse om overflytning, at udlændingen har vedtaget det udenretlige eller indenretlige bødeforlæg.

Straf for overtrædelse af underliggende bekendtgørelser til de nævnte love, vil ligeledes være omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at overtrædelse af våbenbekendtgørelsen tillige vil være omfattet.

Den foreslåede ordning vil også finde anvendelse, selvom udlændingen under samme straffesag er straffet for at have overtrådt både en eller flere af de i bestemmelsen nævnte love og anden lovgivning. Det samme er tilfældet, hvis den pågældende enten før eller efter en straf for overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte love er straffet for overtrædelse af anden lovgivning. Det gælder også, selvom straf for disse overtrædelser endnu ikke er afsonet.

Det er endvidere en betingelse, at det forhold, som den pågældende straffes for, er begået på eller omkring det indkvarteringssted, hvor den pågældende udlænding er pålagt at tage ophold. Det forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen som udgangspunkt vil omfatte forhold, der er begået i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, og nabokommuner til denne kommune. Det afgørende vil således være om gerningsstedets adresse ligger inden for det nævnte område.

Det forhold, at udlændingen er straffet for flere forskellige forhold, som er begået både inden for det anførte område og uden for dette, vil være uden betydning, så længe et eller flere forhold vedrørende overtrædelse af bestemmelser i de nævnte love er begået inden for det afgrænsede område.

Det forhold, at den pågældende udlænding ikke opholder sig på indkvarteringsstedet, uanset at den pågældende er pålagt opholdspligt på det pågældende indkvarteringssted, vil være uden betydning, så længe der er tale om straf for overtrædelse af bestemmelser i de nævnte love, og så længe forholdet er begået på eller omkring indkvarteringsstedet.

Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle undlade at træffe afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, såfremt der foreligger særlige grunde. Sådanne særlige grunde vil omfatte bl.a. udlændinge, hvor der er udsigt til, at udsendelse kan ske hurtigt.

Den foreslåede ordning vil således ikke omfatte udlændinge, der overføres som følge af Dublin-forordningen, og udlændinge, der er omfattet af den såkaldte åbenbart grundløs procedure, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

Karakteren af de to procedurer betyder, at det normalt er muligt meget hurtigt at udsende eller overføre udlændingen til et andet land, og at det derfor som det klare udgangspunkt vurderes ikke at være hensigtsmæssigt, at de pågældende udlændinge flyttes.

Ved vurderingen af, om der skal ske pålæg af opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse og som konsekvens heraf flytning til et indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, vil det tillige skulle tillægges vægt, om der er helt særlige hensyn, der taler imod en flytning af den pågældende. Der kan eksempelvis være tale om, at den pågældende modtager nødvendig sundhedsbehandling i nærheden af det indkvarteringssted, hvor den pågældende er indkvarteret, og at det ikke vil være praktisk muligt for udlændingen at modtage denne behandling, såfremt den pågældende flyttes til et andet indkvarteringssted.

Vurderer Hjemrejsestyrelsen, at udlændingen ikke skal pålægges opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse som følge af ovennævnte hensyn, vil udlændingen fortsat være pålagt opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1.

Hjemrejsestyrelsens afgørelse om opholdspligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3, 2. pkt.

En udlænding, der pålægges opholdspligt på et indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, vil tillige skulle pålægges meldepligt på indkvarteringsstedet. Afgørelse herom vil kunne træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 4.

En udlænding, der pålægges opholds- og meldepligt på et indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, men som ikke flytter, vil kunne straffes for manglende overholdelse af de pålagte forpligtelser efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 3. pkt., og kan frihedsberøves med henblik på at transportere udlændingen hen til indkvarteringsstedet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, 2. pkt.

Det foreslås endvidere, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af bestemmelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2.

Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, der vil kunne sættes i kraft på et tidspunkt bestemt af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Bestemmelserne i § 1, nr. 14 og § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 foreslås derfor ophævet. Se nærmere herom i bemærkningerne til § 29, nr. 1 og 3 i nærværende lovforslag.

Der henvises i øvrigt til 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

En udlænding kan varetægtsfængsles efter udlændingelovens § 35, stk. 1, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24, eller 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 35, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl), og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængslingen eller foranstaltning, der træder i stedet herfor, alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt. Der kan endvidere foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter § 37 a, stk. 3-7, jf. udlændingelovens § 35, stk. 3.

Det tilfalder retten at træffe afgørelse om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35.

Hjemrejsestyrelsen overtog opgaven med at sikre en udlændings udrejse fra politiet den 1. august 2020, undtaget opgaver der omfatter anvendelse af magt eller tvang, som følge af den kongelige resolution af 19. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Politiet varetager i praksis efter anmodning en fremstilling af udlændingen for retten.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås, at der i hjemrejseloven fastsættes adgang til varetægtsfængsling som hidtil efter udlændingeloven.

Det foreslås således i § 14, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, og mindst en af følgende betingelser er opfyldt: 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, eller 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 1, finder kun anvendelse på udlændinge, der ikke har fast bopæl her i landet, og som har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24.

Udlændinge, der har fast bopæl her i landet, er i relation til varetægtsfængsling ligestillet med danske statsborgere, og vil således ikke kunne varetægtsfængsles efter reglerne i hjemrejseloven, men efter reglerne i retsplejeloven. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 1982-83, Tillæg A, L nr. 105 som fremsat, spalte 2060, jf. betænkning nr. 968/1982 side 189.

Varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilfælde, hvor udvisning på grund af strafbart forhold skal ske ved dom i forbindelse med straffesagens behandling, og hvor der vil være behov for en særlig hjemmel til sikring af udlændingens tilstedeværelse under straffesagen, under en eventuel appel, og indtil dommens bestemmelser om udvisning efter domsfældelse kan fuldbyrdes.

Forslaget indebærer, at en varetægtsfængsling kan opretholdes, indtil der kan ske fuldbyrdelse af en udvisning ved dom. Fuldbyrdelse af en dom om udvisning indebærer, at udlændingens udsendelse skal varetages af Hjemrejsestyrelsen og om nødvendigt med politiets bistand, jf. den forslåede bestemmelse i § 1. En udvist udlænding kan således varetægtsfængsles efter at have afsonet eventuel straf, så længe den pågældendes udsendelsessag er under forberedelse, og fremdriften af udsendelsen sikres med den fornødne omhu. Dette gælder allerede i dag, jf. betænkning nr. 968/1982.

Varetægtsfængsling efter den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 2, skal sikre, at en udlænding, der har overtrådt et indrejseforbud – og som idømmes frihedsstraf herfor – kan varetægtsfængsles under sagen og med henblik på fuldbyrdelse af straffedommen for overtrædelse af indrejseforbuddet.

En udlænding, der indrejser i strid med et indrejseforbud, kan straffes efter bestemmelsen i udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås endvidere i § 14, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

Der vil således kunne ske varetægtsfængsling efter endelig dom og efter endt afsoning, og indtil asylansøgeren enten opnår opholdstilladelse efter reglerne om asyl (udlændingelovens § 7), opholdstilladelse på andet grundlag eller kan udsendes af landet. Opnår udlændingen efterfølgende asyl, vil der ikke kunne ske varetægtsfængsling efter bestemmelsen, og den pågældende udlænding vil således skulle løslades. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, L191 som fremsat, side 5633.

Varetægtsfængsling vil ikke skulle ske, hvis det er overvejende sandsynligt, at den pågældende på baggrund af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil få opholdstilladelse efter reglerne om asyl (udlændingelovens § 7).

Varetægtsfængsling vil endvidere altid skulle ske efter en konkret og individuel vurdering af den pågældendes forhold. Der vil således skulle tages stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse er opfyldt på det tidspunkt, hvor udlændingen søger asyl efter endelig dom, eller når en asylansøger, der afsoner for et kriminelt forhold, nærmer sig endt afsoning. Til brug herfor indhenter Hjemrejsestyrelsen en udtalelse fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Der kan ikke ske varetægtsfængsling, hvis det er overvejende sandsynligt, at udlændingen på grund af sin nationalitet eller befolkningsgruppe vil blive meddelt asyl.

I tilfælde, hvor politiet skal forelægge spørgsmålet om varetægtsfængsling – herunder om forlængelse af fængslingen – for retten, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet afgiver en udtalelse til Hjemrejsestyrelsen om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort, og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling, hvorefter Hjemrejsestyrelsen anmoder om politiets bistand til at fremstille udlændingen for retten.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger.

Derudover foreslås det i § 14, stk. 3, 1. pkt., at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Forslaget indebærer, at varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 3, vil supplere fængslingsreglerne i retsplejelovens kapitel 70 og navnlig § 762, hvilke får særlig betydning i tilfælde, hvor der er spørgsmål om udvisning på grund af en overtrædelse af straffebestemmelser, som ikke opfylder strafferammekravet i retsplejelovens § 762, stk. 1, og hvor der ikke efter retsplejelovens § 769 og den hertil knyttede praksis ville kunne varetægtsfængsles efter dommen, indtil fuldbyrdelsen (herunder af dommens bestemmelse om udvisning) kan iværksættes. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 1999-00, Tillæg A, L264 som fremsat side 7394,

De processuelle regler i retsplejelovens §§ 764-779 finder tilsvarende anvendelse på varetægtsfængslinger efter den foreslåede bestemmelse.

Der påtænkes med den foreslåede bestemmelse ingen materielle ændringer i anvendelsen af varetægtsfængsling og ingen ændringer i den processuelle behandling af sager herom.

Det foreslås endvidere i § 14, stk. 3, 2. og 3. pkt., at der altid fastsættes en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet herfor og alene iværksættes med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Forslaget indebærer, at retten altid skal fastsætte en frist for varetægtsfængslingens længde, idet fængslingen sker med henblik på udsendelse, som følge af bestemmelsen om udvisning.

Der er ikke med forslaget fastsat en øvre grænse for varigheden af varetægtsfængslingen, og den afhænger derfor af de konkrete omstændigheder.

Ved fastsættelse af fristen for varetægtsfængslingens længde har Højesteret bl.a. lagt vægt på, hvor lang tid varetægtsfængslingen indtil videre har varet, den udmålte strafs længde, længden af en eventuel reststraf, udlændingens eventuelt manglende medvirken med hensyn til f.eks. id-oplysninger, om Hjemrejsestyrelsen og andre relevante myndigheder fremmer sagen med fornøden omhu, samt om der er reel udsigt til udsendelse.

I de kendelser, hvor Højesteret i øvrigt har opretholdt en varetægtsfængsling efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 35, stk. 1, har vedkommende på tidspunktet for kendelsen højst været varetægtsfængslet i 16 måneder. Der ses således ikke at være kendelser, hvor Højesteret har opretholdt en varetægtsfængsling, som har været længere end de ca. 18 måneder, der var tilfældet i U 2005.1197 H.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås endvidere i § 14, stk. 4., at der kan foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter udlændingelovens § 37 a, stk. 3-7.

Det fremgår af den foreslåede § 14, stk. 3, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder anvendelse på udlændinge, der er varetægtsfængslet i medfør af den foreslåede hjemrejselovs § 14, stk. 1 og 2. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 118 som fremsat. side 24. Gældende ret vil således blive videreført.

Retsplejelovens § 776 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. Dette medfører, at legemsundersøgelse af udlændinge, som er varetægtsfængslede efter den foreslåede hjemrejselovs § 14, stk. 1 og 2, skal foretages under iagttagelse af bl.a. bekendtgørelse nr. 869 af 25. juni 2018 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 870 af 25. juni 2018 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgørelsen). Kompetencen henhører under kriminalforsorgsområderne og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil politiet i hjemrejseloven gives hjemmel til at foretage visitation af udlændinge, der varetægtsfængsles efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen indebærer, at udlændingelovens § 37 a, stk. 3-7, finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der varetægtsfængsles efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 og 2. Hermed har politiet den samme adgang til at foretage besigtigelse og undersøgelse af varetægtsfængslede udlændinge efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 og 2, som frihedsberøvede udlændinge efter udlændingelovens § 36 og den foreslåede hjemrejselovs § 16.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet efter udlændingelovens § 37 a, stk. 3, vil kunne foretage besigtigelse og undersøgelse af en udlændings legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande i tilfælde, hvor udlændinge er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 og 2.

Den foreslåede adgang for politiet til at foretage legemsbesigtigelse og -undersøgelse vil alene kunne ske i forbindelse med varetagelsen af politimæssige opgaver efter udlændingeloven og hjemrejseloven. Dette vil navnlig omfatte gennemførelsen af den faktiske udsendelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at politiets gennemførsel af nævnte indgreb skal ske inden for de rammer, der følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 4-7.

Dette indebærer, at politiet i forbindelse med gennemførelse af de nævnte indgreb skal iagttage den proportionalitetsgrundsætning, der gælder for straffeprocessuelle tvangsindgreb, som er lovfæstet i udlændingelovens § 37 a, stk. 4.

Dette indebærer endvidere, at politiet vil skulle udøve de nævnte indgreb skånsomt, jf. herved den såkaldte skånsomhedsgrundsætning, der er lovfæstet i udlændingelovens § 37 a, stk. 5.

Herudover indebærer det, at politiet må foretage legemsundersøgelse i form af indgreb som nævnt i retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2, og at disse indgreb kun må foretages under medvirken af en læge, jf. udlændingelovens § 37 a, stk. 6.

Endelig indebærer bestemmelsen i udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 1. pkt., at politiet kun må foretage legemsundersøgelse, hvis der foreligger en konkret og nærliggende fare, eller hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande. Bestemmelsen i udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 2. pkt., indebærer dog, at politiet umiddelbart før gennemførelsen af en udsendelse kan foretage legemsundersøgelse af en udlænding, der er varetægtsfængslet efter den foreslåede hjemrejselovs § 14, stk. 1 eller 2, uden at der foreligger en konkret og nærliggende fare, eller at der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande.

Der er tale om en overførsel af udlændingelovens § 35, stk. 3, 4. pkt., som foreslås ophævet i udlændingeloven, jf. den foreslåede hjemrejselovs § 25, nr. 15.

Forslaget i § 14 svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 35, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede § 25, nr. 15.

Forholdene under varetægtsfængslingen reguleres af retsplejeloven og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, herunder varetægtsbekendtgørelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 25. juni 2018 om ophold i varetægt, og med de ændringer der følger af udlændingeloven.

I forbindelse med en sag om udvisning af en udlænding ved dom, vil det som hidtil være op til anklagemyndigheden at nedlægge påstand om varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse i § 14. Hjemrejsestyrelsen vil i den forbindelse skulle anmode om politiets bistand til at fremstille udlændingen for retten. Retten træffer dernæst afgørelse om eventuel varetægtsfængsling.

Der henvises i øvrigt til 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af udlændingelovens § 35 a, stk. 1, at en udlænding på tålt ophold, en udlænding udvist ved dom, en udlænding, hvis opholdstilladelse er bortfaldet af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed, eller den offentlige orden eller en udlænding udvist af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har overtrådt et pålæg om meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 4-6, opholdspligt efter udlændingelovens § 48 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., eller underretningspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, jf. udlændingelovens § 35 a, stk. 1.

Det følger endvidere af udlændingelovens § 35 a, stk. 2, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Det tilfalder retten at træffe afgørelse om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a, og det er politiet, der foretager fremstilling af udlændingen for retten.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og indtil udlændingen udrejser.

Det foreslås således i § 15, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har overtrådt pålæg om meldepligt efter § 12, stk. 2-4, opholdspligt efter § 13, stk. 2, eller underretningspligt efter § 13, stk. 4.

Bestemmelsen vil omfatte en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31 (tålt ophold), en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter udlændingelovens § 25. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 140 som fremsat, side 90.

Retten vil som følge af bestemmelsen skulle tage stilling til, hvorvidt der er tale om gentagne overtrædelser af melde-, opholds-, og underretningspligten, og om udlændingen herved slet ikke overholder eller i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser.

Der vil derudover gælde et krav om begrundet mistanke, der ligeledes gælder for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1. Der vil således skulle stilles krav om, at der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået gentagne overtrædelser.

Ved gentagne overtrædelser forstås, at den pågældende i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser. Spørgsmålet om, hvorvidt en udlænding i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser, vil bero på en individuel og konkret vurdering af den pågældendes forhold. Det foreslås i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvornår en udlænding i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser, skal afgøres i lyset af antallet af overtrædelser og det som følge heraf fastsatte niveau for udmåling af straf.

Retten vil derudover skulle vurdere overtrædelsernes omfang over en vis periode. Overtrædelsernes omfang vurderes således inden for en periode på 2 måneder, hvis der er tale om en udlænding, der ikke tidligere er straffet for overtrædelser af pålagt melde-, opholds- og underretningspligt. Er der tale om, at den pågældende tidligere har været straffet for overtrædelse af en pålagt melde-, opholds- og underretningspligt, skal der mindre til, og perioden vil derfor være kortere og typisk op til 1 måned. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 140 som fremsat, side 90.

I forhold til den foreslåede § 15, stk. 1, vil én overtrædelse svare til én overtrædelse af meldepligten eller underretningspligten eller én dags overtrædelse af opholdspligten. Hvis både opholdspligten, meldepligten og underretningspligten overtrædes på én dag, vil det som udgangspunkt svare til tre overtrædelser. Det vil som hidtil ikke være et krav, at der er tale om en uafbrudt række af overtrædelser. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 140 som fremsat, side 90. Der vil således være tale om en videreførelse af gældende ret.

Ved vurderingen af, om der er tale om gentagne overtrædelser inden for de nævnte perioder, forudsættes det, at der er tale om overtrædelser af et sådant omfang, at den pågældende vil kunne straffes med fængsel i mere end 30 dage, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3.

Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt der inden for de nævnte perioder kan ske varetægtsfængsling, beror således på, i hvilket omfang udlændingen overtræder sine forpligtelser.

Det bemærkes, at det ikke er en betingelse, at udlændingen er pålagt både opholds-, underretnings- og meldepligt. Det er således tilstrækkeligt, at udlændingen blot er pålagt en af de nævnte forpligtelser. En udlænding på tålt ophold, der har fået ophævet opholdspligten, men som fortsat er pålagt meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, vil derfor være omfattet af bestemmelsen. Det er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted eller f.eks. bor privat.

Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse, hvis udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning (straffeloven eller særlovgivning), og denne overtrædelse indgår i fængslingsgrundlaget. I sådanne tilfælde vil der alene skulle ske varetægtsfængsling, hvis betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens almindelige regler er opfyldt. I tilfælde, hvor udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning, men hvor denne kriminalitet ikke giver grundlag for varetægtsfængsling, vil der skulle ske varetægtsfængsling efter den nu foreslåede adgang til varetægtsfængsling i hjemrejseloven som følge af overtrædelse af opholds-, melde- og underretningspligten.

I forbindelse med en sag om iværksættelse af varetægtsfængsling for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 15 vil det som hidtil være op til anklagemyndigheden at nedlægge påstand om varetægtsfængsling. Retten træffer dernæst afgørelse om eventuel varetægtsfængsling.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås endvidere i § 15, stk. 2, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Forslaget indebærer, at varetægtsfængsling efter bestemmelsen i § 15, stk. 1, skal supplere de gældende regler i retsplejeloven. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 51 som fremsat, side 51. Det forudsættes, at bestemmelsen i praksis som udgangspunkt går forud for varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler. Dette indebærer, at anklagemyndigheden bør nedlægge principal påstand om varetægtsfængsling efter udlændingeloven, subsidiært efter retsplejelovens almindelige regler i kapitel 70, medmindre anden lovgivning er overtrådt, jf. ovenfor.

I det omfang, varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse ikke finder anvendelse, kan der ske varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1 og 2, ligesom der også kan ske varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse i § 14, eller frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16.

I sager om overtrædelse af melde-, opholds-, og underretningspligt vil retsplejelovens indikationskrav, dvs. kravet til indgrebets betydning for efterforskningen, formentlig i en række tilfælde ikke være opfyldt.

Der vil således være en række sager, hvor der ikke er fare for, at udlændingen forsøger at unddrage sig retsforfølgningen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Herudover vil der være en række sager, hvor der ikke er kollisionsfare, da der i de fleste sager primært er tale om tekniske beviser, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Det kan endvidere ikke udelukkes, at der vil være en række sager, hvor kravet til gentagelsesfare ikke er opfyldt, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2. Der kan derfor være sager, hvor de gældende regler i retsplejeloven om varetægtsfængsling ikke finder anvendelse.

Henvisningen til retsplejeloven omfatter ikke kun bestemmelser om varetægtsfængsling i kapitel 70, men også andre relevante bestemmelser og kapitler, såsom kapitel 62 og 63 om rettens stedlige og saglige kompetence og kapitel 86 om kæremål. Retsplejelovens § 762, stk. 3, hvorefter varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis lovovertrædelsen ventes at ville medføre straf eller bøde eller fængsel i højst 30 dage eller i øvrigt ikke er proportional, finder også anvendelse.

Varigheden af varetægtsfængslingen skal fradrages i den periode, som udlændingen skal afsone efter idømmelse af en eventuel fængselsstraf.

Forholdene under varetægtsfængslingen reguleres af retsplejeloven og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, herunder varetægtsbekendtgørelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 25. juni 2018.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at hvis de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitlerne 1 og 3-5 i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal politiet så vidt muligt bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves, jf. udlændingelovens § 36, stk. 9.

Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, eller anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, jf. § 36, stk. 1, 4. pkt.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 9, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., at med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kan politiet bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. udlændingelovens § 36, stk. 10.

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 10, der er indsat ved lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love (Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne om bl.a. tilbagesendelse og præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet m.v.), at der i vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal lægges særlig vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.

Endvidere skal der lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, om den pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, eller om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel.

Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b.

Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Det fremgår derudover af udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. og 4. pkt., at politiet kan bestemme, at en udlænding skal frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1.

Af udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at en udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 5, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt, hvis de i § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 14, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Desuden fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 6, at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og hvor politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt., så vidt muligt skal frihedsberøves, såfremt de i udlændingelovens § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 12, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Af udlændingelovens § 36, stk. 7, fremgår det derudover, at en udlænding, der en eller flere gange ikke efterkommer politiets bestemmelse efter udlændingelovens § 34, stk. 4, kan frihedsberøves, såfremt det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. udlændingelovens § 32 b.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 8, at såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har forestået oprettelsen af Hjemrejsestyrelsen, der som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, pr. 1. august 2020 har overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Hjemrejsestyrelsen har således ansvaret for den indledende sagsbehandling i forbindelse med iværksættelse af en frihedsberøvelse og skal undersøge, om betingelserne for frihedsberøvelsen er opfyldt, og om frihedsberøvelse er nødvendig med henblik på at sikre en udlændings tilstedeværelse til brug for afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Politiet har fortsat enekompetencen til at udøve magt eller tvang og træffer derfor den endelige afgørelse om iværksættelse af frihedsberøvelse efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen, ligesom politiet står for at foretage den faktiske frihedsberøvelse.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås i § 16, stk. 1, 1. pkt., at såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal den pågældende så vidt muligt frihedsberøves.

Den foreslåede bestemmelse vil for så vidt angår udvisning kun kunne anvendes på udlændinge, som er udvist administrativt efter udlændingelovens § 25, nr. 2, § 25 a, § 25 b og § 25 c. Udvises udlændingen ved dom som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, vil udlændingen i stedet kunne varetægtsfængsles efter den foreslåede bestemmelse i § 14.

Forslaget indebærer, at der så vidt muligt skal ske frihedsberøvelse, medmindre frihedsberøvelsen vil være i strid med Danmarks internationale forpligter, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-17, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 16. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Der vil kunne ske frihedsberøvelse, hvis der er reel udsigt til udsendelse, og de mindre indgribende foranstaltninger i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse.

For udlændinge i udsendelsesposition vil de mindre indgribende foranstaltninger kunne være deponering af pas og billet m.v. efter den foreslåede bestemmelse i § 11, eller pålæg om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, mens det for udlændinge, hvis sag fortsat behandles af Udlændingestyrelsen, vil være foranstaltninger efter udlændingelovens § 34.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for frihedsberøvelse, eller om mindre indgribende foranstaltninger efter henholdsvis udlændingelovens § 34 eller hjemrejselovens §§ 11, og 12, kan anses for tilstrækkelige for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Der vil for det første være reel udsigt til udsendelse, hvis der er tale om udsendelse til lande, hvortil der løbende eller regelmæssigt gennemføres tvangsmæssige udsendelser. Det vil i den forbindelse være uden betydning, om udsendelsen i almindelighed gennemføres i forhold til få personer af gangen, så længe der løbende eller regelmæssigt sker tvangsmæssig udsendelse.

Der vil for det andet være reel udsigt til udsendelse, hvis der er tale om udsendelse til lande, hvortil der gennemføres tvangsmæssige udsendelser, men hvor udsendelserne ikke foregår regelmæssigt og typisk kræver en større myndighedsindsats.

Der kan her være tale om udsendelse til lande, hvor der er en længere sagsbehandlingstid, og gennemførelse af udsendelsen derfor går langsomt. Der kan endvidere være tale om lande, hvortil kun bestemte grupper af afviste asylansøgere mv. kan udsendes. Adgangen til frihedsberøvelse vil i sidstnævnte tilfælde alene omfatte de grupper af udlændinge, hvor der en forventning om, at de vil blive udsendt. Der kan f.eks. være tale om udsendelse til lande, der alene accepterer udsendelse af enlige mænd, men ikke udsendelse af f.eks. enlige kvinder.

Der vil for det tredje være reel udsigt til udsendelse, hvis der er tale om udsendelse til lande, hvortil der er en forventning om, at der kan ske udsendelse, uanset at der ikke er eller kun er begrænsede konkrete erfaringer med udsendelse til det pågældende land.

For en række lande er udsendelsessituationen imidlertid meget fastlåst, og der gennemføres således som udgangspunkt ikke tvangsmæssige udsendelser, fordi hjemlandet ikke ønsker at samarbejde herom. I disse tilfælde vil der ikke kunne ske frihedsberøvelse, før de generelle udsendelseshindringer ophører.

Kravet om reel udsigt til udsendelse betyder endvidere, at der som udgangspunkt ikke vil kunne ske frihedsberøvelse af udlændinge på tålt ophold, da disse udlændinge som følge af forbuddet mod refoulement, jf. udlændingelovens § 31 som udgangspunkt ikke kan udsendes. Der kan dog f.eks. være reel udsigt til udsendelse, hvis der er indledt forhandlinger om en diplomatisk forsikring, der har til formål at sikre, at udlændingen kan udsendes uden, at dette vil være i strid med udlændingelovens § 31.

Det vil endvidere være et ubetinget krav for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, at udsendelsen skrider fremad og gennemføres med omhu. Heri ligger, at Hjemrejsestyrelsen løbende tager konkrete skridt med henblik på at sikre udsendelse af den pågældende. Der kan f.eks. være tale om, at udlændingens sag konkret forelægges for hjemlandets myndigheder med henblik på at opnå accept af, at der gennemføres en udsendelse, herunder anvender de muligheder for fremstilling af udlændingen for hjemlandets myndigheder, der er fastsat i den foreslåede bestemmelse § 17 eller for videregivelse af udlændingens fingeraftryk og personfotografi efter udlændingelovens § 40 a, stk. 9, og § 40 b, stk. 9.

Det vil også kunne indgå, om der er en løbende og tæt diplomatisk kontakt mellem de danske myndigheder og hjemlandets myndigheder med henblik på at tilvejebringe grundlaget for en udsendelse, og om de danske myndigheder i øvrigt følger op på udsendelsessagen.

Det forhold, at en udsendelse er vanskelig at gennemføre, herunder på grund af lang sagsbehandlingstid hos hjemlandets myndigheder, vil ikke i sig selv være til hinder for frihedsberøvelse, så længe de danske myndigheder søger udsendelsen gennemført med den fornødne omhu.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Der vil i øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til de foreslåede bestemmelser. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 27.

Den foreslåede bestemmelse, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 17.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger. Der er således ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Endvidere foreslås det i § 16, stk. 1, 2. pkt., at hvis udlændingen har fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter stk. 1 for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 4. pkt., som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 17.

Det foreslås endvidere i § 16, stk. 2, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter stk. 1 navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Forslaget indebærer, at der skal lægges vægt på de nævnte kriterier ved vurderingen af, om en udlænding kan frihedsberøves med henblik på udsendelse efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, fordi udlændingen vurderes at være i risiko for at forsvinde mv., hvorfor frihedsberøvelse vurderes nødvendig med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, L 189 som fremsat, side 132.

Der vil ikke være tale om en udtømmende liste af kriterier.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 9, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i § 16, stk. 3, at medvirker en udlænding ikke til sin udrejse, skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen medvirker til sin udrejse, til tilvejebringelse af rejsedokumenter og til udrejsen i øvrigt, hvis de i § 11, § 12, § 13, stk. 1, og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og § 42 a, stk. 10, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Forslaget indebærer, at udlændingen kan frihedsberøves med det sigte at motivere vedkommende til at efterleve pligten til at rejse ud af Danmark, hvis en pågældende ikke medvirker til en helt konkret handlepligt eller ikke medvirker til at afgive en nærmere angivet oplysning. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 16.

Der kan være tale om, at udlændingen ikke medvirker til at underskrive en ansøgning om pas eller ikke vil lade sig fremstille på sit hjemlands repræsentation med henblik på udstedelse af pas jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1.

Det vil med forslaget være en betingelse for anvendelse af motivationsfremmende frihedsberøvelse, at det vurderes, om det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende foranstaltninger, såsom deponering af pas og billet mv. efter den foreslåede bestemmelse i § 11, pålæg om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, pålæg om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, et flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller muligheden for at fratage udlændingen kontante ydelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, som med forslagets § 25, nr. 35, bliver til udlændingelovens § 42 a, stk. 10.

Frihedsberøvelsen vil altid skulle ophøre, når udlændingen afgiver den påkrævede oplysning eller udfører den påkrævede handling. Politiet vil efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen i den forbindelse kunne træffe afgørelse om, at den pågældende udlænding fortsat skal være frihedsberøvet efter den foreslåede § 16, stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Nægter udlændingen at medvirke til sin udrejse til trods for en motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse, vil det med forslaget kunne danne grundlag for rettens forlængelse af frihedsberøvelsen efter udlændingelovens § 37, stk. 3. Hvis frihedsberøvelsen forlænges på baggrund af forhold, der alene kan tilskrives udlændingen, vil frihedsberøvelsen således kunne opretholdes i en længere periode.

Fristen for frihedsberøvelsen kan forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, så længe den må antages at kunne formå udlændingen til at medvirke til udrejsen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil med forslaget være en forudsætning for fortsat opretholdelse af en motivationsfremmende frihedsberøvelse, at Hjemrejsestyrelsen regelmæssigt indskærper udlændingens pligt til at medvirke, og at Hjemrejsestyrelsen klart angiver, hvilken oplysning udlændingen skal give, eller hvilken handling udlændingen skal udføre, og at udlændingen nægter at medvirke hertil.

Motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes over for udlændinge, som ikke kan udsendes tvangsmæssigt grundet generelle udsendelseshindringer til udsendelsesdestinationen, og hvor Hjemrejsestyrelsen ikke kan anvise en frivillig udrejserute. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 18.

Der vil i øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til den foreslåede bestemmelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 18.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 3, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 5, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger.

Det foreslås i § 16, stk. 4, at medvirker en afvist asylansøger ikke til sin udrejse, skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves, såfremt de i § 11, § 12, § 13, stk. 1, og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og § 42 a, stk. 8, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Forslaget indebærer, at en afvist asylansøger kan frihedsberøves for at motivere den pågældendes til at udrejse, hvis den pågældende mere konsekvent nægter at medvirke hertil. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, L 156 som fremsat, side 39. Der skal således ikke nødvendigvis være tale om en konkret pligt eller oplysning, som vedkommende skal medvirke til, men at vedkommende også på andre måder ikke samarbejder om sin udrejse.

Det vil med forslaget være en betingelse for anvendelse af motivationsfremmende frihedsberøvelse, at det vurderes, om det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende foranstaltninger, såsom deponering af pas og billet m.v. efter den foreslåede bestemmelse i § 11, pålæg om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, pålæg om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller muligheden for at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 14, som med forslagets § 25, nr. 35, bliver til udlændingelovens § 42 a, stk. 8.

En frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse vil altid skulle ophøre, når udlændingen medvirker til udrejsen eller udsendelse af landet på en sådan måde, at denne kan gennemføres, eller når det i øvrigt ikke længere beror på udlændingens forhold, at udrejsen eller udsendelsen ikke kan gennemføres.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Nægter udlændingen at medvirke til sin udrejse til trods for en motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse, vil det med forslaget kunne danne grundlag for rettens forlængelse af frihedsberøvelsen efter udlændingelovens § 37, stk. 3. Hvis frihedsberøvelsen forlænges på baggrund af forhold, der alene kan tilskrives udlændingen, vil frihedsberøvelsen således kunne opretholdes i en længere periode.

Fristen for frihedsberøvelsen kan forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, så længe den må antages at kunne formå udlændingen til at medvirke til udrejsen.

Det vil med forslaget være en forudsætning for fortsat opretholdelse af en motivationsfremmende frihedsberøvelse, at Hjemrejsestyrelsen regelmæssigt indskærper udlændingens pligt til at medvirke, og at Hjemrejsestyrelsen klart angiver, hvilken oplysning udlændingen skal give, eller hvilken handling udlændingen skal udføre, og at udlændingen nægter at medvirke hertil.

Motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes over for udlændinge, som ikke kan udsendes tvangsmæssigt grundet generelle udsendelseshindringer til udsendelsesdestinationen, og hvor Hjemrejsestyrelsen ikke kan anvise en frivillig rejserute.

Der vil i øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til de foreslåeden bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 4, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 6, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger.

Det foreslås i § 16, stk. 5, at politiet, med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a, kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken ikke er tilstrækkelige.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til den del af artikel 28, stk. 2, i Dublinforordningen, hvorefter en udlænding kan frihedsberøves for at sikre overførselsprocedurerne efter forordningen, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse.

Det forhold alene, at udlændingen er genstand for en afgørelse om afvisning eller overførsel, er ikke tilstrækkeligt til at begrunde en frihedsberøvelse efter bestemmelsen.

Der kan ske frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse fra det tidspunkt, hvor en anden medlemsstat har accepteret overtagelse eller tilbagetagelse, eller hvor en klage ikke længere har opsættende virkning.

Det vil således være udlændingelovens bestemmelser om frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a, der skal anvendes, mens sagen behandles.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. finder imidlertid anvendelse for udlændinge hvis sag fortsat er under behandling, mens den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 16, stk. 5, finder anvendelse på udlændinge, hvor en klage ikke længere har opsættende virkning.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i § 16, stk. 6, at der ved vurderingen af, om en udlænding skal frihedsberøves efter stk. 5, skal lægges særligt vægt på, om udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, eller om udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat. Endvidere skal der lægges vægt på, om:

1. udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet, eller i øvrigt ikke har lovligt ophold her i landet,

2. udlændingen tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, og om udlændingen tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel,

3. udlændingen har forsømt at overholde foranstaltninger, som denne er pålagt i medfør af den foreslåede bestemmelse i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse,

4. udlændingen over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel,

5. udlændingen er blevet udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b,

6. udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der er udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller

7. sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Det foreslås på den baggrund, at der i vurderingen af, om der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal lægges særligt vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, L 189 som fremsat, side 47. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Endvidere vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, om den pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, eller om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel.

Herudover vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 og den foreslåede hjemrejselovs §§ 11 og 12 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, L 189 som fremsat, side 47.

Endelig vil det skulle tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Bestemmelserne i den foreslåede hjemrejselovs § 16, stk. 6, om objektive kriterier for, hvornår en udlænding er i risiko for at forsvinde og således kan frihedsberøves med henblik på overførsel er en gennemførelse af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, ved lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love (Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne om bl.a. tilbagesendelse og præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet mv.). Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 10.

Endvidere foreslås det i § 16, stk. 7, at en udlænding kan frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 1.

Forslaget indebærer, at der i forbindelse med en frihedsberøvelse af en udlænding, der er udvist af hensyn til statens sikkerhed, ikke skal foretages en vurdering af, om mindre indgribende foranstaltninger såsom deponering af pas og billet mv., pålæg om meldepligt og opholdspligt efter de foreslåede bestemmelser i §§ 11 og 12., eller udlændingelovens § 34 er tilstrækkelige til at sikre muligheden for udvisning. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2008-09, Tillæg A, L 209 som fremsat (omtrykt), side 8015.

Der vil dog skulle foretages en proportionalitetsvurdering ved beslutningen om iværksættelse og opretholdelse af frihedsberøvelsen, ligesom det vil være en forudsætning, at der skal være reel udsigt til, at udvisningen kan fuldbyrdes, altså at udlændingen kan udsendes inden for en overskuelig fremtid. Når disse betingelser ikke længere er til stede, f.eks. fordi udlændingen får tålt ophold her i landet, vil frihedsberøvelsen skulle ophøre.

Der vil kunne ske iværksættelse af frihedsberøvelsen, når der foreligger en afgørelse om, at en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed, med henblik på udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1.

Spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og eventuelt fortsatte opretholdelse skal indbringes for retten inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse, uanset om den pågældende udlænding forinden løslades, jf. udlændingelovens § 37, stk. 2. Rettens prøvelse af en frihedsberøvelse, der er iværksat for at sikre muligheden for udvisning af hensyn til statens sikkerhed efter udlændingelovens § 25, nr. 1, behandles efter reglerne i udlændingelovens kapitel 7 b.

Udlændingelovens kapitel 7 b indeholder bl.a. regler om, at det fortrolige materiale, som ligger til grund for farevurderingen af en udlænding udvist af hensyn til statens sikkerhed, kan fremlægges i lukkede retsmøder med deltagelse af en særlig advokat, der repræsenterer udlændingen. Der kan således i disse sager som led i prøvelsen af frihedsberøvelsens lovlighed ske den rimelige sandsynliggørelse af det faktuelle grundlag for farevurderingen mv.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 17.

Det foreslås derudover i § 16, stk. 8., at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 1, eller et flyttepåbud efter § 9, stk. 2, 2. pkt., eller udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt. En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 6.

Forslaget indebærer, at en udlænding vil kunne frihedsberøves med henblik på at transportere den pågældende hen til det anviste indkvarteringssted, og at frihedsberøvelsen således skal ophøre, når udlændingen ved politiets assistance er kommet frem.

Politiet vil således eksempelvis kunne afhente og frihedsberøve udlændingen på den pågældendes bopæl med henblik på at sikre, at udlændingen ved politiets hjælp transporteres hen til det indkvarteringssted, hvor den pågældende er pålagt at flytte hen eller at tage ophold.

Derudover vil bestemmelsen kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor politiet antræffer en udlænding, som er pålagt opholdspligt på et indkvarteringssted, men som ses ikke at have opholdt sig på indkvarteringsstedet for nyligt.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud meddelt efter hjemrejselovens foreslåede §§ 9, stk. 2, 2. pkt. og 13, stk. 1, eller fra Udlændingestyrelsen for så vidt angår påbud meddelt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. Bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., vil herefter finde anvendelse på asylansøgere og andre udlændinge, som ikke har fået en afgørelse om afvisning, overførsel, udvisning eller udsendelse jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 18.

Hvis Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt. eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., vedrørende en udlænding, som ikke har fået en afgørelse om afvisning, overførsel, udvisning eller udsendelse, og som dermed ikke er pålagt at udrejse, er der således fortsat mulighed for at frihedsberøve den pågældende udlænding efter udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt.

Udlændinge- og integrationsministeren vil fastsætte tidspunktet for ikraftsættelsen af den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, 2. pkt., jf. den foreslåede hjemrejselovs § 24, stk. 2.

Det foreslås endvidere i § 16, stk. 9, at en udlænding på tålt ophold, der en eller flere gange ikke har efterkommet et pålæg om meldepligt, kan frihedsberøves, hvis det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. udlændingelovens § 32 b.

Med forslaget skal Udlændingestyrelsen som hidtil foretage en løbende vurdering af, om en udlænding på tålt ophold kan udsendes som følge af ændringer i udlændingens situation eller hjemlandets eller det tidligere opholdslands situation. Udlændingestyrelsen skal derfor fortsat hvert halve år, eller når der i øvrigt er anledning hertil, undersøge, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32 b, jf. udlændingelovens § 49 b.

En afgørelse om, at den pågældende udlænding ikke kan udsendes af landet på grund af forbuddet mod refoulement i udlændingelovens § 31, skal således ændres, hvis det grundlag, som er angivet i afgørelsen, ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 32 b.

Det vil med forslaget endvidere være en forudsætning for anvendelse af frihedsberøvelse, at udlændingens manglende overholdelse af meldepligten har varet i et tidsrum, der giver mulighed for, at der kunne være opstået mulighed for udsendelse af den pågældende, f.eks. fordi den pågældende kunne have været udrejst til et tredjeland, hvortil der ville kunne ske udsendelse. Efter omstændighederne vil der kunne opstå anledning til at frihedsberøve en udlænding, efter at den pågældende er udeblevet fra at melde sig hos Hjemrejsestyrelsen blot én gang, hvis Hjemrejsestyrelsen kommer i besiddelse af oplysninger om, at den pågældende har været udrejst af Danmark. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, L 171 som fremsat, side 6247.

Det vil derudover konkret skulle vurderes at være nødvendigt med frihedsberøvelse for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse. Frihedsberøvelsen foretages således for at gennemtvinge pligten til at meddele de nødvendige oplysninger i forbindelse med udsendelsen af landet efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1. Formålet med frihedsberøvelsen vil således være, at udlændingen skal medvirke til en afklaring af udsendelsesspørgsmålet, og frihedsberøvelsen vil derfor skulle ophøre, når udlændingen har bidraget med oplysninger til afklaring af, om udsendelse til hjemlandet eller et andet land er mulig.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 9. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 9, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 7, som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 23.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås endeligt i § 16, stk. 10, at såfremt de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Frihedsberøvelse vil således kun finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor udlændingen f.eks. forsøger at unddrage sig den fortsatte udsendelse, og tilfælde, hvor udlændingen sætter sig så voldsomt til modværge, at kaptajnen på det afgående fly af hensyn til flysikkerheden afviser at medtage udlændingen på flyet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2005-06, Tillæg A, L 94 som fremsat, side 2810.

Endvidere vil frihedsberøvelse kunne anvendes, når det er nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse, fordi det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at fortsætte udsendelsen inden for et kortere tidsrum. Det må antages, at de nævnte situationer vil forekomme relativt sjældent i transitsituationen.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 10. Politiet vil kunne træffe afgørelse om frihedsberøvelse uden forudgående anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 10, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 8, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

En afgørelse om frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser i § 16 kan påklages til Rigspolitichefen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 4, hvis udlændingen ikke forinden er fremstillet for retten i medfør af udlændingelovens §§ 37 og 37 k.

En iværksat frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser i § 16 skal altid skal være af så kort varighed som muligt og inden for de grænser for frihedsberøvelsens samlede varighed, der er fastsat i udlændingelovens § 37, stk. 8.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse må således som udgangspunkt ikke overstige 6 måneder, men kan forlænges med 12 måneder til i alt 18 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. og 2. pkt.

Der vil med de foreslåede bestemmelser i § 16 skulle udvises tilbageholdenhed med frihedsberøvelse af mere sårbare grupper. Frihedsberøvelse af familier med mindreårige børn og uledsagede mindreårige gennemføres således kun som en sidste udvej og i det kortest mulige tidsrum.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 40, stk. 6, at hvis politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes fornødent med henblik på udsendelse af udlændingen, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at der som § 17 i hjemrejseloven indsættes en bestemmelse svarende til bestemmelserne i udlændingelovens § 40, stk. 6, 2.-6. pkt., hvorefter retten, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding, vil kunne bestemme, at udlændinge, der ikke frivilligt medvirker til at fastlægge sin identitet eller fremskaffe rejsedokumenter til brug for udrejsen, vil kunne fremstilles for diplomatiske repræsentationer med magt.

Baggrunden for forslaget er, at det ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, blev bestemt at overføre ressortansvaret for en række opgaver på udlændingeområdet fra Justitsministeriet til Udlændige- og Integrationsministeriet. Hjemrejsestyrelsen har som følge heraf pr. 1. august 2020 overtaget ansvaret for udsendelsesarbejdet fra politiet.

Forslaget indebærer blandt andet, at Hjemrejsestyrelsen vil varetage en række forberedende opgaver i udsendelsessagerne, herunder opgaver vedrørende udrejsekontrol, sagsoplysning og afklaring af udsendelsessager.

Politiet vil efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen skulle bistå med at varetage opgaver, hvortil der er behov for tvang eller magtanvendelse, eller hvor politiets tilstedeværelse er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde.

Politiet vil endvidere skulle bistå Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med at indhente kendelser om tvangsindgreb, herunder retskendelse om tvangsmæssig fremstilling for hjemlandets myndigheder.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 17, stk. 1, vil retten kunne bestemme, at en udlænding, der ikke medvirker til at fastlægge sin identitet eller fremskaffe rejsedokumenter til brug for sin udrejse, vil skulle fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, hvis det skønnes nødvendigt, med henblik på udsendelse af udlændingen.

Forslaget indebærer, at det som hidtil vil være politiet, der skal bede retten om at afsige retskendelse om tvangsmæssig fremstilling for hjemlandets myndigheder, hvis udlændingen ikke medvirker til sin udrejse. Politiets begæring til retten vil skulle ske på baggrund af en anmodning herom fra Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsen vil have ansvaret for at fastlægge udlændingens identitet med henblik på udsendelse. Det er derfor Hjemrejsestyrelsen, som vil skulle undersøge, om den pågældende udlænding er i besiddelse af rejsedokumenter, som vil kunne identificere den pågældende, og som vil kunne anvendes i forhold til hjemlandets myndigheder i forbindelse med udsendelsen. Har den pågældende ikke rejsedokumenter, vil Hjemrejsestyrelsen skulle søge at fremskaffe sådanne dokumenter ved henvendelse til det formodede hjemlands diplomatiske repræsentation her i landet eller i et af nabolandene.

Flere repræsentationer ønsker, forinden der udstedes rejsedokumenter, gennem en samtale med udlændingen at sikre sig, at udlændingen med sikkerhed er statsborger i det pågældende land.

Tilkendegiver udlændingen, at den pågældende frivilligt vil lade sig fremstille for hjemlandets myndigheder, er det Hjemrejsestyrelsen, der, uden forudgående retskendelse, vil skulle foranstalte fremstillingen gennemført på repræsentationen, over for tilrejsende ambassademedarbejdere i Hjemrejsestyrelsens lokaler, eller via videoforbindelse.

Nægter udlændingen derimod frivilligt at lade sig fremstille for den diplomatiske repræsentation, og skønner Hjemrejsestyrelsen det fornødent med henblik på udsendelse af udlændingen, vil Hjemrejsestyrelsen skulle anmode politiet om bistand til at indhente retskendelse med henblik på tvangsmæssig fremstilling. Politiet vil herefter foretage en vurdering af, om der er grundlag for at indbringe sagen for retten med henblik på indhentelse af retskendelse.

Det vil være en betingelse for, at der kan træffes bestemmelse om fremstilling, at Hjemrejsestyrelsen drager omsorg for udlændingens udsendelse. Det vil endvidere være en betingelse, at Hjemrejsestyrelsen forgæves har søgt at få udlændingen til at medvirke til fastlæggelsen af sin identitet eller tilvejebringelsen af rejselegitimation eller visum, og at det i øvrigt er nødvendigt for udsendelsen af den pågældende, at der tilvejebringes rejselegitimation eller visum fra det pågældende land ved personligt fremmøde fra udlændingens side.

Finder politiet efter en foreløbig vurdering, at der ikke er grundlag for at indbringe sagen for retten, vil politiet skulle orientere Hjemrejsestyrelsen hurtigst muligt om begrundelsen herfor. Finder politiet, at der er grundlag for at indbringe sagen for retten, forestår politiet forelæggelsen for retten. Rettens afgørelse meddeles hurtigst muligt til Hjemrejsestyrelsen.

I det tilfælde, hvor retten afsiger kendelse om tvangsfremstilling, vil Hjemrejsestyrelsen skulle forestå den praktiske planlægning af fremstillingen. Det indebærer blandt andet, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle anmode politiet om fysisk bistand til fremstillingen.

Politiet vil have den endelige beslutningskompetence i relation til sikkerhedsmæssige spørgsmål forbundet med den tvangsmæssige fremstilling.

Det er Hjemrejsestyrelsen, der ved fremstillingen vil skulle forestå forelæggelse af sagen for hjemlandets myndigheder.

I de situationer, hvor en afvist asylansøger anmoder om genoptagelse af asylsagen, og asylsagen genoptages, vil Hjemrejsestyrelsen skulle berostille alle udsendelsesforanstaltninger, herunder henvendelser til hjemlandets myndigheder om fremstillinger for diplomatiske repræsentationer.

Der er efter bestemmelsen endvidere hjemmel til, at der af retten vil kunne træffes bestemmelse om fremstilling for en udenlandsk repræsentation i udlandet. Det er en forudsætning herfor, at repræsentationen er beliggende inden for den kreds af lande, hvortil der efter udlændingelovens § 48 a, stk. 1, kan ske afvisning til. Rettens bestemmelse herom vil endvidere kun kunne gennemtvinges, hvis den fremmede stat giver samtykke til, at fremstillingen finder sted inden for vedkommende stats territorium.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 17, stk. 2, vil retten beskikke en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der vil kunne kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse ved rettens behandling af sagen. Herved sigtes til de processuelle regler om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse i retsplejelovens kapitel 43 a vedrørende de spørgsmål, som ikke allerede er reguleret ved den foreslåede bestemmelse.

Endelig forudsættes det, at personalet i Direktoratet for Kriminalforsorgens institutioner i de tilfælde, hvor udlændinge er varetægtsfængslet eller frihedsberøvet efter de foreslåede bestemmelser herom i hjemrejseloven, vil skulle sørge for, at udlændingene bliver overgivet til politiets foranstaltning, når der af retten er truffet bestemmelse om fremstilling for en udenlandsk repræsentation.

Der henvises i øvrigt til 3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 40, stk. 10, 1. pkt., at dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, eller som må antages at være af betydning for sagens oplysning, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent.

Efter udlændingelovens § 40, stk. 10, 4. pkt., finder retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Det foreslås, at der som § 18 i hjemrejseloven, indsættes en bestemmelse svarende til udlændingelovens § 40, stk. 10, 1. og 4. pkt., hvorefter dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, eller som i øvrigt må antages at være af betydning for sagens oplysning, skal kunne tages i bevaring, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding. Endvidere vil retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 skulle finde anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremgår af hjemrejseloven således, at hjemrejseloven understøtter Hjemrejsestyrelsens varetagelse af opgaver vedrørende udlændinges hjemrejse. Det er endvidere en del af forslaget, at brugen af mobildata og internetoplysninger i hjemrejsesagsbehandlingen styrkes med henblik på at optimere beslutningsgrundlaget i sagerne samt styrke identifikationsprocessen, hvor det er relevant.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 18, stk. 1, 1. pkt., vil dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, eller som i øvrigt må antages at være af betydning for sagens oplysning, skulle kunne tages i bevaring, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding.

De dokumenter og genstande, som vil skulle kunne tages i bevaring, er først og fremmest legitimationsdokumenter af enhver art, men der vil også kunne være tale om billetter, regninger, kvitteringer, tøjmærker, ejendele og andre genstande, som vil kunne bidrage til at belyse udlændingens identitet eller tilknytning til andre lande. Også elektroniske midler som PC, mobiltelefon, tablet m.v. vil være omfattet. Elektroniske medier vil ikke skulle opbevares længere end formålet med beslaglæggelsen tilsiger.

Det bemærkes, at alle dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for sagens oplysning, vil kunne tages i bevaring. Der behøver ikke at foreligge en vis konkretiseret formodning om, at de pågældende dokumenter eller genstande vil have en betydning for sagens oplysning. Det vil være tilstrækkeligt, at der foreligger en antagelse om, at de pågældende dokumenter og genstande eventuelt vil kunne have en betydning for sagens oplysninger.

Bestemmelsen vil ligeledes indebære, at politiet ved ransagning i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 73 vil kunne skaffe sig adgang til indholdet i en beslaglagt genstand, og at data fra de beslaglagte genstande vil kunne udlæses af Hjemrejsestyrelsen således, at dataene fra de genstande, der er taget i bevaring, vil kunne anvendes med henblik på at fastlægge udlændingens identitet. Hjemrejsestyrelsen vil således ved beslaglæggelsen af eksempelvis en mobiltelefon, kunne skaffe sig adgang til mobiltelefonens indhold og udlæse dette fra mobiltelefonen.

Bestemmelsen vil, som tilfældet er i dag, kunne bringes i anvendelse over for både udlændingen selv og tredjemand.

Sagens oplysning vil, som i dag, skulle forstås bredt således, at bl.a. oplysninger af generel betydning for udlændinges udsendelsessag i øvrigt, vil være omfattet af bestemmelsen.

For genstande, der allerede er blevet taget i bevaring af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 10, vil Hjemrejsestyrelsen kunne få adgang til disse oplysninger ved anvendelse af hjemrejselovens § 20.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 2. pkt., vil Hjemrejsestyrelsen eller den myndighed, som Hjemrejsestyrelsen anmoder herom, kunne udlæse oplysninger fra genstande, der er taget i bevaring i medfør af 1. pkt.

Efter bestemmelsen vil Hjemrejsestyrelsen selv kunne foretage udlæsning af oplysninger fra genstande, der er taget i bevaring, ligesom Hjemrejsestyrelsen vil kunne få andre myndigheder, f.eks. Udlændingestyrelsen, til generelt eller konkret at forestå den tekniske udlæsning af oplysninger fra genstandene.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets hensigt, at Udlændingestyrelsen i fornødent omfang vil skulle assistere Hjemrejsestyrelsen i udlæsningen af oplysninger fra de beslaglagte genstande, indtil Hjemrejsestyrelsen måtte have anskaffet sig de fornødne tekniske kompetencer til selv at kunne forestå udlæsningen.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere finde anvendelse i den situation, hvor Hjemrejsestyrelsen ikke selv vil kunne skaffe adgang til oplysninger fra en beslaglagt genstand, eksempelvis såfremt en beslaglagt mobiltelefon eller computer er beskyttet af en særlig kryptering. Hjemrejsestyrelsen vil i denne situation kunne modtage den fornødne tekniske assistance fra en myndighed, der besidder de fornødne tekniske kompetencer.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 18, stk. 2, vil retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 skulle finde anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Forslaget vil indebære, at de retsgarantier, der følger af retsplejelovens kapitel 72, 73 og 74 om legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse og edition vil finde anvendelse.

Det betyder, at beslaglæggelse af f.eks. en mobiltelefon, der ønskes taget i bevaring og ransaget i forbindelse hermed, idet den må antages at være af betydning for sagens oplysning, fortsat som udgangspunkt vil skulle ske med udlændingens samtykke. Hvis samtykke ikke kan opnås, vil beslaglæggelse og ransagning skulle ske efter retskendelse, medmindre øjemedet ville forspildes ved at afvente en sådan kendelse.

Forslaget indebærer, at politiet vil skulle bistå Hjemrejsestyrelsen ved indhentelse af retskendelse. Det vil ligeledes være politiet, der vil foretage den eventuelle effektuering af tvangsindgrebet. Hjemrejsestyrelsen vil være til stede ved ransagningen, og eventuelle beslaglagte genstande vil skulle overgives til Hjemrejsestyrelsens videre foranstaltning.

Dokumenter og genstande, der er taget i bevaring i medfør bestemmelsen, vil skulle tilbageleveres til udlændingen, når det ikke længere skønnes fornødent at have dokumenterne og genstandene i bevaring.

Det bemærkes, at henvisningen til retsplejelovens kapitel 72-74 angår bestemmelserne vedrørende personer, der ikke er sigtede, hvilket er i overensstemmelse med politiets hidtidige administration af reglen i udlændingelovens § 40, stk. 10.

Der henvises i øvrigt til 3.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30 a, stk. 1, at Folketingets Ombudsmand varetager tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 2, udøves tilsynet i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand skal ved tilsynet særligt påse, at Hjemrejsestyrelsens og politiets virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 3, foretages Folketingets Ombudsmands tilsyn på grundlag af regelmæssige indberetninger fra Hjemrejsestyrelsen og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 4, kan Folketingets Ombudsmand være til stede under udsendelse af udlændinge. Hjemrejsestyrelsen sørger for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombudsmands tilstedeværelse under udsendelsen. Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Hjemrejsestyrelsen meddeler Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 5, afgiver Folketingets Ombudsmand en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 6, varetager Folketingets Ombudsmand tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (Frontex-forordningen).

Det foreslås, at der som § 19 i hjemrejseloven, indsættes en bestemmelse svarende til udlændingelovens § 30 a, hvorefter Folketingets Ombudsmand vil få kompetence til at føre tilsyn med tvangsmæssige udsendelser. Det foreslås samtidig, at udlændingelovens § 30 a ophæves, jf. lovforslagets § 25, nr. 5.

Den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19 vil videreføre tilsynsordningen efter udlændingelovens § 30 a, og således gennemføre artikel 8, stk. 6, i udsendelsesdirektivet, der blev implementeret ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).

Baggrunden for forslaget er, at det ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, blev bestemt at overføre ressortansvaret for en række opgaver på udlændingeområdet fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Hjemrejsestyrelsen har som følge heraf pr. 1. august 2020 overtaget ansvaret for udsendelsesarbejdet fra politiet.

Det indebærer blandt andet, at Hjemrejsestyrelsen varetager en række forberedende opgaver i udsendelsessagerne, herunder opgaver vedrørende udrejsekontrol, oplysning og afklaring af udsendelsessager, samt planlægning og afklaring af, hvorvidt udsendelsen skal ske som påset eller ledsaget.

Hjemrejsestyrelsen varetager endvidere opgaver vedrørende planlægning, forberedelse og udfærdigelse af sikkerhedsvurderinger til brug for påsete udsendelser. For så vidt angår ledsagede udsendelser, varetager Hjemrejsestyrelsen opgaver vedrørende planlægning og forberedelse af udsendelsen, og Hjemrejsestyrelsen forestår grænsefremstilling eller overdragelse til hjemlandets myndigheder.

Politiet bistår efter anmodning Hjemrejsestyrelsen ved varetagelse af opgaver, hvortil der er behov for tvang eller magtanvendelse, eller hvor politiets tilstedeværelse er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde.

Den foreslåede ordning vil ikke medføre ændringer i forhold til Folketingets Ombudsmands tilsynsvirksomhed i øvrigt.

Forslaget indebærer således, at retsgrundlaget for Folketingets Ombudsmands tilsyn med tvangsmæssige udsendelser vil fremgå af hjemrejseloven.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 1, vil Folketingets Ombudsmand skulle føre tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle meddele Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed.

Forslaget indebærer endvidere, at tilsynet vil skulle omfatte de tvangsmæssige udsendelser, der finder sted på baggrund af afgørelser om udvisning efter udlændingelovens § 25, § 25 a, stk. 2, og § 25 b, afgørelser om udsendelse efter udlændingelovens § 27 b og afslag på ansøgninger om opholdstilladelse, afslag på forlængelser af opholdstilladelse og inddragelse af opholdstilladelser, hvori der er fastsat en udrejsefrist. Tilsynet vil også skulle omfatte tvangsmæssige udsendelser af EU-borgere såvel som tredjelandsstatsborgere.

Ved tvangsmæssig udsendelse forstås udsendelse af udlændinge, som ikke giver deres eksplicitte samtykke til udsendelsen, og som derved må udsendes ved brug af tvang. Tvangsmæssig udsendelse kan enten ske som påset udrejse, hvor Hjemrejsestyrelsen overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning på et fly eller et skib, eller som en ledsaget udsendelse, hvor politiet og Hjemrejsestyrelsen ledsager udlændingen til hjemlandet eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til ophold.

Tilsynet vil skulle omfatte tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Det betyder, at tilsynet i praksis omfatter tiden fra Hjemrejsestyrelsen konstaterer, at en udlænding ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og frem til det tidspunkt, hvor Hjemrejsestyrelsens udsendelsessag afsluttes, herunder når udlændingen overleveres til andre landes myndigheder. Tilsynet vil også omfatte tidsrummet fra Hjemrejsestyrelsen første gang konstaterer, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, uanset om udsendelsessagen i perioder ikke længere fremmes, f.eks. fordi udlændingen efterfølgende medvirker til udrejsen, men imidlertid ikke fortsætter hermed.

Det er afgørende, at tilsynet er uafhængigt og upartisk således, at der ikke opstår spørgsmål om inhabilitet mv. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at Folketingets Ombudsmand fortsat opfylder disse betingelser.

Folketingets Ombudsmand har efter ombudsmandslovens § 28 tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som Folketingets Ombudsmand bliver bekendt med under udøvelsen af sin virksomhed. Folketingets Ombudsmand er derfor forpligtet til ikke at offentliggøre personfølsomme oplysninger, ligesom oplysninger om flyafgange, tidspunkter, destinationer og lignende efter en konkret vurdering må hemmeligholdes. Ved udøvelsen af denne vurdering inddrages oplysninger og anmodninger fra Hjemrejsestyrelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 2, vil tilsynet skulle udøves i overensstemmelse med ombudsmandsloven. Folketingets Ombudsmand vil ved tilsynet særligt skulle påse, at myndighedernes virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse. Folketingets Ombudsmand vil således skulle bedømme, om myndighederne handler i strid med gældende ret, herunder internationale forpligtelser og god forvaltningsskik, jf. ombudsmandslovens § 21. Folketingets Ombudsmand vil endvidere kunne bedømme forholdene ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter, hvis Folketingets Ombudsmand som et led i tilsynet gennemfører inspektioner efter § 18 i ombudsmandsloven. Til brug for udførelsen af tilsynet vil Folketingets Ombudsmand have ret til at forlange oplysninger, dokumenter, udtalelser, indkaldelse til afhøring for retten, besigtigelse af tjenestesteder og lokaler, samt til uden retskendelse at inspicere private institutioner, hvor personer er eller kan være berøvet deres frihed, jf. ombudsmandslovens § 19.

Udsendelse af udlændinge, der ikke udrejser frivilligt, vil enten kunne ske ved en påset udrejse, hvor personale fra Hjemrejsestyrelsen overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller skib, eller der vil kunne være tale om ledsaget udrejse, hvor personale fra Hjemrejsestyrelsen og politiet ledsager udlændingen ud af landet til udlændingens hjemland eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til at tage ophold, jf. de foreslåede bestemmelser i § 1.

Tilsynet vil skulle omfatte både påsete og ledsagede udsendelser. Folketingets Ombudsmand vil efter den foreslåede bestemmelse i § 19 navnlig skulle føre tilsyn med de ledsagede udrejser, idet det må antages, at det særligt er her, at et tilsyn er relevant.

Tilsynet vil skulle være overordnet og generelt, hvorfor Folketingets Ombudsmand som led i tilsynet ikke vil skulle behandle konkrete klager over den enkelte sagsbehandler fra Hjemrejsestyrelsen eller politibetjenten. Sådanne klager skal behandles af de relevante klagemyndigheder. Der vil heller ikke skulle ske underretning af den udlænding, hvis sag Folketingets Ombudsmand vælger at se på, da der er tale om en generel kontrol med udsendelsesområdet.

Sager under politiklagenævnsordningen, herunder spørgsmål om eventuelle strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten, og klager over politipersonales adfærd i tjenesten, vil således fortsat skulle behandles af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, ligesom dispositionsklager fortsat vil skulle behandles af Rigspolitiet eller statsadvokaterne, alt efter, om der er tale om dispositioner uden for eller inden for strafferetsplejen.

Eventuelle klager over en sagsbehandler fra Hjemrejsestyrelsen vil skulle indgives til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Folketingets Ombudsmand vil kunne modtage klager over konkrete forhold og tage sager op af egen drift i overensstemmelse med de almindelige regler i ombudsmandsloven, jf. ombudsmandslovens §§ 13 og 17. I så fald gælder det almindelige princip i ombudsmandslovens § 14, hvorefter Folketingets Ombudsmand ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 3, vil Folketingets Ombudsmands tilsyn skulle foretages på grundlag af regelmæssige indberetninger fra Hjemrejsestyrelsen og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager. Tilsynet vil skulle omfatte tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse og frem til udsendelsen er gennemført.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle meddele Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed. Politiet vil i den forbindelse skulle bistå Hjemrejsestyrelsen, bl.a. med udsendelses- og magtanvendelsesrapporter og eventuel anden relevant dokumentation af tvang og magtanvendelse under konkrete udsendelsessager.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle løbende fremsende oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Hjemrejsestyrelsen vil f.eks. fremsende oplysninger om kommende udsendelser, som er omfattet af Folketingets Ombudsmands tilsyn og oplysninger om udsendelsessager, som er omfattet af tilsynet, hvor der har været anvendt magt. Hjemrejsestyrelsen vil endvidere skulle fremsende en kvartalsvis redegørelse over alle ledsagede udsendelser, som er omfattet af tilsynet, uanset om der har været anvendt magt eller ej, og i overensstemmelse med politiets hidtidige praksis en årlig redegørelse om anvendelse af magtmidler i forbindelse med tvangsmæssige ledsagede udsendelser, som er omfattet af tilsynet. Fremsendelse af oplysninger herudover kan aftales mellem Folketingets Ombudsmand og Hjemrejsestyrelsen.

Folketingets Ombudsmand og Hjemrejsestyrelsen vil i løbet af året kunne indgå i en dialog vedrørende enkelte sager, procedurer mv.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 4, vil Folketingets Ombudsmand kunne være til stede under Hjemrejsestyrelsens udsendelse af udlændinge. Hjemrejsestyrelsen vil skulle sørge for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombudsmands tilstedeværelse under udsendelsen, herunder fremskaffelse af billetter, visum, indlogering på hotel mv.

Når Folketingets Ombudsmand vil deltage i konkrete udsendelser, vil Folketingets Ombudsmand skulle forholde sig passivt og alene påse, hvorledes udsendelsen foregår. Folketingets Ombudsmand hverken kan eller skal under tilsynet intervenere i eventuelle situationer, der måtte opstå under udsendelsen. Folketingets Ombudsmand vil have mulighed for at stille spørgsmål vedrørende den konkrete udsendelse og eventuelt efterfølgende indlede en undersøgelse af sagen. De spørgsmål, der relaterer sig til en konkret udsendelse, hvor tilsynet er til stede, vil skulle stilles til Hjemrejsestyrelsen og ikke til det tilstedeværende personale fra Hjemrejsestyrelsen og politiet.

Folketingets Ombudsmand vil kunne anvende de reaktionsmuligheder, der er hjemlet i ombudsmandslovens kapitel 7. Folketingets Ombudsmand vil således kunne fremsætte kritik, afgive henstillinger og i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen. Derudover vil Folketingets Ombudsmand kunne fremsætte forslag om, at procedurer eller sagsbehandling i forbindelse med tvangsmæssige udsendelser, der er omfattet af tilsynets kompetence, ændres.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle underrette Folketingets Ombudsmand løbende om forestående tvangsmæssige udsendelser. Folketingets Ombudsmand vil kunne rette henvendelse til Hjemrejsestyrelsen med et ønske om at deltage i en konkret udsendelse. Der vil kunne være tale om en vilkårligt udvalgt udsendelse, eller der vil kunne være tale om, at Folketingets Ombudsmand f.eks. via medierne er blevet bekendt med en forestående udsendelse, som Folketingets Ombudsmand ønsker at følge. Hjemrejsestyrelsen vil snarest muligt skulle orientere Folketingets Ombudsmand om den planlagte rejse.

Det bemærkes, at nogle planlagte udsendelser ikke vil kunne gennemføres, ligesom der vil kunne ske aflysning på et meget sent tidspunkt, f.eks. på grund af manglende samtykke til transit i et tredjeland, udlændingens manglende tilstedeværelse eller udlændingemyndighedernes udsættelse af udrejsefristen. Der vil således kunne opstå situationer, hvor en udsendelse, som Folketingets Ombudsmand har ønsket at påse, bliver aflyst i sidste øjeblik. Hjemrejsestyrelsen forudsættes snarest muligt at oplyse Folketingets Ombudsmand om aflysninger og begrundelserne herfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 5, afgiver Folketingets Ombudsmand en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 6, vil Folketingets Ombudsmand skulle føre tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt (Frontex-forordningen) med senere ændringer.

Bestemmelsen vil gennemføre artikel 51 i Frontex-forordningen. Efter denne bestemmelse opretter Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) en pulje af observatører, der fører tilsyn ved tvangsmæssige udsendelser i henhold til forordningen.

Puljen af observatører skal vælges ud af organer, som er kompetente til at føre tilsyn med tvangsmæssige udsendelser af tredjelandsstatsborgere efter udsendelsesdirektivets artikel 8, stk. 6.

Folketingets Ombudsmand vil efter gældende ret være kompetent til at føre tilsyn med nationale tvangsmæssige udsendelser. Tilsynet vil skulle udøves i overensstemmelse med ombudsmandsloven. Folketingets Ombudsmand vil således alene have kompetence til at føre tilsyn med nationale myndigheder.

Med den foreslåede bestemmelse vil Folketingets Ombudsmand få kompetence til at føre tilsyn med udenlandske myndigheder i forbindelse med udsendelser efter forordningen. Det vil således være medarbejdere fra Folketingets Ombudsmand, som indgår i puljen af observatører i henhold til Frontex-forordningens artikel 51.

Folketingets Ombudsmand vil på anmodning fra Frontex skulle stille en medarbejder (observatør) til rådighed, som vil kunne føre tilsyn ved tvangsmæssige udsendelser. Hvis Folketingets Ombudsmand står i en ekstraordinær situation, der i væsentlig grad berører udførelsen af nationale opgaver, vil anmodningen fra Frontex dog kunne afslås. Frontex skal anmode Folketingets Ombudsmand om at stille en observatør til rådighed mindst 21 arbejdsdage før den planlagte udsendelse eller fem arbejdsdage før i tilfælde af en hurtig tilbagesendelsesindsats.

Folketingets Ombudsmand vil skulle indsætte observatører, som fører tilsyn ved tvangsmæssige udsendelser i henhold til reglerne i forordningen, dvs. tilbagesendelsesoperationer, jf. Frontex-forordningens artikel 50, og tilbagesendelsesindsatser, jf. Frontex-forordningens artikel 53.

Bestyrelsen i Frontex træffer på forslag fra den administrerende direktør afgørelse om antallet af observatører ved tvangsmæssig udsendelse, der skal stilles til rådighed til puljen, og deres profil.

Af bilag 1 til Frontex’ bestyrelses beslutning af 6. december 2016 fremgår det, at antallet af observatører omfattet af puljen er fastsat til 50 personer. Det forventes på den baggrund, at Danmark fortsat vil skulle indmelde én observatør til puljen.

Folketingets Ombudsmand vil ved sit tilsyn skulle påse, at udsendelsen foretages i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og i overensstemmelse med forordningen. De Frontex medarbejdere, som deltager i en udsendelse, vil således skulle overholde EU-retten, folkeretten samt de grundlæggende rettigheder og værtsmedlemsstatens nationale ret.

Tilsynet med tvangsmæssige udsendelser vil skulle udføres på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier, og omfatter hele tilbagesendelsesoperationen fra før afrejsen til overdragelsen af personerne i udsendelsesposition til det tredjeland, hvortil der sker udsendelse. Af bilag 1 til Frontex’ bestyrelses beslutning af 6. december 2016 fremgår det således, at ethvert tilsyn, som udføres af observatøren ved tvangsmæssig udsendelse, gælder fra det tidspunkt, hvor personen, der er genstand for tilbagesendelsesoperationen, af de relevante myndigheder fysisk hentes fra det sted, hvor vedkommende befinder sig, med henblik på gennemførelse af den fysiske udsendelse, og frem til det tidspunkt, hvor personen overgives til myndighederne i modtagerstaten, eller det tidspunkt, hvor personen tilbagegives til afsenderlandets myndigheder i det tilfælde, at udsendelse af personen suspenderes eller aflyses.

I medfør af forordningens artikel 51, stk. 4, skal observatøren påse, at tilbagesendelsesoperationer og tilbagesendelsesindsatser gennemføres på korrekt vis under hele deres varighed. Folketingets Ombudsmand vil således bl.a. skulle føre tilsyn med, om udsendelsen sker under overholdelse af de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende principper i EU-retten samt folkeretten, herunder forpligtelser vedrørende beskyttelse af flygtninge og børns rettigheder.

De nærmere rammer for tilsynet vil blive fastlagt af Frontex. I modsætning til, hvad der vil gælde, når Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med nationale udsendelser, vil tilsynet efter forordningen ikke skulle føres efter ombudsmandsloven.

Tilsynet vil i stedet skulle føres i henhold til Frontex-forordningens regler, samt de nærmere rammer, som Frontex måtte fastlægge.

Efter hvert tilsyn skal Folketingets Ombudsmand udarbejde en tilsynsrapport, som skal sendes til Frontex’ administrerende direktør, til den ansvarlige for grundlæggende rettigheder, og til de relevante nationale myndigheder i alle medlemsstater, der er involveret i udsendelsen, jf. Frontex-forordningens artikel 50, stk. 5. Den administrerende direktør og de kompetente nationale myndigheder sikrer, om nødvendigt, en passende opfølgning herpå.

Folketingets Ombudsmand vil ikke som led i tilsynet skulle behandle konkrete klager, der relaterer sig til en tilbagesendelsesoperation eller tilbagesendelsesindsats, eller andre klager. Sådanne klager behandles efter en særlig klageordning, jf. Frontex-forordningens artikel 111.

Der henvises i øvrigt til 3.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det fremgår af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30, stk. 4, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet til brug for en sag om udsendelse og uden udlændingens samtykke videregiver alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til politiet, når der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når udlændingen frafalder ansøgningen herom.

Det foreslås, at der som § 20, stk. 1, i hjemrejseloven indsættes en bestemmelse svarende til udlændingelovens § 30, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet bør fremgå af hjemrejseloven således, at hjemrejseloven understøtter Hjemrejsestyrelsens varetagelse af opgaver vedrørende udlændinges udrejse.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at Hjemrejsestyrelsen hurtigt og effektivt vil kunne igangsætte forberedelserne af en udlændings udrejse.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 20, stk. 1, vil Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet til brug for en sag om udsendelse og uden udlændingens samtykke kunne videregive alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til Hjemrejsestyrelsen, når der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når udlændingen frafalder ansøgningen herom.

Der vil således skulle videregives sagsakter, herunder genpart af afgørelser, pas eller anden rejselegitimation, identitetspapirer og andre oplysninger fra sagen, som vil kunne være nødvendige for endeligt at fastlægge udlændingens identitet, fremskaffe rejselegitimation og i øvrigt tilrettelægge og planlægge udsendelsen af den pågældende.

Det vil som hidtil ikke skulle være et krav, at udlændingen er meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse. Der vil endvidere skulle ske videregivelse af sagsakter, uanset om udlændingens udrejsefrist er overskredet eller forlænget. Udsendelsesforberedelserne vil således kunne iværksættes af Hjemrejsestyrelsen allerede inden udrejsefristens udløb.

Efter bestemmelsen vil udlændingemyndighederne og domstolene skulle videregive sagsakter til Hjemrejsestyrelsen, uanset om sagen måtte indeholde oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om strafbare forhold.

Undtaget herfra vil dog være oplysninger, som er indgået i justitsministerens vurdering af, om en udlænding er til fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 1, og som justitsministeren, jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 2, 2. pkt., har truffet bestemmelse om af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan videregives til den udlændingemyndighed, der skal træffe afgørelse i sagen.

Det foreslås endvidere, at der som § 20, stk. 2, i hjemrejseloven indsættes en bestemmelse, hvorefter indkvarteringsoperatøren for det indkvarteringssted, hvor en udlænding er indkvarteret, uden udlændingens samtykke vil kunne videregive oplysninger til Hjemrejsestyrelsen, når udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse eller frafalder ansøgning herom.

Formålet med forslaget er at sikre, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne modtage de nødvendige oplysninger om en udlændings forhold til brug for planlægningen af udlændingens udrejse, herunder i forhold til at planlægge og sammensætte relevante hjemrejseforberedende tiltag.

Med videregivelsen sikres endvidere, at Hjemrejsestyrelsens generelle vidensniveau om udlændinge, der vil skulle udrejse, øges, således at tilrettelæggelsen af udsendelsesarbejdet vil kunne styrkes. Oplysningerne vil blandt andet kunne indgå i vurderingen af, om der er behov for at etablere særlige initiativer målrettet udlændinge, hvor særlige forhold eller problematikker gør sig gældende.

Det vil skulle være Hjemrejsestyrelsen, der foretager vurderingen af, hvornår det vil være relevant at indhente oplysninger fra indkvarteringsoperatøren.

Der vil kunne ske videregivelse af oplysninger om udlændingens baggrund, uddannelse, erhvervserfaring, kompetencer og helbredsmæssige oplysninger. Der vil dermed kunne være tale om almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, særlige kategorier af personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9 og oplysninger om strafbare forhold, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 10.

Videregivelsen vil kunne ske uden udlændingens samtykke. Det er i den forbindelse ministeriets vurdering, at videregivelsen af oplysninger om udlændingen sker inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, artikel 9, stk. 2, litra g, og artikel 10, 1. pkt. jf. hjemrejselovens § 20.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af udlændingelovens kapitel 8, hvilke kompetence- og klageregler der gælder på udlændingelovens område.

Som udgangspunkt har Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens bestemmelser, jf. udlændingelovens § 46, mens Udlændingenævnet som udgangspunkt har kompetence til at behandle klagesager, jf. udlændingelovens § 46 a, dog således at Flygtningenævnet har kompetence til at behandle asylrelaterede klagesager, jf. udlændingelovens § 53 a.

Efter udlændingelovens § 46 e, 2. pkt., har indkvarteringsoperatøren bl.a. kompetence til at træffe afgørelser efter § 42 d, stk. 2, 1. pkt., om meddelelse af pålæg om at medvirke til at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften på indkvarteringsstedet. Forvaltningsloven finder også anvendelse i forbindelse med sådanne afgørelser, når indkvarteringsoperatøren er en privat organisation eller et privat selskab, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., jf. § 46 e, 4. pkt.

Af udlændingelovens § 48, fremgår det bl.a., hvilke afgørelser politiet kan træffe efter udlændingeloven.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., kan Rigspolitichefen eller politidirektøren bl.a. træffe afgørelser efter udlændingelovens §§ 30, 34, 36, 37 c, stk. 5, 37 d, stk. 1 og 3, 37 e, stk. 1 og 4, 37 g og 37 j, 40, stk. 10 og 43, stk. 2 og 3 (om bl.a. udrejse, meldepligt, frihedsberøvelse, herunder isolation, besøgs- og brevkontrol samt optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri)).

Afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, 3. pkt.

Som følge af ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene har Hjemrejsestyrelsen – foruden politiet – siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser om meldepligt efter udlændingelovens § 34 for udlændinge uden lovligt ophold, og Udlændingestyrelsen har – foruden politiet – haft kompetence til at træffe afgørelser om meldepligt for udlændinge med processuelt ophold.

Efter ressortoverførelsen er det som udgangspunkt Hjemrejsestyrelsen, der har kompetencen til at træffe afgørelser efter den foreslåede hjemrejselov.

Det foreslås på den baggrund at indsætte et kapitel om klage- og kompetenceregler i den foreslåede hjemrejselov.

Det foreslås i § 21, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov, at afgørelser efter hjemrejseloven med de undtagelser, der fremgår af stk. 2-5, træffes af Hjemrejsestyrelsen.

Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt vil være Hjemrejsestyrelsen, der skal have kompetencen til at træffe afgørelse efter bestemmelserne i den foreslåede hjemrejselov, og at undtagelserne til denne hovedregel vil være angivet i bestemmelsens stk. 2-5. Hjemrejsestyrelsen vil således kunne træffe afgørelse vedrørende hovedparten af reglerne om bl.a. udrejse, udsendelse og motivationsfremmende foranstaltninger i den foreslåede hjemrejselov.

Hjemrejsestyrelsen har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4, 2. pkt. Dette svarer til, at Udlændingestyrelsen ligeledes har kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 46 e, 4. pkt.

Det foreslås i § 21, stk. 2, 1. pkt., at afgørelser efter den forslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., om meddelelse af pålæg til en udlænding om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, skal kunne træffes af indkvarteringsoperatøren.

Forslaget indebærer, at indkvarteringsoperatøren kan meddele en udlænding pålæg om at udføre de nødvendige opgaver i de situationer, hvor udlændingen tilsidesætter forpligtelsen til at medvirke til udførelsen af de nødvendige opgaver, der er forbundet med driften af indkvarteringscenteret.

Det foreslås videre i § 21, stk. 2, 2. pkt., at forvaltningsloven også skal finde anvendelse i forbindelse med indkvarteringsoperatørens afgørelser efter 1. pkt., når indkvarteringsoperatøren er en privat organisation eller et privat selskab, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 3, 1. pkt., skal vedkommende politidirektør kunne træffe afgørelse efter den forslåede bestemmelse i § 11 om pålæg af foranstaltninger i forbindelse med iværksættelse af en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse herunder til en udlænding i transit i en dansk lufthavn, når det er nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Forslaget indebærer, at politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen befinder sig, eller hvor udlændingen er i transit i en dansk lufthavn, vil have kompetence til at pålægge udlændingen foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse i § 11.

I medfør af de hidtil gældende regler i udlændingeloven var kompetencen delt mellem Rigspolitichefen og politidirektørerne. Baggrunden for ændringen af kompetencen er, at denne type afgørelse har tæt tilknytning til nogle af de operative opgaver, politiet i dag udfører, hvorfor det er naturligt, at politidirektørerne træffer afgørelse frem for Rigspolitichefen.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 3, 2. pkt., skal vedkommende politidirektør kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, om meldepligt for at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken til udrejse.

Forslaget indebærer, at politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen befinder sig, vil have kompetence til at pålægge udlændingen meldepligt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejse efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1.

I medfør af de hidtil gældende regler i udlændingeloven var kompetencen delt mellem Rigspolitichefen og politidirektørerne. Baggrunden for ændringen af kompetencen er, at denne type afgørelse har tæt tilknytning til de operative opgaver, politiet i dag udfører, hvorfor det er naturligt, at politidirektørerne træffer afgørelse frem for Rigspolitichefen.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 4, kan vedkommende politidirektør træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16.

Forslaget indebærer, at politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen antræffes vil have kompetence til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16. I medfør af de hidtil gældende regler i udlændingeloven var kompetencen delt mellem Rigspolitichefen og politidirektørerne.

Baggrunden for ændringen af kompetencen er, at disse afgørelser har tæt tilknytning til de operative opgaver, politiet i dag udfører, hvorfor det er naturligt, at politidirektørerne træffer afgørelse frem for Rigspolitichefen.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til den foreslåede bestemmelse om nyaffattelse af udlændingelovens § 48, jf. § 25, nr. 71, hvorefter politidirektøren også kan træffe afgørelse om frihedsberøvelse.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Det foreslås endelig, at vedkommende politidirektør efter § 21, stk. 5, skal kunne træffe afgørelse om at tage dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, eller som må antages at være af betydning for sagens oplysning, i bevaring efter den forslåede bestemmelse i § 18.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen skal forsøge at få udlændingens samtykke til at få udleveret udlændingens dokumenter eller genstande. Hvis samtykket ikke kan opnås, vil indgrebet kunne ske efter retskendelse, medmindre øjemedet vil forspildes. Er der risiko for, at øjemedet vil forspildes, vil politiet efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen kunne foretage beslaglæggelsen uden forudgående retskendelse.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Der henvises i øvrigt til 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det følger af udlændingelovens kapitel 8, hvilke kompetence- og klageregler der gælder på udlændingeområdet.

Udlændingelovens § 46 a angiver, hvilke af Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven, der kan påklages og hvortil.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven som udgangspunkt påklages til Udlændingenævnet, jf. dog bestemmelsens stk. 4 og 6 og § 53 a.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 6, kan bl.a. følgende afgørelser ikke påklages: Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8 og 10 (opholds- og underretningspligt), § 42 d, stk. 2, 1. pkt. (meddelelse af pålæg til en udlænding om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet), § 42 d, stk. 2, 2. pkt. (flyttepåbud grundet manglende opfyldelse af pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet) og udlændingelovens § 46 e (Udlændingestyrelsens afgørelser ved klage over indkvarteringsoperatørernes afgørelser).

Efter udlændingelovens § 46 e, 4. pkt., kan indkvarteringsoperatøren afgørelser efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., om pålæg om at udføre nødvendige opgaver på indkvarteringsstedet, påklages til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens afgørelser i sager, der påklages efter 4. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. 5. pkt. Udlændingestyrelsen har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt.

Udlændingelovens § 48 angiver bl.a., hvilke af de afgørelser, som politiet kan træffe efter udlændingeloven, der kan påklages og hvortil.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., kan Rigspolitichefen eller politidirektøren bl.a. træffe afgørelser efter § 34, § 36, § 40, stk. 10 og § 43, stk. 2, om bl.a. meldepligt og frihedsberøvelse.

Afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen, jf. 3. pkt.

Afgørelser om ydelse af hjælp efter udlændingelovens § 43 a kan træffes af Rigspolitichefen, jf. 4. pkt.

De afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt., og stk. 2 og 3.

Som følge af ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Hjemrejsestyrelsen – foruden politiet – siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser om meldepligt efter udlændingelovens § 34 for udlændinge uden lovligt ophold, og Udlændingestyrelsen har – foruden politiet – haft kompetence til at træffe afgørelser om meldepligt for udlændinge med processuelt ophold.

Afgørelser om meldepligt truffet af henholdsvis Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen kan derfor aktuelt påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt.

Politiets afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan ikke indbringes for udlændinge- og integrationsministeren, jf. bestemmelsens 7. pkt. Afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan i øvrigt ikke påklages til en anden myndighed.

Politiets afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, ikke indbringes for udlændinge- og integrationsministeren, jf. bestemmelsens 7. pkt. Afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan i øvrigt ikke påklages til en anden myndighed.

Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter udlændingelovens § 48, stk. 3, 1. pkt., af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Politidirektørernes eller Rigspolitichefens afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter bl.a. udlændingelovens § 36, kan dog kun påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter udlændingelovens §§ 37 eller 37 k.

Klager efter § 48 har ikke opsættende virkning.

Det foreslås i § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser vil skulle kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. dog den foreslåede bestemmelses stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at Udlændingenævnet som hovedregel vil være klageinstans for Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de bestemmelser, der foreslås med dette lovforslag.

Afgørelsestyper, som kan påklages til Udlændingenævnet efter hjemrejselovens bestemmelser, vil skulle behandles på samme måde, som de sager Udlændingenævnet behandler efter udlændingeloven. Udlændingenævnets behandling af sager efter hjemrejseloven vil således kunne undergå behandling på et mundtligt eller skriftligt nævnsmøde, på formandskompetencen eller sekretariatskompetencen i medfør af udlændingelovens § 52 c, stk. 4-8.

En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse vil i henhold til almindelige forvaltningsretlige regler ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Der vil være adgang til almindelig domstolsprøvelse af Udlændingenævnets afgørelser efter grundlovens § 63.

Det foreslås i § 22, stk. 2, at klage til Udlændingenævnet over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1 og stk. 5, skal være indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, og at Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde kan beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet som hidtil alene vil kunne behandle klager over afgørelser, hvis klagen er indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, men at Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde vil kunne beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen. Den foreslåede bestemmelse svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Som det fremgår ovenfor og af lovforslagets afsnit 3.18, vil kompetencen til at behandle klager over meldepligt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 12, hvor Udlændinge- og Integrationsministeriet (tidligere Rigspolitichefen) i dag er klageinstans i forhold til Hjemrejsestyrelsens og Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 34 (meldepligt), således blive overført til Udlændingenævnet.

Bestemmelsen om klagefristen på 8 uger vil også finde anvendelse i forbindelse med klage over afgørelser om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12.

Efter den foreslåede § 22, stk. 3, kan Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, § 7, § 8, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2 og 4, ikke påklages. Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager efter § 13, stk. 6, kan heller ikke påklages.

Efter den foreslåede bestemmelse vil Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 3 (medvirken), § 4 (fritagelse for digital kommunikation), § 5, stk. 3 (hjemrejsekontrakt), § 7 (afholdelse af udgifter forbundet med udrejsen), § 8 (hjemrejsestøtte), § 9, stk. 2, 2. pkt. (flyttepåbud), og § 13, stk. 1, 2 og 4 (opholds- og underretningspligt) ikke kunne påklages. Ligeledes vil Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, ikke kunne påklages. Der vil således ikke være adgang til at indbringe sådanne afgørelser for anden administrativ myndighed.

Afgørelserne efter den foreslåede § 13, stk. 1, 2 og 4, og § 9, stk. 2, 1. pkt. og 2. pkt., som ikke vil kunne påklages efter hjemrejseloven, svarer til de afgørelser, der i dag træffes i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 8 og 10, og udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. og 2. pkt., og som heller ikke kan påklages efter udlændingeloven.

Afgørelser efter den foreslåede § 13, stk. 6, svarer til § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, der vil kunne sættes i kraft på et tidspunkt bestemt af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det forudsættes, at der ikke kan klages over afgørelser om opholdspligt efter bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 97.

Det foreslås derfor, at afgørelser efter den foreslåede § 13, stk. 6, ikke vil kunne påklages. For en nærmere gennemgang af indholdet af § 13, stk. 6, henvises til bemærkningerne herom.

Det foreslås med nærværende lovforslag at ophæve § 1, nr. 14 og § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, idet bestemmelsen i stedet skal indgå i den foreslåede hjemrejselov som § 13, stk. 6, og at ministeren efter den foreslåede § 24, stk. 2, vil kunne fastsætte tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden.

Det foreslås derfor, at udlændinge- og integrationsministeren også fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af den foreslåede § 22, stk. 3, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 24, stk. 2.

Det foreslås endvidere i § 22, stk. 4, 1. pkt., at indkvarteringsoperatørens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., kan påklages til Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager, der påklages efter § 22, stk. 4, 1. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at indkvarteringsoperatørens afgørelser om at meddele et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet kan påklages til Hjemrejsestyrelsen, og at Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager, hvor indkvarteringsoperatøren har meddelt en udlænding et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed. Hjemrejsestyrelsen vil således træffe den endelige administrative afgørelse i sådanne sager.

Det foreslåede svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 e, 5. pkt., i forhold til afgørelser efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt. Udlændingestyrelsen træffer således også den endelige afgørelse i de tilsvarende sager efter udlændingeloven.

Det foreslås i § 22, stk. 5, at politidirektørens afgørelser efter § 11 og efter § 12, stk. 1, skal kunne påklages til Udlændingenævnet.

Forslaget indebærer, at politidirektørens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 11 (foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse) og § 12, stk. 1 (pålæg om at give møde på nærmere angivne tidspunkter), vil kunne påklages til Udlændingenævnet i lighed med Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de foreslåede § 11 og § 12, stk. 1.

Klagen over politiets afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 11 og § 12, stk. 1, skal som udgangspunkt være indgivet inden 8 uger efter, klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. den foreslåede § 22, stk. 2.

En klage over politiets afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 11 og § 12, stk. 1, vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Forslaget er i det væsentligste en videreførelse af udlændingeloven § 34, stk. 7, der med lovforslaget foreslås ophævet.

Det foreslås endeligt, at der i § 22, stk. 6, 1. pkt., indsættes en mulighed for at påklage politidirektørens afgørelser om frihedsberøvelse efter den foreslåede § 16, i den foreslåede hjemrejselov, til Rigspolitichefen.

Rigspolitiet er overordnet myndighed for politikredsene og besidder ligesom politidirektørerne en betydelig sagkundskab i forhold til at kunne træffe afgørelse om bl.a. frihedsberøvelse, som i høj grad beror på en politifaglig vurdering. Endelig ses denne struktur også at følge den sædvanelige klageadgang for politiets dispositioner uden for strafferetsplejen, som er nærmere reguleret i retsplejeloven.

Den foreslåede bestemmelse ændrer endvidere ikke på adgangen til en to-instans prøvelse af afgørelser om frihedsberøvelse.

Den foreslåede klageadgang over administrativ frihedsberøvelse efter den foreslåede § 22, stk. 6, i den foreslåede hjemrejselov, følger den med lovforslaget forslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 48, hvorved kompetencen til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, tillægges politidirektøren med klageadgang til Rigspolitichefen, jf. den foreslåede § 25, nr. 71.

Rigspolitiets afgørelse i klagesagen skal være skriftlig.

En klage over politiets afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16, vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 6, 2. pkt., vil politidirektørens afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse § 16, kun kunne påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter udlændingelovens § 37 eller 37 k.

Det svarer til, hvad der allerede gælder i dag i forhold til frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om frihedsberøvelse i forbindelse med udsendelse kan påklages administrativt, vil således – som hidtil – bero på dels, om kompetencen til at træffe afgørelse er henlagt til politiet, dels om politiets afgørelse kan indbringes for domstolene.

Der henvises i øvrigt til 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås endeligt, at der i § 22, stk. 7, indføres en mulighed for at påklage politidirektørens afgørelser efter § 18 om beslaglæggelse af genstande til Udlændinge- og Integrationsministeren.

Dette svarer til, hvad der allerede gælder i dag i forhold til klagemulighed ved beslaglæggelse af genstande efter udlændingelovens § 40, stk. 10. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at retstilstanden for klageadgang ved beslaglæggelse efter hjemrejseloven og udlændingelovens bestemmelser, bør være den samme.

Derudover fremgår det af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2, at retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 finder anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf, finder anvendelse på afgørelser om at tage genstande i bevaring efter § 18, stk. 1.

Beslaglæggelse af dokumenter og genstande, som ønskes taget i bevaring, og ransagning i forbindelse hermed, skal således, hvis der ikke foreligger samtykke, ske efter retskendelse, medmindre øjemedet vil forspildes ved at afvente en sådan kendelse. Hvis beslaglæggelsen gennemføres uden forudgående retskendelse, skal beslaglæggelsen prøves ved domstolen inden 24 timer.

Denne mulighed for dobbelt prøvelse af politiets indgreb efter hjemrejselovens § 18, svarer til den, der fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 10, om beslaglæggelse.

Udlændinge- og integrationsministerens afgørelse i klagesagen skal være skriftlig.

En klage over politiets afgørelse efter den foreslåede § 18 i den foreslåede hjemrejselov vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Kilde

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. og 2. pkt., at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 1-3 og 7, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 2. pkt. eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og stk. 3 og 5, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 4. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Overtrædelse af § 40, stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Efter udlændingelovens § 60, stk. 2, kan overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4-6, og § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., og stk. 10, givne pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

På den baggrund overføres blandt andet bestemmelserne om kontrolforpligtelser for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, til den foreslåede hjemrejselov. Se nærmere herom i afsnit 3.10 og 3.11 samt §§ 11-13 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås derfor, at udlændingelovens bestemmelser om straf for overtrædelse af bl.a. kontrolforpligtelser, som er pålagt udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, ligeledes overføres til hjemrejseloven, og at bestemmelserne i udlændingeloven om straf ændres.

Det foreslås således i § 23, stk. 1, at overtrædelse af § 3, stk. 1, om pligt til medvirken straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Overtrædelse af et flyttepåbud efter § 9, stk. 2, 2. pkt., foranstaltninger meddelt i medfør af § 11, meldepligt efter § 12, stk. 1, opholdspligt efter § 13, stk. 1, eller hvis udlændingen overtræder § 13, stk. 3, skal straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder. Overtrædelse af et pålæg om opholdspligt efter § 13, stk. 6, skal straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Den foreslåede bestemmelse omfatter alle udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, som ikke er omfattet af det skærpede kontrolregime, og som overtræder en forpligtelse nævnt i den foreslåede bestemmelse. Udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime er udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1 og udlændinge der er udvist efter udlændingelovens § 25. Udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime skal straffes efter en foreslåede § 23, stk. 2, hvis de overtræder pålagte kontrolforpligtelser, jf. nedenfor i bemærkningerne til stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter således både afviste asylansøgere, der ikke medvirker til deres udrejse og andre udlændinge, som ikke er omfattet af det skærpede kontrolregime.

Efter den foreslåede § 23, stk. 1, 1. pkt., vil overtrædelse af forpligtelsen til at medvirke til sin udrejse, til tilvejebringelse af rejsedokumenter og til at udrejse i øvrigt efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 1. pkt., vil det ikke være en betingelse, at der foreligger skærpende omstændigheder. Medvirker en udlænding ikke til sin udrejse, eller til tilvejebringelse af rejsedokumenter og til at udrejse i øvrigt efter den foreslåede § 3, stk. 1, vil udlændingen kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen vil således – som hidtil i udlændingeloven – være overtrådt ved simpel uagtsomhed.

Udlændingen vil således kunne straffes hvis den pågældende ikke medvirker til at fastlægge sin identitet, til at fremskaffe rejselegitimation, herunder ved at udfylde og indgive ansøgning om rejselegitimation, visum, indrejsetilladelse til udenlandske repræsentationer mv., og om fornødent give frivilligt møde på en repræsentation med henblik på endelig identifikation og udstedelse af rejsedokumenter. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og bemærkningerne til den foreslåede § 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. stk. 1, 1. pkt., svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 60, stk. 1, 2. pkt. Der foreslås alene en præcisering af gældende ret i forhold til strafferammen på 1 år. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at senere ændringer af udlændingeloven ikke på en retvisende måde afspejler lovgivers hensigt om en strafferamme på 4 måneder for overtrædelser begået af andre udlændinge uden lovligt ophold end udlændinge på tålt ophold, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 1933, efter at stk. 2 blev indsat i udlændingelovens § 60, hvorefter udlændinge på tålt ophold blev omfattet af denne bestemmelse i stedet for § 60, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 51 som fremsat. Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at anklagemyndigheden har været opmærksom på den af lovgiver tilsigtede strafferamme, jf. Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt pkt. 5.3. Retstilstanden vil således være den samme som hidtil.

Der vil efter den foreslåede § 23, stk. 1, 2. pkt., kunne straffes for overtrædelse af pålæg om deponering af pas og billet mv., pålæg om at tage ophold et bestemt sted eller at give møde på bestemte tidspunkter efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10 og bemærkningerne til den foreslåede § 11.

En udlænding, der af Hjemrejsestyrelsen anvises til at tage ophold et bestemt sted efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt. (flyttepåbud), vil efter bestemmelsen ligeledes kunne straffes for ikke at efterkomme et pålagt flyttepåbud. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.9 og bemærkningerne til den foreslåede § 9.

Derudover vil der kunne straffes for manglende overholdelse af en pålagt meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, og en pålagt opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 og bemærkningerne til de foreslåede § 12 og § 13.

Endvidere indebærer den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., at en udlænding vil kunne straffes, hvis den pågældende gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, lægger hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 og bemærkningerne til den foreslåede § 13, stk. 3.

Straf for gennem voldelig eller truende adfærd at ligge hindringer i vejen for driften af et indkvarteringssted efter den foreslåede § 23, stk. 1, 2. pkt., jf. § 13, stk. 3, vil være subsidiær i forhold til straffelovens bestemmelser. Hvis et forhold falder ind under en bestemmelse i straffeloven, vil den foreslåede bestemmelse således ikke blive anvendt. Det gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 13, stk. 3.

Da anvendelse af den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., vil være subsidiær i forhold til straffelovens bestemmelser for så vidt angår voldelig og truende adfærd på et indkvarteringssted, vil voldelig adfærd som nævnt i den foreslåede bestemmelse alene have et selvstændigt anvendelsesområde i tilfælde, der svarer til de tilfælde, der er omfattet af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Det gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5637, og gældende ret vil således blive videreført.

Da den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, tilsigter at regulere udlændinges uønskede adfærd på et indkvarteringssted i forhold til medarbejdere og andre beboere, og da strafferammen i den foreslåede bestemmelse § 23, stk. 1, 2. pkt., er højere end i ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, forudsættes den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., anvendt frem for ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. § 18, stk. 1. Det gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5637, og gældende ret vil således blive videreført.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., for så vidt angår voldelig og truende adfærd på et indkvarteringssted vil endvidere have et selvstændigt anvendelsesområde ved siden af straffelovens § 266, idet også tilfælde, hvor truslen drejer sig om simpel vold, jf. straffelovens § 244, er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5637, og gældende ret vil således blive videreført.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. stk. 1, 2. pkt., svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt. Der foreslås alene en præcisering af gældende ret i forhold til strafferammen på 1 år. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at senere ændringer af udlændingeloven ikke på en retvisende måde afspejler lovgivers hensigt om en strafferamme på 4 måneder for overtrædelser begået af andre udlændinge uden lovligt ophold end udlændinge på tålt ophold, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 1933, efter at stk. 2 blev indsat i udlændingelovens § 60, hvorefter udlændinge på tålt ophold blev omfattet af denne bestemmelse i stedet for § 60, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 51 som fremsat. Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at anklagemyndigheden har været opmærksom på den af lovgiver tilsigtede strafferamme, jf. Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt pkt. 5.3. Retstilstanden vil således være den samme som hidtil.

Bestemmelserne omfattet af den foreslåede § 23, stk. 1, 2. pkt., vil – som hidtil i udlændingeloven – være overtrådt ved simpel uagtsomhed.

Ved skærpende omstændigheder forstås gentagne overtrædelser og overtrædelser i gentagelsestilfælde. Overtræder en udlænding uden lovligt ophold, der ikke er omfattet af det skærpede kontrolregime, eksempelvis sine kontrolforpligtelser – dvs. opholds- og meldepligt – gentagne gange skal straffen udmåles herefter, ligesom strafudmålingen i gentagelsestilfælde skal reflektere, at udlændingen tidligere har begået overtrædelser af sine forpligtelser og er dømt herfor.

Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt pkt. 5.3, at det på baggrund af retspraksis er Rigsadvokatens opfattelse, at sager om afviste asylansøgeres overtrædelse af kontrolforpligtelser i 1.-2. gangstilfælde skal afgøres efter udgangspunkterne i skemaet nedenfor:

| | | | | ----------------------------- | ------------------- | | Antal overtrædelser | | | Ca. 1-10 overtrædelser | Advarsel | | Ca. 20-25 overtrædelser | Bøde 1.000 kr. | | Ca. 26-100 overtrædelser | Bøde 1.500 kr. | | Ca. 100-400 overtrædelser | Fængsel i 7-10 dage | | Ca. 500 overtrædelser | Fængsel i 14 dage | | Ca. 1.000 overtrædelser | Fængsel i 30 dage | | Ca. 1.200-1.400 overtrædelser | Fængsel i 40 dage | | | | |

Det fremgår endvidere af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt pkt. 5.3., at anklagemyndigheden i 3. gangstilfælde og derover skal overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om fængselsstraf.

Det er hensigten at strafniveauet videreføres. Der henvises i den forbindelse også til afsnit 3.19.1.

Det foreslås endvidere i bestemmelsens 3. pkt., at overtrædelse af et pålæg om opholdspligt efter § 13, stk. 6, skal kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Afgørelser efter den foreslåede § 13, stk. 6, svarer til § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, der vil kunne sættes i kraft på et tidspunkt bestemt af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det forudsættes, at udlændinge, der ikke overholder opholdspligt pålagt efter bestemmelsen, vil kunne straffes, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 97.

Det foreslås derfor, at overtrædelser af den foreslåede § 13, stk. 6, vil kunne straffes med bøde eller i særligt skærpende tilfælde med fængsel indtil 4 måneder. For en nærmere gennemgang af indholdet af § 13, stk. 6, henvises til bemærkningerne herom.

Ved skærpende omstændigheder forstås gentagne overtrædelser og overtrædelser i gentagelsestilfælde. Overtrædes forpligtelsen gentagne gange skal straffen udmåles herefter, ligesom strafudmålingen i gentagelsestilfælde skal reflektere, at udlændingen tidligere har begået overtrædelser af sine forpligtelser og er dømt herfor.

Det foreslås med nærværende lovforslag at ophæve § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, jf. den foreslåede § 29, nr. 1, idet bestemmelsen i stedet skal indgå i hjemrejseloven som § 13, stk. 6.

Det foreslås derfor, at udlændinge- og integrationsministeren også fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af den foreslåede § 23, stk. 1, 3. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 24, stk. 2.

Det foreslås i § 23, stk. 2, at overtrædelse af pålæg om meldepligt efter de foreslåede bestemmelser i § 12, stk. 2-4, opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, og underretningspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 4, straffes med fængsel indtil 2 år.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte udlændinge, som er omfattet af det skærpede kontrolregime, der gælder for udlændinge på tålt ophold, udlændinge der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1 og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 100 og 102, og gældende ret vil således blive videreført.

Den foreslåede bestemmelse svarer til udlændingelovens § 60, stk. 2, dog således at strafferammen ændres fra 1 år og 6 måneder til 2 år under hensyn til, at det foreslås, at hjemrejseloven træder i kraft den 1. juni 2021, og under hensyn til den allerede vedtagne bestemmelse i § 1, nr. 24, jf. § 14, stk. 4, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvor det er forudsat, at strafferammen for udlændinge omfattede af det skærpede kontrolregime, der overtræder deres pålagte opholds-, underretnings- eller meldepligt, den 1. juni 2021 skal stige til fængsel indtil 2 år.

Der gælder allerede i dag en højere strafferamme for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, idet lovgiver har forudsat, at det skal afspejles i strafferammen og straffeniveauet, at der er tale om udlændinge, der er uønskede her i landet, idet de har begået grove forbrydelser eller lignende, og derfor er udelukket fra opholdstilladelse eller udvist af landet, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 64, og det foreslås at den højere strafferamme og den højere straffeniveau videreføres i den foreslåede hjemrejselov.

Det forudsættes, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligt efter de foreslåede § 12, stk. 2-4 og § 13, stk. 2 og stk. 4, efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 100f, og gældende ret vil således blive videreført. De foreslåede takstmæssige strafniveauer fremgår af bilag 1 til lovforslaget.

Den foreslåede forhøjelse af strafudmålingsniveauet indebærer, at udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime fremover skal idømmes en som udgangspunkt højere straf end i dag, hvis de overtræder deres pålagte opholds-, underretnings- og meldepligt. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 101, hvor det anføres, at strafskærpelserne træder i kraft den 1. juni 2021.

De foreslåede skærpelser af straffen har til formål at sikre, at det har klare konsekvenser for den enkelte udlænding, der ikke overholder de pålagte kontrolforpligtelser. Formålet er endvidere at bidrage til at forhindre nye overtrædelser af kontrolforpligtelserne, og at forpligtelserne dermed i højere grad overholdes. Formålet er også – ved at forebygge overtrædelse – at sikre, at Hjemrejsestyrelsen løbende får oplysninger til brug for Hjemrejsestyrelsens kontrol med udlændinge på tålt ophold, udlændinge udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 101, og gældende ret vil således blive videreført.

De foreslåede skærpelser af straffen vil omfatte udlændinge på tålt ophold, udlændinge udvist ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, der kan udsendes tvangsmæssigt, uanset hvilket opholdsgrundlag de tidligere har haft, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25, og som kan udsendes tvangsmæssigt, uanset hvilket opholdsgrundlag de tidligere har haft. De foreslåede strafskærpelser vil også omfatte de udlændinge på tålt ophold, som ikke længere er pålagt opholdspligt, fordi denne kontrolforanstaltning er ophævet ved dom eller administrativ afgørelse, men som fortsat eller på ny er pålagt meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 102, og gældende ret vil således blive videreført.

Det betyder f.eks., at udgangspunktet for strafudmålingen vil være 60 dages fængsel for 6-9 overtrædelser pr. kalendermåned i førstegangstilfælde. I andengangstilfælde vil straffen som udgangspunkt være 3 måneders fængsel for 6-9 overtrædelser pr. kalendermåned, mens straffen i tredjegangstilfælde som udgangspunkt vil være 6 måneders fængsel for 6-9 overtrædelser pr. kalendermåned, og i fjerdegangstilfælde vil straffen som udgangspunkt være 9 måneders fængsel for samme antal overtrædelser pr. kalendermåned, jf. nærmere herom bilag 1. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 102, og gældende ret vil således blive videreført.

De foreslåede strafudmålingsniveauer indebærer, at der allerede ved 10 overtrædelser inden for en kalendermåned sker en skærpelse af straffen. Der foreslås ikke i de takstmæssige strafniveauer fastsat en yderligere skærpelse af straffen ved et højere antal overtrædelser inden for en kalendermåned. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 102, og gældende ret vil således blive videreført.

Hvis antallet af overtrædelser er betydeligt højere end 10 inden for en kalendermåned, vil der dog kunne fastsættes en højere straf end det, som fremgår af de takstmæssigt fastsatte strafniveauer. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 102, og gældende ret vil således blive videreført.

Det skal som hidtil anses som en skærpende omstændighed i forbindelse med strafudmålingen for en overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligten, hvis udlændingen tidligere er straffet for overtrædelse af de nævnte forpligtelser. Den nærmere strafskærpelse i gentagelsestilfælde forudsættes ligeledes fastsat efter det takstmæssigt fastlagte strafniveau, hvoraf også fremgår, hvilke skærpelser af straffen der som udgangspunkt skal anvendes i gentagelsestilfælde, jf. bilag 1. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 102, og gældende ret vil således blive videreført.

Ved vurderingen af gentagelsestilfælde gælder også overtrædelser af kontrolforpligtelser, der har medført en straf i medfør af straffelovens § 143, om overtrædelse af pålæg under særligt skærpende omstændigheder. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 27, nr. 1.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen. Det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 103, og gældende ret vil således blive videreført.

Efter det fastlagte strafudmålingsniveau forudsættes det, at én overtrædelse svarer til én overtrædelse af opholds-, underretnings- eller meldepligten. Opholdspligten vil udgøre en fortsat forbrydelse i relation til forældelsesretlige spørgsmål, men det forudsættes, at hver enkelt dag, hvor opholdspligten ikke overholdes, vil gælde som én overtrædelse ved straffens fastsættelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 103, og gældende ret vil således blive videreført.

Hvis både opholdspligten, meldepligten og underretningspligten, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 12 og 13 overtrædes på én dag, svarer dette derfor som udgangspunkt til tre overtrædelser. Som eksempel herpå kan nævnes en udlænding, som i strid med opholdspligten overnatter uden for indkvarteringsstedet, som ikke har underrettet indkvarteringsoperatøren om, at han opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 06.00, og som ikke melder sig til politiet den samme dag. Der vil her være tale om samlet tre overtrædelser. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 103, og gældende ret vil således blive videreført.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3, § 9, § 11, § 12, § 13 og § 27, nr. 1.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni 2021, jf. dog stk. 2-7.

Loven finder anvendelse på overtrædelser af den foreslåede hjemrejselovs § 12 og § 13, der er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3. Er gerningsmanden tidligere blevet straffet for overtrædelser af kontrolforpligtelserne efter udlændingelovens § 60, kan sådanne overtrædelser tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Det foreslås i stk. 2, at Udlændinge- og Integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 4, § 13, stk. 6, § 16, stk. 8, 2. pkt., § 22, stk. 3, 2. pkt., og § 23, stk. 1, 3. pkt.

Da den digitale kommunikationsløsning ikke vil være udviklet på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, vil bestemmelserne § 4 i om obligatorisk digital kommunikation først træde i kraft efter Udlændinge- og Integrationsministerens bestemmelse, når den digitale kommunikationsløsning er færdigudviklet.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, bestemmer Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1, og som straffes for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf med betinget eller ubetinget fængselsstraf, anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, eller bøde for et forhold, der er begået på indkvarteringsstedet, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold, i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, eller nabokommuner til denne kommune, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge.

Den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, er identisk med § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, kunne, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, sættes i kraft på et tidspunkt bestemt af udlændinge- og integrationsministeren.

Det fremgår af lov nr. 174 af 27. februar 2019, at det foreslås at indsætte bestemmelsen som et nyt punktum i udlændingelovens § 42 a, stk. 8. Henset til at det i nærværende lovforslags § 25, nr. 35 foreslås at ophæve § 42 a, stk. 8, om opholdspligt, da det foreslås at bestemmelserne om kontrolforpligtelser flyttes til hjemrejseloven, foreslås det at ophæve § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, og i stedet flytte bestemmelsen til hjemrejseloven.

Det foreslås ligeledes at ophæve ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 14, stk. 6, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, og indføre en ny bestemmelse i nærværende lovforslag, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af den foreslåede § 13, stk. 6.

Det var endvidere forudsat, at udlændinge, der var omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, ikke kunne klage over afgørelsen om opholdspligt, jf. § 1, nr. 18 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, og at udlændinge, der var omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 14, kunne straffes for overtrædelse af opholdspligten, jf. § 1, nr. 21 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 97.

Det foreslås derfor i § 22, stk. 3, 2. pkt., at udlændinge, der omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, ikke vil kunne klage over afgørelsen om opholdspligt, og at udlændinge, der omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, vil kunne straffes efter den foreslåede § 23, stk. 1, 3. pkt.

I lighed med forslaget om, at udlændinge- og integrationsministeren skal kunne fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelse af den foreslåede § 13, stk. 6, forslås det, at udlændinge- og integrationsministeren også fastsætter tidspunktet for de foreslåede bestemmelser i § 22, stk. 3, 2. pkt. og § 23, stk. 1, 3. pkt., om klageadgang og straf vedrørende den pågældende bestemmelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, 1. pkt., vil udlændinge omfattet af den foreslåede § 13, stk. 1, om opholdspligt, kunne frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer opholdspligten. Da udlændinge omfattet af den foreslåede § 13, stk. 1, vil kunne blive pålagt opholdspligt efter den foreslåede § 13, stk. 6, foreslås det i § 16, stk. 8, 2. pkt., at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 6.

Det foreslås på den baggrund, at udlændinge- og integrationsministeren – i lighed med den foreslåede § 13, stk. 6 – skal kunne fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelse af den foreslåede § 16, stk. 8, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 3, at kontrakter efter udlændingelovens § 42 c, stk. 1, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er udarbejdet for udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, forbliver i kraft, indtil disse erstattes af en hjemrejsekontrakt efter § 4.

Efter den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 c, stk. 1, udarbejder indkvarteringsoperatøren en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3. Bestemmelsen omfatter således alle udlændinge, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, herunder udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. En kontrakt efter den nugældende udlændingelovs § 42 c, stk. 1, vedrører bl.a. udlændinges udførelse af pligtmæssige opgaver ved driften af indkvarteringsstederne og deres deltagelse i aktivering og undervisning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, følger, at udlændinge, som er over 18 år, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, og som ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal have udarbejdet en hjemrejsekontrakt. Herved erstatter en hjemrejsekontrakt den kontrakt, der allerede måtte være udarbejdet efter udlændingelovens § 42 c, stk. 1.

Der var pr. 15. marts 2021 ca. 1.100 afviste asylansøgere i udsendelsesposition, som ikke har ret til at opholde sig her i landet. Langt størsteparten af disse udlændinge vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 5, hvorefter Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt. Det vil imidlertid ikke være administrativt muligt for Hjemrejsestyrelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden at have besluttet, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for et stort antal udlændinge og ej heller administrativt muligt at have fastlagt det nærmere konkrete indhold og omfang af hjemrejsekontrakter for de omfattede udlændinge.

På den baggrund foreslås det, at kontrakter efter udlændingelovens § 42 c, stk. 1, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er udarbejdet for udlændinge over 18 år, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, forbliver i kraft, indtil disse erstattes af en hjemrejsekontrakt efter § 5.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er forventningen, at Hjemrejsestyrelsen senest den 31. december 2021 vil have tilendebragt arbejdet med at erstatte de pågældende kontrakter efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, med en hjemrejsekontrakt efter forslaget til § 5 i alle de tilfælde, hvor dette måtte være relevant.

Med den foreslåede bestemmelse vil Hjemrejsestyrelsen have mulighed for at tilrettelægge en hensigtsmæssig administrativ proces for udarbejdelse af hjemrejsekontrakter også i de tilfælde, hvor der allerede er udarbejdet en kontrakt for den enkelte udlænding efter udlændingelovens § 42 c, stk. 1, herunder med mulighed for at træffe beslutning om indgåelse af hjemrejsekontrakt og omfanget og indholdet af en sådan for alle omfattede udlændinge inden for en overskuelig tidshorisont.

Det foreslås i stk. 4, at myndighedernes vurdering om en udlændings medvirken, der foreligger på tidspunktet for lovens ikrafttræden, forbliver i kraft, indtil vurderingen erstattes af en afgørelse om, hvorvidt udlændingen medvirker til sin udrejse efter § 3. Afgørelsen om medvirken træffes med udgangspunkt i udlændingens forhold og handlinger på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

Efter det foreslåede vil myndighedernes eventuelle tidligere vurderinger af, om en udlænding medvirker eller ej, løbende blive erstattet af en afgørelse om medvirken i medfør af den foreslåede § 3, som træffes af Hjemrejsestyrelsen. Der vil således blive taget udgangspunkt i udlændingens forhold og handlinger på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens vurdering af, hvorvidt en udlænding medvirker til sin udrejse. Vurderingen om udlændingens medvirken vil i praksis kunne foretages i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens samtale med udlændingen, som skal føre til indgåelsen af en hjemrejsekontrakt efter den foreslåede § 5. Dette vil bl.a. betyde, at fastsættelse af hjemrejsestøtte vil blive foretaget med udgangspunkt i en afgørelse om medvirken, der tager udgangspunkt i udlændingens aktuelle handlinger.

Der var pr. 15. marts 2021 ca. 1.100 afviste asylansøgere i udsendelsesposition, som ikke har ret til at opholde sig her i landet. Udlændingemyndighederne har løbende i forbindelse med udsendelsessagsbehandlingen vurderet, om disse udlændinge har medvirket til deres udrejse. En betydelig andel af udlændingene vil således tidligere ikke have medvirket til deres udrejse.

Efter det foreslåede stk. 4, vil de udlændinge, der på ikrafttrædelsestidspunktet ikke har ret til at opholde sig her i landet, og hvor myndighederne tidligere har vurderet, at de ikke har medvirket til udrejsen, få en fornyet mulighed for at blive vurderet som medvirkende. Udlændingen vil dermed bl.a. kunne være omfattet af muligheden for at modtage den fulde hjemrejsestøtte.

Den hjemrejsestøtte, som udlændingene efter den foreslåede ordning vil kunne modtage uanset om de tidligere har medvirket, svarer beløbsmæssigt til det beløb, de kan modtage i dag. Overgangsbestemmelsen bevirker således, at udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke har ret til at opholde sig her i landet, og der tidligere ikke har medvirket til deres udrejse, ikke afskæres fra at modtage det fulde eksisterende støttebeløb.

Det bemærkes, at det forventes, at Hjemrejsestyrelsen senest den 31. december 2021 vil have erstattet indgåede kontrakter efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, med en hjemrejsekontrakt efter den foreslåede § 5 i alle de tilfælde, hvor dette måtte være relevant. Dette vil i praksis kunne betyde, at Hjemrejsestyrelsen senest i forbindelse hermed vil have truffet afgørelse om medvirken efter den foreslåede § 3.

Det foreslås i stk. 5, at ansøgning om repatrieringsstøtte fra udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2 og 19, stk. 1, som er omfattet af repatrieringslovens personkreds, jf. repatrieringslovens § 3, stk. 5, og som er indgivet til kommunalbestyrelsen inden lovens ikrafttræden, behandles efter de nugældende regler. En sådan ordning vil betyde, at behandlingen af verserende sager færdigbehandles i kommunalbestyrelsen i den pågældende udlændings bopælskommune. Ordningen vil endvidere medføre, at anmodning om udbetaling af 2. rate repatrieringsstøtte i sager efter repatrieringsloven, hvor pågældendes repatrieringssag er behandlet inden lovens ikrafttræden, skal behandles af kommunalbestyrelsen i den kommune, pågældende havde bopæl i forud for repatrieringen. Ordningen vil endvidere betyde, at ansøgninger om hjemrejsestøtte efter § 8 fra personer, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2 og 19, stk. 1, som indgives efter lovens ikrafttræden, skal behandles af Hjemrejsestyrelsen efter de regler, der følger af denne lov.

Det foreslås i stk. 6, at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 30, stk. 2, 2. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 1, stk. 4 eller 5.

Overgangsreglen skyldes forslaget om at ophæve udlændingelovens § 30, jf. lovforslagets § 25, nr. 4, og i stedet indsætte bemyndigelsesbestemmelser i den foreslåede § 1, stk. 5, om kontrol med udlændinges udrejse, udrejse med bistand fra Hjemrejsestyrelsen og om politiets bistand.

Det foreslås i stk. 7, at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 18, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 14.

Overgangsreglen skyldes, at forslaget om at ophæve udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, jf. lovforslagets § 25, nr. 35, har den konsekvens, at den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 18, bliver til udlændingelovens § 42 a, stk. 14.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af udlændingelovens § 14 a, stk. 3, at Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt om beskæftigelsen med udlændingen. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i den foreslåede hjemrejselov, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, foreslås det, at bestemmelsen i udlændingelovens § 14 a, stk. 3, 2. pkt., konsekvensrettes, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 2

Det fremgår af udlændingelovens § 27 d, stk. 1, at Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke kan indhente fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der opholder sig her i landet, fra en myndighed i et andet Schengenland eller i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som har truffet endelig afgørelse om udsendelse af udlændingen, hvis indhentelsen er nødvendig til brug for en afgørelse efter § 27 b. Det fremgår endvidere af stk. 2, at Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke kan videregive fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der er udvist af landet efter kapitel 4, til myndigheder i andre Schengenlande eller lande, der er tilsluttet Den Europæiske Union, hvis videregivelsen er nødvendig til brug for myndighedens afgørelse om udlændingens udsendelse af det pågældende land.

Det foreslås, at udlændingelovens § 27 d, stk. 1 og 2, ændres således at ”Hjemrejsestyrelsen” tilføjes efter ”Udlændingestyrelsen”.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer således, at Hjemrejsestyrelsen i lighed med Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke vil kunne indhente fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der opholder sig her i landet, fra en myndighed i et andet Schengenland eller i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som har truffet endelig afgørelse om udsendelse af udlændingen, hvis indhentelsen er nødvendig til brug for en afgørelse efter § 27 b.

Forslaget indebærer endvidere at Hjemrejsestyrelsen i lighed med Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke vil kunne videregive fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der er udvist af landet efter kapitel 4, til myndigheder i andre Schengenlande eller lande, der er tilsluttet Den Europæiske Union, hvis videregivelsen er nødvendig til brug for myndighedens afgørelse om udlændingens udsendelse af det pågældende land.

Ændringen medfører ikke i øvrigt ændringer af bestemmelsens indhold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Udlændingelovens kapitel 6 indeholder bl.a. regler om opholdstilladelse, udvisning og afvisning.

Det foreslås, at overskriften i kapitel 6 affattes således: »Regler om indrejseforbud, udrejsefrist, processuelt ophold, opsættende virkning og frihedsberøvelse«.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Flere forskellige regler overføres således fra kapitel 6 til hjemrejseloven, hvorefter der er behov for at præcisere, hvilke regler der fortsat reguleres af udlændingelovens kapitel 6. Overskriften vil tydeliggøre kapitlets indhold, hvilket bidrager til at skabe mere klarhed over denne del af reglerne i udlændingeloven.

Til nr. 4

Det fremgår af udlændingelovens § 30, stk. 1, at en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 30, stk. 2, at udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Af udlændingelovens § 30, stk. 3, fremgår det, at drager politiet omsorg for udrejsen, og gennemføres udrejsen med fly, tager politiet hensyn til de fælles retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse med fly, der er optaget som bilag til beslutning 2004/573/EF med senere ændringer.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 30, stk. 4, at til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af en udlænding videregiver Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til politiet, når der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når ansøgeren frafalder ansøgningen herom.

Det foreslås, at udlændingelovens § 30 ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser der svarer til udlændingelovens § 30, hvorfor bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 og afsnit 3.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 1.

Til nr. 5

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30 a, at Folketingets Ombudsmand varetager tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 2, udøves tilsynet i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand skal ved tilsynet særligt påse, at politiets virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 3, foretages Folketingets Ombudsmands tilsyn på grundlag af regelmæssige indberetninger fra politiet og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 4, kan Folketingets Ombudsmand være til stede under politiets udsendelse af udlændinge. Politiet sørger for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombudsmands tilstedeværelse under udsendelsen. Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Politiet meddeler Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 5, afgiver Folketingets Ombudsmand en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 6, varetager Folketingets Ombudsmand tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om op ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (Frontex-forordningen).

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 30 a ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 19.

Til nr. 6

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område.

Et indrejseforbud skal efter udlændingelovens § 32, stk. 1, meddeles hvis 1) udlændingen er udvist, 2) udlændingen er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en fastsat frist, 3) udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af FN eller EU, og 4) udlændingen er optaget på listen over udlændinge, som virker som religiøse forkyndere eller på anden måde udbreder en religion eller tro, og hensynet til den offentlige orden i Danmark tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet, og 5) udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed, eller den offentlige orden.

Det foreslås, at der som et nyt nr. 6 i udlændingelovens § 32, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis der er truffet afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2.

Forslaget om at indføre en ny adgang til at meddele et indrejseforbud har til formål at understøtte Hjemrejsestyrelsens arbejde ved at give styrelsen flere værktøjer til at motivere udlændinge til at medvirke til at vende tilbage til hjemlandet. Hjemrejsestyrelsen vil dermed fremover kunne meddele et indrejseforbud allerede i det tilfælde, hvor styrelsen træffer afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, uagtet at den meddelte udrejsefrist endnu ikke er udløbet.

Den foreslåede ændring betyder, at der fremover kan meddeles et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, senest samtidig med, at der er truffet en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse.

Forslaget vedrører ikke udlændinge omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2.

En afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til udrejsen og det dertil hørende indrejseforbud, kan meddeles udlændingen, uanset at fristen for frivillig udrejse fortsat løber.

Forslaget skal ses i sammenhæng med reglerne om fastsættelse af udrejsefrist efter udlændingelovens § 33. Det fremgår heraf, at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal indeholde en frist for udrejse. Efter de gældende regler er det desuden muligt efter afgørelsestidspunktet, og hvis den fastsatte udrejsefrist ikke er udløbet, at ændre den allerede fastsatte udrejsefrist på 1 måned eller 7 dage til straks, hvis der for myndigheden eksempelvis foreligger nye oplysninger, der indebærer, at der nu er tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at der er tale om et påtrængende tilfælde. Der henvises herom til Folketingstidende 2010-14, tillæg A, L 107 som fremsat, side 19. Efter de gældende regler i udlændingelovens § 33, stk. 2, foreligger der et påtrængende tilfælde, når der er en risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse. En sådan risiko for forsvinden eller unddragelse af udsendelse vil blandt andet foreligge, hvis udlændingen over for myndigheden giver udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om tilbagesendelse. Der henvises herom til de specielle bemærkninger til lov nr. 516 af 26. maj 2014 (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 131 som fremsat, side 16.

Træffes der en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, kan der efter det foreslåede samtidig meddeles udlændingen et indrejseforbud. Dette sker som følge af, at udlændingens udrejsefrist ændres til straks. Med det foreslåede vil det fremover blive tydeliggjort, at en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, som træffes mens den frivillige frist for udrejse fortsat løber, vil medføre, at et indrejseforbud meddeles den pågældende.

Et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, er et indrejseforbud i udsendelsesdirektivets forstand. Det betyder, at en udlænding, der meddeles et sådant indrejseforbud ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på medlemsstaternes område. Indrejseforbuddet regnes således fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af medlemsstaternes område, jf. § 32, stk. 6, 1. pkt.

Indrejseforbuddet meddeles for en periode på 2 år, jf. den foreslåede ændring i udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1.

Indrejseforbuddet kan dog meddeles for en kortere varighed, såfremt ganske særlige grunde, herunder familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor, jf. den foreslåede ændring til udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2. Endvidere kan et indrejseforbud i særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, undlades fastsat, jf. den foreslåede ændring til udlændingelovens § 32, stk. 3.

På disse punkter er et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, ens med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.

En afgørelse om indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, træffes af Hjemrejsestyrelsen med påklage til Udlændingenævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 25, nr. 64 og nr. 67. En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, skal være indgivet til Udlændingenævnet inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

I de situationer, hvor en fastsat udrejsefrist er tilsidesat af udlændingen, men hvor der samtidig ikke er foretaget en vurdering af, om udlændingen medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2, f.eks. fordi, at udlændingen forsvinder og efterfølgende genopdukker, skal der træffes afgørelse om indrejseforbud. En sådan afgørelse skal som hidtil som udgangspunkt træffes af den myndighed, som konstaterer, at der er tale om ulovligt ophold efter udløbet af en fastsat udrejsefrist. Konstateres dette af Hjemrejsestyrelsen eller i forbindelse med klagesagsbehandlingen i Udlændingenævnet og Flygtningenævnet, må spørgsmålet om afgørelse om indrejseforbud imidlertid henvises til Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Der vil i sådanne tilfælde blive meddelt et indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.

Meddeles en udlænding et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, indberettes den pågældende udlænding i Schengeninformationssystemet (SIS II) som uønsket, jf. den samtidigt foreslåede ændring til udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 11. Der henvises herom til bemærkningerne til nr. 79 i lovforslagets § 25.

Indrejser en udlænding her i landet i strid med et meddelt indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, vil den pågældende kunne straffes i medfør af udlændingelovens § 59 b.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 79.

Til nr. 7

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 3, at der i særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, kan undlades fastsat et indrejseforbud, hvis udlændingen udvises efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, eller hvis udlændingen er omfattet af stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at udlændingelovens § 32, stk. 3, ændres således, at det af bestemmelsen fremover fremgår, at også et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, i særlige tilfælde kan undlades fastsat.

Baggrunden for forslaget er det samtidigt foreslåede om indsættelsen af et nyt stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, hvorefter der kan fastsættes et indrejseforbud, hvis der er truffet en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 8

Udlændingelovens § 32, stk. 4, regulerer, hvilken varighed et givet indrejseforbud kan meddeles for, og det fremgår heraf, at varigheden af et indrejseforbud afhænger af baggrunden for det meddelte indrejseforbud.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, meddeles et indrejseforbud for en periode på 2 år, hvis udlændingen udvises efter udlændingelovens § 25 a, (udlændinge, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de seneste 6 måneder), eller § 25 b, (ophold her i landet uden fornøden tilladelse), eller udlændingen er meddelt et indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2 (tilsidesættelse af en fastsat udrejsefrist).

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3, meddeles et indrejseforbud for en periode på 5 år bl.a., hvis udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt efter stk. 1, nr. 2, (indrejseforbud meddelt for tilsidesættelse af en udrejsefrist).

Af udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, fremgår det, at der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen er meddelt et indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, (tilsidesættelse af en fastsat udrejsefrist) eller i forbindelse med udvisning efter lovens § 25 a, stk. 2, § 25 b eller lovens § 25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed, og ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler for, at der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i § 32, stk. 4, nr. 1 og 3.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 7, at et indrejseforbud, der er meddelt en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne, ophæves efter ansøgning, hvis den pågældendes personlige adfærd ikke længere kan anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel imod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. I vurderingen inddrages enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet. Der skal tages stilling til en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 måneder fra ansøgningens indgivelse. Uden for de tilfælde, der er nævnt i 1. pkt., kan et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, eller i forbindelse med udvisning efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Herudover kan et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, ophæves, hvis udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.

Det foreslås, at udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, ændres således, at det af bestemmelsen fremover fremgår, at også et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, meddeles for en periode på 2 år, jf. dog nr. 3.

Det foreslås endvidere, at udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3, ændres således, at det af bestemmelsen fremover fremgår, at et indrejseforbud meddeles for en periode på 5 år, hvis udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt efter det foreslåede stk. 1, nr. 6.

Endvidere foreslås det, at udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, ændres således, at det foreslåede stk. 1, nr. 6, fremover fremgår af bestemmelsen. Det betyder, at et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 6, kan meddeles af kortere varighed end det i stk. 4, nr. 1 og 3 anførte, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor.

Endelig foreslås det, at udlændingelovens § 32, stk. 7, 4. pkt., ændres således, at det foreslåede stk. 1, nr. 6, fremover fremgår af bestemmelsen. Det betyder, at et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 6, kan ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Baggrunden for forslaget er det samtidigt foreslåede om indsættelsen af et nyt stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, hvorefter der kan fastsættes et indrejseforbud, hvis der er truffet en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2.

Et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, hvorefter en udlænding kan meddeles et indrejseforbud, hvis der træffes afgørelse om at den pågældende ikke medvirker til sin udrejse, vil som følge af forslaget til stk. 4, nr. 1, meddeles for en periode på 2 år. Dette er således udgangspunktet for fastsættelsen af varigheden af et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6.

Et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, kan dog som følge af forslaget til stk. 5, nr. 2, meddeles for en kortere varighed end udgangspunktet i stk. 4, såfremt ganske særlige grunde, herunder familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor.

Endvidere kan en udlænding, der indrejser i strid med at indrejseforbud meddelt efter det nye stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, fremover meddeles et indrejseforbud for 5 år.

Endelig vil et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, kunne ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 9

Udlændingelovens regler om indrejseforbud regulerer blandt andet, hvilken varighed et indrejseforbud meddeles for, at et indrejseforbud kan undlades meddelt, at et indrejseforbud kan ophæves samt, at et indrejseforbud kan bortfalde.

Efter udlændingelovens regler om indrejseforbud er det ikke muligt at forkorte et allerede meddelt indrejseforbud.

Det foreslås, at der som et nyt stk. 9, indsættes en bestemmelse, hvorefter varigheden af et indrejseforbud, der er meddelt i medfør af § 32, stk. 1, nr. 2, om indrejseforbud som følge af tilsidesættelse af en fastsat udrejsefrist eller det foreslåede nr. 6, om, at et indrejseforbud kan meddeles en udlænding, der ikke medvirker til sin udrejse, kan forkortes, hvis en udlænding medvirker til udrejsen, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3. Det foreslås, at varigheden af indrejseforbuddet ikke skal kunne forkortes til mindre end halvdelen af det allerede meddelte.

Formålet med forslaget er at understøtte Hjemrejsestyrelsens arbejde ved at give styrelsen flere værktøjer til at motivere udlændinge til frivilligt at vende tilbage til hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland. Med det foreslåede, vil en udlænding, i tilfælde, hvor udlændingen i første omgang ikke medvirker til sin udrejse, men efterfølgende medvirker til udrejsen, have mulighed for at få afkortet længden på det allerede meddelte indrejseforbud.

Det foreslåede stk. 9, finder anvendelse på udlændinge, der af udlændingemyndighederne er meddelt et indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, eller nr. 6.

Det foreslås, at Hjemrejsestyrelsen tillægges kompetencen til at træffe afgørelse om forkortelse af varigheden af et sådant indrejseforbud med klageadgang til Udlændingenævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 25, nr. 64 og nr. 67. En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter det foreslåede stk. 9, skal være indgivet til Udlændingenævnet inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Hvis en udlænding har en verserende sag om klage over længden af et allerede meddelt indrejseforbud i Udlændingenævnet, kan Hjemrejsestyrelsen ikke træffe afgørelse efter det foreslåede stk. 9, før klagesagsbehandlingen er færdiggjort.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det i § 3 foreslåede om medvirken, hvormed der skabes klare retningslinjer for, hvornår en udlænding i udsendelsesposition kan anses for at medvirke henholdsvis ikke medvirke til sin udrejse, samt sikres, at det for udlændingen vil være klart defineret, hvilke kriterier der vil blive lagt vægt på i forbindelse med vurderingen af, om udlændingen medvirker.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med det foreslåede om, at en udlænding kan undgå at modtage et indrejseforbud, hvis den pågældende fra begyndelsen af udrejsefasen kontinuerligt samarbejder med myndighederne om sin udrejse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 10

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 3, at stadfæstes en afgørelse, der er tillagt opsættende virkning efter § 33 b eller § 53 a, stk. 2, 4. pkt., eller frafaldes en sådan klage, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.

Den gældende bestemmelse i § 33, stk. 3, omfatter ikke fastsættelse af en frist for udrejse i tilfælde, hvor en asylansøger frafalder sin klagemulighed til Flygtningenævnet, og dermed sin ansøgning om asyl, i en periode, hvor sagen ikke kan anses for automatisk påklaget til Flygtningenævnet.

Den foreslåede ændring af § 53 a, stk. 2 (tænkepause), jf. lovforslagets § 25, nr. 73, indebærer, at en ansøgning om asyl, som er afslået af Udlændingestyrelsen i første instans, først vil anses for automatisk påklaget efter 14 dage fra tidspunktet for styrelsens afgørelse.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 33, stk. 3, indsættes et nyt punktum, hvorefter der for en udlænding, som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, og som inden 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, oplyser, at vedkommende ikke ønsker afgørelsen behandlet efter § 53 a, stk. 2, 4. pkt., fastsættes en frist for udrejse efter reglerne i stk. 2

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen skal fastsætte en frist for udrejse i sager, hvor en asylansøger frafalder sin klagemulighed til Flygtningenævnet, og dermed sin ansøgning om asyl, i en periode, hvor sagen ikke kan anses for automatisk påklaget til Flygtningenævnet, jf. den foreslåede nye bestemmelse i § 53 a, stk. 2, 3. pkt. Det er Udlændingestyrelsen, som vil skulle fastsætte en frist for udrejse, idet Udlændingestyrelsen i så fald har truffet den endelige afgørelse om afslag på asyl.

Udlændingestyrelsen vil skulle fastsætte udrejsefristen efter reglerne i § 33, stk. 2.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 73.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at såfremt udvisning er sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 15.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., således at ”politiet” udgår.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oprettet Hjemrejsestyrelsen, som fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Hjemrejsestyrelsen fastsætter således udrejsefristen til straks i henhold til udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., når en udlænding er udvist ved dom.

Der er således tale om en konsekvensrettelse, som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Til nr. 12

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 1, at indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal afvises, udvises, overføres eller udsendes under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i lovens kapitel 1 og 3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at udlændingen skal: 1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet, 2) stille en af politiet fastsat sikkerhed, 3) tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse og 4) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 34, stk. 1, således at, ”og indtil en afgørelse herom kan iværksættes”, udgår. Udlændingelovens § 34, stk. 1, vil derefter kun finde anvendelse for udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

I medfør af udlændingelovens § 34, stk. 1, kan udlændingen således pålægges forskellige pligter med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse. De mindre indgribende foranstaltninger i henhold til bestemmelsen kan bl.a. iværksættes i tilfælde, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og f.eks. i forbindelse med en asylsagsbehandling.

De mindre indgribende foranstaltninger i henhold til § 34, stk. 1, kan derudover iværksættes i forbindelse med en udlændings udrejse eller udsendelse, og hvor udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a i udlændingeloven.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Hjemrejseloven foreslås tilsvarende at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 1, for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 11.

Det foreslås endvidere at ændre § 34, stk. 1, nr. 1-4, således at der henvises til, at også Udlændingestyrelsen – foruden politiet – kan træffe bestemmelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren. Udlændingestyrelsen har efter ressortansvarsfordelingen fået tildelt de samme beføjelser som politiet til at træffe foranstaltninger efter § 34, stk. 1, for de udlændinge, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Virkningen af forslagene er, at Udlændingestyrelsen kan træffe afgørelser om at anvende de nævnte foranstaltninger i § 34, stk. 1, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udsendes, under henvisning til at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, hvis det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Politiet kan fortsat af egen drift træffe afgørelser efter § 34, stk. 1, såsom f.eks. at udlændingen skal deponere sit pas hos politiet, eller bestemme at en udlænding skal tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udsendes, under henvisning til at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, hvis det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse. Hensigten med en sådan dobbeltkompetence er bl.a. at understøtte politiet i en så effektiv opgaveløsning af politiets sager som muligt.

De foreslåede ændringer indebærer ikke materielle ændringer i adgangen til at træffe afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 34, stk. 1, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos politiet samt Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Udlændingestyrelsens afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, vil kunne indbringes for Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a. Ligeledes kan politiets afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, tilsvarende kunne indbringes for Udlændingenævnet i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68.

Forslagene skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 13 og 71.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 2, at politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen, kan bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt 1) udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., 2) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, eller 4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås at ændre § 34, stk. 2, to steder, således at der henvises til, at også Udlændingestyrelsen – foruden politiet – kan træffe bestemmelser om, at en udlænding, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, skal give møde hos politiet eller Udlændingestyrelsen på nærmere angivne tidspunkter (meldepligt), hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling, og såfremt udlændingen er omfattet af en af bestemmelserne i § 34, stk. 2, nr. 1-4.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren. Udlændingestyrelsen har efter ressortansvarsfordelingen fået tildelt de samme beføjelser som politiet til at træffe bestemmelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, for de udlændinge, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Virkningen af forslagene er, at Udlændingestyrelsen kan træffe afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udsendes, under henvisning til at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, hvis det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling.

Politiet kan fortsat af egen drift træffe afgørelser efter § 34, stk. 2, såsom f.eks. at en udlænding, hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt vedkommende skal udsendes, skal give møde hos politiet, hvis udlændingen udebliver fra en samtale med politiet, og det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller sagens behandling. Hensigten med en sådan dobbeltkompetence er bl.a. at understøtte politiet i en så effektiv opgaveløsning af politiets sager som muligt.

De foreslåede ændringer indebærer ikke materielle ændringer i adgangen til at træffe afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 34, stk. 2, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos politiet samt Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Udlændingestyrelsens afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, vil kunne indbringes for Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a. Ligeledes vil politiets afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, tilsvarende kunne indbringes for Udlændingenævnet i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68.

Forslagene skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 12 og 71.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås endvidere at ændre udlændingelovens § 34, stk. 2, således at ”eller udrejsen” udgår.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Bestemmelsen kan anvendes både over for udlændinge, der har en ansøgning om asyl under behandling, og over for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og skal udrejse, men som ikke medvirker hertil.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 2, for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udlændingelovens § 34, stk. 2, vil således kun omfatte udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Det foreslås derudover at ændre formuleringen ”afhøring ved” til ”samtale med” i § 34, stk. 2, nr. 2.

Forslaget beror på en sproglig ændring af ordet afhøring til samtale, da udlændinge rettelig generelt indkaldes til samtaler med Udlændingestyrelsen.

Det foreslås endvidere at ændre § 34, stk. 2, nr. 4, således at en udlænding, der vil være omfattet af bestemmelsen, ikke kan pålægges meldepligt for overtrædelse af en pålagt opholdspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Det foreslås derfor at lade henvisningen til ”og stk. 8, 2. pkt.,” udgå.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Bestemmelsen kan anvendes både over for udlændinge, der har en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) under behandling, og over for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og skal udrejse, men som ikke medvirker hertil.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 2, for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udlændingelovens § 34, stk. 2, vil således kun omfatte udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og som ikke kan pålægges meldepligt for overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Det bemærkes, at det foreslås at ophæve udlændingelovens § 42 a, stk. 8, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 35.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10 og 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 12.

Til nr. 14

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 3, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., bestemmer politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejsen, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 34, stk. 4, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted.

Derudover fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 5, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 34, stk. 6, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 7, at politiet kan anvende de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, når det må anses for nødvendigt for at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 34, stk. 3-7, ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Det foreslås derfor i den foreslåede § 12, at hjemrejseloven skal indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 3-7, om meldepligt, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne samtidig ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 12.

Til nr. 15

Det fremgår af udlændingelovens § 35, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter §§ 22-24, eller 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 35, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), og som er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Af udlændingelovens § 35, stk. 3, fremgår det desuden, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængsling eller foranstaltning, der træder i stedet herfor, alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt. Det kan endvidere foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter § 37 a, stk. 3-7.

Det foreslås, at udlændingelovens § 35 ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser der svarer til udlændingelovens § 35, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 14.

Til nr. 16

Det fremgår af udlændingelovens § 35 a, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagene gange har overtrådt pålæg givet i medfør af § 34, stk. 4-6, § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., eller § 42 a, stk. 10.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 35 a, stk. 2, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 35 a ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 35 a finder anvendelse over for udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved dom, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25, og som ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 35 a, hvorfor det foreslås, at bestemmelsen ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 15.

Til nr. 17

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal politiet så vidt muligt bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves, jf. § 36, stk. 9.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., at politiet kan bestemme, at en udlænding skal frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1.

Endvidere fremgår det af § 36, stk. 1, 4. pkt., at har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25.

Det foreslås, at udlændingelovens § 36, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., ophæves. Udlændingelovens § 36, stk. 1, 2., 5. og 6. pkt., bliver herefter 1.-3. pkt.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Udlændingelovens § 36, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., har til formål at give mulighed for frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på udsendelse, når udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 18

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., at en udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen omfatter udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og som f.eks. har en verserende asylansøgning under behandling. Derudover omfatter den udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a, ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som derfor har pligt til at udrejse.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., således at henvisningen til stk. 8, 2. pkt. udgår.

I medfør af udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., kan en udlænding frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at tage ophold et bestemt sted (flyttepåbud) eller ikke efterkommer en pålagt opholdspligt med henblik på at transportere udlændingen hen til det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., omfatter kun udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som pålægges opholdspligt, når de ikke medvirker til deres udrejse. Bestemmelsen foreslås således overført til hjemrejseloven, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13.

Ændringen i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., indebærer således, at den kun vil omfatte udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse eller som f.eks. har en verserende asylansøgning under behandling.

Derudover indebærer ændringen, at der ikke vil kunne ske frihedsberøvelse af en udlænding, som er pålagt opholdspligt af Hjemrejsestyrelsen, for ikke at medvirke til sin udrejse.

Der kan som hidtil ske frihedsberøvelse af en udlænding, som er blevet meddelt et flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser §§ 13 og 16.

Til nr. 19

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 2, 2. pkt., at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl) kan frihedsberøves, hvis udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.

Det foreslås at ændre formuleringen "afhøring ved politiet eller" til "samtale med" i § 36, stk. 2, 2. pkt.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have beføjelsen til at foretage afhøringer af udlændinge, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, om f.eks. asylgrundlaget. Denne beføjelse tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

Endvidere beror forslaget på en sproglig ændring af ordet afhøring til samtale, da udlændinge rettelig generelt indkaldes til samtaler med Udlændingestyrelsen og ikke til afhøringer.

Det foreslåede indebærer ikke nogen materielle ændringer i, hvorledes politiet efter § 36 kan frihedsberøve en udlænding, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 36, stk. 2, 2. pkt., bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 17, 18 og 20-23.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 4, at såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen og udsendelse af landet, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved 1) gentagne gange uden rimelig grund at udeblive fra afhøringer ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) ikke at meddele eller ved at tilsløre oplysninger om sin identitet, nationalitet eller rejserute eller ved at meddele utvivlsomt urigtige oplysninger herom, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller 3) på anden lignende måde ikke at medvirke til sagens oplysning

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 36, stk. 4, således at ”og udsendelse af landet”, udgår.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Ændringen af udlændingelovens § 36, stk. 4, er alene en sproglig ændring, som følge af, at udlændingeloven som udgangspunkt ikke skal indeholde henvisninger til udlændingens udrejse eller udsendelse. Der tilsigtes med ændringen således ingen ændringer i muligheden for at frihedsberøve en asylansøger eller i anvendelsen af bestemmelsen.

Til nr. 21

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 4, nr. 1, at såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen og udsendelse af landet, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved gentagne gange uden rimelig grund at udeblive fra afhøringer ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.

Det foreslås at ændre formuleringen "afhøringer ved politiet eller" til "samtaler med" i § 36, stk. 4, nr. 1.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have beføjelsen til at foretage afhøringer af udlændinge, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, om f.eks. asylgrundlaget. Denne beføjelse tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

Endvidere beror forslaget på en sproglig ændring af ordet afhøringer til samtaler, da udlændinge rettelig generelt indkaldes til samtaler med Udlændingestyrelsen og ikke afhøringer.

Det foreslåede indebærer ikke nogen materielle ændringer i, hvorledes politiet efter udlændingelovens § 36 kan frihedsberøve en udlænding, der har indgivet an søgning om opholdstilladelse efter § 7 (asyl). Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 36, stk. 4, nr. 1, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 17-20 og 22-23.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 5, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt hvis de i § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt. og stk. 14, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 6, at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og hvor politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., så vidt muligt skal frihedsberøves, såfremt de i § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 12, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 7, at en udlænding, der en eller flere gange ikke efterkommer politiets bestemmelse efter § 34, stk. 4, kan frihedsberøves, såfremt det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. § 32 b.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 36, stk. 8, at såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Ydermere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 9, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 36, stk. 5-9, ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 10 herefter til stk. 5.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Reglerne om frihedsberøvelse i udlændingelovens § 36, stk. 5-9, finder anvendelse på udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som derfor har pligt til at udrejse. Formålet med bestemmelserne er således at sørge for, at den pågældende udlænding motiveres til at medvirke til sin udrejse, og at myndighederne har mulighed for at kunne frihedsberøve den pågældende med henblik på udsendelse.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 5-9, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 23

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og indtil udlændingen udrejser.

Udlændingelovens regler om frihedsberøvelse efter § 36 overføres til hjemrejseloven for så vidt angår de bestemmelser, der vedrører udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet og har pligt til at udrejse.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 36, stk. 10, der bliver stk. 5, og § 37, stk. 7, 2. pkt., og stk. 9, 1. pkt., således at henvisningen til udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., ændres til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Der er således tale om en konsekvensrettelse af, at udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., overføres til hjemrejseloven og således ophæves i udlændingeloven. Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., bliver således udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 24

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 37, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., stk. 7, 1. pkt., stk. 8, 1. pkt., stk. 10, 1. pkt., § 37 a, stk. 1 og 2, stk. 3, 1. pkt., stk. 7, 1. pkt., § 37 b, stk. 1 og 2, § 37 c, stk. 1 og stk. 5, 1. pkt., § 37 d, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., i § 37 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., og i § 37 k, stk. 3, således at det kommer til at fremgå af bestemmelserne, at de finder anvendelse på frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16.

Udlændingelovens regler om frihedsberøvelse efter § 36 overføres til hjemrejseloven for så vidt angår de bestemmelser, der vedrører udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet og har pligt til at udrejse.

Udlændingelovens regler vedrørende rettens kompetence og behandling af sager om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, jf. udlændingelovens §§ 37-37 e og § 37 k bliver dog fortsat reguleret i udlændingeloven.

Der er således tale om en konsekvensrettelse som følge af overførslen af en del af frihedsberøvelsesbestemmelserne i udlændingelovens § 36 til hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 25

Det fremgår af udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 2. pkt., at politiet umiddelbart før gennemførelsen af en udsendelse kan foretage legemsundersøgelse af en udlænding, selv om der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, eller der ikke er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande, hvis den pågældende er frihedsberøvet med henblik på udsendelse efter § 36, stk. 1, 1.-5. pkt.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og indtil udlændingen udrejser.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 2. pkt., således at henvisningen til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1.-5. pkt., ændres til § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Udlændingelovens regler om frihedsberøvelse efter § 36 overføres til hjemrejseloven for så vidt angår de bestemmelser, der vedrører udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet og har pligt til at udrejse.

Der er således tale om en konsekvensrettelse som følge af, at en del af udlændingelovens regler om frihedsberøvelse efter § 36 overføres til hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 26

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og indtil udlændingen udrejser.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 37 d, stk. 1, 2. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, og i § 37 e, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt., således, at der ikke henvises til politiets forpligtelse til at drage omsorg for en udlændings udrejse.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Der tilsigtes med ændringen derudover ingen ændringer i bestemmelsernes anvendelse eller omfang.

Til nr. 27

Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 6, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes fornødent med henblik på udsendelse af udlændingen, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves.

Udlændingelovens § 40, stk. 7-12, bliver herefter til stk. 6-11.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 17.

Til nr. 28

Det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 11, 1. pkt., at udebliver en udlænding, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, efter at være tilsagt personligt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, bortfalder udlændingens ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

Endvidere fremgår det af § 40 stk. 12, 1. pkt., at ved behandlingen af en ansøgning om visum efter § 4 eller 4 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen tilsige den herboende reference til at give personligt møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet og fremvise legitimation, der godtgør den pågældendes identitet. Udebliver referencen efter at være tilsagt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, kan der gives afslag på visumansøgningen, jf. § 40, stk. 12, 2. pkt.

Det foreslås at ændre § 40, stk. 11, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., og § 40, stk. 12, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 11, 1. og 2. pkt., således at henvisningen til politiet udgår.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have beføjelsen til at kunne tilsige udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse efter § 7 (asyl), til at give personligt møde i forbindelse med asylsagens behandling f.eks. med henblik på udfyldelse af asylansøgningsskema eller deltagelse i samtaler hos Udlændingestyrelsen om asylgrundlaget, ligesom politiet ikke længere vil have beføjelsen til at kunne tilsige en herboende reference til at give personligt møde i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om visum efter § 4 eller § 4 a, stk. 1. Disse beføjelser tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

De foreslåede ændringer indebærer ikke nogen materielle ændringer i, hvorledes en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan bortfalde efter § 40, stk. 11, eller hvorledes der kan gives afslag på en ansøgning om visum efter § 40, stk. 12.

Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelserne i § 40, stk. 11, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., og § 40, stk. 12, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 11, 1. og 2. pkt., bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Der henvises til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 29

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 6 og 7, at der kan optages fingeraftryk af en udlænding, som af Udlændingestyrelsen har fået anvisning eller pålæg om indkvartering efter § 42 a, stk. 7 eller stk. 8, 1. og 2. pkt., med henblik på identifikation i forbindelse med adgangskontrol på Udlændingestyrelsens indkvarteringssteder, eller som er pålagt at give møde hos politiet efter § 34 til brug for politiets administration af den pålagte meldepligt.

Da det foreslås, at der indsættes et nyt nummer i udlændingelovens § 40 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 25, nr. 31, foreslås det at ændre udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 6, således at ”indkvarteringssteder, eller” ændres til ”indkvarteringssteder,”, og at ændre udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 7, således at »politiets« ændres til »Udlændingestyrelsens« og ”meldepligt. ” ændres til ”meldepligt, eller”.

Forslagene indebærer, at ordlyden af bestemmelsen i § 40 a, stk. 2, nr. 7, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen, og at opremsningen af, hvornår der kan optages fingeraftryk af en udlænding kan fortsættes med det nye nummer som foreslås indsat, jf. den foreslåede § 25, nr. 31.

Til nr. 30

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 7, at der kan optages fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt at give møde hos politiet efter § 34 til brug for politiets administration af den pålagte meldepligt.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 1. pkt., at træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, jf. § 48 a, stk. 3, 2. pkt.

Videre følger det af udlændingelovens § 48 e, stk. 1, 3. pkt., at politiet udsteder et asylansøgerkort til udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl).

Det foreslås at ændre § 40 a, stk. 2, nr. 7, § 48 a, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 48 e, stk. 1, 3. pkt., således at henvisningen til politiet ændres til Udlændingestyrelsen.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere skulle gøre en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, ligesom politiet bl.a. ikke længere vil skulle udstede et asylansøgerkort til asylansøgere. Udlændingestyrelsen har efter ressortansvarsfordelingen overtaget disse beføjelser fra politiet.

Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelserne i § 40 a, stk. 2, nr. 7, § 48 a, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 48 e, stk. 1, 3. pkt., bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 6 og 7, at der kan optages fingeraftryk af en udlænding, som af Udlændingestyrelsen har fået anvisning eller pålæg om indkvartering efter § 42 a, stk. 7 eller stk. 8, 1. og 2. pkt., med henblik på identifikation i forbindelse med adgangskontrol på Udlændingestyrelsens indkvarteringssteder, eller som er pålagt at give møde hos politiet efter § 34 til brug for politiets administration af den pålagte meldepligt.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 40 a, stk. 2, indsættes som nr. 8, hvorefter der vil kunne optages fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt at give møde efter hjemrejselovens § 11 til brug for Hjemrejsestyrelsens administration af den pålagte meldepligt.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen til brug for sin administration af meldepligt, vil kunne optage fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt meldepligt.

Optagelsen af fingeraftryk skal i overensstemmelse med bestemmelsen i udlændingelovens § 40 a, stk. 10, ske så skånsomt som omstændighederne tillader det, men kan om nødvendigt ske med bistand fra politiet, der kan anvende den fornødne magtanvendelse.

Til nr. 32

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 3, at fingeraftryk, der optages i medfør af bestemmelsens stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt edb-register, der føres af Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Rigspolitichefen er dataansvarlig myndighed for registret.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 9, 1. pkt., at politiet og Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt kan videregive fingeraftryk, der i medfør af bestemmelsens stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 b, stk. 3, at personfotografi, der optages i medfør af bestemmelsens stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt register, der føres af Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Rigspolitichefen er dataansvarlig myndighed for registret.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 40 b, stk. 9, 1. pkt., at politiet og Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt kan videregive personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til indenlandske og udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Det foreslås, at udlændingelovens § 40 a, stk. 3, 2. pkt., § 40 a, stk. 9, 1. pkt., § 40 b, stk. 3, 2. pkt., og § 40 b, stk. 9, 1. pkt., ændres således at ”Hjemrejsestyrelsen” tilføjes efter ”Politiet”.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer for det første, at Hjemrejsestyrelsen – ligesom politiet og Udlændingestyrelsen – i forbindelse med behandlingen af udlændingesager vil kunne anvende det særlig edb-register Rigspolitichefen fører over fingeraftryk.

Forslaget indebærer for det andet, at Hjemrejsestyrelsen ligesom politiet og Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt vil kunne videregive fingeraftryk, der i medfør af bestemmelsens § 40 a, stk. 3 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager

Forslaget indebærer for det tredje, at Hjemrejsestyrelsen – ligesom politiet og Udlændingestyrelsen – i forbindelse med behandlingen af udlændingesager vil kunne anvende det særlige register Rigspolitichefen fører over personfotografier, der optages i medfør af § 40 b, stk. 1 eller 2.

Forslaget indebærer for det fjerde, at Hjemrejsestyrelsen ligesom politiet og Udlændingestyrelsen uden en udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt vil kunne videregive personfotografi, der i medfør af § 40 b, stk. 3, er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til indenlandske og udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 33

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 9, 2. pkt., at politiet med henblik på identifikation af en udlænding eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument kan videregive fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 b, stk. 9, 2. pkt., at politiet endvidere med henblik på identifikation af udlændingen eller med henblik på udstedelse af eller fremskaffelse af rejsedokument kan videregive personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 40 a, stk. 9, 2. pkt., og § 40 b, stk. 9, 2. pkt., således at ”Hjemrejsestyrelsen” indsættes i bestemmelserne.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen ligesom politiet med henblik på identifikation af en udlænding eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument vil kunne videregive fingeraftryk, der i medfør af bestemmelsens stk. 3 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer

Forsaget indebærer endvidere, at Hjemrejsestyrelsen i lighed med politiet med henblik på identifikation af udlændingen eller med henblik på udstedelse af eller fremskaffelse af rejsedokument vil kunne videregive personfotografi, der i medfør af § 40 b, stk. 3 er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 34

Det fremgår af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder.

Det foreslås at ændre § 40 c, stk. 2, således at henvisningen til politiet udgår.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere kunne kræve, at udlændinge, der indrejser her i landet som angiveligt mindreårige, skal medvirke til en aldersundersøgelse. Denne beføjelse tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

Det foreslåede indebærer ikke nogen materielle ændringer i Udlændingestyrelsens kompetence til at kunne træffe afgørelser om aldersfastsættelser. Det betyder bl.a., at Udlændingestyrelsen som hidtil i forhold til udlændinge, der over for myndighederne oplyser at være uledsagede mindreårige, men som ikke vil medvirke til en aldersundersøgelse, efter en konkret vurdering kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, således at det ikke kan lægges til grund, at de pågældende er mindreårige. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 40 c, stk. 2, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Der henvises til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge, jf. § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge, og stk. 7, 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse, jf. herved § 42 a, stk. 8, 3. og 4. pkt.

Af udlændingelovens § 42 a, stk. 9, 1. pkt., fremgår det desuden, at Udlændingestyrelsen skal sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, overholder det givne påbud. Udlændingestyrelsen skal endvidere sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at give underretning til indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 10, overholder det givne påbud, jf. herved § 42 a, stk. 9, 2. pkt.

Derudover fremgår det af udlændingelovens § 42 a, stk. 10, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet jf. § 42 a, stk. 10, 2. pkt.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, har pligt til at orientere politiet og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, såfremt udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter stk. 8, 1. pkt., og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises at tage ophold.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 12-19 herefter til stk. 8-15.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Det foreslås i § 13, at hjemrejseloven vil skulle indeholde bestemmelser, der svarer til gældende ret efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 10 og 11, om opholds- underretnings- og orienteringspligt, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Forpligtelsen til at føre løbende kontrol med overholdelsen af en pålagt opholds- og underretningspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 9, vil skulle ske som led i Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholds- og underretningspligt efter de foreslåede bestemmelser herom i hjemrejseloven, hvorfor bestemmelsen ligeledes foreslås ophævet i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 13.

Til nr. 36

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 12, at Udlændingestyrelsen, såfremt særlige grunde taler herfor, skal beslutte, at en udlænding, som har taget fast ophold uden for et indkvarteringssted, jf. stk. 5 og 11, og som har orienteret herom, jf. stk. 11, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, jf. stk. 1, jf. stk. 3 og 4, dækket af Udlændingestyrelsen efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse herom.

Det foreslås, at ændre henvisningen til stk. 11 i udlændingelovens § 42, stk. 12, således at der henvises til hjemrejselovens § 13, stk. 5, om orienteringspligt.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Da bestemmelsen om orienteringspligt i udlændingelovens § 42 a, stk. 11, ophæves, og da der indsættes en tilsvarende bestemmelse i hjemrejselovens § 13, stk. 5, bør henvisningen hertil også rettes i § 42 a, stk. 12, der bliver stk. 8.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 13.

Til nr. 37

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 13, at Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk. 15, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3 og 8, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt 1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, 3) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 7, 3. pkt., 4) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en i § 34, stk. 1-3 og 7, nævnt foranstaltning, 5) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller 6) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 13, der bliver stk. 9, således at det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse, og at henvisningen til stk. 15, ændres til stk. 11. Endvidere foreslås det, at ændre i nr. 1, således at »en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet,« ændres til: »en samtale med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen«. I nr. 2, foreslås det, at indsætte en henvisning til hjemrejselovens § 13, stk. 3. Desuden foreslås det i nr. 4, at ændre henvisningen til udlændingelovens § 34, og indsætte henvisning til hjemrejselovens §§ 11 og 12, stk. 1, og i nr. 5, foreslås det endvidere, at indsætte henvisning til hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede ændring i stk. 13, medfører, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Hjemrejsestyrelsen vil have kompetencen til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til udrejse, manglende fremmøde til hjemrejsesamtale med Hjemrejsestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Hjemrejsestyrelsen mv. Tilsvarende vil Udlændingestyrelsen fortsat have kompetence til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til sagens oplysning, manglende fremmøde til samtale med Udlændingestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Udlændingestyrelsen mv.

Formålet med ændringen er at lovfæste den ændrede kompetence, der følger af overførslen af opgaver i forbindelse med etableringen af Hjemrejsestyrelsen den 1. august 2020 i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Den foreslåede ændring i nr. 1, er en følge af overdragelsen af opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet til udlændingemyndighederne, hvorefter det er Hjemrejsestyrelsen, som afholder samtaler med udlændingen til brug for en udsendelse.

Det foreslås endvidere i nr. 2, at der både henvises til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og hjemrejselovens § 13, stk. 3, som begge omhandler, at en udlænding ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelse af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., kan allerede i dag medføre, at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser. Med forslaget vil det samme således gælde for overtrædelse af hjemrejselovens § 13, stk. 3.

Den foreslåede ændring i nr. 4, er en følge af, at dele af den gældende udlændingelovs § 34 overføres til hjemrejseloven. Hjemrejsestyrelsen vil således kunne bestemme, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, ikke får udbetalt kontante ydelser, hvis udlændingene ikke efterkommer en foranstaltning eller et pålæg efter de foreslåede § 11 og § 12, stk. 1.

For så vidt angår den foreslåede ændring i nr. 5, vil henvisningen til hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt., betyde, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 13, henviser til den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har lovligt ophold her i landet og er indkvarteret på et indkvarteringssted, tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af centret i henhold til hjemrejseloven.

Udlændingelovens § 42 a, stk. 13, nr. 5, kommer således til at henvise til udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., om Udlændingestyrelsens mulighed for at pålægge en udlænding indkvarteret på et asylcenter, at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af asylcenteret, og den tilsvarende bestemmelse i hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge, der ikke har lovligt ophold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 og 3.10 og 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 9 og §§ 11 og 12.

Til nr. 38

Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 14, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke får udbetalt kontakte ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 2 og 8, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt. eller politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 14, der bliver stk. 10, således at det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse.

Den foreslåede ændring i stk. 14, medfører, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Hjemrejsestyrelsen vil have kompetencen til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til udrejse, manglende fremmøde til hjemrejsesamtale med Hjemrejsestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Hjemrejsestyrelsen mv. Tilsvarende vil Udlændingestyrelsen fortsat have kompetence til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til sagens oplysning, manglende fremmøde til samtale med Udlændingestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Udlændingestyrelsen mv.

Formålet med ændringen er at lovfæste den ændrede kompetence, der følger af overførslen af opgaver i forbindelse med etableringen af Hjemrejsestyrelsen den 1. august 2020 i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås endvidere som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i hjemrejseloven, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 14, nr. 2, der bliver stk. 10, nr. 2, ændres, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 39

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 15, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt 1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, 3) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., 4) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, jf. § 34, stk. 4, 5) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf. stk. 10, 6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller 7) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 15, der bliver stk. 11, således det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse efter bestemmelsen.

Den foreslåede ændring i stk. 15, medfører, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Hjemrejsestyrelsen vil have kompetencen til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til udrejse, manglende fremmøde til hjemrejsesamtale med Hjemrejsestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Hjemrejsestyrelsen mv. Tilsvarende vil Udlændingestyrelsen fortsat have kompetence til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til sagens oplysning, manglende fremmøde til samtale med Udlændingestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Udlændingestyrelsen mv.

Formålet med ændringen er at lovfæste den ændrede kompetence, der følger af overførslen af opgaver i forbindelse med etableringen af Hjemrejsestyrelsen den 1. august 2020 i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås endvidere at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 15, der bliver stk. 11, således at det fremgår, at bestemmelsen også skal gælde for udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25.

Baggrunden for forslaget om ændring er, at det fremgår af Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 66f og 98, at det foreslås, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25, og som kan udsendes tvangsmæssigt, også skulle være omfattet af den dagældende udlændingelovs § 42 a, stk. 13 (nu § 42 a, stk. 15), idet disse udlændinge skulle være underlagt samme kontrolregime, som udlændinge på tålt ophold og udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35.

Ved en fejl fremgik det dog ikke af lovteksten ved vedtagelsen af lov nr. 174 af 27. februar 2019, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25, og som kan udsendes tvangsmæssigt, også skulle være omfattet af den dagældende udlændingelovs § 42 a, stk. 13 (nu § 42 a, stk. 15).

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt skal bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes, hvis en eller flere af betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Formålet med den foreslåede ændring er at sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25, ikke overholder deres forpligtelser eller i øvrigt udviser uacceptabel adfærd. I situationer, hvor den pågældende udlænding ikke overholder sine forpligtelser, herunder ikke overholder en pålagt opholds-, underretnings- og meldepligt, eller udviser en uacceptabel adfærd, jf. § 42 a, stk. 15, nr. 1-7, der bliver stk. 11, nr. 1-7, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen kan, selv om udlændingen er omfattet af § 42 a, stk. 15, nr. 1-7, der bliver stk. 11, nr. 1-7, efter en konkret vurdering undlade at træffe sådan bestemmelse, hvis udlændingens manglende medvirken er bagatelagtig eller undskyldelig, eller hvis inddragelse af ydelserne efter udlændingens personlige og familiemæssige forhold vil virke særligt belastende for udlændingen, f.eks. hvis udlændingen har børn i den undervisningspligtige alder, eller hvis udlændingen er alvorligt syg.

I tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om, at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser eller alene får udbetalt nedsatte kontante ydelser, vil udlændingen ikke kunne opnå støtte til dækning af de pågældende udgifter i medfør af anden lovgivning, herunder efter sociallovgivningens bestemmelser.

En afgørelse om ophør af ydelser som følge af manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af bestemmelsen, vil skulle ændres, så snart udlændingen på ny overholder forpligtelserne. Er der f.eks. tale om en udlænding, der ikke overholder sin opholdspligt, vil ophøret alene gælde frem til, at den pågældende på ny begynder at overholde sin opholdspligt. Det bemærkes, at i praksis vil Udlændingestyrelsens eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse om reduktion af ydelserne først blive truffet på et senere tidspunkt, idet det forudsætter, at styrelsen nærmere vurderer grundlaget for reduktionen og herefter træffer afgørelse herom.

Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 42 a, stk. 15, der bliver stk. 11, kan påklages til Udlændingenævnet, jf. 46 a. Ligeledes vil Hjemrejsestyrelsens afgørelser kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. den foreslåede § 22, stk. 1.

Derudover foreslås det i § 42 a, stk. 15, nr. 1, der bliver stk. 11, nr. 1, at ændre »en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet,« til »en samtale med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen«.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oprettet Hjemrejsestyrelsen, som fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af overdragelsen af opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet til udlændingemyndighederne, hvorefter det er Hjemrejsestyrelsen, som afholder samtaler med udlændingen til brug for en udsendelse.

Endvidere foreslås det i § 42 a, stk. 15, nr. 2, der bliver stk. 11, nr. 2, at indsætte en henvisning til hjemrejselovens § 13, stk. 3.

Den foreslåede ændring i nr. 2, indebærer, at der både henvises til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og hjemrejselovens § 13, stk. 3, som begge omhandler, at en udlænding ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelse af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., kan allerede i dag medføre, at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser. Med forslaget vil det samme således gælde for overtrædelse af hjemrejselovens § 13, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8, 3.9, 3.10 og 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 9 og §§ 11-13.

Til nr. 40

Det fremgår af den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 15, nr. 3, 4 og 5, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, jf. § 34, stk. 4 eller udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf. stk. 10.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås, at § 42 a, stk. 15, nr. 3, der bliver stk. 11, nr. 3, affattes således: ”udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 2”.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 2.

Hjemrejsestyrelsen vil som udgangspunkt skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 3, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til det foreslåede § 13, stk. 2, om opholdspligt for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, der indeholder nærmere beskrivelse af opholdspligtens indhold, og hvornår opholdspligten anses for overtrådt.

Det foreslås endvidere, at § 42 a, stk. 15, nr. 4, der bliver stk. 11, nr. 4, affattes således: ”udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 2-4”.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 2-4.

Hjemrejsestyrelsen vil som udgangspunkt skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 4, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 12, stk. 2-4, om meldepligt for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, der indeholder nærmere beskrivelse af meldepligtens indhold, og hvornår meldepligten anses for overtrådt.

Det foreslås, at § 42 a, stk. 15, nr. 5, der bliver stk. 11, nr. 5, affattes således: ”udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om underretningspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 4”.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om underretningspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 4.

Hjemrejsestyrelsen vil som udgangspunkt skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 5, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 4, om underretningspligt, der indeholder nærmere beskrivelse af underretningspligtens indhold, og hvornår underretningspligten anses for overtrådt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne til § 12 og § 13.

Til nr. 41

Det fremgår af den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 15, nr. 6, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås, at der i § 42 a, stk. 15, nr. 6, der bliver stk. 11, nr. 6, indsættes en henvisning til hjemrejselovens § 9, stk. 2. 1. pkt., efter henvisningen til udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt.

Henvisningen foreslås som følge af den foreslåede § 9, stk. 2, 1. pkt., hvorefter indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan meddele en udlænding omfattet § 9, stk. 1, pålæg om at udføre de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt vil skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes, hvis udlændingen tilsidesætter sine forpligtelser om at udføre opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at udlændingen alene delvist tilsidesætter sine forpligtelser.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 6, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., om udlændinges opgaver, der indeholder nærmere beskrivelse af bestemmelsens indhold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne til § 9.

Til nr. 42

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 16, 1. pkt., at bestemmelserne i stk. 13, nr. 1-4 og 6, og stk. 14 finder tilsvarende anvendelse for udbetaling af kontante ydelser til en uledsaget udlænding under 18 år eller en udlænding under 18 år, som ikke betragtes som hørende til en af eller begge sine forældres familie, jf. § 42 b, stk. 3, 7 og 8. pkt.

Det foreslås at ændre henvisningerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 16, 1. pkt., således at, stk. 13, nr. 1-4 og 6 og stk. 14, bliver stk. 9, nr. 1-4 og 6 og stk. 10.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelser i udlændingeloven, som følge af, at udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, overføres til hjemrejseloven og ophæves i udlændingeloven, jf. den foreslåede § 25, nr. 35.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 43

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 17, at Udlændingestyrelsen til brug for en afgørelse efter stk. 13-16 uden udlændingens samtykke kan indhente oplysninger om udlændingens helbredsforhold hos indkvarteringsoperatøren, jf. stk. 5.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 17, der bliver stk. 13, således det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen uden udlændingens samtykke kan indhente oplysninger om udlændingens helbredsforhold hos indkvarteringsoperatøren.

Den foreslåede ændring i stk. 17 er en konsekvens af, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Det foreslås endvidere at ændre henvisningerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 17, således at, stk. 13-16 bliver til stk. 9-12.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelser i udlændingeloven, som følge af, at udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, overføres til hjemrejseloven og ophæves i udlændingeloven jf. den foreslåede § 25, nr. 35.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 44

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 19, 1. pkt., at for udlændinge omfattet af stk. 13-16, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, udgør forsørgertillægget pr. dag 53,39 kr.

Det foreslås at ændre henvisningerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 19, 1. pkt., således at, stk. 13-16 bliver til stk. 9-12.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelser i udlændingeloven, som følge af, at udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, overføres til hjemrejseloven og ophæves i udlændingeloven jf. den foreslåede § 25, nr. 35.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 45

Det fremgår af udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., at en udlænding over 18 år, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a, stk. 1 eller 2, og som har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c, får udbetalt en tillægsydelse, jf. stk. 11, jf. dog stk. 12.

Det fremgår af § 42 c, stk. 1, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3. Det fremgår endvidere af § 42 c, stk. 2, 1. pkt., at kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger, herunder eventuel beskæftigelse. Det fremgår desuden af § 42 c, stk. 3, at kontrakten fastlægger omfang og indhold af de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, som udlændingen har pligt til at medvirke til udførelsen af, jf. § 42 d, stk. 1, det asylansøgerkursus, som udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f, stk. 1, undervisning, som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f, stk. 2-4 og 7, og aktivering, som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. § 42 e, stk. 1-3.

De nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold og udformning fremgår af bekendtgørelse nr. 1224 af 12. august 2020 om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.

Hjemrejseloven foreslås at indeholde en bestemmelse om, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1.

Hjemrejseloven foreslås endvidere at indeholde en bestemmelse om, at en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det foreslås i den forbindelse, at de nugældende regler om adgangen til økonomiske ydelser, herunder reglerne om bortfald eller nedsættelse af økonomiske ydelser for udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark, videreføres, uanset at hjemrejsekontrakten og pligten til udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet foreslås reguleret i hjemrejseloven.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., ændres således, at bestemmelsen også henviser til den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig i landet og er indkvarteret på et indkvarteringssted, ikke overholder sin hjemrejsekontrakt, jf. hjemrejseloven § 5, stk. 1, og den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, ikke medvirker til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 og 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 46

Det fremgår af udlændingelovens § 42 b, stk. 11, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udbetaler ydelser, jf. stk. 1, 3, 8 og 9, jf. dog stk. 12. Indkvarteringsoperatøren skal, medmindre særlige grunde taler derimod, beslutte, at tillægsydelse efter stk. 8 ikke udbetales, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c.

Det fremgår af § 42 c, stk. 1, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3. Det fremgår endvidere af § 42 c, stk. 2, 1. pkt., at kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger, herunder eventuel beskæftigelse. Det fremgår desuden af § 42 c, stk. 3, at kontrakten fastlægger omfang og indhold af de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, som udlændingen har pligt til at medvirke til udførelsen af, jf. § 42 d, stk. 1, det asylansøgerkursus, som udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f, stk. 1, undervisning, som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f, stk. 2-4 og 7, og aktivering, som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. § 42 e, stk. 1-3.

De nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold og udformning fremgår af bekendtgørelse nr. 1224 af 12. august 2020 om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.

Hjemrejseloven foreslås at indeholde en bestemmelse om, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1.

Hjemrejseloven foreslås endvidere at indeholde en bestemmelse om, at en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det foreslås i den forbindelse, at de nugældende regler om adgangen til økonomiske ydelser, herunder reglerne om bortfald eller nedsættelse af økonomiske ydelser for udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark, videreføres, uanset at hjemrejsekontrakten og pligten til udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet foreslås reguleret i hjemrejseloven.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 b, stk. 11, 2. pkt., ændres således, at bestemmelsen også henviser til den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig i landet og er indkvarteret på et indkvarteringssted, ikke overholder sin hjemrejsekontrakt, jf. hjemrejseloven § 5, stk. 1, og den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, ikke medvirker til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 og 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 47

Det fremgår af udlændingelovens § 42 c, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Det fremgår af § 42 c, stk. 2, at kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger, herunder eventuel beskæftigelse. Kontrakten fastætter omfang og indhold af bl.a. den undervisning og aktivering, som det er fastsat, at udlændingen skal deltage i.

Adgangen til undervisning, aktivering og praktik er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 1224 af 12. august 2020 om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, at en udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1-3, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4, stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.

Det fremgår endvidere af § 42, stk. 2, at har en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Hjemrejseloven foreslås at indeholde en bestemmelse om, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 c, stk. 1, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 48

Det fremgår af udlændingelovens § 42 d, at en udlænding, der er indkvarteret på et af de i § 42 a, stk. 5, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 5, at Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for udlændinge, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Det fremgår af § 42 a, stk. 1, at en udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1-3, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4, stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.

Det fremgår desuden af § 42, stk. 2, at har en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Hjemrejseloven foreslås at indeholde en bestemmelse om, at en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 d, stk. 1, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 9 omfattes af reglerne om nødvendige opgaver. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 49

Det følger af udlændingelovens § 42 e, stk. 2, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i aktivering i form af en af indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette gælder dog ikke, hvis politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 e, stk. 2, 2. pkt., konsekvensrettes som følge af, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, og at det foreslås at ophæve udlændingelovens § 40, stk. 6.

Det foreslås på den baggrund, at ”politiet” ændres til ”Hjemrejsestyrelsen”, og at henvisningen til udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt., ændres til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 50

Det fremgår af udlændingelovens § 42 e, stk. 3, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt tilrettelagt aktivering, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2.

Det fremgår af § 42 e, stk. 1, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan deltage i aktivering i form af udførelse af andre end de i § 42 d, stk. 1, nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirken til gennemførelsen af den i §§ 42 f og 42 g nævnte undervisning.

Det fremgår endvidere af stk. 2, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan deltage i aktivering i form af en af indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette gælder dog ikke, hvis politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5, skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1. Hjemrejsekontrakten vil således også regulere de omfattede udlændinges adgang til aktivering.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 e, stk. 3, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 51

Det fremgår af udlændingelovens § 42 f, stk. 2, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, eller som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, deltage i undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 er under behandling her i landet, jf. herved § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i danskundervisning.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5, skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1. Hjemrejsekontrakten vil således også regulere de omfattede udlændinges adgang til sprogundervisning og anden undervisning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 f, stk. 2, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 52

Det fremgår af udlændingelovens § 42 f, stk. 3, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan deltage i undervisning i andre fag, i det omfang en indkvarteringsoperatør, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilbyder sådan undervisning.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5, skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1. Hjemrejsekontrakten vil således også regulere de omfattede udlændinges adgang til undervisning i andre fag.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 f, stk. 3, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 53

Det fremgår af udlændingelovens § 42 f, stk. 4, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt tilrettelagt undervisning, som ikke er omfattet af stk. 1-3 og 6.

Det fremgår af § 42 f, stk. 1, at en udlænding over 18 år, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og som er indkvarteret på et modtagecenter, jf. § 42 a, stk. 5, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, deltage i undervisning, der skal give udlændingen et helt indledende kendskab til dansk sprog og danske kultur- og samfundsforhold samt arbejdsmarkeds-, uddannelses- og boligforhold (asylansøgerkursus). Tager udlændingen forinden asylansøgerkursets gennemførelse ophold på et opholdscenter, jf. § 42 a, stk. 5, skal kursusforløbet fortsættes og afsluttes på opholdscenteret. Indkvarteringsoperatøren på modtagecenteret skal oplyse operatøren af opholdscenteret om, hvorvidt asylansøgerkurset er gennemført på modtagecenteret eller skal fortsættes og afsluttes på opholdscenteret.

Det fremgår endvidere af § 42 f, stk. 6, at en 17-årig udlænding, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, kan deltage i et asylansøgerkursus, jf. stk. 1, undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning, jf. stk. 2, og undervisning i andre fag, jf. stk. 3. 17-årige udlændinge kan deltage i asylansøgerkurset og den i stk. 2 og 3 nævnte undervisning på samme betingelser som udlændinge over 18 år, jf. stk. 1-3. En 17-årig udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 er under behandling her i landet, jf. herved § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i danskundervisning. Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5, skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1. Hjemrejsekontrakten vil således også regulere de omfattede udlændinges adgang til særskilt tilrettelagt undervisning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 f, stk. 4, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 54

Det følger af udlændingelovens § 42 k, stk. 5, 1. og 2. pkt., at Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt med udlændingen om indkvarteringen i egen bolig. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen om opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i den foreslåede hjemrejselov, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, foreslås det, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 k, stk. 5, 2. pkt., konsekvensrettes, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 55

Det følger af udlændingelovens § 42 l, stk. 4, 1. og 2. pkt., at Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt med udlændingen om dennes private indkvartering, jf. stk. 1. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen om opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i den foreslåede hjemrejselov, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, foreslås det, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 l, stk. 4, 2. pkt., konsekvensrettes, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 56

Det følger af udlændingelovens § 43, stk. 2, 1. pkt., at såfremt politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Efter § 43, stk. 2, 2. pkt., afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen, hvis udlændingen ikke har tilstrækkelige midler. Udgifterne afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. herved § 43, stk. 2, 3. pkt. Sidstnævnte gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 10, eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland, er behandlet efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure, jf. § 43, stk. 2, 5. pkt.

Udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i kapitel 5 a (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013/EU af 26. juni 2013 (Dublin III-forordningen)) afholdes endeligt af statskassen, jf. udlændingelovens § 43, stk. 2, 4. pkt.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 43, stk. 2, ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 7.

Til nr. 57

Det fremgår af udlændingelovens § 43, stk. 5, at bestemmelserne i stk. 3 og 4 ikke finder anvendelse ved indrejse fra et Schengenland. Stk. 3 finder dog anvendelse, hvis der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. § 38, stk. 2, og udlændinge- og integrationsministeren har truffet beslutning efter § 59 a, stk. 2.

Som konsekvens af det foreslåede om, at udlændingelovens § 43, stk. 2, ophæves, hvorefter stk. 3-5 bliver stk. 2-4, foreslås det, at henvisningen til stk. 3 og 4 i udlændingelovens § 43, stk. 5, 1. pkt., der bliver § 43, stk. 4, 1. pkt., ændres til stk. 2 og 3, og at henvisningen til stk. 3 i udlændingelovens § 43, stk. 5, 2. pkt., der bliver § 43, stk. 4, 2. pkt., ændres til stk. 2.

Der er således tale om en konsekvensrettelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 7 og § 25, nr. 53.

Til nr. 58

Det følger af udlændingelovens § 43 a, stk. 1, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 er taget under behandling, kan, hvis udlændingen ikke selv har midler hertil, ydes hjælp til rejse til et tredjeland, hvor udlændingen efter indrejsen i Danmark og inden udløbet af en fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og opholdstilladelse, hvis udlændingen har fået afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. dog stk. 3.

Det følger af udlændingelovens § 43 a, stk. 2, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kan ydes hjælp til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, hvis udlændingen medvirker til at udrejse uden ugrundet ophold.

Det følger af § 43 a, stk. 3, at der ikke kan ydes hjælp efter stk. 1 og 2, til 1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet, 2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande, 3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og 4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det følger af § 43 a, stk. 4, at der endvidere ikke kan ydes hjælp efter udlændingelovens stk. 2, til 1) udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og 2) udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 10.

Det følger af § 43 a, stk. 5, at hjælpen efter stk. 1, omfatter 1) udgifter til billet til fly, tog mv., 2) nødvendige udgifter til transport af personlige ejendele 3) højst 5.000 kr. pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt for den pågældendes eller familiens erhverv i det pågældende tredjeland og 4) andre udgifter, der forbundet med rejsen.

Det følger af § 43 a, stk. 6, at hjælpen efter stk. 2, udgør 3.000 kr. pr. person over 18 år og 1.500 kr. pr. person under 18 år.

Det følger af § 43 a, stk. 7, at en udlænding kun kan modtage hjælp efter stk. 1 og stk. 2 én gang.

Det følger af § 43 a, stk. 8, at udlændinge, der har fået endeligt afslag på opholdstilladelse i medfør af § 7, og for hvem der er fastsat en udrejsefrist i henhold til § 33, stk. 2, tilbydes uvildig rådgivning om mulighederne for hjemrejse, herunder om mulighederne for støtte efter stk. 2 til genetablering i det land, hvortil udlændingen udrejser. Udlændinge- og integrationsministeren kan træffe bestemmelse om, at den uvildige rådgivning skal varetages af en eller flere private organisationer.

Det følger af § 43 a, stk. 9, at det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1995-niveau og reguleres fra og med 1996 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det i stk. 6 angivne beløb er fastsat i 2003-niveau og reguleres fra og med 2004 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det følger af udlændingelovens § 43 b, at udlændinge- og integrationsministeren kan bestemme, at der kan ydes økonomisk støtte til frivillig tilbagevenden til hjemlandet til grupper af udlændinge, der opholder sig her i landet, og som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og ikke har opholdstilladelse her i landet, når særlige repatrieringshensyn taler derfor.

Det foreslås, at udlændingelovens § 43 a og § 43 b ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Baggrunden for forslaget er endvidere, at Hjemrejsestyrelsen siden august 2020 har varetaget opgaven med at yde hjemrejserådgivning til udlændinge uden lovligt ophold her i landet.

Det betyder, at bestemmelser, der knytter sig til udlændinges udrejse, fremover vil fremgå af hjemrejseloven, og gældende ordninger om bl.a. hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med frivillig tilbagevenden, vil blive samlet og reguleret i en samlet hjemrejsestøtte. Retten til uvildig rådgivning videreføres ikke i hjemrejseloven. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil dog administrativt sikre, at der fortsat tilbydes uvildig rådgivning til udlændinge uden lovligt ophold i Danmark.

Det foreslåede betyder endvidere, at der fremover endvidere vil fremgå af hjemrejseloven, at udlændinge- og integrationsministeren, skal kunne fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 8.

Til nr. 59

Det følger af udlændingelovens § 45 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger fra en sag efter denne lov til efterretningstjenesterne, i det omfang videregivelsen kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Det følger af § 45 a, stk. 2, at efterretningstjenesterne kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om en udlænding til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet i det omfang videregivelsen kan have betydning for disse myndigheders behandling af en sag efter denne lov.

Det foreslås, at bestemmelserne i udlændingelovens § 45 a, stk. 1 og 2, konsekvensrettes således, at det fremgår, at Hjemrejsestyrelsen også uden udlændingens samtykke vil kunne videregive oplysninger fra en udlændings sag efter udlændingeloven og hjemrejseloven til efterretningstjenesterne, og at efterretningstjenesterne uden udlændingens samtykke kan videregive oplysninger om en udlænding til bl.a. Hjemrejsestyrelsen i det omfang videregivelsen vil kunne have betydning for myndighedens behandling af en sag efter udlændingeloven eller hjemrejseloven.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret fra politiet for de opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Endvidere skal hjemrejseloven understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse vil skulle fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således ske efter hjemrejseloven.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 59.

Til nr. 60

Det følger af § 45 a, stk. 4, at efterretningstjenesterne kan uden udlændingens samtykke elektronisk indhente oplysninger om en udlænding fra registre og systemer i Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet i det omfang indhentelsen kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 a, stk. 4, konsekvensrettes således, at efterretningstjenesterne uden udlændingens samtykke elektronisk også vil kunne indhente oplysninger om en udlænding fra registre og systemer i Hjemrejsestyrelsen i det omfang indhentelsen kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret fra politiet for de opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Endvidere skal hjemrejseloven understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse vil skulle fremgå af hjemrejseloven.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 60.

Til nr. 61

Det følger af udlændingelovens § 45 c, stk. 1, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger fra en sag efter denne lov til anklagemyndigheden med henblik på anklagemyndighedens beslutning om, hvorvidt tiltale skal rejses for forbrydelser begået i eller uden for Danmark.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 c, stk. 1, konsekvensrettes således, at Hjemrejsestyrelsen også uden udlændingens samtykke vil kunne videregive oplysninger fra en sag efter udlændingeloven eller hjemrejseloven til anklagemyndigheden med henblik på anklagemyndighedens beslutning om, hvorvidt tiltale skal rejses for forbrydelser begået i eller uden for Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Endvidere skal hjemrejseloven understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således ske efter hjemrejseloven.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 61.

Til nr. 62

Det følger af § 45 c, stk. 2, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter denne lov, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation og strafforfølgning af personer, der kan mistænkes for forbrydelser med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Det følger af § 45 c, stk. 3, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter denne lov, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation af ofre for eller vidner til en konkret forbrydelse med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 c, stk. 2, konsekvensrettes således, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter udlændingeloven eller hjemrejseloven, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation og strafforfølgning af personer, der kan mistænkes for forbrydelser med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 c, stk. 3, konsekvensrettes således, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter udlændingeloven eller hjemrejseloven, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation af ofre for eller vidner til en konkret forbrydelse med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Endvidere skal hjemrejseloven understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således ske efter hjemrejseloven.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 62.

Til nr. 63

Det fremgår af udlændingelovens § 46, stk. 1, at afgørelser efter udlændingeloven med de undtagelser, der fremgår af stk. 2-4, og af § 4 d, stk. 3 og 4, § 9, stk. 26, 27 og 36-38, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a, § 51, stk. 2, 2. pkt., § 56 a, stk. 1-5, § 58 i og § 58 j, jf. dog § 58 d, 2. pkt., træffes af Udlændingestyrelsen.

Bestemmelsen fastslår således, at udgangspunktet efter loven er, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelser i 1. instans. Alene i de i bestemmelsen nærmere opregnede tilfælde træffes afgørelse af en anden myndighed.

Det foreslås, at der i § 46, stk. 1, indsættes en undtagelse til udgangspunktet om, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelse efter udlændingeloven.

Baggrunden for forslaget er det samtidigt foreslåede nye stk. 3, hvorefter Hjemrejsestyrelsen bl.a. tillægges kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9. Der henvises til bemærkningerne til § 25, nr. 64.

Baggrunden for forslaget er endvidere det samtidigt foreslåede nye stk. 9, hvorefter Hjemrejsestyrelsen kan ændre en udrejsefrist til straks efter § 33, stk. 2, 3. pkt., når Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding ikke medvirker til sin udrejse efter hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Til nr. 64

Det følger af udlændingelovens § 46, at afgørelser efter udlændingelovens bestemmelser som udgangspunkt træffes af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det foreslås i lovforslagets § 25, nr. 6, at der i udlændingelovens § 32, stk. 1, som et nyt nr. 6 indsættes en bestemmelse om, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis der er truffet afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Det foreslås endvidere i lovforslagets § 25, nr. 8, at der i udlændingelovens § 32, stk. 9, indsættes en bestemmelse om, at et allerede meddelt indrejseforbud, efter § 32, stk. 1, nr. 2 og nr. 6, kan forkortes, hvis en udlænding har genoptaget sin medvirken til udrejse.

På den baggrund foreslås det, at der i udlændingelovens § 46 som et nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter Hjemrejsestyrelsen bl.a. tillægges kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9.

Formålet med forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen skal kunne træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6 og stk. 9.

En afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9, vil blive truffet, når udlændingen befinder sig i udrejsefasen. En afgørelse efter de foreslåede bestemmelser vil være afhængig af, at der forinden efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 3, stk. 3, er truffet afgørelse om, hvorvidt udlændingen medvirker til udrejsen. En sådan afgørelse om medvirken vil efter det foreslåede til hjemrejselovens § 3, stk. 3, blive truffet af Hjemrejsestyrelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at Hjemrejsestyrelsen skal tillægges kompetencen til at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 9.

Ved at tillægge Hjemrejsestyrelsen kompetence til at træffe afgørelse efter disse bestemmelser, sikres der samtidig effektivitet og smidighed i udrejsesagsbehandlingen.

Efter det foreslåede, vil Hjemrejsestyrelsen således have kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, vil kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1, mens Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 32, stk. 9, ikke vil kunne påklages, jf. den foreslåede § 46 a, stk. 6, jf. lovforslagets § 25, nr. 69. En klage til Udlændingenævnet skal være indgivet senest 8 uger efter modtagelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Rigspolitichefen eller politidirektøren havde indtil den 1. august 2020 kompetencen til at træffe afgørelse om at optage fingeraftryk og personfotografi med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Rigspolitichefens eller politidirektørens afgørelser efter udlændingelovens §§ 40 a, stk. 2, nr. 4, og 40 b, stk. 2, nr. 3, kan i medfør af udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt., påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Som følge af ressortoverførslen ved kongelig resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Hjemrejsestyrelsen siden den 1. august 2020 haft kompetencen til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Med den foreslåede ændring af udlændingelovens § 46, stk. 3, vil det endvidere fremgå direkte af udlændingeloven, at Hjemrejsestyrelsen kan træffe afgørelser efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, 3, vil som følge af den foreslåede § 28, nr. 53, om ændring af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Udlændingelovens § 46, stk. 3-7, bliver herefter stk. 4-8.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 6 og 8.

Til nr. 65

Det følger af forslaget til § 5, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Det følger videre af forslaget til § 5, stk. 2, at hjemrejsekontrakten indgås mellem udlændingen og Hjemrejsestyrelsen samt at hjemrejsekontakten har til formål at forberede udlændingens udrejse.

Endelig følger det af forslaget til § 5, stk. 3, at kan der ikke opnås enighed om hjemrejsekontraktens indhold, træffer Hjemrejsestyrelsen afgørelse herom.

Det foreslås, at udlændingelovens § 46, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres således, at afgørelse om forlængelse af udrejsefrist efter § 33, stk. 4, træffes af den myndighed, som har truffet den afgørelse, udrejsefristen knytter sig til, eller, hvis forlængelse sker som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom, jf. hjemrejselovens § 5, stk. 2 og 3.

Som noget nyt foreslås det således, at Hjemrejsestyrelsen kan træffe afgørelse om forlængelse af udrejsefristen, hvis forlængelse sker som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsen afgørelse herom, jf. den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 5, stk. 2 eller stk. 3.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5 skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Væsentlige elementer i en udlændings hjemrejsekontrakt er hjemrejseforberedende aktivering og undervisning. Det forventes, at disse elementer vil have en varighed af ca. 4 uger. Dermed vil hjemrejseforberedende aktivering og undervisning have en varighed, der er længere end den udrejsefrist udlændinge sædvanligvis gives i forbindelse med myndighedernes afgørelse om, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig i landet.

På den baggrund foreslås det, at Hjemrejsestyrelsen bliver tillagt kompetence til at træffe afgørelse om forlængelse af en udrejsefrist, hvis forlængelse sker som følge af en indgået hjemrejsekontrakt eller en afgørelse herom truffet af Hjemrejsestyrelsen.

Det er forventningen, at Hjemrejsestyrelsen ved indgåelse eller fastsættelse af en hjemrejsekontrakt vil kunne forlænge udlændingens udrejsefrist med indtil 14 dage ad gangen, dog således at forlængelsen som udgangspunkt sker for 1 måned ved selve indgåelsen eller fastsættelsen af hjemrejsekontrakten eller fra afgørelsestidspunktet. Udrejsefristen kan som altovervejende udgangspunkt maksimalt forlænges således, at den samlede udrejsefrist bliver på 120 dage.

Det bemærkes, at afgørelser om forlængelse af udrejsefrister, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, følger klageadgangen for den materielle afgørelse. Det betyder, at såfremt den materielle afgørelse ikke kan påklages, kan afgørelsen om forlængelse eller ej af udrejsefristen heller ikke påklages. Det foreslås, at denne ordning videreføres.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 66

Det følger af udlændingelovens § 46, at afgørelser efter udlændingelovens bestemmelser som udgangspunkt træffes af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 1, at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse. Udrejsefristen fastsættes således som udgangspunkt af den myndighed, der træffer afgørelse om, at den pågældende udlænding ikke har ret til at opholde sig i landet.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at såfremt en udvisning er sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7.

Efter det foreslåede til hjemrejselovens § 3, stk. 3, vil Hjemrejsestyrelsen skulle træffe afgørelse om, hvorvidt en udlænding medvirker til sin udrejse.

Efter det foreslåede til lovforslagets § 25, nr. 6, skal Hjemrejsestyrelsen endvidere træffe afgørelse om at meddele en udlænding, der ikke medvirker til udrejsen, et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, uanset at den pågældendes udrejsefrist endnu ikke er udløbet.

På den baggrund foreslås det at indsætte et nyt stk. 9 i udlændingelovens § 46, hvorefter en afgørelse om ændring af en allerede fastsat udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, til straks, træffes af Hjemrejsestyrelsen, når der er truffet afgørelse om, at en udlænding ikke medvirker til sin udrejse, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede til § 25, nr. 6, vedrørende meddelelse af indrejseforbud, hvis udlændingen ikke medvirker til sin udrejse.

Formålet med det foreslåede er at tillægge Hjemrejsestyrelsen kompetence til at ændre en allerede fastsat udrejsefrist til straks, hvis udlændingen ikke medvirker til udrejsen. Dette betyder, at der således kan træffes afgørelse om at meddele udlændingen et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 6.

Efter det foreslåede træffer Hjemrejsestyrelsen således afgørelse om at ændre en allerede fastsat udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, til straks, når der er truffet afgørelse om, at en udlænding ikke medvirker til sin udrejse, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Det foreslås desuden i udlændingelovens § 33, stk. 5, at ændre bestemmelsen, således at politiet udgår.

I den forbindelse foreslås det at indsætte et nyt stk. 10 i udlændingelovens § 46, hvorefter Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om, at fastsætte udrejsefristen til straks.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 6 og 8.

Til nr. 67

Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter loven kan påklages til Udlændingenævnet.

Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om meddelelse af indrejseforbud som følge af en administrativ udvisning, kan således påklages til Udlændingenævnet.

Med lovforslagets § 25, nr. 64, foreslås det, at Hjemrejsestyrelsen vil blive tillagt kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6 og stk. 9, hvorved Hjemrejsestyrelsen vil træffe afgørelse om henholdsvis meddelelse af et indrejseforbud som følge af, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, samt træffe afgørelse om at forkorte et allerede meddelt indrejseforbud som følge af udlændingens genoptagede medvirken til udrejsen.

På den baggrund foreslås det i § 46 a, stk. 1, indsat, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter udlændingeloven som udgangspunkt kan påklages til Udlændingenævnet.

Dette svarer også til, hvad der gælder efter den nugældende udlændingelovs § 46 a, stk. 1, om klageadgangen for afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration i 1. instans.

Formålet med forslaget er, at Udlændingenævnet vil blive tillagt kompetencen til at behandle klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelser meddelt i henhold til udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6 og stk. 9.

Som en følge af forslaget om, at Udlændingenævnet vil blive tillagt kompetence til at behandle en klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelser, vil en klage over en afgørelse om meddelelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, blive behandlet af Udlændingenævnet.

Efter forslaget vil en klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 9, hvorved varigheden af et allerede meddelt indrejseforbud kan forkortes som følge af udlændingens genoptagede medvirken til udrejsen, kunne blive behandlet af Udlændingenævnet.

En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelser, skal være indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 6, 8 og 64.

Til nr. 68

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 46 a, stk. 2, nr. 3, kan politiets afgørelser efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., påklages til Udlændingenævnet.

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., kan afgørelser efter bl.a. § 34, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 3, om bl.a. optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri), træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren.

Det fremgår derudover af § 48, stk. 1, 3. pkt., at afgørelser efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, og § 40 b, stk. 1, endvidere kan træffes af Udlændingestyrelsen.

De afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2.

Efter bestemmelsen i § 48, stk. 2, kan politidirektørens afgørelser efter § 34 påklages til Rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelser efter § 34 i 1. instans kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter § 34 af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Klagerne har ikke opsættende virkning.

Det foreslås i lovforslagets § 25, nr. 71, at det alene vil være politidirektøren, der kan træffe afgørelse efter bl.a. § 34, § 40 a, stk. 1, nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2. Se bemærkningerne til § 25, nr. 71.

Det foreslås, at klageadgangen for politidirektørens afgørelser efter § 34, § 40 a, stk. 1, nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2, overføres fra Rigspolitichefen til Udlændingenævnet, ligesom det foreslås, at politiets afgørelser efter den foreslåede delegationshjemmel i § 48, stk. 4, jf. lovforslagets § 25, nr. 71, kan påklages til Udlændingenævnet.

Baggrunden for forslaget er, at der som udgangspunkt er tale om opgaver, der ikke indeholder anvendelse af magt og tvang, og at udlændingeområdet som udgangspunkt nu hører til Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort efter ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 71.

Til nr. 69

Det fremgår af udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., at afgørelser efter bl.a. udlændingelovens § 33, stk. 5, kan træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren.

Det følger af udlændingelovens § 48, stk. 1, 7. pkt., at politiets afgørelser efter bl.a. § 33, stk. 5, ikke kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Som følge af ressortoverførslen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Hjemrejsestyrelsen siden den 1. august 2020 haft kompetencen til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 33, stk. 5.

Med forslaget i hjemrejselovens § 25, nr. 71, vil Hjemrejsestyrelsens kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 33, stk. 5, fremgå direkte af udlændingeloven.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 6, nr. 1-8, kan en række af udlændingemyndighedernes afgørelser ikke påklages. Det foreslås i § 25, nr. 66, at indsætte et nr. 9 i udlændingelovens § 46 a, stk. 6, således, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser om at fastsætte en udlændings udrejsefrist til straks i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 5, ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed.

Der vil således være tale om en videreførelse af gældende ret for så vidt angår muligheden for påklage.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 71.

Til nr. 70

Det følger af udlændingelovens § 46 b, at Udenrigsministeriet bistår politiet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Flygtningenævnet, Udlændingenævnet, domstolene og udlændinge- og integrationsministeren med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter denne lov.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 46 b ændres, således at Udenrigsministeriet også bistår Hjemrejsestyrelsen med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter udlændingeloven eller hjemrejseloven.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen som følge af den kongelige resolution, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende udrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang. Endvidere skal den foreslåede hjemrejselov understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således fremover ske efter den foreslåede hjemrejselov.

Der tilsigtes ikke yderligere indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 20.

Til nr. 71

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 48, stk. 1, kan afgørelser om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., træffes af vedkommende politidirektør. Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 5, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, §§ 37 g og 37 j, § 40, stk. 9 og 10, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2 og 3, kan træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren. Afgørelser efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, og § 40 b, stk. 1, og afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan træffes af Rigspolitichefen. De afgørelser, der er nævnt i 1. pkt., kan påklages til Udlændingenævnet, jf. § 46 a, stk. 2, nr. 3, og de afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2. Politiets afgørelser efter § 33, stk. 5, og § 43 a, stk. 2, kan ikke indbringes for udlændinge- og integrationsministeren. Klagen har ikke opsættende virkning.

Som følge af ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Udlændingestyrelsen siden den 1. august 2020 – foruden politiet – haft kompetence til at træffe afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse, ligesom Udlændingestyrelsen – foruden politiet – har haft kompetence til at træffe bestemmelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling. Endvidere har Hjemrejsestyrelsen – foruden politiet – siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser om foranstaltninger efter § 34 vedrørende udlændinge uden lovligt ophold for at sikre de pågældende udlændings tilstedeværelse eller medvirken med henblik på den efterfølgende iværksættelse af en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Såfremt politidirektøren i 1. instans har truffet afgørelse, har afgørelsen kunnet påklages til Rigspolitichefen. Hvis Rigspolitichefen i 1. instans har truffet afgørelse, har afgørelsen kunnet påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Hjemrejsestyrelsens og Udlændingestyrelsens afgørelser har kunnet påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Yderligere træffer Udlændingestyrelsen afgørelser om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri) af bl.a. udlændinge, der søger om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7. Afgørelserne kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Klagerne har ikke opsættende virkning.

Politiet har siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser efter § 34, stk. 1 og 2, for de udlændinge, der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Politiets afgørelser kan – afhængigt af om det er politidirektøren eller Rigspolitichefen, der har truffet afgørelse i 1. instans – påklages til enten Rigspolitichefen eller udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 48, stk. 1, 5. pkt., smh. med § 48, stk. 2.

Hjemrejsestyrelsen har endvidere siden den 1. august 2020 haft kompetencen til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 43, stk. 2, om afholdelse af udgifter forbundet med udrejsen samt § 43 a om ydelse af hjælp. Afgørelser om afholdelse af udgifter forbundet med udrejsen samt afgørelser om ydelse af hjælp kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, dog med undtagelse af afgørelser omfattet af § 43 a, stk. 2, der ikke kan påklages.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 3, kan politidirektørens afgørelser efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, påklages til Rigspolitichefen, jf. dog 5. pkt. Rigspolitichefens afgørelse efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, i 1. instans kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 5. pkt. Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter 1. pkt. af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Politidirektørernes eller Rigspolitichefens afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, kan dog kun påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter §§ 37, 37 c-37 e eller 37 k. Klagerne har ikke opsættende virkning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 48 nyaffattes, både som følge af ressortomlægningen og med henblik på at sikre, at afgørelserne træffes, hvor den rette faglige kompetence foreligger. Det foreslås endvidere at ensrette strukturen i forhold til den sædvanlige kompetence og klageadgang for politiets dispositioner uden for strafferetsplejen, jf. retsplejeloven.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør efter § 48, stk. 1, 1. pkt., kan træffe afgørelse efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., § 34, § 40 a, stk. 1. nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2, om bl.a. afvisning ved indrejsen, foranstaltninger for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelser om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling, herunder meldepligt, og optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri), der bl.a. ikke angår den indledende registrering af udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl).

Forslaget indebærer, at vedkommende politidirektør fortsat skal have kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., om afvisning ved indrejsen. Det betyder, at politiet, når politiet antræffer en udlænding ved den danske grænse, vil have mulighed for på stedet at træffe afgørelse om afvisning, således at den pågældende nægtes indrejse i Danmark.

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted. Det betyder f.eks., at en afgørelse om afvisning af en udlænding ved indrejsen skal træffes af politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen er antruffet på grænsen, f.eks. en lufthavn eller en land- eller søgrænse.

Forslaget til § 48, stk. 1, 1. pkt., indebærer endvidere, at vedkommende politidirektør kan træffe afgørelser efter udlændingelovens § 34, § 40 a, stk. 1, nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2, om bl.a. foranstaltninger for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelser om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse, optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri), der bl.a. ikke angår den indledende registrering af udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl).

Der vil være tale om en videreførelse af gældende ret i de tilfælde, hvor politiet efter ressortoverførslen fortsat skal optage fingeraftryk og personfotografi (biometri).

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde en klagevejledning, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68, om ændring af klageadgangen til Udlændingenævnet. Klagen vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Det foreslås endvidere, at vedkommende politidirektør efter § 48, stk. 1, 2. pkt., kan træffe afgørelse efter udlændingelovens § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, og §§ 37 g og 37 j om frihedsberøvelse, herunder isolation, besøgs- eller brevkontrol.

Forslaget indebærer, at politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen antræffes i forbindelse med politiforretningen, tillægges kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende de ovennævnte bestemmelser i udlændingeloven om frihedsberøvelse, isolation, besøgs- eller brevkontrol. Baggrunden herfor er, at afgørelserne har tæt tilknytning til de operative opgaver, politiet i dag udfører, hvorfor det er naturligt, at politidirektørerne træffer afgørelse frem for Rigspolitichefen.

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted. Det betyder f.eks., at en afgørelse om frihedsberøvelse af en udlænding efter udlændingelovens § 36 skal træffes af politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen antræffes.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning. Klagen vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Det foreslås, at der i § 48, stk. 2, indsættes en mulighed for at påklage politidirektørens afgørelser efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, til Rigspolitichefen.

Politidirektørerne behandler i dag sager om foranstaltninger efter de nævnte bestemmelser, men der er i dag også mulighed for, at Rigspolitichefen kan træffe afgørelse med klageadgang til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer, at kompetencen til at behandle klager over politidirektørernes afgørelser efter de nævnte bestemmelser tillægges Rigspolitichefen.

Rigspolitiet er overordnet myndighed for politikredsene og besidder ligesom politidirektørerne en betydelig sagkundskab i forhold til at kunne træffe afgørelse efter de nævnte bestemmelser om bl.a. frihedsberøvelse, herunder isolation, besøgs- eller brevkontrol. Hertil kommer, at de nævnte bestemmelser vedrører afgørelser, der i høj grad beror på en politifaglig vurdering, hvor politikredsene og Rigspolitiet besidder en betydelig sagkundskab. Endelig ses denne struktur også at følge den sædvanlige klageadgang for politiets dispositioner uden for strafferetsplejen, jf. retsplejeloven.

Forslaget medfører, at Rigspolitichefen ikke længere som 1. instans vil kunne træffe afgørelse efter bestemmelserne, og at der ikke længere vil være klageadgang til udlændinge- og integrationsministeren. Nyaffattelsen ændrer ikke på adgangen til en to-instans prøvelse af afgørelser truffet efter de nævnte bestemmelser.

En klage over politiets afgørelse efter de nævnte bestemmelser vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Rigspolitichefen afgørelse i klagesagen skal være skriftlig.

Der er med nyaffattelsen ikke tilsigtet en ændring af reglerne om domstolsprøvelse af politiets afgørelser.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 2, 2. pkt., vil politidirektørens afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, kun kunne påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter § 37, §§ 37 c-37 e eller § 37 k.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse kan påklages administrativt, vil således som hidtil bero på, om politiets afgørelse kan indbringes for domstolene.

Det foreslås i § 48, stk. 3, at vedkommende politidirektør kan træffe afgørelser efter udlændingelovens § 40, stk. 9 og 10. Afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen. De afgørelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt., kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeren.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Udlændingestyrelsen f.eks. i forbindelse med en samtale med en asylansøger kan tage den pågældendes pas eller flybilletter i forvaring, hvis det skønnes nødvendigt, herunder hvis det må frygtes, at den pågældende har til hensigt at bortskaffe genstandene eller dokumenterne. Der henvises til Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 130 som fremsat, side 97.

Forslaget indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse om at optage sager til forhør i retten og at tage genstande til brug for sagen i bevaring i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 9 og 10, tilfalder vedkommende politidirektør.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Politidirektørens afgørelser herom kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Idet optag til forhør efter § 40, stk. 9, skal ske ved retten efter retsplejelovens § 1018, og retsplejelovens kapitel 72, 73 og 74 om legemsindgreb, ransagning og beslaglæggelse finder anvendelse i forbindelse med anvendelsen af udlændingeloven § 40, stk. 10, sker der dog allerede en legalitetsprøvelse heraf ved domstolene. Forslaget ændrer ikke herved.

Før ændringen af § 48 tilfaldt kompetencen til at træffe afgørelser efter § 40, stk. 9 og 10, ligeledes vedkommende politidirektør med klageadgang til udlændinge- og integrationsministeren. Der er med nyaffattelsen ikke tilsigtet en ændring af dette.

Forslaget medfører ligeledes, at afgørelser om, at tage dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan træffes af Udlændingestyrelsen.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Udlændingestyrelsens afgørelser herom kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren i medfør af 3. pkt.

Det foreslås i § 48, stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren efter forhandling med justitsministeren kan delegere kompetencen til at træffe afgørelse i første instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri) af udlændinge, som ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1, til vedkommende politidirektør.

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted.

Delegationshjemlen vil omfatte den såkaldte indledende asylregistrering, hvor der efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1, skal optages fingeraftryk og personfotografi (biometri) af asylansøgere. Det forudsættes, at delegationshjemlen anvendes til, at politiet som hidtil i hele landet kan træffe afgørelser i første instans om optagelse af biometri i den indledende asylregistrering. Denne opgavefordeling mellem udlændingemyndighederne og politiet vil kunne blive ændret efterfølgende, f.eks. i en situation hvor Danmark måtte opleve en væsentlig forøgelse af antallet af indrejsende migranter, herunder udlændinge der ansøger om asyl.

Forslaget ændrer ikke ved de materielle regler om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri). Politiet vil efter delegation af afgørelseskompetencen skulle behandle sagerne, som politiet hidtil har gjort, og der er således ikke tilsigtet nogen ændring af politiets praksis. Dette indebærer, at når politiet rundt omkring i landet, herunder på grænsen til Tyskland og i lufthavne, antræffer en udlænding, der tilkendegiver, at den pågældende har til hensigt at ansøge om international beskyttelse (asyl), vil politiet som hidtil foranstalte, at den pågældende ledsages til en af politiets lokationer, hvor politiet bl.a. optager fingeraftryk og personfotografi (biometri). Politiets afgørelser herom kan påklages til Udlændingenævnet i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68.

Som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, er det udlændingemyndighederne under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der efter ressortoverdragelsen har det retlige ansvar for, at der foretages en fuld asylregistrering af asylansøgere, der opholder sig i Danmark, uanset om politiet efter den foreslåede delegationshjemmel får afgørelseskompetence til at træffe afgørelse i første instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri) af asylansøgere i den indledende asylregistrering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 og 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 9 og 68.

Til nr. 72

Det fremgår af udlændingelovens § 52 c, stk. 3, at Udlændingenævnet kan indhente en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller politiet i anledning af en klagesag.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 52 c, stk. 3, således, at Udlændingenævnet i anledning af en klagesag også vil kunne indhente en udtalelse fra Hjemrejsestyrelsen.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer, at Udlændingenævnet i anledning af en klagesag vil kunne indhente en udtalelse fra Hjemrejsestyrelsen.

Udlændingenævnets sekretariat vil i forbindelse med forberedelsen af sagen vurdere, om en udtalelse skal indhentes.

Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 73

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., at afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) til en udlænding, der opholder sig her i landet, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 32 b eller § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet.

Det foreslås, at der efter § 53 a, stk. 2, 3. pkt., indsættes et nyt punktum, hvorefter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) til en udlænding, der opholder sig her i landet, først anses for påklaget til Flygtningenævnet efter 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, medmindre udlændingen forinden frafalder sin klage.

Formålet med forslaget er, at asylansøgere, der efter en grundig førsteinstansprøvelse i Udlændingestyrelsen er blevet meddelt afslag på asyl, aktivt skal tage stilling til afslaget og deres muligheder, herunder muligheden for frivilligt at udrejse af landet.

Den foreslåede ændring indebærer, at der indføres en periode på 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 7, hvor sagen ikke er påklaget til Flygtningenævnet. Asylansøgeren vil i denne periode skulle modtage målrettet vejledning fra Hjemrejsestyrelsen. Hjemrejsestyrelsen vil bl.a. skulle vejlede asylansøgeren om andelen af stadfæstede afslag i Flygtningenævnet for den pågældendes nationalitet samt om mulighederne for at frivilligt at udrejse af landet med hjemrejsestøtte.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, stk. 5, hvorefter det foreslås, at der kan gives et supplerende kontantbeløb i tillæg til hjemrejsestøtten ved frafald af en klage til Flygtningenævnet.

Ordningen vil omfatte Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på asyl, som behandles i normalprocedure. Ordningen vil endvidere omfatte Udlændingestyrelsens afgørelser i første instans, der er behandlet efter proceduren i udlændingelovens § 49 a, der omhandler, hvorvidt en udlænding, der har haft en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist ved dom, kan udsendes, jf. § 31 (forbuddet mod refoulement).

Ordningen vil ikke omfatte afgørelser, der er forsøgt behandlet efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1 (åbenbart-grundløs proceduren), afgørelser omfattet af § 53 b, stk. 3, 2. pkt., hvorefter Flygtningenævnet har bestemt, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet, eller afgørelser omfattet af den ulovbestemte adgang for Flygtningenævnet til at efterprøve Udlændingestyrelsens afgørelser i konkrete sager, der er behandlet i åbenbart-grundløs proceduren. Ordningen vil desuden ikke omfatte Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.

I det tilfælde, hvor asylansøgeren vælger at frafalde sin klage til Flygtningenævnet, vil Udlændingestyrelsen som noget nyt skulle fastætte en udrejsefrist. Der henvises til lovforslagets § 25, nr. 10. Den videre sagsbehandling med henblik på udsendelse vil skulle overgå til Hjemrejsestyrelsen, som herefter vil igangsætte udrejseforberedelserne. Udlændingen vil herefter have pligt til at medvirke til udrejseforberedelserne som forudsætning for tildeling af hjemrejsestøtte.

Asylansøgeren vil tydeligt skulle tilkendegive, at pågældende ønsker at frafalde sin klage. Udebliver asylansøgeren f.eks. fra samtalen med Hjemrejsestyrelsen, vil det skulle betragtes som udtryk for, at asylansøgeren ønsker at fastholde sin klage.

Beslutter asylansøgeren sig for at fastholde sin klage til Flygtningenævnet, vil sagen skulle betragtes som påklaget til Flygtningenævnet. Udlændingestyrelsen vil derfor, efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen, skulle foranstalte, at sagen oversendes til Flygtningenævnet efter 14 dage fra afgørelsestidspunktet.

Det vil ikke være muligt for asylansøgeren at frasige sig, at klagen først anses for påklaget til Flygtningenævnet efter 14 dage fra Udlændingestyrelsens afslag. Dette gælder uanset, at asylansøgeren på et tidligere tidspunkt tilkendegiver, at pågældende ikke ønsker at frafalde sin klage.

Asylansøgeren vil efter den foreslåede ordning frem til udrejsen kunne fortryde sit frafald af klagen. Det betyder, at sagen vil skulle betragtes som påklaget til Flygtningenævnet. Udlændingestyrelsen vil derfor efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen skulle foranstalte, at sagen oversendes til Flygtningenævnet. Det har ikke betydning for asylansøgerens mulighed for udbetaling af et supplerende kontantbeløb, hvis ansøgeren frafalder sin klage inden for den foreslåede 14 dages periode, at den pågældende asylansøger tidligere i denne periode måtte have tilkendegivet over for udlændingemyndighederne, at den pågældende ikke ønsker at gøre brug af denne mulighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 60.

Til nr. 74

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., at bestemmelsens 4. pkt. ikke finder anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., der bliver til 6. pkt., således at henvisningen til bestemmelsens 4. pkt. ændres til 5. pkt.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 60 og 73.

Til nr. 75

Det fremgår af udlændingelovens § 58 f, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande eller EU-lande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

Det foreslås, at udlændingelovens § 58 f ændres således at ”eller Hjemrejsestyrelsens” tilføjes efter ”politiets”.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren også vil kunne fastsætte nærmere regler om Hjemrejsestyrelsens betaling for udgifter, som andre Schengenlande eller EU-lande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

Ændringen medfører ikke i øvrigt ændringer af bestemmelsens indhold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 76

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 6 år eller hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 25. Indberetningen sker endvidere, hvis udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller 2, hvis udlændingens opholdstilladelse er inddraget i medfør af § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, hvis udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, hvis udlændingen har fået frataget sin danske indfødsret i medfør af § 8 B, stk. 3, i lov om dansk indfødsret eller udlændingen har fået udstedt visum efter § 4 eller § 4 a og er udvist af landet i medfør af § 25 b efter at have fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Endelig foretages indberetningen, hvis udlændingen er udvist af landet efter §§ 25 a eller 25 b og meddelt indrejseforbud, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, eller udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at udlændingelovens § 58 g, stk. 1, ændres således, at ”Rigspolitichefen” erstattes med ”Udlændingemyndighederne”.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Ressortoverdragelsen indebærer bl.a., at udlændingemyndighederne fremover er ansvarlige for indberetning af udlændinge, der ikke er statsborgere i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønskede i SIS II, herunder at indberetninger i SIS II opdateres.

Rigspolitichefen, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have kompetencen til at indberette udlændinge som uønskede i SIS. Rigspolitichefen vil fortsat i en overgangsperiode bistå udlændingemyndighederne med at foretage indberetninger indtil udlændingemyndighedernes IT-løsninger er etableret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25, nr. 80.

Til nr. 77

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 9, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 9, således, at »§ 29 c, stk. 1, eller« ændres til: »§ 29 c, stk. 1,« Det betyder således, at »eller« udgår af bestemmelsen. Der er med ændringen ikke tilsigtet materielle ændringer.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 79, hvorefter der foreslås indsat et nyt nr. 11 i udlændingelovens § 58 g, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 79.

Til nr. 78

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 10, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 10, således at »§ 32, stk. 1, nr. 2« ændres til: »§ 32, stk. 1, nr. 2, eller«. Det betyder, at »eller« indsættes i bestemmelsen. Der er med ændringen ikke tilsigtet materielle ændringer.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 79, hvorefter der foreslås indsat et nyt nr. 11 i udlændingelovens § 58 g, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 79.

Til nr. 79

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 6 år eller hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 25. Indberetningen sker endvidere, hvis udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller 2, hvis udlændingens opholdstilladelse er inddraget i medfør af § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, hvis udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, hvis udlændingen har fået frataget sin danske indfødsret i medfør af § 8 B, stk. 3, i lov om dansk indfødsret eller udlændingen har fået udstedt visum efter § 4 eller § 4 a og er udvist af landet i medfør af § 25 b efter at have fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Endelig foretages indberetningen, hvis udlændingen er udvist af landet efter §§ 25 a eller 25 b og meddelt indrejseforbud, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, eller udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 11, hvorefter udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS II, hvis udlændingen er meddelt indrejseforbud efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 25, nr. 6, hvorefter der meddeles indrejseforbud til en udlænding, hvis der er truffet afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget til § 25, nr. 76, hvorefter udlændingemyndighederne fremover skal indberette en udlænding som uønsket i SIS II, og ikke Rigspolitichefen, som tilfældet er i dag.

Den foreslåede bestemmelse sikrer opfyldelse af udsendelsesdirektivets forudsætning om, at indrejseforbud til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal forbyde indrejse og ophold i alle medlemsstater. For at sikre implementering og håndhævelse af denne forudsætning er det nødvendigt, at medlemsstaterne hurtigt får adgang til oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud. Det sker ved medlemsstaternes indberetning til Schengeninformationssystemet (SIS) af tredjelandsstatsborgere, der har fået et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets regler. Det er derfor nødvendigt for en korrekt gennemførelse af direktivet, at udlændinge, der meddeles et indrejseforbud, indberettes som uønskede til SIS II.

Med den foreslåede bestemmelse indberetter udlændingemyndighederne en tredjelandsstatsborger der meddeles et indrejseforbud som følge af, at udlændingen vurderes ikke at medvirke til udrejsen, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 2, som uønsket til SIS II.

En indberetning af de pågældende udlændinge som uønskede i SIS II medfører, at de pågældende ikke på ny kan indrejse og opholde sig i Schengenlandene, medmindre humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser gør dette nødvendigt, jf. herved Schengengrænsekodeksens artikel 6.

En udlænding, der indberettes som uønsket i SIS II, vil derudover kunne udelukkes fra opholdstilladelse, afvises ved forsøg på indrejse og meddeles afslag på visum eller få inddraget et visum efter allerede gældende regler i udlændingeloven, visumbekendtgørelsen og udlændingebekendtgørelsen.

I det tilfælde, hvor en udlænding har en opholdstilladelse i et andet Schengenland, skal der foretages en konsultation af myndighederne i det land, hvor den pågældende har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 58 h.

Hvis udlændingen bevarer sin opholdstilladelse i et andet Schengenland, vil der ikke kunne ske indberetning i SIS II, da det ikke er muligt både at have en opholdstilladelse i et Schengenland og være indberettet som uønsket i SIS II. Den pågældende udlænding vil i sådanne tilfælde kunne meddeles et indrejseforbud, der alene vil gælde for Danmark.

Hvis udlændingen får ophævet et indrejseforbud i medfør af det foreslåede til udlændingelovens § 32, stk. 7, 4. pkt. hvorefter et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, kan ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, sletter udlændingemyndighederne indberetningen af udlændingen som uønsket i SIS II.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25, nr. 6 og 8.

Til nr. 80

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 2, at Rigspolitichefen kan indberette en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS II, hvis udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Det foreslås, at udlændingelovens § 58 g, stk. 2, ændres således, at ”Rigspolitichefen” erstattes med ”Udlændingemyndighederne”.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Ressortoverdragelsen indebærer bl.a., at udlændingemyndighederne fremover er ansvarlige for indberetning af udlændinge, der ikke er statsborgere i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønskede i SIS II, herunder hvis udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Rigspolitichefen, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have kompetencen til at indberette udlændinge som uønskede i SIS. Rigspolitichefen vil fortsat i en overgangsperiode bistå udlændingemyndighederne med at foretage indberetninger indtil udlændingemyndighedernes IT-løsninger er etableret.

Ændringerne i ressortfordelingen indebærer ikke materielle ændringer i adgangen til at indberette udlændinge som uønskede i SIS efter § 58 g, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25, nr. 76.

Til nr. 81

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 1-3 og 7, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 2., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og stk. 3 og 5, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 4. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.

Det foreslås, at udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres, således at henvisningen til § 34, stk. 1-3 og 7 ændres til kun at omfatte § 34, stk. 1 og 2, idet § 34, stk. 3-7 ophæves, jf. den foreslåede § 25, nr. 14, ligesom det foreslås, at henvisningen til opholdspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., og henvisningen til voldelig eller truende adfærd på et indkvarteringssted efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., skal udgå.

Det foreslås endvidere, at strafniveauet i § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres fra 1 år til 4 måneder.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover bør fremgå af hjemrejseloven.

Der er således tale om konsekvensrettelser for så vidt angår henvisningerne til § 34 og § 42 a, stk. 8, 2. og 4. pkt., som følge af overførslen af bestemmelser til hjemrejseloven om blandt andet kontrolforpligtelser og straf.

Der foreslås alene en præcisering af gældende ret i forhold til strafferammen på 1 år. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at senere ændringer af udlændingeloven ikke på en retvisende måde afspejler lovgivers hensigt om en strafferamme på 4 måneder for overtrædelser begået af andre udlændinge uden lovligt ophold end udlændinge på tålt ophold, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 1933, efter at stk. 2 blev indsat i udlændingelovens § 60, hvorefter udlændinge på tålt ophold blev omfattet af denne bestemmelse i stedet for § 60, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 51 som fremsat. Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at anklagemyndigheden har været opmærksom på den af lovgiver tilsigtede strafferamme, jf. Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt pkt. 5.3. Retstilstanden vil således være den samme som hidtil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 23.

Til nr. 82

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 1, 2. pkt., at overtrædelse af § 40, stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Det foreslås, at udlændingelovens § 60, stk. 1, 2. pkt., ophæves. 3. pkt. bliver herefter 2. pkt.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Bestemmelsen ophæves som følge af at det foreslås at overføre bestemmelsen om pligten til at medvirke til sin udrejse fra udlændingeloven til hjemrejseloven, jf. de foreslåede § 3 og § 25, nr. 27, hvorfor straffebestemmelsen også bør overføres til hjemrejseloven, jf. den foreslåede § 23, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 23.

Til nr. 83

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 2, at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4-6, og § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., og stk. 10, givne pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder

Det foreslås, at udlændingelovens § 60, stk. 2, ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 3 og 4, herefter stk. 2 og 3.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Bestemmelsen ophæves således, da bestemmelserne om kontrolforpligtelser og dertilhørende straffebestemmelser overføres fra udlændingeloven til hjemrejseloven, jf. de foreslåede § 25, nr. 14 og 35 og § 23, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 og 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 23.

Til nr. 84

Det fremgår af udlændingelovens § 62 a, at kriminalforsorgsområdet efter indstilling fra Hjemrejsestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er idømt fængselsstraf for overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4-6, eller § 42 a, stk. 8, 1 eller 3. pkt., eller stk. 10, dvs. opholds-, underretnings- eller meldepligten, skal løslades med henblik på at blive udsendt, uanset at straffen ikke er helt fuldbyrdet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 62 a ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af repatrieringslovens § 3, stk. 5, at er en udlændings opholdstilladelse nægtet forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, anses den pågældende for at være omfattet af loven indtil udløbet af den udrejsefrist, der er fastsat i forbindelse med afgørelsen om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelsen.

Det foreslås, at bestemmelsen i repatrieringslovens § 3, stk. 5, ophæves. Bestemmelsens stk. 6 og 7 vil herefter blive stk. 5 og 6.

Baggrunden for forslaget er, at den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udrejse for udlændinge uden lovligt ophold fremover vil skulle fremgå af hjemrejseloven, og at gældende ordninger om bl.a. hjælp til repatriering for udlændinge, hvis opholdstilladelse er inddraget eller nægtet forlænget fordi grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder på baggrund af ændrede forhold i hjemlandet, vil blive reguleret i en samlet bestemmelse om hjemrejsestøtte.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne til § 7.

Til nr. 2

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af lovens § 3, stk. 1 eller 7.

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 10, at en udlænding omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, der repatrierer til et land, hvorfor udlændinge, der indgiver ansøgning om asyl i Danmark på baggrund af en konkret asylretlig vurdering meddeles midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, omfattes af loven, når udlændingen har haft opholdstilladelse i Danmark i mindst 1 år.

Det fremgår af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en løbende månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis personen ikke har midler, som kan dække behovet for reintegrationsbistand, ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl, har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det fremgår af repatrieringslovens § 10, stk. 3, 1, pkt., at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en supplerende løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, og som er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002.

Det foreslås at repatrieringslovens § 7, stk. 1, pkt. og stk. 10, og § 10, stk. 1 og stk. 3, 1.pkt., konsekvensrettes, således at henvisningen til »§ 3, stk. 1 eller 7« ændres til: »§ 3 stk. 1 eller 6«

Baggrunden for forslaget er, at det i den foreslåede § 30, nr. 1, foreslås at ophæve repatrieringslovens § 3, stk. 5, hvorefter bestemmelsens stk. 6 og 7 vil blive stk. 5 og 6.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne til § 7.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 143, at med fængsel indtil 4 år straffes den, som under særligt skærpende omstændigheder overtræder et pålæg nævnt i udlændingelovens § 60, stk. 2. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig et betydeligt antal overtrædelser over en længere periode.

Det foreslås, at straffelovens § 143, 1. pkt., ændres, således at henvisningen til udlændingelovens § 60, stk. 2, erstattes med henvisning til den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 23, stk. 2.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser om kontrol og motivationsfremmende foranstaltninger, som svarer til de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 34, om bl.a. meldepligt og § 42 a, om bl.a. opholds- og underretningspligt. Det foreslås således også, at bestemmelsen om straf i udlændingelovens § 60 overføres til hjemrejseloven for så vidt angår overtrædelse af de bestemmelser, som ligeledes overføres til hjemrejseloven, jf. den foreslåede § 23. Henvisningen til udlændingelovens 60, stk. 2, i straffelovens § 143, 1. pkt., bør således ændres til en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Der er med forslaget ikke tilsigtet ændring af retstilstanden.

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i udlændingelovens § 62 a kan kriminalforsorgsområdet efter indstilling fra Hjemrejsestyrelsen bestemme, at en udlænding, der er idømt fængselsstraf for overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4-6, eller § 42 a, stk. 8, 1. eller 3. pkt., eller stk. 10, dvs. opholds-, melde- eller underretningspligten, skal løslades med henblik på straksudsendelse, uanset at straffen ikke er helt afsonet.

Det afgørende for kriminalforsorgens beslutning er alene, om der reelt er udsigt til, at en udsendelse kan gennemføres, og kriminalforsorgsområdet foretager således ikke en nærmere prøvelse eller vurdering af indstillingen.

Der kan ikke i dag ske løsladelse eller afbrydelse af fuldbyrdelse af fængselsstraf for andre lovovertrædelser med henblik på udsendelse.

Med den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 75 a indføres der regler om afbrydelse af fuldbyrdelse af fængselsstraf af en varighed på op til 4 måneder samt regler om afbrydelse af fuldbyrdelse af fængselsstraffe for overtrædelse af opholds-, melde- og underretningspligten, uanset længden af denne straf.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, indebærer, at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, som er idømt fængselsstraf i op til 4 måneder eller idømt fængselsstraf for overtrædelse af hjemrejselovens §§ 12 eller 13, og som i den forbindelse er udvist af landet, skal udsendes straks.

Fuldbyrdelse af fængselsstraffen omfatter i denne sammenhæng både tilfælde, hvor straffen er iværksat efter de almindelige regler i straffuldbyrdelseslovens § 8, og tilfælde, hvor udlændingen (efter domsfældelsen) er frihedsberøvet, men hvor der endnu ikke er givet meddelelse til den pågældende om, at fuldbyrdelsen af den idømte fængselsstraf iværksættes. Formålet hermed er at sikre at udsendelse kan ske uden ophold, når grundlaget herfor bringes til stede. Dermed vil det hverken blive en retlig hindring for straksudsendelse eller en praktisk forsinkelse af effektueringen af udsendelsen, hvis en udlænding, der f.eks. har siddet varetægtsfængslet både før og efter domsafsigelsen, endnu ikke har modtaget meddelelse om, at selve afsoningen af dommen er sat i gang. Tilsvarende gælder det i øvrigt for straffuldbyrdelsen for dømte, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, at beregningen af straffetiden anses for påbegyndt den dag, dommen blev afsagt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 14, stk. 2.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse lagt op til en generel fravigelse af det almindelige krav i straffuldbyrdelseslovens § 8 om, at en dømt skal gives meddelelse om, at fuldbyrdelsen iværksættes. Dette formelle krav om, at der skal gives meddelelse om iværksættelsen af straffen til den dømte udlænding, vil blot ikke i straksudsendelsesmæssig sammenhæng være en hindring for, at udlændingen straks efter domsfældelsen vil kunne udsendes, hvis der er mulighed herfor.

Strafafbrydelsen er således en konsekvens af Hjemrejsestyrelsens beslutning om, at udlændingen kan udsendes, uanset at der udestår afsoning af straffen. Det er en forudsætning for beslutningen, at der er opstået mulighed for at gennemføre en udsendelse af udlændingen. Det er en forudsætning for strafafbrydelsen, at udsendelsen rent faktisk gennemføres. Strafafbrydelsen træder således i kraft på det tidspunkt, hvor udsendelsen er gennemført. Hvis udsendelsen ikke kan gennemføres, er strafafbrydelsen ikke gennemført.

Ordningen omfatter udlændinge, der afsoner fængselsstraf for overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningspligten, uanset længden af straffen, eller en fængselsstraf på op til 4 måneder, dog jf. bestemmelsens stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, skal Hjemrejsestyrelsen, inden det bestemmes, at en udlænding skal udsendes, vurdere, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler for, at udlændingen ikke bør udsendes efter stk. 1.

Hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder vejer i visse tilfælde tungere end hensynet til en hurtig udsendelse. Bestemmelsen skal sikre, at en udlænding ikke udsendes kort efter domfældelse i sager, hvor hensynet til retshåndhævelsen er særligt tungvejende, eller hvor andre særlige omstændigheder gør, at udlændingen ikke bør udsendes straks, dvs. før straffen er afsonet fuldt ud.

Hensynet til retshåndhævelsen indebærer, at en udlænding, der er dømt for kvalificeret vold, seksualforbrydelser, forbrydelser som led i organiseret kriminalitet eller bandekriminalitet eller andre forbrydelser, hvor der er særligt tungtvejende hensyn til ofrene og deres pårørende, ikke skal kunne straksudsendes efter de foreslåede regler. Andre særlige omstændigheder kan navnlig være f.eks. forhold af politimæssig eller retsforfølgningsmæssig karakter, herunder som i dag hvis der verserer en straffesag mod pågældende, eller hvis pågældende skal vidne i verserende straffesag, eller hvis der er særlige forhold om den pågældende udlænding, der bør tages i betragtning som f.eks. sikkerhedsmæssige hensyn, herunder hvis den dømte (udlændingen) af politiet skønnes at have tilknytning til en bandegruppering, eller forhold som led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme, og medfører ligeledes, at udlændingen ikke skal udsendes.

Det er Hjemrejsestyrelsen, der efter relevant inddragelse af f.eks. politiet og anklagemyndigheden vil skulle foretage vurderingen af, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler for, at den dømte ikke bør udsendes. Hvis udlændingen er idømt en fængselsstraf for kvalificeret vold, seksualforbrydelser, forbrydelser som led i organiseret kriminalitet eller bandekriminalitet, bør den pågældende som udgangspunkt ikke udsendes straks. Hjemrejsestyrelsen skal i tilfælde, hvor det overvejes at udsende en udlænding, der er dømt for en af de førnævnte kriminalitetstyper og i de øvrige tilfælde, foretage en vurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler for, at udlændingen ikke bør udsendes, før der kan ske prøveløsladelse efter de almindelige regler, eller straffen er afsonet fuldt ud, herunder med bistand fra de relevante myndigheder som f.eks. politiet og anklagemyndigheden.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, vil de nærmere regler om straksudsendelse efter stk. 1 og 2 samt om genoptagelse eller iværksættelse af strafafsoning efter § 77, stk. 2, jf. lovforslagets § 28, nr. 2, blive fastsat administrativt.

Der er således tale om en bemyndigelse til justitsministeren til efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren at fastsætte nærmere regler herom. Bemyndigelsen forudsættes udnyttet således, at der fastsættes nærmere regler for, hvordan Hjemrejsestyrelsen efter stk. 1 beslutter, at en udlænding skal udsendes, herunder hvordan der skal ske orientering af kriminalforsorgen, hvilke kriterier der skal anvendes ved vurderingen af, om der efter stk. 2 er hensyn, der gør, at udlændingen ikke bør udsendes, hvordan og i hvilke situationer andre myndigheder, f.eks. politiet, skal bistå Hjemrejsestyrelsen, og hvordan myndighederne skal håndtere tilfælde, hvor en udlænding efter straffuldbyrdelseslovens § 77, stk. 2, på ny uden lovligt grundlag opholder sig her i landet efter gennemførelse af udsendelsen, herunder hvordan udlændingen skal overdrages til kriminalforsorgen, således at straffuldbyrdelsen kan genoptages. Bemyndigelsen skal således bruges til at fastsætte regler for det samarbejde, der skal være mellem de relevante myndigheder.

Der henvises i øvrigt til 3.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 77 genoptages fuldbyrdelsen af en fængselsstraf, når den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den pågældende.

For at tage højde for den nye ordning, jf. den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 75 a, foreslås det, at der i § 77 indsættes et nyt stk. 2, hvoraf det følger, at straffuldbyrdelsen genoptages, hvis en udlænding, der har fået afbrudt fuldbyrdelsen af sin fængselsstraf i medfør af § 75 a, stk. 1, på ny opholder sig her i landet uden at have et lovligt opholdsgrundlag inden for 5 år efter gennemførelse af udsendelse, eller hvis udsendelsen ikke kan gennemføres.

Bestemmelsen vil således udvide anvendelsesområdet for § 77, så det tydeligt fremgår, at den også omfatter den situation, hvor en udlændings fuldbyrdelse af fængselsstraf er blevet afbrudt, idet pågældende er blevet udsendt efter den foreslåede § 75 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 1, nr. 10 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at der ændres i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., således at der henvises til § 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt.

Det fremgår af § 1, nr. 11 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at der ændres i udlændingelovens § 36, stk. 6, således at der henvises til § 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt.

Det fremgår af § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er omfattet af 2. pkt., og som straffes med betinget eller ubetinget fængselsstraf, anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, eller bøde for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben m.v. eller lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf for et forhold, der er begået på eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge.

Udlændinge- og Integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 10, 11 og 14, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Bestemmelsen er endnu ikke trådt i kraft.

Det foreslås at § 1, nr. 10, 11 og 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet skal fremgå af hjemrejseloven.

Det foreslås i § 13, stk. 6, at indsætte en bestemmelse svarende til bestemmelsen i § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, og derfor bør bestemmelsen i § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, ophæves, ligesom § 1, nr. 10 og 11 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 bør ophæves, idet disse bestemmelser vedrører henvisninger til den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 13.

Til nr. 2

Det fremgår af § 1, nr. 24 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4-6, og § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., og stk. 10, givne pålæg straffes med fængsel indtil 2 år

Det fremgår af § 14, stk. 4 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at lovens § 1, nr. 24 træder i kraft den 1. juni 2021.

Det foreslås, at § 1, nr. 24, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at det foreslås at overføre bestemmelserne om kontrolforpligtelser (opholds-, underretnings- og meldepligt) for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime til hjemrejseloven, og ligeledes at overføre de straffebestemmelser, der knytter sig til kontrolforpligtelserne, jf. den foreslåede § 23, stk. 2. Hjemrejseloven foreslås at træde i kraft den 1. juni 2021, jf. den foreslåede § 24, stk. 1, hvor § 1, nr. 24, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 skulle være trådt i kraft.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 23.

Til nr. 3

Det fremgår af § 14, stk. 4 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at lovens § 1, nr. 24, træder i kraft den 1. juni 2021.

Det fremgår endvidere af § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at Udlændinge- og Integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 10, 11, 14 og 21.

Det foreslås, at § 14, stk. 4 og stk. 6, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet skal fremgå af hjemrejseloven. Forslaget skal læses i sammenhæng med § 29, nr. 1 og 2, hvor bestemmelser om straf for overtrædelse af kontrolforpligtelser i lov nr. 147 af 27. februar 2019 ophæves, idet bestemmelserne foreslås overført til hjemrejseloven, jf. den foreslåede § 23, i stedet for udlændingeloven og i sammenhæng med § 24, stk. 1 og 2, om lovforslagets ikrafttrædelse og om udlændinge- og integrationsministerens muligheder for at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for visse af de foreslåede bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 13 og § 23.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 1, nr. 84 i lov nr. 821 af 9. juni 2020, at der i udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres henvisningen til udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 5. pkt.

Det fremgår af § 11, stk. 3, i lov nr. 821 af 9. juni 2020, at Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 84.

Det foreslås, at § 1, nr. 84 i lov nr. 821 af 9. juni 2020, ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet skal fremgå af hjemrejseloven. Det foreslås i § 13, stk. 6, at indsætte en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 42 a, stk. 8. 5. pkt., der endnu ikke er sat i kraft i medfør af § 11, stk. 3, i lov nr. 821 af 9. juni 2020, og at lade udlændinge- og integrationsministeren bestemme tidspunktet for ikraftsættelse af den foreslåede § 13, stk. 6, jf. den foreslåede § 24, stk. 2.

Forslaget skal læses i sammenhæng med forslaget i § 29 og § 30, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 13.

Til nr. 2

Det fremgår af § 11, stk. 3, i lov nr. 821 af 9. juni 2020, at Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 84.

Det foreslås, at § 11, stk. 3 i lov nr. 821 af 9. juni 2020, ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet skal fremgå af hjemrejseloven. Det foreslås i § 13, stk. 6, at indsætte en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 42 a, stk. 8. 5. pkt., der endnu ikke er sat i kraft i medfør af § 11, stk. 3, i lov nr. 821 af 9. juni 2020, og at lade udlændinge- og integrationsministeren bestemme tidspunktet for ikraftsættelse af den foreslåede § 13, stk. 6, jf. den foreslåede § 24, stk. 2.

Forslaget skal læses i sammenhæng med forslaget i § 29 og § 30, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 13.

Kilde

Den foreslåede § 31, stk. 1, angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde, og indebærer, at loven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § §§ 1-23 og § 25, ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovens § 26 om repatrieringsloven skal ikke gælde for Færøerne og Grønland. Det bemærkes, at den gældende repatrieringslov, jf. denne lovs § 19, ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan heller ikke sættes i kraft ved kongelig anordning. Det bemærkes dog, at repatrieringslovens § 16, jf. denne lovs § 19, helt eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område. For Grønland gælder endvidere en særlig kriminallov. Lovens § 27 om straffeloven skal derfor ikke gælde for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 3, at den foreslåede § 28 ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Det bemærkes, at den gældende straffuldbyrdelseslov, jf. denne lovs § 126, ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

---