Bekendtgørelse af barnets lov

§ 1

Lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022, danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et særligt behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, og deres familier.

Det generelle formål med servicelovens bestemmelser fremgår af servicelovens § 1, som rammesætter formålet med den samlede servicelov, herunder også de af servicelovens bestemmelser, som er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1-3, i serviceloven, at formålet med loven er at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det fremgår af § 1, stk. 3, 1. pkt. i serviceloven, at hjælpen efter serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie.

Det fremgår endvidere af § 1, stk. 3, 2. pkt. i serviceloven, at hjælpen efter serviceloven skal tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger, samt af § 46, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, at støtten til børn og unge, der har et særligt behov herfor, i hvert enkelt tilfælde skal tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Det foreslås med stk. 1, at formålet med denne lov skal være 1) at tilbyde børn og unge og deres familier rådgivning, hjælp og støtte for at forebygge sociale problemer samt 2) at tilgodese særlige behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer hos et barn eller en ung.

Med det foreslåede stk. 1 vil bestemmelserne i servicelovens § 1, stk. 1, blive videreført i en form, der dels sprogligt er tilrettet som konsekvens af, at de foreslåede bestemmelser i barnets lov alene vil være målrettet børn og unge og deres familier, dels vil gøre bestemmelsen sprogligt mere tidssvarende.

Det foreslåede stk. 1 er en bestemmelse, som vil præsentere det overordnede formål med den foreslåede barnets lov.

Målgruppen for lovforslaget vil være de børn og unge og deres familier, som i dag er omfattet af servicelovens bestemmelser, som på grund af sociale udfordringer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge har behov for rådgivning, hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser. Børn, unge og familier, som på grund af udfordringer hos barnet eller den unge har ret til at modtage rådgivning, hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser, foreslås således fremover at skulle kunne få rådgivning, hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov.

Med børn og unge forstås som udgangspunkt børn og unge i alderen 0-17 år, det vil sige mindreårige, med mindre andet fremgår af de enkelte bestemmelser.

I overensstemmelse med gældende ret vil det foreslåede stk. 1, nr. 1, fastlægge, at det i den foreslåede barnets lov vil være et væsentligt formål at sikre, at børn og unge og deres familier vil have adgang til rådgivning med henblik på at forebygge sociale problemer. Det vil således følge af det foreslåede stk. 1, nr. 1, at der vil skulle tilbydes rådgivning og støtte med et forebyggende sigte til børn og unge og deres familier.

Den foreslåede rådgivning, hjælp og støtte med et forebyggende sigte vil også kunne iværksættes med henblik på at medvirke til at forebygge, at eksisterende problemer forværres.

De foreslåede tilbud om rådgivning, hjælp og støtte med et forebyggende sigte vil, i overensstemmelse med gældende ret, skulle omfatte børn og unge, som har behov for hjælp og støtte på grund af sociale problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og deres familier, men også en bredere målgruppe af børn, unge og familier, som måtte have behov for rådgivning og hjælp til at forebygge sociale problemer. Bestemmelsen skal således også ses i tæt sammenhæng med forslaget til § 30 i den foreslåede barnets lov om tidligt forebyggende indsatser.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil fastlægge, at den foreslåede barnets lov i overensstemmelse med gældende ret vil skulle danne rammen for konkrete indsatser i form af hjælp og støtte, som vil skulle tilgodese særlige behov og dermed medvirke til at kompensere for udfordringer, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer hos barnet eller den unge.

Der vil være tale om hjælp og støtte til børn og unge, som har særlige behov herfor på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, særlige sociale problemer eller en kombination heraf. Hjælp og støtte, som vil skulle tilgodese sådanne særlige behov, foreslås også at skulle kunne omfatte forældre til de børn og unge, hvis udfordringer ligger til grund for støttebehovet, i det omfang dette vil være relevant.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil skulle danne ramme om en foreslået, bred vifte af tilbud om hjælp og støtte efter de øvrige bestemmelser i den foreslåede barnets lov. Iværksættelse af foreslåede indsatser, der retter sig mod børn og unge, som har et særligt behov for hjælp og støtte af denne karakter, vil forudsætte en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges behov, jf. det foreslåede § 1, stk. 3.

Der vil med forslagene til nr. 1 og nr. 2 blive tale om en målgruppe, der omfatter børn og unge og deres familier i risiko for og med sociale problemer, herunder børn, hvor forældrene ikke eller kun vanskeligt kan leve op til their forældreansvar. Hjælp og støtte vil også skulle iværksættes over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder f.eks. døve og døvblinde børn og unge samt børn og unge med udviklingshæmning, opmærksomhedsforstyrrelse, synshandicap, medfødt eller erhvervet hjerneskade eller bevægehandicap m.v.

De foreslåede bestemmelser om målgruppen afspejler, at det foreslås, at servicelovens regler målrettet børn og unge og deres familier samles i en ny, selvstændig hovedlov, som vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Den foreslåede barnets lov vil være målrettet børn og unge under 18 år og deres familier, med mindre det eksplicit fremgår af de konkrete bestemmelser, at hjælp og støtte kan gives til unge over 18 år.

Det foreslås, at det som stk. 2 fastsættes, at hjælp og støtte efter barnets lov vil bygge på forældres ansvar for deres børn.

Med det foreslåede stk. 2 vil bestemmelsen i servicelovens § 1, stk. 3, 1. pkt., blive videreført i en form, der sprogligt er tilrettet som konsekvens af, at bestemmelserne i barnets lov alene vil være målrettet børn og unge og deres familier, mens servicelovens § 1 er udformet til at skulle omfatte både børn, unge og voksne.

Af det foreslåede stk. 2 fremgår det således, at udgangspunktet for den hjælp og støtte, der vil kunne iværksættes efter den foreslåede barnets lov, vil være, at forældrene har et ansvar for at drage omsorg for barnet eller den unge under 18 år og medvirke til at sikre barnets eller den unges ret til omsorg og tryghed. Forældrene bør i forlængelse heraf samarbejde med kommunen ved begyndende mistrivsel og i videst muligt omfang tage ansvar for barnets eller den unges personlige forhold.

Der vil dog i hvert enkelt tilfælde skulle tages hensyn til den enkelte forælders forudsætninger og muligheder for at løfte det forældreansvar, som alle forældre i udgangspunktet har for deres børn. Dette hensyn vil skulle sikre, at børn og unge ikke vil komme til at stå uden nødvendig hjælp og støtte, fordi nogle forældre ikke eller kun vanskeligt kan leve op til deres forældreansvar, eller fordi der ikke iværksættes de nødvendige tiltag for at understøtte forældrene i at varetage dette ansvar.

Endelig foreslås det, at det som stk. 3 fastsættes, at hjælp og støtte efter barnets lov vil skulle tilrettelægges efter en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens behov, forhold og forudsætninger.

Med det foreslåede stk. 3 vil bestemmelserne i servicelovens § 1, stk. 3, 2. pkt., samt § 46, stk. 2, 2. pkt., blive videreført i en sammenskrevet form, der er sprogligt tilrettet som konsekvens af, at bestemmelserne i barnets lov alene vil være målrettet børn og unge og deres forældre, mens servicelovens § 1 er udformet til at skulle omfatte både børn, unge og voksne.

Det foreslåede stk. 3 vil således i overensstemmelse med gældende ret slå fast, at der altid vil skulle foretages en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold, inden der iværksættes hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov.

Formålet med dette foreslåede grundlæggende princip vil være at sikre, at den hjælp og støtte, der tilbydes, vil afspejle barnets eller den unges særlige støttebehov, og at de tiltag, der vil blive iværksat, vil matche netop de behov, som den enkelte har. Det vil gælde uanset, om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, eller en kombination heraf. Samtidig vil det foreslåede princip være med til at sikre, at den enkelte sag vil være tilstrækkeligt oplyst til, at den ansvarlige myndighed vil kunne træffe en velbegrundet og korrekt afgørelse i hver enkelt sag.

Det foreslåede stk. 3 har således til formål at understøtte, at hjælp og støtte vil skulle iværksættes med henblik på at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for det enkelte barn eller den enkelte unge. Heri ligger, at der blandt de muligheder, som den foreslåede barnets lov vil give adgang til at iværksætte, vil skulle vælges hvilken hjælp og støtte, der må anses for den rette til at opfylde det enkelte barns eller den enkelte unges behov i det konkrete tilfælde.

De foreslåede bestemmelser i den foreslåede § 1 vil således, i samspil med de foreslåede bestemmelser i den foreslåede § 2, skulle medvirke til at skabe rammerne for en god og rettidig og helhedorienteret indsats til børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier med afsæt i en grundig belysning af barnets, den unges og familiens problemer, ressourcer og støttebehov.

Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de sproglige tilpasninger af den foreslåede § 1, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet børn og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.

§ 2

Det generelle formål med servicelovens § 46, der omhandler formålet med de bestemmelser, som alene regulerer indsatser målrettet børn og unge med behov for særlig støtte.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i serviceloven, at formålet med hjælpen efter loven er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt. i serviceloven, at formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Det fremgår endvidere af § 46, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål at 1) sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk, 2) sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk, 3) understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse, 4) fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel og 5) forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Det fremgår af § 46, stk. 2, i serviceloven, at den støtte, der ydes, skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal desuden i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Efter § 46, stk. 3, i serviceloven skal støtten bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed. Endelig fremgår det, at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, fremgår det af samme bestemmelse, at foranstaltningens baggrund, formål og indhold skal tydeliggøres for forældrene.

Det foreslås, at der i tillæg til § 1 fastsættes en uddybende bestemmelse om formålene med hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov. § 2 foreslås i tillæg til forslaget til § 1 at skulle indeholde nye formålsbestemmelser, som vil skulle danne rammerne for den hjælp og støtte, som vil kunne ydes efter den foreslåede nye hovedlov.

Det foreslås med stk. 1, at hjælp og støtte efter denne lov vil skulle iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Hjælp og støtte kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.

Det foreslåede stk. 1 foreslås at være en formålsparagraf, som vil opstille de foreslåede overordnede målsætninger for hjælp og støtte til børn og unge, herunder også børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et særligt behov for støtte. Med behov for særlig støtte forstås et behov, som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står åbne for børn eller unge og deres familier som f.eks. tilbud efter dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1912 af 6. oktober 2021.

Med det foreslåede stk. 1 understreges det, at opgaven over for denne gruppe af børn og unge og deres familier i medfør af barnets lov vil være at forsøge at sikre børnenes og de unges opvækstvilkår, så de vil kunne opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og - på sigt - et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Disse overordnede målsætninger vil så vidt muligt skulle tilgodeses i forbindelse med tilrettelæggelsen af hjælp og støtte til alle børn og unge, som vil være i målgruppen for rådgivning, hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov.

Det fastsættes endvidere med den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med gældende ret, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle kunne medvirke til at lette hverdagen og understøtte livskvaliteten for barnet, den unge eller familien. Dette vil særligt være væsentligt for de børn og unge, der som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke vil have mulighed for at kunne opnå samme læring, personlige udvikling, sundhed og mulighed for på sigt at få et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende selv med omfattende hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov. Det vil også gælde for børn og unge, hvis nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne alene medfører et behov for hjælp og støtte efter kapitel 8 i den foreslåede barnets lov, eksempelvis i form af ledsagelse til barnet eller den unge eller et økonomisk tilskud til forældrene i form af hjælp til dækning af nødvendige merudgifter.

For børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil det således ofte være et væsentligt formål with hjælpen og støtten efter den foreslåede barnets lov at understøtte livskvaliteten og lette hverdagen for barnet eller den unge og familien.

Det foreslås, at det som stk. 1, 1. pkt., fastsættes, at hjælp og støtte efter loven skal iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Med særlig støtte forstås støtteindsatser efter denne lov.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., videreføres bestemmelsen i servicelovens § 46, stk. 1, 1. pkt. med sproglige opdateringer og med tydeliggørelse af de generelle formål med indsatserne i overensstemmelse med den foreslåede § 5, således at omsorg, trivsel og læring foreslås eksplicit anført i selve bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Samtidig foreslås det, at det som stk. 1, 2. pkt., fastsættes, at hjælp og støtte også vil kunne iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.

Med det foreslåede stk. 1, 2. pkt., videreføres intentionerne i servicelovens § 1, stk. 2, i en sprogligt tilrettet og sammenskrevet form. Der er ikke hermed tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Det foreslås endvidere, at det som stk. 2, indsættes, at hjælp og støtte efter denne lov skal ydes med afsæt i barnets eller den unge perspektiv, ressourcer og behov med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste.

Det foreslås endvidere med stk. 2, at hjælp og støtte, i det omfang det vil være relevant for det enkelte barn eller den enkelte unge, vil skulle tilrettelægges med henblik på at sikre 1) barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer, herunder til at indgå i sociale relationer og netværk, 2) at fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel, 3) at understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse, 4) at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv, og 5) at sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, herunder ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås servicelovens § 46, stk. 1 og stk. 3, 1. pkt., videreført i en form, der er let sprogligt tilrettet. Der er dermed ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Det foreslåede stk. 2 vil sammen med de øvrige foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1 og § 2, udgøre den overordnede ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende særlig støtte til børn og unge, som vil skulle forstås i lyset af lovens formål.

I det foreslåede stk. 2, nr. 1-5, fremhæves en række opmærksomhedspunkter, der vil afspejle centrale forhold i barnets eller den unges udvikling, som i det omfang, det er relevant, vil skulle tages i betragtning forud for og i forbindelse med iværksættelse af hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov.

Formålet med det foreslåede stk. 2 er således at medvirke til at understøtte, at der vil blive skabt sammenhæng i indsatsen for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes familie.

Hjælpen og støtten til det enkelte barn eller unge vil efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, skulle tilrettelægges, så der tages højde for, at barnets eller den unges mulighed for personlig udvikling og opbygning af eksempelvis sociale relationer og netværk sikres. Dermed understreges det, at barnet eller den unge vil kunne have behov for hjælp til at udvikle personlige og sociale kompetencer, f.eks. ved at få støtte til at opretholde venskaber og indgå i sociale netværk, fritidsaktiviteter m.v.

Hjælpen og støtten vil desuden med det foreslåede stk. 2, nr. 2, i lighed med de gældende regler i serviceloven skulle tilrettelægges under hensyntagen til eventuelle behov for at fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel eksempelvis ved at sikre, at børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med funktionsnedsættelse, kommer til de forebyggende helbredsundersøgelser hos læge og sundhedsplejerske.

Hjælp og støtte vil endvidere efter det foreslåede stk. 2, nr. 3, skulle tilrettelægges på en sådan måde, at den vil kunne understøtte barnets eller den unges skolegang og inklusion i uddannelsessystemet. Dermed vil det blive fastsat, at der i tilrettelæggelsen af hjælp og støtte i relevant omfang vil skulle tages hensyn til udviklingen af barnets eller den unges faglige kompetencer, så barnet eller den unge så vidt muligt kan få en uddannelse.

Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil understøtte opmærksomheden på, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle sigte mod at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Der vil i tilrettelæggelse af hjælp og støtte også skulle være særlig opmærksomhed på, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov til nogle børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i visse tilfælde vil skulle have et mere kompenserende sigte. I overensstemmelse med gældende ret vil der derfor i tilrettelæggelsen af hjælp og støtte skulle anlægges et helhedsperspektiv i forhold til det enkelte barns eller den enkelte unges tilværelse og udvikling i indsatsen for det enkelte barn eller den enkelte unge.

Med det foreslåede stk. 2, nr. 5, foreslås det fastsat, at barnet eller den unge så vidt muligt vil skulle sikres kontinuitet i opvæksten og mulighed for at vokse op i et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile omsorgsrelationer. Det vil i den forbindelse være centralt, at de familiemæssige relationer vil skulle understøttes under hensyn til, hvad der er barnets bedste, blandt andet med henblik på at barnet eller den unge så vidt muligt vil kunne bevare et stabilt netværk i et eventuelt anbringelsesforløb.

Det foreslås, at det som stk. 3, fastsættes, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov skal ske tidligt og være helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.

Med det foreslåede stk. 3, videreføres servicelovens § 46, stk. 2, 1. pkt., i sprogligt tilpasset form uden indholdsmæssige ændringer.

Det foreslåede stk. 3 vil, sammen med de øvrige foreslåede bestemmelser i de foreslåede § 1 og § 2, lægge den overordnede ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende hjælp og støtte til børn og unge, som skal forstås i lyset af lovens formål.

Med det foreslåede stk. 3 angives, at det vil være et grundlæggende princip for den hjælp og støtte, som vil skulle gives efter den foreslåede barnets lov, at indsatsen vil skulle være sammenhængende og vil skulle sættes i værk så tidligt som muligt.

Bestemmelsen vil således indebære, i overensstemmelse med gældende ret, at støtten skal ydes på et så tidligt tidspunkt som muligt ud fra en opfattelse af, at den tidlige indsats i en del tilfælde kan standse et uhensigtsmæssigt udviklingsforløb. Endelig slås det fast, at det vil være et mål at opfange problemer så tidligt, at they så vidt muligt kan afhjælpes i familien og barnets eget miljø.

En tidlig og helhedsorienteret indsats vil ofte forudsætte, at der arbejdes tværfagligt mellem forskellige forvaltninger, sektorer og faggrupper, for at den nødvendige viden er til stede, inden der træffes beslutning om, hvilken hjælp og støtte der vil skulle iværksættes.

Det vil i den forbindelse også være væsentligt, at barnets eller den unges egne synspunkter høres og tillægges vægt i overensstemmelse med den enkeltes alder, modenhed og eventuelle særlige udfordringer, eksempelvis som følge af særlig psykisk sårbarhed eller nedsat psykisk funktionsevne. I forhold til de foreslåede rammer for inddragelse af børn og unge henvises til det foreslåede kapitel 2.

I formuleringen ”det nære miljø” vil ligge, at kommunen både vil skulle forsøge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende søskende, og også vil skulle overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne.

I denne sammenhæng er det dog vigtigt at være opmærksom på, om inddragelsen af det nære miljø i opgaveløsningen vil kunne skabe konflikter og medføre uheldige følger for barnet eller den unge. Dette vil særligt kunne være relevant i tilfælde af alvorlige æresrelaterede konflikter.

Den foreslåede forpligtelse til at sikre, at hjælp og støtte skal være tidlig og helhedsorienteret, vil blandt andet skulle medvirke til at understøtte den forpligtelse, som kommunalbestyrelsen vil få i medfør af kapitel 2 om kommunalbestyrelsens forpligtelser, herunder lovforslagets § 14. Efter denne foreslåede bestemmelse, som vil være en videreførelse af servicelovens § 19, stk. 1-3, vil kommunalbestyrelsen blandt andet skulle sikre, at den indsats for børn og unge og deres familier, der iværksættes efter barnets lov, indgår som en del af den samlede indsats for børn og unge, samt understøtte, at indsatsen for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte sker i tæt sammenhæng med de tilbud, der iværksættes for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Forpligtelserne i det foreslåede stk. 3 vil endvidere skulle ses i sammenhæng med § 3 i lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), som slår fast, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken, samt retssikkerhedslovens § 5, som slår fast, at kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Det følger ligeledes af retssikkerhedslovens § 5, at kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Endvidere vil det foreslåede stk. 3 skulle ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens § 6, hvoraf det fremgår, at hvis en borger har brug for hjælp i længere tid, skal kommunalbestyrelsen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Det kan af ovenstående udledes, at kommunalbestyrelsen vil skulle være opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes barnets eller den unges behov både her og nu og på længere sigt, fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer. Det kan ligeledes udledes, at kommunalbestyrelsen allerede tidligt i forløbet vil skulle foretage en kvalificeret vurdering af omfanget af støttebehovet og af, hvilke indsatser der bør iværksættes på såvel kort som lang sigt, samt at hjælpen vil skulle være sammenhængende og i nødvendigt omfang udføres på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer.

Det foreslåede stk. 3 vil således indebære, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med tilrettelæggelsen af hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle tage afsæt i kommunernes eksisterende ansvar for at sikre en helhedsorienteret, velforberedt, rettidig og inddragende proces i sager om hjælp og støtte til børn og unge.

Endelig foreslås det med stk. 4, at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt vil skulle løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Er det ikke muligt, skal baggrunden herfor forklares og begrundes over for forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge. Endvidere skal baggrunden for, formålet med og indholdet af hjælpen og støtten tydeliggøres over for barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver.

Med det foreslåede stk. 4 foreslås bestemmelserne i servicelovens § 46, stk. 3, 2. og 3. pkt. videreført med sproglige opdateringer. Der er hermed ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer.

Det foreslåede stk. 4 vil skulle ses i tæt sammenhæng med det foreslåede kapitel 2 og lovforslagets § 14. Efter den foreslåede bestemmelse, som vil være en videreførelse af servicelovens § 19, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen blandt andet skulle sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed.

Det foreslåede stk. 4 vil angive, at løsningerne på barnets eller den unges problemer, så vidt det er muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken, og at kommunalbestyrelsen vil skulle begrunde det over for barnet, den unge og forældremyndighedsindehaveren, hvis dette ikke er muligt.

Baggrunden for den foreslåede målsætning i det foreslåede stk. 4 er en grundlæggende erkendelse af, at barnet eller den unge uanset udfordringerne er en del af familien. Det er derfor væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne herfor er til stede.

På den anden side vil det med den foreslåede bestemmelse også blive signaleret, at forståelsen og samarbejdet med familien kun vil række til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold tilsiger et nødvendigt indgreb, som strider mod forældrenes vilje, så må dette indgreb finde sted til trods for forældrenes manglende medvirken. Det er væsentligt at sikre denne forpligtelse ud fra en erkendelse af, at selv om alle forældre ønsker det bedste for deres børn, er det ikke alle forældre, som er i stand til at give deres børn den tryghed og basale omsorg, som barnet eller den unge har brug for.

Hensynet til, hvad der er bedst for barnet eller den unge, vil således skulle veje tungest. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet eller den unge som en adskilt del af familien, da hele barnets eller den unges situation vil skulle vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det vil også være vigtigt at se barnets eller den unges situation i et langsigtet perspektiv.

Når det vil være nødvendigt at gribe ind med hjælp og støtte mod forældrenes vilje, vil begrundelsen, foranstaltningens formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, skulle være beskrevet på en sådan måde, at de er så tydelige som muligt for alle parter.

Derved understreges det, at iværksættelse af hjælp og støtte uden samtykke vil kræve en særlig opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringen af alle afgørelser. Dels fordi denne type indsatser vil være meget indgribende, og dels fordi det erfaringsmæssigt vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn og unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser en tvangsmæssigt iværksat indsats vil kunne få for dem.

Anvendelse af indsatser, der kan gennemføres tvangsmæssigt, er nærmere beskrevet særligt i kapitel 5 og 6.

Samlet set vil den foreslåede § 2 skulle medvirke til at sikre, at den foreslåede hjælp og støtte til børn og unge med særlige behov og deres familier vil skulle tilrettelægges med henblik på at sikre, at børn og unge vil kunne få de bedst mulige opvækstvilkår under hensyntagen til det enkelte barns eller den enkelte unges særlige udfordringer og ressourcer.

Støtten vil skulle ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet eller den unge som en adskilt del af familien, da hele barnets eller den unges situation vil skulle vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det vil også være vigtigt at se barnets eller den unges situation i et langsigtet perspektiv.

De foreslåede overordnede målsætninger i den foreslåede § 2 vil gælde såvel i forbindelse med forebyggende hjælp og støtte som med den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte.

De foreslåede bestemmelser i § 2 vil således i samspil med de foreslåede bestemmelser i § 1 skulle medvirke til at skabe rammerne for en god, rettidig og helhedorienteret indsats til børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier med afsæt i en grundig belysning af barnets, den unges og familiens problemer, ressourcer og støttebehov.

Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de foreslåede sproglige tilpasninger af den foreslåede § 2, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet børn og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.

§ 3

Der er ikke fastsat udtrykkelige regler i serviceloven om, hvem afgørelser om hjælp og støtte til børn og unge under 18 år træffes over for.

Parter i sager om særlig hjælp og støtte efter serviceloven er som udgangspunkt forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre samt barnet eller den unge under 18 år.

Børn og unge er parter i en sag om særlig støtte til børn og unge, men deres partsstatus og dermed retten til at lade sig repræsentere udøves af forældremyndighedsindehaver efter § 2 i lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 af forældreansvarsloven (forældreansvarsloven), idet mindreårige børn og unge ikke anses for at have partshabilitet, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 135, s. 4549.

Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er part i visse afgørelser efter serviceloven. Det gælder f.eks. en afgørelse om kontakten til barnet eller den unge under en barnets anbringelse uden for hjemmet, jf. § 167, stk. 2, i serviceloven. Endvidere er netværksplejefamilier parter i afgørelser efter servicelovens § 66 b, stk. 5, og har klageadgang i forhold til afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Der kan være særlige tilfælde, f.eks. i ulykkestilfælde, hvor den eller de personer, der har forældremyndigheden over barnet, mister livet eller i forhold til mindreårige udlændinge, hvor der er behov for at træffe en afgørelse om hjælp og støtte, herunder om anbringelse uden for hjemmet, inden Familieretshuset formelt har udpeget en forældremyndighedsindehaver over barnet eller den unge, herunder eventuelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver.

Serviceloven indeholder endvidere ikke en generel regel om, fra hvilken alder børn og unge kan udøve egne partsbeføjelser, dvs. har partshabilitet. Loven indeholder dog visse specielle bestemmelser herom, jf. herunder.

Det følger af § 167, stk. 1, nr. 1-6, i serviceloven, at barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, kan indbringe følgende afgørelser for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område: 1) Forebyggende foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, 2) ungepålæg efter § 57 b, 3) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, 4) valg af anbringelsessted efter § 68 b, stk. 1, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 69, stk. 1, og 6) samvær og kontakt efter § 71, stk. 2.

Det følger endvidere af § 167, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 48 a kan indbringes for Ankestyrelsen af barnet eller den unge efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale. Det gælder uanset barnets eller den unges alder.

Det følger desuden af § 167, stk. 4, i serviceloven, at afgørelser om efterværn efter § 76 eller opretholdt anbringelse efter § 76 a, der træffes i medfør af § 68, stk. 11 og 13, inden den unge fylder 18 år, kan indbringes for Ankestyrelsen af den unge efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det følger herudover af § 168, stk. 2, i serviceloven, at den unge, der er fyldt 12 år, kan indbringe børn og unge-udvalgets afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger uden samtykke efter § 74 for Ankestyrelsen. Endelig kan barnet eller den unge, der er fyldt 12 år indbringe Ankestyrelsens afgørelser efter § 65, stk. 3, og § 168 for retten efter § 170, stk. 3, jf. § 169, stk. 1.

Forældremyndighedsindehavers partsbeføjelser består uafhængigt og ved siden af barnets eller den unges selvstændige partsbeføjelser.

Det foreslås med § 3, at børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i følgende sager: 1) Indsatser efter § 32, stk. 1, 2) børne- og ungepålæg efter § 39, 3) anbringelse uden for hjemmet efter § 46, 4) valg af anbringelsessted efter § 52, 5) behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4, 8) ungestøtte efter §§ 114, 115 og 116 og opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år, og 9) sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146, 147, 148 og 151.

Bestemmelsen vil indebære, at barnet eller den unge vil kunne udøve partsbeføjelser, det vil sige have partshabilitet, i de anførte sager om særlig støtte, når barnet eller den unge er fyldt 10 år. Det vil indebære, at barnet eller den unge fra denne alder vil kunne udøve egne rettigheder i de anførte sager. Det vil bl.a. betyde, at barnet eller den unge vil kunne klage over afgørelser, anmode om partsaktindsigt m.v.

Formålet med bestemmelsen er at videreføre eksisterende retstilstand efter serviceloven, hvorefter barnet og den unge i dag er tillagt partshabilitet og dermed egne partsbeføjelser i forbindelse med de anførte afgørelser om særlig støtte dog med en justering af aldersgrænsen. Dermed vil barnets eller den unges partshabilitet omfatte samme afgørelser som i dag, men barnet eller den unge vil fremover kunne udøve egne partsbeføjelser fra det fyldte 10. år mod det 12. år i dag.

Med lovforslaget videreføres gældende ret uændret i forhold til, at afgørelser efter barnets lov, som tilfældet er i dag, som udgangspunkt vil blive truffet over for forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den unge. Det gælder dog ikke, hvis andet følger af loven.

Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.

Børn og unge vil således fortsat være parter i en sag om særlig støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov. Barnet eller den unges partsstatus, herunder deres partsbeføjelser og dermed retten til at lade sig repræsentere, vil dog i overensstemmelse med gældende ret blive udøvet af forældremyndighedsindehaver efter forældreansvarslovens § 2, idet børn og unge som umyndige som udgangspunkt ikke vil have partshabilitet, medmindre der er tale om en sag som nævnt i den foreslåede § 3.

Har barnet eller den unge ikke en forældremyndighedsindehaver på afgørelsestidspunktet, vil en afgørelse dog alene skulle træffes over for barnet eller den unge.

I sager, hvor barnet eller den unge har partshabilitet efter den foreslåede § 3, vil forældremyndighedsindehavers partsrettigheder fortsat bestå uafhængigt af og ved siden af barnets eller den unges partsbeføjelser, og dermed videreføres gældende ret uændret.

Med henvisningen til § 145, stk. 3, videreføres gældende ret, hvorefter barnet eller den unge, uanset alder, vil kunne påklage en afgørelse om bisidder efter de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 eller 3.

§ 4

Det fremgår af servicelovens § 2, at enhver, der opholder sig her i landet, har ret til hjælp efter serviceloven. Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 2, at social- og boligministeren kan fastætte regler om, hvilke ydelser efter denne lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet og de nærmere betingelser herfor. Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 3, at ved aftale med andre stater eller internationale organisationer kan gives mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet af personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har en særlig tilknytning.

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen har til formål at sikre beskyttelse af børn og unge, der har tilknytning til flere stater. Konventionen indeholder derfor bl.a. regler om, hvilken stats myndigheder, der har international kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet. Gennem disse regler sikres det, at når barnet eller den unge opholder sig i en af de stater, der har tilsluttet sig konventionen, vil der altid være en stat, der har ansvaret for at beskytte barnet eller den unge i relation til anbringelse uden for hjemmet.

Det følger af konventionens artikel 5, at de retslige eller administrative myndigheder i den kontraherende stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, har kompetence til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af barnets person. Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres til en anden kontraherende stat, tilfalder kompetencen myndighederne i den stat, hvor barnet har fået nyt sædvanligt opholdssted.

Artikel 6 i konventionen omhandler kompetencen i forhold til flygtningebørn, børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, og børn, hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. I disse tilfælde har myndighederne i den kontraherende stat, på hvis område disse børn befinder sig, den i artikel 5, stk. 1, omhandlede kompetence.

Hvis et barn er bortført fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat, beholder myndighederne i den stat, som barnet er bortført fra, efter konventionens artikel 7 som udgangspunkt kompetencen. Endvidere giver konventionens artikel 8 og 9 mulighed for overførsel af kompetence fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat. Videre følger det af konventionens artikel 11 og 12, at myndighederne i den kontraherende stat, på hvis område barnet befinder sig, kan træffe midlertidige afgørelser af hastende karakter eller afgørelser om foranstaltninger, der udelukkende har en territorialt afgrænset virkning.

Det følger af disse bestemmelser, at det som udgangspunkt kun er myndighederne i den kontraherende stat, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, der kan træffe beskyttelsesforanstaltninger over for et barn eller en ung. Der skal herved tages udgangspunkt i barnets egen situation, hvorfor det i udgangspunktet ikke er relevant, hvor en forælder eller en forældremyndighedsindehaver bor. Der er således efter konventionen ikke international kompetence til at behandle en sag vedrørende et barn, alene fordi en forælder eller forældremyndighedsindehaver bor i den pågældende stat. Barnets nationalitet er heller ikke relevant.

Ved ”barnets sædvanlige opholdssted” forstås barnets eller den unges bopæl, dvs. det sted, hvor barnet eller den unge har sit hjem, hvor barnets eller den unges ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor barnet eller den unge opholder sig, når barnet eller den unge ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie eller studierejse. Det er således udgangspunktet, at et barn eller en ung har bopæl i Danmark, hvis barnets eller den unges tilknytning hertil er mindst ligeså stærk som til udlandet. Det er dog muligt to have bopæl i mere end én stat. Det beror således på en konkret vurdering, om et barn eller en ung har bopæl i Danmark i konventionens forstand.

Hvis barnet eller den unge under behandlingen af en anbringelsessag flytter fra Danmark og tager bopæl i en anden kontraherende stat, mister danske myndigheder kompetencen til at fortsætte behandlingen af sagen, og myndighederne skal afslutte sagen. Kommunalbestyrelsen vil dog have mulighed for at anmode om overførsel af handlekompetence efter reglerne i konventionens artikel 8 og 9. Tager barnet eller den unge bopæl i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter konventionen, skal myndighederne afslutte sagen, idet der ikke er hjemmel i serviceloven eller anden dansk lovgivning til at fortsætte behandlingen af sagen.

Hvis en myndighed i barnets eller den unges tidligere bopælsland finder, at barnet eller den unge er udsat for alvorlig fare, indeholder konventionen i artikel 36 en pligt for denne myndighed til at underrette myndighederne i barnets nye bopælsland om barnets situation.

Det foreslås med stk. 1, at enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, og som er omfattet af § 1, har ret til hjælp efter denne lov. Det foreslås videre, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset at barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold.

Anvendelsesområdet for barnets lov foreslås således at skulle være de børn, unge og deres familier, som i dag er omfattet af servicelovens bestemmelser på grund af sociale udfordringer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Børn, unge og familier, som på grund af udfordringer hos barnet eller den unge har ret til at modtage hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser, foreslås således fremover at skulle kunne få hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov.

Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelserne i servicelovens § 2, i en let sprogligt tilrettet form, hvor der dels tages højde for målgruppen for barnets lov, dels anvendes hjælp og støtte, som betegnelse for de indsatser, der kan ydes efter barnets lov, og dels bruges der i stedet for betegnelsen ”her i landet” betegnelsen ”i Danmark”. Den sidstnævnte foreslåede sproglige tilretning har til formål at tydeliggøre, at der med afgrænsningen alene henvises til lovligt ophold i Danmark, ikke til lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele.

Forslaget har således til formål at videreføre princippet i servicelovens § 2 om, at lovens ydelser kun kan gives til personer, der lovligt opholder sig her i Danmark, dvs. ikke i Grønland, på Færøerne eller i udlandet. Dette vil gælde uanset nationalitet. En dansk statsborger vil altid have lovligt ophold i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, vil være omfattet af lovens anvendelsesområde og således vil kunne have krav på hjælp efter lovforslagets enkelte bestemmelser. Det bemærkes i den forbindelse, at et barn eller en ung uden lovligt ophold dog efter den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, vil kunne anbringes på en sikret institution, hvis en række nærmere anførte betingelser er opfyldt. Der henvises til bemærkningerne til § 62, stk. 2.

Betingelsen i stk. 1 om lovligt ophold i Danmark vil betyde, at den pågældende udlænding fysisk vil skulle opholde sig i Danmark og endvidere vil skulle have et lovligt opholdsgrundlag. Ved vurderingen af, om en udlænding har lovligt ophold i barnets lovs forstand, vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende har lovligt ophold i udlændingeretlig forstand. Det betyder bl.a., at udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a har ret til at opholde sig i Danmark, vil have lovligt ophold i lovforslagets forstand.

En udlænding med opholdstilladelse – tidsbegrænset eller tidsubegrænset – eller visum vil således have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Det vil gælde uanset opholdsgrundlagets karakter og varighed.

Nordiske statsborgere kan efter § 1 i Lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022 af udlændingeloven uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet og vil derfor også have lovligt ophold i lovforslagets forstand.

Omfattet af personkredsen vil også være børn og unge, der har ret til ophold i Danmark i medfør af EU-reglerne, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelig (EU-opholdsbekendtgørelsen), som gennemfører direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) i dansk ret.

Udlændinge omfattet af EU-reglerne har en umiddelbar ret til ophold, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder, selvom de ikke har fået udstedt et EU-opholdsdokument i henhold til bekendtgørelsen, idet sådanne opholdsdokumenter er konstaterende og ikke retsstiftende.

Også udlændinge med processuelt ophold, jf. udlændingelovens § 33 a, dvs. udlændinge, der efter udlændingelovens regler har ret til at opholde sig her i landet under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse, vil være omfattet af bestemmelsen. Disse børn og unge vil dog samtidig kunne være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, i hvilke tilfælde der gælder en særlig procedure for iværksættelse af foranstaltninger, hjælp eller støtte, jf. herom nedenfor.

Endvidere indeholder udlændingelovens § 33 b regler om opsættende virkning. Opsættende virkning indebærer, at en udlænding i forbindelse med en klage over en afgørelse bibeholder hidtil opnåede rettigheder, og at en fastsat udrejsefrist suspenderes. Hvis udlændingen ikke har opnået rettigheder, får den opsættende virkning samme retsvirkning for udlændingen som processuelt ophold. Der kan herom i øvrigt henvises til bemærkningerne til § 33 b, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, s. 127 - 130. En udlænding, der mister sit opholdsgrundlag, f.eks. ved afslag på forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelsen, vil ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Har den pågældende imidlertid ret til at opholde sig her i landet, mens en klage over en sådan afgørelse behandles (opsættende virkning), vil udlændingen være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde.

Endelig vil udlændinge, der opholder sig i Danmark på et opholdsgrundlag, der kan sidestilles med et lovligt ophold efter udlændingeloven, herunder processuelt ophold, være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Dette vil f.eks. kunne være udlændinge med ret til ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 2055 af 16. november 2021 af Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, jf. lovbekendtgørelse nr. 324 af 16. marts 2022 af Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, med senere ændringer.

En udlænding, der er idømt frihedsstraf og udvist med den følge, at den pågældendes opholdsgrundlag er bortfaldet, vil ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Endelig vil en udlænding ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand, hvis den pågældende er udelukket fra opholdstilladelse, f.eks. på grund af kriminalitet, men opholder sig her i landet på et såkaldt tålt ophold under henvisning til, at den pågældende ikke kan udsendes på grund af udlændingelovens refoulementsforbud (forbud mod udsendelse af en udlænding til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7).

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, jf. dog stk. 3 og 4, og § 43, stk. 1, får en udlænding, der opholder sig i Danmark som asylansøger, udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse dækker ligeledes nødvendige sociale indsatser.

I det omfang en udlænding, der er under Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, behov for hjælp og støtte kan imødekommes inden for indkvarteringssystemet, vil hjælpen og støtten blive ydet i indkvarteringssystemet.

I det omfang der er behov for yderligere hjælp eller støtte efter lovforslaget til barnets lov, vil det være Udlændingestyrelsen, der godkender og afholder udgiften hertil.

Hjælp eller støtte, der iværksættes af kommunerne eller kommunernes børne- og ungeudvalg efter den foreslåede barnets lov, vil skulle være afpasset den midlertidige karakter, som den pågældende udlændings opholdsgrundlag måtte have.

For så vidt angår anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge bemærkes, at i det omfang indsatser er omfattet af udlændingelovens kapitel 9 b, vil det være reglerne i dette kapitel og ikke reglerne i barnets lov, der vil finde anvendelse over for den pågældende.

Det bemærkes, at myndighederne kun vil kunne træffe afgørelse efter barnets lov, hvis der er international kompetence til at behandle sagen i Danmark efter kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., hvorefter det foreslås, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset at barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold vil betyde, at anvendelsesområdet for barnets lov også vil omfatte børn og unge, der har lovligt ophold i Danmark, men hvis forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold i Danmark. Det forhold, at forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold i Danmark, kan således ikke i sig selv medføre, at loven ikke finder anvendelse over for barnet eller den unge. Dette er begrundet i, at hjælp efter barnets lov vil være målrettet barnet eller den unge, som har lovligt ophold, og at deres adgang til hjælp ikke bør være begrænset af forældremyndighedsindehavers manglende opholdsgrundlag. Det vil dog være nødvendigt, at afgørelser, der træffes uden forældremyndighedsindehavers samtykke, også træffes over for forældremyndighedsindehaver, idet afgørelsen vil kunne udgøre et indgreb i dennes rettigheder, herunder retten til privat- og familieliv, hvorfor forældremyndighedsindehaver vil skulle være part i sagen.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., er en kodificering af den gældende retstilstand for så vidt angår servicelovens anvendelsesområde, hvorved der bl.a. kan henvises til dom af Østre Landsret af 15. august 2000. Der er tilsigtes således ikke nogen materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås i stk. 2, at når en dansk myndighed efter artikel 8 og 9 i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, er tillagt kompetence til at behandle en sag om anbringelse uden for hjemmet her i landet af et barn eller en ung, der opholder sig i udlandet, har barnet eller den unge ret til hjælp og støtte efter kapitel 5.

Bestemmelsen er ny og vil betyde, at i de helt særlige tilfælde, hvor en udenlandsk myndighed i den stat, hvor et barn eller en ung, der søges anbragt uden for hjemmet i Danmark, som led i overførelse af kompetencen til at træffe afgørelse herom til en dansk myndighed, stiller krav om, at der træffes afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge forud for udlevering og flytning af barnet eller den unge til Danmark, vil en kommune eller et børne- og ungeudvalg kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets kapitel 5.

Begrundelsen for forslaget er, at efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 8 og 9 kan myndighederne i en stat, der er omfattet af konventionen, aftale med den kompetente myndighed i Danmark (kommunalbestyrelsen), at en sag om anbringelse uden for hjemmet i Danmark af et barn eller en ung, der opholder sig i den pågældende stat, men som har en nær tilknytning til Danmark, skal behandles af danske myndigheder (kommunalbestyrelsen). I sådanne situationer bør afgørelsen træffes efter samme regler som finder anvendelse i rent danske anbringelsessager, dvs. de foreslåede bestemmelser i kapitel 5. Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, vil barnets lov, herunder bestemmelserne i kapitel 5, imidlertid kun finde anvendelse, når barnet eller den unge opholder sig lovligt i Danmark. Det er derfor nødvendigt i loven at indsætte en bestemmelse, der sikrer, at kapitel 5 finder anvendelse i de omhandlede situationer.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 9 a i § 1, nr. 11, i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Ændringer som følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov om lokalplejehjem og udskillelse af reglerne om madservice fra bestemmelsen om personlig og praktisk hjælp i lov om social service) (handlekommunelovforslaget) om handlekommune i sådanne sager.

Det foreslås i stk. 3 at give social- og boligministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvilke ydelser efter barnets lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.

Bestemmelsen indebærer, at social- og boligministeren skal kunne fastsætte nærmere regler for, hvilke former for hjælp og støtte efter barnets lov, der vil kunne medtages under et midlertidigt ophold i udlandet og de nærmere rammer herfor.

Den foreslåede bemyndigelse foreslås i lighed med i dag udnyttet til fastsættelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 1296 af 15. december 2009 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet (herefter udlandsbekendtgørelsen), hvori der er fastsat regler om den enkelte borgers ret til at medtage visse ydelser.

Udlandsbekendtgørelsen vil dermed skulle justeres, så den også fremover vil omfatte bestemmelser om ret til at medtage de ydelser målrettet børn og unge og deres familier, som i dag kan medtages med henvisning til serviceloven, men, som det foreslås, fremover vil skulle ydes efter den foreslåede barnets lov.

Retten til at medtage ydelser vil kun gælde for de ydelser, der specifikt er nævnt i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2. En kommune kan dog vælge at fastsætte sit serviceniveau, så det er muligt at medtage visse andre ydelser.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at visse former for hjælp og støtte til børn, unge og deres familier kan medtages under midlertidige ophold, herunder ferieophold, i udlandet. Dette vil være en videreførelse af servicelovens § 2, stk. 2, tilpasset målgruppen for barnets lov. Der foreslås ingen indholdsmæssige ændringer.

Det foreslås i stk. 4, at der ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed efter denne lov i Danmark til børn og unge, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold i Danmark. Det samme gælder til herboende børn og unges behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende børn og unge har særlig tilknytning.

Med den foreslåede bestemmelse videreføres servicelovens § 2, stk. 3, med enkelte sproglige tilretninger og herunder den sproglige tilpasning, at betegnelsen ”her i landet” ændres til ”i Danmark”. Det præciseres herved, at der med betegnelsen menes lovligt ophold i Danmark og ikke til lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele. Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i bestemmelsen.

Servicelovens § 2, stk. 3, er en videreførelse af § 3, stk. 2, i lov nr. 1128 af 22. december 1993 om social bistand. Bestemmelsen blev indført på baggrund af forberedelserne til Danmarks tiltrædelse til Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, jf. Folketingstidende 1993-94 (1. samling), tillæg A, spalte 1939. Det foreslåede stk. 3 vil således give hjemmel til, at der også efter barnets lov vil kunne indgås aftaler med andre stater og internationale organisationer om mulighed for at yde hjælp til børn og unge i situationer, hvor der eksempelvis er opstået behov for hjælp til behandling eller pleje, uden at barnet eller den unge på ansøgningstidspunktet opholder sig i Danmark, men hvor barnet eller den unge har særlig tilknytning til landet. Det samme vil gøre sig gældende ved behandling eller pleje m.v. til herboende børn og unge, der tager ophold i et andet land, hvortil de har særlig tilknytning.

Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de sproglige tilpasninger af den foreslåede § 4, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet børn og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.

§ 5

Det følger af servicelovens § 46, at formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Det fremgår også af bestemmelsen, at støtte til børn og unge skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Støtten skal have til formål at sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familierelationer og øvrige netværk, sikre mulighed for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk, understøtte skolegang og muligheder for at gennemføre en uddannelse, fremme barnets sundhed og trivsel og endelig skal støtten også have til formål at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 2, at støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så barnets eller den unges problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller det nære miljø, ligesom støtten skal tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 3, at støtte til børn og unge skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Det fremgår videre, at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis det ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres over for forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge.

Det følger af § 48 i serviceloven, at inden der træffes afgørelse efter §§ 51, 52, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68, 69, 70, 71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Samtalen kan undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge ved gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.

Det foreslås med § 5 at indsætte en ny bestemmelse om barnets og den unges rettigheder, som skal afspejle et tidssvarende børnesyn og herunder styrke barnets inddragelse og indflydelse i sager efter loven. Bestemmelsen vil indeholde elementer af servicelovens § 46, stk. 1 og 3, om formålet med støtten og retten til at blive inddraget og hørt i egen sag, i en samlet og ny rammesætning af barnets eller den unges overordnede ret til omsorg, beskyttelse og inddragelse og formålet hermed.

Der vil ikke skulle træffes afgørelser efter den foreslåede § 5, i lighed med de gældende regler i servicelovens § 46. Kommunernes anvendelse af bestemmelsen vil derfor ikke selvstændigt kunne indbringes for Ankestyrelsen, men spørgsmålet om, hvorvidt barnet eller den unge er blevet hørt og inddraget eller barnets eller unges synspunkter er tilvejebragt i fornødent omfang vil indgå i forbindelse med den materielle prøvelse i en eventuel klagesag.

Med forslaget til stk. 1 foreslås det, at børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil have ret til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse for at opnå mulighed for udvikling, læring, sundhed og trivsel og vil have ret til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.

Behovet for omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse vil kunne skyldes, at der er tale om et barn med behov for særlig støtte på grund af sociale problemer hos forældrene eller barnet eller den unge, et barn eller ung med funktionsnedsættelse eller et barn eller ung, hvor støttebehovet har udspring i sammensatte udfordringer.

Bestemmelsen vil betyde, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle tilrettelægges således, at barnets og den unges grundlæggende ret til omsorg, tryghed beskyttelse og inddragelse iagttages af myndigheder, fagprofessionelle og andre voksne omkring barnet.

Formålet med bestemmelsen er at fastlægge en ramme for kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre hjælp og støtte efter loven ved at fastsætte barnets eller den unges grundlæggende ret efter loven til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse, så barnet eller den unge sikres mulighed for udvikling, læring, sundhed og trivsel og retten til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.

Bestemmelsen skal ses i forlængelse af den foreslåede bestemmelse i § 2, hvoraf det fremgår, at hjælp og støtte efter loven vil skulle iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås det som en grundlæggende rettighed for børn og unge with behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, at de skal have ret til indflydelse på de forhold, som vedrører dem.

Dette vil også være i overensstemmelse med artikel 12 i FN’s konvention om barnets rettigheder.

Retten til indflydelse vil betyde, at børne- og ungerådgiveren skal lytte til barnet, og at barnet og den unges egne holdninger og synspunkter herunder egne forslag og ønsker vil skulle indgå, når der træffes beslutninger om deres forhold.

Formålet er at sikre, at barnet eller den unge sættes i centrum og anerkendes som selvstændige individer med egne holdninger, ønsker og perspektiver på deres liv og forhold, og i kraft heraf skal have ret til at få indflydelse på de forhold, der vedrører dem.

Indflydelsen skal ske med respekt for børns og unges forskellighed, og skal ske under hensyntagen til det enkelte barn eller den enkelte unges modenhed, alder og ressourcer, herunder eventuelle kommunikationsvanskeligheder som følge af funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med inddragelsen af barnet eller den unge blandt andet skulle være opmærksom på, at barnet eller den unge ikke altid kan vurdere implikationerne af deres tilkendegivelser, samt på, at tilkendegivelserne kan være påvirkede heraf. Det vil eksempelvis kunne gælde børn og unge med selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller lignende samt børn og unge med udviklingshæmning eller opmærksomhedsforstyrrelser. Der vil ligeledes kunne være udfordringer med, at nogle børn og unge lader deres tilkendegivelser påvirke af loyalitet og ansvarsfølelse over for deres forældre, frem for alene at udtrykke deres egne ønsker og behov. Børn og unge med denne type udfordringer har fortsat ret til at blive hørt og inddraget, men samtalen/inddragelsen bør tilrettelægges under hensyntagen hertil.

Retten til indflydelse vil ikke betyde, at barnet eller den unge pålægges ansvaret for beslutningerne. Bestemmelsen vil endvidere ikke betyde, at myndighederne får pligt til i alle tilfælde at følge barnets holdninger m.v. Ansvaret for at sikre, at der træffes de nødvendige og relevante beslutninger om støtte og hjælp efter loven ud fra barnets behov, vil entydigt påhvile de voksne omkring barnet. Derfor skal retten efter det foreslåede stk. 2 ses i tæt samspil med den foreslåede § 7, hvor dette ansvar eksplicit foreslås reguleret.

Barnets eller den unges ret til indflydelse på de forhold, som vedrører barnet eller den unge, foreslås at skulle gælde uanset, hvor i forløbet barnets eller den unges sag efter loven befinder sig, og vil dermed ikke være forbeholdt udvalgte tidspunkter af sagens behandling. Det vil sige uanset, om barnets eller den unges sag er under afdækning, undersøgelse, afgørelse eller under opfølgning vil barnet eller den unge have ret til indflydelse på de beslutninger og afgørelser, der træffes af betydning for barnet eller den unge. Det vil også gælde ved udarbejdelse af barnets plan.

Retten til indflydelse foreslås endvidere ikke at være forbeholdt de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer en afgørelse om barnets forhold. Retten foreslås også at gælde beslutninger, som ikke kræver en forvaltningsretlig afgørelse, dvs. beslutninger om forholdene for barnet eller den unge, som myndighederne træffer som led i deres faktiske forvaltningsvirksomhed.

Bestemmelsen skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, hvorefter hjælp og støtte efter loven vil skulle ydes med afsæt i barnets perspektiv, ressourcer og behov med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste.

Det fremgår af § 48, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at inden der træffes afgørelse efter §§ 51, 52, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68, 69, 70, 71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Samtalen kan undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge ved gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 181 som fremsat, side 33, fremgår det, at formålet med bestemmelsen er at give barnet eller den unge mulighed for at give sin mening om sagen til kende inden afgørelsen. Af hensyn til barnet eller den unge bør det undgås, at der afholdes overflødige samtaler, og derfor kan kravet i § 48, stk. 1, om afholdelse af en samtale med barnet eller den unge inden afgørelsen bortfalde, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge i forbindelse med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunen vil i disse tilfælde i henhold til de almindelige forvaltningsretlige regler fortsat have pligt til at oplyse barnet eller den unge om afgørelsens indhold.

Det fremgår videre af § 48, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at en samtale med barnet eller den unge kan gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse. Muligheden for at gennemføre samtalen uden forældremyndighedsindehavers samtykke og deltagelse kan for eksempel være relevant i sager, hvor det vurderes nødvendigt at få barnets eller den unges uforbeholdne mening tydeligt frem, og hvor forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse kan udgøre en barriere for, at barnet eller den unge fyldestgørende kan udtrykke sine synspunkter. I sådanne tilfælde kan det af hensyn til barnet eller den unge være hensynsmæssigt, at forældremyndighedsindehaver ikke deltager i samtalen. I vurderingen af, hvorvidt samtalen skal gennemføres uden forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse, skal der lægges afgørende vægt på barnets eller den unges bedste frem for på hensynet til forældremyndighedsindehaver.

Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse skal kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at afholde samtalen i tryghedsskabende rammer for barnet eller den unge. Det kan være i et børnevenligt indrettet lokale eller et sted uden for forvaltningen, hvor barnet eller den unge føler sig tryg, eksempelvis i barnets dagtilbud eller på barnets eller den unges skole.

For børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan der endvidere være særlige kommunikative vanskeligheder, der bør tages højde for ved tilrettelæggelsen af samtalen, lige som der under samtalen bør være en særlig opmærksomhed på, om budskaberne fra barnet eller den unge er påvirket af manglende forståelse for implikationerne af samtalen eller af, at barnet eller den unge har ønsker, som ikke er til deres eget bedste. Denne opmærksomhed vil eksempelvis kunne være særligt relevant i forbindelse med samtaler med psykisk sårbare børn og unge eller børn og unge med selvskadende adfærd eller psykiske funktionsnedsættelser. I sådanne situationer vil det ofte være særligt relevant at overveje, om forældrene med fordel kan inddrages i samtalen med henblik på at bidrage med den særlige viden, forældrene typisk vil have om barnets udfordringer.

Endelig bør barnet eller den unge inden samtalen orienteres om retten til at have en bisidder med under samtalen, jf. den almindelige vejledningsforpligtelse samt servicelovens § 48 a. Dette gælder særligt, hvis samtalen afholdes uden deltagelse af forældremyndighedens indehaver. Barnet eller den unge kan eksempelvis medtage en lærer, en pædagog eller en anden person, barnet eller den unge er tryg ved. Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse skal kommunalbestyrelsen endvidere være særligt opmærksom på at søge at opretholde en god dialog med forældremyndighedsindehaver. Kommunalbestyrelsen bør søge at opnå forældremyndighedsindehavers forståelse for, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at vedkommende deltager i samtalen. Endvidere bør der efter samtalen være en god dialog med forældremyndighedsindehaver om formålet med samtalen m.v.

Med det foreslåede stk. 3 foreslås det at fastsætte, at barnet eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets eller den unges forhold. Inddragelsen og samtaler kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.

Med forslaget vil inddragelsen af barnet eller den unge som noget nyt i forhold til serviceloven ikke længere være knyttet til kravet om afholdelse af børnesamtale på fastsatte tidspunkter i sagsforløbet.

I stedet foreslås det, at der fastsættes en grundlæggende ret for barnet og den unge til at blive inddraget løbende i alle sager, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at løbende inddragelse og tilvejebringelse af barnets eller den unges perspektiver vil kunne ske både ved samtaler og gennem anden direkte kontakt ud fra en konkret vurdering af barnet eller den unges behov og ønsker og forholdene i sagen i øvrigt.

Bestemmelsen vil skulle sikre, at der sker løbende inddragelse af barnet eller den unge under hele forløbet ved at stille krav om inddragelse gennem samtaler eller anden direkte kontakt med barnet eller den unge, inden der træffes beslutninger og afgørelser om barnets eller den unges forhold. Bestemmelsen vil således indebære, at der skal ske inddragelse også ved løbende beslutninger om barnets forhold, dvs. i tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis skal træffes en forvaltningsretlig afgørelse efter loven. I de tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om barnets forhold efter loven, vil en manglende tilvejebringelse og inddragelse af barnet eller den unges holdning og synspunkter udgøre en væsentlig mangel ved afgørelsen.

Samtidig vil bestemmelsen give myndighederne mulighed for at tilrettelægge den løbende inddragelse gennem direkte kontakt og samtaler med barnet eller den unge efter en konkret vurdering af barnets eller den unges behov og forholdene i sagen i øvrigt. Bestemmelsen vil dermed indebære en ny tilgang til inddragelse og samtaler med barnet eller den unge give mulighed for, at inddragelsen kan ske på andre måder end ved afholdelse af børnesamtaler med barnet eller den unge. Samtaler og inddragelse vil dermed skulle ske løbende og kan tilpasses barnets eller den unges ønsker og de konkrete behov og omstændigheder i sagen og på baggrund af myndighedernes vurdering. Samtidig vil inddragelsen af barnet eller den unge og samtaler i højere grad kunne tilrettelægges ud fra barnets eller den unges præmisser og holdninger.

Med bestemmelsen foreslås det, at der – ligesom det i dag er muligt efter serviceloven – skal kunne ske inddragelse og gennemføres samtaler med barnet eller den unge uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse. Dette vil for eksempel kunne være relevant i sager, hvor det vurderes nødvendigt af få barnets eller den unges uforbeholdne mening tydeligt frem, og hvor forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse kan udgøre en barriere for, at barnet eller den unge fyldestgørende kan udtrykke sine synspunkter. I sådanne tilfælde kan det af hensyn til barnet eller den unge være hensigtsmæssigt, at forældremyndighedsindehaver ikke deltager i samtalen. I vurderingen af, hvorvidt samtalen skal gennemføres uden forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse, foreslås det, at der fortsat skal lægges afgørende vægt på barnets eller den unges bedste frem for på hensynet til forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 6 om barnets eller den unges ret til en bisidder. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6.

Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse bør kommunalbestyrelsen også fremover være særligt opmærksom på at afholde samtalen i tryghedsskabende rammer for barnet eller den unge.

Med det foreslåede stk. 3 vil barnet og den unge have ret til at blive inddraget, inden der træffes beslutninger om barnet eller den unges forhold. Barnet og den unge vil dog i alle tilfælde have ret til at afslå at udtale sig i den konkrete sag, hvis de ikke ønsker det. Myndighederne må i givet fald tilvejebringe barnet eller den unges holdning og synspunkter på anden vis.

Med det foreslåede stk. 4 foreslås det, at kravet om samtaler og anden direkte kontakt i stk. 3 i helt særlige tilfælde helt eller delvist vil kunne fraviges, hvis barnet eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Barnet eller den unges holdning og synspunkter vil i disse tilfælde skulle tilvejebringes på anden vis.

Med forslaget vil kravet, om at myndighederne løbende skal tilvejebringe og inddrage barnet eller den unges holdninger og synspunkter i sagen, ikke kunne undlades. Kravet om samtaler og anden direkte kontakt med barnet i stk. 3 vil imidlertid kunne fraviges, hvis barnet eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod. Herved forstås, at det alene vil være helt særlige tilfælde, som kan begrunde, at myndighederne ikke taler eller har anden direkte kontakt med barnet eller den unge selv, men må tilvejebringe barnet eller den unges holdning og synspunkter på anden vis.

Barnets alder, modenhed eller evt. fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse vil som udgangspunkt ikke i sig selv kunne begrunde en undladelse af at tilvejebringe og inddrage barnet eller den unges holdning og synspunkter i sager efter loven. I stedet vil myndighederne i disse tilfælde have pligt til at sikre, at inddragelsen og tilvejebringelsen af barnets synspunkter sker ud fra barnets præmisser og under hensyntagen til f.eks. barnets alder, modenhed eller evt. funktionsnedsættelse. Hvis der imidlertid er tale om et meget lille barn herunder et spædbarn, eller et barn med en svær psykisk funktionsnedsættelse vil der kunne være et helt særligt tilfælde, der vil kunne begrunde, at barnet eller den unges holdning og synspunkter må tilvejebringes på anden vis, f.eks. ved at indhente observationer om barnet eller ved at tale med de voksne, der er omkring barnet.

Formålet med bestemmelsen vil være at sikre, at barnet eller den unge bliver inddraget og deres holdning og synspunkter tilvejebragt i alle sager om hjælp og støtte efter loven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.

§ 6

Det fremgår af § 48 a, stk. 1, i serviceloven, at et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, på ethvert tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af andre.

Af forarbejderne til § 48 a, stk. 1, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side. 4552, fremgår det, at børn og unge med bestemmelsen har en lovfæstet ret til at medtage en bisidder til møder i kommunen eller Ankestyrelsen. Retten gælder på ethvert tidspunkt af sagens behandling, og retten for barnet eller den unge kræver ikke samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Barnets ret til bisidder betyder, at barnet eller den unge altid kan medtage en bisidder til samtaler med kommunen i en sag, der behandles efter servicelovens regler. Det betyder, at retten ikke alene omhandler møder i sager efter kapitel 11 i serviceloven, men tillige omfatter samtaler, der afholdes efter andre bestemmelser i serviceloven herunder f.eks. § 155 a, stk. 2, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 181 som fremsat, side 33. Det fremgår heraf, at bestemmelsen efter § 48 a, stk. 1, i serviceloven ikke berører retten til at lade sig repræsentere af andre i tilfælde, hvor barnet eller den unge efter lovgivningen selv udøver partsbeføjelser.

Barnet eller den unges ret til en bisidder er ikke en foranstaltning efter serviceloven, men alene en ret som barnet eller den unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov. Barnet eller den unge har ikke brug for flere voksne, der kan blande sig i sagens detaljer og beslutninger, men har derimod brug for en tillidsperson, der kan deltage i møder i kommunen, der oftest er en for barnet eller den unge ukendt situation at være i.

Det følger endvidere af forarbejderne, at vurderer kommunen, at det er af væsentligt betydning for barnets eller den unges særlige behov for støtte, at der er en voksen, der kan støtte barnet eller den unge og følge sagen, findes hjemlen i de eksisterende regler. Der er ikke noget til hinder for, at en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, som barnet eller den unge måtte have fået udpeget efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6 eller 7, kan deltage i barnets eller den unges møder på forvaltningen, hvis barnet eller den unge ønsker det, og det ligger inden for det, som kommunen har bestemt, at vedkommende skal bistå barnet eller den unge med. Kommunen vil dog også på anden måde kunne støtte et barn eller en ung i at finde en bisidder. En sådan støtte kunne bestå i, at sagsbehandleren tager initiativ til at tale med barnet eller den unge om den støtte, som en bisidder kan give og mere aktivt hjælper barnet eller den unge med at finde den rette og kontakte vedkommende.

Der er ifølge forarbejderne ikke fundet behov for at foreslå en selvstændig pligt for kommunen til at oplyse om retten til en bisidder, da kommunen allerede i dag har en generel pligt til at rådgive borgerne om deres rettigheder. Både barn, ung og bisidder har mulighed for at frasige sig relationen, så den pågældende ikke længere fungerer som bisidder for barnet eller den unge. Informationen til bisidderen skal foregå gennem barnet eller den unge, da det fortsat er vigtigt, at det er barnets eller den unges selvstændige ret til at blive hørt, der kommer i centrum. Hvis bisidderen modtager mere information end barnet eller den unge, vil der være en risiko for, at bisidderen overtager sagen på bekostning af barnets eller den unges interesse. Beføjelserne for bisidderen skal således alene bestå i at være til stede under møderne og ikke til at kommunikere med forvaltningen uden om barnet eller den unge selv.

Det er op til barnet eller den unge selv, hvor meget bisidderen i øvrigt skal informeres om sagen. Barnet eller den unge har dog mulighed for at aftale med kommunen, at de skal udsende mødeindkaldelser med videre til bisidderen, men der indføres ikke en pligt hertil, da det er vigtigt, at det hele tiden er barnet eller den unge selv, der har styringen.

Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung, hvis sag behandles efter den foreslåede barnets lov, på ethvert tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse barnet eller den unge om denne ret.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnet eller den unge altid vil kunne medtage en bisidder til samtaler med kommunen i en sag, der behandles efter loven, og til møder i kommunen eller Ankestyrelsen. Retten vil gælde på ethvert tidspunkt af sagens behandling, og retten for barnet eller den unge kræver ikke samtykke fra forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen efter det foreslåede stk. 1 vil ikke berøre barnets eller den unges ret til at lade sig repræsentere af andre i tilfælde, hvor barnet eller den unge efter loven selv udøver partsbeføjelser.

Med stk. 1 vil barnet eller den unges ret til en bisidder fortsat ikke være en indsats efter loven, som der vil skulle træffes afgørelse om, men alene en ret som barnet eller den unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov.

Bestemmelsen vil indebære, at hvis kommunen vurderer, at det er af væsentligt betydning for barnets eller den unges behov for støtte efter loven, at der er en voksen, der kan støtte barnet eller den unge og følge sagen, vil der være mulighed herfor. Barnet eller den unge vil i alle tilfælde kunne sige nej. Der vil ikke være noget til hinder for, at f.eks. en kontaktperson, som barnet eller den unge får udpeget efter forslaget til bestemmelsen i lovens § 32, vil kunne deltage i barnet eller den unges møder på forvaltningen, hvis barnet eller den unge ønsker det, og det ligger inden for det, som kommunen har bestemt, at vedkommendes kontaktperson skal bistå barnet eller den unge med.

Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen fortsat også på anden måde skulle kunne støtte et barn eller en ung i at finde en bisidder. En sådan støtte vil kunne bestå i, at børne- og ungerådgiveren tager initiativ til at tale med barnet eller den unge om den støtte, som en bisidder kan give, og mere aktivt hjælper barnet eller den unge med at finde den rette og også kontakte vedkommende. I forbindelse med at der ydes hjælp til at finde den rette bisidder, vil det være relevant for kommunalbestyrelsen at være opmærksom på at finde en person med forudsætninger for at kunne varetage rollen som bisidder for det enkelte barn, herunder har kendskab til eventuelle særlige udfordringer som følge af eksempelvis psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse.

Med det foreslåede stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oplyse barnet eller den unge om retten til bisidder fremgår eksplicit af bestemmelsen. Denne pligt følger af gældende ret, da kommunen har en generel pligt til at rådgive børn og unge om deres rettigheder, men pligten foreslås indsat i bestemmelsen for at tydeliggøre, at rådgivningen af barnet eller den unge om rettigheder også omfatter retten til bisidder.

Der foreslås således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen om retten til bisidder ift. den gældende bestemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 1, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

Det fremgår af § 48 a, stk. 2, i serviceloven, at stk. 1 om retten til en bisidder ikke finder anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4553.

Servicelovens § 48 a, stk. 2, indebærer, at barnets eller den unges ret til selv at vælge bisidder er begrænset på samme måde som voksnes valg af partsrepræsentant efter de regler, der følger af forvaltningslovens § 8, stk. 2.

Et barns eller en ungs adgang til at lade sig bistå af andre kan således fraviges, hvis barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. For det andet fremgår det, at myndigheden kan træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Bestemmelsen indebærer, at forvaltningen må foretage en konkret afvejning af på den ene side barnets eller den unges interesse i at lade sig bistå af den pågældende bisidder og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære barnets eller den unges adgang til at lade sig bistå af den pågældende bisidder.

Der følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4553-4554, at der ikke er fastsat generelle regler om, at en bisidder skal være myndig, at vedkommende ikke må være i familie med barnet eller den unge eller, at personer, der er udpeget eller ansat af kommunen til at hjælpe og støtte barnet efter lov servicelovens § 52, skal udelukkes som bisiddere. Det vil ofte være sådan, at personale på anbringelsessteder og plejeforældre er de nærmeste til at fungere som en støtte for barnet eller den unge. Det fremgår således, at det må derfor bero på en konkret vurdering, om de påvirker barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse, så deltagelsen må afskæres. At der skal være bestemte grunde til at tilsidesætte barnets eller den unges valg, vil sige, at den blotte mistanke ikke er tilstrækkelig til at tilsidesætte valget af bisidder, men at der på den anden side heller ikke skal foreligge konkrete beviser.

Med forslaget til stk. 2, foreslås det, at stk. 1 ikke vil skulle finde anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Det foreslås videre, at myndigheden kan træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges.

Det foreslåede stk. 2 indebærer, at barnets eller den unges ret til selv at vælge bisidder alene vil kunne begrænses på samme måde som voksnes valg af partsrepræsentant, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 2. Et barns eller en ungs adgang til at lade sig bistå af andre vil således kunne fraviges, hvis barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor der er grund til at antage, at bisidderen reelt varetager forældrenes eller familiens interesser i sager om æresrelaterede konflikter, eller hvor den unge er udsat for negativ social kontrol fra forældrenes eller øvrige familiemedlemmers side.

Bestemmelsen indebærer videre, at myndigheden, herunder eksempelvis kommunalbestyrelsen, endvidere vil kunne træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forvaltningen må foretage en konkret afvejning af på den ene side barnets eller den unges interesse i at lade sig bistå af den pågældende bisidder og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære barnets eller den unges adgang til at lade sig bistå af den pågældende bisidder.

I overensstemmelse med gældende ret vil udgangspunktet for at nægte barnet eller den unge at medtage en bestemt bisidder dog altid skulle være barnets eller den unges bedste, og vurderingen vil samtidig skulle baseres na en saglig vurdering af de konkrete omstændigheder, der gør, at den pågældende ifølge myndigheden ikke vurderes at kunne fungere som bisidder for barnet eller den unge. Et barns eller en ungs valg af bisidder vil dermed kunne tilsidesættes, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Det kan f.eks. forekomme, hvis bisidderen reelt er valgt af forældrene i strid med barnets eller den unges interesser, herunder i sager, hvor der er mistanke eller viden om negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt, som bisidderen f.eks. som del af barnets eller den ungs familie er involveret i. Forældrene eller for eksempel personale fra et anbringelsessted vil ligeledes kunne udelukkes som bisiddere, hvis det ud fra en konkret vurdering vurderes, at they vil lægge pres på barnet eller den unge. Bestemmelsen vil dog ikke udelukke bestemte grupper af personer fra at kunne fungere som bisidder.

Med det foreslåede stk. 2 vil det ikke være et krav, at bisidderen skal være myndig eller at vedkommende ikke må være i familie med barnet eller den unge, ligesom personer, der er udpeget eller ansat af kommunen til at hjælpe og støtte barnet efter lovens foreslåede kapitel 4, ikke vil være udelukket fra at være barnets eller den unges bisidder. Det vil dermed bero på en konkret vurdering, om de påvirker barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse, så deltagelsen må afskæres. At der vil skulle være bestemte grunde til at tilsidesætte barnets eller den unges valg, vil betyde, at den blotte mistanke ikke vil være tilstrækkelig til at tilsidesætte valget af bisidder, men at der på den anden side heller ikke skal foreligge konkrete beviser. Barnet eller den unge vil, i lighed med de gældende regler, kunne indbringe afgørelser i sager om bisidder for Ankestyrelsen, jf. den foreslåede § 145, stk. 3.

Der foreslås dermed ingen ændringer ift. den gældende bestemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 2, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

Af § 48 a, stk. 3, i serviceloven, fremgår det, at myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvist fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.

Det fremgår af forarbejderne til § 48 a, at myndigheden kan træffe afgørelse om, at en bisidder skal udelukkes helt eller delvist fra et møde. Myndigheden kan således træffe afgørelse om, at samtaler med barnet eller den unge helt eller delvist skal ske i enrum og dermed uden bisidder, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4554.

Det fremgår videre af forarbejderne, at muligheden kan anvendes i en konkret situation, hvis der er tale om en vurdering af, at den pågældende bisidder generelt ikke varetager barnets eller den unges interesser, og der vil i så fald skulle træffes afgørelse efter § 48 a, stk. 2, i serviceloven. En afgørelse efter § 48 a, stk. 3, vil kun kunne træffes, hvis det skønnes, at bisidderens tilstedeværelse vil bevirke, at barnets eller den unges meninger eller udsagn ikke kommer rigtigt frem.

Med bestemmelsen i § 48 a, stk. 3, fastslås, at der kan være konkrete situationer, hvor der ikke er tale om, at barnets eller den unges ønske om bisidder helt skal tilsidesættes, men hvor det er nødvendigt at udelukke bisidderen fra f.eks. en del af et møde. Uden en sådan mulighed vil der være en risiko for, at barnets eller den unges holdning ikke tillægges den fornødne betydning, idet det vurderes, at holdningen kan være påvirket af bisidderens tilstedeværelse.

Det foreslås med lovforslagets stk. 3, at myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen eller en anden myndighed, der behandler en sag efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov, vil kunne vurdere barnets forslag til bisidder og efter en konkret vurdering udelukke bisidderen helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst. Barnet eller den unge vil, i lighed med de gældende regler, kunne indbringe afgørelser i sager om bisidder til Ankestyrelsen, jf. den foreslåede § 145, stk. 3. Det foreslåede stk. 3 vil dog ikke indebære, at indehaveren af forældremyndigheden vil kunne gøre indsigelse mod barnets eller den unges valg af bisidder.

Der foreslås dermed ikke ændringer af myndighedernes adgang til efter en konkret vurdering at kunne udelukke bisidderen helt eller delvis fra et møde. Med det foreslåede stk. 3, videreføres bestemmelsen i servicelovens § 48 a, stk. 3 uændret.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er, at myndigheden vil kunne anvende muligheden i en konkret situation, hvis der er tale om en vurdering af, at den pågældende bisidder generelt ikke vil varetage barnets eller den unges interesser. En afgørelse efter stk. 3 vil kun kunne træffes, hvis det skønnes, at bisidderens tilstedeværelse vil bevirke, at barnets eller den unges meninger eller udsagn ikke kommer rigtigt frem. Det foreslåede stk. 3 vil omfatte konkrete situationer, hvor der ikke er tale om, at barnets eller den unges ønske om bisidder helt vil skulle tilsidesættes, men hvor det er nødvendigt at udelukke bisidderen fra f.eks. en del af et møde.

Det fremgår af § 48 a, stk. 4, i serviceloven, at en bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt. Det fremgår af forarbejderne hertil, at barnets eller den unges ret til at have en bisidder med til møder i forvaltningen indebærer, at bisidderen herved kan blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller den unges familie, herunder navnlig barnets eller den unges forældre og barnet eller den unge selv, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4554.

Det fremgår videre af forarbejderne, at i det omfang, forvaltningen berettiget videregiver fortrolige oplysninger til barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af barnet eller den unge, vil den bisidder, der følger barnet eller den unge til møde med det offentlige, berettiget blive gjort bekendt med disse oplysninger. Forvaltningen har ikke ret til at videregive oplysninger til bisidderen ud over de oplysninger, bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller den unge. Bisiddere, der er medtaget efter forvaltningslovens § 8, er ikke omfattet af tavshedspligt.

Barnets eller den unges ret til at vælge en bisidder uafhængigt af forældremyndighedsindehaverens samtykke, er et indgreb i den ret, som forældremyndighedsindehaveren normalt har til at udøve barnets eller den unges partsbeføjelser på barnets eller den unges vegne. En sådan ret for barnet eller den unge indebærer endvidere, at en tredjemand, en privatperson, f.eks. kan få oplysninger om forældremyndighedsindehaveren, som meget ofte vil være af særdeles følsom karakter. Servicelovens § 48 a, stk. 4, fastlægger derfor tavshedspligt for bisidderen.

På den måde sker der en passende afvejning mellem barnets eller den unges behov for en bisidder og forældremyndighedsindehaverens behov for, at oplysninger om dennes personlige forhold ikke kommer til uvedkommendes kendskab.

Det foreslås med bestemmelsen med stk. 4, at en bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og vil være omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Barnets eller den unges ret til at have en bisidder med til møder i forvaltningen vil indebære, at bisidderen herved kan blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller den unges familie, herunder navnlig barnets eller den unges forældre og barnet eller den unge selv.

Retten til en bisidder vil endvidere betyde, at i det omfang forvaltningen berettiget videregiver fortrolige oplysninger til barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af barnet eller den unge, vil den bisidder, der følger barnet eller den unge til et møde med det offentlige, være berettiget blive gjort bekendt med disse oplysninger. Med den foreslåede ret til bisidder vil forvaltningen ikke få ret til at kunne videregive oplysninger til bisidderen ud over de oplysninger, bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller den unge.

Med det foreslåede stk. 4 vil det med aldersgrænsen på 15 år i overensstemmelse med gældende ret sikres, at bisidderen vil skulle have en vis alder og modenhed, samt at bisidder vil blive pålagt tavshedspligt i forhold til de oplysninger, bisidderen vil blive bekendt med i forbindelse med rollen som bisidder.

Barnets eller den unges ret til at vælge en bisidder uafhængigt af forældremyndighedsindehavers samtykke, vil være et indgreb i den ret, som forældremyndighedsindehaver normalt har til at udøve barnets eller den unges partsbeføjelser på barnets eller den unges vegne. En sådan ret for barnet eller den unge vil endvidere indebære, at en tredjemand, en privatperson, kan få oplysninger om forældremyndighedsindehaver, som meget ofte vil være af særdeles følsom karakter. Der er derfor fundet behov for at videreføre gældende ret uændret med det foreslåede stk. 4 om tavshedspligt for bisidderen. Derved vil bisidderen blive omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt, som indebærer, at hvis bisidderen uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, som bisidderen får kendskab til i kraft af sin rolle som bisidder, kan den pågældende straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Bisiddere, der er medtaget efter forvaltningslovens § 8, vil ikke være omfattet af tavshedspligt.

Der foreslås ingen ændringer ift. den gældende bestemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 4, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der sker en passende afvejning mellem barnets eller den unges behov for en bisidder og forældremyndighedsindehavers og barnets eller den unges behov for, at oplysninger om deres personlige forhold ikke kommer til uvedkommendes kendskab. Samtidig er formålet med at fastsætte en aldersgrænse på 15 år for bisiddere at sikre, at bisidderen har en vis alder og modenhed.

§ 7

Der er ikke i dag fastsat regler om ansvaret hos de voksne, der er omkring et barn eller en ung for at sikre barnets bedste og for at give barnet eller den unge den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har brug for. Der er dog i servicelovens § 52, stk. 1, fastsat en pligt for kommunalbestyrelsen til at træffe afgørelse om foranstaltninger om særlig støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte.

Der er fundet behov for at fastsætte nye regler om det ansvar, de voksne omkring et barn eller en ung har for at sikre barnets bedste.

Med bestemmelsen i § 7 foreslås, at det er de voksne omkring et barn eller en ung, som har ansvaret for at sikre barnets bedste og give den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har behov for ud fra en vurdering af de årsager, der ligger bag støttebehovet.

Bestemmelsen vil betyde, at det ikke vil være barnets eller den unges ansvar selv at løse eller afhjælpe de udfordringer, der måtte være, men at dette ansvar entydigt påhviler de voksne omkring barnet eller den unge. Det vil dermed være de voksne, som har ansvaret for at beskytte barnets eller den unges grundlæggende rettigheder.

De voksne omkring et barn eller ung skal forstås bredt og vil dermed ud over myndighederne også omfatte barnets eller den unges forældre, familie og øvrige netværk og fagprofessionelle som sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og andre undervisere m.fl. og for anbragte børn og unge plejeforældrene eller personalet på anbringelsesstedet. Med bestemmelsen tydeliggøres der, at det vil være et fælles ansvar at støtte op om det enkelte barns eller den unges trivsel og udvikling og læring. I forlængelse heraf vil det betyde, at fagområder vil skulle samarbejde tæt om at finde løsninger for barnet eller den unge og familien.

Barnets bedste er et af de vigtigste principper i FN’s konvention om barnets rettigheder, og ved indsatser over for barnet eller den unge skal der lægges afgørende vægt på, at støtte og hjælp ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Det betyder bl.a., at hvis der er konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. I denne sammenhæng skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten, ligesom det er vigtigt, at barnet eller den unge ikke ses som en adskilt del af familien, da hele barnets eller den unges situation skal vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det er også vigtigt, at barnets eller den unges situation ses i et langsigtet perspektiv.

Bestemmelsen vil ikke ændre på, at det fortsat foreslås at påhvile kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med børn og unge i kommunen og at sætte ind med relevant og tilstrækkelig støtte og hjælp efter loven til børn og unge med behov for særlig støtte og herunder børn og unge med fysisk eller nedsat psykisk funktionsevne som anført i forslaget til § 8. Ligeledes vil det fortsat påhvile kommunalbestyrelsen at træffe de fornødne afgørelser efter loven i forhold til barnet eller den unge.

Formålet er at tydeliggøre, at ansvaret for at sikre barnets bedste ikke påhviler barnet eller den unge selv, som dermed ikke må overlades til selv at løse og afhjælpe udfordringer. Det er de voksne omkring barnet og den unge, som har ansvaret for at sikre barnet eller den unge omsorg, beskyttelse og inddragelse, så barnet eller den unge kan opnå udvikling, sundhed og trivsel og udvikle sig i positive fællesskaber som anført i forslaget til § 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.

§ 8

Der er ikke i dag fastsat samlede regler om, hvordan kommunalbestyrelsen konkret skal tilrettelægge arbejdet i forhold til at sikre inddragelsen af barnet eller den unge eller om minimering af antallet af fagprofessionelle voksne, der er om barnet eller den unge.

Der er dog fastsat regler i serviceloven om inddragelse af børn og unge i forbindelse med deres børnesag og om børnesamtale.

Efter servicelovens § 46, stk. 3, skal støtten bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed.

I forlængelse af aftalen om Børnene Først vurderes der at være behov for at fastsætte en samlet bestemmelse om tilrettelæggelsen af arbejdet.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sagsbehandlingen, således at barnet eller den unge har mulighed for at medvirke aktivt i forløbet på lige fod med deres forældre, jf. § 5, stk. 2 og 3. Barnets eller den unges medvirken skal ske med respekt for børns forskellighed og skal blandt andet tage hensyn til det enkelte barns eller den enkelte unges modenhed og ressourcer, herunder eventuel funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.

Det foreslåede stk. 1 vil være en pendant til bestemmelserne om barnets grundlæggende rettigheder som anført i forslaget til § 5, stk. 1-3. Det foreslåede stk. 1 skal således ses i tæt samspil med denne. Formålet med den foreslåede bestemmelse er at understrege, at uanset at barnet eller den unge med forslaget til § 5 løbende skal inddrages og høres, så vil det i alle tilfælde være de voksne herunder forældre og kommune, som vil have ansvaret for at sikre barnets eller den unges bedste, og iværksætte den fornødne hjælp og støtte. Det vil dermed ikke være overladt til barnets eller den unges eget ansvar at få den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har brug for.

Bestemmelsen vil udgøre en samlet beskrivelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at kommunens sagsbehandlingsarbejde med hvert enkelt barn eller ung i en socialt udsat position eller med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil ske på en sådan måde, at også barnet eller den unge har mulighed for at medvirke i forløbet.

Bestemmelsen vil samtidig betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for at tilrettelægge og tilpasse barnets eller den unges medvirken ud fra det enkelte barns individuelle behov herunder modenhed og ressourcer eller nedsat funktionsevne.

Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i gældende ret.

Formålet med den samlede beskrivelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse er samlet set at sikre indfrielsen af den foreslåede grundlæggende ret for barnet eller den unge til løbende at blive inddraget som anført i forslaget til § 5, stk. 2 og 3, og at udfolde rammerne for barnets eller den unges medvirken og inddragelse både i oplysning af sagen og i de tiltag, der sættes i gang.

Det foreslås med stk. 2 som noget nyt i forhold til serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge arbejdet med det enkelte barn eller unge og familie med færrest mulige fagprofessionelle voksne om barnet.

Bestemmelsen vil betyde, at det vil være kommunalbestyrelsens forpligtelse at sørge for, at arbejdet med det enkelte barn eller unge tilrettelægges på en sådan måde, at barnet eller den unge så vidt muligt vil opleve kontinuitet og stabilitet i kontakten med kommunen og de fagprofessionelle omkring barnet, der vil skulle give barnet eller den unge støtte og hjælp efter loven. Ved fagprofessionelle forstås dels myndighedspersoner i forhold til støtte efter denne lov dels pædagoger m.fl., der yder indsatser efter denne lov.

Formålet med bestemmelsen er at skabe de bedste forudsætninger for, at barnet eller den unge kan opbygge tillidsfulde og trygge relationer til de fagprofessionelle omkring barnet eller den unge. Dermed skal det undgås, at barnet eller den unge skal forholde sig til unødigt mange fremmede og skiftende fagprofessionelle, som kan være en barriere for, at barnet eller den unge reelt kan realisere og udøve sin grundlæggende ret til at blive inddraget og få indflydelse som foreslået med bestemmelsen til § 5.

Bestemmelsen vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen vil blive forpligtet til at fastlægge et specifikt loft for antallet af fagprofessionelle om det enkelte barn eller den enkelte unge. Det vil ligeledes forsat være op til kommunalbestyrelsen selv at beslutte den nærmere organisering af arbejdet og tilrettelæggelsen af indsatsen efter en konkret vurdering af behovene i den enkelte sag.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.

Det følger af § 47 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske systematisk inddragelse af familie og netværk.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 271, at inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt grundlag for at opnå resultater af den sociale indsats. Det handler både om, at de rigtige oplysninger skal ligge til grund for de beslutninger, der tages, og om at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt. Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og familien. Når også netværket skal inddrages, hænger det sammen med at få sat fokus på ressourcer frem for kun at se problemer. Selvom barnet og forældrene har store problemer, findes der ofte ressourcer i netværket, der kan trækkes på.

Kommunen skal overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Eksempler på metoder til systematisk inddragelse er familierådslagning, netværksmøder og familiekontrakter. Kommunen forpligtes ikke til at anvende en bestemt metode, men kan efter behovene i den enkelte sag og de lokale prioriteringer på området selv beslutte, hvordan det skal sikres, at familien inddrages systematisk.

Yderligere fremgår det af forarbejderne til servicelovens § 47, at med henblik på at andre myndigheder eller sagsbehandlere skal behandle sagen, skal kommunens overvejelser om, hvordan familie og netværk kan inddrages in den konkrete sag, samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er sket, fremgå af journalen.

Med stk. 3 foreslås, at kommunalbestyrelsen i alle sager i relevant omfang skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af barnets eller den unges familie og netværk.

Med den foreslåede bestemmelse vil gældende ret videreføres med enkelte sproglige tilpasninger.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret i hver enkelt sag i relevant omfang vil skulle overveje, hvordan barnets eller den unges netværk kan inddrages. Endvidere vil bestemmelsen indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle overveje i relevant omfang, hvordan familien og netværket vil kunne inddrages systematisk. Kommunalbestyrelsen vil selv efter behovene i den enkelte sag og de lokale prioriteringer på området kunne beslutte, om og hvordan det i så fald vil skulle sikres, at familie og netværk inddrages systematisk, herunder f.eks. ved brug af familierådslagning, netværksmøder eller familiekontrakter. Der vil dermed ikke følge en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at anvende en bestemt metode til den systematiske inddragelse af netværk og familie.

It vil fortsat være et krav, at kommunens overvejelser om, hvorvidt og i givet fald hvordan familie og netværk vil kunne inddrages i den konkrete sag, samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er sket, i relevant omfang vil skulle fremgå af sagen. Formålet er at sikre opfølgning på evt. indsatser og samtidig sikre overlevering til andre myndigheder og børne- og ungerådgivere, som skal behandle sagen.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at barnets individuelle forhold og behov bliver belyst og afdækket i relevant omfang, så kommunalbestyrelsen på den baggrund kan træffe de nødvendige og rigtige beslutninger for barnet eller den unge og få afdækket de ressourcer, der er omkring barnet eller den unge, og som kan bidrage og indtænkes i de løsninger, der skal til for at støtte og hjælpe barnet eller den unge.

Det følger af § 57, stk. 1, i serviceloven, at hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

Af forarbejderne til § 57, stk. 1, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4956, spalte 1, fremgår det, at bestemmelsen er en videreførelse af bistandslovens § 32 a. Bestemmelsen betyder, at kommunen i fornødent omfang skal medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Afgørelsen om forældremyndigheden træffes af Familieretshuset, som ved afgørelsen inddrager eventuelle tilkendegivelser fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«), jf. § 16 i forældreansvarsloven.

Bestemmelsen indebærer, jf. forarbejderne i Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 76 som fremsat, at kommunen skal yde en aktiv indsats for at finde frem til personer, typisk i barnets umiddelbare familie eller netværk, der er egnede til at blive udpeget som forældremyndighedsindehaver. Kommunen må således tage kontakt til barnet, pårørende, bekendte eller andre, der står barnet nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at have forældremyndigheden.

Det foreslås, at det i stk. 4 fastsættes, at hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

Med forslaget vil kommunen i fornødent omfang fortsat skulle medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Forpligtelsen for kommunen til om nødvendigt at skulle medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, vil gælde, hvad enten kommunen selv tager initiativ til at rejse sagen, eller af Familieretshuset bliver bedt om at yde bistand. Kommunen bør altid orientere Familieretshuset om forældremyndighedsindehaverens død, hvis den afdøde havde forældremyndigheden alene.

Det vil være barnets handlekommune, der har forpligtelsen efter bestemmelsen i stk. 4. Barnets handlekommune følger af § 9 a i retssikkerhedsloven, som affattet ved § 1, nr. 11, i det samtidigt fremsatte handlekommunelovforslag. Ved forældremyndighedsindehaverens død, hvor forældrene ikke har fælles forældremyndighed, vil barnet få handlekommune i den kommune, hvor barnet har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. § 9 a, stk. 3, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 11, i ovennævnte samtidigt fremsatte lovforslag.

Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden, træffes af Familieretshuset. Ved afgørelsen inddrager Familieretshuset eventuelle tilkendegivelser efter § 16 i forældreansvarsloven fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«). I en række tilfælde vil det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.

Hvis Familieretshuset anmoder om det, vil kommunen være forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet og om eventuelle ansøgere, jf. bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.. Dette vil også gælde i de situationer, hvor der er en efterlevende forælder, og andre end forælderen beder om forældremyndigheden.

Hvis kommunen eller Familieretshuset ikke umiddelbart er bekendt med personer, som kan komme på tale, vil kommunen skulle yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede personer, da intet barn kan være foruden forældremyndighedsindehaver.

Kommunen vil derfor skulle tage kontakt med barnet eller den unge selv, pårørende, bekendte eller andre, der står barnet eller den unge nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpeget som indehaver af forældremyndigheden. Kommunen må desuden være opmærksom på, om der er behov for at bede Familieretshuset om at få udpeget en midlertidig indehaver af forældremyndigheden og evt. komme med forslag til en egnet forældremyndighedsindehaver. Det kan være nødvendigt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.

Forslaget betyder, at der med stk. 4 ikke sker ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.

Det følger af § 57, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i fornødent omfang skal medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familieretshuset til brug for behandlingen af en sag efter forældreansvarslovens § 15 a, stk. 1, anmoder kommunalbestyrelsen herom.

Bestemmelsen indebærer, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 76, s. 17 – 18, som fremsat, at kommunalbestyrelsen også skal medvirke til at finde en egnet forældremyndighedsindehaver, når Familieretshuset til brug for behandlingen af en sag efter § 15 a, stk. 1, anmoder herom. Det fremgår af bestemmelsen i § 15 a, stk. 1, at familieretshuset skal træffe afgørelse om, hvorvidt forældremyndigheden skal forblive hos den efterlevende forælder, eller om en anden skal have forældremyndigheden, hvis den ene forælder har forvoldt den anden forælders død, og den efterlevende forælder efter § 15, stk. 1, har forældremyndigheden alene. Familieretshuset skal således prøve, om det er bedst for barnet, at den efterlevende forælder beholder forældremyndigheden, eller om det er bedst for barnet, at forældremyndigheden overføres til en anden.

Hvis Familieretshuset vurderer, at det ikke er bedst for barnet, at den efterlevende forælder beholder forældremyndigheden, skal Familieretshuset vurdere, hvem der så skal have forældremyndigheden. Til brug for denne vurdering skal kommunen efter anmodning fra Familieretshuset medvirke til at finde en egnet forældremyndighedsindehaver.

Kommunen skal i den forbindelse yde en aktiv indsats for at finde frem til personer, typisk i barnets umiddelbare familie eller netværk, der vil være egnede til at blive udpeget som forældremyndighedsindehaver. Såfremt kommunen har udarbejdet en børnefaglig undersøgelse efter reglerne i servicelovens § 50, kan der tages udgangspunkt i den afdækning af barnets eller den unges forhold og herunder ressourcer og problemer hos barnet eller den unge, familien og netværket, der indgår heri.

Det foreslås, at det i stk. 5 fastsættes, at kommunalbestyrelsen i fornødent omfang skal medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familieretshuset til brug for behandlingen af en sag efter forældreansvarslovens § 15 a, stk. 1, anmoder kommunalbestyrelsen herom.

Med bestemmelsen i stk. 5 foreslås det at videreføre gældende retstilstand uændret.

Dermed vil kommunalbestyrelsen fortsat skulle yde en aktiv indsats for at finde frem til personer, typisk i barnets umiddelbare familie eller netværk, der vil være egnede til at blive udpeget som forældremyndighedsindehaver. Bestemmelsen indebærer således, at kommunalbestyrelsen fortsat vil skulle medvirke til, at der bliver udpeget en egnet forældremyndighedsindehaver i de særlige tilfælde, hvor en forælder har forvoldt den anden forælders død. Det er Familieretshuset, der efterprøver, hvad der er bedst for barnet i relation til forældremyndigheden. Familieretshuset skal behandle sagen, selvom barnet ikke ved dødsfaldet står uden forældremyndighedshaver, og selvom der ikke er nogen, der anmoder om forældremyndigheden. Familieretshuset prøver således, om det er bedst for barnet, at den efterlevende forælder beholder forældremyndigheden, eller om det er bedst for barnet, at forældremyndigheden overføres til en anden.

Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde i fornødent omfang skulle medvirke til, at der udpeges en egnet forældremyndighedsindehaver, hvorefter det efterfølgende vil være Familieretshuset, der træffer afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at Familieretshuset bliver opmærksom på de sager, hvor det skal prøves om en forælder, der har forvoldt den anden forælders død, skal beholde forældremyndigheden.

I de tilfælde, hvor den ene forælder har forvoldt den anden forælders død, skal der fra politiet ske underretning til kommunen. Kommunen vil selv skulle tilrettelægge, hvordan underretningen sker, men af hensyn til barnet og sagens karakter bør underretningen straks efter, at den er modtaget i kommunen, videresendes til Familieretshuset. Underretningen fra politiet skal i øvrigt behandles efter de foreslåede bestemmelser i §§ 136, 137 - 138 om vurdering og behandling af underretninger.

Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af Familieretshuset, bliver samtidig værge, men får ikke forsørgelsespligt for barnet eller den unge. Det betyder, at hvis der er en efterlevende forælder, som ikke får tillagt forældremyndigheden, er denne fortsat forpligtet til at bidrage til forsørgelsen. Bidragspligten iværksættes af Familieretshuset ved at kontakte denne. Det er enten forældremyndighedsindehaveren eller kommunen, der kan søge om bidrag. Det er en betingelse, at ansøgeren afholder udgifterne til barnets forsørgelse. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået ved døden, og forældremyndigheden er tillagt en anden eller andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet, kan kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse med henvisning til lov om aktiv socialpolitik § 84. Ydelser efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er skattefri og udbetales uafhængigt af forældremyndighedsindehaverens økonomiske forhold, men er afhængig af barnets eller den unges indtægt. Der henvises i øvrigt til vejledning nr. 10309 af 20. december 2016 om hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende efter kapitel 10 og 10 a i lov om aktiv socialpolitik. Der kan kun ydes uddannelses- eller kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde, hvor barnet eller den unge selv er forsørger, fordi pågældende har fået et barn eller har indgået ægteskab.

§ 9

Det fremgår af § 146, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen har en generel pligt til at føre tilsyn med alle de børn og unge samt kommende forældre, der opholder sig i kommunen. Efter lovens § 146, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilrettelægge tilsynet efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen tidligt bliver opmærksom på omstændigheder, der kan give formodning om, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, herunder hvor det må antages, at et barn kan have behov for støtte umiddelbart efter fødslen.

Det foreslås, at bestemmelsen videreføres i barnets lov med enkelte sproglige tilpasninger.

Det foreslås således med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder alle børn og unge under 18 år samt kommende forældre i kommunen lever.

Tilsynsforpligtelse efter bestemmelsens stk. 1 vil være af generel karakter og vil indebære en pligt for kommunalbestyrelsen til at interessere sig for alle de forhold, der har betydning for kommende forældres og børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. Bestemmelsen vil indebære, at kommunen vil have pligt til at gøre andre myndigheder opmærksomme på uhensigtsmæssige forhold, f.eks. utilfredsstillende bolig- og trafikforhold.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn vil også omfatte alle børn og unge og kommende forældre, der har ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig karakter. Det betyder, at tilsynet også vil omfatte børn og unge på krisecentre, ferieophold, samvær, i fængsler m.v., uanset om barnet eller den unge har handlekommune efter retssikkerhedsloven i en anden kommune. Den kommune, hvori barnet, den unge eller de kommende forældre har midlertidigt ophold, vil således have pligt til både at føre tilsyn med barnet eller den unge og til at iværksætte nødvendige øjeblikkelige indsatser, hvis barnet eller den unge har behov for støtte, herunder efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 30, 32 og 143.

Det er vigtigt, at den kommune, hvor krisecenteret, fængslet m.v. er placeret, sikrer, at personalet på disse steder orienterer kommunen, når der opholder sig eller bor et barn, en ung eller kommende forældre på stedet, og oplyser, hvem barnet, den unge eller de kommende forældre er. Denne viden vil give kommunen mulighed for at vurdere tilsynets omfang, og hvorvidt der skal iværksættes nødvendige øjeblikkelige indsatser.

Den generelle tilsynsforpligtelse i bestemmelsens stk. 1 skal ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, jf. den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 14.

Den generelle tilsynspligt vil bedst kunne tilrettelægges og udføres i samarbejde mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, private og frivillige organisationer og foreninger, sådan at kommunen vil kunne danne sig et overblik over de sociale tilbud, sundhedsfaglige tilbud og fritidsaktiviteter til børn og unge samt kommende forældre, der er i kommunen. Det er især vigtigt, fordi det vil give et overblik over mulighederne for en tidlig forebyggende indsats i forskellige sammenhænge, herunder den forebyggende virksomhed i samarbejdet mellem skole, politi og de sociale myndigheder (SSP-samarbejdet).

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal føre sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå et behov for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.

Efter bestemmelsens stk. 2 vil tilsynspligten også få en mere konkret karakter, idet kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte. Dette tilsyn bør føres på en sådan måde, at der vil kunne sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for hjælp og støtte, herunder også som følge af nedsat funktionsevne.

Tilsynspligten vil gælde alle børn og unge under 18 år uanset deres opholdsgrundlag og uanset, om barnet eller den unge har lovligt ophold i Danmark eller ej. Kommunalbestyrelsens tilsynspligt vil også gælde, når barnet eller den unge opholder sig på et asylcenter og tilsynspligten vil også omfatte børn og unge i kommunen, der ikke opholder sig lovligt her i landet i servicelovens forstand. Kommunen vil, når der er tale om børn og unge, der ikke har lovligt ophold i Danmark, herunder i servicelovens forstand, samt når der er tale om børn og unge, der opholder sig på et asylcenter, skulle kontakte udlændingemyndighederne, så der vil kunne tages hånd om barnet eller den unge efter udlændingelovens regler herom.

Tilsynet vil indebære, at kommunen vil skulle være opmærksom på, om der i kommunen befinder sig et konkret barn eller en ung, som kan have brug for støtte. Hvis et barn eller en ung antages at have behov for støtte, vil kommunen have pligt til at sikre, at der iværksættes en afdækning og evt. undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter forslaget til bestemmelserne i lovforslagets §§ 19 - 20.

Ofte vil tilsynet med det enkelte barn eller en ung ske i dagtilbud og på skoler, da disse steder benyttes af næsten alle børn og unge. Her vil sundhedsplejersker, lærere, pædagoger og andet personale skulle være opmærksomme på omstændigheder, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for støtte og være opmærksomme på den særlige underretningspligt, der foreslås at skulle gælde efter lovforslagets § 133.

Der kan være en række særlige omstændigheder, som betyder, at kommunen vil skulle være særligt opmærksom på et konkret barns eller en konkret ung persons forhold. Det vil eksempelvis kunne være tilfælde, hvor den kommunale forvaltning modtager underretning fra fogedretten om, at en familie vil blive udsat fra deres lejemål, eller børn fra familier, hvor forældrene har særlige problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Når en sagsbehandler eller lignende kommer i kontakt med voksne med særlige sociale problemer, eksempelvis som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse, vil det være vigtigt, at der spørges til, om der er børn i hjemmet, således at der vil kunne iværksættes en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn og unge i disse familier.

Formålet med kommunalbestyrelsens generelle tilsynspligt på børneområdet er at sikre opmærksomhed generelt på børns, unges og kommende forældres forhold i kommunen og gennem tilsynet at sikre, at kommunen får kendskab til de børn og unge samt kommende forældre, hvor der må antages at være behov for støtte.

§ 10

Det fremgår af § 3, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter loven.

Bestemmelsen fastsætter, at myndighedsansvaret i forhold til borgerne ved tildeling af sociale ydelser efter serviceloven ligger hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsansvaret forstås en offentlig myndigheds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).

Det er således kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven, medmindre andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der er også tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse eller afvisning af en sag.

Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger, og hjælpen skal tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige forudsætninger får indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.

Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, skal den iagttage de gældende forvaltningsretlige grundsætninger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og eventuelt skal lægge til grund. Det gælder f.eks. det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må ske magtfordrejning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hensyn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og afgørelse af konkrete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.

Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt andet lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning ikke må være mere indgribende eller byrdefuldt end formålet tilsiger, skal følges.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at videreføre retstilstanden uændret, således at det vil være kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter foreslåede barnets lov.

Bestemmelsen indebærer, at der vil blive fastsat en entydig ansvarsfordeling, hvorefter myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsansvaret forstås en offentlig myndigheds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).

Det vil således være kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelser om tilbud efter den foreslåede barnets lov, medmindre andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der vil også være tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse eller afvisning af en sag.

Der vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger, og hjælpen vil skulle tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige forudsætninger vil få indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.

Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, vil den skulle iagttage de gældende forvaltningsretlige grundsætninger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og eventuelt skal lægge til grund. Det vil f.eks. gælde det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må ske magtfordrejning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hensyn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og afgørelse af konkrete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.

Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt andet lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning ikke må være mere indgribende eller byrdefuldt end formålet tilsiger, vil skulle følges.

Formålet med stk. 1 er at sikre en fortsat klar og entydig ansvarsfordeling, hvorefter myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Det fremgår af § 1, stk. 3, 3. pkt., i serviceloven, at en afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske hensyn skal kommunen i overensstemmelse med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de centrale elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen. Der henvises til Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 140 som fremsat, side 10.

Bestemmelsen betyder, at når der er foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, skal der inddrages både faglige og økonomiske hensyn.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at en afgørelse om tilbud efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Det foreslås dermed at videreføre gældende retstilstand uændret.

Ved faglige hensyn forstås de f.eks. behandlingsmæssige, socialfaglige og sundhedsmæssige hensyn, der er relevante i forhold til det konkrete borgers – dvs. barnets, den unges, familiens eller de kommende forældres – situation og i forhold til den konkrete sag.

Ved økonomiske hensyn forstås hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Endvidere skal økonomiske hensyn forstås som hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. F.eks. bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det billigste.

I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske hensyn skal kommunen i overensstemmelse med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de centrale elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen om tilbud.

Uanset kommunernes adgang til at fastsætte lokale serviceniveauer og inddrage økonomiske hensyn må hensynet til kommunernes økonomi aldrig stå alene, da afgørelser skal baseres på den enkeltes konkrete, individuelle behov for hjælp og støtte.

Kommunen må således ikke sætte skønnet under regel eller fastsætte et serviceniveau, der ikke ligger inden for de rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i serviceloven og lovgivningen i øvrigt.

Kommunen må heller aldrig vælge, udsætte, indstille eller reducere en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser eller generelle vejledende serviceniveauer. Borgerne skal stadig have den rigtige hjælp og støtte, selvom kommunens økonomi måske er presset.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Det fremgår af pkt. 110 i vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven (Vejledning nr. 1 til serviceloven), at udgangspunktet for administrationen af serviceloven er, at afgørelsen skal iværksættes straks efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen.

Der kan imidlertid gøre sig særlige forhold gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks, ligesom der kan være situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde med ansøgeren vil kunne overveje. Der henvises til statsforvaltningens udtalelse af 28. juni 2012, hvor Statsforvaltningen Midtjylland udtalte, at det efter omstændighederne ville være i overensstemmelse med servicelovens forsyningsforpligtelse at lade personer, der er bevilget et botilbud efter servicelovens § 108, vente i en kortere periode med henblik på et finde et egnet botilbud. I visse særlige situationer vil der endvidere kunne blive tale om, at der skal opføres et helt nyt botilbud. Det vil også kunne lovliggøre ventetid. I den konkrete sag fandt statsforvaltningen imidlertid, at Århus Kommune ved at lade personer vente på botilbud i op til fem til seks år tilsidesatte sin forsyningspligt efter serviceloven.

Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse efter stk. 1 skal iværksættes straks efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen, med medmindre særlige forhold gør det umuligt at iværksætte afgørelsen straks, eller at afgørelsen indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidigt.

Bestemmelsen betyder, at gældende retstilstand, som er fastsat gennem praksis og beskrevet i vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven, videreføres uændret.

Bestemmelsen indebærer, at en afgørelse vil skulle iværksættes straks efter, at den er truffet, medmindre særlige forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks. Særlige forhold vil f.eks. kunne omfatte, at der i en kortere periode afventes plads på et særligt tilbud, eller at barnet eller den unge vil skulle have mulighed for at blive forberedt på f.eks. en flytning til et nyt anbringelsessted, så barnet eller den unge f.eks. får tid til at tage afsked eller til at besøge det nye anbringelsessted. Bestemmelsen indebærer også, at der i situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig, er adgang til, at de enkelte tiltag iværksættes løbende. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde med barnet, den unge og familien vil kunne overveje.

Formålet er at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsens pligt til at iværksætte en afgørelse straks, efter denne er truffet, også omfatter afgørelser efter den foreslåede barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Det fremgår af § 3, stk. 2, i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter bl.a. §§ 32, 36 og 101, som omhandler afgørelser om særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt misbrugsbehandling til unge under 18 år med et stofmisbrug, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Der henvises til forarbejderne til L 82, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 2513.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i serviceloven fastslår en forpligtelse til, at kommunalbestyrelsens afgørelser om visse tilbud efter loven skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Oplysningerne skal ikke være så detaljerede som de oplysninger, som indgår i den handleplan, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde efter § 141 i serviceloven. Afgørelsen kan f.eks. indeholde oplysninger om, hvorvidt indsatsen skal leveres som dagtilbud eller døgntilbud, om valg af en bestemt behandlingsmetode eller valg af en bestemt pædagogisk metode mv.

Bestemmelsen omfatter ikke døgntilbud til børn og unge, da der er særlige regler i serviceloven om retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet. Endvidere er kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 140 forpligtet til at udarbejde en handleplan, før den træffer afgørelser i sager om særlig støtte til børn om unge, herunder afgørelser om anbringelse uden for hjemmet.

Det foreslås i stk. 4, at når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter lovforslagets §§ 33 og 82, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Ændrer den konkrete indsats sig væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunalbestyrelsens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen i visse tilfælde, når der træffes afgørelse om en indsats over for et barn eller ung, at skulle beskrive den indsats, som iværksættes og formålet hermed. Forpligtelsen til en sådan beskrivelse vil efter forslaget omfatte afgørelser om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge og afgørelser om stofmisbrugsbehandling. Forslaget vil alene omfatte afgørelser efter de anførte bestemmelser og vil dermed ikke omfatte andre afgørelser efter loven, f.eks. døgntilbud til børn og unge, da der er særlige regler i den foreslåede barnets lov om retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet.

Det betyder, at kommunalbestyrelsens afgørelser om et tilbud efter §§ 33 og 82 vil skulle indeholde en kort beskrivelse af, hvordan afgørelsen vil blive udmøntet i praksis, og hvad formålet med indsatsen vil være.

Afgørelsen vil f.eks. kunne indeholde oplysninger om formålet med og indholdet af den konkrete indsats, herunder f.eks. evt. træning, hjælp til udvikling af færdigheder eller at stofmisbrugeren vil få mulighed for at afbryde kontakten med misbrugsmiljøet m.v.

Der vil ikke være krav om, at beskrivelsen vil skulle indeholde oplysninger om, hvordan hjælpen tilrettelægges eller konkrete oplysninger om timetal eller om kvalifikationer hos det udførende personale, ligesom der ikke vil være krav om, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om træningsredskaber m.v.

Medmindre valgfrie aktiviteter anses for en integreret del af indsatsen, vil der ikke være krav om, at afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Beskrivelsen vil ikke skulle være lige så detaljeret som de planer, som kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde efter andre bestemmelser i loven.

Afgørelsen om den konkrete indsats vil skulle tage udgangspunkt i en konkret individuel vurdering af barnets eller den unges behov. Hvis tilbuddet ikke kun omfatter barnet eller den unge, men også familien, vil der i beskrivelsen af den konkrete indsats også skulle tages hensyn hertil.

Ved sagsbehandlingen vil også en vurdering af barnets eller den unges behov for en fortsat tilknytning til sit nærområde og lokale netværk skulle indgå.

Med bestemmelsen vil oplysningerne om formålet med indsatsen supplere den begrundelse, som afgørelsen vil skulle indeholde efter §§ 22, 23-24 i forvaltningsloven. Efter forvaltningslovens § 22 vil en skriftlig afgørelse skulle være ledsaget af en begrundelse, medmindre den giver den pågældende part fuldt ud medhold.

Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt kunne træffe beslutninger som led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed uden at følge reglerne i forvaltningslovens kapitel 3-7. Når kommunen ændrer en beslutning om en konkret indsats i forhold til et barn eller en ung, vil ændringen i almindelighed blive betragtet som led i kommunens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed. Væsentlige ændringer i indsatsen skal imidlertid betragtes som en afgørelse.

En kommunalbestyrelse, der vil give et barn eller en ung, der modtager en indsats efter §§ 33 eller 82, en anden indsats, vil enten kunne træffe en ny afgørelse om, at barnet eller den unge skal have tilbud efter en anden bestemmelse i loven, ligesom kommunen vil kunne træffe beslutning om en anden indsats efter samme bestemmelse i loven.

Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at give barnet eller den unge et tilbud efter en anden bestemmelse i loven, vil den nye afgørelse herom skulle træffes efter de almindelige sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven.

Hvis kommunalbestyrelsen derimod ønsker at ændre den konkrete indsats, men altså inden for the samme bestemmelse i loven, vil kommunalbestyrelsen skulle se på, om der er tale om en væsentlig ændring af indsatsen. Hvis ændringen af indsatsen is væsentlig, finder reglerne i § 5 om inddragelse af barnet eller den unge anvendelse. Det betyder også, at forvaltningslovens kapitel 3-7 gælder ved kommunalbestyrelsens behandling af sagen. Beslutningen om at ændre indsatsen skal ligeledes behandles efter retssikkerhedsloven, således at eksempelvis borgerens ret til at medvirke ved behandlingen af sagen gælder.

En væsentlig ændring af den konkrete indsats i forhold til beskrivelsen i den oprindelige afgørelse vil eksempelvis foreligge, hvis indsatsen i et særligt dagtilbud ændres til et almindeligt dagtilbud.

Med den foreslåede stk. 4 vil kommunalbestyrelsens beslutninger om væsentlige ændringer af indsatsen kunne indbringes for Ankestyrelsen. Klagen vil skulle behandles efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Med det foreslåede stk. 4 videreføres bestemmelsen i § 3, stk. 2, i serviceloven med redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

§ 11

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at meddele afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud, afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperiode, som social- og boligministeren har fastsat, og afgørelser om frakendelse af bilstøtte før udløbet af genanskaffelsesperioden med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen, fremgår i dag af servicelovens § 3 a, stk. 1. Endvidere fremgår det af servicelovens § 3 a, stk. 2, at iværksættelse af de i stk. 1 nævnte afgørelser i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først må påbegyndes, når varslingsperioden på mindst 14 uger er udløbet.

Det foreslås, at det i stk. 1 fastsættes, at kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter de foreslåede §§ 82 og 84 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 87, stk. 4, om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, hvor de af social- og boligministeren fastsatte regler om afviklingsperiode finder anvendelse, og kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af bilstøtte efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114, før udløbet af genanskaffelsesperioden.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 3 a, stk. 1, uden indholdsmæssige ændringer.

Kommunalbestyrelsens pligt til at meddele afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud, afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, der er omfattet af de af social- og boligministeren fastsatte regler om afviklingsperiode, i medfør af den foreslåede § 87, stk. 4, og afgørelser om frakendelse af bilstøtte før udløbet af genanskaffelsesperioden foreslås dermed videreført uændret. Dette vil indebære, at de nævnte afgørelser om frakendelse eller ophør af hjælp, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte borger, dermed vil få opsat virkning i mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen. Borgeren antages at have modtaget afgørelsen, når afgørelsen er kommet frem til borgeren enten i borgerens digitale postkasse eller ved almindeligt brev. Varslet efter den foreslåede bestemmelse skal være på mindst 14 uger, men der er intet til hinder for, at der gives et længere varsel.

Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 3 a, stk. 1, med redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Formålet med forslaget er at sikre, at en borger kan beholde hjælpen i varslingsperioden, hvis afgørelsen indebærer en nedsættelse eller frakendelse af hjælpen, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette.

Det foreslås, at det i stk. 2 fastsættes, at iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først må påbegyndes, når varslingsperioden, jf. stk. 1, 1. pkt., er udløbet.

Forslaget vil betyde, at iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter de anførte bestemmelser først må påbegyndes, når varslingsperioden er udløbet i de tilfælde, where kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen.

Bestemmelsen i § 3 a, stk. 2, i serviceloven, hvorefter iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter de bestemmelser, der er omfattet af varslingsordningen, først må påbegyndes, når varslingsperioden er udløbet i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen, foreslås dermed videreført uændret i forhold til de afgørelser, der er nævnt i den foreslåede stk. 1. Formålet er at sikre, at borgerne fortsat, når der klages til Ankestyrelsen, vil modtage den hidtidige hjælp i uændret omfang i hele varslingsperioden, og at kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse eller ophør af den hidtidige hjælp først vil skulle effektueres, når varslingsperioden på 14 uger er udløbet.

Der vil med forslaget således være opsættende virkning i varslingsperioden i klagesager omfattet af varslingsordningen. I forhold til kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter de foreslåede §§ 82 og 84 vil der, hvis der klages til Ankestyrelsen, dermed først kunne ske opsigelse af pladsen, når varslingsperioden på 14 uger er udløbet.

Tilsvarende vil afviklingsperioden på 14 uger for en afgørelse om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter den foreslåede bemyndigelse i § 87, stk. 4, der efter de gældende regler er udmøntet i § 17, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, først begynde at løbe efter udløbet af varslingsperioden.

Endelig vil en afgørelse om frakendelse af bilstøtte efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114, før udløbet af genanskaffelsesperioden først skulle effektueres, når varslingsperioden er udløbet.

Den særligt hurtige sagsbehandling i Ankestyrelsen, der i dag gælder for behandling af klager omfattet af servicelovens § 3 a, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 150, s. 31, vil således med lovforslaget gælde klager over sagstyper omfattet af den foreslåede § 11. Den hurtige sagsbehandling skal tilstræbe, at klagesagen er afgjort inden udløbet af varslingsperioden. I kombination med den særligt hurtige sagsbehandling betyder det, at i de tilfælde, hvor borgeren i Ankestyrelsen får medhold i en eventuel klagesag, kan hjælpen fortsætte uændret.

Bestemmelsen indebærer, at der for de sagstyper, der foreslås omfattet af den foreslåede § 10, vil gælde en kortere frist for kommunalbestyrelsens genvurdering ved klage over afgørelsen. Efter § 12, stk. 1, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder den generelle hovedregel, at kommunalbestyrelsen skal genvurdere en afgørelse inden fire uger efter, at klagen er modtaget. For de sagstyper, der er omfattet af bestemmelsen om varsling i § 11, vil kommunalbestyrelsen imidlertid skulle genvurdere afgørelser inden to uger efter, at klagen er modtaget, i overensstemmelse med de gældende regler i § 12, stk. 3, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 3 a, stk. 2, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil ikke omfatte de sager, hvor der ikke klages til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse. I disse tilfælde vil den i § 11, stk. 1, foreslåede varsel på 14 uger gælde.

§ 12

Det fremgår af § 4, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter loven. I forlængelse heraf følger det af § 4, stk. 2 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

Bestemmelserne indebærer, at myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i forhold til borgeren, og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter serviceloven er samlet i kommunen. Det er herefter den enkelte kommunalbestyrelse, der har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om borgerens visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante sociale tilbud til borgerne, samt ansvar for finansieringen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre, at der er sociale tilbud til borgerne betyder, at kommunen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige sociale tilbud til stede enten i form af kommunens egne tilbud, eller ved køb af pladser i private tilbud, regionale tilbud eller tilbud i andre kommuner.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter denne lov. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

Med forslaget vil det eksisterende myndighedsansvar, forsyningsansvar i forhold til børn, unge og familier og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter denne lov fortsat være samlet i kommunen.

Det vil dermed fortsat være kommunalbestyrelsen, som altid har forsyningsansvaret for det nødvendige antal pladser i tilbud til målgrupperne efter loven. Som følge heraf vil det være kommunalbestyrelsen, som vil skulle sikre, at der er de nødvendige tilbud efter loven. Dette forsyningsansvar vil kommunalbestyrelsen fortsat skulle opfylde ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

Forslaget betyder, at der ikke sker ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.

Det følger af § 4, stk. 3, i serviceloven, at tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. § 4, stk. 2, i serviceloven.

Bestemmelsen er en parallel til § 5, stk. 2, i lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 1377 af 21. september 2020, hvor det fremgår, at socialtilsynets godkendelse som generelt egnet af tilbud er en betingelse for, at kommunalbestyrelserne må anvende de tilbud, som er omfattet af lov om socialtilsyn, § 4, stk. 1.

Det foreslås med stk. 2, at tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. stk. 1.

Forslaget indebærer, at godkendelse af socialtilsynet fortsat vil gælde som betingelse for, at tilbuddet kan indgå i kommunens forsyning, og bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den almindelige bestemmelse om kommunernes forsyningsforpligtelse i stk. 1.

Forslaget betyder dermed, at der ikke sker ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.

Det fremgår af servicelovens § 4, stk. 4, at i tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere en borger, og der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i op til tre uger indgå i den kommunale forsyning uden godkendelse. Socialtilsynet orienteres straks om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud og kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud anvendes i yderligere tre uger.

Bestemmelsen giver mulighed for, at en kommune kan lade et ikke-godkendt tilbud indgå i den kommunale forsyning i op til tre uger, hvis det ikke er muligt at finde en plads til borgeren i et godkendt tilbud. Det er således en forudsætning, at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for indsatsen over for borgeren, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, f.eks. har undersøgt på Tilbudsportalen, om der skulle være en egnet plads.

Bestemmelsens anvendelse er en mulighed for kommuner, som akut har behov for at placere f.eks. en meget udadreagerende borger i et tilbud, og hvor der enten er behov for, at kommunen opretter et særligt tilbud, som kan godkendes efter § 5 i lov om socialtilsyn, eller for, at der bliver en ledig plads i et eksisterende egnet tilbud. Det forudsættes således, at kommunen hurtigt går i gang med at finde en mere holdbar løsning.

Den visiterende kommune skal straks orientere socialtilsynet om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud, og socialtilsynet kan efterfølgende, hvis der foreligger særlige grunde, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud kan anvendes i yderligere tre uger. Herefter skal barnet, den unge eller familien placeres i et godkendt tilbud. De særlige grunde vil f.eks. kunne være, at etablering af et egnet tilbud er i gang, og at der er højest tre uger til, det kan tages i brug, eller at den ansvarlige kommunalbestyrelse ved med sikkerhed, at der inden for tre uger vil blive en ledig plads i et egnet godkendt tilbud. Der henvises til Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 206 som fremsat, side 6.

Med stk. 3 foreslås det, at i tilfælde, where der er et akut behov for at placere et barn eller en ung, og der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i op til tre uger indgå i den kommunale forsyning uden godkendelse. Socialtilsynet orienteres straks om kommunens anvendelse af det ikkegodkendte tilbud og kan, når særlige grunde taler for det, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud anvendes i yderligere tre uger.

Bestemmelsen vil være en mulighed for kommuner, som akut har behov for at placere et barn eller en ung i et tilbud, og hvor der enten er behov for at kommunen opretter et særligt tilbud, eller for, at der bliver en ledig plads i et eksisterende egnet tilbud. Det vil fortsat være en forudsætning, at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for indsatsen over for borgeren, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven f.eks. har undersøgt på Tilbudsportalen, om der skulle være en egnet plads.

Den visiterende kommune vil straks skulle orientere socialtilsynet om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud, og socialtilsynet vil efterfølgende, hvis der foreligger særlige grunde, kunne træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud kan anvendes i yderligere tre uger, hvorefter den pågældende vil skulle placeres i et godkendt tilbud. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 5 b i § 3, nr. 9, i det samtidig fremsatte følgelovforslag, om særlig hurtig behandling af en anmodning om godkendelse af plejefamilier, når visse betingelser er opfyldt.

Bestemmelsen foreslås at være målrettet placeringen af børn og unge og familier på ikke-godkendte tilbud som følge af målgruppen for den foreslåede barnets lov. Med forslaget vil der derudover ikke foretages ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.

§ 13

Det følger af § 5, stk. 1, i serviceloven, at efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere og drive: 1) særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens §§ 32 og 36, 2) døgninstitutioner for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, 3) sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, og 4) tilbud om behandling af personer med et stofmisbrug efter servicelovens §§ 101 og 101 a.

Med bestemmelsen har regionsrådet pligt til at etablere pladser i disse tilbud, drive de regionale sociale tilbud på børne- og ungeområdet, der er beliggende i regionen eller at etablere de nye tilbud inden for rammerne af bestemmelsen, som kommunalbestyrelserne efterspørger fra regionen.

Det er kommunalbestyrelsen, der i forhold til borgeren, har det fulde forsyningsansvar for tilbud efter serviceloven, og det er kommunalbestyrelsen, der afgør, hvordan den vil opfylde forsyningsansvaret i overensstemmelse med lovens krav. Kommunalbestyrelsen kan vælge, om den vil opfylde forsyningsansvaret ved at etablere og bruge egne tilbud eller ved at købe eller indgå aftaler om pladser hos andre leverandører, herunder i regionale tilbud.

Regionsrådet kan opfylde forpligtelsen til at sørge for det nødvendige antal pladser enten ved at drive egne tilbud eller ved at indgå aftaler med kommuner, private udbydere og andre regionsråd.

I tilknytning til de tilbud, der drives af regionsrådet, kan regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelsen yde specialrådgivning. Denne specialrådgivning skal udgå fra og baseres på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de regionale tilbud. Eksempelvis kan der være tale om specialrådgivning i forhold til en ung, som i en periode har opholdt sig på en sikret institution under regionen. Her vil kommunalbestyrelse og regionsråd kunne aftale, at regionen fortsat yder specialrådgivning i forhold til den unge eller kommunen. Det er dog ingen forudsætning for specialrådgivningen, at borgeren har haft ophold i et regionalt tilbud, men specialrådgivningen skal være baseret på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i ungt regionalt tilbud.

Det er kommunalbestyrelsen, der visiterer til de regionale tilbud.

Med bestemmelsen i stk. 1, foreslås det, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal etablere tilbud til børn og unge, som omfatter 1) særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 83 og 84, 2) børne- og ungehjem for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, 3) sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3, og 4) tilbud om behandling af børn og unge med et stofmisbrug efter § 33.

Med bestemmelsen vil regionsrådet fortsat have pligt til at drive de regionale tilbud til børn og unge, som er beliggende i regionen og til at etablere nye tilbud til børn og unge, som kommunalbestyrelserne efterspørger fra regionen.

Bestemmelsen betyder, at det forsat vil være kommunalbestyrelsen, der i forhold til børn og unge har det fulde forsyningsansvar for tilbud efter denne lov. Derudover vil det være kommunalbestyrelsen, der vil skulle afgøre, hvordan den vil opfylde forsyningsansvaret i overensstemmelse med lovens krav. Kommunalbestyrelsen vil kunne vælge, om den vil opfylde forsyningsansvaret ved at etablere og bruge egne tilbud eller ved at købe eller indgå aftaler om pladser hos andre leverandører, herunder i regionale tilbud.

Regionsrådet vil efter aftale skulle etablere pladser i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 83 og 84. Endvidere etablerer og driver regionsrådene børne- og ungehjem i form af døgninstitutioner for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og sikrede døgninstitutioner efter § 43. Endelig etablerer og driver regionsrådene tilbud om behandling af stofmisbrugere efter § 33. Regionsrådet kan opfylde forpligtelsen til at sørge for det nødvendige antal pladser enten ved at drive egne tilbud eller ved at indgå aftaler med kommuner, private udbydere og andre regionsråd.

Regionsrådet vil i tilknytning til de tilbud, der drives af regionsrådet, efter aftale med kommunalbestyrelsen fortsat kunne yde specialrådgivning. Specialrådgivningen vil skulle udgå fra og baseres på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de regionale tilbud.

Bestemmelsen betyder, at regionsrådets forpligtelser til at etablere pladser og drive de anførte tilbud med den foreslåede stk. 1 bevares uændret dog således, at bestemmelsen er tilpasset som følge af målgruppen for den foreslåede barnets lov. Med forslaget vil der derudover ikke foretages ændringer i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.

Det følger af § 5, stk. 2, i serviceloven, at § 5, stk. 1, ikke gælder, når etablering af tilbud sker i henhold til pålæg efter § 13 c, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.

Bestemmelsen fastslår, at reglen i § 5, stk. 1, i serviceloven, hvorefter regionsrådet efter aftale med kommunerne skal etablere de oplistede tilbud, ikke gælder, når etablering af tilbud sker efter Socialstyrelsens afgørelse om et etablerings- eller fortsat driftspålæg til en kommunalbestyrelse efter servicelovens § 13 c, stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at i de tilfælde, hvor Socialstyrelsen har truffet afgørelse om, at en bestemt kommunalbestyrelse skal etablere et konkret tilbud for at sikre forsyningen af egnede tilbud på det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområde, som er tilpasset målgruppernes behov, vil kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen ikke kunne sende opgaven videre til regionsrådet. Der henvises til Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 15.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at stk. 1 ikke gælder, når etablering af tilbud sker i henhold til pålæg efter § 180, stk. 1.

Forslaget betyder, at hvis Social- og Boligstyrelsen efter den foreslåede § 180 træffer afgørelse om, at en bestemt kommunalbestyrelse vil skulle etablere eller fortsat drive et konkret tilbud for at sikre forsyningen af egnede tilbud på det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområde, som er tilpasset målgruppernes behov, så vil opgaven ikke kunne sendes videre til regionsrådet.

Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og gældende retstilstand foreslås dermed videreført uændret.

Det fremgår af § 5, stk. 3, i serviceloven, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

Det foreslås med stk. 3, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen indgår aftaler med regionsrådet om medvirken til tilvejebringelsen af hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler, og dermed kan regionerne varetage driften af hjælpemiddelcentraler. Kommunalbestyrelsen kan også vælge selv at drive hjælpemiddelcentraler. Det er bl.a. hjælpemiddelcentralernes opgave at orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.

Der foreslås herved ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

Det følger af § 5, stk. 5, i serviceloven, at regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1, 3 og 4 i serviceloven ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

Bestemmelsen indebærer, at regionsrådet kan opfylde sin forpligtelse til at levere tilbud til kommunerne efter § 5, stk. 1, 3 og 4 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

Regionsrådet kan dermed indgå aftaler om pladskøb og pladssalg i overensstemmelse med den rammeaftale, regionsrådet indgår med kommunalbestyrelserne i den enkelte region.

Med det foreslåede stk. 4, foreslås, at regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

Det vil betyde, at regionsrådet med forslaget vil kunne opfylde sin forpligtelse til at levere tilbud til kommunerne efter stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved at indgå samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud. Det betyder også, at regionsrådet dermed kan indgå aftaler om pladskøb og pladssalg i overensstemmelse med den lokale rammeaftale med kommunerne.

Regionsrådet vil også kunne opfylde sin forpligtelse til efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen at medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler ved brug af egne tilbud og ved at indgå samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

Det fremgår af § 5, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af stk. 1, 3 og 4.

Bestemmelsen fastslår, at kommunalbestyrelserne selv kan oprette alle tilbud efter serviceloven og dermed also kan vælge at etablere de tilbud, som er omfattet af servicelovens § 5, stk. 1, 3 og 4.

Med forslaget til stk. 5 foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af stk. 1 og 3. Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelserne selv vil kunne oprette alle tilbud efter lovforslaget til denne lov, og dermed kan kommunalbestyrelserne også vælge at etablere de tilbud, som er omfattet af regionens muligheder for at etablere tilbud efter bestemmelserne i stk. 1 og 3.

Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

Det følger af § 5, stk. 7, i serviceloven, at regionsrådet kan drive døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2.

Bestemmelsen omfatter efter forarbejderne en adgang for regionerne til at drive tidligere amtskommunale tilbud, som pr. 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen blev overtaget af beliggenhedskommunen, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 163 som fremsat, side 13.

Det fremgår i forlængelse heraf af § 194, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelserne med virkning fra den 1. januar 2007 overtager amtskommunale døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, jf. dog stk. 2, og kommunerne indtræder i aftaler med private tilbud, der er godkendt af amtskommunerne. Det følger af stk. 2, at en kommunalbestyrelse, der overtager døgninstitutioner efter § 194, stk. 1, kan uanset stk. 1 i 2006 aftale med regionens forberedelsesudvalg, at regionsrådet på vegne af beliggenhedskommunen driver døgninstitutioner, der er omfattet af stk. 1, og som ejes af beliggenhedskommunen, videre efter den 1. januar 2007. For kommuner, der oprettes den 1. januar 2007, kan aftale efter 1. pkt. indgås af sammenlægningsudvalget.

Med forslaget til stk. 6, foreslås det, at regionsrådet kan drive børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 3, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2, i serviceloven.

Forslaget vil indebære, at regionsrådet vil kunne drive børne- og ungehjem i form af døgninstitutioner for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. Bestemmelsen forudsætter, at det er aftalt mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.

Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført med enkelte sproglige tilpasninger.

Det følger af § 5, stk. 9, i serviceloven, at regionsrådet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.

Bestemmelsen indebærer, at regionerne ud over den positive afgrænsning af opgaver, der fremgår af § 5 i serviceloven efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kan varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer i forhold til den konkrete opgavevaretagelse.

Det foreslås med stk. 7, at regionsrådet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen kan varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.

Bestemmelsen vil betyde, at ud over den positive afgrænsning af opgaver, der fremgår af § 13 i denne lov, vil regionsrådet efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kunne varetage kommunale opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor vil have særlige kompetencer i forhold til den konkrete opgavevaretagelse.

Ved naturlig tilknytning forstås opgaver, der hænger tæt sammen med den enkelte regions konkrete driftsopgaver efter den foreslåede § 13, herunder i forhold til rådgivning mv. Ved særlige kompetencer forstås eksempelvis specialiseret viden om særlige målgruppers behov, herunder i forhold til etablering og drift af tilbud.

Formålet med bestemmelsen vil være at sikre, at regionsrådet fortsat efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kan være entreprenører på kommunale opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver.

Der foreslås dermed ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og derfor foreslås gældende retstilstand videreført uændret.

§ 14

Det fremgår af § 11, stk. 1 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, fastslår kommunalbestyrelsens overordnede forpligtelser til at sikre sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Bestemmelsen danner dermed rammen for kommunens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge via serviceloven.

Formålet med bestemmelsen er at understrege, at kommunalbestyrelsen skal sikre en tidlig og forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier i kommunen. Den tidlige og forebyggende indsats skal sikre en sammenhæng mellem kommunens generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Der henvises til Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 168 som fremsat, s. 7.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge en indsats for børn og unge, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov.

Bestemmelsen indebærer, at kommunen vil skulle sikre en tidlig og forebyggende indsats for børn og unge og deres familier i kommunen, som skal danne rammen for kommunens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge og deres familier og dermed vil kunne medvirke til at sikre sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov, det vil sige handicapkompenserende støtte eller støtte efter det foreslåede kapitel 4 og 5.

Kommunens tidlige og forebyggende indsats vil skulle sikre sammenhæng mellem kommunens generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats for de børn og unge, der har behov for særlig støtte, og hænger derfor tæt sammen med den sammenhængende børnepolitik, som kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 15 vil være forpligtet til at udarbejde.

Indsatsen vil dermed skulle bidrage til at binde kommunens generelle, forebyggende arbejde og herunder den indsats, der iværksættes i forskellige sektorer på børneområdet som f.eks. sundhedspleje, dagtilbud, skole og den frivillige sektor sammen med den målrettede indsats, der vil være nødvendig for børn og unge, der vil have behov for støtte efter denne lov.

Formålet med bestemmelsen er at understrege vigtigheden af at sætte tidligt, målrettet og forebyggende ind for at undgå, at et barns eller en ungs problemer vokser sig store og vil nødvendiggøre en mere indgribende og dyrere indsats efter det foreslåede kapitel 4.

Det fremgår af § 19, stk. 1, i serviceloven, at kommunen skal sikre, at både det generelle forebyggende arbejde og tilbud og den målrettede indsats for børn og unge med særlige behov udføres i samarbejde med forældrene og tilrettelægges, så det fremmer børn og unges trivsel og udvikling. Det fremgår af § 19, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at indsatsen for børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller et behov for særlig støtte sættes i sammenhæng med andre former for støtte, der iværksættes efter anden lovgivning.

Bestemmelsen foreslås overført uændret til barnets lov.

Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn og unge og deres familier, udføres i samarbejde with forældrene, og at de tilrettelægges på en sådan måde, så de fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Bestemmelsen gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet behov for særlig støtte.

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for, at opgaver og tilbud – uanset om der er tale om det generelle og forebyggende arbejde og tilbud eller om målrettede indsatser og tilbud over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet behov for støtte – vil skulle have samme overordnede mål om at fremme børn og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle sørge for, at opgaver og tilbud udføres i samarbejde med forældrene.

Bestemmelsen indebærer dermed, at målet for børn og unge principielt vil være den samme, uanset om barnets eller den unges behov vil være af generel eller særlig karakter. Bestemmelsen indebærer også, at den særlige eller målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet behov, der vil medføre et særligt behov for støtte efter loven, vil bygge på de generelle tilbud. Bestemmelsen vil således indebære, at det i forbindelse med igangsættelse af støtte og hjælp vil skulle vurderes, i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen vil kunne bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge med behov for støtte. Det vil kunne indebære, at eksempelvis barnets dagtilbud vil kunne inddrages både før, under og efter, at der er igangsat støtte, så den kan udgøre et alternativ eller supplement til indsatser efter f.eks. § 32.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med formålet med barnets lov.

Det fremgår af servicelovens § 19, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat funktionsevne eller med et andet særligt behov for særlig støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Bestemmelsen foreslås overført undret til barnets lov.

Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter barnets lov for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at den indsats for børn og unge og deres familier, der vil blive iværksat efter den foreslåede barnets lov, vil indgå som en del af den samlede indsats for børn og unge. Den indsats, der vil blive iværksat over for børn og unge med særlige behov for støtte, vil dermed skulle være sammenhængende og skulle ses på tværs af lovgivning og dermed også på tværs af administrative strukturer og faglige kompetencer.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med stk. 1 og 2, og skal samlet medvirke til at sikre, at indsatsen for børn, unge og familier på tværs af lovgivninger understøtter fælles mål, så barnet, den unge og familien oplever en sammenhængende og koordineret indsats.

Det forslås i stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på kommunens hjemmeside er en synlig og let tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som er specifikt målrettet børn og unge.

Bestemmelsen indebærer, at kommunen forpligtes til at sikre, at der fremover på kommunes hjemmeside etableres en let tilgængelig indgang for børn og unge til de kommunale myndigheder.

Ved let tilgængelig forstås, at hjemmesiden skal være synlig, og at informationen er målrettet børn og unge og dermed udformet i et børnevenligt og enkelt sprog og udtryk.

Formålet med bestemmelsen, der er ny, er at sikre, at børn og unge nemt kan få viden om, hvem de kan kontakte, hvis they står i en situation med behov for hjælp og støtte – både i akutte situationer og hvis de har spørgsmål, bekymringer mv. om deres situation.

§ 15

Efter de gældende regler i servicelovens § 19, stk. 2, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den mere målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte i kommunen. Den sammenhængende børnepolitik skal være skriftlig, vedtaget af kommunalbestyrelsen, og børnepolitikken skal offentliggøres.

Efter de gældende regler i servicelovens § 19, stk. 4, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at udarbejde et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Bestemmelsen stiller krav om, at beredskabet skal være skriftligt og vedtaget af kommunalbestyrelsen, og at beredskabet skal offentliggøres, ligesom der stilles krav om revision af beredskabet med maksimalt fire års interval.

Det foreslås, at bestemmelserne om sammenhængende børnepolitik og beredskab om kommunernes håndtering af sager om overgreb mod børn og unge videreføres uændret med enkelte sproglige opdateringer.

Det foreslås i stk. 1, at kommunerne skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og la målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.

Formålet med bestemmelsen om en sammenhængende børnepolitik vil være at sikre, at den enkelte kommunalbestyrelse overvejer og opstiller retningslinjer for, hvordan der lokalt kan opnås sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og la målrettede indsats for børn og unge med behov for støtte, herunder også børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den sammenhængende børnepolitik vil dermed skulle medvirke til at sikre en tidlig indsats og sikre, at kommunalbestyrelsen lever op til forpligtigelsen om at yde hjælp efter barnets lov i forbindelse med den indsats, der vil blive iværksat for de samme børn og unge efter anden lovgivning, herunder handicapkompenserende indsatser efter serviceloven, behandling efter sundhedsloven og indsatser efter dagtilbudsloven, folkeskoleloven eller efter reglerne om en kommunal ungeindsats. I den forbindelse vil det bl.a. være vigtigt, at systemet vil være tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke vil ske en uhensigtsmæssig udstødelse af børn og unge med nedsat funktionsevne eller behov for særlig støtte.

Den sammenhængende børnepolitik vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle beskrive, hvordan der i kommunen sikres sammenhæng mellem de forskellige sektorer, f.eks. dagtilbud, skole, sundhedssektor og den frivillige sektor og den målrettede indsats til børn og unge med behov for støtte.

I den sammenhængende børnepolitik vil kommunalbestyrelsen skulle inddrage de spørgsmål, som den finder relevante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv indsats. Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne inddrage tilrettelæggelsen af sundhedsplejerskernes indsats, tilrettelæggelsen af det tværfaglige samarbejde, kommunens organisatoriske strukturer, relationen til det frivillige sociale arbejde m.v.

Derudover vil den sammenhængende børnepolitik kunne anvendes til, at kommunalbestyrelsen formulerer klare mål for indsatsen for børn og unge med behov for støtte. Det vil eksempelvis kunne være konkrete mål om, at ungdomskriminaliteten eller skolefraværet skal nedbringes med en given procent. Kommunalbestyrelsen vil da kunne beskrive, hvilke indsatser der vil skulle iværksættes for at nå de konkrete mål og beskrive, hvordan og hvornår der vil skulle følges op på målene. Derved kan den sammenhængende børnepolitik også blive et redskab til at dokumentere politikkens virkning og reelle indflydelse.

Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, vil betyde, at det politiske niveaus forventninger til indsatserne i de kommunale sektorer synliggøres. Bestemmelsen vil således danne grundlag for udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsektorielle samarbejde.

Kommunerne vil ved udarbejdelsen og tilrettelæggelsen af den sammenhængende børnepolitik kunne inddrage kommunens tværfaglige grupper og SSP-samarbejdet (det tværfaglige samarbejde mellem skolerne, de sociale myndigheder og politiet om at forebygge kriminalitet blandt børn og unge). I forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik vil kommunalbestyrelsen også kunne hente inspiration i FN´s børnekonvention, som Danmark, og dermed også kommunerne, er forpligtet til at efterleve. Konventionen omhandler langt de fleste aspekter af børn og unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder. Der vil også kunne hentes inspiration i FN’s handicapkonvention, og der kan i denne forbindelse særligt henvises til konventionens artikel 7 om børn med funktionsnedsættelse.

Kommunalbestyrelsen vil selv kunne beslutte, hvor ofte den sammenhængende børnepolitik revideres. Dette vil f.eks. kunne ske i forbindelse med, at en ny kommunalbestyrelse træder til, eller hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sætte fokus på eller udarbejde en ny politik på området.

Den sammenhængende børnepolitik vil skulle udformes skriftligt og offentliggøres, f.eks. på kommunens hjemmeside eller på anden måde, som kommunalbestyrelsen finder hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsen vil med fordel kunne overveje, om den sammenhængende børnepolitik bør formidles på anden vis. Der vil ikke herudover være andre formkrav til den sammenhængende børnepolitik.

Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert 4. år.

Bestemmelsen indebærer, at alle kommunalbestyrelser vil være forpligtede til at udarbejde skriftlige beredskaber til sikring af forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb. Beredskabet vil skulle omfatte hele kommunens børne- og ungeområde, herunder daginstitutioner, skoler, sundhedspleje, tandpleje m.v., og det vil skulle være koordineret på tværs af disse sektorer samt med kommunens forvaltninger, afdelinger m.v.

Beredskabet vil skulle understøtte, at en konkret sag, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb, behandles kvalificeret i kommunens institutioner m.v. samt i kommunens forvaltning. Beredskabet skal derfor også understøtte, at det kommunale fagpersonale, der er beskæftiget på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt at opspore, hvis et barn eller en ung har en adfærd, der kan være udtryk for, at barnet eller den unge er udsat for overgreb. Endvidere skal beredskabet understøtte, at fagpersonerne har kendskab til, hvordan de skal handle i disse situationer.

Kommunens fagpersoner på børne- og ungeområdet bør derfor have kendskab til beredskabet og de procedurer, beredskabet vil skulle beskrive og være i stand til at efterleve procedurerne i praksis. Begrebet fagpersoner skal forstås bredt og omfatter blandt andet frontlinjepersonale som pædagoger, skolelærere m.v., ledere af kommunens institutioner og tilbud m.v. samt ansatte i den kommunale forvaltning på børn og ungeområdet som eksempelvis familierådgivere, børne- og ungerådgivere m.fl.

Beredskabet bør omhandle rammerne for, hvordan der internt i kommunen vil skulle arbejdes, samarbejdes og handles i tilfælde af viden eller mistanke om overgreb mod børn og unge. Beredskabet bør omfatte hele kommunens børne- og ungeområde samt eksterne samarbejdspartnere, herunder eksempelvis politi, sundhedsvæsen, Familieretshuset samt det børnehus, jf. forslaget til § 124, kommunen vil være tilknyttet.

Beredskabet bør beskrive, hvordan sager om overgreb mod børn og unge vil skulle behandles i overensstemmelse med lovgivningen. Dette omhandler eksempelvis, at der i beredskabet beskrives klare procedurer for, hvordan fagpersoner skal handle ved viden eller mistanke om overgreb mod et barn eller en ung, samt hvordan der skal handles afhængig af den tilgængelige viden, og hvem mistanken eventuelt retter sig mod. Eksempelvis kan beredskabet angive, hvornår og hvordan fagpersoner skal indgive underretning til den kommunale forvaltning, samt hvad en underretning skal indeholde. Det kan også beskrives, i hvilke situationer barnets eller den unges forældre ikke bør orienteres om underretningen, eksempelvis hvis mistanken retter sig mod en eller begge af barnets eller den unges forældre.

Beredskabet bør ligeledes omhandle den kommunale forvaltnings behandling af sager om viden eller mistanke om overgreb mod børn eller unge. I den forbindelse vil der kunne beskrives procedurer for kommunens håndtering af underretninger om, at et barn eller en ung har behov for støtte. Sådanne procedurer vil skulle udarbejdes i overensstemmelse med reglerne om underretning og behandling af underretninger, jf. lovforslagets forslag til kapitel 16.

Beredskabet bør også omhandle kommunens initiativer til forebyggelse af overgreb mod børn og unge. Dette omhandler primært initiativer til at forebygge, at der sker overgreb mod børn og unge, mens de opholder sig i kommunens institutioner m.v. Beredskabet bør også omhandle kommunens initiativer til tidlig opsporing. Kommunalbestyrelsen vil i denne forbindelse blandt andet kunne tage stilling til, om de fagpersoner i kommunen, som arbejder med børn og unge, har den fornødne viden til at opfange tegn og signaler fra børn og unge, der er eller har været udsat for overgreb. Kommunalbestyrelsen vil også kunne overveje, hvordan der blandt kommunens fagpersoner kontinuerligt er det fornødne opmærksomheds- og vidensniveau til at sikre, at der reageres kvalificeret, når et barn eller en ung viser tegn og signaler på overgreb.

Beredskabet vil skulle omfatte kommunens samarbejde med andre relevante myndigheder som eksempelvis politi, sundhedsvæsen, Familieretshuset, krisecentre m.v. Beredskabet bør i den forbindelse adressere forvaltningens procedurer for samarbejdet med politiet, herunder muligheden for at foretage en samtale med politiet ved de indledende sagsskridt efter den foreslåede § 11 f i § 2, nr. 10, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov.

En væsentlig del af kommunens behandling af sager om overgreb mod børn og unge vil skulle foregå i samarbejde med det børnehus, kommunen er tilknyttet, jf. lovforslagets § 124 og bemærkningerne hertil. Beredskabet bør derfor beskrive kommunens retningslinjer for samarbejdet med børnehuset. Det bør blandt andet beskrives, hvordan kommunen vil kunne kontakte børnehuset eksempelvis for at drøfte en mistanke og få rådgivning og vejledning i forhold til, hvordan mistanken bør håndteres. Kommunen vil ligeledes kunne beskrive samarbejdet med børnehuset, når kommunen skal benytte børnehuset til undersøgelse af et barn eller en ung, samt under og efter forløbet i børnehuset. Endelig bør kommunens samarbejde med børnehuset i akutte sager beskrives. Beredskabet vil endvidere kunne indeholde retningslinjer for, hvordan de lovmæssige sagsskridt gennemføres sideløbende med, at et barn eller en ung undersøges i et børnehus.

Beredskabet vil skulle udformes skriftligt og vedtages by kommunalbestyrelsen. Der vil således gælde et delegationsforbud. Beredskabet vil endvidere skulle offentliggøres, således at fagpersoner i kommunen løbende har mulighed for at rekvirere beredskabet, ligesom eksterne parter kan gøres bekendt med beredskabets indhold.

Kommunalbestyrelsen vil skulle revidere beredskabet løbende efter behov dog som minimum hvert 4. år. Formålet hermed vil være at sikre, at beredskabet løbende holdes implementeret og opdateret i forhold til udviklingen og behovene i den enkelte kommune. Et behov for revidering af beredskabet kan eksempelvis opstå, hvis der sker ændringer i kommunens tilbudsvifte, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med uhensigtsmæssigheder i det aktuelle beredskab eller lignende. I forbindelse med revideringen af beredskabet bør kommunalbestyrelsen forholde sig til den udvikling, der i kommunen er på området. Kommunalbestyrelsen bør eksempelvis vurdere, om der vil være behov iværksættes yderligere tiltag med henblik på at yde børn og unge i kommunen den bedst mulige beskyttelse mod overgreb samt sikre en kvalificeret behandling af sager om viden eller mistanke om overgreb mod børn og unge. Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne forholde sig til, om kommunen har tilstrækkelige tilbud til at sikre, at børn og unge, der har været udsat for overgreb, kan få en indsats, der imødekommer barnets eller den unges behov. Landets kommuner vil kunne få gratis og løbende konsulentbistand til beredskabsarbejdet fra det nationale videnscenter for sociale indsatser ved vold og seksuelle overgreb mod børn (SISO).

Der er ikke fastsat regler om kommunale beredskaber til opsporing og forebyggelse af ekstremisme, negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter hverken i serviceloven eller anden lovgivning.

Det foreslås videre i stk. 3, som noget nyt, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert 4. år.

Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kollektivets ære og omdømme. Kollektivet kan både udgøres af den nære familie, af den udvidede familie og af netværket, hvoraf dele kan være bosiddende i andre lande.

For at beskytte eller genoprette kollektivets ære og omdømme anvendes en række handlinger til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd. Handlingerne omfatter negativ social kontrol, trusler, udøvelse af forskellige former for vold (fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk, digital og stalking), drab, kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og udlandsophold, der er til skade for barnet eller den unges sundhed og udvikling, f.eks. genopdragelsesrejser.

Negativ social kontrol anvendes oftest om handlinger, som et fællesskab anvender til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd i henhold til fællesskabets normer.

Negativ social kontrol kan blandt andet komme til udtryk som begrænsning af individets muligheder for at træffe alderssvarende valg for sit eget liv, herunder socialt liv, fritidsinteresser, seksualitet, krop, uddannelse og job, fastholdelse i uønskede relationer og gennem isolation og overvågning. Negativ social kontrol kan have en karakter eller et omfang, hvor den falder inden for straffelovens definition på psykisk vold.

Når reguleringen og/eller sanktioneringen medfører begrænsning af individets rettigheder, trivsel eller alderssvarende udvikling bliver den negativ. Negativ social kontrol anvendes i æresrelaterede konflikter, men kan også anvendes i eksempelvis ekstremistiske miljøer.

Børn og unge, som er sårbare over for det fællesskab og tilhørsforhold, som et ekstremistisk miljø kan tilbyde, eller som vokser op i ekstremistiske familier eller miljøer, kan være socialiseret til et bestemt verdensbillede, til manglende empati over for bestemte grupper eller sågar til at udøve vold eller anden kriminalitet for at leve op til familiens eller gruppens ønsker. Det kan påvirke barnets eller den unges trivsel og udvikling i en negativ retning. For at beskytte børn mod ekstremisme er det derfor afgørende, at fagprofessionelle dels har tilstrækkelig viden om ekstremistiske miljøer i bred forstand, dels har viden om risikofaktorer og børns mistrivsel ved at vokse op med ekstremisme, så der kan arbejdes forebyggende med at styrke børns trivsel, resiliens og modstandskraft.

Ekstremisme er ofte karakteriseret ved manglende respekt for andre menneskers frihed og rettigheder, manglende respekt for institutioner og beslutningsprocesser i det repræsentative demokrati, forenklede verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende, en lukkethed omkring miljøet eller gruppen, som skaber et stadigt mere udtalt opfattet modsætningsforhold mellem 'os' i miljøet eller gruppen og 'dem', de forestillede fjender – ofte stort set alle uden for miljøet samt ønsket om at skabe et mere 'ordnet', 'rent' eller 'retfærdigt' samfund. Ekstremisme har en række negative konsekvenser, herunder kan forsimplede fjendebilleder og forvrængende opfattelser af verden være til skade for børn og unges demokratiske dannelse, at blive udsat for hadsk eller forulempende adfærd eller selv være en del af et fanatisk, marginaliseret eller stærkt kontrollerende miljø er til skade for menneskers sociale trivsel, og endvidere kan vold, trusler, hærværk og andre hadmotiverede forbrydelser være åbenlyst til skade for den enkelte og for samfundet.

Bestemmelsen indebærer, at kommunerne vil være forpligtede til at udarbejde et skriftligt beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme i forhold til børn og unge og deres familier. Beredskabet vil skulle omfatte hele kommunens børne- og ungeområde og bør være koordineret på tværs af disse sektorer og med kommunens forvaltninger, afdelinger samt med andre relevante myndigheder som f.eks. politi, sundhedsvæsen, krisecentre, psykiatrien m.fl.

Bestemmelsen vil have til formål at sikre, at kommunerne tager stilling til, hvordan de forebygger og håndterer sager om f.eks. tvangsægteskab, genopdragelsesrejse, trusler eller vold og negativ social kontrol over for børn og unge, der udøves af familien eller netværket, samt hvordan de forebygger og håndterer bekymringer om ekstremisme. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) rådgiver kommuner, der ønsker at udarbejde et beredskab, og vil kunne bistå kommunerne med vejledning og viden.

Beredskabet vil skulle understøtte, at en konkret sag, hvor der er viden om eller bekymring for, at et barn eller en ung har været udsat for negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter eller er i risiko for ekstremisme, vil blive behandlet kvalificeret i kommunens institutioner m.v. samt i kommunens forvaltning. Det bør tillige fremgå, hvordan man i den enkelte kommune har organiseret sig ift. at understøtte anvendelsen af beredskabet i praksis. Beredskabet vil skulle understøtte, at det kommunale fagpersonale, der er beskæftiget på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt at opspore tegn på f.eks. æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol eller ekstremisme. Endvidere vil beredskabet også have til hensigt at understøtte, at fagpersonerne har kendskab til, hvordan de skal forebygge og handle i disse situationer samt, hvor de vil kunne søge hjælp og rådgivning.

Kommunens fagpersoner på børne- og ungeområdet bør derfor have kendskab til beredskabet og de procedurer, beredskabet beskriver og være i stand til at efterleve procedurerne i praksis. Begrebet fagpersoner skal forstås bredt og omfatter blandt andet frontlinjepersonale som pædagoger, skolelærere m.v., ledere af kommunens institutioner og tilbud m.v. samt ansatte i den kommunale forvaltning på børn og ungeområdet som eksempelvis familierådgivere, børne- og ungerådgivere m.fl.

Beredskabet bør omhandle rammerne for, hvordan der internt i kommunen vil skulle arbejdes, samarbejdes og handles i tilfælde af viden om eller bekymring for negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter eller ekstremisme, herunder beskyttelse af barnet eller den unge mod vold eller andre overgreb og håndtering af underretninger, jf. også lovforslagets § 137. Beredskabet bør omfatte hele kommunens børne- og ungeområde samt eksterne samarbejdspartnere som f.eks. de regionale sikkerhedskonsulenter og politiet, herunder gennem det lokale infohus-samarbejde.

Beredskabet bør derfor beskrive, hvordan sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter samt ekstremisme forebygges, opspores og håndteres. Dette omhandler eksempelvis, at der i beredskabet beskrives klare procedurer for, hvordan fagpersoner skal handle ved viden eller mistanke om negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter rettet mod et barn eller en ung, eller ved tegn på ekstremisme hos barnet eller den unge eller dennes familie eller nære relationer, samt hvordan der vil skulle handles afhængig af den tilgængelige viden, og hvem mistanken eventuelt retter sig mod. Ved bekymring for ekstremisme skal det fremgå, hvordan infohus-samarbejdet inddrages.

Eksempelvis vil beredskabet kunne angive, hvordan fagpersoner skal arbejde med at forebygge æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol samt ekstremisme. Beredskaberne vil f.eks. kunne tydeliggøre, hvilke forebyggende tilbud der kan anvendes i grundskolen, som eksempelvis undervisning i demokratisk dannelse, rettigheder og ligestilling, samt hvordan civilsamfundet kan bidrage til det tidligt forebyggende arbejde. Beredskaberne vil også kunne beskrive, hvornår og hvordan fagpersoner skal indgive underretning til den kommunale forvaltning efter reglerne i den foreslåede § 133, samt hvad en underretning skal indeholde. Beredskabet kan også indeholde procedurer for samtale med barnet eller den unge uden orientering eller medvirken af forældremyndighedsindehaver eller forældre uden del i forældremyndigheden, hvis den negative sociale kontrol f.eks. udøves af forældrene, ældre søskende eller andre nære familiemedlemmer, når der er tale om underretning om viden eller bekymring for, at barnet eller den unge er udsat for negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller er i risiko for ekstremisme.

I lighed med reglerne i forslaget til § 15, stk. 2, stilles der krav om, at beredskabet vil skulle udformes skriftligt og vedtages af kommunalbestyrelsen. Der vil således gælde et delegationsforbud. Beredskabet vil også skulle offentliggøres, således at både borgere og fagpersoner i kommunen løbende vil have mulighed for at rekvirere beredskabet, ligesom eksterne parter, herunder f.eks. regionale sikkerhedskonsulenter, samarbejdsparter i infohus-samarbejdet, anbringelsessteder m.fl. vil kunne gøres bekendt med beredskabets indhold.

Kommunalbestyrelsen vil i lighed med reglerne i bestemmelsens stk. 2 skulle revidere beredskabet løbende efter behov og som minimum hvert 4. år. Formålet hermed vil være at sikre, at beredskabet løbende implementeres og opdateres i forhold til udviklingen og behovene i den enkelte kommune. Et behov for revidering af beredskabet vil eksempelvis kunne opstå, hvis der sker ændringer i kommunens tilbudsvifte, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med uhensigtsmæssigheder i det aktuelle beredskab eller lignende. I forbindelse med revideringen af beredskabet vil kommunalbestyrelsen kunne forholde sig til den udvikling, der i kommunen er på området.

Kommunalbestyrelsen bør eksempelvis vurdere, om der bør iværksættes yderligere tiltag med henblik på at yde børn og unge i kommunen den bedst mulige beskyttelse mod negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter eller ekstremisme samt sikre en kvalificeret behandling af sager, hvor der er bekymring for eller viden om, at børn og unge kan være udsat herfor.

Kommunalbestyrelsen kan ligeledes forholde sig til, om kommunen har tilstrækkelige tilbud for denne målgruppe eller om fagpersoner i kommunen er tilstrækkeligt klædt på til at kunne opspore og reagere hensigtsmæssigt ved viden om eller bekymring for, at et barn eller en ung er udsat for negativ social kontrol, ekstremistisk påvirkning eller er involveret i en æresrelateret konflikt.

§ 16

Det fremgår af servicelovens § 16, at brugerne af tilbud efter serviceloven skal have mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelse af tilbuddene, og at der skal fastsættes skriftlige retningslinjer for dette. Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der kan bistå kommunen med at tilrettelæggelsen af indsatsen, og skal i forbindelse hermed fastsætte de nærmere rammer for rådenes opgaver mv. Det foreslås, at bestemmelsen overføres uændret til barnets lov tilpasset målgruppen for barnets lov.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn, unge og familier, der bruger tilbud efter denne lov, får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for, at brugerne af tilbud efter loven, dvs. børn, unge og familier, bliver inddraget i forbindelse med tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbud efter loven m.v. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens regler om borgerens inddragelse i sagsbehandlingen m.v. Kommunen vil skulle beslutte, hvilken form brugerindflydelsen skal have under hensyn til tilbuddets karakter og brugernes forudsætninger. Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne etablere brugerbestyrelser eller beboerråd på anbringelsessteder, familiehuse m.v.

Brugerne af de enkelte ydelser vil, hvad enten de inddrages via brugerbestyrelser eller lignende eller individuelt f.eks. gennem handleplaner, skemaer m.v., have brug for en konkret viden om ydelsen for at kunne vurdere indhold og kvalitet og dermed få medindflydelse på tilbuddets tilrettelæggelse. Information om de enkelte ydelser vil derfor være en væsentlig forudsætning for indflydelse.

Børn, unge og familier eller deres repræsentanter vil kunne inddrages både i visse overordnede opgaver som i mere praktiske opgaver og beslutninger vedrørende den daglige drift, herunder f.eks. cafesalg, kulturelle og sociale arrangementer og aktiviteter for børn, unge, forældre og kommende forældre.

Brugerinddragelsen i tilrettelæggelsen af tilbuddene har til formål at bidrage til at sikre, at det sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige indhold i tilbuddene svarer til børnenes, de unges og familiernes behov, ressourcer og forudsætninger.

Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen om tilrettelæggelsen af indsatsen efter barnets lov, og at kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil kunne etablere rådgivende organer i form af et eller flere råd, der vil kunne rådgive kommunen om tilrettelæggelsen af indsatsen efter barnets lov.

Med bestemmelsen vil kommunen, hvor der ikke i forvejen er etableret særlige råd, kunne overveje og beslutte at etablere samarbejdsfora, hvor f.eks. brugere og pårørende i et samarbejde mellem socialsektoren, sundhedssektoren, uddannelsessektoren m.fl. vil kunne være rådgivende over for kommunalbestyrelsen om, hvordan indsatsen kan tilrettelægges bedst muligt, så indsatsen bedst muligt imødekommer barnets, den unges eller familiens behov.

På den måde vil indsatsen kunne tilrettelægges, så børn, unge og familier så vidt muligt oplever et sammenhængende system og en sammenhængende vifte af tilbud.

Det bemærkes, at det efter retssikkerhedsloven er obligatorisk for kommunerne at etablere et handicapråd. Det foreslåede stk. 2 skal derfor ses som et supplement til retssikkerhedslovens regler på dette område.

§ 17

Det fremgår af § 18 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger, og at rammerne for samarbejdet fastsættes af kommunalbestyrelsen. Det fremgår også, at der skal afsættes midler til støtte til frivilligt socialt arbejde i kommunen.

Bestemmelsens foreslås med redaktionelle ændringer overført til barnets lov.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet. Det foreslås videre, at rammerne for samarbejdet, fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at samarbejde med de frivillige organisationer og foreninger på børne- og ungeområdet, og at det vil være kommunalbestyrelsens ansvar, hvordan den vil fastlægge rammerne for dette samarbejde. Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne udmønte samarbejdet ved at nedsætte dialog-/kontaktfora med de frivillige organisationer.

Bestemmelsen omfatter frivillige sociale organisationer og foreninger, der virker inden for børne- og ungeområdet. De frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter vil kunne være organiseret på forskellig vis. Nogle drives udelukkende på basis af en frivillig indsats, andre udelukkende med lønnet indsats, men med en frivillig, ulønnet bestyrelse. Herimellem findes der flere organiseringsformer, der bygger på en kombination af frivillig og lønnet indsats. Aktiviteter, der primært drives med lønnet arbejdskraft, vil typisk være organiseret som selvejende institutioner under en frivillig organisation.

De frivillige sociale organisationer og foreninger vil kunne tilbyde en række forskellige konkrete aktiviteter. Disse kan f.eks. omfatte rådgivning og vejledningstilbud, mentorstøtte, venskabsfamilier, frivilligcentre og kontakt- og netværkssteder, sociale caféer og samværsaktiviteter, psykologhjælp, frivillig kontaktpersonsstøtte eller sociale aktiviteter f.eks. til udsatte børn og unge, etniske minoriteter eller i boligområder samt pårørendestøtte f.eks. til børn af alvorligt syge eller børn af misbrugere.

Samarbejdet bør sigte mod lokale sociale organisationer og foreninger, lokale afdelinger af landsorganisationer, som virker lokalt, og andre frivillighedsinitiativer også af mindre formaliseret art. Kommunalbestyrelsen vil dog ligeledes kunne beslutte at samarbejde på tværs af kommunegrænser om aktiviteter, der dækker et større geografisk område, f.eks. når en frivillig social organisation eller forening yder en frivillig social indsats over for børn, unge og deres familier i et større område uden geografisk at være etableret i hver enkelt kommune. Kommunalbestyrelsen vil i disse situationer kunne vælge at støtte organisationer, foreninger eller aktiviteter, der ikke har adresse i den pågældende kommune. Kommunalbestyrelsen vil tillige kunne vælge at støtte frivillige sociale foreninger og aktiviteter, der relaterer sig til opgaver, der er forankret i regionsregi.

Kommunalbestyrelsen bør sigte mod et bredt samarbejde med forskellige typer af frivillige sociale organisationer og foreninger eller andre frivillige sociale aktører. Samarbejdet med den frivillige sektor vil kunne inddrages i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af opgaveløsningen i forskellige sociale indsatser.

Det vil være vigtigt, at samarbejdet baseres på kendskab til og respekt for de forskellige vilkår, der kendetegner hhv. en kommunal myndighed og en frivillig social organisation eller forening. Respekt for den frivillige indsats egenart og styrke og kommunalbestyrelsens myndighedsansvar for den sociale indsats vil således være grundlæggende forudsætninger.

I den sammenhæng vil det være vigtigt, at de frivillige sociale organisationer og foreninger er tydelige om deres værdigrundlag og formål og om, hvordan deres frivillige sociale indsats kan gøre en forskel for børn, unge og deres familier.

Det foreslås i stk. 2, at fastslå, at kommunalbestyrelsen årligt skal afsætte et beløb til støtte af det frivillige sociale arbejde på børne- og ungeområdet.

Bestemmelsen indebærer, at det vil være op til den enkelte kommunalbestyrelsen at prioritere, hvilke frivillige sociale aktiviteter, der vil modtage støtte. Det vil sige, at det vil være kommunalbestyrelsen, som beslutter hvilke formål og rammer, der vil skulle gøre sig gældende for ansøgningerne til kommunens støtte til frivillige sociale organisationer og foreninger. Sigtet med bestemmelsen vil være, at også de aktiviteter, der primært eller udelukkende drives med frivillig arbejdskraft, inddrages i samarbejdet, og at disse støttes økonomisk. Der vil særligt skulle lægges vægt på at støtte konkrete aktiviteter.

Den støtte, der vil blive tildelt efter bestemmelsen, vil bl.a. skulle tage sigte på den situation, at en frivillig organisation, forening eller andre frivillige aktører af egen drift og på eget initiativ gør en frivillig social indsats. Kommunalbestyrelsens rolle vil her være at vurdere, om den vil støtte den pågældende aktivitet økonomisk. Bestemmelsen vil også kunne indgå som et led i et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og en frivillig social organisation eller forening om indsatsen for en bestemt målgruppe eller om en socialt forebyggende indsats for børn, unge og familier. Det vil være en betingelse, at den frivillige indsats er kernen i aktiviteterne. Tilskuddet vil skulle fungere som en støtte til den specifikke frivillige indsats.

Det vil kunne være nødvendigt med et lønnet personale til organisering af en frivillig indsats, til supervision, til indslusning af nye frivillige, til at sikre økonomiske midler osv. Støtten vil derfor konkret også kunne bruges til at finansiere lønninger til ansatte osv.

Hvis en lokal frivillig social organisation eller forening er utilfreds med forholdene for støtte efter bestemmelsen, må den gøre sin indflydelse gældende lokalt, herunder over for kommunalbestyrelsen.

Formålet med § 17 er at sikre, at kommunalbestyrelserne – ud fra lokale ønsker og forhold – vil arbejde på at fremme samarbejdet med den lokale frivillige sociale sektor på børne- og ungeområdet med henblik på at skabe gode rammer for og styrke den frivillige indsats. Formålet vil videre være at sikre et bedre samspil mellem de frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter og de offentlige tilbud for børn, unge og deres familier. En styrkelse af samarbejdet vil endvidere have til hensigt at gavne de børn og unge og forældre, der har brug for hjælp og støtte, og gavne det lokale forebyggende arbejde.

§ 18

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 10, at myndigheden har ansvaret for, at sager på det sociale område er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes i en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1.

Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning efter servicelovens § 32 a. Iværksættelse af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 eller handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven forudsætter ikke gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.

Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, forhold, undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov, eventuel undersøgelse af søskende og frister for undersøgelsens afslutning. Servicelovens § 50, stk. 9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af de gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.

Støtteforanstaltninger iværksættes på baggrund af den børnefaglige undersøgelse, hvis der grundlag herfor, jf. servicelovens § 52.

Kommunalbestyrelsen skal således vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt. Støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, som f.eks. praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, familiebehandling m.v. kan som hovedregel kun iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, sideløbende med undersøgelsen.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen i alle sager, hvor det må antages, at et barn eller en ung har behov for hjælp og støtte efter denne lov, skal screene, om der er tale om: 1) en problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov, 2) en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov eller 3) en problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at der vil skulle foretages en screening af oplysningerne og en vurdering af behovet for yderligere afdækning.

Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, inden der tages stilling til hjælp og støtte efter denne lov, skal screene, om det er en problemstilling, der ikke kræver yderligere sagsoplysning, en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnet eller den unge efter reglerne i den foreslåede § 19, eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov efter de foreslåede bestemmelser i §§ 20, 21, 22 og 23.

Screeningen vil skulle foretages, når der er grund til at antage, at et barn eller en ung vil have behov for hjælp eller støtte efter denne lov. Det kan f.eks. være på baggrund af en underretning eller en anmodning om hjælp fra barnet, den unge eller forældrene.

Screeningen af sagen vil som udgangspunkt skulle ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder eventuelle oplysninger fra barnet eller den unge og forældrene om barnets eller den unges udfordringer og støttebehov samt baggrunden herfor.

Der vil være tale om en screening, som har til formål at vurdere, om der er behov for at få barnets eller den unges støttebehov belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en undersøgelse der så er behov for.

Adgangen til at iværksætte indsatser alene på baggrund af screeningen vil dog ikke ændre på kommunalbestyrelsens overordnede ansvar for at skulle sikre, at alle sager er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan træffe korrekte og velbegrundede afgørelser, jf. retssikkerhedslovens § 10, ligesom kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på § 5, stk. 3, i forhold til inddragelse af barnet eller den unge og på § 2, stk. 4, i forhold til samarbejde med familien. Det bemærkes endvidere, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have en forpligtelse til at behandle alle ansøgninger og spørgsmål om hjælp fra borgeren, jf. retssikkerhedslovens § 5.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2 at fastslå, at kommunalbestyrelsen i vurderingen vil skulle lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Bestemmelsen vil indebære, at kravene til sagsoplysning og dokumentation af barnets, den unges og familiens støttebehov vil blive afpasset sagens karakter og kompleksitet i højere grad, end det er er tilfældet i dag.

Den foreslåede bestemmelse vil samtidig præcisere vigtigheden af, at kommunen allerede i den indledende vurdering af sagen er opmærksom på, om barnets eller den unges støttebehov er begrundet i fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, forældrene eller andre i familien, f.eks. søskende.

En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning, vil typisk være en lettere eller afgrænset problemstilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er klart, hvad det er for en udfordring, der skal håndteres, og hvilken indsats der er behov for.

Et eksempel kunne være et barn eller en ung, der har behov for psykologsamtaler i en kortere periode pga. en pludseligt opstået krise, f.eks. ved forældrenes skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien, og hvor der ikke er indikationer på andre problemstillinger. Et andet eksempel kunne være et barn eller en ung, som på grund af en varig fysisk funktionsnedsættelse har et behov for tildeling af et hjælpemiddel – eksempelvis ortopædisk fodtøj – men hvor kommunen og forældrene er enige om, at der ikke er behov for anden hjælp eller støtte efter barnets lov.

En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, vil typisk være en sag med indikationer på højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der behov at belyse sagen nærmere for at kunne vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse indsatsen. Endvidere vil det være relevant at kommunalbestyrelsen i sin vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at foretage en yderligere afdækning, lægger vægt på eventuelle ønsker, bekymringer eller andre tilkendegivelser fra barnet, den unge, forældrene eller andre med kendskab til barnets forhold.

Et eksempel på en problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, kunne være et barn eller en ung, hvor der er bekymring for begyndende eller sværere mistrivsel på grund af højt skolefravær eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer, og hvor der er behov for at få afdækket årsagerne til barnets den unges adfærd for at kunne sætte ind med den rette støtte. Et andet eksempel kunne være et barn eller en ung, der på grund af en funktionsnedsættelse har et åbenlyst behov for tildeling af en bestemt handicapkompenserende ydelse efter det foreslåede kapitel 8, men hvor der vil være behov for yderligere afdækning, inden eventuelle yderligere støttebehov kan afklares. Som led i den yderligere afdækning vil det kunne være relevant for kommunalbestyrelsen at overveje inddragelse af f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-medarbejdere eller andre, der har relevant viden om barnet, den unge, familien eller de kommende forældre, ligesom det efter omstændighederne vil kunne være relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), i det omfang, der vurderes at være tale om en sag omfattet af VISO’s forpligtelser, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 165 og 166.

En problemstilling, der vil kræve en børnefaglig undersøgelse, vil være i alvorlige eller komplekse sager, hvor der er behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller den unges situation for at sikre en grundig afdækning af udfordringer, ressourcer og støttebehov. Den foreslåede § 20, stk. 1, oplister udtømmende de situationer, hvor kommunalbestyrelsen skal iværksætte en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges situation, mens den foreslåede § 20, stk. 2, giver kommunen mulighed for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i andre situationer, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges behov.

I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der ikke er behov for yderligere afdækning af barnets eller den unges behov, vil den foreslåede ordning betyde, at der ikke på det foreliggende grundlag vil skulle foretages yderligere oplysning af sagen.

En sådan vurdering vil være en procesledende beslutning, der ikke særskilt vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog kunne klage over sådanne procesledende beslutninger som led i en klage over afgørelsen. Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse med en sådan klage kunne (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.

I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der er behov for yderligere afdækning eller en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en afdækning af de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt. familiens konkrete udfordringer og støttebehov efter den foreslåede § 19, eller træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse efter de foreslåede §§ 20, 21, 22 og 23. Der henvises til de foreslåede §§ 19, 20, 21, 22 og 23 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støtte, når den indledende screening og vurdering er foretaget, hvis der på baggrund heraf umiddelbart vurderes at være behov herfor. Det vil gælde i de situationer, hvor der ikke er vurderet behov for nærmere afdækning, og hvor der efter omstændighederne vil kunne iværksættes en tidlig forebyggende indsats efter den foreslåede § 30 eller handicapkompenserende indsatser efter de foreslåede §§ 82, 83, 84 og 86, 87, 88, 89, 90.

Det vil også gælde i de tilfælde, hvor it vurderes, at der er behov for en nærmere afdækning af barnets forhold, enten i form af en kortere afdækning eller en børnefaglig undersøgelse, Her vil der efter omstændighederne tillige kunne iværksættes støttende indsatser efter den foreslåede § 32, ligesom der vil kunne iværksættes tidligt forebyggende eller handicapkompenserende indsatser, hvis der er grundlag herfor, sideløbende med, at barnets eller den unges behov afdækkes nærmere eller undersøges.

Det kan f.eks. være, at det ud fra screeningen er vurderet, at der i en kortere periode er behov for en tæt støttet indsats i hjemmet, så familien kan få hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, mens støttebehovet bliver nærmere udredt. Det kan også være situationer, hvor der på grund af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge er et åbenlyst behov for tildeling af et hjælpemiddel eller en anden bestemt handicapkompenserende ydelse efter kapitel 8, mens der er behov for yderligere afdækning, inden eventuelle yderligere støttebehov kan afklares.

Efter den yderligere afdækning eller børnefaglige undersøgelse har fundet sted vil indsatsen kunne justeres. Nærmere afdækning af relevante forhold vil ligeledes kunne ske som led i den indsats, barnet eller den unge eller familien modtager.

Der vil ligesom i dag kunne træffes foreløbig eller akut afgørelse om anbringelse efter de foreslåede §§ 46 og 143, mens sagen undersøges, hvis der er grundlag herfor, men ellers vil udgangspunktet være, at der skal være gennemført en børnefaglig undersøgelse, før der kan træffes afgørelse om anbringelse efter de foreslåede §§ 46 og 47.

Den foreslåede ordning er således dynamisk, så både sagsoplysning og indsats vil kunne justeres undervejs. Det vil også betyde, at der vil kunne iværksættes en uddybende afdækning eller eventuelt en undersøgelse af barnets samlede situation, selvom det indledningsvis var vurderet, at der ikke var behov herfor. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det som led i den hjælp barnet eller den unge eller familien har fået tilbudt, viser sig, at der er behov for at afklare et eller flere forhold nærmere. Tilsvarende vil et afdækningsnotat kunne udbygges til en egentlig undersøgelse, hvis det som led i afdækningen viser sig, at der er grundlag for det. Der vil i så fald skulle træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse efter § 20.

Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, hvis they mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på en kommunal vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse skal igangsættes. Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse kan ikke påklages.

Det foreslås i stk. 3, at hvis der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen, i sager, hvor der er indikationer på eventuelle æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, skal foretage en vurdering af risikoen for vold eller andre overgreb over for barnet, den unge og eventuelle andre børn i familien, inden forældre, søskende, bedsteforældre eller andre familiemedlemmer eller dele af netværket inddrages i sagen.

Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kollektivets ære og omdømme.

Der henvises i øvrigt til den uddybende beskrivelse af, hvad der forstås ved en æresrelateret konflikt i bemærkningerne til den foreslåede § 15, stk. 4, hvor der også er nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved negativ social kontrol.

Æresrelaterede konflikter adskiller sig fra vold i nære relationer ved at være med inddragelse af eller sanktioneret af den øvrige familie og netværk. Kommunen skal derfor være særligt opmærksom på familiens og netværkets eventuelle rolle i forhold til den unges sikkerhed ved overvejelser om inddragelse af familien m.v.

I de sager, der eskalerer, vil der ofte være tale om, at familien i første omgang har forsøgt at korrigere barnets eller den unges adfærd på en mindre indgribende måde.

Ved en risikovurdering forstås en vurdering af, om barnet eller den unge er truet, herunder f.eks. om barnet eller den unge risikerer at blive udsat for vold, tvangsægteskab, frihedsberøvelse, bortførelse, at blive sendt på et udlandsophold, der er til skade for barnets eller den unges sundhed og udvikling, f.eks. genopdragelsesrejse, eller at blive udsat for drabsforsøg. Risikovurderingen vil skulle tage udgangspunkt i, om barnet eller den unge allerede har været truet med eller udsat for vold, trusler, forfølgelse, frihedsberøvelse, bortførelse, genopdragelsesrejse eller negativ social kontrol.

Risikovurderingen vil desuden skulle indeholde oplysninger om, hvorvidt familien eller andre personer i det nære netværk f.eks. har brugt vold mod andre, om andre i familien er blevet tvunget til ægteskab eller sendt på genopdragelsesrejse, om familien har et stærkt æreskodeks, om truslerne eller volden er eskalerende, og om der er andre problemer i familien, som f.eks. psykiske problemer eller problemer med stofmisbrug m.v.

I vurderingen vil skulle indgå, om der er behov for at iværksætte akut støtte, herunder eventuelt anbringelse, efter reglerne i de foreslåede § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143. Ved anbringelse uden for hjemmet i sager om æresrelaterede konflikter vil det desuden være vigtig at være opmærksom på, om der af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, herunder barnets eller den unges sikkerhed, er grundlag for at træffe afgørelse efter de foreslåede regler i §§ 104 og 105 om overvåget eller afbrudt samvær og kontakt, eller om at anbringelsesstedet ikke må oplyses over for forældre og netværk. I vurderingen vil der desuden skulle indgå overvejelser om, hvilke konsekvenser det vil kunne have for barnet/den unge, når familien inddrages i sagen, og hvordan disse konsekvenser håndteres.

Politiet vil efter behov kunne inddrages i vurderingen af risikoen. Kommunen vil også kunne kontakte den lokale sikkerhedskonsulent fra det nationale team af sikkerhedskonsulenter under Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Sikkerhedskonsulenterne vil bl.a. kunne bistå med bl.a. rådgivning om barnets eller den unges sikkerhed. Endelig vil kommunen kunne søge bistand hos Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), der yder gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, herunder i sager om æresrelaterede konflikter, jf. de foreslåede §§ 165 og 166.

Den foreslåede screeningsbestemmelse i § 18 skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 19 om afdækning og §§ 20, 21, 22 og 23 om børnefaglig undersøgelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. og punkt 6 samt til bemærkningerne til §§ 19, 20, 21, 22 og 23.

§ 19

Iværksættelse af støtteforanstaltninger til børn og unge efter servicelovens § 52 sker i dag som udgangspunkt efter gennemførelse af en undersøgelse efter servicelovens § 50.

Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen således undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt.

Servicelovens § 50, stk. 2-7, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov og frister for undersøgelsens afslutning. Servicelovens § 50, stk. 9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.

Det følger desuden af servicelovens § 50, stk. 8, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Den børnefaglige undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.

Der gælder særlige regler for undersøgelse af børn og unge, der modtager hjælp og støtte efter servicelovens § 32 på grund af nedsat funktionsevne.

Efter servicelovens § 32, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen således afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, jf. servicelovens § 32, stk. 3, i særlige klubtilbud, jf. servicelovens § 36, eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, servicelovens jf. § 32 a.

Efter servicelovens § 32, stk. 2, fastsætter social- og boligministeren nærmere regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse af barnet eller den unge, om udredning af barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden ved kommunens sagsbehandling i sådanne sager.

Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 2, er udmøntet i § 1 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Bekendtgørelsens § 1 indeholder nærmere regler om udredning og inddragelse af forældrene og barnet eller den unge.

Det foreslås i stk. 1, at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 18 vurderer, at der er behov for at afdække et eller flere forhold af betydning for et barns eller en ungs støttebehov, skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen efter en screening efter den foreslåede § 18 finder, at der er behov for det, skal kommunalbestyrelsen sørge for at afdække et eller flere forhold, som er væsentlige for at vurdere støttebehovet hos barnet eller den unge og dermed kunne sætte ind med den rette hjælp. Der vil ikke skulle træffes en afgørelse om iværksættelse af en afdækning. En beslutning om behovet for at afdække et barns eller en ung forhold yderligere vil kommunalbestyrelsen kunne træffe som led i deres faktiske forvaltningsvirksomhed. En beslutning om behovet for en afdækning af et eller flere forhold af betydning for et barns eller en ungs støttebehov, vurderes ikke at dreje sig om forhold af væsentlig eller meget stor betydning for barnet, den unge eller familien. En beslutning om at iværksætte en afdækning af et eller flere forhold af betydning for et barns eller en ungs støttebehov vurderes således i intensitet, omfang og indgriben i barnets, den unges og familiens forhold således ikke at være indgribende og af væsentlig eller personlig betydning for forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge. Dette vurderes omvendt at være tilfældet ved kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse, som beskrevet nedenfor under forslaget til § 20.

Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en målrettet afdækning af det eller de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt. familiens konkrete udfordringer og støttebehov. Der vil være tale om en afgrænset sagsoplysning, som ikke vil være underlagt de samme krav til omfang og proces, som gælder ved børnefaglig undersøgelse i dag. Kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage de fagfolk som f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, skoletandlæger, psykologer i PPR, som gennem deres arbejde er i kontakt med barnet eller den unge og familien, i afdækningen.

En afdækning vil skulle belyse et eller flere afgrænsede forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov. Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være barnets eller unges funktionsnedsættelse, sproglige eller sansemotoriske udvikling, læring og trivsel i skolen, venskaber og fritidsliv m.v.

En afdækning vil også kunne indeholde en afgrænset belysning af forhold i familie og netværk, som har betydning for barnets eller den unges støttebehov, herunder ressourcer og vanskeligheder hos forældrene. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forældre eller søskende, som har en funktionsnedsættelse, og hvor det vil kunne være relevant at overveje om iværksættelse af handicapkompenserende støtte til forældre eller søskende efter barnets lov eller anden lovgivning vil kunne have betydning for barnets eller den unges trivsel og støttebehov. Det vil også f.eks. kunne være en kompleks skilsmisse, som påvirker barnet eller den unge.

Undersøgelse af meget komplekse og alvorlige vanskeligheder i familien, herunder ved bekymring for fysisk og psykisk vold i familien, misbrug, æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol og ekstremisme eller manglende forældrekompetencer vil ligge uden for rammerne af en afdækning og vil stedet kræve iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20.

Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger fra fagpersoner, der har kendskab til barnet, den unge eller familien. I nogle sager vil det ligeledes kunne være relevant at indhente en udtalelse fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), hvis sagen er omfattet af VISO’s område, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 165 og 166.

Hvis det er nødvendigt, vil kommunen også kunne iværksættere kortere forløb med f.eks. pædagogisk eller psykologisk observation af barnet, den unge eller familien, men er der behov for en egentlig undersøgelse af forældrene, herunder af deres kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, vil en sådan undersøgelse alene kunne iværksættes som led i en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 22.

Afdækning af et eller flere forhold med betydning for barnet eller den unge vil kunne ske som led i en indsats på det almene område eller i forbindelse med en tidligt forebyggende eller støttende indsats efter kapitel 4, der iværksættes sideløbende.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en afdækning vil være en procesledende beslutning, der ikke vil kunne påklages særskilt til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog kunne klage over den procesledende beslutning som led i en klage over afgørelsen. Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse med en sådan klage kunne (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.

Kommunen vil skulle dokumentere den relevante afdækning i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne være i form af et kort afdækningsnotat, der beskriver de relevante forhold, de oplysninger der er indhentet, eller faglige observationer mv. der er foretaget, hvordan barnet eller den unge og familien har været inddraget og med en socialfaglig vurdering af støttebehovet. Der vil med fordel kunne arbejdes med dynamisk dokumentation, hvor løbende opdatering også noteres i afdækningsnotatet, som så dermed kan blive et aktivt redskab, der vil afspejle den udvikling, der løbende sker hos barn og familie. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.2-3.4.3.

Det foreslås i stk. 2, at afdækning efter stk. 1 så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med barnet, den unge og forældremyndighedsindehaver.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver om gennemførelse af afdækningen. Det vil bl.a. betyde, at kommunen vil skulle sikre en tæt og løbende inddragelse af barnet, den unge og forældrene. Der henvises til de foreslåede §§ 5, 8 og 14. Barnet eller den unge vil ofte have væsentlig viden om og perspektiver på sit eget liv, ligesom forældrene som oftest vil have væsentlig viden om børnene og familien. Det vil derfor typisk være afgørende både for et godt samarbejde og for en vellykket afdækning, at barnet, den unge og forældrene oplever at bliver inddraget og oplever at bliver lyttet til og taget alvorligt.

Forvaltningen vil skulle sørge for, at barnet eller den unge og forældrene så vidt muligt forstår, hvorfor der er behov for en afdækning, hvilke forhold der skal belyses, og hvordan det konkret vil forløbe. Heri vil også ligge, at kommunikationen skal være afpasset efter barnets eller den unges alder og modenhed og familiens situation i øvrigt.

Barnet, den unge og forældrene vil også skulle inddrages tæt i tilrettelæggelsen af afdækningen, så de i dialog med forvaltningen er med til at fastlægge, hvad der skal belyses og hvordan, og dermed vil kunne opleve medejerskab. Her vil det også være væsentligt, at der så vidt muligt tages højde for f.eks. skole- og arbejdstid og familiens hverdag i øvrigt. Barnet, den unge og forældrene vil således skulle have reel mulighed for at deltage i afdækningen, jf. § 4 i retssikkerhedsloven, så afholdelse af møder, samtaler eller observation ikke griber unødigt ind i barnets eller den unge og familiens dagligdag.

Kommunalbestyrelsen vil dog, ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse, have mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge.

Der vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor det på grund af psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samarbejde om afdækningen med barnet eller den unge selv. I sådanne tilfælde vil samarbejdet skulle foregå med forældremyndighedsindehaver. Der vil også kunne være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå et positiv samarbejde med forældremyndighedsindehaver, f.eks. hvis den pågældende har meget stor modstand mod undersøgelsen eller afviser kommunens forsøg på dialog.

Kommunalbestyrelsen vil også have mulighed for at gennemføre afdækningen i de tilfælde, hvor it vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende at opnå et positivt samarbejde med barnet eller den unge og forældrene. Det vil f.eks. kunne være, hvis den ene af forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne, og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.

Det foreslås i stk. 3, at det i 1. pkt. fastslås, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækning efter stk. 1 skal vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold med betydning for støttebehovet hos eventuelle søskende.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 50, stk. 2, 1. pkt., med den ændring der følger af de foreslåede nye bestemmelser, hvor servicelovens nuværende børnefaglige undersøgelse erstattes af henholdsvis afdækning og børnefaglig undersøgelse.

Bestemmelsen vil betyde, at hvor kommunalbestyrelsen i dag i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende, vil kommunalbestyrelsen fremover i forbindelse med en afdækning skulle vurdere, om der skal foretages en afdækning af eventuelle søskende.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til hjælp og støtte, og om der i givet fald er behov for at afdække et eller flere forhold med betydning for de pågældende søskendes støttebehov. Barnets egne oplysninger om andre børn i familien, der har problemer, vil i den forbindelse skulle tillægges vægt.

Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en afdækning i forhold til et barn, der hovedsageligt har udfordringer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være formodning for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært skyldes forhold i familien, f.eks. højt konfliktniveau hos forældrene eller æresrelaterede konflikter.

Det foreslås videre i stk. 3, 2. pkt., at afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens nuværende § 50, stk. 8, 2. pkt., med den ændring der følger af de foreslåede nye bestemmelser, hvor den børnefaglige undersøgelse erstattes af henholdsvis afdækning og børnefaglig undersøgelse.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunen vurderer, at der bør iværksættes en afdækning af forhold hos flere børn i samme familie, vil kommunen således kunne vælge at udarbejde én samlet afdækning for flere børn i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Der vil i så fald skulle tages højde for individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes individuelle støttebehov bliver afdækket i det omfang, det er nødvendigt. Der bør således være en klar beskrivelse af individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks. en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt.

Det foreslås i stk. 4, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om afdækning efter stk. 1-3 herunder i forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller den unge og kortlægning af barnets eller den unges funktionsevne i sager om hjælp eller støtte til børn og unge, der på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 82.

Den foreslåede § 19, stk. 4, er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 32, stk. 2, i en form som er tilpasset som konsekvens af de foreslåede nye rammer for screening m.v. i lovforslagets kapitel 3.

Bemyndigelsen vil, såfremt lovforslaget vedtages, blive udmøntet i overensstemmelse med gældende ret og vil fastlægge de nærmere rammer i forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller den unge samt kortlægning af barnets eller den unges funktionsnedsættelse i sager vedrørende særlig hjælp og støtte til børn og unge med varig og betydeligt nedsat funktionsevne efter § 82.

§ 20

Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen efter § 50 betegnes som en børnefaglig undersøgelse.

Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning efter servicelovens § 32 a. Iværksættelse af tidligt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 eller handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven, forudsætter ikke gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.

Den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse i følgende situationer: 1) når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag, herunder, hvor der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47, 2) når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom, og 3) når et barn eller en ung har haft ophold i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service med en forælder på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i de nævnte situationer vil have pligt til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Beslutningen om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse vil træffes ved en afgørelse. Kommunalbestyrelsens afgørelse om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse vil således kunne påklages efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10, jf. den foreslåede § 144.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse, hvis der på baggrund af en screening efter den foreslåede § 18 vurderes, at der er grund til at antage, at der vil være tale om en alvorlig sag, herunder hvis forholdene i sagen gør, at der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er tegn på alvorlig mistrivsel hos barnet eller den unge, f.eks. i form af svært udadreagerende eller selvskadende adfærd. Det vil også kunne være tilfældet, hvis der er indikationer på alvorlige problemer hos forældrene, f.eks. misbrug hos forældrene, meget højt konfliktniveau eller vold i hjemmet eller bekymring for manglende forældrekompetencer. Det vil som udgangspunkt også være tilfældet, når et barn eller en ung selv henvender sig til kommunen og anmoder om at blive anbragt.

Endvidere vil en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, som medfører store udfordringer, efter omstændighederne også kunne tale herfor.

Bestemmelsen betyder videre, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når der er tale om en kompleks sag. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor der som følge af barnets eller den unges handicap kan være behov for hjemmetræning, jf. den foreslåede § 85.

Det vil altid bero på en konkret og individuel vurdering, om betingelserne § 20 stk. 1, nr. 1, må anses for opfyldt, og der dermed vil skulle iværksættes en børnefaglig undersøgelse frem for en afgrænset afdækning af et eller flere forhold efter den foreslåede § 19, stk. 1.

Det bemærkes dog, at pligten til at gennemføre en børnefaglig undersøgelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, gælder i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter de foreslåede §§ 46 og 47. Der vil i disse tilfælde altid skulle gennemføres en børnefaglig undersøgelse inden eller sideløbende med, at anbringelsen iværksættes. Der henvises til § 46, stk. 3 og § 47, stk. 2, og bemærkningerne dertil. Vurderer kommunen således allerede i forbindelse med en screening, at en anbringelse vil kunne være relevant, vil kommunalbestyrelsen skulle iværksætte en børnefaglig undersøgelse.

Det skal samtidig understreges, at gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse naturligvis ikke automatisk vil resultere i, at barnet eller den unge efterfølgende anbringes. Hvilken hjælp og støtte, der vil være behov for, vil altid afhænge af, hvad undersøgelsen viser. Dette kan være særligt relevant at holde sig for øje i de tilfælde, whvor en børnefaglig undersøgelse er iværksat på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. Ligeledes vil undersøgelsen kunne medvirke til at belyse, om udfordringerne i familien har sammenhæng til en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos en eller begge forældre, og om udfordringerne helt eller delvist vil kunne imødekommes gennem iværksættelse af støtte til forældrenes varetagelse af forældrerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser.

Omvendt vil de kommunale myndigheder ikke skulle afvente den børnefaglige undersøgelses gennemførelse, hvis der er behov for sideløbende støtte, herunder eventuelt anbringelse. Hvis kommunalbestyrelsen således allerede efter en screening vurderer, at der er grundlag for en anbringelse, vil der skulle træffes foreløbig afgørelse om anbringelse med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, eller formandsafgørelse, hvis der er grundlag for det, og et samtykke ikke kan opnås. Herefter gennemføres en undersøgelsen sideløbende hermed. Der henvises til kapitel 5 og de foreslåede §§ 46 og 143.

Ligeledes vil pligten til at gennemføre en børnefaglig undersøgelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, gælde i alle sager om godkendelse af hjemmetræning efter forslaget til bestemmelsen i § 85, jf. betingelsen herom i § 85, stk. 3, 1. pkt., idet sager herom altid må antages at være komplekse. Hjemmetræningsbestemmelserne er således målrettet børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, og i sager om godkendelse af hjemmetræning efter § 85, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende praksis skulle foretage en grundig undersøgelse af det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov, en vurdering af den foreslåede træningsmetodes egnethed til at imødekomme disse behov samt en vurdering af, om forældrene vil være i stand til at udføre opgaverne. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 85 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, herunder vold eller seksuelle overgreb, eller hvis der er mistanke herom.

Formålet med bestemmelsen vil være at beskytte barnet eller den unge og sikre, at sager, hvor der er mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung, altid bliver grundigt undersøgt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i § 125 om brug af børnehuse i forbindelse med børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom.

Bestemmelsen vil ikke betyde, at enhver underretning, en kommune modtager om bekymring for overgreb mod et barn eller en ung automatisk skal medføre, at der træffes afgørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse. Kommunalbestyrelsen vil skulle behandle en underretning efter de regler, der vil gælde for behandling af underretninger, herunder de særlige regler for underretning om overgreb, screene sagen og på den baggrund vurdere, om betingelserne for iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20, stk. 1, nr. 2, må anses for opfyldt, dvs. om der er viden eller mistanke om overgreb.

Åbenlyst grundløse eller rent chikanøse underretninger vil således ikke give anledning til en børnefaglig undersøgelse. I sådanne tilfælde vil sagen efter en screening skulle afsluttes, hvis der ikke i øvrigt er grundlag for bekymring for barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en ung har været på kvindekrisecenter, jf. servicelovens § 109, med sin mor eller haft ophold på et herberg, jf. servicelovens § 110, med sin far på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for et vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være på baggrund af en underretning fra krisecentret eller herberget.

Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening eller eventuel afdækning vurderer, at betingelserne i et eller flere af de oplistede numre 1-3 i bestemmelsen må anses for opfyldt, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse. Undersøgelsen vil herefter skulle gennemføres efter reglerne i den foreslåede § 22.

Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen endvidere kan iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for – men ikke pligt til – at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i andre situationer end de i stk. 1, nr. 1-3, oplistede, hvis kommunalbestyrelsen konkret vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov. Formålet er give kommunalbestyrelsen fleksibilitet af hensyn til at sikre den rette belysning af barnets eller den unges støttebehov.

Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, hvis they mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på en kommunal vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse skal igangsættes. Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse, kan ikke påklages.

Kommunalbestyrelsen vil skulle iagttage almindelige forvaltningsretlige proportionalitetshensyn og må således ikke iværksætte en børnefaglig undersøgelse, hvis en mindre omfattende afdækning efter den foreslåede § 19 vurderes at være tilstrækkeligt.

Det foreslås i stk. 3, at den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Bestemmelsen viderefører gældende ret uden ændringer.

Bestemmelsen indebærer, at en børnefaglig undersøgelse senest vil skulle afsluttes fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på behovet for støtte. Uanset fastsættelsen af fristen på fire måneder vil den børnefaglige undersøgelse altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den unges eller familiens behov for støtte.

Forhold som kommunen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for fire måneder. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med undersøgelse hos specialister, herunder i forbindelse med en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver, jf. den foreslåede § 22, stk. 3 og 4.

I disse tilfælde indebærer bestemmelsen, at kommunen skal foretage en foreløbig vurdering af barnets eller den unges situation inden for de fire måneder og snarest muligt derefter afslutte den børnefaglige undersøgelse. I sådanne tilfælde kan der være særligt behov for at tage stilling til, om der skal iværksættes støttende indsatser eller en anbringelse sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse, eller om den foreløbige vurdering giver anledning til ændring af iværksat støtte.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. samt §§ 18 og 19 og 21-23 samt bemærkningerne hertil.

§ 21

Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes i en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Det fremgår også, at undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov, eventuel undersøgelse af søskende og frister for undersøgelsens afslutning. Servicelovens § 50, stk. 9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af de gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.

Det følger af servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere komplekse. Bestemmelsen betyder, at kommunen skal vurdere, om eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til særlig støtte. Barnets egne oplysninger om andre børn i familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges vægt. Kommunen skal således foretage en børnefaglig undersøgelse af forhold hos andre børn i familien, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for særlig støtte.

Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være grundlag for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug eller psykiske lidelser.

Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50 af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunen træffe en afgørelse herom.

En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold. Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 8, 2. pkt.

Hvis kommunen vurderer, at der bør gennemføres en undersøgelse af flere børn i samme familie, kan kommunen således vælge at udarbejde én samlet undersøgelse for flere børn i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Der skal i så fald tages højde for individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes individuelle støttebehov bliver udredt og afdækket i det omfang, det er nødvendigt. Der bør således være en klar beskrivelse af individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks. en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt. Der er tale om en selvstændig afgørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse for hvert barn i familien.

Der er ikke i servicelovens § 50 om børnefaglig undersøgelse eller i anden lovgivning fastsat regler om, hvordan kommunen skal sikre stabilitet og kontinuitet i sagsbehandlingen i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Der er herunder ikke fastsat krav til deltagelse af flere sagsbehandlere i væsentlige møder med barnet eller den unge.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle andre børn eller unge i familien.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der efter servicelovens § 50, stk. 7, gælder ved en børnefaglig undersøgelse, med de ændringer, der vil følge af, at den børnefaglige undersøgelse fremover foreslås erstattet af afdækning og børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 19 og 20.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om eventuelle andre børn eller unge i familien må antages at trænge til støtte efter denne lov. Barnets egne oplysninger om andre børn eller unge i familien, der har problemer, vil i den forbindelse skulle tillægges vægt. Kommunen vil således skulle foretage en børnefaglig undersøgelse af andre børn eller unge i familien, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for støtte.

Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være grundlag for, at der bør foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn eller unge i familien negativt.

Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn eller unge i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug.

Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse af eventuelle andre søskendes støttebehov, vil kommunen skulle træffe en selvstændig afgørelse herom.

Bestemmelsen vil dog ikke gælde de sager, der vil være omfattet af det foreslåede stk. 2 nedenfor, hvor der som udgangspunkt altid vil skulle iværksættes en børnefaglig undersøgelse.

Det foreslås i stk. 2, at anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet, og anbringelsen er begrundet i utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i husstanden under 15 år, jf. dog stk. 3.

Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet på grund af eksempelvis omsorgssvigt, vil kommunen have pligt til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle hel-, halv- og stedsøskende i hustanden, som er under 15 år.

Ved utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge skal forstås, at forældrene ikke formår at give barnet eller den unge den tilstrækkelig omsorg, herunder med eventuelt relevant hjælp og støtte. Årsagen hertil vil f.eks. kunne være manglende forældrekompetencer, alvorligt misbrug eller kriminalitet hos forældrene, højt konfliktniveau eller vold i hjemmet eller anden bekymrende adfærd hos forældrene, som betyder, at forældrene ikke formår at give barnet eller den unge den omsorg og tryghed, som barnet eller den unge har brug for. Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaveren eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet.

Ved utilstrækkelig behandling af barnet eller den unge skal forstås, at forældrene hindrer, at barnet eller den unge får nødvendig lægelige eller anden behandling

Ved overgreb skal forstås fysisk eller psykisk vold eller seksuelle overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for af forældremyndighedsindehaveren eller andre.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke efter de foreslåede bestemmelser i §§ 46 eller 47.

At anbringelsen vil skulle være begrundet i utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, vil betyde, at det helt eller i overvejende grad er forhold hos forældrene, som anbringelsen er begrundet i, også selvom der vil kunne være forhold hos barnet eller den unge, der også tillægges vægt i vurderingen. Hvor anbringelsen helt eller i overvejende grad er begrundet i barnets eller den unges forhold, f.eks. alvorlig selvskade, udadreagerende adfærd, kriminalitet eller betydelig og varigt nedsat funktionsevne, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse.

Undersøgelsen vil skulle iværksættes med henblik på at vurdere, om der er søskende i hustanden under 15 år, der also har behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå i.

Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde vil kunne tilfælde undlade at iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.

Den foreslåede ordning vil indebære, at selvom det klare udgangspunkt vil være, at der altid vil skulle iværksættes en børnefaglig undersøgelse af hjemmeboende søskende under 15 år i disse sager, så vil kommunen undtagelsesvist kunne undlade det, hvis det er åbenlyst, at den eller de pågældende søskende trives og ikke har behov for støtte. Kommunen vil skulle tage aktivt stilling og begrunde sin beslutning, og begrundelsen vil skulle noteres på sagen.

For søskende over 15 år vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag skulle foretage en konkret vurdering af, om der er behov for at undersøge deres forhold, jf. den foreslåede § 18, stk. 1, ovenfor. Afgrænsningen vil her være begrundet i, at unge over 15 år har en alder, der som udgangspunkt vil betyde, at de lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for det.

Det foreslås videre i stk. 4, at en børnefaglig undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn og unge i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen vil kunne beslutte at gennemføre den børnefaglige undersøgelse for flere eller alle børn og unge i en familie som én samlet undersøgelse, frem for at gennemføre børnefaglige undersøgelser af hvert enkelt barn eller ung. Bestemmelsen indebærer samtidigt, at kommunen, hvis der gennemføres én samlet børnefaglig undersøgelse, der omfatter flere børn og unge i familien, skal den samlede undersøgelse tage højde for de enkelte børn og unges individuelle forhold, således at særlige udfordringer og trivselsmæssige forhold for det enkelte barn eller den enkelte unge fremgår af den børnefaglige undersøgelse.

Det foreslås som noget nyt i stk. 5, at kommunen i sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, under en børnefaglig undersøgelse skal sikre kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge ved, at væsentlige møder med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i alle sager, hvor der ikke allerede er iværksat en støttende indsats eller en anbringelse, vil skulle sikre, at de væsentligste møder med barnet eller den unge i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere. Bestemmelsen vil ikke indebære, at der skal deltage to børne- og ungerådgivere i forbindelse med hele undersøgelsen, men betyder, at de væsentligste møder med barnet, herunder samtaler og møder med barnet eller den unge om barnets ønsker og behov eller samtaler med barnet eller den unge om valg af indsats, der skal imødekomme barnets eller den unges behov, som udgangspunkt vil skulle planlægges og afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere. Kravet om to børne- og ungerådgivere vil ikke gælde ubetinget i alle møder f.eks. ikke, hvor en børne- og ungerådgiver ledsager eller deltager i barnets eller den unges møder med politiet eller en psykolog, i tilfælde hvor der er behov for at stille opfølgende spørgsmål i forlængelse af en tidligere samtale med barnet eller den unge, eller hvor der er anden kontakt i forbindelse med opfølgning. Kravet om deltagelse af to børne- og ungerådgivere vil gælde, indtil den børnefaglige undersøgelse er afsluttet, jf. dog den foreslåede § 156, stk. 6 om møder som led i det personrettede tilsyn med barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet.

Der vil kunne opstå situationer, hvor uforudsete hindringer som f.eks. fravær ved sygdom kan indebære, at kravet om to børne- og ungerådgivere kan fraviges af hensyn til barnet eller den unge, så kravet ikke medfører, at sagsbehandlingen og nødvendige samtaler med barnet eller den unge og afgørelser ikke forsinkes som følge af kravet om deltagelse af to rådgivere.

Det foreslåede stk. 5 vil have til formål at styrke barnets eller den unges tryghed, stabilitet og kontinuitet i møder med kommunen. Det skal ske ved at sikre, at barnet eller den unge både kender sin primære børne- og ungerådgiver og en anden rådgiver, der kan træde til i forbindelse med sygdom, ferie, barsel m.v. hos barnets primære børne- og ungerådgiver.

Ved børne- og ungerådgiver forstås f.eks. en socialrådgiver eller anden person, der varetager myndighedsopgaver i forbindelse med børnefaglige undersøgelser og afgørelser om støttende indsatser, handicapkompenserende støtte, anbringelse mv. på børne- og ungeområdet i den enkelte kommune.

Den foreslåede § 21 skal ses i tæt sammenhæng med de foreslåede §§ 18-20 og 22. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.3. og bemærkningerne til §§ 18-20 og 22.

Den foreslåede § 21 skal endvidere ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 51, stk. 3, om et ’følg-og-forklar princip’ i sager om anbringelse uden samtykke på grund af omsorgssvigt m.v., hvor der er hjemmeboende søskende under 15 år.

Endelig skal den foreslåede § 21 ses i sammenhæng med den foreslåede § 77, stk. 2, om en obligatorisk plan for støtte til forældre i sager, hvor et eller flere børn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt m.v., og hvor der er hjemmeboende søskende og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15. og bemærkningerne til § 77.

§ 22

Det fremgår af § 50, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 3. pkt.

§ 50 i serviceloven omfatter afdækning af støttebehovet forud for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning efter servicelovens § 32 a. Iværksættelse af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11 eller handicapkompenserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig lidelse efter serviceloven forudsætter derimod ikke gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.

Afgørelsen om at udarbejde en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, når denne er fyldt 15 år. Familien, og i særlig grad forældremyndighedsindehaveren, kan opfatte kommunens ønske om at gennemføre en børnefaglig undersøgelse i forhold til et eller flere børn i familien meget forskelligt. Nogle forældre vil f.eks. selv have gjort kommunen opmærksom på barnets, den unges eller familiens udfordringer og bakke fuldt op omkring en sådan undersøgelse, mens undersøgelsen for andre forældre i større eller mindre grad opleves som et udtryk for mistillid, indblanding i familiens private forhold, unødig kontrol m.v.

For at sikre det bedst mulige udbytte af undersøgelsen og et godt grundlag for de fremtidige samarbejdsrelationer mellem familien og kommunen skal udgangspunktet for den børnefaglige undersøgelse altid være, at kommunen aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældrene om undersøgelsen. Kommunen skal således altid søge at opnå forældremyndighedsindehavers accept af undersøgelsen og undersøgelsens formål, selvom der ikke er tale om et formelt samtykkekrav. Det gælder også i forhold til unge, der er fyldt 15 år.

I særlige tilfælde vil det ikke være muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, ligesom der kan være tilfælde, hvor det vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende. Det kan f.eks. være, hvis den ene af forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt, og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaver afviser eller ikke besvarer kommunens forsøg på dialog. I sådanne tilfælde kan kommunen gennemføre den børnefaglige undersøgelse på trods af det helt eller delvist manglende samarbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Formålet er at forhindre, at sådanne situationer bliver en barriere for at få undersøgt barnets eller den unges forhold og dermed for at give barnet eller den unge den nødvendige støtte, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178, s. 44.

§ 50, stk. 2-8, i erviceloven fastsætter en række yderligere krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, inddragelse af fagpersoner med viden om barnets, den unges eller familiens forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering af støttebehov, eventuel undersøgelse af søskende og frister for undersøgelsen afslutning. Servicelovens § 50, stk. 9, indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af de gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.

Det foreslås i stk. 1, at fastslå, at en børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos barnet, den unge, familien og netværket. Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal inddrage de fagfolk, der allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge undersøgelsen, så den kommer hele vejen rundt om barnets, den unges og familiens situation med henblik på at belyse, hvilke udfordringer der skal afhjælpes, og hvilke ressourcer der er til stede, og som skal understøttes og bringes i spil, med inddragelse af de fagpersoner, der er omkring barnet, den unge eller familien.

Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne kunne være udvikling, trivsel og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber m.v. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen er opmærksom på eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge eller familien, herunder på om udfordringerne helt eller delvist vil kunne imødekommes gennem iværksættelse af støtte til forældrenes varetagelse af forældrerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser.

Det er i denne sammenhæng ligeledes væsentligt, at kommunen er opmærksom på, at some bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i hjemmet, tegn på udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller tegn på, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det vil afhænge af kommunens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der er behov for at afdække for at sikre en tilstrækkelig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov. I sager vedrørende godkendelse af hjemmetræning efter den foreslåede § 85 vil den børnefaglige undersøgelse dog skulle sikre en grundig belysning af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, behov og trivsel, forældrenes ressourcer og familiens samlede situation.

Kommunalbestyrelsen skal som led i den børnefaglige undersøgelse sørge for at oplyse sagen og skal herunder inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets, den unges og familiens forhold. Kommunen vil således skulle inddrage f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-medarbejdere eller andre fagfolk, der har relevant viden om barnet, den unge og familien. Det vil efter omstændighederne kunne være relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis hvis der er tale om et barn eller en ung med alvorlige traumer, spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd, eller sager hvor barnet, den unge eller én af forældrene har en funktionsnedsættelse, og der kan være behov for at indhente specialiseret viden herom. I forhold til de mest sjældent forekommende specialiserede og komplicerede enkeltsager om hjælp og støtte til børn og unge, vil kommunen videre kunne få bistand til udredning fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), der ligeledes yder vejledende specialrådgivning til kommunerne. Der henvises til de foreslåede §§ 165 og 166 og bemærkningerne hertil.

Den børnefaglige undersøgelse vil altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den unges eller de kommende forældres behov for støtte.

Det foreslås videre i stk. 2, at den børnefaglige undersøgelse så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet for gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse vil være, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år om undersøgelsen.

Bestemmelsen indebærer, at den gældende retstilstand foreslås videreført uændret. Kommunen vil dermed også fremadrettet altid skulle søge at opnå forældremyndighedsindehavers accept af den børnefaglige undersøgelse og dennes formål, selvom der ikke er tale om et formelt samtykkekrav. Det samme vil gælde i forhold til unge, der er fyldt 15 år.

Årsagen til, at det ikke foreslås at stille et formelt samtykkekrav fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, er for at forhindre, at situationer, hvor det af den ene eller anden årsag ikke vil være muligt at indlede et samarbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, vil blive en barriere for at få undersøgt barnets eller den unges forhold og dermed for at sikre barnet eller den unge den nødvendige støtte. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med reglerne i retssikkerhedslovens § 11 c om adgang til at indhente oplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse uden samtykke.

Kommunen bør dog, uanset modviljen hos forældremyndighedsindehaver og/eller den unge, der er fyldt 15 år, skulle søge at samarbejde med disse personer om undersøgelsen i det omfang, det er muligt.

Det vil være vigtigt, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt sørger for en god inddragelse af barnet, den unge og forældrene i den børnefaglige undersøgelse. Det gælder uanset barnets alder, jf. de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 2 og 3. Det gælder både af hensyn til at sikre, at barnets eller den unges og forældrenes viden og holdninger til sagen bliver afspejlet og for at understøtte medejerskab til undersøgelse og indsatser. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3. og 3.4. samt bemærkningerne til § 5.

Kommunalbestyrelsen vil dog – ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse – have mulighed for at gennemføre den børnefaglige undersøgelse i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaver eller den unge. Der vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor det på grund af psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samarbejde om den børnefaglige undersøgelse med barnet eller den unge selv. I sådanne tilfælde vil samarbejdet skulle foregå med forældremyndighedsindehaver. Der vil også kunne være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå et positiv samarbejde med forældremyndighedsindehaver, f.eks. hvis den pågældende har meget stor modstand mod den børnefaglige undersøgelse eller afviser kommunens forsøg på dialog.

Kommunalbestyrelsen vil endvidere – ligesom det i dag er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse – have mulighed for at gennemføre den børnefaglige undersøgelse i de tilfælde, hvor det vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende at opnå et positivt samarbejde med barnet eller den unge og forældrene. Det vil f.eks. kunne være, hvis den ene af forældremyndighedsindehavers bopæl ikke er kendt af myndighederne, og vedkommende ikke har kontakt med barnet eller den unge, eller hvis forældremyndighedsindehaver eller den unge afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.

Den børnefaglige undersøgelse vil skulle gennemføres så skånsomt, som forholdene tilsiger, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Det foreslås i stk. 3 at fastslå, at hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen ligesom i dag vil have pligt til at lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis det er nødvendigt. Det kan eksempelvis være nødvendigt i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt årsagen til barnets eller den unges konkrete udfordringer skyldes fysisk eller psykisk sygdom, som ikke allerede er belyst gennem lægelige undersøgelser mv.

Det foreslås i stk. 4, at hvis kommunen iværksætter en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunen vurderer, at der som led i en børnefaglig undersøgelse er behov for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver for at belyse deres kompetencer til at drage omsorg for barnet, vil undersøgelsen skulle foretages af en autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for autoriserede psykologer, som følger af lovbekendtgørelse nr. 1534 af bekendtgørelse af lov om psykologer m.v. (psykologloven).

Kommunen vil således ligesom i dag have mulighed for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, og vil så i givet fald ligesom i dag være forpligtet til at anvende i autoriseret psykolog.

En sådan psykologisk undersøgelse vil så vidt muligt skulle gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaver og evt. med deltagelse af barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge behandlingen af sagerne, herunder iværksættelsen af undersøgelsen, på en sådan måde, at de pågældende har mulighed for at medvirke, jf. § 4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det vil ligesom i dag være op til kommunen at vurdere, om der er behov for en psykologisk undersøgelse af forældrene.

Det foreslås i stk. 5., at den børnefaglige undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter, jf. §§ 32, 46 eller 47, og i givet fald hvilken. Er der iværksat støtte sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Det foreslås videre, at den børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., vil svare til, hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte krav til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen på baggrund af de oplysninger og faglige vurderinger, der er tilvejebragt som led i undersøgelsen, vil skulle sammenfatte og redegøre for undersøgelsens konklusioner, herunder, om der er behov for støtte, og hvori støttebehovet i givet fald består.

Viser den børnefaglige undersøgelse således, at der er behov for at iværksætte hjælp eller støtte efter denne lov, vil der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, skulle gøres rede for, hvilken støtte i form af indsatser eller anbringelse efter de foreslåede §§ 32, 46 eller 47 der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde.

Det foreslås videre i stk. 5, 2. pkt., at hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, vil der skulle tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 2. pkt.

Bestemmelsen vil betyde, at i forbindelse med, at der skal tages stilling til, hvilken støtte der skal iværksættes i forhold til barnet eller den unge, jf. det foreslåede 1. pkt., også vil skulle tages stilling til, om foreløbig eller akut støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse, skal videreføres.

Formålet er at sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden at der foretages en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op af resultaterne af den børnefaglige undersøgelse. Dels at der i beslutningen om, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, tages højde for, at barnet eller den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets eller den unges behov.

Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at den børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnets, den unges og forældremyndighedsindehavers holdning til den anbefalede indsats vil skulle fremgå af indstillingen. Det vil skulle bidrage til at sikre, at indstillingen så vidt muligt vil ske på baggrund af grundig inddragelse af de pågældende, og at det vil være klart for familien, hvilken indsats der lægges op til, hvorfor og hvad eventuelt samtykke til en sådan indsats vil indebære.

Den foreslåede § 22 vil skulle ses i tæt sammenhæng med de foreslåede §§ 18-21 og 23. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. og bemærkningerne til §§ 18-21 og 23.

§ 23

Efter § 51, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.

Bestemmelsen sigter især på de situationer, hvor der endnu ikke er grundlag for at fastslå, at en anbringelse er nødvendig, men hvor det findes absolut nødvendigt at få afklaret dette.

Bestemmelsen vedrører således ikke situationer, hvor barnet eller den unge allerede er anbragt, eller hvor der er grundlag for en anbringelse, jf. Ankestyrelsens Principmeddelelse 21-20 om undersøgelse med tvang - afklaring nødvendig - anbringelsesgrundlag - sagen tilstrækkeligt oplyst. Heraf fremgår, at hvis kommunen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, at der er en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan kommunen ikke anvende reglerne om undersøgelse af barnet eller den unge uden samtykke i servicelovens § 51, stk. 1. I den situation skal kommunen forelægge sagen for børn og unge-udvalget, som skal tage stilling til anbringelse uden for hjemmet.

Det fremgår videre af principmeddelelsen, at når et barn eller en ung er anbragt, og hvis kommunen vurderer, at der er behov for en nærmere undersøgelse af barnet, for eksempel for at afdække et behandlingsbehov, kan kommunen gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen for børn og unge-udvalget. Kommunen træffer en sådan afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen, jf. servicelovens 69, stk. 1.

Det fremgår videre af principmeddelelsen, at når et barn eller en ung er anbragt, og hvis kommunen vurderer, at der er behov for en nærmere undersøgelse af barnet, for eksempel for at afdække et behandlingsbehov, kan kommunen gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen for børn og unge-udvalget. Kommunen træffer en sådan afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen, jf. servicelovens 69, stk. 1.

Undersøgelsen efter § 51, stk. 1, i serviceloven kan bl.a. ske ved indlæggelse på psykiatrisk afdeling. I den situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om denne tilslutning fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning skal i almindelighed foreligge forud for en indlæggelse.

Ifølge lovbekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022 af bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. er børn tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i denne lov.

Efter § 51, stk. 1, nr. 2, i serviceloven skal en sådan undersøgelse være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Bestemmelsen betyder, at undersøgelsen skal være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter § 168, stk. 3, i servicelovens giver en anke over en afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, løber 2-måneders fristen fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens de sociale myndigheder udarbejder deres redegørelse om undersøgelsens resultater.

Det fremgår af § 51, stk. 2, i serviceloven, at børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan beslutte at gennemføre undersøgelsen ved benyttelse af det børnehus, som kommunen is tilknyttet, jf. servicelovens § 50 a, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.

Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at lade barnet eller den unge medtage i et børnehus til undersøgelse af barnet eller den unge på baggrund af viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Dette kan eksempelvis være tilfældet i sager, hvor der er viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har udsat for overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.

Afgørelse herom kan kun træffes, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed og udvikling. Dette kriterium forudsætter for det første, at medtagelsen af barnet i børnehuset skal være nødvendigt for at kunne vurdere sagen, dvs. at det ikke har været muligt for kommunen at tilvejebringe de oplysninger, som ønskes tilvejebragt på anden vis. Kriteriet indebærer for det andet, at kommunalbestyrelsen skal have en begrundet mistanke om, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller den unge, fordi barnet eller den unge er udsat for overgreb.

Kommunalbestyrelsen bør i disse tilfælde endvidere forholde sig til, om det mest hensigtsmæssige i den konkrete sag vil være at træffe afgørelse om akut anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, såfremt det vurderes, at der er grundlag herfor.

Det fremgår af § 51, stk. 3, i serviceloven at en afgørelse efter servicelovens § 51, stk. 1 og 2, kan træffes foreløbigt efter reglerne i servicelovens § 75, når betingelserne herfor er opfyldt.

Bestemmelsen betyder, at hvis behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en tvangsmæssig undersøgelse under ophold på en døgninstitution eller hospital m.v. eller ved anvendelse af et børnehus træffes efter reglerne om foreløbige afgørelse (’formandsafgørelse’) efter servicelovens § 75. I dette tilfælde regnes 2-måneders-fristen fra formandens afgørelse.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at anses det for nødvendigt for at vurdere, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre en børnefaglig undersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børne- og ungeudvalgets afgørelse.

Med forslaget til stk. 1, 1. pkt., kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre en børnefaglig undersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.

Den foreslåede bestemmelse vil således videreføre indholdet i servicelovens § 51, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at i de tilfælde, hvor forholdene anses for så alvorlige, at en børnefaglig undersøgelse må anses nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, vil børne- og ungeudvalget kunne beslutte at gennemføre en undersøgelse under ophold på institution eller ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus. Dette vil ligeledes kunne gøres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15 år.

Undersøgelsen vil bl.a. kunne ske ved indlæggelse på psykiatrisk afdeling. I den situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til børnefaglig undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om denne tilslutning fremgår ikke direkte af den foreslåede bestemmelsen, men en sådan tilslutning vil i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse, hvis kommunen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, at der er en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. I den situation vil kommunen skulle forelægge sagen for børne- og ungeudvalget, som vil skulle tage stilling til anbringelse uden for hjemmet.

Hvis et barn eller en ung allerede er anbragt, og kommunen vurderer, at der er behov for en nærmere undersøgelse af barnet, for eksempel for at afdække et behandlingsbehov, vil kommunen kunne gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen for børne- og ungeudvalget. Kommunen vil kunne træffe en sådan afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen efter den foreslåede § 97.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at en sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børne- og ungeudvalgets afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at den børnefaglig undersøgelse vil skulle gennemføres hurtigst muligt og senest vil skulle være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børne- og ungeudvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen. Tidsfristen foreslås af hensyn til barnets eller den unges bedste og retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene, da der er tale om et tvangsmæssigt indgreb.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter den foreslåede § 146, stk. 3, giver en anke over en afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, vil 2-måneders fristen løbe fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens de sociale myndigheder udarbejder deres redegørelse om undersøgelsens resultater.

Det foreslås i stk. 2, at anses det for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre den børnefaglige undersøgelse ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. forslaget til § 124.

Den foreslåede bestemmelse vil tage sigte på de situationer, hvor forældremyndighedsindehaver modsætter sig at lade barnet eller den unge medtage i et børnehus til undersøgelse af barnet eller den unge på baggrund af viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet i sager, hvor der er viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har udsat for overgreb fra forældremyndighedsindehavers side.

Afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil kun kunne træffes, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed og udvikling. Dette kriterium vil forudsætte for det første, at medtagelsen af barnet i børnehuset vil skulle være nødvendigt for at kunne vurdere sagen, dvs. at det ikke vil være muligt for kommunalbestyrelsen at tilvejebringe de oplysninger, som ønskes tilvejebragt på anden vis. Kriteriet vil for det andet indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle have en begrundet mistanke om, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller den unge, fordi barnet eller den unge er udsat for overgreb.

Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde endvidere skulle forholde sig til, om det mest hensigtsmæssige i den konkrete sag vil være at træffe afgørelse om akut anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, såfremt det vurderes, at der er grundlag herfor.

Afgørelse efter bestemmelsens stk. 1 og 2 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 143, når betingelserne herfor er opfyldt.

§ 24

§ 50, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres forhold nærmere.

Formålet med at foretage en undersøgelse, inden barnet fødes, er så tidligt som muligt at afdække ressourcer og problemer i familien, så den rigtige og tilstrækkelige foranstaltning kan vælges fra starten og eventuelt iværksættes, allerede inden barnet er født. Undersøgelsen kan eksempelvis afdække, om der er behov for særlig støtte, om der er grundlag for at anbringe barnet uden for hjemmet, herunder om anbringelsen skal ske med en treårig periode genbehandlingsfrist, eller om der er grundlag for at bortadoptere barnet uden samtykke. Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse med undersøgelsen sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdække, om der er behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende foranstaltninger til de vordende forældre.

Ligesom i sager om særlig støtte til børn og unge er det vigtigt, at en afgørelse om foranstaltninger i forhold til vordende forældre træffes på et velunderbygget grundlag. Undersøgelsen skal ikke følge de seks punkter, som anføres i servicelovens § 50, stk. 2, men undersøgelsen skal på samme vis afdække ressourcer og problemer i de vordende forældres samlede situation, så det bliver muligt at iværksætte den rette foranstaltning. Kommunen skal i forbindelse med undersøgelsen indhente oplysninger fra de fagfolk, der er i kontakt med familien, herunder både oplysninger om, hvorvidt de vordende forældre har andre børn, og hvordan disse i så fald trives, og i forhold til de vordende forældres egne forhold.

Det foreslås i stk. 1, at har kommunalbestyrelsen grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte efter denne lov til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen screene, om der er tale om; 1) en problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af de kommende forældres forhold, 2) en problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold hos de kommende forældre, jf. § 25 eller 3) en problemstilling, der kræver en undersøgelse af de kommende forældres forhold, jf. §§ 26 og 27.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen får oplysninger, som giver grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp eller støtte til et barn efter denne lov umiddelbart efter, barnet er født, vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en screening af sagen. Det vil f.eks. kunne være på baggrund af en underretning eller en anmodning om hjælp fra de kommende forældre.

Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, inden der tages stilling til hjælp og støtte efter denne lov, skal vurdere, om det er en problemstilling, der ikke kræver yderligere sagsoplysning, en problemstilling der kræver afdækning af et eller flere forhold hos de kommende forældre, eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig undersøgelse af de kommende forældres forhold.

Screeningen vil som udgangspunkt skulle ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen.

Der vil være tale om en screening, som har til formål at vurdere, om der er behov for at få forældrenes forhold belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en undersøgelse der så er behov for.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at kommunalbestyrelsen i vurderingen efter stk. 1 skal lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder en eventuel nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos et barn umiddelbart efter fødslen eller hos de kommende forældre.

Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.

Bestemmelsen vil indebære, at kravene til sagsoplysning og dokumentation af de kommende forældres forhold vil blive afpasset sagens karakter og kompleksitet i højere grad, end det er tilfældet i dag.

Den foreslåede bestemmelse vil samtidig præcisere vigtigheden af, at kommunalbestyrelsen allerede i den indledende vurdering af sagen er opmærksom på, om behovet for støtte til et barn efter fødslen kan være begrundet i fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre eller andre i familien, f.eks. søskende, eller eventuel funktionsnedsættelse hos barnet, når det er født. En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning, vil typisk være en lettere eller afgrænset problemstilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er klart, hvad det er for en udfordring, der skal håndteres, og hvilken indsats der er behov for.

Et eksempel kunne være en sårbar kommende mor, som er utryg under graviditeten pga. tidligere aborter og har brug for at deltage i samtaleforløb for kvinder i samme situation.

En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, vil typisk være en sag med indikationer på højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der er behov for at belyse sagen nærmere for at kunne vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse indsatsen.

Et eksempel kunne være sårbare unge kommende forældre, som er meget usikre på forældrerollen og samtidig har udfordringer med at gennemføre en ungdomsuddannelse eller få fodfæste på arbejdsmarkedet. Et andet eksempel kunne være, at det er konstateret, at barnet vil blive født med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som må forventes at kræve handicapkompenserende støtte efter det foreslåede kapitel 8 umiddelbart efter fødslen, f.eks. et hjælpemiddel eller en boligindretning. Det bemærkes herved, at handicapkompenserende støtte til kommende forældre med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse til varetagelse af forældrerollen skal ydes efter reglerne i serviceloven.

En problemstilling, der vil kræve en undersøgelse, vil være alvorlige eller komplekse sager, hvor der er behov for at komme hele vejen rundt om de kommende forældres situation for at sikre en grundig afdækning af udfordringer, ressourcer og støttebehov. Der henvises til §§ 26 og 27 og bemærkningerne hertil.

I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der ikke er behov for yderligere afdækning af de kommende forældres forhold, vil den foreslåede ordning betyde, at der ikke på det foreliggende grundlag vil skulle foretages yderligere oplysning af sagen. En sådan vurdering vil være en procesledende beslutning, der ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog kunne klage over denne afgørelse, hvis de er uenige i, hvilken hjælp og støtte der iværksættes. Kommunen/Ankestyrelsen vil som led i en sådan klage kunne (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.

I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse af de kommende forældres forhold, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en afdækning af de relevante forhold eller træffe afgørelse om en undersøgelse. Der henvises til de foreslåede §§ 25, 26 og 27 og bemærkningerne hertil.

§ 25

§ 50, stk. 9, i serviceloven fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres forhold nærmere. Det fremgår videre af § 50, stk. 9, at undersøgelsen så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de vordende forældre, og at servicelovens § 50, stk. 4-8, tilsvarende finder anvendelse ved afgørelsen.

Det fremgår af § 50, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnet eller den unges og familiens forhold.

Det foreslås i stk.1, at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter forslaget til bestemmelsen i § 24 vurderer, at der er behov for at afdække et eller flere forhold hos de kommende forældre, skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen efter en screening efter den foreslåede § 24 finder, at der er behov for det, skal kommunalbestyrelsen sørge for at afdække et eller flere forhold hos de kommende forældre, som er væsentlige af hensyn til støttebehovet hos et barn eller en ung efter fødslen og dermed kunne sætte ind med den rette hjælp. Denne afdækning vil skulle foretages med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres forhold. Denne bestemmelse indebærer, at gældende retstilstand foreslås videreført uændret.

Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en afgrænset afdækning af det eller de relevante forhold. Det vil f.eks. kunne være en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre, som kan have betydning i forhold til et særligt behov for støtte for barnet. Det bemærkes herved, at hjælp til varetagelse af forældrerollen, som alene skyldes tilstedeværelse af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos forældrene, skal ydes efter servicelovens regler om hjælp og støtte.

Der vil være tale om en mere begrænset undersøgelse, end hvad der følger af § 50, stk. 9, i dag.

Undersøgelse af komplekse eller alvorlige vanskeligheder hos de kommende forældre, herunder ved bekymring for misbrug eller manglende forældrekompetencer vil ligge uden for rammerne af en afdækning og vil stedet kræve iværksættelse af en undersøgelse efter den foreslåede § 26.

Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger fra fagpersoner, der har kendskab til de kommende forældre. Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse med afdækningen sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdække, om der er behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende indsatser til de kommende forældre.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en afdækning vil være en procesledende beslutning, der ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog kunne klage over denne afgørelse. Kommunen og Ankestyrelsen vil som led i en sådan klage over afgørelsen kunne (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.

Kommunalbestyrelsen vil skulle dokumentere den relevante afdækning i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne være i form af et kort afdækningsnotat, der beskriver, de relevante forhold, de oplysninger der er indhentet, eller faglige observationer mv. der er foretaget, hvordan de kommende forældre har været inddraget og med en socialfaglig vurdering af støttebehovet.

Det foreslås videre i stk. 2, at afdækningen efter stk. 1 så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de kommende forældre.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt., med de ændringer, der vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter der i disse sager fremover vil skulle laves en mere afgrænset afdækning og ikke en fuld undersøgelse af de kommende forældres forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med de kommende forældre om gennemførelse af afdækningen. De kommende forældre vil alt andet lige have afgørende viden om deres eget liv, og det vil derfor typisk være væsentligt for et godt samarbejde og for en vellykket afdækning, at de kommende forældre oplever at blive inddraget og oplever at blive lyttet til og taget alvorligt. Kommunalbestyrelsen vil, hvis tilstedeværelse af en psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre vanskeliggør samarbejdet, skulle være særligt opmærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddragende proces.

Kommunalbestyrelsen vil også ved tilrettelæggelsen af afdækningen skulle sikre, at de kommende forældre har mulighed for at deltage i afdækningen, jf. retssikkerhedslovens § 4. Det vil bl.a. betyde, at der ved afholdelse af møder, samtaler eller observation så vidt muligt skal tages højde for de kommende forældres arbejde og situation i øvrigt, så afdækningens gennemførelse ikke griber unødigt ind i de kommende forældres hverdagsliv.

Kommunalbestyrelsen vil dog – ligesom det i dag er tilfældet ved en undersøgelse efter servicelovens § 50 – have mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med de kommende forældre, samt i de tilfælde hvor dette vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende.

Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold af betydning for støttebehovet hos eventuelle børn i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning for de kommende forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de kommende forældres individuelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 8, og stk. 9, 3. pkt., med den ændring der vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter en fuld undersøgelse af de kommende forældres forhold kun vil skulle foretages i sager, som kommunalbestyrelsen har vurderet er alvorlige eller komplekse.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis de kommende forældre allerede har børn, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af kommende forældre vurdere, om der også skal foretages en undersøgelse af støttebehovet hos en eller flere af disse børn.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.

§ 26

§ 50, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de kommende forældres forhold nærmere.

Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de vordende forældre, jf. § 50, stk. 9, 2. pkt. i serviceloven.

§ 50, stk. 4-8, i serviceloven finder anvendelse ved afgørelsen, jf. § 50, stk. 9, 3. pkt. i serviceloven. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en undersøgelse af de kommende forældre, når kommunalbestyrelsen har grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, og det er en alvorlig eller kompleks sag.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage en undersøgelse af de kommende forældres forhold, hvis kommunalbestyrelsen f.eks. på baggrund af underretninger fra fagpersoner eller anmodninger om hjælp fra de kommende forældre har grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte til et barn umiddelbart efter, at barnet er født, og kommunalbestyrelsen efter en screening har vurderet, at sagen må antages at være alvorlig eller kompleks.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en undersøgelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der vil kunne påklages af de kommende forældre efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt., dog med den ændring, at en fuld undersøgelse af de kommende forældres forhold fremover vil være begrænset til alvorlige eller komplekse sager.

Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af de kommende forældres forhold skal vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle børn i familien. Undersøgelsen kan gennemføres som én samlet undersøgelse for de kommende forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de kommende forældres individuelle forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 8, og stk. 9, 3. pkt., med de ændringer der vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter der i disse sager fremover vil skulle laves en mere afgrænset afdækning og ikke en fuld undersøgelse af de kommende forældres forhold.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis de kommende forældre allerede har børn, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med en afdækning af forholdene hos de kommende forældre vurdere, om der også skal foretages en afdækning af støttebehovet hos en eller flere af disse børn.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.

Det foreslås i stk. 3, at undersøgelsen efter stk. 1 skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn kan have behov for særlig støtte umiddelbart efter fødslen. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Bestemmelsen viderefører gældende ret uden ændringer.

Bestemmelsen indebærer, at undersøgelsen af kommende forældre senest vil skulle afsluttes fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at der er grund til at antage, at der kan opstå behov for støtte efter bestemmelser i den foreslåede barnets lov umiddelbart efter fødslen. Uanset fastsættelsen af fristen på fire måneder vil undersøgelsen altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til de barnets og kommende forældres behov for støtte.

Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for fire måneder. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med undersøgelse hos læge eller psykolog, jf. den foreslåede § 27, stk. 3.

I disse tilfælde indebærer bestemmelsen, at kommunen skal foretage en foreløbig vurdering af de kommende forældres og barnets situation inden for de fire måneder og snarest muligt derefter afslutte undersøgelsen. I sådanne tilfælde kan der være særligt behov for at tage stilling til, om der skal iværksættes støttende indsatser sideløbende med gennemførelsen af undersøgelsen, eller om den foreløbig vurdering giver anledning til ændring af allerede iværksat støtte.

§ 27

§ 50, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven fastsætter, at hvis det må antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres forhold nærmere. Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde med de vordende forældre, jf. § 50, stk. 9, 2. pkt. i serviceloven. Servicelovens § 50, stk. 4-8, finder anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.

Det følger af § 50, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnet eller den unges og familiens forhold.

Kommunalbestyrelsen er endvidere efter § 50, stk. 5, 3. pkt., i serviceloven forpligtet til at lade et barn eller en ung undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i en børnefaglig undersøgelse, og det følger af § 50, stk. 9, 3. pkt., i serviceloven at denne bestemmelse også finder anvendelse ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Da barnet i disse tilfælde endnu ikke er født, må det lægges til grund at bestemmelsen vedrører eventuel lægelig eller psykologisk undersøgelse af de vordende forældre under graviditeten, som måtte være nødvendig af hensyn til vurderingen af behov for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.

Kommunalbestyrelsen er endvidere efter § 50, stk. 5, 4. pkt., i serviceloven forpligtet til at anvende en autoriseret psykolog, hvis kommunen iværksætter en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver. Det følger af § 50, stk. 9, 3. pkt., at bestemmelsen også finder anvendelse ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Da der ikke er nogen forældremyndighedsindehaver, før barnet er født, må det lægges til grund, at bestemmelsen i disse tilfælde vedrører de vordende forældre.

Det foreslås i stk. 1, at en undersøgelse af de kommende forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de kommende forældre, familien og netværket med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres forhold.

Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge undersøgelsen, så den kommer hele vejen rundt om de kommende forældres situation med henblik på at belyse, hvilke udfordringer der skal afhjælpes, og hvilke ressourcer der er til stede, og som skal understøttes og bringes i spil. Undersøgelsen vil skulle foretages med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres forhold. Denne bestemmelse indebærer, at gældende retstilstand foreslås videreført uændret.

Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne kunne være familieforhold, sundhedsforhold, uddannelse eller beskæftigelse m.v. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre eller eventuel risiko herfor hos et kommende barn.

Kommunalbestyrelsen vil som led i undersøgelsen skulle sørge for at oplyse sagen og vil herunder skulle inddrage de fagfolk, som allerede har relevant viden om de kommende forældres forhold. Kommunalbestyrelsen vil således skulle inddrage f.eks. jordmødre, pædagoger, psykologer eller andre, der har viden om de kommende forældre, som er væsentligt for vurderingen af behovet for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.

Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse med undersøgelsen sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdække, om der er behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende indsatser til de kommende forældre.

Det vil afhænge af kommunalbestyrelsens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der vil være behov for at afdække for at sikre en tilstrækkelig belysning af kommende forældres situation. Dog må undersøgelsen aldrig være mere omfattende end nødvendigt af hensyn til formålet.

Undersøgelsen vil altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til behovet for støtte til et barn efter fødslen.

Det foreslås videre i stk. 2, at undersøgelsen så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de kommende forældre.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved gennemførelse af undersøgelse af de vordende forældres forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet for gennemførelsen af undersøgelsen vil være, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med de kommende forældre om undersøgelsen. Det vil være vigtigt, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt sørger for en god inddragelse af de kommende forældre i undersøgelsen både af hensyn til at sikre, at de kommende forældres viden og holdninger til sagen er afspejlet og for at understøtte medejerskab til undersøgelse og indsatser. I den forbindelse skal kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddragende proces, hvis de kommende forældre har psykisk funktionsnedsættelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.2.-3.4.3., samt bemærkningerne til § 26.

Kommunalbestyrelsen vil dog ligesom det i dag er tilfældet ved en undersøgelse efter servicelovens § 50 have mulighed for at gennemføre undersøgelse i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med de kommende forældre samt i de tilfælde, hvor dette vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende f.eks. hvis den ene af de kommende forældres bopæl ikke er kendt af myndighederne, eller hvis den pågældende afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. Undersøgelsen vil skulle gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Det foreslås i stk. 3, at er det nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade de kommende forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Den foreslåede bestemmelse vil være en præcisering af gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til vurderingen af behovet for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen lade de kommende forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

En lægelig undersøgelse af de kommende forældre vil skulle ske efter reglerne i sundhedslovgivningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af bekendtgørelse af sundhedsloven.

En psykologisk undersøgelse af de kommende forældre vil ligesom i dag skulle foretages af en autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for autoriserede psykologer, som følger af psykologloven.

Det vil ligesom i dag være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, om det er nødvendigt at iværksætte psykologisk undersøgelse af de kommende forældre med henblik på at undersøge de kommende forældres kompetencer til at drage omsorg for et barn eller en ung.

Det foreslås i stk. 4, at undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, eller § 49, og i givet fald hvilken. Er der er iværksat støtte sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 32, stk. 5, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Endelig fremgår det, at undersøgelsen skal indeholde oplysninger om, hvordan de kommende forældre stiller sig til støtten, og om der er forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Det foreslås med stk. 4, 1. pkt., at undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 5, en anbringelse af barnet efter fødslen efter § 46, stk. 4, eller § 49 og i givet fald hvilken.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte krav til kommunalbestyrelsens redegørelse for undersøgelsens resultater. Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen på baggrund af de oplysninger og faglige vurderinger, der er tilvejebragt som led i undersøgelsen, vil skulle sammenfatte og redegøre for undersøgelsens konklusioner, herunder om der er behov for støtte, og hvori støttebehovet i givet fald består.

Viser undersøgelsen således, at der er behov for at iværksætte hjælp eller støtte efter denne lov, vil der således på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, skulle gøres rede for, hvilken støtte i form af indsatser eller anbringelse efter de foreslåede § 32, stk. 5, eller § 49, der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold efter servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt., og stk. 9, 3. pkt.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 32, stk. 5, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 2. pkt.

Bestemmelsen vil betyde, at i forbindelse med, at der skal tages stilling til, hvilken støtte der skal iværksættes i forhold til barnet, jf. det foreslåede 1. pkt., også vil skulle tages stilling til, om foreløbig eller akut støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af undersøgelsen, skal videreføres.

Formålet er at sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden at der foretages en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op af resultaterne af undersøgelsen af de kommende forældres forhold. Dels at der i beslutningen om, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, tages højde for, at der er igangsat et støtteforløb, som det kan være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets behov.

Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at undersøgelsen skal indeholde oplysninger om, hvordan de kommende forældre stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne. Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold efter servicelovens § 50, stk. 6, 3. pkt., og stk. 9, 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at de kommende forældres holdning til den anbefalede indsats vil skulle fremgå af indstillingen. Det vil skulle bidrage til at sikre, at indstillingen så vidt muligt vil ske på baggrund af grundig inddragelse af de pågældende, og at det vil være klart for dem, hvilken indsats der lægges op til, hvorfor og hvad eventuelt samtykke til en sådan indsats vil indebære.

§ 28

Efter § 10, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen i dag sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud, jf. § 10, stk. 2, i serviceloven. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning, jf. § 10, stk. 3, i serviceloven.

Det foreslås med lovens stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn og unge har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe barnet eller den unge over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er det formålet med rådgivningen at sætte barnet eller den unge i stand til selv at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af § 10, stk. 1, i serviceloven for så vidt angår børn og unge.

Den foreslåede ordning vil indebære, at ligesom i dag vil skulle sikre, at børn og unge kan få gratis forebyggende rådgivning. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen endvidere være opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde børn eller forældre rådgivning efter § 81. Voksne vil ligesom i dag kunne få generel rådgivning efter § 10 i serviceloven.

Der foreslås videre i bestemmelsens stk. 2, at rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af § 10, stk. 2, i serviceloven for så vidt angår børn og unge. Bestemmelsen vil betyde, at børn og unge ligesom i dag skal kunne henvende sig uden forudgående visitation, og skal kunne modtage rådgivningen anonymt, hvis de ønsker det. De almindelige underretningsregler efter kapitel 16 vil dog fortsat gælde, hvis rådgiver får oplysninger, som giver anledning til bekymring for barnet eller den unge, og barnet eller den unge vil skulle oplyses herom i forbindelse med rådgivningen.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med rådgivningen skal være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af § 10, stk. 3, i serviceloven for så vidt angår børn og unge. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen vil skulle sørge for, at barnet eller den unge tilbydes relevant hjælp efter reglerne i barnets lov eller anden lovgivning, f.eks. på undervisnings- eller dagtilbudsområdet, hvis kommunen som led i rådgivningen bliver opmærksom på, at barnet eller den unge har behov herfor. Eventuel iværksættelse af hjælp vil skulle ske efter reglerne i den relevante lovgivning.

§ 29

Efter § 11, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven skal kommunalbestyrelsen som led i det tidlige forebyggende arbejde sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte vordende forældre, jf. § 11, stk. 2, 3. pkt. i serviceloven. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud, jf. 4. pkt.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen som led i det tidlige forebyggende arbejde skal sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og vordende forældre kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen skal ved opsøgende arbejde tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 2, 1.-4. pkt., hvor det dog tydeliggøres i lovteksten, at adgangen til gratis familieorienteret rådgivning også skal omfatte børn og unge.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunen ligesom som det i dag er tilfældet, vil skulle sørge for, at der er adgang til familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der i øvrigt er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at barnet, den unge eller familien har behov for anden form for støtte, vil de foreslåede regler om forebyggende og støttende indsatser efter dette kapitel samt reglerne om anbringelse finde anvendelse, ligesom kommunen vil skulle være opmærksom på, om der er behov for hjælp efter anden lovgivning. Familien vil ligesom i dag have krav på familieorienteret rådgivning uanset årsagen til behovet.

Ved familieorienteret rådgivning forstås, at der vil kunne rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning.

Rådgivningen vil være gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen vil kunne bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler, i hjælp til løsning af praktiske problemer eller i formidling af kontakt til andre myndigheder, og der vil kunne være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behandling vil derimod ikke være omfattet af bestemmelsen.

Der vil ligesom i dag ikke være notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes. I tilfælde, hvor et barn eller en ung selv søger rådgivning, og hvor henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for en nærmere afdækning med henblik på iværksættelse af støttende indsatser eller anbringelse, vil der være notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen får.

I sådanne tilfælde vil forvaltningen skulle være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt vil derfor altid skulle føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt kan anvendes.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil skulle sørge for, at kommende forældre vil kunne få gratis familieorienteret rådgivning, ligesom kommunen ved opsøgende arbejde aktivt vil skulle tilbyde det til de kommende forældre, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Det vil bl.a. kunne være sårbare og udsatte vordende forældre, tidligere anbragte, som mangler rollemodeller eller netværk, meget unge vordende forældre m.v.

Bestemmelsen vil alene vedrøre familieorienteret rådgivning, dvs. rådgivning om forhold med betydning for et kommende barn og evt. ældre søskende, herunder håndtering af forældrerolle m.v. Anden rådgivning til voksne vil ligesom i dag skulle tilbydes efter relevant anden lovgivning på eksempelvis social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, herunder efter servicelovens § 10.

§ 30

Efter § 11, stk. 3, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at denne støtte kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde forebyggende indsatser i form af konsulentbistand, herunder familierettede indsatser, netværks- eller samtalegrupper, rådgivning om familieplanlægning og andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskeligheder.

Formålet med indsatserne efter § 11, stk. 3, er at sætte tidligt ind over for et barns eller en ungs problemer med henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store. Som det fremgår af bestemmelsen, er kommunen forpligtet til at tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, og det samtidig vurderes, at støtte efter bestemmelsen kan imødekomme barnets eller den unges behov.

Målgruppen for de forebyggende indsatser er børn og unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for særlige foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven. servicelovens § 11, stk. 3, finder således anvendelse i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og at dette behov vil kunne imødekommes af en forebyggende indsats efter denne bestemmelse.

§ 11, stk. 3, nr. 1, i serviceloven giver mulighed for at tilbyde konsulentbistand og rådgivning om familieplanlægning. Konsulentbistand kan ydes til forældre og børn og unge, som har behov for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning efter § 11, stk. 2, i serviceloven. Rådgivningen kan således i højere grad målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Konsulentbistand forudsætter, at ydelsen er af væsentlig betydning for et barns eller en ungs særlige behov for støtte og kan tilbydes i det tilfælde, hvor det antages, at bistanden er relevant i forhold til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et særligt støttebehov hos barnet eller den unge.

Det fremgår særskilt, at kommunalbestyrelsen efter denne bestemmelse kan iværksætte familierettede indsatser som en forebyggende indsats. Familierettede indsatser kan også iværksættes som en forebyggende foranstaltning efter § 52, stk. 3, i serviceloven. Hvorvidt servicelovens § 11 eller § 52, stk. 3, finder anvendelse vil bero på en konkret vurdering. Vurderingen af, om der skal iværksættes en indsats efter § 11, stk. 3, eller efter § 52, stk. 3, i serviceloven beror på et konkret skøn, herunder af sagens kompleksitet og indsatsens intensitet.

Et forebyggende forældreprogram efter denne bestemmelse kan omfatte tilbud om undervisningsforløb til forældre, der har behov for vejledning om eksempelvis opdragelse, fordi deres barn vurderes til at have et behov for særlig støtte, men hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke foreligger et behov for at udarbejde en børnefaglig undersøgelse efter § 50 (eksempelvis De Utrolige År). Et sådan forældreprogram vil kunne gives efter § 11, stk. 3. Omvendt forudsætter et forældreprogram, som f.eks. Multi Systemisk Terapi (MST), der retter sig mod børn og unge, som har så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at de er i stor risiko for at skulle anbringes uden for hjemmet, en børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven, og vil skulle gives efter § 52, stk. 3, i serviceloven.

§ 11, stk. 3, nr. 2, i serviceloven angiver endvidere netværks- og samtalegrupper som eksempel på en relevant forebyggende indsats. Disse grupper kan være oprettet og drevet af kommunen selv, i fællesskab mellem flere kommuner eller af private humanitære organisationer, der er specialiserede inden for det pågældende område.

Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsens i § 11, stk. 3, nr. 3, i serviceloven tilbyde rådgivning om familieplanlægning. Rådgivning om familieplanlægning kan f.eks. være aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning af enlige eller sårbare unge mødre eller i de tilfælde, hvor familiens/den enlige forælders situation er af en sådan karakter, at familien/den enlige forælder med fordel kunne overveje at vente med at få endnu et barn til familien eller den enlige forælder har det fornødne overskud til at kunne tage tilstrækkeligt vare på barnet.

Hvis der i forbindelse med rådgivning om familieplanlægning også gives konkret rådgivning om prævention, bør der lægges vægt på at hjælpe med at vælge en præventionsform, som passer til kvindens præferencer og livsstil. Der er alene tale om rådgivning og dialog om muligheden for prævention generelt. Specifik rådgivning om valg af konkrete præventionsformer, herunder også helbredsundersøgelse, vejledning i anvendelse af præventionsmidlet og udskrivning af recepter foretages fortsat af sundhedspersonale som f.eks. den praktiserende læge.

Kommunalbestyrelsen kan ud over de nævnte typer af forebyggende indsatser i nr. 1-3, iværksætte en anden indsats, der har et forebyggende sigte efter § 11, stk. 3, nr. 4, serviceloven. Det kan eksempelvis være rådgivning om et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Hensigten er at give kommunerne så vide rammer som muligt i forhold til den forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier og samtidig give kommunerne mulighed for at iværksætte indsatser, der ikke er nævnt i bestemmelsen. Det er i den forbindelse afgørende, at den valgte forebyggende indsats er sagligt begrundet.

Bestemmelsen indeholder ikke en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen oplistede indsatstyper. Kommunen kan således selv vælge, hvilke forebyggende indsatser, der generelt tilbydes i kommunen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats, der er formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung.

Der træffes ikke afgørelse om iværksættelse af forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, og der er dermed heller ikke adgang til at klage over tilbuddet. En forebyggende indsats efter § 11, stk. 3, forudsætter heller ikke udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 eller udarbejdelse af en handleplan efter § 140. Hvis kommunalbestyrelsen iværksætter en forebyggende indsats efter servicelovens § 11, vil det dog være muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år at klage over, at kommunalbestyrelsen ikke har iværksat en foranstaltning efter § 52, jf. § § 166 og 167.

Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets eller den unges problemer iså komplekse, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 for at få udredt barnets og familiens forhold. Der kan være situationer, hvor et barn eller en ung har behov for en akut indsats, men hvor problemet er så afgrænset, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse af barnets og familiens forhold. Det kan eksempelvis være i en situation, hvor barnets eller den unges forældre er blevet skilt, eller hvor den ene forælder dør. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at barnets eller den unges problemer er afgrænset til denne hændelse, og at en forebyggende indsats efter § 11 vil være tilstrækkelig til at imødekomme dets behov, vil der ikke være behov for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse.

Når kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvorvidt et barn eller en ung skal tilbydes en indsats efter § 11, eller hvorvidt der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, er det væsentligt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, hvorvidt der er et tilstrækkeligt kendskab til omfanget af barnets eller den unges problemer til at kunne tilbyde en indsats efter servicelovens § 11, stk. 3, og ikke at udarbejde en børnefaglig undersøgelse. Den hjælp, kommunalbestyrelsen tilbyder et barn eller en ung, skal således tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges behov og forudsætninger.

I de situationer hvor kommunalbestyrelsen har vurderet, at der skal tilbydes en forebyggende indsats efter servicelovens § 11, stk. 3, og at der ikke er behov for udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse, er det væsentligt at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets eller den unges behov samt forholdene i familien ændrer sig undervejs. Der kan således være tilfælde, hvor der er iværksat en forebyggende indsats, og efterfølgende forhold nødvendiggør, at der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse.

Det følger af offentlighedslovens § 13, stk. 1, at en myndighed i afgørelsessager har en notatpligt, når myndigheden mundtligt eller på anden måde modtager oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for en sags afgørelse.

Det følger endvidere af offentlighedslovens § 13, stk. 2, at en myndighed i afgørelsessager snarest muligt skal tage notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt, der ikke allerede fremgår af sagens dokumenter.

I tillæg til offentlighedslovens regler om notatpligt gælder en ulovbestemt retsgrundsætning om, at der også i sager, der ikke er afgørelsessager, skal gøres notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt, hvis de relevante oplysninger ikke allerede fremgår af sagens dokumenter. Retsgrundsætningen indebærer bl.a., at en forvaltningsmyndighed kan være forpligtet til uden for afgørelsessager at tage notat om modtagne oplysninger, når modtagelsen af oplysningerne kan karakteriseres som et væsentligt sagsekspeditionsskridt.

Den ulovbestemte retsgrundsætning om notatpligt gælder i administrative sager, der – uden at være afgørelsessager – har en vis indgribende og væsentlig betydning for borgeren, og hvor det er naturligt og ønskeligt, at der stilles krav om, at der tages notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt. Ved siden af notatpligten efter offentlighedslovens § 13 samt anvendelsesområdet for den ulovbestemte retsgrundsætning følger det af god forvaltningsskik, at en myndighed i visse tilfælde bør gøre notat. Det skyldes hensynet til, at forvaltningen skal sørge for, at der skabes et tillidsfuldt forhold mellem borgeren og forvaltningen. Det kan bl.a. ske ved, at forvaltningen sikrer sig bevis og derved undgår tvivl om, hvad der er foregået og sagt i en sag.

Det foreslås i § 30, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde en række tidligt forebyggende indsatser til barnet, den unge eller familien, når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde tidligt forebyggende indsatser i form af konsulentbistand, herunder familierettede indsatser, netværks- eller samtalegrupper, rådgivning om familieplanlægning og andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns, en ungs eller familiens vanskeligheder.

Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 3, og retstilstanden foreslås dermed videreført uændret.

Formålet med foreslåede bestemmelse vil være at sætte tidligt ind over for et barns eller en ungs problemer med henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store.

Målgruppen for de forebyggende indsatser er børn og unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for støttende indsatser efter den foreslåede § 32 eller en anbringelse, jf. kapitel 5. Den foreslåede § 30 vil således finde anvendelse i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og at dette behov vil kunne imødekommes af en forebyggende indsats.

Bestemmelsen vil ikke indeholde en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen specifikke oplistede indsatstyper. Kommunen vil således selv kunne vælge, hvilke forebyggende indsatser der generelt tilbydes i kommunen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats der er formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung.

En forebyggende indsats efter den foreslåede bestemmelse vil ikke forudsætte udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse eller afdækning, jf. de foreslåede §§ 19 og 20 eller udarbejdelse af en barnets plan, jf. den foreslåede § 91.

Der vil ikke skulle træffes afgørelse om iværksættelse af forebyggende indsatser efter den foreslåede bestemmelse, og der vil dermed heller ikke være adgang til at klage over tilbuddet. Iværksætter kommunalbestyrelsen en forebyggende indsats efter bestemmelsen, vil det dog være muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 10 år at klage over, at kommunalbestyrelsen ikke har iværksat en støttende indsats eller anbringelse efter de foreslåede §§ 32, 46 eller 47.

De forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om notatpligt videreføres uændret. Det vil betyde, at kommunen også fremadrettet vil skulle iagttage deres de gældende regler om pligten til at tage notat, der følger af henholdsvis offentlighedsloven, den ulovbestemte retsgrundsætning og god forvaltningsskik i samme omfang, som gælder i dag.

Konsulentbistand efter bestemmelsens § 30, nr. 1, vil kunne ydes til forældre og børn og unge, som har behov for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der vil kunne ydes som rådgivning efter de foreslåede §§ 28 og 29. Rådgivningen vil således i højere grad kunne målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der vil kunne ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor.

Kommunalbestyrelsen vil endvidere efter bestemmelsens nr. 1 kunne tilbyde konsulentbistand i form af familierettede indsatser. Et forebyggende forældreprogram efter denne bestemmelse vil kunne omfatte tilbud om undervisningsforløb, f.eks. De utrolige År til forældre, der har behov for vejledning om eksempelvis opdragelse, fordi deres barn vurderes til at have et behov for særlig støtte, men hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke foreligger et behov for nærmere afdækning eller undersøgelse af barnets eller den unges behov, jf. de foreslåede §§ 18 og 20.

Omvendt vil et forældreprogram, som f.eks. Multi Systemisk Terapi (MST), der retter sig mod børn og unge, som har så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at they er i stor risiko for at skulle anbringes uden for hjemmet, forudsætte en afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter de foreslåede §§ 19 eller 20 og vil skulle gives som en støttende indsats efter den foreslåede § 32.

Hvorvidt der i et konkret tilfælde vil være behov en familierettet indsats efter den foreslåede bestemmelse eller en støttende indsats efter den foreslåede § 32, vil bero på en konkret vurdering, herunder af sagens kompleksitet og indsatsens intensitet.

Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsens nr. 2 kunne tilbyde et barn eller et eller flere familiemedlemmer at deltage i samtale- eller netværksgrupper. Disse grupper vil kunne være oprettet og drevet af kommunen selv, i fællesskab mellem flere kommuner eller af private humanitære organisationer, der er specialiserede inden for det pågældende område. Der vil eksempelvis kunne være tale om gruppeforløb som kan understøtte barnet, den unge eller familien i at mestre særlige udfordringer i hverdagen som følge af psykiske vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.

Efter forslaget til bestemmelsens nr. 3 vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde rådgivning om familieplanlægning. Det vil f.eks. kunne være aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning af sårbare forældre, hvor de pågældende situation er af en sådan karakter, at forældrene med fordel kunne overveje at vente med at få endnu et barn til der er det fornødne overskud til at kunne tage tilstrækkeligt vare på barnet.

I bestemmelsens nr. 4 foreslås det, at kommunalbestyrelsen vil kunne tilbyde andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskeligheder. Hensigten vil være at give kommunerne mulighed for at udvikle nye tidligt forebyggende indsatser og skræddersy indsatser til det enkelte barn eller unge. Der vil dog skulle være tale om tidligt forebyggende indsatser, dvs. indsatser målrettet afgrænsede problemstillinger med begrænset tyngde. Der vil således ikke kunne efter bestemmelsen kunne iværksættes indsatser, som i karakter og intensitet vil svare til støttende indsatser som f.eks. familiebehandling efter den foreslåede § 31.

§ 31

Efter servicelovens § 11, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Det foreslås i § 31, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 7, for så vidt angår børn og unge med adfærdsvanskeligheder. For så vidt angår børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier henvises til § 81 og bemærkningerne hertil.

Målgruppen for rådgivning, undersøgelse og behandling efter den foreslåede bestemmelse vil være de børn, unge og familier, der har sociale og adfærdsmæssige problemer, der ikke er så store endnu, at der er behov for støttende indsatser efter den foreslåede § 32 eller en anbringelse. Der vil f.eks. kunne være tale om børn med mindre adfærdsmæssige vanskeligheder, der kan håndteres ved f.eks. nogle få psykologsamtaler.

Formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter den foreslåede bestemmelse vil således dels være at afhjælpe de problemer, der allerede eksisterer, og som i nogle tilfælde kan have forbigående karakter, fordi de f.eks. er opstået i forbindelse med en ulykke, dels at forebygge at problemerne vokser sig større, så der ikke senere bliver behov for at tage mere omfattende indsatser i anvendelse.

§ 32

Efter servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, jf. servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt.

Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, og – når der er tale om anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7 – den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens § 52, stk. 1, 3. og 4. pkt. Dog kan afgørelse om visse foranstaltninger træffes uden samtykke efter reglerne i servicelovens §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a, når betingelser herfor er opfyldt.

Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt., at støtteforanstaltninger kun kan iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. serviceloven § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter stk. 3 sideløbende med undersøgelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 2. pkt.

Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte foranstaltninger i form af ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende, praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer, døgnophold, jf. servicelovens § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-3, 6 og 7, eller i et botilbud, jf. § 107. Kommunen kan videre iværksætte foranstaltninger i form af en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie eller i en netværksplejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § servicelovens 66, stk. 1, nr. 1-4, 6 og 7, en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien, anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge og anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Servicelovens § 52, stk. 4, 1. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsen under en graviditet skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller 9, og § 52 a, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen.

Bestemmelsen betyder, at en række af de foranstaltninger, der er oplistet i servicelovens § 52, stk. 3, (støtte i hjemmet, familiebehandling, døgnophold og kontaktperson og anden støtte) ligeledes kan anvendes over for kommende forældre.

Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 2. pkt. Servicelovens § 52, stk. 2, finder anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 3. pkt. Det betyder, at foranstaltningerne som udgangspunkt kun kan iværksættes efter gennemførelsen af en børnefaglig undersøgelse, burde der dog kan iværksættes foreløbige eller akutte foranstaltninger, hvis særlige forhold taler herfor.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, skal træffe afgørelse om en eller flere af følgende støttende indsatser, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet: 1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign., 2) praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, 3) udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien, 4) formidling af et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge, 5) familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge, 6) familieanbringelse i form af et døgnophold for både forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie eller på et børne- og ungehjem, jf. § 43 eller i et botilbud, jf. § 107 i lov om social service, 7) et støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie eller i en netværksplejefamilie eller på et børne- og ungehjem, jf. § 43, samt 8) anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Bestemmelsen vil i vidt omfang svare til servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, med visse ændringer. Målgruppen for bestemmelsen vil i lighed med den eksisterende bestemmelse i serviceloven være alle børn og unge med behov for særlig støtte, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer hos barnet, den unge eller forældrene, i en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, eller i en kombination heraf.

For at sikre klare og anvendelige regler samler bestemmelsen således det centrale materielle kriterium for iværksættelse af støtten og oplistningen af de forskellige typer af støtte, som kan gives.

Samtidig ændres ’terminologien’ foranstaltninger’ til ’støttende indsatser’. Ændringen er en del af opgøret med forældet og stigmatiserende sprogbrug, der gennemføres med forslaget til barnets lov. Betegnelsen ’støttende indsatser’ skal signalere kontinuitet i forhold til kommunens tidlige, forebyggende indsatser efter den foreslåede § 30, men samtidig tydeliggøre, at der her er tale om mere intensiv støtte, end hvad der kan gives som led i den helt tidlige forebyggelse.

Den foreslåede bestemmelse vil fastlægge det materielle og dvs. indholdsmæssige kriterium for iværksættelse af støttende indsatser med samtykke. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte efter bestemmelsen. Det udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte.

Derudover vil den foreslåede bestemmelse indebære en afgræsning til andre, tilgrænsende sektorområder. Der må således ikke efter denne bestemmelse varetages hensyn, der hører til andre sektorer som f.eks. undervisningssektoren. Der kan eksempelvis være tale om, at det vil være gavnligt for en ung at komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte og derfor ikke falder inden for anvendelsesområdet for af bestemmelsen.

Kriteriet er dog samtidig udformet tilpas rummeligt med henblik på at sikre, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når det må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i bestemmelsen.

Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt ikke kunne træffe afgørelser om støtte efter den foreslåede bestemmelse i sager, som er som er omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence. Kommunalbestyrelsen vil dog under et barns eller en ungs forbedringsforløb, jf. § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kunne træffe afgørelse om supplerende indsatser efter bestemmelsens, nr. 1-8, jf. § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og der kan opnås samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren.

Oplistningen af typer af indsatser i den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang svare til oplistningen i servicelovens § 52, stk. 3, men med den væsentlige forskel, at frivillig anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet ikke indgår og derfor ikke vil kunne iværksættes efter denne bestemmelsen. Anbringelsesreglerne foreslås således samlet i et særskilt kapitel. Der henvises til det foreslåede kapitel 5.

Formålet med at udskille anbringelsesreglerne fra de øvrige indsatser er at give mulighed for at tilpasse kravene til sagsoplysning ved støttende indsatser, så de bedre afspejler intensiteten i støtten, uden det går ud over de særligt høje krav til grundig undersøgelse, der nødvendigvis må gælde ved en anbringelse uden for hjemmet af hensyn til retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen vil kunne iværksætte støtte inden for en eller flere af oplistede typer af indsatser. Det vil ligesom i dag være muligt at kombinere de forskellige indsatser og f.eks. tilbyde både praktisk, pædagogisk støtte i hjemmet og en kontaktperson til barnet eller den unge. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse vil kommunalbestyrelsen også fremover skulle overveje om der, ud over eventuelle indsatser efter dette kapitel, er grundlag for at tilbyde hjælp og støtte efter kapitel 8 eller for at afdække behovet herfor.

Det vil også ligesom i dag være muligt at iværksætte en eller flere støttende indsatser til barnet, den unge eller familien, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Det kunne f.eks. være familiebehandling til forældrene med henblik på at arbejde med deres forældrekompetencer under anbringelsen, eller behandling til barnet eller den unge, som ligger udover, hvad anbringelsesstedet selv kan tilbyde.

De enkelte støttende indsatser vil hver især have et indbygget formål, men samtidig nogle fleksible ydre grænser, der gør, at indsatserne vil kunne overlappe hinanden. To eller flere støttende indsatser vil kunne anvendes samtidig eller i forlængelse af hinanden. Indsatsen vil ligesom i dag kunne udvikles inden for de givne rammer, således at opregningen i bestemmelsen ikke vil forhindre udviklingen af nye tilbud.

Rækkefølgen af indsatser vil ikke være udtryk for en tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i form af ophold til barnet eller den unge i et dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign. som en støttende indsats. Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2 vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i form af praktisk pædagogisk eller anden støtte i hjemmet. Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2.

Det vil være en type af indsats, der primært vil tage sigte på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos«-ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Det vil f.eks. kunne bestå i at støtte familien i at strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i skole, til idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesætning over for børnene, at motivere forældrene til aktiviteter og at støtte familien i kontakt til omgivelserne.

Støtten vil dog også, ligesom øvrige indsatser efter det foreslåede stk. 3, kunne gives under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, f.eks. for at understøtte forældrene i varetage omsorgen for barnet eller den unge under samvær eller med henblik på eventuel hjemgivelse af barnet eller den unge. Der henvises til kapitel 7 om hjælp til barnets forældre.

Støtten vil ligesom i dag kunne ydes i meget varierende perioder fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien vil kunne variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer én gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 3, vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne tilbyde hjælp i form af en fast kontaktperson til barnet eller den unge eller hele familien. Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6.

Ved en fast kontaktperson for barnet eller den unge forstås en indsatstype, der ligesom i dag vil kunne spænde fra en begrænset støttefunktion i forhold til f.eks. skolegang til en mere omfattende støttefunktion, der vil kunne yde vejledning og støtte i forhold til hele barnets eller den unges livssituation. En kontaktperson vil også kunne fungere som mentor for f.eks. unge kriminelle og hermed varetage en funktion som rollemodel og sparringspartner for den unge.

Kontaktpersonen vil således udfylde flere forskellige funktioner alt efter, hvad barnet eller den unge har behov for.

Kontaktpersonens opgave vil være er at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en voksen til at tale med, blive trøstet af mv. Der vil derfor være tale om en opgave, der principielt vil kunne blive aktuel døgnet rundt.

Da kontaktpersonens opgaver vil ligge på et nært personligt plan, vil det være væsentligt, at den, der udpeges, er en person, som barnet eller den unge med tryghed vil kunne henvende sig til. En mulig kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, f.eks. en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet eller den unge vil have tillid til.

Ved en fast kontaktperson for hele familien forstås en tilsvarende indsats, der vil kunne udfylde forskellige funktioner i form af støtte og vejledning til hele familien alt efter familiens behov.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 4, vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne tilbyde hjælp i form af formidling af et praktikophold for den unge hos en privat eller offentlig arbejdsgiver, og kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse kunne udbetale godtgørelse til den unge. Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8.

Målgruppen for den foreslåede ordning vil især være med unge med sociale og adfærdsmæssige vanskeligheder, som har svært ved at fastholde tilknytningen til uddannelsessystemet og til at opnå eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp.

Målgruppen vil også kunne omfatte unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som vil kunne have behov for at afprøve sig i en arbejdspraktik, idet funktionsnedsættelsen kan skabe barrierer for de unges muligheder for at finde beskæftigelse på almindelige vilkår.

Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan være et sigte i forbindelse med godtgørelse ved deltagelse i et praktiktilbud, but behøver ikke at være det. Det kan være et tilstrækkeligt formål i sig selv at støtte den unges indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på forbedring af den unges sociale situation i det hele taget.

Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og udbetaling af godtgørelse. Det er ikke hensigten at tilsidesætte grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar over for unge under 18 år. Derfor er det forudsat, at godtgørelsen udgør et mindre beløb.

Der er ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen betalt af den unges forældre, når disse har midler hertil. For unge, der har ophold i et anbringelsessted for børn og unge, skal godtgørelsen betragtes som indtægt ved eget arbejde. Godtgørelse ophører ved den unges 18. år.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 5, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte hjælp i form af familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge. Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3.

Ved familiebehandling forstås forskellige typer af familierettede indsatser, der som udgangspunkt har til formål at bevare familien samlet. Familiebehandling vil dog kunne tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, f.eks. med henblik på at arbejde med forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge under samvær eller ved en eventuel hjemgivelse. Der henvises til kapitel 7 om forældrestøtte.

Familiebehandling kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling eller som led i barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud. For familiebehandling under døgnophold for hele familien henvises til den foreslåede stk. 1, nr. 6, jf. nedenfor.

Ved behandling af barnet eller den unge forstås socialpædagogisk, psykologisk eller anden tilsvarende behandling af barnet eller den unge, der har til formål at afhjælpe barnets eller den unges vanskeligheder. Det vil f.eks. kunne være målrettet traumer hos barnet eller den unge, tilknytningsforstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser, selvskade eller udadregerende adfærd, andre adfærds- eller tilpasningsvanskeligheder m.v.

Behandlingen vil kunne foregå på flere forskellige måder og efter forskellige behandlingsmetoder. Behandlingen vil f.eks. kunne gives ambulant, eller ved at barnet eller den unges bevilges dagbehandling i en privat eller offentlig institution. Behandling af barnet eller den unges problemer efter foreslåede bestemmelse vil også kunne gives som supplerende støtte under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Behandling af barnets eller den unges problemer vil også kunne involvere familien, og der vil derfor kunne være en glidende overgang mellem familiebehandling og behandling af barnet eller den unge.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 6, vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i form af døgnophold til hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge. Opholdet vil med bestemmelsen fremover blive betegnet en ’familieanbringelse’. Den foreslåede bestemmelse vil i øvrigt svare til servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4.

Formålet med en sådan familieanbringelse vil være at give familier et tilbud om intensivt støtte, der er mindre indgribende end anbringelse af barnet eller den unge alene. Der bør dog sikres, at døgnopholdet ikke anvendes, hvis der allerede foreligger oplysninger, som peger på, at en anbringelse uden for hjemmet vil være bedst for barnet eller den unge.

Den foreslåede ordning vil f.eks. kunne give mulighed for at arbejde målrettet og helhedsorienteret med familien, herunder med relationer, tilknytning og samspil og forældrenes kompetencer til at skabe trygge rammer og struktur og sætte grænser. Med en familieanbringelse vil familierne således kunne støttes i deres konkrete udfordringer – eksempelvis fremme børnenes trivsel, understøtte relationen mellem forældre og børn og styrke forældrenes forældrekompetencer – til gavn for både børn og forældre.

Døgnophold efter den foreslåede bestemmelse vil oftest indgå som led i en familiebehandling, men kan også foregå som del af en undersøgelse af forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse.

Opholdet vil skulle ske på et børne- eller ungehjem, i en almen plejefamilie, en forstærket plejefamilie eller en specialiseret plejefamilie, jf. § 43, eller i et botilbud, jf. § 107 i lov om social service.

En familieanbringelse efter den foreslåede bestemmelse vil ikke være en anbringelse af barnet eller den unge efter lovens kapitel 5 og vil derfor ikke være omfattet af de særlige regler om bl.a. hjemgivelse og samvær m.v., der særskilt knytter sig til en anbringelse af børn og unge uden for hjemmet.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 7, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte hjælp i form at et støtteophold for et barn eller en ung i form af et døgnophold i en plejefamilie eller i et børne- eller ungehjem. Hensigten med den foreslåede bestemmelse vil være at præcisere de muligheder, kommunerne har i dag efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, for at iværksætte fleksible, støttende og aflastende ophold for barnet eller den unge i en plejefamilie eller i et børne- eller ungehjem, mens barnet eller den unge fortsat bor hjemme hos forældrene. Det vil skulle sikre, at udsatte børn og unge vil kunne blive boende hjemme hos familien, men samtidig få den nødvendige støtte eller det nødvendige pusterum, når sådan en fleksibel model er bedst for barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det tydeligt, at det vil være barnets eller den unges behov, som vil være udgangspunktet for indsatsen, og ikke f.eks. forældres eller plejeforældres behov for aflastning. For at understrege dette vil den foreslåede ordning indebære en ændring af terminologien fra ’aflastning’ til ’støtteophold’, så barnet eller den unge ikke vil skulle opleve at være en belastning, som de voksne omkring barnet eller den unge skal aflastes fra. Ændringen vil indgå som et led i det bredere opgør med stigmatiserende sprogbrug i en ny barnets lov. I sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde aflastning til familien efter kapitel 8. Formålet med den foreslåede bestemmelse vil således være at give barnet eller den unge mulighed for at komme væk hjemmefra i en kortere periode, når barnet eller den unge har behov for det.

Tidsmæssigt vil de enkelte støtteophold kunne strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekender og ferieperioder. Selve ordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten. Støtteophold kan ikke træde i stedet for en anbringelse. Der vil således ikke efter bestemmelsen kunne bevilges gentagne langvarige støtteophold, der ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Det vil ikke være muligt med hjemmel i den foreslåede bestemmelse at bevillige støtteophold på timebasis. Støtte efter denne bestemmelse vil således ligesom i dag kun kunne bevilliges som døgnophold.

Et støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 7, vil ikke være en anbringelse, selvom det vil skulle foregå i et godkendt anbringelsessted. Et støtteophold vil derfor heller ikke kunne erstatte en anbringelse uden for hjemmet, hvis det er en anbringelse, barnet eller den unge har behov for.

Støtteophold vil dog også kunne gives som en supplerende indsats under en anbringelse i en plejefamilie eller på et børne- eller ungehjem.

Kommunerne vil skulle tilrettelægge indsatsen og fastsætte de nærmere rammer for støtteopholdet i dialog med barnet eller den unge og familien, så opholdet tilpasses behovet hos det enkelte barn eller den enkelte unge. I forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges udvikling og trivsel, jf. § 95, vil kommunen i dialog med barnet eller den unge og familien skulle tage stilling til, om der er behov for at justere indsatsen.

Bestemmelsens stk. 1, nr. 8, vil give kommunalbestyrelsen mulighed for at iværksætte anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte. Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9.

Hensigten vil være at give kommunerne så vide rammer som muligt i forhold til at målrette hjælpen til barnet eller den unge og familien og gøre det muligt at iværksætte tilbud, der ikke er taget højde for i opremsningen af typer af støttende indsatser. Der udvikles således løbende nye metoder, og der opstår nye initiativer. Disse skal ikke begrænses af en udtømmende opremsning af indsatstyper. Betingelserne for at iværksætte støtte, jf. stk. 1, vil dog altid skulle være opfyldt.

Der vil ikke kunne ske anbringelse uden for hjemmet eller ydes døgnophold til barnet eller den unge eller familien efter den foreslåede nr. 8, jf. formuleringen »anden hjælp«. Hjælpen vil dog godt kunne ydes uden for hjemmet, f.eks. in et børnehus eller i et dagbehandlingstilbud.

Det foreslås i stk. 2, at afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, jf. dog §§ 37-39.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 1, 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen alene vil kunne træffe afgørelse om støttende indsatser efter denne bestemmelse, hvis der foreligger samtykke fra den eller de personer, som har del i forældremyndigheden. Visse indsatser vil dog efter omstændighederne kunne iværksættes uden samtykke efter reglerne i de foreslåede §§ 37-39, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Samtykket vil skulle omfattet indholdet af den støttende indsats, det overordnede formål med indsatsen samt den forventede varighed, jf. nedenfor.

Samtykket vil skulle skal være frit og informeret og vil til enhver tid kunne trækkes tilbage. Det vil betyde, at kommunen vil skulle sørge for, at forældremyndighedsindehaver er tilstrækkeligt oplyst om og forstår, hvad indsatsen vil indebære, hvad formålet er med at iværksætte hjælpen, og hvor længe indsatsen forventes at vare.

Det foreslås i stk. 3, at ved en afgørelse efter den forslåede § 32, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen vælge den eller de støttende indsatser, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges særlige behov for støtte. Afgørelsen skal angive formålet med indsatsen og den forventede varighed.

Forslaget til bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., vil betyde, at det vil være hensynet til at imødekomme barnets eller den unges støttebehov, som vil skulle være bestemmende for, hvilke indsatser der iværksættes. Bestemmelsen vil afspejle, at hjælp og støtte altid skal iværksættes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf. formålsbestemmelsen i den foreslåede § 2.

Den vil endvidere afspejle den forvaltningsretlige grundsætning om egnethed, hvorefter en foranstaltning altid skal være egnet til at løse det formål, den skal opfylde. Kommunalbestyrelsen skal således sikre, at afgørelsen som middel er egnet til at opnå målet.

Endelig illustrerer formuleringen hensynet til proportionalitetsprincippet. Støttende indsatser vil variere i intensitet og karakter og vil efter omstændighederne kunne være indgribende for både børn, unge og forældre. Det er derfor vigtigt, at de valgte indsatser kan bidrage til at løse de vanskeligheder, som barnet, den unge eller familien, har brug for hjælp til, og at indsatserne står i et rimeligt forhold til formålet. Princippet er som forvaltningsretligt grundprincip gældende, uanset om det står udtrykkeligt i lovteksten.

Samlet set vil det betyde, at en afgørelse om iværksættelse af støttende indsatser ikke bør være så lidt indgribende, at den ikke er tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den senere viser sig ikke at have effekt. Samtidig bør det altid sikres, at indsatsen ikke er så indgribende, at den har større bivirkninger end fordele for barnet eller den unge. Der er således tale om, at børne- og ungerådgiveren i de enkelte tilfælde nøje må overveje balancen imellem disse forvaltningsretlige og faglige hensyn.

Det foreslås videre i stk. 3, 2. pkt., at afgørelsen skal angive formålet med indsatsen og den forventede varighed. Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om støttende indsatser vil skulle angive det overordnede formål med den eller de valgte indsatser.

Et eksempel kunne være en afgørelse om praktisk og pædagogisk hjælp i hjemmet med det overordnede formål at styrke barnets trivsel ved at hjælpe forældrene med at skabe struktur i familiens hverdag og støtte forældrene i at sætte grænser. Det konkrete mål for indsatsen vil skulle fastsættes i samarbejde med barnet eller den unge og forældrene i Barnets Plan. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.3.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal indeholde en angivelse af, hvor længe indsatsen forventes at vare. Det vil sige, at kommunen i forbindelse med iværksættelsen af støtten skal tage stilling til, om indsatsen forventes at skulle være af kortere eller længere varighed. Med stk. 3, 2. pkt. videreføres dele af de gældende regler i servicelovens § 140, stk. 2 og 3, om indsatsens formål og forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 91 og 92 og til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2. og 3.12.3.

Det foreslås i stk. 4, at støtte efter bestemmelsens stk. 1 kan iværksættes på grundlag af en afdækning eller børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 19-20 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller sideløbende hermed.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om støttende indsatser på baggrund af en afdækning af et eller flere forhold med betydning for barnet eller en egentlig undersøgelse af barnets eller den unge situation. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Kommunalbestyrelsen vil altså ikke som i dag som udgangspunkt skulle iværksætte støtte efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse eller hvad der svarer her til, idet en mere afgrænset afdækning vil kunne være tilstrækkeligt grundlag, når der ikke er tale om meget alvorlige og komplekse sager, herunder sager hvor der kan være behov for en anbringelse. Formålet er at sikre, at barnet eller den unge og familien vil få hurtigere hjælp end i dag, og at kommunerne ikke bruger unødige ressourcer på langvarige og omfangsrige undersøgelser, når det ikke står mål med problemtyngden og indsatsens karakter.

Støtte vil dog også kunne iværksættes på grundlag af en børnefaglig undersøgelse, der kommer hele vejen rundt om barnets eller den unges situation. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i en situation, hvor kommunen indledningsvis har vurderet, at der er tale om en så alvorlig sag, at en anbringelse vil kunne være relevant, og derfor har iværksat en børnefaglig undersøgelse, jf. den foreslåede § 20. Hvis kommunen på baggrund af den børnefaglige undersøgelsen imidlertid vurderer, at der ikke er grundlag for en anbringelse af barnet, men i stedet er behov for f.eks. intensiv familiebehandling under et døgnophold for barnet og forældrene, vil denne støttende indsats kunne iværksættes på baggrund heraf. Det vil også kunne være tilfældet i en situation, hvor barnet anbringes uden for hjemmet, og der vurderes at være behov for supplerende støtte til barnet eller forældrene under anbringelsen.

Den foreslåede ordning vil også betyde, at kommunalbestyrelsen vil få lettere adgang til at iværksætte støttende indsatser sideløbende med en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov. I dag kan foranstaltninger efter servicelovens § 52 alene iværksættes sideløbende med en børnefaglig undersøgelse, hvis særlige grunde taler herfor, men det klare udgangspunkt er, at undersøgelsen skal være gennemført forinden. Det vil den foreslåede bestemmelse gøre op med.

Støttende indsatser, herunder eventuelle handicapkompenserende indsatser efter kapitel 8, vil således kunne iværksættes sideløbende med, at afdækning eller børnefaglig undersøgelse gennemføres, hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af de oplysninger, der allerede foreligger i sagen, vurderer, at det vil være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Formålet er at sikre hurtigere og mere fleksibel hjælp til barnet eller den unge og familien. Det vil samtidig give bedre mulighed for en mere aktiv afdækning- eller undersøgelsesperiode, hvor afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse af barnets, eller den unges og familiens ressourcer udfordringer sker som led i en støttende indsats. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Der vil være en forudsætning, jf. det foreslåede stk. 1, at der foreligger tilstrækkelig oplysninger til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte, dvs. at støttebehovet ligger udover, hvad der kan imødekommes som led i en tidligt forebyggende indsats efter den foreslåede § 30, og om støtten vil være af væsentlig betydning. Endelig skal kommunen for at kunne træffe afgørelse have tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, hvilke indsatser, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov.

Kommunalbestyrelsens afgørelse vil være omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring og klagevejledning m.v., ligesom kommunen vil have ansvar for at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, jf. § 10 i retssikkerhedsloven.

Hvis der iværksættes støttende indsatser sideløbende med afdækning eller børnefaglig undersøgelse, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen på barnets trivsel og udvikling, jf. den foreslåede § 95, tage stilling til, om afdækningen eller undersøgelsen giver anledning til at justere indsatsen, herunder iværksætte handicapkompenserende indsatser efter kapitel 8, hvis der i forbindelse med opfølgningen viser sig et grundlag herfor.

Det foreslås i stk. 5, at kommunalbestyrelsen under en kommende mors graviditet med samtykke fra de kommende forældre skal træffe afgørelse om indsatser efter stk. 1, nr. 2, 3, 5, 6 eller 8, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen. Afgørelsen efter 1. pkt. træffes over for de kommende forældre. Støttende indsatser over for kommende forældre efter 1. pkt. kan iværksættes på grundlag af en afdækning eller undersøgelse efter §§ 25 og 26 eller sideløbende hermed.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., vil være en videreførelse af servicelovens § 52, stk. 4, med de redaktionelle ændringer, der følger af ændringen af terminologi fra vordende forældre til kommende forældre og af, at rækkefølgen af de oplistede indsatser i stk. 1 justeres i forhold til, hvad der er i dag gælder i servicelovens § 52, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en række af de støttende indsatser, der er oplistet i det foreslåede stk. 1, fortsat vil kunne iværksættes inden barnets fødsel.

Det vil kunne ske, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte umiddelbart efter fødslen.

Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen ligesom i dag inden fødslen vil kunne træffe afgørelse om støtte i hjemmet efter den foreslåede nr. 2, udpegning af kontaktperson til forældrene efter den foreslåede stk. 1, nr. 3, familiebehandling efter den foreslåede stk. 1, nr. 5, døgnophold for de kommende forældre efter den foreslåede stk. 1, nr. 6, ligesom opsamlingsbestemmelsen i den foreslåede stk. 1, nr. 8, vil finde anvendelse.

Kommunerne vil især kunne anvende familiebehandling efter den foreslåede nr. 3 således, at de kommende forældre gennem f.eks. terapi, øvelser m.v. kan øge deres forældrekompetencer. Kommunen vil dog altid i det enkelte tilfælde skulle vurdere, hvilken hjælp der er relevant. Rent indholdsmæssigt vil disse støttende indsatser i praksis skulle udmøntes, så de retter sig mod at forberede forældrene på den kommende familieforøgelse.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at afgørelsen om støttende indsatser under graviditeten træffes med samtykke fra de kommende forældre.

Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at afgørelsen efter 1. pkt. træffes over for de kommende forældre.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at når der er behov for at træffe afgørelse om støttende indsatser under en kommende mors graviditet efter § 32, stk. 5, 1. pkt., træffes afgørelsen over for de kommende forældre.

Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at støttende indsatser over for kommende forældre efter 1. pkt. kan iværksættes på grundlag af en afdækning eller undersøgelse efter §§ 25 og 26 eller sideløbende hermed.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at støtten vil kunne iværksættes på grundlag af eller sideløbende med en afdækning eller undersøgelse, jf. de foreslåede §§ 25 og 26 om afdækning eller undersøgelse af kommende forældres forhold, når der er grund til antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte efter lovforslagets kapitel 4 eller 5 til et barn umiddelbart efter fødslen.

§ 33

Efter § 101, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, jf. servicelovens § 101, stk. 4. Bestemmelsen vedrører social stofmisbrugsbehandling, og omfatter dermed ikke misbrugsbehandling efter sundhedsloven.

§ 101, stk. 12, i serviceloven bemyndiger social- og boligministeren til at fastsætte regler om behandling efter servicelovens § 101, stk. 1 og 4, af børn og unge under 18 år med stofmisbrug i særlige tilfælde.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 714 af 19. juni 2013 af bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at kommunalbestyrelsen sørger for tilbud om behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde.

Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at tilbud efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

Forældre eller den unge kan anmode kommunen om et behandlingstilbud, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsætter, at målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Der er tale om unge med sociale, fysiske og/eller psykiske skader forårsaget af stofmisbruget.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at tilbud skal iværksættes med forældremyndighedsindehavers samtykke og kræver tillige samtykke fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at den kommunale forpligtelse til særlig støtte over for børn og unge er reguleret efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 11. Forpligtelsen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, ændrer ikke ved dette, men er en ekstra forpligtelse til at yde hurtig hjælp til målgruppen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4.

Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 4, at det er kommunalbestyrelsen, der foretager den faglige vurdering af, om den unges problemer er så alvorlige, at der skal iværksættes et tilbud inden for 14 dage.

Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 5, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at sagen undersøges og for, at der tages stilling til den samlede sociale støtte samt for, at der udarbejdes en handleplan for den samlede indsats, herunder for behandlingen for stofmisbruget, jf. servicelovens § 140, stk. 2.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, at klage over afslag på behandling, herunder manglende iværksættelse af tilbud senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen senest 14 dage efter henvendelsen fra et barn eller en ung under 18 år eller forældrene skal iværksætte social behandling, jf. § 101, stk. 1, i lov om social service, af barnets eller den unges stofmisbrug, når barnet eller den unge har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer på grund af stofmisbruget, der medfører, at barnet eller den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 1 og 4, for så vidt angår børn og unge under 18 år, og de regler om en behandlingsgaranti, der med hjemmel i servicelovens § 101, stk. 12, er fastsat i bekendtgørelsens §§ 1 og 3-5.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil have pligt til at iværksætte et socialt behandlingstilbud til børn og unge med alvorligt stofmisbrug inden for 14 dage fra henvendelsen fra barnet, den unge eller forældrene.

Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, som vil skulle oplyse sagen efter reglerne i det foreslåede kapitel 3 og vurdere, om barnets eller den unges stofmisbrug er så alvorligt, at der vil skulle iværksættes et behandlingstilbud inden for 14 dage.

Bestemmelsen vil ikke ændre på kommunens forpligtelser i øvrigt til at oplyse sagen og iværksætte anden støtte efter de foreslåede bestemmelser i denne lov, i det omfang der er er grundlag herfor. Kommunen vil således kunne iværksætte andre indsatser efter dette kapitel eller kapitel 5 ved siden af, hvis der er behov det.

Der vil tilsvarende kunne iværksættes andre indsatser efter denne lov, selvom kommunalbestyrelsen vurderer, at barnets eller den unges misbrug ikke er så alvorligt, at barnet eller den unge er omfattet af behandlingsgarantien efter den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre ved kommunens mulighed for at iværksætte behandling af barnet eller den unge, herunder for stofmisbrug, efter de almindelige regler i den foreslåede § 32, stk. 1.

Kommunalbestyrelsens afslag på behandling efter den foreslåede bestemmelse, herunder manglende iværksættelse inden for 14 dage, vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i den foreslåede § 144.

Det foreslås videre i stk. 2, at afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter stk. 1 træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

De foreslåede bestemmelse vil svare til § 2 i den nuværende bekendtgørelse. Bestemmelsen vil betyde, at iværksættelse af stofmisbrugsbehandling til unge med alvorligt stofmisbrug efter det foreslåede stk. 1 vil kræve samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, og forældremyndighedsindehaver.

Da de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 vil træde i stedet for de regler om en behandlingsgaranti til børn og unge under 18 år i særlige tilfælde, som i dag er fastsat i bekendtgørelsesform, vil den nuværende bekendtgørelse herom blive ophævet, og bemyndigelsen i servicelovens § 101, stk. 12, vil ikke blive videreført.

§ 34

Efter § 101, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven kan kommunalbestyrelsen anvende gave kort i forbindelse med tilbud om behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101, stk. 1, og under behandlingsforløbet med henblik på at fastholde personen i behandlingen. Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at købe varer i en forretning, jf. servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt.

Det fremgår videre af § 101, stk. 10, i serviceloven, at bestemmelsen i stk. 9 om gavekort tilsvarende finder anvendelse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug, som får behandling efter regler fastsat i medfør af servicelovens § 101, stk. 12, eller i et tilbud efter servicelovens § 52, stk. 3.

§ 101, stk. 11, i serviceloven fastsætter, at gavekort, jf. servicelovens § 101, stk. 9, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Det følger videre af § 101, stk. 13, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om bl.a. anvendelse af gavekort efter servicelovens § 101, stk. 9. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1477 af 17. december 2019 om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende gavekort i behandling af stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 9, i lov om social service, som en del af kommunens generelle serviceniveau.

Gavekort anvendes i forbindelse med tilbud om behandling efter § 101 i lov om social service og under behandlingsforløbet med det formål at fastholde personer med et stofmisbrug in behandling, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 2. pkt.

Kommunalbestyrelsen skal som led i beslutningen om at anvende gavekort i behandlingen af stofmisbrug fastlægge retningslinjer for anvendelsen af gavekort samt beløb på gavekortet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunalbestyrelsen som en del af kommunens generelle serviceniveau beslutter at anvende gavekort i behandling af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 10, i lov om social service, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som led i social behandling til af et barn eller en unge med et stofmisbrug, der får behandling efter § 33, en indsats efter § 32, stk. 1, eller er anbragt efter §§ 46 eller 47 med henblik på at fastholde barnet eller den unge i behandlingen.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt., for så vidt angår stofmisbrugsbehandling af børn og unge under 18 år, og servicelovens § 101, stk. 10.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil have hjemmel til at anvende gavekort til børn og unge under 18 år in forbindelse med stofmisbrugsbehandling.

Hjemlen til at anvende gavekort vil både gælde ved misbrugsbehandling omfattet af den særlige behandlingsgaranti efter den foreslåede § 33 og ved misbrugsbehandling som led i en indsats efter den foreslåede § 32, stk. 1 eller en anbringelse efter de foreslåede §§ 46 eller 47.

Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, der vil skulle tage stilling til, hvorvidt den enkelte kommune skal have mulighed for at anvende gavekort som led i stofmisbrugsbehandling af børn og unge under 18 år. Dermed vil muligheden for at kunne anvende gavekort ligesom i dag være betragte også som en del af det generelle serviceniveau. Det følger af § 60, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration, at beslutninger om det generelle serviceniveau ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i stk. 2, at ved gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en forretning.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt. jf. servicelovens § 101, stk. 10, for så vidt angår børn og unge under 18 år.

Bestemmelsen vil betyde, at det af selve lovteksten vil fremgå, hvad der menes med gavekort, med det formål at give en bedre forståelse af gavekort for forvaltninger og borgere.

Gavekortet vil f.eks. kunne anvendes til at købe biografbilletter eller lignende.

Det foreslås i stk. 3, at gavekort efter, jf. stk. 1, kan modtages, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 11, for så vidt angår børn og unge under 18 år.

Med den foreslåede bestemmelse er det dels hensigten at sikre effekten af gavekortene ved, at kommunerne ikke skal fradrage værdien af gavekortet, hvis den unge modtager en offentlig forsørgelsesydelse eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Dels er hensigten at sikre, at gavekort ikke skal have betydning for den unges ret til anden hjælp.

Det foreslås i stk. 4, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 101, stk. 13, for så vidt angår fastsættelse af nærmere regler om gavekort ved stofmisbrugsbehandling af børn og unge under 18 år.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og boligministeren ligesom i dag vil kunne fastsætte nærmere regler om anvendelse af gavekort i det omfang, det er er nødvendigt f.eks. at fastsætte en grænse for antal af gavekort eller beløbets størrelse. Med bestemmelsen foreslås gældende retstilstand dermed videreført uændret.

§ 35

Efter § 11, stk. 4, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren, når kommunalbestyrelsen vurderer, at efter nr. 1 og 2 i bestemmelsens 2. pkt. kan imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte. Der kan ydes økonomisk støtte til: 1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. servicelovens § 11, stk. 3, nr. 1 og 2) udgifter i forbindelse med prævention.

Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsen give økonomisk støtte til udgifter hhv. konsulentbistand efter § 11, stk. 3, i serviceloven og prævention, når kommunalbestyrelsen vurderer, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, og at den økonomiske støtte efter § 11, stk. 4, vil kunne imødekomme barnets eller den unges behov. Bestemmelsens nr. 2 om udgifter til prævention sal ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens adgang til at tilbyde rådgivning om familieplanlægning efter § 11, stk. 3, nr. 3, i serviceloven.

Målgruppen for de forebyggende indsatser, herunder økonomisk støtte efter § 11, stk. 4, er børn og unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for særlige foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11.

Økonomisk støtte efter § 11, stk. 4, nr. 1, i serviceloven er betinget af, at forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 11, stk. 5.

Bestemmelsen betyder, at støtte til udgifter i forbindelse med konsulentbistand efter § 11, stk. 3, nr. 1, i serviceloven kan gives, når forældrene har udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter reglen i servicelovens § 173.

Det forslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte, kan træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver til dækning af følgende udgifter: 1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. § 30, stk. 1, nr. 1, og 2) udgifter i forbindelse med prævention.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 4.

Målgruppen for de forebyggende indsatser, herunder økonomisk støtte efter det foreslåede stk. 1, er børn og unge samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er behov for støttende indsatser efter den foreslåede § 32 eller en anbringelse efter de foreslåede regler i kapitel 5.

Bestemmelsens stk. nr. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne give økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver til udgifter, som de måtte have som følge af indsatsen efter den foreslåede § 30, stk. 1, nr. 1, f.eks. transportudgifter. Udgifterne til selve indsatsen vil skulle afholdes af kommunen efter den foreslåede § 30.

Bestemmelsens i stk. 1, nr. 2, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne yde økonomisk støtte til udgifter til p-piller, spiral eller anden prævention.

Det foreslås i stk. 2, at støtte efter stk. 1, nr. 1, er betinget af, at forældremyndighedsindehaver ikke selv har tilstrækkelige midler til dækning af udgifterne.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 5. Bestemmelsen vil betyde, økonomisk støtte i forbindelse med tilbud om konsulentbistand kun vil kunne gives, når kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaver ikke selv har råd til at afholde eventuelle udgifter i forbindelse med indsatsen. Det afgørende for vurderingen heraf vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance.

Kommunalbestyrelsen kan efter servicelovens § 11, stk. 6, som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling af denne støtte. Kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen mulighed for at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge. Dette kan give mulighed for, at børn og unge, som ellers ikke deltager i relevante fritidsaktiviteter, får yderligere mulighed for at deltage i sædvanlige fritidstilbud på linje med andre børn og unge, hvilket kan have stor betydning i den forebyggende indsats. Den økonomiske støtte kan eksempelvis gå til at betale for udstyr og kontingent.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til udgifterne i forbindelse med et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis opstille kriterier for familiens økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold til særlige boligområder m.v.

Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, at kommunen ikke benytter hjemlen til at give økonomisk støtte til fritidsaktiviteter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter er således valgfri for kommunerne.

Kommunen kan på forskellig vis forsøge at begrænse åbenbare grundløse ansøgninger. Det kan f.eks. gøres ved, at offentliggøre de kriterier, som kommunen vælger at opstille, på kommunens hjemmeside, eller ved at oplyse herom i forbindelse med den generelle rådgivning af borgere, som henvender sig til kommunen. Dette kan medvirke til at tydeliggøre over for borgerne, hvilke grupper af børn og unge, som kommunen har valgt at give mulighed for at ansøge om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter.

Muligheden for, at kommunerne kan fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, er således en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige princip om, at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle afvejning med anvendelsen af en intern opstillet regel.

Det skal bemærkes, at kommunen er forpligtet til at vurdere alle inden for bestemmelsens målgruppe i overensstemmelse med det opstillede kriterium. Dette indebærer, at hvis kommunen for eksempel har fastsat et kriterium om, at børn i bestemte boligområder kan tildeles støtte, så er kommunalbestyrelsen forpligtet til at behandle alle i målgruppen lige. Kommunalbestyrelsen er i øvrigt både i forbindelse med fastsættelse af kriterium og i forbindelse med behandling af konkrete ansøgninger forpligtet til at overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder ligebehandlingsprincippet og saglighedsprincippet.

Kommunalbestyrelsens beslutning om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen som led i det forebyggende arbejde kan beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte. Endvidere kan kommunalbestyrelsen fastsætte kriterier for tildeling af støtte efter 1. pkt. Endelig kan kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen som led i det forebyggende arbejde kunne beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte. Den foreslåede bestemmelse vil dermed være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 6, 1. pkt. Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte, at der som led i kommunens forebyggende arbejde kan gives økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, som har behov for særlig støtte. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen eksempelvis vil kunne betale for udstyr og kontingent til unges fritidsaktiviteter.

Kommunalbestyrelsen vil også kunne beslutte, at den ikke vil benytte hjemlen til at give økonomisk støtte til fritidsaktiviteter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter vil således være valgfri for kommunerne.

Det foreslås videre i med bestemmelsen i stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildelingen af støtten efter 1. pkt.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af § 11, stk. 6, 2. pkt. i serviceloven. Kriterier for tildeling af støtte vil f.eks. kunne være familiens økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold til særlige boligområder m.v.

Muligheden for at fastsætte kriterier for tildeling af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, vil være en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige princip om, at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle afvejning med anvendelsen af en intern opstillet regel.

Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil være forpligtet til at vurdere alle inden for bestemmelsens målgruppe i overensstemmelse med det opstillede kriterium. Dette vil indebære, at hvis kommunen for eksempel har fastsat et kriterium om, at børn i bestemte boligområder kan tildeles støtte, så vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at behandle alle i målgruppen lige. Kommunalbestyrelsen vil i øvrigt både i forbindelse med fastsættelse af kriterium og i forbindelse med behandling af konkrete ansøgninger være forpligtet til at overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder ligebehandlingsprincippet og saglighedsprincippet.

Endelig foreslås i stk. 3, 3. pkt., at kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og den foreslåede bestemmelse vil dermed være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 6, 3. pkt.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen i en konkret sag har truffet afgørelse om at afslå en anmodning om støtte til fritidsaktiviteter til et barn eller en ung, f.eks. fordi det vurderes, at barnet eller den unge ikke har behov for særlig støtte, vil kommunalbestyrelsen afgørelse ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Efter § 52 a, stk. 1, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog bestemmelsens stk. 2. Der kan ydes økonomisk støtte til følgende: 1) Udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyndes og 3) udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets anbringelse uden for hjemmet.

§ 52 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven giver både mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge af en foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3, udgifter, der er en del af foranstaltningen samt udgifter, der er en mere indirekte følge af en foranstaltning.

Forældrene kan have udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde, og det er derfor muligt at yde støtte til disse udgifter efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1. Der kan eksempelvis være tale om dækning af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v., der indgår som en del af indsatsen.

Der kan desuden være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter § 52 stk. 3, nr. 3 og 4, i serviceloven hvis forældrene på grund af deres deltagelse i familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan varetage deres arbejde.

Støtte efter § 52 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven kan kun ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler til det, jf. § 52 a, stk. 2, i serviceloven.

Det foreslås i stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver til dækning af følgende udgifter, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte: 1) Udgifter i forbindelse med støttende indsatser efter § 32, stk. 1, i denne lov eller foranstaltninger efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) udgifter i forbindelse med en anbringelse efter §§ 46 eller 47 i denne lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 3) udgifter, der erstatter en ellers mere indgribende og omfattende indsats efter § 32, stk. 1, §§ 46 eller 47 i denne lov eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 4) udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyndes, og 5) udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets anbringelse uden for hjemmet.

Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af servicelovens § 52 a, stk. 1, med de redaktionelle ændringer, der vil følge af, at regler om anbringelse udskilles fra de øvrige regler om støttende indsatser, jf. den foreslåede § 32 og §§ 46 og 47.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne træffe afgørelse om økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver, når visse betingelser er opfyldt. Bestemmelsen vil således fastsætte de materielle (indholdsmæssige) betingelser for, hvornår der efter den foreslåede stk. 4 kan tilbydes økonomisk støtte til forældrene. Barnet eller den unge vil skulle have behov for mere intensiv eller langvarig støtte, end hvad der kan gives som led i den tidligere forebyggende indsats efter de foreslåede §§ 30 og 31, og den økonomiske støtte til forældrene vil skulle have væsentlig betydning herfor.

De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaver efter den foreslåede bestemmelse, vil være skattefri for denne, jf. § 7, nr. 9, i lovbekendtgørelse nr. 1735 af 17. august 2022 af bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven).

Med bestemmelsen foreslås det, at bestemmelsen vil opliste de udgifter, der vil kunne ydes støtte til.

Bestemmelsens nr. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge af støttende indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, eller af et forbedringsforløb efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne dække udgifter, der vil være en del af indsatsen efter disse bestemmelser og udgifter, der er en mere indirekte følge af indsatsen.

Forældremyndighedsindehaver vil således kunne have udgifter som følge af den tilbudte støtte, som de ikke selv har råd til at afholde, og det vil derfor være muligt af yde støtte til disse udgifter efter bestemmelsens nr. 1. Der vil eksempelvis kunne være tale om dækning af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v., der indgår som en del af indsatsen.

Der vil desuden kunne være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af f.eks. familiebehandling og døgnophold for familien iværksat efter den foreslåede § 32, hvis forældremyndighedsindehaver på grund af deres deltagelse i familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan varetage deres arbejde.

Bestemmelsens nr. 1 vil også give mulighed for at dække udgifter, der mere indirekte følger af en iværksat indsats, som f.eks. udgifter til tansport i forbindelse med indsatsen.

Bestemmelsens nr. 2 vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at dække udgifter, som er en direkte eller indirekte følge af, at barnet eller den unges anbringes uden for hjemmet efter de foreslåede §§ 46 eller 47 i denne lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Bestemmelsens nr. 3 vil give mulighed for yde støtte til forældremyndighedsindehavers udgifter, hvis den økonomiske støtte erstatter en ellers mere indgribende og omfattende indsats.

Med bestemmelsen gives mulighed for, at der kan ydes økonomisk støtte, hvis den økonomiske støtte erstatter en ellers mere indgribende og omfattende indsats efter forslaget til §§ 32, stk. 1, §§ 46 eller 47. Dermed dækkes f.eks. de situationer, hvor man i forbindelse med familierådslagning, indgåelse af familiekontrakter og lignende aftaler en bestemt indsats, som forældremyndighedsindehaver har vanskeligheder med at afholde udgifterne til. Det kan eksempelvis være en aftale om at sørge for rent tøj til barnet, som forældremyndighedsindehaver ikke kan gennemføre uden hjælp. I stedet for at yde praktisk hjælp i hjemmet kan det være både bedre og billigere f.eks. at yde økonomisk støtte til en vaskemaskine.

Bestemmelsens nr. 4 vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne yde økonomisk bistand som en formålsbestemt indsats for at undgå, at det bliver nødvendigt at anbringe barnet eller den unge, eller for at fremme en hjemgivelse.

Når støtten ydes for at undgå en anbringelse eller for at fremme en hjemgivelse, vil det være en forudsætning, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og muligheden for at undgå anbringelse eller fremme hjemgivelse, hvilket skal fremgå af afgørelsen. Det vil derfor være af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder.

Eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder vil kunne være hjælp til bedre bolig, f.eks. hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld, kortvarig betaling af husleje eller betaling af mindre anskaffelser. Bestemmelsen vil ikke give mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter.

Endelig vil bestemmelsen i nr. 5 betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehavers samvær med barnet eller den unge under anbringelsen for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn.

I disse situationer vil det være en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn.

Eksempelvis vil bestemmelsen kunne anvendes til at yde hjælp til forældrenes transportudgifter i forbindelse med samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for, at et barn med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan besøge forældrene i hjemmet. Der vil f.eks. kunne ydes støtte til udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet, som er nødvendigt for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om hjælpemidler eller boligindretning i forældrenes hjem. I relation til støtte til hjælpemidler skal kommunen være opmærksom på muligheden for at yde hjælp efter servicelovens § 112.

Det bemærkes, at kommunen vil kunne dække eventuelle merudgifter i forbindelse med en bil efter den foreslåede nr. 3, hvis det i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barnet eller den unge under anbringelsen uden for hjemmet. Det vil især gælde den situation, hvor familien har en bil alene til befordring af barnet/den unge. Det vil også gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Det vil endvidere gælde i en situation, hvor en familie har en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets /den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet/den unge. Merudgiften skal altid beregnes konkret.

I relation til særlig indretning af barnets hjem bemærkes, at der ud over hjælp hertil efter bestemmelsen også er mulighed for at yde støtte efter servicelovens § 116, stk. 1, om boligindretning. Permanent ophold uden for hjemmet for et barn eller en ung med nedsat funktionsevne er således ikke i sig selv til hinder for, at der gives hjælp til boligindretning i barnets hjem. Det er dog en forudsætning, at barnet eller den unge har hyppigt ophold hos forældrene, og at de omhandlede boligindretninger barnets eller den unges funktionsnedsættelse taget i betragtning må anses som nødvendige for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet eller den unge under besøgene.

Det foreslås i stk. 5, at støtte efter stk. 4, nr. 1-3, kun kan ydes, når forældremyndighedsindehaver ikke selv har tilstrækkelige midler til det.

Den foreslåede bestemmelse vil svare indholdsmæssigt til servicelovens § 52 a, stk. 2.

Den foreslåede ordning vil betyde, at økonomisk støtte efter stk. 4, nr. 1-3, vil være trangsbestemt. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance, men det vil i øvrigt op til kommunen at fastlægge, hvordan beregningen vil skulle foretages. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, vil der også kunne ydes hjælp til mindre udgifter.

Hjælp i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 4, nr. 4 og 5, vil ikke være trangsbestemt. Det vil betyde, at den økonomiske efter bestemmelsen ikke må afhænge af forældrenes økonomi, men alene af formålet med støtten.

§ 36

Efter § 71, stk. 9, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune yde bistand til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune.

Det fremgår af de særlige bemærkninger til bestemmelsen, at bestemmelsen giver hjemmel til, at barnets opholdskommune kan dække udgifter til transport til møder i barnets opholdskommune, når forældrene har bopæl i en anden kommune.

Det foreslås i § 36, at kommunalbestyrelsen i barnets handlekommune kan yde støtte til dækning af udgifter til forældres transport i forbindelse med møder i barnets handlekommune.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 71, stk. 9, med den ændring af sprogbrug fra opholdskommune til handlekommune, der følger af det samtidigt fremsatte handlekommmunelovforslag.

Bestemmelsen vil betyde, at der, ligesom det er i dag er tilfældet, vil være hjemmel til, at barnets handlekommune kan dække forældres udgifter til transport til møder i barnets handlekommune, når forældrene har bopæl i en anden kommune.

§ 37

Efter § 56 i serviceloven kan afgørelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår behandling af barnets eller den unges problemer, og nr. 6, jf. § 52, stk. 1, træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52, stk. 1, om at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning, hvis de modsætter sig støtten.

Bestemmelsen omfatter foranstaltninger i form af ophold i dagtilbud m.v. (jf. § 52, stk. 3, nr. 1), behandling af barnets eller den unges problemer (jf. § 52, stk. 3, nr. 3) og udpegning af en fast kontaktperson (jf. § 52, stk. 3, nr. 6).

Det foreslås i § 37, at må det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3 og 5, om ophold i dagtilbud, om en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller om behandling af barnet eller den unge, selvom at forældremyndighedsindehaver ikke samtykker, når formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 56 med visse redaktionelle ændringer samt med de ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32, stk. 4.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne træffe afgørelse om visse støttende indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, selvom forældremyndighedsindehaver ikke samtykker, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

De materielle betingelser for iværksættelse af hjælp efter denne bestemmelse vil ligesom i dag være: 1) At det må anses for at være af væsentlige betydning for et barns særlige behov for støtte, og 2) at formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås, selvom forældremyndighedsindehaver ikke samtykker.

Det vil for det første betyde, at de materielle betingelser for iværksættelse af en eller flere støttende indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, som er omfattet af bestemmelsen, skal være opfyldt.

Det vil for det andet betyde, at bestemmelsen kun vil kunne anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en indsats på trods af modstand fra forældremyndighedsindehaver. Det vil indebære, at der vil skulle foreligge forhold, der vil sandsynliggøre, at der vil kunne opnås et positivt resultat af indsatsen trods den udviste modstand.

Bestemmelsen vil omfatte støttende indsatser i form af ophold i dagtilbud m.v. jf. § 32, stk. 1, nr. 1, udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, og behandling af barnet eller den unge jf. § 32, stk. 1, nr. 5. Det vil svare til, hvad der i dag gælder efter servicelovens § 56, med de redaktionelle ændringer, der følger af § 32, stk. 1.

Støttende indsatser i form af ophold for barnet i f.eks. et dagtilbud eller udpegning af en fast kontaktperson vil således som udgangspunkt forudsætte samtykke fra forældremyndighedsindehaver. En vellykket indsats vil således normalt fordre, at der et minimum af vilje til samarbejde hos barnets eller den unge og forældremyndighedsindehaver. Bestemmelsen vil dog give mulighed for at træffe afgørelse om indsatsen uden samtykke.

Udgangspunktet for gennemførelsen af en psykologisk, pædagogisk eller anden tilsvarende behandling af et barn eller en ung vil også være, at forældremyndighedsindehaver skal give samtykke. Kommunen vil derfor så vidt muligt skulle søge at opnå dialog og samarbejde med familien om behandlingen. Hvis behandlingen skal gavne barnet eller den unge, vil det således som oftest være en forudsætning, at begge forældre bakker op om det, herunder som minimum den forælder, som barnet bor hos.

Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen få mulighed for at gennemføre behandling af barnet eller den uden samtykke i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaver, samt i særlige tilfælde hvor den ene forældremyndighedsindehaver afviser eller ikke besvarer kommunens forsøg på dialog.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor to forældremyndighedsindehavere ikke bor sammen, og kun den ene vil give samtykke til, at et hjemmeboende barn eller en ung, der har behov for f.eks. psykologhjælp, uden at der dog er grund til en anbringelse uden for hjemmet.

Bestemmelsen vil også kunne anvendes i situationer, hvor barnets eller den unges behov for behandling er begrundet i problemer hos forældrene med f.eks. misbrug, som forældrene har svært ved at erkende, og forældrene derfor ikke ønsker behandling af barnet.

Kommunen vil dog stadig så vidt muligt skulle informere forældremyndighedsindehaver om behandlingsforløbet og om øvrige sagsskridt, herunder sikre sig at forældremyndighedsindehaver forstår kommunens bevæggrunde og tiltag.

Bestemmelsen vil alene give kommunalbestyrelsen mulighed for at fravige samtykkekravet i forhold til afgørelser, der vedrører de angivne bestemmelser i barnets lov. Forslaget påvirker ikke eventuelle samtykkeregler, som behandlerne vil kunne være omfattet af.

Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse, hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. I disse tilfælde vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag kunne træffe afgørelse om behandling af barnet eller den unge uden samtykke efter reglerne i den foreslåede § 47.

Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende indsatser omfattet af den foreslåede bestemmelse på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af støttebehovet eller sideløbende hermed, jf. den foreslåede § 32, stk. 4.

Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen vil være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksættende støtte, der foreslås i § 32, stk. 3.

Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse, jf. § 10 i retssikkerhedsloven. Det vil bl.a. betyde, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de grundlæggende principper i kapitel 2.

Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.

§ 38

Efter § 57 a, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaver et forældrepålæg, jf. bestemmelsens stk. 3, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaver ikke lever op til sit forældreansvar.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at: 1) barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller 4) forældremyndighedsindehaver nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Et forældrepålæg efter § 57 a i serviceloven angiver en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaver, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, jf. servicelovens § 57 a, stk. 3.

Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindehaveren skal: 1) sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole, 2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang, 3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det pågældende sted, 4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller 6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Det fremgår af § 57 a, stk. 4, i serviceloven, at afgørelse om forældrepålæg træffes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.

Det følger af § 57 a, stk. 5, i serviceloven, at hvis der er truffet afgørelse om forældrepålæg, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 2, 3, 6 og 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Bestemmelsens stk. 6 fastsætter, at en afgørelse om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.

Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage børne- og ungeydelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj 2022 af lov om en børne- og ungeydelse, og for, at det pågældende barn eller den pågældende unge medregnes ved beregningen af boligstøtten, jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. januar 2021 af lov om individuel boligstøtte.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den, der er meddelt et forældrepålæg, ikke efterlever pålægget, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette, jf. § 57 a. stk. 8, i serviceloven. Afgørelsen er gældende for ét kvartal.

Efter § 57 a, stk. 9, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af forældrepålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at: 1) forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller 2) forældrepålægget ikke længere er egnet til å løse barnets eller den unges problemer.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaver et forældrepålæg, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaver ikke lever op til sit forældreansvar.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 1.

Formålet med et forældrepålæg efter den foreslåede bestemmelse vil være, at forældremyndighedsindehaver skal påtage sig det ansvar, der følger af at have forældremyndigheden over et barn eller en ung.

Ved et forældrepålæg forstås et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete opgaver og pligter, som forældremyndighedsindehaver skal påtage sig. Hvis forældrene har fælles forældremyndighed, vil afgørelsen skulle træffes i forhold til begge forældremyndighedsindehavere. Det vil således være op til forældremyndighedsindehaverne sammen at sikre, at pålægget efterleves.

Hvis et barn eller en ung har fast ophold hos andre end forældremyndighedsindehaver, vil der ikke kunne anvendes et forældrepålæg. Et forældrepålæg vil således være møntet på forældremyndighedsindehaver alene, hvorfor det ikke vil finde tilsvarende anvendelse på andre personer.

Det vil være en betingelse for at meddele et forældrepålæg, at forældremyndighedsindehaver ikke i tilstrækkelig omfang har levet op til sit ansvar som forælder og dermed har været medvirkende til barnets eller den unges negative udvikling. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaver ikke har reageret på meddelelser fra skolen om et barns fravær.

I nogle tilfælde vil der kunne der være problemer i forhold til flere børn eller unge i en familie. Hvis kommunen overvejer at anvende forældrepålæg for at løse problemerne, vil betingelserne skulle være opfyldt, og afgørelserne træffes individuelt i forhold til hvert enkelt barn på baggrund af konkrete vurderinger.

Afgørelse om et forældrepålæg efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes, selvom der ikke er gennemført en børnefaglig undersøgelse eller afdækning, jf. §§ 19 og 20, ligesom afgørelsen i dag kan træffes uden forudgående børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 57 a, stk. 4.

Hensigten er, at kommunen hurtigt og effektivt vil kunne pålægge forældremyndighedsindehaver at sikre, at barnet eller den unge f.eks. møder i skolen eller er hjemme på bestemte tidspunkter eller inden for bestemte tidsrum. Det forudsættes således, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om der er grundlag for et forældrepålæg, når der foreligger oplysninger, som kan indikere, at barnets eller den unges udvikling er i fare.

Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag skulle iagttage de almindelige forvaltningsretlige regler for myndigheders behandling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af sagen. I de sager, hvor der vil være tale om børn og unge, som er kendt af de sociale myndigheder, vil der ofte allerede foreligge afklaringsnotater, den børnefaglige undersøgelse eller anden undersøgelse i sagen, som vil kunne indgå i sagens oplysning.

Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver behov for yderligere afdækning af støttebehovet hos et barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter reglerne i det foreslåede kapitel 3 sideløbende med gennemførelsen af forældrepålægget. Den efterfølgende afdækning vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen vil træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer, jf. nedenfor.

Det foreslås i stk. 2, at meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et af følgende forhold: 1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke, 2) barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller 5) forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 2, og vil angive, hvilke konkrete situationer, der vil skulle føre til meddelelse af et forældrepålæg, hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt. De udvalgte situationer vil være typeeksempler på tilfælde, hvor børn og unge har brug for hjælp til at komme på ret køl igen. Der vil være tale om en udtømmende opregning.

Bestemmelsen vil betyde, at der vil skulle foreligge en af fem nærmere angivne situationer for, at kommunen har grundlag for at træffe afgørelse om forældrepålæg. Betingelserne i det foreslåede stk. 1 vil også skulle være opfyldt.

Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor barnet eller den unge udviser de oplistede bekymringstegn, er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Den bekymrende adfærd bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil betyde, at oplysninger om ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i øvrigt ikke opfyldes vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen og § 6, stk. 2, i lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 9. august 2021 (friskoleloven). Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at skolefravær i nogle tilfælde kan skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og § 2, i bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen, og der vil derfor heller ikke være grundlag for at udløse et forældrepålæg.

Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne omstændigheder som er nævnt i det foreslåede stk. 1, vil der således skulle foretages en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2, vil betyde, at om mistanke om eller sigtelse for enhver overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kunne begrunde et forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang eller grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse af et forældrepålæg vil også skulle være opfyldt. Kommunalbestyrelsen vil også her skulle være opmærksom på, at adfærd som fører til mistanke om overtrædelse af straffeloven i nogle tilfælde kan skyldes en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge.

I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en betingelse, at kriminaliteten har et vist omfang eller en vis grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være tilstrækkelig til at begrunde et forældrepålæg.

Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under 15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de er under den kriminelle lavalder.

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, indebærer, at oplysninger om, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvor der almindelig adgang, vil være en indikator på, at barnets eller den unges udvikling er i fare og kan således begrunde et forældrepålæg.

Med udtrykket »utryghedsskabende adfærd« menes en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed hos andre mennesker. Det er således ikke et krav, at der skal være givet udtryk for en følelse af utryghed i forhold til den udviste adfærd, idet adfærden alene skal være egnet til at skabe utryghed.

Som eksempler på utryghedsskabende adfærd kan nævnes, at barnet eller den unge udviser en intimiderende, chikanerende eller truende adfærd over for f.eks. forbipasserende, beboere eller erhvervsdrivende m.v. Eksempler på chikanøs eller truende adfærd kan f.eks. være, at barnet eller den unge, herunder gruppen som denne kan være en del af, råber, kommer med nedsættende bemærkninger eller stiller sig i vejen for forbipasserende, eller at den pågældende udviser en støjende eller fornærmende adfærd i øvrigt. Der kan også være tale om fysiske handlinger såsom kast af genstande, skub eller spyt mod ting eller personer, uden at adfærden nødvendigvis falder under et strafbart forhold.

I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppested, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanskeligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens adfærd.

Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det kan også indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks. at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifikation.

Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et strafbart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der er tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges vægt på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, og om personer i gruppen indtager eller er påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

It is not possible to exhaustively define when behavior is security-threatening. It will always depend on a concrete assessment of the overall circumstances of the case whether a behavior can be said to be security-threatening or not.

Det er en betingelse, at den utryghedsskabende adfærd er udvist »på steder, hvortil der er almindelig adgang«. Udtrykket skal forstås i overensstemmelse med ordensbekendtgørelsens § 2 og omfatter således f.eks. offentlige parker, offentlige befordringsmidler, butikker, butikscentre og offentlige kontorer. Det vil ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis den utryghedsskabende adfærd er udvist i et privat hjem eller andre steder, hvor der ikke er almindelig adgang. Den utryghedsskabende adfærd kan være udvist på steder med geografisk tilknytning til det sted, hvor barnet eller den unge har bopæl. Det kan f.eks. være i det lokale bycenter, på den lokale togstation, foran skolen, ungdomsklubben eller lignende. Det er imidlertid ikke et krav, at adfærden nødvendigvis er udvist i barnets eller den unges nærområde. Det vil således også være omfattet, hvis adfærden er udvist i en anden by eller kommune end den, som barnet eller den unge har bopæl i.

Det er kommunen, der skal vurdere, om barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Kommunen vil i den forbindelse skulle iagttage officialprincippet, hvorefter kommunen skal sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning, førend der træffes afgørelse om pålæg. Vurderingen af, om barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd skal almindeligvis foretages bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet eller lignende.

Det forudsættes, at et forældrepålæg efter nr. 3 ikke meddeles som følge af et enkeltstående tilfælde. Et pålæg efter bestemmelsen vil således almindeligvis forudsætte, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som utryghedsskabende.

Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil betyde, at oplysninger om alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer til udtryk i skolen, om problemer der på andre måder kommer til udtryk i »det offentlige rum« f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige sammenhænge og om problemer, som kommer til udtryk ved den unges misbrug eller anden selvskadende adfærd.

I sager hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det foreslåede stk. 2, nr. 5, vil betyde, at oplysninger om, at forældremyndighedsindehaver ikke vil samarbejde med myndighederne om at løse barnets eller den unges problemer, vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Manglende samarbejde vil f.eks. kunne bestå i, at forældremyndighedsindehaver ikke kommer til forældremøder eller ikke møder op, når kommunen har indkaldt dem til et møde, f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af barnets plan, jf. den foreslåede § 91. Der vil også kunne være tale om en situation, hvor forældremyndighedsindehaver afviser at samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning om planlægningen af den unges uddannelse efter folkeskolens 9. klasse.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaver, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det foreslås videre, at det herunder kan fastsættes, at forældremyndighedsindehaver skal: 1) Sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole, 2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende om barnets eller den unges skolegang, 3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det pågældende sted, 4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller 6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., der fastslår, at et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaver, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 3, 1. pkt.

Bestemmelsen vil betyde, at et forældrepålæg vil være et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som forældremyndighedsindehaveren skal påtage sig med henblik på, at barnets eller den unges udvikling bringes uden for fare. Formålet vil være at sikre, at forældremyndighedsindehaveren bidrager til løsningen af barnets eller den unges problemer.

Et forældrepålæg kan indeholde flere forskellige pligter og opgaver, hvis kommunen i det konkrete tilfælde vurderer, at det er nødvendigt.

Det foreslås således i stk. 3, 2. pkt., at det herunder kan fastsættes, at forældremyndighedsindehaver skal: 1) Sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole, 2) deltage i forældremøder og konsultationer om barnets eller den unges skolegang, 3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det pågældende sted. 4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum. 5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram, eller 6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen vil fastsætte en liste over mulige pålæg. Listen vil ikke være udtømmende, da det ikke vil være muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der kan være egnede til at løse konkrete problemer.

Hvis pålægget indebærer, at forældremyndighedsindehaver skal sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, er det kommunen, der i forbindelse med meddelelsen af forældrepålægget, vurderer, hvilket tidsrum handlepligten skal strække sig over. Ved vurderingen kan der lægges vægt på, hvilke problemstillinger hos barnet eller den unge der giver anledning til den pågældende handlepligt. Hvis der f.eks. foreligger oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet eller lignende om, at barnet eller den unge ofte udviser eller deltager i utryghedsskabende adfærd i weekenden i aften- og nattetimerne, kan pålægget f.eks. gå ud på, at barnet eller den unge skal være hjemme fredag og lørdag mellem kl. 21 om aftenen til kl. 6 om morgenen dagen efter.

Det er ikke en forudsætning, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd for at anvende handlepligten om ophold i hjemmet i et nærmere afgrænset tidsrum. Handlepligten kan således også anvendes ved enhver af de øvrige problemstillinger, som er oplistet i stk. 2.

En sådan handlepligt indebærer ikke, at den unge per definition skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som familiens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i kommunens afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt eller besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt, at den unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil barnet eller den unge fortsat have mulighed for inden for det fastsatte tidsrum at deltage i eventuelle fritidsjob, uddannelses’ eller fritidsaktiviteter, klubtilbud eller aktiviteter med genoprettende formål i øvrigt. Det afgørende er, at barnet eller den unge ikke hænger ud på gaden eller opholder sig i miljøer, der ansporer den unge til negativ adfærd.

Kommunen vil således have mulighed for at fastlægge de konkrete pålæg efter stk. 3, 2. pkt., inden for visse rammer, som for det første vil afgrænses af, at pålæggene vil skulle være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag. Det vil sige, at der skal være en direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge.

For det andet vil efterlevelsen af pålægget skulle være realistisk for forældremyndighedsindehaver. Det betyder, at der ved fastlæggelsen af pålægget f.eks. skal tages højde for barnets eller den unges alder i forhold til, om forældrene har reel mulighed for at efterleve pålægget.

For det tredje vil pålæggets indhold skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst.

For det fjerde vil forældremyndighedsindehaver kun kunne pålægges at foretage handlinger e.l., som ligger inden for rammerne af ansvarlig forældremyndighedsudøvelse. Det vil sige, at forældremyndighedsindehaver f.eks. naturligvis ikke kan pålægges at låse deres børn inde.

For det femte vil forældrepålæggene skulle være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet af barnets lov. Endelig vil pålæggets indhold i den konkrete sag for det sjette skulle fastlægges, så forældrene vil have mulighed for at opfylde deres øvrige forpligtelser f.eks. i forhold til familiens eventuelt øvrige børn og i forhold til arbejdspladsen. Et eksempel på et egnet pålæg, som vil stå i rimelig forhold til formålet, kan være et pålæg om at følge barnet eller den unge i skole hver dag, hvis det pågældende barn eller den unge har ulovligt fravær.

Forældremyndighedsindehave vil dog ikke kunne blive pålagt selv at følge deres børn i skole, hvis det kommer i konflikt med deres arbejdstider, men pålægget vil så kunne være, at forældremyndighedsindehaver skal sørge for, at barnet bliver fulgt i skole af andre.

Det vil i afgørelsen om forældrepålæg skulle angives:1) Hvad pålægget nøjagtigt skal gå ud på, herunder hvad den eller de konkrete handlepligter vil skulle bestå i, 2) hvilken periode pålægget vil gælde for, og under hvilke omstændigheder det vil være muligt at forlænge pålægget, 3) hvilke parter der - efter kommunens vurdering i den konkrete sag - vil få meddelelse om pålægget, og 4) hvad konsekvensen vil være af, at pålægget ikke efterleves, nemlig at udbetalingen af børnefamilieydelsen stoppes.

Det vil således skulle være helt klart for forældremyndighedsindehaver, hvad det er for handlepligter, de vil få pålagt, så det også vil stå tydigt for dem, hvordan de vil kunne efterleve det, og dermed også, hvornår et pålæg anses for ikke at være blevet efterlevet med de konsekvenser, der vil følge af en manglende efterlevelse.

Det foreslås i stk. 4, at er der truffet afgørelse om forældrepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32 stk. 1, nr. 1-3, 5 og 8, selvom at forældremyndighedsindehaver ikke samtykker til indsatsen, når det vurderes, at formålet med indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 5, med de ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32.

Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende indsatser omfattet af den foreslåede bestemmelse på baggrund af en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af støttebehovet eller sideløbende hermed, jf. den foreslåede § 32, stk. 4.

Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen vil være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksættende støtte, der foreslås i § 32.

Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse, jf. § 10 i retssikkerhedsloven. Det bl.a. betyde, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de grundlæggende principper i kapitel 2.

Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.

Det foreslås i stk. 5, at afgørelsen om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 6. Bestemmelsen vil betyde, at det af afgørelse vil skulle fremgå, hvor længe pålægget vil skulle gælde, idet perioden, dog ikke vil kunne overstige 12 måneder, uden at det vil kræve en ny afgørelse.

Bestemmelsen vil ikke fastsætte ikke en grænse for, hvor mange gange et pålæg vil kunne forlænges, eller hvor længe en forældremyndighedsindehaver i alt vil kunne være underlagt forældrepålæg.

Der sættes dog en naturlig grænse for den tidsmæssige udstrækning ved, at betingelserne til stadighed vil skulle være opfyldt, herunder den betingelse, at forældrepålægget vil skulle være egnet til at løse problemerne.

Både for den enkelte afgørelse og for afgørelsen inklusiv forlængelser gælder det, at den tidsmæssige udstrækning vil skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst.

Som eksempel vil kunne nævnes et pålæg om at deltage i et forældreprogram bestående af to weekend-ophold. Et sådant pålæg vil typisk kun skulle vare den periode, som de to weekend-ophold varer. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke møder op til weekend-opholdene, vil pålægget kunne forlænges, ligesom udbetalingen af børnefamilieydelsen vil kunne stoppes, jf. nedenfor.

Det foreslås således i stk. 6, at kommunalbestyrelsen vil skulle oplyse forældremyndighedsindehaver om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse, og for, at det pågældende barn eller den pågældende unge medregnes ved beregningen af boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 7. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen har ansvaret for at sikre, at forældremyndighedsindehaver er gjort bekendt med de økonomiske konsekvenser for familien ved ikke at overholde forældrepålægget.

Det foreslås i stk. 7, at vurderer kommunalbestyrelsen, at forældremyndighedsindehaver ikke efterlever et forældrepålæg efter stk. 1, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for ét kvartal.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 8. Bestemmelsen vil regulerer reaktionsmulighederne over for en forældremyndighedsindehaver, som ikke efterlever et forældrepålæg. Efter forslaget er det kommunalbestyrelsens opgave at følge op på og vurdere, om et meddelt forældrepålæg er efterlevet.

Det vil f.eks. betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle undersøge, om en forældremyndighedsindehaver, som har fået pålæg om at sikre, at barnet opholder sig hjemme på visse tidspunkter eller i et nærmere fastsat tidsrum, har taget skridt til at sikre dette. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse kunne tage kontakt til politiet eller SSP-samarbejdet for at få bekræftet, at politiet ikke længere møder barnet eller den unge på gaden sent på natten.

Udgangspunktet vil være, at et forældrepålæg vil skulle efterleves fuldt ud i hele den periode, pålægget er i kraft.

Hvis forældremyndighedsindehaver pludselig viser vilje til at efterleve pålægget omkring det tidspunkt, hvor betingelserne for at være berettiget til børnefamilieydelsen skal være opfyldt, vil kommunen skulle vurdere, om den opståede vilje er reel, eller om der er tale om forsøg på omgåelse. Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at pålægget ikke er efterlevet, med henvisning til forældrenes forsøg på at omgå reglerne, vil det dog kræve klare oplysninger, der støtter denne antagelse.

Kommunalbestyrelsen vil til brug for vurderingen af, om pålægget er efterlevet, skulle inddrage samtlige omstændigheder i sagen og foretage en konkret helhedsbedømmelse på baggrund heraf. Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde være tildelt en vis skønsmulighed.

Hvis et pålæg ikke is efterlevet, og dette ikke skyldes undskyldelige forhold hos forældremyndighedsindehaver, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om dette. Følgen af at et pålæg ikke efterleves vil i så fald være, at betingelserne for udbetaling af børnefamilieydelsen ikke længere er opfyldt, og at udbetalingen stoppes, jf. § 38, stk. 6.

Afgørelsen om manglende efterlevelse af et pålæg vil skulle træffes med virkning for det førstkommende kvartal og for ét kvartal af gangen. Hvis forældremyndighedsindehaver efter et kvartal med stop for udbetalingen af børnefamilieydelsen stadig ikke efterlever pålægget, og kommunen vurderer, at betingelserne for at opretholde pålægget stadig er gældende, vil kommunen skulle træffe en ny afgørelse med efterfølgende stop for udbetalingen af børnefamilieydelsen for det næste kvartal også.

Kommunen vil i denne forbindelse skulle være opmærksom på de tidsterminer, der gælder i forhold til udbetalingen af børnefamilieydelsen.

I den vurdering, der vil skulle ligge til grund for afgørelsen, vil dels skulle indgå, om forældremyndighedsindehaverne objektivt set har efterlevet pålægget, dels, hvis det ikke er tilfældet, om der foreligger undskyldelige omstændigheder for den manglende efterlevelse. Kommunalbestyrelsen vil således skulle tage hensyn til, om den manglende efterlevelse skyldes forhold, der er uden for forældremyndighedsindehaverens kontrol, f.eks. dokumenteret sygdom.

There will not be an assessment by the municipal board in connection with the decision on non-compliance with orders regarding the expediency of stopping the payment of child and youth allowance in the specific case. It will only be a finding that a parental order has not been complied with.

Det foreslås i stk. 8, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 9. Bestemmelsen vil regulere, hvornår et pålæg bortfalder. Der vil være tale om en udtømmende opregning.

Bestemmelsen vil betyde, at pålægget vil bortfalde ved kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis det forhold, der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, f.eks. hvis barnet eller den unge, som tidligere har haft et omfattende ulovligt skolefravær, nu møder i skole hver dag.

Et forældrepålæg, der er meddelt på grund af ulovligt skolefravær, eller fordi undervisningspligten ikke i øvrigt opfyldes, vil ikke bortfalde som følge af, at forældrene hjemtager barnet eller den unge til hjemmeundervisning. Kun hvis det vurderes, at undervisningspligten rent faktisk opfyldes, vil være der grundlag for at træffe afgørelse om bortfald.

Et pålæg vil endvidere bortfalde ved kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis det ikke længere er egnet til at løse de foreliggende problemer. Det kan f.eks. være i en situation, hvor et pålæg om at sikre barnets eller den unges deltagelse i bestemte fritidsaktiviteter i kommunen ikke længere er meningsfyldt, fordi forældremyndighedsindehaver og barnet er flyttet til en anden landsdel, eller hvor forældremyndighedsindehaver har efterlevet pålægget, men det har vist sig, at det ikke har påvirket barnets eller den unges problemer i en positiv retning.

Kommunalbestyrelsen vil i øvrigt skulle være opmærksomme på, at bortfald af et konkret pålæg vil kunne kombineres med et nyt pålæg med nye handlepligter.

Kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om bortfald af pålægget af egen drift, og skal gøre det, hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunalbestyrelsen vil også kunne tage sagen op på baggrund af en henvendelse fra forældrene.

§ 39

Efter § 57 b, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

§ 57 b, stk. 2, i serviceloven fastsætter, at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge: 1) Har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller 5) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Efter § 57 b, stk. 3, i serviceloven skal et børne- og ungepålæg angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Det fremgår af § 57 b, stk. 4, i serviceloven, at børne- og ungepålæg efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 3, nr. 2-5, iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen, uden først at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, vil kunne pålægge barnet eller den unge at være hjemme på et bestemt tidspunkt (nr. 2), at bidrage til at genoprette skade, som barnet eller den unge, har forrettet (nr. 3), eller deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde (nr. 4), hvis betingelserne i stk. 1 og 3 i øvrigt er opfyldt.

Det er her forudsat, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om der er grundlag for et børne- og ungepålæg, når der foreligger oplysninger, som kan indikere, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer.

Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor barnet eller den unge udviser de oplistede bekymringstegn, er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Den bekymrende adfærd bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Kommunalbestyrelsen skal iagttage de almindelige forvaltningsretlige regler for myndigheders behandling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af sagen.

I mange tilfælde vil der være tale om børn og unge, som allerede er kendt af de sociale myndigheder, idet børne- og ungepålægget typiske vil anvendes som et mere insisterende redskab over for børn og unge, som ikke umiddelbart kan bringes til at samarbejde frivilligt. I disse tilfælde vil der kunne foreligge en børnefaglig undersøgelse, og den eksisterende børnefaglig undersøgelse kan indgå i sagens oplysning.

Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver behov for yderligere undersøgelser af et barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter § 50 sideløbende med gennemførelse af forældrepålægget. En sideløbende eller efterfølgende børnefaglig undersøgelse vil kunne danne grundlag for iværksættelse af foranstaltninger. Den efterfølgende undersøgelse vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer, jf. § 57 a, stk. 9, i serviceloven.

Det følger af bestemmelsens stk. 5, at hvis der er truffet afgørelse om børne- og ungepålæg, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, i serviceloven selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.

Uanset stk. 4 kan sådanne støtteforanstaltninger først iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte sideløbende med undersøgelsen, jf. § 52, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven.

§ 57 b, stk. 6, i serviceloven fastsætter, at reglerne i servicelovens § 57 a, stk. 6 og 9, finder tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1. Det vil sige, at der gælder samme regler om varighed og ophør af børne- og ungepålæg og forældrepålæg, jf. ovenfor.

§ 57 b, stk. 7, i serviceloven fastsætter, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om børne- og ungepålæg skal overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter servicelovens § 57 a.

Det følger af bestemmelsens stk. 8, at hvis barnet eller den unge ikke overholder et børne- og ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2.

§ 57 b, stk. 9, i serviceloven indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter social- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og ungepålæg.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 1. Formålet med børne- og ungepålægget vil være at få barnet eller den unge ind i en positiv udvikling. Det vil være afgørende for anvendelse af børne- og ungepålægget, at det indgår i en fremadrettet bestræbelse på at ændre barnets eller den unges adfærd og ikke som en straf med bagudrettet perspektiv. Pålægget, der vil skulle gives efter en konkret vurdering, vil være et led i den forebyggende indsats og vil ikke have karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have pligt til at træffe afgørelse om et børne- og ungepålæg, når betingelserne herfor er opfyldt. Bestemmelsen vil samtidig fastsætte de grundlæggende materielle krav til en afgørelse om børne- og ungepålæg. Det vil således være et krav at barnet eller den unge udviser negativ adfærd eller adfærdsproblemer, at disse adfærdsmæssige problemer er så alvorlige, at der risiko for, at barnets eller den unges adfærd eller udvikling er i fare, og at et frivilligt samarbejde om støttende indsatser i form af f.eks. behandling af barnet eller unge efter § 32 ikke vurderes at være tilstrækkeligt.

Børne- og ungepålægget vil i forlængelse heraf skulle ses i sammenhæng med øvrig støtte og den samlede indsats over for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes familie. Pålægget vil typisk anvendes, hvor samarbejdet er »kørt fast«, men det er ikke påkrævet, at der er gået et længere forløb forud med sociale indsatser eller forsøg på iværksættelse af sådanne. Det vil dog altid skulle vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om børne- og ungepålæg ud fra et almindeligt proportionalitetsprincip.

Det vil være forudsætning for at træffe afgørelse om ungepålæg, at barnet eller den unge grundlæggende vurderes at være i stand til at bidrage til og tage ansvar for sin egen udvikling. Børn eller unge med psykiske funktionsnedsættelser som f.eks. udviklingshæmning eller opmærksomhedsforstyrrelser, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes at kunne tage samme ansvar for deres egen udvikling som deres jævnaldrende.

Det foreslås i stk. 2, at meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et eller flere af følgende forhold: 1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke, 2) barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller 5) barnet eller den unge nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 2. Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at ungepålægget anvendes målrettet. Bestemmelsen vil derfor betyde, anvendelsen af pålægget knyttes til some af de centrale problemstillinger hos målgruppen, som oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den unge vil skulle forstås som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Der vil således skulle foreligge mindst en de nedenfor angivne situationer for, at kommunen vil have grundlag for at træffe afgørelse om ungepålæg.

Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger vil ikke per automatik føre til et børne- og ungepålæg. Afgørelse om børne- og ungepålæg vil skule træffes på baggrund af en konkret vurdering af, om de samlede betingelser for at anvende pålægget er opfyldt, herunder at pålægget vurderes at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at skolefravær i nogle tilfælde kan skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og § 2, i bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen, og der vil derfor heller ikke være grundlag for at udløse et forældrepålæg.

Det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil betyde, at oplysninger om ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i øvrigt ikke opfyldes vil kunne udløse et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen og § 6, stk. 2, i friskoleloven.

Der vil således være tale om ulovligt fravær i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om fravær, som efter reglerne i folkeskole- og eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. I forhold til meddelelse af et børne- og ungepålæg vil det afgørende dog ikke nødvendigvis være antallet af ulovlige fraværsdage, men i lige så høj grad, hvorvidt fraværet har et mønster eller en karakter, der giver anledning til bekymring i forhold til den unges sociale og faglige udvikling. Det vil være en vurderingssag, om barnets eller den unges fravær har et omfang eller et mønster, der vil begrunde anvendelse af ungepålæg. Der vil således ikke på forhånd kunne opstille objektive kriterier for, hvor meget fravær der vil være tilstrækkeligt.

Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne omstændigheder som er nævnt i det foreslåede stk. 1, vil der således skulle foretages en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v.

Det vil være er afgørende for meddelelse af et børne- og ungepålæg, at den manglende opfyldelse af undervisningspligten i en konkret sag skyldes barnets eller den unges egne forhold og ikke f.eks., at kommunen ikke stiller et passende skoletilbud til rådighed.

Det skal ligeledes bemærkes, at der kun kan træffes afgørelse om børne- og ungepålæg med begrundelse i kriteriet om ulovligt fravær eller manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt over for børn eller unge, der er omfattet af undervisningspligten, selvom pålægget i udgangspunktet omfatter alle børn og unge i alderen 10 - 17 år.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2, vil betyde, at om mistanke om eller sigtelse for enhver overtrædelse af straffeloven, lov om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kunne begrunde et forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang eller grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse af et forældrepålæg vil også skulle være opfyldt.

I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en betingelse, at kriminaliteten har et vist omfang eller en vis grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være tilstrækkelig til at begrunde et børne- og ungepålæg. Kommunalbestyrelsen vil også her skulle være opmærksom på, at adfærd som fører til mistanke om overtrædelse af straffeloven i nogle tilfælde kan skyldes en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge.

Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under 15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de er under den kriminelle lavalder.

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, vil betyde, at oplysninger f.eks. fra politiet eller SSP-samarbejdet om, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved utryghedsskabende adfærd og ved steder, hvortil der er almindelig adgang, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 38.

I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppested, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanskeligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens adfærd.

Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det kan also indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks. at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifikation.

Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et strafbart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der er tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges vægt på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, om personer i gruppen indtager eller er påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

Det vil altid bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen, om en adfærd kan siges at være utryghedsskabende eller ej. Det forudsættes i den forbindelse at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde. Et pålæg efter nr. 3 vil således almindeligvis forudsætte, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som utryghedsskabende.

Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil betyde, at oplysninger om alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer til udtryk gennem udadreagerende eller anden bekymrende adfærd i skolen eller på arbejdspladsen, om problemer, der på andre måder kommer til udtryk i »det offentlige rum«, f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige sammenhænge og om problemer, som kommer til udtryk ved barnets eller den unges misbrug eller anden selvskadende adfærd.

Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges adfærdsmæssige problemer har en tyngde og en karakter, der begrunder anvendelse af ungepålæg. Man kan således ikke på forhånd opstille objektive kriterier for, hvilken type problemer der fører til afgørelse om ungepålæg.

I sager, hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det foreslåede nr. 5 vil betyde, at oplysninger om, at barnet eller den unge ikke vil samarbejde med myndighederne om at løse barnets eller den unges problemer vil kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne her i øvrigt er opfyldt.

Et eksempel på manglende vilje til at samarbejde vil f.eks. kunne være ung, som flere gange udebliver fra aftalte møder eller tilbud, når det i øvrigt vurderes, at den unge både er i stand til at overskue, hvad der er aftalt, og reelt har mulighed for at møde op. I vurderingen af, om barnets eller den unges ageren i en konkret situation er udtryk for, at barnet eller den unge ikke ønsker samarbejde om at løse barnets eller den unges problemer, vil der altid skulle tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte funktionsevne og sagens omstændigheder i øvrigt.

For at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg forudsættes det, at der foreligger oplysninger om et eller flere af de forhold, der oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den unge vil skulle ses som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Om de konkrete forhold udgør en trussel for barnets eller den unges udvikling vil altid skulle gøres til genstand for en konkret vurdering.

Det foreslås i stk. 3, at fastslå, at et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5, og 8, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., hvorefter et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 1. pkt. Bestemmelsen vil betyde, at børne- og ungepålægget vil skulle indeholde et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som barnet eller den unge vil skulle påtage sig.

Det foreslåede videre i stk. 3, 2. pkt., at det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5 og 8, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 2. pkt. med de ændringer, som vil følge af den foreslåede § 32, som uddybet nedenfor.

Bestemmelsen vil ligesom i dag indeholde en liste over mulige pålæg. Listen vil ikke være udtømmende, da det ikke er muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der vil kunne være egnede til at løse konkrete problemer. Kommunen vil således have mulighed for at fastlægge de konkrete pålæg inden for visse rammer, som for det første afgrænses af, at pålæggene vil skulle være klart formulerede, så det er tydeligt for barnet eller den unge, hvad pågældende skal gøre for at efterleve pålægget. Dernæst vil pålæggene skulle være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag. Det vil sige, at der vil skulle være en direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge. Handlepligterne vil i forlængelse heraf skulle hjælpe barnet eller den unge til at handle anderledes.

For det tredje vil de konkrete handlepligter, barnet eller den unge pålægges, skulle være realistiske at efterleve. For det fjerde vil pålæggets indhold skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst og for det femte vil forældrepålæggene skulle være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i lov om social service.

Forslaget til stk. 3, nr. 1, vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges en eller flere støttende indsatser efter § 32 stk. 1, nr. 1 (ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lign.), nr. 3 (fast kontaktperson), nr. 4 (formidling af praktiktilbud), nr. 6 (familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer) eller 8 (anden støtte).

Barnet eller den unge vil således f.eks. kunne pålægges:

For det første at tage imod et f.eks. et klubtilbud, hvis barnet eller den unge f.eks. har brug for at indgå i et pædagogisk tilbud efter skole.

For det andet at tage imod en kontaktperson, hvis barnet eller den unge har behov for stabil og vedvarende voksenkontakt at støtte sig til for at holde fokus på de rette ting, f.eks. uddannelse og beskæftigelse, men ikke umiddelbart ønsker å samarbejde med en kontaktperson.

For det tredje at tage imod et praktiktilbud, hvis barnet eller den unge vurderes i øvrigt at være klar til og kunne profitere af f.eks. et fritidsjob, men ikke umiddelbart er motiveret til at arbejde.

For det fjerde at deltage i f.eks. et kursus i vredeshåndtering, hvis barnet eller den unge udviser udadreagerende adfærd og ikke kan udtrykke eller håndtere sine følelser på anden vis.

For det femte at deltage i et relevant socialpædagogisk behandlingstilbud for hele familien, f.eks. i tilfælde hvor der er behov for en samlet indsats i familien for at undgå anbringelse, men hvor barnet eller den unge ikke gider deltage, selvom forældrene er indstillede på det.

For det sjette at tage imod anden rådgivning, behandling, praktisk og pædagogisk støtte.

Med forslaget til stk. 3, nr. 2, vil den unge kunne pålægges ikke at færdes eller tage ophold i et bestemt område. Det forudsættes, at handlepligten efter nr. 2, alene fastsættes, når der foreligger oplysninger om mindst én af de problemstillinger, som fremgår af den foreslåede § 39, stk. 2, nr. 2-4. Det indebærer, at handlepligten almindeligvis ikke vil kunne fastsættes, hvor der alene foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes. Handlepligten kan f.eks. fastsættes i tilfælde, hvor barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for visse strafbare forhold, hvor barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, eller hvor barnet eller den unge har alvorlige adfærds- og tilpasningsproblemer.

Det forudsættes, at adfærden eller den problemstilling, der giver anledning til handlepligten, er udvist eller begået i det område, som handlepligten afgrænses til at omfatte.

Handlepligten kan f.eks. meddeles i en situation, hvor der foreligger oplysninger om, at et barn eller en ung gentagne gange har udvist utryghedsskabende adfærd i det lokale bycenter. Handlepligten vil herefter kunne gå ud på, at barnet eller den unge i en periode ikke må færdes eller tage ophold i det pågældende bycenter. Handlepligten vil imidlertid ikke kunne afgrænses til også at omfatte, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller opholde sig på den lokale togstation, hvis barnet eller den unges utryghedsskabende adfærd ikke i øvrigt kan knyttes til den pågældende togstation.

Handlepligten omfatter »et nærmere geografisk afgrænset område«. Det kan f.eks. være en bestemt plads, en station, et by- eller storcenter, et bestemt boligkvarter eller lignende. Handlepligten kan omfatte steder, hvor der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Handlepligten omfatter imidlertid ikke steder, hvor der ikke er almindelig adgang, f.eks. private hjem.

Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med meddelelse af børne- og ungepålægget tydeligt afgrænser det område, som handlepligten omfatter, således at det står klart for barnet eller den unge, hvor den pågældende ikke må færdes eller opholde sig. Det kan være ved at angive navnet på stedet eller området, f.eks. ved at fastsætte at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold på Valby Station, i et bestemt bycenter eller lignende. Handlepligten kan også afgrænses til en bestemt vej eller boligkvarter. Den geografiske afgrænsning kan markeres på et kort for at illustrere over for barnet eller den unge, hvor handlepligten gælder.

Handlepligten vil også kunne begrænses til at gælde i et bestemt tidsrum. Hvis den adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene finder sted på bestemte tidspunkter, vil handlepligten kunne begrænses til at gælde i et nærmere angivet tidsrum. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor den utryghedsskabende adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene sker i aftentimerne på den lokale togstation. Handlepligten kan herefter gå ud på, at barnet eller den unge ikke må færdes frem og tilbage eller tage ophold på den pågældende togstation alle ugens dage i tidsrummet fra f.eks. kl. 18 til kl. 6 næste morgen.

Det geografisk afgrænsede område må ikke være større end det, som er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og det skal stå i rimeligt forhold til formålet. Det samme gælder for så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af pålægget, jf. det foreslåede nr. 3 herunder.

Den foreslåede handlepligt indebærer, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold i det nærmere geografisk afgrænsede område. Barnet eller den unge vil dog kunne passere igennem området. Det vil sige, at et barn eller en ung, der er pålagt ikke at færdes frem og tilbage eller tage ophold i området, godt må gå igennem området, så længe passagen ikke kan siges at have karakter af færden frem og tilbage eller egentlige ophold i området. Det betyder endvidere, at barnet eller den unge kan foretage almindelige dagligdags gøremål i området. Hvis barnet eller den unge f.eks. bor, går i skole eller arbejder i det pågældende område, kan barnet eller den unge bevæge sig frit til og fra sin bopæl, skole m.v. og ud i sit lokalområde, men kan ellers ikke tage ophold i området. Hvis barnet eller den unge har fået pålagt ikke at opholde sig eller færdes frem og tilbage på den lokale togstation, vil barnet eller den unge fortsat kunne tage toget til og fra skole eller til fritidsaktiviteter. Barnet eller den unge vil dog ikke i øvrigt kunne tage ophold eller færdes frem og tilbage på stationen.

Forslaget til stk. 3, nr. 3, vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges at være hjemme på et bestemt tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum. Det vil f.eks. kunne være relevant, hvis barnet eller den unge flere gange har begået småkriminalitet eller udvist negativ adfærd i bestemte tidsrum, f.eks. fredag og lørdag aften.

Bestemmelsen indebærer ikke, at den unge per definition skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som familiens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i kommunens afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt eller besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt, at den unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil barnet eller den unge fortsat have mulighed for inden for det fastsatte tidsrum at deltage i eventuelle fritidsaktiviteter, klubtilbud eller aktiviteter med genoprettende formål i øvrigt. Det afgørende er, at barnet eller den unge ikke hænger ud på gaden eller opholder sig i miljøer, der ansporer den unge til negativ adfærd.

Med forslaget til stk. 3, nr. 4, vil barnet eller den unge vil kunne pålægges at bidrage til at genoprette forrettet skade, f.eks. ved deltage i oprydning i lokalområdet efter hærværk eller lignende, så det bliver tydeligt, at barnets eller den unges handlinger har negative konsekvenser for lokalområdet.

Forslaget til stk. 3, nr. 5, vil betyde, at barnet eller den unge vil kunne pålægges at deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Der vil kunne ikke opregnes en udtømmende liste over aktiviteter med genoprettende formål, herunder samfundsnyttigt arbejde, som vil kunne anvendes, idet det ikke på forhånd er muligt at forudse, hvilken konkret handlepligt, der vil være bedst egnet i en konkret sag i forhold til barnet eller den unge, herunder under hensyn til de lokale forhold. Eksempler på aktiviteter med genoprettede formål, herunder samfundsnyttigt arbejde vil dog kunne være, at den unge skal gøre rent i lokale boligforeninger, vaske brandbiler eller vedligeholde parker og andre offentlige områder.

Børne- og ungepålæggets konkrete handlepligter vil skulle fastsættes efter en konkret vurdering, herunder bl.a. på baggrund af barnets eller den unges alder og modenhed samt fysiske og psykiske funktionsevne, og vil ikke have karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt forhold. Pålægget vil indgå i den samlede forebyggende indsats over for barnet eller den unge og vil skulle støtte barnet eller den unge i at ændre adfærd. Ved fastsættelse af pålæg om samfundsnyttigt arbejde vil således der ikke være tale om arbejde for en arbejdsgiver i arbejdsmiljølovgivningens forstand. Der vil imidlertid skulle tages hensyn til de gældende regler for børn og unges muligheder for at udføre arbejde for en arbejdsgiver, herunder i forhold til varighed og tyngden af arbejdet.

Det foreslås i stk. 4, at er der truffet afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5 eller 8, selvom forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 5, med de ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32.

Bestemmelsen vil betyde, at afgørelse om at iværksætte en eller flere af de nævnte støttende indsatser i forbindelse med afgørelse om børne- og ungepålæg vil kunne ske, selvom forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset. Der vil i så fald være tale om selvstændig afgørelse.

Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende indsatser omfattet af den foreslåede bestemmelse på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af støttebehovet eller sideløbende hermed, jf. den foreslåede § 32.

Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke, med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen vil være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksættende støtte, der foreslås i § 32, stk. 4.

Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltningslovens regler om partshøring og klagevejledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt muligt skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i overensstemmelse med de grundlæggende principper i kapitel 2.

Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage proportionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et rimeligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre indgribende end nødvendigt.

Det foreslås i stk. 5, at § 38, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 6. Bestemmelsen vil betyde, at der vil gælde samme regler for varigheden og bortfald af børne- og ungepålæg som der gælde forældrepålægget, jf. § den foreslåede § 38, stk. 5 og 8, jf. ovenfor.

Af hensyn til barnets eller den unges retssikkerhed vil det skulle fremgå klart af afgørelsen, hvor længe pålægget gælder. Den tidsmæssige udstrækning vil i forlængelse heraf skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst, jf. også proportionalitetsgrundsætningen.

Afgørelse om børne- og ungepålæg vil således kunne træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed og vil kunne kan forlænges med 6 måneder ad gangen, hvis betingelserne for at træffe afgørelse om ungepålæg fortsat er opfyldt. Det vil i forbindelse med forlængelse af pålægget skulle vurderes, om de oprindelige handlepligter fortsat er egnede til en løsning af barnets eller den unges problemer, eller om der er behov for at justere indholdet. Der vil være ikke fastsat en grænse for, hvor mange gange et pålæg kan forlænges.

Et børne- og ungepålæg vil skulle bortfalde ved kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis de forhold, der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, herunder hvis pålægget har levet op til sit formål. Pålægget vil ligeledes skulle bortfalde, hvis det ikke længere er egnet til å løse barnets eller den unges problemer, herunder hvis pålægget efterleves, men ikke påvirker barnets eller den unges problemer i en positiv retning. Der vil være tale om en udtømmende opregning.

Kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om bortfald af pålægget af egen drift, og vil skulle gøre det, hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunalbestyrelsen vil også kunne tage sagen op på baggrund af en henvendelse fra forældrene eller andre.

Bortfald af et pålæg kan eventuelt kombineres med afgørelse om et nyt børne- og ungepålæg med nye - og mere egnede - handlepligter.

Det foreslås i stk. 6, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1 skal overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 38.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 7.

Hvis det er nødvendigt og formålstjenstligt for at sikre forældrenes aktive opbakning til barnets eller den unges efterlevelse af børne- og ungepålægget, vil der som udgangspunkt skulle træffes afgørelse om et forældrepålæg over for forældremyndighedsindehaveren samtidig med, at der træffes afgørelse om børne- og ungepålæg. Afgørelse om et sådant ledsagende forældrepålæg vil forudsætte, at kriterierne for anvendelse af forældrepålægget er opfyldt, også når afgørelsen om forældrepålæg træffes for at understøtte et børne- og ungepålæg.

Hvis der træffes afgørelse om forældrepålæg, vil forældrene kunne pålægges konkrete handlepligter, som bidrager til eller supplerer barnets eller den unges efterlevelse af børne- og ungepålægget. Hvis barnet eller den unge f.eks. pålægges at deltage i et socialpædagogisk forløb, vil forældrene kunne pålægges også at deltage. Eller forældrene vil pålægges at sørge for, at barnet eller den unge møder op i skole, til en fritidsaktivitet eller til oprydning efter hærværk - alt afhængig af, hvad barnet eller den unge pålægges.

Der vil dog også kunne tænkes situationer, hvor det ikke vil give mening at ledsage ungepålægget med et forældrepålæg, f.eks. i situationer hvor forældrene i forvejen bakker aktivt op om afgørelsen om ungepålæg og derfor kan forventes selv at bidrage til den unges efterlevelse af pålægget.

Et ledsagende forældrepålæg vil skulle håndhæves på samme måde som andre forældrepålæg, dvs. ved at stoppe udbetalingen af børnefamilieydelse, hvis forældrene ikke efterlever de konkrete handlepligter i det ledsagende forældrepålæg. Der vil dog være en del tilfælde, hvor forældrene overholder deres forældrepålæg, men hvor barnet eller den unge ikke overholder ungepålægget. F.eks. hvor forældrene er blevet pålagt at følge den unge skole, mens barnet eller den unge er blevet pålagt at følge undervisningen hele dagen. I sådanne tilfælde vil der ikke kunne træffes afgørelse om manglende efterlevelse af forældrepålægget.

Forældremyndighedsindehaveren vil kunne påklage kommunalbestyrelsens afgørelse, jf. den foreslåede § 144 og kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det foreslås i stk. 7, at hvis barnet eller den unge ikke overholder et børne- og ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser efter § 139.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 8. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen i alle tilfælde af overtrædelse af et børne- og ungepålæg skal vurdere, om det vil være relevant at få bistand fra politiet til at hente og bringe barnet til stedet, hvor børne- og ungepålægget skal opfyldes. Det vil bero på en vurdering af den konkrete situation, om bistand fra politiet vil være relevant for at gennemføre børne- og ungepålægget. I vurderingen vil bl.a. skulle indgå barnets ellers den unges forhold, alder og modenhed, fysiske og psykiske funktionsniveau samt baggrunden for pålægget.

Kommunen vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet, dvs. om beslutningen om, at politiet skal bistå ved gennemførelsen af børne- og ungepålægget, står i rimeligt forhold til overtrædelsen af den konkret pålagte handlepligt.

Politiets bistand vil primært være relevant i forbindelse med opfyldelse af enkeltstående handlepligter og vil som udgangspunkt bestå i enkeltstående afhentning og aflevering på det sted, hvor ungepålægget skal opfyldes.

Rammerne for politiets magtanvendelse i forbindelse med denne bistand fremgår navnlig af §§ 15-16 i lov om politiets virksomhed (politiloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019 med senere ændringer. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommunerne vil kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelse er nødvendigt og forsvarligt ved udøvelsen af bistanden. Dette indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være tilstrækkelige.

Det foreslås i stk. 8, at social- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og ungepålæg.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 9.

§ 40

§ 63, stk. 1, i serviceloven fastsætter således, at hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

En sådan afgørelse kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75 i serviceloven, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. servicelovens § 63, stk. 2.

Det foreslås i § 40, at undlader forældremyndighedsindehaver at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 63, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at børne- og ungeudvalget, ligesom i dag, vil have hjemmel til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse og behandling af et barn eller en ung, uden samtykke forældremyndighedsindehaveren, når visse betingelser er opfyldt.

Det vil ligesom i dag være et krav, at der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, foreligger en situation, hvor forældremyndighedens indehavers ret til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

Anvendelsen af bestemmelse vil forudsætte, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedens indehaver ikke modsætter sig.

Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling vil kunne være led i et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge, hvor der vil være behov for en anbringelse af barnet eller den unge. I så fald bør den foreslåede bestemmelse ikke anvendes, da denne alene giver adgang til at gennemføre den lægelige undersøgelse og behandling.

Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan ske ved tvang efter den foreslåede § 47, hvis det ikke er muligt at opnå forældremyndighedsindehaverens samtykke til anbringelsen.

I tilknytning til en anbringelsesafgørelse, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehandling efter den foreslåede § 97, og en sådan afgørelse vil i modsætning til afgørelser efter den foreslåede § 40 ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Kommunen vil dog skulle søge at inddrage forældremyndighedsindehaveren og om muligt sikre deres samtykke.

§ 41

Kommunerne har ansvaret for at sikre hjælp og støtte til børn og unge og skal træffe afgørelse om den nødvendige støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. servicelovens § 52, stk. 1. Kommunen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 50.

Kommunerne kan bl.a. træffe afgørelse om psykologbehandling, herunder uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, når behandling iværksættes efter bl.a. reglerne i § 52, stk. 3, jf. § 56 i serviceloven. I disse tilfælde træffer kommunen afgørelse om behandling af barnets eller den unges problemer i form af psykologhjælp efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3. Hvis indehaveren af forældremyndigheden ikke vil give samtykke til, at behandlingen iværksættes, kan kommunen træffe afgørelse om behandling, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke, jf. servicelovens 56.

Efter § 2 i forældreansvarsloven kan forældremyndighedens indehaver træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Det følger af lovens § 3, at når forældre har fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv. Har barnet delt bopæl, kræver afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv efter 2. pkt. enighed mellem forældrene.

Der er i dag etableret tilbud i regi af civilsamfundsorganisationer, der yder rådgivning og støtte, herunder psykologbehandling til børn og unge under 18 år, som opsøger hjælp i sådanne civilsamfundsorganisationer som følge af, at de har levet eller lever med en forælder, der har et misbrug.

Efter forældreansvarsloven kræver det imidlertid forældremyndighedsindehavers samtykke, hvis barnet skal modtage behandling i regi af et privat tilbud, idet en sådan behandling er omfattet af forældremyndighedsindehaverens beslutningskompetence.

Psykologbehandling vil desuden være omfattet af sundhedslovens regler i det omfang den autoriserede psykolog udfører sundhedsfaglige opgaver og dermed handler som sundhedsperson i sundhedslovens forstand. Efter sundhedslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., modsætningsvis, jf. sundhedslovens § 14, skal forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke til behandling af et barn under 15 år.

Der er ikke i dag fastsat regler i serviceloven eller i anden lovgivning, herunder forældreansvarsloven, der giver børn og unge under 18 år adgang til at modtage psykologhjælp i regi af et privat tilbud i en sådan civilsamfundsorganisation uden forældremyndighedsindehaver samtykke.

Det kan være meget utrygt og forbundet med skam for et barn eller ung at vokse op med voksne i et hjem, der har et alkohol- eller et stofmisbrug. Barnet eller den unge kan dermed opleve at stå alene og isoleret i forhold til de udfordringer alkohol- eller stofmisbruget kan indebære for barnet eller den unge.

Erfaringerne viser imidlertid, at det kan være svært for børn og unge at tale med deres forældre om misbrug i hjemmet og i forlængelse heraf bede dem om samtykke til netop at få behandling, f.eks. hvis forældrene ikke vil erkende deres misbrug eller modsætter sig indblanding udefra af forholdene i hjemmet.

Der har derfor i forbindelse med aftalen om Børnene Først været ønske om at fastsætte regler, der giver børn og unge fra 12-17 år ret til at modtage et psykologbehandling i forbindelse med forældres misbugsproblemer i regi af et privat organisation uden om kommunen, uden at det kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Det foreslås i stk. 1, at børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til at opsøge og modtage behandling som følge af forældres misbrugsproblemer i regi af civilsamfundsorganisationer uden forældremyndighedsindehavers samtykke.

Bestemmelsen vil indebære, at børn og unge vil får ret til uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver at henvende sig til et af de tilbud der findes om støtte og behandling som følge af forældres misbrugsproblemer i regi af civilsamfundsorganisationer, herunder foreninger, som er målrettet børn og unge, der er børn af alkohol- eller stofmisbrugere, og modtage psykologbehandling ud over den rådgivning og støtte, som barnet eller den unge i dag har mulighed for at få uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen vil dermed indebære en fravigelse af reglerne i forældreansvarsloven om, at det er forældemyndighedens indehaver, der kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold. Bestemmelsen vil, i det omfang psykologbehandlingen kan anses for at være behandling omfattet af sundhedsloven, desuden indebære en fravigelse af sundhedslovens regler om, at det er forældremyndighedsindehaveren, der giver informeret samtykke til behandling af et barn under 15 år.

Det vil betyde, at behandling inden for rammerne af bestemmelsen vil kunne iværksættes, når barnet eller den unge er motiveret for at opsøge hjælp og støtte, og at behandlingen dermed vil kunne iværksættes hurtigere, idet der ikke vil være krav om, at der skal indhentes et samtykke.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børn og unge kan tilbydes behandling, når behovet herfor er opstået som følge af forældrenes misbrugsproblemer, i tilbud i regi af civilsamfundsorganisationer, når barnet eller den unge er motiveret for at få behandling, og uden at barnet eller den unge – eller det private tilbud – skal indhente samtykke og dermed f.eks. konfrontere forældremyndighedens indehaver med et alkohol- eller stofmisbrug, som han eller hun ikke har erkendt.

Det foreslås i stk. 2, at det er en forudsætning for behandling efter stk. 1, at behandlingen ydes af en autoriseret psykolog.

Bestemmelsen i stk. 2 vil indebære, at den eller de personer, der ansættes af det private tilbud i en civilsamfundsorganisation eller forening, skal være autoriseret af Psykolognævnet. Det vil betyde, at den pågældende har gennemført den praktiske uddannelse til autorisation af psykologer og ansøger Psykolognævnet om autorisation. Indholdet af uddannelsen er bestemt af Psykolognævnet og omfatter både krav om uddannelsens indhold og varighed samt krav til omfanget af supervision i forbindelse med uddannelsen.

Formålet med bestemmelsen er at sikre kvaliteten i den behandling, barnet eller den unge modtager efter § 41, stk. 1, herunder, at sikre, at den pågældende psykolog er underlagt Psykolognævnets tilsyn med psykologens faglige virksomhed og egnethed til udøvelse af erhvervet.

§ 42

Efter servicelovens § 78, stk. 1, må ingen modtage et under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.

Ved privat familiepleje forstås ethvert tilfælde, hvor et barn eller en ung bor hos andre end forældrene, uden at barnets eller forældrenes opholdskommune har medvirket ved etableringen af opholdet.

Der er ikke tale om en anbringelse, idet en anbringelse kræver en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen eller børn og unge-udvalget efter reglerne i det foreslåede kapitel 5, som er begrundet i barnets eller den unges støttebehov.

Privat familiepleje er således ikke en hjælpeforanstaltning efter serviceloven, men beror alene på en aftale mellem forældremyndighedsindehaveren og den private familiepleje. Privat familiepleje kan f.eks. komme på tale, hvis forældremyndighedsindehaveren skal i fængsel, på sygehuset eller tager arbejde i udlandet i en periode.

Efter servicelovens § 78, stk. 2, kan plejetilladelse kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyndighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Efter servicelovens § 78, stk. 3, påhviler det forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.

Efter servicelovens § 78, stk. 4, kan børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Efter servicelovens § 78, stk. 5, kan en afgørelse efter stk. 4 træffes foreløbigt efter reglerne i § servicelovens 75, når betingelserne herfor er opfyldt.

Efter servicelovens § 78, stk. 6, gælder reglerne i servicelovens § 78, stk. 1-5, ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Efter servicelovens § 78, stk. 7, må døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Det foreslås i stk. 1, at ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 1.

Ved privat familiepleje forstås ethvert tilfælde, hvor et barn eller en ung bor hos andre end forældrene, uden at barnets handlekommune har medvirket ved etableringen af opholdet.

Der vil ikke tale om en anbringelse, idet en anbringelse vil kræver en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen eller børne- og ungeudvalget efter reglerne i det foreslåede kapitel 5, som er begrundet i barnets eller den unges støttebehov.

Privat familiepleje er således ikke en indsats efter denne lov, men beror alene på en aftale mellem forældremyndighedsindehaveren og den private familiepleje. Privat familiepleje kan f.eks. komme på tale, hvis forældremyndighedsindehaveren skal i fængsel, på sygehuset eller tager arbejde i udlandet i en periode.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis et barn under 14 år skal i privat familiepleje, og hvis der er tale om et ophold hos plejefamilien, der skal vare længere end 3 sammenhængende måneder, kræves der en plejetilladelse fra den stedlige kommune, dvs. den kommune, hvor den private familiepleje bor.

Selvom det fra starten var forventet, at opholdet ville vare kortere tid end 3 måneder, vil der skulle indhentes en plejetilladelse, når man bliver klar over, at opholdet kommer til at vare ud over tidsgrænsen på de 3 måneder.

Hvis det fra starten af plejeforholdet er klart, at barnet skal opholde sig i længere tid i plejefamilien, bør der foreligge plejetilladelse, inden barnet tager ophold i plejefamilien. Ved sådanne længerevarende ophold opstår der ofte et følelsesmæssigt bånd mellem barn og plejefamilie. Dette vil særligt gælde, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne længerevarende ophold vil desuden kunne resultere i, at der senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af hensyn til barnet vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af plejeforholdet er taget stilling til, om opholdet er til gavn for barnet.

Det foreslås i stk. 2, at tilladelse til privat familiepleje kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af tilladelsen skal kommunen gøre forældremyndighedsindehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Med forslaget til stk. 2, 1. pkt., hvorefter tilladelse til privat familiepleje kun kan udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet foreslås servicelovens § 78, stk. 2, 1. pkt., videreført. Bestemmelsen vil betyde, at der inden udstedelse af en tilladelse til privat familiepleje må foretages en nærmere undersøgelse af forholdene i den familie, som barnet skal opholde sig hos. Det nærmere omfang af en sådan undersøgelse vil imidlertid afhænge af de konkrete omstændigheder, såsom barnets tilknytning til plejefamilien og opholdets forventede varighed.

Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en indledende samtale med plejefamilien, hvor kommunen danner sig et indtryk af familien. Ved den indledende undersøgelse må familien give relevante oplysninger om alder, civilstand, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold m.v., som kommunen kan bruge i sin vurdering af, om der kan gives plejetilladelse i den konkrete sag.

Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede tilladelse til privat familiepleje, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.

Ved ansøgning om tilladelse til privat familiepleje i forbindelse med længerevarende ophold må det af hensyn til vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet, i samtaler med ansøgerne afklares, hvad der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgerne har til barnet og plejeforholdet samt til varigheden af familieplejeforholdet. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefamilien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvad enten det er egne børn eller andre plejebørn og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i vurderingen.

Den kommune, der skal give tilladelse til privat familiepleje, kan også indhente oplysninger om barnet og dets forældre i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for barnet. Det kan f.eks. være, hvis barnet har en funktionsnedsættelse, eller hvis der tidligere har været behov for at iværksætte støttende indsatser for barnet. Hvis der reelt er behov for en anbringelse uden for hjemmet eller for anden særlig støtte, skal barnets handlekommune foretage en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20, så der på den baggrund kan iværksættes den rette indsats.

Indsatser efter denne lov kan med forældremyndighedsindehavers samtykke gennemføres under opholdet i den private familiepleje.

Forinden udstedelse af en tilladelse til privat familiepleje indhentes oplysninger om indtægtsforhold med ansøgernes samtykke. Ligeledes med ansøgernes samtykke indhentes straffeattest fra Kriminalregisteret. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1860 af 23. september 2021 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) § 23, stk. 1, nr. 4, at politiet efter begæring kan udstede straffeattester til offentlig brug, som indeholder oplysninger tilført afgørelsesdelen, til bl.a. kommunerne for personer, der søger tilladelse til at have børn i døgnophold, i privat døgnpleje eller i privat pasningsordning mod betaling samt disses ægtefæller, samlevere og andre, der skal bistå med pasning af børnene. I begæringen skal det angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til at have børn i privat familiepleje.

Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet indhentes, når kommunen finder behov for det. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Der vil kun kunne udstedes tilladelse til privat familiepleje, hvis opholdet på baggrund af undersøgelsen kan anses for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes under hensyntagen til opholdets længde, barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

Tilladelsen til privat familiepleje vil skulle udstedes af den kommune, hvor plejefamilien bor. Tilladelsen vil altid skulle vedrøre et bestemt barn, og der vil dermed ikke tale om en generel godkendelse til at være plejefamilie.

Det vil bero på et individuelt skøn hvor mange børn, der vil kunne gives familieplejetilladelse til. Antallet af børn, herunder om der er tale om søskende, vil dog være af betydning ved vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at kommunen ved udstedelse af tilladelsen skal gøre forældremyndighedsindehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen vil betyde, at kommunen, inden der udstedes en tilladelse til privat familiepleje, vil skulle gøre forældremyndighedsindehaver opmærksom på, at flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung, som især privat familiepleje, efter anmodning fra barnet eller den unge eller plejefamilien vil kunne nægtes, hvis det vil være til skade for barnet eller den unge.

Det foreslås i stk. 3, at det påhviler forældremyndighedens indehaver at sikre sig, at den private familiepleje har fornøden familieplejetilladelse.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 3. Bestemmelsen vil betyde, at forældremyndighedsindehaver vil have pligt til at sikre sig, at plejefamilien har den fornødne tilladelse til privat familiepleje. Det vil indebære, at forældremyndighedsindehaver vil skulle underrette den kommune, hvor barnet er i privat familiepleje, hvis et plejeforhold varer ud over en sammenhængende periode på tre måneder.

Det foreslås i stk. 4, at børne- og ungeudvalget i barnets eller den unges handlekommune efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge kan beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Forslaget til stk. 4, 1. pkt., hvorefter børne- og ungeudvalget i barnets eller den unges handlekommune efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge kan beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge, vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 4, 1. pkt. Dog vil kompetencen blive flyttet fra børne- og ungeudvalget i forældremyndighedsindehavers opholdskommune til barnets eller den unges handlekommune. Ændringen skyldes dels de sproglige ændringer, der følger af det samtidigt fremsatte handlekommunelovforslag, dels de indholdsmæssige ændringer der følger af nyformuleringen i samme lovforslag af § 9 a i retssikkerhedsloven, som indebærer, at det for børn og unge, der ikke bor sammen med forældremyndighedsindehaver, ikke længere vil være et krav, at barnet eller den unge 'klarer sig selv' for at barnet eller den unge i disse tilfælde får selvstændig handlekommune i den kommune, hvor de har bopæl. Der henvises til den foreslåede § 1 i handlekommunelovforslaget.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at tilgodese hensynet til det barn eller den unge, som måske i en længere årrække har haft ophold hos plejeforældrene og har knyttet sig meget til familien.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis flytningen eller hjemtagelsen må antages at skade barnet eller den unge, kan hjemtagelse eller flytning nægtes. Kriteriet »skade barnet eller den unge« kan siges at ligge imellem kriterierne for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige anbringelser uden for hjemmet, jf. de foreslåede §§ 46 og 47.

Anvendelsen af bestemmelsen vil ikke være betinget af, at opholdet har varet i et nærmere fastsat tidsrum, men det må formodes, at jo kortere opholdet har varet, jo mindre er risikoen for, at flytningen eller hjemtagelsen vil være til skade for barnet eller den unge.

En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, kan træffes efter en begæring fra plejeforældrene eller barnet eller den unge.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis kommunen modtager en begæring, skal sagen forelægges børne- og ungeudvalget. Det vil betyde, barnet eller den unge ligesom det i dag er tilfældet vil have en egentlig adgang til selv at starte sagen. Der fastsættes ikke nogen aldersgrænse for den initiativret, der herved tillægges barnet eller den unge, hvilket vil betyde, at en begæring fra et mindre barn kan medføre, at sagen må forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse.

Afgørelsen om, at barnet eller den unge ikke må hjemtages eller flyttes, vil ligesom i dag skulle træffes af børne- og ungeudvalget.

Der vil ikke i disse sager skulle fastsættes en genbehandlingsfrist som der skal ved afgørelser om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter den foreslåede § 47, da der fortsat vil være tale om et privat familieplejeforhold. Da udvalget kun vil kunne nægte flytning eller hjemtagelse, hvis flytningen eller hjemtagelsen kan antages at være til skade for barnet eller den unge, vil der ikke være tale om, at der gives barnet eller den unge en adgang til frit at bestemme, hvor barnet eller den unge vil bo.

Med det foreslåede stk. 4, 2. pkt., vil der forud for afgørelsen efter stk. 1 skulle indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 4, med den materielle ændring, at kompetencen flyttes fra børne- og ungeudvalget i forældremyndighedsindehavers opholdskommune til barnets eller den unges handlekommune. Formålet med høringen er en sikring af, at det samtidig overvejes, om der er behov for en opfølgning på sagen, herunder om der er behov støtte til familien efter den foreslåede § 32.

Det foreslås i stk. 5, at stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Med bestemmelsen foreslås servicelovens § 78, stk. 6 videreført.

Bestemmelsen vil betyde, at reglerne om plejetilladelse og nægtet flytning eller hjemtagning i de foreslåede stk. 1-4 ikke vil finde anvendelse, hvis kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, og barnet eller den unge får døgnophold hos den anden forælder. I sådanne tilfælde vil eventuelle tvivlsspørgsmål forældrene imellem således skulle løses af forældrene selv eller om nødvendigt behandles efter reglerne i forældreansvarsloven.

Det bemærkes dog, at kommunalbestyrelsen, ligesom det i dag er tilfældet i særlige tilfælde, vil kunne anbringe barnet eller den unge hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden efter reglerne i det foreslåede kapitel 5. Der vil i sådanne tilfælde ikke være tale om privat familiepleje, men en netværksanbringelse.

Det foreslås i stk. 6, at døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens § 78, stk. 7.

Bestemmelsen vil betyde, at døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, der modtager børn og unge under 18 år, masom drives af private uden aftale eller offentlige midler, kun oprettes og drives med tilladelse fra den kommune, hvori institutionen er beliggende.

Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der vil ligeledes kunne fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang f.eks. med hensyn til tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.

Kommunen vil efter bestemmelsen skulle føre tilsyn med forholdene i døgnplejehjemmet. Tilsynet vil omfatte en vurdering af, om forholdene på stedet er forsvarlige i forhold til at sikre børnenes sikkerhed og trivsel.

§ 43

Det fremgår af § 66, stk. 1, i serviceloven, at anbringelsessteder for børn og unge kan være almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge, døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Det fremgår af § 66, stk. 2, i serviceloven, at det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse af børn og unge efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 eller 7, i serviceloven eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 66b, stk. 1, § 66e, stk. 1, eller § 66f, stk. 1, i serviceloven eller efter § 5 i socialtilsynsloven.

Det fremgår af § 66, stk. 3, i serviceloven, at døgninstitutioner kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 4, eller af regioner, jf. § 5, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 7, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.

Det foreslås med stk. 1, at børn og unge vil kunne anbringes på anbringelsessteder nævnt under nr. 1-7. Det drejer sig om almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger og pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Bestemmelsen vil således indeholde en opremsningen af mulige anbringelsessteder. Bestemmelsen vil videreføre den gældende § 66, stk. 1, i serviceloven alene med redaktionelle ændringer, dog således, at opholdssteder for børn og unge samt døgninstitutioner erstattes af børne- og ungehjem. Formålet hermed er at gøre op med stigmatiserende sprogbrug. Der er ikke hermed tiltænkt ændringer i forhold til gældende ret.

Bestemmelsen vil tydeliggøre viften af forskellige typer anbringelsessteder, som hver med deres karakteristika vil kunne inddrages i kommunens overvejelser forud for valg af anbringelsessted til et konkret barn eller en konkret ung, som skal anbringes uden for hjemmet. Det vil ved valg af anbringelsessted efter den foreslåede stk. 1 skulle indgå i vurderingen, om det er muligt at anbringe barnet i en netværksplejefamilie, såfremt dette er hensigtsmæssigt. Har et barn eller en ung, der har brug for et hjem, således mulighed for at komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på, vil kommunen skulle forsøge at anbringe barnet i den pågældende netværksfamilie. Det vil være en forudsætning for enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at det givne anbringelsessted har de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til 58.

De enkelte typer anbringelsessteder godkendes og defineres nærmere i andre bestemmelser, hvortil der henvises.

Det foreslås med stk. 2, at det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse af børn og unge efter §§ 46, 47 i denne lov eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 58, stk. 1, § 65, stk. 1, eller § 66, stk. 1, i denne lov eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.

Med stk. 2 videreføres gældende ret, som følger af § 66, stk. 2, i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.

Det vil således være en betingelse, at når et barn eller en ung anbringes med samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 46 eller uden samtykke efter den foreslående bestemmelse i § 47 eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at anbringelsesstedet er godkendt efter de regler, der gælder for den pågældende type anbringelsessted.

For netværksplejefamilier vil efter den foreslåede § 58 gælde, at anbringelsesstedet er godkendt som konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.

For egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem vil efter den foreslåede § 65 gælde, at anbringelsesstedet vil skulle godkendes som konkret egnet i forhold til en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge. For efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling, der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge, vil efter den foreslåede § 66 gælde, at anbringelsesstedet vil skulle godkendes som konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.

For de resterende anbringelsessteder, dvs. almene, forstærkede og specialiseret plejefamilier, børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, vil reglerne i socialtilsynsloven gælde, hvorefter socialtilsynet efter ansøgning og dialog med ansøger vil træffe afgørelse om godkendelse som generelt egnet af tilbud.

Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 66, stk. 2, i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.

Det foreslås med stk. 3, at børne- og ungehjem kan oprettes og drives som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted for børn og unge.

Med bestemmelsen i den forslåede § 43, stk. 1, nr. 6, vil børne- og ungehjem skulle anvendes som betegnelse for opholdssteder for børn og unge samt for døgninstitutioner. Børn- og ungehjem vil således være et overordnet begreb med ”døgninstitution” og ”opholdssted” som lovfastsatte underbegreber. Børne- og ungehjem som samlet overordnet begreb vil have til formål at illustrere, at der for barnet eller den unge ikke er forskel på, om anbringelsen sker på en døgninstitution eller et opholdssted.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil børne- og ungehjem kunne oprettes og drives som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted for børn og unge. Der henvises til bemærkninger til de foreslåede bestemmelser i §§ 61, 62 og 63.

De eksisterende typer af anbringelsessteder i form af døgninstitutioner og opholdssteder videreføres dermed uændret, men foreslås samlet set fremadrettet at blive benævnt ”børne- og ungehjem".

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 4, at døgninstitutioner efter stk. 3 kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 12, af regioner, jf. § 13, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår driftsaftale med.

Med stk. 4 videreføres gældende ret, som følger af § 66, stk. 3, i serviceloven, alene med sproglige ændringer.

Bestemmelsen vil fastsætte, at børne- og ungehjem i form af døgninstitutioner kan oprettes og drives af en kommune, en region eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår en driftsaftale med.

Formålet med § 43 er at opregne anbringelsessteder, hvor børn og unge, som anbringes uden for hjemmet, kan have ophold. Anbringelsesstederne dækker over en række indbyrdes forskellige anbringelsesmuligheder fra den traditionelle plejefamilie til en egentlig døgninstitution. Bestemmelsen vil fastsætte, at anbringelsesstederne skal være godkendt, hvilket har til formål at sikre godkendelse af det konkrete anbringelsessted, som skal medvirke til at sikre, at barnet eller den unge anbringes i overensstemmelse med dennes behov. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2 og 3.7.3.

§ 44

Det fremgår af § 67 i serviceloven, at formålet med indsatsen på opholdssteder og døgninstitutioner efter § 66 stk. 1, nr. 6 og 7, er at varetage omsorg og sikre trivsel og udvikling for de anbragte børn og unge. Opholdssteder og døgninstitutioner skal arbejde målrettet med at understøtte uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.

Det foreslås med § 44, at formålet med indsatsen på børne- og ungehjem efter § 43 stk. 1, nr. 6, vil være at varetage omsorg og sikre tryghed, trivsel og udvikling for de anbragte børn og unge. Det foreslås videre, at børne- og ungehjem vil skulle arbejde målrettet med at understøtte udvikling i gode sociale fællesskaber, læring, uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.

Med den foreslåede § 44 foreslås en præcisering af formålet med en anbringelse, så det fremgår at omsorg for barnet eller den unge og barnets tryghed og trivsel, udvikling, læring, uddannelse m.v. samt at kunne udvikle sig i gode sociale fællesskaber er generelle opgaver for anbringelsessteder, hvor der er plejeforældre eller personale, som varetager these opgaver.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed finde anvendelse på plejefamilier, børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede og sikrede institutioner og delvis lukkede eller særligt sikrede afdelinger, jf. bestemmelserne i den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil have til formål, at tydeliggøre, at den overordnede hensigt med anbringelser af børn og unge både er at sikre tryghed, trivsel og omsorg, og understøtte barnet eller den unges udvikling i gode sociale fællesskaber f.eks. gennem fritidsaktiviteter eller fritidsjob m.v., læring og i at opnå uddannelse og beskæftigelse og en kriminalitetsfri tilværelse som ung og voksen. Anbringelsesstedet skal således varetage disse opgaver og støtte barnet eller den unge i overensstemmelse med disse formål og børne- og ungehjem skal indrette den pædagogiske praksis herefter.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med bestemmelserne i kapitel 1, som fastlægger det overordnede formål med al hjælp og støtte efter denne lov, og § 5l, som fastlægger de nærmere rammer for døgnophold. Bestemmelsen vil således bl.a. uddybe, hvad der ligger i at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.

Dertil vil bestemmelsen, i sammenhæng med § 45, også have til formål at tydeliggøre, hvilke krav der stilles til kvaliteten af den pædagogiske indsats over for børn og unge som er anbragt på et børne- og ungehjem samt generelt sætte de overordnede rammer for den individuelle indsats, der skal understøtte det enkelte barn eller den enkelte unges konkrete behov.

Det er væsentligt, at indsatsen tilrettelægges under hensyn til det enkelte barns eller den enkelte unges ressourcer og behov, herunder tage højde for eventuelle særlige forhold for børn og unge med varig og betydelig fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. For disse børn og unge vil det også i særlig grad kunne være en målsætning at plejefamilien eller børne- og ungehjemmet, ud over at sikre den nødvendige omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling, jf. § 45, vil skulle have fokus på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet eller den unge, jf. § 2, stk. 1.

Et overordnet formål er også at understøtte barnets eller den unges læring, afpasset efter barnets alder og øvrige behov. I forhold til børn og unge, hvor målsætningen om at understøtte uddannelse og beskæftigelse er relevant, vil det kunne være nødvendigt at indføre mødepligt til undervisning eller iværksætte andre aktiviteter, der kan bidrage til, at gøre barnet eller den unge parat til at gennemføre en uddannelse eller komme i job. Tilsvarende vil de faste huslige pligter – ud over oprydning og rengøring på eget værelse – kunne være med til at forberede barnet eller den unge til dagligdagen efter anbringelsen. Det vil samtidig i nogle tilfælde kunne være afgørende med en målrettet og intensiv indsats i forhold til misbrugsproblematikker for at forebygge ny kriminalitet.

Disse elementer vil skulle bidrage positivt i forhold til at forebygge negativ eller kriminel adfærd og udvikle barnets eller den unges sociale kompetencer, hvilket er essentielt i forhold til både det løbende arbejde med barnet eller den unge og i barnets eller den unges fremadrettede situation efter endt anbringelse.

Plejefamiliens eller børne- og ungehjemmets arbejde med at understøtte udvikling i gode sociale fællesskaber, læring, uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet vil skulle tilpasses det enkelte anbragte barns eller den enkelte anbragte unges behov. Indsatser målrettet beskæftigelse vil således ikke i alle tilfælde være relevant, f.eks. for små børn. På samme måde vil målrettede kriminalitetsforebyggende indsatser ikke nødvendigvis være relevant for børn og unge, der ikke er anbragt på baggrund af kriminalitet.

Bestemmelsen vil samtidig kunne udgøre et fælles vurderingsgrundlag, som socialtilsynene kan følge op på i det løbende tilsyn med børne- og ungehjem. Hvis børne- og ungehjem ikke til stadighed har den fornødne kvalitet, skal deres godkendelse til at arbejde med udsatte børn og unge inddrages efter socialtilsynsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2 og 3.7.3.

§ 45

Det fremgår af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, § 76, stk. 3, nr. 1 og 3, og § 76 a, stk. 2, eller efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet modtager barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.

Det fremgår af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.

Det fremgår af § 55, stk. 2, i serviceloven, at et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter § 55, stk. 1.

Det foreslås med stk. 1, at barnet, den unge, forældrene eller de kommende forældre modtager omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling under: 1) En familieanbringelse efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6, 2) et støtteophold efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 7, 3) et døgnophold efter de foreslåede §§ 46, 47, § 114, stk. 1, nr. 1 og 3, eller § 120 stk. 1, og 5) et døgnophold efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, dog således at det er tydeliggjort, at forældre også vil kunne modtage støtte i forbindelse med familieanbringelser, ligesom der er foretaget sproglige rettelser og foretaget en oplistning af de ophold, som udløser forpligtelsen i den foreslået bestemmelse. Ophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, betegnes i den foreslået bestemmelse som familieophold.

Den foreslåede bestemmelse vil angive en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte. Døgnopholdet vil omfatte omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling samt varetagelse af barnets, den unges, forældrenes eller de vordende forældres særlige behov, herunder behov som har afsæt i en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge eller forældrene. Der kan ikke laves en udtømmende beskrivelse af, hvad døgnopholdet vil kunne omfatte, da det afhænger af behovene hos det enkelte barn eller den unge, der skal anbringes uden for hjemmet, hos familien, når der er tale om en familieanbringelse efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6, eller hos de vordende forældre. Disse behov vil for anbragte børn og unge være beskrevet i barnets plan eller ungeplanen, ligesom formålet med familieanbringelsen, støtteopholdet eller døgnopholdet vil fremgå af afgørelsen. Det vil være formålet med hjælpen samt barnets eller den unges behov under opholdet, der er grundlaget for visitationen af det enkelte barn eller den unge til et anbringelsessted, og dermed hvad der vil indgå i døgnopholdet.

Betegnelsen kommende forældre omhandler gravide enlige kvinder samt gifte og samlevende par, uanset om der er tale om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4555.

Et støtteophold, som ydes i forbindelse med et døgnophold, vil indgå i døgnopholdet.

Der vil være en række grundlæggende ydelser, der er forbundet med selve døgnopholdet for børn og unge, som den anbringende kommune vil kunne forvente er til stede ved et døgnophold. De omhandler blandt andet, at barnet eller den unge vil få støtte til at benytte relevante tilbud svarende til barnets eller den unges alder, udvikling og interesser i form af læring, skolegang eller undervisning, uddannelse og/eller beskæftigelse og fritidstilbud.

Barnet eller den unge vil også skulle sikres den nødvendige omsorg og tryghed i form af en god og stabil voksenkontakt. Derudover vil der skulle sikres adgang til den nødvendige praktiske hjælp, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge, transport, sundhedspleje og adgang til samfundets øvrige tilbud. Der vil skulle ske en løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle udvikling, så man kan identificere, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at opnå det samme niveau for personlig udfoldelse, udvikling i gode sociale fællesskaber, læring og sundhed og trivsel som jævnaldrende børn og unge.

I forbindelse med den løbende systematiske vurdering vil barnets eller den unges behov for særlige interne eller eksterne tilbud skulle overvejes. Det vil blandt andet kunne omfatte tilbud om psykologbehandling, fysioterapi, specialundervisning m.v. Hvis det skønnes nødvendigt, vil der skulle udarbejdes overordnede behandlingsplaner for barnet, den unge eller familien, der skal indgå i barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108. Det vil være op til anbringelsesstedet at udforme mere detaljerede behandlingsplaner. Barnet eller den unge vil skulle sikres den nødvendige socialpædagogiske behandling gennem en generel støtte til den fysiske, emotionelle og sociale udvikling.

Det vil også kunne forventes, at anbringelsesstedet yder socialfaglig rådgivning og indgår i socialfagligt samarbejde med kommunen, barnet eller den unge, familien og andre samarbejdspartnere, som f.eks. daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen. Samarbejdet vil inkludere orientering om udviklingen i forhold til barnets plan eller ungeplanen og en eventuel revidering af denne. Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til familien og i denne forbindelse omsorg til forældrene vil også være en del af de grundlæggende ydelser.

Endvidere bør døgnopholdet yde hjælp svarende til den foreslåede § 90, jf. servicelovens § 83, dvs. til personlig hjælp og pleje.

Hvilke af de ovennævnte ydelser, der vil være nødvendige, samt i hvilket omfang tilbuddene vil skulle ydes for at sikre barnets eller den unges udvikling, vil afhænge af det enkelte barns eller den enkelte unges behov ud fra en konkret vurdering. Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i vurderingen er opmærksom på eventuelle behov afledt af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.

Udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, blandt andet seng, bord, stol m.v. vil som hovedregel være dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som knytter sig til det enkelte barn eller den enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet, når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på stedet, vil efter en individuel vurdering og beslutning kunne ydes ved siden af døgnopholdet, og der vil derfor skulle være en supplerende finansiering til dette. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos barnet eller den unge skal have nogle bestemte mål eller skal kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem standardudstyr.

Når kommunalbestyrelsen vælger et anbringelsessted efter 52, stk. 1, vil det skulle ske med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse, jf. § 32 og barnets plan, jf. § 91 eller ungeplanen, jf. § 108. På den måde vil det blive defineret, hvilken opgave det pågældende anbringelsessted skal være i stand til at løfte, herunder hvilken skolegang og fritidstilbud det skal være muligt at tilbyde barnet eller den unge under anbringelsen.

Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold eller på anden måde. Det vil ikke være afgørende, om det konkrete anbringelsessted selv er i stand til at yde hjælpen i forbindelse med den almindelige drift, eller om der i forbindelse med anbringelsen af det enkelte barn eller den unge vil være behov for at købe nogle af ydelserne til barnet eller den unge uden for anbringelsesstedet. Det vil eksempelvis kunne være relevant at overveje om en del af hjælpen og/eller behandlingen til børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse med fordel kan ydes uden for anbringelsesstedet.

Det vil være vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, at anbringelsesstedet skal levere og hvilke, der skal leveres i et andet regi, idet det fastlægger den økonomiske aftale mellem anbringelsesstedet og den anbringende kommune.

Hjælpen efter den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 1, vil kunne ydes af det sted, hvor barnet, den unge eller de kommende forældre har døgnophold, eller på anden måde. Hjælpen vil kunne ydes af personer, der er tilknyttet det konkrete sted, hvor barnet eller den unge opholder sig, eller på anden måde. Dermed videreføres gældende ret i servicelovens § 55, stk. 3, jf. Folketingende 2003-04, tillæg A, side 4487.

Døgnophold vil skulle tilgodese mangeartede behov, der strækker sig fra meget generelle behov for omsorg til tillige at skulle omfatte meget specialiserede behov for behandling, eksempelvis til børn og unge som har behov herfor på grund af varig og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I praksis er der derfor med hensyn til, hvilke behov de enkelte tilbud kan imødekomme, en betydelig differentiering både imellem og inden for de forskellige anbringelsesformer.

I almindelighed vil det være hensigtsmæssigt, at barnet søges anbragt på en sådan måde, at flest mulige af barnets eller den unges behov kan imødekommes på stedet. Men hvis der f.eks. ikke er plads på det mest ideelle sted, eller der er særlige grunde til at vælge et andet ikke fuldt optimalt sted, vil der kunne være brug for at supplere på anden måde i forhold til den hjælp, barnet eller den unge har brug for.

Det foreslås med stk. 2, at ved særlige behov kan der foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling. Undersøgelser kan foregå på et godkendt anbringelsessted.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, dog således at indholdet videreføres i et selvstændig stk. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Ud over de grundlæggende ydelser, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil der være en række tilbud, der kan være behov for som en del af opholdet for at dække barnets eller den unges særlige behov. Det er elementer, som kommunen ikke automatisk vil kunne forvente, at anbringelsesstedet leverer, og det vil derfor ofte være nødvendigt at købe disse ydelser ved siden af døgnopholdet. Det vil kunne dreje sig om: Intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 82 og § 84, stk. 1. Det gælder også særlige undersøgelser og observationer, herunder f.eks. bidrag til forældrekompetenceundersøgelser, observationer med henblik på erklæringer, bidrag til undersøgelse efter § 20 og pædagogisk eller psykologisk undersøgelse. Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi m.v. som eksempelvis kan medvirke til at styrke barnets eller den unges mestring af udfordringer i hverdagen, som kan følge af sociale problemer eller fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebehandling m.v. Hjælp svarende til f.eks. den foreslåede § 89, dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene. Hjælpemidler til fælles brug. Disse former for ydelser vil kunne indgå som en del af et døgnophold.

Det foreslås med stk. 3, at et støtteophold, jf. 32, stk. 1, nr. 7, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 55, stk. 2, i serviceloven, dog således at aflastningsophold foreslås erstattet af støtteophold. Formålet hermed er at gøre op med det stigmatiserende sprogbrug. Der henvises i denne forbindelse til bemærkninger til § 32, stk. 1, nr. 7.

Støtteophold, som ydes under døgnopholdet, vil indgå som en ydelse og dermed som del af selve opholdet.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 45 er samlet at angive en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte, således at barnet, den unge eller de vordende forældre modtager den rettet omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2 og 3.7.3.

§ 46

Det fremgår af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter § 52, stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvorefter kommunalbestyrelsen for børn og unge omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet kun kan træffe afgørelse om supplerende foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, i serviceloven.

Det fremgår videre af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i serviceloven. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Der fremgår dog særlige bestemmelser om iværksættelse af hjælp uden samtykke efter §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a. En afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Det fremgår af § 52, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven, at støtte efter § 52, stk. 3, kan kun iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud: anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgøre om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 1, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.

Med den foreslåede bestemmelse i § 46 foreslås § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven udskilt og videreført som selvstændig bestemmelse. Der foreslås ikke ændringer i kriterierne for anbringelse uden for hjemmet med samtykke.

Tre betingelser vil skulle være opfyldt i det foreslåede stk. 1, før der kan iværksættes en anbringelse efter § 46. For det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. For det andet vil der skulle foreligge et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, der er fyldt femten år. Endelig vil der skulle være gennemført en undersøgelse af barnets eller den unges forhold.

Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet med samtykke, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af en anbringelse med samtykke uden for hjemmet. Det vil således ikke være ethvert behov, der kan danne grundlag for anbringelse. Det udtrykkes ved, at anbringelsen vil skulle være af væsentlig betydning og ved, at det anbringelsen vil skulle være af hensyn til et særligt behov for støtte. Derudover må der ikke efter forslaget varetages hensyn, der hører til andre sektorer, som f.eks. undervisningssektoren. Et eksempel herpå er, at det vil være gavnligt for en unge at komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte. Den unge vil derfor ikke falde inden for anvendelsesområdet for reglerne om særlig støtte. Det må dog samtidig understreges, at det, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A 4906, side 4957, er hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når det må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven. Dette er begrundet i, at en anbringelse for nogle børn vil kunne være den nødvendige indsats til at forebygge mistrivsel, og at anbringelse dermed vil kunne være den rettidige indsats.

Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter denne bestemmelse vil skulle træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge over femten år. Efter forslagets § 47 er der dog adgang til at træffe afgørelse om anbringelse, selv om forældremyndighedsindehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, men kravene i den foreslåede § 47 vil i givet fald skulle være opfyldt. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 47.

Er der fælles forældremyndighed vil begge forældre skulle give samtykke, uanset at forældrene ikke bor sammen. Dette vil gælde i alle tilfælde, også i de tilfælde, hvor der f.eks. er tale om et familiebehandlingsophold, som kun omfatter den ene af forældremyndighedsindehaverne.

Har barnet eller den unge under femten år lovligt ophold i Danmark, mens forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede § 46, stk. 1, over for barnet, jf. også den foreslåede § 3 og bemærkningerne hertil. Reglerne om forældremyndighedsindehavers samtykke og partshøring af forældremyndighedsindehaver finder fortsat anvendelse.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse om anbringelse efter den foreslåede § 46 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil indebære, at kommunalbestyrelsen i afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet vil skulle angive det overordnede formål med anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal indeholde en angivelse af, hvor længe anbringelsen forventes at vare. Det vil sige, at kommunen i forbindelse med iværksættelsen af en anbringelse af et barn eller en ung skal tage stilling til, om anbringelsen forventes at skulle være af kortere eller længere varighed.

Bestemmelsen viderefører dele af de gældende regler i servicelovens § 140, stk. 2 og 3, om indsatsens formål og forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 91 og 92.

Det foreslås med stk. 2, at samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen.

Med bestemmelsen vil samtykket skulle omfatte formålet med anbringelsen. Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om anbringelse vil skulle angive det overordnede formål med anbringelsen. Det vil således være beskrivelsen af formålet med afgørelsen om anbringelsen, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedsindehaver og tillige fra den unge, når denne er fyldt femten år.

På den måde vil formålet med anbringelsen fremstå tydeligt, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.

Med sin accept af formålet med anbringelsen vil det endvidere være formodningen, at forældremyndighedsindehaver vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge og familien i øvrigt, jf. også lovforslagets § 2, stk. 4, om at barnets eller den unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken.

Hvis forældremyndighedsindehaver eller den unge over femten år har givet samtykke til anbringelsen, men ikke er enige i, hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på denne baggrund kunne betragtes som et samtykke efter § 46, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47.

Denne situation vil f.eks. kunne opstå, hvis forældremyndighedsindehaver mener, at formålet med anbringelsen er at give en ung behandling for psykiske problemer, hvorimod kommunen mener, at formålet er at give den unge tydelige voksne, som kan være med til at forbedre adfærden hos den unge. Her vil der kunne være enighed om, at den unge skal anbringes, men ikke hvad formålet skal være.

Der foreslås ikke med bestemmelsen opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt, så der ikke senere opstår tvivlsspørgsmål. Den praktiske fremgangsmåde vil i øvrigt kunne fastlægges af kommunen. Kommunen må herved være opmærksom på de særlige forhold, der kan være omkring samtykke fra børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor funktionsnedsættelsen kan have indflydelse på evnen til at afgive informeret samtykke.

Det foreslås med stk. 3, at der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1 efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at der dog, hvis særlige forhold taler for det, kan træffes afgørelse om foreløbig eller akut anbringelse efter § 46, stk. 1, i denne lov sideløbende med at der gennemføres en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

En afgørelse efter det foreslåede stk. 1 vil kun kunne iværksættes efter, at der er gennemført en undersøgelse efter § 20. En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet med indsatsen og løbende følge op på, om indsatsen har de ønskede virkninger. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt at anbringe barnet eller den unge akut eller foreløbigt, og hvor afgørelsen om at anbringe barnet eller den unge ikke kan afvente den nærmere undersøgelse af barnets eller den unges og familiens forhold. I sådanne tilfælde må den børnefaglige undersøgelsen eller den ungefaglige undersøgelse gennemføres sideløbende med, at anbringelsen iværksættes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forældrene varetægtsfængsles eller rammes af alvorlig sygdom, og hvor forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, samtykker til en anbringelse.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen på baggrund af en undersøgelse efter § 26 med samtykke fra de kommende forældre kan træffe en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det endnu ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til det endnu ufødte barns behov for støtte.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for kommunalbestyrelsen at træffe en afgørelse efter den foreslåede § 46, stk. 1, for det ufødte barn, såfremt betingelserne i den foreslåede bestemmelse er opfyldt.

Betingelserne for at anbringe et kommende barn efter det foreslåede stk. 4, vil være de samme som følger af den foreslåede § 47, stk. 1, dog således, at der vil skulle tages højde for, at der er tale om en afgørelse, der træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene.

Tre betingelser vil skulle være opfyldt i det foreslåede stk. 4, før der kan iværksættes indsatser efter bestemmelsen. For det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig betydning af hensyn til det kommende barns særlige behov for støtte. For det andet vil der skulle foreligge et samtykke fra de kommende forældre. Endelig vil der skulle være gennemført en undersøgelse af det kommende barns forhold efter den foreslåede § 26.

Ved kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.

Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 4 kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet med samtykke, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til det kommende barns særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af en anbringelse uden for hjemmet med samtykke. Det vil således ikke være ethvert behov, der vil kunne danne grundlag for anbringelse. Det udtrykkes ved, at anbringelsen vil skulle være af væsentlig betydning og ved, at det anbringelsen vil skulle være af hensyn til et særligt behov for støtte.

Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter det foreslåede stk. 4 vil skulle træffes med samtykke fra de kommende forældre. Samtykket vil skulle omfatte formålet med anbringelsen. Efter forslagets § 49 vil der dog være adgang til at træffe afgørelse, selv om de kommende forældre ikke ønsker foranstaltningen iværksat, men kravene i den foreslåede § 49 vil i givet fald skulle være opfyldt. Der henvises til bemærkningerne til § 49.

Det vil være væsentligt, at barnets plan på en forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen i form af opstillede mål. På den måde vil barnets plan fremstå som et rimeligt bedømmelsesgrundlag for, hvad formålet med anbringelsen er, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke. Hvis de kommende forældre har givet samtykke til anbringelsen, men ikke er enige i, hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på denne baggrund kunne betragtes som et samtykke efter § 47, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 49.

Der vil kun kunne træffes afgørelse efter stk. 4 efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 26. En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet med indsatsen og løbende følge op på, om indsatsen har de ønskede virkninger.

Formålet med den foreslåede § 46 er at give mulighed for at anbringe et barn eller en ung eller et ufødt barn uden for hjemmet med samtykke når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets, den unges eller det endnu ufødte barns særlige behov for støtte.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 46 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2 og 3.7.3.

§ 47

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., at hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.

Efter servicelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., kan der kun træffes en afgørelse efter § 58, stk. 1, 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 2, at når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn- og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 3, at såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge- udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 4, at børn og unge-udvalget ikke kan træffe afgørelse efter § 58, stk. 1-3, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 117 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog bestemmelsen i § 58, stk. 5.

Det følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om en straksreaktion og et forbedringsforløb i sager om børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for personfarlig kriminalitet og børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for anden alvorlig kriminalitet, og som samtidig er særligt udsat for at ende i den hårde kerne af kriminelle unge. I sådanne sager løftes ansvaret for at træffe afgørelse over i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af et af de i nr. 1-4 oplistede forhold, jf. dog stk. 5.

Første forhold vil være utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge. Andet forhold vil være overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for. Tredje forhold vil være misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge. Fjerde og sidste forhold vil være andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, med alene redaktionelle ændringer.

Det centrale kriterium for at kunne gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt vil være, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

Sundhed i denne sammenhæng vil skulle forstås som barnets eller den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel. Begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller udvikling” angiver endvidere, at der vil skulle tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet eller den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe. Det vil således ikke være en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen vil give adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – på grund af forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre søskende til barnet – kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet.

Dette vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, der fastslår, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

For at tydeliggøre hvornår der vil foreligge en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, er der i stk. 1, nr. 1-4, nævnt de forhold, der vil kunne begrunde en anbringelse uden samtykke. Der er tale om forhold, der enten kun omhandler forælderen, hovedsageligt omhandler barnet eller den unge eller forhold der relaterer sig til både forælderen og barnet eller den unge. Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4, vil ikke i sig selv give grundlag for en beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, vil føre til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil betingelserne for tvangsmæssig anbringelse være opfyldt. Det vil f.eks. betyde, at en bestemt diagnose eller specifikke problemer hos forældremyndighedsindehaveren ikke i sig selv vil kunne begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos forældremyndighedsindehaveren har på det enkelte barns eller unges sundhed eller udvikling.

Opregningen af forholdene i nr. 1-4 vil indebære, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt vil skulle angive, hvad årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om, at den afgørelse, der træffes, vil skulle udførligt begrundes efter forholdene i de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1. Det er væsentligt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vurderingen af, om der er grundlag for at iværksætte en anbringelse uden samtykke, er opmærksom på, at nogle bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd, enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i hjemmet, tegn på udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller tegn på, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Hvis sådanne tegn på mistrivsel indgår som en del af grundlaget for kommunalbestyrelsens overvejelse om iværksættelse af en anbringelse uden samtykke, bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at få afdækket om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. I disse tilfælde vil denne afdækning således kunne resultere i, at der i stedet for iværksættelse af en anbringelse uden samtykke bør tilbydes hjælp og støtte til barnet, den unge og familien med henblik på at understøtte familien i at håndtere den psykiske funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør i sådanne sager være særligt opmærksom på, om der er behov for at koordinere hjælpen og støtten på tværs af sektorer og forvaltninger, eksempelvis med henblik på at sikre en sammenhængende og tilpasset indsats på tværs af skole- og socialforvaltningen.

Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at en anledning til at anbringe et barn eller en ung vil være, at forælderen ikke giver barnet eller den unge tilstrækkelig omsorg eller sikrer det behandling.

Årsagen til, at forælderen ikke formår dette, vil kunne skyldes flere forhold. Der vil kunne være tale om manglende personlige ressourcer hos forælderen som følge af for eksempel dårlig begavelse, forstyrrelser i personligheden eller andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol- eller stofmisbrug eller andet misbrug. Der vil kunne være tale om manglende evne til at sætte sig ind i barnets behov eller en adfærd fra forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes egne behov, hvorved barnet eller den unge enten tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis.

Forælderen vil også kunne mangle evne til at stimulere barnet, skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige ydre rammer for barnet eller den unge. Et eksempel på omsorgsvigt vil også kunne være, når forælderen ikke sørger for, at barnet eller den unge møder stabilt i skole, hvorved undervisningspligten ikke overholdes, og barnets udvikling lider skade på grund af manglende skolegang.

Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaver eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehavers side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet.

Endelig vil eksempler på utilstrækkelig omsorg også kunne være, at forælderen mangler samarbejdsvilje, er negativ overfor at modtage hjælp og ændre adfærd eller mangler forståelse for, at barnet har brug for hjælp.

Kommunalbestyrelsen bør i forbindelse med vurderingen af, om forældrene mangler evnen til at yde den tilstrækkelige omsorg over for barnet være opmærksom på, at nogle bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd, kan skyldes udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller være tegn på, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør derfor overveje, om der er grundlag for yderligere af afdække grundlaget for den bekymrende adfærd, herunder om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at en anbringelsesgrund kan være overgreb som barnet eller den unge udsættes for.

Bestemmelsen indebærer, at der er tale om at barnet eller den unge udsættes for overgreb i form af vold eller seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.

Hvis forældremyndighedsindehaver imidlertid ikke er dømt for volden eller overgrebet eller ikke selv erkender at have begået det, vil een formodning om vold eller overgreb mod barnet eller den unge som udgangspunkt ikke i sig selv være grundlag for en anbringelse. I disse tilfælde vil det være vigtigt, at man undersøger, om der er andre forhold, der vil kunne begrunde en anbringelse. Det vil eksempelvis kunne være, at barnet eller den unge har været udsat for omsorgssvigt efter denne lovs § 47, stk. 1, nr. 1, ved at have overværet vold eller overgreb, at der er begået vold eller overgreb mod søskende eller at barnet eller den unge er blevet udsat for vold eller overgreb af andre, uden at forældremyndighedsindehaver har grebet ind. Endvidere vil årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for vold eller overgreb, kunne skyldes andre alvorlige problemer i familien i form af eksempelvis misbrug eller sindslidelse hos forældrene. Disse forhold vil ikke sjældent optræde i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Hvis forældremyndighedsindehaver frifindes for vold eller overgreb eller venter på dom, må sagen ikke henlægges. Her må barnets eller den unges tegn på trivsel eller mistrivsel være udgangspunktet for, hvilken indsats der vil skulle ske.

Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at barnets eller den unges egne vanskeligheder er så betydelige, at det kan danne grundlag for en anbringelse. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn og unge med kriminel adfærd. Årsagerne til barnets eller den unges egne vanskeligheder vil ofte hidrøre fra forhold nævnt i de foreslåede § 47, stk. 1, nr. 1 og 2, men vil også kunne have afsæt i andre forhold, eksempelvis autisme, ADHD, angst eller andre psykiske funktionsnedsættelser eller udfordringer hos barnet eller de unge, som ikke har sammenhæng til manglende forældreevne eller sociale problemer i familien.

Uanset årsagen til vanskelighederne er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen reagerer på barnets eller den unges betydelige vanskeligheder og iværksætter hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse. Hvis vanskelighederne har afsæt i psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos barnet eller den unge bør kommunalbestyrelsen dog være særligt opmærksom på, om anbringelse uden samtykke er den rette løsning, eller om vanskelighederne kan afhjælpes med støttende indsatser efter denne lovs kapitel 4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af tilbud efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområdet. Det vil ligeledes i behandlingsmæssigt øjemed kunne være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne med henblik på iværksættelse af den rette indsats.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet kan danne grundlag for anbringelsen. Kriteriet vil vedrøre den situation, hvor barnets eller den unges problemer er årsagen eller en del af årsagen til anbringelsen uden samtykke. Kriteriet vil oftest skulle anvendes sammen med et eller flere af de øvrige kriterier. Dette vil f. eks. være tilfældet, hvor barnet eller den unge har vanskeligheder, som barnet eller den unge har brug for professionel støtte til. Det vil også ofte være tilfældet i situationer, hvor forældre ikke har forståelse for, at barnet eller den unge særligt har brug for støtte og derfor ikke formår at samarbejde om at sikre barnet eller den unge relevant støtte.

Selvom kriteriet oftest vil blive anvendt sammen med et eller flere af de øvrige kriterier, vil det kunne stå alene, som grundlag for en anbringelse uden samtykke. Et eksempel vil være en ung på femten år eller derover, der ikke selv erkender, at han/hun har følelsesmæssige vanskeligheder, eksempelvis på grund af en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse, og derfor ikke er enig i en anbringelse, men forældrene erkender, at den nødvendige støtte er en anbringelse.

Uanset årsagen til at barnet eller den unge har adfærds- eller tilpasningsproblemer er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen reagerer på barnets eller den unges betydelige vanskeligheder og iværksætter hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse.

Hvis adfærds- eller tilpasningsproblemerne har afsæt i psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos barnet eller den unge, bør kommunalbestyrelsen dog være særligt opmærksom på, om anbringelse uden samtykke er den rette løsning, eller om udfordringerne i stedet kan afhjælpes med støttende indsatser efter denne lovs kapitel 4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af tilbud efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområdet.

Ligeledes vil omfanget og karakteren af problemet vil have betydning. Der vil skulle være tale om problemer af en vis størrelse og alvor. Tidshorisonten vil i den forbindelse spille en rolle. Skønnes der alene at være tale om en kortvarig krise, hvor f.eks. et to måneders barn reagerer med vigende kontakt eller et større barn reagerer på forældrenes skilsmisse, vil der ikke være grundlag for å anvende kriteriet.

Der vil ikke være krav om, at barnets eller den unges problemer er endelig afklaret f.eks. ved en diagnose eller udredning, men hvis en anbringelse uden samtykke overvejes, bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækningen være særligt opmærksom på adfærden kan skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. En undersøgelse kan indikere, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte og dermed er omfattet af kriteriet, men det er altid en konkret vurdering på baggrund af sagens øvrige oplysninger.

Det forhold, at problemerne vil kunne afhjælpes efter en kortere periode med den rette indsats, vil ikke udelukke anvendelsen af kriteriet, hvis blot problemet har et vist omfang og ikke kan betegnes som en krise. Anvendelse af kriteriet må ikke blive et ”stempel” af barnet eller den unge, og ved genbehandling må spørgsmålet, om barnet eller den unge fortsat har adfærds- eller tilpasningsproblemer, altid vurderes på ny.

En henvisning til adfærds- og tilpasningsproblemer som anbringelsesgrundlag vil samtidig være et signal til kommunalbestyrelsen om, at barnet eller den unge har nogle særlige behov, og at der skal sættes ind med særlig støtte og behandling, for at barnet eller den unge kan udvikle sig.

Har barnet eller den unge under 15 år lovligt ophold i Danmark, mens forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede § 47, stk. 1, over for barnet, medmindre andet er reguleret ved lov.

Det foreslås med stk. 2, at der kun kan træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det foreslås videre, at afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 58, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven med alene redaktionelle ændringer og den ændring, at formålet med og varigheden af en anbringelse fremover skal fremgå af afgørelsen, frem for som i dag af handleplanen for barnet eller den unge. En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, vil kun kunne iværksættes efter, at der er gennemført en børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet med anbringelsen og løbende følge op på, om indsatsen har de ønskede virkninger.

Det vil efter det foreslåede stk. 2 være en betingelse for at træffe beslutning om en anbringelse uden samtykke efter § 47, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse vil skulle ses i sammenhæng med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 5, hvorefter en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for å iværksætte indsatser og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være.

Hvis der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør det indgå i overvejelserne, om forældrene modtager den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse giver anledning til, herunder i forhold til forældrerollen, eller om der kan være behov for at iværksætte anden støtte eller som handicapkompenserende støtte efter servicelovens bestemmelser.

Det er endvidere vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, hvorvidt udfordringerne helt eller delvist har afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos barnet eller den unge, idet baggrunden for udfordringerne kan have stor betydning for, hvilken hjælp og støtte det vil være relevant at iværksætte for barnet, den unge og familien i hjemmet.

En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil betyde, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at kommunalbestyrelsen først har afprøvet alternative indsatser. Dette vil især have betydning i sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil f.eks. kunne foreligge, hvis barnet eller den unge har søskende, som det har været nødvendigt at anbringe uden samtykke på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehavers side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at støttende indsatser i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at støttende indsatser i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. En anbringelse vil således ikke være sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte.

Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs- eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den unge, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen.

Det foreslås med stk. 3, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter § 58, stk. 1, selvom forældremyndighedsindehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 46, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 2, i serviceloven, med alene sproglige ændringer.

Selv om forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse, foreslås det, at være muligt at gennemføre anbringelsen uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, hvis hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler herfor. Der vil her skulle tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel vil kunne nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. Et afgørende hensyn til barnet eller den unge ville kunne være, at barnet eller den unge har et særligt behov for med sikkerhed at vide, hvor barnet eller den unge skal bo. Anvendelsen af bestemmelsen vil forudsætte, at betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, er opfyldt.

For forældremyndighedsindehaver vil konsekvensen af, at anbringelsen sker uden samtykke efter den foreslåede § 47, være, at barnet eller den unge ikke kan begæres hjemgivet med efterfølgende afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter de foreslåede §§ 100 og 102, som det ville have været tilfældet ved en frivillig anbringelse efter den foreslåede § 46. I stedet vil de processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter § 47, stk. 1, gælde fuldt ud ved en afgørelse efter § 47, stk. 3, hvilket blandt andet vil betyde, at sagen skal forelægges til afgørelse i børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, jf. den foreslåede § 102, stk. 4.

Det foreslås med stk. 4, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af en ung, der er fyldt femten år, uden for hjemmet, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, og at forældremyndighedsindehaver ikke vil give samtykke til anbringelsen, hvis den unge samtykker. Det er et krav, at anbringelsen må anses at være af væsentlig betydning for den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Den foreslåede bestemmelse vil give en særlig adgang for børne- og ungeudvalget til at beslutte at anbringe en ung uden for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig i anbringelsen uden for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det vil være en betingelse for å anvende bestemmelsen, at anbringelsen er af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse vil være den samme, som vil gælde for iværksættelsen af anbringelser med samtykke efter den foreslåede § 46. Der er således tale om et lempeligere kriterium end for anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1. Det vil endvidere være en betingelse for anvendelse af bestemmelsen i § 47, stk. 4, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Hvis de skrappere betingelser i § 47, stk. 1, er opfyldt, vil det som udgangspunkt være denne bestemmelse, der vil skulle træffes afgørelse efter, selvom sagen vedrører en ung, der er fyldt femten år, og som giver samtykke til anbringelsen idet anbringelse efter § 47, stk. 1, ikke vil bero på den unges samtykke.

Da en beslutning efter bestemmelsen vil være frivillig i forhold til den unge, der er fyldt femten år, men tvangsmæssig i forhold forældremyndighedsindehaver, vil beslutningen skulle træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om anbringelse uden samtykke.

Den unge vil selv kunne rette henvendelse til kommunen for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det er kommunen, der skal afgøre, om der er grundlag for en anbringelse, og i så fald indstille sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges forhold herunder bl.a. modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne. Kommunalbestyrelsen bør således have særlig opmærksomhed på, om den unges samtykke og tilkendegivelse af ønske om anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den unges psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt den unges samtykke skal tillægges i forhold til det manglende samtykke fra forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 48. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke vil have som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Det foreslås med stk. 5, at børne- og ungeudvalget ikke kan træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1-4, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 4, i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Det foreslåede stk. 5 vil indebære, at børne- og ungeudvalgets kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke ikke gælder i de tilfælde, hvor barnets eller den unges sag behandles af Ungdomskriminalitetsnævnet.

Formålet med den foreslåede § 47 er, at give mulighed for at anbringe et barn eller ung uden for hjemmet, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Med bestemmelsen foreslås en videreførelse af den hidtidige retstilstand, således at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, når en række betingelser er opfyldt.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 47 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 48

Børn og unge kan bede kommunen om generel hjælp, og kommunen har en generel forpligtelse til at beskytte børn, ligesom servicelovens § 11 indeholder en rådgivningsforpligtelse over for børn og unge med behov for særlig støtte. Således har børn og unge i dag mulighed for at bede kommunen om hjælp, når de oplever at mistrives. Specifikt skal kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 59, stk. 1, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning. Der er derimod efter gældende ret ikke en udtrykkelig ret for et barn eller en ung til at anmode kommunalbestyrelsen om, at der træffes afgørelse om at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet.

Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive anbragt uden for hjemmet.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 4, vil børne- og ungeudvalget kunne beslutte at anbringe en ung uden for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig i anbringelsen uden for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det foreslåede stk. 1 vil skulle understrege, at barnet selv har en stemme i forhold til at kunne pege på, at der er behov for en anbringelse. Børn er som hovedregel meget loyale over for deres forældre, og langt de fleste børn ønsker at blive boende hos deres forældre. Derfor skal det tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn selv udtrykker ønske om at blive anbragt, også selvom barnet ikke er fyldt femten år.

Med den foreslåede bestemmelses vil barnet eller den unge kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende ønsker at blive anbragt uden for hjemmet. Der vil ikke være formkrav til, hvordan en anmodning om at blive anbragt uden for hjemmet skal finde sted. Den vil således både kunne være skriftlig, telefonisk, mundtlig, via e-mail, sms etc. Der vil heller ikke være nærmere krav til indholdet af anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse, at vedkommende anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet. Afhængigt af barnets eller den unges oplysninger vil henvendelsen konkret kunne anses som en underretning og vil i givet fald skulle behandles efter reglerne for kommunens behandling af underretninger i de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 134-138.

Retten efter det foreslåede stk. 1 vil være en ret til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet, og således ikke en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen for anmodningen vil det være op til kommunalbestyrelsen i det konkrete tilfælde at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil have brug for og herunder afgøre, om barnet eller den unge vil skulle anbringes jf. den foreslåede § 48, stk. 2. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering, herunder på baggrund af samtaler og øvrig inddragelse af barnet eller den unge, jf. den foreslåede § 5, tager afsæt i den barnets unges konkrete forhold herunder modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne.

Kommunalbestyrelsen bør således have særlig opmærksomhed på, om den unges tilkendegivelse af ønske om anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den unges psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt den unges ønske om anbringelse skal tillægges. Der henvises desuden til bemærkningerne til den foreslåede § 48, stk. 2.

Det foreslås med stk. 2, at anmoder et barn eller ung om at blive anbragt uden for hjemmet skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter § 20, herunder om betingelserne i §§ 46 eller 47 er opfyldt.

I disse tilfælde vil udgangspunktet være, at der er tale om et barn eller en ung, som oplever alvorlige udfordringer i hjemmet uanset de konkrete årsager hertil. Derfor vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20, herunder vurdere om betingelserne i §§ 46 eller 47 er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis et barn eller en ung anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet, vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal igangsætte en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20, indeholdende en beskrivelse af om betingelserne i §§ 46 eller 47 kan anses for opfyldt. Hvis barnet eller den unge selv har kunnet pege på, hvilke behov og løsninger barnet eller den unge mener, vil være bedst for den pågældende, vil undersøgelsen skulle indeholde disse samt en vurdering af, hvilken effekt sådanne initiativer vil have. Udgangspunktet vil være, at det forhold, at et barn eller en ung selv henvender sig og anmoder om en anbringelse, er et alvorligt bekymringstegn i forhold til barnet eller den unge, og at der derfor som udgangspunkt må antages at være behov for at træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse, jf. den foreslåede § 20.

Det foreslåede stk. 2 vil ikke sigte på situationer, hvor der er tale om almindelige generationskonflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. Kommunen bør f.eks. være opmærksom på, at nogle psykiske funktionsnedsættelser som eksempelvis autisme kan medføre, at den unge reagerer mere voldsomt på almindelige generationskonflikter end jævnaldrende unge, og at dette vil kunne have betydning for den unges ønske om at blive anbragt uden for hjemmet.

Det vil gælde, at uanset indholdet i barnets anmodning vil det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil have brug for og herunder afgøre, om barnet eller den unge vil skulle anbringes. Den foreslåede bestemmelse vil således skulle tydeliggøre, at selvom barnets ret til at bede om hjælp også omfatter en ret for barnet til at bede om at bo et andet sted, vil det ikke være barnets eller den unges ansvar at beslutte, hvilken indsats som er den rette. Det vil således fortsat være de voksne omkring barnet, der har ansvaret for de beslutninger, der træffes. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges forhold herunder modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne samt overvejer, hvorvidt funktionsnedsættelsen har betydning for de ønsker, barnet eller den unge fremsætter.

I kommunalbestyrelsens vurdering af, at hvilken indsats, der er den rette for barnet eller den unge, er det generelt set væsentligt, at kommunalbestyrelsen især er opmærksom på barnets eller den unges eventuelle funktionsnedsættelse. Hvis kommunalbestyrelsen ikke har kendskab til en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge er det ligeledes vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets adfærd eller forældrenes oplysninger herom giver anledning til en yderligere afdækning af barnets eller den unges forhold, herunder om barnet eller den unge eventuelt har en ikke-afdækket psykisk funktionsnedsættelse.

Formålet med den foreslåede § 48 er overordnet at tydeliggøre, at barnet eller den unge selv har en stemme til at kunne pege på, hvilke behov og løsninger barnet eller den unge mener vil være bedst for barnet eller den unge. Reglerne skal sikre, at barnets perspektiv altid er i fokus og er styrende både i undersøgelsen af barnets behov, indsatser og opfølgning på trivsel og udvikling. Den foreslåede § 48 skal således ses i sammenhæng med § 47, stk. 4. Det vil i alle tilfælde herefter være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug for, og herunder afgøre, om barnet skal anbringes. En beslutning om ikke at anbringe et barn eller en ung er dermed en procesledende beslutning, og kan således ikke påklages særskilt. Det bemærkes, at adgangen til at påklage i de tilfælde, hvor kommunen beslutter at iværksætte en forebyggende indsats efter § 30, består uændret. Der henvises til bemærkningerne til § 30.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 49

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 1, at hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Afgørelse om anbringelse af et barn uden samtykke kan ikke træffes inden barnets fødsel efter gældende ret.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra de kommende forældre i helt særlige tilfælde kan træffe en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed or udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af de kommende forældres manglende evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for børne- og ungeudvalget, når der i helt særlige tilfælde er klart grundlag herfor, at træffe en afgørelse efter det foreslåede stk. 1 for det ufødte barn, såfremt betingelserne i den foreslåede bestemmelse er opfyldt.

De grundlæggende betingelser for at anbringe et kommende barn efter den foreslåede § 49 vil være de samme, som følger af den foreslåede § 47, dog således at der tages hensyn til, at afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes inden barnets fødsel. Således vil der skulle tages højde for, at der er tale om en meget indgribende afgørelse, der træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 5.1 og 5.2.

En afgørelse efter den foreslåede § 49 vil kun kunne træffes, når der foreligger en ekstraordinær overbevisende begrundelse på grund af tungtvejende hensyn til barnets bedste. Bestemmelsen vil navnlig kunne finde anvendelse i relation til børn, hvis forældre på grund af svære kroniske psykiske lidelser, svære personlighedsforstyrrelser eller betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne har en så begrænset forældreevne, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, heller ikke selv om der iværksættes omfattende støttende indsatser for at hjælpe forældrene med at varetage forældrerollen. Der vil også kunne være tale om forældre, der på grund af manglende forældreevne tidligere har fået et barn anbragt eller bortadopteret uden samtykke, navnlig hvis forældrene trods støtte ikke har udvist interesse for eller evne til at forbedre deres forældreevne. Dog vil kommunen altid skulle have overvejet alternative, mindre indgribende former for støtte f.eks. i form af familiebehandling af de kommende forældre eller familieanbringelse efter fødslen, inden der bliver truffet afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen. Ligeledes vil en afgørelse efter den foreslåede § 49 kun kunne træffes, hvis manglende evner eller ressourcer hos de vordende forældre vurderes at ville udgøre en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade efter fødsel, og problemerne ikke vil kunne løses inden barnets fødsel eller under dets kommende ophold i hjemmet. Anbringelse af en ældre søskende til det ufødte barn vil ikke automatisk føre til anbringelse af det endnu ufødte barn. Der skal således være tale om en ekstraordinær overbevisende begrundelse.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det centrale kriterium for at kunne træffe afgørelse om, at et ufødt barn skal anbringes uden samtykke umiddelbart efter fødslen være, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på det ufødte barns sundhed eller udvikling efter fødslen. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets kommende almentilstand, hvori indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets kommende trivsel. Begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller udvikling” angiver, at der vil skulle tages hensyn til barnets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe. Det vil selvsagt ikke være en betingelse for anbringelse efter den foreslåede § 49, stk. 1, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade.

Med den foreslåede bestemmelse gøres det muligt i de helt særlige tilfælde, hvor ekstraordinære overbevisende grunde taler for det, at træffe afgørelse om anbringelse med eller uden samtykke af et ufødt barn samt om valg af barnets anbringelsessted.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.8.

Det vil være de tilfælde, hvor der foreligger en åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det på grund af de kommende forældres adfærd over for ældre søskende til det ufødte barn kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet. Dette vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede § 20, hvori foreslås, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Anbringelse af en ældre søskende til det ufødte barn vil ikke automatisk føre til anbringelse af det ufødte barn.

Ved kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.

I vurderingen af, om der vil foreligge en situation, der er omfattet af § 49, stk. 1, vil det under graviditeten skulle vurderes, om de kommende forældre kan drage omsorg for barnet i tiden efter fødslen. Det centrale i vurderingen er, om de kommende forældres manglende evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkeligt omsorg for eller behandling af det ufødte barn vil udgøre et faremoment ved barnets fødsel. Er de kommende forældre ikke i stand til at opfylde sine egne basale behov for f.eks. mad og behandling, vil det kunne udgøre en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade. Der henvises endvidere til § 47, stk. 1, nr. 1, og til bemærkningerne hertil.

En bestemt diagnose eller specifikke problemer hos de kommende forældre vil ikke i sig selv kunne begrunde en anbringelse uden samtykke. Det afgørende vil være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos de kommende forældre vil have på det ufødte barns sundhed eller udvikling. Kun hvis manglende evner eller ressourcer hos de kommende forældre vurderes at ville udgøre en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, og problemerne ikke vil kunne løses inden barnets fødsel eller under dets kommende ophold i hjemmet, vil betingelserne for anbringelse uden samtykke være opfyldt.

Årsagen til, at de kommende forældre ikke har de nødvendige evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af det endnu ufødte barn, vil kunne skyldes flere forhold. Der vil kunne være tale om manglende personlige ressourcer hos de kommende forældre som følge af for eksempel betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, forstyrrelser i personligheden eller andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol-, stof- eller andet misbrug. Der vil kunne være tale om manglende evne til at sætte sig ind i det kommende barns behov eller en adfærd fra forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes egne behov, hvorved barnet vil blive tilsidesat eller udsat for en ødelæggende omklamring, der vil forhindre barnet eller i at udvikle sig på normal vis. De kommende forældre vil også kunne mangle evne til at kunne stimulere barnet, skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige ydre rammer for barnet.

De kommende forældres adfærd over for ældre søskende til det ufødte barn vil altid skulle indgå i vurderingen af, om betingelserne i den foreslåede § 49, stk. 1, er opfyldt. De kommende forældres adfærd over for ældre søskende til det ufødte barn vil kunne indikere, at de vil være helt ude af stand til at tage vare på barnet. Når et barn anbringes, fordi forældrene ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet, vil barnets søskende eller kommende søskende i udgangspunktet også være i en sårbar situation i hjemmet. Uanset de kommende forældres adfærd over for ældre søskende, vil betingelserne for anbringelse efter den foreslåede § 49 kun være opfyldt, hvis manglende evner eller ressourcer hos de kommende forældre vurderes at ville udgøre en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, og problemerne ikke vil kunne løses inden barnets fødsel eller under dets kommende ophold i hjemmet. Der skal således være tale om en ekstraordinær overbevisende begrundelse.

De kommende forældre vil i forbindelse med en afgørelse efter den foreslåede § 49 have de samme rettigheder og partbeføjelser som i øvrige sager om anbringelse uden samtykke. Dvs. forældrene vil skulle partshøres, have adgang til at se sagens akter og udtale sig over for børne- og ungeudvalget, før der træffes afgørelser jf. forslaget til §§ 140 og 142, og have ret til en bisidder og til gratis advokatbistand under hele sagens behandling.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke truffet af børne- og ungeudvalget kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at de kommende forældre har fået meddelelse om afgørelsen, jf. forslaget til § 146. Hvis Ankestyrelsen ikke ændrer beslutningen om anbringelse af det kommende barn uden for hjemmet uden de kommende forældres samtykke, kan denne bede Ankestyrelsen om at indbringe sagen for retten. Der gælder en frist på 4 uger.

Kommunalbestyrelsen skal altid tilbyde de kommende forældre gratis advokatbistand under en sag om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 140.

Der vil i alle sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke være behov for et helt særligt fokus på at processen har været betryggende, og at processuelle garantier har været overholdt. Dette vil særligt gælde i sager om anbringelse uden samtykke inden fødslen, da der er tale om en indgribende afgørelse. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 3.8. og 3.18.

Det foreslås med stk. 2, at der kun kan træffes en afgørelse efter § 49, stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende ophold i hjemmet.

Hvis der er tale om kommende forældre med funktionsnedsættelser, bør det indgå i overvejelserne, om forældrene modtager den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse giver anledning til, herunder i forhold til forældrerollen, eller om der kan være behov for at iværksætte anden støtte efter reglerne i kapitel 4 eller og/eller handicapkompenserende støtte efter kapitel 8.

Det er ikke en betingelse for anbringelse uden samtykke efter den foreslåede § 49, at kommunen først har afprøvet alternative former for støtte, herunder støttende indsatser i hjemmet. Kommunen vil dog altid skulle have overvejet alternative, mindre indgribende former for støtte, inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen. Der henvises i den forbindelse til bemærkninger den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 1, nr. 2. Heraf fremgår, at bestemmelsen vil indebære, at det vil skulle fremgå eksplicit af indstillingen om anbringelse uden samtykke til børne- og ungeudvalget hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunen har lagt særlig vægt på og hvorfor. Heri vil det skulle fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte efter denne lov eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som har været forsøgt eller som minimum overvejet.

Er betingelserne i de foreslåede bestemmelser § 49, stk. 1 og 2, opfyldt, vil børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørelse efter den foreslåede § 49, stk. 1. I situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at støttende indsatser i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at det ufødte barn får den fornødne omsorg og pleje, vil der derfor ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og ekstraordinære overbevisende grunde taler for det.

En begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne løses under barnets kommende ophold i hjemmet, vil f.eks. kunne foreligge, hvis de kommende forældre har andre børn eller unge i husstanden, som det har været nødvendigt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at støttende indsatser i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at det kommende barn får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at det kommende barn får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. Kommunen vil fortsat altid skulle have overvejet alternative, mindre indgribende former for støtte eksempelvis i form af behandling af de kommende forældre eller en familieanbringelse efter fødslen, inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen.

Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af de vordende forældres omsorgs- eller forældreevne i forhold til det kommende barn, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen. Blandt indsatserne i den foreslåede bestemmelse i § 32, vil der altid skulle vælges den eller de støttende indsatser, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelsen efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 20.

Det foreslås med stk. 3, at afgørelser efter stk. 1 tidligst kan træffes tre måneder før kvindens terminsdato.

Der kan kun træffes en afgørelse efter § 49, stk. 1, når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel. Af hensyn hertil og til forældremyndighedshaverens mulighed for at løse problemerne inden barnets fødsel, foreslås det med § 49, stk. 3, at afgørelse tidligst kan træffes tre måneder før kvindens terminsdato.

Formålet med den foreslåede § 49 er overordnet at sikre den tidligst mulige indsats og medvirke til at sikre kontinuerlig omsorg for barnet. I få helt særlige tilfælde vil det allerede inden barnets fødsel stå klart, at forældremyndighedshaverens situation bevirker, at der foreligger en åbenbar risiko det ufødte barns kommende sundhed og udvikling. Bestemmelsen skal således sikre, at kommunalbestyrelsen har mulighed for at træffe afgørelser, der sikrer barnet en tryg base gennem en anbringelse, før barnet er født. Det betyder, at anbringelsen kan planlægges i god tid frem for at skulle træffes akut fra fødegangen. Ligeledes vil der være ordentlig tid til at finde den rigtige plejefamilie til barnet, så barnet kan få en tryg og stabil start på livet og undgå unødige skift.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 49 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 50

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 1, at hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over ét år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 2, at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 i serviceloven ud over to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 3, at hvis sagen efter servicelovens § 62, stk. 1 og 2, er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 4, at børn og ungeudvalget ved afgørelser efter § 58 undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist end nævnt i § 62, stk. 1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 5, at børn og unge-udvalget i særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58 af et barn, der ikke er fyldt ét år, skal gælde i tre år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i denne periode. De samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 6, at § 62, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 65, stk. 3.

Det fremgår af servicelovens § 65, stk. 1, at Ankestyrelsen har kompetence til at tage sager op af egen drift. Ankestyrelsen kan endvidere selv kan træffe afgørelser efter §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.

Når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens § 62, hvilket vil sige tidspunktet for børne- og ungeudvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt.

Det foreslås med stk. 1, at skal barnet eller den unge fortsat være anbragt uden for hjemmet ud over ét år fra, at børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet afgørelse herom, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 1, i serviceloven med sproglige ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at opretholdelse af en anbringelse efter forslagets § 47 ud over ét år fra børne- og ungeudvalgets afgørelse vil kræve en fornyet afgørelse i udvalget. Ved genbehandlingen vil der skulle tages stilling til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen fortsat er opfyldt. Reglen vil således i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A 4823, spalte 4876, udgøre en retssikkerhedsgaranti.

Det foreslås med stk. 2, at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter den foreslåede bestemmelse i § 50, stk. 1, to år.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af servicelovens § 62, stk. 2, med sproglige ændringer.

Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, vil børne- og ungeudvalget efter den foreslåede bestemmelse først være forpligtet til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter § 47, to år efter afgørelsen blev truffet. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig afgørelse, vil blive betragtet som anbragt første gang ved den endelige afgørelse om anbringelse, og der vil således gælde en genbehandlingsfrist på ét år. Dette vil gælde uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børne- og ungeudvalget eller ej. Den toårige genbehandlingsfrist vil således gælde i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er eller inden for det seneste år har været anbragt med eller uden samtykke.

Det foreslås med stk. 3, at hvis sagen efter de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 eller 2, er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Den foreslåede bestemmelse is således en videreførelse af servicelovens § 62, stk. 3, 1. pkt. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Bestemmelsen vil betyde, at hvis en sag om anbringelse uden samtykke efter § 47 er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes genbehandlingsfristerne i de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, fra den endelige afgørelse eller dom. Det vil sige, at der er tale om en rullende genbehandlingsfrist. Efter praksis gælder dette dog ikke, hvis klagen alene vedrører genfristen. I disse tilfælde, vil fristen være at regne fra børne- og ungeudvalgets afgørelse, og vil dermed ikke være rullende. Det skyldes, at der i en klagesag over genbehandlingsfristen ikke sker prøvelse af selve anbringelsesgrundlaget.

Det foreslås med stk. 4, at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten uanset de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, kan fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget, hvis der er begrundet tvivl om hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 eller 2 år senere.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Det foreslåede stk. 4 indebærer, børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten vil kunne fastsætte en kortere frist end de, der følger af de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, for fornyet behandling i børne- og ungeudvalget af en sag om anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47. Det forudsættes, at der skal være begrundet tvivl om hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis ét eller to år senere.

Det foreslås med stk. 5, at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten uanset de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages også gælde ud over fristen og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For ufødte børn og børn under ét år, kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge fristen til tre år.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 62, stk. 4 og 5, i serviceloven med sproglige ændringer og med den tilføjelse på baggrund af den foreslåede bestemmelse i § 5b om afgørelse om anbringelse af endnu ufødte børn, at for ufødte børn kan genbehandlingsfristen maksimal forlænges til tre år.

Efter det foreslåede stk. 5 vil børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten dermed undtagelsesvis kunne fastsætte en længere frist for genbehandling end den, der fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Denne mulighed vil kun kunne benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det vil være en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare ud over den normale ét eller to års periode for genbehandling, og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. I den del af betingelsen, der relaterer sig til barnet eller den unge, vil det afgørende spørgsmål være, hvorvidt selve sagens behandling vil være belastende for barnet eller den unge. Ved vurderingen af, om genbehandlingsfristen skal forlænges, vil forlængelsen skulle sættes i forhold til den generelle genbehandlingsfrist. Der vil skulle foreligge væsentlige omstændigheder, før der er grundlag for at fravige de almindelige genbehandlingsfrister således at genbehandlingen fastsættes til længere end et eller to år. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Følgende forhold vil kunne indgå i vurderingen af, om fristen kan forlænges: Længerevarende anbringelse, behandlingskrævende barn eller ung, barnet eller den unge har massivt behov for ro og stabilitet og/eller længerevarende behandling, forældrene har en svær eller dyb udviklingshæmning, forældrene er alvorligt og/eller kronisk psykisk syge, forældre har alvorlige følelses- og personlighedsmæssige vanskeligheder eller, langvarigt misbrug hos forældrene. Endvidere kan følgende forhold indgå i vurderingen: Langvarig ustabil livsførelse og udtalte sociale problemer hos forældrene, eventuelt kombineret med kriminalitet, ringe udsigt til forbedring af hverken barnets eller den unges eller forældrenes vanskeligheder, andre børn i familien er anbragt, forældrene har gennem flere år ingen eller meget begrænset kontakt til det anbragte barn eller barnet eller den unge bliver negativt påvirket af sagens behandling.

Oplistningen af forholdene, der vil kunne indgå, is ikke udtømmende. Både forældrenes og barnets eller den unges forhold kan begrunde en forlængelse af genbehandlingsfristen. Hvis børne- og ungeudvalget forlænger genbehandlingsfristen, skal det nærmere begrundes.

Bestemmelsen vil medføre, at sagen ikke følger de normale frister for genbehandling i de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget vil således ikke skulle prøves under den maksimalt tre årige periode, medmindre forældrene begærer hjemgivelse, og der er sket væsentlige ændringer af forhold hos forældrene, anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde vil være en sag om et barn, hvis mor er psykisk syg og derfor over en årrække ikke har kunnet varetage omsorgen for barnet, eller hvor barnet har søskende, som har været anbragt siden fødslen, og som stort set ikke har haft nogen kontakt med moderen under anbringelsen. I kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget vil familiens eventuelle misbrugs- og sygdomshistorik således skulle indgå, ligesom en vurdering af barnets og eventuelle andre søskendes anbringelseshistorik. Oplysninger om forældres misbrug eller sygdom vil efter den foreslåede bestemmelse i § 20, skulle være oplyst i sagen. Ligeledes vil informationer om eventuelle søskendes anbringelseshistorik være belyst, jf. § 51, stk. 3.

Bestemmelsen vil være særlig relevant i forhold til vordende forældre, da bestemmelsen vil give mulighed for meget tidligt i barnets liv at sikre barnet kontinuitet og tryghed.

Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse uden samtykke med en forlænget genbehandlingsfrist efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 146 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende vurdering finder, at forholdene i hjemmet gradvist forbedres, vil den forlængede genbehandlingsperiode kunne anvendes til at øge kontakten mellem forældrene og barnet. Det vil kunne ske gradvist for eksempel med hyppigere kontakt, længere besøg i hjemmet og i ferier. Det vil kunne give grundlag for en beslutning om barnets fremtidige forhold og en mere stabil situation for barnet.

På baggrund af en vurdering af barnet og dets behov vil der efter udløbet af den forlængede genbehandlings periode kunne træffes afgørelse om, at barnet hjemgives, hvis betingelserne efter den foreslåede § 47 for at opretholde en anbringelse uden samtykke ikke er opfyldte, og der ikke er grundlag for at opretholde anbringelse efter den foreslåede § 67. Hvis der træffes afgørelse om, at barnet ikke kan hjemgives, skal der træffes afgørelse om den fortsatte anbringelse efter den foreslåede § 47 eller eventuelt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren efter den foreslåede § 46.

Det foreslås med stk. 6, at de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 151, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 62, stk. 6, i serviceloven, og vil betyde, at reglerne om fastsættelse af genbehandlingsfrist i forslagene til bestemmelsens stk. 1-5 også gælder, når Ankestyrelsen træffer afgørelse af egen drift efter § 151, stk. 3.

Det foreslås med stk. 7, som er ny, at kommunalbestyrelsen forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter stk. 1 skal overveje, om hensynet til barnets bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4. Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt uden for hjemmet i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter 1. pkt.

Det foreslås med bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling vil skulle overveje af hensyn til barnets eller den unges bedste at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om en permanent anbringelse, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 67, stk. 1.

Ved børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede § 50, vil kommunalbestyrelsen ud fra sagens faktiske oplysninger skulle overveje, om barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Vurderer kommunen, at dette er tilfældet, vil den have pligt til at udarbejde en indstilling om permanent anbringelse efter den foreslåede § 67, stk. 4.

Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter den foreslåede § 50 været anbragt uden for hjemmet i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter den foreslåede § 50, stk. 7.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til børne- og ungeudvalget om opretholdelse af en anbringelse efter den foreslåede § 50 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 51

Det fremgår af § 59 i serviceloven, at en indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 58 skal omfatte den børnefaglige undersøgelsen, jf. § 50, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i § 58 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 50, stk. 6, en vurdering af forældremyndighedsindehavers kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning, handleplanen for anbringelsen, jf. § 140, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og barnets eller den unges holdning til den påtænkte indsats.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 eller 49 skal omfatte følgende: For det første undersøgelsen, jf. den foreslåede §§ 20 eller 26, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i §§ 47 eller 49 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 22, stk. 5, eller § 27, stk. 4. For det andet en vurdering af forældremyndighedsindehavers kompetencer til at varetage omsorgen for det kommende barn, barnet eller den unge og at tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning. For det tredje barnets plan, jf. den foreslåede § 91 eller ungeplanen, jf. den foreslåede § 108, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter samt formålet hermed. For det fjerde barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Med den foreslåede bestemmelses stk. 1 foreslås en videreførelse af den retstilstand, der hidtil har været gældende efter § 59 i serviceloven vedrørende indholdet af en indstilling om anbringelse uden for hjemmet, dog således at bestemmelsen tager højde for, at reglerne om undersøgelse for kommende forældre er fastsat i § 26, og at reglerne også gælder for den foreslåede § 49.

Der opstilles i den foreslåede bestemmelse nogle basale krav til indstillingen om en anbringelse uden samtykke. For indehaveren af forældremyndigheden og dennes evt. advokat vil det betyde, at de kan stille krav om, at disse oplysninger, der er omfattet af indstillingen, skal foreligge forinden mødet i børne- og ungeudvalget. Selv om kravene kun vil være lovfæstet for så vidt angår anbringelse efter forslagets §§ 47 og 49, vil der også i de øvrige situationer – forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb – skulle udfærdiges en indstilling, der giver det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, og det vil som hidtil påhvile dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt. Opregningen angiver de elementer, der som minimum vil skulle indgå i indstillingen. Herudover vil der kunne være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkeltes sags særlige omstændigheder.

Med det foreslåede stk. 1, nr. 1, vil indstillingen skulle indeholde undersøgelsen, jf. de foreslåede §§ 20 eller 26, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i §§ 47 eller 49 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 22, stk. 5 eller § 27, stk. 4, for så vidt angår en indstilling, der vedrørende anbringelse af et ufødt barn efter fødslen.

Kommunen vil altid skulle have overvejet alternative, mindre indgribende former for støtte, inden der træffes afgørelse om anbringelse herunder af et spædbarn umiddelbart efter fødslen. Det vil dog ikke være et krav, at der skal have været iværksat andre og mindre indgribende former for foranstaltninger forud for indstillingen om en anbringelse uden samtykke. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 47 og 49.

Undersøgelsen vil altid skulle tilpasses konkret efter den pågældende sag. Således vil en undersøgelse i en sag om anbringelse uden samtykke af det endnu ufødte barn efter den foreslåede § 49 ikke skulle indeholde en beskrivelse af de ressourcer hos barnet som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen.

Med det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke skulle indeholde en vurdering af forældremyndighedsindehavers kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder eventuelt med støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning.

Det vil være forudsat, at vurderingen af forældremyndighedsindehavers kompetencer vil skulle foretages på grundlag af Undersøgelsen og sagens oplysninger i øvrigt. Bestemmelsen vil bevirke, at kommunalbestyrelsen skal sammenfatte de relevante eksisterende oplysninger, så det sikres, at kommunalbestyrelsens samlede vurdering af forældremyndighedsindehavers kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, herunder med relevant støtte, fremgår tydeligt af indstillingen til børne- og ungeudvalget, så udvalget ikke selv skal uddrage disse.

Bestemmelsen vil indebære, at det vil skulle fremgå eksplicit af indstillingen til børne- og ungeudvalget hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunalbestyrelsen har lagt særlig vægt på og hvorfor, hvis indstillingen er begrundet helt eller delvist i forældrenes forhold. Endvidere vil det skulle fremgå, hvorfor kommunalbestyrelsen vurderer, at forældremyndighedsindehaver ikke med støtte efter denne lov eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som eventuelt har været forsøgt eller overvejet. Det vil f.eks. med fordel kunne fremgå, hvilke overvejelser kommunalbestyrelsen har gjort sig om iværksættelse af støttende indsatser, som kunne give forældremyndighedsindehaver hjælp til varetagelse af forældrerollen. Denne forpligtelse gælder ikke mindst i sager, hvor forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse som kan give anledning til overvejelser om iværksættelse af støttende indsatser for at kompensere herfor.

Vil indstillingen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 47 være begrundet i barnets eller den unges forhold og ikke i forældremyndighedsindehavers forhold, vil den foreslåede bestemmelse betyde, at det vil skulle fremgå, hvorfor kommunalbestyrelsen vurderer, at forældremyndighedsindehaver ikke med støtte efter denne lov eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som eventuelt har været forsøgt eller overvejet. Her vil det skulle fremgå, hvorfor det vurderes, at f.eks. et relevant ambulant behandlingstilbud til barnet eller den unge kombineret med støtteophold eller praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet ikke vil være tilstrækkeligt til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, behandling m.v.

Med det foreslåede stk. 1, nr. 3, vil indstillingen til børne- og ungeudvalget også skulle indeholde barnets plan, jf. den foreslåede § 91, eller ungeplanen, jf. forslag til §§ 108 og 109 samt en beskrivelse af den støtte og de initiativer, som er påtænkt for det kommende barn, barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, samt formålet hermed.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 59, stk. 1, nr. 3, samt servicelovens § 140, stk. 2, med redaktionelle ændringer. Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til at få udarbejdet en plan for indsatsen til barnet eller den unge. Formålet er at sikre, at kommunalbestyrelsen forholder sig til og får beskrevet den støtte og de initiativer, som skal iværksættes for barnet eller den unge og familien i forlængelse af anbringelsen uden for hjemmet.

Planen vil således altid skulle tilpasses konkret efter den pågældende sag.

Med det foreslåede stk. 1, nr. 4, vil kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om tvangsmæssig anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet også skulle indeholde barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 59, stk. 1, nr. 4, uden ændringer.

Det vil af indstillingen skulle fremgå, hvorledes barnet or den unge stiller sig til anbringelsen. Med denne bestemmelse vil der altid skulle ske en orientering af barnet eller den unge, forinden der indstilles til at træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke. Barnets reaktion herpå vil skulle beskrives, og det vil være vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet til at give samtykke. Derfor er det heller ikke fundet hensigtsmæssigt med en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor barnet er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har behov for at få vide, hvad der skal ske med dem. I sager om anbringelser uden samtykke inden fødslen, vil den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 1, nr. 4, ikke finde anvendelse. Barnet må på ingen måde presses til at have en holdning og inddragelsen bør altid ske under hensyntagen til barnet eller den unges forhold herunder alder, modenhed og eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse. Hvis barnet vægrer sig herimod, vil oplysninger herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelsen. Bestemmelsen skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede nye inddragelsesbestemmelse i § 5, stk. 3-4.

Det foreslås med stk. 2, der er ny, at er der udarbejdet en plan til forældrene efter § 77, stk. 1, eller en begrundelse efter § 77, stk. 2, skal denne vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen i forbindelse med indstilling om anbringelse uden samtykke af et barn eller en ung efter den foreslåede § 51, skulle udarbejde en særskilt plan for støtte til forældrene efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan efter § 110, hvis barnet eller den unge har søskende under atten år i husstanden, og hvor indstillingen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor det er åbenlyst unødvendigt, undlade at udarbejde en sådan forældrehandleplan efter § 77, stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal dog begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtte til forældrene. Der henvises til bemærkningerne til § 77.

Efter det foreslåede stk. 2 vil planen, jf. det foreslåede § 77, stk. 1, eller begrundelsen for ikke at udarbejde planen, jf. det foreslåede § 77, stk. 3, skulle vedlægges indstillingen efter § 51, stk. 1.

Det foreslås med stk. 3, der er ny, at hvis indstillingen efter stk. 1, er begrundet helt eller delvist i omsorgssvigt, vold eller overgreb, og forvaltningen ikke påtænker at indstille til børne- og ungeudvalget, at barnets eller den unges søskende i husstanden under femten år anbringes uden for hjemmet, skal indstillingen indeholde en begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde en beskrivelse af, hvilken støtte som igangsættes for barnet, barnets søskende, som er en del af husstanden, og familien.

Med søskende vil skulle forstås hel-, halv- og stedsøskende under atten år i husstanden. Fraskilte familier, hvor der kan være hel- og halvsøskende, der bor hos den anden forælder, hvor der ikke er anbragte søskende, vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Når et barn anbringes, fordi forældrene ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet, vil barnets søskende i udgangspunktet også være i en sårbar situation i hjemmet.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at søskende til anbragte børn, som er en del af husstanden ikke risikerer ikke at modtage den fornødne hjælp. Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at indstillingen efter § 51 i sager om anbringelse uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene, hvor kommunalbestyrelsen vælger ikke at anbringe alle børn under femten år i en søskendeflok, vil skulle indeholde en begrundelse herfor. Indstillingen vil ligeledes skulle indeholde en beskrivelse af, hvilken støtte som igangsættes for de resterende søskende og familien. Dette skal medvirke til, at forældre, der med den rette hjælp og støtte kan blive i stand til at varetage omsorgen for deres børn, eller som har behov for hjælp til at håndtere deres situation, også får hjælp hertil. De forebyggende indsatser vil altid skulle ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns behov.

Det foreslås med stk. 4, der er ny, at finder børne- og ungeudvalget, at begrundelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 3, for ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte, skal børne- og ungeudvalget underrette Ankestyrelsen.

Efter servicelovens § 153 og den foreslåede § 133 skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år kan have behov for særlig støtte. Underretningspligten vil for det første gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år kan have behov for særlig støtte. Pligten vil for det andet gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold. Pligten vil for det tredje gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær, eller undladelse af at opfylde undervisningspligten. Pligten vil for det fjerde gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under atten år har været udsat for overgreb. Denne forpligtelse gælder også for børne- og ungeudvalget, og vil forsat gælde efter den foreslåede bestemmelse i § 133.

Hvis man som fagperson har indgivet en underretning om et barn eller en ung til den kommunale forvaltning, men har en oplevelse af at kommunen ikke iværksætter støttende indsatser m.v., eller at barnet eller den unge ikke får tilstrækkelig hjælp, kan der underrettes direkte til Ankestyrelsen. Denne forpligtelse vil forsat gælde efter den foreslåede bestemmelse i § 152.

Med den foreslåede bestemmelse vil børne- og ungeudvalget skulle underrette Ankestyrelsen, hvis begrundelsen for ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp og støtte. Bestemmelsen vil bevirke, at børne- og ungeudvalget får en klar forpligtelse i sager, hvor de er bekymrede. Ankestyrelsen kan efter den foreslåede bestemmelse i § 151 og i overensstemmelse med gældende ret, vælge at benytte sin kompetence til at gå ind i sagen af egen drift og beslutte, at et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, eller at en kommune skal tage andre initiativer over for barnet eller den unge og familien.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre i Ankestyrelsens egendriftskompetence. Ankestyrelsen vil fortsat kun kunne træffe afgørelse i en sag, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Formålet med de foreslåede bestemmelser i § 51, stk. 1-3, er at få en større gennemskuelighed med hensyn til afgørelsesgrundlaget samt en større ensartethed ved at der opstille basale krav til indstillingen om en tvangsmæssig anbringelse i lighed med reglerne efter gældende ret. Krav til indstillingen skal også være med til at højne kvaliteten i sagsbehandlingen, således at en indstilling giver det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 4, er at indføre et følg-eller-forklar-princip i sager om anbringelse uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene, som indebærer, at hvis kommunalbestyrelsen vælger ikke at indstille til børne- og ungeudvalget at anbringe alle børn under femten år i en søskendeflok, skal kommunalbestyrelsen forklare baggrunden herfor. Bestemmelsen skal bidrage til at undgå, at søskende til anbragte børn ikke modtager den fornødne hjælp.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2. og 3.7.3.

§ 52

Det fremgår af § 68 b, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf. § 140, i serviceloven, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det fremgår af § 68 b, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til barnets eller den unges skolegang.

Det fremgår af § 68 b, stk. 1, sidste pkt., i serviceloven, at hvis anbringelsesstedet er beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelse.

Det fremgår af § 68 b, stk. 2, i serviceloven, at ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Det fremgår videre, at kommunen endvidere skal lægge vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod.

Det fremgår af § 68 b, stk. 3, i serviceloven, at hvis barnet eller den unge har søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet enten med forældremyndighedsindehaverens samtykke efter den foreslåede § 46 eller uden samtykke efter den foreslåede § 47, vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse skulle træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted. Valget vil skulle være i overensstemmelse med barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som vil skulle være udarbejdet forud for beslutningen

Dette indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og de konkrete mål med anbringelsen vil skulle vælges et anbringelsessted, der kan bidrage til, at målene i barnets plan, ungeplanen eller forbedringsforløbet opnås.

Det vil derfor være centralt, at barnets eller den unges forhold er grundigt undersøgt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 20, og at målene med anbringelsen er klart beskrevet i barnets plan eller ungeplanen. Dette vil give kommunen et godt udgangspunkt for at identificere egnede anbringelsessteder, som kommunen har mulighed for at indgå i en dialog med. På den måde sikres det, at kommunen og anbringelsesstedet, der har et medansvar for at sikre, at det modtager børn og unge, som det er egnet til at hjælpe, får valgt det rigtige anbringelsessted. En af de mest omvæltende og usikre faktorer for et anbragt barn er, når deres hjem skifter, eller de voksne omkring barnet skiftes ud. Anbragte børn og unge skal have en langt mere stabil opvækst i trygge rammer, hvor børnene kan slå rod. Derfor er det vigtigt for kontinuiteten i barnets eller den unges liv, at der fra starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet eller den unge i videst muligt omfang kan undgå de brud og belastninger, som ændringer af anbringelsesstedet kan indebære. Hvis barnet eller den unge tidligere har været i aflastning i en plejefamilie, vil det være relevant at overveje, om den pågældende plejefamilie kan anvendes som anbringelsessted, således at der skabes kontinuitet i opvæksten.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen skal særligt lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer samt den nødvendige hjælp og støtte og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Kommunalbestyrelsen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 2, i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Ved valget af anbringelsessted vil der skulle foretages en vurdering af, om de personlige ressourcer på anbringelsesstedet og tilbuddene i tilknytning til anbringelsesstedet svarer til barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, og målene med anbringelsen. Efter bestemmelsen i de foreslåede § 91 om barnets plan og § 108 om ungeplanen kan målene med anbringelsen dække et bredt spektrum af forhold. Kommunalbestyrelsen vil derfor skulle anlægge en bred vurdering af anbringelsesstedets egnethed. Desuden vil det være hensigtsmæssigt for at sikre et godt forløb, at barnets eller den unges ønsker søges tilgodeset, hvis ønskerne er i overensstemmelse med formålene med anbringelsen. Det vil være relevant, at barnet eller den unge og forældrene som udgangspunkt besøger stedet, inden der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted.

Hvis et barn eller en ung har været hjemgivet i en periode, og det senere bliver nødvendigt med en genanbringelse, bør kommunalbestyrelsen overveje, om det er hensigtsmæssigt og muligt for barnet eller den unge at vende tilbage til det anbringelsessted, hvor barnet eller den unge tidligere har været anbragt.

Desuden vil det være oplagt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med valget af det konkrete anbringelsessted, lægger vægt på tidligere erfaringer med brug af netop dette anbringelsessted. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. selv foretage en systematisk opsamling af erfaringerne med forskellige anbringelsessteder eller kontakte andre kommuner, der tidligere har gjort brug af det pågældende sted. Dette skal ske under hensyntagen til de generelle regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger.

Ved valg af anbringelsessted til børn og unge fra etniske minoriteter samt grønlandske og færøske børn og unge må kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Der må særligt lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst, og herunder om at have forståelse for de vilkår, der kan gøre det sværere for forældre og børn at håndtere en anbringelse: Det kan f.eks. være sprogproblemer, andre samfundsforståelser, eller forhold som at anbringelsesstedet mangler personale med samme etniske baggrund eller personale med forståelse for familiens etniske baggrund. Det følger af Børnekonventionens artikel 20, at der ved anbringelser skal tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.

Ved valg af anbringelsessted i sager om adoption bør kommunen overveje at kontakte Adoptionsnævnet for at forhøre sig, om der er godkendte adoptanter, som ønsker at være plejefamilie med henblik på adoption.

Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre ved, at kommunalbestyrelsen ved valg af konkret anbringelsessted altid vil skulle vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Den foreslåede bestemmelses fokus på overvejelse af en plejefamilie som anbringelsessted skal ikke ses i modsætning til, at den særlige støtte skal gives med udgangspunkt i barnets behov og på et veldokumenteret grundlag. Denne del af den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at alle børn bliver anbragt hos en plejefamilie i de tilfælde, hvor det vurderes at være mest hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at profitere af de mere familiære rammer, som denne anbringelsesform indebærer.

Den foreslåede bestemmelse har endvidere fokus på overvejelse af en netværksplejefamilie som anbringelsessted. Det is hensigten med bestemmelsen, at hvis et barn eller en ung, der har brug for et nyt hjem, således har mulighed for at komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på, skal kommunen i valg af anbringelsessted lægge særligt vægt herpå. I kommunens vurdering af, om der vil være tale om en familiær relation, vil det være afgørende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Det er en forudsætning for enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at det givne anbringelsessted har de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet samt imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Ved netværksanbringelse som følge af en æresrelateret konflikt skal det undersøges, om netværket er involveret i konflikten, hvilket kan betyde, at en netværksanbringelse er uegnet for barnet eller den unge.

Det skal understreges, at ikke alle børn og unges behov vil kunne varetages bedst i en plejefamilie. Nogle grupper af børn og unge, herunder nogle børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, vil have et behandlingsbehov, der tilsiger, at de anbringes i en plejefamilie og modtager den nødvendige støtte og behandling sideløbende hermed efter de støttemuligheder, som den foreslåede § 32, rummer. Anbringelsen i en plejefamilie i sådanne tilfælde vil derfor skulle ses som et supplement til en professionel indsats. F.eks. kan et barn eller en ung være anbragt i en plejefamilie sideløbende med, at det modtager behandling og/eller socialpædagogisk hjælp og støtte på en specialiseret institution. I andre tilfælde vil barnet derimod have et støttebehov, der tilsiger, at der i stedet må ske anbringelse på et børne- og ungehjem, som har et specialiseret tilbud målrettet barnets eller den unges særlige behov.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 3. pkt., vil kommunen endvidere skulle lægge vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge, ved valg af konkret anbringelsessted skal prioritere og tage højde for valg af egnet undervisningstilbud. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle lægge vægt på, at barnet eller den unge kan forblive i sit nuværende undervisningstilbud, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod dette.

Situationer, hvor hensynet til barnets eller den unges behov vil kunne tale imod, at det tillægges vægt, at barnet eller den unge kan forblive i sit nuværende undervisningstilbud, vil f.eks. kunne være, at barnets eller den unges støttebehov er af sådan karakter, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, at barnet eller den unge anbringes på et konkret anbringelsessted, f.eks. en meget specialiseret døgninstitution, som er beliggende langt fra barnets eller den unges nuværende skole.

Bestemmelsen vil ikke ændre ved, at valg af konkret anbringelsessted skal foretages ud fra en samlet vurdering af barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, but det tydeliggøres, at hensynet til barnets eller den unges skolegang er et blandt flere hensyn, der skal indgå med vægt in denne vurdering.

Bestemmelsen vil betyde, at det tydeliggøres, at overvejelser om egnet undervisnings tilbud skal foretages allerede, når anbringelsen planlægges, og ikke først efter en anbringelse har fundet sted. Det følger således af, at hensynet til barnets skolegang vil skulle tillægges vægt i vurderingen af, hvilket anbringelsessted der bedst kan imødekomme barnets behov.

Det foreslås med, stk. 3, at har barnet eller den unge søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 68 b, stk. 3, i serviceloven.

Efter bestemmelsen vil den anbringende kommune så vidt muligt skulle vælge det samme anbringelsessted, hvis der er flere søskende i en familie, der skal anbringes eller er anbragt. Kommunalbestyrelsen vil dog kunne undlade at anbringe barnet eller den unge på samme anbringelsessted som eventuelle søskende, hvis de øvrige søskendes behov, barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor barnet har et støttebehov, der er meget forskelligt fra den eller de anbragte søskendes, og at den indsats, der er behov for, derfor ikke kan tilbydes på det samme anbringelsessted.

Det foreslås med stk. 4, at samtidig med valg af anbringelsessted skal kommunalbestyrelsen tage stilling til barnets eller den unges skolegang.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 1, 2. pkt. Den foreslåede bestemmelse i § 52, stk. 4, foreslås udskilt til et nyt stk. af sproglige grunde.

Valget af undervisningstilbud kan have stor betydning for, hvilket anbringelsessted der vælges. Ved valg af anbringelsessted vil kommunen således skulle sikre sig, at barnet eller den unge, der anbringes, kan få dækket behovet for undervisning, helst på en lokal folkeskole eller, hvis det er nødvendigt, på anbringelsesstedets interne skole. Det vil derfor være vigtigt, at valg af anbringelsessted finder sted på grundlag af en tværfaglig vurdering, hvor også pædagogisk-psykologisk rådgivning inddrages.

Stillingtagen til spørgsmål om skolegang må ikke medføre, at anbringelse forsinkes. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen om nødvendigt må træffe afgørelse om valg af anbringelsessted, selvom skolemyndighederne ikke har taget stilling til, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal have under anbringelse. Det vil for eksempel kunne være nødvendigt i situationer, hvor en anbringelse skal ske akut, eller hvor skolemyndighederne har brug for tid til udredning og vurdering, før valg af skoletilbud kan træffes. I alle tilfælde vil planlægning af barnets eller den unges fremtidige skolegang dog skulle påbegyndes samtidig med valget af anbringelsessted.

Det foreslås med stk. 5, at er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, skal kommunalbestyrelsen forud for anbringelsen informere den kommune, hvor anbringelsessteder er beliggende, om anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 b, stk. 1, sidste pkt. alene med sproglige justeringer. Den foreslåede bestemmelse i § 52, stk. 5, foreslås udskilt til et nyt stk. af sproglige grunde.

Informering af anbringelsesstedets beliggenhedskommune er begrundet i hensynet til beliggenhedskommunes ansvar for barnet efter anden lovgivning, herunder lovgivning på uddannelses- og sundhedsområdet.

Formålet med den foreslåede § 52 er overordnet, at sikre at der i valg af anbringelsessted træffes en afgørelse, som er i overensstemmelse med barnets plan eller ungeplanen, hvilket indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og de konkrete mål med anbringelsen skal vælges et anbringelsessted, der kan bidrage til at målene i barnets plan eller ungeplanen opnås.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2 og 3.7.3.

§ 53

Det fremgår af § 68 b, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven, at forud for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt inden en anbringelse skal hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen, jf. dog § 54.

Bestemmelsen vil videreføre den gældende § 68 b, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven, uden ændringer.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens forpligtigelse til systematisk at inddrage familie og netværk efter bestemmelsen i den foreslåede § 7, stk. 3, samt forpligtelsen til forud for anbringelsen at have undersøgt de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som vil kunne bidrage til at klare vanskelighederne efter bestemmelsen i den foreslåede § 22, stk. 5.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil bestå i at tale med barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, de har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være deres støtteperson. Det vil f.eks. kunne være en skolelærer, nabo, fodboldtræner, familiemedlem eller en anden i netværket, som barnet har tillid til. Denne forpligtelse vil f.eks. kunne opfyldes ved at gennemføre en samtale herom, jf. forslaget til lovens § 5. I forhold til børn og unge med nedsat funktionsevne, som er anbragt på grund af manglende kompetencer hos forældremyndighedsindehaveren til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, vil kommunen skulle være opmærksom på, at der vil kunne være forhold omkring funktionsnedsættelsen, der kan vanskeliggøre denne dialog. Dette vil der i størst mulig omfang skulle tages højde for ved samtalen med barnet eller den unge.

Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for en støtteperson i barnets eller den unges familie eller netværk. Det vil dels betyde, at der ikke vil være en pligt for barnet til at modtage en støtteperson. Der vil derfor kunne være tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at den eksisterende relation med en voksenperson bliver formaliseret ved at udpege denne som støtteperson. Endvidere vil det betyde, at der ikke vil være pligt til at give barnet en støtteperson, hvis årsagen hertil alene er, at det ikke er muligt for kommunen at finde en person, som vurderes at være egnet til at være støtteperson til barnet, eller hvis den eller de personer, som vurderes egnede, ikke ønsker at være støttepersoner for barnet eller den unge.

Hvis barnet identificerer en støtteperson, vil det skulle overvejes, om støttepersonen vil kunne udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede person vil være hensigtsmæssig for barnet eller den unge at have som støtteperson, vil der skulle tages kontakt til vedkommende for at afklare, om denne ønsker at være støtteperson for barnet. Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet eller den unge og støttepersonen kunne udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der vil ikke blive stillet krav om formaliserede møder mellem barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal aftale omfanget. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer det nødvendigt, vil omfanget af samværet kunne fastsættes efter § 104.

Støttepersonen vil kunne få de relevante kontaktoplysninger om barnet sag, som er nødvendige, for at støttepersonen kan opretholde kontakten med barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne dreje sig om oplysninger vedr. adresse og kontaktperson på anbringelsesstedet.

Det foreslåede stk. 1 skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 54 om venskabsfamilie til barnet eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at en identificerede støtteperson og dennes familie vil kunne udgøre en venskabsfamilie efter den foreslåede § 54, stk. 1, og det vil være hensigtsmæssigt for barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle tage kontakt til familien for at afklare, om støttepersonen og dennes familie i stedet ønsker at være venskabsfamilie for barnet eller den unge efter den foreslåede § 54.

Det foreslås med stk. 2, der er ny, at hvis det ikke muligt forud for anbringelsen at finde en person efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsorganisation hjælpe barnet eller den unge med at finde en person uden for barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen.

Med det foreslåede stk. 2 vil den den eksisterende ordning med støttepersoner til alle børn, der er anbragt uden for hjemmet udvides, således at der gives adgang til, at kommunen vil have mulighed for i samarbejde med civilsamfundet at hjælpe barnet eller den unge med at finde en støtteperson til de børn eller unge, der ikke har relevante personer i sit netværk.

Muligheden for at samarbejde med civilsamfundet om at finde en støtteperson efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil gælde i de tilfælde, hvor det ikke vil være muligt at finde en støtteperson efter stk. 1.

Har det således ikke været muligt at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen, vil kommunalbestyrelsen få mulighed for at forsøge at finde en støtteperson uden for barnet eller den unges familie eller netværk.

Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen kunne finde den mulige støtteperson i samarbejde med civilsamfundet. Det vil i så fald være op til kommunalbestyrelsen in den konkrete sag, at afgøre, hvilke civilsamfundsorganisationer som vil være relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde en støtteperson til et konkret barn eller en ung.

Den potentielle støtteperson vil skulle kunne udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling. Som eksempel på mulige støttepersoner vil være frivillige voksne i civilsamfundsorganisationer, som har erfaring med at arbejde med udsatte børn.

Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for at finde en støtteperson til barnet eller den unge. Det vil ikke være en pligt for barnet til at modtage en støtteperson.

Kommunalbestyrelsens vil dermed ikke have pligt til at give barnet eller den unge en støtteperson, hvis barnet eller den unge ikke ønsker at få en støtteperson.

Forinden at barnet accepterer en mulig støtteperson, vil det skulle overvejes, om støttepersonen vil kunne udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.

Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet eller den unge og støttepersonen kunne udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der vil ikke være stillet krav om formaliserede møder mellem barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal aftale omfanget. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer det nødvendigt, vil omfanget af samværet kunne fastsættes efter § 104.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen efter behov kan dække støttepersonens udgifter til telefon, transport og lignende.

Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med udpegning af en støtteperson efter de foreslåede bestemmelser i § 53, stk. 1 og 2, skulle vurdere, om der er behov for at dække støttepersonens udgifter til transport, telefon eller andre lignende udgifter, således at manglende mulighed for at betale for dette ikke kommer til at fungere som en barriere for, at kontakten kan vedligeholdes. Det vil dog ikke være hensigten med bestemmelsen, at støttepersonen skal ansættes eller aflønnes af kommunalbestyrelsen eller civilsamfundsorganisationen, da der netop lægges op til at styrke barnets eller den unges forbindelse til en person, der har et personligt engagement og/eller en følelsesmæssig forpligtelse over for barnets eller den unge.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i 53 er at videreføre kommunalbestyrelsens forpligtelse til aktivt at hjælpe barnet eller den unge, som skal anbringes, med at identificere en person og som kan være barnet eller den unges støtteperson under anbringelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 54

Der er ikke i dag fastsat regler, der regulerer anbragte børn og unges muligheder for at få en venskabsfamilie. Der findes dog frivillige civilorganisationer, der tilbyder udsatte og anbragte børn og unge en venskabsfamilie eller lignede.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt inden en anbringelse på et børne- og ungehjem m.fl. jf. § 43, stk. 1, nr. 5-7, skal hjælpe barnet eller den unge med at finde en støtteperson efter § 53 eller en familie i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie under anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 1, nr. 5-7, oplister følgende anbringelsessteder: Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, børne- og ungehjem og herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, samt pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling. Forpligtelsen efter det foreslåede stk. 1 vil således ikke gælde for børn og unge anbragt i en plejefamilie. For børn og unge anbragt i en plejefamilie vil denne familie udgøre den familielignende relation. Kommunalbestyrelsen vil derfor ikke være forpligtet til at finde en venskabsfamilie efter bestemmelsen i den foreslåede § 54, når anbringelse sker på anbringelsessteder efter den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4.

Med en venskabsfamilie vil skulle forstås en familie, hvor barnet eller den unge, uden at være anbragt, vil kunne opleve, hvad det vil sige at være en del af en helt almindelig familie. Venskabsfamilien vil skulle være et trygt og rart fristed, som barnet kan besøge og som rækker ud til barnet, så barnet ikke oplever at stå alene. Tilbuddet skal gives til de børn og unge, der ønsker det og er i stand til det. Relationen vil skulle være båret af frivillighed og ønske om at skabe en varig relation, der kan vare ved også efter anbringelsen.

I valget af venskabsfamilie vil kommunalbestyrelsen skulle lægge særligt vægt på venskabsfamiliens mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer. Efter den foreslåede stk. 1, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om det vil være muligt at vælge en venskabsfamilie i barnet eller den unges familie eller netværk. Kommunalbestyrelsen vil ved valg af en konkret venskabsfamilie altid skulle vælge den venskabsfamilie, som bedst vil kunne imødekomme barnets eller den unges behov. Barnet eller den unges behov for et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og kontinuerlige relationer til voksne vil skulle tillægges vægt også i forbindelse med valg af venskabsfamilie. Dette vil skulle sikre, at alle børn bliver tilbudt en venskabsfamilie i de tilfælde, hvor det vurderes at være mest hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at profitere af de mere familiære rammer, som en sådan venskabsfamilie indebærer.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter stk. 1 vil indebære at kommunalbestyrelsen skal tale med barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, vedkommende har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være venskabsfamilie.

Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for en venskabsfamilie i barnets eller den unges familie eller netværk. Det vil dels betyde, at der ikke vil være en pligt for barnet til at modtage en venskabsfamilie. Der vil derfor kunne være tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at den eksisterende relation med en familie bliver formaliseret ved at udpege denne som venskabsfamilie. Endvidere vil det betyde, at der ikke vil være pligt til at give barnet en venskabsfamilie fra dennes netværk, hvis årsagen hertil alene er, at det ikke er muligt for kommunen at finde en familie, som vurderes at være egnet til at være venskabsfamilie til barnet, eller hvis den eller de familier, som vurderes egnede, ikke ønsker at være venskabsfamilien for barnet eller den unge.

Hvis barnet identificerer en venskabsfamilie i sit netværk, vil det skulle overvejes, om familien vil kunne udgøre en egnet venskabsfamilie i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.

Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede § 53 om støtteperson til barnet eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede venskabsfamilie vil være mest hensigtsmæssig for barnet eller den unge, vil venskabsfamilien i så fald, jf. også lovforslagets § 53, stk. 1, kunne træde i stedet for en støtteperson. Der henvises til bemærkningerne til § 53.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil bevirke, at der ikke vil være pligt til at give barnet en venskabsfamilie, hvis årsagen hertil alene er, barnet eller den unge ikke ønsker at få en venskabsfamilie.

Forinden at barnet accepterer en mulig venskabsfamilie, vil det altid skulle overvejes, om familien vil kunne udgøre en egnet venskabsfamilie i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.

Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet eller den unge og venskabsfamilien kunne udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der vil ikke være stillet krav om formaliserede møder mellem barnet eller den unge og venskabsfamilien, en bestemt mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal aftale omfanget.

Det foreslås med stk. 2, at er det ikke muligt forud for anbringelsen at finde en familie efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en familie uden for barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie under anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil bevirke, at hvis det ikke muligt at finde en venskabsfamilie i barnets netværk efter den foreslåede § 54, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsorganisation have adgang til at kunne finde en mulig venskabsfamilie uden for barnets eller den unges netværk. Dette vil kunne foregå i samarbejde med civilsamfundet. Det vil i givet fald være op til kommunalbestyrelsen i den konkrete sag, at afgøre, hvilke civilsamfundsorganisationer som vil være relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde en venskabsfamilie til et konkret barn eller en ung.

Det foreslås med stk. 3, der er ny, at kommunalbestyrelsen kan efter behov dække venskabsfamiliens udgifter til telefon, transport og lignende.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med udpegning af en venskabsfamilie efter de foreslåede bestemmelser i § 54, stk. 1 og 2, vil skulle vurdere, om der er behov for at dække venskabsfamiliens udgifter til transport, telefon eller andre lignende udgifter, således at manglende mulighed for at betale for dette ikke kommer til at fungere som en barriere for, at kontakten kan vedligeholdes. Det vil dog ikke være hensigten med bestemmelsen, at venskabsfamilien skal ansættes eller aflønnes af kommunalbestyrelsen eller civilsamfundsorganisationen, da venskabsfamilien vil skulle styrke barnets eller den unges forbindelse til en familie og personer, der har et personligt engagement og/eller en følelsesmæssig forpligtelse over for barnets eller den unge.

Formålet med § 54 er at udsatte børn får adgang til omsorg fra relationer, også uden for anbringelsesstedet, igennem en venskabsfamilie.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 55

Det fremgår af § 66 a, 1. pkt., i serviceloven, at ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie skal kommunalbestyrelsen vælge den plejefamilie, der imødekommer barnets eller den unges behov for støtte.

Det foreslås med § 55, at ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie skal kommunalbestyrelsen vælge den plejefamilietype efter §§ 57 eller 58 og den konkrete plejefamilie, der imødekommer barnets eller den unges behov for støtte, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.

Den foreslåede § 55 er en videreførelse af servicelovens § 66 a, 1. pkt., med sproglige tilpasninger og så det dog præciseres, at bestemmelsen både omhandler valg af plejefamilietype og den konkrete plejefamilie, hvor barnet eller den unge skal anbringes samt præciseres, at der i udvælgelsen også skal tages hensyn til plejefamiliens kompetencer i forhold til at imødekomme eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 56

Det fremgår af § 66 c, stk. 1, i serviceloven, at når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en almen plejefamilie, en forstærket plejefamilie, en specialiseret plejefamilie eller en netværksplejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-4, skal den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold hos plejefamilien, jf. §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, sørge for, at plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Det fremgår af § 66 c, stk. 2, i serviceloven, at støtten til plejefamilien efter § 66 c, stk. 1, skal være intensiv i begyndelsen af anbringelsen, dvs. i det første år, plejefamilien har barnet eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt være påbegyndt inden for anbringelsens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller den unge taler imod. I de tilfælde skal opstartsforløbet senest være gennemført inden for ét år fra anbringelsestidspunktet.

Det fremgår af § 66 c, stk. 3, i serviceloven, at støtten til plejefamilien efter § 66 c, stk. 1, skal ydes af en anden person end den, der aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien.

Det fremgår af § 66 c, stk. 4, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier, om omfanget af den intensive støtte i begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte og om gennemførelse af kursus i det underliggende materiale til Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb forud for udbydelse af dette forløb til plejefamilier.

Det foreslås med stk. 1, at når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 1, i serviceloven. De gældende regler for efteruddannelse og supervision til plejefamilier foreslås således videreført uændret med de sproglige ændringer, der følger af barnets lov.

Hvilken kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold i plejefamilien og dermed forpligtelser efter den foreslåede bestemmelse vil følge af §§ 9 og 9 a retssikkerhedsloven. Supervision til plejefamilier vil ud over supervision til plejefamilien fra en fagperson i kommunen, en kommunalt ansat psykolog eller en ekstern psykolog også kunne bestå af løbende råd og vejledning til plejefamilien under anbringelsen.

Det foreslås med stk. 2, at støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal være intensiv i det første år, plejefamilien har barnet eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt være påbegyndt inden for anbringelsens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller den unge taler imod dette. I de tilfælde skal opstartsforløbet senest være gennemført inden for 1 år fra anbringelsestidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 2, i serviceloven.

Det er ofte i den første svære tid, efter at et barn er anbragt, at plejefamilier har behov for støtte. Med den foreslåede bestemmelse videreføres derfor kravet om, at den støtte, kommunen giver plejefamilien under anbringelsen, skal være intensiv i begyndelsen af anbringelsen.

Formålet med dette krav er, at anbringelsen kommer godt fra start. Med intensivt menes, at støtten til plejefamilien fra kommunen, skal være størst i omfang i begyndelsen af anbringelsen. Den intensive støtte i begyndelsen af anbringelsen vil skulle bygge videre på grundkurset og klæde plejefamilierne på i forhold til mere generelle temaer, der kendetegner dét at være plejefamilie, men den intensive støtte vil også skulle være målrettet familiens konkrete behov i forhold til det nye plejebarn, der er blevet anbragt hos dem.

Det foreslås med stk. 3, at støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal ydes af en anden person end den, der aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 3, i serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ikke må være samme person, der yder støtte til plejefamilien under anbringelsen og aftaler honorering og vilkår med plejefamilien, f.eks. i forbindelse med kontraktens indgåelse. Støtten til plejefamilien under anbringelsen vil for eksempel kunne ydes af familieplejekonsulenter.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der bliver en adskillelse af økonomi og supervision, råd og vejledning, så plejefamilien får et optimalt udbytte af den råd, vejledning og supervision, som plejefamilien modtager fra kommunen under anbringelsen.

Det stilles ikke nærmere krav til, hvordan kommunerne konkret vil skulle organisere dette lokalt. Kommunerne vil således have frihed til at indrette ordningen på den måde, de finder passer bedst ind i den lokale organisering i øvrigt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommunerne fortsat kan anvende en kommunal eller ekstern psykolog til at give alle deres plejefamilier eller en del af dem al den fornødne supervision eller dele af den. Den foreslåede bestemmelse vil heller ikke ændre ved, at kommunen kan anvende private aktører, der kan stå for eksempelvis den løbende efteruddannelse af plejefamilier.

Det foreslås med stk. 4, social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af plejefamilier, jf. § 43, stk. 1 - 4, om omfanget af den intensive støtte i begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte og om gennemførelse af kursus.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 c, stk. 4, i serviceloven.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 522 af 30. april 2019 om plejefamilier (plejefamiliebekendtgørelsen).

Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier, om omfanget af den intensive støtte i begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte og om gennemførelse af kursus.

Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte, at kurset til plejefamilier vil skulle omhandle det underliggende materiale til Social- og Boligstyrelsens tæt støttede opstartsforløb.

Formålet med den foreslåede § 56 er overordnet at videreføre servicelovens § 66 c for efteruddannelse og supervision m.v., for plejefamilier, der efter gældende ret fremgår af servicelovens § 66 c, således at kommunalbestyrelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikrer, at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 57

Det fremgår af § 66 a, 2. pkt., i serviceloven, at kommunalbestyrelsen ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie kan vælge en netværksplejefamilie, jf. § 66 b, eller en af følgende plejefamilietyper: almene plejefamilier dvs. familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med lette til moderate støttebehov; forstærkede plejefamilier dvs. familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med moderate til svære støttebehov; eller specialiserede plejefamilier dvs. familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov.

Det foreslås med § 57, at et barn eller en ung kan anbringes i en netværksplejefamilie, jf. § 58, eller i en af følgende plejefamilietyper: 1) Almene plejefamilier, familier, der er godkendt til at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med lette til moderate støttebehov, 2) forstærkede plejefamilier, familier, der er godkendt til at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med moderate til svære støttebehov, eller 3) specialiserede plejefamilier, familier, der er godkendt til at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene redaktionelle ændringer af § 66 a, 2. pkt., i serviceloven.

Med de foreslåede § 57, nr. 1-3, foreslås det at opregne dels plejefamilietyperne, dels hvilke børn de forskellige plejefamilietyper er godkendt til at kunne varetage omsorgen for defineret ud fra børnenes støttebehov (lette, moderate eller svære).

Bestemmelsen indebærer, at en almen plejefamilie således ikke vil kunne modtage et barn eller en ung med svære støttebehov i pleje. En specialiseret plejefamilie - derimod - vil godt kunne modtage et barn eller en ung in pleje med moderate støttebehov, selvom familien er godkendt til at modtage børn og unge med svære støttebehov. Det vil således ikke altid være hensigtsmæssigt, at en specialiseret plejefamilie, selvom den er godkendt til børn eller unge med svære støttebehov, modtager flere børn eller unge i denne kategori, da det kan sætte familien under et alt for stort pres, der kan få negative konsekvenser for de børn og unge, der er anbragt der.

Med det foreslåede nr. 1 foreslås, at almene plejefamilier, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1, vil være plejefamilier, der er godkendt til at levere en grundlæggende indsats bl.a. i form af et omsorgsfuldt familieliv, en forudsigelig hverdagsstruktur og et stort engagement til et sårbart eller udsat barn eller ung med lettere til moderate støttebehov. Almene plejefamilier vil kunne sikre udvikling og trivsel for barnet eller den unge, håndtere omsorgsopgaver, opdragelse og et uproblematisk eller lettere problematisk forældresamarbejde. Almene plejefamilier vil også kunne samarbejde med eksterne fagpersoner og understøtte iværksatte supplerende støtte- eller behandling i hverdagen med barnet. Med dette menes der, at den almene plejefamilie vil skulle være i stand til at forstå, sætte sig ind i og bakke op om den støtte- eller behandling der er iværksat over for barnet i dagligdagen, men ikke i en grad, der forudsætter en særlig viden eller bestemte faglige kompetencer. Almene plejefamilier vil ikke være godkendt til børn med svære problematikker. Der kan undtagelsesvist opstå behov for i en bestemt periode at indgå aftale med en almen plejefamilie om hel eller delvis erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige forhold hos barnet eller den unge, der tilsiger dette. Det gælder eksempelvis, hvis der er tale om anbringelse af et spædbarn.

Almene plejefamilier vil alene være omfattet af § 3 i voksenansvarsloven, hvorefter der som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan foretages nødvendige indgreb i barnet eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesse.

En almen plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage et barn, der har været udsat for omsorgssvigt pga. forældrenes begrænsede overskud til stabil omsorg og stimulering f.eks. pga. misbrug eller psykiske vanskeligheder. Plejefamilien vil have almene kompetencer til at yde omsorg og støtte til barnet f.eks. i form af en struktureret og forudsigelig hverdag, der understøtter skolegang og samvær med jævnaldrende børn.

En almen plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage et barn, der har forsinket sproglig og motorisk udvikling som følge af forældrenes fysiske helbred, og hvor der periodevis har været begrænset overskud til omsorg og stimulering af barnet. Plejefamilien vil have kompetencer til at yde omsorg for barnet og yde en målrettet indsats, der bringer barnet hen imod en alderssvarende udvikling bl.a. i form af støtte til skolegang og ledsagelse til fritidsaktiviteter.

Med det foreslåede nr. 2 foreslås, at forstærkede plejefamilier, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 2, vil være plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, som har moderate til svære støttebehov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Forstærkede plejefamilier vil have viden om børn med særlige behov og/eller børn, der viser tegn på mistrivsel. Forstærkede plejefamilier vil kunne omsætte denne viden i plejeforholdet i hverdagen på en måde, der tilgodeser barnets særlige problemstillinger. Forstærkede plejefamilier vil i kraft af deres personlige og faglige kompetencer kunne sikre barnet eller den unge udvikling og trivsel samt samarbejde med eksterne fagpersoner og medvirke til, at en eventuelt iværksat supplerende støtte eller behandling i forhold til barnet følges op i hjemmet, således at barnet får de optimale muligheder for udvikling og trivsel. Med dette menes der, at den forstærkede plejefamilie skal kunne spille en mere aktiv rolle i forhold til at følge indsatsen op i hverdagen med barnet, f.eks. under vejledning fra professionelle behandlere eller tilbud. Forstærkede plejefamilier vil alene være omfattet af § 3 i voksenansvarsloven, hvorefter der som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan foretages nødvendige indgreb i barnet eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesse. Det vil i perioder kunne være nødvendigt med en aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige behov hos barnet, der tilsiger dette.

Forstærkede plejefamilier vil i forhold til specialiseringsgrad og kompetencer ligge et niveau over almene plejefamilier og et niveau under specialiserede plejefamilier. Forstærkede plejefamilier vil ligesom specialiserede plejefamilier kunne modtage børn i pleje, der ud over et behov for en hverdag i familielignende rammer også har et behov for mere specialiseret støtte eller behandling, herunder behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, samtidig med, at de bor i plejefamilien, men forstærkede plejefamilier vil som udgangspunkt ikke selv skulle kunne yde egentlig specialiseret støtte eller behandling. Denne vil i stedet skulle gives af fagprofessionelle udefra som en supplerende indsats samtidig med, at barnet bor i plejefamilien.

I brugen af ordet forstærket ligger således, at anbringelsen hos plejefamilien ikke nødvendigvis vil være en tilstrækkelig indsats til barnet, men at der i perioder under anbringelsen kan være behov for at tilbyde plejefamilien ”forstærkning”. Forstærkningen vil for eksempel kunne bestå i at sætte ind med ekstra støtte til plejefamilien som led i kommunens pligt til at tilbyde plejefamilier supervision, råd og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang efter den foreslåede bestemmelse i § 56. Den vil også kunne bestå i, at der i perioder sættes ind med supplerende støtte eller behandling til barnet samtidig med, at barnet bor i plejefamilien, jf. § 32. In sådanne perioder vil det kunne være meningsfuldt at indgå en aftale med forstærkede plejefamilier om hel eller delvis erhvervsbegrænsning, så plejefamilien vil kunne indgå i et samarbejde med eksterne fagpersoner om støtten eller behandlingen og følge denne op i hjemmet.

En forstærket plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage en omsorgsvigtet ung med angstproblematikker og højt skolefravær. Plejefamilien vil have erfaring med og viden om unge, som har været udsat for omsorgssvigt, og vil kunne tilrettelægge en struktureret hverdag, der tilgodeser den unge i tæt samarbejde med den unges skoletilbud og behandlingstilbud/psykolog.

En forstærket plejefamilie vil også kunne være en familie, der kan modtage et omsorgssvigtet barn med selvskadende adfærd og selvmordstanker. Plejefamilien vil have erfaring og viden om børn, der har været udsat for omsorgssvigt, og kan tilrettelægge en hverdag, der tilgodeser barnet i tæt samarbejde med f.eks. en psykolog.

Med det foreslåede nr. 3 foreslås, at specialiserede plejefamilier, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 3, vil være plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge in pleje, der har svære støttebehov, herunder eventuelle behov som følge af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har mere specialiserede behov og/eller viser tegn på mistrivsel, men som samtidig vurderes at have gavn af at bo i familielignende rammer. Specialiserede plejefamilier vil kunne sikre barnets eller den unges udvikling og trivsel og vil have særlige kompetencer og kvalifikationer, som gør dem i stand til at samarbejde med eksterne fagpersoner og tilbud samt indgå i supplerende støtte og behandling i forhold til barnet. Der vil f.eks. kunne være tale om plejefamilier med solid erfaring med arbejdet med udsatte børn og unge eller plejefamilier, som har særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer, eksempelvis i form af kendskab til specifikke fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser om end dette ikke er et krav. Specialiserede plejefamilier vil skulle kunne håndtere særlige behov eller udfordringer hos barnet eller den unge og i nogle tilfælde også skulle kunne håndtere et kompliceret forældresamarbejde, og det vil kunne være nødvendigt, at der laves aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning.

Specialiserede plejefamilier vil have adgang til at anvende fysisk guidning og afværgehjælp efter voksenansvarslovens §§ 6 og 8 over for anbragte børn og unge med svære støttebehov.

Specialiserede plejefamilier vil ligesom forstærkede plejefamilier kunne indgå i et samarbejde med andre fagprofessionelle om supplerende støtte eller specialiseret behandling til barnet, men det vil i højere grad end for forstærkede plejefamilier kunne forventes, at de på grund af deres særlige kompetencer og kvalifikationer også vil kunne indgå i selve behandlingen.

En specialiseret plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der kan modtage et barn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Det kunne være et barn med opmærksomhedsforstyrrelser svær eller dyb udviklingshæmning og epileptiske anfald, hvor barnet af og til bliver udadreagerende. Plejefamilien vil måske have en særlig socialpædagogisk og sundhedsfaglig uddannelse eller indsigt i og erfaring med målgruppen, og hvis der er tale om et barn med epilepsi vil plejefamilien kunne skabe særlige skærmende rammer samt overvåge barnets epileptiske anfald.

En specialiseret plejefamilie vil f.eks. også kunne være en familie, der kan modtage et barn, der har været udsat for massivt omsorgssvigt, og hvor der er behov for akutanbringelse. Plejefamilien vil eksempelvis have solid erfaring, pædagogisk uddannelse eller indsigt i målgruppen, herunder særlig viden eller erfaring med sorg- og krisereaktioner og svært forældresamarbejde. Plejefamilien vil have særlige kompetencer, som gør dem i stand til at samarbejde med andre eksterne fagpersoner, f.eks. børnehusene i forhold til at afdække barnets støttebehov.

Formålet med den foreslåede § 57 er at beskrive de forskellige plejefamilietyper. Det skal understrege, at der er stor forskel på de børn, der anbringes i plejefamilier, og at det stiller forskellige krav til plejefamiliernes kompetencer og karakteren og omfanget af den støtte, de har brug for i løbet af anbringelsen. Beskrivelsen skal også understøtte kommunernes arbejde med at matche barn og plejefamilie ved at gøre det klart, hvad der kendetegner de forskellige plejefamilietyper og de opgaver, de godkendes til at kunne varetage. Beskrivelsen skal endvidere medvirke til at skabe en øget bevidsthed og opmærksomhed omkring det forhold, at en anbringelse i en plejefamilie i mange tilfælde ikke vil være en tilstrækkelig indsats for et anbragt barn. Derfor skal kommunerne altid vurdere behovet for supplerende støtte til barn og plejefamilie i forbindelse med anbringelsen og løbende som den skrider frem.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 58

Det fremgår af § 66 b, stk. 1, i serviceloven, at netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Det fremgår af § 66 b, stk. 2, i serviceloven, at den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien som konkret egnet, jf. § 66 b, stk. 1, i forbindelse med godkendelsen skal tilbyde plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.

Det fremgår af § 66 b, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt ung ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det fremgår af § 66 b, stk. 6, i serviceloven, at en familie, der har haft et barn midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven, kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet, hvis retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse om adoption efter § 9 i adoptionsloven.

Det fremgår af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse, jf. § 66 b, stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier, om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf. § 66 b, stk. 4.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliebekendtgørelsen.

Det foreslås med stk. 1, at en netværksplejefamilie skal være godkendt som konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 66 b, stk. 1, i serviceloven.

At en netværksplejefamilie skal godkendes som konkret egnet vil sige, at familien vil skulle vurderes til at være egnet til at modtage ét bestemt barn, men at det ikke vil være relevant, om familien vil kunne modtage andre børn.

I kommunens vurdering af, om der er tale om en netværksplejefamilie eller eksempelvis en almen plejefamilie, der skal generelt godkendes af socialtilsynet, vil det være afgørende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige relation mellem familien og barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som anbringelsessted, vil der være tale om en netværksanbringelse. I netværksanbringelser vil barnets kontakt og relation til familien desuden kunne tillægges større betydning end eksempelvis familiens alder, erfaring og uddannelsesmæssige baggrund. Ved netværksanbringelse som følge af en æresrelateret konflikt, skal det undersøges, om netværket er involveret i konflikten, hvilket kan betyde, at en netværksanbringelse er uegnet for barnet. Med den foreslåede stk. 1 vil relationen mellem netværksplejefamilien og det pågældende barn eller unge kunne være etableret igennem den pågældende plejeforælder/-families professionelle virke i forhold til familiens eller barnets sociale problemer. Barnet eller den unge vil således kunne blive anbragt i netværkspleje hos f.eks. sin støttepædagog eller andre, hvis der lægges vægt på den personlige relation mellem den potentielle plejeforælder/-familie og barnet eller den unge. Det centrale vil være, at der er eine vis tilknytning mellem barnet og familien – eller alternativt, at det vurderes, at der kan komme dette, f.eks. ved anbringelser af spædbørn, men relationen vil kunne udspringe af en professionel relation.

Kriteriet for, at en netværksplejefamilie vil kunne godkendes vil være, at familien skal have de fornødne ressourcer til at give det konkrete barn eller den unge den støtte og omsorg, som barnet eller den unge har behov for, herunder eventuelle behov som følge af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, evt. suppleret med den nødvendige professionelle behandling udefra. Det er hensigten, at målgruppen for netværksplejeanbringelser vil være børn eller unge, der ellers skulle have været anbragt i familiepleje. Netværksplejefamilier vil derfor ikke kunne godkendes til børn og unge med så omfattende støtte- eller behandlingsbehov, at de falder i målgruppen af børn og unge, der skal anbringes på et børne- og ungehjem, der har et specialiseret tilbud for børn og unge med sådanne særlige behov for støtte eller behandling. En netværksplejefamilie vil godt kunne godkendes til flere børn samtidig, f.eks. søskende. Netværksplejefamilien vil i de tilfælde skulle have en godkendelse for hvert enkelt barn.

Det foreslås med stk. 2, at den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien, skal tilbyde netværksplejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 2, i serviceloven.

Der forventes fastsat nærmere regler om grundkurset i den bekendtgørelse, der foreslås udstedt med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5. Det forventes, at disse regler vil være en videreførelse af de bestemmelser, der efter gældende ret fremgår af § 11 i plejefamiliebekendtgørelsen. Det fremgår heraf, at den kommunalbestyrelse, der godkender familien som netværksplejefamilie, skal sørge for, at familien deltager i et grundkursus, der giver dem den fornødne information og viden om at være plejefamilie. Det fremgår videre, at kurset skal gives i forbindelse med godkendelsen og har til formål at opkvalificere familien og mindske risikoen for, at anbringelsen bryder sammen, samt at grundkurset derfor både skal give den kommende netværksplejefamilie viden om, hvilken opgave de går ind til og redskaber til at løse opgaven. Endelig fremgår, at netværksplejefamilier har pligt til at gennemføre et grundkursus, at kurset omfatter begge plejeforældre, og at grundkurset som minimum skal have en varighed svarende til fire hele kursusdage. Der forventes ikke i forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, ændringer i disse regler.

Det forventes ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, at der med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, vil blive fastsat regler om, at kurset som minimum ville skulle omhandle følgende tre aspekter: For det første vil kurset skulle omhandle omsorg for og opdragelse af børn, herunder forståelse for anbragte børns særlige situation og eventuelle forstyrrelser i børnenes udvikling samt forståelsen for relationen mellem plejefamilie, plejebarn og plejefamiliens egne børn. For det andet vil kurset skulle omhandle samarbejdet med barnets forældre, herunder hvordan barnets og forældrenes relation støttes. For det tredje vil kurset skulle omhandle plejefamiliens rolle i samarbejdet med de professionelle omkring barnet/den unge.

Det foreslås med stk. 3, at afgørelse om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt ung ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 3, i serviceloven. Der foreslås med den foreslåede bestemmelse ikke ændret ved, at afgørelse om afslag på en godkendelse som netværksplejefamilie ikke kan påklages.

Det foreslås med stk. 4, at en familie, der har haft et barn eller en ung midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven, kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet eller den unge, hvis retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse om adoption efter § 9 i adoptionsloven.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden indholdsmæssige ændringer af § 66 b, stk. 6, i serviceloven.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at såfremt et barn har været midlertidigt placeret hos en adoptionsansøger efter § 32 a i adoptionsloven, og domstolene ophæver Ankestyrelsens afgørelse om, at barnet eller den unge skal adopteres uden samtykke, vil barnet eller den unge kunne blive boende hos familien ved, at familien bliver netværksplejefamilie for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af, hvorvidt det er til barnets eller den unges bedste at blive anbragt i netværkspleje hos familien i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anbringelse af barnet. Det bemærkes, at ved § 4, nr. 9, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag foreslås det, at anvendelsesområdet for § 32 a i adoptionsloven udvides sådan, at bestemmelsen også finder anvendelse, selvom der er tale om en adoption, som ikke kræver godkendelse af adoptanten efter § 4 a i adoptionsloven.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er begrundet i behovet for at skabe kontinuitet og en tryg og stabil opvækst for barnet eller den unge, hvor barnet eller den unge oplever så få skift som muligt. Barnet eller den unge vil have været midlertidigt placeret hos familien under domstolenes behandling af sagen og således have knyttet bånd til familien. Disse bånd bør af hensyn til barnets eller den unges bedste ikke brydes, uanset at der træffes afgørelse om, at barnet eller den unge ikke kan adopteres uden samtykke.

Det foreslås med stk. 5, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse, jf. § 58, stk. 1, og om grundkursus til netværksplejefamilier.

Den foreslåede bestemmelse er således en delvis videreførelse af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, således at bemyndigelsen dækker over regler om godkendelse af og grundkursus til netværksplejefamilier. Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 viderefører social- og boligministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om visse forhold angående netværksplejefamilier. Bemyndigelse til at fastsætte de resterende forhold som nævnt i servicelovens § 66 b, stk. 7, er videreført i § 59, stk. 4. Bestemmelsen ændrer således ikke på gældende ret.

Endvidere forventes det, at der med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, i lighed med gældende ret vil blive fastsat regler om, at grundkurset kun vil skulle gennemføres i forbindelse med netværksplejefamiliens første godkendelse. Ansøger familien om en ny godkendelse efter en periode uden godkendelse, vil grundkurset således ikke skulle gennemføres på ny. Dog kan den godkendende myndighed stille krav herom, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Endvidere forventes det, at der med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, i lighed med gældende ret vil blive fastsat regler om, at det vil være en forudsætning for netværksplejefamilier, at familien gennemfører grundkurset i forbindelse med godkendelsen, samt at hvis eine netværksplejefamilie modtager et barn eller en ung, inden grundkurset er gennemført, vil grundkurset skulle gennemføres hurtigst muligt herefter.

Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om godkendelse af og grundkursus til netværksplejefamilier.

Formålet med den foreslåede § 58 er overordnet at videreføre servicelovens regler for netværksplejefamilier. Bestemmelsen har til formål at sikre, at et barn eller en ung, der har brug for et nyt hjem, kan komme til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 59

Det fremgår af § 66 b, stk. 4, i serviceloven, at den kommunalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien, ud over godtgørelse for kost og logi, jf. § 55, stk. 4, i serviceloven, skal dække netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Det fremgår videre, at op til 20.000 kr. pr. barn eller ung årligt kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation. Netværksplejefamilier kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det fremgår af § 66 b, stk. 5, i serviceloven, at afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan påklages efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Det fremgår af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse, jf. § 66 b, stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier, om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf. § 66 b, stk. 4.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliefamiliebekendtgørelsen.

Det foreslås med stk. 1, at den kommunalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien, skal ud over godtgørelse for kost og logi, jf. § 197, dække netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn eller ung årligt kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation. Netværksplejefamilier kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 4, i serviceloven.

Det vil være op til den anbringende kommune konkret at vurdere behovet for dækning af eventuelle omkostninger, ud over kost og logi, jf. det foreslåede stk. 1, for hver enkelt netværksplejefamilie.

Kommunens dækning af omkostninger til netværksplejefamilier vil være skattefri, hvis godtgørelsen er til dækning af nærmere bestemte omkostninger, jf. ligningslovens § 7, nr. 9.

Med de foreslåede stk. 1, 1. og 2. pkt., foreslås, at den kommunalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien, ud over kost og logi, jf. den foreslåede § 197, også vil skulle dække netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn vil årligt kunne dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation.

Netværksplejefamiliers omkostninger ud over kost og logi, jf. den foreslåede § 197, vil skulle dækkes. Den foreslåede bestemmelse om dækning af øvrige omkostninger op til 20.000 kr. uden forevisning af dokumentation muliggør, at omkostninger under denne beløbsgrænse kan dækkes skattefrit uden nærmere konkretisering.

Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer af kommunernes praksis for dækning af netværksplejefamiliers omkostninger.

Det vil fortsat være op til den enkelte kommune, hvordan den i praksis vil administrere dækningen af netværksplejefamiliernes øvrige omkostninger, herunder om der skal tages stilling til dækningen af familiens øvrige omkostninger i forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung i familien og eventuelt være en årlig genvurdering af behovet, og/eller om der kan/skal kunne ansøges om dækning af øvrige omkostninger løbende.

Kommunen vil i lighed med gældende ret kunne kræve dokumentation for, at barnet eller den unge har et behov, som medfører øvrige omkostninger, samt vurdere hvor meget det kan forventes at beløbe sig til, men kommunen vil altså ikke efterfølgende kunne kræve fremvisning af kvitteringer for at udgifterne er afholdt.

Det vil således ikke være alle netværksplejefamilier, der vil få udbetalt et beløb til dækning af eventuelt øvrige omkostninger, men alene dem, hvor kommunen efter en konkret og individuel vurdering har fundet, at der er et behov hos barnet eller den unge, som ligger ud over det, der dækkes af kost og logi. Det vil f.eks. kunne være løbende faste ekstra udgifter, primært til særlige behov hos barnet såsom medicin, vådliggerudstyr eller lignende. Udbetalingen til netværksplejefamilien vil kunne være månedlig og/eller evt. bestå af enkeltstående mindre engangsudbetalinger.

Med det foreslåede stk. 1, 3. pkt., foreslås, at netværksplejefamilier efter en konkret vurdering kan få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Kommunen vil i lighed med gældende ret have mulighed for at yde godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier. Godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste vil kunne gives i de tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge konkret betyder, at netværksplejeforældre ikke har mulighed for at passe deres almindelige arbejde eller må gå ned i arbejdstid. Det vil f.eks. kunne være nødvendigt, at den ene plejeforælder i en periode tager orlov fra sit arbejde, hvis det barn, der skal anbringes i pleje, er et spædbarn, der endnu ikke er i dagtilbud. Der vil også kunne være tale om et barn, der har behov for en særlig opmærksomhed fra plejeforældrene, der betyder, at de i indkøringsfasen tager helt eller delvist orlov.

Det forudsættes dog, at dette kun vil finde sted, når hensynet til barnet eller den unge gør det nødvendigt. Hovedreglen vil være, at netværksplejefamilien lader barnet eller den unge indgå i den hverdag, familien havde før anbringelsen. Hvis barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, bør dette som udgangspunkt ydes professionelt, dvs. ikke af netværksplejefamilien, men af andre professionelle, som kommunen betaler for denne ydelse.

Der er fastsat nærmere regler vedrørende dækning af tabt arbejdsfortjeneste for netværksplejefamilier i plejefamiliebekendtgørelsen. Det forventes, at disse regler ligeledes vil blive videreført uden indholdsmæssige ændringer.

Det foreslås med stk. 2, der er ny, at netværksplejefamilien kan frabede sig kompensation efter stk. 1.

Bestemmelsen vil skulle gøre det muligt for netværksplejefamilier, at frasige sig økonomisk kompensation, hvis they ikke ønsker at modtage den eller de mener, at de ikke har behov for det.

Det foreslås med stk. 3, afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter de foreslåede bestemmelser i § 59, stk. 1, kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 5, i serviceloven. Der foreslås dermed ikke ændringer i netværksplejefamiliers adgang til at klage over afgørelser om dækning af øvrige omkostninger ved at have barnet boende og om dækning af tabt arbejdstjeneste.

Det foreslås med stk. 4, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 b, stk. 7, i serviceloven. Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 viderefører social- og boligministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om visse forhold angående netværksplejefamilier. Bestemmelsen ændrer således ikke på gældende ret.

Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.

Formålet med den foreslåede § 58 er overordnet at videreføre servicelovens regler for dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 60

Det fremgår af § 66 d, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Det fremgår af § 66 d, stk. 2, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om faglig støtte til netværksplejefamilier og familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliebekendtgørelsen.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 d, stk. 1, nr. 1, i serviceloven.

Netværksplejefamiliers ret til faglig støtte vil ligge ud over retten og pligten til efteruddannelse og supervision efter den foreslåede § 56, stk. 1. Formålet med den faglige støtte vil være at understøtte en stabil anbringelse ved at målrette støtten til den enkelte netværksplejefamilies behov.

Støtten vil for eksempel kunne være råd eller vejledning i starten af anbringelsesforløbet eller støtte til at forebygge og håndtere konflikter med den genetiske familie. Støtten vil også kunne bestå af samtaler med fagpersoner på området (for eksempel familieplejekonsulenter, familiebehandlere, børne- og ungerådgivere m.v.), kurser eller undervisning, der kan støtte netværksplejefamilien i at imødekomme barnets eller den unges behov.

Den faglige støttes omfang og indhold vil skulle fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte netværksplejefamilies behov herfor. Det vil være hensigtsmæssigt at dette sker i dialog med netværksplejefamilien selv. Behovet for faglig støtte kan variere i perioder, eksempelvis vil omfanget af støtte kunne stige i perioder med store konflikter med barnets eller den unges genetiske forældre og falde igen, når disse er håndteret.

Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om faglig støtte til netværksplejefamilier.

Der er således tale om en videreførelse af den del af social- og boligministerens bemyndigelse i § 66 d, stk. 2, i serviceloven, der omhandler fastsættelse af nærmere regler om faglig støtte til netværksplejefamilier.

Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive anvendt til at fastsætte regler om faglig støtte til netværksplejefamilier.

Formålet med den foreslåede § 60 er overordnet at sikre at netværksplejefamilier vil få en faglig støtte, som kan understøtte en stabil anbringelse for barnet eller den ungeved at målrette støtten til den enkelte netværksplejefamilies behov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 61

Det fremgår af § 63 a, stk. 1, i serviceloven, at børn- og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i § 63 a, stk. 2, er opfyldt. Det fremgår af § 63 a, stk. 2, i serviceloven, at delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge mellem 12 og 17 år efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, alene må anvendes, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den unge fysisk. Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd hos barnet eller den unge, misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Det fremgår af § 63 a, stk. 4, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, og at børn- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i § 63 a, stk. 2, i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf. de foreslåede §§ 46 eller 47, på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den unge fysisk. Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af: 1) Kriminel adfærd hos barnet eller den unge, 2) misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller 3) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene redaktionelle ændringer af § 63 a, stk. 1 og 2, i serviceloven.

Børne- og ungeudvalgets stillingtagen til anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller afdeling efter den foreslåede bestemmelse vil skulle ske på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen, og afgørelse herom vil alene kunne træffes, når betingelserne for anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller afdeling er opfyldt i det konkrete tilfælde.

Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på en delvis lukket afdeling eller institution vil kunne træffes på samme møde, som børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke. Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet skal dog træffes først og efter en selvstændig indstilling fra kommunalbestyrelsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 47, 50 og 51.

Delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger vil kun kunne anvendes for børn og unge fra tolv år og til og med sytten år og er målrettet børn og unge med negativ og udadreagerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd with behov for et længerevarende behandlingsforløb. Kriterierne for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger vil således være knyttet til barnet eller den unge og ikke til forhold i hjemmet eller hos forældrene.

Formålet med institutionstypen vil være at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb. Det afgørende for anvendelse af denne type institution vil således være, at det vurderes, at det er påkrævet for at kunne yde den nødvendige socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for det. Det vil f.eks. kunne være, hvis barnet eller den unge har givet udtryk for at ville rømme fra institutionen, eller hvis barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for fastholdelse eller tilbageholdelse, og en socialpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise barnet eller den unge om at opgive sit forehavende. Det vil ikke være en forudsætning for anvendelse af institutionstypen, at den anbringende kommune tidligere har forsøgt anbringelse af barnet eller den unge på en åben institution, eller at barnet eller den unge tidligere er rømmet eller har begået kriminalitet.

De øgede muligheder for magtanvendelse, der vil eksistere på en delvis lukket døgninstitution eller afdeling, vil være begrænset til de perioder, hvor barnet eller den unge har behov for en intensiv indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling.

Den foreslåede bestemmelsen angiver desuden, at yderdøre og vinduer vil kunne aflåses i perioder, og at børn og unge vil kunne fastholdes fysisk på delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger. Det følger af gældende ret efter voksenansvarslovens § 12, at anbragte børn og unge kan tilbageholdes på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger ved at yderdøre og vinduer aflåses i perioder. I praksis vil muligheden for tilbageholdelse af det enkelte barn eller den enkelte unge i form af periodevis aflåsning af yderdøre og vinduer kunne ske ved, at der på institutionen er en afdeling, hvor det er muligt at aflåse yderdøre og vinduer.

Ved fysisk fastholdelse forstås, at der fysisk tages fast i barnet eller den unge i en kortere periode eller at den pågældende mandsopdækkes. Det følger af gældende ret efter voksenansvarslovens § 13, at anbragte børn og unge kan fastholdes fysisk på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger uanset om betingelserne for at anvende fysisk magt efter voksenavnsvarslovens § 9 er opfyldt. Der vil således være adgang til at anvende mere magt end ved fysisk magtanvendelse efter § 9 i voksenansvarsloven. Den fysiske magtanvendelse må dog ikke erstatte omsorg og socialpædagogisk behandling, og den må alene anvendes, når det har afgørende betydning f.eks. for at forhindre barnet eller den unge i at rømme, begå kriminalitet, indtage euforiserende stoffer eller deltage i banderelaterede aktiviteter. Når barnet eller den unge fastholdes, skal indgrebet være proportionalt med det, der skal opnås med indgrebet.

Der er ikke med den foreslående bestemmelse tiltænkt ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner. Det foreslås endvidere, at social- og boligministeren kan fastsætte regler om, at børne- og ungeudvalget i særlige situationer kan træffe afgørelse om at anbringe et barn, der er yngre end tolv år, på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 a, stk. 4, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt ændringer i forhold til gældende ret.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om, i hvilke situationer de anbragte børn og unge kan tilbageholdes eller fysisk fastholdes, hvornår der kan gives udgangsforbud samt begrænset adgang til frisk luft, og hvornår der skal foretages indberetning.

Formålet med den foreslåede § 61 og den deri hjemlede mulighed for anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger er kunne standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb. Det afgørende for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger er, at det vurderes, at det er påkrævet for at kunne yde den nødvendige socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge kan fastholdes eller tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for det.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 62

Det fremgår af § 63 b, stk. 1, i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på sikrede døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58 i serviceloven, når betingelserne i § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, er opfyldt.

Det fremgår af § 63 b, stk. 2, i serviceloven, at en sikret døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 7, alene må anvendes til børn og unge: 1) Når det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, 2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, 3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution, 4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, 5) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, og betingelserne i § 63 b, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt, 6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, eller 7) der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, jf. §§ 36 og 37 i udlændingeloven.

Opholdet på en sikret døgninstitution vil skulle være påbegyndt før det fyldte 18. år. Det følger dog af gældende ret, jf. § 1, stk. 2 i voksenansvarsbekendtgørelsen, at ophold i en sikret døgninstitution som led i ungdomssanktionen, vil kunne påbegyndes efter det fyldte attende år, hvis kriminaliteten er begået inden det fyldte attende år.

Det fremgår af § 63 b, stk. 3, i serviceloven, at hvis betingelserne i § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, eller § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en åben døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i serviceloven, hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbringelsen uden for hjemmet, træffe midlertidig beslutning om overførsel til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan iværksættes straks. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. § 63 b, stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 6.

Det fremgår af § 63 b, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.

Efter § 63 b, stk. 5, i serviceloven kan social- og boligministeren fastsætte nærmere regler om anvendelsen af sikrede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse, og at børn- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i § 63 b, stk. 1, i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bestemmelser i bekendtgørelse nr. 810 af 13. august 2019 om voksenansvar for anbragte børn og unge (voksenansvarsbekendtgørelsen).

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf. den foreslåede §§ 46 eller 47, på en sikret døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: 1) Det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, 2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, eller 3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 b, stk. 1, nr. 1-3 og stk. 2, i serviceloven. Af den foreslåede bestemmelse følger, at børn og unge kan anbringes på sikrede døgninstitutioner som følge af sociale årsager.

Det er børne- og ungeudvalget, der vil kunne træffe afgørelse om anbringelse af børn og unge på sikrede døgninstitutioner af sociale årsager, når betingelserne, jf. de foreslåede bestemmelser i § 62, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Efter disse betingelser vil anbringelse på sikrede døgninstitutioner af sociale årsager således kunne ske, når det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og faren ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, når det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, eller når det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode er slået fast at det er absolut påkrævet, at iværksætte et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.

Et barn eller en ung vil kunne anbringes på en sikret institution af sociale årsager, jf. bestemmelsens § 62, stk. 1, nr. 1-3, når det er absolut påkrævet. Kriteriet i nr. 1 indebærer, at andre lempeligere støttende indsatser ikke nødvendigvis vil skulle have været prøvet, hvis de på forhånd vurderes at være utilstrækkelige. Anvendelse af en sikret døgninstitution vil således eksempelvis kunne være relevant i forbindelse med meget udadreagerende børn og unge, som kan være vanskelige at rumme på åbne anbringelsessteder.

Det foreslås med stk. 2, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år endvidere vil kunne anbringes på en sikret døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: 1) Opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, 2) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven, og betingelserne i stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt, 3) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, 4) barnet eller den unge under 15 år er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16, eller 5) der er truffet afgørelse efter udlændingelovens kapitel 9 b.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige og redaktionelle ændringer af § 63 b, stk. 1, nr. 4-7, og stk. 2, i serviceloven, med den tilføjelse, at det er tydeliggjort, at der også kan ske anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter reglerne i udlændingelovens kapitel 9 b. Videre er henvisningerne til udlændingelovgivningen tilpasset de gældende regler i nr. 4.

Af den foreslåede bestemmelse følger, at børn og unge kan anbringes på sikrede døgninstitutioner via retssystemet som led i varetægtssurrogat, afsoning af dom eller en ungdomssanktion. Herudover følger, at frihedsberøvede udlændinge under femten år kan anbringes på en sikret døgninstitution af politiet. Når udlændinge frihedsberøves efter udlændingeloven eller hjemrejseloven skal frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten indenfor 3 dage. Endelig følger af den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, nr. 5, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af uledsagede børn og unge på sikrede døgninstitutioner efter reglerne i udlændingelovens kapitel 9 b.

Modsat afgørelser om anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter bestemmelsen i den foreslåede § 62, stk. 1, træffes afgørelser efter bestemmelsen i den foreslåede § 62, stk. 2, bortset fra afgørelse efter § 62, stk. 2, nr. 5, ikke af børne- og ungeudvalget.

Anbringelse af børn og unge på sikrede institutioner vil, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 1-3, kunne ske i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, som led i afsoning jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, når betingelserne i forslagets § 62, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt, eller når opholdet er et led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven. Desuden vil børn og unge under 15 år, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 4, kunne anbringes i sikrede institutioner i medfør af udlændingelovens § 36 eller § 16 i lov om hjemrejse. Endeligt vil børn og unge, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 5, kunne anbringes i sikrede institutioner, når they are omfattet af udlændingelovens kapitel 9 b.

For så vidt angår mindreårige udlændinge, som varetægtsfængsles i medfør af hjemrejseloven bemærkes det, at det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., og § 15, stk. 2, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse. Det indebærer bl.a., at retsplejelovens § 765 finder anvendelse, hvorfor en mindreårig udlænding, der varetægtsfængsles i medfør af hjemrejselovens §§ 14 og § 15, vil kunne blive anbragt på en sikret døgninstitution i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, nr. 1.

I forhold til børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på sikret institution efter reglerne i udlændingelovens kapitel 9 b, bemærkes det at bestemmelserne i udlændingelovens kapitel 9 b indeholder adgang til at træffe afgørelse om anbringelse over for uledsagede børn og unge. Bestemmelserne om anbringelse, herunder om anbringelse på sikrede døgninstitutioner, finder anvendelse hvis den mindreårige udlændings problemer ikke kan løses under fortsat ophold i indkvarteringsstedet.

Børn og unge-udvalget i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, vil efter §§ 62 l, 62 m, 62 n og 62 o i udlændingeloven kunne træffe afgørelse om, at en uledsaget mindreårig udlænding, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, skal anbringes uden for indkvarteringsstedet på et anbringelsessted efter den foreslåede § 43, herunder på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger efter den foreslåede § 61, på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger jf. den foreslåede § 62. Det vil være en forudsætning, at der er en åbenbar risiko for, at den uledsagede mindreårige udlændings sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg, behandling, overgreb, kriminel adfærd, misbrugsproblemer eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer.

I overensstemmelse med gældende ret vil ophold i en sikret døgninstitution som led i ungdomssanktionen kunne påbegyndes efter det fyldte 18. år, hvis kriminaliteten er begået inden det fyldte 18. år.

Det foreslås med stk. 3, at hvis betingelserne i forslagets § 62, stk. 1, nr. 1-3, eller § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på et børne- og ungehjem i form af en åben døgninstitution, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbringelsen, træffe midlertidig beslutning om overførsel af barnet eller den unge til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan iværksættes straks.

Beslutningen herom skal straks forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. forslagets § 62, stk. 1, i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 63 b, stk. 3, i serviceloven, med redaktionelle ændringer. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås med stk. 4, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af sikrede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse. Endvidere foreslås, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at børne- og ungeudvalget i særlige situationer kan træffe afgørelse om at anbringe et barn, der er yngre end 12 år, på en sikret døgninstitution.

Bemyndigelsesbestemmelsen som anvendt til udstedelse af voksenansvarsbekendtgørelsen foreslås dermed videreført uændret.

Formålet med den foreslåede § 62 og dermed sikrede døgninstitutioner som institutionstype er overordnet at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 63

Det fremgår af § 63 c, stk. 1, i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på særligt sikrede afdelinger, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i § 63 c, stk. 2 er opfyldt.

Det fremgår af § 63 c, stk. 2, i serviceloven, at en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, alene må anvendes til børn og unge, når der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter servicelovens § 63 b, stk. 2, anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og der i forhold til barnet eller den unge med psykisk afvigende adfærd foreligger en skriftlig lægefaglig vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.

Det fremgår af § 63 c, stk. 3, i serviceloven, at lederen af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, hvis betingelserne i § 63 c, stk. 2, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, uafhængigt af om der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, kan træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. § 63 c, stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 7, i serviceloven.

Det fremgår af § 63 c, stk. 5, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om forholdene på og anvendelsen af særligt sikrede afdelinger, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse samt om orientering af forældremyndighedsindehaveren.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bestemmelser i voksenansvarsbekendtgørelsen.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf. forslagets §§ 46 og 47, på en særligt sikrede afdeling, hvis følgende betingelser er opfyldte: 1) Der foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret døgninstitution efter forslagets § 62, stk. 1 eller stk. 2, 2) en anbringelse på en sikret døgninstitution er eller vil ikke være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold på en sikret døgninstitution uforsvarligt, og 3) der, hvis barnet eller den unge har en psykisk afvigende adfærd, foreligger en skriftlig lægefaglig vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 63 c, stk. 1 og 2, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Børne- og ungeudvalgets stillingtagen til anbringelse på en særligt sikret afdeling efter den foreslåede bestemmelse vil skulle ske på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen, og afgørelse herom vil alene kunne træffes, når betingelserne for anbringelse på en særligt sikret afdeling er opfyldt i det konkrete tilfælde.

Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på en særligt sikret afdeling vil kunne træffes på samme møde, som børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke. Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet skal dog træffes først og efter en selvstændig indstilling fra kommunalbestyrelsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 47, 49, 50 og 51.

Det foreslås med stk. 2, at hvis betingelserne i den foreslåede § 63, stk. 1, i barnets lov eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, uafhængigt af om der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. den foreslåede § 63 stk. 1, i barnets lov, i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 63 c, stk. 3, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at lederen af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, uafhængigt af at der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, vil kunne træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægge børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. stk. 1, i den kommune der har truffet afgørelse om anbringelse.

Efter § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan anbringelse efter lovens § 14 for unge i alderen 12 til 17 år ske på en sikret døgninstitution, når en af betingelserne i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3 er opfyldt. Disse er: at det er absolut påkrævet for at afværge, at den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre, mere lempelige forholdsregler; at det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling; eller at det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution. Efter § 16, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil bestemmelsen i servicelovens § 63 b, stk. 4, også skulle finde anvendelse.

Efter § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan anbringelse efter lovens § 14 for unge i alderen 12 til 17 år ske på en særligt sikret afdeling, når den unge opfylder betingelserne for anbringelse efter § 16, men anbringelse på en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold in en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt. Er der tale om en ung med psykisk afvigende adfærd, skal der foreligge en skriftlig lægefaglig vurdering af, at den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.

Det foreslås med stk. 3, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om forholdene på og anvendelsen af særligt sikrede afdelinger, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse samt om orientering af forældremyndighedsindehaver.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse servicelovens § 63 c, stk. 5, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse vil, i lighed med gældende ret, bemyndige social- og boligministeren til at fastsætte nærmere regler for anbringelse på, varigheden af og forholdene under anbringelse på en særligt sikret afdeling. Hjemlen forventes anvendt til at fastsætte nærmere regler om varigheden af ophold i en særligt sikret afdeling, ophold uden for en særligt sikret afdeling og om adgang til frisk luft samt om screening af børn og unge på særligt sikrede afdelinger.

Formålet med den foreslåede § 63 og dermed de særligt sikrede afdelinger som institutionstype er overordnet, at kunne modtage børn eller unge, der har mere massive udfordringer end de børn og unge, der placeres på almindelige sikrede døgninstitutioner.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 64

Det fremgår af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske problemer. Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15 år.

Det fremgår af § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om screeningens omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af voksenansvarsbekendtgørelsen.

Det fremgår af § 14, stk. 1, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at børn og unge, der er anbragt på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 63 b, stk. 2, eller § 63 c, stk. 2, i lov om social service, eller § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og som ikke allerede har fået foretaget en psykiatrisk udredning, skal tilbydes screening med henblik på at få afdækket et eventuelt behov for psykiatrisk udredning, jf. § 57 d, stk. 2, i lov om social service.

Det fremgår videre af § 14, stk. 2, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 15 år.

Det fremgår af § 14, stk. 3, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at i forbindelse med anbringelsen fremsender kommunen til den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling sagsakter, der har relevans for screeningen.

Det fremgår af § 14, stk. 4, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at screeningen skal være påbegyndt senest 1 måned efter anbringelsen på den sikrede døgninstitution eller den særligt sikrede afdeling.

Det fremgår af § 14, stk. 5, i voksenansvarsbekendtgørelsen, at screeningen skal foretages af en psykolog, en sygeplejerske med kendskab til psykiatri eller en person med lignende baggrund eller efteruddannelse. Screeningen skal have et omfang og en kvalitet, der kan angive, om der er behov for en psykiatrisk udredning.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner og særligt sikrede afdelinger tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske problemer. Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15 år.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, således at særligt sikrede afdelinger fremgår af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle sikre at alle børn og unge, der anbringes på sikrede døgninstitutioner, får et tilbud om screening med henblik på at afdække eventuelle psykiatriske problemer. Kommunalbestyrelsen vil således fortsat eventuelt i samarbejde med regionen, hvis det er regionen, der driver den sikrede institution, skulle sørge for at tilbuddet etableres, og at tilbuddet gives som led i en fast procedure på den sikrede døgninstitution, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 14.

Screeningen vil skulle foretages med henblik på at afdække et eventuelt behov for psykiatrisk udredning og behandling. Samtidig vil screeningen give mulighed for, at den socialpædagogiske behandling kan tilpasses eventuelle psykiatriske problemstillinger.

Screeningen vil skulle have en sådan kvalitet, at den er velegnet til at foretage en vurdering af, hvorvidt der skal ske en henvisning til psykiatrisk udredning og behandling i den behandlende psykiatri, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 57 d, stk. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 14-15.

Screeningen vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne sidestilles med en omfattende psykiatrisk udredning, men vil alene være en metode, som kan angive, hvorvidt der kan være psykiatriske problemstillinger.

Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om screeningens omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 57 d, stk. 3, i serviceloven.

Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 3, i serviceloven være hensigten, at det i bekendtgørelsen fastsættes, at screeningen vil skulle foretages af personer med særlige kompetencer f.eks. en psykolog, sygeplejerske med kendskab til psykiatri eller personer med lignende baggrund eller efteruddannelse og vil skulle bygge på anerkendte og already afprøvede metoder, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 15.

Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at det vil blive fastsat, at screeningen vil skulle være påbegyndt senest en måned efter anbringelsen på den sikrede døgninstitution eller den særligt sikrede afdeling.

Formålet med § 64 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske problemer. Det vil også i barnets lov skulle fastsættes, at social- og boligministeren vil blive givet bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om screeningens omfang. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 65

Det fremgår af § 66 e, stk. 1, i serviceloven, at egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, jf. § 66, stk. 1, nr. 5, skal være godkendt som konkret egnede til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Det fremgår af § 66 e, stk. 2, i serviceloven, at afgørelsen om godkendelse efter § 66 e, stk. 1, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det fremgår af § 66 e, stk. 3, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder.

Det foreslås med stk. 1, at egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, jf. forslagets § 43, stk. 1, nr. 5, skal være godkendt som konkret egnet til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af § 66 e, stk. 1, i serviceloven.

Der er derfor ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer i reglerne for godkendelse af egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem i forhold til gældende ret.

Ved egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge selv råder over en bolig in form af en lejlighed eller et værelse, vil den enkelte bolig eller det enkelte værelse skulle anses for et anbringelsessted, og disse anbringelsessteder vil konkret skulle godkendes af den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge. Det vil gælde uanset, om der er visse fælles faciliteter eller om der ydes en begrænset personlig støtte til de unge.

Det vil være kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge, der vil skulle foretage godkendelsen og føre tilsyn med stedet, herunder den daglige drift og det pædagogiske arbejde. Kommunen vil således skulle skride ind, såfremt der på et værelse anbringes en ung, der har behov for mere støtte, end det er forudsat i godkendelsen.

En konkret godkendelse af sådanne anbringelsessteder må ikke anvendes for at omgå de krav til børne- og ungehjem, som følger af socialtilsynsloven. Det er ikke muligt at trække en klar skillelinje mellem egne værelser, som vil kunne godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge, som konkret egnede, og børne- og ungehjem, som skal godkendes af socialtilsynet efter § 5 i socialtilsynsloven. Men det forhold, at der bor flere børn eller unge med ensartede problematikker i samme bygning, at der er fælles servicearealer, fastansat personale og måske en fælles ledelse vil tale for, at tilbuddet bør godkendes som generelt egnet efter socialtilsynsloven frem for som konkret egnet efter serviceloven. Kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge, vil i alle tilfælde, hvor den anbringer et barn eller en ung i en konkret på eget værelse m.v., skulle sikre en tæt opfølgning på indsatsen og barnet som led i det løbende personrettede tilsyn, jf. forslaget til bestemmelsen i § 156.

Det foreslås med stk. 2, at afgørelse om godkendelse efter forslagets § 65, stk. 1, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 e, stk. 2, i serviceloven. Der ændres med den foreslåede bestemmelse ikke ved, at kommunalbestyrelsens afgørelser om konkret godkendelse af egne værelser ikke vil kunne påklages. Børn og unge, der er fyldt 10 år, vil fortsat kunne klage over børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på egne værelser, jf. forslaget § 145.

Det foreslås med stk. 3, social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignende børne- og ungehjem.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 e, stk. 3, i serviceloven. Det foreslås således at videreføre social- og boligministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignende børne- og ungehjem.

Formålet med forslagets § 65 er overordnet at videreføre gældende ret efter § 66 e i serviceloven og dermed sikre, at egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge selv råder over sin egen bolig skal være godkendt som konkret egnede til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 66

Det fremgår af § 66 f, stk. 1, i serviceloven, at hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den enkelte plads være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Det fremgår af § 66 f, stk. 2, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Det foreslås med stk. 1, at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter §§ 46 eller 47, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med alene sproglige ændringer af den nuværende § 63 f, stk. 1, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i reglerne for godkendelse af pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling i forhold til gældende ret.

Hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter den foreslåede bestemmelse i 46, den foreslåede bestemmelse i 47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil den enkelte plads skulle være godkendt som konkret egnet i forhold til det pågældende barn eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Det er således kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge, der vil skulle godkende pladsen til anbringelse samtidig med anbringelsen.

Dette vil indebære, at der i sådanne tilfælde ikke stilles krav om en generel godkendelse fra socialtilsynet. Dette vil også indebære, at skolen som anbringelsessted alene er omfattet af den enkelte kommunes personrettede tilsyn med det anbragte barn efter forslagets § 156 og af det generelle løbende tilsyn på undervisningsområdet. Det vil betyde, at en kommune kan vælge en hvilken som helst skole uden socialtilsynets godkendelse, som kommunen finder konkret egnet til anbringelse af det konkrete barn eller den konkrete unge, når den skal anbringe et barn eller en ung på en efterskole eller lignende. Den eneste forudsætning er, at der højst er eller bliver anbragt otte børn og unge efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på den pågældende skole.

Skoler, der har ni pladser eller derover, skal godkendes af socialtilsynet som børne- og ungehjem for børn og unge, jf. forslagets § 43, stk. 1, nr. 6.

Det foreslås med stk. 2, social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 66 f, stk. 2, i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens godkendelse af og tilsyn med sådanne konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Formålet med forslagets § 66 er overordnet at videreføre gældende ret efter § 66 f i serviceloven og dermed sikre, at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn og unge, er godkendt som konkret egnede til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.

§ 67

Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at afgørelser om videreførelse af en anbringelse efter 1. pkt. ikke skal forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse efter § 62 i serviceloven.

Det fremgår af § 68 a, stk. 2, i serviceloven, at for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, stk. 1, hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen.

Det fremgår af § 68 a, stk. 3, i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, uanset at betingelserne i § 52, stk. 1, eller § 58, stk. 1, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ikke længere er opfyldt.

Det fremgår af § 68 a, stk. 4, i serviceloven, at til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om videreførelse af anbringelsen, jf. § 68 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder: en revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50 eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en revideret handleplan, jf. § 140, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet; og barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen.

Efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op til to år, og for børn og unge i alderen ti til fjorten år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til fire år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Afgørelsen om et forbedringsforløb træffes som udgangspunkt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, men kan under visse omstændigheder træffes uden samtykke.

Efter § 14 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan Ungdomskriminalitetsnævnet som led i forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte må anses for at være af væsentlig betydning. Afgørelsen om, at barnet eller den unge som led i forbedringsforløbet anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted træffes som udgangspunkt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt femten år, men kan under visse omstændigheder træffes uden samtykke.

Efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den ungefaglige undersøgelse så vidt det er muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den unge. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 46, stk. 1, eller § 47 stk. 1, i denne lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, jf. dog § 68, stk. 2, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Det er ikke et krav, at betingelserne i § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, i denne lov eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., og § 68 a, stk. 3, i serviceloven. Til forskel fra gældende ret vil en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse således blive betegnet som en permanent anbringelse i stedet for en videreført anbringelse.

Børne- og ungeudvalget vil kunne beslutte, at en eksisterende anbringelse skal gøres permanent alene på baggrund af tilknytningen til anbringelsesstedet. Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse, men vil kunne anvendes for de børn og unge, som især er stærkt knyttet til deres anbringelsessted, og hvor det vil være af væsentlig betydning for barnets eller den unges udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten kan bevares.

Det foreslås, at en eksisterende anbringelse skal kunne gøres permanent, hvis barnet eller den unge har været anbragt i mindst tre år, og efter denne periode har opnået så stærk en tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere såvel som længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Afgørelsen vil kunne træffes, uanset om barnet eller den unge har været anbragt med eller uden samtykke efter henholdsvis §§ 46 eller 47, og uanset om barnet stadig har et støttebehov.

Betingelsen i § 67, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, vil ikke gælde, hvis bestemmelsen i den foreslåede § 68, stk. 2, finder anvendelse. Der henvises til bemærkninger til den foreslåede § 68, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen vil kunne indstille til børne- og ungeudvalget, at der skal træffes en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1, uanset om forældrene anmoder om, at få barnet eller den unge hjemgivet. For børn og unge, der har været anbragt i mere end tre år, vil muligheden for at træffe en sådan afgørelse når som helst under anbringelsen medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke skal være usikre på, om de kan blive boende eller ej, hvis de føler sig tæt knyttet til anbringelsesstedet.

Den foreslåede bestemmelse forventes i lighed med gældende ret, jf. bemærkningerne til § 68 a, jf. Folketingstidende 2008/09, tillæg A, side 3368-3369, fortrinsvist anvendt for børn og unge, der er anbragt i plejefamilier, men vil også kunne anvendes i forhold til børn og unge, der er anbragt på et børne- og ungehjem. Et barn eller en ung vil således godt kunne have en stærk tilknytning til et børne- og ungehjem, dels i form af tilknytning til en eller flere pædagoger eller andet personale, dels i forhold til selve stedet og omgivelserne. Det vigtige vil være, at barnet eller den unge oplever anbringelsesstedet som sit hjem og føler et stærkt tilhørsforhold til stedet og de omsorgspersoner, der er på stedet. Barnet eller den unge vil også kunne være tæt knyttet til andre børn på anbringelsesstedet, skolen, fritidsaktiviteter mv. Barnet eller den unges følelsesmæssige tilknytning til en eller flere personer vil være en forudsætning for, men ikke eneafgørende for, at kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. I vurderingen af barnets eller den unges tilknytning til børne- og ungehjemmet vil det imidlertid skulle indgå, om det vil kunne forventes, at børne- og ungehjemmet har rammer, der sikrer, at der fortsat vil være personer, som vil kunne være en del af barnets eller den unges tilværelse både gennem hele anbringelsen og efter anbringelsen.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes ikke kun for børn og unge, der har været anbragt på samme anbringelsessted i hele anbringelsesperioden, men også for børn og unge, der har været anbragt på flere anbringelsessteder. Det afgørende vil være barnets eller den unges tilknytning til det aktuelle anbringelsessted sammenholdt med tilknytningen til forældrene.

Barnet eller den unges tilknytning til et anbringelsessted vil ikke i almindelighed kunne antages at ophøre, fordi en ansat, som barnet eller den unge er særlig knyttet til, for eksempel barnets eller den unges kontaktpædagog, forlader stedet. I vurderingen af barnets eller den unges tilknytning til børne- og ungehjemmet bør det imidlertid skulle indgå, om det kan forventes, at opholdsstedet eller institutionen har rammer, der sikrer, at der fortsat vil være omsorgspersoner, som vil kunne være en del af barnets eller den unges tilværelse gennem hele anbringelsen. Det er også baggrunden for, at det forventes, at bestemmelsen fortrinsvis vil blive anvendt for børn i plejefamilier, da man her vil have større sikkerhed for, at de personer, som barnet er tilknyttet, forbliver på anbringelsesstedet hele barndommen igennem.

Som udgangspunkt vil barnet eller den unge ikke kunne skifte anbringelsessted uden, at der skal ske hjemgivelse til forældrene, da det netop vil være egenskaber ved det konkrete anbringelsessted, der begrunder, at en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse vil kunne videreføres. Det vil dog være muligt, at barnet eller den unges tilknytning til for eksempel en bestemt pædagog på en børne- og ungehjemmet vil kunne betyde, at dennes jobskifte kan begrunde en opretholdt anbringelse på et andet anbringelsessted. Det vil også være muligt, at en plejefamilie beslutter sig for at oprette et børne- og ungehjem, og at der derfor formelt sker en ændring af anbringelsesstedet. I sådanne situationer vil der kunne ske fortsat opretholdelse af den permanente anbringelse, men da der ofte vil være tale om væsentlig ændrede forhold, vil een bedømmelse af den konkrete situation kunne føre til, at forældrene vil kunne forlange sagen forelagt for børne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 98.

De normale regler under en anbringelse vil fortsat gælde efter, at der er truffet afgørelse efter den foreslåede § 67 om at gøre anbringelsen permanent. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen fortsat vil skulle føre tilsyn med barnet og herunder revidere barnets plan og vurdere, om der er grundlag for at ændre indsatsen eller hjemgive barnet. Desuden vil reglerne for samvær og kontakt jf. det foreslåede kapitel 10 i barnets lov forsat gælde, ligesom forældremyndighedsindehaver fortsat vil skulle have tilbudt en støtteperson jf. bestemmelsen i den foreslåede § 75. Der vil ikke kunne fastsættes betaling for en permanent anbringelse efter § 67, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 187, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelses sidste pkt. vil medføre, at det ikke er et krav, at der foreligger et anbringelsesgrundlag på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om at gøre anbringelsen permanent efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1. Grundlaget for afgørelsen om permanent anbringelse vil alene være barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, og afgørelse om en permanent anbringelse vil således kunne træffes, selvom der ikke længere er et anbringelsesgrundlag efter de almindelige regler om anbringelse.

Det foreslås med stk. 2, at når der er truffet afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, skal børne- og ungeudvalget ikke træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, med alene redaktionelle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en permanent anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67 vil være uden tidsbegrænsning. Herved forstås, at de almindelige regler om genbehandling efter lovforslagets § 50 ikke vil skulle følges, og at anbringelsesgrundlaget således ikke vil skulle tages op til genbehandling uden, at der er klaget i sagen, eller at kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke længere er grundlag for en permanent anbringelse. Anbringelsen vil således være en permanent anbringelse. Derfor ændres brugen af ”videreført anbringelse” til ”permanent anbringelse”, som er baseret på barnets tilknytning til anbringelsesstedet.

Kommunalbestyrelsen vil alene have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse af barnet eller den unge, hvis der foreligger væsentligt ændrede forhold.

Det foreslås med stk. 3, at for en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, hvis den unge samtykker til afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som følger af servicelovens § 68 a, stk. 2. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Med den foreslåede bestemmelse vil en afgørelse om en permanent anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1, alene kunne træffes eller opretholdes for unge over femten år, hvis den unge er enig i afgørelsen. Begrundelsen for denne vetoret for unge er, at uanset en børnesagkyndig måtte finde, at den unges tilknytning til anbringelsesstedet er så stærk, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet, vil det være svært at fastholde dem i en anbringelse og at sikre, at en permanent anbringelse lever op til formålet omkring øget stabilitet, hvis den unge ikke selv ønsker videreførelsen. Fastsættelsen af en 15 års grænse vil være i overensstemmelse med aldersgrænsen for, hvornår der vil skulle indhentes samtykke til en frivillig anbringelse, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 46, stk. 1. Hvis der er truffet afgørelse om permanent anbringelse efter den foreslåede § 67, inden barnet fylder 15 år, vil sagen ikke automatisk skulle behandles på ny, når den unge fylder femten år, men hvis den unge ikke længere ønsker anbringelsen opretholdt, skal der tages stilling til, hvad der skal ske i sagen.

Den foreslåede stk. 3 vil skulle ses i sammenhæng med bestemmelsen i den foreslåede § 5, hvorefter der vil skulle finde en samtale sted med barnet uanset barnets alder, inden der vil kunne træffes afgørelse efter blandt andet den foreslåede § 67. Desuden foreslås det at fremgå af det foreslåede § 67, stk. 4, nr. 4, at barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse skal fremgå af kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget. Barnet eller den unge vil have ret til at lade sig bistå af andre jf. den foreslåede § 6.

Det foreslås med stk. 4, at til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder: 1) En revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 i denne lov eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) en revideret barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. § 108, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 eller 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 3) en psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog, og 4) barnets eller den unges holdning til permanent anbringelse.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som følger af servicelovens § 68 a, stk. 3, dog således, at undersøgelsen efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 3, skal foretages af en autoriseret psykolog.

Når kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en indstilling for børne- og ungeudvalget om en permanent anbringelse uden tidsbegrænsning, vil der være krav om, at de i de foreslåede § 67, stk. 4, nr. 1-4, oplistede elementer er indeholdt i indstillingen for at sikre, at sagen vil være oplyst bedst muligt ved udvalgets behandling af sagen. Indstillingen vil skulle give børne- og ungeudvalget det bedst mulige grundlag at træffe afgørelsen på.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 1, vil der, som grundlag for en beslutning om en permanent anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, skulle indgå en revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 vil den børnefaglige undersøgelse efter den foreslåede § 20 skulle tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og vil skulle afdække udfordringer og ressourcer hos barnet, den unge eller de kommende forældre, familien og netværket. Undersøgelsen vil skulle så vidt muligt gennemføres i samarbejde med den unge, der er fyldt 15 år og forældremyndighedsindehaveren eller de kommende forældre. Undersøgelsen vil skulle resultere i en begrundet vurdering af barnets, den unges eller de kommende forældres behov for støtte. Vurderingen vil skulle omfatte problemer og ressourcer, herunder de forhold i familien eller i familiens omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne. Hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, vil der desuden skulle tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 2, vil der, som grundlag for en beslutning om en permanent anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, ligeledes skulle indgå en revideret barnets plan, jf. § 91, eller en ungeplan, jf. § 108, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Efter det foreslåede § 91, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen ved iværksættelse af indsatser efter §§ 46 og 47, skulle udarbejde en barnets plan. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges ønsker og behov og skal tage hensyn til forholdene i den konkrete sag.

Efter bestemmelsen i den foreslåede § 92 vil barnets plan skulle indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten. De konkrete mål vil skulle afspejle det enkelte barns ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af de konkrete mål.

Som grundlag for en beslutning om videreførelse af en anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet vil der skulle foretages en psykologisk helhedsvurdering af tilknytningen, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 3. Af hensyn til barnets eller den unges bedste og dennes samt families retssikkerhed, vil den psykologiske helhedsvurdering skulle være udarbejdet af en autoriseret psykolog. I de tilfælde, hvor der vil være flere erklæringer, vil der skulle være foretaget en koordinering eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet vurdering.

Den psykologiske helhedsvurdering vil, i det omfang det er muligt, skulle indeholde en individuel beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner, anbringelsesstedets netværk og omgivelser, f.eks. daginstitution, skole og fritidsinteresser, og forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre m.v. med henblik på en vurdering af forældrenes udviklingspotentiale i relation til at udvikle tilknytningen. Tilknytningen vil skulle være beskrevet gennem observationer og relevante test, således at karakteren af tilknytningen bliver afdækket med en anerkendt videnskabelig metode. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysninger og vurderinger fremgår af andre akter i sagen.

I de tilfælde, hvor der vil være tale om bestemte børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser og/eller sygdomme hos barnet eller den unge, vil det være afgørende, at beskrivelsen af tilknytningen sammenholdes med denne forstyrrelse.

Undersøgelsen vil skulle indeholde en vurdering af, hvilken betydning det vil have for barnet eller den unges sundhed og udvikling, hvis barnet eller den unge flyttes fra anbringelsesstedet. Endvidere vil undersøgelsen skulle give grundlag for en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen.

Som led i undersøgelsen af tilknytningen til den genetiske familie og netværk, vil der også skulle indgå en vurdering af barnet eller den unges tilknytning til sine forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre m.v. samt forhold hos forældrene, der vil kunne have betydning for barnets tilknytning til forældrene. I helhedsvurderingen af barnet eller den unges tilknytning vil der endvidere skulle indgå en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen. Det vil således skulle vurderes, hvilket netværk barnet eller den unge må forventes at have, når det bliver 18 år og fremefter, dels hvis barnet eller den unge hjemgives, dels hvis barnet eller den unge forbliver på anbringelsesstedet. Der vil således skulle lægges vægt på, om for eksempel plejeforældrene eller institutionen også vil være der for barnet eller den unge, når barnet eller den unge bliver voksen. Der vil ligeledes skulle lægges vægt på, om barnet eller den unge med tiden vil antages at kunne få en så stærk tilknytning til de genetiske forældre, at det på lang sigt vil være bedst for barnet eller den unge, hvis der sker en hjemgivelse.

Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse vil skulle fremgå af kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 4. Dette skal ses i sammenhæng med forslagets § 5, der fastsætter, at barnet eller den unge løbende skal inddrages ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der kan træffes afgørelse efter blandt andet § 67. Har barnet eller den unge anmodet om at blive permanent anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68, vil dette tydeligt skulle fremgå af indstillingen.

Formålet med § 67 er at medvirke til, at anbragte børn og unge, der har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner, ikke skal kunne hjemgives, hvis det er af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.

§ 68

Efter de gældende regler kan børn og unge, som ikke er fyldt 15 år, bede kommunen om generel hjælp, og kommunen har en generel forpligtelse til at beskytte børn, ligesom at servicelovens § 11 indeholder en rådgivningsforpligtelse over for børn og unge med behov for særlig støtte. Specifikt skal kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget om forsat anbringelse efter servicelovens § 68 a, stk. 4, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen. Der er derimod efter gældende ret ikke en ret for et barn eller en ung, som er fyldt ti år, og som er anbragt uden for hjemmet, til at anmode kommunalbestyrelsen om, at der træffes afgørelse om at videreføre anbringelsen.

Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung, som er fyldt ti år, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter § 6a, stk. 1. Det foreslås videre, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en sådan anmodning, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.

Med den foreslåede bestemmelse understreges, at barnet selv har en stemme i forhold til at kunne pege på, at der er behov for en permanent anbringelse. Børn er som hovedregel meget loyale over for deres forældre. Derfor vil det skulle tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn eller en ung selv udtrykker ønske om at blive permanent anbragt. Samtidig er det dog væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i barnets eller den unges modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne, samt har særlig opmærksomhed på, om tilkendegivelsen af et ønske om en permanent anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt barnets eller den unges ønske om permanent anbringelse skal tillægges.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil barnet eller den unge kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende ønsker at blive anbragt permanent. Der vil ikke være formkrav til, hvordan en anmodning om at anbringelsen bliver permanent, vil skulle indgives. Den vil således både kunne være skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms etc. Der vil heller ikke være nærmere krav til indholdet af anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse, at vedkommende anmoder om at blive permanent anbragt uden for hjemmet.

Retten efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil være en ret til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet og således ikke en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen for anmodningen vil det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil have brug for og herunder afgøre, om der af hensyn til barnets bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed tydeliggøre, at selvom barnets eller den unges ret til at bede om hjælp også omfatter en ret til at anmode om permanent anbringelse, vil det ikke være op til barnet eller den unge at beslutte, hvorvidt permanent anbringelse er det rette. Det vil således fortsat være børne- og ungeudvalget, der vil have ansvaret for beslutningen.

Barnet eller den unges holdning til en permanent anbringelse vil efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 4, skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget. Heraf vil også følge, at har et barn eller en ung anmodet om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, vil anmodningen skulle inddrages i sagsbehandlingen som en del af det samlede og fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag.

Der vil i vurderingen af anmodningen altid skulle tages særligt hensyn til barnets eller den unges modenhed og til andre forhold, som måtte have betydning for, hvilken vægt anmodningen kan tillægges. Derfor skal det indgå i kommunalbestyrelsens vurdering, om særlige forhold hos det enkelte barn eller den enkelte unge, eksempelvis nedsat psykisk funktionsevne, har betydning for barnets eller den unges ønske om en permanent anbringelse samt for, om barnet eller den unge kan overskue konsekvenserne af anmodningen samt ansvaret for at spille en så aktiv rolle i deres egen sag. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være opmærksom på, om barnet eller den unge har behov for støtte og vejledning i forbindelse med anmodningen og den efterfølgende kommunale behandling heraf. Det kan være fra barnets eller den unges bisidder, eller støtteperson eller fra en tilknyttet fast kontaktperson.

Det foreslås med stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen som følge af en anmodning efter § 6, stk. 1, har udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse jf. § 67, stk. 4, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse efter § 67, stk. 1, selvom barnet eller den unge har været anbragt i mindre end tre år.

Det følger af bestemmelsen i den foreslåede § 67, stk. 1, som er en videreførelse af gældende ret i servicelovens § 68 a, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge vil skulle have været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, for at der kan træffes afgørelse efter den foreslåede § 67, stk. 1. Kravet om minimum tre år skal generelt medvirke til at sikre, at barnet faktisk har opnået en tilstrækkelig stærk tilknytning, at det må antages at være af væsentlig betydning for barnets bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Anmoder et barn eller en ung, som er fyldt ti år, om at blive permanent anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede § 68, stk. 1, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 68, stk. 1, 2. pkt., skulle vurdere, om der af hensyn til barnets bedste, vil skulle udarbejdes en indstilling om permanent indbringelse, jf. den foreslåede § 67, stk. 4. Med den foreslåede stk. 2 vil kravet om, at barnet eller den unge vil skulle have været anbragt i minimum tre år ikke gælde i et sådant tilfælde.

Et barn eller en ung vil inden tre års anbringelse uden for hjemmet efter en konkret vurdering kunne have opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. For børn og unge, der er anbragt, vil muligheden for at træffe en afgørelse om en permanent anbringelse uden for hjemmet på ethvert tidspunkt under anbringelse, når barnet eller den unge selv ønsker det, medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke vil skulle være usikre på, om de kan blive boende på anbringelsesstedet eller ej, hvis they føler sig tæt knyttet til hertil.

Det vil gælde, at uanset at barnet eller den unge anmoder om en permanent anbringelse uden for hjemmet, vil det være op til kommunalbestyrelsen to vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug for, og herunder afgøre om barnet eller den unge skal anbringes permanent.

Formålet med den foreslåede § 68 er overordnet at styrke anbragte børns og unges ret til en stabil opvækst ved at give dem ret til at anmode om en permanent anbringelse og lempe kravet til længden af anbringelsen, når barnet eller den unge selv anmoder om en permanent anbringelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.

§ 69

Det fremgår af § 68 d i serviceloven, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, (anbringelse med samtykke) eller § 58 (anbringelse uden samtykke) eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvor det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække, skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge i stedet bliver adopteret.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i følgende situationer skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække: 1) Ved anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46, 47 eller 49, 2) ved fortsat anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 50, 3) ved permanent anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 67 eller 4) når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslåede stk. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen i lighed med den gældende ordning vil skulle overveje adoption i forbindelse med overvejelserne om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47. I forhold til § 68 d i serviceloven foreslås bestemmelsens anvendelsesområde udvidet til også at finde anvendelse ved anbringelse umiddelbart efter fødslen efter lovforslagets § 49, ved fortsat anbringelse efter lovforslagets § 50 og ved permanent anbringelse efter lovforslagets § 67.

Det bemærkes, at lovforslagets § 46 drejer sig om anbringelse med samtykke, herunder om anbringelse af et ufødt barn umiddelbart efter fødslen, og at lovforslagets §§ 47 og 49 drejer sig om anbringelse uden samtykke, herunder om anbringelse af et ufødt barn umiddelbart efter fødslen (§ 49).

Bestemmelsen skal sikre, at kommunen i alle sager, hvor der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, herunder ved genbehandling af en anbringelse uden samtykke efter reglerne i den foreslåede § 50 og ved overvejelser om permanent anbringelse efter den foreslåede § 67 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst vil tale for, at barnet eller den unge får en ny familie gennem adoption, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Det foreslås videre med stk. 2, at kommunalbestyrelsen, når en forælder til et barn eller en ung, der er anbragt eller er blevet bortadopteret på grund af manglende forældreevne, venter endnu et barn, skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i det kommende barns opvækst taler for, at dette barn gennem adoption får en ny familie.

Den foreslåede stk. 2 vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsen også vil få pligt til at overveje adoption af kommende søskende til børn og unge, der allerede er anbragt uden for hjemmet eller er blevet bortadopteret på grund af manglende forældreevne. Bestemmelsen vil derfor ikke finde anvendelse, når anbringelsen ikke har sammenhæng med manglende forældreevne, men er begrundet i andre forhold, herunder nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge eller hos en eller begge forældre.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om den tidligere anbringelse eller adoption er sket med eller uden samtykke. Den foreslåede bestemmelse vil også finde anvendelse, selvom det kun er den ene af forældrene til det anbragte eller bortadopterede barn, der er forælder til det kommende barn.

Begrundelsen for forslaget er, at af hensyn til barnets eller den unges bedste bør kommunalbestyrelsen have pligt til at overveje adoption i alle situationer, hvor der skal træffes afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, og når en forælder til et barn eller en ung, der er anbragt eller bortadopteret, venter endnu et barn.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.10.1 samt til lovforslagets §§ 46, 47, 49- 50, 51 og 67 og bemærkningerne hertil.

§ 70

Gennem adoption kan et barn eller en ung få en ny familie. Reglerne herom findes i adoptionsloven.

Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn eller en ung som udgangspunkt samtykke fra forældrene. Efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven kan det dog bestemmes, at en adoption skal gennemføres uden forældresamtykke. Det drejer sig navnlig om bestemmelsens stk. 3 om adoption uden samtykke, når forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, og om bestemmelsens stk. 4 om en plejefamilies mulighed for at adoptere deres plejebarn uden samtykke. Efter begge bestemmelser er adoption uden samtykke betinget af, at adoption er bedst for barnet eller den unge, og at betingelserne for anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet uden samtykke i § 58, stk. 1, i serviceloven er opfyldt.

Efter § 58, stk. 1, i serviceloven kan et barn eller en ung uden forældremyndighedsindehaverens samtykke anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung bør bortadopteres, at forældrene ikke vil give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven, forelægger kommunalbestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn og unge-udvalget.

Efter § 68 e, stk. 2, nr. 1, i serviceloven skal indstillingen indeholde den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i serviceloven eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 2, i serviceloven skal indstillingen også indeholde handleplanen efter § 140 i serviceloven eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 3, i serviceloven skal indstillingen endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er opfyldt. Denne redegørelse skal derfor også indeholde oplysninger om, hvorfor adoption vil være bedst for barnet eller den unge. Endelig skal indstillingen efter § 68 e, stk. 2, nr. 4, i serviceloven indeholde oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte adoption, jf. § 6 i adoptionsloven.

Efter § 68 e, stk. 3, i serviceloven skal en indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet i § 58, stk. 1, er opfyldt.

Det foreslås med stk. 1, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at adoption af et barn eller en ung vil være bedst for barnet eller den unge, at barnets eller den unges forældre ikke vil give samtykke til adoptionen efter § 7 i adoptionsloven, og at adoptionen vil kunne gennemføres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, skal kommunalbestyrelsen indstille til børne- og ungeudvalget, at barnet eller den unge adopteres.

Med bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at en indstilling efter det foreslåede stk. 1 navnlig skal indeholde følgende: 1) Undersøgelsen, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108 eller forbedringsforløbet, jf. § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvis en sådan er udarbejdet, 3) en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er opfyldt, 4) oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i adoptionsloven, og 5) en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive barnet eller den unge.

Endelig foreslås det med stk. 3, at en indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven endvidere skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne i lovforslagets § 47, stk. 1 og 2, for anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet uden samtykke er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 70 er således en videreførelse af § 68 e i serviceloven med enkelte ændringer samt lovtekniske justeringer og præciseringer.

For det første foreslås det i det foreslåede stk. 1 præciseret, at kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde en indstilling om adoption uden samtykke, når kommunalbestyrelsen vurderer, at adoption af et barn eller en ung vil være bedst for barnet eller den unge, at barnets eller den unges forældre ikke vil give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. Samtidig foreslås det, at indstillingen vil skulle forelægges for børne- og ungeudvalget og ikke børn og unge-udvalget.

For det andet foreslås gennem indsættelse af ”navnlig” i det foreslåede stk. 2, at opregningen af de dokumenter og oplysninger, som indstillingen skal indeholde, ikke vil være udtømmende. Indstillingen vil således også skulle indeholde andre oplysninger, der er relevante for behandlingen af indstillingen. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om supplerende helbredsoplysninger og redegørelse for, at der ikke foreligger forandrede forhold, og at der derfor ikke er behov for at foretage en ny undersøgelse af bestemte forhold, selvom den foreliggende undersøgelse er foretaget for nogen tid siden.

Videre foreslås det i det foreslåede stk. 2, at der i stedet for henvisning til børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven og handleplan efter § 140 i serviceloven vil blive henvist til henholdsvis børnefaglig undersøgelse efter lovforslagets §§ 20 og 26 og barnets plan eller ungeplanen efter lovforslagets §§ 91 og 108, og at indstillingen kun vil skulle indeholde barnets plan, ungeplanen eller forbedringsforløbet, hvis en sådan er udarbejdet på det tidspunkt, hvor indstillingen udarbejdes. Samtidig foreslås det, at henvisningen til § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke videreføres.

Det bemærkes, at i situationer, hvor barnets plan eller ungeplanen først udarbejdes efter indstillingen, vil kommunalbestyrelsen skulle eftersende den til myndighed, der på det tidspunkt har sagen under behandling, dvs. børne- eller ungeudvalget eller Ankestyrelsen. Er Ankestyrelsens afgørelse indbragt for retten, sendes planen til Ankestyrelsen, der fremlægger den i retssagen.

Samtidig foreslås det, at henvisningen til § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke videreføres.

Endvidere foreslås det med det foreslåede stk. 2, nr. 5, at det lovfæstes, at indstillingen skal indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive barnet eller den unge. Der henvises til § 68 i serviceloven, der foreslås videreført i barnets lov som §§ 99 og 100. Efter disse bestemmelser vil en anbringelse skulle ophøre, når formålet er nået, eller når indsatsen ikke længere opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen vil således løbende skulle følge op på, om der er grundlag for at opretholde anbringelsen, eller om det vil være til barnets eller den unges bedste at blive hjemgivet til forældrene.

På den baggrund vil det foreslåede stk. 2, nr. 5, for det første indebære, at indstillingen vil skulle indeholde en redegørelse for, hvilke initiativer kommunalbestyrelsen har taget eller har overvejet at tage med henblik på at kunne hjemgive barnet eller den unge. For det andet vil redegørelsen skulle indeholde en beskrivelse af kommunalbestyrelsens overvejelser om at hjemgive barnet eller den unge, hvilket navnlig er relevant, hvis kommunalbestyrelsen ikke har taget initiativer med henblik på at kunne hjemgive barnet eller den unge. I så fald vil redegørelsen skulle indeholde en beskrivelse af begrundelsen herfor, f.eks. at kommunalbestyrelsen har vurderet, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge.

Endelig foreslås det med det foreslåede stk. 3, at henvisningen til § 58, stk. 1, i serviceloven vil blive ændret til de tilsvarende bestemmelser i lovforslagets § 47, stk. 1 og 2.

Det bemærkes, at efter den foreslåede bestemmelse i § 11 d i retssikkerhedsloven, jf. § 2, nr. 10, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag, vil kommunalbestyrelsen som led i behandlingen af en sag om udarbejdelse af en indstilling om adoption uden samtykke efter den foreslåede bestemmelsen i § 70 uden samtykke kunne videregive nødvendige oplysninger, herunder om barnets, den unges eller familiens rent private forhold, til VISO, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til afdækningen af, hvad der er bedst for barnet eller den unge.

Begrundelsen for forslaget er overordnet, at det er vigtigt, at der i sager om adoption uden samtykke foretages en grundig belysning af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og de øvrige involveredes forhold, samt at der foretages en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af hensyn til barnets og den unges bedste og retssikkerheden for alle involverede parter m.v. bør kravene til kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden samtykke efter § 68 e i serviceloven således videreføres i barnets lov.

Begrundelsen for ændringerne af det foreslåede § 70, stk. 1, i forhold til § 68 e, stk. 1, i serviceloven er for det første, at det med det samtidigt fremsatte § 2, nr. 1, i følgelovforslagets foreslås at ændre betegnelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget, således at det følger dansk retskrivning. Den foreslåede ændring af betegnelsen vil ikke medføre materielle ændringer. For det andet bør det præciseres, hvilke vurderinger kommunalbestyrelsen skal foretage, før den forelægger en indstilling om adoption uden samtykke for børne- og ungeudvalget, navnlig at kommunalbestyrelsen kun skal indstille til adoption uden samtykke, når det vurderes, at adoption vil være bedst for barnet eller den unge.

Begrundelsen for, at opregningen i det foreslåede § 70, stk. 2, af, hvilke oplysninger og dokumenter indstillingen skal indeholde, ikke skal være udtømmende, er, at der i nogle sager kan være behov for yderligere oplysninger.

Begrundelsen for de foreslåede ændringer i henvisningerne i det foreslåede § 70, stk. 2, i forhold til § 68 e, stk. 2, i serviceloven er, at § 50 i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som §§ 20 og 26, at § 140 i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som §§ 91 og 108, dog således at barnets plan og ungeplanen foreslås anvendt i stedet for handleplan, og at forbedringsforløbet ikke fastsættes efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, men kun efter lovens § 13. Begrundelsen for, at indstillingen efter forslaget kun skal indeholde barnets plan, ungeplanen eller forbedringsforløbet, hvis der er udarbejdet en plan eller et forbedringsforløb, er, at der ikke i alle situationer vil være udarbejdet en plan eller et forbedringsforløb, når indstillingen udarbejdes. Efter lovforslagets §§ 91 og 108 vil barnets plan eller ungeplanen således ikke skulle være udarbejdet på tidspunktet for en afgørelse om anbringelse med samtykke, eller når der inden fødslen træffes afgørelse om, at barnet skal anbringes umiddelbart efter fødslen. I disse situationer vil kommunalbestyrelsen dog efterfølgende skulle udarbejde barnets plan eller ungeplanen.

Begrundelsen for det foreslåede § 70, stk. 2, nr. 5, er, at overholdelse af forpligtelsen efter EMRK artikel 8 for at arbejde for at genforene familien, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, bør lovfæstes.

Begrundelsen for ændringerne af det foreslåede § 70, stk. 3, i forhold til § 68 e, stk. 3, i serviceloven er, at det efter de gældende § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven er en betingelse for adoption uden samtykke, at betingelserne i § 58, stk. 1, i serviceloven for anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet er opfyldt, at denne henvisning ved de i § 4, nr. 1 og 3, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag foreslåede ændringer af § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven foreslås ændret til § 50 i barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1 samt til lovforslagets §§ 47 og 50 og til § 4, nr. 1 og 3, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag samt til bemærkningerne til disse bestemmelser.

§ 71

Efter § 13, stk. 7, i serviceloven tilbyder VISO vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtykke. Som led heri udarbejder VISO vejledningsmateriale, afholder temadage for kommunerne og vejleder kommunerne i behandlingen af konkrete sager.

Baggrunden for bestemmelsen er, at sager om adoption uden samtykke er komplekse, og på grund af det begrænsede sagsantal er det vanskeligt for den enkelte kommunalbestyrelse at oparbejde erfaring med og ekspertise i at håndtere dem.

VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke har derfor bl.a. til formål at øge kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at en ny og blivende familie til et anbragt barn eller en anbragt ung kan være en bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er barnets egen. Rådgivningen drejer sig bl.a. om at styrke kommunalbestyrelsernes viden om, hvordan de kan vurdere, om en forælder er uden forældreevne, og om hvordan dette dokumenteres, samt hvordan det vurderes og dokumenteres, at adoption er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge. Den generelle rådgivning gives ofte i form af temadage.

VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden samtykke har til formål at understøtte kommunalbestyrelsernes behandling af den pågældende sag. Rådgivningen omfatter efter behov navnlig, hvordan det belyses, hvad der er barnets eller den unges bedste, og i givet fald hvordan det dokumenteres, at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt. VISO tilrettelægger sin rådgivning til kommunalbestyrelsen om behandlingen af en konkret sag på grundlag af de oplysninger om barnet og forældrene og andre relevante involverede, som kommunalbestyrelsen har sendt til VISO, navnlig børnefaglige undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser. Rådgivning gives normalt mundtligt på et eller flere møder. VISO tager ikke stilling til, om en konkret indstilling er fyldestgørende.

Ved for behandlingen af en sag om adoption uden samtykke er det kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for rådgivning fra VISO og i givet fald søge rådgivning hos VISO.

Uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos VISO, er det altid kommunalbestyrelsen, der beslutter, om et barn eller en ung skal indstilles til adoption uden samtykke. VISOs vejledning efter § 13, stk. 7, i serviceloven er ikke bindende for kommunalbestyrelsen, og det er altid den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter § 68 e i serviceloven. VISO kan således ikke overtage en myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.

Det foreslås, at barnets lov i § 71 skal indeholde en bestemmelse om VISOs rådgivning af kommunalbestyrelserne om adoption.

Med stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsen til brug for overvejelser om adoption efter den foreslåede bestemmelse i § 69 og til brug for udarbejdelse af en indstilling efter den foreslåede bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven kan anmode VISO om vejledende rådgivning, jf. lovforslagets § 167.

Forslaget vil have til formål at øge kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på muligheden for efter lovforslagets § 167 at søge vejledende rådgivning fra VISO til brug for behandlingen af sager om adoption. Efter lovforslagets § 71, der uden indholdsmæssige ændringer foreslås at videreføre § 13, stk. 7, i serviceloven, vil VISO yde gratis vejledende rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil for det første finde anvendelse, når kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 69 overvejer, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække. For det andet vil bestemmelsen finde anvendelse ved kommunalbestyrelsens udarbejdelse af en indstilling efter den foreslåede bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven.

Videre foreslås det med stk. 2, at kommunalbestyrelsen til brug for udarbejdelsen af en indstilling efter lovforslagets § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven skal søge vejledende rådgivning fra VISO, jf. lovforslagets § 167.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen inden udarbejdelsen af en indstilling om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven vil skulle søge vejledende rådgivning til brug for den videre behandling af sagen.

Det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, hvilke behov kommunalbestyrelsen har for vejledende rådgivning fra VISO, og på hvilket grundlag og hvordan kommunalbestyrelsen skal søge rådgivningen. Det vil også bero på en konkret vurdering, hvilke dele af sagen rådgivningen rettes mod, men sikring af barnets, den unges og forældrenes retssikkerhed vil altid indgå i rådgivningen. Ved tilrettelæggelsen af rådgivningen vil VISO kunne inddrage sine hidtidige erfaringer med samarbejdet med kommunalbestyrelsen om adoptionssager.

Den omstændighed, at en kommunalbestyrelse udarbejder en indstilling om adoption uden samtykke til børne- og ungeudvalget uden først at have søgt vejledende rådgivning fra VISO, vil ikke betyde, at udvalget eller Ankestyrelsen skal hjemvise sagen til fornyet behandling.

Endelig foreslås det med stk. 3, at VISO skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen hverken har fået hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra VISO. Det foreslås endvidere, at VISOs beslutning om pålæg efter det foreslåede 1. pkt. ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Forslaget vil betyde, at VISO vil skulle pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen ikke tidligere hverken har fået hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra VISO. Denne generelle rådgivning udformes på samme måde som VISOs generelle rådgivning om adoption efter § 13, stk. 7, i serviceloven, der foreslås videreført i barnets lov som § 167. Rådgivningen vil således typisk blive gennemført i form af temadage.

VISO vil således med forslaget få en initiativpligt til at kontakte de pågældende kommuner. Kontakten vil have til formål at aftale og planlægge generel rådgivning om adoption uden samtykke i form af temadage eller anden form for egnet rådgivning til den konkrete kommunalbestyrelse. Ønsker en kommune ikke at benytte sig af tilbuddet, vil VISO skulle træffe beslutning om at pålægge kommunalbestyrelsen at modtage rådgivningen.

VISOs beslutning om, at en kommunalbestyrelse skal pålægges at modtage generel rådgivning om adoption, vil bygge på VISOs hidtidige erfaring med samarbejde med kommunalbestyrelsen om adoptionssager. Ifølge oplysninger fra VISO vil 33 kommuner være omfattet af den foreslåede ordning.

Den rådgivning om adoption, som VISO efter det foreslåede stk. 3 skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage, vil skulle tilpasses efter forholdene i den enkelte kommune. Rådgivningen vil navnlig have fokus på retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke, sagsproces og dokumentationskrav, herunder hvilke undersøgelser af bl.a. barnets eller den unges, forældrenes og plejeforældrenes indbyrdes forhold der skal gennemføres for at udarbejde en indstilling om adoption uden samtykke, og hvad indstillingen skal indeholde sådan, at den opfylder betingelserne i lovforslagets § 70. Et andet fokuspunkt vil være, i hvilke situationer kommunalbestyrelsen skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge bliver adopteret og dermed får en ny og blivende familie i stedet for en meget langvarig anbringelse.

Endelig vil rådgivningen fokusere på de udfordringer og dilemmaer, der kan opstå, når man arbejder med adoption uden samtykke, og hvordan kultur og organisering i en kommune kan understøtte anvendelsen af bestemmelserne om adoption uden samtykke.

Disse forslag vil betyde, at retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke styrkes for både barnet og forældrene. Forslagene vil således gøre det klarere for den enkelte kommunalbestyrelse, hvor grundige undersøgelser af barnets, den unges, forældrenes og plejeforældrenes forhold der kræves, for at der kan træffes afgørelse om adoption uden samtykke. Samtidig vil forslagene betyde, at kommunalbestyrelserne bliver mere opmærksomme på muligheden for at hjælpe udsatte børn og unge ved gennem adoption at give dem mulighed for at vokse op i en ny og blivende familie.

Den foreslåede bestemmelse i § 71 i barnets lov vil ikke ændre VISOs rolle i behandlingen af sager om adoption uden samtykke i forhold til gældende ret. VISO vil således fortsat alene have til opgave at yde vejledning til kommunalbestyrelserne, VISOs vejledning vil fortsat ikke være bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil fortsat være den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter lovforslagets § 70. VISO vil således ikke overtage en myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.

Begrundelsen for forslaget er, at der i forhold til gældende ret er behov for at styrke rådgivningen af kommunalbestyrelserne om adoption, navnlig i relation til behandlingen af konkrete sager om adoption uden samtykke.

Behovet for at styrke rådgivningen af kommunerne om adoption skyldes det lave antal sager om adoption uden samtykke og den heraf følgende begrænsede erfaring med denne sagstype hos en række kommunalbestyrelser samt de meget høje krav til vurderingen af og dokumentationen for, at en adoption uden samtykke er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.2 samt lovforslagets §§ 69, 70 og 167 og bemærkningerne hertil.

§ 72

Det fremgår af § 68 f i serviceloven, at børn og unge-udvalget på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen efter lovens § 68 e, stk. 2, på et møde kan indstille til Ankestyrelsen, at styrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. § 68 e i serviceloven vedrører indstilling fra kommunalbestyrelsen til børn og unge-udvalget om adoption af et barn eller en ung uden forældrenes samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.

Inden børn og unge-udvalget afgiver indstillingen til Ankestyrelsen, skal udvalget give barnet eller den unge, barnets eller den unges forældre, indehaverne af forældremyndigheden over barnet eller den unge og barnets eller den unges eventuelle plejeforældre samt advokaterne og bisidderne for dem lejlighed til at udtale sig. Plejeforældre kan udtale sig under mødet i børn og unge-udvalget, men anses alene som part i sagen, hvis de søger om adoption af barnet eller den unge.

En indstilling kan kun vedtages, hvis mindst fire af udvalgets fem medlemmer stemmer for indstillingen. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og den skal meddeles sagens parter, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde oplysning om dommerens opfattelse.

Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse herom til sagens parter og kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om dommerens opfattelse.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen, jf. lovforslagets § 70, stk. 1, på et møde kan indstille til Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.

Videre foreslås det med stk. 2, at børne- og ungeudvalget inden afgivelse af indstilling efter det foreslåede stk. 1 skal give barnet eller den unge, barnets eller den unges forældre, forældremyndighedsindehaverne, barnets eller den unges eventuelle plejeforældre og disse parters eventuelle advokater, andre repræsentanter og bisiddere lejlighed til at udtale sig. Samtidig foreslås det, at plejeforældre alene anses som parter i sagen, hvis de søger om adoption af barnet eller den unge.

Endelig foreslås det med stk. 3, at en indstilling efter det foreslåede stk. 1 kun kan vedtages, hvis mindst fire af udvalgets fem medlemmer stemmer for indstillingen. Samtidig foreslås det, at indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og at den skal meddeles sagens parter, jf. det foreslåede stk. 2, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde oplysning om dommerens opfattelse. Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse herom til sagens parter, jf. det foreslåede stk. 2, og kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om dommerens opfattelse.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 f i serviceloven, dog således at henvisningen til § 68, stk. 2, i serviceloven foreslås erstattet af en henvisning til lovforslagets § 70, stk. 2, at det foreslås, at også andre partsrepræsentanter end advokater skal have lejlighed til at udtale sig, og at indstillingen behandles af børne- og ungeudvalget og ikke af børn og unge-udvalget.

Forslaget vil betyde, at behandlingen i børne- og ungeudvalget af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden samtykke vil være reguleret som efter gældende ret.

Begrundelsen for forslaget er, at det især er vigtigt, at der i sager om adoption uden samtykke foretages en grundig belysning af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og de øvrige involveredes forhold, samt at der foretages en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af hensyn til barnets og den unges bedste og retssikkerheden for alle involverede bør kravene til børne- og ungeudvalgets behandling af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden samtykke efter § 68 f i serviceloven med de nævnte ændringer således videreføres i barnets lov.

Det bemærkes i den forbindelse at det med det samtidigt fremsatte følgelovforslags § 2, nr. 1, foreslås at ændre betegnelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget, således at det følger dansk retskrivning, og at den foreslåede ændring af betegnelsen vil ikke medføre materielle ændringer. Videre bemærkes, at § 68 f i serviceloven med enkelte ændringer foreslås videreført som lovforslagets § 70.

Begrundelsen for forslaget vedrørende andre partsrepræsentanter er, at disse bør have lejlighed for at udtale sig på lige fod med parternes advokater og bisiddere.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1 samt til lovforslagets § 167 og bemærkningerne hertil.

§ 73

Det fremgår af § 68 h i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager efter lovens §§ 68 e og 68 f. Disse bestemmelser drejer sig om kommunalbestyrelsens og børne- og ungeudvalgets behandling af sager om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 68 h i serviceloven er udnyttet til at udstede regler i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Det foreslås med bestemmelsen i § 73, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af indstillinger efter lovforslagets §§ 70 og 72.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af 68 h i serviceloven, dog således at henvisningerne til §§ 68 e og 68 f i serviceloven om kommunalbestyrelsens og børne- og ungeudvalgets behandling af indstillinger om adoption uden samtykke foreslås erstattet af henvisninger til lovforslagets §§ 70 og 72, og at den gældende henvisning til sager foreslås erstattet af en henvisning til indstillinger.

Forslaget vil betyde, at social- og boligministeren fortsat vil have mulighed for at fastsætte regler om behandlingen af indstillinger om adoption uden samtykke. I overensstemmelse med forarbejderne til § 68 h i serviceloven forventes bemyndigelsesbestemmelsen anvendt til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens, børn og unge-udvalgets og Ankestyrelsens behandling af sager om adoption uden samtykke, herunder om Ankestyrelsens mulighed for at hjemvise en sag til kommunen, hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, og kommunen ikke forventes at være i besiddelse af de ønskede oplysninger, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 121 som fremsat, side 19.

Begrundelsen for forslaget er, at der som efter gældende ret fortsat vil være behov for mulighed for at kunne fastsætte regler om behandlingen af indstillinger om adoption uden samtykke.

Begrundelsen for de foreslåede ændringer i henvisningerne m.v. i forhold til 68 h i serviceloven er, at §§ 68 e og 68 f i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som §§ 70 og 72 uden indholdsmæssige ændringer af betydning for den foreslåede videreførelse i barnets lov af § 68 h i serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1 samt til lovforslagets §§ 70 og 72 og bemærkningerne hertil.

§ 74

Det fremgår af § 68 c i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den unge. Den faglige støtte skal målrettes situationen før adoptionen.

Videre fremgår det af § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien. Efter bestemmelsens stk. 2 kan social- og boligministeren fastsætte nærmere regler om faglig støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien. Denne bemyndigelse er ikke anvendt.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt, og som ønsker at adoptere barnet eller den unge. Den faglige støtte skal målrettes situationen før adoptionen.

Videre foreslås det med stk. 2, at kommunalbestyrelsen også skal tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.

Den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 1 er en videreførelse af § 68 c i serviceloven, med de sproglige tilpasninger, der følger af barnets lov, idet forslaget dog vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn. Bestemmelsens anvendelsesområde foreslås således ændret i forhold til den gældende § 68 c i serviceloven således, at den ikke kun vil omfatte plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den unge, men at den vil omfatte alle plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn.

De foreslåede bestemmelser i stk. 2, er en videreførelse af § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven. Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 1, er, at det er vigtigt, at plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn, fortsat har mulighed for at få faglig støtte hertil. Begrundelsen for den foreslåede ændring af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til § 68 c i serviceloven er, at indtil den 1. juli 2019 skulle kommunalbestyrelsen efter § 68 c, stk. 1, i serviceloven ved anbringelse med henblik på adoption så vidt muligt anbringe barnet eller den unge i en plejefamilie, der var indstillet på at adoptere barnet eller den unge. Denne bestemmelse blev ophævet ved § 2, nr. 2, i lov nr. 497 af 1. maj 2019 om ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige andre love (Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke). Da kommunalbestyrelsen herefter ikke længere skal søge at anbringe børn og unge i plejefamilier, der er indstillet på at adoptere barnet eller den unge, foreslås det, at alle plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn, får mulighed for at få faglig støtte hertil.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 2, er, at det er vigtigt, at familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, har mulighed for at modtage faglig støtte.

Begrundelsen for, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 66, stk. 2, i serviceloven ikke foreslås videreført, er, at bemyndigelsen ikke er blevet udnyttet, og at der ikke er behov for at videreføre den.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.3.

§ 75

Det fremgår af § 54, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslås med bestemmelsen i § 75, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at tilbyde forældremyndighedsindehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 eller 47 i denne lov eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Med § 75 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.

Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret skulle træffe afgørelse om at tilbyde forældremyndighedsindehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det vil gælde, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke. Det er i den forbindelse også væsentligt at være opmærksom på de forældre, som pga. af funktionsnedsættelse, f.eks. forældre med udviklingshæmning, der har et særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen.

Støttepersonen vil skulle tildeles forældremyndighedsindehaver i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de foreslåede indsatser. Støttepersonen vil kunne fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Støttepersonen vil skulle være et tilbud under selve anbringelsen. Reglen indebærer, at hver af forældremyndighedsindehaverene skal have tilbud om en støtteperson, Hvis forældremyndighedsindehaverne ønsker samme støtteperson, er der dog ikke noget til hinder for, at den pågældende person udpeges som støtteperson for begge forældre.

Det vil være forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der vil skulle bevilge støttepersonen og dække udgifterne, der er forbundet dermed. Det vil være støttepersonens opgave at lytte og være der for at støtte forældrene. En støtteperson til forældrene vil kunne være med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse og kan dermed også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet med barnet.

Støttepersonen vil skulle give forældrene modspil, hjælpe med afklaring af spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, med forberedelse og evaluering af møder og med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det vil være vigtigt af hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter f.eks. i forhold til forældrenes misbrug, psykiske problemer m.v. Støttepersonen vil kunne medvirke til, at forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til anbringelsen. Dette vil kunne være relevant i forhold til alle forældre, også forældre hvis barn er anbragt uden for hjemmet alene på grund af nedsat funktionsevne, fordi forældrene ikke længere kan varetage pasningen af barnet i hjemmet.

Det vil være vigtigt, at støttepersonen er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit vil kunne vælge, og at forældre selv vil kunne vælge den konkrete støtteperson. Dertil vil det være vigtigt, at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen, er fleksibel og har kompetencer der kan opfylde de krav, der bør stilles til en støtteperson.

Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen udarbejder en liste over kvalificerede støttepersoner, som forældrene vil kunne vælge ud fra. Det er således ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære personlige netværk vil blive udpeget som støtteperson. Kommunen vil skulle fastsætte tidsforbruget for støttepersonen og vil i den forbindelse kunne vurdere forældrenes behov, herunder deres udbytte af støtten og hvornår i anbringelsesforløbet støtten ydes. Kommunens stillingtagen til forældrenes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført på listen, vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, kunne indbringes for Ankestyrelsen, ligesom forældrene kan indbringe spørgsmålet om støttens omfang, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6748.

Det er ikke hensigten med forslaget, at en støtteperson vil skulle træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene vil ud over støttepersonen også kunne have en eventuel bisidder. Myndighederne vil ikke kunne afvise bisidderdeltagelse med henvisning til støttepersonordningen.

Formålet med en støtteperson vil være at medvirke til, at forældrene støttes til at acceptere anbringelsen, at forældreskabet under anbringelsen forbedres, og at kontakten mellem barnet og forældrene styrkes.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2 og 3.15.3.

§ 76

Det fremgår af § 54, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven, at under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældrene efter § 54, stk. 1 eller § 52, stk. 3, i serviceloven eller efter anden lovgivning.

Det fremgår af § 54, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, at støtten så vidt muligt skal medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Det foreslås med bestemmelsen i § 76, at under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47 i denne lov eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældremyndighedsindehaveren efter § 32, stk. 1, eller § 75 i denne lov eller efter anden lovgivning. Støtten skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at hjælpe forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Med § 76 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, 1. og 2. pkt., i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.

Med den foreslåede bestemmelse i § 76 vil kommunalbestyrelsen, udover at skulle tilbyde forældrene en støtteperson efter den foreslåede bestemmelse i § 75, skulle træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov for anden støtte efter den foreslåede § 32. Samtidig vil der skulle træffes en afgørelse om, hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej, og i givet fald hvad denne støtte skal bestå af. Afgørelsen vil skulle begrundes, ligesom der vil skulle gives klagevejledning.

Kommunalbestyrelsen vil som led i den børnefaglige undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet skulle foretage en undersøgelse af familiens forhold, og de forhold, der kan begrunde, at forældrene kan have behov for støtte, bør derfor allerede være kortlagt i forbindelse med den børnefaglige undersøgelsen. Denne støtte vil kunne være indsatser efter lovens § 32 som f.eks. familiebehandling, forældrekurser, forældreprogrammer eller lignende eller efter anden lovgivning, herunder økonomisk støtte efter de foreslåede bestemmelser i § 35. Kommunalbestyrelsen vil ligeledes skulle være opmærksom på, om der skal gives støtte efter anden lovgivning, f.eks. om alkoholbehandling, en arbejdsmarkedsindsats eller andet, der kan medvirke til, at forældrene kan støttes i at spille en positiv rolle for barnet. Hjælp efter anden lovgivning vil også kunne omfatte kompenserende eller støttende indsatser til forældre med nedsat funktionsevne, eksempelvis i form af personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser.

Støtten til forældrene vil så vidt muligt skulle medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet eller den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene, eller ej, spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den unge. Støtten vil derfor også kunne iværksættes med henblik på at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller den unge eller på anden måde bidrage til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse om støtte til forældrene vil gælde under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, hvad enten afgørelsen træffes med samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 46 eller uden samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 47.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 75 er at medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2 og 3.15.3.

§ 77

Det fremgår af servicelovens § 54, stk. 2, sidste pkt., at kommunalbestyrelsen skal fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om en støtteperson og støtte til forældre til anbragte børn og unge. Der henvises til de foreslåede §§ 75 og 76 og bemærkningerne hertil.

Efter servicelovens § 54, stk. 2, sidste pkt., er kommunalbestyrelsen kun forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, hvis støtte iværksættes. Således er kommunalbestyrelsen efter gældende ret ikke forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, hvis forældrene afslår tilbud om støtte efter servicelovens § 54, stk. 1 og 2.

Det foreslås med stk. 1, at når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter §§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene.

Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, sidste pkt., i serviceloven, med redaktionelle ændringer. Den gældende retstilstand efter denne bestemmelse videreføres derfor uændret.

Efter bestemmelsen i stk. 1 vil kommunalbestyrelsen fortsat skulle udarbejde en særskilt plan for støtten efter de foreslåede §§ 75 og 76 til forældrene. Denne plan omtales almindeligvis som en ”forældrehandleplan”. Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om at tildele støtte til forældrene efter de foreslåede §§ 75 eller 76, og iværksættes støtten, vil kommunalbestyrelsen fortsat være forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1.

Hvis der træffes afgørelse om støtte efter den foreslåede § 77, stk. 1, vil der skulle udarbejdes en særskilt forældrehandleplan. Såfremt forældrene er i målgruppen for en helhedsorienteret plan og giver samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 78, vil beskrivelsen af støtten skulle indgå heri. Kommunen vil skulle følge op på planen efter reglerne i den foreslåede § 79, uanset om støtten fremgår af en særskilt plan eller en helhedsorienteret plan.

Det foreslås med stk. 2, der er ny, at i forbindelse med en indstilling om anbringelse uden samtykke efter § 47 af et barn eller en ung, der har søskende under atten år i husstanden, og hvor anbringelsen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en forældrehandleplan efter § 77, stk. 1, uanset om forældrene har afvist at modtage støtten efter §§ 75 eller 76.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen skulle udarbejde en forældrehandleplan efter den foreslåede § 77, stk. 1 eller en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 78, uanset om forældrene har afvist støtten, hvis betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt.

I sager, hvor kommunalbestyrelsen indstiller, at et barn eller en ung anbringes uden samtykke på grund af omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale problemer hos forældrene, og hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position, er behovet særligt stort for at sætte målrettet ind med hjælp til hele familien og til at arbejde målrettet med forældrene. Kommunalbestyrelsen vil derfor som udgangspunkt skulle udarbejde en forældrehandleplan efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan efter § 78, hvis betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt, jf. dog § 77, stk. 3. I de tilfælde, hvor forældrene afviser at modtage støtte, vil planen eksempelvis kunne omfatte, hvordan der arbejdes med at styrke dialog og samarbejde med forældrene samt forældrenes samvær og kontakt med det det anbragte barn eller den anbragte unge.

Efter den foreslåede § 51 vil der skulle udarbejdes en indstilling til børne- og ungeudvalget, når der træffes afgørelse om anbringelse uden samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 47. Forpligtelsen til at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 77, stk. 2, eller § 78, vil kun gælde, hvis kommunalbestyrelsen udarbejder en indstilling efter den foreslåede § 51. Der henvises til bemærkningerne til § 51.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil indstillingen om anbringelse af barnet eller den unge skulle være begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Herved vil skulle forstås, at indstillingen om anbringelse i overvejende grad vil være begrundet i forhold hos forældrene. Efter bestemmelsen i den foreslåede § 47 vil børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af: utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge; overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for; misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge; eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Forpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 2, vil kun finde anvendelse, hvis indstillingen i overvejende grad er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Indstillingen vil således også kunne være delvis begrundet i forhold hos barnet eller den unge, men det afgørende vil være, at indstillingen overvejende er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Omsorgssvigt vil i denne sammenhæng skulle forstås på samme måde som i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1. Ud over omsorgssvigt vil andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, som direkte påvirker barnets eller den unges sundhed eller udvikling, også medføre pligt til at udarbejde en forældrehandleplan efter den foreslåede stk. 2. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis barnet eller den unge udsættes for vold eller seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.

Efter det foreslåede stk. 2 vil det være en betingelse for, at kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, at barnet eller den unge har søskende i husstanden under atten år. Med søskende vil skulle forstås hel-, halv- og stedsøskende under atten år i husstanden. Fraskilte familier, hvor der kan være hel- og halvsøskende, der bor hos den anden forælder, hvor der ikke er anbragte søskende, vil ikke være omfattet af den foreslåede § 77, stk. 2.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor det er åbenlyst unødvendigt, kan undlade at udarbejde en plan efter § 77, stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtten til forældrene.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, hvis det er åbenlyst unødigt. Åbenlyst unødigt vil i denne sammenhæng skulle forstås således, at der vil skulle være en tydelig og stærk grund til, at der ikke vil opnås en positiv effekt ved at udarbejde en forældrehandleplan.

Som eksempel på situationer, hvor det vil være åbenlyst unødigt at udarbejde en plan, vil være situationer, hvor forældrene er ude af stand til at modtage hjælp, og forældrehandleplanen eller den helhedsorienterede plan derfor ikke vil have en effekt. Dette vil kunne skyldes alvorlige sociale problemer, som svære alkohol- eller misbrugsproblemer. Det samme vil være tilfældet, hvis det ikke er muligt at få kontakt til forældrene. Er denne tilstand midlertidig, vil der efterfølgende kunne udarbejdes en forældrehandleplan efter bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.

Er betingelserne i det foreslåede stk. 2 opfyldt, og vurderer kommunalbestyrelsen, at det er åbenlyst unødigt at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, vil kommunalbestyrelsen skulle begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en forældrehandleplan, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, 2. pkt., vil skulle sikre, at kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan er tilstrækkelig begrundet. Bestemmelsen vil derfor sikre, at kommunalbestyrelsen faktisk tager stilling til, hvorfor der ikke skal udarbejdes en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan. Bestemmelsen vil også sikre, at forældrene har mulighed for at se en begrundelse for, at der ikke er fastsat en forældrehandleplan. Bestemmelsen vil således også bidrage til at styrke forældrenes retssikkerhed.

Begrundelsen vil også kunne bidrage til at sikre et bedre grundlag for det videre arbejde med barnet, forældrene og familien, da begrundelsen vil skulle vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 5.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 77 i sin helhed er at sikre støtte til forældrene i sager, hvor et barn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2 og 3.15.3.

§ 78

Det fremgår af § 54, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kravet om den særskilte plan for støtte til forældrene under anbringelsen af et barn eller en ung, jf. § 54, stk. 2, kan fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes en helhedsorienteret plan for en eller begge forældre, når der er tale om forældre med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Forældrene skal give samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.

Det foreslås med § 78, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kravet om den særskilte forældrehandleplan for støtte til forældrene efter § 77, stk. 1, kan fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes en helhedsorienteret plan for en forælder eller begge forældre, jf. § 110, når der er tale om forældre med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Forældrene skal give samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.

Med § 78 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 3, i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.

Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at kravet om den særskilte plan for støtten til forældrene, jf. den foreslåede § 77, stk. 1, kan fraviges, og en forælder eller begge forældre i stedet tilbydes en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 110, når der er tale om forældre med komplekse og sammensatte problemer, hvor der vil kunne eller vil skulle udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der vil være et koordinationsbehov forbundet hermed. Forælderen vil skulle samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.

Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne vælge at tilbyde, at støtte og indsatser til forældre til et anbragt barn eller en ung, jf. de foreslåede §§ 75 og 76, vil kunne indgå i en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede § 110, frem for, at der udarbejdes en særskilt plan for støtten, når forældrene eller familien samlet set har komplekse og sammensatte problemer, som med fordel kan understøttes gennem en sådan helhedsorienteret plan. Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil ikke indebære ændringer i forældrenes ret til støtte under anbringelsen af et barn eller en ung uden for hjemmet eller i formålet med denne støtte.

Kommunalbestyrelsen vil således fortsat skulle træffe afgørelse om støtte til forældrene under anbringelsen, og støtten vil så vidt muligt skulle medvirke til at løse de problemer, der har været årsag til anbringelsen, herunder støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse, eller støtte forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære ændringer i forældrenes ret til tilbud om en støtteperson under anbringelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 75 og til anden støtte efter den foreslåede bestemmelse i § 76 eller efter anden lovgivning. Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil heller ikke indebære ændringer i, at kommunalbestyrelsen vil skulle fastsætte en plan for støtten til forældrene i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil heller ikke indebære ændringer i forældrenes adgang til at klage over en afgørelse om støtte i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil have til formål at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til forældre med komplekse problemer, der går på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen foreslås at få adgang til at tilbyde disse forældre, at støtte efter de foreslåede bestemmelser i §§ 75 og 76 indgår i en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede § 110. Den helhedsorienterede plan vil skulle udarbejdes i samarbejde med borgeren og vil skulle samle indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og sektorområder. Den helhedsorienterede plan for forældrene vil, ud over støtte i forbindelsen med anbringelsen, kunne indeholde andre relevante indsatser, afhængigt af forældrenes konkrete forhold, som f.eks. beskæftigelsesrettede indsatser efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller sociale indsatser efter serviceloven. Planen vil skulle medvirke til at sikre borgeren og myndighederne overblik over og sammenhæng mellem borgerens indsatser f.eks. på tværs af det sociale område, undervisnings- og uddannelsesområdet eller beskæftigelsesområdet.

Kommunalbestyrelsens vurdering af, om forældrene med fordel kan tilbydes en helhedsorienteret plan, vil som udgangspunkt bero på en konkret vurdering og vil bl.a. skulle baseres på, om forældrene vurderes at have komplekse og sammensatte problemer, som med fordel kan sammentænkes via en helhedsorienteret plan. Der vil for eksempel kunne være tale om en jobparat kontanthjælpsmodtager, som får en beskæftigelsesrettet indsats i ”Min Plan” og også modtager støtte efter den foreslåede bestemmelse i § 76 på baggrund af anbringelse af forælderens barn, og hvor det vil være hensigtsmæssigt at samle indsatserne i en helhedsorienteret plan. Derudover vil andre personlige forhold for forældrene, f.eks. forældrenes motivation, samarbejdsvilje, egne og familiemæssige ressourcer m.v. kunne indgå i vurderingen af, hvordan indsatserne mest hensigtsmæssigt tilrettelægges, herunder også hvorvidt forældrene bør tilbydes en helhedsorienteret plan. Samtidig vil administrative hensyn, herunder hensyn til bl.a. organisatoriske, ledelsesmæssige og prioriteringsmæssige forhold, kunne indgå i kommunernes vurdering af, om forældrene kan tilbydes en helhedsorienteret plan. Den foreslåede § 78 vil ikke give forældrene et retskrav på at få tilbudt en helhedsorienteret plan.

Komplekse og sammensatte problemer vil f.eks. kunne dække over, at forældrene har flere samtidige udfordringer, som f.eks. sygdom, funktionsnedsættelser, arbejdsløshed eller misbrugsproblemer, der skal tages højde for ved tilrettelæggelsen af indsatser for forældrene, og at der er tale om udfordringer, som har betydning for flere områder af forældrenes tilværelse f.eks. i forhold til familielivet, beskæftigelse eller uddannelse, og at disse udfordringer medfører kontakt med flere forvaltninger, myndigheder eller tilbud. Ved koordinationsbehov vil skulle forstås, at forældrenes og familiens udfordringer og de indsatser, der sættes i gang på baggrund heraf, medfører et behov for, at indsatserne koordineres mellem forskellige myndigheder, forvaltninger eller tilbud, så der sikres en sammenhængende indsats.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at planen for støtte efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1, kan indgå i den helhedsorienterede plan for støtte og indsatser på tværs af sektorområder, frem for at der udarbejdes en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med anbringelsen af et barn eller en ung. Den helhedsorienterede plan vil kunne omfatte begge forældre.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil alene være en processuel beslutning og vil ikke berøre de tilbud og indsatser, som forældrene har ret til efter de foreslående regler. Beslutningen om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil ikke være en forvaltningsretlig afgørelse, og forældrene vil ikke kunne klage over kommunens beslutning. Forældrene vil kunne klage over de afgørelser om indsatser, der indgår i en helhedsorienteret plan.

Forældrene vil skulle samtykke til, at der udarbejdes en helhedsorienteret plan, der samler indsatser på tværs af sektorområder. Samtykket vil kunne bidrage til en generel accept fra forælderen af, at kommunen foretager en tværgående koordinering af indsatser og i den forbindelse deler oplysninger om forælderen til udarbejdelsen af planen. Samtidig vil samtykket være et vigtigt element i at sikre forældrenes ejerskab til og deltagelse i arbejdet med at sikre en sammenhængende og koordineret indsats gennem den helhedsorienterede plan. Samtykke vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 54, stk. 3, i serviceloven, skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger der vedrører den pågældende, gøres til genstand for behandling, jf. Folketidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 35. Såfremt forældrene ikke samtykker til en helhedsorienteret plan, vil kommunen skulle udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med anbringelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1.

Såfremt der udarbejdes en helhedsorienteret plan for støtten til forældrene under anbringelsen, og den ene eller begge forældre efterfølgende trækker samtykket tilbage, vil kommunalbestyrelsen herefter hurtigst muligt skulle flytte den del af indholdet af den helhedsorienterede plan, der vedrører støtten til forældrene under anbringelsen, til en særskilt plan, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.

Hvis forældrene er omfattet af integrationslovens § 16, vil støtten til forældrene kunne samles i integrationskontrakten, jf. § 19 b i lov om integration af udlændinge i Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020 som ændret ved § 3 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 78 er at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til borgere med komplekse problemer, der går på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen får adgang til at tilbyde at støtten til forældre efter de foreslåede bestemmelser i §§ 75 og 76 indgår i en helhedsorienteret plan.

§ 79

Det fremgår af § 70, stk. 4, i serviceloven, at hvis der er udarbejdet en plan for støtten til forældrene efter § 54, stk. 2 eller stk. 3, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere denne, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal, senest tre måneder efter at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tilbyde en sådan revision. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst tolv måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorienteret plan.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde at revidere en udarbejdet plan for støtten til forældrene efter §§ 77 eller 78 når der er behov for det, jf. dog § 73, stk. 2 og 3.

Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven, med redaktionelle ændringer.

Bestemmelsen vil medføre, at hvis der er udarbejdet en plan for støtten til forældrene efter de foreslåede bestemmelser i §§ 77 eller 78, vil kommunalbestyrelsen skulle tilbyde at revidere denne, når der er behov for det.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde forældrene en revision af planen for støtten efter behov, vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 38, gælde uanset om planen for støtten til forældrene i forbindelse med anbringelsen af et barn eller en ung udarbejdes som en særskilt plan, jf. den foreslåede § 77 eller som en del af en samlet plan for støtten, jf. den foreslåede § 78. Hvis forældrenes plan for støtte under anbringelsen af et barn eller en ung indgår i en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 78, vil kommunen skulle tilbyde at revidere de dele af forældrenes samlede plan, der vedrører støtte til forældre under et barns anbringelse, når der er behov for det.

Behovet for revision vil f.eks. kunne opstå ved ændringer i barnets, den unges eller forældrenes forhold under anbringelsen, og når der iværksættes nye indsatser.

Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den foreslåede § 79, stk. 1, vil ikke gælde i de tilfælde, hvor der er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77, stk. 2, men hvor barnet eller den unge ikke efterfølgende anbringes.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen senest tre måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, skal tilbyde en revision af forældrehandleplanen for støtten eller af relevante dele af den helhedsorienterede plan.

Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, 2. pkt., i serviceloven, med redaktionelle ændringer.

Kommunalbestyrelsen vil således senest tre måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, skulle tilbyde en revision efter stk. 1 af de dele af den samlede plan, der vedrører støtte til forældrene under anbringelsen, uanset om der er tale om en særskilt plan, eller om støtten indgår i den helhedsorienterede plan for den ene eller begge forældre. Revision vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 38, fortsat skulle tilbydes første gang senest tre måneder efter anbringelsen.

Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den foreslåede § 79, stk. 2, vil ikke gælde i de tilfælde, hvor der er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77, stk. 2, men hvor barnet eller den unge ikke efterfølgende anbringes.

Det foreslås med stk. 3, at hvis kommunalbestyrelsen har foretaget en revision efter § 79, stk. 1 eller 2, skal kommunalbestyrelsen herefter med højst tolv måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorienteret plan.

Med stk. 3 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, sidste pkt., i serviceloven, med redaktionelle ændringer.

Uanset bestemmelsen i den foreslåede § 79, stk. 1, om at kommunalbestyrelsen skal tilbyde at revidere planen for støtte, vil det efter stk. 3 og i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 38, gælde, at hvis kommunalbestyrelsen har foretaget en revision de foreslåede bestemmelser i § 79, stk. 1 eller stk. 2, skal kommunalbestyrelsen herefter med højst tolv måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorienteret plan.

Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den foreslåede stk. 3 vil ikke gælde i de tilfælde, hvor der er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77, stk. 2, men hvor barnet eller den unge ikke efterfølgende anbringes.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 78 er at sikre, at støtten hele tiden tilgodeser forældrene samt barnets eller den unges behov og fortsat bidrager til at nå de mål, der er opstillet i den enkelte sag.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2 og 3.15.3.

§ 80

Der er ikke i dag fastsat en samlet, overordnet bestemmelse som rammesætter kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre den særlige rådgivning, hjælp og støtte, som alene er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har et særligt behov for kompenserende hjælp og støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier. Det drejer sig både om bestemmelser, som specifikt er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier, om bestemmelser, som har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe, samt om bestemmelser om hjælp og støtte, der primært er målrettet voksne, men som i et vist omfang også kan danne afsæt for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.

Endvidere indeholder såvel serviceloven som retssikkerhedsloven en række bestemmelser om tilrettelæggelsen af de indsatser, som skal iværksættes over for børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.

Det fremgår således af servicelovens § 1, at hjælp og støtte skal gives på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov. Det fremgår endvidere af servicelovens § 19, stk. 1, at opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, skal udføres i samarbejde med forældrene med henblik på at fremme børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Det fremgår ligeledes af servicelovens § 19, stk. 3, at den indsats, der iværksættes over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal sættes i sammenhæng med indsatser over for de samme børn og unge efter anden lovgivning. Endeligt fremgår det af servicelovens § 46, stk. 2, at støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, skal tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold, samt af servicelovens § 46, stk. 3, at støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer.

I forlængelse af aftalen om Børnene Først vurderes der at være behov for at fastsætte en samlet ramme for den rådgivning, hjælp og støtte, som alene er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde særlig hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8 til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Med den foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte, overordnede ansvar for at sikre, at børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier vil få den særlige hjælp og støtte, som de har behov for.

Målgruppen for den særlige hjælp og støtte, som nævnes i det foreslåede § 80, stk. 1, vil være de børn og unge under 18 år og deres familier, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge efter gældende ret er i målgruppen for målrettet hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier efter servicelovens bestemmelser.

Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller kognitiv funktion, som har betydning i forhold til barnets eller den unge daglige tilværelse.

For en stor del af den konkrete hjælp og støtte, der vil kunne iværksættes efter barnets lov, vil det i overensstemmelse med gældende ret være en betingelse, at barnet eller den unge har en betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.

Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud. Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægges vægt på, om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.

Det følger af ovenstående, at det ikke især en forudsætning for at være en del af målgruppen for indsatser efter det foreslåede kapitel 8, at barnet eller den unge har en diagnose fra det sundhedsfaglige system, ligesom en diagnose ikke i sig selv vil være udslagsgivende for, at der vil kunne ydes støtte efter kapitlets bestemmelser.

Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for den særlige hjælp og støtte, som alene er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Som følge heraf vil kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre den særlige hjælp og støtte, herunder kompenserende indsatser, til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier fremover skulle imødekommes med afsæt i den foreslåede barnets lov.

Det foreslås endvidere med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte efter dette kapitel tilrettelægges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i samarbejde med forældrene ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns, den enkelte unges og den enkelte families ressourcer og behov. Hjælp og støtte skal iværksættes med henblik på at fremme barnets eller den unges læring, udvikling, trivsel og selvstændighed, men kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien, jf. kapitel 1 og 2.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af de principper, som i dag fremgår af servicelovens § 1, stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., samt principperne fra servicelovens § 19, stk. 1 og 3, i en sammenskrevet form med sproglige ændringer med henblik på at gøre bestemmelsen mere overskuelig og forståelig. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Det foreslåede stk. 2 vil skulle synliggøre, at kommunalbestyrelsen også i forbindelse med tilrettelæggelsen af særlig hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier vil skulle iagttage de generelle og grundlæggende principper for hjælp og støtte, som foreslås fastlagt i det foreslåede kapitel 1 og kapitel 2.

Disse foreslåede principper, der som nævnt i medfør af de foreslåede kapitel 1 og 2 også gælder andre tilbud om hjælp og støtte efter barnets lov, vil skulle medvirke til at sikre, at den særlige hjælp og støtte vil afspejle barnets eller den unges støttebehov, og at de tiltag, der vil blive iværksat, matcher de behov, som den enkelte har.

De foreslåede principper vil samtidig skulle understøtte, at også hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8 vil skulle tilrettelægges i samarbejde med forældrene med henblik på at understøtte den enkeltes læring, udvikling, trivsel og selvstændighed og/eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.

Endelig foreslås det med stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier efter dette kapitel tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og indsatser efter denne lov, lov om social service, jf. § 90, stk. 1, i denne lov eller anden relevant lovgivning.

Den foreslåede forpligtelse i det foreslåede stk. 3 har baggrund i det forhold, at en del af de børn, unge og familier, som vil kunne få særlig kompenserende støtte efter det foreslåede kapitel 8, ligeledes vil være er en del af målgruppen for hjælp og støtte efter andre bestemmelser i denne lov, hjælp og støtte efter lov om social service eller indsatser efter anden lovgivning, eksempelvis behandling efter sundhedsloven eller indsatser efter dagtilbudsloven, folkeskoleloven eller reglerne om en kommunal ungeindsats.

Det foreslåede stk. 3 er en let omskreven videreførelse af den forpligtelse, kommunalbestyrelsen i medfør af servicelovens § 19, stk. 3, har til at sørge for, at indsatsen for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier efter serviceloven sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning. Med det foreslåede stk. 2, videreføres bestemmelsen i servicelovens § 19, stk. 3 således med sproglige opdateringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er at skabe grundlag for, at de indsatser, der vil skulle iværksættes for børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier, vil blive tænkt sammen med de eventuelle øvrige indsatser, der iværksættes for børnene, de unge og familierne.

Med den foreslåede § 80 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgangen til hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier som følge af de sammenskrivninger og øvrige sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der videreføres fra serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 81

Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning af særlig relevans for børn og unge, der har behov for særlig støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.

Servicelovens § 10, stk. 4, forpligter således kommunalbestyrelsen til at yde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Kommunalbestyrelsen skal i medfør af servicelovens § 11, stk. 7, tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Det fremgår endvidere af servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., at opgaverne med at tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Endvidere følger det af servicelovens § 11, stk. 8, at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det følger af servicelovens § 11, stk. 9, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om familievejlederordningen. Bemyndigelsen i servicelovens § 11, stk. 9, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 583 af 23. juni 2009 om familievejlederordningen efter lov om social service § 11, som fastlægger nærmere rammer for ordningens indhold og omfang, herunder afgrænsning af familievejlederens kompetencer.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte overordnede ansvar for at tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., skulle yde gratis rådgivning og behandling til børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres familier. Rådgivningen vil række ud over den generelle familieorienterede rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien, jf. den foreslåede § 29, men vil på den anden side ikke skulle angå problemer, der er så store, at der vil skulle sættes hjælp og støtte i værk efter de foreslåede §§ 30, 32, 46, 47, 82 eller 85, 86, 87, 88, 89 og 90.

Rådgivningen og behandlingen vil eksempelvis kunne omfatte psykologsamtaler, familiebehandling, fysio- eller ergoterapeutisk behandling eller tilbud om mestringskurser eller lignende læringsforløb til barnet, den unge eller familien.

Endelig vil kommunalbestyrelsen efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., skulle undersøge barnets eller den unges problemer. Den foreslåede forpligtelse til at undersøge barnets eller den unges problemer efter det foreslåede § 81, stk. 1, 1. pkt., vil være et supplement til de generelle forpligtelser til at afdække forholdene, som vil følge af bestemmelserne i det foreslåede kapitel 3 i lovforslaget.

Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for den gratis rådgivning, undersøgelse og behandling, som er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier. For så vidt angår børn og unge med adfærdsvanskeligheder og deres familier henvises til § 31 og bemærkningerne hertil. Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 11, stk. 7, med sproglige opdateringer som afspejler, at stykket alene vil skulle omfatter gratis rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres familier. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

I overensstemmelse med gældende ret vil formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter det foreslåede stk. 1, vil således dels være at afhjælpe de problemer, der allerede eksisterer, og som i nogle tilfælde kan have forbigående karakter, dels at forebygge at problemerne vokser sig større, så der ikke senere bliver behov for at iværksætte mere omfattende hjælp og støtte.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf, jf. § 90, stk. 1, nr. 4 og 5.

Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have en forpligtelse til at rådgive om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt tilbyde instruktion i brugen heraf.

Med det foreslåede stk. 2 videreføres servicelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., uden indholdsmæssige ændringer.

Det fremgår af servicelovens § 10, stk. 1, 4. pkt., at gratis rådgivning kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter serviceloven eller anden lovgivning. Det fremgår af servicelovens § 10, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med rådgivningen skal være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter serviceloven eller anden lovgivning. Det fremgår desuden af servicelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., at kommunens tilbud om rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf kan varetages i samarbejde med andre kommuner, ligesom det tilsvarende fremgår af servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., at opgaverne i forbindelse med kommunens tilbud om gratis rådgivning, undersøgelse og behandling kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Det foreslås med stk. 3, at rådgivningen efter stk. 1 og 2 kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning, jf. § 80, stk. 3.

Den foreslåede § 81, stk. 3, is en videreførelse af de rammer for tilrettelæggelsen af kommunalbestyrelsens rådgivning, som efter gældende ret fremgår af servicelovens § 10, stk. 1, 4. pkt., og § 10, stk. 3, som i den foreslåede form er sammenskrevet med henblik på at gøre bestemmelsen mere overskuelig. Dog foreslås servicelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., samt servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., om, at opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner ikke videreført, da denne mulighed foreslås at ville skulle fremgå af barnets lov § 11, stk. 1, og der derfor ville være tale om dobbeltregulering. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i forbindelse med den sproglige sammenskrivning og tilretning.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er at synliggøre, at rådgivning og vejledning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier efter det foreslåede § 81, stk. 1 og 2, også fremover vil kunne ydes enten selvstændigt eller i forbindelse med anden rådgivning. Endvidere il det foreslåede stk. skulle synliggøre, at kommunalbestyrelsen også fremover i forbindelse med rådgivning og vejledning efter det foreslåede § 81, stk. 1 og 2, vil skulle være opmærksom på om barnet, den unge eller familien har behov for hjælp og støtte efter barnets lov eller anden lovgivning.

Det fremgår af servicelovens § 11, stk. 8, at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt at vejledningen skal tilbydes, inden for 3 måneder efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, samt at vejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.

Den foreslåede ordning vil skulle omfatte både familier med nyfødte børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst.

Vejledningen vil skulle medvirke til at øge familiens kendskab til muligheden for iværksættelse af sociale indsatser og kendskabet til de tilbud om offentlig hjælp på tværs af sektorerne, som barnets opvækst- og udviklingsvilkår i vidt omfang vil være betinget af.

Kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde hjemmebesøg inden for tre måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at barnets funktionsnedsættelse er konstateret.

Familievejlederen vil skulle kunne tilbyde en introducerende og helhedsorienteret information og vejledning om familiens rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne og oplyse om, hvad der findes af bl.a. vidensmiljøer og interesseorganisationer på området. Familievejlederen vil desuden skulle kunne tilbyde at formidle kontakt til andre familier med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.

Familievejlederen vil ikke have kompetence til at træffe afgørelser om hjælpen til familien, men vil skulle kunne formidle kontakten og viden om familien til den kommunale socialforvaltning.

Information og vejledning vil så vidt muligt skulle gives ved besøg i hjemmet, bl.a. fordi familievejlederen på den måde får mulighed for at få et bedre indtryk af forældrenes, barnets og eventuelle søskendes behov og af de hjemlige forhold generelt, hvilket kan have relevans for vejledningen.

Når vejledningen i regi af familievejlederordningen er afsluttet, vil familierne have ret til fortsat rådgivning og vejledning fra kommunalbestyrelsen efter de øvrige regler herom i barnets lov.

Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for den familievejledning, som er målrettet familier med børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne.

Med det foreslåede stk. 4 videreføres den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 11, stk. 8, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at etablere en familievejlederordning er også fremover at sikre, at familier med børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne i den indledende fase efter, at funktionsnedsættelsen er konstateret, vil få et tilbud om indgående vejledning for at styrke familiens og barnets videre udvikling og trivsel set i lyset af familiens ændrede livssituation som følge af barnets funktionsnedsættelse.

Det fremgår af servicelovens § 11, stk. 9, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om familievejlederordningen.

Det foreslås med stk. 5, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om familievejlederordningen.

I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som vil tydeliggøre målgruppen for familievejledningen, fastlægge nærmere rammer for familievejledningens indhold, herunder forpligtelsen til at formidle oplysninger om relevante støttemuligheder, vidensmiljøer og interesseorganisationer samt fastslå at familievejlederen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om konkrete indsatser, men formidler kontakt og viden om familien til socialforvaltningen.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 11, stk. 9, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med den foreslåede § 81 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgangen til rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 82

Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsens træffer afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.

Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven, samt at hjælpen også kan udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning.

Det foreslås med § 82, at kommunalbestyrelsen til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, skal træffe afgørelse om hjælp, der kan tilrettelægges som følgende: 1) Særlige dagtilbud, 2) særlige klubtilbud, 3) helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. § 85 eller 4) i forbindelse med andre tilbud efter barnets lov eller efter dagtilbudsloven.

Den foreslåede § 82 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 1, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer. Det bemærkes, at den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 2, som giver social- og boligministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse af barnet eller den unge, om undersøgelse af barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden ved kommunalbestyrelsens sagsbehandling, ikke foreslås videreført i den foreslåede § 82. Reguleringen i denne bemyndigelse samt i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, som udmønter bemyndigelsen, foreslås i stedet videreført i kapitel 8.

Med den foreslåede § 82 vil kommunalbestyrelsen blive forpligtet til at træffe afgørelser om hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte, som har behov herfor på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Hjælpen vil kunne tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller andre tilbud efter barnets lov eller efter dagtilbudsloven. Den foreslåede § 82 vil endvidere fortsat skabe hjemmel til, at hjælpen helt eller delvis vil skulle kunne udføres af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. den foreslåede § 85.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at videreføre kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilgodese børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes behov for særlig støtte, behandling og træning, således at de får gode muligheder for udvikling og trivsel.

Med den foreslåede § 82 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgangen til særlige indsatser til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 83

Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven. Det fremgår endvidere af servicelovens § 32, stk. 4 og 5, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler forældrebestyrelser i særlige dagtilbud samt om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige dagtilbud.

Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 4, vedrørende forældrebestyrelser er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1033 af 20. august 2007 om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud, som fastlægger nærmere rammer for kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oprette forældrebestyrelser, herunder de betingelser hvorunder kommunalbestyrelsen kan fravige denne forpligtelse, rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde og kompetencer samt rammerne for oprettelse af forældrebestyrelser i selvejende, særlige dagtilbud.

Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 5, vedrørende beregning af tilskud og egenbetaling for særlige dagtilbud er udmøntet i § 1 i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007 om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som fastlægger rammerne for beregningen af forældrebetalingen i de særlige dagtilbud, herunder pålægger kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i særlige dagtilbud, hvis barnet er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1 forpligtes kommunalbestyrelsens til at sikre det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af tilbuddene efter dagtilbudsloven.

De særlige dagtilbud vil i overensstemmelse med gældende ret kunne oprettes og drives som selvstændige dagtilbud eller oprettes og drives i forbindelse med et dagtilbud.

Kommunalbestyrelsen vil herudover kunne indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige dagtilbud om oprettelse og drift af et særligt dagtilbud i form af f.eks. vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner og fritidshjem.

Særlige dagtilbud m.v. til børn og unge under 18 år, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., vil skulle oprettes efter § 82 i den foreslåede barnets lov.

De særlige dagtilbudspladser vil i overensstemmelse with gældende ret skulle tilbydes børn med så omfattende funktionsnedsættelser, at det ikke vil være muligt at tilbyde dem tilstrækkelig individuel støtte og behandling til, at de kan integreres i et alment tilbud, som også rummer børn uden funktionsnedsættelser.

Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis barnets behov tilsiger, at der skal være helt særlige fysiske rammer for tilbuddet eller en helt særlig sammensætning af det faste personale i daginstitutionen. Det kan også være tilfældet, hvis barnets funktionsnedsættelse og behov er så omfattende, at indsatsen i dagtilbuddet hovedsageligt består af behandling og pleje.

Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud samt om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige dagtilbud.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af de eksisterende bemyndigelsesbestemmelser i servicelovens § 32, stk. 4 og 5, som i den foreslåede form er sammenskrevet med henblik på at gøre bestemmelsen mere overskuelig. Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forbindelse med den foreslåede sammenskrivning.

I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som fastlægger nærmere rammer for kommunalbestyrelsens forpligtelse til at oprette forældrebestyrelser, herunder de betingelser hvorunder kommunalbestyrelsen kan fravige denne forpligtelse, rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde og kompetencer samt rammerne for oprettelse af forældrebestyrelser i selvejende, særlige dagtilbud. Bekendtgørelsen forventes endvidere i overensstemmelse med gældende ret at fastlægge rammerne for beregningen af forældrebetalingen i de særlige dagtilbud, herunder pålægge kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i særlige dagtilbud, hvis barnet is optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Med den foreslåede § 83 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgangen til særlige dagtilbud til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier eller i rammerne for forældrebestyrelser eller forældrebetaling som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.

Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle danne rammen for de særlige dagtilbud, som skal tilbydes børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 84

Det fremgår af servicelovens § 36, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven. Det fremgår endvidere af servicelovens § 36, stk. 2, at social- og boligministeren har bemyndigelse til at fastsætte regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.

Bemyndigelsen i servicelovens § 36, stk. 2, vedrørende beregning af tilskud og egenbetaling for særlige dagtilbud er udmøntet i § 2 i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007 om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som fastlægger rammerne for beregningen af forældrebetalingen i de særlige klubtilbud, herunder pålægger kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i særlige klubtilbud, hvis barnet eller den unge er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.

Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 36, stk. 1, med sproglige opdateringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1 forpligtes kommunalbestyrelsen til at sikre det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et tilbud efter dagtilbudsloven.

De særlige klubtilbudspladser vil i overensstemmelse med gældende ret skulle tilbydes børn og unge med så omfattende funktionsnedsættelser, at det ikke vil være muligt at tilbyde dem tilstrækkelig individuel støtte og behandling til, at de kan integreres i et alment tilbud, som også rummer børn og unge uden funktionsnedsættelser.

Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis barnets behov tilsiger, at der skal være helt særlige fysiske rammer for tilbuddet eller en helt særlig sammensætning af det faste personale i klubtilbuddet. Det kan også være tilfældet, hvis barnets funktionsnedsættelse og behov er så omfattende, at indsatsen i klubtilbuddet hovedsageligt består af behandling og pleje.

De særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne vil i overensstemmelse med gældende ret kunne oprettes og drives som selvstændige tilbud eller i forbindelse med et almindeligt klubtilbud oprettet efter dagtilbudsloven. Kommunalbestyrelsen vil herudover kunne indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige klubtilbud om oprettelse og drift af et særligt klubtilbud.

I overensstemmelse med gældende ret vil er med den foreslåede § 84 ikke blive fastsat en øvre aldersgrænse for optagelse i særlige klubtilbud. Dette indebærer, at unge over 18 år også fremover vil kunne forblive i klubtilbuddet, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter den foreslåede § 84 vil dog alene omfatte aldersgruppen under 18 år.

Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 36, stk. 2, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som fastlægger rammerne for beregningen af forældrebetalingen i de særlige klubtilbud, herunder pålægge kommunalbestyrelsen at yde 100 pct. tilskud til ophold i særlige klubtilbud, hvis barnet eller den unge er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Med den foreslåede § 84 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgangen til særlige klubtilbud til større børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 85

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og yde støtte i forbindelse med forældres hjemmetræning af børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne fremgår i dag af servicelovens § 32 a.

Det fremgår således af servicelovens § 32 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra forældremyndighedsindehaveren godkender, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i hjemmet, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Hjemmetræningen fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel og imødekommer barnets eller den unges behov. 2) Forældrene er i stand til at udføre opgaverne. 3) Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.

Det fremgår servicelovens § 32 a, stk. 2, at sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, ikke kan godkendes som en del af hjemmetræningen.

Endvidere fremgår det af servicelovens § 32 a, stk. 3, at godkendelse skal ske på baggrund af børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.

Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 4, at kommunalbestyrelsen løbende skal føre tilsyn med indsatsen over for barnet eller den unge, herunder at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med trænings metoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.

Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 42 og 43 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet. Af servicelovens § 32 a, stk. 5, 2. pkt., fremgår det endvidere, at der ikke kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn efter kapitel 8 i lov om friskoler og private grundskoler m.v., uanset om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning efter serviceloven. Af servicelovens § 32 a, stk. 5, 3. pkt., fremgår det, at kommunalbestyrelsen, hvis den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.

Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 6, at kommunalbestyrelsen sørger for træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet, samt at kommunalbestyrelsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke overstige 500.000 kr. årligt.

Endeligt fremgår det af servicelovens § 32 a, stk. 7, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om særlig støtte i hjemmet, herunder regler om dokumenterbare metoder, godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsat sen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af sundhedsfaglige træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer for udbetaling af støtte hertil.

Bemyndigelsen i servicelovens § 32 a, stk. 7, er udmøntet i §§ 2-6 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, som uddyber begrebet dokumenterbare metoder samt fastlægger nærmere rammer for godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af sundhedsfaglige træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer for udbetaling af støtte hertil. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 1-3, at kommunalbestyrelsen med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 skal vurdere, om hjemmetræning efter den af forældrene foreslåede træningsmetode imødekommer barnets behov, tarv og trivsel, samt vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra forældremyndighedsindehaveren godkender, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i hjemmet, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Hjemmetræningen fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel bedste og imødekommer barnets eller den unges behov, 2) forældrene er i stand til at udføre opgaverne, og 3) hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 1, uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte, overordnede ansvar for under visse betingelser at godkende hjemmetræning af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen om, at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra forældremyndighedsindehaver godkender, at forældrene helt eller delvist udfører hjælpen i hjemmet. Ligeledes videreføres reglerne om, at det er en betingelse for godkendelse af hjemmetræning, at afgørelser om hjemmetræning skal tage afsæt i en samlet vurdering af, om hjemmetræningen fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel under hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov, alder og udvikling, at hjælpen skal imødekomme barnet eller den unges behov, at forældrene er i stand til at udføre opgaverne, samt at hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.

Den foreslåede betingelse om at afgørelser om hjemmetræning skal tage afsæt i en samlet vurdering af om hjemmetræningen vil fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel under hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov, alder og udvikling vil betyde, at kommunalbestyrelsen forud for afgørelsen vil skulle foretage en samlet vurdering af barnets eller den unges konkrete fysiske, psykiske og sociale behov i lyset af barnets alder og udviklingstrin.

Den foreslåede betingelse om at forældrene skal være i stand til at udføre opgaverne vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.

Den foreslåede betingelse om at træningsmetoden skal være dokumenterbar vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om metoden indeholder målbare indikatorer, som vil kunne anvendes til måling af, om metoden resulterer i den forventede effekt.

Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil være forpligtet til at godkende, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i hjemmet, hvis de betingelser, som beskrives i den foreslåede bestemmelses nr. 1-3 er opfyldt.

Det foreslås med stk. 2, at sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, ikke kan godkendes som en del af hjemmetræningen.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 2, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Ved træningselementer af sundhedsfaglig karakter, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling skal f.eks., men ikke alene, forstås anvendelse af carbogengas, genindånding i refleksposer og trykkammerbehandling (uanset tryksætning).

Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at træningselementer af sundhedsfaglig karakter, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, i overensstemmelse med gældende ret ikke vil kunne godkendes som en del af hjemmetræningen, således videreført.

Det foreslås med stk. 3, at godkendelse efter det foreslåede stk. 1 skal ske på baggrund af en børnefaglig undersøgelse, jf. § § 20 og 22. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.

Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 3, 1. pkt., som er tilrettet som konsekvens af, at den børnefaglige undersøgelse i serviceloven foreslås afløst af den foreslåede § 20 om gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse. For nærmere omtale heraf henvises til de foreslåede §§ 20 og 22 samt bemærkningerne hertil.

Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil den eksisterende praksis om, at en afgørelse om godkendelse af hjemmetræning forudsætter en grundig undersøgelse af såvel barnets eller den unges som forældrenes og familiens behov og ressourcer, blive videreført. Den børnefaglige undersøgelsen vil, jf. bemærkningerne til § 22, skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets eller den unges behov for støtte, ligesom undersøgelsen ikke må være mere omfattende end formålet tilsiger. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af de krav til kommunalbestyrelsens undersøgelse forud for en afgørelse om godkendelse af hjemmetræning som i dag fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 3, 1. pkt.

Formålet med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., er således at sikre, at barnets eller den unges funktionsevne, behov og trivsel, forældrenes ressourcer og familiens samlede situation, også fremover vil være fuldt udredt og beskrevet af kommunalbestyrelsen, før en hjemmetræningsordning vil kunne godkendes.

Med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen skulle sikre, at afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer, hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 3, 2. pkt. uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag vil skulle vurdere, om de træningsmetoder, forældre ønsker at anvende, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang. Der findes ikke en udtømmende liste over, hvilke metoder eller kombinationer af metoder der kan anvendes i hjemmetræningen og dermed heller ikke en liste over, hvilke metoder der vil blive berørt af det foreslåede krav.

Valget af metode vil dog skulle afspejle barnets eller den unges funktionsnedsættelse. Som udgangspunkt vil børn og unge med omfattende funktionsnedsættelser, som både har fysiske, motoriske og kognitive udfordringer, typisk blive trænet efter metoder, som både har fysiske træningselementer og elementer af kognitiv træning. Da træning af disse børn eller unge som regel vil indeholde fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil hjemmetræningsordninger for denne målgruppe typisk blive omfattet af det foreslåede krav om inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer i sagsbehandlingen.

Omvendt vil børn eller unge med udviklings- eller opmærksomhedsforstyrrelser og andre ikke-fysiske funktionsnedsættelser typisk blive trænet efter metoder, som fokuserer på træning af kognitive og sociale færdigheder, sprog mv. Hjemmetræningsordninger for disse børn eller unge vil typisk ikke blive omfattet af det foreslåede krav om inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer i sagsbehandlingen, medmindre der i disse træningsmetoder også indgår fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang.

Som eksempler på fysiske, sundhedsfaglige elementer kan nævnes træning af bevægelsesfunktioner, træning af respirationsfunktioner, træning af muskeludholdenhed og muskelstyrke (f.eks. som bøj og stræk af lemmer eller krybe-kravle øvelser) eller træning til smidiggørelse af bindevæv og sener (f.eks. gentagne sving og trampolinhop). Hvis træningsmetoden indeholder disse eller andre fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil kommunalbestyrelsen skulle sikre, at afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer, så afgørelsen om godkendelsen kan ske på baggrund af en samlet social- og sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den foreslåede behandlings- og træningsindsats er til gavn for barnet eller den unge.

Den sundhedsfaglige person vil skulle bidrage med en vurdering af de fysiske, sundhedsfaglige elementer i træningen, blandt andet med henblik på at sikre at der ikke anvendes træningselementer, som sundhedsfagligt vurderes at være enten kontraindicerede til det enkelte barn eller den enkelte unge, eller som kan anses for at være potentielt farlige for barnet eller den unge. Den sundhedsfaglige person vil også kunne bidrage med sundhedsfaglige vurderinger af konkrete, sundhedsfaglige træningselementer eller træningsredskaber og vil kunne rådgive sagsbehandleren om, hvorvidt der er behov for at inddrage anden specialiseret ekspertise, f.eks. relevant speciallægeviden, til at vurdere, om specifikke træningselementer kan godkendes som en del af hjemmetræningen.

I overensstemmelse med gældende ret foreslås der ikke fastsat krav til, hvilke sundhedsfaglige kompetencer der vil skulle inddrages, da dette vil kunne variere fra sag til sag. Det skønnes dog, at det ofte vil være relevant at inddrage en kommunal sundhedsperson som eksempelvis en ergo- eller fysioterapeut. Den sundhedsfaglige person vil desuden kunne rådgive den kommunale børne- og ungerådgiver i forhold til, om der bør inddrages yderligere sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med godkendelse af hjemmetræningen, hvis der f.eks. er tale om meget omfattende, højintensive eller komplekse træningsmetoder eller træningselementer. Dette vil eksempelvis kunne være relevant i forhold til de børn og unge, der på grund af meget komplekse funktionsnedsættelser allerede er kendt i sundhedssystemet, og som sideløbende med den kommunale indsats eller hjemmetræningen følges i sundhedsvæsenet. I forhold til disse børn og unge vil kommunalbestyrelsen ofte kunne inddrage erklæringer eller anden rådgivning fra den eller de speciallæger, som i forvejen følger barnet eller den unge i sygehusvæsenet.

Formålet med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle inddrage sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med godkendelse af træningsmetoder, som indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke ubetydeligt omfang.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med hjemmetræningen, herunder at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 4, i sprogligt tilrettet form men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., vil det således også fremover blive tydeliggjort, at tilsynet med hjemmetræningen vil skulle sikre, at træningen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov.

Det vil følge heraf, at kommunalbestyrelsen under tilsynsbesøgene også fremover vil skulle have særlig opmærksomhed på, om træningen samlet set skønnes at være til gavn for barnet eller den unge under hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov, alder og udvikling.

Heri ligger blandt andet, at kommunalbestyrelsen vil skulle følge op på de mål, der er sat for træningen og vurdere, om de stadig er relevante. Der vil kunne være behov for at justere på målene, hvis barnet eller den unge ikke trives eller udvikler sig som forventet, eller hvis barnet eller den unge har nået en alder, hvor der er behov for at sætte nye mål, eksempelvis samvær med jævnaldrende eller deltagelse i sociale aktiviteter uden for hjemmet.

Kommunalbestyrelsen vil også under tilsynsbesøget skulle vurdere, om barnets eller den unges fysiske eller psykiske behov har ændret sig som følge af, at barnet eller den unge er blevet ældre.

Kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er sket ændringer i barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov ved hvert tilsynsbesøg. Denne vurdering findes at være særligt væsentlig i forbindelse med skift i barnets eller den unges livsfaser, eksempelvis overgangen fra spædbarn til småbarn, fra småbarn til skolebarn, fra barn til teenager og i forbindelse med en kommende overgang fra ung til voksen.

Formålet med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., er således at videreføre kommunalbestyrelsens eksisterende tilsynsforpligtelse samt at sikre, at der i forbindelse med tilsynet vil blive fulgt op på, om hjemmetræningen tilgodeser barnets eller den unges behov.

Med det foreslåede stk. 4, 2. pkt., foreslås, at den eksisterende forpligtelse til at inddrage relevante sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med hjemmetræning, hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, videreføres.

Det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 4, 2. pkt., uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag vil skulle vurdere, om de træningsmetoder, forældre anvender, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang. Der findes ikke en udtømmende liste over, hvilke metoder eller kombinationer af metoder der kan anvendes i hjemmetræningen og dermed heller ikke en liste over, hvilke metoder der vil blive berørt af det foreslåede krav.

Som eksempler på fysiske, sundhedsfaglige elementer kan nævnes træning af bevægelsesfunktioner, træning af respirationsfunktioner, træning af muskeludholdenhed og muskelstyrke (f.eks. som bøj og stræk af lemmer eller krybe-kravle øvelser) eller træning til smidiggørelse af bindevæv og sener (f.eks. gentagne sving og trampolinhop). Hvis træningsmetoden indeholder disse eller andre fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil kommunalbestyrelsen skulle sikre, at tilsynet med træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer, så tilsynet kan ske på baggrund af en samlet social- og sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den foreslåede behandlings- og træningsindsats er til gavn for barnet eller den unge.

Den sundhedsfaglige person vil også kunne bidrage med sundhedsfaglige vurderinger af konkrete, sundhedsfaglige træningselementer eller træningsredskaber og vil kunne rådgive børne- og ungerådgiveren om, hvorvidt der er behov for at inddrage anden specialiseret ekspertise, f.eks. relevant speciallægeviden, i forhold til at vurdere, om specifikke træningselementer kan indgå som en del af hjemmetræningen.

Der foreslås ikke fastsat krav til, hvilke sundhedsfaglige kompetencer der vil skulle inddrages, og dette vil kunne variere fra sag til sag. Det skønnes dog, at det ofte vil være relevant at inddrage en kommunal sundhedsperson som eksempelvis en ergo- eller fysioterapeut.

Den sundhedsfaglige person vil desuden kunne rådgive den kommunale børne- og ungerådgiver i forhold til, om der bør inddrages yderligere sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med hjemmetræningen, hvis der f.eks. er tale om meget omfattende, højintensive eller komplekse træningsmetoder eller –elementer. Dette vil eksempelvis kunne være relevant i forhold til de børn eller unge, der på grund af meget komplekse funktionsnedsættelser allerede er kendt i sundhedssystemet, og som sideløbende med den kommunale indsats eller hjemmetræningen følges i sundhedsvæsenet. I forhold til disse børn eller unge vil kommunalbestyrelsen ofte kunne inddrage erklæringer eller anden rådgivning fra den eller de speciallæger, som i forvejen følger barnet eller den unge i sygehusvæsenet.

Den sundhedsfaglige person vil også skulle deltage i tilsynsbesøgene hos de familier, som har fået godkendet en hjemmetræningsordning for at sikre, at vurderingen af hjemmetræningen kan ske på baggrund af en samlet social og sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den igangværende træning er til gavn for barnet eller den unge.

Formålet med det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle inddrage sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med træningsmetoder, som indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke ubetydeligt omfang.

Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87 og 88 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet. Der kan ikke ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn efter kapitel 8 i lov om friskoler og private grundskoler m.v., uanset om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning efter den foreslåede barnets lov. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 5, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Med det foreslåede stk. 5, 1. pkt., vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der hjemmetræner deres børn.

Med det foreslåede stk. 5, 2. og 3. pkt., vil det endvidere også fremover fremgå af lovgivningen, at der ikke vil kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn, uanset om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning efter denne lov, samt at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne, hvis omfanget af hjemmeundervisningen tillægges betydning i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil også fremover skulle ydes efter de foreslåede regler i den foreslåede barnets lov §§ 87 og 88. Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil fortsat forudsætte, at det er en nødvendig konsekvens af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, at barnet eller den unge passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er forældreren, der passer barnet eller den unge. En afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste vil som i lighed med gældende regler blandt andet skulle tage afsæt i en vurdering af, om barnet eller den unge har et stort behov for pleje og overvågning, sover meget uroligt eller sparsomt, eller hvis sygdom er meget varieret med hensyn til kræfter, smerter og anfald. Hensyn til søskende vil også kunne indgå i vurderingen.

Den foreslåede regel om at der ikke vil kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af børn efter reglerne i friskoleloven er en videreførelse af gældende ret. Dette gælder også selv om undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning, hvilket er blevet fastslået i Højesterets dom af 19. august 2014 og Ankestyrelsens principafgørelse nr. 69-14.

Det vil således heller ikke fremover kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning, bet tildelingen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil også fremover altid skulle ske ud fra en helhedsvurdering af barnets eller den unges og familiens samlede behov. Dette vil også gælde i familier, som både ønsker at hjemmetræne deres barn efter barnets lov og hjemmeundervise deres barn efter reglerne i friskoleloven.

Det foreslåede stk. 5, 3. pkt., vil i overensstemmelse med gældende ret pålægge kommunalbestyrelsen at foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen, hvis omfanget af hjemmeundervisningen tillægges betydning for afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.

Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering ved udmålingen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil kunne tage afsæt i Ministeriet for Børne- og Undervisningsministeriets almindelige regler for undervisningstiden i folkeskolen, herunder reglerne om enkeltmandsundervisning, lige som det vil kunne indgå som del af grundlaget for vurderingen, hvor mange timer barnet alternativt skulle have været undervist i skolen – det såkaldte normtimetal.

De generelle rammer for fastsættelse af undervisningstiden vil dog alene kunne tjene som afsæt for den konkrete vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen. Kommunalbestyrelsen vil dermed ikke per automatik kunne anvende normtimetallet, når omfanget af hjemmeundervisningen skal fastlægges, eller henvise til fastlæggelse af timetallet i andre sager.

Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen vil heller ikke udelukkende måtte tage afsæt i barnets kronologiske alder, men vil skulle tage højde for det enkelte barns eller den unges funktionsevne og udviklingstrin. Hvis barnets eller den unges udviklingsniveau er betydeligt lavere end den kronologiske alder, vil dette skulle afspejles i fastsættelsen af omfanget af hjemmeundervisningen.

Det timetal, som kommunalbestyrelsen vurderer vil skulle afsættes til hjemmeundervisningen i forbindelse med afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil således skulle afspejle et realistisk omfang af hjemmeundervisningen for det pågældende barn eller den pågældende unge.

Forslaget vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen automatisk vil kunne reducere den tabte arbejdsfortjeneste med det antal timer, der skønnes at skulle bruges på at hjemmeundervise barnet.

Det vil blandt andet skulle indgå i kommunalbestyrelsens vurdering af, om omfanget af hjemmeundervisningen har betydning for afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, om det er den samme forælder, der står for hjemmetræningen og for hjemmeundervisningen. Hvis barnet eller den unge både hjemmeundervises og hjemmetrænes på fuld tid, vurderes det dog at ville være en forudsætning for, at der fortsat kan ydes tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid, at det ikke er den samme forælder, der både hjemmetræner og hjemmeunderviser barnet eller den unge.

Kommunalbestyrelsen vil også skulle være opmærksom på, at omfanget af hjemmeundervisningen ikke altid vil have betydning for udmålingen af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Hvis en hjemmetræningsordning fortsætter uændret, eksempelvis så kommunalbestyrelsen stadig godkender hjemmetræning på fuld tid, som supplement til (hjemme)undervisning af barnet eller den unge, vil det som udgangspunkt betyde, at omfanget af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste også fortsætter uændret. Dette vil forudsætte, at betingelserne for at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt, herunder betingelsen om, at den godkendte hjemmetræningsordning medfører et indtægtstab for den forælder, der hjemmetræner barnet eller den unge.

Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at videreføre kommunalbestyrelsens eksisterende forpligtelse til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som er godkendt til at hjemmetræne deres børn efter det foreslåede stk. 1, samt at sikre, at der i overensstemmelse med gældende ret i forbindelse med udmålingen af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste tages hensyn til, om barnet eller den unge hjemmeundervises.

Det foreslås med stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal dække udgifterne til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet. Kommunalbestyrelsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke overstige 684.690 kr. årligt (2023-niveau).

Det foreslåede, stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 6, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af det angivne grænsebeløb.

Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 i den foreslåede barnets lov skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.

Den foreslåede forpligtelse indebærer, at kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle sørge for de nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældre er godkendt til at hjemmetræne et barn eller en ung i hjemmet. At træningsredskaber m.v. skal være nødvendige betyder, at træningen efter den konkrete metode ikke vil kunne gennemføres uden de pågældende træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v.

Hvis træningsredskaber m.v. efter en konkret og individuel vurdering vil være nødvendige for, at forældrene vil kunne gennemføre træningen, vil intet træningsredskab som udgangspunkt på forhånd være udelukket, dog med undtagelse af sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, jf. det foreslåede stk. 2.

Den foreslåede hjælp vil både kunne omfatte enkeltstående og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv., som er er nødvendige for at gennemføre den godkendte hjemmetræning, og vil skulle bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter. Dokumentationen vil foregå enten i forbindelse med ansøgningen eller efter afholdelse af udgiften.

Der vil eksempelvis efter en konkret vurdering kunne gives hjælp til træningsredskaber i form af sliske, trampolin, hoppebolde, til ansættelse af hjælpere, som kan bistå med træningen og til supervision af forældrene fra fagligt relevante personer, hvis supervisionen er nødvendig for, at forældrene kan gennemføre træningen.

Der vil ligeledes kunne gives støtte til kurser, der er af relevans for træningen.

Formålet med det foreslåede stk. 6 er at sikre, at forældre, som er godkendt til at hjemmetræne deres børn efter stk. 1, fremover vil have uændret ret til hjælp til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., der er forbundet med hjemmetræningen, inden for den fastsatte beløbsgrænse.

Det foreslås med stk. 7, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om særlig støtte i hjemmet, herunder regler om dokumenterbare metoder, godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af sundhedsfaglige træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer for udbetaling af støtte hertil.

Det foreslåede stk. 7 er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 7, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil i forhold til godkendelse af hjemmetræning videreføre den eksisterende fastlæggelse af, at kommunalbestyrelsen med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelsen vil skulle vurdere, om hjemmetræning efter den af forældrene foreslåede træningsmetode er til barnets bedste og imødekommer barnets behov, samt vurdere familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet eller den unge.

I forhold til godkendelse af hjemmetræning vil bekendtgørelsen ligeledes fortsat skulle fastslå, at det foreslåede krav om dokumenterbarhed vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om metoden indeholder målbare indikatorer, som kommunalbestyrelsen kan bruge til at følge op på effekten af hjemmetræningen og den anvendte metode på barnets eller den unges udvikling og trivsel, men også vil slå fast, at kommunalbestyrelsen ikke kan stille som betingelse for godkendelse, at den ønskede metode skal være evidensbaseret.

Den forventede bekendtgørelse foreslås endvidere at skulle fastlægge de nærmere rammer for de foreslåede, lovpligtige tilsynsbesøg, herunder tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen under tilsynet blandt andet vil skulle vurdere, om hjemmetræningen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov, samt vurdere familiens trivsel som helhed, tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen på baggrund af tilsynet vil skulle udforme en tilsynsrapport med begrundet indstilling om fortsættelse, justering eller ophør af hjemmetræningen, som vil skulle sendes til høring både hos forældrene og, hvor det er muligt og relevant, hos barnet eller den unge, samt videreføre den eksisterende hjemmel til at kommunalbestyrelsen ud over de to obligatoriske årlige tilsynsbesøg, vil kunne vælge at gennemføre yderligere tilsyn, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov herfor.

Den foreslåede bekendtgørelse forventes desuden i overensstemmelse med gældende ret at skulle synliggøre, at kommunalbestyrelsens støtte til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv., vil kunne omfatte både enkeltstående og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv. på grundlag af dokumenterede udgifter.

Den forventede bekendtgørelse foreslås endvidere i overensstemmelse med gældende ret at skulle indeholde hjemmel til, at kommunalbestyrelsen og forældrene med afsæt i det foreslåede § 85, stk. 6, vil kunne indgå frivillige aftaler om, at der udbetales et fast månedligt, halvårligt eller årligt beløb til dækning af forventede udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere mv., samt en bestemmelse om, at grænsebeløbet for tilskuddet til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere mv. vil skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Formålet med det foreslåede stk. 7 er at skabe en bemyndigelse til, at social- og boligministeren i overensstemmelse med gældende ret også fremover vil have mulighed for at fastlægge nærmere regler om hjemmetræning.

Baggrunden for den foreslåede § 85 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Med den foreslåede § 85 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af rammerne for godkendelse af, tilsyn med, eller støtte i forbindelse med hjemmetræning af børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der videreføres fra serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 86

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse fremgår i dag af servicelovens § 41.

Det fremgår af § 41, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det fremgår endvidere, at det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning. Det fremgår af servicelovens § 41, stk. 2, at udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn, og af § 41, stk. 3, at beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 4.596 kr. pr. år (2015-niveau). Endvidere fremgår det af servicelovens § 41, stk. 4, at hjælpen betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges, samt af § 41, stk. 5, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.

Bemyndigelsen i servicelovens 41, stk. 5, er udmøntet i kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som blandt andet indeholder definitioner på de begreber, der anvendes om målgruppen for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, tydeliggør at behovet for dækning af merudgifter vurderes i forhold til personer uden handicapbørn på samme alder og i samme livssituation samt fastslår, at beløbet til dækning af merudgifter er uafhængigt af forsørgerens indtægt og er ikke skattepligtigt. Bekendtgørelsen fastlægger også rammerne for udbetaling af støtten, rammerne for støtte til særlige diætpræparater til børn med de livsvarige sygdomme phenylketonuri (Føllings sygdom) og Alkaptonuri, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt rammer for omlægning af tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sandsynliggjorte merudgifter.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det foreslås videre, at det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.

Det foreslåede stk. 1 is en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 1, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse betingelser at yde dækning af de nødvendige merudgifter, som forældre har som følge af, at they forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil således, i lighed med den eksisterede § 41 i serviceloven, være målrettet borgere, der i hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.

Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller kognitiv funktion, som har betydning i forhold til barnets eller den unges daglige tilværelse.

Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.

Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.

Med det foreslåede stk. 1, 2. pkt., foreslås en videreførelse af betingelsen fra servicelovens § 41, stk. 1, 2. pkt., om, at der alene vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke vil kunne dækkes efter andre bestemmelser i den foreslåede barnets lov eller anden lovgivning. Som en sproglig præcisering foreslås det tydeliggjort, at også nødvendige merudgifter, som er en konsekvens af en konstateret indgribende kroniske eller langvarige lidelse hos barnet eller den unge efter 1. pkt., vil kunne dækkes efter bestemmelsen. Der er tale om en rent sproglig tilretning uden indholdsmæssig betydning, med henblik på at ensrettes sprogbrugen i bestemmelsens foreslåede 1. og 2. pkt.

Den foreslåede forpligtelse vil således også fremover omfatte merudgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet eller den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk eller langvarig lidelse.

Det vil ligeledes følge af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., at denne bestemmelse også fremover vil være subsidiær til hjælp og støtte efter andre bestemmelser i den foreslåede barnets lov eller anden lovgivning. Hermed forstås, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter den foreslåede § 86, vil skulle have afdækket, om de nødvendige merudgifter kan dækkes ad anden vej.

Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt til at yde støtte til dækning af nødvendige merudgifter som følge af barnets eller den unges betydelig og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås med stk. 2, at udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn eller den enkelte unge, herunder merudgifter til individuel befordring og fritidsaktiviteter.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 2, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

At merudgifterne skal være sandsynliggjorte vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke vil kunne kræve dokumentation for afholdelsen af udgifterne. Der vil således skulle laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet eller den unge efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Udgifter, som forældrene kan dokumentere, vil ligeledes skulle indgå i det merudgiftsbeløb, der udmåles.

Merudgifterne vil kunne vedrøre såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og udgifter, der afholdes inden for ét år (12 på hinanden løbende måneder), vil skulle sammenlægges.

Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt til at foretage en samlet vurdering af familiens sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af barnets eller den unges betydelig og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse med henblik på at kunne yde hjælp til dækning af disse efter stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås med stk. 3, at beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 5.348 kr. pr. år (2023-niveau), samt at ydelsen fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af det årlige grænsebeløb, som i serviceloven står angivet i 2015-niveau.

Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil det således også fremover være en forudsætning for, at der vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at de samlede, skønnede merudgifter udgør mindst 5.348 kr. pr. år (2023-niveau).

Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne eller kroniske eller langvarige lidelser, vil det være de samlede merudgifter for disse børn, der vil skulle lægges til grund ved beregningen.

Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.

Med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., vil udgangspunktet for vurderingen af de skønnede merudgifter også fremover skulle være familiens skønnede merudgifter pr. måned afrundet til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Ved vurderingen af, om familiens årlige, sandsynliggøre merudgifter har en størrelsesorden, der overskrider det fastsatte grænsebeløb, vil der således som udgangspunkt skulle tages afsæt i de sandsynliggjorte månedlige merudgifter for familien, afrundet til nærmeste 100.

As udgangspunkt vil det således være en forudsætning for, at der vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at familiens sandsynliggjorte, månedlige merudgifter udgør 1/12 af det årlige grænsebeløb. Selv om de skønnede, månedlige merudgifter ikke overstiger dette beløb, vil kommunalbestyrelsen dog skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 5.348 kr. pr. år (2023-niveau).

Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, vil dette kunne ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb.

Ved uventede eller høje udgifter, som forventes at være blivende, vil udmålingen af hjælpen skulle revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne måtte vise sig at være lavere end oprindelig antaget. Opfølgningen bør herefter normalt fastsættes til senest et år efter det tidspunkt, hvor udmålingen af hjælpen senest blev revideret.

Hvis der som led i opfølgningen skal ske ændringer i den udbetalte ydelse, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse herom. Udbetalingen af den ydelse, som borgeren hidtil har modtaget, vil skulle fortsætte, indtil der er truffet en ny afgørelse om enten nedsættelse eller standsning. Der bør så vidt det er muligt være et passende varsel, så borgeren får mulighed for at indrette sig på den nye situation, hvis ydelsen nedsættes væsentligt eller helt standses, for eksempel som følge af akut anbringelse eller dødsfald.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have pligt til at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter med et afrundet beløb, hvis familiens samlede merudgifter overstiger det fastlagte grænsebeløb.

Det foreslås med stk. 4, at hjælpen efter det foreslåede stk. 1, er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 4, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Formålet med det foreslåede stk. 4 er at sikre, at det også fremover vil være en betingelse for, at kommunalbestyrelsen vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at forældrene har fulgt kommunalbestyrelsens anvisninger i forhold til pasning af barnet m.v.

Det foreslås med stk. 5, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1, og betingelserne herfor.

Det foreslåede stk. 5 is en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 5, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Formålet med det foreslåede stk. 5 er at sikre, at social- og boligministeren også fremover vil kunne fastlægge nærmere regler for, hvilke typer af nødvendige merudgifter der vil kunne ydes hjælp til efter det foreslåede stk. 1, og om betingelserne for ydelse af hjælp.

I overensstemmelse med gældende ret forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at fastsætte om målgruppen for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, rammerne for beregningen og udbetaling af ydelsen, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt rammer for omlægning af tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sandsynliggjorte merudgifter

Baggrunden for forslaget om § 86 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Samlet set er formålet med den foreslåede § 86 at sikre en videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som også fremover vil skulle understøtte børnenes og de unges mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne samt medvirke til at forhindre, at barnets eller den unges nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.

Med den foreslåede § 86 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 87

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse fremgår i dag af servicelovens § 42.

Det fremgår således af servicelovens § 42, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, samt at ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.

Det fremgår af servicelovens § 42, stk. 2, at kravet om, at barnet skal være forsørget i hjemmet, ikke gælder børn i målgruppen, som er anbragt uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, i forbindelse med barnets hospitalsbesøg. Det er en betingelse, at moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af barnets funktionsnedsættelse, og at tilstedeværelsen er det mest hensigtsmæssigt for barnet.

Endvidere fremgår det af servicelovens § 42, stk. 3, at ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt og højst med et beløb på 34.055 kr. om måneden (2023-niveau), samt at maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Det fremgår desuden af stk. 3, at der skal beregnes bidrag til pensionsordning på 10 pct. af bruttoydelsen. Bidraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Det fremgår ligeledes af stk. 3, at kommunen efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension skal indbetale ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, samt at ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.

Endeligt fremgår det af servicelovens § 42, stk. 4, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste, herunder om beregning og indbetaling af bidrag til pensionsordning og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om betaling af ATP-bidrag.

Bemyndigelsen i servicelovens § 42, stk. 4, er udmøntet i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som blandt andet tydeliggør, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag.

Bekendtgørelsen fastsætter endvidere nærmere retningslinjer for fastlæggelse af den tidligere bruttoindtægt for såvel lønmodtager som selvstændige og personer som ikke forud for tilkendelse af ydelsen har haft en fast lønindtægt, samt rammer for reguleringen heraf. Bekendtgørelsen fastslår endvidere, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med beregningen af tabt arbejdsfortjeneste skal tage hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, dog ikke besparelser vedrørende fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløshedsforsikring, samt tydeliggør, at der ikke kan ske udbetaling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste under ferie, hvis modtageren samtidig får feriegodtgørelse eller ferietillæg for optjent ferie. Bekendtgørelsen indeholder endvidere rammer for beregningen og udbetalingen af tillæg til ferieformål til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, herunder tillæg i forbindelse med ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, samt rammer for ophør af ydelsen, herunder fastlæggelse af en afviklingsperiode på i 14 uger efter, at betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer barnet eller den unge.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 1, uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse betingelser at skulle yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer og forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.

Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslige eller kognitive funktion, som har betydning i forhold til barnets eller den unges den daglige tilværelse.

Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættelsen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation, herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.

Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud. Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil det således også fremover fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der passer og forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.

Betingelsen om, at barnet eller den unge passes og forsørges i hjemmet, vil skulle forstås således, at barnet eller den unge skal bo hos den person, som søger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, i modsætning til, at barnet eller den unge ved medvirken fra de sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet, jf. dog undtagelsen i det foreslåede stk. 2.

Det vil ligeledes fremover fremgå af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., at det er en betingelse for tilkendelse af ydelsen, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er forælderen, der passer det.

Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om pasningsbehovet og behovet for, at moderen eller faderen står for pasningen, er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne hos barnet eller den unge.

I vurderingen heraf vil kommunalbestyrelsen blandt andet kunne lægge vægt på, om barnet eller den unge har et stort behov for pleje og overvågning eller tilsyn, sover meget uroligt eller sparsomt, skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser, har meget varierede kræfter, smerter og anfald eller har nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko. Hensynet til søskende vil også kunne indgå, hvor behovet for forældrenes omsorg ikke kan tilgodeses på grund af ekstra opgaver i forhold til barnet med funktionsnedsættelsen eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse.

Endvidere foreslås det, at det også fremover vil skulle være en betingelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer barnet eller den unge. Heri vil skulle ligge en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne passes af andre, f.eks. om en barnepige vil kunne passet barnet eller den unge i tidsrummet mellem, at barnet kommer fra dagtilbud eller skole, og forældrene kommer fra arbejde.

Det vil efter forslaget også fremover være muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra nogle timer om dagen eller om ugen til dækning af en fuldtidsindtægt. Det afgørende vil være, hvor længe det er nødvendigt, at barnet eller den unge bliver passet i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.

Der vil endvidere kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en kortere periode, idet det er varigheden af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, som er afgørende for at opnå denne ydelse og ikke varigheden af hjælpen.

Personkredsen vil efter det foreslåede fortsat omfatte begge forældre, selv om de ikke bor sammen, og/eller den ene forælder ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, også vil kunne få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. I overensstemmelse med gældende praksis fastlagt af Ankestyrelsen i principafgørelse C-1-01 vil personkredsen under visse omstændigheder ligeledes kunne omfatte stedforældre, hvis disse bor sammen med barnet eller den unge og deltager i barnets forsørgelse, jf. principafgørelse C1-01.

Det foreslås med stk. 2, at kravet om, at barnet skal være forsørget i hjemmet, ikke gælder for børn, som er anbragt uden for hjemmet efter den foreslåede § 46 eller 47, i forbindelse med barnets hospitalsbesøg, hvis moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af barnets funktionsnedsættelse og tilstedeværelsen er det mest hensigtsmæssige for barnet.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 2, i sprogligt tilrettet form men uden indholdsmæssige ændringer.

Det foreslåede stk. 2 indebærer, at forældre også fremover vil skulle have hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hospitalsindlæggelse af barnet eller den unge, også selv om barnet er anbragt uden for hjemmet, hvis moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er nødvendigt på grund af barnets funktionsnedsættelse, og tilstedeværelsen er mest hensigtsmæssig for barnet.

Forældrenes ret til tabt arbejdsfortjeneste vil således under visse betingelser også fremover gælde ved hospitalsbesøg, herunder indlæggelser, ambulante besøg eller kontrolbesøg, selv hvis barnet er anbragt uden for hjemmet.

Ved vurderingen af, hvorvidt en af forældrenes tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af funktionsnedsættelsen ud over barnets behov for forældreomsorg i en fremmedartet situation, vil der blandt andet kunne lægges vægt på årsagen til hospitalsbesøget samt på, om barnet har kommunikationsvanskeligheder som følge af sin funktionsnedsættelse eller let bliver angst.

Ved vurderingen af, om moderens eller faderens tilstedeværelse på hospitalet vil være det mest hensigtsmæssige for barnet, vil der blandt andet kunne tages hensyn til, om forældrene har alkoholproblemer, misbrugsproblemer eller et problematisk forhold til barnet, hvor forældrenes tilstedeværelse på hospitalet ikke vil være det mest hensigtsmæssige for barnet.

Det foreslås med stk. 3, at ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, og højst med et beløb på 34.055 kr. om måneden (2023-level), samt at maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Det foreslås videre, at der beregnes bidrag til pensionsordning, som udgør 10 pct. af bruttoydelsen. Bidraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Endelig foreslås, at kommunen efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014 med senere ændringer, indbetaler ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 3, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Det foreslås, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet for beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fortsat vil være borgerens tidligere bruttoindtægt.

I overensstemmelse med gældende ret vil den tidligere bruttoindtægt som udgangspunktet skulle fastlægges med afsæt i den seneste lønindtægt, som forsørgeren har haft inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste. I tilfælde, hvor forsørgeren endnu ikke måtte have opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, vil der som udgangspunkt skulle tages afsæt i den indtægt, som forsørgeren efter sine forhold i øvrigt ville have kunnet opnå, mens der for selvstændig erhvervsdrivende som udgangspunkt vil skulle tages afsæt i dokumenterede indtægtstab på baggrund af regnskab m.v. eller i helt særlige tilfælde et beregnet beløb på grundlag af den pågældendes hidtidige disponible indkomst. Tillæg, som er et integreret led i lønnen, vil skulle indgå i beregningsgrundlaget, hvis forsørgeren normalt modtager tillæggene.

Ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil kommunalbestyrelsen skulle tage hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, eksempelvis i besparelser i forældrebetalingen til dagtilbud, dog ikke besparelser vedrørende fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløshedsforsikring.

Det foreslås ligeledes, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at den samlede ydelse højst vil kunne udgøre et beløb på 34.055 kr. om måneden (2023-niveau). Det foreslås endvidere, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede § 87, stk. 3, 2. pkt., at maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af forsørgerens samlede arbejdstid.

Med dette forslag vil der også fremadrettet dels være et loft for, hvor stor en samlet ydelse der vil kunne tildeles som hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, dels være fastlagt et princip om, at den tildelte ydelse skal afspejle den andel af forsørgerens arbejdstid, som forsørgeren har måttet gå ned i tid for at passe barnet.

Det foreslåede ydelsesloft vil efter den foreslåede § 204 skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. satserne på Social-, Bolig- og Ældreministeriets område, der offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeside inden reguleringstidspunktet den 1. januar.

I overensstemmelse med gældende ret vil borgere, der har fået udbetalt hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, skulle have fastsat ydelsen på baggrund af deres hidtidige bruttoindtægt uden hensyntagen til ydelsesloftet, hvis betingelserne for at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt, jf. overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 214.

Det foreslås endvidere, at det fremover vil skulle følge af det foreslåede stk. 3, 3. og 4. pkt., at kommunalbestyrelsen vil skulle beregne bidrag til pensionsordning, som udgør 10 pct. af bruttoydelsen, dog højst et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag.

Formålet med dette forslag er at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil have en forpligtelse til at indbetale pensionsbidrag til modtagere af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, ligesom der fortsat vil være en begrænsning på pensionsindbetalingen, så denne ikke vil komme til at overstige den indbetaling, der ville være sket, hvis modtageren var forblevet i beskæftigelse.

Endeligt foreslås det, at det fremover skal følge af det foreslåede § 87, stk. 3, 5. og 6. pkt., at kommunalbestyrelsen vil skulle indbetale ATP-bidrag efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, samt at ydelsesmodtageren vil skulle betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen vil skulle betale 2/3 af bidraget.

Formålet med dette forslag er at sikre, at ydelsesmodtagerne også fremadrettet vil skulle have indbetalt ATP af ydelsen i den periode, hvor de modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det foreslås med stk. 4, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 3, herunder om beregning og indbetaling af bidrag til pensionsordning, og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om betaling af ATP-bidrag.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 4, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede § 87 foreslås det således, at social- og boligministeren også fremover vil skulle kunne fastlægge nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste.

I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsesbestemmelsen anvendt til at fastsætte nærmere regler om beregning af bruttoydelsen, beregning af pension og ferietillæg til ydelsesmodtagerne samt om afvikling af ydelsen, jf. også de særlige regler om varsling og opsættende virkning i lovforslagets § 10.

Baggrunden for den foreslåede § 87 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Formålet med den foreslåede § 87 er samlet set at sikre videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fisik eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen vil også fremover skulle understøtte børnenes og de unges mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, understøtte familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne samt medvirke til at forhindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger.

Med den foreslåede § 87 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 88

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til i tilfælde af ledighed at give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, i op til tre måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer, fremgår i dag af servicelovens § 43.

Det fremgår således af servicelovens § 43, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i tilfælde af ledighed skal give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, i op til tre måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen er arbejdsløshedsforsikret, ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar 2021, ikke er selvforskyldt ledig, ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.

Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 2, at den særlige supplerende ydelse skal gives uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold, samt af servicelovens § 43, stk. 3, at ydelsen udgør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, men dog højst kan udgøre et beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.

Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 4, at den særlige supplerende ydelse skal nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.

Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 5, 1. og 2. pkt., at kommunen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension samt at ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget. Desuden fremgår det af servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., at social- og boligministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsætte regler om bidragsbetalingen.

Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 6, 1. pkt., at kommunen skal indbetale bidrag til den særlige pensionsopsparing efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension til den særlige pensionsopsparing af den særlige supplerende ydelse. Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 6, 2. pkt., at social- og boligministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension skal fastsætte nærmere regler om bidragsbetaling og indberetning. Endeligt fremgår det af servicelovens § 43, stk. 6, 3. pkt., at reglerne i § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension finder tilsvarende anvendelse hvis opsparingsbeløbet efter 1. pkt. ikke indbetales rettidigt.

Bemyndigelsesbestemmelserne i servicelovens § 43, stk. 5 og 6, er udmøntet i kapitel 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som blandt andet fastlægger nærmere rammer for beregning, indbetaling og indberetning af ATP-bidrag for personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste eller den særlige supplerende ydelse, herunder rammerne for håndtering af situationer, hvor kommunalbestyrelsen ikke indbetaler bidraget rettidigt.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i tilfælde af ledighed skal give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp efter § 87, i op til tre måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen 1) er arbejdsløshedsforsikret, 2) ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., 3) ikke er selvforskyldt ledig, 4) ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og 5) ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 1, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for under visse betingelser at give en særlig supplerende ydelse til personer, der bliver ledige, mens de modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

I overensstemmelse med gældende ret skal ydelsen ses som et økonomisk sikkerhedsnet i en afgrænset periode, så der er mulighed for, at ydelsesmodtageren selv med kommunens bistand kan finde et nyt deltidsarbejde.

Baggrunden for den foreslåede, begrænsede periode på tre måneder er, at ydelsen vil skulle ses som et økonomisk sikkerhedsnet i en afgrænset periode, så der vil være mulighed for, at ydelsesmodtageren selv med kommunalbestyrelsens bistand vil kunne finde et nyt deltidsarbejde.

Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunalbestyrelsens eksisterende forpligtelse til at udbetale en særlig ledighedsydelse, samt videreføre de eksisterende betingelser for, at modtagere af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil være berettigede til at modtage denne særlige ledighedsydelse i en periode på op til tre måneder, også fremover vil fremgå af lovgivningen.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal give den særlige supplerende ydelse uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 2, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Det foreslås med stk. 3, at den særligt supplerende ydelse udgør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, jf. lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar 2021. Ydelsen kan dog højst udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 3, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er at videreføre de eksisterende rammer for fastlæggelsen af ydelsens omfang.

Det foreslås med stk. 4, at den særlige supplerende ydelse nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 4, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

I overensstemmelse med gældende ret er formålet med det foreslåede stk. 4 at sikre, at ydelsesmodtageren ikke bliver dobbeltkompenseret for det indtægtstab, modtageren lider ved ansættelsens ophør.

Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 5, 1. og 2. pkt., uden indholdsmæssige ændringer.

Formålet med det foreslåede stk. 5, 1. og 2. pkt., er at sikre, at modtagere af den særligt supplerende ydelse også fremover vil få indbetalt ATP-bidrag af ydelsen.

Af lovtekniske årsager foreslås bemyndigelsen i servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., videreført som et nyt selvstændigt stk. 6 i den foreslåede § 88, jf. nedenfor.

Det foreslås med stk. 6, at social- og boligministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsætte regler om bidragsbetaling.

Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., uden indholdsmæssige ændringer. Som sproglig konsekvensrettelse i forbindelse med tilpasningen af bestemmelserne i den foreslåede barnets lov er det dog foreslået, at begrebet ”kommunen” i servicelovens § 43, stk. 5, i det foreslåede stk. 6, rettes til det mere korrekte ’kommunalbestyrelsen’.

I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som vil skulle fastlægger nærmere rammer for beregning, indbetaling og indberetning af ATP-bidrag for personer, der modtager den særlige supplerende ydelse, herunder rammerne for håndtering af situationer, hvor kommunalbestyrelsen ikke indbetaler bidraget rettidigt.

Baggrunden for den foreslåede § 88 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at give en særlig supplerende ydelse ved ledighed til personer, der modtager hjælp til dækning af arbejdsfortjeneste, vil i overensstemmelse med gældende ret være at understøtte, at modtagere af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, som bliver ledige fra deres deltids erhvervsarbejde, vil kunne få mulighed for at bevare/genskabe den delvise tilknytning til arbejdsmarkedet under perioden med tabt arbejdsfortjeneste.

Med den foreslåede § 88 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til give en særlig supplerende ydelse ved ledighed til personer, der modtager hjælp til dækning af arbejdsfortjeneste. Det bemærkes i den forbindelse at den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 6, som pålægger kommunalbestyrelsen at indbetale bidrag til den særlige pensionsopsparing, ikke foreslås videreført, da reglerne om den særlige pensionsopsparing i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension er blevet ophævet med aftalen om Forårspakken i 2004.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 89

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fremgår i dag af § 45 i serviceloven.

Det fremgår således af § 45, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som er i et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, i serviceloven.

Det fremgår af § 45, stk. 2, i serviceloven, at en person, som er berettiget til ledsagelse efter § 45, stk. 1, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven samt at kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person.

Det fremgår af § 45, stk. 3, i serviceloven, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse.

Endvidere fremgår det af § 45, stk. 4, i serviceloven, at modtageren kan opspare timer inden for en periode på seks måneder, og at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor. Det fremgår desuden af § 45, stk. 5, i serviceloven, at modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 974 kr. årligt (2023-niveau), og at beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.

Endelig fremgår det af § 45, stk. 6, i serviceloven, at social- og boligministeren kan fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.

Bemyndigelserne i § 45, stk. 6, i serviceloven, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 235 af 9. marts 2012 om betingelser for ledsageordningen efter serviceloven, som også udmønter bemyndigelsen i servicelovens § 97, stk. 9, om ledsagelse til voksne. Bekendtgørelsen tydeliggør blandt andet at ledsageordningen ikke omfatter børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager, samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i. Bekendtgørelsen fastlægger endvidere de nærmere rammer for opsparing af timer samt rammerne for godtgørelse for udgifter forbundet med aktiviteter, transport mv., herunder at den person, der modtager ledsagelse, afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for.

Bekendtgørelsen fastlægger endvidere, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre den person, der modtager ledsagelse, selv ønsker at udpege en ledsager, samt at kommunalbestyrelsen skal give ledsagere, der er udpeget af den person, der modtager ledsagelse, en instruktion til arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til ledsagere, der er ansat i kommunens ledsagekorps. Endeligt fastlægger bekendtgørelsen de nærmere rammer for udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til at søge om, samt for kommunalbestyrelsens mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som har et døgn- eller støtteophold efter §§ 32, stk. 1, nr. 6 og 7, §§ 46 eller 47.

Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 1, uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for at tilbyde ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Børn og unge i målgruppen for den foreslåede ordning vil med den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med gældende ret også fremover have ret til 15 timers ledsagelse pr. måned til formål, som de pågældende selv vælger.

Den foreslåede ledsagelse vil i overensstemmelse med gældende ret som udgangspunkt skulle ydes af kommunalbestyrelsen som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsagere. Ledsageordningen vil skulle omfatte selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen, f.eks. at hjælpe med at tage overtøj af og på, samt med kørestol og andre ganghjælpemidler.

Ledsageordningen vil kunne tilbydes hjemmeboende børn og unge mellem 12 og 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og stærkt svagsynede, børn eller unge med psykisk udviklingshæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd. I overensstemmelse med gældende ret vil ordningen ikke skulle omfatte børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager, da arbejdet med denne gruppe børn og unge stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt ansatte ledsagere vil forudsættes at skulle have.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil indebære, at forpligtelsen til at tilbyde ledsagelse i overensstemmelse med gældende ret ikke vil skulle omfatte børn og unge, som er i døgnophold.

For børn og unge i døgnpleje vil vurderingen af behovet for ledsagelse således i overensstemmelse med gældende ret også fremover skulle indgå i tilbuddets generelle tilrettelæggelse af indsatsen for barnet eller den unge.

Det foreslås med stk. 2, at et barn eller en ung, som er berettiget til ledsagelse, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte den udpegede person.

Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 2, i sprogligt tilpasset for form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås såvel barnets eller den unges ret til selv at udpege en person til at stå for ledsagelsen som kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og ansætte den pågældende, således videreført i overensstemmelse med gældende ret.

Kommunalbestyrelsen vil fortsat have arbejdsgiveransvaret for ledsageren og vil skulle varetage den administration, der vedrører ordningen, herunder udarbejdelse af ansættelseskontrakt, løn, forsikring og arbejdsforhold. Aftale om den konkrete ledsagelsesopgave kan indgås direkte mellem borger og ledsageren, men vil skulle meddeles kommunalbestyrelsen som et led i opgørelsen af timeforbruget. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med godkendelse og ansættelse af den ønskede ledsager skulle vurdere, om den udpegede ledsager kan anses for egnet til opgaven.

Det foreslås med stk. 3, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til barnet eller den unge, der er berettiget til ledsagelse.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 3, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Den foreslåede afgrænsning af personkredsen, som kan ansættes som ledsagere for barnet eller den unge, har afsæt i det forhold, at ledsageordningen er tænkt til at skulle dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som forældre, søskende eller andre med nær tilknytning til barnet eller den unge ellers yder.

Formålet med den foreslåede afgrænsning er at understøtte, at ledsageordningen i overensstemmelse med gældende ret vil skulle skabe mulighed for, at børn og unge i målgruppen kan komme uden for hjemmet uden at det er forældrene eller andre nærtstående, der ledsager dem.

Det foreslås med stk. 4, at barnet eller den unge kan opspare timer inden for en periode på seks måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.

Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 4, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Med forslaget om at videreføre retten til opsparing af ledsagetimer vil barnet eller den unge inden for en seks måneders periode også fremover kunne disponere over op til 90 timer til forbrug eller opsparing, hvilket giver større fleksibilitet i anvendelsen af de tilkendte ledsagetimer.

I overensstemmelse med gældende praksis fastlagt af Ankestyrelsen i principafgørelse 25-17 vil ikke-forbrugte timer fra den første af de seks måneder falde bort i den måned, hvor de overskrider seks måneder, såfremt de ikke er blevet anvendt. Det er kun de opsparede timer for den pågældende måned, der bortfalder efter seks måneder og ikke alle de opsparede timer. Barnet eller den unge vil således heller ikke fremover i en given måned kunne have mere end 90 timer til rådighed.

Forslaget om at videreføre kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge retningslinjer for opsparingen vil indebære, at kommunalbestyrelsen også fremover vil have mulighed for at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem børnenes og de unges ønsker og kommunalbestyrelsens muligheder for at administrere ordningen.

Formålet med det foreslåede stk. 4 er sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle tilrettelægge ledsageordningen således, at kommunalbestyrelsen har mulighed for i videst muligt omfang at imødekomme barnets eller den unges ønsker, men also således, at ordningen bliver mulig at administrere.

Det foreslås med stk. 5, at barnets eller den unges udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 974 kr. årligt (2023-niveau). Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.

Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 5, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

I udgangspunktet vil den person, der modtager ledsagelse i overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet skulle afholde sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for.

Kommunalbestyrelsen vil med det foreslåede stk. 5, ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, også fremover kunne udbetale tilskuddet som et samlet beløb én gang årligt, på baggrund af de sandsynliggjorte udgifter, som den person, der modtager ledsagelse, vil have forelagt.

Kommunalbestyrelsen vil ligeledes også fremover i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering kunne yde tilskud til udgifter til ledsagerens lokalbefordring.

Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at sikre, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet efter anmodning fra den person, der modtager ledsagelse, vil kunne yde tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning hertil op til det foreslåede årlige grænsebeløb, som vil være skattefrit for modtageren, jf. ligningsloven § 7, nr. 9.

Det foreslås med stk. 6, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser for ledsageordningen.

Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 6, i sprogligt tilpasset form men uden indholdsmæssige ændringer.

Med det foreslåede stk. 6 vil social- og boligministeren også fremover vil skulle kunne fastlægge nærmere regler for ledsageordningen til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som blandt andet vil tydeliggøre, at ledsageordningen ikke vil omfatte børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager, samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i.

Bekendtgørelsen forventes endvidere at ville fastlægge de nærmere rammer for opsparing af timer samt rammerne for godtgørelse for udgifter forbundet med aktiviteter, transport mv., herunder at den person, der modtager ledsagelse, afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for. Bekendtgørelsen forventes desuden at fastlægge, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre den person, der modtager ledsagelse, selv ønsker at udpege en ledsager, samt at kommunalbestyrelsen vil skulle give ledsagere, der er udpeget af den person, der modtager ledsagelse, en instruktion til arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til ledsagere, der er ansat i kommunens ledsagekorps. Endeligt forventes bekendtgørelsen at ville fastlægge de nærmere rammer for udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til at søge om, samt for kommunalbestyrelsens mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.

Baggrunden for forslaget om en ny § 89 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er også fremover at medvirke til børnenes og de unges selvstændiggørelse og integration i samfundet, samt tilgodese disse børn og unges for at kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Både for børn og unge, der lever et relativt aktivt liv og for de, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg.

Med den foreslåede § 89 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 90

Servicelovens kapitel 21-23 indeholder en række bestemmelser om kompenserende hjælp og støtte, som har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.

Endvidere fremgår det i dag af servicelovens § 44, at bestemmelserne i servicelovens § 83 om personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v., § 84, stk. 1, om afløsning/aflastning og § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning, finder tilsvarende anvendelse for børn, der har behov herfor.

Det foreslås med § 90, at følgende bestemmelser i serviceloven finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov for følgende: 1) § 83 om personlig og praktisk hjælp, 2) § 84, stk. 1, om afløsning og aflastning, 3) § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning, 4) § 112 om hjælpemidler, 5) § 113 om forbrugsgoder, 6) § 113 b om midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder, 7) § 114 om bilstøtte, 8) § 116 om boligindretning, 9) § 117 om individuel befordring, 10) § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom og 11) §§ 119-122 om pasning af nærtstående som ønsker at dø i eget hjem.

Med den foreslåede § 90 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for at sikre, at børn og unge og deres familier får den særlige hjælp og støtte, som de i dag har ret til i medfør af serviceloven på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge, også selv om rammerne for de nævnte indsatser fortsat vil være fastlagt i serviceloven.

De foreslåede nr. 1-3, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 44 i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med de foreslåede nr. 1-3, vil børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier i overensstemmelse med gældende ret også fremover have adgang til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, aflastning og afløsning efter servicelovens § 84, stk. 1, samt vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2, selv om disse servicelovsbestemmelser i udgangspunktet er målrettet voksne.

Med det foreslåede nr. 1 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 83 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte i form af personlig og praktisk hjælp, herunder madservice til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier, som har behov herfor.

Den personlig og praktiske hjælp vil i overensstemmelse med gældende ret skulle bidrage dels til at vedligeholde barnets eller den unge fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.

I overensstemmelse med gældende ret vil denne adgang også fremadrettet skulle omfatte personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven, mens en del af de bestemmelser om tilrettelæggelse og levering af hjælpen og kontant tilskud i serviceloven, som henviser til § 83, ikke vil finde anvendelse for børn og unge, der vil modtage hjælp, jf. § 90. Det drejer sig eksempelvis om servicelovens § 95, der ikke vil finde anvendelse.

I lighed med den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 44, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 67-17, vil det foreslåede § 90, nr. 1, således ikke medføre, at eksempelvis servicelovens § 95, stk. 3, som giver mulighed for, at kommunen i særlige tilfælde i stedet for naturalydelse efter servicelovens § 83 kan udbetale et tilskud til hjælp, som ydelsesmodtageren selv antager, finder anvendelse for børn og unge, der har behov for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.

Med det foreslåede nr. 1 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde personlig og praktisk hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette gælder også i forhold til de processuelle regler i serviceloven, som træder i kraft for kommunalbestyrelsen i forhold til afgørelser om personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. efter servicelovens § 83. Dette indebærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at hjælpen i fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil finde anvendelse ved tildeling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 1, jf. servicelovens § 83.

Formålet med det foreslåede nr. 1 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.

Med det foreslåede nr. 2 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 84, stk. 1, finde tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle give tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Aflastning eller aflastning efter servicelovens § 84, stk. 2, kan bevilges til forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i et egnet tilbud.

I overensstemmelse med gældende ret efter servicelovens § 44, jf. § 84, stk. 1, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 85-13, vil denne adgang også fremadrettet kun skulle finde anvendelse, når behovet for aflastning er opstået alene på grund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, og når aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie. Det vil eksempelvis kunne være relevant at give aflastning efter den foreslåede § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1, i situationer, hvor der er behov herfor med henblik på at give forældrene tid til de andre søskende, uden at barnet med funktionsnedsættelse er til stede.

Med det foreslåede nr. 2 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde afløsning og aflastning efter serviceloven til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at hjælpen i fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil finde anvendelse ved tildeling af aflastning og afløsning til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1.

Formålet med det foreslåede, nr. 2 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til afløsning eller aflastning efter servicelovens § 84, stk. 1.

Med det foreslåede nr. 3 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, jf. servicelovens § 44, jf. § 86, stk. 2, også fremadrettet vil skulle give tilbud om vedligeholdelsestræning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

I overensstemmelse med gældende ret vil have karakter af målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau og vil kunne omfatte vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdigheder. Vedligeholdelsestræning vil også fremover skulle bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til at fastholde hidtidige funktionsniveau og vil således også kunne have et forebyggende sigte.

Med det foreslåede nr. 3 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde vedligeholdelsestræning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer bl.a., at servicelovens §§ 88-90 om afgørelse m.v. finder anvendelse ved tildeling af vedligeholdelsestræning til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 3, jf. servicelovens § 86, stk. 2.

Formålet med det foreslåede nr. 3 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2.

Med de foreslåede nr. 4-11, foreslås det, at der skabes en ny hjemmel i barnets lov, som i overensstemmelse med gældende ret vil forpligte kommunalbestyrelsen til at tilbyde hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor efter de bestemmelser i serviceloven, som i dag har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.

Med det foreslåede nr. 4 foreslås det, at bestemmelser i servicelovens § 112 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte til hjælpemidler til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Med det foreslåede nr. 4 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde hjælpemidler til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 112 a om ansøgning via digital selvbetjening og § 112 b om pligt til i visse tilfælde at træffe afgørelse om støtte til et hjælpemiddel inden for fire uger finder anvendelse ved tildeling af hjælpemidler til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112.

Det samme gælder i forhold til servicelovens §§ 113 a om forenklet sagsbehandlingsprocedure og 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til hjælpemidler. Det indebærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 112, stk. 5, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder anvendelse ved tildeling af hjælpemidler til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 112, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 4, jf. § 112 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 4 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til hjælpemidler efter servicelovens § 112.

Med det foreslåede nr. 5 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 113 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover skulle yde støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i servicelovens § 113, er opfyldt. I overensstemmelse med gældende ret vil der ikke kunne ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, ligesom der kun vil kunne ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr. Hjælpen vil også fremover som hovedregel skulle udgøre 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Med det foreslåede nr. 5 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at skulle yde støtte til køb af forbrugsgoder til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 113 a om forenklet sagsbehandlingsprocedure og § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til forbrugsgoder finder anvendelse ved tildeling af forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 5, jf. servicelovens § 113. Det indebærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder, som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 113, stk. 6, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder anvendelse ved tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 5, jf. servicelovens § 113. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 113, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 5, i barnets lov, jf. § 113 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 5 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til hjælp til køb af forbrugsgoder efter servicelovens § 113.

Med det foreslåede nr. 6 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 113 b finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af denne lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens ret til i medfør af servicelovens § 113 b at yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte i servicelovens § 112, stk. 1, eller servicelovens § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt, også vil gælde børn og unge og their families.

Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret også fremover i alle tilfælde skulle ydes som naturalydelse uden egenbetaling for borgeren, ligesom der også fremover alene vil kunne ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede periode.

Med det foreslåede nr. 6 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven vil finde anvendelse ved tildeling af midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 6, jf. servicelovens § 113 b. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 113 b, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 6, jf. § 113 b i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 6 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier also fremover vil være omfattet af servicelovens § 113 b.

Med det foreslåede nr. 7 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 114 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte til køb af bil, hvis der er behov herfor, fordi barnets eller den unges varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil eller forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor barnet eller den unge har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.

Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret skulle ydes som et rentefrit lån inden for en ramme på 206.000 kr. (2023-niveau). I situationer, hvor prisen på den billigst egnede bil måtte overstige lånerammen, vil der skulle ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem lånerammen og prisen på den billigst egnede bil.

Med det foreslåede nr. 7 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde støtte til køb af bil til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til køb af bil vil finde anvendelse ved tildeling af støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 7, jf. servicelovens § 114. Det indebærer endvidere, at de rammer for støtte til køb af bil som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 114, stk. 4, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1252 af 20. november 2017 om støtte til køb af bil efter serviceloven finder anvendelse i forbindelse med støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 7, jf. servicelovens § 114. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 114, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 7, jf. § 114 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 7 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til støtte til køb af bil, hvis betingelserne i servicelovens § 114 om bilstøtte er opfyldt.

Med det foreslåede nr. 8 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 116 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde hjælp til indretning af bolig til et barn eller en ung med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet eller den unge, lige som modtageren af hjælpen også fremover vil skulle have adgang til selv at lade en håndværker udføre boligindretningen og i stedet modtage en refusion for udgifterne hertil, svarende til de udgifter, kommunen ville have haft, hvis en håndværker havde udført opgaven direkte for kommunen.

Med det foreslåede nr. 8 vil det ligeledes blive sikret, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil være omfattet af kommunalbestyrelsens mulighed for i de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, at yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig, hvis der ikke kan anvises anden bolig, som dækker barnets eller den unges behov. Med det foreslåede § 90, nr. 8, vil de rammer for hjælp til indretning af bolig, som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 116, stk. 3 og 6, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1076 af 14. september 2010 om adgangen til frit valg af boligindretning efter lov om social service samt i bekendtgørelse nr. 1389 af 11. december 2013 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og skift af bolig, finder anvendelse i forbindelse med hjælp til indretning af bolig til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 8, jf. servicelovens § 116. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 116, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 8, jf. § 116 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 8 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og their families also fremover vil have ret til hjælp til indretning af bolig efter servicelovens § 116.

Det foreslås med nr. 9, at bestemmelser i servicelovens § 117 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret også fremover vil have mulighed for efter servicelovens § 117 at yde tilskud til børn og unge, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne måtte have behov for befordring med individuelle transportmidler.

I overensstemmelse med gældende ret efter § 117, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse, lige som der ikke vil være adgang til at klage til anden administrativ myndighed over kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter det foreslåede nr. 9, jf. servicelovens § 117, stk. 1.

Med det foreslåede nr. 9 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens muligheder for at tilbyde individuel befordring til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 117, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 9, jf. § 117 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 9 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier vil også fremover vil være en del af målgruppen for eventuelle tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Det foreslås med nr. 10, at bestemmelser i servicelovens § 118 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle tilbyde ansættelse af en person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske at passe et nærtstående barn eller en nærtstående ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet, når alternativet til pasning i hjemmet vil være døgnophold uden for hjemmet eller plejebehovet vil svare til et fuldtidsarbejde, der måtte være enighed mellem parterne om etablering af pasningsforholdet, og kommunalbestyrelsen måtte vurdere, at der ikke er afgørende hensyn, der måtte tale imod, at det er den pågældende person, der vil skulle passe den nærtstående.

Med det foreslåede nr. 10 vil personen i overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet skulle ansættes af den kommune, hvor den nærtstående bor, samt udbetale løn og indbetale pension i overensstemmelse med de satser og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 118, stk. 2.

Ansættelsen vil fortsat kunne ske i indtil seks måneder med henblik på at passe den nærtstående via indgåelse af en ansættelsesaftale mellem personen og kommunalbestyrelsen, med mulighed for, at pasningsperioden vil kunne forlænges med indtil tre måneder, hvis særlige forhold taler herfor, samt kunne opdeles i perioder og deles af flere personer. Der vil alene kunne ydes én pasningsordning til ét sammenhængende sygdomsforløb eller handicap, med mindre der tilstøder den pågældende en anden lidelse eller funktionsnedsættelse.

Med det foreslåede nr. 10 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde ansættelse af en person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske at passe et nærtstående barn eller en nærtstående ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. regulering og om kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 118, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 10, jf. § 118 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 10 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil udgøre en del af målgruppen for servicelovens § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

Det foreslås med nr. 11, at bestemmelser i servicelovens §§ 119-122 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at personer som passer et nærtstående barn eller en nærtstående ung, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse med gældende ret også fremover efter ansøgning vil være berettiget til plejevederlag efter servicelovens § 119, hvis hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering anses for udsigtsløs, og den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign., og den syge i øvrigt er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

Med det foreslåede nr. 11 vil en arbejdsgiver, der vil yde løn til en ansat i forbindelse med pasning af en nærtstående, således at den ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, også fremover være berettiget til at få udbetalt det beløb, som den ansatte ellers ville være berettiget til i plejevederlag. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.

Med det foreslåede nr. 11 vil plejevederlaget også fremadrettet skulle fastlægges i overensstemmelse med de satser og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 120, ligesom muligheden for at plejevederlaget kan deles af flere personer vil blive videreført i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastsat i samme bestemmelse. Endvidere vil det foreslåede § 90, nr. 11, indebære en videreførelse af den gældende retstilstand for ophøret af retten til plejevederlag. Retten vil således også fremover i medfør af servicelovens § 121 skulle ophøre ved plejeforholdets afslutning, således at retten til plejevederlag bevares i indtil 14 dage efter dødsfaldet ved den plejekrævendes død, og således at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis vil kunne træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Med det foreslåede nr. 11 vil kommunalbestyrelsen, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis, også fremadrettet uden hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske forhold kunne yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter servicelovens § 119 passer en døende, kommunen varetager plejen helt eller delvis, eller et hospice varetager plejen.

Med det foreslåede nr. 11 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde plejevederlag til personer som passer et nærtstående barn eller en nærtstående ung, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse med retningslinjerne i servicelovens §§ 119-122.

Formålet med det foreslåede nr. 11 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil udgøre en del af målgruppen for servicelovens §§ 119-122 om pasning af nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem.

Baggrunden for forslaget om en ny § 90 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Den foreslåede § 90 i barnets lov vil således fremover også skulle give hjemmel til, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier vil kunne have uændret adgang til hjælp og støtte efter de bestemmelser i serviceloven, som også fremadrettet skal danne rammen om særlige kompenserende indsatser, som både har børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.

§ 91

Det fremgår af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter §§ 52, 76 og 76 a. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden fire måneder at opstille en handleplan.

Det fremgår endvidere af § 140, stk. 5, i serviceloven, at der kan udarbejdes én samlet handleplan for flere børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når der træffes afgørelse om indsatser efter § 32 skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan, jf. dog § 108. Planen skal i givet fald foreligge senest tre måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at kommunalbestyrelsen i den enkelte sag vil skulle tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan, og det vil skulle ske, når der træffes afgørelse om indsatser efter den foreslåede § 32. Den foreslåede bestemmelse i § 32 omfatter afgørelser om støttende indsatser, der spænder bredt fra eksempelvis kontaktperson til familiebehandling eller psykologbehandling.

Kommunalbestyrelsens beslutning efter det foreslåede stk. 1 vil skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges egne ønsker og behov og vil derudover skulle tage hensyn til forholdene i den konkrete sag. Det vil bl.a. betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage barnet eller den unge og tage hensyn til barnets eller den unges og familiens samlede situation, når den foretager en vurdering af behovet for at udarbejde en barnets plan. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være opmærksom på baggrunden for barnets eller den unges støttebehov, herunder om behovet helt eller delvist skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, hos forældrene eller hos søskende. I sager vedrørende børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller langvarig lidelse bør kommunalbestyrelsen også være opmærksom på, om der kan være behov for at tilbyde hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8. Kommunalbestyrelsen bør desuden tage hensyn til barnets eller den unges ressourcer og evne til at formulere egne holdninger og tage stilling til egne behov. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen altid foretage en konkret afvejning af barnets eller den unges egne ønsker over for den socialfaglige vurdering af behovet for en barnets plan i den konkrete sag.

Barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver vil altid kunne anmode kommunen om at udarbejde en barnets plan. Det vil betyde, at kommunen i disse tilfælde vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag for at imødekomme anmodningen om en barnets plan. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at imødekomme anmodningen, vil der ikke være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages.

Efter de gældende regler skal der som udgangspunkt udarbejdes en handleplan, når der træffes afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, og der stilles samme krav til fristen og formen for handleplanen, uanset om der er tale om f.eks. en forebyggende indsats i form af en kontaktperson eller en anbringelse uden for hjemmet. Med den foreslåede ordning vil det fremadrettet bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal udarbejdes en barnets plan, når der iværksættes en indsats efter den foreslåede bestemmelse i § 32, ligesom der vil være større fleksibilitet i forhold til udarbejdelse af planen. Omfanget og detaljeringsgraden af barnets plan vil således skulle afspejle tyngden af problemerne, og hvor indgribende indsatser der sættes i værk.

Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes en barnets plan efter den foreslåede § 91, stk. 1, vil planen efter 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse skulle foreligge senest tre måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen. De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det vil gælde uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med eller på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af barnets eller den unges behov.

Formålet med at barnets plan først skal udarbejdes efter iværksættelsen af en indsats efter § 32 er at understøtte, at de konkrete mål i barnets plan udarbejdes i samarbejde med og med inddragelse af barnet eller den unge og familien, når der er taget stilling til behovet for en indsats. Hensynet er bl.a. at sikre, at barnet eller den unge og forældrene i højere grad skal kunne se deres egne ønsker afspejlet i målene og i højere grad vil kunne tage ejerskab over de opstillede mål, som er nærmere beskrevet i forslaget til § 92. Det skal være med til at understøtte, at barnets plan bliver et fælles redskab for barnet eller den unge og familien og børne- og ungerådgiveren.

Formålet med tidsfristen er at sikre, at planen bliver udarbejdet, og at der tidligt i forløbet vil være en dialog mellem børne- og ungerådgiveren, barnet eller den unge og familien om de konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling, som ønskes opnået med indsatsen. Tidsfristen på tre måneder skal desuden ses i sammenhæng med den foreslåede ordning om løbende opfølgning på barnets eller den unges trivsel, hvor det ligeledes foreslås, at der skal tages stilling til behovet for opfølgning senest efter tre måneder. Hensynet med parallelitet i fristerne er bl.a. at sikre, at der vil være en sammenhæng mellem kommunalbestyrelsens beslutning om barnets plan og om tilrettelæggelse af opfølgning i den enkelte sag. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 95.

Når barnets plan udarbejdes efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen, vil det blive muligt at tage udgangspunkt i den indsats, der er iværksat, samt at inddrage det konkrete tilbud, hvis det vurderes at være relevant. Samtidig vil det betyde, at iværksættelse af indsatsen ikke fremadrettet vil være afhængig af, om der er udarbejdet en barnets plan. Det vil dels betyde, at udarbejdelse af planen ikke risikerer at forsinke igangsættelsen af indsatsen unødigt, ligesom børne- og ungerådgiveren ikke risikerer at befinde sig i en situation, hvor det kan være nødvendigt at haste en barnets plan igennem for at kunne iværksætte indsatsen.

Forslaget indebærer således, at de gældende regler om handeplan vil blive erstattet af en ny bestemmelse om barnets plan. Hensynet er at tydeliggøre, at planen først og fremmest vil skulle være barnets plan, og sekundært en plan for barnets børne- og ungerådgiver og et eventuelt behandlings- eller anbringelsestilbud. Dog vil det også fremadrettet gælde, at planen vil være et centralt redskab for den løbende opfølgning i sagen, ligesom relevante dele af planen vil skulle udleveres til barnets eller den unges behandlings- eller anbringelsestilbud i de tilfælde, hvor det er relevant, jf. det foreslåede § 94.

Formålet med barnets plan vil således være todelt: Barnets plan vil skulle fungere som et dialogværktøj og et aftaledokument for den samlede omsorgsopgave i forhold til den iværksatte indsats efter det foreslåede § 32, så der er enighed om en fælles retning. Den vil derfor skulle være et dokument, som barnet eller den unge og familien skal kunne læse og forstå, og som barnet eller den unge og familien føler ejerskab over. Barnets plan vil samtidig skulle være et værktøj for kommuner og tilbud til at følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en barnets plan, når der træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47, Planen skal foreligge senest tre måneder efter, at der er truffet afgørelse om anbringelse. Sker anbringelsen uden samtykke efter § 47, skal planen dog foreligge, inden træffes afgørelse om anbringelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 foreslås det, at der i alle tilfælde vil skulle udarbejdes en barnets plan, når der iværksættes en anbringelse uden for hjemmet efter de foreslåede bestemmelser i §§ 46 og 47. Det vil således gælde uanset, om der er tale om en anbringelse med eller uden samtykke.

For anbringelser uden for hjemmet vil barnets plan således spille en særlig rolle. Det skyldes dels, at der med en anbringelse uden for hjemmet vil være tale om en særligt indgribende indsats for barnet eller den unge og familien, og dels at barnets plan vil være et centralt redskab for kommunalbestyrelsens opfølgning på barnets eller den unges trivsel under anbringelsen, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96.

Ved anbringelser uden samtykke vil barnets plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51, skulle indgå i kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget om, at der skal træffes en sådan beslutning, og vil derfor være af væsentlig betydning for afgørelsen. Det følger derfor af 3. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at hvis der er tale om en anbringelse uden samtykke, skal kommunalbestyrelsen udarbejde barnets plan, før der træffes afgørelse om anbringelse. Det vil således være nødvendigt, at barnets plan foreligger før afgørelsen om anbringelse, idet planen vil skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget, jf. det foreslåede § 51, og så anbringelsen kan iværksættes. I tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden samtykke ikke kan afvente udarbejdelse af barnets plan, vil der være mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143.

For anbringelser med samtykke vil udgangspunktet være, at planen vil skulle foreligge senest tre måneder efter, der er truffet afgørelse om anbringelse, jf. 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås endvidere med stk. 3, at der kan udarbejdes én samlet barnets plan for flere børn i familien. Den samlede barnets plan skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at der kan udarbejdes én samlet barnets plan for flere børn i familien. Den samlede barnets plan vil i så fald skulle tage højde for børnenes individuelle forhold.

Der er tale om en videreførelse af § 140, stk. 5, i serviceloven med den nødvendige konsekvensrettelse som følge af, at handleplanen med den foreslåede bestemmelse i § 91 foreslås erstattet af en barnets plan.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være muligt for kommunalbestyrelsen at udarbejde én fælles barnets plan for alle børn i familien, som modtager indsatser efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 eller 47.

Barnets plan vil dog skulle tage højde for individuelle forskelle hos børnene. Barnets plan vil således skulle tage højde for, at børn i samme familie kan have forskellige behov baseret på forskellige problemstillinger og ressourcer. Barnets plan vil ligeledes skulle tage højde for, at problemstillinger og ressourcer ikke nødvendigvis håndteres bedst med den samme indsats, når der er tale om forskellige børn. Det forudsættes derfor, at der fortsat vil skulle være fokus på de enkelte børns behov i barnets plan såvel som i valg af de konkrete indsatser. Det vil i den forbindelse være vigtigt at være opmærksom på, at barnets plan både vil være kommunalbestyrelsens redskab i forhold til at sikre en systematisk opfølgning over for det enkelte barn og samtidig et redskab, som kommunerne vil kunne bruge aktivt i samarbejdet med familien og barnet eller den unge.

Det er i den forbindelse centralt, at barnet eller den unge føler sig inddraget i udformningen af de konkrete mål i planen, og at barnet eller den unge oplever, at barnets eller den unges egne konkrete ønsker og drømme for fremtiden er afspejlet i målene. Hvis det vurderes, at dette ikke kan opnås i en fælles barnets plan, bør det overvejes, om der i stedet bør udarbejdes en særskilt barnets plan for hvert af børnene i familien.

Det vil kunne være hensigtsmæssigt at strukturere en eventuel fælles barnets plan på en måde, der gør det muligt at adskille målene og oplysningerne om de enkelte børn senere hen. Dette kan være f.eks. være nødvendigt i tilfælde af en eventuel senere anmodning om aktindsigt fra en person, som ikke nødvendigvis har ret til aktindsigt i alle børnenes forhold.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre fleksibilitet i børne- og ungerådgiverens arbejde, således at rådgiveren ikke unødigt skal bruge ressourcer på at udarbejde flere planer i de tilfælde, hvor de konkrete mål for flere børn i familien med fordel kan samles i én barnets plan. Dette er i overensstemmelse med formålet efter gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 57.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.

§ 92

Det fremgår af § 140, stk. 2, i serviceloven, at en handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 46.

Det fremgår af § 140, stk. 3, i serviceloven, at i sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Det foreslås i stk. 1, at barnets plan, jf. § 91, skal indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen eller anbringelsen, efter de foreslåede bestemmelser i § 32, stk. 3, § 46, stk. 1, og § 47, stk. 2. Planen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og. De konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af målene.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 angiver de indholdsmæssige krav til udarbejdelse af barnets plan, jf. det foreslåede § 91.

Med den foreslåede bestemmelse i § 91 vil det bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der vil skulle udarbejdes en barnets plan, når der træffes afgørelse om støttende indsatser efter den foreslåede bestemmelse i § 32. Det vil i forlængelse heraf være op til en socialfaglig vurdering at tage stilling til planens omfang, detaljeringsgrad og udformning. Der vil således være fleksibilitet i forhold til f.eks. formatet for planen, antallet af konkrete mål m.m.

Dog fastslår det foreslåede stk. 1, at i de tilfælde, hvor der udarbejdes en barnets plan, vil planen skulle indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med den valgte indsats. Den foreslåede bestemmelse beskriver således formålet med at udarbejde barnets plan.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at de konkrete mål i barnets plan vil skulle handle om barnets eller den unges trivsel og udvikling og således vil skulle have fokus på, hvordan barnet eller den unge har det fremfor på formelle mål for indsatsen. Derudover er det hensigten, at målene i højere grad skal væk fra det problemfokus, de opfattes som at have i dag. De konkrete mål vil derfor først og fremmest skulle være fokuseret på de voksnes indsats og udvikling af konteksten fremfor på barnets eller den unges person. Målene vil således kunne være rettet mod familie, netværk og fagpersoner, og hvordan de kan understøtte barnets eller den unges trivsel og udvikling.

Kravet om, at der i barnets plan vil skulle opstilles konkrete mål betyder f.eks., at man ved beslutning om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet bør angive i barnets plan, hvilke konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling, opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det vil eksempelvis kunne angives, om behovet for anbringelse fortrinsvist har baggrund i barnets eller den unges egne udfordringer eller forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til, at barnet eller den unge i en periode anbringes uden for hjemmet. De konkrete mål bør angive barnets eller den unges eller familiens ønsker for fremtiden, og det bør angives præcist, hvordan de iværksatte indsatser og konteksten omkring barnet eller den unge skal bidrage til at opnå målene. Dermed vil barnets plan kunne bidrage til at følge op på effekterne af indsatsen løbende.

Planens målsætninger bør anføres så specifikt som muligt. Det vil bl.a. betyde, at barnets plan bør give præcise og konkrete anvisninger på, hvordan barnets kontekst kan understøtte, at de konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling kan nås. Samtidig bør målene også beskrives så præcist, at det er muligt for både barnet eller den unge, familien, kommunen og personalet i de enkelte tilbud at vurdere målene og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.

Efter de foreslåede bestemmelser i § 32, stk. 3, § 46, stk. 1 og § 47, stk. 2, vil det fremadrettet skulle beskrives i forbindelse med en afgørelse om en støttende indsats eller anbringelse uden for hjemmet, hvad det overordnede formål med indsatsen er. De konkrete mål i barnets plan vil, jf. det foreslåede stk. 1, skulle opstilles i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, men vil konkret skulle være målrettet barnets trivsel og udvikling og vil samtidig skulle defineres sammen med barnet og familien.

Når de konkrete mål i barnets plan vil skulle være i overensstemmelse med det overordnede formål med den støttende indsats eller anbringelsen, er det begrundet i et hensyn til at sikre, at der er sammenhæng mellem de konkrete mål og det overordnede formål med den valgte indsats. Hensigten er bl.a. at understøtte, at målene i barnets plan bliver et anvendeligt redskab for rådgiveren såvel som for barnet eller den unge og familien i forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges trivsel og udvikling samt den løbende vurdering af behovet for justering af indsatsen.

Hvis der eksempelvis er iværksat en indsats i form af praktisk eller pædagogisk støtte i hjemmet med det overordnede formål at hjælpe familien med at få mere struktur på hverdagen, så bør de konkrete mål for barnets trivsel og udvikling i barnets plan formuleres således, at they er i overensstemmelse med dette overordnede formål. Barnets plan vil f.eks. kunne omfatte en konkret målsætning om, at det skal være en god oplevelse for barnet at komme op og afsted om morgenen. I forlængelse heraf vil det i planen kunne aftales, at forældrene hjælper barnet eller den unge med at stå op på et bestemt tidspunkt hver dag med henblik på at sikre mere tid og ro og dermed færre konflikter i familien om morgenen. Hensigten med de konkrete mål er således at konkretisere for barnet eller den unge og familien, hvilke skridt der skal tages for at nå det overordnede formål med den iværksatte indsats.

De konkrete mål bør opstilles under hensyntagen til forholdene i den konkrete sag, og kommunalbestyrelsen vil skulle tage hensyn til familiens samlede situation og støttebehov, herunder om den iværksatte støtte primært er rettet mod barnet eller den unge selv eller mod forældrene eller den samlede familie. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på årsagen til barnets, den unges eller familiens behov for støtte, herunder om det primært udspringer af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, eller hos forældrene eller søskende. Hvis behovet for støtte udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, vil det kunne være et mål i sig selv at fastholde det aktuelle funktionsniveau frem for at have fokus på udvikling.

Det følger af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at barnets plan så vidt muligt vil skulle udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Herved sikres overensstemmelse med gældende ret i serviceloven.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at barnets plan så vidt muligt altid vil skulle udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren, da det vil medvirke til understøtte det forpligtende samarbejde og til at give e fælles forståelse af det overordnede formål med indsatsen, ligesom det vil understøtte, at der er tale om barnets eller den unges ønsker og mål, og dermed også en fælles forståelse af de enkelte elementer i barnets plan.

Det følger af 3. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at de konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller den enkelte unges ønsker og behov, og at kommunalbestyrelsen skal inddrage forældrene samt barnet eller den unge i udarbejdelsen af planen, jf. også kravet i den foreslåede § 5, og i formuleringen af de konkrete mål. Formålet er at sikre, at målene i barnets plan også bliver barnets eller den unges mål, som barnet eller den unge selv har været med til at formulere. Der bør i den forbindelse tages hensyn til barnets eller den unges alder og modenhed.

Det vil samtidig være vigtigt, at både barnet eller den unge og forældrene forstår og føler sig inddraget i de enkelte mål i barnets plan. Kommunen bør i denne forbindelse være opmærksom på de særlige tilfælde, hvor tilstedeværelsen af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan nødvendiggøre en særlig kommunikationsform, eller hvor det kan være vanskeligt at bibringe barnet eller den unge en forståelse af barnets plan.

Det vil være centralt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning jævnligt genovervejer, hvilke konkrete mål der er relevante at have fokus på i barnets plan og i indsatsen for et barn eller en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller den unge, eksempelvis i forbindelse med vigtige overgange i barnets liv. F.eks. vil det for et treårigt barn ikke være nødvendigt at fokusere på skolegang i barnets plan, men når barnet bliver seks år, kan det meget nemt blive relevant at have fokus herpå, herunder have fokus på at skabe en god overgang fra dagtilbud til skole. Derfor vil kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning og revision af barnets plan, jf. den foreslåede § 95, stk. 4, skulle overveje, hvorvidt nogle af de konkrete mål, som hidtil ikke har været relevante i forhold til det enkelte barn, nu er relevante, samt på, om det kan være relevant at fastsætte mål som specifik relaterer til vigtige overgange i barnets liv. Samtidig vil behovet for at inddrage forældrene i formuleringen af de konkrete mål også kunne udvikle sig over tid.

Det foreslås med stk. 2, at barnets plan vil skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats. Hvis der er foretaget en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov efter §§ 19 eller 20, vil barnets plan desuden skulle tage udgangspunkt i resultaterne heraf.

Den foreslåede bestemmelse opregner de emner, som barnets plan vil skulle tage udgangspunkt i, når det er besluttet, at der skal udarbejdes en barnets plan. Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav til omfanget af beskrivelsen af de opregnede emner.

Barnets plan vil skulle sikre en god opfølgning på barnets eller den unges trivsel og udvikling og effekterne af indsatsen i den henseende samt give familien et overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt rådgiverskift. Det foreslås derfor, at barnets plan vil skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats herunder efter de foreslåede bestemmelser i §§ 46 eller 47. Formålet er, at der i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål skal være fokus på at sikre, hvordan den iværksatte indsats kan understøtte, at målene nås. Samtidig vil de konkrete mål skulle formuleres i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, jf. den foreslåede § 92, stk. 1.

Hensigten med forslaget er bl.a. at understøtte, at børne- og ungerådgiveren kan bruge målene i barnets plan som udgangspunkt for at foretage en løbende vurdering af den iværksatte indsats, og så det er muligt at vurdere indsatsens effekt. Rådgiveren bør således løbende tage stilling til, om den iværksatte indsats er med til at understøtte en positiv udvikling og trivsel for barnet eller den unge eller den samlede familie. Hvis det ikke er tilfældet, bør det give anledning til at se på, om der er behov for at justere indsatsen.

Det foreslås derudover, at planen vil skulle tage udgangspunkt i resultaterne af afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges behov. Hvis der på tidspunktet for udarbejdelse af barnets plan ikke er foretaget en afdækning eller undersøgelse, eller hvis denne ikke er afsluttet på det givne tidspunkt, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på at få inddraget resultaterne heraf i forbindelse med den efterfølgende opfølgning og en eventuel revision af barnets plan.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 56-57, stilles der ikke krav om, at der i barnets plan skal opstilles mål for alle de forhold, som indgår i undersøgelsen eller afdækningen af barnets eller den unges behov. Disse bør alene indgå i barnets plan i det omfang, der er behov for at have fokus herpå eller for at iværksætte indsatser i forhold hertil. Planen bør således forholde sig til de relevante ressourcer og problemer, der er afdækket i barnets eller den unges familie og netværk, og som således kan være relevante i forhold til barnets eller den unges konkrete mål for fremtiden og vejen derhen. Resultatet af afdækningen eller undersøgelsen vil også kunne understøtte kommunen i med barnets plan at forholde sig til, hvilke af barnets eller den unges forhold og behov der vil skulle handles på og gøres en særlig indsats i forhold til, samt angive, hvad målene for denne indsats er.

Den foreslåede bestemmelse udelukker imidlertid ikke, at der vil kunne være tilfælde, hvor det i den enkelte sag vurderes, at det ikke er relevant at inddrage resultatet af undersøgelsen eller afdækningen direkte i forbindelse med udarbejdelsen af barnets plan. Hensigten er, at der tages udgangspunkt heri, når de konkrete mål skal formuleres, men det vil ikke være et krav, at resultatet af undersøgelsen skal kunne ses direkte afspejlet i målene.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at børne- og ungerådgiveren kommer omkring de emner, som vurderes at være relevante i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling, således at planen bliver et anvendeligt redskab for såvel barnet eller den unge og familien samt den enkelte børne- og ungerådgiver i forbindelse med den løbende opfølgning.

Det foreslås med stk. 3, at i sager om anbringelse uden for hjemmet efter § 46 og § 47, skal barnets plan angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 140, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven med sproglige ændringer.

Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien vil barnets plan skulle beskrive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse. Det vil f.eks. kunne være støtte i forbindelse med samvær mv. Den støtte, der iværksættes til forældrene efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 7 vil derimod skulle indgå i forældrehandleplanen.

Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af barnet eller den unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for udarbejdelse af barnets plan. Dette element i planen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende opfølgning og ved revisioner af barnets plan under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Dette element i barnets plan bør således kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse.

Der vil derudover gælde de samme krav for barnets plan i sager om anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede § 92, stk. 1 og 2. Dog bemærkes, at der, jf. den foreslåede bestemmelse i § 91, stk. 3, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid vil skulle udarbejdes en barnets plan i sager om anbringelse uden for hjemmet.

§ 93

Det fremgår af § 140 a i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan til et barn eller en ung, jf. § 140, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de elementer af en handleplan, jf. § 140, stk. 1-3 og 5, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.

Det foreslås med bestemmelsen i § 93, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. § 92, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. § 110.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, 1. pkt., med de nødvendige redaktionelle ændringer som følge af, at handleplanen med det foreslåede §§ 91 og 92 foreslås erstattet af en barnets plan.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 93, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 39-41, at når kommunalbestyrelsen udarbejder en barnets plan, jf. det foreslåede § 91, vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. det foreslåede § 92, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan, som samler forældrenes indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og områder.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 110, hvoraf det bl.a. følger, at den helhedsorienterede plan vil skulle opfylde kravene til indholdet m.v. til en barnets plan efter de foreslåede bestemmelser i §§ 91 og 92.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 93 er, at understøtte adgangen til at der kan ydes en sammenhængende indsats i en helhedsorienteret plan for personer med komplekse og sammensatte problemer. Forslaget har således til formål at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til borgere med komplekse problemer på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen vil have adgang til at tilbyde forældre en helhedsorienteret plan frem for flere planer efter forskellig sektorlovgivning. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 110.

§ 94

Det fremgår af servicelovens § 140, stk. 6, at når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 66 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 101, skal relevante dele af handleplanen eller den helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.

Det foreslås med § 94, at når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet en barnets plan efter § 91 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante dele af barnets plan eller den helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.

Der er tale om en videreførelse servicelovens § 140, stk. 6, med de nødvendige sproglige ændringer som følge af, at handleplanen med det foreslåede §§ 91 og 92 erstattes af barnets plan.

Den foreslåede bestemmelse indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 38-39, at når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, eller visiteres til et behandlingstilbud for stofmisbrugere efter lovens § 33, vil relevante dele af barnets plan eller den helhedsorienterede plan skulle udleveres til tilbuddet. For så vidt angår behandlingstilbud for stofmisbrugere, vil den foreslåede bestemmelse alene finde anvendelse i det omfang, kommunalbestyrelsen har besluttet efter den foreslåede § 91, stk. 1, at der skal udarbejdes en barnets plan.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der både er pligt og adgang til, at kommunen kan udlevere relevante oplysninger om barnets eller den unges forhold til det konkrete anbringelsessted eller behandlingstilbud, hvor barnet eller den unge anbringes eller modtager stofmisbrugsbehandling efter lovens § 33. Det kan f.eks. være om barnets eller den unges helbredsmæssige forhold, familieforhold eller sociale problemer.

Hensynet er at sikre, at de enkelte tilbud kender til de konkrete forhold for barnet eller den unge, der er anbragt eller visiteret til et behandlingstilbud for stofmisbrugere, for på det bedste mulige grundlag at kunne sikre, at barnet eller den unge får den nødvendige og rette indsats.

Kommunalbestyrelsens udlevering af oplysninger om et barn eller en ungs rent private forhold vil derfor ske med henblik på at sikre, at barnets eller den unges behov for hjælp er tilstrækkeligt oplyst.

Kommunens videregivelse af relevante dele af barnets plan or en helhedsorienteret plan til tilbuddet vil medføre, at konkrete oplysninger om rent private forhold vedrørende barnet eller den unge, som oplysningerne i planen vedrører, vil blive undergivet databehandling, som er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, idet oplysningerne kan vedrøre barnets eller den unges evt. sociale problemer eller helbredsmæssige forhold.

Kommunens videregivelse af oplysninger til tilbuddet må aldrig gå ud over, hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt til brug for tilbuddets indsats over for barnet eller den unge. Der vil derfor skulle foretages en konkret vurdering af oplysningerne i planen, så det kun er de oplysninger i den enkelte plan, som i det konkrete tilfælde kan anses for relevante og nødvendige i forhold til den konkrete indsats, der skal ydes til barnet eller den unge, der må udleveres til det konkrete tilbud.

Både kommunens udlevering af oplysninger til tilbuddet om barnet eller den unge og tilbuddets efterfølgende behandling af disse oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde skulle leve op til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler, herunder de grundlæggende krav til databehandlingen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3 og punkt 6.

§ 95

Det fremgår af § 70, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen senest tre måneder efter, der er iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, skal vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 140, relevante dele af en helhedorienteret plan, jf. § 140 a, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Beslutning om revision af handleplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan skal så vidt muligt ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Bestemmelsen omfatter opfølgning på foranstaltninger, der iværksættes efter servicelovens §§ 52, 58, 76 og 76 a.

Det fremgår endvidere af § 70, stk. 2, i serviceloven, at vurderingen af behovet for at revidere handleplanen, jf. § 70, stk. 1, skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140 eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen løbende skal følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling eller de kommende forældres forhold, når der er iværksat en indsats efter §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120.

I forhold til efter gældende ret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, vil det med forslaget blive tydeliggjort, hvilke konkrete indsatser der er omfattet af bestemmelsen. Med den foreslåede bestemmelse fastslås det samtidig, at opfølgning vil skulle ske løbende.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen vil skulle følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 92 om barnets plan, hvorefter barnets plan vil skulle have fokus på at opstille konkrete mål for barnets trivsel og udvikling. Hvis der er tale om et endnu ufødt barn vil kommunalbestyrelsen skulle følge op på de kommende forældres forhold.

Den foreslåede bestemmelse omfatter indsatser efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120. I de tilfælde, hvor der er tale om en indsats for kommende forældre, bør barnets fødsel betragtes som et naturligt nedslagspunkt i den løbende opfølgning. I disse tilfælde vil det være naturligt, at kommunen følger op på, hvordan barnet og familien har det, når barnet er født, ligesom kommunen i forbindelse med barnets fødsel bør tage stilling til, om der er behov for nye indsatser, som f.eks. en anbringelse, og om det i den forbindelse vurderes at være relevant at revidere barnets plan.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at sikre, at der løbende følges op på barnets trivsel og udvikling. Det handler således primært om at sikre, at barnet har det godt og er i trivsel, samt at barnet eller den unge udvikler sig alderssvarende i forhold til barnets eller den unges ressourcer og støttebehov. En god løbende opfølgning vil samtidig kunne sikre, at indsatsen, jf. det foreslåede §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120, hele tiden tilgodeser barnets eller den unges behov og fortsat bidrager til at nå de konkrete mål, der er opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.

Det foreslås med stk. 2, at opfølgningen efter stk. 1 første gang skal finde sted på det tidligste af følgende tidspunkter: 1) Når afdækningen eller undersøgelsen, som er foretaget sideløbende med en støttende indsats efter § 32, stk. 4, eller en anbringelse efter §§ 46 eller 143, af barnets eller den unges behov efter §§ 19, 20 eller 26 er afsluttet, eller 2) tre måneder efter iværksættelse af indsatsen.

Efter den foreslåede stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle følge op første gang, når afdækningen eller undersøgelsen, som er foretaget sideløbende med en støttende indsats efter § 32, stk. 4, eller en anbringelse efter §§ 46 eller 143, af barnets eller den unges behov efter §§ 19, 20 eller 26 er afsluttet, eller senest tre måneder efter iværksættelsen af indsatsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120.

De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det vil gælde uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med eller på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af barnets eller den unges behov. Det vil sige, at i de tilfælde, hvor der er foretaget en afdækning eller undersøgelse før iværksættelse af indsatsen, vil fristen på tre måneder løbe fra afgørelsen om indsatsen og være uafhængig af forløbet for afdækningen eller undersøgelsen, der således allerede vil være afsluttet.

I tilfælde, hvor indsatsen igangsættes sideløbende med afdækningen eller undersøgelsen, vil kommunalbestyrelsen efter stk. 2, nr. 1, som udgangspunkt skulle følge op, når afdækningen eller undersøgelsen er afsluttet. Dog gælder, at hvis afdækningen eller undersøgelsen ikke er afsluttet inden tre måneder efter iværksættelse af indsatsen, så vil dette være det senest mulige tidspunkt for kommunalbestyrelsens første opfølgning i sagen.

Den foreslåede tidsfrist på tre måneder er en videreførelse af gældende ret i § 70, stk. 1, i serviceloven, hvorefter kommunen er forpligtet til at følge op senest tre måneder efter, at der er iværksat en indsats. Tidsfristen skal derudover ses i sammenhæng med tidsfristen for udarbejdelse af barnets plan, jf. den foreslåede § 91, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen vil skulle være opmærksom på, at der kan være behov for at følge op på et tidligere tidspunkt. Iværksættelsen af en indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120 kan således betyde en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse. Derfor kan der allerede kort tid efter iværksættelsen af en indsats vise sig nye eller ændrede behov, som betyder, at der er behov for at følge op på barnets trivsel og udvikling og på, om indsatsen skal ændres. Der kan f.eks. være tale om, at man sideløbende med indsatsen har iværksat en undersøgelse, og at man på den baggrund finder ud af, at barnets eller den unges behov is mere omfattende end først antaget, og at der derfor er behov for en anden og mere indgribende indsats.

Med den foreslåede ordning vil der ikke fremadrettet være krav om opfølgning med minimum seks måneders interval. Det er således alene den første opfølgning i sagen, der vil være lovfastsat. Det vil fremadrettet bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, hvor ofte der herefter vil skulle følges op. Hensigten er, at den løbende opfølgning i højere grad end efter gældende ret skal afspejle behovet i den enkelte sag på baggrund af en konkret og individuel vurdering.

Barnet eller den unge og forældrene vil altid kunne anmode kommunen om at ændre tilrettelæggelsen af opfølgningen i en sag om generelle, støttende indsatser, anbringelse eller ungestøtte.

Kommunen vil i disse tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag til at handle på anmodningen. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at imødekomme anmodningen, vil der ikke være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den første opfølgning skal træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunalbestyrelsens beslutning skal afspejle forholdene i den konkrete sag, og barnets eller den unges ønsker og behov skal inddrages. Kommunalbestyrelsen skal begrunde sin beslutning over for barnet eller den unge og forældrene.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den første opfølgning vil skulle træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen på barnets trivsel og udvikling, når der er iværksat en indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle afspejle forholdene i den konkrete sag, og barnets eller den unges ønsker og behov vil skulle inddrages. Kommunalbestyrelsen vil skulle begrunde sin beslutning over for barnet eller den unge og forældrene.

I forbindelse med den første opfølgning vil kommunen således skulle tage stilling til behovet for opfølgning, herunder både hyppigheden og tidspunktet for opfølgningen. Kommunalbestyrelsen vil således skulle træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, og beslutningen vil skulle afspejle forholdene i den enkelte sag. Der vil ikke være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, og beslutningen om tilrettelæggelse af opfølgningen vil derfor ikke kunne påklages særskilt. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage barnets eller den unges ønsker og behov. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse tale med barnet eller den unge og inddrage barnets holdning til opfølgningen. Formålet er at sikre, at det er barnets eller den unges egne ønsker, der bliver styrende for kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af opfølgningen. Det gælder både i forhold til hyppighed, tidspunkt og formen for opfølgning. Barnets eller den unges ønsker bør tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og eventuelle funktionsnedsættelse, og barnet eller den unge må aldrig blive ansvarliggjort for de beslutninger, der træffes. I tilfælde, hvor barnet eller den unge eksempelvis udtrykker ønske om ingen eller et minimum af opfølgning, vil det altid være kommunalbestyrelsens ansvar at træffe den endelige beslutning og sikre, at opfølgningen afspejler det faktiske behov i den enkelte sag.

Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse tage hensyn til barnets eller den unges og familiens støttebehov og baggrunden herfor. Herunder bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om behovet for støtte primært udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, hos forældrene eller hos søskende, og om det kan have betydning for behovet for opfølgning i den konkrete sag. I sager, hvor støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse eller en kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge, bør kommunalbestyrelsen ligeledes være opmærksom på, om der som supplement til de iværksatte indsatser efter de foreslåede §§ 32, 46, 47, 113-115 og 120 også kan være behov for at tilbyde hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 8.

Derudover bør beslutningen om opfølgning afspejle sagens kompleksitet, hvor indgribende indsatsen er, samt hvor længe indsatsen har forløbet. Nye indsatser vil som udgangspunkt stille krav om hyppig opfølgning, mens indsatser, som har været stabile over flere år og til stor gavn for barnets eller den unges trivsel kan kræve mindre opfølgning. Kommunen vil dog skulle være opmærksom på, at der kan være individuelle forhold hos det enkelte barn eller den enkelte unge, der tilskriver mere eller mindre opfølgning, ligesom behovet for opfølgning kan variere over tid.

Forslaget er en konsekvens af, at de eksisterende lovfastsatte krav om opfølgning med minimum seks måneders interval ophæves. Med forslaget får børne- og ungerådgiveren større fleksibilitet end efter gældende ret til at tilpasse opfølgningen ud fra en faglig vurdering af barnets eller den unges behov i den enkelte sag. Formålet er at understøtte, at opfølgningen ikke tilrettelægges på baggrund af lovfastsatte, arbitrære nedslagspunkter hvert halve år, men i stedet afspejler en konkret og individuel vurdering af behovet for opfølgning i den enkelte sag.

Kommunalbestyrelsen skal efter gældende ret, jf. § 70, stk. 1, i serviceloven, tage stilling til, om der er behov for yderligere opfølgning end de halvårlige nedslagspunkter, som følger af bestemmelsen. Hensigten med at ophæve kravet om opfølgning med maksimalt seks måneders interval er at understøtte, at børne- og ungerådgiveren i højere grad tager stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag, således at der følges hyppigere op, når der er behov for det. Samtidig er formålet at sikre, at rådgiveren ikke bruger ressourcer på unødige processkridt i de tilfælde, hvor barnets eller den unges behov tilsiger, at opfølgningen finder sted sjældnere, end de gældende regler kræver. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis et barn eller en ung har været anbragt i den samme plejefamilie i en lang årrække, hvor barnet trives, og hvor barnet eller den unge først og fremmest betragter opfølgningen som en forstyrrelse af sin dagligdag. I en sådan situation vil det fortsat være relevant, at kommunen følger op på barnets eller den unges trivsel og udvikling med jævne mellemrum, men opfølgningen behøver ikke nødvendigvis finde sted hvert halve år.

Der vil med den foreslåede ordning ikke være krav til kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af opfølgningen, og formen på opfølgningen vil således kunne variere. I nogle tilfælde vil sagens forhold kræve, at børne- og ungerådgiveren besøger barnet eller den unge på anbringelsesstedet, i hjemmet eller på tilbuddet, og andre gange kan det være tilstrækkeligt med et telefonopkald. Der vil med den foreslåede ordning være fleksibilitet til at tilrettelægge opfølgningen på en måde, der smidiggør arbejdsgangene for rådgiveren og samtidig imødekommer barnets eller den unges behov.

Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på at møde barnet eller den unge via de kommunikationsformer og -kanaler, som barnet eller den unge kender og er tryg ved. Det vil imidlertid være vigtigt, at rådgiveren tager initiativ til og insisterer på fysiske møder i de tilfælde, hvor sagens karakter eller barnets eller den unges behov tilsiger det.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved kommunens pligt til at føre et personrettet tilsyn, herunder tilsynsforpligtelsen i forhold til barnet eller den unge på anbringelsesstedet. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 156.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning skal vurdere, om indsatsen skal justeres, eller om der er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19, 20 eller 26. Kommunalbestyrelsen skal desuden løbende tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen og vurdere, om der er behov for at udarbejde eller revidere barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, eller revidere relevante dele af den helhedsorienterede plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning efter den foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 1, vil skulle vurdere, om indsatsen skal justeres, eller om der er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse af det kommende barn eller barnets eller den unges behov, jf. §§ 19, 20 eller 26. Kommunalbestyrelsen vil desuden løbende skulle tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen og vil løbende skulle vurdere, om der er behov for at udarbejde eller revidere barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, eller om der er behov for at revidere relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse beskriver kommunalbestyrelsens konkrete opgaver i forbindelse med den løbende opfølgning efter den foreslåede § 95, stk. 1.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen for det første vil skulle vurdere, om indsatsen skal ændres, dvs. om indsatsen bidrager til at nå de konkrete mål, der er opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan, og om barnet eller den unge profiterer af indsatsen.

Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere, om barnet eller den unge trives og udvikler sig alderssvarende i forhold til barnets eller den unges ressourcer og støttebehov. Samtidig bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om der er sket en udvikling hos barnet eller den unge eller den samlede familie, som betyder, at der kan være grundlag for at revidere indsatsen. Det vil både kunne være relevant, hvis barnet eller den unge eller familien har opnået en forbedret trivsel, eller hvis udviklingen vurderes at gå den forkerte vej. Det f.eks. være hvis barnet eller den unge kommer i stigende mistrivsel med misbrug, kriminalitet, selvskade eller skolefravær. Derudover bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, at barnets eller den unges behov kan ændre sig over tid, ligesom der kan være behov for at være særligt opmærksom på overgange, f.eks. i forbindelse med skolestart eller overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse. Endvidere vil kommunalbestyrelsen i sager, hvor støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse eller en kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge, skulle være opmærksom på, om der som supplement til de iværksatte indsatser efter det foreslåede §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120 også kan være behov for at tilbyde hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 8.

For det andet foreslås det, at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse af barnets eller den unges behov. Det følger af den foreslåede ordning i §§ 19, 20 og 26, at der fremadrettet vil være større fleksibilitet i forhold til kommunens undersøgelse af barnets behov i den enkelte sag. Det vil stille krav til kommunens opfølgning, idet det vil være relevant, at kommunen løbende tager stilling til, om der kan være grundlag for at foretage en nærmere undersøgelse af behovet hos barnet eller den unge eller den samlede familie. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor der indledningsvist er foretaget en afdækning af støttebehovet, men hvor kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning bliver opmærksom på, at det kan være relevant at iværksætte en Børnefaglig undersøgelse efter lovforslagets § 20. Det vil også kunne være det i sager, hvor eksempelvis bekymrende adfærd hos barnet eller den unge giver anledning til at afdække, om adfærden kan have afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.

Kommunalbestyrelsen vil desuden med den foreslåede ordning løbende skulle tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen. Det vil også gælde i tilfælde, hvor der træffes afgørelse om en ny indsats, og der som følge heraf vil skulle tages stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen, jf. det foreslåede § 95, stk. 3. Formålet med den løbende stillingtagen til behovet for opfølgning er at sikre, at det ikke bliver sagens omstændigheder og barnets eller den unges behov på tidspunktet for den første opfølgning, der alene kommer til at diktere den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Barnets eller den unges behov i forhold til opfølgningen kan ændre sig over tid, ligesom der kan ske en udvikling i konteksten omkring barnet eller den unge, der betyder, at det er nødvendigt at tage beslutningen om tilrettelæggelse af opfølgningen op til revision. Det drejer sig både om hyppigheden, tidspunkt og formen for opfølgning mm. Der kan også være omstændigheder i den enkelte sag, der betyder, at det kan være relevant i en periode at skrue op eller ned for kadencen for opfølgning. Der kan også ske en omvæltning i barnets eller den unges liv, f.eks. hvis barnet eller den unge skal skifte anbringelsessted, der betyder, at der pludselig opstår et behov for at følge hyppigere op i en periode.

I forlængelse af dette kan der ske en udvikling i sagen, der betyder, at kommunalbestyrelsen også vil skulle tage beslutningen om udarbejdelse af barnets plan efter den foreslåede § 91, stk. 1, eller ungeplanen efter den foreslåede § 108, op til revision. Efter den foreslåede ordning vil kommunalbestyrelsen således i forbindelse med den løbende opfølgning skulle vurdere, om der er behov for at udarbejde en barnets plan efter § 91 eller en ungeplan efter § 108. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor det indledningsvist er besluttet, at der ikke er behov for at udarbejde en barnets plan, men hvor der undervejs i sagens forløb iværksættes en mere indgribende indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 eller 47, der betyder, at der opstår et behov for at udarbejde en barnets plan eller en ungeplan. I tilfælde, hvor der træffes afgørelse om anbringelse efter lovforslagets §§ 46 eller [47] vil kommunalbestyrelsen jf. det foreslåede § 91, stk. 2, være forpligtet til at udarbejde en barnets plan. Det vil også kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den unge i forbindelse med den løbende opfølgning giver udtryk for et ønske om, at der alligevel udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan.

Det foreslås derudover, at kommunalbestyrelsen løbende skal vurdere, om barnets plan, jf. den foreslåede § 91, ungeplanen jf. den foreslåede § 108 eller den helhedsorienterede plan, jf. det foreslåede § 110, skal revideres. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor de konkrete mål vurderes at være opnået, og der derfor er behov for at opstille nye mål for barnets trivsel og udvikling. Det vil også kunne være relevant i tilfælde, hvor indsatsen justeres, og der derfor er behov for at justere de konkrete mål i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan. Der vil også kunne være tilfælde, hvor der ikke er behov for en revision af barnets plan eller ungeplanen, men alene behov for justeringer i indsatsen. F.eks. vil en indsats i form af en kontaktperson, der ikke fungerer optimalt på grund af relationen mellem den unge og den pågældende kontaktperson, kunne justeres ved, at der findes en ny kontaktperson. Et andet eksempel kan være en anbringelsessag, hvor der er opstået problemer, som kan løses ved, at anbringelsesstedet modtager den nødvendige supervision. Omvendt vil der normalt skulle foretages en revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, hvis der skal ske ændringer i barnets eller den unges behandling, eller hvis der skal foretages nærmere undersøgelser af barnets eller den unges forhold eller lignende, der har betydning for de konkrete mål i planen.

I forbindelse med den løbende opfølgning vil kommunen skulle dokumentere overvejelser og beslutninger på sagen i relevant omfang. Det vil både være relevant af hensyn til, at man i sagens akter kan se kommunens tidligere overvejelser i forbindelse med opfølgningen, og af hensyn til at andre myndigheder eller børne- og ungerådgivere senere vil kunne tage stilling til sagen. Uanset at det vurderes, at der ikke er behov for at justere indsatsen eller revidere de konkrete mål i barnets plan eller ungeplanen, vil det alligevel kunne være relevant at dokumentere, at der er taget stilling til dette i forbindelse med opfølgningen. Således vil det også kunne give rådgiveren, barnet eller den unge og familien et fælles grundlag for den fremadrettede opfølgning. Kommunalbestyrelsen vil med fordel kunne bruge barnets plan som et aktivt redskab i opfølgningen og således dokumentere direkte i planen, hvilke forhold opfølgningen har berørt, og hvad der konkret er taget stilling til og eventuelt er besluttet. Barnets plan vil også kunne blive et redskab, som barnet eller den unge og forældrene kan bruge til dels at se tilbage på sagens forløb og fremad i forhold til at opnå det overordnede formål med støtten.

Det foreslås med stk. 5, at vurderingen, jf. det foreslåede stk. 4, skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end dem, der fremgår af planen, jf. §§ 92, 109 eller 110 i denne lov eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante. I givet fald skal disse indgå i en revideret barnets plan, ungeplan, den helhedsorienterede plan eller det reviderede forbedringsforløb.

Det følger af det foreslåede stk. 5, at vurderingen, jf. det foreslåede § 95, stk. 4, vil skulle omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. den foreslåede bestemmelse i §§ 92, 109 eller 110 eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante, og i så fald vil disse skulle indgå i en revideret barnets plan eller ungeplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vurderingen af behovet for revision af planen, jf. stk. 4, vil skulle tage stilling til, hvorvidt der er andre forhold end de hidtil beskrevne, der kan være relevante, og i så fald vil disse skulle indgå i en revideret barnets plan, ungeplan, helhedsorienteret plan eller revideret forbedringsforløb.

Kommunalbestyrelsen bør jævnligt genoverveje, hvilke konkrete mål der er relevante at have fokus på i planen og i indsatsen for et barn eller en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller den unge. F.eks. vil det for et treårigt barn ikke være nødvendigt at fokusere på skolegang i barnets plan, men når barnet bliver seks år, kan det meget nemt blive relevant at have fokus herpå. Derfor vil kommunen i forbindelse med revision af barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan skulle overveje, hvorvidt nogle af de forhold, som hidtil ikke har været relevante at beskrive i planen for det enkelte barn eller den enkelte unge, nu kan være relevante.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med revision af planen er opmærksom på, om der er andre relevante forhold, der giver anledning til at justere i de konkrete mål.

Det foreslås med stk. 6, at beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan skal ske med inddragelse af barnet eller den unge og forældrene, og så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan vil skulle ske med inddragelse af barnet eller den unge og forældrene og så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 8 som fremsat, side 10-11, vil revision af barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan skulle betragtes som en procesledende beslutning og vil således ikke ske ved en afgørelse omfattet af de forvaltningsretlige regler. Det betyder, at beslutningen om at revidere planen vil skulle ske som et led i, at der eventuelt skal træffes en afgørelse om ændring af den iværksatte indsats.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil skulle træffe afgørelse om at revidere barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan, og at beslutningen om revisionen af planen vil ikke kunne påklages særskilt. Dette vil ikke ændre på, at parterne fortsat vil kunne klage over en afgørelse om ændrede indsatser i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om at ændre indsatsen. Revisionen af barnets plan, ungeplanen eller dele af den helhedsorienterede plan vil dermed skulle indgå i kommunens løbende opfølgningsarbejde.

Beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller dele af den helhedsorienterede plan vil i lighed med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 8 som fremsat, side 11, så vidt det er muligt, skulle ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Det gælder i det hele taget, at kommunalbestyrelsen bør inddrage barnets eller den unges ønsker i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål i barnets plan eller ungeplanen, også når der er tale om at revidere målene. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i § 92, stk. 1, og § 109.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at samtykke så vidt muligt vil skulle opnås. Der vil kunne være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til revision af barnets plan eller ungeplanen ikke kan opnås. I så fald vil kommunen trods det manglende samtykke alligevel kunne revidere planen, hvis det vurderes at være til barnets eller den unges bedste. Dermed vil det være muligt at tilgodese barnets eller den unges behov for en revideret barnets plan, ungeplan eller helhedsorienteret plan, uanset at samtykke fra forældremyndighedsindehaver ikke kan opnås. På samme måde vil det også være muligt at revidere planen i tilfælde, hvor den unge over 15 år ikke samtykker, men hvor det vurderes at være til den unges bedste at revidere planen, uanset at samtykke ikke kan opnås.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.

§ 96

Det fremgår af § 70, stk. 2, i serviceloven, at ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen efter § 70, stk. 1, og af behovet for revision af handleplanen, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller forbedringsforløbet ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. § 148, stk. 1 og 3, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår endvidere af § 70, stk. 2, at vurderingen skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140 eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret forbedringsforløb.

Det foreslås med stk. 1, at hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47 skal den løbende opfølgning efter § 95 ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. § 156, og skal ske efter kontakt med forældremyndighedsindehaver.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at den løbende opfølgning i sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. det foreslåede § 156, stk. 1 og 3.

Bestemmelsen indebærer, at den løbende opfølgning i anbringelsessager i modsætning til efter gældende ret ikke vil skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men at opfølgningen vil skulle ses i sammenhæng med dette tilsyn. Således vil en eventuel justering af indsatsen og revision af barnets plan ikke nødvendigvis skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men kan være forhold, der træffes beslutning eller afgørelse om i forbindelse med den løbende opfølgning.

Formålet med forslaget er dels at tydeliggøre den tætte sammenhæng, der også fremadrettet vil være mellem den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn i sager om anbringelse uden for hjemmet. Samtidig følger det af forslaget, at formålet med henholdsvis den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn også vil være forskellige. Det skyldes bl.a., at den løbende opfølgning først og fremmest vil skulle have fokus på barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. den foreslåede § 95, stk. 1, samt at der vil være større fleksibilitet i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af opfølgningen i forhold til efter gældende ret, jf. den foreslåede § 95, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse fastslår således, at opfølgningen i sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle ske efter den foreslåede § 95. Det betyder bl.a., at formålet vil være at følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling, og at kommunalbestyrelsen også i sager om anbringelse vil skulle tage konkret stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag. Det vil bl.a. sige, at den første opfølgning vil skulle finde sted senest efter tre måneder, jf. det foreslåede § 95, stk. 2, og at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den første opfølgning vil skulle træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, jf. det foreslåede § 95, stk. 3.

Med den foreslåede bestemmelse vil den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn således kunne tilrettelægges forskelligt. Kommunalbestyrelsen vil også fremadrettet skulle besøge og tale med barnet eller den unge på anbringelsesstedet minimum to gange årligt i forbindelse med det personrettede tilsyn, jf. den foreslåede bestemmelse i § 156, men vil kunne supplere det personrettede tilsyn med løbende opfølgning, som fremadrettet vil kunne tilrettelægges og tilpasses fleksibelt ud fra behovet i den konkrete sag og udviklingen i barnets eller den unges behov over tid.

Eksempelvis vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at der i starten af anbringelsen skal følges hyppigt op i form af f.eks. telefonsamtaler med barnet eller den unge hver uge, og over tid vil intensiteten i opfølgningen kunne skrues ned, eller opfølgningen vil kunne tilrettelægges på en anden måde. Dette vil skulle ses i sammenhæng med, men vil samtidig være uafhængig af det personrettede tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 156. Dog vil kommunalbestyrelsen også fremadrettet skulle være opmærksom på, at der kan være behov for flere fysiske samtaler med barnet eller den unge, der er anbragt uden for hjemmet, end kravet om to årlige samtaler jf. den foreslåede § 156. Der kan dels være behov for flere samtaler som led i det personrettede tilsyn, ligesom der kan være behov for at tilrettelægge opfølgningen således, at børne- og ungerådgiveren mødes med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, på barnets eller den unges skole eller evt. på neutral grund. Det vil altid skulle bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, hvordan opfølgningen bedst tilrettelægges, så den imødekommer barnets eller den unges behov.

Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på grund af nedsat funktionsevne, vil der desuden kunne gøre sig særlige forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen af opfølgningen. F.eks. vil det kunne være nødvendigt at tage højde for, at funktionsnedsættelsen kan give sig udslag i kommunikative vanskeligheder hos barnet eller den unge.

Det foreslås endvidere med stk. 2, at hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, skal vurderingen af behovet for revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af den helhedorienterede plan eller forbedringsforløbet, jf. § 95, stk. 4 og 5, ske med udgangspunkt i resultatet af den børnefaglige undersøgelse, jf. § 20 i denne lov, eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslåede stk. 2 angiver konkrete elementer, som vil skulle indgå i kommunalbestyrelsens opfølgning på barnets eller den unges trivsel og udvikling i sager om anbringelse uden for hjemmet.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der i sager om anbringelse jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 91, stk. 2, og 109, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid vil skulle udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan, medmindre særlige forhold taler imod, ligesom der efter den foreslåede bestemmelse i § 20 vil være krav om at foretage en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov før en afgørelse om anbringelse.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår derfor, at barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan såvel som resultatet af den børnefaglige undersøgelse altid bør være centrale elementer i opfølgningen i sager om anbringelse uden for hjemmet. I tilfælde, hvor barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil resultatet af den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skulle indgå.

Formålet med den foreslåede ordning i § 96, stk. 1 og 2, er at sikre, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at den løbende opfølgning i sager om anbringelse uden for hjemmet skal tilrettelægges ud fra og tilpasses behovet i den konkrete sag. Formålet er samtidig at sikre, at de konkrete forhold, der vil være afdækket i den børnefaglige undersøgelse eller den ungefaglige undersøgelse, indgår i opfølgningen på anbringelsen, og at opfølgningen har fokus på de konkrete mål for barnets trivsel og udvikling, der vil være opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.

§ 97

Det fremgår af § 69, stk. 1, i serviceloven, at i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 70 stk. 2, og § 148, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet.

Det foreslås med stk. 1, at når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overtager kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune ansvaret for den daglige omsorg for barnet eller den unge.

Med det foreslåede stk. 1 fastslås, at kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune vil overtage ansvaret for den daglige omsorg for barnet eller den unge, når barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet.

Forslaget indebærer, at når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, vil kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune overtage ansvaret for barnet eller den unge og vil dermed have vidtgående adgang til at træffe beslutninger om barnet eller den unges forhold, når det er nødvendigt. Det vil dog fortsat være forældremyndighedsindehaverne, der bevarer retten til at bestemme over mere personlige forhold vedrørende barnet eller den unge.

Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, vil forældremyndigheden således ikke blive frataget forældrene. Det vil betyde, at der vil være en række forhold, som det som udgangspunkt alene vil være forældrene, der vil kunne tage stilling til. I nogle tilfælde vil barnet eller den unge selv kunne tage et spørgsmål op. Det vil bero på lovgivningen inden for det enkelte område, hvilke rettigheder barnet eller den unge har.

Retten til at bestemme over en række meget personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil således under en anbringelse fortsat tilkomme forældremyndighedsindehaveren.

Det foreslås endvidere med bestemmelsen i stk. 2, at kommunalbestyrelsen, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, på baggrund af den løbende opfølgning, jf. §§ 95 og 96, og det personrettede tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 156 skal træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under anbringelsen uden for hjemmet.

Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen vil overtage ved anbringelsen, at kommunen, om nødvendigt vil kunne træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, uddannelse samt om undersøgelse og lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling.

Hvilke forhold forældremyndighedsindehaveren selv vil kunne beslutte, og hvilke forhold kommunen vil kunne træffe afgørelse om, vil med den foreslåede bestemmelse være reguleret af, hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen. De afgørelser, som kommunen vil kunne træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under en anbringelse uden for hjemmet, vil således skulle angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren modsætter sig en beslutning, herunder eksempelvis en beslutning om vaccination af det anbragte barn eller den anbragte unge under 15 år, og kommunalbestyrelsen på denne baggrund vurderer, at det er nødvendigt at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.

Hvis der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks. valg af en praktiserende læge, indkøb af tøj og lignende, vil kommunen ikke skulle træffe afgørelse efter denne bestemmelse. Normalt vil det være ting, som kommunen i samarbejde med anbringelsesstedet vil kunne beslutte, men det bør overvejes, hvilke af disse ting som forældremyndighedsindehaveren med fordel kan få indflydelse på, så vedkommende stadig vil have indflydelse på sit barns liv og oplever sig som forælder. Anbringelsesstedet vil have mulighed for at handle inden for rammerne af kommunens beslutninger efter denne bestemmelse, men vil ikke kunne beslutte, at et barn eller en ung f.eks. skal skifte skoletilbud, da det alene vil være anbringende kommune, der vil kunne træffe beslutning efter den foreslåede bestemmelse.

Forældrenes indflydelse på barnets eller den unges personlige forhold, eksempelvis vedrørende tøj, skoletilbud og fritidsaktiviteter, vil dog ofte kunne fastholdes i meget vidt omfang i tilfælde, hvor anbringelsen uden for hjemmet ikke har afsæt i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, men alene skyldes udfordringer hos barnet eller den unge, eksempelvis som følge af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, misbrug eller selvskadende adfærd. I disse tilfælde vil det kunne være relevant at skabe grundlag for en løbende dialog mellem forældrene og anbringelsesstedet vedrørende tilrettelæggelsen af barnets eller den unges hverdag.

Forslaget indebærer endvidere, at kommunen på baggrund af den løbende opfølgning efter de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96 og det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet efter den foreslåede bestemmelse i § 156 vil skulle være opmærksom på behovet for eventuelt at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Med forslaget vil kommunalbestyrelsen endvidere om nødvendigt skulle træffe afgørelse om andre forhold under anbringelsen, herunder om behandling, uddannelse m.v.

Med den foreslåede bestemmelse følger der således en forpligtelse til, at kommunalbestyrelsen vil skulle være opmærksom på, om det er nødvendigt at træffe afgørelse om henholdsvis ændret anbringelsessted, behandling eller uddannelse m.v., ligesom den foreslåede bestemmelse vil give kommunalbestyrelsen adgang til at træffe de nødvendige afgørelser i det omfang, det må anses for at være nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen.

Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted efter § 97, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen herefter skulle træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted efter den foreslåede § 52. Faktisk flytning af et barn eller en ung fra ét anbringelsessted til et andet vil således forudsætte både en afgørelse om ændret anbringelsessted og en afgørelse om valg af anbringelsessted.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at kommunalbestyrelsen har adgang til at træffe de nødvendige beslutninger om barnets eller den unges forhold under hensynet til formålet med anbringelsen. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samarbejde med kommunen, eller hvis kommunen vurderer, at der er behov for en afgørelse om barnets eller den unges forhold, som forældremyndighedsindehaveren ikke er enig i. I så fald vil kommunen således kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 97. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det vurderes, at det er nødvendigt at foretage en lægelig undersøgelse af barnet eller den unge, eller at barnet eller den unge skal skifte skoletilbud, og forældremyndighedsindehaveren er imod. Det vil i sådanne situationer potentielt kunne være kritisk for barnets eller den unges sundhed, trivsel og udvikling, at der er adgang til at træffe de fornødne beslutninger. Samtidig giver forslaget kommunalbestyrelsen en pligt til at træffe de fornødne afgørelser, når det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.

§ 98

Det fremgår af serviceloven § 69, stk. 2, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, jf. dog § 69, stk. 3.

Det fremgår af serviceloven § 69, stk. 3, at hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kan opnås, jf. § 69, stk. 2, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen skal børn og unge-udvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. § 68b, stk. 1.

Det fremgår endvidere af serviceloven § 69, stk. 4, i sager om ændring af anbringelsessted, jf. § 69, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder 1) Den seneste handleplan, jf. § 140, 2) barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 48, 3) en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 9, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer, 5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. § 69, stk. 5, og 6) øvrige nødvendige oplysninger.

Efter serviceloven § 69, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted, indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted efter det foreslåede § 97, stk. 2, kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, jf. dog stk. 4.

Med den foreslåede bestemmelse vil den gældende retstilstand for samtykke til ændring af anbringelsessted dermed blive videreført uændret.

Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted efter den foreslåede § 97, stk. 2, fortsat vil kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år. Såfremt der ikke kan opnås samtykke, vil afgørelsen skulle træffes af kommunens børne- og ungeudvalg, jf. den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4.

Bestemmelsen er afgrænset til afgørelser om ændring af anbringelsessted. Der vil således ikke gælde de samme betingelser for en afgørelse om eksempelvis behandling eller uddannelse, der vil kunne træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 97, stk. 2.

Hensynet er, at en ændring af barnets eller den unges anbringelsessted kan føles som en meget indgribende afgørelse for forældrene og for barnet eller den unge. Derfor vil en ændring af anbringelsesstedet skulle kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år. Det vil gælde uanset, om anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med eller uden samtykke.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændring af anbringelsessted.

Ved fælles forældremyndighed vil der kræves samtykke fra begge forældre. Det følger af det foreslåede stk. 2, at kommunalbestyrelsen vil skulle indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører afgørelse om ændret anbringelsessted.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre barnets eller den unges aktuelle anbringelsessted i forbindelse med afgørelser om ændring af anbringelsessted. Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov, herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til familien osv.

Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om skift af anbringelsessted at høre anbringelsesstedet om barnets eller den unges situation og behov. En anmodning efter den foreslåede bestemmelse vil ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.

Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning har notatpligt. Ved akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen træffes. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på sagen.

Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse vil blive givet partsstatus.

Formålet med forslaget er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.

Det foreslås med stk. 3, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter det foreslåede § 97, stk. 2, om ændring af anbringelsessted for et barn under 10 år.

Forslaget indebærer, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et anbragt barn under 10 år vil få ret til på barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om at foretage en vurdering af afgørelsen i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted. Forslaget indebærer ikke, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie får partsstatus i forbindelse med anmodningen.

Med forslaget til barnets lov foreslås aldersgrænsen for selvstændig partstatus at blive sat ned til 10 år mod 12 år i dag i sager om ændring af anbringelsessted. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter selvstændigt vil kunne udøve partsbeføjelser, dvs. at de bl.a. vil få mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om ændret anbringelsessted, jf. forslaget til § 145, stk. 1.

Børn under 10 år vil derimod ikke få selvstændigt mulighed for at udøve partsbeføjelser, herunder i forhold til afgørelser om ændring af anbringelsessted. Derfor foreslås med stk. 3 en særlig ordning, hvor plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til børn under 10 år vil få ret til på barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en vurdering af en truffet afgørelse om ændret anbringelsessted. Der vil være tale om de situationer, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om ændring af anbringelsesstedet for et barn under 10 år med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, og afgørelsen derfor ikke vil blive påklaget af parten eller parterne, hvorved det til ske prøvelse af kommunalbestyrelsens afgørelse i Ankestyrelsen. Adgangen til at anmode om en vurdering, det vil sige en second opinion, gælder alene de tilfælde, hvor afgørelsen er truffet af kommunalbestyrelsen og dermed med samtykke fra parterne. Hvis en afgørelse om ændring af anbringelsessted for et barn under 10 år træffes af børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og/eller af barnet, der er fyldt 10 år, vil prøvelsen af afgørelsen i stedet for kunne ske ved, at parten eller parterne påklager afgørelsen til Ankestyrelsen. I disse tilfælde vil der således ikke kunne anmodes om en vurdering, det vil sige en second opinion, af barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie.

Ordningen efter det foreslåede stk. 3 vil bestå i, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et barn under 10 år på barnets vegne vil kunne bede Ankestyrelsen om en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om ændret anbringelsessted. Det vil være tilfælde, hvor barnet giver udtryk for ikke at være enig i dette, eller plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie vurderer, at afgørelsen ikke er til barnets bedste. Af hensyn til at hindre unødige skift for barnet vil en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen efter § 98, stk. 3, blive tillagt opsættende virkning, jf. § 2, nr. 21, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag. Det vil sige, at flytningen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, vil kommunalbestyrelsen dog samtidig med afgørelsen om valg af anbringelsessted eller ændret anbringelsessted kunne træffe afgørelse om at iværksætte afgørelsen straks. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af en plejefamilies godkendelse, eller andre forhold gør det nødvendigt at effektuerer afgørelsen straks.

Formålet med forslaget er at styrke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten i og med, at der sikres flere øjne på sagen og en uvildig vurdering i de tilfælde, hvor barnet har endnu ikke har en alder, så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser. Forslaget skal desuden sikre, at anbragte børn ikke bliver flyttet af årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks. udelukkende på grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn flyttes som følge af samarbejdsproblemer med kommunen.

Udgangspunktet vil være, at en anmodning fra plejeforældrene, støttepersonen eller venskabsfamilien efter den foreslåede bestemmelse sker på barnets vegne. Det vil sige, at det som udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden for anmodningen er, at barnet har givet udtryk for ikke at være enig i kommunalbestyrelsens afgørelse om ændret anbringelsessted. Dog vil der kunne være tilfælde, hvor barnets alder, modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet ikke selv kan udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i stand til at vurdere, om en ændring i anbringelsesstedet er til barnets eget bedste. Derfor vil det ikke være et krav, at barnet skal være imod kommunens afgørelse om ændret anbringelsessted.

Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vurdering af sagen, og afgørelsen om ændret anbringelsessted vil således altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets bedste. Ankestyrelsen bør således være opmærksom på, at anmodningen ikke alene bør være begrundet i rent personlige hensyn for plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien. Ankestyrelsen bør i den forbindelse også være særligt opmærksom på de konkrete forhold i den enkelte sag, herunder barnets eller den unges støttebehov og eventuelle funktionsnedsættelser hos barnet eller den unge eller forældrene.

Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning, jf. § 98, stk. 3, efter reglerne i den foreslåede bestemmelse i § 153.

Det foreslås endvidere med stk. 4, at hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kan opnås, træffes afgørelse om ændring af anbringelsessted af børne- og ungeudvalget, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen skal børne- og ungeudvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kan opnås, jf. stk. 1, vil børne- og ungeudvalget skulle træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen vil børne- og ungeudvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten skulle vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted.

Forslaget indebærer, at i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke til en afgørelse om ændret anbringelsessted efter stk. 1, vil en ændring af anbringelsesstedet forudsætte, at der træffes afgørelse i børne- og ungeudvalget herom. I behandlingen af sagen vil børne- og ungeudvalget skulle tage stilling til, om grundlaget for at flytte barnet eller den unge er til stede. Børne- og ungeudvalget vil skulle træffe afgørelse om at ændre anbringelsesstedet i de tilfælde, hvor det anses for at være nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen, jf. § 97, stk. 2, og hvor udvalget vurderer, at barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsesstedet, herunder af hensyn til barnets eller den unges behov for kontinuitet i anbringelsen.

Med den foreslåede bestemmelse vil udvalget i deres afgørelse skulle tage stilling til grundlaget for at ændre anbringelsesstedet på baggrund af kommunalbestyrelsens indstilling, jf. det foreslåede § 98, stk. 5. Børne- og ungeudvalget vil således skulle efterprøve kommunalbestyrelsens vurdering af behovet for at flytte barnet eller den unge.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet indebærer, at hvis der ikke kan opnås samtykke til en ændring af anbringelsessted for et barn eller en ung, der er anbragt af Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil sagen skulle forelægges Ungdomskriminalitetsnævnet med henblik på, at nævnet kan efterprøve kommunalbestyrelsens vurdering af behovet for at ændre anbringelsessted. Ungdomskriminalitetsnævnets prøvelse af kommunalbestyrelsens vurdering vil således svare til børne- og ungeudvalgets prøvelse efter den foreslåede ordning i § 98, stk. 4. Kommunalbestyrelsen vil fortsat kunne træffe afgørelse om ændret anbringelsessted med samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 1.

Hvis børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om ændret anbringelsessted efter den foreslåede bestemmelse, vil kommunalbestyrelsen herefter skulle træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted efter den foreslåede § 52, stk. 1. Faktisk flytning af et barn eller en ung fra ét anbringelsessted til et andet vil således forudsætte både en afgørelse om ændret anbringelsessted og en afgørelse om valg af konkret anbringelsessted.

Børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted vil kunne påklages til Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 10 år, jf. lovforslagets § 146. Forældremyndighedsindehaver og barnet, der er fyldt 10 år, vil også kunne klage til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse om valg af konkret anbringelsessted. Mens klager over børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted ikke vil have opsættende virkning, vil klager over afgørelse om et nyt konkret anbringelsessted, som udgangspunkt have opsættende virkning. Det vil betyde, at barnet eller den unge som hovedregel ikke vil kunne flyttes til et nyt anbringelsessted, før Ankestyrelsen har behandlet klagen over valg af anbringelsessted.

Det foreslås endelig med stk. 5, at til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. § 98, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der bl.a. skal indeholde: 1) Den seneste handleplan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. § 108, 2) barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. lovforslagets § 4, stk. 3, 3) en beskrivelse af, hvorvidt støttende indsatser til barnet eller den unge, jf. § 32, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer, og 5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. § 98, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse opregner de elementer, der som minimum vil skulle indgå i indstillingen til børne- og ungeudvalget i forbindelse med en afgørelse om ændring af anbringelsessted. Der er tale om en ikke-udtømmende liste, da der vil kunne være andre end de nævnte elementer, der kan være nødvendige for sagens oplysning i en konkret sag. Den samlede indstilling vil skulle danne grundlag for børne- og ungeudvalgets afgørelse efter det foreslåede § 98, stk. 4.

Det foreslås med det foreslåede stk. 5, nr. 1, at indstillingen bl.a. skal omfatte den seneste version af barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, der angiver konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling. De konkrete mål i barnets plan vil, jf. § 92, stk. 2, skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats, og kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med opfølgning og tilsynet med barnet eller den unge på anbringelsesstedet løbende skulle vurdere, om der er behov for at revidere planen.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2, vil barnets eller den unges holdning, jf. lovforslagets § 4, stk. 3, il ændringen af anbringelsesstedet også skulle indgå i indstillingen. Forud for afgørelsen vil kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 4, skulle inddrage barnet eller den unge, hvorved barnets eller den unges holdning til flytningen vil skulle tilvejebringes. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen i alle tilfælde vil skulle inddrage barnet eller den unge i forbindelse med en afgørelse om ændret anbringelsessted, uanset om der gives samtykke til afgørelsen eller ej.

Ændring af anbringelsessted uden samtykke er en indgribende beslutning for barnet eller den unge. Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsen i indstillingen til børne- og ungeudvalget vil skulle kunne godtgøre behovet for at flytte barnet. Derfor foreslås det med stk. 5, nr. 3, at indstillingen yderligere vil skulle beskrive, hvorfor supplerende støttende indsatser til barnet eller den unge, jf. § 32, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted ikke kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte. I den forbindelse vil kommunalbestyrelsen i indstillingen skulle foretage en vurdering af det aktuelle anbringelsessteds egnethed til at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer til voksne. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere, hvorvidt barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til det aktuelle anbringelsessted, at det på kortere eller længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet eller den unge at forblive på anbringelsesstedet. Kommunalbestyrelsen vil her skulle vurdere, hvorvidt barnet eller den unge har så stærke relationer til anbringelsesstedet, at det bedst imødekommer barnets eller den unges samlede behov at forblive på anbringelsesstedet, og om et behov for yderligere støtte til barnet eller den unges eller anbringelsesstedet kan være et alternativ til flytning. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor et barn har været anbragt i en plejefamilie siden fødslen og ved overgang til skolealderen har støttebehov, som plejefamilien ikke har kompetencer til at kunne imødekomme, men hvor det vurderes, at yderligere støtte til plejefamilien og/eller barnet eller den unge kan bringe barnet eller den unge i en positiv udvikling ved fortsat anbringelse i familien.

Med det foreslåede stk. 5, nr. 4, vil kommunalbestyrelsen endvidere skulle beskrive et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og mulighed for at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer til voksne.

Med det foreslåede stk. 4, nr. 5, vil en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted desuden skulle indgå i indstillingen. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 2.

De opregnede punkter beskriver elementer, der som minimum vil skulle indgå i indstillingen. Det følger således af den foreslåede bestemmelse at kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er øvrige relevante eller nødvendige oplysninger, som vil skulle indgå i indstillingen til børne- og ungeudvalget. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om relevante oplysninger fra barnets skole eller daginstitution.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.2 og 3.12.3.

§ 99

Det fremgår af § 68, stk. 1, i serviceloven, at foranstaltninger efter lovens § 52, stk. 3, skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 76 og 76 a om efterværn.

Det foreslås i § 99, at støttende indsatser og anbringelser efter §§ 32, 46, 47 og 67 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 114, 115 og 120.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at de konkrete afgørelser om støttende indsatser, anbringelse og om ungestøtte med barnets lov vil skulle træffes efter henholdsvis de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47 og 67 samt de foreslåede bestemmelser i §§ 114, 115 og 120.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366, at alle støttende indsatser, der vil kunne iværksættes efter den foreslåede bestemmelse i § 32, vil skulle ophøre, når formålet med indsatsen er nået, når indsatsen ikke længere opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Det samme vil med forslaget gælde for anbringelser, der iværksættes efter §§ 46 eller 47. De oplistede indsatser vil skulle ophøre, uanset om de iværksættes med samtykke eller uden samtykke.

Det følger derfor også i forlængelse heraf, at alle hjemgivelsesperioder, jf. den foreslåede § 100, stk. 1 og 3, og videreførte anbringelser, jf. den foreslåede § 67, ligesom alle øvrige indsatstyper efter de foreslåede §§ 32, 46 og 47 vil skulle ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år. Ved eksempelvis en videreførelse af en anbringelse efter den foreslåede § 67 vil formålet være at opretholde barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet. Har barnet eller den unge ikke længere det tilknytningsforhold til anbringelsesstedet, der begrundede den videreførte anbringelse, vil anbringelsen således ikke længere opfylde sit formål og vil skulle ophøre. Dette er i overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366.

Ved anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke vil opholdet på anbringelsesstedet dog eventuelt kunne opretholdes efter det fyldte 18. år efter reglerne om ungestøtte i de foreslåede §§ 114-116 eller efter reglerne i den foreslåede § 120, hvis den unge er indforstået med det. Når en indsats efter §§ 32, 46, 47 eller 67 ophører, fordi den unge fylder 18 år, vil kommunalbestyrelsen således skulle være opmærksom på, om den unge har ret til støtte i form af ungestøtte efter de foreslåede §§ 114-116 eller opretholdt anbringelse i en plejefamilie efter den foreslåede § 120.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at en iværksat indsats ikke forløber over en længere periode, end hvad formålet med indsatsen tilsiger. Kommunalbestyrelsen vil derfor løbende skulle tage stilling til, om en iværksat indsats fortsat opfylder sit formål, og om formålet med indsatsen er opnået. Det vil være nærliggende, at kommunalbestyrelsen tager stilling til dette i forbindelse med den løbende opfølgning på barnets eller den unges trivsel, jf. den foreslåede bestemmelse i § 95, eller i forbindelse med det løbende personrettede tilsyn med børn eller unge, der er anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 156.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.2 og 3.13.3.

§ 100

Det fremgår af serviceloven § 68, stk. 2, i serviceloven, at et anbragt barn eller en anbragt unge først kan hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode.

Det fremgår af serviceloven § 68, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte længden af en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og længden fastsættes under hensyn til 1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge, 2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.

Det fremgår af serviceloven § 68, stk. 5, i serviceloven, at hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.

Det fremgår af serviceloven § 68, stk. 10, i serviceloven, at forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere handleplanen, jf. § 140, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 140 a, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.

Det fremgår endvidere af serviceloven § 69, stk. 5, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om bl.a. hjemgivelse, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 3, forud for hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 og 47. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Det foreslås videre, at som led i vurderingen af, om et barn eller ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges bedste.

Det foreslås således med den foreslåede stk. 1, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366-3367, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, ikke vil kunne hjemgives til forældrene, uden kommunalbestyrelsen forinden har truffet en afgørelse herom. Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede ordning altid skulle træffe afgørelse om, at en hjemgivelse skal ske, samt om en hjemgivelsesperiode.

Bestemmelsen har til formål at understøtte den samlede proces omkring hjemgivelse, hvor det velovervejede og tilrettelagte forløb for barnet eller den unge vil skulle vægtes højere end forældrenes mulighed for at få barnet hjem umiddelbart. I overensstemmelse hermed vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse skulle fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Hjemgivelsesperioden vil kunne vare op til seks måneder, jf. den foreslåede § 100, stk. 3. Kun i særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at der ikke skal fastsættes en hjemgivelsesperiode.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om fastsættelse af en hjemgivelsesperiode vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter de almindelige regler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, jf. den foreslåede § 144.

Kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en anmodning fra forældrene om hjemgivelse af barnet eller den unge til afgørelse i børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme forældrenes ønske om hjemgivelse. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 102.

Kommunalbestyrelsen vil alene kunne undlade at fastsætte en hjemgivelsesperiode i særlige tilfælde, jf. ovenfor. Det altovervejende udgangspunkt vil således være, at der vil skulle fastsættes en hjemgivelsesperiode. Særlige tilfælde vil for eksempel kunne være, hvis plejeforældrene flytter eller siger op samtidig med, at barnet eller den unge af andre årsager skal hjemgives. I sådanne tilfælde kan det være bedre for barnet eller den unge at komme hjem med det samme end at blive anbragt hos nye plejeforældre i en kortere hjemgivelsesperiode. Det kan også være, at hjemgivelsen sker lige op til skolestart, hvor det vurderes at være til barnet eller den unges bedste at komme hjem hurtigt og starte i ny skole samtidig med, at de øvrige børn starter i skole. Endelig kan der være tilfælde, hvor et barn eller en ung anbringes kortvarigt, for eksempel på grund af en forælders hospitalsindlæggelse. I sådanne tilfælde vil det ikke være hensigtsmæssigt, at der fastsættes en hjemgivelsesperiode.

Kravet om, at kommunen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og herunder evt. fastsætte en hjemgivelsesperiode, vil betyde, at forældrene ikke vil kunne få barnet eller den unge hjem ved at tilbagekalde deres samtykke til anbringelsen til enhver tid, f.eks. ved ophør af samvær med barnet eller den unge. Uanset at barnet eller den unge er anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, vil der ikke kunne ske hjemgivelse, førend kommunen har truffet en afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde.

Det foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i serviceloven § 68, stk. 2 i serviceloven tydeliggjort, at der som led i vurderingen af, om et barn eller en ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges bedste. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere, om en hjemgivelse vil sikre god udvikling og trivsel hos barnet eller den unge. Dette vil skulle indgå i den samlede vurdering af sagen, herunder vurderingen af det oprindelige anbringelsesgrundlag og barnets eller den unges og familiens samlede situation. Det følger af det overordnede formål med barnets lov, at alle afgørelser, der træffes, skal være til barnets eller den unges bedste, i overensstemmelse med Børnekonventionen.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om hjemgivelse.

Den foreslåede bestemmelse, er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører afgørelser om hjemgivelse.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre det konkret relevante anbringelsessted i forbindelse med afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i forbindelse med afgørelser om hjemgivelse.

Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov, herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til familien osv.

Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om hjemgivelse at høre anbringelsesstedet om barnets eller den unges situation og behov. En anmodning efter den foreslåede bestemmelse vil ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.

Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning har notatpligt. Ved akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen træffes. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på sagen.

Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse gives partsstatus.

Formålet med den foreslåede stk. 2 er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.

Det foreslås med stk. 3, at en hjemgivelsesperiode kan vare op til seks måneder, og længden fastsættes under hensyn til: 1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge, 2) forberedelse af eventuel støttende indsatser til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 32, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter §§ 47 eller 67 i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 46.

Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at en hjemgivelsesperiode efter den foreslåede § 100, stk. 1, kan vare op til seks måneder, ligesom bestemmelsen oplister de forhold, som kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af hjemgivelsesperiodens længde vil skulle tage hensyn til.

I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366-3367, har bestemmelsen flere formål:

For det første vil den skulle hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan for eksempel være, at barnet eller den unge er ved at afslutte et igangværende skole- eller uddannelsesforløb på anbringelsesstedet, at barnet eller den unge har brug for tid til at vænne sig til at skulle hjem gennem hyppigere samvær med forældrene, eller at barnet eller den unge har brug for tid til at tage ordentligt afsked med venner og omsorgspersoner på anbringelsesstedet.

For det andet vil den skulle give kommunalbestyrelsen mulighed for at tilrettelægge hjemgivelsen. Kommunalbestyrelsen vil skulle have mulighed for at forberede støttende indsatser til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter servicelovens § 32. I sager vedrørende børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller langvarig lidelse vil kommunalbestyrelsen også i relevant omfang skulle være opmærksom på, om der kan være behov for at forberede iværksættelse af hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8. Samtidig kan det være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene i bredere forstand sikrer, at der er gode forhold for barnet eller den unge efter hjemgivelsen, for eksempel ved at sikre at barnet eller den unge har et passende fritids-, skole- og/eller dagtilbud straks efter hjemgivelsen

For det tredje vil kommunalbestyrelsen skulle have mulighed for at overvejer, om en hjemgivelsesperiode skal benyttes til at vurdere, om sagen skal forelægges kommunens børne- og ungeudvalg med henblik på afgørelse om anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47 eller opretholdelse af en anbringelse på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet efter det foreslåede § 67.

Hjemgivelsesperioden vil kunne vare fra få dage til seks måneder afhængigt af behovet. Det vurderes dog, at det kun sjældent vil være relevant at fastsætte en hjemgivelsesperiode af længere varighed, da op til seks måneder er ganske lang tid i et barns perspektiv. Hjemgivelsesperioden må i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke vare længere, end formålet med at fastsætte perioden tilsiger.

I kommunalbestyrelsens vurdering af periodens længde vil barnet eller den unges og eventuelle søskendes anbringelseshistorik skulle indgå. Således vil det også være relevant i forhold til det konkrete barn eller den konkrete unge, om der har været hjemgivelser og efterfølgende genanbringelser af barnets eller den unges søskende. Ligeledes vil der kunne være grundlag for, at forældrenes eventuelle sygdoms- og misbrugshistorik medtages i kommunens vurdering af hjemgivelsesperiodens længde. Oplysninger herom vil eksempelvis kunne være tilvejebragt i forbindelse med undersøgelse af barnets eller den unges behov, jf. den foreslåede bestemmelse i § 20, eller i forbindelse med opfølgningen, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96, og vil skulle tillægges betydning af hensyn til at undgå genanbringelser.

Endelig vil forholdene og behovene for særlige støttetiltag, skoletilbud, fritidstilbud mv. skulle indgå. I hjemgivelsesperioden vil kommunalbestyrelsen kunne lave et udslusningsforløb, der således langsomt giver barnet eller den unge mulighed for at vænne sig til det nye liv.

Det foreslås med stk. 4, at hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter §§ 46, 47 eller 67.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 5, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at en afgørelse om anbringelse med barnets lov vil skulle træffes efter §§ 46, 47 og 67.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 336-3367, foreslås det således, at hjemgivelsesperioden skal betragtes som en videreførelse af den eksisterende anbringelse af barnet eller den unge efter den foreslåede §§ 46, 47 og 67. Det fastslås herved, at der med kommunalbestyrelsens afgørelse om en hjemgivelsesperiode ikke vil være tale om iværksættelse af en ny anbringelse. Det vil betyde, at vilkårene for den eksisterende anbringelse opretholdes i hjemgivelsesperioden. De regler, der i øvrigt gælder for barnets eller den unges anbringelse vil samtidig finde tilsvarende anvendelse i hjemgivelsesperioden, herunder krav om opfølgning på barnets eller den unges trivsel, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96.

Det foreslås med stk. 5, at forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108 eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 91, stk. 3, hvorefter kommunalbestyrelsen i sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle udarbejde en barnets plan, medmindre særlige forhold taler imod. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med det foreslåede § 108, hvorefter kommunalbestyrelsen for den unge over 16 år, der er anbragt uden for hjemmet, vil skulle udarbejde en ungeplan.

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende retstilstand, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 35-37, hvorefter kommunalbestyrelsen forud for en hjemgivelse skal revidere handleplanen, der med lovforslaget foreslås erstattet af barnets plan og ungeplanen, eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, vil revisionen særligt skulle vedrøre, hvordan planens mål om uddannelse og beskæftigelse nås.

Forslaget indebærer, at når et anbragt barn eller en ung skal hjemgives, vil barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan for støtte skulle revideres, og planen vil skulle angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. Det vil således gælde uanset, om der er tale om en barnets plan efter lovens § 91, en ungeplan efter § 108, eller om indsatser og støtte er samlet i en helhedsorienteret plan efter lovens § 110.

Såfremt der er dele af forældrenes helhedsorienterede plan, der vedrører indsatser, der er iværksat af hensyn til barnets eller den unges behov for støtte, vil disse ligeledes skulle revideres, inden barnet eller den unge hjemgives. Hvis den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen indgår i en helhedsorienteret plan, som omfatter familien, vil disse elementer i den helhedsorienterede plan ligeledes skulle revideres. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 36.

Det følger af den foreslåede stk. 5, 2. pkt., at når der er tale om unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, vil revision af den unges plan forud for hjemgivelsen særligt skulle vedrøre, hvordan målene om, at den unge senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 128, kan nås. Dette er ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6570.

Den foreslåede stk. 5, 2. pkt., retter sig mod tilfælde, hvor der er tale om hjemgivelse af en ung i et ungdomssanktionsforløb. Baggrunden for forslaget er, at afslutningen af fase 2 i ungdomssanktionen og overgangen til fase 3 er at betragte som en hjemgivelse i henhold til det foreslåede § 100, stk. 1. Det foreslås, i overensstemmelse med gældende ret, at revisionen af ungeplanen i forbindelse med en hjemgivelse særligt skal rette sig mod, hvordan målene om uddannelse og beskæftigelse nås i 3. fase, når der er tale om en ung i et ungdomssanktionsforløb.

Der vil således, jf. den foreslåede bestemmelse i § 129 på dette tidspunkt skulle være en konkret plan for, hvilken uddannelse eller beskæftigelse den unge skal i gang med i 3. fase. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 129.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1-3.17.3.

§ 101

Der er efter gældende regler ikke hjemmel til, at pårørende eller andre nærtstående til et barn, der ikke har særskilt partsstatus i en konkret sag, kan anmode Ankestyrelsen om at foretage en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse af et barn under 10 år.

Det foreslås med bestemmelsen i § 101, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 100, stk. 1, om hjemgivelse af et barn under 10 år.

Forslaget indebærer, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et anbragt barn under 10 år vil få ret til på barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse. Forslaget indebærer ikke, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie får partsstatus i forbindelse med anmodningen.

Med lovforslagets § 145 foreslås aldersgrænsen for selvstændig partstatus at blive sat ned til 10 år mod 12 år i dag. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter selvstændigt vil kunne udøve partsbeføjelser, dvs. at de bl.a. vil få mulighed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om eksempelvis hjemgivelse.

Børn under 10 år vil derimod ikke få selvstændigt mulighed for at udøve partsbeføjelser. Derfor foreslås med bestemmelsen § 101 en særlig ordning, hvor plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til børn under 10 år vil få ret til på barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en uvildig vurdering i form af en second opinion af en afgørelse om hjemgivelse.

Ordningen vil konkret bestå i, at plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et barn under 10 år kan bede Ankestyrelsen om en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse, og barnet giver udtryk for ikke at være enig i dette, eller plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie vurderer, at afgørelsen ikke er til barnets bedste. Af hensyn til at hindre unødige skift for barnet vil en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen efter § 101 blive tillagt opsættende virkning, jf. § 2, nr. 21, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag. Det vil sige, at hjemgivelsen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen.

Formålet med forslaget er at styrke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten i og med, at der sikres flere øjne på sagen og en uvildig vurdering i de tilfælde, hvor barnet endnu ikke har en alder, så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser. Forslaget skal desuden sikre, at børn, der er anbragt uden for hjemmet, ikke bliver hjemgivet af årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks. udelukkende på grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn hjemgives som følge af samarbejdsproblemer med kommunen.

Udgangspunktet vil være, at en anmodning fra plejeforældrene, støttepersonen eller venskabsfamilien efter den foreslåede bestemmelse sker på barnets vegne. Det vil sige, at det som udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden for anmodningen er, at barnet har givet udtryk for ikke at være enig i kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse. Dog vil der kunne være tilfælde, hvor barnets alder, modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet ikke selv kan udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i stand til at vurdere, om en hjemgivelse er til barnets eget bedste. Derfor vil det ikke være et krav, at barnet skal være imod kommunens afgørelse om hjemgivelse.

Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vurdering af sagen, og afgørelsen om hjemgivelse vil således altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets bedste. Ankestyrelsen bør således være opmærksom på, at anmodningen ikke alene bør være begrundet i rent personlige hensyn for plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien. Ankestyrelsen bør i den forbindelse også være særligt opmærksom på de konkrete forhold i den enkelte sag, herunder barnets støttebehov og eventuelle funktionsnedsættelser hos barnet eller forældrene.

Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning efter § 101, efter reglerne i den foreslåede bestemmelse i § 153.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.1-3.18.3.

§ 102

Det fremgår af § 68, stk. 3, i serviceloven, at i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaver anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter servicelovens § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet.

Det fremgår af § 68, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Det fremgår af § 68, stk. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter: 1) § 58, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 68 a, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Det fremgår af § 68, stk. 8, i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 58 eller 68 a, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 2, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. §§ 58 eller 68 a.

Det fremgår af § 68, stk. 9, i serviceloven, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 58 eller 68 a, skal kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom.

Det foreslås med stk. 1, at i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaver anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest syv dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung som er fyldt 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.

Forslaget viderefører § 68, stk. 3, i serviceloven med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at en afgørelse om anbringelse med samtykke fremover vil blive truffet efter § 46 i barnets lov.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3367, vil forslaget indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse og fastsættelse af hjemgivelsesperiode vil skulle træffes inden syv dage i de tilfælde, hvor forældre til et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, henvender sig med ønske om at få hjemgivet barnet eller den unge, eller hvor en ung på 15 år eller derover anmoder om at blive hjemgivet fra en anbringelse med samtykke. Begrundelsen for forslaget er, at af hensyn til både børn, unge og forældre, der ønsker en hjemgivelse, er det vigtigt, at tidsperspektivet for hjemgivelsen hurtig fastlægges, således at både børn, unge og forældre får tryghed i at vide, hvornår deres livssituation forandres.

Det følger af reglerne om anbringelse, jf. det foreslåede § 46, at en anbringelse med samtykke kan ophøre enten på baggrund af, at kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse eller på baggrund af, at forældremyndighedsindehaver eller den unge, der fyldt 15 år, tilbagekalder samtykket.

Ved frivillige anbringelser vil samtykket fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til enhver tid kunne tilbagekaldes. Ved tilbagekaldelse af samtykket vil betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere være opfyldt. Kommunen vil herefter skulle træffe afgørelse om hjemgivelse samt om, hvor lang hjemgivelsesperioden skal være, jf. det foreslåede § 100. Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil sagen skulle forelægges for børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 4.

Der kan være tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om tilbagekaldelse af samtykket til en anbringelse.

Hvis forældremyndighedsindehaver ønsker at få den unge hjemgivet, mens den unge modsætter sig hjemgivelsen og opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunalbestyrelsen overveje, om der er grundlag for at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge uden forældremyndighedsindehavers samtykke efter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1 eller 3. Kommunalbestyrelsen bør afdække, hvad der er baggrunden for, at den unge modsætter sig hjemgivelsen, således at der vil kunne sættes ind over for de bekymringer, som den unge måtte have. Det vil f.eks. kunne ske ved at gennemføre en samtale med den unge. Kommunalbestyrelsen bør i denne sammenhæng være opmærksom på, at den unges ønsker bør tillægges passende vægt i overensstemmelse med den unges modenhed og eventuelle nedsat psykisk funktionsevne.

I alle tilfælde, hvor det er forældremyndighedsindehaver, der anmoder om hjemgivelse, vil kommunen skulle være opmærksom på at inddrage barnets eller den unges holdning i vurderingen af, om en hjemgivelse er i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på, at barnets eller den unges alder, modenhed eller en eventuel psykisk funktionsevne kan have betydning for barnets eller den unges evne til at give udtryk for egne ønsker.

Er det den unge, der anmoder om at blive hjemgivet, mens forældremyndighedsindehaver modsætter sig hjemgivelsen, f.eks. fordi der er tale om en behandlingskrævende ung, som forældrene ikke selv kan håndtere, må kommunen være opmærksom på, at en forsvarlig hjemgivelse vil forudsætte, at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan situation bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge uden samtykke fra den unge selv efter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1.

Klager over afgørelser om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. § 2, nr. 19, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag.

Det foreslås med stk. 2, kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 6. I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 35, vil forslaget indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Ved anmodning om hjemgivelse vil her skulle forstås en anmodning fra forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, om at barnet eller den unge, der er anbragt uden for hjemmet, hjemgives til forældremyndighedsindehaver, dvs. at barnet eller den unge efter en nærmere fastsat overgangsperiode (hjemgivelsesperioden) overdrages til forældremyndighedsindehaver, og anbringelsen ophører.

Bestemmelsen vil i overensstemmelse med gældende ret indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne afvise at behandle en anmodning om hjemgivelse, mens sagen er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Bestemmelsen vil gælde i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet. Bestemmelsen vil således også gælde i sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter lovforslagets § 47 eller videreført anbringelse efter lovforslagets § 67 herunder uanset om en anmodning om hjemgivelse fremsættes af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, og uanset om betingelserne efter det foreslåede § 102, stk. 3 for at afvise forældremyndighedsindehaver anmodning er opfyldt eller ej.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, på ethvert tidspunkt vil kunne fremsætte begæring om hjemgivelse. Forældremyndighedsindehaver og den unge behøver således ikke at afvente, at børne- og ungeudvalget vil skulle behandle sagen på baggrund af den fastsatte genbehandlingsfrist efter den foreslåede § 50.

Udgangspunktet vil således være, at kommunen skal behandle begæringen om hjemgivelse og vurdere, hvorvidt kommunen mener, at der stadig er grundlag for anbringelsen uden samtykke.

Forældremyndighedsindehaver vil kunne anmode om hjemgivelse umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og uanset, at sagen samtidig behandles i ankesystemet. Dette kan imidlertid være belastende for barnet eller den unge, som ikke får den fornødne ro og stabilitet. Det vil samtidigt være uhensigtsmæssigt, at flere instanser behandler den samme sag på samme tid. Derfor vil kommunen ikke have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse, når en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene, jf. den foreslåede bestemmelse.

I de tilfælde, hvor sagen ikke er under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene, vil kommunen altid skulle behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. dog det foreslåede § 102, stk. 3.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter følgende bestemmelser: 1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 67 hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 7, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, jf. servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67 i barnets lov.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i forhold til gældende retstilstand. Forslaget indebærer således, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 36-39, at kommunalbestyrelsen skal kunne afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter de bestemmelser, der er nævnt i den foreslåede § 102, stk. 3, nr. 1 eller nr. 2, når de betingelser, der fremgår af nr. 1 eller nr. 2, er opfyldt.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at en afvisning af behandling om en anmodning om hjemgivelse vil kunne ske, når barnet eller den unge er anbragt efter lovens § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge, eller i situationer omfattet af den foreslåede bestemmelses nr. 2.

Ved anbringelse efter lovens § 47 vil skulle forstås alle tilfælde, hvor et barn eller en ung is anbragt uden for hjemmet efter reglerne i denne bestemmelse. Det vil omfatte sager, hvor afgørelsen om anbringelse er truffet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år efter lovforslagets § 47, stk. 1, sager hvor børne- og ungeudvalget træffer afgørelse efter lovens § 47, stk. 3, selvom forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, samtykker til en anbringelse efter lovforslagets § 46, jf. lovens § 47, stk. 3, samt sager, hvor den unge erklærer sig enig i anbringelsen, og børne- og ungeudvalget træffer afgørelse efter lovens § 47, stk. 4.

Det følger af nr. 1 i den foreslåede bestemmelse, at kommunen vil kunne afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter lovens § 47, hvis there is ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældrene, barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at det alene vil være, hvis forholdene hos forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge er væsentligt ændrede, at kommunalbestyrelsen vil have pligt til at realitetsbehandle anmodningen fra forældrene.

Væsentligt ændrede forhold på anbringelsesstedet vil ikke medføre, at en anmodning om hjemgivelse i en sag om anbringelse uden for hjemmet efter lovens § 47 vil skulle realitetsbehandles. Det skyldes, at en anbringelse efter § 47 aldrig kan være begrundet i forhold på anbringelsesstedet, og ændrede forhold på anbringelsesstedet vil derfor ikke i sig selv kunne begrunde en hjemgivelse af barnet eller den unge, selvom det i nogen tilfælde vil kunne give anledning til, at barnet eller den unge flyttes til et andet anbringelsessted.

Ved væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehavers forhold vil skulle forstås, at forhold omkring forældremyndighedsindehaveren, som afgørelsen om anbringelse uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, ikke længere er til stede eller er ændret markant og i positiv retning for barnet eller den unge.

Det vil f.eks. kunne være, hvis forældremyndighedsindehaver, som har haft et misbrug af alkohol, har gennemført en misbrugsbehandling og er ude af misbruget. Det vil f.eks. også kunne være, hvis forældremyndighedsindehavere, som har haft en alvorlig psykisk lidelse, der betød, at de ikke var i stand til at drage omsorg for barnet eller den unge, har modtaget virksom behandling. Andre eksempler på væsentlige ændringer af forholdene vil kunne være en forældremyndighedsindehaver, der har været i et voldeligt forhold, hvor den pågældende og eventuelt barnet eller den unge og/eller andre børn i familien har været udsat for fysisk eller psykisk vold, men hvor den pågældende forældremyndighedsindehaver er ude af forholdet, og der ikke længere er vold i hjemmet. Det vil f.eks. også kunne være en forældremyndighedsindehaver, som ikke tidligere har haft de fornødne kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, men som har modtaget og profiteret af relevant hjælp og støtte, så der f.eks. ses en markant og positiv udvikling i samværet med barnet eller den unge. En forældremyndighedsindehavers demonstrerede evne til at varetage omsorgen for andre børn end det pågældende barn og unge kan også efter omstændighederne være en væsentlig ændring af forholdene. Ændringer i, hvem der har del i forældremyndigheden, vil f.eks. også kunne være en væsentlig ændring, da afgørelsen om anbringelse herefter vil være truffet over for en anden personkreds.

Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehavers forhold vil skulle ses i tæt sammenhæng med den støtte til forældremyndighedsindehaver under anbringelsen, som kommunen efter den foreslåede §§ 75 og 76, skal træffe afgørelse om, herunder den særskilte plan eller eventuelle helhedsorienteret plan for støtten til forældrene, jf. det foreslåede §§ 77 og 78.

Ved væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold vil skulle forstås, at forhold omkring barnet eller den unge, som anbringelsen uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, er ændret betydeligt og i en positiv retning for barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være, hvis en ung, som har haft et alvorligt misbrug af hash, har gennemført misbrugsbehandling og er kommet ud af misbruget. Det vil f.eks. også kunne være, hvis et barn eller en ung, som før anbringelsen har haft meget udadreagerende eller selvskadende adfærd, gennem en støttende indsats og behandling er blevet markant bedre i stand til håndtere vrede og konflikt eller er ophørt med alvorlig selvskade.

Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold vil skulle ses i sammenhæng med opfølgningen på barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96.

Ovenstående er ikke en udtømmende oplistning af eksempler på væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge.

Af hensyn til barnets eller den unges behov for stabilitet og kontinuitet vil det være af stor betydning, at ændringer af forældremyndighedsindehavers eller barnets eller den unges forhold må antages at have den fornødne varighed og ikke være af forbigående karakter. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge i en længere periode har været ude af misbrug. Hvornår det må antages, at ændringer har den fornødne varighed, vil skulle bero på en konkret og individuel vurdering af forholdene i den enkelte sag og under hensyn til barnets eller den unges støttebehov. Ved vurderingen vil bl.a. kunne indgå, hvor alvorlige forhold, der er tale om, og om der tidligere er sket hjemgivelse i sagen på baggrund af tilsvarende ændringer i forældremyndighedsindehavers forhold, som efterfølgende viste sig ikke at være stabile, f.eks. ved tilbagefald til misbrug. Eventuelle relevante udtalelser fra f.eks. en læge eller andre relevante fagpersoner, som forældrene har medsendt, eller som i øvrigt fremgår af sagen, vil skulle indgå i vurderingen.

Adgangen efter det foreslåede stk. 3, nr. 1, til at afvise at behandle anmodninger om hjemgivelse vil alene omfatte anmodninger fra forældre med del i forældremyndigheden. Begrundelsen for dette er, at det alene vil være forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, som vil kunne anmode om hjemgivelse, ligesom det vil være disse parter, der vil kunne samtykke til en anbringelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 46.

Med det foreslåede stk. 3, nr. 2, vil kommunalbestyrelsen kunne afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene på anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

En anbringelse efter lovens § 67 er en videreført anbringelse. Herved vil skulle forstås, at børne- og ungeudvalget skal have truffet afgørelse om, at et barn eller en ung, som har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år efter reglerne i barnets lov eller reglerne i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentligt betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Afgørelse om videreført anbringelse vil forudsætte samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år og vil kunne træffes, selvom betingelserne for anbringelse efter lovens §§ 46 eller 47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke længere er opfyldt. En videreført anbringelse vil ikke skulle genbehandles efter genbehandlingsfristerne i lovens § 50 Herudover gælder de almindelige regler under en anbringelse.

I lighed med efter den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 3, nr. 1, vil bestemmelsen alene vedrøre anmodninger fra forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen vil medføre, at kommunalbestyrelsen i lighed med gældende ret vil kunne afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse i sager om anbringelse af et barn eller en ung i en videreført anbringelse efter lovforslagets § 67, hvis der er ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

I forhold til en videreført anbringelse, jf. § 67, vil væsentlige ændringer for eksempel kunne være, at barnet eller den unge ikke længere føler et tilhørsforhold til anbringelsesstedet, men langsomt har opnået større tilknytning til forældremyndighedsindehaveren. Det vil også kunne være, at there is forhold hos anbringelsesstedet, som er væsentligt ændrede. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den primære omsorgsperson i plejefamilien dør eller forlader familien på grund af skilsmisse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen indledningsvis skulle vurdere, om der er grundlag for at behandle anmodningen eller ej. Dette vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om der væsentlige ændringer af relevante forhold.

Kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen vil kunne foretage denne vurdering, jf. retssikkerhedslovens § 10. Der vil være tale om en afgrænset sagsoplysning, som alene skal belyse, om der er væsentlige ændringer af relevante forhold. Der vil således ikke skulle ske fuld sagsoplysning med henblik på at vurdere, om der er grundlag for hjemgivelse.

Oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold må først og fremmest komme fra forældremyndighedsindehaveren selv, f.eks. ved at forældremyndighedsindehaveren fremsender en udtalelse fra egen læge eller lignende, der kan sandsynliggøre, at forældremyndighedsindehaverens forhold er ændret væsentligt. Der vil således ikke påhvile kommunalbestyrelsen en forpligtelse til at iværksætte f.eks. en psykologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene, medmindre forældremyndighedsindehaveren selv er fremkommet med oplysninger, som gør det overvejende sandsynligt, at eksempelvis forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge er væsentligt forbedrede.

Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold må kommunen som altovervejende udgangspunkt antages at være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af anbringelsessagen og kommunens løbende opfølgning på barnets trivsel og udvikling og det personrettede tilsyn med barnet eller den unge, jf. lovens §§ 95, 96 og 156. I særlige tilfælde vil der dog kunne være behov for at indhente oplysninger fra andre myndigheder, anbringelsesstedet m.v.

Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet i sager om videreført anbringelse må kommunen som altovervejende udgangspunkt antages at være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af anbringelsessagen, samarbejdet med anbringelsesstedet, oplysninger fra socialtilsynet m.v. I nogle tilfælde vil der dog kunne være behov for at indhente oplysninger fra anbringelsesstedet, andre myndigheder m.v.

Som hovedregel må det antages, at vurderingen af, om forholdene er væsentligt ændrede, vil blive foretaget på grundlag af oplysninger, som forældremyndighedsindehaver selv har fremsendt eller på anden vis må antages at være bekendt med, jf. ovenfor, og der vil derfor ikke være behov for at høre forældremyndighedsindehaveren forinden. I nogle tilfælde vil det dog kunne være nødvendigt at høre parterne, jf. forvaltningslovens § 19.

Kommunen vil efter omstændighederne skulle inddrage barnet eller den unge, inden vurderingen foretages, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4. Inddragelse af barnet eller den unge i forbindelse med vurderingen vil kunne undlades, hvis barnets modenhed, eventuelle funktionsnedsættelse eller sagens karakter i afgørende grad taler imod, f.eks. fordi anmodningen om hjemgivelse er åbenlyst ubegrundet, eller fordi barnet eller den unge har afgørende behov for ro og for at blive skærmet. Ved vurderingen af, om inddragelse af barnet eller den unge kan undlades vil det skulle tillægges vægt, at der ikke her er tale om en undersøgelse af grundlaget for hjemgivelse, men alene en indledende afklaring af, om der er grundlag for behandle sagen, hvorfor hensynet til at skåne barnet eller den unge som udgangspunkt må veje tungere end ved en realitetsbehandling af en hjemgivelsessag, hvor barnets eller den unges interesse i at blive inddraget alt andet lige vil være væsentligt større.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at relevante forhold ikke er væsentligt ændrede, vil kommunen ikke skulle realitetsbehandle anmodningen. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil skulle oplyse sagen yderligere, herunder iværksætte nye undersøgelser m.v., med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge eller opretholde anbringelsen. Der vil ikke skulle træffes afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde. Sagen vil heller ikke skulle forelæggelse for børne- og ungeudvalget til fornyet afgørelse efter lovforslagets § 47 eller § 67. Sagen om anbringelse uden samtykke vil således ikke skulle genbehandles, herunder ved børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten. Kommunen vil i stedet skulle afvise at behandle anmodningen om hjemgivelse.

Forældremyndighedsindehaver vil kunne indbringe kommunens afvisning af at behandle sagen for Ankestyrelsen, jf. lovens § 144 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Hvis kommunen finder, at der er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle realitetsbehandle forældremyndighedsindehavers anmodning om hjemgivelse af barnet eller den unge, jf. det foreslåede § 102, stk. 4. Dog vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til at behandle anmodningen, hvis sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede § 102, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommunalbestyrelsen i lighed medgældende ret vil have pligt til at behandle anmodninger fra en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt efter §§ 46 eller 47, også selvom der er ikke sket væsentlige ændringer af forholdene, hvis sagen i øvrigt ikke under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede § 102, stk. 2. Dette er ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 36-39.

Det foreslås med stk. 4, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 8, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, jf. servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67 i barnets lov.

Det foreslås i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 39-40, at det fastsættes, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, som er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde jf. det foreslåede § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor.

Det følger således af det foreslåede § 100, stk. 1, 1. pkt., at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, først kan hjemgives, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde. Kun i særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen dog kunne beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode, jf. det foreslåede § 100, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter regler for realitetsbehandling af hjemgivelsesanmodninger fra forældremyndighedsindehaveren og den unge i denne type sager. Bestemmelsen vil således alene gælde i de sager, hvor der skal ske en realitetsbehandling af anmodningen, og ikke for sager, hvor kommunalbestyrelsen efter reglerne i de foreslåede §§ 102, stk. 2 og 3, afviser at behandle anmodningen, fordi sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, eller fordi forholdene ikke er væsentligt ændrede.

Når kommunalbestyrelsen skal realitetsbehandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag skulle oplyse sagen med henblik på at vurdere, om der er grundlag for hjemgivelse. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen i det omfang der måtte være behov for det, vil skulle undersøge barnets eller den unges og/eller forældremyndighedsindehavers forhold med henblik på at vurdere, om barnet eller den unge skal hjemgives, og i givet fald, hvordan hjemgivelsen skal forberedes, og hvilken støtte til barnet eller den unge og familien der måtte være behov for ved hjemgivelsen. Dette vil kunne betyde, at den eksisterende børnefaglige undersøgelse vil skulle opdateres eller suppleres i fornødent omfang. Er der tidligere udarbejdet en psykologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene, barnet eller den unge, vil der i nogle tilfælde kunne være behov for at supplere eller opdatere denne.

Kommunalbestyrelsen vil skulle høre parterne, hvis der er grundlag herfor, jf. forvaltningslovens § 19. Derudover vil kommunen efter den foreslåede bestemmelse i § 4, skulle inddrage barnet eller den unge, inden der træffes beslutninger af betydning for barnet eller den unge. Barnets eller den unges synspunkter vil altid skulle tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed.

Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbehandling af anmodningen om hjemgivelse vurderer, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. det foreslåede § 100, stk. 1. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle revidere barnets plan eller ungeplanen og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen, jf. det foreslåede § 100, stk. 5.

Det følger af 2. pkt. i det foreslåede § 102, stk. 4, at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbehandling af en anmodning om hjemgivelse ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil sagen skulle forelægges til afgørelse i børne- og ungeudvalget, jf. lovens §§ 47 eller 67. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §§ 47 og 67 om anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §§ 140-142 og 146 om børne- og ungeudvalgets afgørelser samt om klage over tvangsmæssige afgørelser mm.

Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen umiddelbart skal orientere børne- og ungeudvalget om afgørelser om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 9, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at de konkrete afgørelser om anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, der i dag træffes efter servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil skulle træffes efter §§ 47 og 67 i barnets lov.

Det foreslås således i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 40, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens § 58 eller § 68 a, vil kommunalbestyrelsen umiddelbart skulle orientere børne- og ungeudvalget herom.

Det vil gælde ved alle sådanne afgørelser, uanset om hjemgivelsen er foranlediget af en anmodning fra den unge eller forældremyndighedsindehaver eller sker på kommunens eget initiativ.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børne- og ungeudvalget får indblik i kommunens praksis i sager om hjemgivelse og dermed får mulighed for at reagere, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt kommunens afgørelser om hjemgivelse er i overensstemmelse med loven. Børne- og ungeudvalget vil ikke kunne gribe ind i de enkelte afgørelser, som kommunen træffer, men udvalget eller enkelte medlemmer af udvalget vil kunne underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen træffer ikke afgørelse om hjemgivelse, men vil have mulighed for at tage sagen op af egen drift og eventuelt pålægge kommunen at opretholde anbringelsen, jf. det foreslåede § 151.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.1-3.13.3.

§ 103

Det fremgår af § 71, stk. 1, i serviceloven, at barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet. Det fremgår endvidere, at kommunalbestyrelsen under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.

Ved tilrettelæggelse af samværet skal der efter servicelovens § 71, stk. 1, lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at en ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i servicelovens § 71, stk. 2-5.

Det foreslås med stk. 1, at barnet eller den unge under en anbringelses uden for hjemmet har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. I den forbindelse foreslås det, at barnet eller den unge skal have ret til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den unges holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v.

Forslaget vil indebære, at børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, vil have ret til samvær og kontakt med deres forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer og venner m.v. Udtrykket forældrene dækker både forældremyndighedsindehavere og forældre, der ikke har del i forældremyndigheden. Kommunalbestyrelsen vil derfor skulle være opmærksom på, at også kontakten til og samværet med forældre uden del i forældremyndigheden holdes ved lige. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kommunalbestyrelsens afgørelser om samvær og kontakt efter § 104 vil kunne påklages til Ankestyrelsen af forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, når afgørelsen vedrører samvær og/eller kontakt med den pågældende forælder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 145, stk. 2.

At det is barnet eller den unge, der har ret til samvær og kontakt, vil betyde, at hensynet til barnet eller den unge vil stå over forældrenes ønske om kontakt og samvær.

I forbindelse med tilrettelæggelse af samværet vil barnet eller den unge med forslaget have ret til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den unges holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v. Hensynet er at sikre, at barnets perspektiv er i centrum for kommunens beslutninger om tilrettelæggelse af samværet, der vil skulle ses som en del af den samlede indsats for barnet eller den unge.

I forbindelse med vurderingen af barnets behov vil kommunalbestyrelsen i lighed med gældende ret være forpligtet til at sikre, at barnet eller den unge høres og inddrages, herunder at der finder en samtale sted med barnet eller den unge, jf. det foreslåede § 5, hvorved barnet eller den unges holdning til en afgørelse om samvær vil kunne tilvejebringes. Barnets eller den unges mening vil skulle tillægges vægt i forhold til barnets eller den unges alder, modenhed og udvikling, herunder barnets eller den unges eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

Hensigten med forslaget er, at barnets eller den unges ønsker vil skulle være styrende i forhold til tilrettelæggelsen af samværet. I lighed med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 54, vil hensynet til barnet eller den unge endvidere skulle tillægges en større vægt end hensynet til forældrene. Dog vil det fortsat være kommunalbestyrelsen, der efter en konkret vurdering vil skulle tilrettelægge samværet samt om fornødent træffe afgørelse om samværet, herunder om samværets omfang. Det bør dog fremgå af afgørelsen, hvis barnets eller den unges holdning ikke følges og begrundelsen herfor. Det vil samtidig være vigtigt, at kommunalbestyrelsen åbent og tydeligt gør barnet eller den unge opmærksom på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv skal tage beslutningen om samvær. Dermed vil det for det første kunne undgås, at barnet eller den unge oplever selv at stå med ansvaret for beslutningen om samvær. For det andet bør barnet eller den unge få at vide, at kommunalbestyrelsen ud fra hensynet til barnet eller den unge vil kunne træffe en beslutning eller afgørelse, der går imod, hvad barnet eller den unge selv har peget på.

Udgangspunktet for forvaltningens tilrettelæggelse af samværet og afgørelser herom vil skulle være, at barnet eller den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontakten til sine forældre. Barnets eller den unges ret til samvær vil både omfatte en ret til, at forældrene kan besøge barnet eller den unge, og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Dette vil også gælde for samværet med det øvrige netværk. Netværket til det anbragte barn eller den anbragte unge vil som udgangspunkt kunne være alle personer, som har eller kan opnå en tilknytning til barnet eller den unge på det tidspunkt, hvor afgørelsen om samvær og kontakt bliver truffet.

Retten til kontakt vil også omfatte brev-, e-mail- og telefonkontakt samt anden kommunikation, med mindre der er truffet afgørelse om begrænsning af kontakten.

Det foreslås med stk. 2, at give barnet eller den unge ret til at anmode om, at samværet alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge eller om at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en periode på op til 8 uger.

Forslaget indebærer, at barnet eller den unge vil få en eksplicit ret til at anmode om, at samværet alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge, ligesom barnet eller den unge vil kunne anmode om at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en periode på op til 8 uger. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis barnet eller den unge giver udtryk for at opleve utrygge samvær på grund af en forælders adfærd under samværet, og barnet eller den unge derfor ikke ønsker at have samvær med den pågældende i en periode.

Med forslaget vil barnet eller den unge til enhver tid kunne fremsætte en anmodning efter bestemmelsen i § 103, stk. 2. Barnets eller den unges anmodning vil herefter skulle behandles af kommunalbestyrelsen. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen på baggrund af barnets eller den unges anmodning vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse om regulering eller suspendering af samværet og periodens længde, dog maksimalt 8 uger. En sådan afgørelse vil herefter skulle træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 104. Det vil således være kommunalbestyrelsen, der vil være ansvarlig for at foretage vurderingen af, hvorvidt barnets eller den unges anmodning skal imødekommes, samt eventuelt træffe afgørelse herom.

Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet eller den unge efter den foreslåede § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. En sådan beslutning om ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning vil ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse. I forlængelse af kommunalbestyrelsens pligt til at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge vil kommunalbestyrelsen imidlertid skulle sikre, at barnet eller den unge føler sig inddraget i og forstår de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges sag. Det vil også gøre sig gældende i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes.

Barnet eller den unge vil efter den foreslåede bestemmelse kunne anmode om at få suspenderet samværet in en afgrænset periode. Det følger af det foreslåede § 104, stk. 5, at kommunalbestyrelsen ikke vil kunne træffe afgørelse, der suspenderer samværet i mere end en måned, der efter praksis i Ankestyrelsen er fastsat til fire uger. Selvom barnet eller den unge til enhver tid vil kunne fremsætte en anmodning om suspension af samværet, vil kommunalbestyrelsen ikke kunne træffe successive afgørelser om suspension af samværet, der indebærer, at samværet suspenderes i mere end fire uger, idet dette, jf. det foreslåede § 104, stk. 5, vil være sidestillet med en afbrydelse af forbindelsen. Hvis et barn eller en ung gentagne gange anmoder om at få samværet suspenderet, bør det imidlertid give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for, at børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om afbrydelse af forbindelsen, jf. det foreslåede § 105, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen bør ved behandling af barnets eller den unges anmodning foretage en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v. Kommunalbestyrelsen bør tage hensyn til, om barnet eller den unge er i stand til selv at kunne tage stilling til, om det eksempelvis vil være i barnets interesse at suspendere samværet. I den forbindelse vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en vurdering af barnets eller den unges udfordringer og behov for støtte, herunder som følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Det skal ske under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb.

Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen at sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.

Baggrunden for forslaget er, at barnet eller den unge ofte har gavn af og interesse i at skabe og bevare nære relationer til forældrene i de tilfælde, hvor forældrene har lyst og ressourcer til at være inddraget i barnets liv og kan spille en positiv rolle under anbringelsen. Dette vil eksempelvis typisk være tilfældet i situationer, hvor barnet eller den unge på grund af omfattende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke kan bo fast hos forældrene og derfor er anbragt uden for hjemmet. Samtidig kan der være socialt udsatte børn og unge, der er anbragt, fordi forældrene ikke er i stand til at varetage den daglige omsorg eller ikke har den fornødne forældreevne, men hvor det alligevel er til barnets eller den unges bedste at bibeholde kontakten til forældrene, eventuelt i et begrænset omfang, under anbringelsen.

Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse også skulle være opmærksom på, at bedsteforældre, søskende, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den unge, som det kan være af betydning at opretholde under anbringelsen uden for hjemmet. Kontakten til netværket og nære slægtninge bør af kommunalbestyrelsen støttes i dét omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge.

Ud over at arbejde for at bevare kontakten til forældrene, vil kommunen således skulle sørge for samvær med andre fra barnets eller den unges netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v., jf. også det foreslåede § 103, stk. 1. I den forbindelse vil det skulle vurderes, om der er behov for særlige initiativer for at fremme og holde kontakten ved lige, i det omfang det vurderes at være til gavn for barnet eller den unge.

Med forslaget vil der skulle lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare relationer til familiemedlemmer og netværk, som barnet eller den unge kan støtte sig til, og som kan spille en vigtig rolle i barnets eller den unges liv. F.eks. kan det være afgørende for barnet eller den unge at bevare kontakt til sine søskende, ligesom bedsteforældrene også i tiden inden anbringelsen kan have spillet en stor rolle i barnets eller den unges liv. På samme måde vil samværet skulle ses som led i, at barnet eller den unge kan bevare eller skabe nære relationer, som i sig selv kan være med til at støtte barnet eller den unge, også efter en anbringelse er ophørt.

Kommunen vil desuden skulle lægge vægt på barnets eller den unges egne ønsker om at bevare tilknytningen til bestemte personer, jf. det foreslåede § 103, stk. 1. Behovet for kontakt til en eller flere personer fra netværket vil ofte kunne afdækkes gennem samtalerne med barnet eller den unge selv, bl.a. jf. det foreslåede § 4 om løbende inddragelse. Barnets eller den unges relationer til personer i netværket, f.eks. søskende, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, venner m.v. bør desuden være afdækket i den børnefaglige undersøgelse efter det foreslåede § 20. På den måde bør der allerede fra sagens start være et godt indblik i, hvilke værdifulde relationer der bør bevares under anbringelsen.

Med den foreslåede bestemmelse understreges det i øvrigt, at kommunen i forbindelse med samvær vil skulle have et særligt fokus på at beskytte barnet eller den unge mod overgreb, herunder mod nye overgreb i de sager, hvor der er viden eller formodning om overgreb.

En formodning om overgreb mod barnet eller den unge begået af forældrene eller netværket vil eksempelvis kunne opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring barnet, den unge eller familien, en samtale med barnet eller den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det vil ikke være en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse mod den person, formodningen er rettet mod. Kommunen vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at børn eller unge, der er udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen vil derfor skulle være opmærksom på, at der både kan være tale om sager, hvor barnet eller den unge er anbragt på grund af overgreb, men også sager, hvor det anbragte barn eller den unge først senere fortæller om overgreb.

Afviklingen af samvær og kontakt kan rejse en række praktiske problemer. Det skal i den forbindelse bemærkes, at samværet og kontakten med forældrene og netværket vil skulle udøves under hensyntagen til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at anbringelsesstedet har sin tilrettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres. Udgangspunktet vil derfor skulle være, at forældrene eller netværket og anbringelsesstedet aftaler, hvornår samværet skal foregå inden for de rammer, der er udstukket af kommunen, således at afviklingen af samværet kommer til at passe begge parter og sker under hensyntagen til barnets eller den unges bedste.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen under hensyntagen til barnets eller den unges bedste skal understøtte, at forældrene kan spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets eller den unges hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet.

Med forslaget tydeliggøres kommunalbestyrelsens forpligtelse til at understøtte, at forældrene kan spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv under anbringelsen under hensyntagen til barnets eller den unges bedste. Dette er formålet med kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at forældrene får relevant information om barnets hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet. Der er således tale om en tydeliggørelse af gældende ret.

Formålet er bl.a. at understøtte, at barnet på sigt kan bevare en god relation til forældrene, herunder når anbringelsen ophører. Den foreslåede forpligtelse til at understøtte forældrenes rolle i barnets eller den unges liv skal derfor ses i tæt sammenhæng med den foreslåede forpligtelse til at understøtte kontakten til forældre og netværk i det foreslåede § 103, stk. 3.

Hensigten med forslaget er, at forældrene vil skulle have mulighed for at danne sig et indtryk af barnets eller den unges dagligdag, herunder forholdet til dagtilbud, skole eller uddannelsessted, samt forholdet til venner, aktiviteter og lignende. Der vil med forslaget ikke være tale om, at forældrene vil have krav på en detaljeret beskrivelse af alle forhold i barnets eller den unges liv, men forældrene vil skulle kunne føle, at de opnår en rimelig indsigt i barnets eller den unges dagligdag. Det vil i mange tilfælde være naturligt, at anbringelsesstedet selv informerer forældrene om barnets eller den unges hverdag i forbindelse med det løbende samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet, men der kan være tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at orienteringen sker via kommunen. Kommunens forpligtelse vil alene være at sikre, at forældrene modtager de nødvendige informationer. Det vil f.eks. kunne påses i de aftaler, kommunen indgår med anbringelsesstedet.

Det foreslås med stk. 5, at samvær og kontakt, der er aftalt eller fastsat efter forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i §§ 104 og 105.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Med forslaget understreges, at for en forælder eller et andet familiemedlem m.v., der har samvær eller kontakt med barnet eller den unge efter forældreansvarsloven, vil udgangspunktet for samværet eller kontakten med barnet eller den unge være det samvær, der er fastsat i medfør af forældreansvarsloven. Kommunalbestyrelsen kan tilrettelægge den praktiske gennemførelse af samværet og kontakten, f.eks. fordele samværet over to dage.

Hviler samværet eller kontakten på en aftale, vil det være det aftalte samvær eller den aftalte kontakt, der danner udgangspunkt for samværet eller kontakten mellem barnet eller den unge og den pågældende forælder mv.

I begge de nævnte tilfælde vil der med de foreslåede §§ 104 og 105 kunne træffes beslutning om at regulere eller midlertidigt afbryde det aftalte eller fastsatte samvær eller den aftalte eller fastsatte kontakt.

Det bemærkes, at efter § 24 i forældreansvarsloven finder forældreansvarslovens bestemmelser om samvær og anden kontakt ikke anvendelse, hvis barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Dette indebærer, at efter en anbringelse kan Familieretshuset og familieretten ikke træffe afgørelse om samvær og kontakt, og at kompetencen til at træffe afgørelse om samvær alene tilkommer kommunalbestyrelsen eller børne- og ungeudvalget, jf. de foreslåede §§ 104 og 105.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.

§ 104

Det fremgår af § 71, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen om fornødent skal træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten mellem et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, og barnets eller den unges forældre og netværk, og at kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter bestemmelsen træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter servicelovens § 71, stk. 3 og 4.

Det fremgår endvidere af § 71, stk. 2, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og dennes familie og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til barnets eller den unges tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte, herunder som følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved tilrettelæggelse af samværet skal der lægges vægt på barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt på at understøtte at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket.

Med forslaget understreges, at det vil være kommunalbestyrelsens ansvar at tilrettelægge samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og familien eller netværket under anbringelsen. Det vil skulle ske ud fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til det enkelte barn eller den enkelte unge, herunder hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov samt eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Med forslaget understreges desuden, at der ved tilrettelæggelsen af samværet vil skulle lægges vægt på barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt på at understøtte at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle inddrage barnets eller den unges ønsker til omfang, rammer og sted for samvær m.v., jf. § 103, stk. 1, ligesom der også bør tages hensyn til eventuelle konkrete anmodninger, som er fremsat af barnet eller den unge efter § 103, stk. 2. Kommunalbestyrelsen vil skulle tillægge barnets eller den unges ønsker passende vægt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen om fornødent skal træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder ud fra barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørelsen skal der lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Med forslaget beskrives kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem barnet eller den unge og forældrene eller netværket. Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten vil også omfatte forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, samt netværket.

Kommunalbestyrelsen vil således efter den foreslåede bestemmelse have adgang til om nødvendigt at træffe afgørelse om omfanget, herunder hyppighed og tidsmæssig varighed og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge. Det vil kunne dreje sig om både tilrettelæggelsen af de gensidige besøg og om, hvordan brev- og telefonkontakten eller anden kommunikation skal foregå.

Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne fastsætte nærmere vilkår for samværet, f.eks. at samværet skal foregå et bestemt sted, eksempelvis på barnets eller den unges anbringelsessted eller et neutralt sted, eller at en gennemførelse af samværet forudsætter, at forældrene eller netværket ikke er påvirket af alkohol eller stoffer. Dette vil dog ikke indebære, at kommunen kan opstille vilkår om f.eks. indtagelse af antabus eller lignende for afgørelsen om retten til samvær, og kommunalbestyrelsen vil endvidere ikke kunne indskrænke omfanget af samvær alene med den begrundelse, at en person har et misbrug.

Kommunalbestyrelsen vil endvidere efter den foreslåede bestemmelse kunne træffe afgørelse om, at barnets eller den unges samvær with en person fra netværket skal støttes ved, at der er en tredje person til stede. Det kan eksempelvis være relevant, hvis barnet efter den foreslåede § 103, stk. 2, har fremsat en anmodning om, at barnets eller den unges støtteperson skal være til stede under samværet med en person fra netværket. Støttepersonens tilstedeværelse ved samværet vil i så fald skulle ses som en støtte for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte, at barnets eller den unges samvær med forældrene skal støttes ved, at der skal være en tredje person til stede under samværet. En sådan afgørelse foreslås med det, stk. 3, at kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år.

Kommunalbestyrelsens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge. Det foreslås derfor, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Kommunen vil således med forslaget have adgang til at træffe afgørelse om at regulere og begrænse en kontakt, som forældremyndighedsindehaveren ønsker opretholdt, hvis dette vurderes at være til barnets eller den unges bedste. Det vil altså altid være hensynet til barnet eller den unge, der vil veje tungere end hensynet til et ønske om samvær og kontakt fra forældrenes side.

I den konkrete vurdering af omfang af samvær vil det i lighed med gældende ret skulle tillægges betydning, at et barn eller ung som udgangspunkt har behov for og interesse i at bibeholde en hyppig kontakt til forældrene og netværket. Vurderingen vil også skulle inddrage forældrenes ønske om samvær med barnet eller den unge. Det vil imidlertid være afgørende, at kommunalbestyrelsen i sine afgørelser tager hensyn til, at barnet eller den unge ikke skal opleve et samvær eller en kontakt med en forælder i de situationer, hvor selve kontakten vurderes som skadeligt for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan f.eks. være i situationer, hvor en forælder tidligere har udsat barnet eller den unge for vold eller seksuelle overgreb, og hvor samvær derfor vurderes at være til skade for barnet.

Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter det foreslåede stk. 1, vil være forpligtet til at lægge vægt på barnets eller den unges ønsker ved tilrettelæggelse af samværet. Det vil dog være kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at den trufne afgørelse er i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse sikre, at barnets eller den unges ønsker tillægges passende vægt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v.

Kommunalbestyrelsen vil in den forbindelse ligeledes skulle være opmærksom på, at der på den ene side vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller psykiske funktionsnedsættelse ikke vil være i stand til at vurdere eller ikke vil kunne give udtryk for, om samvær med forældre eller netværk er til deres eget bedste, og af samme årsag ikke har grundlag for at tage stilling til rammerne for og omfanget af samværet. På den anden side vil der kunne være socialt udsatte børn og unge, der på grund af f.eks. loyalitet over for forældrene ikke giver udtryk for de ønsker, de har, eller som omvendt giver udtryk for ønsker, der ikke afspejler barnets eller den unges egentlige interesser.

I forbindelse med vurderingen af barnets eller den unges behov vil kommunen være forpligtet til at sikre, at der finder en samtale sted med barnet eller den unge, jf. den foreslåede § 5, hvorved barnets eller den unges holdning til samværet kan tilvejebringes. Her bør kommunen være opmærksom på, at børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan have vanskeligheder ved at udtrykke deres mening. Dette bør der tages højde for ved samtalen med barnet eller den unge.

Kommunen bør derudover være særligt opmærksom på, at barnet eller den unge kan have svært ved at formulere, at det er utrygt at have samvær med en bestemt person. Det kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den unge har været udsat for overgreb fra den person, barnet eller den unge skal have samvær med. I forbindelse med en vurdering af eksempelvis samvær i hjemmet, kan der desuden være behov for at være opmærksom på, at overgrebet eller formodningen om overgreb, kan være knyttet til en person, der ofte færdes i hjemmet frem for en af forældrene.

Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen have mulighed for at fastsætte nærmere vilkår for gennemførelsen af samværet og kontakten. Det vil f.eks. betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, at den, der har samvær med barnet eller den unge, ikke må optage samværene på bånd, hvis kommunen vurderer, at dette vil forstyrre samværene eller være til gene for barnet eller den unge.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede, herunder efter anmodning efter § 103, stk. 2, barnets eller den unges støtteperson.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, vil kunne træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede. Det vil f.eks. kunne være en bisidder, en ven, et familiemedlem eller lignende, ligesom det vil kunne være barnets eller den unges støtteperson.

I tilfælde, hvor barnet eller den unge efter den foreslåede § 103, stk. 2, anmoder om, at der skal være en støtteperson for barnet eller den unge til stede under samværet, bør kommunalbestyrelsen overveje, om barnets eller den unges støtteperson også vil kunne fungere som en støtte under barnets eller den unges samvær med forældrene og således vil kunne udgøre en støtte for både barnet eller den unge og forældrene. Det vil forudsætte, at støttpersonens tilstedeværelse under samværet er i overensstemmelse med forældrenes eller den pågældende forælders ønsker og behov. Afgørelser om støttet samvær efter den foreslåede bestemmelse forudsætter således, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaver samt den unge over 15 år.

Hvis der er behov for overvågning af samværet, f.eks. fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, vil der skulle træffes afgørelse om at iværksætte overvåget samvær efter den foreslåede § 105. I disse tilfælde vil det være kommunens børne- og ungeudvalg, der har kompetencen til at træffe afgørelse om overvåget samvær, jf. den foreslåede bestemmelse i § 105.

Forskellen mellem støttet samvær og overvåget samvær vil bl.a. være, at der normalt vil skulle laves rapporter om forløbet af samværet ved overvåget samvær, da det overvågede samvær etableres af hensyn til barnet eller den unge, f.eks. for at beskytte barnet eller den unge mod uhensigtsmæssig adfærd fra samværspersonen, mens støttet samvær ofte vil være målrettet forældrene af hensyn til barnet eller den unge. Overvåget samvær vil ofte blive etableret, fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, eller fordi barnet eller den unge har det meget svært med samværet, f.eks. fordi barnet eller den unge ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere tilliden mellem et barn eller en unge og forældre. I modsætning hertil bør det støttede samvær både være en støtte til forældrene, øvrig familie eller netværk og til barnet eller den unge, og det vil således i højere grad skulle betragtes som en hjælp og ikke som en egentlig kontrol eller en ”overvågning”.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. servicelovens § 71, stk. 2, med sproglige justeringer samt med indsat henvisning til barnets eller den unges ret til, jf. § 103, stk. 2, at anmode om, at samværet alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen på barnets eller den unges anmodning efter § 103, stk. 2, kan træffe afgørelse om at suspendere samvær mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk i op til 8 uger.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen på barnets eller den unges anmodning vil kunne træffe afgørelse om at suspendere samværet med barnets eller den unges forældre eller netværk i en afgrænset periode, der vil kunne vare op til 8 uger. Anvendelse af bestemmelsen vil forudsætte en anmodning fra barnet eller den unge, og kommunalbestyrelsen vil således ikke ex officio kunne træffe en sådan afgørelse.

Forslaget skal ses i tæt sammenhæng med barnets eller den unges ret til at anmode om at få suspenderet samværet i en periode efter den foreslåede bestemmelse i § 103, stk. 2. Kommunen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges anmodning ud fra forholdene i den enkelte sag, før der træffes afgørelse herom.

Kommunalbestyrelsen vil således som led i behandlingen af barnets eller den unges anmodning altid skulle foretage en konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspendere samværet, på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til barnets eller den unges interesser over for interesser hos forældre m.v., barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse, formålet med anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt.

Ved afgørelsen vil der skulle lægges særlig vægt på hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den unges muligheder for på sigt at opretholde forbindelsen til forældre og netværk. Kommunalbestyrelsen vil in den forbindelse blandt andet skulle være opmærksom på, at der vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller psykiske funktionsnedsættelse ikke er i stand til at vurdere eller ikke kan give udtryk for, om suspendering af samværet med forældre eller netværk er til deres eget bedste.

Med forslaget understreges, at det ikke er barnet eller den unge, der ansvarliggøres for den konkrete beslutning om at suspendere samværet. Det bemærkes, at barnet eller den unge derudover efter § 104, stk. 1, har ret til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v. i den generelle tilrettelæggelse af samværet og i forbindelse med afgørelser om samvær og kontakt, jf. § 104, stk. 2. Barnet eller den unge vil i den forbindelse kunne give udtryk for ønsker til f.eks. rammerne eller stedet for samværet, som kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage i tilrettelæggelsen af samværet.

Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet eller den unge efter det foreslåede § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overensstemmelse med barnets bedste. En sådan beslutning om ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning vil ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse. I forlængelse af kommunalbestyrelsens pligt til, jf. det foreslåede § 5, at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge skal kommunalbestyrelsen imidlertid sikre, at barnet eller den unge føler sig inddraget i og forstår de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges sag. Det vil også gøre sig gældende i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes. Uanset om kommunen imødekommer barnets eller den unges ønske eller ej, bør kommunen overveje, hvad der ligger til grund for barnets eller den unges anmodning. Hvis barnet eller den unge ønsker at få suspenderet samværet, kan det eksempelvis være udtryk for, at barnet er utrygt ved at have samvær med den pågældende, eller at barnet har haft en dårlig oplevelse under samvær eller lignende. Kommunen bør derfor søge at afdække, hvad der ligger til grund for barnets eller den unges ønske.

En suspension på op til 8 uger på baggrund af en anmodning fra barnet eller den unge efter den foreslåede § 103, stk. 2, vil ikke være at betragte som en afbrydelse af samværet, jf. det foreslåede stk. 5. Der kan alene træffes en afgørelse for en periode på op til 8 uger. Perioden kan ikke forlænges. Endvidere kan kommunalbestyrelsen ikke træffe successive afgørelser om suspension. Det vil sige, at der ikke kan træffes afgørelse om en ny suspensionsperiode i umiddelbart forlængelse af suspensionen, så der herved opstår en tidsmæssigt samlet suspensionsperiode ud over otte uger. Er der behov for at afbryde samvær ud over 8 uger vil dette alene kunne ske ved afgørelse i kommunens børne- og ungeudvalg, jf. det foreslåede § 105. Hvis kommunalbestyrelsen allerede fra barnets eller den unges anmodning og kommunens efterfølgende behandling heraf vurderer, at der er behov for at afbryde samvær og kontakt for en længere periode, skal kommunalbestyrelsen udarbejde indstilling herom til børne- og ungeudvalget.

Anmoder barnet eller den unge på et senere tidspunkt igen om at få suspenderet samværet, vil kommunen på ny skulle vurdere anmodningen, jf. bemærkningerne herover, herunder om forlængelse og samlet suspensionsperiode.

I overensstemmelse med gældende ret vil barnets eller unges utryghed ved samværet være et element, som efter en konkret vurdering vil kunne begrunde en afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær efter det foreslåede § 105, stk. 1.

Det foreslås med stk. 5, at der ikke efter stk. 2 kan træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver 4. uge, jf. dog stk. 4. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105.

Bestemmelsen sætter en grænse for, i hvilket omfang samvær og kontakt kan reguleres af kommunalbestyrelsen. Det er således fastsat efter denne bestemmelse, at der ikke efter § 104, stk. 2, vil kunne træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver 4 uge. En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end hver 4. uge, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge og vil skulle behandles efter reglerne herom, jf. § 105.

Dog vil samvær, jf. det foreslåede stk. 4, i sager, hvor barnet eller den unge selv har anmodet om at få suspenderet samvær med f.eks. forældrene, kunne suspenderes for en periode på op til 8 uger uden at det betragtes som en afbrydelse af samværet.

Begrundelsen for den foreslåede § 104 er at tydeligøre kommunalbestyrelsens ansvar i forhold til barnets eller den unges ret til samvær og kontakt, herunder kommunalbestyrelsens kompetence i forhold til tilrettelæggelsen af samværet og kontakten mellem barnet eller den unge og forældrene eller netværket, i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, som fastsætter, at samvær på mindre end 45 minutter hver 4. uge anses for en afbrydelse af kontakten, og er dermed en beslutning, som træffes af børne- og ungeudvalget, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 46-18.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt, 3.9.2 og 3.9.3.

§ 105

Efter servicelovens § 71, stk. 3, kan børn og unge-udvalget, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Børn og unge-udvalget kan desuden under de samme betingelser for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær og kontakt, og herunder brev-, mail- og telefonforbindelse mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.

Det følger endvidere af servicelovens § 71, stk. 4, at ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Det foreslås med stk. 1, at når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, skal børne- og ungeudvalget for en bestemt periode kunne træffe afgørelse om 1) at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, 2) at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden kommunikation mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge, og 3) at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.

Den foreslåede bestemmelse stk. 1, giver i lighed med gældende ret mulighed for, når det er nødvendigt, at regulere samværet mellem barnet eller den unge og forældre og netværk på en mere indgribende måde, end det er muligt efter det foreslåede § 104. Bestemmelsen er dog tydeliggjort således at der også tages højde for andre former for digital kommunikation end mailforbindelse. Der er alene tale om en præcisering af gældende ret ift. adgangen til at afbryde forbindelsen i de nævnte tilfælde. Præciseringen tydeliggør, at andre digitale kommunikationsplatforme også er omfattet. Forholdene ved anbringelsen vil således kunne være af en sådan art, eller de vil senere kunne udvikle sig på en sådan måde, at det vil kunne være nødvendigt at regulere samværet af hensyn til barnet eller den unge.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis det er påkrævet at etablere overvåget samvær, eller træffe afgørelse om afbrydelse af kontakt m.v. af hensyn til barnet eller den unge, så vil sagen skulle forelægges kommunens børne- og ungeudvalg. Det vil også gælde, hvis forældrene har givet samtykke.

Betingelsen for en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil være, at det vil skulle være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og en afgørelse om overvåget samvær eller om afbrydelse af forbindelse mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk vil skulle angive, for hvilken periode den vil være gældende. Barnet eller den unge vil skulle høres forud for afgørelsen, ligesom barnet eller den unge bør have baggrunden for afgørelsen forklaret efterfølgende.

Der vil ikke efter den foreslåede bestemmelse være adgang til at træffe afgørelse om, at samværet skal være overvåget af hensyn til forældrenes behov for støtte under samværet. I sådanne tilfælde vil der i stedet skulle træffes en afgørelse med samtykke efter den foreslåede § 104, stk. 3.

Et overvåget samvær vil betyde, at samværet kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, det vil sige en person, der er udpeget af kommunen. En afgørelse om overvåget samvær bør kun træffes, når formålet ikke kan opnås med mindre indgribende forholdsregler som for eksempel en regulering af samværet efter lovens § 104. Dog vil samværet stk. 2 for en bestemt periode skulle afbrydes eller overvåges, hvis der er viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung.

Hvis kommunen indstiller til børne- og ungeudvalget, at samværet med forældremyndighedsindehaveren eller en forælder uden del i forældremyndigheden skal være overvåget, vil forældremyndighedsindehaveren eller den pågældende forælder uden del i forældremyndigheden have ret til advokatbistand efter lovens § 140, når samværet vedrører den pågældende forælder selv.

Kommunen bør være omhyggelig ved valget af den repræsentant, der skal foretage overvågningen af samværet. Kommunen bør i den forbindelse tage højde for forholdene i den enkelte sag, herunder forhold hos barnet eller den unge og forældrene eller netværk, som barnet skal have samvær med. Kommunen bør samtidig være opmærksom på at undgå, at der opstår loyalitetskonflikter. Risikoen for konflikter vil f.eks. kunne opstå, hvis kommunen udpeger en person, der er tæt på familien i forvejen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis opgaven overlades til en plejeforælder.

Med forslaget vil børne- og ungeudvalget endvidere kunne træffe afgørelse om afbrydelse af forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden kommunikation, om overvåget samvær og om anonymisering af opholdssted. I tilfælde, hvor det findes nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge og de pårørende, vil det jf. ovenfor skulle ske af hensyn til beskyttelsen af barnet eller den unge.

Afbrydelse af samvær eller kontakt er et meget alvorligt indgreb. En afgørelse om ikke at måtte have forbindelse med barnet eller den unge vil af barnet, den unge og forældrene eller netværket kunne føles som endog mere vidtgående end en afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden deres samtykke. Det vil derfor skulle være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling eller beskyttelse af barnet eller den unge mod overgreb at træffe en sådan afgørelse.

Det vil eksempelvis kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den unge har brug for at blive beskyttet mod negativ kontakt fra forælderen, hvor forælderen mangler evnen til at leve sig ind i barnet eller den unges behov, eller hvor samvær med forælderen gør barnet eller den unge utryg.

Afbrydelsen af forbindelsen vil kunne omfatte alle former for kontakt, herunder gennem digitale medier, samtidig eller kun visse former for kontakt. Det vil f.eks. betyde, at der efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes afgørelse om, at samværet skal afbrydes, uden at den telefoniske forbindelse afbrydes.

En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge vil i første række angå forældrenes eller netværkets kontakt til barnet eller den unge. Afgørelsen bør derimod ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene eller netværket, da barnet eller den unge uanset den skadelige virking, som den gensidige kontakt medfører, kan have et væsentligt behov for at meddele sig til især forældrene såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.

Der vil ikke efter den foreslåede bestemmelse kunne træffes afgørelse om at kontrollere barnets eller den unges brev-, mail- eller telefonforbindelse eller anden kommunikation med forældrene eller netværket. Brev- og telefonkontrol m.v. kan kun finde sted efter reglerne i § 15 i voksenansvarsloven.

Med forslaget gives der endvidere adgang til at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket. Der vil i praksis være tale om en anonymisering af anbringelsesstedet. Der vil f.eks. kunne være grund til at anonymisere opholdsstedet over for en forælder, hvis forælderen truer med at ville hente barnet eller den unge. Betingelserne for at træffe en sådan afgørelse vil være de samme som for at træffe afgørelse om overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen, jf. ovenfor.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tydeliggøre børne- og ungeudvalgets ansvar og kompetence i forhold til at regulere og begrænse barnets eller den unges samvær og kontakt med forældre eller netværk, herunder i forhold til at afbryde samværet og kontakten. Begrundelsen for forslaget er, at der kan være situationer, hvor der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, eller fordi barnet eller den unge har det meget svært med samværet, f.eks. fordi barnet eller den unge ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere tilliden mellem et barn eller en ung og forælderen. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den unge viser, at hun/han ikke er tryg under samvær med forælderen, hvor forælderen har svært ved at skabe kontakt med barnet eller den unge, hvor forælderen flere gange under samvær har overskredet barnets eller den unges grænser, eller hvor barnet eller den unge på grund af følelsesmæssige problemer i særlig grad har brug for tryghed og forudsigelighed, også under samværene med forælderen.

Det foreslås endvidere med stk. 2, at ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børne- og ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge in form af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden kommunikation eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, vil børne- og ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode skulle træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden kommunikation eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Med overgreb forstås vold eller seksuelle overgreb, det vil sige sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme, herunder groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens §§ 210 og 213.

Forslaget indebærer, at børne- og ungeudvalget også fremadrettet vil have pligt til at træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen, når der er viden eller formodning om, at den person, der skal have samvær med barnet eller den unge, har begået overgreb mod et barn eller en ung. Afgørelse om overvåget samvær vil indebære, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Afbrydelse af forbindelsen indebærer afbrydelse af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse m.v., herunder anden digital kommunikation. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 105, stk. 1.

Formålet med forslaget er at beskytte anbragte børn og unge mod at opleve overgreb, når de har samvær med forældre og netværk.

En formodning om overgreb mod barnet eller den unge begået af forældrene eller netværket vil eksempelvis kunne opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring barnet, den unge eller familien, en samtale med barnet eller den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det vil ikke være en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse mod den person, formodningen er rettet mod. Kommunen vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at børn eller unge, der er udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen vil derfor videre skulle være opmærksom på, at der både kan være tale om sager, hvor barnet eller den unge er anbragt på grund af overgreb, men også sager, hvor det anbragte barn eller den unge først senere fortæller om overgreb.

Bestemmelsen forudsætter, at det med den fornødne sikkerhed vil kunne godtgøres, at samværspersonen har begået overgreb mod et barn eller en ung, eller at der er en formodning om, at samværspersonen her begået sådanne overgreb. Enkelstående løse rygter vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at begrunde en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen eller overvåget samvær, mens for eksempel udsagn herom fra barnet eller den unge selv, bør tillægges vægt.

Ved overgreb forstås først og fremmest handlinger, der er omfattet af straffelovens bestemmelser om vold og sædelighedsforbrydelser. Den foreslåede bestemmelse vil dog også finde anvendelse ved handlinger, der indeholder en dyb krænkelse af offerets personlige integritet, selvom handlingen ikke er strafbar.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke kun omfatte overgreb mod barnet eller den unge. Den vil også omfatte overgreb mod andre børn og unge, hvor overgrebet er af en karakter, der sandsynliggør, at barnets eller den unges sundhed og udvikling vil være i fare ved samvær med den pågældende.

I de omhandlede situationer vil børne- og ungeudvalget nøje skulle overveje, om samværspersonens kontakt med barnet eller den unge i en periode skal afbrydes, eller om samværet skal foregå under overvågning. I grundlaget for denne afgørelse vil navnlig skulle indgå resultatet af kommunens undersøgelse af barnets eller den unges behov efter den foreslåede § 20.

Ved afgørelsen vil børne- og ungeudvalget skulle tage udgangspunkt i sikringen af barnets eller den unges bedste og ikke i samværspersonens interesse i at have kontakt med barnet eller den unge. Det vigtigste vil skulle være hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Dernæst bør der tages hensyn til, om kontakten vil være skadelig for barnets eller den unges trivsel og udvikling.

Samtidig vil der skulle tages hensyn til barnets eller den unges interesse i ikke at blive konfronteret med en person, der har begået overgreb mod barnet eller den unge selv eller andre børn og unge.

Selvom samværspersonen har begået overgreb som beskrevet ovenfor, vil der kunne forekomme situationer, hvor det må anses for at være til barnets eller den unges bedste, at der er kontakt, dog forudsat at kontakten foregår under overvågning. Eksempelvis kan resultatet af en børnefaglig undersøgelse være, at det vil være i barnets eller den unges interesse at fastholde relationer til samværspersonen, eller barnet eller den unge kan have givet udtryk for et velovervejet ønske om at have kontakt med samværspersonen under kontrollerede forhold. Der vil derfor også kunne lægges vægt på overgrebets karakter og alvorlighed, hvem overgrebet var rettet mod, og hvor længe det er siden, at overgrebet blev begået. Kommunen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Det gælder ikke mindst i situationer, hvor barnet eller den unge selv udtrykker ønske om samvær og kontakt. Det vil altid være kommunens ansvar at foretage en vurdering af barnets ønske i forhold til hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb.

Med bestemmelsen understreges, at kun hvis særlige forhold taler imod, at samværet skal foregå overvåget, eller at forbindelsen skal afbrydes, kan børne- og ungeudvalget undlade at træffe afgørelse herom. Børne- og ungeudvalget vil således have mulighed for undtagelsesvist og efter en konkret vurdering at bestemme, at der skal være samvær uden overvågning, selvom samværspersoner har begået overgreb. Dette forudsætter, at det skønnes bedst for barnet eller den unge, at der er samvær uden overvågning. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor overgrebet var rettet mod andre end barnet eller den unge og var af en karakter, der ikke giver anledning til en formodning om, at samværspersonen vil begå overgreb mod barnet eller den unge. Det vil f.eks. også kunne være tilfældet, hvor overgrebet er begået tilbage i tiden, og samværspersonen har været i behandling og ikke sidenhen har haft en adfærd, der giver anledning til bekymring.

En afgørelse om at afbryde samværspersonens kontakt med barnet eller den unge eller om, at samvær skal foregå under overvågning, vil skulle træffes for en bestemt periode. Der vil senere kunne træffes en tilsvarende afgørelse for en ny periode. En afgørelse om afbrydelse af forbindelsen vil ikke være til hinder for, at der senere fastsættes samvær under overvågning efterfulgt på et senere tidspunkt af samvær uden overvågning.

Den foreslåede bestemmelse vil således blandt andet give mulighed for at afbryde kontakten i en periode eller træffe afgørelse om overvåget samvær, mens det afdækkes, om der er grundlag for en formodning om overgreb.

I forbindelse med en vurdering af eksempelvis samvær i hjemmet, vil der desuden kunne være behov for at være opmærksom på, at overgrebet eller formodningen om overgreb ikke kun kan vedrøre forældrene, men også kan være knyttet til en person, der færdes ofte i hjemmet. I en sådan situation vil der kunne være behov for at træffe afgørelse om udøvelsen af samværet, jf. den foreslåede § 104, stk. 2, eller om overvåget samvær, jf. den foreslåede § 105, stk. 1, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til beskyttelsen af barnet eller den unge mod nye overgreb.

Det vil i forbindelse med en afgørelse efter § 105, stk. 2, være vigtigt at skelne mellem de forskellige former for afbrydelse af kontakten. For eksempel vil der kunne være tilfælde hvor det vurderes, at det vil være gavnligt for barnet eller den unge at bevare telefon- eller brevkontakt til den voksne, der har eller formodes at have krænket barnet eller den unge, selvom det vurderes, at samvær vil være skadeligt for barnet eller den unge - f.eks. hvis der er tale om et nærtstående familiemedlem, som barnet er tæt knyttet til.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3

§ 106

Det fremgår af servicelovens § 69, stk. 5, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om bl.a. ændret samvær, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.

Det foreslås med bestemmelsen i § 106, at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om ændret samvær.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører afgørelse om ændret samvær.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillægA, L 178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre det konkret relevante anbringelsessted i forbindelse med afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i forbindelse med afgørelser om ændret samvær.

Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov, herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til familien osv.

Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om ændret samvær at høre anbringelsesstedet om barnets situation og behov. En anmodning efter den foreslåede bestemmelse giver ikke anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.

Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning vil have notatpligt.

Ved akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen træffes, jf. den foreslåede bestemmelse i § 143. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende skulle høres, og udtalelsen vil skulle lægges på sagen.

Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse gives partsstatus.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.

§ 107

Efter servicelovens § 71, stk. 5, finder § 71, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig undersøgelse efter § 50 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. servicelovens § 50 a, jf. § 51, stk. 1 og 2, eller § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslås med § 107, at §§ 104 og 105 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig undersøgelse efter § 20 i denne lov eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. § 23, stk. 2, i denne lov eller § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Forslaget indebærer i lighed med gældende ret, at bestemmelserne i de foreslåede §§ 104 og 105 om afgørelse om omfang og udøvelse af samvær, overvåget samvær og afbrydelse af forbindelsen, vil kunne anvendes i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. § 23, stk. 2, i barnets lov eller § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det følger af den foreslåede § 23, at kommunens børne- og ungeudvalg uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren vil kunne beslutte, at en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20 skal gennemføres under barnets eller den unges ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus. Det følger endvidere af det foreslåede § 125, at når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, eller ved mistanke herom, vil kommunalbestyrelsen til brug for den børnefaglige undersøgelse efter § 20 skulle benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124. Efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kommunalbestyrelsen til brug for Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser skulle udarbejde ungefaglige undersøgelser, jf. § 31, og undersøgelserne skal kunne gennemføres under ophold på institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 32.

Der kan være situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at barnets eller den unges samvær med forældrene under gennemførelsen af en undersøgelse vil kunne begrænses på samme måde som under en anbringelse.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at give mulighed for at regulere samværet, mens en undersøgelse uden for hjemmet gennemføres, hvis dette anses for påkrævet. Reguleringen vil skulle ske efter samme hensyn som ved en anbringelse uden for hjemmet.

Udgangspunktet for en undersøgelse uden for hjemmet og for en eventuel regulering af samvær i den forbindelse vil være, at det så vidt muligt vil skulle ske i dialog og samarbejde med forældrene. Hvis undersøgelsen skal gavne barnet eller den unge, vil det således som oftest være en forudsætning, at forældrene bakker op om undersøgelsen, herunder også at indehaveren af forældremyndigheden forstår kommunens bevæggrunde for eventuelt at regulere samværet.

Forældremyndighedsindehaveren bør så vidt muligt informeres om undersøgelsesforløbet og om eventuelle øvrige sagsskridt, herunder hvad undersøgelsen kan føre til, og hvad dette kan få af konsekvenser for samværet senere hen. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor samtykke ikke kan opnås. Formålet med den foreslåede bestemmelse er derfor at give mulighed for, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om regulering og afbrydelse af samvær og kontakt under en undersøgelse efter de samme betingelser som afgørelser, der træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.

§ 108

Det fremgår af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. §§ 52, 76 og 76 a. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden fire måneder at opstille en handleplan.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan i følgende tilfælde: 1) Når en ung, der har en barnets plan efter § 91 fylder 16 år, 2) når en ung, der modtager støttende indsatser efter § 32, stk. 1, hvor kommunen har vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en barnets plan efter § 91, fylder 16 år, 3) når der iværksættes støtte efter §§ 32, 114, 115 og 120 til en ung, der er fyldt 16 år, som ikke tidligere har modtaget støtte efter § 32, stk. 1 og 4) når der iværksættes støtte efter §§ 114, 115 og 120.

Forslaget indebærer, at de gældende regler om handeplan efter servicelovens § 140 vil blive erstattet af en ny bestemmelse om barnets plan, jf. de foreslåede § 91, og en ny bestemmelse om en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 108 og 109.

Hensynet med at erstatte handleplanen for unge med en ungeplan vil være at tydeliggøre, at planen først og fremmest vil skulle være den unges plan, og sekundært en plan for den unges børne- og ungerådgiver og et eventuelt tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling. Dog vil det også fremadrettet gælde, at planen vil være et centralt redskab for den løbende opfølgning i sagen, ligesom relevante dele af planen vil skulle udleveres til det tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling i de tilfælde, hvor det er relevant.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når en ung, der har en barnets plan efter § 91, fylder 16 år.

Kommunalbestyrelsen vil for børn, der ud fra en socialfaglig vurdering har fået udarbejdet en barnets plan efter den foreslåede § 91, være forpligtet til at tage stilling til, om der vil skulle udarbejdes en ungeplan, når den unge fylder 16 år. Ungeplanen vil dermed kunne ses som en slags videreførelse af barnets plan.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når en ung, der modtager støttende indsatser efter hvor kommunen har vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en barnets plan efter § 91, fylder 16 år.

Kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at skulle tage stilling til, om børn, der modtager støttende indsatsaser efter lovforslagets § 32, stk. 1, hvor det tidligere er vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en barnets plan efter den foreslåede § 91, har behov for at der udarbejdes en ungeplan, når den unge er fyldt 16 år.

Det foreslåede stk. 1, nr. 3, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når der iværksættes støtte efter §§ 32, 114, 115 og 120 til en ung, der er fyldt 16 år, som ikke tidligere har modtaget støttende indsatser efter 32, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen vil have en forpligtelse til at tage stilling til, om der er behov for at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede § 108, stk. 1, nr. 3, hvis der bliver iværksat indsatser til den unge efter de foreslåede §§ 32, 114, 115 og 120 efter, at den unge er fyldt 16 år. Med den foreslåede bestemmelse fastslås det dermed, at der også vil kunne være mulighed for, at der udarbejdes en ungeplan, selvom den unge ikke forud for det fyldte 16. år har modtaget hjælp og støtte, hvis behovet først er opstået efter, at den unge er fyldt 16 år.

Det foreslåede stk. 1, nr. 4, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når der iværksættes støtte efter § 116, jf. § 114.

Kommunalbestyrelsen vil efter denne bestemmelse have en forpligtelse til at tage stilling til, om der er behov for at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede § 108, stk. 1, nr. 4, hvis der bliver iværksat indsatser til den unge efter de foreslåede § 116, jf. § 114. Med den foreslåede bestemmelse fastslås det dermed, at der også vil kunne være mulighed for, at der udarbejdes en ungeplan, når der iværksættes støtte efter § 116, jf. § 114, dvs. i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at indsatser efter § 114 kan tildeles eller genetableres indtil den unges fyldte 23. år.

Formålet med ungeplanen vil som med barnets plan være todelt: Ungeplanen vil skulle fungere som et dialogværktøj og et aftaledokument for den samlede omsorgsopgave, så der er enighed om en fælles retning. Den vil derfor skulle være et dokument, som den unge og familien, når der er tale om en ung under 18 år, kan læse og forstå, og som den unge og familien føler ejerskab over. Ungeplanen vil samtidig skulle være et værktøj for kommuner og tilbud til at følge op på den unges trivsel og udvikling.

Med den foreslåede ordning vil det fremadrettet bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal udarbejdes en ungeplan, ligesom der vil være større fleksibilitet i forhold til udarbejdelse af planen. Omfanget og detaljeringsgraden af ungeplanen vil således skulle afspejle tyngden af problemerne og hvor indgribende indsatser, der sættes i værk.

Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede stk. 1 i den enkelte sag skulle tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, og det vil skulle ske, når der er iværksat en indsats. Formålet med at rykke udarbejdelsen af ungeplanen til efter iværksættelsen af indsatsen er at understøtte, at de konkrete mål i ungeplanen udarbejdes i samarbejde med og med inddragelse af den unge og familien, når der er taget stilling til den unges behov for indsats. Hensynet vil bl.a. være at sikre, at den unge og forældrene, når der er tale om unge under 18 år, i højere grad skal kunne se deres egne ønsker afspejlet i målene og i højere grad vil kunne tage ejerskab over de opstillede mål. Det skal være med til at understøtte, at ungeplanen bliver et fælles redskab for den unge og familien og børne- og ungerådgiveren.

Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle tage udgangspunkt i den unges egne ønsker og behov og skal tage hensyn til forholdene i den konkrete sag. Det betyder bl.a., at kommunalbestyrelsen vil skulle tage hensyn til den unges og familiens samlede situation, når den foretager en vurdering af behovet for at udarbejde ungeplanen. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være opmærksom på baggrunden for den unges støttebehov, herunder om behovet helt eller delvist skyldes en funktionsnedsættelse hos den unge eller forældrene. Kommunalbestyrelsen bør tage hensyn til den unges ressourcer og evne til at formulere egne holdninger og tage stilling til egne behov. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen altid foretage en konkret afvejning af den unges egne ønsker over for den socialfaglige vurdering af behovet for en ungeplan i den konkrete sag.

Den unge og forældremyndighedsindehaver, for unge under 18 år, vil altid kunne anmode kommunen om at udarbejde en ungeplan. Det vil betyde, at kommunen i disse tilfælde vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag for at imødekomme anmodningen. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at imødekomme anmodningen, vil der ikke være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages.

Ungeplanen vil således skulle sikre en god opfølgning på den unges trivsel og udvikling og effekterne af indsatsen i den henseende, samt give den unge og eventuelt familien et overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt rådgiverskift.

Det foreslås med stk. 2, at i sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og § 47, og ved genetablering af døgnophold, jf. § 116, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en ungeplan.

Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastslået, at der i alle tilfælde skal udarbejdes en ungeplan, hvis der iværksættes en anbringelse uden for hjemmet. Dette vil gælde uanset, om der er tale om en anbringelse med eller uden samtykke. Samme krav om udarbejdelse af en ungeplan vil gælde, hvis der genetableres et døgnophold på et anbringelsessted efter § 116. For unge, der har været anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år, vil der være udarbejdet en ungeplan inden eller under anbringelsen og planen vil dermed blive videreført for unge, som modtager ungestøtte i form af døgnophold efter de foreslåede §§ 114 eller 120.

I forhold til anbringelser uden for hjemmet vil ungeplanen således spille en særlig rolle. For en frivillig anbringelse efter den foreslåede § 46 vil samtykket fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skulle omfatte formålet med anbringelsen, jf. den foreslåede § 46, stk. 2.

Det foreslås med stk. 3, at en ungeplan skal foreligge senest 3 måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen, jf. dog stk. 4.

Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes en ungeplan efter stk. 1, eller skal udarbejde en plan efter stk. 2, vil planen efter den foreslåede stk. 3 skulle foreligge senest tre måneder efter, der er truffet afgørelse om indsats. De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det gælder uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med eller på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af den unges behov. For anbringelser uden for hjemmet gælder dog, at ungeplanen skal udarbejdes, før der træffes eftergørelse, jf. nedenfor om stk. 4.

Formålet med tidsfristen vil være at sikre, at planen bliver udarbejdet, og at der tidligt i forløbet vil være en dialog mellem børne- og ungerådgiveren, den unge og familien, når der er tale om unge under 18 år, om de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling, som ønskes opnået med indsatsen. Tidsfristen på tre måneder vil desuden skulle ses i sammenhæng med den foreslåede ordning om løbende opfølgning på den unges trivsel, hvor det ligeledes foreslås, at der skal tages stilling til behovet for opfølgning senest efter tre måneder. Hensynet med parallelitet i fristerne er bl.a. at sikre, at der er en sammenhæng mellem kommunalbestyrelsens beslutning om ungeplanen og om tilrettelæggelse af opfølgning i den enkelte sag. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 95.

Når ungeplanen udarbejdes efter, der er truffet afgørelse om indsats, vil det også være muligt at tage udgangspunkt i den indsats, der er iværksat, samt at inddrage det konkrete tilbud, hvis det vurderes at være relevant. Samtidig vil det betyde, at iværksættelse af indsatsen ikke fremadrettet vil være afhængig af, om der er udarbejdet en ungeplan. Det betyder dels, at udarbejdelse af planen ikke risikerer at forsinke igangsættelsen af indsatsen unødigt, ligesom rådgiveren ikke risikerer at befinde sig i en situation, hvor det kan være nødvendigt at haste en ungeplan igennem, for at kunne iværksætte indsatsen.

Det foreslås med stk. 4, at i sager om anbringelse uden samtykke skal planen udarbejdes før, der træffes afgørelse, jf. 51, stk. 1, nr. 3.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen, hvis der er tale om en anbringelse uden samtykke, skulle udarbejde en ungeplan, før der træffes afgørelse. Det vil således være nødvendigt, således at planen kan indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget og for at anbringelsen kan iværksættes.

Ved anbringelser efter § 47 vil ungeplanen skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget om, at der skal træffes en sådan beslutning, og vil derfor være af væsentlig betydning for afgørelsen.

I tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden samtykke ikke kan afvente udarbejdelse af ungeplanen, vil der være mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143.

Formålet med den foreslåede § 108 er at fastsætte regler om, hvornår kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan til en ung, der er fyldt 16 år. Det er endvidere formålet at fastsætte nærmere regler om, hvornår ungeplanen senest skal være udarbejdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.2-3.14.3

§ 109

Det fremgår af § 140, stk. 2, i serviceloven, at en handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 46. Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse.

Det fremgår af § 140, stk. 3, i serviceloven, at en handleplan endvidere skal angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Det fremgår af § 140, stk. 6, i serviceloven, at når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 66 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 101, skal relevante dele af handleplanen eller den helhedorienterede plan udleveres til tilbuddet.

Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Det fremgår af § 50, stk. 1, i serviceloven, at hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold.

Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i form af anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.

Det fremgår af § 58, stk. 1, i serviceloven, at er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.

Anbringelsessteder for børn og unge kan efter § 66, stk. 1, i serviceloven, være almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge, døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Det fremgår af § 101, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug.

Det foreslås med stk. 1, at ungeplanen skal tage udgangspunkt i den unges ønsker og behov og skal tage hensyn til forholdene i den konkrete sag. Ungeplanen skal i lighed med barnets plan, jf. § 92, stk. 1, indeholde konkrete mål i forhold til den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 32, stk. 3. De konkrete mål skal afspejle den enkelte unges ønsker og behov og overgangen til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Kommunalbestyrelsen skal inddrage den unge og forældrene, når der er tale om unge under 18 år, i formuleringen af målene.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 140, stk. 2, 3. og sidste pkt., i serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af en ungeplan, og det præciseres, at målene skal afspejle den unges ønsker og behov.

Det vil med den foreslåede bestemmelse være op til en socialfaglig vurdering at tage stilling til planens omfang, detaljeringsgrad og udformning. Der vil således være fleksibilitet i forhold til f.eks. formatet for planen, antallet af mål m.m. I de tilfælde, hvor der vil skulle udarbejdes en ungeplan, vil planen skulle indeholde konkrete mål i forhold til den unges trivsel og udvikling.

De konkrete mål i ungeplanen vil skulle handle om den unges trivsel og udvikling og vil skulle tage afsæt i og have fokus på, hvordan den unge har det, fremfor på formelle mål for indsatsen. Derudover vil det være hensigten, at målene i højere grad skal væk fra det problemfokus, de opfattes som at have i dag. De konkrete mål vil først og fremmest skulle være fokuseret på de voksnes indsats og udvikling af konteksten, frem for på den unges person. Målene vil derfor kunne være rettet mod familie, netværk og fagpersoner, og hvordan de vil kunne understøtte den unges trivsel og udvikling.

Kravet om, at der i ungeplanen vil skulle opstilles konkrete mål betyder f.eks., at man ved beslutning om at anbringe en ung uden for hjemmet bør angive i ungeplanen, hvilke konkrete mål for den unges trivsel og udvikling, opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det vil eksempelvis kunne angives, om behovet for anbringelse fortrinsvist har baggrund i den unges egne udfordringer eller forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til, at den unge i en periode anbringes uden for hjemmet. De konkrete mål bør angive den unges eller familiens ønsker for fremtiden, og det bør angives præcist, hvordan de iværksatte indsatser og konteksten omkring den unge skal bidrage til at opnå målene. Dermed vil ungeplanen kunne bidrage til at følge op på effekterne af indsatsen løbende.

Planens målsætninger bør anføres så specifikt som muligt. Det vil bl.a. betyde, at ungeplanen bør give præcise og konkrete anvisninger på, hvordan den unges kontekst kan understøtte, at de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling kan nås. Samtidig vil målene også skulle beskrives så præcist, at det er muligt for både den unge, familien, når der er tale om unge under 18 år, kommunen og personalet i de enkelte indsatser at vurdere målene og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.

Det foreslås med bestemmelsen, at det fremadrettet vil skulle beskrives i forbindelse med afgørelsen om indsatsen, hvad det overordnede formål er. De konkrete mål i ungeplanen vil skulle opstilles i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, som vil konkret skulle være målrettet den unges trivsel og udvikling og vil samtidig skulle defineres sammen med den unge og familien.

Når de konkrete mål i barnets plan vil skulle være i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, er det begrundet i et hensyn til at sikre, at der er sammenhæng mellem de konkrete mål og det overordnede formål med den valgte indsats. Hensigten er bl.a. at understøtte, at målene i ungeplanen bliver et anvendeligt redskab for børne- og ungerådgiveren såvel som for den unge og familien, når der er tale om unge under 18 år, i forbindelse med den løbende opfølgning på den unges trivsel og udvikling samt den løbende vurdering af behovet for justering af indsatsen.

Hvis der eksempelvis er iværksat en indsats i form af praktisk eller pædagogisk støtte i hjemmet med det overordnede formål at hjælpe familien for unge under 18 år med at få mere struktur på hverdagen, så bør de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling i ungeplanen formuleres således, at de er i overensstemmelse med det overordnede formål. Ungeplanen vil f.eks. kunne omfatte en konkret målsætning om, at det skal være en god oplevelse for den unge at komme op og afsted om morgenen. I forlængelse heraf kan det i planen aftales, at forældrene hjælper den unge med at stå op på et bestemt tidspunkt hver dag med henblik på at sikre mere tid og ro og dermed færre konflikter i familien om morgenen. Hensigten med de konkrete mål vil således være at konkretisere for den unge og familien, hvilke skridt der skal tages for at nå det overordnede formål med den iværksatte indsats.

De konkrete mål vil skulle opstilles under hensyntagen til forholdene i den konkrete sag, og kommunalbestyrelsen vil for unge under 18 år skulle tage hensyn til familiens samlede situation og støttebehov, herunder om den iværksatte støtte primært er rettet mod den unge selv eller mod forældrene eller den samlede familie. Dette kan således have betydning for behovet i den enkelte sag i forhold til den unges og forældrenes indflydelse på og ejerskab over målene i planen. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på årsagen til den unges eller familiens behov for støtte, herunder om det primært udspringer af en nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne hos den unge eller forældrene.

Hvis behovet for støtte udspringer af en funktionsnedsættelse hos den unge, vil det kunne være et mål i sig selv at fastholde det aktuelle funktionsniveau frem for at have fokus på udvikling.

Ungeplanen vil så vidt muligt skulle udarbejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge. Baggrunden for forslaget er, at efter gældende ret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, der foreslås videreført i den foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 5, skal revision af ungeplanen så vidt muligt ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge. Efter gældende ret er det obligatorisk at udarbejde en handleplan, men med den foreslåede bestemmelse i § 108 vil det fremadrettet bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal udarbejdes en ungeplan, med mindre der er tale om en anbringelse. Det foreslås derfor, at udarbejdelse af ungeplanen ligesom revision af ungeplanen så vidt muligt vil skulle ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge. Med forslaget vil der hermed sikres parallelitet mellem samtykkekrav ved hhv. udarbejdelse og revision af planen.

De konkrete mål vil skulle afspejle den enkelte unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage den unge og forældrene i udarbejdelsen af ungeplanen og formuleringen af de konkrete mål. Formålet vil være at sikre, at målene i ungeplanen også bliver den unges mål, som den unge selv har været med til at formulere. Derudover bør forældrene inddrages i formuleringen i relevant omfang, og der bør i den forbindelse tages hensyn til den unges modenhed.

Det følger bl.a. af formålsbestemmelserne i de foreslåede §§ 1 og 2, at ungeplanen så vidt muligt vil skulle udarbejdes i samarbejde med den unge og eventuelt forældremyndighedsindehaveren. Et forpligtigende samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge vil således være det bedste udgangspunkt for at afhjælpe problemerne. Derfor vil det også være vigtigt, at både den unge og forældrene forstår og føler sig inddraget i de enkelte mål i ungeplanen.

Kommunalbestyrelsen vil i denne forbindelse skulle være opmærksom på de særlige tilfælde, hvor tilstedeværelsen af en funktionsnedsættelse hos den unge kan nødvendiggøre en særlig kommunikationsform, eller hvor det kan være vanskeligt at bibringe den unge en forståelse af ungeplanen.

Selve beslutningen om at udarbejde en ungeplan vil ikke kræve forældrenes samtykke, men kommunalbestyrelsen vil så vidt muligt altid skulle udarbejde ungeplanen i samarbejde med forældrene, hvis den unge er under 18 år, og den unge, da det vil give en fælles forståelse af målet med indsatsen, og da det bl.a. også kan medvirke til at forhindre en tilbagekaldelse af et samtykke til en indsats.

Det vil være centralt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning jævnligt genovervejer, hvilke konkrete mål der er relevante at have fokus på i ungeplanen og i indsatsen for en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos den unge. Derfor vil kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning og revision af ungeplanen, jf. den foreslåede § 95, stk. 4, skulle overveje, hvorvidt nogle af de konkrete mål som hidtil ikke har været relevante for den enkelte unge nu er relevante. Samtidig kan behovet for at inddrage forældrene i formuleringen af de konkrete mål også udvikle sig over tid.

I ungeplanen vil der til forskel fra barnets plan skulle opstilles konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Formålet vil være at sikre en mere sammenhængende og langsigtet indsat i forhold til den unges overgang til voksenlivet, hvorfor der allerede inden det fyldte 18. år skal være et fokus på at sikre den unge de nødvendige kompetencer.

Der bør i forbindelse med fastsættelsen af disse mål indgå overvejelser om, hvilket forløb den unge bør have før og efter sin 18 års fødselsdag, herunder fokus på hvilke konkrete initiativer der er nødvendige for at sikre en god overgang. I forlængelse heraf vil det være særligt relevant at have fokus på, hvordan det sikres, at den unge tilegner sig de nødvendige kompetencer for at kunne klare sig selv. Der kan f.eks. være tale om et særligt fokus på fastholdelse i uddannelse, fremtidige jobmuligheder, husholdningsøkonomi, tøjvask m.v. I forhold til unge med funktionsnedsættelse bør kommunen være opmærksom på, at der på grund af funktionsnedsættelsen kan være behov for at opretholde en anbringelse efter de foreslåede §§ 119 og 120 eller for iværksættelse af støtte efter servicelovens voksenbestemmelser umiddelbart ved den unges fyldte 18. år, hvilket bør indgå i ungeplanen.

Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav til omfanget af beskrivelsen af de konkrete mål. Formålet vil være at sikre, at børne- og ungerådgiveren kommer omkring de emner, som vurderes at være relevante i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling, således at planen bliver et anvendeligt redskab for såvel den unge og familien samt den enkelte børne- og ungerådgiver i forbindelse med den løbende opfølgning.

Ungeplanen vil skulle koordineres med den unges uddannelsesplan, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 5. oktober 2022 om kommunal ungeindsats for unge under 25 år (KUI-loven). Det følger af KUI-loven, at alle unge skal have en uddannelsesplan ved udgangen af grundskolens 9. klasse. Uddannelsesplanen er en gennemgående plan for den unges uddannelses- og jobmæssige aktiviteter og skal medvirke til at sikre overblik over den unges situation samt understøtte gennemførelsen af en sammenhængende indsats for den unge på tværs af uddannelses-, social- og beskæftigelsesområdet.

Planen skal tage udgangspunkt i den unges behov med henblik på, at den unge støttes i at tilrettelægge et realistisk forløb, der forankrer vedkommende i uddannelse eller beskæftigelse. Alle relevante indsatser og oplysninger, som bidrager til at forankre den unge i uddannelse og beskæftigelse, skal fremgå af uddannelsesplanen, herunder uddannelsesønsker, standpunkts- og prøvekarakterer fra grundskolen, forberedende aktivitetsforløb og uddannelsesforløb og -hændelser (optag, afbrud, gennemførelse af forløb, frafald, risiko for frafald), beskæftigelsesforløb, boligsituation, sociale forhold og misbrugsindsatser.

Uddannelsesplanen revideres, når det er påkrævet. Det vil sige, når der sker ændringer i den unges situation, mål, ønsker og behov, som har betydning for den unges uddannelse eller beskæftigelse.

Det foreslås med stk. 2, at planen så vidt muligt skal udarbejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge.

Med den foreslåede bestemmelse vil der så vidt muligt skulle opnås samtykke. Det vil betyde, at ungeplanen vil kunne udarbejdes, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil være til den unges bedste i den konkrete sag, at der udarbejdes en ungeplan, uanset at forældremyndighedsindehaver for unge under 18 år eller den unge ikke samtykker. Der kan også være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til ungeplanen ikke kan opnås, but hvor den unge samtykker hertil. Her vil kommunen trods det manglende samtykke fra forældrene kunne udarbejde planen. Dermed vil det være muligt at tilgodese den unges behov for en ungeplan, uanset at samtykke fra forældrene ikke kan opnås.

Det foreslås med stk. 3, at ungeplanen skal tage udgangspunkt i den valgte indsats og kan tage udgangspunkt i barnets plan, jf. § 91, hvis der er udarbejdet en sådan. Er der foretaget en afdækning eller undersøgelse af den unges behov, jf. §§ 19 eller 20, skal ungeplanen desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 140, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af ungeplanen og ændringer i udgangspunktet sådan at der først og fremmest tages udgangspunkt i den valgte indsats og barnets plan.

Hvis det af kommunalbestyrelsen besluttes, at der skal laves en ungeplan, vil planen skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats. Såfremt der er foretaget en afklaring eller undersøgelse af den unges behov, ville resultaterne heraf også skulle indgå. Ungeplanen vil, hvor det er relevant, kunne tage udgangspunkt i barnets plan, idet denne ofte vil indeholde indsatser og mål, der vil skulle videreføres i ungeplanen.

Det foreslås, at ungeplanen vil skulle tage udgangspunkt i den valgte indsats. Formålet vil være, at sikre, at der i forbindelse med formuleringen af de konkrete mål er fokus på at sikre, hvordan den valgte indsats kan understøtte, at målene nås. Samtidig vil de konkrete mål skulle formuleres i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen, jf. den foreslåede § 109, stk. 1.

Hensigten med forslaget vil bl.a. være at understøtte, at børne- og ungerådgiveren kan bruge målene i ungeplanen som udgangspunkt for at foretage en løbende vurdering af den valgte indsats, og så det vil være muligt at vurdere indsatsens effekt. Rådgiveren bør således løbende tage stilling til, om den valgte indsats er med til at understøtte en positiv udvikling og trivsel for den unge eller den samlede familie. Hvis det ikke er tilfældet, bør det give anledning til at se på, om der er behov for at justere indsatsen.

Det foreslås derudover, at planen vil skulle tage udgangspunkt i resultaterne af afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse af den unges behov. Hvis der på tidspunktet for udarbejdelse af ungeplanen ikke er foretaget en afdækning eller undersøgelse, eller hvis denne ikke er afsluttet på det givne tidspunkt, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på at få inddraget resultaterne heraf i forbindelse med den efterfølgende opfølgning og eventuelle revision af ungeplanen.

Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 140, stk. 2, ikke blive stillet krav om, at ungeplanen skal opstille mål i forhold til alle de forhold, som indgår i undersøgelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 56. Disse bør alene indgå i ungeplanen i det omfang, der er behov for at have fokus herpå eller for at iværksætte indsatser i forhold hertil. Planen bør således forholde sig til de relevante ressourcer og problemer, der er afdækket i den unges familie og netværk, og som således vil kunne være relevante i forhold til den unges konkrete mål for fremtiden og vejen derhen.

Resultatet af afdækningen eller undersøgelsen vil også kunne understøtte kommunalbestyrelsen med i ungeplanen at forholde sig til, hvilke af den unges forhold og behov der skal handles på og gøres en særlig indsats i forhold til og angive, hvad målene for denne indsats er.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke udelukke, at der kan være tilfælde, hvor det i den enkelte sag vurderes, at det ikke er relevant at inddrage resultatet af undersøgelsen direkte i forbindelse med udarbejdelsen af ungeplanen. Hensigten vil være, at der tages udgangspunkt heri, når de konkrete mål skal formuleres, men det vil ikke være et krav, at resultatet af undersøgelsen skal kunne ses direkte afspejlet i målene.

Det foreslås med stk. 4, at i sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 og § 47, skal ungeplanen tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at den unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter den unges hjemgivelse.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af § 140, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven, sådan at handleplanen erstattes af en ungeplan.

Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både den unge og familien vil ungeplanen skulle beskrive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter den unges hjemgivelse.

Det vil f.eks. kunne være støtte efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 4.

Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af den unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for udarbejdelse af ungeplanen. Dette element i planen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende vurdering og ved revisioner af ungeplanen under den unges anbringelse uden for hjemmet. Dette element i ungeplanen bør således kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse.

Der vil derudover gælde de samme krav for ungeplanen i sager om anbringelse uden for hjemmet som beskrevet i den foreslåede § 109, stk. 1 og 2. Det bemærkes, at der jf. den foreslåede § 108, stk. 4, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid skal udarbejdes en ungeplan i sager om anbringelse uden for hjemmet.

Det vil således være vigtigt, at der under en anbringelse arbejdes med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til den unges vanskeligheder. For det første fordi det er vigtigt at arbejde på at løse familiens eventuelle problemer, således at den unge igen kan hjemgives. For det andet fordi det er centralt at støtte forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Det er i den forbindelse væsentligt at være opmærksom på de forældre, som på grund af egen eller den unges funktionsnedsættelse, har et særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen. Forholdet til forældrene er således væsentligt for den unge også under anbringelsen, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for den unge.

Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at der også fremadrettet vil være fokus på at tage stilling til behovet for støtte over for forældrene og den samlede familie, når en ung anbringes uden for hjemmet, og at de konkrete mål i ungeplanen vil således både skulle ses i sammenhæng med det overordnede formål med anbringelsen samt de andre former for støtte, der vil kunne være iværksat over for familien i forbindelse med anbringelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede kapitel 7.

Det foreslås med stk. 5, at når en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug efter § 33 jf. § 101 i serviceloven, og der er udarbejdet en ungeplan efter § 108 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante dele af ungeplanen udleveres til tilbuddet.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med ændringer af servicelovens § 140, stk. 6, som følge af, at handleplanen med den foreslåede ordning i § 108 fremadrettet vil erstattes af en ungeplan for unge, der er fyldt 16 år.

Når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet eller visiteres til et behandlingstilbud for stofmisbrugere efter den foreslåede § 33 i denne lov jf. servicelovens § 101, vil relevante dele af ungeplanen eller den helhedsorienterede plan efter den foreslåede bestemmelse skulle udleveres til tilbuddet. For så vidt angår det tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling, vil den foreslåede bestemmelse alene finde anvendelse i det omfang, kommunalbestyrelsen har besluttet efter den foreslåede § 108, stk. 1, at der skal udarbejdes en ungeplan.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at der både er pligt og adgang til, at kommunalbestyrelsen kan udlevere relevante oplysninger om den unges forhold til det konkrete tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehandling, hvor den unge anbringes eller modtager stofmisbrugsbehandling efter § 33 i denne lov jf. servicelovens § 101. Det kan f.eks. være om den unges helbredsmæssige forhold, familieforhold eller sociale problemer.

Hensynet vil være at sikre, at det enkelte tilbud kender til de konkrete forhold for den unge, der er anbragt eller visiteret til et tilbud, hvor en ung modtager stofmisbrugsbehandling, for på det bedste mulige grundlag at kunne sikre, at den unge får den nødvendige og rette indsats. Kommunens udlevering af oplysninger om den unges rent private forhold vil ske med henblik på at sikre, at den unges behov for hjælp er tilstrækkeligt oplyst.

Kommunens videregivelse af relevante dele af ungeplanen eller en helhedsorienteret plan til tilbuddet vil medføre, at konkrete oplysninger om rent private forhold vedrørende den unge, som oplysningerne i planen vedrører, bliver undergivet databehandling, som er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, idet oplysningerne kan vedrøre den unges eventuelle sociale problemer eller helbredsmæssige forhold.

Kommunens videregivelse af oplysninger til tilbuddet må aldrig gå ud over, hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt til brug for tilbuddets indsats for den unge. Der vil derfor skulle foretages en konkret vurdering af oplysningerne i planen, så det kun er de oplysninger i den enkelte plan, som i det konkrete tilfælde kan anses for relevante og nødvendige i forhold til den konkrete indsats, der skal ydes til den unge, der må udleveres til det konkrete tilbud.

Både kommunens udlevering af oplysninger til tilbuddet om den unge uden samtykke og tilbuddets efterfølgende behandling af disse oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde skulle leve op til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler, herunder de grundlæggende krav til databehandlingen. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 6.

Mens der, jf. den foreslåede § 108, stk. 4, vil være krav om at udarbejde en ungeplan i sager om anbringelse, så vil det ikke være et krav for kommunerne at udarbejde en ungeplan i forbindelse med stofmisbrugsbehandling efter § 33 i denne lov jf. servicelovens § 101. Det vil som udgangspunkt alene være relevant at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede § 108, hvis der foruden behandling efter den foreslåede § 33 i denne lov jf. servicelovens § 101 er iværksat anden indsats og støtte efter de foreslåede §§ 32, 46, 114, 115 eller 120.

Formålet med den foreslåede § 109 er at fastsætte regler om de nærmere krav til indholdet af ungeplanen efter barnets lov. Det er endvidere formålet at fastsætte, hvilke krav til ungeplanen der er, såfremt den unge er anbragt uden for hjemmet og om ungeplanen skal udleveres, såfremt en ung er visiteret til et behandlingstilbud for personer med stofmisbrug.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.3.