Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 282 af 17/03/2025

Social- og Boligministeriet

Bekendtgørelse af barnets lov § 82

Kommunalbestyrelsen skal til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, træffe afgørelse om hjælp, der kan tilrettelægges

  1. som særlige dagtilbud, jf. § 83,

  2. som særlige klubtilbud, jf. § 84,

  3. helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. § 85, eller

  4. i forbindelse med andre tilbud efter denne lov eller efter dagtilbudsloven.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 82

Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsens træffer afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.

Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven, samt at hjælpen også kan udføres helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning.

Det foreslås med § 82, at kommunalbestyrelsen til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, skal træffe afgørelse om hjælp, der kan tilrettelægges som følgende: 1) Særlige dagtilbud, 2) særlige klubtilbud, 3) helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. § 85 eller 4) i forbindelse med andre tilbud efter barnets lov eller efter dagtilbudsloven.

Den foreslåede § 82 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 1, i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer. Det bemærkes, at den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 2, som giver social- og boligministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse af barnet eller den unge, om undersøgelse af barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden ved kommunalbestyrelsens sagsbehandling, ikke foreslås videreført i den foreslåede § 82. Reguleringen i denne bemyndigelse samt i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, som udmønter bemyndigelsen, foreslås i stedet videreført i kapitel 8.

Med den foreslåede § 82 vil kommunalbestyrelsen blive forpligtet til at træffe afgørelser om hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte, som har behov herfor på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Hjælpen vil kunne tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller andre tilbud efter barnets lov eller efter dagtilbudsloven. Den foreslåede § 82 vil endvidere fortsat skabe hjemmel til, at hjælpen helt eller delvis vil skulle kunne udføres af forældrene i hjemmet som hjemmetræning, jf. den foreslåede § 85.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at videreføre kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilgodese børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes behov for særlig støtte, behandling og træning, således at de får gode muligheder for udvikling og trivsel.

Med den foreslåede § 82 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgangen til særlige indsatser til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.