Bekendtgørelse af lov om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold›§ 25

Gældende

LBK nr 1014 af 27/08/2024

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Hjemrejseloven § 25

-30. (Udelades)

Forarbejder til Hjemrejseloven § 25

Til nr. 1

Det følger af udlændingelovens § 14 a, stk. 3, at Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt om beskæftigelsen med udlændingen. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i den foreslåede hjemrejselov, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, foreslås det, at bestemmelsen i udlændingelovens § 14 a, stk. 3, 2. pkt., konsekvensrettes, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 2

Det fremgår af udlændingelovens § 27 d, stk. 1, at Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke kan indhente fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der opholder sig her i landet, fra en myndighed i et andet Schengenland eller i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som har truffet endelig afgørelse om udsendelse af udlændingen, hvis indhentelsen er nødvendig til brug for en afgørelse efter § 27 b. Det fremgår endvidere af stk. 2, at Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke kan videregive fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der er udvist af landet efter kapitel 4, til myndigheder i andre Schengenlande eller lande, der er tilsluttet Den Europæiske Union, hvis videregivelsen er nødvendig til brug for myndighedens afgørelse om udlændingens udsendelse af det pågældende land.

Det foreslås, at udlændingelovens § 27 d, stk. 1 og 2, ændres således at ”Hjemrejsestyrelsen” tilføjes efter ”Udlændingestyrelsen”.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer således, at Hjemrejsestyrelsen i lighed med Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke vil kunne indhente fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der opholder sig her i landet, fra en myndighed i et andet Schengenland eller i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som har truffet endelig afgørelse om udsendelse af udlændingen, hvis indhentelsen er nødvendig til brug for en afgørelse efter § 27 b.

Forslaget indebærer endvidere at Hjemrejsestyrelsen i lighed med Udlændingestyrelsen og politiet uden udlændingens samtykke vil kunne videregive fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, om en udlænding, der er udvist af landet efter kapitel 4, til myndigheder i andre Schengenlande eller lande, der er tilsluttet Den Europæiske Union, hvis videregivelsen er nødvendig til brug for myndighedens afgørelse om udlændingens udsendelse af det pågældende land.

Ændringen medfører ikke i øvrigt ændringer af bestemmelsens indhold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Udlændingelovens kapitel 6 indeholder bl.a. regler om opholdstilladelse, udvisning og afvisning.

Det foreslås, at overskriften i kapitel 6 affattes således: »Regler om indrejseforbud, udrejsefrist, processuelt ophold, opsættende virkning og frihedsberøvelse«.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Flere forskellige regler overføres således fra kapitel 6 til hjemrejseloven, hvorefter der er behov for at præcisere, hvilke regler der fortsat reguleres af udlændingelovens kapitel 6. Overskriften vil tydeliggøre kapitlets indhold, hvilket bidrager til at skabe mere klarhed over denne del af reglerne i udlændingeloven.

Til nr. 4

Det fremgår af udlændingelovens § 30, stk. 1, at en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 30, stk. 2, at udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Af udlændingelovens § 30, stk. 3, fremgår det, at drager politiet omsorg for udrejsen, og gennemføres udrejsen med fly, tager politiet hensyn til de fælles retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse med fly, der er optaget som bilag til beslutning 2004/573/EF med senere ændringer.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 30, stk. 4, at til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af en udlænding videregiver Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til politiet, når der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når ansøgeren frafalder ansøgningen herom.

Det foreslås, at udlændingelovens § 30 ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser der svarer til udlændingelovens § 30, hvorfor bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1 og afsnit 3.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 1.

Til nr. 5

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30 a, at Folketingets Ombudsmand varetager tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 2, udøves tilsynet i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand skal ved tilsynet særligt påse, at politiets virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 3, foretages Folketingets Ombudsmands tilsyn på grundlag af regelmæssige indberetninger fra politiet og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 4, kan Folketingets Ombudsmand være til stede under politiets udsendelse af udlændinge. Politiet sørger for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombudsmands tilstedeværelse under udsendelsen. Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Politiet meddeler Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 5, afgiver Folketingets Ombudsmand en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.

Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 6, varetager Folketingets Ombudsmand tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om op ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (Frontex-forordningen).

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 30 a ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 19.

Til nr. 6

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område.

Et indrejseforbud skal efter udlændingelovens § 32, stk. 1, meddeles hvis 1) udlændingen er udvist, 2) udlændingen er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en fastsat frist, 3) udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af FN eller EU, og 4) udlændingen er optaget på listen over udlændinge, som virker som religiøse forkyndere eller på anden måde udbreder en religion eller tro, og hensynet til den offentlige orden i Danmark tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet, og 5) udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed, eller den offentlige orden.

Det foreslås, at der som et nyt nr. 6 i udlændingelovens § 32, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis der er truffet afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2.

Forslaget om at indføre en ny adgang til at meddele et indrejseforbud har til formål at understøtte Hjemrejsestyrelsens arbejde ved at give styrelsen flere værktøjer til at motivere udlændinge til at medvirke til at vende tilbage til hjemlandet. Hjemrejsestyrelsen vil dermed fremover kunne meddele et indrejseforbud allerede i det tilfælde, hvor styrelsen træffer afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, uagtet at den meddelte udrejsefrist endnu ikke er udløbet.

Den foreslåede ændring betyder, at der fremover kan meddeles et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, senest samtidig med, at der er truffet en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse.

Forslaget vedrører ikke udlændinge omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2.

En afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til udrejsen og det dertil hørende indrejseforbud, kan meddeles udlændingen, uanset at fristen for frivillig udrejse fortsat løber.

Forslaget skal ses i sammenhæng med reglerne om fastsættelse af udrejsefrist efter udlændingelovens § 33. Det fremgår heraf, at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal indeholde en frist for udrejse. Efter de gældende regler er det desuden muligt efter afgørelsestidspunktet, og hvis den fastsatte udrejsefrist ikke er udløbet, at ændre den allerede fastsatte udrejsefrist på 1 måned eller 7 dage til straks, hvis der for myndigheden eksempelvis foreligger nye oplysninger, der indebærer, at der nu er tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at der er tale om et påtrængende tilfælde. Der henvises herom til Folketingstidende 2010-14, tillæg A, L 107 som fremsat, side 19. Efter de gældende regler i udlændingelovens § 33, stk. 2, foreligger der et påtrængende tilfælde, når der er en risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse. En sådan risiko for forsvinden eller unddragelse af udsendelse vil blandt andet foreligge, hvis udlændingen over for myndigheden giver udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om tilbagesendelse. Der henvises herom til de specielle bemærkninger til lov nr. 516 af 26. maj 2014 (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 131 som fremsat, side 16.

Træffes der en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, kan der efter det foreslåede samtidig meddeles udlændingen et indrejseforbud. Dette sker som følge af, at udlændingens udrejsefrist ændres til straks. Med det foreslåede vil det fremover blive tydeliggjort, at en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, som træffes mens den frivillige frist for udrejse fortsat løber, vil medføre, at et indrejseforbud meddeles den pågældende.

Et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, er et indrejseforbud i udsendelsesdirektivets forstand. Det betyder, at en udlænding, der meddeles et sådant indrejseforbud ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på medlemsstaternes område. Indrejseforbuddet regnes således fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af medlemsstaternes område, jf. § 32, stk. 6, 1. pkt.

Indrejseforbuddet meddeles for en periode på 2 år, jf. den foreslåede ændring i udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1.

Indrejseforbuddet kan dog meddeles for en kortere varighed, såfremt ganske særlige grunde, herunder familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor, jf. den foreslåede ændring til udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2. Endvidere kan et indrejseforbud i særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, undlades fastsat, jf. den foreslåede ændring til udlændingelovens § 32, stk. 3.

På disse punkter er et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, ens med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.

En afgørelse om indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, træffes af Hjemrejsestyrelsen med påklage til Udlændingenævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 25, nr. 64 og nr. 67. En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, skal være indgivet til Udlændingenævnet inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

I de situationer, hvor en fastsat udrejsefrist er tilsidesat af udlændingen, men hvor der samtidig ikke er foretaget en vurdering af, om udlændingen medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2, f.eks. fordi, at udlændingen forsvinder og efterfølgende genopdukker, skal der træffes afgørelse om indrejseforbud. En sådan afgørelse skal som hidtil som udgangspunkt træffes af den myndighed, som konstaterer, at der er tale om ulovligt ophold efter udløbet af en fastsat udrejsefrist. Konstateres dette af Hjemrejsestyrelsen eller i forbindelse med klagesagsbehandlingen i Udlændingenævnet og Flygtningenævnet, må spørgsmålet om afgørelse om indrejseforbud imidlertid henvises til Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Der vil i sådanne tilfælde blive meddelt et indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.

Meddeles en udlænding et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, indberettes den pågældende udlænding i Schengeninformationssystemet (SIS II) som uønsket, jf. den samtidigt foreslåede ændring til udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 11. Der henvises herom til bemærkningerne til nr. 79 i lovforslagets § 25.

Indrejser en udlænding her i landet i strid med et meddelt indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, vil den pågældende kunne straffes i medfør af udlændingelovens § 59 b.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 79.

Til nr. 7

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 3, at der i særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, kan undlades fastsat et indrejseforbud, hvis udlændingen udvises efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, eller hvis udlændingen er omfattet af stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at udlændingelovens § 32, stk. 3, ændres således, at det af bestemmelsen fremover fremgår, at også et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, i særlige tilfælde kan undlades fastsat.

Baggrunden for forslaget er det samtidigt foreslåede om indsættelsen af et nyt stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, hvorefter der kan fastsættes et indrejseforbud, hvis der er truffet en afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 8

Udlændingelovens § 32, stk. 4, regulerer, hvilken varighed et givet indrejseforbud kan meddeles for, og det fremgår heraf, at varigheden af et indrejseforbud afhænger af baggrunden for det meddelte indrejseforbud.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, meddeles et indrejseforbud for en periode på 2 år, hvis udlændingen udvises efter udlændingelovens § 25 a, (udlændinge, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de seneste 6 måneder), eller § 25 b, (ophold her i landet uden fornøden tilladelse), eller udlændingen er meddelt et indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2 (tilsidesættelse af en fastsat udrejsefrist).

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3, meddeles et indrejseforbud for en periode på 5 år bl.a., hvis udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt efter stk. 1, nr. 2, (indrejseforbud meddelt for tilsidesættelse af en udrejsefrist).

Af udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, fremgår det, at der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen er meddelt et indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, (tilsidesættelse af en fastsat udrejsefrist) eller i forbindelse med udvisning efter lovens § 25 a, stk. 2, § 25 b eller lovens § 25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed, og ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler for, at der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i § 32, stk. 4, nr. 1 og 3.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 7, at et indrejseforbud, der er meddelt en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne, ophæves efter ansøgning, hvis den pågældendes personlige adfærd ikke længere kan anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel imod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. I vurderingen inddrages enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet. Der skal tages stilling til en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 måneder fra ansøgningens indgivelse. Uden for de tilfælde, der er nævnt i 1. pkt., kan et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, eller i forbindelse med udvisning efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Herudover kan et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, ophæves, hvis udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.

Det foreslås, at udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, ændres således, at det af bestemmelsen fremover fremgår, at også et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, meddeles for en periode på 2 år, jf. dog nr. 3.

Det foreslås endvidere, at udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3, ændres således, at det af bestemmelsen fremover fremgår, at et indrejseforbud meddeles for en periode på 5 år, hvis udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt efter det foreslåede stk. 1, nr. 6.

Endvidere foreslås det, at udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, ændres således, at det foreslåede stk. 1, nr. 6, fremover fremgår af bestemmelsen. Det betyder, at et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 6, kan meddeles af kortere varighed end det i stk. 4, nr. 1 og 3 anførte, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor.

Endelig foreslås det, at udlændingelovens § 32, stk. 7, 4. pkt., ændres således, at det foreslåede stk. 1, nr. 6, fremover fremgår af bestemmelsen. Det betyder, at et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 6, kan ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, hvorefter en udlænding kan meddeles et indrejseforbud, hvis der træffes afgørelse om at den pågældende ikke medvirker til sin udrejse, vil som følge af forslaget til stk. 4, nr. 1, meddeles for en periode på 2 år. Dette er således udgangspunktet for fastsættelsen af varigheden af et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6.

Et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, kan dog som følge af forslaget til stk. 5, nr. 2, meddeles for en kortere varighed end udgangspunktet i stk. 4, såfremt ganske særlige grunde, herunder familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor.

Endvidere kan en udlænding, der indrejser i strid med at indrejseforbud meddelt efter det nye stk. 1, nr. 6, i udlændingelovens § 32, fremover meddeles et indrejseforbud for 5 år.

Endelig vil et indrejseforbud efter det nye stk. 1, nr. 6, kunne ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 9

Udlændingelovens regler om indrejseforbud regulerer blandt andet, hvilken varighed et indrejseforbud meddeles for, at et indrejseforbud kan undlades meddelt, at et indrejseforbud kan ophæves samt, at et indrejseforbud kan bortfalde.

Efter udlændingelovens regler om indrejseforbud er det ikke muligt at forkorte et allerede meddelt indrejseforbud.

Det foreslås, at der som et nyt stk. 9, indsættes en bestemmelse, hvorefter varigheden af et indrejseforbud, der er meddelt i medfør af § 32, stk. 1, nr. 2, om indrejseforbud som følge af tilsidesættelse af en fastsat udrejsefrist eller det foreslåede nr. 6, om, at et indrejseforbud kan meddeles en udlænding, der ikke medvirker til sin udrejse, kan forkortes, hvis en udlænding medvirker til udrejsen, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3. Det foreslås, at varigheden af indrejseforbuddet ikke skal kunne forkortes til mindre end halvdelen af det allerede meddelte.

Formålet med forslaget er at understøtte Hjemrejsestyrelsens arbejde ved at give styrelsen flere værktøjer til at motivere udlændinge til frivilligt at vende tilbage til hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland. Med det foreslåede, vil en udlænding, i tilfælde, hvor udlændingen i første omgang ikke medvirker til sin udrejse, men efterfølgende medvirker til udrejsen, have mulighed for at få afkortet længden på det allerede meddelte indrejseforbud.

Det foreslåede stk. 9, finder anvendelse på udlændinge, der af udlændingemyndighederne er meddelt et indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, eller nr. 6.

Det foreslås, at Hjemrejsestyrelsen tillægges kompetencen til at træffe afgørelse om forkortelse af varigheden af et sådant indrejseforbud med klageadgang til Udlændingenævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 25, nr. 64 og nr. 67. En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter det foreslåede stk. 9, skal være indgivet til Udlændingenævnet inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Hvis en udlænding har en verserende sag om klage over længden af et allerede meddelt indrejseforbud i Udlændingenævnet, kan Hjemrejsestyrelsen ikke træffe afgørelse efter det foreslåede stk. 9, før klagesagsbehandlingen er færdiggjort.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det i § 3 foreslåede om medvirken, hvormed der skabes klare retningslinjer for, hvornår en udlænding i udsendelsesposition kan anses for at medvirke henholdsvis ikke medvirke til sin udrejse, samt sikres, at det for udlændingen vil være klart defineret, hvilke kriterier der vil blive lagt vægt på i forbindelse med vurderingen af, om udlændingen medvirker.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med det foreslåede om, at en udlænding kan undgå at modtage et indrejseforbud, hvis den pågældende fra begyndelsen af udrejsefasen kontinuerligt samarbejder med myndighederne om sin udrejse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 og afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 10

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 3, at stadfæstes en afgørelse, der er tillagt opsættende virkning efter § 33 b eller § 53 a, stk. 2, 4. pkt., eller frafaldes en sådan klage, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.

Den gældende bestemmelse i § 33, stk. 3, omfatter ikke fastsættelse af en frist for udrejse i tilfælde, hvor en asylansøger frafalder sin klagemulighed til Flygtningenævnet, og dermed sin ansøgning om asyl, i en periode, hvor sagen ikke kan anses for automatisk påklaget til Flygtningenævnet.

Den foreslåede ændring af § 53 a, stk. 2 (tænkepause), jf. lovforslagets § 25, nr. 73, indebærer, at en ansøgning om asyl, som er afslået af Udlændingestyrelsen i første instans, først vil anses for automatisk påklaget efter 14 dage fra tidspunktet for styrelsens afgørelse.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 33, stk. 3, indsættes et nyt punktum, hvorefter der for en udlænding, som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, og som inden 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, oplyser, at vedkommende ikke ønsker afgørelsen behandlet efter § 53 a, stk. 2, 4. pkt., fastsættes en frist for udrejse efter reglerne i stk. 2

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen skal fastsætte en frist for udrejse i sager, hvor en asylansøger frafalder sin klagemulighed til Flygtningenævnet, og dermed sin ansøgning om asyl, i en periode, hvor sagen ikke kan anses for automatisk påklaget til Flygtningenævnet, jf. den foreslåede nye bestemmelse i § 53 a, stk. 2, 3. pkt. Det er Udlændingestyrelsen, som vil skulle fastsætte en frist for udrejse, idet Udlændingestyrelsen i så fald har truffet den endelige afgørelse om afslag på asyl.

Udlændingestyrelsen vil skulle fastsætte udrejsefristen efter reglerne i § 33, stk. 2.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 73.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at såfremt udvisning er sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 15.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., således at ”politiet” udgår.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oprettet Hjemrejsestyrelsen, som fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Hjemrejsestyrelsen fastsætter således udrejsefristen til straks i henhold til udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., når en udlænding er udvist ved dom.

Der er således tale om en konsekvensrettelse, som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Til nr. 12

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 1, at indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal afvises, udvises, overføres eller udsendes under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i lovens kapitel 1 og 3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at udlændingen skal: 1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet, 2) stille en af politiet fastsat sikkerhed, 3) tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse og 4) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 34, stk. 1, således at, ”og indtil en afgørelse herom kan iværksættes”, udgår. Udlændingelovens § 34, stk. 1, vil derefter kun finde anvendelse for udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

I medfør af udlændingelovens § 34, stk. 1, kan udlændingen således pålægges forskellige pligter med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse. De mindre indgribende foranstaltninger i henhold til bestemmelsen kan bl.a. iværksættes i tilfælde, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og f.eks. i forbindelse med en asylsagsbehandling.

De mindre indgribende foranstaltninger i henhold til § 34, stk. 1, kan derudover iværksættes i forbindelse med en udlændings udrejse eller udsendelse, og hvor udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a i udlændingeloven.

Den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den skal således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Hjemrejseloven foreslås tilsvarende at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 1, for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 11.

Det foreslås endvidere at ændre § 34, stk. 1, nr. 1-4, således at der henvises til, at også Udlændingestyrelsen – foruden politiet – kan træffe bestemmelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren. Udlændingestyrelsen har efter ressortansvarsfordelingen fået tildelt de samme beføjelser som politiet til at træffe foranstaltninger efter § 34, stk. 1, for de udlændinge, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Virkningen af forslagene er, at Udlændingestyrelsen kan træffe afgørelser om at anvende de nævnte foranstaltninger i § 34, stk. 1, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udsendes, under henvisning til at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, hvis det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Politiet kan fortsat af egen drift træffe afgørelser efter § 34, stk. 1, såsom f.eks. at udlændingen skal deponere sit pas hos politiet, eller bestemme at en udlænding skal tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udsendes, under henvisning til at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, hvis det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse. Hensigten med en sådan dobbeltkompetence er bl.a. at understøtte politiet i en så effektiv opgaveløsning af politiets sager som muligt.

De foreslåede ændringer indebærer ikke materielle ændringer i adgangen til at træffe afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 34, stk. 1, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos politiet samt Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Udlændingestyrelsens afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, vil kunne indbringes for Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a. Ligeledes kan politiets afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, tilsvarende kunne indbringes for Udlændingenævnet i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68.

Forslagene skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 13 og 71.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 2, at politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen, kan bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt 1) udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., 2) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, eller 4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås at ændre § 34, stk. 2, to steder, således at der henvises til, at også Udlændingestyrelsen – foruden politiet – kan træffe bestemmelser om, at en udlænding, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, skal give møde hos politiet eller Udlændingestyrelsen på nærmere angivne tidspunkter (meldepligt), hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling, og såfremt udlændingen er omfattet af en af bestemmelserne i § 34, stk. 2, nr. 1-4.

Baggrunden for forslagene er, at det følger af kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at bl.a. det overordnede ressortansvar for behandling af sager efter udlændingeloven, der ikke indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse, overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrationsministeren. Udlændingestyrelsen har efter ressortansvarsfordelingen fået tildelt de samme beføjelser som politiet til at træffe bestemmelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, for de udlændinge, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Virkningen af forslagene er, at Udlændingestyrelsen kan træffe afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udsendes, under henvisning til at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, hvis det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling.

Politiet kan fortsat af egen drift træffe afgørelser efter § 34, stk. 2, såsom f.eks. at en udlænding, hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt vedkommende skal udsendes, skal give møde hos politiet, hvis udlændingen udebliver fra en samtale med politiet, og det må anses nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller sagens behandling. Hensigten med en sådan dobbeltkompetence er bl.a. at understøtte politiet i en så effektiv opgaveløsning af politiets sager som muligt.

De foreslåede ændringer indebærer ikke materielle ændringer i adgangen til at træffe afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 34, stk. 2, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos politiet samt Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Udlændingestyrelsens afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, vil kunne indbringes for Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a. Ligeledes vil politiets afgørelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, tilsvarende kunne indbringes for Udlændingenævnet i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68.

Forslagene skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 12 og 71.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås endvidere at ændre udlændingelovens § 34, stk. 2, således at ”eller udrejsen” udgår.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Bestemmelsen kan anvendes både over for udlændinge, der har en ansøgning om asyl under behandling, og over for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og skal udrejse, men som ikke medvirker hertil.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 2, for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udlændingelovens § 34, stk. 2, vil således kun omfatte udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Det foreslås derudover at ændre formuleringen ”afhøring ved” til ”samtale med” i § 34, stk. 2, nr. 2.

Forslaget beror på en sproglig ændring af ordet afhøring til samtale, da udlændinge rettelig generelt indkaldes til samtaler med Udlændingestyrelsen.

Det foreslås endvidere at ændre § 34, stk. 2, nr. 4, således at en udlænding, der vil være omfattet af bestemmelsen, ikke kan pålægges meldepligt for overtrædelse af en pålagt opholdspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Det foreslås derfor at lade henvisningen til ”og stk. 8, 2. pkt.,” udgå.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Bestemmelsen kan anvendes både over for udlændinge, der har en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) under behandling, og over for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og skal udrejse, men som ikke medvirker hertil.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 2, for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udlændingelovens § 34, stk. 2, vil således kun omfatte udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og som ikke kan pålægges meldepligt for overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Det bemærkes, at det foreslås at ophæve udlændingelovens § 42 a, stk. 8, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 35.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10 og 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 12.

Til nr. 14

Det fremgår af udlændingelovens § 34, stk. 3, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., bestemmer politiet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til udrejsen, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 34, stk. 4, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted.

Derudover fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 5, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 34, stk. 6, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 34, stk. 7, at politiet kan anvende de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, når det må anses for nødvendigt for at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 34, stk. 3-7, ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Det foreslås derfor i den foreslåede § 12, at hjemrejseloven skal indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 34, stk. 3-7, om meldepligt, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne samtidig ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 12.

Til nr. 15

Det fremgår af udlændingelovens § 35, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter §§ 22-24, eller 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 35, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), og som er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Af udlændingelovens § 35, stk. 3, fremgår det desuden, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængsling eller foranstaltning, der træder i stedet herfor, alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt. Det kan endvidere foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter § 37 a, stk. 3-7.

Det foreslås, at udlændingelovens § 35 ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser der svarer til udlændingelovens § 35, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 14.

Til nr. 16

Det fremgår af udlændingelovens § 35 a, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagene gange har overtrådt pålæg givet i medfør af § 34, stk. 4-6, § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., eller § 42 a, stk. 10.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 35 a, stk. 2, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 35 a ophæves.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 35 a finder anvendelse over for udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved dom, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25, og som ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 35 a, hvorfor det foreslås, at bestemmelsen ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 15.

Til nr. 17

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal politiet så vidt muligt bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves, jf. § 36, stk. 9.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., at politiet kan bestemme, at en udlænding skal frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1.

Endvidere fremgår det af § 36, stk. 1, 4. pkt., at har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25.

Det foreslås, at udlændingelovens § 36, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., ophæves. Udlændingelovens § 36, stk. 1, 2., 5. og 6. pkt., bliver herefter 1.-3. pkt.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Udlændingelovens § 36, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., har til formål at give mulighed for frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på udsendelse, når udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 18

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., at en udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen omfatter udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, og som f.eks. har en verserende asylansøgning under behandling. Derudover omfatter den udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a, ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som derfor har pligt til at udrejse.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., således at henvisningen til stk. 8, 2. pkt. udgår.

I medfør af udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., kan en udlænding frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at tage ophold et bestemt sted (flyttepåbud) eller ikke efterkommer en pålagt opholdspligt med henblik på at transportere udlændingen hen til det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., omfatter kun udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som pålægges opholdspligt, når de ikke medvirker til deres udrejse. Bestemmelsen foreslås således overført til hjemrejseloven, jf. den foreslåede bestemmelse i § 13.

Ændringen i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., indebærer således, at den kun vil omfatte udlændinge, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse eller som f.eks. har en verserende asylansøgning under behandling.

Derudover indebærer ændringen, at der ikke vil kunne ske frihedsberøvelse af en udlænding, som er pålagt opholdspligt af Hjemrejsestyrelsen, for ikke at medvirke til sin udrejse.

Der kan som hidtil ske frihedsberøvelse af en udlænding, som er blevet meddelt et flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser §§ 13 og 16.

Til nr. 19

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 2, 2. pkt., at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl) kan frihedsberøves, hvis udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.

Det foreslås at ændre formuleringen "afhøring ved politiet eller" til "samtale med" i § 36, stk. 2, 2. pkt.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have beføjelsen til at foretage afhøringer af udlændinge, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, om f.eks. asylgrundlaget. Denne beføjelse tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

Endvidere beror forslaget på en sproglig ændring af ordet afhøring til samtale, da udlændinge rettelig generelt indkaldes til samtaler med Udlændingestyrelsen og ikke til afhøringer.

Det foreslåede indebærer ikke nogen materielle ændringer i, hvorledes politiet efter § 36 kan frihedsberøve en udlænding, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 36, stk. 2, 2. pkt., bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 17, 18 og 20-23.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 4, at såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen og udsendelse af landet, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved 1) gentagne gange uden rimelig grund at udeblive fra afhøringer ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) ikke at meddele eller ved at tilsløre oplysninger om sin identitet, nationalitet eller rejserute eller ved at meddele utvivlsomt urigtige oplysninger herom, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller 3) på anden lignende måde ikke at medvirke til sagens oplysning

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 36, stk. 4, således at ”og udsendelse af landet”, udgår.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Ændringen af udlændingelovens § 36, stk. 4, er alene en sproglig ændring, som følge af, at udlændingeloven som udgangspunkt ikke skal indeholde henvisninger til udlændingens udrejse eller udsendelse. Der tilsigtes med ændringen således ingen ændringer i muligheden for at frihedsberøve en asylansøger eller i anvendelsen af bestemmelsen.

Til nr. 21

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 4, nr. 1, at såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen og udsendelse af landet, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved gentagne gange uden rimelig grund at udeblive fra afhøringer ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.

Det foreslås at ændre formuleringen "afhøringer ved politiet eller" til "samtaler med" i § 36, stk. 4, nr. 1.

Endvidere beror forslaget på en sproglig ændring af ordet afhøringer til samtaler, da udlændinge rettelig generelt indkaldes til samtaler med Udlændingestyrelsen og ikke afhøringer.

Det foreslåede indebærer ikke nogen materielle ændringer i, hvorledes politiet efter udlændingelovens § 36 kan frihedsberøve en udlænding, der har indgivet an søgning om opholdstilladelse efter § 7 (asyl). Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 36, stk. 4, nr. 1, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 17-20 og 22-23.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 5, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt hvis de i § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt. og stk. 14, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 6, at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og hvor politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., så vidt muligt skal frihedsberøves, såfremt de i § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 12, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 7, at en udlænding, der en eller flere gange ikke efterkommer politiets bestemmelse efter § 34, stk. 4, kan frihedsberøves, såfremt det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. § 32 b.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 36, stk. 8, at såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Ydermere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 9, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 36, stk. 5-9, ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 10 herefter til stk. 5.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Reglerne om frihedsberøvelse i udlændingelovens § 36, stk. 5-9, finder anvendelse på udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som derfor har pligt til at udrejse. Formålet med bestemmelserne er således at sørge for, at den pågældende udlænding motiveres til at medvirke til sin udrejse, og at myndighederne har mulighed for at kunne frihedsberøve den pågældende med henblik på udsendelse.

Hjemrejseloven foreslås således at indeholde bestemmelser, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 5-9, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 23

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Udlændingelovens regler om frihedsberøvelse efter § 36 overføres til hjemrejseloven for så vidt angår de bestemmelser, der vedrører udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet og har pligt til at udrejse.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 36, stk. 10, der bliver stk. 5, og § 37, stk. 7, 2. pkt., og stk. 9, 1. pkt., således at henvisningen til udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., ændres til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Der er således tale om en konsekvensrettelse af, at udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., overføres til hjemrejseloven og således ophæves i udlændingeloven. Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., bliver således udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 24

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 37, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., stk. 7, 1. pkt., stk. 8, 1. pkt., stk. 10, 1. pkt., § 37 a, stk. 1 og 2, stk. 3, 1. pkt., stk. 7, 1. pkt., § 37 b, stk. 1 og 2, § 37 c, stk. 1 og stk. 5, 1. pkt., § 37 d, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., i § 37 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., og i § 37 k, stk. 3, således at det kommer til at fremgå af bestemmelserne, at de finder anvendelse på frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16.

Udlændingelovens regler vedrørende rettens kompetence og behandling af sager om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, jf. udlændingelovens §§ 37-37 e og § 37 k bliver dog fortsat reguleret i udlændingeloven.

Der er således tale om en konsekvensrettelse som følge af overførslen af en del af frihedsberøvelsesbestemmelserne i udlændingelovens § 36 til hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 25

Det fremgår af udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 2. pkt., at politiet umiddelbart før gennemførelsen af en udsendelse kan foretage legemsundersøgelse af en udlænding, selv om der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, eller der ikke er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande, hvis den pågældende er frihedsberøvet med henblik på udsendelse efter § 36, stk. 1, 1.-5. pkt.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 37 a, stk. 7, 2. pkt., således at henvisningen til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1.-5. pkt., ændres til § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Der er således tale om en konsekvensrettelse som følge af, at en del af udlændingelovens regler om frihedsberøvelse efter § 36 overføres til hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 16.

Til nr. 26

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 37 d, stk. 1, 2. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, og i § 37 e, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt., således, at der ikke henvises til politiets forpligtelse til at drage omsorg for en udlændings udrejse.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Der tilsigtes med ændringen derudover ingen ændringer i bestemmelsernes anvendelse eller omfang.

Til nr. 27

Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 6, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes fornødent med henblik på udsendelse af udlændingen, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves.

Udlændingelovens § 40, stk. 7-12, bliver herefter til stk. 6-11.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 17.

Til nr. 28

Det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 11, 1. pkt., at udebliver en udlænding, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, efter at være tilsagt personligt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, bortfalder udlændingens ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

Endvidere fremgår det af § 40 stk. 12, 1. pkt., at ved behandlingen af en ansøgning om visum efter § 4 eller 4 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen tilsige den herboende reference til at give personligt møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet og fremvise legitimation, der godtgør den pågældendes identitet. Udebliver referencen efter at være tilsagt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, kan der gives afslag på visumansøgningen, jf. § 40, stk. 12, 2. pkt.

Det foreslås at ændre § 40, stk. 11, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., og § 40, stk. 12, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 11, 1. og 2. pkt., således at henvisningen til politiet udgår.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have beføjelsen til at kunne tilsige udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse efter § 7 (asyl), til at give personligt møde i forbindelse med asylsagens behandling f.eks. med henblik på udfyldelse af asylansøgningsskema eller deltagelse i samtaler hos Udlændingestyrelsen om asylgrundlaget, ligesom politiet ikke længere vil have beføjelsen til at kunne tilsige en herboende reference til at give personligt møde i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om visum efter § 4 eller § 4 a, stk. 1. Disse beføjelser tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

De foreslåede ændringer indebærer ikke nogen materielle ændringer i, hvorledes en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan bortfalde efter § 40, stk. 11, eller hvorledes der kan gives afslag på en ansøgning om visum efter § 40, stk. 12.

Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelserne i § 40, stk. 11, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., og § 40, stk. 12, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 11, 1. og 2. pkt., bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Der henvises til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 29

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 6 og 7, at der kan optages fingeraftryk af en udlænding, som af Udlændingestyrelsen har fået anvisning eller pålæg om indkvartering efter § 42 a, stk. 7 eller stk. 8, 1. og 2. pkt., med henblik på identifikation i forbindelse med adgangskontrol på Udlændingestyrelsens indkvarteringssteder, eller som er pålagt at give møde hos politiet efter § 34 til brug for politiets administration af den pålagte meldepligt.

Da det foreslås, at der indsættes et nyt nummer i udlændingelovens § 40 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 25, nr. 31, foreslås det at ændre udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 6, således at ”indkvarteringssteder, eller” ændres til ”indkvarteringssteder,”, og at ændre udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 7, således at »politiets« ændres til »Udlændingestyrelsens« og ”meldepligt. ” ændres til ”meldepligt, eller”.

Forslagene indebærer, at ordlyden af bestemmelsen i § 40 a, stk. 2, nr. 7, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen, og at opremsningen af, hvornår der kan optages fingeraftryk af en udlænding kan fortsættes med det nye nummer som foreslås indsat, jf. den foreslåede § 25, nr. 31.

Til nr. 30

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 7, at der kan optages fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt at give møde hos politiet efter § 34 til brug for politiets administration af den pålagte meldepligt.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 1. pkt., at træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, jf. § 48 a, stk. 3, 2. pkt.

Videre følger det af udlændingelovens § 48 e, stk. 1, 3. pkt., at politiet udsteder et asylansøgerkort til udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl).

Det foreslås at ændre § 40 a, stk. 2, nr. 7, § 48 a, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 48 e, stk. 1, 3. pkt., således at henvisningen til politiet ændres til Udlændingestyrelsen.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere skulle gøre en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, ligesom politiet bl.a. ikke længere vil skulle udstede et asylansøgerkort til asylansøgere. Udlændingestyrelsen har efter ressortansvarsfordelingen overtaget disse beføjelser fra politiet.

Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelserne i § 40 a, stk. 2, nr. 7, § 48 a, stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 48 e, stk. 1, 3. pkt., bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 40 a, stk. 2, indsættes som nr. 8, hvorefter der vil kunne optages fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt at give møde efter hjemrejselovens § 11 til brug for Hjemrejsestyrelsens administration af den pålagte meldepligt.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen til brug for sin administration af meldepligt, vil kunne optage fingeraftryk af en udlænding, som er pålagt meldepligt.

Optagelsen af fingeraftryk skal i overensstemmelse med bestemmelsen i udlændingelovens § 40 a, stk. 10, ske så skånsomt som omstændighederne tillader det, men kan om nødvendigt ske med bistand fra politiet, der kan anvende den fornødne magtanvendelse.

Til nr. 32

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 3, at fingeraftryk, der optages i medfør af bestemmelsens stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt edb-register, der føres af Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Rigspolitichefen er dataansvarlig myndighed for registret.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 9, 1. pkt., at politiet og Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt kan videregive fingeraftryk, der i medfør af bestemmelsens stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 b, stk. 3, at personfotografi, der optages i medfør af bestemmelsens stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt register, der føres af Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Rigspolitichefen er dataansvarlig myndighed for registret.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 40 b, stk. 9, 1. pkt., at politiet og Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt kan videregive personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til indenlandske og udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Det foreslås, at udlændingelovens § 40 a, stk. 3, 2. pkt., § 40 a, stk. 9, 1. pkt., § 40 b, stk. 3, 2. pkt., og § 40 b, stk. 9, 1. pkt., ændres således at ”Hjemrejsestyrelsen” tilføjes efter ”Politiet”.

Forslaget indebærer for det første, at Hjemrejsestyrelsen – ligesom politiet og Udlændingestyrelsen – i forbindelse med behandlingen af udlændingesager vil kunne anvende det særlig edb-register Rigspolitichefen fører over fingeraftryk.

Forslaget indebærer for det andet, at Hjemrejsestyrelsen ligesom politiet og Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt vil kunne videregive fingeraftryk, der i medfør af bestemmelsens § 40 a, stk. 3 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager

Forslaget indebærer for det tredje, at Hjemrejsestyrelsen – ligesom politiet og Udlændingestyrelsen – i forbindelse med behandlingen af udlændingesager vil kunne anvende det særlige register Rigspolitichefen fører over personfotografier, der optages i medfør af § 40 b, stk. 1 eller 2.

Forslaget indebærer for det fjerde, at Hjemrejsestyrelsen ligesom politiet og Udlændingestyrelsen uden en udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt vil kunne videregive personfotografi, der i medfør af § 40 b, stk. 3, er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til indenlandske og udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 33

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 9, 2. pkt., at politiet med henblik på identifikation af en udlænding eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument kan videregive fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 b, stk. 9, 2. pkt., at politiet endvidere med henblik på identifikation af udlændingen eller med henblik på udstedelse af eller fremskaffelse af rejsedokument kan videregive personfotografi, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 40 a, stk. 9, 2. pkt., og § 40 b, stk. 9, 2. pkt., således at ”Hjemrejsestyrelsen” indsættes i bestemmelserne.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen ligesom politiet med henblik på identifikation af en udlænding eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument vil kunne videregive fingeraftryk, der i medfør af bestemmelsens stk. 3 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer

Forsaget indebærer endvidere, at Hjemrejsestyrelsen i lighed med politiet med henblik på identifikation af udlændingen eller med henblik på udstedelse af eller fremskaffelse af rejsedokument vil kunne videregive personfotografi, der i medfør af § 40 b, stk. 3 er registreret i det i stk. 3 nævnte register, til hjemlandets eller et andet lands repræsentation eller til internationale politisamarbejdsorganisationer.

Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 34

Det fremgår af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder.

Det foreslås at ændre § 40 c, stk. 2, således at henvisningen til politiet udgår.

Politiet, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere kunne kræve, at udlændinge, der indrejser her i landet som angiveligt mindreårige, skal medvirke til en aldersundersøgelse. Denne beføjelse tilkommer alene Udlændingestyrelsen.

Det foreslåede indebærer ikke nogen materielle ændringer i Udlændingestyrelsens kompetence til at kunne træffe afgørelser om aldersfastsættelser. Det betyder bl.a., at Udlændingestyrelsen som hidtil i forhold til udlændinge, der over for myndighederne oplyser at være uledsagede mindreårige, men som ikke vil medvirke til en aldersundersøgelse, efter en konkret vurdering kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, således at det ikke kan lægges til grund, at de pågældende er mindreårige. Der er således alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen i § 40 c, stk. 2, bringes i overensstemmelse med den aktuelle kompetence hos Udlændingestyrelsen som følge af ressortansvarsfordelingen.

Der henvises til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at udlændingen skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge, jf. § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge, og stk. 7, 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse, jf. herved § 42 a, stk. 8, 3. og 4. pkt.

Af udlændingelovens § 42 a, stk. 9, 1. pkt., fremgår det desuden, at Udlændingestyrelsen skal sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, overholder det givne påbud. Udlændingestyrelsen skal endvidere sikre, at det i fornødent omfang kontrolleres, at en udlænding, som er pålagt at give underretning til indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 10, overholder det givne påbud, jf. herved § 42 a, stk. 9, 2. pkt.

Derudover fremgår det af udlændingelovens § 42 a, stk. 10, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet jf. § 42 a, stk. 10, 2. pkt.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, har pligt til at orientere politiet og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, såfremt udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter stk. 8, 1. pkt., og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises at tage ophold.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 12-19 herefter til stk. 8-15.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge.

Det foreslås i § 13, at hjemrejseloven vil skulle indeholde bestemmelser, der svarer til gældende ret efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 10 og 11, om opholds- underretnings- og orienteringspligt, hvorfor det foreslås, at bestemmelserne ophæves i udlændingeloven.

Forpligtelsen til at føre løbende kontrol med overholdelsen af en pålagt opholds- og underretningspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 9, vil skulle ske som led i Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholds- og underretningspligt efter de foreslåede bestemmelser herom i hjemrejseloven, hvorfor bestemmelsen ligeledes foreslås ophævet i udlændingeloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 13.

Til nr. 36

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 12, at Udlændingestyrelsen, såfremt særlige grunde taler herfor, skal beslutte, at en udlænding, som har taget fast ophold uden for et indkvarteringssted, jf. stk. 5 og 11, og som har orienteret herom, jf. stk. 11, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, jf. stk. 1, jf. stk. 3 og 4, dækket af Udlændingestyrelsen efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse herom.

Det foreslås, at ændre henvisningen til stk. 11 i udlændingelovens § 42, stk. 12, således at der henvises til hjemrejselovens § 13, stk. 5, om orienteringspligt.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Da bestemmelsen om orienteringspligt i udlændingelovens § 42 a, stk. 11, ophæves, og da der indsættes en tilsvarende bestemmelse i hjemrejselovens § 13, stk. 5, bør henvisningen hertil også rettes i § 42 a, stk. 12, der bliver stk. 8.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 13.

Til nr. 37

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 13, at Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk. 15, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3 og 8, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt 1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, 3) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 7, 3. pkt., 4) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en i § 34, stk. 1-3 og 7, nævnt foranstaltning, 5) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller 6) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.

Hjemrejsestyrelsen, der er oprettet som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har fra den 1. august 2020 overtaget ansvaret for de af politiets opgaver vedrørende udrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse og fratagelse af kontante ydelser for visse udlændinge er således med virkning fra den 1. august 2020 overdraget til Hjemrejsestyrelsen i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 13, der bliver stk. 9, således at det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse, og at henvisningen til stk. 15, ændres til stk. 11. Endvidere foreslås det, at ændre i nr. 1, således at »en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet,« ændres til: »en samtale med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen«. I nr. 2, foreslås det, at indsætte en henvisning til hjemrejselovens § 13, stk. 3. Desuden foreslås det i nr. 4, at ændre henvisningen til udlændingelovens § 34, og indsætte henvisning til hjemrejselovens §§ 11 og 12, stk. 1, og i nr. 5, foreslås det endvidere, at indsætte henvisning til hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede ændring i stk. 13, medfører, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Hjemrejsestyrelsen vil have kompetencen til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til udrejse, manglende fremmøde til hjemrejsesamtale med Hjemrejsestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Hjemrejsestyrelsen mv. Tilsvarende vil Udlændingestyrelsen fortsat have kompetence til at træffe afgørelse i de tilfælde, der beror på manglende medvirken til sagens oplysning, manglende fremmøde til samtale med Udlændingestyrelsen, eller hvis udlændingen ikke efterkommer pålæg pålagt af Udlændingestyrelsen mv.

Formålet med ændringen er at lovfæste den ændrede kompetence, der følger af overførslen af opgaver i forbindelse med etableringen af Hjemrejsestyrelsen den 1. august 2020 i medfør af ministerens almindelige adgang til at udnytte sin organisationsmagt mellem ministeriets underliggende myndigheder.

Den foreslåede ændring i nr. 1, er en følge af overdragelsen af opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet til udlændingemyndighederne, hvorefter det er Hjemrejsestyrelsen, som afholder samtaler med udlændingen til brug for en udsendelse.

Det foreslås endvidere i nr. 2, at der både henvises til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og hjemrejselovens § 13, stk. 3, som begge omhandler, at en udlænding ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelse af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Overtrædelse af udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., kan allerede i dag medføre, at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser. Med forslaget vil det samme således gælde for overtrædelse af hjemrejselovens § 13, stk. 3.

Den foreslåede ændring i nr. 4, er en følge af, at dele af den gældende udlændingelovs § 34 overføres til hjemrejseloven. Hjemrejsestyrelsen vil således kunne bestemme, at udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, ikke får udbetalt kontante ydelser, hvis udlændingene ikke efterkommer en foranstaltning eller et pålæg efter de foreslåede § 11 og § 12, stk. 1.

For så vidt angår den foreslåede ændring i nr. 5, vil henvisningen til hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt., betyde, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 13, henviser til den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har lovligt ophold her i landet og er indkvarteret på et indkvarteringssted, tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af centret i henhold til hjemrejseloven.

Udlændingelovens § 42 a, stk. 13, nr. 5, kommer således til at henvise til udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., om Udlændingestyrelsens mulighed for at pålægge en udlænding indkvarteret på et asylcenter, at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af asylcenteret, og den tilsvarende bestemmelse i hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge, der ikke har lovligt ophold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 og 3.10 og 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 9 og §§ 11 og 12.

Til nr. 38

Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 14, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, ikke får udbetalt kontakte ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 2 og 8, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt. eller politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 14, der bliver stk. 10, således at det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse.

Den foreslåede ændring i stk. 14, medfører, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Det foreslås endvidere som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i hjemrejseloven, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 a, stk. 14, nr. 2, der bliver stk. 10, nr. 2, ændres, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 39

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 15, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt 1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, 3) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., 4) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, jf. § 34, stk. 4, 5) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf. stk. 10, 6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller 7) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 15, der bliver stk. 11, således det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse efter bestemmelsen.

Den foreslåede ændring i stk. 15, medfører, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Det foreslås endvidere at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 15, der bliver stk. 11, således at det fremgår, at bestemmelsen også skal gælde for udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25.

Baggrunden for forslaget om ændring er, at det fremgår af Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 66f og 98, at det foreslås, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25, og som kan udsendes tvangsmæssigt, også skulle være omfattet af den dagældende udlændingelovs § 42 a, stk. 13 (nu § 42 a, stk. 15), idet disse udlændinge skulle være underlagt samme kontrolregime, som udlændinge på tålt ophold og udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35.

Ved en fejl fremgik det dog ikke af lovteksten ved vedtagelsen af lov nr. 174 af 27. februar 2019, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25, og som kan udsendes tvangsmæssigt, også skulle være omfattet af den dagældende udlændingelovs § 42 a, stk. 13 (nu § 42 a, stk. 15).

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt skal bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes, hvis en eller flere af betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Formålet med den foreslåede ændring er at sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter § 25, ikke overholder deres forpligtelser eller i øvrigt udviser uacceptabel adfærd. I situationer, hvor den pågældende udlænding ikke overholder sine forpligtelser, herunder ikke overholder en pålagt opholds-, underretnings- og meldepligt, eller udviser en uacceptabel adfærd, jf. § 42 a, stk. 15, nr. 1-7, der bliver stk. 11, nr. 1-7, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen kan, selv om udlændingen er omfattet af § 42 a, stk. 15, nr. 1-7, der bliver stk. 11, nr. 1-7, efter en konkret vurdering undlade at træffe sådan bestemmelse, hvis udlændingens manglende medvirken er bagatelagtig eller undskyldelig, eller hvis inddragelse af ydelserne efter udlændingens personlige og familiemæssige forhold vil virke særligt belastende for udlændingen, f.eks. hvis udlændingen har børn i den undervisningspligtige alder, eller hvis udlændingen er alvorligt syg.

I tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om, at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser eller alene får udbetalt nedsatte kontante ydelser, vil udlændingen ikke kunne opnå støtte til dækning af de pågældende udgifter i medfør af anden lovgivning, herunder efter sociallovgivningens bestemmelser.

En afgørelse om ophør af ydelser som følge af manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af bestemmelsen, vil skulle ændres, så snart udlændingen på ny overholder forpligtelserne. Er der f.eks. tale om en udlænding, der ikke overholder sin opholdspligt, vil ophøret alene gælde frem til, at den pågældende på ny begynder at overholde sin opholdspligt. Det bemærkes, at i praksis vil Udlændingestyrelsens eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse om reduktion af ydelserne først blive truffet på et senere tidspunkt, idet det forudsætter, at styrelsen nærmere vurderer grundlaget for reduktionen og herefter træffer afgørelse herom.

Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 42 a, stk. 15, der bliver stk. 11, kan påklages til Udlændingenævnet, jf. 46 a. Ligeledes vil Hjemrejsestyrelsens afgørelser kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. den foreslåede § 22, stk. 1.

Derudover foreslås det i § 42 a, stk. 15, nr. 1, der bliver stk. 11, nr. 1, at ændre »en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet,« til »en samtale med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af overdragelsen af opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet til udlændingemyndighederne, hvorefter det er Hjemrejsestyrelsen, som afholder samtaler med udlændingen til brug for en udsendelse.

Endvidere foreslås det i § 42 a, stk. 15, nr. 2, der bliver stk. 11, nr. 2, at indsætte en henvisning til hjemrejselovens § 13, stk. 3.

Den foreslåede ændring i nr. 2, indebærer, at der både henvises til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og hjemrejselovens § 13, stk. 3, som begge omhandler, at en udlænding ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, må lægge hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af indkvarteringsstedet eller for opretholdelse af ro og orden på indkvarteringsstedet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8, 3.9, 3.10 og 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 9 og §§ 11-13.

Til nr. 40

Det fremgår af den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 15, nr. 3, 4 og 5, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. stk. 8, 1. og 3. pkt., udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om, at udlændingen skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, jf. § 34, stk. 4 eller udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf. stk. 10.

Det foreslås, at § 42 a, stk. 15, nr. 3, der bliver stk. 11, nr. 3, affattes således: ”udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 2”.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 2.

Hjemrejsestyrelsen vil som udgangspunkt skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 3, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til det foreslåede § 13, stk. 2, om opholdspligt for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, der indeholder nærmere beskrivelse af opholdspligtens indhold, og hvornår opholdspligten anses for overtrådt.

Det foreslås endvidere, at § 42 a, stk. 15, nr. 4, der bliver stk. 11, nr. 4, affattes således: ”udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 2-4”.

Hjemrejsestyrelsen vil som udgangspunkt skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 4, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 12, stk. 2-4, om meldepligt for udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime, der indeholder nærmere beskrivelse af meldepligtens indhold, og hvornår meldepligten anses for overtrådt.

Det foreslås, at § 42 a, stk. 15, nr. 5, der bliver stk. 11, nr. 5, affattes således: ”udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om underretningspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 4”.

Hjemrejsestyrelsen vil som udgangspunkt skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 5, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 4, om underretningspligt, der indeholder nærmere beskrivelse af underretningspligtens indhold, og hvornår underretningspligten anses for overtrådt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne til § 12 og § 13.

Til nr. 41

Det fremgår af den gældende udlændingelovs § 42 a, stk. 15, nr. 6, at Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt.

Det foreslås, at der i § 42 a, stk. 15, nr. 6, der bliver stk. 11, nr. 6, indsættes en henvisning til hjemrejselovens § 9, stk. 2. 1. pkt., efter henvisningen til udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt.

Henvisningen foreslås som følge af den foreslåede § 9, stk. 2, 1. pkt., hvorefter indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan meddele en udlænding omfattet § 9, stk. 1, pålæg om at udføre de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt vil skulle bestemme, at udbetaling af kontante ydelser skal ophøre eller nedsættes, hvis udlændingen tilsidesætter sine forpligtelser om at udføre opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at udlændingen alene delvist tilsidesætter sine forpligtelser.

Dette skal sikre, at det hurtigt får økonomiske konsekvenser, hvis udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime – dvs. udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25 – ikke overholder deres forpligtelser. I situationer, der er omfattet af den foreslåede nr. 6, skal der derfor som det helt klare udgangspunkt ikke udbetales kontante ydelser, eller ydelserne skal nedsættes.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., om udlændinges opgaver, der indeholder nærmere beskrivelse af bestemmelsens indhold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne til § 9.

Til nr. 42

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 16, 1. pkt., at bestemmelserne i stk. 13, nr. 1-4 og 6, og stk. 14 finder tilsvarende anvendelse for udbetaling af kontante ydelser til en uledsaget udlænding under 18 år eller en udlænding under 18 år, som ikke betragtes som hørende til en af eller begge sine forældres familie, jf. § 42 b, stk. 3, 7 og 8. pkt.

Det foreslås at ændre henvisningerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 16, 1. pkt., således at, stk. 13, nr. 1-4 og 6 og stk. 14, bliver stk. 9, nr. 1-4 og 6 og stk. 10.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelser i udlændingeloven, som følge af, at udlændingelovens § 42 a, stk. 8-11, overføres til hjemrejseloven og ophæves i udlændingeloven, jf. den foreslåede § 25, nr. 35.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 43

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 17, at Udlændingestyrelsen til brug for en afgørelse efter stk. 13-16 uden udlændingens samtykke kan indhente oplysninger om udlændingens helbredsforhold hos indkvarteringsoperatøren, jf. stk. 5.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 17, der bliver stk. 13, således det fremgår, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen uden udlændingens samtykke kan indhente oplysninger om udlændingens helbredsforhold hos indkvarteringsoperatøren.

Den foreslåede ændring i stk. 17 er en konsekvens af, at kompetencen til at træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af ydelser er delt mellem Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen, således at kompetencen til at nedsætte eller fratage kontante ydelser følger den styrelse, som udlændingens disposition, som nedsættelsen eller fratagelsen beror på, relaterer sig til.

Det foreslås endvidere at ændre henvisningerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 17, således at, stk. 13-16 bliver til stk. 9-12.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 44

Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 19, 1. pkt., at for udlændinge omfattet af stk. 13-16, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, udgør forsørgertillægget pr. dag 53,39 kr.

Det foreslås at ændre henvisningerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 19, 1. pkt., således at, stk. 13-16 bliver til stk. 9-12.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 45

Det fremgår af udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., at en udlænding over 18 år, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a, stk. 1 eller 2, og som har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c, får udbetalt en tillægsydelse, jf. stk. 11, jf. dog stk. 12.

Det fremgår af § 42 c, stk. 1, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3. Det fremgår endvidere af § 42 c, stk. 2, 1. pkt., at kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger, herunder eventuel beskæftigelse. Det fremgår desuden af § 42 c, stk. 3, at kontrakten fastlægger omfang og indhold af de nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, som udlændingen har pligt til at medvirke til udførelsen af, jf. § 42 d, stk. 1, det asylansøgerkursus, som udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f, stk. 1, undervisning, som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. § 42 f, stk. 2-4 og 7, og aktivering, som det er aftalt eller fastsat, jf. stk. 2, at udlændingen skal deltage i, jf. § 42 e, stk. 1-3.

De nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold og udformning fremgår af bekendtgørelse nr. 1224 af 12. august 2020 om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.

Hjemrejseloven foreslås at indeholde en bestemmelse om, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1.

Hjemrejseloven foreslås endvidere at indeholde en bestemmelse om, at en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det foreslås i den forbindelse, at de nugældende regler om adgangen til økonomiske ydelser, herunder reglerne om bortfald eller nedsættelse af økonomiske ydelser for udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark, videreføres, uanset at hjemrejsekontrakten og pligten til udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet foreslås reguleret i hjemrejseloven.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., ændres således, at bestemmelsen også henviser til den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig i landet og er indkvarteret på et indkvarteringssted, ikke overholder sin hjemrejsekontrakt, jf. hjemrejseloven § 5, stk. 1, og den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, ikke medvirker til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 og 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 46

Det fremgår af udlændingelovens § 42 b, stk. 11, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udbetaler ydelser, jf. stk. 1, 3, 8 og 9, jf. dog stk. 12. Indkvarteringsoperatøren skal, medmindre særlige grunde taler derimod, beslutte, at tillægsydelse efter stk. 8 ikke udbetales, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c.

De nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold og udformning fremgår af bekendtgørelse nr. 1224 af 12. august 2020 om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 b, stk. 11, 2. pkt., ændres således, at bestemmelsen også henviser til den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig i landet og er indkvarteret på et indkvarteringssted, ikke overholder sin hjemrejsekontrakt, jf. hjemrejseloven § 5, stk. 1, og den situation, hvor en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, ikke medvirker til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 og 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 47

Det fremgår af udlændingelovens § 42 c, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Det fremgår af § 42 c, stk. 2, at kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger, herunder eventuel beskæftigelse. Kontrakten fastætter omfang og indhold af bl.a. den undervisning og aktivering, som det er fastsat, at udlændingen skal deltage i.

Adgangen til undervisning, aktivering og praktik er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 1224 af 12. august 2020 om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, at en udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1-3, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4, stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.

Det fremgår endvidere af § 42, stk. 2, at har en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 c, stk. 1, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 48

Det fremgår af udlændingelovens § 42 d, at en udlænding, der er indkvarteret på et af de i § 42 a, stk. 5, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 5, at Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for udlændinge, der er omfattet af stk. 1 eller 2, jf. stk. 3.

Det fremgår af § 42 a, stk. 1, at en udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1-3, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4, stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.

Det fremgår desuden af § 42, stk. 2, at har en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Hjemrejseloven foreslås at indeholde en bestemmelse om, at en udlænding over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet og er indkvarteret på et af de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke til udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 d, stk. 1, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 9 omfattes af reglerne om nødvendige opgaver. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 49

Det følger af udlændingelovens § 42 e, stk. 2, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i aktivering i form af en af indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette gælder dog ikke, hvis politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 e, stk. 2, 2. pkt., konsekvensrettes som følge af, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, og at det foreslås at ophæve udlændingelovens § 40, stk. 6.

Det foreslås på den baggrund, at ”politiet” ændres til ”Hjemrejsestyrelsen”, og at henvisningen til udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt., ændres til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 50

Det fremgår af udlændingelovens § 42 e, stk. 3, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt tilrettelagt aktivering, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2.

Det fremgår af § 42 e, stk. 1, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan deltage i aktivering i form af udførelse af andre end de i § 42 d, stk. 1, nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirken til gennemførelsen af den i §§ 42 f og 42 g nævnte undervisning.

Det fremgår endvidere af stk. 2, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan deltage i aktivering i form af en af indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette gælder dog ikke, hvis politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5, skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet. Hjemrejsekontrakten vil træde i stedet for den kontrakt, som en udlænding over 18 år, der er omfattet af lovens § 42 a, stk. 1 eller 2, og som således forsørges af Udlændingestyrelsen, indgår med indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 1. Hjemrejsekontrakten vil således også regulere de omfattede udlændinges adgang til aktivering.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 e, stk. 3, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 51

Det fremgår af udlændingelovens § 42 f, stk. 2, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, eller som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, deltage i undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 er under behandling her i landet, jf. herved § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i danskundervisning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 f, stk. 2, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 52

Det fremgår af udlændingelovens § 42 f, stk. 3, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan deltage i undervisning i andre fag, i det omfang en indkvarteringsoperatør, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilbyder sådan undervisning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 f, stk. 3, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 53

Det fremgår af udlændingelovens § 42 f, stk. 4, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt tilrettelagt undervisning, som ikke er omfattet af stk. 1-3 og 6.

Det fremgår af § 42 f, stk. 1, at en udlænding over 18 år, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og som er indkvarteret på et modtagecenter, jf. § 42 a, stk. 5, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, deltage i undervisning, der skal give udlændingen et helt indledende kendskab til dansk sprog og danske kultur- og samfundsforhold samt arbejdsmarkeds-, uddannelses- og boligforhold (asylansøgerkursus). Tager udlændingen forinden asylansøgerkursets gennemførelse ophold på et opholdscenter, jf. § 42 a, stk. 5, skal kursusforløbet fortsættes og afsluttes på opholdscenteret. Indkvarteringsoperatøren på modtagecenteret skal oplyse operatøren af opholdscenteret om, hvorvidt asylansøgerkurset er gennemført på modtagecenteret eller skal fortsættes og afsluttes på opholdscenteret.

Det fremgår endvidere af § 42 f, stk. 6, at en 17-årig udlænding, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, kan deltage i et asylansøgerkursus, jf. stk. 1, undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning, jf. stk. 2, og undervisning i andre fag, jf. stk. 3. 17-årige udlændinge kan deltage i asylansøgerkurset og den i stk. 2 og 3 nævnte undervisning på samme betingelser som udlændinge over 18 år, jf. stk. 1-3. En 17-årig udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 er under behandling her i landet, jf. herved § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i danskundervisning. Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 f, stk. 4, ændres således, at bestemmelsen ikke henviser til de udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 5 omfattes af reglerne om en hjemrejsekontrakt. Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 54

Det følger af udlændingelovens § 42 k, stk. 5, 1. og 2. pkt., at Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt med udlændingen om indkvarteringen i egen bolig. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen om opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i den foreslåede hjemrejselov, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, foreslås det, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 k, stk. 5, 2. pkt., konsekvensrettes, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 55

Det følger af udlændingelovens § 42 l, stk. 4, 1. og 2. pkt., at Udlændingestyrelsen indgår en kontrakt med udlændingen om dennes private indkvartering, jf. stk. 1. Det skal indgå i kontrakten som et vilkår, at udlændingen medvirker til oplysning af sin sag om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen om opholdstilladelse medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.

Som konsekvens af, at udlændingelovens § 40, stk. 6, ophæves, og at det foreslås at indsætte en bestemmelse i den foreslåede hjemrejselov, der skal fastsætte en udlændings forpligtelse til at medvirke til sin udrejse, foreslås det, at bestemmelsen i udlændingelovens § 42 l, stk. 4, 2. pkt., konsekvensrettes, således at der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, i den foreslåede hjemrejselov.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 3.

Til nr. 56

Det følger af udlændingelovens § 43, stk. 2, 1. pkt., at såfremt politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Efter § 43, stk. 2, 2. pkt., afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen, hvis udlændingen ikke har tilstrækkelige midler. Udgifterne afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold, jf. herved § 43, stk. 2, 3. pkt. Sidstnævnte gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 10, eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland, er behandlet efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure, jf. § 43, stk. 2, 5. pkt.

Udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i kapitel 5 a (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013/EU af 26. juni 2013 (Dublin III-forordningen)) afholdes endeligt af statskassen, jf. udlændingelovens § 43, stk. 2, 4. pkt.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 43, stk. 2, ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 7.

Til nr. 57

Det fremgår af udlændingelovens § 43, stk. 5, at bestemmelserne i stk. 3 og 4 ikke finder anvendelse ved indrejse fra et Schengenland. Stk. 3 finder dog anvendelse, hvis der er indført indrejsekontrol ved grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25, jf. § 38, stk. 2, og udlændinge- og integrationsministeren har truffet beslutning efter § 59 a, stk. 2.

Som konsekvens af det foreslåede om, at udlændingelovens § 43, stk. 2, ophæves, hvorefter stk. 3-5 bliver stk. 2-4, foreslås det, at henvisningen til stk. 3 og 4 i udlændingelovens § 43, stk. 5, 1. pkt., der bliver § 43, stk. 4, 1. pkt., ændres til stk. 2 og 3, og at henvisningen til stk. 3 i udlændingelovens § 43, stk. 5, 2. pkt., der bliver § 43, stk. 4, 2. pkt., ændres til stk. 2.

Der er således tale om en konsekvensrettelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 7 og § 25, nr. 53.

Til nr. 58

Det følger af udlændingelovens § 43 a, stk. 1, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 er taget under behandling, kan, hvis udlændingen ikke selv har midler hertil, ydes hjælp til rejse til et tredjeland, hvor udlændingen efter indrejsen i Danmark og inden udløbet af en fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og opholdstilladelse, hvis udlændingen har fået afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. dog stk. 3.

Det følger af udlændingelovens § 43 a, stk. 2, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kan ydes hjælp til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, hvis udlændingen medvirker til at udrejse uden ugrundet ophold.

Det følger af § 43 a, stk. 3, at der ikke kan ydes hjælp efter stk. 1 og 2, til 1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet, 2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande, 3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og 4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det følger af § 43 a, stk. 4, at der endvidere ikke kan ydes hjælp efter udlændingelovens stk. 2, til 1) udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og 2) udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 10.

Det følger af § 43 a, stk. 5, at hjælpen efter stk. 1, omfatter 1) udgifter til billet til fly, tog mv., 2) nødvendige udgifter til transport af personlige ejendele 3) højst 5.000 kr. pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt for den pågældendes eller familiens erhverv i det pågældende tredjeland og 4) andre udgifter, der forbundet med rejsen.

Det følger af § 43 a, stk. 6, at hjælpen efter stk. 2, udgør 3.000 kr. pr. person over 18 år og 1.500 kr. pr. person under 18 år.

Det følger af § 43 a, stk. 7, at en udlænding kun kan modtage hjælp efter stk. 1 og stk. 2 én gang.

Det følger af § 43 a, stk. 8, at udlændinge, der har fået endeligt afslag på opholdstilladelse i medfør af § 7, og for hvem der er fastsat en udrejsefrist i henhold til § 33, stk. 2, tilbydes uvildig rådgivning om mulighederne for hjemrejse, herunder om mulighederne for støtte efter stk. 2 til genetablering i det land, hvortil udlændingen udrejser. Udlændinge- og integrationsministeren kan træffe bestemmelse om, at den uvildige rådgivning skal varetages af en eller flere private organisationer.

Det følger af § 43 a, stk. 9, at det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1995-niveau og reguleres fra og med 1996 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det i stk. 6 angivne beløb er fastsat i 2003-niveau og reguleres fra og med 2004 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det følger af udlændingelovens § 43 b, at udlændinge- og integrationsministeren kan bestemme, at der kan ydes økonomisk støtte til frivillig tilbagevenden til hjemlandet til grupper af udlændinge, der opholder sig her i landet, og som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og ikke har opholdstilladelse her i landet, når særlige repatrieringshensyn taler derfor.

Det foreslås, at udlændingelovens § 43 a og § 43 b ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at den foreslåede hjemrejselov skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Baggrunden for forslaget er endvidere, at Hjemrejsestyrelsen siden august 2020 har varetaget opgaven med at yde hjemrejserådgivning til udlændinge uden lovligt ophold her i landet.

Det betyder, at bestemmelser, der knytter sig til udlændinges udrejse, fremover vil fremgå af hjemrejseloven, og gældende ordninger om bl.a. hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med frivillig tilbagevenden, vil blive samlet og reguleret i en samlet hjemrejsestøtte. Retten til uvildig rådgivning videreføres ikke i hjemrejseloven. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil dog administrativt sikre, at der fortsat tilbydes uvildig rådgivning til udlændinge uden lovligt ophold i Danmark.

Det foreslåede betyder endvidere, at der fremover endvidere vil fremgå af hjemrejseloven, at udlændinge- og integrationsministeren, skal kunne fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 8.

Til nr. 59

Det følger af udlændingelovens § 45 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger fra en sag efter denne lov til efterretningstjenesterne, i det omfang videregivelsen kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Det følger af § 45 a, stk. 2, at efterretningstjenesterne kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om en udlænding til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet i det omfang videregivelsen kan have betydning for disse myndigheders behandling af en sag efter denne lov.

Det foreslås, at bestemmelserne i udlændingelovens § 45 a, stk. 1 og 2, konsekvensrettes således, at det fremgår, at Hjemrejsestyrelsen også uden udlændingens samtykke vil kunne videregive oplysninger fra en udlændings sag efter udlændingeloven og hjemrejseloven til efterretningstjenesterne, og at efterretningstjenesterne uden udlændingens samtykke kan videregive oplysninger om en udlænding til bl.a. Hjemrejsestyrelsen i det omfang videregivelsen vil kunne have betydning for myndighedens behandling af en sag efter udlændingeloven eller hjemrejseloven.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret fra politiet for de opgaver vedrørende hjemrejse, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Endvidere skal hjemrejseloven understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse vil skulle fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således ske efter hjemrejseloven.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 59.

Til nr. 60

Det følger af § 45 a, stk. 4, at efterretningstjenesterne kan uden udlændingens samtykke elektronisk indhente oplysninger om en udlænding fra registre og systemer i Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet i det omfang indhentelsen kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 a, stk. 4, konsekvensrettes således, at efterretningstjenesterne uden udlændingens samtykke elektronisk også vil kunne indhente oplysninger om en udlænding fra registre og systemer i Hjemrejsestyrelsen i det omfang indhentelsen kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 60.

Til nr. 61

Det følger af udlændingelovens § 45 c, stk. 1, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger fra en sag efter denne lov til anklagemyndigheden med henblik på anklagemyndighedens beslutning om, hvorvidt tiltale skal rejses for forbrydelser begået i eller uden for Danmark.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 c, stk. 1, konsekvensrettes således, at Hjemrejsestyrelsen også uden udlændingens samtykke vil kunne videregive oplysninger fra en sag efter udlændingeloven eller hjemrejseloven til anklagemyndigheden med henblik på anklagemyndighedens beslutning om, hvorvidt tiltale skal rejses for forbrydelser begået i eller uden for Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang, jf. den kongelige resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Endvidere skal hjemrejseloven understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således ske efter hjemrejseloven.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 61.

Til nr. 62

Det følger af § 45 c, stk. 2, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter denne lov, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation og strafforfølgning af personer, der kan mistænkes for forbrydelser med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Det følger af § 45 c, stk. 3, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter denne lov, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation af ofre for eller vidner til en konkret forbrydelse med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 c, stk. 2, konsekvensrettes således, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter udlændingeloven eller hjemrejseloven, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation og strafforfølgning af personer, der kan mistænkes for forbrydelser med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Det foreslås endvidere, at bestemmelsen i udlændingelovens § 45 c, stk. 3, konsekvensrettes således, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan endvidere efter anmodning fra anklagemyndigheden uden samtykke fra udlændingen videregive oplysninger fra en eller flere sager efter udlændingeloven eller hjemrejseloven, i det omfang videregivelsen må antages at have betydning for anklagemyndighedens identifikation af ofre for eller vidner til en konkret forbrydelse med en strafferamme på 6 år eller derover begået i eller uden for Danmark.

Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25, nr. 62.

Til nr. 63

Det fremgår af udlændingelovens § 46, stk. 1, at afgørelser efter udlændingeloven med de undtagelser, der fremgår af stk. 2-4, og af § 4 d, stk. 3 og 4, § 9, stk. 26, 27 og 36-38, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a, § 51, stk. 2, 2. pkt., § 56 a, stk. 1-5, § 58 i og § 58 j, jf. dog § 58 d, 2. pkt., træffes af Udlændingestyrelsen.

Bestemmelsen fastslår således, at udgangspunktet efter loven er, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelser i 1. instans. Alene i de i bestemmelsen nærmere opregnede tilfælde træffes afgørelse af en anden myndighed.

Det foreslås, at der i § 46, stk. 1, indsættes en undtagelse til udgangspunktet om, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelse efter udlændingeloven.

Baggrunden for forslaget er det samtidigt foreslåede nye stk. 3, hvorefter Hjemrejsestyrelsen bl.a. tillægges kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9. Der henvises til bemærkningerne til § 25, nr. 64.

Baggrunden for forslaget er endvidere det samtidigt foreslåede nye stk. 9, hvorefter Hjemrejsestyrelsen kan ændre en udrejsefrist til straks efter § 33, stk. 2, 3. pkt., når Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding ikke medvirker til sin udrejse efter hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Til nr. 64

Det følger af udlændingelovens § 46, at afgørelser efter udlændingelovens bestemmelser som udgangspunkt træffes af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det foreslås i lovforslagets § 25, nr. 6, at der i udlændingelovens § 32, stk. 1, som et nyt nr. 6 indsættes en bestemmelse om, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis der er truffet afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Det foreslås endvidere i lovforslagets § 25, nr. 8, at der i udlændingelovens § 32, stk. 9, indsættes en bestemmelse om, at et allerede meddelt indrejseforbud, efter § 32, stk. 1, nr. 2 og nr. 6, kan forkortes, hvis en udlænding har genoptaget sin medvirken til udrejse.

På den baggrund foreslås det, at der i udlændingelovens § 46 som et nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter Hjemrejsestyrelsen bl.a. tillægges kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9.

Formålet med forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen skal kunne træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6 og stk. 9.

En afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9, vil blive truffet, når udlændingen befinder sig i udrejsefasen. En afgørelse efter de foreslåede bestemmelser vil være afhængig af, at der forinden efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 3, stk. 3, er truffet afgørelse om, hvorvidt udlændingen medvirker til udrejsen. En sådan afgørelse om medvirken vil efter det foreslåede til hjemrejselovens § 3, stk. 3, blive truffet af Hjemrejsestyrelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at Hjemrejsestyrelsen skal tillægges kompetencen til at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 9.

Ved at tillægge Hjemrejsestyrelsen kompetence til at træffe afgørelse efter disse bestemmelser, sikres der samtidig effektivitet og smidighed i udrejsesagsbehandlingen.

Efter det foreslåede, vil Hjemrejsestyrelsen således have kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, og stk. 9.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, vil kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1, mens Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 32, stk. 9, ikke vil kunne påklages, jf. den foreslåede § 46 a, stk. 6, jf. lovforslagets § 25, nr. 69. En klage til Udlændingenævnet skal være indgivet senest 8 uger efter modtagelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Rigspolitichefen eller politidirektøren havde indtil den 1. august 2020 kompetencen til at træffe afgørelse om at optage fingeraftryk og personfotografi med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Rigspolitichefens eller politidirektørens afgørelser efter udlændingelovens §§ 40 a, stk. 2, nr. 4, og 40 b, stk. 2, nr. 3, kan i medfør af udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt., påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Som følge af ressortoverførslen ved kongelig resolution af 10. september 2019 i bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Hjemrejsestyrelsen siden den 1. august 2020 haft kompetencen til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Med den foreslåede ændring af udlændingelovens § 46, stk. 3, vil det endvidere fremgå direkte af udlændingeloven, at Hjemrejsestyrelsen kan træffe afgørelser efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 2, 3, vil som følge af den foreslåede § 28, nr. 53, om ændring af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Udlændingelovens § 46, stk. 3-7, bliver herefter stk. 4-8.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 6 og 8.

Til nr. 65

Det følger af forslaget til § 5, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen kan beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Det følger videre af forslaget til § 5, stk. 2, at hjemrejsekontrakten indgås mellem udlændingen og Hjemrejsestyrelsen samt at hjemrejsekontakten har til formål at forberede udlændingens udrejse.

Endelig følger det af forslaget til § 5, stk. 3, at kan der ikke opnås enighed om hjemrejsekontraktens indhold, træffer Hjemrejsestyrelsen afgørelse herom.

Det foreslås, at udlændingelovens § 46, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres således, at afgørelse om forlængelse af udrejsefrist efter § 33, stk. 4, træffes af den myndighed, som har truffet den afgørelse, udrejsefristen knytter sig til, eller, hvis forlængelse sker som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom, jf. hjemrejselovens § 5, stk. 2 og 3.

Som noget nyt foreslås det således, at Hjemrejsestyrelsen kan træffe afgørelse om forlængelse af udrejsefristen, hvis forlængelse sker som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsen afgørelse herom, jf. den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 5, stk. 2 eller stk. 3.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen efter forslaget til lovforslagets § 5 skal kunne beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Væsentlige elementer i en udlændings hjemrejsekontrakt er hjemrejseforberedende aktivering og undervisning. Det forventes, at disse elementer vil have en varighed af ca. 4 uger. Dermed vil hjemrejseforberedende aktivering og undervisning have en varighed, der er længere end den udrejsefrist udlændinge sædvanligvis gives i forbindelse med myndighedernes afgørelse om, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig i landet.

På den baggrund foreslås det, at Hjemrejsestyrelsen bliver tillagt kompetence til at træffe afgørelse om forlængelse af en udrejsefrist, hvis forlængelse sker som følge af en indgået hjemrejsekontrakt eller en afgørelse herom truffet af Hjemrejsestyrelsen.

Det er forventningen, at Hjemrejsestyrelsen ved indgåelse eller fastsættelse af en hjemrejsekontrakt vil kunne forlænge udlændingens udrejsefrist med indtil 14 dage ad gangen, dog således at forlængelsen som udgangspunkt sker for 1 måned ved selve indgåelsen eller fastsættelsen af hjemrejsekontrakten eller fra afgørelsestidspunktet. Udrejsefristen kan som altovervejende udgangspunkt maksimalt forlænges således, at den samlede udrejsefrist bliver på 120 dage.

Det bemærkes, at afgørelser om forlængelse af udrejsefrister, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, følger klageadgangen for den materielle afgørelse. Det betyder, at såfremt den materielle afgørelse ikke kan påklages, kan afgørelsen om forlængelse eller ej af udrejsefristen heller ikke påklages. Det foreslås, at denne ordning videreføres.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 66

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 1, at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse. Udrejsefristen fastsættes således som udgangspunkt af den myndighed, der træffer afgørelse om, at den pågældende udlænding ikke har ret til at opholde sig i landet.

Det fremgår desuden af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at såfremt en udvisning er sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7.

Efter det foreslåede til hjemrejselovens § 3, stk. 3, vil Hjemrejsestyrelsen skulle træffe afgørelse om, hvorvidt en udlænding medvirker til sin udrejse.

Efter det foreslåede til lovforslagets § 25, nr. 6, skal Hjemrejsestyrelsen endvidere træffe afgørelse om at meddele en udlænding, der ikke medvirker til udrejsen, et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, uanset at den pågældendes udrejsefrist endnu ikke er udløbet.

På den baggrund foreslås det at indsætte et nyt stk. 9 i udlændingelovens § 46, hvorefter en afgørelse om ændring af en allerede fastsat udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, til straks, træffes af Hjemrejsestyrelsen, når der er truffet afgørelse om, at en udlænding ikke medvirker til sin udrejse, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede til § 25, nr. 6, vedrørende meddelelse af indrejseforbud, hvis udlændingen ikke medvirker til sin udrejse.

Formålet med det foreslåede er at tillægge Hjemrejsestyrelsen kompetence til at ændre en allerede fastsat udrejsefrist til straks, hvis udlændingen ikke medvirker til udrejsen. Dette betyder, at der således kan træffes afgørelse om at meddele udlændingen et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 6.

Efter det foreslåede træffer Hjemrejsestyrelsen således afgørelse om at ændre en allerede fastsat udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, til straks, når der er truffet afgørelse om, at en udlænding ikke medvirker til sin udrejse, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3.

Det foreslås desuden i udlændingelovens § 33, stk. 5, at ændre bestemmelsen, således at politiet udgår.

I den forbindelse foreslås det at indsætte et nyt stk. 10 i udlændingelovens § 46, hvorefter Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse om, at fastsætte udrejsefristen til straks.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 6 og 8.

Til nr. 67

Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter loven kan påklages til Udlændingenævnet.

Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om meddelelse af indrejseforbud som følge af en administrativ udvisning, kan således påklages til Udlændingenævnet.

Med lovforslagets § 25, nr. 64, foreslås det, at Hjemrejsestyrelsen vil blive tillagt kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6 og stk. 9, hvorved Hjemrejsestyrelsen vil træffe afgørelse om henholdsvis meddelelse af et indrejseforbud som følge af, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse, samt træffe afgørelse om at forkorte et allerede meddelt indrejseforbud som følge af udlændingens genoptagede medvirken til udrejsen.

På den baggrund foreslås det i § 46 a, stk. 1, indsat, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter udlændingeloven som udgangspunkt kan påklages til Udlændingenævnet.

Dette svarer også til, hvad der gælder efter den nugældende udlændingelovs § 46 a, stk. 1, om klageadgangen for afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration i 1. instans.

Formålet med forslaget er, at Udlændingenævnet vil blive tillagt kompetencen til at behandle klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelser meddelt i henhold til udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6 og stk. 9.

Som en følge af forslaget om, at Udlændingenævnet vil blive tillagt kompetence til at behandle en klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelser, vil en klage over en afgørelse om meddelelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 6, blive behandlet af Udlændingenævnet.

Efter forslaget vil en klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 32, stk. 9, hvorved varigheden af et allerede meddelt indrejseforbud kan forkortes som følge af udlændingens genoptagede medvirken til udrejsen, kunne blive behandlet af Udlændingenævnet.

En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelser, skal være indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 6, 8 og 64.

Til nr. 68

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 46 a, stk. 2, nr. 3, kan politiets afgørelser efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., påklages til Udlændingenævnet.

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., kan afgørelser efter bl.a. § 34, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 3, om bl.a. optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri), træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren.

Det fremgår derudover af § 48, stk. 1, 3. pkt., at afgørelser efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, og § 40 b, stk. 1, endvidere kan træffes af Udlændingestyrelsen.

De afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2.

Efter bestemmelsen i § 48, stk. 2, kan politidirektørens afgørelser efter § 34 påklages til Rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelser efter § 34 i 1. instans kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter § 34 af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Klagerne har ikke opsættende virkning.

Det foreslås i lovforslagets § 25, nr. 71, at det alene vil være politidirektøren, der kan træffe afgørelse efter bl.a. § 34, § 40 a, stk. 1, nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2. Se bemærkningerne til § 25, nr. 71.

Det foreslås, at klageadgangen for politidirektørens afgørelser efter § 34, § 40 a, stk. 1, nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2, overføres fra Rigspolitichefen til Udlændingenævnet, ligesom det foreslås, at politiets afgørelser efter den foreslåede delegationshjemmel i § 48, stk. 4, jf. lovforslagets § 25, nr. 71, kan påklages til Udlændingenævnet.

Baggrunden for forslaget er, at der som udgangspunkt er tale om opgaver, der ikke indeholder anvendelse af magt og tvang, og at udlændingeområdet som udgangspunkt nu hører til Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort efter ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 71.

Til nr. 69

Det fremgår af udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., at afgørelser efter bl.a. udlændingelovens § 33, stk. 5, kan træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren.

Det følger af udlændingelovens § 48, stk. 1, 7. pkt., at politiets afgørelser efter bl.a. § 33, stk. 5, ikke kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Som følge af ressortoverførslen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Hjemrejsestyrelsen siden den 1. august 2020 haft kompetencen til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 33, stk. 5.

Med forslaget i hjemrejselovens § 25, nr. 71, vil Hjemrejsestyrelsens kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 33, stk. 5, fremgå direkte af udlændingeloven.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 6, nr. 1-8, kan en række af udlændingemyndighedernes afgørelser ikke påklages. Det foreslås i § 25, nr. 66, at indsætte et nr. 9 i udlændingelovens § 46 a, stk. 6, således, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser om at fastsætte en udlændings udrejsefrist til straks i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 5, ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed.

Der vil således være tale om en videreførelse af gældende ret for så vidt angår muligheden for påklage.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 71.

Til nr. 70

Det følger af udlændingelovens § 46 b, at Udenrigsministeriet bistår politiet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Flygtningenævnet, Udlændingenævnet, domstolene og udlændinge- og integrationsministeren med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter denne lov.

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 46 b ændres, således at Udenrigsministeriet også bistår Hjemrejsestyrelsen med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandlingen af sager eller grupper af sager efter udlændingeloven eller hjemrejseloven.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen som følge af den kongelige resolution, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, fra den 1. august 2020 har overtaget ansvaret for de opgaver vedrørende udrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang. Endvidere skal den foreslåede hjemrejselov understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver, hvorfor bestemmelser om udlændinges udrejse fremover skal fremgå af hjemrejseloven. Behandlingen af sager om udlændinges udrejse vil således fremover ske efter den foreslåede hjemrejselov.

Der tilsigtes ikke yderligere indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 20.

Til nr. 71

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 48, stk. 1, kan afgørelser om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., træffes af vedkommende politidirektør. Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 5, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, §§ 37 g og 37 j, § 40, stk. 9 og 10, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2 og 3, kan træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren. Afgørelser efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, og § 40 b, stk. 1, og afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan træffes af Rigspolitichefen. De afgørelser, der er nævnt i 1. pkt., kan påklages til Udlændingenævnet, jf. § 46 a, stk. 2, nr. 3, og de afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2. Politiets afgørelser efter § 33, stk. 5, og § 43 a, stk. 2, kan ikke indbringes for udlændinge- og integrationsministeren. Klagen har ikke opsættende virkning.

Som følge af ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Udlændingestyrelsen siden den 1. august 2020 – foruden politiet – haft kompetence til at træffe afgørelser om foranstaltninger efter § 34, stk. 1, for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse, ligesom Udlændingestyrelsen – foruden politiet – har haft kompetence til at træffe bestemmelser om meldepligt efter § 34, stk. 2, for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling. Endvidere har Hjemrejsestyrelsen – foruden politiet – siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser om foranstaltninger efter § 34 vedrørende udlændinge uden lovligt ophold for at sikre de pågældende udlændings tilstedeværelse eller medvirken med henblik på den efterfølgende iværksættelse af en afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Såfremt politidirektøren i 1. instans har truffet afgørelse, har afgørelsen kunnet påklages til Rigspolitichefen. Hvis Rigspolitichefen i 1. instans har truffet afgørelse, har afgørelsen kunnet påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Hjemrejsestyrelsens og Udlændingestyrelsens afgørelser har kunnet påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Yderligere træffer Udlændingestyrelsen afgørelser om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri) af bl.a. udlændinge, der søger om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7. Afgørelserne kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Klagerne har ikke opsættende virkning.

Politiet har siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser efter § 34, stk. 1 og 2, for de udlændinge, der endnu ikke er truffet afgørelse om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Politiets afgørelser kan – afhængigt af om det er politidirektøren eller Rigspolitichefen, der har truffet afgørelse i 1. instans – påklages til enten Rigspolitichefen eller udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 48, stk. 1, 5. pkt., smh. med § 48, stk. 2.

Hjemrejsestyrelsen har endvidere siden den 1. august 2020 haft kompetencen til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 43, stk. 2, om afholdelse af udgifter forbundet med udrejsen samt § 43 a om ydelse af hjælp. Afgørelser om afholdelse af udgifter forbundet med udrejsen samt afgørelser om ydelse af hjælp kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, dog med undtagelse af afgørelser omfattet af § 43 a, stk. 2, der ikke kan påklages.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 3, kan politidirektørens afgørelser efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, påklages til Rigspolitichefen, jf. dog 5. pkt. Rigspolitichefens afgørelse efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, i 1. instans kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 5. pkt. Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter 1. pkt. af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Politidirektørernes eller Rigspolitichefens afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, kan dog kun påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter §§ 37, 37 c-37 e eller 37 k. Klagerne har ikke opsættende virkning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 48 nyaffattes, både som følge af ressortomlægningen og med henblik på at sikre, at afgørelserne træffes, hvor den rette faglige kompetence foreligger. Det foreslås endvidere at ensrette strukturen i forhold til den sædvanlige kompetence og klageadgang for politiets dispositioner uden for strafferetsplejen, jf. retsplejeloven.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør efter § 48, stk. 1, 1. pkt., kan træffe afgørelse efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., § 34, § 40 a, stk. 1. nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2, om bl.a. afvisning ved indrejsen, foranstaltninger for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelser om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling, herunder meldepligt, og optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri), der bl.a. ikke angår den indledende registrering af udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl).

Forslaget indebærer, at vedkommende politidirektør fortsat skal have kompetence til at træffe afgørelser efter udlændingelovens § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., om afvisning ved indrejsen. Det betyder, at politiet, når politiet antræffer en udlænding ved den danske grænse, vil have mulighed for på stedet at træffe afgørelse om afvisning, således at den pågældende nægtes indrejse i Danmark.

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted. Det betyder f.eks., at en afgørelse om afvisning af en udlænding ved indrejsen skal træffes af politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen er antruffet på grænsen, f.eks. en lufthavn eller en land- eller søgrænse.

Forslaget til § 48, stk. 1, 1. pkt., indebærer endvidere, at vedkommende politidirektør kan træffe afgørelser efter udlændingelovens § 34, § 40 a, stk. 1, nr. 2, § 40 a, stk. 2, nr. 1-3 og 5, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og 4, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2, om bl.a. foranstaltninger for at sikre en udlændings, for hvem der endnu ikke er truffet afgørelser om afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse, tilstedeværelse, optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri), der bl.a. ikke angår den indledende registrering af udlændinge, der ansøger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl).

Der vil være tale om en videreførelse af gældende ret i de tilfælde, hvor politiet efter ressortoverførslen fortsat skal optage fingeraftryk og personfotografi (biometri).

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde en klagevejledning, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68, om ændring af klageadgangen til Udlændingenævnet. Klagen vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Det foreslås endvidere, at vedkommende politidirektør efter § 48, stk. 1, 2. pkt., kan træffe afgørelse efter udlændingelovens § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, og §§ 37 g og 37 j om frihedsberøvelse, herunder isolation, besøgs- eller brevkontrol.

Forslaget indebærer, at politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen antræffes i forbindelse med politiforretningen, tillægges kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende de ovennævnte bestemmelser i udlændingeloven om frihedsberøvelse, isolation, besøgs- eller brevkontrol. Baggrunden herfor er, at afgørelserne har tæt tilknytning til de operative opgaver, politiet i dag udfører, hvorfor det er naturligt, at politidirektørerne træffer afgørelse frem for Rigspolitichefen.

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted. Det betyder f.eks., at en afgørelse om frihedsberøvelse af en udlænding efter udlændingelovens § 36 skal træffes af politidirektøren i den politikreds, hvor udlændingen antræffes.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning. Klagen vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Det foreslås, at der i § 48, stk. 2, indsættes en mulighed for at påklage politidirektørens afgørelser efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, til Rigspolitichefen.

Politidirektørerne behandler i dag sager om foranstaltninger efter de nævnte bestemmelser, men der er i dag også mulighed for, at Rigspolitichefen kan træffe afgørelse med klageadgang til udlændinge- og integrationsministeren.

Forslaget indebærer, at kompetencen til at behandle klager over politidirektørernes afgørelser efter de nævnte bestemmelser tillægges Rigspolitichefen.

Rigspolitiet er overordnet myndighed for politikredsene og besidder ligesom politidirektørerne en betydelig sagkundskab i forhold til at kunne træffe afgørelse efter de nævnte bestemmelser om bl.a. frihedsberøvelse, herunder isolation, besøgs- eller brevkontrol. Hertil kommer, at de nævnte bestemmelser vedrører afgørelser, der i høj grad beror på en politifaglig vurdering, hvor politikredsene og Rigspolitiet besidder en betydelig sagkundskab. Endelig ses denne struktur også at følge den sædvanlige klageadgang for politiets dispositioner uden for strafferetsplejen, jf. retsplejeloven.

Forslaget medfører, at Rigspolitichefen ikke længere som 1. instans vil kunne træffe afgørelse efter bestemmelserne, og at der ikke længere vil være klageadgang til udlændinge- og integrationsministeren. Nyaffattelsen ændrer ikke på adgangen til en to-instans prøvelse af afgørelser truffet efter de nævnte bestemmelser.

En klage over politiets afgørelse efter de nævnte bestemmelser vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Rigspolitichefen afgørelse i klagesagen skal være skriftlig.

Der er med nyaffattelsen ikke tilsigtet en ændring af reglerne om domstolsprøvelse af politiets afgørelser.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 48, stk. 2, 2. pkt., vil politidirektørens afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, og § 37 e, stk. 1 og 4, kun kunne påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter § 37, §§ 37 c-37 e eller § 37 k.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse kan påklages administrativt, vil således som hidtil bero på, om politiets afgørelse kan indbringes for domstolene.

Det foreslås i § 48, stk. 3, at vedkommende politidirektør kan træffe afgørelser efter udlændingelovens § 40, stk. 9 og 10. Afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen. De afgørelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt., kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeren.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Udlændingestyrelsen f.eks. i forbindelse med en samtale med en asylansøger kan tage den pågældendes pas eller flybilletter i forvaring, hvis det skønnes nødvendigt, herunder hvis det må frygtes, at den pågældende har til hensigt at bortskaffe genstandene eller dokumenterne. Der henvises til Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 130 som fremsat, side 97.

Forslaget indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse om at optage sager til forhør i retten og at tage genstande til brug for sagen i bevaring i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 9 og 10, tilfalder vedkommende politidirektør.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Politidirektørens afgørelser herom kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Idet optag til forhør efter § 40, stk. 9, skal ske ved retten efter retsplejelovens § 1018, og retsplejelovens kapitel 72, 73 og 74 om legemsindgreb, ransagning og beslaglæggelse finder anvendelse i forbindelse med anvendelsen af udlændingeloven § 40, stk. 10, sker der dog allerede en legalitetsprøvelse heraf ved domstolene. Forslaget ændrer ikke herved.

Før ændringen af § 48 tilfaldt kompetencen til at træffe afgørelser efter § 40, stk. 9 og 10, ligeledes vedkommende politidirektør med klageadgang til udlændinge- og integrationsministeren. Der er med nyaffattelsen ikke tilsigtet en ændring af dette.

Forslaget medfører ligeledes, at afgørelser om, at tage dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan træffes af Udlændingestyrelsen.

Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde klagevejledning.

Udlændingestyrelsens afgørelser herom kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren i medfør af 3. pkt.

Det foreslås i § 48, stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren efter forhandling med justitsministeren kan delegere kompetencen til at træffe afgørelse i første instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri) af udlændinge, som ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1, til vedkommende politidirektør.

Vedkommende politidirektør skal forstås som politidirektøren i den politikreds, hvor politiforretningen vil finde sted.

Delegationshjemlen vil omfatte den såkaldte indledende asylregistrering, hvor der efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1, skal optages fingeraftryk og personfotografi (biometri) af asylansøgere. Det forudsættes, at delegationshjemlen anvendes til, at politiet som hidtil i hele landet kan træffe afgørelser i første instans om optagelse af biometri i den indledende asylregistrering. Denne opgavefordeling mellem udlændingemyndighederne og politiet vil kunne blive ændret efterfølgende, f.eks. i en situation hvor Danmark måtte opleve en væsentlig forøgelse af antallet af indrejsende migranter, herunder udlændinge der ansøger om asyl.

Forslaget ændrer ikke ved de materielle regler om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri). Politiet vil efter delegation af afgørelseskompetencen skulle behandle sagerne, som politiet hidtil har gjort, og der er således ikke tilsigtet nogen ændring af politiets praksis. Dette indebærer, at når politiet rundt omkring i landet, herunder på grænsen til Tyskland og i lufthavne, antræffer en udlænding, der tilkendegiver, at den pågældende har til hensigt at ansøge om international beskyttelse (asyl), vil politiet som hidtil foranstalte, at den pågældende ledsages til en af politiets lokationer, hvor politiet bl.a. optager fingeraftryk og personfotografi (biometri). Politiets afgørelser herom kan påklages til Udlændingenævnet i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 25, nr. 68.

Som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, er det udlændingemyndighederne under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der efter ressortoverdragelsen har det retlige ansvar for, at der foretages en fuld asylregistrering af asylansøgere, der opholder sig i Danmark, uanset om politiet efter den foreslåede delegationshjemmel får afgørelseskompetence til at træffe afgørelse i første instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi (biometri) af asylansøgere i den indledende asylregistrering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 og 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 25, nr. 9 og 68.

Til nr. 72

Det fremgår af udlændingelovens § 52 c, stk. 3, at Udlændingenævnet kan indhente en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller politiet i anledning af en klagesag.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 52 c, stk. 3, således, at Udlændingenævnet i anledning af en klagesag også vil kunne indhente en udtalelse fra Hjemrejsestyrelsen.

Forslaget indebærer, at Udlændingenævnet i anledning af en klagesag vil kunne indhente en udtalelse fra Hjemrejsestyrelsen.

Udlændingenævnets sekretariat vil i forbindelse med forberedelsen af sagen vurdere, om en udtalelse skal indhentes.

Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 73

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., at afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) til en udlænding, der opholder sig her i landet, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 32 b eller § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet.

Det foreslås, at der efter § 53 a, stk. 2, 3. pkt., indsættes et nyt punktum, hvorefter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) til en udlænding, der opholder sig her i landet, først anses for påklaget til Flygtningenævnet efter 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, medmindre udlændingen forinden frafalder sin klage.

Formålet med forslaget er, at asylansøgere, der efter en grundig førsteinstansprøvelse i Udlændingestyrelsen er blevet meddelt afslag på asyl, aktivt skal tage stilling til afslaget og deres muligheder, herunder muligheden for frivilligt at udrejse af landet.

Den foreslåede ændring indebærer, at der indføres en periode på 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 7, hvor sagen ikke er påklaget til Flygtningenævnet. Asylansøgeren vil i denne periode skulle modtage målrettet vejledning fra Hjemrejsestyrelsen. Hjemrejsestyrelsen vil bl.a. skulle vejlede asylansøgeren om andelen af stadfæstede afslag i Flygtningenævnet for den pågældendes nationalitet samt om mulighederne for at frivilligt at udrejse af landet med hjemrejsestøtte.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, stk. 5, hvorefter det foreslås, at der kan gives et supplerende kontantbeløb i tillæg til hjemrejsestøtten ved frafald af en klage til Flygtningenævnet.

Ordningen vil omfatte Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på asyl, som behandles i normalprocedure. Ordningen vil endvidere omfatte Udlændingestyrelsens afgørelser i første instans, der er behandlet efter proceduren i udlændingelovens § 49 a, der omhandler, hvorvidt en udlænding, der har haft en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist ved dom, kan udsendes, jf. § 31 (forbuddet mod refoulement).

Ordningen vil ikke omfatte afgørelser, der er forsøgt behandlet efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1 (åbenbart-grundløs proceduren), afgørelser omfattet af § 53 b, stk. 3, 2. pkt., hvorefter Flygtningenævnet har bestemt, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet, eller afgørelser omfattet af den ulovbestemte adgang for Flygtningenævnet til at efterprøve Udlændingestyrelsens afgørelser i konkrete sager, der er behandlet i åbenbart-grundløs proceduren. Ordningen vil desuden ikke omfatte Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.

I det tilfælde, hvor asylansøgeren vælger at frafalde sin klage til Flygtningenævnet, vil Udlændingestyrelsen som noget nyt skulle fastætte en udrejsefrist. Der henvises til lovforslagets § 25, nr. 10. Den videre sagsbehandling med henblik på udsendelse vil skulle overgå til Hjemrejsestyrelsen, som herefter vil igangsætte udrejseforberedelserne. Udlændingen vil herefter have pligt til at medvirke til udrejseforberedelserne som forudsætning for tildeling af hjemrejsestøtte.

Asylansøgeren vil tydeligt skulle tilkendegive, at pågældende ønsker at frafalde sin klage. Udebliver asylansøgeren f.eks. fra samtalen med Hjemrejsestyrelsen, vil det skulle betragtes som udtryk for, at asylansøgeren ønsker at fastholde sin klage.

Beslutter asylansøgeren sig for at fastholde sin klage til Flygtningenævnet, vil sagen skulle betragtes som påklaget til Flygtningenævnet. Udlændingestyrelsen vil derfor, efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen, skulle foranstalte, at sagen oversendes til Flygtningenævnet efter 14 dage fra afgørelsestidspunktet.

Det vil ikke være muligt for asylansøgeren at frasige sig, at klagen først anses for påklaget til Flygtningenævnet efter 14 dage fra Udlændingestyrelsens afslag. Dette gælder uanset, at asylansøgeren på et tidligere tidspunkt tilkendegiver, at pågældende ikke ønsker at frafalde sin klage.

Asylansøgeren vil efter den foreslåede ordning frem til udrejsen kunne fortryde sit frafald af klagen. Det betyder, at sagen vil skulle betragtes som påklaget til Flygtningenævnet. Udlændingestyrelsen vil derfor efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen skulle foranstalte, at sagen oversendes til Flygtningenævnet. Det har ikke betydning for asylansøgerens mulighed for udbetaling af et supplerende kontantbeløb, hvis ansøgeren frafalder sin klage inden for den foreslåede 14 dages periode, at den pågældende asylansøger tidligere i denne periode måtte have tilkendegivet over for udlændingemyndighederne, at den pågældende ikke ønsker at gøre brug af denne mulighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 60.

Til nr. 74

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., at bestemmelsens 4. pkt. ikke finder anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., der bliver til 6. pkt., således at henvisningen til bestemmelsens 4. pkt. ændres til 5. pkt.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 60 og 73.

Til nr. 75

Det fremgår af udlændingelovens § 58 f, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande eller EU-lande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

Det foreslås, at udlændingelovens § 58 f ændres således at ”eller Hjemrejsestyrelsens” tilføjes efter ”politiets”.

Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren også vil kunne fastsætte nærmere regler om Hjemrejsestyrelsens betaling for udgifter, som andre Schengenlande eller EU-lande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

Ændringen medfører ikke i øvrigt ændringer af bestemmelsens indhold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 76

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 6 år eller hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 25. Indberetningen sker endvidere, hvis udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller 2, hvis udlændingens opholdstilladelse er inddraget i medfør af § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, hvis udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, hvis udlændingen har fået frataget sin danske indfødsret i medfør af § 8 B, stk. 3, i lov om dansk indfødsret eller udlændingen har fået udstedt visum efter § 4 eller § 4 a og er udvist af landet i medfør af § 25 b efter at have fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Endelig foretages indberetningen, hvis udlændingen er udvist af landet efter §§ 25 a eller 25 b og meddelt indrejseforbud, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, eller udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås, at udlændingelovens § 58 g, stk. 1, ændres således, at ”Rigspolitichefen” erstattes med ”Udlændingemyndighederne”.

Rigspolitichefen, der hører under justitsministerens ansvarsområde, vil som konsekvens heraf bl.a. ikke længere have kompetencen til at indberette udlændinge som uønskede i SIS. Rigspolitichefen vil fortsat i en overgangsperiode bistå udlændingemyndighederne med at foretage indberetninger indtil udlændingemyndighedernes IT-løsninger er etableret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25, nr. 80.

Til nr. 77

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 9, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 9, således, at »§ 29 c, stk. 1, eller« ændres til: »§ 29 c, stk. 1,« Det betyder således, at »eller« udgår af bestemmelsen. Der er med ændringen ikke tilsigtet materielle ændringer.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 79, hvorefter der foreslås indsat et nyt nr. 11 i udlændingelovens § 58 g, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 79.

Til nr. 78

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 10, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket i SIS II, hvis udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 10, således at »§ 32, stk. 1, nr. 2« ændres til: »§ 32, stk. 1, nr. 2, eller«. Det betyder, at »eller« indsættes i bestemmelsen. Der er med ændringen ikke tilsigtet materielle ændringer.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 79, hvorefter der foreslås indsat et nyt nr. 11 i udlændingelovens § 58 g, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 25, nr. 79.

Til nr. 79

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 11, hvorefter udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS II, hvis udlændingen er meddelt indrejseforbud efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 25, nr. 6, hvorefter der meddeles indrejseforbud til en udlænding, hvis der er truffet afgørelse om, at udlændingen ikke medvirker til sin udrejse i medfør af hjemrejselovens § 3, stk. 2. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget til § 25, nr. 76, hvorefter udlændingemyndighederne fremover skal indberette en udlænding som uønsket i SIS II, og ikke Rigspolitichefen, som tilfældet er i dag.

Den foreslåede bestemmelse sikrer opfyldelse af udsendelsesdirektivets forudsætning om, at indrejseforbud til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal forbyde indrejse og ophold i alle medlemsstater. For at sikre implementering og håndhævelse af denne forudsætning er det nødvendigt, at medlemsstaterne hurtigt får adgang til oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud. Det sker ved medlemsstaternes indberetning til Schengeninformationssystemet (SIS) af tredjelandsstatsborgere, der har fået et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets regler. Det er derfor nødvendigt for en korrekt gennemførelse af direktivet, at udlændinge, der meddeles et indrejseforbud, indberettes som uønskede til SIS II.

Med den foreslåede bestemmelse indberetter udlændingemyndighederne en tredjelandsstatsborger der meddeles et indrejseforbud som følge af, at udlændingen vurderes ikke at medvirke til udrejsen, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 2, som uønsket til SIS II.

En indberetning af de pågældende udlændinge som uønskede i SIS II medfører, at de pågældende ikke på ny kan indrejse og opholde sig i Schengenlandene, medmindre humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser gør dette nødvendigt, jf. herved Schengengrænsekodeksens artikel 6.

En udlænding, der indberettes som uønsket i SIS II, vil derudover kunne udelukkes fra opholdstilladelse, afvises ved forsøg på indrejse og meddeles afslag på visum eller få inddraget et visum efter allerede gældende regler i udlændingeloven, visumbekendtgørelsen og udlændingebekendtgørelsen.

I det tilfælde, hvor en udlænding har en opholdstilladelse i et andet Schengenland, skal der foretages en konsultation af myndighederne i det land, hvor den pågældende har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 58 h.

Hvis udlændingen bevarer sin opholdstilladelse i et andet Schengenland, vil der ikke kunne ske indberetning i SIS II, da det ikke er muligt både at have en opholdstilladelse i et Schengenland og være indberettet som uønsket i SIS II. Den pågældende udlænding vil i sådanne tilfælde kunne meddeles et indrejseforbud, der alene vil gælde for Danmark.

Hvis udlændingen får ophævet et indrejseforbud i medfør af det foreslåede til udlændingelovens § 32, stk. 7, 4. pkt. hvorefter et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, kan ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, sletter udlændingemyndighederne indberetningen af udlændingen som uønsket i SIS II.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25, nr. 6 og 8.

Til nr. 80

Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 2, at Rigspolitichefen kan indberette en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS II, hvis udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Det foreslås, at udlændingelovens § 58 g, stk. 2, ændres således, at ”Rigspolitichefen” erstattes med ”Udlændingemyndighederne”.

Ressortoverdragelsen indebærer bl.a., at udlændingemyndighederne fremover er ansvarlige for indberetning af udlændinge, der ikke er statsborgere i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønskede i SIS II, herunder hvis udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Ændringerne i ressortfordelingen indebærer ikke materielle ændringer i adgangen til at indberette udlændinge som uønskede i SIS efter § 58 g, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25, nr. 76.

Til nr. 81

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 1-3 og 7, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 2., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og stk. 3 og 5, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 4. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.

Det foreslås, at udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres, således at henvisningen til § 34, stk. 1-3 og 7 ændres til kun at omfatte § 34, stk. 1 og 2, idet § 34, stk. 3-7 ophæves, jf. den foreslåede § 25, nr. 14, ligesom det foreslås, at henvisningen til opholdspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt., og henvisningen til voldelig eller truende adfærd på et indkvarteringssted efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., skal udgå.

Det foreslås endvidere, at strafniveauet i § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres fra 1 år til 4 måneder.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover bør fremgå af hjemrejseloven.

Der er således tale om konsekvensrettelser for så vidt angår henvisningerne til § 34 og § 42 a, stk. 8, 2. og 4. pkt., som følge af overførslen af bestemmelser til hjemrejseloven om blandt andet kontrolforpligtelser og straf.

Der foreslås alene en præcisering af gældende ret i forhold til strafferammen på 1 år. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at senere ændringer af udlændingeloven ikke på en retvisende måde afspejler lovgivers hensigt om en strafferamme på 4 måneder for overtrædelser begået af andre udlændinge uden lovligt ophold end udlændinge på tålt ophold, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 1933, efter at stk. 2 blev indsat i udlændingelovens § 60, hvorefter udlændinge på tålt ophold blev omfattet af denne bestemmelse i stedet for § 60, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 51 som fremsat. Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at anklagemyndigheden har været opmærksom på den af lovgiver tilsigtede strafferamme, jf. Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt pkt. 5.3. Retstilstanden vil således være den samme som hidtil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.10, 3.11 og 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 23.

Til nr. 82

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 1, 2. pkt., at overtrædelse af § 40, stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Det foreslås, at udlændingelovens § 60, stk. 1, 2. pkt., ophæves. 3. pkt. bliver herefter 2. pkt.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Bestemmelsen ophæves som følge af at det foreslås at overføre bestemmelsen om pligten til at medvirke til sin udrejse fra udlændingeloven til hjemrejseloven, jf. de foreslåede § 3 og § 25, nr. 27, hvorfor straffebestemmelsen også bør overføres til hjemrejseloven, jf. den foreslåede § 23, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 23.

Til nr. 83

Det fremgår af udlændingelovens § 60, stk. 2, at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4-6, og § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., og stk. 10, givne pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder

Det foreslås, at udlændingelovens § 60, stk. 2, ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 3 og 4, herefter stk. 2 og 3.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven bør således regulere forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige hjemrejse og udsendelse af udlændinge.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet fremover skal fremgå af hjemrejseloven.

Bestemmelsen ophæves således, da bestemmelserne om kontrolforpligtelser og dertilhørende straffebestemmelser overføres fra udlændingeloven til hjemrejseloven, jf. de foreslåede § 25, nr. 14 og 35 og § 23, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.11 og 3.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 23.

Til nr. 84

Det fremgår af udlændingelovens § 62 a, at kriminalforsorgsområdet efter indstilling fra Hjemrejsestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er idømt fængselsstraf for overtrædelse af udlændingelovens § 34, stk. 4-6, eller § 42 a, stk. 8, 1 eller 3. pkt., eller stk. 10, dvs. opholds-, underretnings- eller meldepligten, skal løslades med henblik på at blive udsendt, uanset at straffen ikke er helt fuldbyrdet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 62 a ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om hjemrejse på udlændingeområdet skal fremgå af hjemrejseloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.