Sag om rettigheder til ordmærket MINIRISK mellem Coop Danmark A/S og Henkel koncernen

Sø- og Handelsretten fandt, at Henkel Norden OY og Henkel AG & Co. KGaA i fællesskab havde misligholdt den indgåede distributionsaftale, idet de ikke havde godtgjort, at leveringsvanskelighederne skyldtes forhold, der med rimelighed kunne betragtes som ansvarsfritagende, jf. principperne i Købeloven § 24.

Retten lagde vægt på, at Henkel var en international koncern med betydelige ressourcer og burde have sikret tilstrækkelig råvareforsyning eller i det mindste have varslet Coop rettidigt om væsentlige ændringer i leveringskapaciteten.

Retten udtalte, at »leveringssvigtet, henset til produkternes popularitet og Coops markedsposition, må anses for en væsentlig misligholdelse, som berettiger Coop til erstatning for den dokumenterede tabte avance.«

Retten anerkendte dog kun en del af det fremsatte erstatningskrav, idet Coop ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at hele det krævede beløb skyldtes den præcise manglende leverance, og der blev foretaget en skønsmæssig reduktion af tabet. Henkel blev derfor dømt til at betale Coop 7.850.000 kr. i erstatning. Herudover skulle Henkel betale sagsomkostninger til Coop med 450.000 kr.

Nviro dokumenterede deres produkters brandklassificering (B-s2,d0) baseret på European Technical Assessment (ETA-dokumenter) udarbejdet af uafhængige tredjeparter. De henviste til, at Sikkerhedsstyrelsen i marts 2023 afsluttede sager mod Nviro, efter at Nviro havde foretaget mindre justeringer i deres dokumentation (primært oversættelse og tydeliggørelse af "End Use Application" i montagevejledningen). Dette dokumenterede ifølge Nviro, at deres produkter og markedsføring nu levede op til gældende retningslinjer.

Sagsøgtes argumenter

Palle de Groot-Poulsen forsvarede sig med henvisning til ytringsfriheden og en opfattelse af, at han gjorde opmærksom på en fare for offentligheden. Hans centrale argumenter var:

• Ulovlig installation: Nviro markedsfører produkterne med brandklasse B-s2,d0, hvilket kræver overholdelse af specifikke "End Use Application"-konstruktioner (f.eks. brug af brandgips som underlag). Han hævdede, at ved brug af de præaccepterede løsninger i BR18 skal produktet markedsføres med dets materialeklassifikation (Klasse E), hvilket Nviro undlod, og derved ledte til ulovlige installationer i private hjem.
• Vildledning om brandmodstand: Han påpegede, at Nviros tidligere produkter var dømt i Højesteret for vildledende markedsføring, og at Nviro fortsatte praksissen ved at vildlede om brandklasser og brandmodstand uden tilstrækkelig dokumentation for almindelige loftskonstruktioner.
• Rette sagsøgte: Han fastholdt, at han handlede som privatperson/funktionæruddannet brandmand og forsøgte at afvise, at Siky Energy var rette sagsøgte.

Sagsøgte anførte: "Min påstand i mine videoer er at NVIRO A/S for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førighed ved bevidst at markedsfører deres produkter på en måde, så de altid installeres ulovligt i private, hjem..."

Retten fastslog, at Retsplejeloven § 413, nr. 3 var opfyldt, da Nviro berettiget havde afventet Sikkerhedsstyrelsens afgørelser, og Palle de Groot-Poulsen fortsat opretholdt de omstridte videoer og opslag, selv efter han fik kendskab til afgørelserne.