Hjemrejseloven § 16

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at hvis de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitlerne 1 og 3-5 i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal politiet så vidt muligt bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves, jf. udlændingelovens § 36, stk. 9.

Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, eller anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, jf. § 36, stk. 1, 4. pkt.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 9, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., at med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kan politiet bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. udlændingelovens § 36, stk. 10.

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 10, der er indsat ved lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love (Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne om bl.a. tilbagesendelse og præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet m.v.), at der i vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal lægges særlig vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.

Endvidere skal der lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, om den pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, eller om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel.

Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b.

Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Det fremgår derudover af udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. og 4. pkt., at politiet kan bestemme, at en udlænding skal frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1.

Af udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at en udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og stk. 8, 2. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 36, stk. 5, at drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt, hvis de i § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 14, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Desuden fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 6, at en udlænding, der af Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og hvor politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt., så vidt muligt skal frihedsberøves, såfremt de i udlændingelovens § 34 og § 42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 12, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Af udlændingelovens § 36, stk. 7, fremgår det derudover, at en udlænding, der en eller flere gange ikke efterkommer politiets bestemmelse efter udlændingelovens § 34, stk. 4, kan frihedsberøves, såfremt det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. udlændingelovens § 32 b.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 8, at såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har forestået oprettelsen af Hjemrejsestyrelsen, der som følge af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene, pr. 1. august 2020 har overtaget ansvaret for opgaver vedrørende hjemrejse fra politiet, som ikke indebærer anvendelse af magt eller tvang.

Hjemrejsestyrelsen har således ansvaret for den indledende sagsbehandling i forbindelse med iværksættelse af en frihedsberøvelse og skal undersøge, om betingelserne for frihedsberøvelsen er opfyldt, og om frihedsberøvelse er nødvendig med henblik på at sikre en udlændings tilstedeværelse til brug for afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse.

Politiet har fortsat enekompetencen til at udøve magt eller tvang og træffer derfor den endelige afgørelse om iværksættelse af frihedsberøvelse efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen, ligesom politiet står for at foretage den faktiske frihedsberøvelse.

Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås i § 16, stk. 1, 1. pkt., at såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal den pågældende så vidt muligt frihedsberøves.

Den foreslåede bestemmelse vil for så vidt angår udvisning kun kunne anvendes på udlændinge, som er udvist administrativt efter udlændingelovens § 25, nr. 2, § 25 a, § 25 b og § 25 c. Udvises udlændingen ved dom som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, vil udlændingen i stedet kunne varetægtsfængsles efter den foreslåede bestemmelse i § 14.

Forslaget indebærer, at der så vidt muligt skal ske frihedsberøvelse, medmindre frihedsberøvelsen vil være i strid med Danmarks internationale forpligter, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-17, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 16. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Der vil kunne ske frihedsberøvelse, hvis der er reel udsigt til udsendelse, og de mindre indgribende foranstaltninger i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse.

For udlændinge i udsendelsesposition vil de mindre indgribende foranstaltninger kunne være deponering af pas og billet m.v. efter den foreslåede bestemmelse i § 11, eller pålæg om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, mens det for udlændinge, hvis sag fortsat behandles af Udlændingestyrelsen, vil være foranstaltninger efter udlændingelovens § 34.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for frihedsberøvelse, eller om mindre indgribende foranstaltninger efter henholdsvis udlændingelovens § 34 eller hjemrejselovens §§ 11, og 12, kan anses for tilstrækkelige for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Der vil for det første være reel udsigt til udsendelse, hvis der er tale om udsendelse til lande, hvortil der løbende eller regelmæssigt gennemføres tvangsmæssige udsendelser. Det vil i den forbindelse være uden betydning, om udsendelsen i almindelighed gennemføres i forhold til få personer af gangen, så længe der løbende eller regelmæssigt sker tvangsmæssig udsendelse.

Der vil for det andet være reel udsigt til udsendelse, hvis der er tale om udsendelse til lande, hvortil der gennemføres tvangsmæssige udsendelser, men hvor udsendelserne ikke foregår regelmæssigt og typisk kræver en større myndighedsindsats.

Der kan her være tale om udsendelse til lande, hvor der er en længere sagsbehandlingstid, og gennemførelse af udsendelsen derfor går langsomt. Der kan endvidere være tale om lande, hvortil kun bestemte grupper af afviste asylansøgere mv. kan udsendes. Adgangen til frihedsberøvelse vil i sidstnævnte tilfælde alene omfatte de grupper af udlændinge, hvor der en forventning om, at de vil blive udsendt. Der kan f.eks. være tale om udsendelse til lande, der alene accepterer udsendelse af enlige mænd, men ikke udsendelse af f.eks. enlige kvinder.

Der vil for det tredje være reel udsigt til udsendelse, hvis der er tale om udsendelse til lande, hvortil der er en forventning om, at der kan ske udsendelse, uanset at der ikke er eller kun er begrænsede konkrete erfaringer med udsendelse til det pågældende land.

For en række lande er udsendelsessituationen imidlertid meget fastlåst, og der gennemføres således som udgangspunkt ikke tvangsmæssige udsendelser, fordi hjemlandet ikke ønsker at samarbejde herom. I disse tilfælde vil der ikke kunne ske frihedsberøvelse, før de generelle udsendelseshindringer ophører.

Kravet om reel udsigt til udsendelse betyder endvidere, at der som udgangspunkt ikke vil kunne ske frihedsberøvelse af udlændinge på tålt ophold, da disse udlændinge som følge af forbuddet mod refoulement, jf. udlændingelovens § 31 som udgangspunkt ikke kan udsendes. Der kan dog f.eks. være reel udsigt til udsendelse, hvis der er indledt forhandlinger om en diplomatisk forsikring, der har til formål at sikre, at udlændingen kan udsendes uden, at dette vil være i strid med udlændingelovens § 31.

Det vil endvidere være et ubetinget krav for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, at udsendelsen skrider fremad og gennemføres med omhu. Heri ligger, at Hjemrejsestyrelsen løbende tager konkrete skridt med henblik på at sikre udsendelse af den pågældende. Der kan f.eks. være tale om, at udlændingens sag konkret forelægges for hjemlandets myndigheder med henblik på at opnå accept af, at der gennemføres en udsendelse, herunder anvender de muligheder for fremstilling af udlændingen for hjemlandets myndigheder, der er fastsat i den foreslåede bestemmelse § 17 eller for videregivelse af udlændingens fingeraftryk og personfotografi efter udlændingelovens § 40 a, stk. 9, og § 40 b, stk. 9.

Det vil også kunne indgå, om der er en løbende og tæt diplomatisk kontakt mellem de danske myndigheder og hjemlandets myndigheder med henblik på at tilvejebringe grundlaget for en udsendelse, og om de danske myndigheder i øvrigt følger op på udsendelsessagen.

Det forhold, at en udsendelse er vanskelig at gennemføre, herunder på grund af lang sagsbehandlingstid hos hjemlandets myndigheder, vil ikke i sig selv være til hinder for frihedsberøvelse, så længe de danske myndigheder søger udsendelsen gennemført med den fornødne omhu.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Der vil i øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til de foreslåede bestemmelser. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 27.

Den foreslåede bestemmelse, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 17.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger. Der er således ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.

Endvidere foreslås det i § 16, stk. 1, 2. pkt., at hvis udlændingen har fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter stk. 1 for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 4. pkt., som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 17.

Det foreslås endvidere i § 16, stk. 2, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter stk. 1 navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Forslaget indebærer, at der skal lægges vægt på de nævnte kriterier ved vurderingen af, om en udlænding kan frihedsberøves med henblik på udsendelse efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, fordi udlændingen vurderes at være i risiko for at forsvinde mv., hvorfor frihedsberøvelse vurderes nødvendig med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, L 189 som fremsat, side 132.

Der vil ikke være tale om en udtømmende liste af kriterier.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 9, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i § 16, stk. 3, at medvirker en udlænding ikke til sin udrejse, skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen medvirker til sin udrejse, til tilvejebringelse af rejsedokumenter og til udrejsen i øvrigt, hvis de i § 11, § 12, § 13, stk. 1, og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og § 42 a, stk. 10, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Forslaget indebærer, at udlændingen kan frihedsberøves med det sigte at motivere vedkommende til at efterleve pligten til at rejse ud af Danmark, hvis en pågældende ikke medvirker til en helt konkret handlepligt eller ikke medvirker til at afgive en nærmere angivet oplysning. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 16.

Der kan være tale om, at udlændingen ikke medvirker til at underskrive en ansøgning om pas eller ikke vil lade sig fremstille på sit hjemlands repræsentation med henblik på udstedelse af pas jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1.

Det vil med forslaget være en betingelse for anvendelse af motivationsfremmende frihedsberøvelse, at det vurderes, om det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende foranstaltninger, såsom deponering af pas og billet mv. efter den foreslåede bestemmelse i § 11, pålæg om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, pålæg om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, et flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller muligheden for at fratage udlændingen kontante ydelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, som med forslagets § 25, nr. 35, bliver til udlændingelovens § 42 a, stk. 10.

Frihedsberøvelsen vil altid skulle ophøre, når udlændingen afgiver den påkrævede oplysning eller udfører den påkrævede handling. Politiet vil efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen i den forbindelse kunne træffe afgørelse om, at den pågældende udlænding fortsat skal være frihedsberøvet efter den foreslåede § 16, stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Nægter udlændingen at medvirke til sin udrejse til trods for en motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse, vil det med forslaget kunne danne grundlag for rettens forlængelse af frihedsberøvelsen efter udlændingelovens § 37, stk. 3. Hvis frihedsberøvelsen forlænges på baggrund af forhold, der alene kan tilskrives udlændingen, vil frihedsberøvelsen således kunne opretholdes i en længere periode.

Fristen for frihedsberøvelsen kan forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, så længe den må antages at kunne formå udlændingen til at medvirke til udrejsen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, og gældende ret vil således blive videreført.

Det vil med forslaget være en forudsætning for fortsat opretholdelse af en motivationsfremmende frihedsberøvelse, at Hjemrejsestyrelsen regelmæssigt indskærper udlændingens pligt til at medvirke, og at Hjemrejsestyrelsen klart angiver, hvilken oplysning udlændingen skal give, eller hvilken handling udlændingen skal udføre, og at udlændingen nægter at medvirke hertil.

Motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes over for udlændinge, som ikke kan udsendes tvangsmæssigt grundet generelle udsendelseshindringer til udsendelsesdestinationen, og hvor Hjemrejsestyrelsen ikke kan anvise en frivillig udrejserute. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 18.

Der vil i øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til den foreslåede bestemmelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2015-16, Tillæg A, L 62 som fremsat, side 18.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 3, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 5, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger.

Det foreslås i § 16, stk. 4, at medvirker en afvist asylansøger ikke til sin udrejse, skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves, såfremt de i § 11, § 12, § 13, stk. 1, og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., og § 42 a, stk. 8, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Forslaget indebærer, at en afvist asylansøger kan frihedsberøves for at motivere den pågældendes til at udrejse, hvis den pågældende mere konsekvent nægter at medvirke hertil. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, L 156 som fremsat, side 39. Der skal således ikke nødvendigvis være tale om en konkret pligt eller oplysning, som vedkommende skal medvirke til, men at vedkommende også på andre måder ikke samarbejder om sin udrejse.

Det vil med forslaget være en betingelse for anvendelse af motivationsfremmende frihedsberøvelse, at det vurderes, om det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende foranstaltninger, såsom deponering af pas og billet m.v. efter den foreslåede bestemmelse i § 11, pålæg om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12, pålæg om opholdspligt efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., eller muligheden for at udlændingen ikke får udbetalt kontante ydelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 14, som med forslagets § 25, nr. 35, bliver til udlændingelovens § 42 a, stk. 8.

En frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse vil altid skulle ophøre, når udlændingen medvirker til udrejsen eller udsendelse af landet på en sådan måde, at denne kan gennemføres, eller når det i øvrigt ikke længere beror på udlændingens forhold, at udrejsen eller udsendelsen ikke kan gennemføres.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Nægter udlændingen at medvirke til sin udrejse til trods for en motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse, vil det med forslaget kunne danne grundlag for rettens forlængelse af frihedsberøvelsen efter udlændingelovens § 37, stk. 3. Hvis frihedsberøvelsen forlænges på baggrund af forhold, der alene kan tilskrives udlændingen, vil frihedsberøvelsen således kunne opretholdes i en længere periode.

Fristen for frihedsberøvelsen kan forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, så længe den må antages at kunne formå udlændingen til at medvirke til udrejsen.

Det vil med forslaget være en forudsætning for fortsat opretholdelse af en motivationsfremmende frihedsberøvelse, at Hjemrejsestyrelsen regelmæssigt indskærper udlændingens pligt til at medvirke, og at Hjemrejsestyrelsen klart angiver, hvilken oplysning udlændingen skal give, eller hvilken handling udlændingen skal udføre, og at udlændingen nægter at medvirke hertil.

Motivationsfremmende frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes over for udlændinge, som ikke kan udsendes tvangsmæssigt grundet generelle udsendelseshindringer til udsendelsesdestinationen, og hvor Hjemrejsestyrelsen ikke kan anvise en frivillig rejserute.

Der vil i øvrigt kunne inddrages kapacitets- og prioriteringsmæssige forhold i politiets overvejelser i forbindelse med beslutning om at foretage og opretholde frihedsberøvelse i henhold til de foreslåeden bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 4, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 6, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger.

Det foreslås i § 16, stk. 5, at politiet, med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a, kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken ikke er tilstrækkelige.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til den del af artikel 28, stk. 2, i Dublinforordningen, hvorefter en udlænding kan frihedsberøves for at sikre overførselsprocedurerne efter forordningen, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse.

Det forhold alene, at udlændingen er genstand for en afgørelse om afvisning eller overførsel, er ikke tilstrækkeligt til at begrunde en frihedsberøvelse efter bestemmelsen.

Der kan ske frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse fra det tidspunkt, hvor en anden medlemsstat har accepteret overtagelse eller tilbagetagelse, eller hvor en klage ikke længere har opsættende virkning.

Det vil således være udlændingelovens bestemmelser om frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a, der skal anvendes, mens sagen behandles.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. finder imidlertid anvendelse for udlændinge hvis sag fortsat er under behandling, mens den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 16, stk. 5, finder anvendelse på udlændinge, hvor en klage ikke længere har opsættende virkning.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i § 16, stk. 6, at der ved vurderingen af, om en udlænding skal frihedsberøves efter stk. 5, skal lægges særligt vægt på, om udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, eller om udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat. Endvidere skal der lægges vægt på, om:

1. udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet, eller i øvrigt ikke har lovligt ophold her i landet,

2. udlændingen tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, og om udlændingen tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel,

3. udlændingen har forsømt at overholde foranstaltninger, som denne er pålagt i medfør af den foreslåede bestemmelse i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse,

4. udlændingen over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel,

5. udlændingen er blevet udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b,

6. udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der er udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller

7. sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Det foreslås på den baggrund, at der i vurderingen af, om der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal lægges særligt vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, L 189 som fremsat, side 47. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Endvidere vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, om den pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, eller om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel.

Herudover vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 og den foreslåede hjemrejselovs §§ 11 og 12 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, L 189 som fremsat, side 47.

Endelig vil det skulle tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Bestemmelserne i den foreslåede hjemrejselovs § 16, stk. 6, om objektive kriterier for, hvornår en udlænding er i risiko for at forsvinde og således kan frihedsberøves med henblik på overførsel er en gennemførelse af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, ved lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love (Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne om bl.a. tilbagesendelse og præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet mv.). Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 10.

Endvidere foreslås det i § 16, stk. 7, at en udlænding kan frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 1.

Forslaget indebærer, at der i forbindelse med en frihedsberøvelse af en udlænding, der er udvist af hensyn til statens sikkerhed, ikke skal foretages en vurdering af, om mindre indgribende foranstaltninger såsom deponering af pas og billet mv., pålæg om meldepligt og opholdspligt efter de foreslåede bestemmelser i §§ 11 og 12., eller udlændingelovens § 34 er tilstrækkelige til at sikre muligheden for udvisning. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2008-09, Tillæg A, L 209 som fremsat (omtrykt), side 8015.

Der vil dog skulle foretages en proportionalitetsvurdering ved beslutningen om iværksættelse og opretholdelse af frihedsberøvelsen, ligesom det vil være en forudsætning, at der skal være reel udsigt til, at udvisningen kan fuldbyrdes, altså at udlændingen kan udsendes inden for en overskuelig fremtid. Når disse betingelser ikke længere er til stede, f.eks. fordi udlændingen får tålt ophold her i landet, vil frihedsberøvelsen skulle ophøre.

Der vil kunne ske iværksættelse af frihedsberøvelsen, når der foreligger en afgørelse om, at en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed, med henblik på udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1.

Spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og eventuelt fortsatte opretholdelse skal indbringes for retten inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse, uanset om den pågældende udlænding forinden løslades, jf. udlændingelovens § 37, stk. 2. Rettens prøvelse af en frihedsberøvelse, der er iværksat for at sikre muligheden for udvisning af hensyn til statens sikkerhed efter udlændingelovens § 25, nr. 1, behandles efter reglerne i udlændingelovens kapitel 7 b.

Udlændingelovens kapitel 7 b indeholder bl.a. regler om, at det fortrolige materiale, som ligger til grund for farevurderingen af en udlænding udvist af hensyn til statens sikkerhed, kan fremlægges i lukkede retsmøder med deltagelse af en særlig advokat, der repræsenterer udlændingen. Der kan således i disse sager som led i prøvelsen af frihedsberøvelsens lovlighed ske den rimelige sandsynliggørelse af det faktuelle grundlag for farevurderingen mv.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 17.

Det foreslås derudover i § 16, stk. 8., at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 1, eller et flyttepåbud efter § 9, stk. 2, 2. pkt., eller udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt. En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 6.

Forslaget indebærer, at en udlænding vil kunne frihedsberøves med henblik på at transportere den pågældende hen til det anviste indkvarteringssted, og at frihedsberøvelsen således skal ophøre, når udlændingen ved politiets assistance er kommet frem.

Politiet vil således eksempelvis kunne afhente og frihedsberøve udlændingen på den pågældendes bopæl med henblik på at sikre, at udlændingen ved politiets hjælp transporteres hen til det indkvarteringssted, hvor den pågældende er pålagt at flytte hen eller at tage ophold.

Derudover vil bestemmelsen kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor politiet antræffer en udlænding, som er pålagt opholdspligt på et indkvarteringssted, men som ses ikke at have opholdt sig på indkvarteringsstedet for nyligt.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud meddelt efter hjemrejselovens foreslåede §§ 9, stk. 2, 2. pkt. og 13, stk. 1, eller fra Udlændingestyrelsen for så vidt angår påbud meddelt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., for så vidt angår udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. Bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., vil herefter finde anvendelse på asylansøgere og andre udlændinge, som ikke har fået en afgørelse om afvisning, overførsel, udvisning eller udsendelse jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 18.

Hvis Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om flyttepåbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt. eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., vedrørende en udlænding, som ikke har fået en afgørelse om afvisning, overførsel, udvisning eller udsendelse, og som dermed ikke er pålagt at udrejse, er der således fortsat mulighed for at frihedsberøve den pågældende udlænding efter udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt.

Udlændinge- og integrationsministeren vil fastsætte tidspunktet for ikraftsættelsen af den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 8, 2. pkt., jf. den foreslåede hjemrejselovs § 24, stk. 2.

Det foreslås endvidere i § 16, stk. 9, at en udlænding på tålt ophold, der en eller flere gange ikke har efterkommet et pålæg om meldepligt, kan frihedsberøves, hvis det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. udlændingelovens § 32 b.

Med forslaget skal Udlændingestyrelsen som hidtil foretage en løbende vurdering af, om en udlænding på tålt ophold kan udsendes som følge af ændringer i udlændingens situation eller hjemlandets eller det tidligere opholdslands situation. Udlændingestyrelsen skal derfor fortsat hvert halve år, eller når der i øvrigt er anledning hertil, undersøge, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 32 b, jf. udlændingelovens § 49 b.

En afgørelse om, at den pågældende udlænding ikke kan udsendes af landet på grund af forbuddet mod refoulement i udlændingelovens § 31, skal således ændres, hvis det grundlag, som er angivet i afgørelsen, ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 32 b.

Det vil med forslaget endvidere være en forudsætning for anvendelse af frihedsberøvelse, at udlændingens manglende overholdelse af meldepligten har varet i et tidsrum, der giver mulighed for, at der kunne være opstået mulighed for udsendelse af den pågældende, f.eks. fordi den pågældende kunne have været udrejst til et tredjeland, hvortil der ville kunne ske udsendelse. Efter omstændighederne vil der kunne opstå anledning til at frihedsberøve en udlænding, efter at den pågældende er udeblevet fra at melde sig hos Hjemrejsestyrelsen blot én gang, hvis Hjemrejsestyrelsen kommer i besiddelse af oplysninger om, at den pågældende har været udrejst af Danmark. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, L 171 som fremsat, side 6247.

Det vil derudover konkret skulle vurderes at være nødvendigt med frihedsberøvelse for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse. Frihedsberøvelsen foretages således for at gennemtvinge pligten til at meddele de nødvendige oplysninger i forbindelse med udsendelsen af landet efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1. Formålet med frihedsberøvelsen vil således være, at udlændingen skal medvirke til en afklaring af udsendelsesspørgsmålet, og frihedsberøvelsen vil derfor skulle ophøre, når udlændingen har bidraget med oplysninger til afklaring af, om udsendelse til hjemlandet eller et andet land er mulig.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 9. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 9, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 7, som samtidig ophæves jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 23.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Det foreslås endeligt i § 16, stk. 10, at såfremt de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Frihedsberøvelse vil således kun finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor udlændingen f.eks. forsøger at unddrage sig den fortsatte udsendelse, og tilfælde, hvor udlændingen sætter sig så voldsomt til modværge, at kaptajnen på det afgående fly af hensyn til flysikkerheden afviser at medtage udlændingen på flyet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2005-06, Tillæg A, L 94 som fremsat, side 2810.

Endvidere vil frihedsberøvelse kunne anvendes, når det er nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse, fordi det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at fortsætte udsendelsen inden for et kortere tidsrum. Det må antages, at de nævnte situationer vil forekomme relativt sjældent i transitsituationen.

Det foreslås, at vedkommende politidirektør træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 10. Politiet vil kunne træffe afgørelse om frihedsberøvelse uden forudgående anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 10, svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 8, som samtidig ophæves, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, nr. 22.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

En afgørelse om frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser i § 16 kan påklages til Rigspolitichefen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 4, hvis udlændingen ikke forinden er fremstillet for retten i medfør af udlændingelovens §§ 37 og 37 k.

En iværksat frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser i § 16 skal altid skal være af så kort varighed som muligt og inden for de grænser for frihedsberøvelsens samlede varighed, der er fastsat i udlændingelovens § 37, stk. 8.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse må således som udgangspunkt ikke overstige 6 måneder, men kan forlænges med 12 måneder til i alt 18 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. og 2. pkt.

Der vil med de foreslåede bestemmelser i § 16 skulle udvises tilbageholdenhed med frihedsberøvelse af mere sårbare grupper. Frihedsberøvelse af familier med mindreårige børn og uledsagede mindreårige gennemføres således kun som en sidste udvej og i det kortest mulige tidsrum.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.