LBK nr 1014 af 27/08/2024
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Hjemrejseloven § 19
Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.
Stk. 2. Tilsynet udøves i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand skal ved tilsynet særlig påse, at myndighedernes virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse.
Stk. 3. Folketingets Ombudsmands tilsyn foretages på grundlag af regelmæssige indberetninger fra Hjemrejsestyrelsen og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager. Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført.
Stk. 4. Folketingets Ombudsmand kan være til stede under udsendelsen af udlændinge.
Stk. 5. Folketingets Ombudsmand afgiver en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.
Stk. 6. Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt (Frontexforordningen) med senere ændringer.
Forarbejder til Hjemrejseloven § 19
RetsinformationDet følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 30 a, stk. 1, at Folketingets Ombudsmand varetager tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.
Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 2, udøves tilsynet i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand skal ved tilsynet særligt påse, at Hjemrejsestyrelsens og politiets virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse.
Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 3, foretages Folketingets Ombudsmands tilsyn på grundlag af regelmæssige indberetninger fra Hjemrejsestyrelsen og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager.
Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 4, kan Folketingets Ombudsmand være til stede under udsendelse af udlændinge. Hjemrejsestyrelsen sørger for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombudsmands tilstedeværelse under udsendelsen. Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Hjemrejsestyrelsen meddeler Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed.
Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 5, afgiver Folketingets Ombudsmand en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.
Efter udlændingelovens § 30 a, stk. 6, varetager Folketingets Ombudsmand tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (Frontex-forordningen).
Det foreslås, at der som § 19 i hjemrejseloven, indsættes en bestemmelse svarende til udlændingelovens § 30 a, hvorefter Folketingets Ombudsmand vil få kompetence til at føre tilsyn med tvangsmæssige udsendelser. Det foreslås samtidig, at udlændingelovens § 30 a ophæves, jf. lovforslagets § 25, nr. 5.
Den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19 vil videreføre tilsynsordningen efter udlændingelovens § 30 a, og således gennemføre artikel 8, stk. 6, i udsendelsesdirektivet, der blev implementeret ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).
Baggrunden for forslaget er, at det ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, blev bestemt at overføre ressortansvaret for en række opgaver på udlændingeområdet fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Hjemrejsestyrelsen har som følge heraf pr. 1. august 2020 overtaget ansvaret for udsendelsesarbejdet fra politiet.
Det indebærer blandt andet, at Hjemrejsestyrelsen varetager en række forberedende opgaver i udsendelsessagerne, herunder opgaver vedrørende udrejsekontrol, oplysning og afklaring af udsendelsessager, samt planlægning og afklaring af, hvorvidt udsendelsen skal ske som påset eller ledsaget.
Hjemrejsestyrelsen varetager endvidere opgaver vedrørende planlægning, forberedelse og udfærdigelse af sikkerhedsvurderinger til brug for påsete udsendelser. For så vidt angår ledsagede udsendelser, varetager Hjemrejsestyrelsen opgaver vedrørende planlægning og forberedelse af udsendelsen, og Hjemrejsestyrelsen forestår grænsefremstilling eller overdragelse til hjemlandets myndigheder.
Politiet bistår efter anmodning Hjemrejsestyrelsen ved varetagelse af opgaver, hvortil der er behov for tvang eller magtanvendelse, eller hvor politiets tilstedeværelse er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde.
Den foreslåede ordning vil ikke medføre ændringer i forhold til Folketingets Ombudsmands tilsynsvirksomhed i øvrigt.
Forslaget indebærer således, at retsgrundlaget for Folketingets Ombudsmands tilsyn med tvangsmæssige udsendelser vil fremgå af hjemrejseloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 1, vil Folketingets Ombudsmand skulle føre tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.
Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle meddele Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed.
Forslaget indebærer endvidere, at tilsynet vil skulle omfatte de tvangsmæssige udsendelser, der finder sted på baggrund af afgørelser om udvisning efter udlændingelovens § 25, § 25 a, stk. 2, og § 25 b, afgørelser om udsendelse efter udlændingelovens § 27 b og afslag på ansøgninger om opholdstilladelse, afslag på forlængelser af opholdstilladelse og inddragelse af opholdstilladelser, hvori der er fastsat en udrejsefrist. Tilsynet vil også skulle omfatte tvangsmæssige udsendelser af EU-borgere såvel som tredjelandsstatsborgere.
Ved tvangsmæssig udsendelse forstås udsendelse af udlændinge, som ikke giver deres eksplicitte samtykke til udsendelsen, og som derved må udsendes ved brug af tvang. Tvangsmæssig udsendelse kan enten ske som påset udrejse, hvor Hjemrejsestyrelsen overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning på et fly eller et skib, eller som en ledsaget udsendelse, hvor politiet og Hjemrejsestyrelsen ledsager udlændingen til hjemlandet eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til ophold.
Tilsynet vil skulle omfatte tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Det betyder, at tilsynet i praksis omfatter tiden fra Hjemrejsestyrelsen konstaterer, at en udlænding ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og frem til det tidspunkt, hvor Hjemrejsestyrelsens udsendelsessag afsluttes, herunder når udlændingen overleveres til andre landes myndigheder. Tilsynet vil også omfatte tidsrummet fra Hjemrejsestyrelsen første gang konstaterer, at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, uanset om udsendelsessagen i perioder ikke længere fremmes, f.eks. fordi udlændingen efterfølgende medvirker til udrejsen, men imidlertid ikke fortsætter hermed.
Det er afgørende, at tilsynet er uafhængigt og upartisk således, at der ikke opstår spørgsmål om inhabilitet mv. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at Folketingets Ombudsmand fortsat opfylder disse betingelser.
Folketingets Ombudsmand har efter ombudsmandslovens § 28 tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som Folketingets Ombudsmand bliver bekendt med under udøvelsen af sin virksomhed. Folketingets Ombudsmand er derfor forpligtet til ikke at offentliggøre personfølsomme oplysninger, ligesom oplysninger om flyafgange, tidspunkter, destinationer og lignende efter en konkret vurdering må hemmeligholdes. Ved udøvelsen af denne vurdering inddrages oplysninger og anmodninger fra Hjemrejsestyrelsen.
Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 2, vil tilsynet skulle udøves i overensstemmelse med ombudsmandsloven. Folketingets Ombudsmand vil ved tilsynet særligt skulle påse, at myndighedernes virksomhed foretages med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse. Folketingets Ombudsmand vil således skulle bedømme, om myndighederne handler i strid med gældende ret, herunder internationale forpligtelser og god forvaltningsskik, jf. ombudsmandslovens § 21. Folketingets Ombudsmand vil endvidere kunne bedømme forholdene ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter, hvis Folketingets Ombudsmand som et led i tilsynet gennemfører inspektioner efter § 18 i ombudsmandsloven. Til brug for udførelsen af tilsynet vil Folketingets Ombudsmand have ret til at forlange oplysninger, dokumenter, udtalelser, indkaldelse til afhøring for retten, besigtigelse af tjenestesteder og lokaler, samt til uden retskendelse at inspicere private institutioner, hvor personer er eller kan være berøvet deres frihed, jf. ombudsmandslovens § 19.
Udsendelse af udlændinge, der ikke udrejser frivilligt, vil enten kunne ske ved en påset udrejse, hvor personale fra Hjemrejsestyrelsen overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller skib, eller der vil kunne være tale om ledsaget udrejse, hvor personale fra Hjemrejsestyrelsen og politiet ledsager udlændingen ud af landet til udlændingens hjemland eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til at tage ophold, jf. de foreslåede bestemmelser i § 1.
Tilsynet vil skulle omfatte både påsete og ledsagede udsendelser. Folketingets Ombudsmand vil efter den foreslåede bestemmelse i § 19 navnlig skulle føre tilsyn med de ledsagede udrejser, idet det må antages, at det særligt er her, at et tilsyn er relevant.
Tilsynet vil skulle være overordnet og generelt, hvorfor Folketingets Ombudsmand som led i tilsynet ikke vil skulle behandle konkrete klager over den enkelte sagsbehandler fra Hjemrejsestyrelsen eller politibetjenten. Sådanne klager skal behandles af de relevante klagemyndigheder. Der vil heller ikke skulle ske underretning af den udlænding, hvis sag Folketingets Ombudsmand vælger at se på, da der er tale om en generel kontrol med udsendelsesområdet.
Sager under politiklagenævnsordningen, herunder spørgsmål om eventuelle strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten, og klager over politipersonales adfærd i tjenesten, vil således fortsat skulle behandles af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, ligesom dispositionsklager fortsat vil skulle behandles af Rigspolitiet eller statsadvokaterne, alt efter, om der er tale om dispositioner uden for eller inden for strafferetsplejen.
Eventuelle klager over en sagsbehandler fra Hjemrejsestyrelsen vil skulle indgives til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Folketingets Ombudsmand vil kunne modtage klager over konkrete forhold og tage sager op af egen drift i overensstemmelse med de almindelige regler i ombudsmandsloven, jf. ombudsmandslovens §§ 13 og 17. I så fald gælder det almindelige princip i ombudsmandslovens § 14, hvorefter Folketingets Ombudsmand ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 3, vil Folketingets Ombudsmands tilsyn skulle foretages på grundlag af regelmæssige indberetninger fra Hjemrejsestyrelsen og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager. Tilsynet vil skulle omfatte tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse og frem til udsendelsen er gennemført.
Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle meddele Folketingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virksomhed. Politiet vil i den forbindelse skulle bistå Hjemrejsestyrelsen, bl.a. med udsendelses- og magtanvendelsesrapporter og eventuel anden relevant dokumentation af tvang og magtanvendelse under konkrete udsendelsessager.
Hjemrejsestyrelsen vil skulle løbende fremsende oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Hjemrejsestyrelsen vil f.eks. fremsende oplysninger om kommende udsendelser, som er omfattet af Folketingets Ombudsmands tilsyn og oplysninger om udsendelsessager, som er omfattet af tilsynet, hvor der har været anvendt magt. Hjemrejsestyrelsen vil endvidere skulle fremsende en kvartalsvis redegørelse over alle ledsagede udsendelser, som er omfattet af tilsynet, uanset om der har været anvendt magt eller ej, og i overensstemmelse med politiets hidtidige praksis en årlig redegørelse om anvendelse af magtmidler i forbindelse med tvangsmæssige ledsagede udsendelser, som er omfattet af tilsynet. Fremsendelse af oplysninger herudover kan aftales mellem Folketingets Ombudsmand og Hjemrejsestyrelsen.
Folketingets Ombudsmand og Hjemrejsestyrelsen vil i løbet af året kunne indgå i en dialog vedrørende enkelte sager, procedurer mv.
Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 4, vil Folketingets Ombudsmand kunne være til stede under Hjemrejsestyrelsens udsendelse af udlændinge. Hjemrejsestyrelsen vil skulle sørge for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombudsmands tilstedeværelse under udsendelsen, herunder fremskaffelse af billetter, visum, indlogering på hotel mv.
Når Folketingets Ombudsmand vil deltage i konkrete udsendelser, vil Folketingets Ombudsmand skulle forholde sig passivt og alene påse, hvorledes udsendelsen foregår. Folketingets Ombudsmand hverken kan eller skal under tilsynet intervenere i eventuelle situationer, der måtte opstå under udsendelsen. Folketingets Ombudsmand vil have mulighed for at stille spørgsmål vedrørende den konkrete udsendelse og eventuelt efterfølgende indlede en undersøgelse af sagen. De spørgsmål, der relaterer sig til en konkret udsendelse, hvor tilsynet er til stede, vil skulle stilles til Hjemrejsestyrelsen og ikke til det tilstedeværende personale fra Hjemrejsestyrelsen og politiet.
Folketingets Ombudsmand vil kunne anvende de reaktionsmuligheder, der er hjemlet i ombudsmandslovens kapitel 7. Folketingets Ombudsmand vil således kunne fremsætte kritik, afgive henstillinger og i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen. Derudover vil Folketingets Ombudsmand kunne fremsætte forslag om, at procedurer eller sagsbehandling i forbindelse med tvangsmæssige udsendelser, der er omfattet af tilsynets kompetence, ændres.
Hjemrejsestyrelsen vil skulle underrette Folketingets Ombudsmand løbende om forestående tvangsmæssige udsendelser. Folketingets Ombudsmand vil kunne rette henvendelse til Hjemrejsestyrelsen med et ønske om at deltage i en konkret udsendelse. Der vil kunne være tale om en vilkårligt udvalgt udsendelse, eller der vil kunne være tale om, at Folketingets Ombudsmand f.eks. via medierne er blevet bekendt med en forestående udsendelse, som Folketingets Ombudsmand ønsker at følge. Hjemrejsestyrelsen vil snarest muligt skulle orientere Folketingets Ombudsmand om den planlagte rejse.
Det bemærkes, at nogle planlagte udsendelser ikke vil kunne gennemføres, ligesom der vil kunne ske aflysning på et meget sent tidspunkt, f.eks. på grund af manglende samtykke til transit i et tredjeland, udlændingens manglende tilstedeværelse eller udlændingemyndighedernes udsættelse af udrejsefristen. Der vil således kunne opstå situationer, hvor en udsendelse, som Folketingets Ombudsmand har ønsket at påse, bliver aflyst i sidste øjeblik. Hjemrejsestyrelsen forudsættes snarest muligt at oplyse Folketingets Ombudsmand om aflysninger og begrundelserne herfor.
Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 5, afgiver Folketingets Ombudsmand en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres.
Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 19, stk. 6, vil Folketingets Ombudsmand skulle føre tilsyn med tvangsmæssig udsendelse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt (Frontex-forordningen) med senere ændringer.
Bestemmelsen vil gennemføre artikel 51 i Frontex-forordningen. Efter denne bestemmelse opretter Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) en pulje af observatører, der fører tilsyn ved tvangsmæssige udsendelser i henhold til forordningen.
Puljen af observatører skal vælges ud af organer, som er kompetente til at føre tilsyn med tvangsmæssige udsendelser af tredjelandsstatsborgere efter udsendelsesdirektivets artikel 8, stk. 6.
Folketingets Ombudsmand vil efter gældende ret være kompetent til at føre tilsyn med nationale tvangsmæssige udsendelser. Tilsynet vil skulle udøves i overensstemmelse med ombudsmandsloven. Folketingets Ombudsmand vil således alene have kompetence til at føre tilsyn med nationale myndigheder.
Med den foreslåede bestemmelse vil Folketingets Ombudsmand få kompetence til at føre tilsyn med udenlandske myndigheder i forbindelse med udsendelser efter forordningen. Det vil således være medarbejdere fra Folketingets Ombudsmand, som indgår i puljen af observatører i henhold til Frontex-forordningens artikel 51.
Folketingets Ombudsmand vil på anmodning fra Frontex skulle stille en medarbejder (observatør) til rådighed, som vil kunne føre tilsyn ved tvangsmæssige udsendelser. Hvis Folketingets Ombudsmand står i en ekstraordinær situation, der i væsentlig grad berører udførelsen af nationale opgaver, vil anmodningen fra Frontex dog kunne afslås. Frontex skal anmode Folketingets Ombudsmand om at stille en observatør til rådighed mindst 21 arbejdsdage før den planlagte udsendelse eller fem arbejdsdage før i tilfælde af en hurtig tilbagesendelsesindsats.
Folketingets Ombudsmand vil skulle indsætte observatører, som fører tilsyn ved tvangsmæssige udsendelser i henhold til reglerne i forordningen, dvs. tilbagesendelsesoperationer, jf. Frontex-forordningens artikel 50, og tilbagesendelsesindsatser, jf. Frontex-forordningens artikel 53.
Bestyrelsen i Frontex træffer på forslag fra den administrerende direktør afgørelse om antallet af observatører ved tvangsmæssig udsendelse, der skal stilles til rådighed til puljen, og deres profil.
Af bilag 1 til Frontex’ bestyrelses beslutning af 6. december 2016 fremgår det, at antallet af observatører omfattet af puljen er fastsat til 50 personer. Det forventes på den baggrund, at Danmark fortsat vil skulle indmelde én observatør til puljen.
Folketingets Ombudsmand vil ved sit tilsyn skulle påse, at udsendelsen foretages i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og i overensstemmelse med forordningen. De Frontex medarbejdere, som deltager i en udsendelse, vil således skulle overholde EU-retten, folkeretten samt de grundlæggende rettigheder og værtsmedlemsstatens nationale ret.
Tilsynet med tvangsmæssige udsendelser vil skulle udføres på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier, og omfatter hele tilbagesendelsesoperationen fra før afrejsen til overdragelsen af personerne i udsendelsesposition til det tredjeland, hvortil der sker udsendelse. Af bilag 1 til Frontex’ bestyrelses beslutning af 6. december 2016 fremgår det således, at ethvert tilsyn, som udføres af observatøren ved tvangsmæssig udsendelse, gælder fra det tidspunkt, hvor personen, der er genstand for tilbagesendelsesoperationen, af de relevante myndigheder fysisk hentes fra det sted, hvor vedkommende befinder sig, med henblik på gennemførelse af den fysiske udsendelse, og frem til det tidspunkt, hvor personen overgives til myndighederne i modtagerstaten, eller det tidspunkt, hvor personen tilbagegives til afsenderlandets myndigheder i det tilfælde, at udsendelse af personen suspenderes eller aflyses.
I medfør af forordningens artikel 51, stk. 4, skal observatøren påse, at tilbagesendelsesoperationer og tilbagesendelsesindsatser gennemføres på korrekt vis under hele deres varighed. Folketingets Ombudsmand vil således bl.a. skulle føre tilsyn med, om udsendelsen sker under overholdelse af de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende principper i EU-retten samt folkeretten, herunder forpligtelser vedrørende beskyttelse af flygtninge og børns rettigheder.
De nærmere rammer for tilsynet vil blive fastlagt af Frontex. I modsætning til, hvad der vil gælde, når Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med nationale udsendelser, vil tilsynet efter forordningen ikke skulle føres efter ombudsmandsloven.
Tilsynet vil i stedet skulle føres i henhold til Frontex-forordningens regler, samt de nærmere rammer, som Frontex måtte fastlægge.
Efter hvert tilsyn skal Folketingets Ombudsmand udarbejde en tilsynsrapport, som skal sendes til Frontex’ administrerende direktør, til den ansvarlige for grundlæggende rettigheder, og til de relevante nationale myndigheder i alle medlemsstater, der er involveret i udsendelsen, jf. Frontex-forordningens artikel 50, stk. 5. Den administrerende direktør og de kompetente nationale myndigheder sikrer, om nødvendigt, en passende opfølgning herpå.
Folketingets Ombudsmand vil ikke som led i tilsynet skulle behandle konkrete klager, der relaterer sig til en tilbagesendelsesoperation eller tilbagesendelsesindsats, eller andre klager. Sådanne klager behandles efter en særlig klageordning, jf. Frontex-forordningens artikel 111.
Der henvises i øvrigt til 3.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.