Hjemrejseloven § 13

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge (opholdspligt).

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2 nævnte udlændinge (opholdspligt).

Det fremgår derudover af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 3. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge (opholdspligt).

Det følger endelig af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., at stk. 7, 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., fremgår det, at udlændinge omfattet af stk. 1 og 2, jf. stk. 3, ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 9, skal Udlændingestyrelsen sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, overholder det givne påbud. Udlændingestyrelsen skal endvidere sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at give underretning til indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 10, overholder det givne påbud.

Udlændingestyrelsen bestemmer efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet (underretningspligt).

Det fremgår, af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, har pligt til at orientere politiet og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, såfremt udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter stk. 8, 1. pkt., og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises at tage ophold (orienteringspligt).

Opgaverne vedrørende opholds-, underretnings- og orienteringspligt og opgaven med at sikre kontrollen med, at de pålagte pligter overholdes, blev med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås på den baggrund, at der i den foreslåede hjemrejselov fastsættes bestemmelser om opholds-, underretnings-, og orienteringspligt, som svarer til gældende ret efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, og at disse bestemmelser samtidig ophæves i udlændingeloven, jf. den foreslåede § 25, nr. 35.

Det foreslås således i § 13, stk. 1, at medvirker en udlænding ikke til sin udrejse, skal Hjemrejsestyrelsen bestemme, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

En udlænding skal medvirke til sin udrejse, herunder til at fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter, give møde til samtaler med relevante myndigheder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1. Der henvises til afsnit 3.3 om medvirken.

Det overordnede formål med opholdspligten er at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, når muligheden for udsendelse opstår. Opholdspligten skal derudover klart signalere, at udlændingen har pligt til at rejse hjem.

Opholdspligten indebærer, at udlændingen vil skulle bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Udlændingen er imidlertid ikke frihedsberøvet. Den pågældende vil derfor også i aften- eller nattetimerne kunne opholde sig og færdes uden for indkvarteringsstedet, f.eks. for at besøge venner, bekendte eller lignende uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil derfor være afgørende for at overholde en pålagt opholdspligt, at udlændingen vender tilbage til indkvarteringsstedet og har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted, dvs. det sted, hvor vedkommende overnatter. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det beror på en konkret vurdering, om en udlænding har haft ophold uden for indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at udlændingen har overtrådt sin opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

En udlænding, som er pålagt opholdspligt, vil kunne få tilladelse til at overnatte uden for indkvarteringsstedet i en vis periode, hvis der er en særlig begrundelse herfor. Det kan f.eks. være, at udlændingen skal til nødvendig lægebehandling, at der er alvorlig sygdom i udlændingens nærmeste familie, eller at udlændingen skal aflægge besøg hos nærmeste familie eller venner. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Den foreslåede ordning i stk. 1, indebærer, at en afvist asylansøger eller en anden udlænding, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, som udgangspunkt vil blive pålagt at tage ophold på et indkvarteringssted, hvis den pågældende ikke medvirker til sin udrejse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, og hvis der ikke er grundlag for at frihedsberøve den pågældende med henblik på udsendelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16.

Pålægget om opholdspligt vil skulle meddeles, så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og at der ikke er grundlag for frihedsberøvelse. Det vil være Hjemrejsestyrelsen – på baggrund af Hjemrejsestyrelsens vurdering af, om den pågældende medvirker til udrejsen – der skal træffe afgørelse om pålæg opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 34, og gældende ret vil således blive videreført.

Et pålæg om opholdspligt vil skulle gives, medmindre særlige grunde taler derimod. Hjemrejsestyrelsen vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at en udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, hvis særlige grunde taler herfor, herunder hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der kan f.eks. være tale om, at den pågældende på grund af sygdom har behov for at opholde sig på et indkvarteringssted, der ligger nær behandlingsmuligheder mv. Der kan endvidere i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågældende ikke skal meddelles et pålæg om opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 34, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, skulle forkyndes for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om opholdspligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning vil opholdspligten blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Alle udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og ikke medvirker til sin udrejse, og som overtræder et pålæg om opholdspligt, vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 1. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om opholdspligt vil ikke være undergivet klageadgang til anden administrativ myndighed. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4042 og Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 189 som fremsat, side 147, og gældende ret vil således blive videreført.

Kontrol med opholdspligten vil i praksis blive administreret ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol. Der vil derudover løbende blive foretaget tilstedeværelseskontrol ved f.eks. daglig tilstedeværelsekontrol ved udlændingens værelse eller ved at udlændingen møder op på bestemte tidspunkter til tilstedeværelseskontrol eller opholdsregistrering. Viser udlændingen tegn på ikke at overholde opholdspligten ved f.eks. ikke at hente sin post, sine kontante ydelser eller ikke møder op til indkaldte møder mv., vil der konkret blive foretaget tilstedeværelseskontrol. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af opholdspligten til politiet.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle gøre udlændingen bekendt med indholdet af opholdspligten, herunder at der vil ske kontrol af, om udlændingen bor på indkvarteringsstedet.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 8, 2. pkt. (opholdspligt), og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 2, at Hjemrejsestyrelsen skal bestemme, at en udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, medmindre særlige grunde taler derimod, hvis 1) udlændingen har fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men udlændingen ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, 2) udlændingen er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og ikke er varetægtsfængslet efter § 14, 3) udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, eller 4) udlændingen er udvist efter udlændingelovens § 25.

Det overordnede formål med opholdspligten er at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, når muligheden for udsendelse opstår. Opholdspligten skal derudover klart signalere, at udlændingen har pligt til at rejse hjem.

Opholdspligten indebærer, at udlændingen vil skulle bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Udlændingen er imidlertid ikke frihedsberøvet. Den pågældende vil derfor også i aften- eller nattetimerne kunne opholde sig og færdes uden for indkvarteringsstedet, f.eks. for at besøge venner, bekendte eller lignende uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil derfor være afgørende for at overholde en pålagt opholdspligt, at udlændingen vender tilbage til indkvarteringsstedet og har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted, dvs. det sted, hvor vedkommende overnatter. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det beror på en konkret vurdering, om en udlænding har haft ophold uden for indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at udlændingen har overtrådt sin opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

En udlænding, som er pålagt opholdspligt, vil kunne få tilladelse til at overnatte uden for indkvarteringsstedet i en vis periode, hvis der er en særlig begrundelse herfor. Det kan f.eks. være, at udlændingen skal til nødvendig lægebehandling, at der er alvorlig sygdom i udlændingens nærmeste familie, eller at udlændingen skal aflægge besøg hos nærmeste familie eller venner. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1 og 2, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31 (tålt ophold) og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Den foreslåede ordning indebærer, at der som altovervejende hovedregel vil blive pålagt en udlænding på tålt ophold eller en udlænding der er udvist ved endelig dom, opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført. Opholdspligten vil således skulle pålægges den enkelte udlænding, uanset om denne medvirker til udrejsen eller udsendelsen. Pålægget om opholdspligt vil så vidt muligt skulle meddeles, så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med den frist for udrejse, den pågældende er givet, og at der ikke er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16.

Hjemrejsestyrelsen vil således kun kunne undlade at træffe afgørelse om opholdspligt, hvis særlige grunde taler derimod, herunder hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den pågældende udlænding på grund af sygdom har behov for særlig pleje, der ikke kan tilbydes på eller i tilknytning til indkvarteringsstedet. Der er tale om en skønsmæssig adgang for Hjemrejsestyrelsen til at undlade at træffe en sådan afgørelse. Hjemrejsestyrelsen vil derfor i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om særlige grunde taler imod at pålægge den pågældende at tage ophold på et udrejsecenter. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Der kan endvidere i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågældende ikke skal meddeles pålæg om opholdspligt.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det for så vidt angår udlændinge på tålt ophold endvidere skulle vurderes, om opholdspligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Proportionalitetsbetingelsen vil løbende skulle være opfyldt. Hjemrejsestyrelsen vil således som minimum skulle foretage halvårlige revurderinger af et pålæg om opholdspligt eller når det i øvrigt er nødvendigt for at vurdere, om en pålagt opholdspligt fortsat er proportional i forhold til at sikre muligheden for udsendelse af en udlænding på tålt ophold over for den nævnte artikel i EMRK. Udlændingemyndighederne vil i den forbindelse skulle godtgøre, at indgrebene over for hver enkelt udlænding på tålt ophold er proportionalt.

Opholdspligten vil som udgangspunkt være et indgreb i retten til respekt for familie- og privatliv, der er beskyttet af EMRK artikel 8. Formålet med opholdspligten vil være, at myndighederne løbende har kendskab til, hvor udlændingene opholder sig, således at der kan ske udsendelse, så snart muligheden herfor opstår. Der er tale om udlændinge, som på grund af alvorlig og/eller gentagen kriminalitet er udelukket fra beskyttelse, og de er derfor ikke ønskede her i landet.

Opholdspligten vil derfor varetage et hensyn til den nationale sikkerhed og den offentlige orden. Der vil således være tale om varetagelsen af et sagligt hensyn. Foruden at være begrundet i et sagligt hensyn skal der være tale om et proportionalt indgreb, herunder et egnet indgreb til varetagelse af det pågældende hensyn. Det er i den forbindelse Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at hensynet til den nationale sikkerhed og offentlige orden udgør en ægte offentlig interesse, der som udgangspunkt må anses for at veje tungere end hensynet til de pågældende udlændinges ret til respekt for familie- og privatliv. Et pålæg om opholdspligt vil dermed som udgangspunkt være et proportionalt indgreb i de pågældendes ret til respekt for familie- og privatliv, idet det, for at sikre de pågældende udlændinges tilstedeværelse med henblik på udsendelse, ikke er muligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger. Da proportionalitetsbetingelsen løbende skal være opfyldt, kan det med tiden blive vanskeligere at begrunde sådanne indgreb, f.eks. hvis det viser sig fortsat at være umuligt at udsende den pågældende. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22, og gældende ret vil således blive videreført. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.

Der er tale om en skønsmæssig adgang til at undlade at træffe en afgørelse om opholdspligt. Hjemrejsestyrelsen vil derfor i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om særlige grunde taler imod at pålægge den pågældende opholdspligt på et indkvarteringssted.

Hjemrejsestyrelsen vil alene skulle undlade at træffe afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, hvis det i det konkrete tilfælde findes at være helt ubetænkeligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Da det er et afgørende hensyn bag bestemmelsen at sikre myndighedernes kendskab til de pågældende udlændinges opholdssted, vil det skulle indgå i vurderingen, om der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil endvidere skulle indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende vil begå kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd vil kunne inddrages i vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding, der tidligere gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at det undlades at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det taler ligeledes imod, at det undlades at træffe bestemmelse om, at den pågældende udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen, såfremt denne ikke pålægges at opholde sig på et bestemt indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil derudover kunne indgå i vurderingen, om udlændingen har en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet. Dette forhold vil i almindelighed tale for at undlade at træffe afgørelse om opholdspligt. Det vil dog ikke skulle tillægges betydning, såfremt der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne eller begå kriminalitet, eller hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 7 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

Det bemærkes, at EMRK artikel 8 om retten til familieliv normalt ikke vil kunne føre til, at en udlænding på tålt ophold, som enten er udvist ved dom eller administrativt, og som har en ægtefælle og/eller mindreårige børn her i landet, ikke pålægges opholdspligt. Det skyldes, at der i forbindelse med udvisningen er taget stilling til, om humanitære hensyn, herunder tilknytning til herboende familie, bør føre til, at udvisning undlades. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 8 og 27, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, blive forkyndt for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om opholdspligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning vil opholdspligten blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Kontrol med opholdspligten vil i praksis blive administreret ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol. Der vil derudover løbende blive foretaget tilstedeværelseskontrol ved f.eks. daglig tilstedeværelsekontrol ved udlændingens værelse eller ved at udlændingen møder op på bestemte tidspunkter til tilstedeværelseskontrol eller opholdsregistrering. Viser udlændingen tegn på ikke at overholde opholdspligten ved f.eks. ikke at hente sin post, sine kontante ydelser eller ikke møder op til indkaldte møder mv., vil der konkret blive foretaget tilstedeværelseskontrol. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af opholdspligten til politiet.

Overtræder en udlænding på tålt ophold eller en udlænding der er udvist ved endelig dom, et pålæg om opholdspligt vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af opholdspligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau.

De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i den foreslåede hjemrejselov. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En afgørelse om opholdspligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. En afgørelse om opholdspligt vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4042 og Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 189 som fremsat, side 147, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås desuden i stk. 2, nr. 3 og 4, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter udlændingelovens § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Den foreslåede ordning indebærer, at der som hovedregel vil blive pålagt opholdspligt. Opholdspligten vil således skulle pålægges den enkelte udlænding, uanset om denne medvirker til udrejsen eller udsendelsen. Pålægget om opholdspligt vil så vidt muligt skulle meddeles, så snart det er konstateret, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med den frist for udrejse, den pågældende er givet, og at der ikke er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 94, og gældende ret vil således blive videreført.

Opholdspligten vil endvidere skulle pålægges, medmindre særlige grunde taler derimod, herunder hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende udlænding på grund af sygdom har behov for særlig pleje, der ikke kan tilbydes på eller i tilknytning til indkvarteringsstedet. Der kan endvidere i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som gør, at den pågældende ikke skal meddeles pålæg om opholdspligt.

I forhold til Danmarks internationale forpligtelser vil det endvidere skulle vurderes, om opholdspligten er proportional i forhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om respekt for privat- og familieliv.

Opholdspligten vil derfor kunne ophæves i helt særlige tilfælde, hvis den pågældende gennem flere år har været pålagt opholdspligt og medvirket til udsendelsen, men hvor udsendelsen må anses for at være udsigtsløs på grund af forhold, der ikke beror på den pågældende udlænding selv. Hvis den pågældende efter ophævelsen af opholdspligten ikke længere medvirker til udrejsen, vil den pågældende igen kunne pålægges opholdspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 65, og gældende ret vil således blive videreført.

En afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, vil som følge af den foreslåede bestemmelse om digital kommunikation i § 4, stk. 1, blive forkyndt for udlændingen via den digitale kommunikationsløsning.

Indtil afgørelser om opholdspligt vil kunne forkyndes via den digitale kommunikationsløsning, vil opholdspligten blive forkyndt for udlændingen af Hjemrejsestyrelsen.

Kontrol med opholdspligten vil i praksis blive administreret ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol. Der vil derudover løbende blive foretaget tilstedeværelseskontrol ved f.eks. daglig tilstedeværelsekontrol ved udlændingens værelse eller ved at udlændingen møder op på bestemte tidspunkter til tilstedeværelseskontrol eller opholdsregistrering. Viser udlændingen tegn på ikke at overholde opholdspligten ved f.eks. ikke at hente sin post, sine kontante ydelser eller ikke møder op til indkaldte møder mv., vil der konkret blive foretaget tilstedeværelseskontrol. Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af opholdspligten til politiet.

Overtræder en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 et pålæg om opholdspligt, vil det kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af opholdspligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau.

De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i hjemrejseloven. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

Det foreslås, at en afgørelse om opholdspligt som hidtil ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4042 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås derudover i § 13, stk. 3, at en udlænding, der er omfattet af den foreslåede § 13, stk. 1 eller 2, om opholdspligt, ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 8, 4. pkt., og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Ved voldelig adfærd forstås enhver adfærd, der indebærer fysisk forulempning af en anden person i form af skub, slag, spark eller lignende, og som udøves med den hensigt at forulempe den pågældende anden person. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Ved truende adfærd forstås endvidere adfærd, der indebærer en udtrykkelig eller indirekte trussel om voldelig eller anden adfærd, som fremkalder eller er egnet til at fremkalde frygt hos en anden person for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. Begrebet omfatter bl.a. vold omfatter af straffelovens §§ 244-246 og trusler omfattet af straffelovens § 266. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Den udviste adfærd skal desuden være af en sådan karakter, at der lægges hindringer i vejen enten for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på indkvarteringsstedet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

I tilfælde, hvor den udviste adfærd i den foreslåede bestemmelse ikke kan straffes efter straffelovens §§ 224-246 eller 266, vil udlændingen kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Straf for gennem voldelig eller truende adfærd at ligge hindringer i vejen for driften af et indkvarteringssted efter den foreslåede § 23, stk. 1, 2. pkt., jf. § 13, stk. 3, vil være subsidiær i forhold til straffelovens bestemmelser. Hvis et forhold falder ind under en bestemmelse i straffeloven, vil den foreslåede bestemmelse således ikke blive anvendt.

Efter straffelovens § 244, stk. 1, straffes således den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Efter ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, må blandt andet slagsmål og anden voldelig optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted. Anden voldelig optræden omfatter et videre område end straffelovens § 244. Således er mindre grove angreb omfattet af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, straffes efter § 18, stk. 1, med bøde.

Efter straffelovens § 266 straffes den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Alene trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, er omfattet af straffelovens § 266. Trusler, der drejer sig om simpel vold, jf. straffelovens § 244, er ikke omfattet af straffelovens § 266.

Da anvendelse af den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., vil være subsidiær i forhold til straffelovens bestemmelser for så vidt angår voldelig og truende adfærd på et indkvarteringssted, vil voldelig adfærd som nævnt i den foreslåede bestemmelse alene have et selvstændigt anvendelsesområde i tilfælde, der svarer til de tilfælde, der er omfattet af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Da den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, tilsigter at regulere udlændinges uønskede adfærd på et indkvarteringssted i forhold til medarbejdere og andre beboere, og da strafferammen i den foreslåede bestemmelse § 23, stk. 1, 2. pkt., er højere end i ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, forudsættes den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., anvendt frem for ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. § 18, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 2. pkt., for så vidt angår voldelig og truende adfærd på et indkvarteringssted vil endvidere have et selvstændigt anvendelsesområde ved siden af straffelovens § 266, idet også tilfælde, hvor truslen drejer sig om simpel vold, jf. straffelovens § 244, er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Ovenstående vedrørende straf for gennem voldelig eller truende adfærd at ligge hindringer i vejen for driften af et indkvarteringssted gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5637, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil – som hidtil – være op til anklagemyndigheden at vurdere om der skal rejses tiltale efter straffeloven eller den foreslåede bestemmelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 23 og afsnit 3.19 om straf.

En udlænding, der overtræder den foreslåede bestemmelse vil endvidere kunne pålægges meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1.

Det foreslås desuden i § 13, stk. 4, at en udlænding, som efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, vil skulle give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, medmindre særlige grunde taler derimod. En underretning vil alene kunne omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet (underretningspligt).

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 10 (underretningspligt), og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Formålet med underretningspligten er at sikre overholdelse af og kontrol med opholdspligten. Underretningspligten vil således udgøre en påmindelse til udlændingen om, at den enkelte skal bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Dette kan medvirke til, at udlændingen i højere grad overholder opholdspligten. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 28, og gældende ret vil således blive videreført.

Underretningspligten vil som hidtil omfatte 1) udlændinge på tålt ophold, 2) udlændinge der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter den foreslåede § 14, 3) udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og 4) udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25, der er pålagt opholdspligt. Underretningspligten er på denne måde knyttet til opholdspligten og skal sikre en bedre overholdelse. Ophæves opholdspligten, vil underretningspligten også skulle ophæves. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 29f, og gældende ret vil således blive videreført.

Hjemrejsestyrelsen vil skulle træffe afgørelse om påbud om underretningspligt, medmindre særlige grunde taler derimod. Der vil være tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Hjemrejsestyrelsen vil således alene kunne undlade at træffe afgørelse om underretningspligt, hvis særlige grunde taler derimod.

Det vil navnlig omfatte tilfælde, hvis det konkret vurderes at være helt ubetænkeligt at undlade at træffe afgørelse om underretningspligt, f.eks. fordi udlændingen gennem en længere periode har overholdt alle forpligtelser, og der derfor ikke er helt samme behov for at opretholde en underretningspligt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 30, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil også være tilfældet, hvis det vil være uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at pålægge en udlænding at give underretning til indkvarteringsoperatøren.

Underretningspligt antages således som udgangspunkt at udgøre et indgreb i retten til familie- og privatliv, jf. EMRK artikel 8. Underretningspligten vil dog som udgangspunkt anses for at udgøre et proportionalt indgreb, sammenholdt med det væsentlige behov for at sikre overholdelse af og kontrol med opholdspligten. Underretningspligten må i den forbindelse antages alene at udgøre et indgreb af beskeden intensitet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 51 som fremsat, side 47 og Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 12, og gældende ret vil således blive videreført. Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit 4.1.

Underretningspligten vil have karakter af en selvstændig forpligtelse, som kan pålægges ud over opholds- og meldepligt. En udlænding, der bliver pålagt opholds-, underretnings- og meldepligt, vil således have pligt til at opfylde alle tre forpligtelser, og der skal – ved manglende overholdelse – foretages en selvstændig vurdering af, om udlændingen har overholdt hver enkelt af sine forpligtelser. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 10 og 28, og gældende ret vil således blive videreført.

Heri ligger også, at en udlænding, der giver underretning om, at denne ikke vil opholde sig på indkvarteringsstedet, ikke hermed kan unddrage sig sin opholdspligt. Der kan således være tale om en overtrædelse af opholdspligten, uanset at udlændingen har meddelt, at udlændingen ikke opholder sig på indkvarteringsstedet den pågældende nat. Det betyder omvendt også, at det forhold, at udlændingen har overtrådt underretningspligten og opholdt sig uden for indkvarteringsstedet uden at have orienteret herom, ikke nødvendigvis vil indebære, at den pågældende har overtrådt opholdspligten efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 10, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil være tilstrækkeligt, at udlændingen meddeler, at denne har til hensigt at opholde sig uden for indkvarteringsstedet. Der er ikke tale om, at myndighederne – i forbindelse med at underretningen modtages – skal give tilladelse til, at udlændingen forlader eller udebliver fra indkvarteringsstedet. Den enkelte udlænding kan som hidtil forlade eller udeblive fra indkvarteringsstedet, og der er fortsat ikke tale om, at udlændingen er frihedsberøvet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 29, og gældende ret vil således blive videreført.

Underretningspligten vil ikke indeholde et krav om, at udlændingen over for indkvarteringsoperatøren skal oplyse, hvor udlændingen i stedet agter at opholde sig, eller nærmere skal oplyse om baggrunden for, at udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 29, og gældende ret vil således blive videreført.

Udlændingen vil skulle give underretning, hvis udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00. og kl. 6.00. Heri ligger, at udlændingen skal give underretning, inden udlændingen forlader indkvarteringsstedet, eller, hvis udlændingen allerede opholder sig uden for indkvarteringsstedet, inden kl. 23.00.

Hvis en udlænding f.eks. forlader indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00, vil udlændingen skulle give meddelelse herom inden eller i forbindelse med, at indkvarteringsstedet forlades.

Hvis en udlænding f.eks. opholder sig uden for indkvarteringsstedet kl. 22.00 og først forventer at vende tilbage efter kl. 23.00, skal den pågældende have givet meddelelse herom inden kl. 23.00.

Giver en udlænding, der opholder sig uden for indkvarteringsstedet, først underretning efter kl. 23.00, vil underretningspligten ikke kunne anses for at være opfyldt. Giver den pågældende meddelelse f.eks. kl. 23.05, vil der være tale om en overtrædelse af underretningspligten.

Hvis en udlænding har forladt indkvarteringsstedet inden kl. 23.00, vil der være tale om en overtrædelse af underretningspligten, hvis der ikke er givet underretning herom inden kl. 23.00, og udlændingen ikke er vendt tilbage til indkvarteringsstedet på dette tidspunkt.

Forlader udlændingen indkvarteringsstedet mellem kl. 23.00 og kl. 06.00 uden at give underretning herom, vil der ligeledes være tale om en overtrædelse af underretningspligten. Straffebestemmelsen i den foreslåede § 23, stk. 2, vil således i denne situation være fuldbyrdet på det tidspunkt, hvor den pågældende forlader indkvarteringsstedet uden at underrette herom.

Det påhviler den enkelte udlænding at give meddelelse til myndighederne på en sådan måde, at det står klart, at der er tale om en underretning om, at udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00. Udlændingen kan, inden eller i forbindelse med at en udlænding forlader indkvarteringsstedet, f.eks. give meddelelse til vagten, som herefter vil notere dette. Opholder en udlænding sig uden for indkvarteringsstedet, vil udlændingen kunne ringe til indkvarteringsstedet eller til indkvarteringsoperatøren og underrette om, at den pågældende ikke vil komme tilbage til indkvarteringsstedet inden kl. 23.00.

En underretning skal meddeles personligt af den pågældende. En person vil således ikke kunne give underretning på vegne af en anden.

Indkvarteringsoperatøren skal ikke – i forbindelse med at underretningen modtages – give tilladelse til, at udlændingen udebliver fra indkvarteringsstedet. Tilladelse til ophold uden for indkvarteringsstedet vil efter ansøgning skulle gives af Hjemrejsestyrelsen, hvis der en særlig begrundelse herfor. Har Hjemrejsestyrelsen meddelt udlændingen tilladelse til ophold uden for indkvarteringsstedet, vil underretningspligten ikke finde anvendelse i den periode, som tilladelsen omfatter. På tidpunktet, hvor tilladelsen udløber, vil underretningspligten på ny gælde for den enkelte udlænding.

Det forudsættes i den forbindelse, at indkvarteringsoperatøren, når udlændingen forlader indkvarteringscenteret, kan vejlede udlændingen om indholdet af opholdspligten og underretningspligten og hvilke konsekvenser, det kan have, såfremt udlændingen ikke overholder sin opholdspligt og underretningspligt, herunder at overtrædelse af opholdspligten og underretningspligten er strafbar.

Det er endvidere ikke et krav, at udlændingen over for indkvarteringsoperatøren oplyser, hvor udlændingen i stedet vil opholde sig, eller nærmere oplyser om baggrunden for, at udlændingen tager ophold uden for indkvarteringsstedet.

Såfremt en udlænding forlader indkvarteringsstedet uden at give underretning herom, men efterfølgende meddeles tilladelse til opholdet uden for indkvarteringsstedet, vil der ikke være tale om en overtrædelse af underretningspligten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen bliver akut syg og derfor må indlægges på hospital.

Ophæves opholdspligten, vil underretningspligten også blive ophævet.

En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet, eller alene de tidsrum i løbet af natten, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En udlænding kan således ikke ved at oplyse, at udlændingen agter at opholde sig uden indkvarteringsstedet i en længere periode, der omfatter flere dage, dermed opfylde sin underretningspligt for perioden efter den første nat.

For at opfylde underretningspligten skal udlændingen orientere indkvarteringsoperatøren, hver gang udlændingen ikke opholder sig på indkvarteringsstedet inden for det anførte tidsrum. Er der tale om, at udlændingen flere gange i løbet af en nat færdes ud og ind af indkvarteringsstedet, vil det dog være tilstrækkeligt, at udlændingen, inden første gang indkvarteringsstedet forlades, orienterer herom.

Det forudsættes, at indkvarteringsoperatøren giver meddelelse om overtrædelse af underretningspligten til Hjemrejsestyrelsen.

Den praktiske tilrettelæggelse, herunder eksempelvis hvilken telefon, der kan ringes til, fastsættes nærmere af indkvarteringsoperatøren i samarbejde med Hjemrejsestyrelsen.

Underretningspligten vil ikke have betydning for Hjemrejsestyrelsens praksis for, hvornår en udlænding skal gives tilladelse til at tage kortere ophold uden for indkvarteringsstedet.

Ovenstående vedrørende indholdet af underretningspligten gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, l 165 som fremsat, side 29f.

Hjemrejsestyrelsen vil som led i sit virke skulle føre kontrol med, at kontrolforpligtelserne overholdes og anmelde overtrædelser af underretningspligten til politiet. Der vil som hidtil skulle foretages kontrol med overholdelse af underretningspligten ved tilstedeværelseskontrol på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske adgangskontrol.

Påbud om underretningspligt vil ikke være undergivet klageadgang. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 30.

Overtrædelse af underretningspligten vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, indebærer, at retten som udgangspunkt vil skulle udmåle straffen for overtrædelser af underretningspligten efter et takstmæssigt fastlagt strafniveau.

De gældende strafniveauer i udlændingelovens § 60, stk. 2, videreføres således i den foreslåede hjemrejselov. Der henvises til bemærkningerne til § 23 og afsnit 3.19 om straf.

Det foreslås endvidere i § 13, stk. 5, at udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31 (tålt ophold), vil have pligt til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, såfremt udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 1, og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Forslaget svarer til den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 11 (orienteringspligt), og det er ikke hensigten med forslaget, at anvendelsesområdet for bestemmelsen skal ændres. Gældende ret vil således blive videreført med den foreslåede bestemmelse.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge udlændingen meldepligt i nærheden af udlændingens faste opholdssted, og at der kan ske udsendelse, når muligheden herfor opstår. Orienteringspligten har derudover til formål at gøre det muligt for Udlændingestyrelsen at træffe afgørelse om adgang til forsørgelse på nærmeste indkvarteringssted eller på anden vis, når Danmarks internationale forpligtelser tilsiger dette.

Forslaget indebærer, at en udlænding på tålt ophold vil skulle orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit opholdssted, hvis udlændingen af særlige grunde ikke er pålagt opholdspligt eller udlændingen har fået ophævet sin opholdspligt, navnlig såfremt opholdspligt vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privat- og familieliv, og udlændingen tager fast ophold uden for det indkvarteringssted, hvortil udlændingen er henvist.

Den foreslåede orienteringspligt vil alene omfatte udlændinge på tålt ophold, som har fået ophævet deres opholdspligt, eller som af særlige grunde ikke er blevet pålagt en sådan, og som tager fast ophold uden for det anviste indkvarteringssted. Orienteringspligten udgør dermed ikke et alternativ til opholdspligten. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Orienteringspligten vil være en selvstændig forpligtelse. Der gælder ikke særlige formkrav til, hvorledes orienteringspligten vil skulle opfyldes. Det forudsættes dog, at orienteringen sker på en måde, hvorved det står myndighederne klart, at den pågældende har taget fast ophold uden for et indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 31, og gældende ret vil således blive videreført.

Orienteringspligten vil finde anvendelse, uanset om udlændingen fortsat er pålagt meldepligt.

Orienteringspligten vil indebære, at en udlænding, der fraflytter det af Udlændingestyrelsen anviste indkvarteringssted, vil have pligt til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om, hvor udlændingen tager fast ophold.

Med fast opholdssted henvises til den adresse, hvor udlændingen som udgangspunkt påtænker at bo og overnatte i et vist længerevarende tidsrum. Såfremt udlændingen alene forventer kortvarigt at tage ophold det pågældende sted, skal udlændingen i stedet anvende muligheden for at søge om dispensation fra meldepligten eller midlertidig flytning heraf. En udlænding på tålt ophold, der eksempelvis på tidspunktet for ophævelse af opholdspligten er indlagt på et sygehus, vil således ikke skulle orientere herom, før den pågældende udskrives fra sygehuset og tager fast ophold uden for det anviste indkvarteringssted. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Orienteringspligten vil løbende skulle opfyldes af den pågældende udlænding. Den pågældende vil således skulle orientere Hjemrejestyrelsen, hvis den pågældende ændrer sit faste opholdssted. Det vil ikke være tilstrækkeligt alene at orientere i forbindelse med fraflytningen fra udrejsecenteret.

Hjemrejsestyrelsen vil, når en udlænding på tålt ophold, der fortsat er pålagt meldepligt, har orienteret Hjemrejsestyrelsen om sit faste opholdssted, skulle bestemme, hvor den pågældende skal afvikle meldepligten. I praksis vil meldepligten som udgangspunkt skulle afvikles på indkvarteringsstedet ved hjælp af den elektroniske meldepligtsløsning, eller på en politistation i nærheden af det sted, hvor udlændingen har taget fast ophold.

En udlænding, der orienterer Hjemrejsestyrelsen om, at den pågældende har ændret sit faste opholdssted, vil skulle afvikle meldepligten på det af Hjemrejsestyrelsen hidtil fastlagte sted, indtil Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om ændret sted for afvikling af meldepligt. Der må i den forbindelse påregnes en vis ekspeditionstid for Hjemrejsestyrelsens behandling af spørgsmålet om ændret sted for afvikling af meldepligt. Udlændingen vil således i perioden mellem orienteringen af Hjemrejsestyrelsen og frem til, at Hjemrejsestyrelsen meddeler udlændingen, hvor den pågældende skal aflægge meldepligt fremadrettet, fortsat skulle aflægge sin meldepligt på det hidtil anviste sted. Overholder udlændingen i denne periode ikke sin meldepligt, vil udlændingen kunne straffes herfor. Det forudsættes dog, at Hjemrejsestyrelsens tilrettelæggelse af meldepligten ikke strækker sig over længere tid, end hvad der må antages at være nødvendigt for, at den praktiske afvikling af meldepligten kan finde sted.

Den foreslåede ordning indebærer, at Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt skal flytte meldepligten, såfremt den pågældende udlænding selv har orienteret Hjemrejsestyrelsen om den pågældendes nye opholdssted. Der kan dog være helt særlige tilfælde, hvor Hjemrejsestyrelsen på anden vis allerede har et sikkert kendskab til udlændingens nye opholdssted, hvorfor meldepligten kan flyttes, uden at udlændingen har orienteret herom.

Den foreslåede ordning indebærer derudover, at orienteringspligten træder i kraft fra det tidspunkt, hvor Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om, at udlændingen ikke skal pålægges en opholdspligt af særlige grunde, eller hvor udlændingens opholdspligt ophæves.

Til forskel fra opholds- og underretningspligten forudsættes det ikke med den foreslåede ordning, at orienteringspligten pålægges ved afgørelse. Herved sikres det navnlig, at udlændingen ikke kan unddrage sig orienteringspligten ved at skjule sig for myndighederne eller på anden vis vanskeliggøre, at myndighederne kan pålægge udlændingen orienteringspligt og meddele dette til den pågældende.

Det forudsættes dog, at Hjemrejsestyrelsen så vidt muligt vejleder den enkelte udlænding om orienteringspligten. Hjemrejsestyrelsen vil således i forbindelse med, at Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om ikke at pålægge en opholdspligt eller om at ophæve en pålagt opholdspligt og Udlændingestyrelsen i den forbindelse anviser et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. og 2. pkt., skulle vejlede udlændingen om udlændingens pligt til fremadrettet at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, hvis udlændingen ikke tager ophold på det af styrelsen anviste indkvarteringssted. Udlændingestyrelsens anvisning af indkvartering sker som hidtil som led i faktisk forvaltningsvirksomhed.

Tilsvarende vil Hjemrejsestyrelsen skulle vejlede en udlænding, der har fået ophævet sin opholdspligt ved dom, om pligten til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen anviser udlændingen et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. og 2. pkt.

Det forhold, at det ikke konkret har været muligt at vejlede udlændingen om orienteringspligten, f.eks. fordi udlændingens opholdssted er ukendt, kan ikke i sig selv føre til, at orienteringspligten ikke vil finde anvendelse.

Tager en udlænding på tålt ophold, der har fået ophævet sin opholdspligt, fast ophold uden for det af Udlændingestyrelsen anviste indkvarteringssted, og opfylder udlændingen ikke sin orienteringspligt, vil den pågældende således fortsat skulle opfylde sin meldepligt på indkvarteringsstedet, ligesom den pågældende alene vil være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse på indkvarteringsstedet.

Ovenstående vedrørende orienteringspligten gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Bliver Udlændingestyrelsen bekendt med, at en udlænding, der har orienteret Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om, at den pågældende har taget fast ophold på en bestemt adresse, ikke har fast ophold på denne adresse, skal den pågældende udlænding anses som værende flyttet uden at opfylde sin orienteringspligt, og udlændingen vil som følge heraf miste en eventuel ret til forsørgelse uden for indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, der bliver stk. 8. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

En udlænding på tålt ophold, der tager fast ophold uden for indkvarteringsstedet, vil fortsat være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, men som udgangspunkt være henvist til at modtage forsørgelsen på indkvarteringsstedet, hvor den pågældende er indkvarteret jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2. Det gælder, uanset at udlændingen er fraflyttet indkvarteringsstedet, og uanset at den pågældende har taget ophold langt væk fra indkvarteringsstedet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 20, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde, dvs. hvor Danmarks internationale forpligtelser konkret tilsiger det, skal bestemme, at en udlænding på tålt ophold, der opfylder sin orienteringspligt, er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt og tilbud om undervisning og aktivering på det nærmeste indkvarteringssted. Udlændingen vil ligeledes have mulighed for at opfylde sin kontrakt om aktivering mv. på det nærmeste indkvarteringssted og vil dermed bibeholde muligheden for at få udbetalt tillægsydelser. Med nærmeste indkvarteringssted henvises til indkvarteringsstedets geografiske beliggenhed i forhold til placeringen af den bolig, hvor udlændingen har orienteret om, at den pågældende tager fast ophold. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 165 som fremsat, side 32, og gældende ret vil således blive videreført.

Det foreslås desuden i § 13, stk. 6, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1, og som straffes for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf med betinget eller ubetinget fængselsstraf, anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, eller bøde for et forhold, der er begået på indkvarteringsstedet, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold, i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, eller nabokommuner til denne kommune, , skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge.

Den foreslåede ordning indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle pålægge afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold, der har begået visse former for kriminalitet på eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt opholdspligt, at tage ophold på et andet indkvarteringssted, hvis de pågældende ikke medvirker til udrejsen, og hvis der ikke er grundlag for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter den foreslåede ordning i § 16, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen vil navnlig omfatte udlændinge, hvor der ikke er udsigt til tvangsmæssig udsendelse. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 95.

Det foreslås, at ordningen etableres således, at Hjemrejsestyrelsen pålægger en udlænding, der allerede er pålagt opholdspligt efter den foreslåede § 13, stk. 1, opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, og at den pågældende udlænding som konsekvens heraf indkvarteres på et bestemt indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, hvis udlændingen straffes for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer begået på eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen allerede er pålagt opholdspligt.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse for udlændinge, der ikke allerede er pålagt opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6.

Ordningen foreslås alene at omfatte afviste asylansøgere på 18 år eller derover. Ordningen foreslås ikke at omfatte personer, som bor sammen med deres familier.

Udvises en afvist asylansøger ved dom efter §§ 22-24, vil Hjemrejsestyrelsen dog i stedet skulle træffe afgørelse om pålæg af opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, nr. 2, om udlændinge udvist ved dom. Udlændingen vil herefter i forbindelse med pålæg af opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, nr. 2, blive pålagt opholdspligt på et bestemt indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime.

Den foreslåede bestemmelse omfatter betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige tilfælde, hvor udlændingen straffes med bødestraf, herunder udenretligt og indenretligt vedtagne bødeforlæg.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den pågældende udlænding skal være idømt straf ved endelig dom for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben mv. eller lov om euforiserende stoffer. Det er således en forudsætning for, at der vil kunne træffes afgørelse om overflytning, at udlændingen har fået en endelig straf. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den pågældende er sigtet, eller at den pågældende er idømt straf ved retten, uden at fristen for anke er udløbet. For så vidt angår tilfælde, hvor udlændingen straffes med bødestraf, herunder udenretligt og indenretligt vedtagne bødeforlæg, er det en forudsætning for, at der kan træffes afgørelse om overflytning, at udlændingen har vedtaget det udenretlige eller indenretlige bødeforlæg.

Straf for overtrædelse af underliggende bekendtgørelser til de nævnte love, vil ligeledes være omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at overtrædelse af våbenbekendtgørelsen tillige vil være omfattet.

Den foreslåede ordning vil også finde anvendelse, selvom udlændingen under samme straffesag er straffet for at have overtrådt både en eller flere af de i bestemmelsen nævnte love og anden lovgivning. Det samme er tilfældet, hvis den pågældende enten før eller efter en straf for overtrædelse af de i bestemmelsen nævnte love er straffet for overtrædelse af anden lovgivning. Det gælder også, selvom straf for disse overtrædelser endnu ikke er afsonet.

Det er endvidere en betingelse, at det forhold, som den pågældende straffes for, er begået på eller omkring det indkvarteringssted, hvor den pågældende udlænding er pålagt at tage ophold. Det forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen som udgangspunkt vil omfatte forhold, der er begået i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, og nabokommuner til denne kommune. Det afgørende vil således være om gerningsstedets adresse ligger inden for det nævnte område.

Det forhold, at udlændingen er straffet for flere forskellige forhold, som er begået både inden for det anførte område og uden for dette, vil være uden betydning, så længe et eller flere forhold vedrørende overtrædelse af bestemmelser i de nævnte love er begået inden for det afgrænsede område.

Det forhold, at den pågældende udlænding ikke opholder sig på indkvarteringsstedet, uanset at den pågældende er pålagt opholdspligt på det pågældende indkvarteringssted, vil være uden betydning, så længe der er tale om straf for overtrædelse af bestemmelser i de nævnte love, og så længe forholdet er begået på eller omkring indkvarteringsstedet.

Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle undlade at træffe afgørelse om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse, såfremt der foreligger særlige grunde. Sådanne særlige grunde vil omfatte bl.a. udlændinge, hvor der er udsigt til, at udsendelse kan ske hurtigt.

Den foreslåede ordning vil således ikke omfatte udlændinge, der overføres som følge af Dublin-forordningen, og udlændinge, der er omfattet af den såkaldte åbenbart grundløs procedure, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

Karakteren af de to procedurer betyder, at det normalt er muligt meget hurtigt at udsende eller overføre udlændingen til et andet land, og at det derfor som det klare udgangspunkt vurderes ikke at være hensigtsmæssigt, at de pågældende udlændinge flyttes.

Ved vurderingen af, om der skal ske pålæg af opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse og som konsekvens heraf flytning til et indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, vil det tillige skulle tillægges vægt, om der er helt særlige hensyn, der taler imod en flytning af den pågældende. Der kan eksempelvis være tale om, at den pågældende modtager nødvendig sundhedsbehandling i nærheden af det indkvarteringssted, hvor den pågældende er indkvarteret, og at det ikke vil være praktisk muligt for udlændingen at modtage denne behandling, såfremt den pågældende flyttes til et andet indkvarteringssted.

Vurderer Hjemrejsestyrelsen, at udlændingen ikke skal pålægges opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse som følge af ovennævnte hensyn, vil udlændingen fortsat være pålagt opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1.

Hjemrejsestyrelsens afgørelse om opholdspligt vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 3, 2. pkt.

En udlænding, der pålægges opholdspligt på et indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, vil tillige skulle pålægges meldepligt på indkvarteringsstedet. Afgørelse herom vil kunne træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 4.

En udlænding, der pålægges opholds- og meldepligt på et indkvarteringssted for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, men som ikke flytter, vil kunne straffes for manglende overholdelse af de pålagte forpligtelser efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 3. pkt., og kan frihedsberøves med henblik på at transportere udlændingen hen til indkvarteringsstedet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, 2. pkt.

Det foreslås endvidere, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af bestemmelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2.

Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, der vil kunne sættes i kraft på et tidspunkt bestemt af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Bestemmelserne i § 1, nr. 14 og § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 foreslås derfor ophævet. Se nærmere herom i bemærkningerne til § 29, nr. 1 og 3 i nærværende lovforslag.

Der henvises i øvrigt til 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.