Hjemrejseloven § 17

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 40, stk. 6, at hvis politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes fornødent med henblik på udsendelse af udlændingen, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at der som § 17 i hjemrejseloven indsættes en bestemmelse svarende til bestemmelserne i udlændingelovens § 40, stk. 6, 2.-6. pkt., hvorefter retten, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding, vil kunne bestemme, at udlændinge, der ikke frivilligt medvirker til at fastlægge sin identitet eller fremskaffe rejsedokumenter til brug for udrejsen, vil kunne fremstilles for diplomatiske repræsentationer med magt.

Baggrunden for forslaget er, at det ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, blev bestemt at overføre ressortansvaret for en række opgaver på udlændingeområdet fra Justitsministeriet til Udlændige- og Integrationsministeriet. Hjemrejsestyrelsen har som følge heraf pr. 1. august 2020 overtaget ansvaret for udsendelsesarbejdet fra politiet.

Forslaget indebærer blandt andet, at Hjemrejsestyrelsen vil varetage en række forberedende opgaver i udsendelsessagerne, herunder opgaver vedrørende udrejsekontrol, sagsoplysning og afklaring af udsendelsessager.

Politiet vil efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen skulle bistå med at varetage opgaver, hvortil der er behov for tvang eller magtanvendelse, eller hvor politiets tilstedeværelse er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde.

Politiet vil endvidere skulle bistå Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med at indhente kendelser om tvangsindgreb, herunder retskendelse om tvangsmæssig fremstilling for hjemlandets myndigheder.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 17, stk. 1, vil retten kunne bestemme, at en udlænding, der ikke medvirker til at fastlægge sin identitet eller fremskaffe rejsedokumenter til brug for sin udrejse, vil skulle fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, hvis det skønnes nødvendigt, med henblik på udsendelse af udlændingen.

Forslaget indebærer, at det som hidtil vil være politiet, der skal bede retten om at afsige retskendelse om tvangsmæssig fremstilling for hjemlandets myndigheder, hvis udlændingen ikke medvirker til sin udrejse. Politiets begæring til retten vil skulle ske på baggrund af en anmodning herom fra Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsen vil have ansvaret for at fastlægge udlændingens identitet med henblik på udsendelse. Det er derfor Hjemrejsestyrelsen, som vil skulle undersøge, om den pågældende udlænding er i besiddelse af rejsedokumenter, som vil kunne identificere den pågældende, og som vil kunne anvendes i forhold til hjemlandets myndigheder i forbindelse med udsendelsen. Har den pågældende ikke rejsedokumenter, vil Hjemrejsestyrelsen skulle søge at fremskaffe sådanne dokumenter ved henvendelse til det formodede hjemlands diplomatiske repræsentation her i landet eller i et af nabolandene.

Flere repræsentationer ønsker, forinden der udstedes rejsedokumenter, gennem en samtale med udlændingen at sikre sig, at udlændingen med sikkerhed er statsborger i det pågældende land.

Tilkendegiver udlændingen, at den pågældende frivilligt vil lade sig fremstille for hjemlandets myndigheder, er det Hjemrejsestyrelsen, der, uden forudgående retskendelse, vil skulle foranstalte fremstillingen gennemført på repræsentationen, over for tilrejsende ambassademedarbejdere i Hjemrejsestyrelsens lokaler, eller via videoforbindelse.

Nægter udlændingen derimod frivilligt at lade sig fremstille for den diplomatiske repræsentation, og skønner Hjemrejsestyrelsen det fornødent med henblik på udsendelse af udlændingen, vil Hjemrejsestyrelsen skulle anmode politiet om bistand til at indhente retskendelse med henblik på tvangsmæssig fremstilling. Politiet vil herefter foretage en vurdering af, om der er grundlag for at indbringe sagen for retten med henblik på indhentelse af retskendelse.

Det vil være en betingelse for, at der kan træffes bestemmelse om fremstilling, at Hjemrejsestyrelsen drager omsorg for udlændingens udsendelse. Det vil endvidere være en betingelse, at Hjemrejsestyrelsen forgæves har søgt at få udlændingen til at medvirke til fastlæggelsen af sin identitet eller tilvejebringelsen af rejselegitimation eller visum, og at det i øvrigt er nødvendigt for udsendelsen af den pågældende, at der tilvejebringes rejselegitimation eller visum fra det pågældende land ved personligt fremmøde fra udlændingens side.

Finder politiet efter en foreløbig vurdering, at der ikke er grundlag for at indbringe sagen for retten, vil politiet skulle orientere Hjemrejsestyrelsen hurtigst muligt om begrundelsen herfor. Finder politiet, at der er grundlag for at indbringe sagen for retten, forestår politiet forelæggelsen for retten. Rettens afgørelse meddeles hurtigst muligt til Hjemrejsestyrelsen.

I det tilfælde, hvor retten afsiger kendelse om tvangsfremstilling, vil Hjemrejsestyrelsen skulle forestå den praktiske planlægning af fremstillingen. Det indebærer blandt andet, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle anmode politiet om fysisk bistand til fremstillingen.

Politiet vil have den endelige beslutningskompetence i relation til sikkerhedsmæssige spørgsmål forbundet med den tvangsmæssige fremstilling.

Det er Hjemrejsestyrelsen, der ved fremstillingen vil skulle forestå forelæggelse af sagen for hjemlandets myndigheder.

I de situationer, hvor en afvist asylansøger anmoder om genoptagelse af asylsagen, og asylsagen genoptages, vil Hjemrejsestyrelsen skulle berostille alle udsendelsesforanstaltninger, herunder henvendelser til hjemlandets myndigheder om fremstillinger for diplomatiske repræsentationer.

Der er efter bestemmelsen endvidere hjemmel til, at der af retten vil kunne træffes bestemmelse om fremstilling for en udenlandsk repræsentation i udlandet. Det er en forudsætning herfor, at repræsentationen er beliggende inden for den kreds af lande, hvortil der efter udlændingelovens § 48 a, stk. 1, kan ske afvisning til. Rettens bestemmelse herom vil endvidere kun kunne gennemtvinges, hvis den fremmede stat giver samtykke til, at fremstillingen finder sted inden for vedkommende stats territorium.

Efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 17, stk. 2, vil retten beskikke en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der vil kunne kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse ved rettens behandling af sagen. Herved sigtes til de processuelle regler om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse i retsplejelovens kapitel 43 a vedrørende de spørgsmål, som ikke allerede er reguleret ved den foreslåede bestemmelse.

Endelig forudsættes det, at personalet i Direktoratet for Kriminalforsorgens institutioner i de tilfælde, hvor udlændinge er varetægtsfængslet eller frihedsberøvet efter de foreslåede bestemmelser herom i hjemrejseloven, vil skulle sørge for, at udlændingene bliver overgivet til politiets foranstaltning, når der af retten er truffet bestemmelse om fremstilling for en udenlandsk repræsentation.

Der henvises i øvrigt til 3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.