Hjemrejseloven § 22

Det følger af udlændingelovens kapitel 8, hvilke kompetence- og klageregler der gælder på udlændingeområdet.

Udlændingelovens § 46 a angiver, hvilke af Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven, der kan påklages og hvortil.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven som udgangspunkt påklages til Udlændingenævnet, jf. dog bestemmelsens stk. 4 og 6 og § 53 a.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 6, kan bl.a. følgende afgørelser ikke påklages: Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8 og 10 (opholds- og underretningspligt), § 42 d, stk. 2, 1. pkt. (meddelelse af pålæg til en udlænding om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet), § 42 d, stk. 2, 2. pkt. (flyttepåbud grundet manglende opfyldelse af pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet) og udlændingelovens § 46 e (Udlændingestyrelsens afgørelser ved klage over indkvarteringsoperatørernes afgørelser).

Efter udlændingelovens § 46 e, 4. pkt., kan indkvarteringsoperatøren afgørelser efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt., om pålæg om at udføre nødvendige opgaver på indkvarteringsstedet, påklages til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens afgørelser i sager, der påklages efter 4. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. 5. pkt. Udlændingestyrelsen har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt.

Udlændingelovens § 48 angiver bl.a., hvilke af de afgørelser, som politiet kan træffe efter udlændingeloven, der kan påklages og hvortil.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., kan Rigspolitichefen eller politidirektøren bl.a. træffe afgørelser efter § 34, § 36, § 40, stk. 10 og § 43, stk. 2, om bl.a. meldepligt og frihedsberøvelse.

Afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen, jf. 3. pkt.

Afgørelser om ydelse af hjælp efter udlændingelovens § 43 a kan træffes af Rigspolitichefen, jf. 4. pkt.

De afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt., og stk. 2 og 3.

Som følge af ressortoverførelsen ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, har Hjemrejsestyrelsen – foruden politiet – siden den 1. august 2020 haft kompetence til at træffe afgørelser om meldepligt efter udlændingelovens § 34 for udlændinge uden lovligt ophold, og Udlændingestyrelsen har – foruden politiet – haft kompetence til at træffe afgørelser om meldepligt for udlændinge med processuelt ophold.

Afgørelser om meldepligt truffet af henholdsvis Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen kan derfor aktuelt påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt.

Politiets afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan ikke indbringes for udlændinge- og integrationsministeren, jf. bestemmelsens 7. pkt. Afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan i øvrigt ikke påklages til en anden myndighed.

Politiets afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, ikke indbringes for udlændinge- og integrationsministeren, jf. bestemmelsens 7. pkt. Afgørelser efter udlændingelovens § 43 a, stk. 2, kan i øvrigt ikke påklages til en anden myndighed.

Rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet efter udlændingelovens § 48, stk. 3, 1. pkt., af politidirektørerne kan ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Politidirektørernes eller Rigspolitichefens afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter bl.a. udlændingelovens § 36, kan dog kun påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter udlændingelovens §§ 37 eller 37 k.

Klager efter § 48 har ikke opsættende virkning.

Det foreslås i § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser vil skulle kunne påklages til Udlændingenævnet, jf. dog den foreslåede bestemmelses stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at Udlændingenævnet som hovedregel vil være klageinstans for Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de bestemmelser, der foreslås med dette lovforslag.

Afgørelsestyper, som kan påklages til Udlændingenævnet efter hjemrejselovens bestemmelser, vil skulle behandles på samme måde, som de sager Udlændingenævnet behandler efter udlændingeloven. Udlændingenævnets behandling af sager efter hjemrejseloven vil således kunne undergå behandling på et mundtligt eller skriftligt nævnsmøde, på formandskompetencen eller sekretariatskompetencen i medfør af udlændingelovens § 52 c, stk. 4-8.

En klage over Hjemrejsestyrelsens afgørelse vil i henhold til almindelige forvaltningsretlige regler ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Der vil være adgang til almindelig domstolsprøvelse af Udlændingenævnets afgørelser efter grundlovens § 63.

Det foreslås i § 22, stk. 2, at klage til Udlændingenævnet over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1 og stk. 5, skal være indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, og at Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde kan beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet som hidtil alene vil kunne behandle klager over afgørelser, hvis klagen er indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, men at Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde vil kunne beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen. Den foreslåede bestemmelse svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Som det fremgår ovenfor og af lovforslagets afsnit 3.18, vil kompetencen til at behandle klager over meldepligt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 12, hvor Udlændinge- og Integrationsministeriet (tidligere Rigspolitichefen) i dag er klageinstans i forhold til Hjemrejsestyrelsens og Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 34 (meldepligt), således blive overført til Udlændingenævnet.

Bestemmelsen om klagefristen på 8 uger vil også finde anvendelse i forbindelse med klage over afgørelser om meldepligt efter den foreslåede bestemmelse i § 12.

Efter den foreslåede § 22, stk. 3, kan Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, § 7, § 8, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2 og 4, ikke påklages. Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager efter § 13, stk. 6, kan heller ikke påklages.

Efter den foreslåede bestemmelse vil Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 3 (medvirken), § 4 (fritagelse for digital kommunikation), § 5, stk. 3 (hjemrejsekontrakt), § 7 (afholdelse af udgifter forbundet med udrejsen), § 8 (hjemrejsestøtte), § 9, stk. 2, 2. pkt. (flyttepåbud), og § 13, stk. 1, 2 og 4 (opholds- og underretningspligt) ikke kunne påklages. Ligeledes vil Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, ikke kunne påklages. Der vil således ikke være adgang til at indbringe sådanne afgørelser for anden administrativ myndighed.

Afgørelserne efter den foreslåede § 13, stk. 1, 2 og 4, og § 9, stk. 2, 1. pkt. og 2. pkt., som ikke vil kunne påklages efter hjemrejseloven, svarer til de afgørelser, der i dag træffes i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 8 og 10, og udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. og 2. pkt., og som heller ikke kan påklages efter udlændingeloven.

Afgørelser efter den foreslåede § 13, stk. 6, svarer til § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, der vil kunne sættes i kraft på et tidspunkt bestemt af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det forudsættes, at der ikke kan klages over afgørelser om opholdspligt efter bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 97.

Det foreslås derfor, at afgørelser efter den foreslåede § 13, stk. 6, ikke vil kunne påklages. For en nærmere gennemgang af indholdet af § 13, stk. 6, henvises til bemærkningerne herom.

Det foreslås med nærværende lovforslag at ophæve § 1, nr. 14 og § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, idet bestemmelsen i stedet skal indgå i den foreslåede hjemrejselov som § 13, stk. 6, og at ministeren efter den foreslåede § 24, stk. 2, vil kunne fastsætte tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden.

Det foreslås derfor, at udlændinge- og integrationsministeren også fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af den foreslåede § 22, stk. 3, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 24, stk. 2.

Det foreslås endvidere i § 22, stk. 4, 1. pkt., at indkvarteringsoperatørens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., kan påklages til Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager, der påklages efter § 22, stk. 4, 1. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 4, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at indkvarteringsoperatørens afgørelser om at meddele et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet kan påklages til Hjemrejsestyrelsen, og at Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager, hvor indkvarteringsoperatøren har meddelt en udlænding et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed. Hjemrejsestyrelsen vil således træffe den endelige administrative afgørelse i sådanne sager.

Det foreslåede svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 e, 5. pkt., i forhold til afgørelser efter udlændingelovens § 42 d, stk. 2, 1. pkt. Udlændingestyrelsen træffer således også den endelige afgørelse i de tilsvarende sager efter udlændingeloven.

Det foreslås i § 22, stk. 5, at politidirektørens afgørelser efter § 11 og efter § 12, stk. 1, skal kunne påklages til Udlændingenævnet.

Forslaget indebærer, at politidirektørens afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 11 (foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse) og § 12, stk. 1 (pålæg om at give møde på nærmere angivne tidspunkter), vil kunne påklages til Udlændingenævnet i lighed med Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter de foreslåede § 11 og § 12, stk. 1.

Klagen over politiets afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 11 og § 12, stk. 1, skal som udgangspunkt være indgivet inden 8 uger efter, klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. den foreslåede § 22, stk. 2.

En klage over politiets afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 11 og § 12, stk. 1, vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Forslaget er i det væsentligste en videreførelse af udlændingeloven § 34, stk. 7, der med lovforslaget foreslås ophævet.

Det foreslås endeligt, at der i § 22, stk. 6, 1. pkt., indsættes en mulighed for at påklage politidirektørens afgørelser om frihedsberøvelse efter den foreslåede § 16, i den foreslåede hjemrejselov, til Rigspolitichefen.

Rigspolitiet er overordnet myndighed for politikredsene og besidder ligesom politidirektørerne en betydelig sagkundskab i forhold til at kunne træffe afgørelse om bl.a. frihedsberøvelse, som i høj grad beror på en politifaglig vurdering. Endelig ses denne struktur også at følge den sædvanelige klageadgang for politiets dispositioner uden for strafferetsplejen, som er nærmere reguleret i retsplejeloven.

Den foreslåede bestemmelse ændrer endvidere ikke på adgangen til en to-instans prøvelse af afgørelser om frihedsberøvelse.

Den foreslåede klageadgang over administrativ frihedsberøvelse efter den foreslåede § 22, stk. 6, i den foreslåede hjemrejselov, følger den med lovforslaget forslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 48, hvorved kompetencen til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, tillægges politidirektøren med klageadgang til Rigspolitichefen, jf. den foreslåede § 25, nr. 71.

Rigspolitiets afgørelse i klagesagen skal være skriftlig.

En klage over politiets afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 16, vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 6, 2. pkt., vil politidirektørens afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse § 16, kun kunne påklages, hvis afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter udlændingelovens § 37 eller 37 k.

Det svarer til, hvad der allerede gælder i dag i forhold til frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om frihedsberøvelse i forbindelse med udsendelse kan påklages administrativt, vil således – som hidtil – bero på dels, om kompetencen til at træffe afgørelse er henlagt til politiet, dels om politiets afgørelse kan indbringes for domstolene.

Der henvises i øvrigt til 3.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås endeligt, at der i § 22, stk. 7, indføres en mulighed for at påklage politidirektørens afgørelser efter § 18 om beslaglæggelse af genstande til Udlændinge- og Integrationsministeren.

Dette svarer til, hvad der allerede gælder i dag i forhold til klagemulighed ved beslaglæggelse af genstande efter udlændingelovens § 40, stk. 10. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at retstilstanden for klageadgang ved beslaglæggelse efter hjemrejseloven og udlændingelovens bestemmelser, bør være den samme.

Derudover fremgår det af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2, at retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 finder anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf, finder anvendelse på afgørelser om at tage genstande i bevaring efter § 18, stk. 1.

Beslaglæggelse af dokumenter og genstande, som ønskes taget i bevaring, og ransagning i forbindelse hermed, skal således, hvis der ikke foreligger samtykke, ske efter retskendelse, medmindre øjemedet vil forspildes ved at afvente en sådan kendelse. Hvis beslaglæggelsen gennemføres uden forudgående retskendelse, skal beslaglæggelsen prøves ved domstolen inden 24 timer.

Denne mulighed for dobbelt prøvelse af politiets indgreb efter hjemrejselovens § 18, svarer til den, der fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 10, om beslaglæggelse.

Udlændinge- og integrationsministerens afgørelse i klagesagen skal være skriftlig.

En klage over politiets afgørelse efter den foreslåede § 18 i den foreslåede hjemrejselov vil ikke kunne tillægges opsættende virkning.