Hjemrejseloven § 7a

Det fremgår af udlændingelovens § 43, stk. 2, at såfremt politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Har udlændingen ikke tilstrækkelige midler til sin udrejse, afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen. Udgifterne afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (asyl) og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller medvirker til udrejsen uden ugrundet ophold. Endvidere afholdes udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i kapitel 5 a endeligt af statskassen. 3. pkt. gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af § 10, eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland, er behandlet efter den i § 53 b, stk. 1, nævnte procedure (åbenbart-grundløs proceduren).

Afgørelser efter udlændingelovens § 43, stk. 2, kan træffes Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås, at der som § 7 i den foreslåede hjemrejselov indsættes en bestemmelse svarende til den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 2.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelser om udrejse på udlændingeområdet skal fremgå af den foreslåede hjemrejselov, således at den foreslåede hjemrejselov understøtter Hjemrejsestyrelsens varetagelse af opgaver vedrørende udlændinges udrejse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, vil en udlænding selv skulle afholde de udgifter, der er forbundet med udrejsen.

Det vil således som udgangspunkt påhvile en udlænding selv at skulle afholde de udgifter, som er forbundet med den pågældendes egen udrejse. Udgifter, der er forbundet med udlændingens udrejse, vil navnlig være udgifter til fly- eller togbillet, hoteludgifter, hvis overnatning er nødvendig for at afvente en flyforbindelse, fortæring, udgifter til tolke mv. samt udgifter til transport og forsendelse af bagage. Hvis det har været nødvendigt for politiet at ledsage udlændingen under udrejsen, vil udgifterne til de ledsagende polititjenestemænds rejse og ophold således ikke kunne kræves betalt af udlændingen.

Der vil endvidere kunne udbetales et mindre kontantbeløb ved ankomst til hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland (såkaldte rejsepenge). Beløbet vil skulle dække forplejning og eventuelle udgifter forbundet med udlændingens rejse fra lufthavnen i hjemlandet eller det sædvanlige opholdsland, herunder udgifter til lokal transport og nødvendige overnatninger. Beløbet vil – ligesom den hidtidige administration af ordningen – skulle udbetales, uanset om udlændingen kontinuerligt har medvirket til sin udrejse.

Det foreslås i § 7, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvoraf fremgår, at har udlændingen ikke tilstrækkelige midler til sin udrejse, afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen.

Dette betyder, at hvis udlændingen ikke har midler til udsendelsen, vil staten skulle afholde udgifterne foreløbigt, og hvis der viser sig mulighed for det, vil beløbet efterfølgende skulle inddrives.

For så vidt angår udviste udlændinge, der afsoner en dom, er varetægtsfængslet efter retsplejeloven eller som er varetægtsfængslet efter den foreslåede hjemrejselovs §§ 14 og 15, bemærkes, at Kriminalforsorgen opsparer en del af det beskæftigelsesvederlag, som udlændingen optjener under afsoning. Udgifter, som udlændingen skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, kan efter anmodning modregnes i det opsparede beløb, hvis ikke udlændingen selv afholder udgifterne. Der henvises til straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, afholdes udgifterne endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller kontinuerligt medvirker til udrejsen. Det gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 10 (udelukkelse fra at blive meddelt opholdstilladelse), eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland eller tidligere opholdsland, er behandlet efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure (åbenbart grundløs proceduren).

Det forudsættes, at udlændingen har medvirket til asylsagens oplysning. Det indebærer bl.a., at udlændingen har medvirket til identitetsfastlæggelse og fastlæggelse af rejserute, samt f.eks. har indleveret relevante rejsedokumenter til Udlændingestyrelsen i forbindelse med indgivelse af ansøgning om asyl.

Endvidere forudsættes det, at udlændingen kontinuerligt medvirker til udrejsen. Udlændingen vil således skulle opfylde betingelserne i den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 3, om medvirken. Det beror på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, om en udlænding medvirker til udrejsen på en sådan måde, at udgifterne afholdes endeligt af staten. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 3.

Uanset ovenstående vil udgifterne ikke skulle afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen er udelukket fra at få opholdstilladelse her i landet efter bestemmelsen i udlændingelovens § 10, eller hvis asylansøgningen er behandlet efter den særlige åbenbart-grundløs procedure.

Det foreslås som hjemrejselovens § 7, stk. 4, at udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a (Dublin III-forordningen) skal afholdes endeligt af statskassen.

Baggrunden for forslaget er, at det er hensigtsmæssigt, at det er udtrykkeligt fastsat i den foreslåede hjemrejselov hvordan udgifterne, der er forbundet med, at en udlænding overføres til en anden medlemsstat efter Dublin III-forordningen, skal afholdes, således at denne bestemmelse henviser til Dublin III-forordningens artikel 30.

Bestemmelsen vil indebære, at udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter Dublin III-forordningen skal afholdes endeligt af statskassen, uanset at den pågældende udlænding ikke har medvirket til sagens oplysning, og selvom den pågældende ikke kontinuerligt har medvirket til sin udrejse af Danmark, efter der er truffet endelig afgørelse om overførsel.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil indholdsmæssigt svare til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 43, stk. 2, 4. pkt., hvorefter udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i kapitel 5 a, endeligt afholdes af statskassen. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, nr. 56.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.