Voksenansvarsloven

Med bestemmelsen, der er ny, indføres en formålsbestemmelse, hvor hovedsigtet med loven præsenteres. Reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal først og fremmest beskytte børn og unge mod overgreb og unødvendig magtanvendelse og andre indgreb. Reglerne har til formål at forebygge magtanvendelse og andre indgreb og beskriver, i hvilke situationer, der undtagelsesvist må anvendes magt.

I bestemmelsens foreslås det, at formålet med loven for det første er at fastsætte rammer for plejefamilier og personales adgang til, som led i varetagelsen af den daglige omsorg, at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret, og at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse hermed. Bestemmelsen omfatter alle anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, og gælder dermed alle anbragte børn og unge. Forslaget er et led i tydeliggørelsen af, at anbringelsessteder som led i varetagelsen af den daglige omsorg over for anbragte børn og unge har adgang til at foretage indgreb i de anbragte børn og unges selvbestemmelsesret. Børn og unge under 18 år har ret til medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse. Det er derfor helt centralt, at barnet eller den unges synspunkter altid inddrages i tilrettelæggelsen af indsatsen i overensstemmelse med barnets alder, funktionsniveau og modenhed, og at såvel den konkrete tilrettelæggelse som gennemførelse af foranstaltninger så vidt muligt sker i dialog med barnet eller den unge. Dog kan der i den daglige omsorg for barnet eller den unge opstå situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnet eller den unges ønsker og plejefamiliens vurdering eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende. I sådanne situationer skal der ske en afvejning af barnet og den unges ret til med- og selvbestemmelse over for barnet eller den unges ret til omsorg. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal således altid ske i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der følger af grundloven, EMRK, FN's Børnekonvention m.fl. Sådanne indgreb kan være påkrævede for at sikre et anbragt barn eller en ungs ret til omsorg. Indgrebet skal ske ud fra en konkret afvejning af barnet eller den unges ret til omsorg over for barnet eller den unges ret til selvbestemmelse m.v., jf. afsnit 3.1.3. i de almindelige bemærkninger.

Formålet med loven er for det andet at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse med, at der foretages sådanne indgreb. Forslaget indeholder således regler om, hvilke anbringelsessteder der under nærmere angivne kriterier kan anvende magt og foretage de nødvendige former for indgreb, samt en række procesregler om registrering og indberetning samt tilsyn og klage.

Formålsbestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 3 om voksenansvar. De to bestemmelser danner tilsammen en overordnet ramme for forslagets øvrige bestemmelser.

Med bestemmelsen, der er ny, fastslås, hvilke bestemmelser der finder anvendelse over for anbragte børn og unge på de forskelige typer af anbringelsessteder.

I bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at loven, med de begrænsninger, der følger af de enkelte bestemmelser, finder anvendelse over for børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted, der drives af en kommune, en region eller en privat leverandør, jf. servicelovens § 66, stk. 1. Det følger således af bestemmelsen, at alle anbragte børn og unge er omfattet af reglerne om voksenansvar efter den foreslåede § 3. Det følger endvidere af bestemmelsen, at børn og unge under 18 år, der er anbragt på et opholdssted eller en institution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, af strafferetlige årsager er omfattet af de bestemmelser, der finder anvendelse for denne type anbringelsessted. Det vil være tilfældet, når opholdet på et opholdssted eller en døgninstitution, træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, hvis opholdet sker som led i afsoning på baggrund af en idømt foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, eller hvis opholdet er led i en idømt foranstaltning efter § 74 a i straffeloven.

Endelig følger det af bestemmelsen, at loven finder på kommunale, regionale og private anbringelsessteder, i det omfang de er nævnt i de enkelte bestemmelser. Med forslaget er der således parallelitet mellem, hvilke leverandører, barnet eller den unges handlekommune kan samarbejde med i forhold til at løfte sit forsyningsansvar på det sociale område, og hvem der kan udføre magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. I praksis vil det være plejefamilier, ledere og personale på anbringelsesstederne, der foretager indgreb i selvbestemmelsesretten eller anvender magt. Ved personale på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, forstås personale, der udfører pædagogisk arbejde, har gennemført en pædagogisk uddannelse, eller som indgår i gennemførelsen af alment pædagogisk arbejde og varetager andre pædagogiske arbejdsopgaver på institutionen. Adgangen til at foretage indgreb efter loven omfatter således ikke eventuelt øvrigt personale på institutionerne, f.eks. køkkenmedarbejdere, pedeller eller rengøringspersonale. Ved personale på interne skoler på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, forstås ved personalet personale, der udfører pædagogisk arbejde eller undervisning på interne skoler på anbringelsessteder.

I bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at loven ikke finder anvendelse over for børn og unge, der anbragt på pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling, der er godkendt af socialtilsynet som anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i serviceloven. Da der som udgangspunkt er tale om enkeltvise pladser på disse skoler, vurderes det ikke at være hensigtsmæssigt, at der kan anvendes magt og foretages indgreb efter denne lov, over for det fåtal af børn og unge, der er anbragt, jf. en afgørelse om anbringelse efter servicelovens §§ 52 og 58. Dog vil reglerne i bekendtgørelse nr. 697 af 23. juni 2014 om fremme af god orden i folkeskolens § 10 finde anvendelse over for denne gruppe, såvel som for de øvrige børn og unge der bor på bor på skolen.

Det foreslås i stk. 3, at reglerne i § 4, § 5, § 7-9, §14, § 16 og §§ 19-24 endvidere finder anvendelse over for unge over 18 år, hvis den pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse. Bestemmelsen svarer til den gældende § 123, stk. 7, i serviceloven. Bestemmelsen sikrer, at de relevante indgrebsmuligheder også finder anvendelse over for unge over 18 år, der er anbragt af strafferetlige årsager. Det vil være tilfældet, når opholdet på et opholdssted eller en institution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, hvis opholdet sker som led i afsoning på baggrund af en idømt foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, eller hvis opholdet er led i en idømt foranstaltning efter § 74 a i straffeloven.

Med bestemmelsen i stk. 1, der er ny, foreslås det, at ansvaret for at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet. Det fremgår endvidere, at dette ansvar bl.a. indebærer, at plejefamilierne og personalet som led i varetagelsen af denne omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnet eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnet eller den unges interesser, herunder sikre, at barnet eller den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring. Det er alene ansvaret for at varetage den daglige omsorg, der overgår til plejefamilier og personalet under anbringelsen. Barnet eller den unges forældremyndighedsindehavere bevarer således ansvaret for at udøve barnet eller den unges rettigheder på vegne af barnet eller den unge, herunder partsbeføjelser ved at optræde på barnet eller den unges vegne i forhold til administrative myndigheder og domstole.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 1 om lovens formål, og bestemmelserne danner tilsammen en overordnet ramme for forslagets øvrige bestemmelser. Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med servicelovens § 46, hvorefter indsatser skal ydes med henblik på at sikre barnet eller den unges bedste.

Bestemmelsens indebærer, at ansvaret bl.a. medfører, at plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne, som led i varetagelsen af den daglige omsorg, kan foretage nødvendige indgreb i barnet eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnet eller den unges interesser, herunder at barnet fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring.

Nogle af de elementer, som ansvaret for varetagelsen af den daglige omsorg over for børn og unge indebærer, er bl.a. at sikre, at barnet eller den unges basale følelsesmæssige-, sundheds- og hygiejnebehov tilgodeses, at barnet eller den unge lærer at gebærde sig ud fra sociale normer, at barnet eller den unge passer sin skolegang, og at barnet eller den unge har adgang til fritidsinteresser og samvær med familie og øvrigt netværk.

Anbringelsesstedernes ansvar indebærer, at plejefamilier og personale i beskyttelsesøjemed, i tilfælde hvor barnet eller den unge ikke selv ønsker det, kan være nødsaget til at foretage visse indgreb over for barnet eller den unge. Det gælder både i faretilfælde, hvor de voksne må holde barnet tilbage fra at løbe ud på vejen, lege med en kniv eller kravle op på en høj stol. Men også på mere daglig basis, f.eks. i forbindelse med tandbørstning, hvis barnet ikke vil have tilstrækkeligt tøj på, ikke spændes fast i sikkerhedssele under en køretur osv.

Ansvaret indebærer endvidere, at plejefamilier og personale i opdragelsesøjemed i dagligdagssituationer kan hjælpe barnet eller den unge til at sidde pænt ved bordet, få et mindre barn ind eller ud af en bus eller en bil eller i et afgrænset tidsrum sende barnet eller den unge ind på sit værelse og lignende.

Endelig har plejefamilier og personale et særligt ansvar som følge af, at anbragte børn og unge kan være særligt udsatte. Det er derfor centralt, at anbringelsesstedet som led i udøvelsen af omsorg beskytter barnet eller den unge mod konkrete risikofaktorer, som det enkelte barn eller den unge kan være særligt sårbar over for. Dette kan f.eks. være relevant i relation til kriminelle miljøer eller netværk, der er præget af misbrug eller andre former for adfærd, som er skadelige for barnet eller den unges udvikling. Det kan således, uanset at børn og unge generelt har en grundlæggende ret til bevægelsesfrihed, være en nødvendig omsorgshandling at stille sig i vejen foran hoveddøren for en ung, der er på vej ud f.eks. for at prostituere sig. Indgrebet bør her følges op med en pædagogisk indsats med det formål at få den unge til at afstå fra at fortsætte den selvskadende adfærd.

Med bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at omsorgen for et barn eller en ung skal varetages ud fra en konkret afvejning af barnet eller den unges grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnet eller den unges alder, modenhed og funktionsevne. Endvidere vil proportionalitetsprincippet skulle iagttages, jf. den foreslåede § 7.

Hvor meget plejefamilier eller personale kan gribe ind som led i den daglige omsorg over for et anbragt barn eller en ung, vil således afhænge af det aktuelle beskyttelses- eller opdragelseshensyn sammenholdt med barnet eller den unges øvrige rettigheder, som der potentielt foretages indskrænkninger i. Det må af hensynet til barnet eller den unges integritet indgå i vurderingen, hvilken alder barnet eller den unge har, samt på hvilket udviklingstrin barnet eller den unge befinder sig. For mindre børn, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger eller undladelser, må der antages at være en forholdsvis vid adgang til at foretage indgreb. Adgangen til at foretage indgreb – særligt i opdragelsesøjemed – er omvendt generelt mere begrænset i forhold til større børn. Det kan især over for små børn under skolealderen eller børn og unge med funktionsnedsættelser være nødvendigt at anvende fysisk guidning for at undgå, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider skade. Ved fysisk guidning forstås at lægge en arm om skulderen på et barn eller en ung for at angive, at man ønsker, at vedkommende skal følge med. Det kan f.eks. være relevant i situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnet eller den unges ageren og ønsker og plejefamiliernes eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende. Der kan også være tale om situationer, hvor barnet eller den unge ikke er i stand til selv at varetage f.eks. hygiejne, og hvor det henset til omsorgspligten er nødvendigt at gribe ind og sikre, at barnet f.eks. kommer i bad eller får skiftet en ble. Der kan således være behov for at fastholde barnet i hygiejnesituationer ved tandbørstning, badning, klipning af hår og negle, skiftning af bleer og bind, pleje af hud og fjernelse af madrester i kindpose og mundhule. I forhold til børn og unge med nedsat funktionsevne kan det endvidere være nødvendigt at fastspænde barnet eller den unge med stofseler til en kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, hvor der er risiko for, at barnet eller den unge udsætter sig selv for personskade. Disse omsorgstiltag skal i lighed med f.eks. fysisk guidning ikke registreres og indberettes som magtanvendelse. Med henblik på at kunne dokumentere, at brugen af stofseler er begrundet i omsorgspligten for barnet eller den unge og ikke går videre, end denne begrunder, skal kommunen sikre sig, at der er fagligt belæg for, at anvendelsen af stofseler er nødvendig af hensyn til varetagelsen af omsorgspligten i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge.

Der vil løbende skulle foretages en afvejning af, om indgrebet fortsat er proportionalt, hvis situationen eskalerer. Det kan f.eks. være nødvendigt at guide barnet ved tandbørstning, men hvis barnet sætter sig fysisk i mod, skal det overvejes, om den øgede fastholdelse, der så vil være behov for, for at gennemføre tandbørstningen, står mål med det, der søges opnået med indgrebet.

Der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale, der beskriver grænsefladerne mellem retten til omsorg, herunder adgangen til at anvende fysisk guidning, og respekten for barnet eller den unges øvrige rettigheder så udtømmende som muligt med henblik på så vidt muligt at sikre, at der ikke eksisterer gråzoner.

Med bestemmelsen, der er ny, lovfæstes adgangen til at fastsætte husordner på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. Efter gældende ret antages det, at en institution med hjemmel i anstaltsforholdet kan fastsætte generelle forskrifter, herunder ordensforskrifter, der skal være gældende på institutionen, og som har til formål at sikre institutionens overordnede funktion, se nærmere herom i afsnit 3.1.2.1. om gældende ret.

I bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at lederen på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan fastsætte en husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på institutionen. Forslaget er en såkaldt kan-bestemmelse. Det er således op til den enkelte institution at afgøre, om de vil benytte sig heraf. Bestemmelsen indebærer, at der i en husorden kan fastsættes generelle ordensregler, som er nødvendige for at få institutionen til at fungere. Ordensreglerne skal være båret af saglige hensyn. Reglerne må således ikke gå videre, end hvad hensynet til institutionens formål og virke tilsiger, og må heller ikke udgøre en uforholdsmæssig begrænsning i de anbragte børn og unges rettigheder. Reglerne skal tage højde for, at børn og unge med funktionsnedsættelser kan have særlige udfordringer i forhold til at kunne leve op til en husorden.

Det er institutionens ledelse, der har kompetence til at beslutte, om der skal fastsættes en husorden. Det kan være hensigtsmæssigt at udarbejde en husorden, der udstikker retningslinjer for den fælles dagligdag, og som sætter ord på, hvad der er acceptabelt på fællesarealer samt på institutionen som helhed. En husorden kan være et redskab til at lære anbragte børn og unge at begå sig i fælleskabet med de andre og understøtte, at personalet kan varetage deres opgaver bedst muligt. Opstilling af faste og klare rammer kan medvirke til at skabe en forudsigelig hverdag for de anbragte børn og unges opvækst, trivsel og udvikling samt medvirke til at forebygge konflikter og magtanvendelse.

Der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale, som kan fungere som inspiration til, hvordan husregler kan udformes. Materialet vil give eksempler på, hvordan man kan udforme husregler, der ikke går videre, end hvad formålet tilsiger, og som er tilpasset den målgruppe, som husordenen retter sig til. En husorden kan med fordel udarbejdes under inddragelse af personalet og de anbragte børn og unge, der skal efterleve den, samt evt. deres forældre. Husordenen bør løbende tages op til revision på baggrund af erfaring ved brug i praksis.

En husorden kan bl.a. indeholde regler for måltider, brug af elektroniske kommunikationsmidler, besøgstider, hvornår der skal være ro på værelserne og retningslinjer for aktiviteter, som institutionen har uden for matriklen. Institutionerne kan f.eks. fastsætte generelle retningslinjer for adgang til og brug af elektroniske medier i forbindelse med måltider og om natten med henblik på at lære de anbragte børn og unge at begå sig i fælleskab, samt sikre at børnene og de unge får deres nattesøvn. Det kan også af hensyn til fællesskabet være nødvendigt at fastsætte regler om, at samtale i mobiltelefon ikke skal foregå i fællesrum, men derimod kan ske på børnene og de unges værelser. Institutionerne kan tilsvarende fastsætte rammer for udenforståendes besøg, herunder for gæsternes ophold og færden på stedet. En husorden kan derimod ikke fastsætte regler, der helt afskærer de anbragte børn og unges adgang til f.eks. bevægelsesfrihed, samvær med eller besøg af andre eller til elektronisk kommunikation og medier. Fastsatte husordner skal som udgangspunkt gælde for alle på institutionen, medmindre der er saglige grunde til at gøre forskel. F.eks. kan sengetider afhænge af alder, og der kan tages særlige hensyn til børn og unge med funktionsnedsættelser.

Bestemmelsens stk. 2 foreslår, at børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted, som har fastsat en husorden, jf. stk. 1, skal gøres bekendt med denne. Husordner bør således være nedskrevne og skal være kendt af de personer, som forventes at overholde reglerne. Dette kan med fordel ske ved, at husorden udleveres til barnet eller den unge samt forældremyndighedsindehaverne ved anbringelsens start. Hvis reglerne efterfølgende ændres, bør såvel de anbragte børn og unge som deres forældre orienteres herom. I forhold til børn og unge med kommunikativ eller kognitiv funktionsnedsættelse skal det sikres, at barnet eller den unge bliver gjort bekendt med reglerne på en for den enkelte forståelig og tilgængelig måde.

Ved brud på husordner skal institutionen gå pædagogisk til værks og tale med barnet eller den unge om, hvorfor barnet eller den unge har brudt reglen, og hvordan det kan rettes op. Husordner kan kun håndhæves ved brug af magt i det omfang de særskilte kriterier herfor er opfyldt.

Med bestemmelsen, der er ny, indføres en klar lovhjemmel til, at anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan anvende rusmiddeltests i nærmere bestemte situationer, hvis barnet eller den unge har meddelt generelt samtykke herom.

Det foreslås i stk. 1, at personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i serviceloven, kan anvende en rusmiddeltest, når et barn eller en ung har et misbrug, eller der er konkrete grunde til antage, at barnet eller den unge har indtaget rusmidler. Det er således en betingelse for anvendelse af rusmiddeltest, at barnet eller den unge har et misbrug, eller der er konkrete grunde til at antage, at et barn eller en ung har indtaget rusmidler. En rusmiddeltest vil således kun kunne anvendes, hvis barnet eller den unge har et misbrug, eller der er konkrete grunde til at antage, at barnet eller den unge er påvirket af hash eller andre euforiserende stoffer. Det kan f.eks. være barnets eller den unges adfærd i den konkrete situation, der giver mistanke om rusmiddelpåvirkning. Det bør også give anledning til mistanke, hvis et barn eller en ung generelt begynder at udvise en ændret adfærd og f.eks. begynder at omgås andre børn eller unge med et misbrug, ofte tager ind i nærheden af et sted som er kendt for at man kan købe stoffer der, eller begynder at sælge ud af sine ting for at finansiere et potentielt misbrug. Endelig kan kendskab til barnets eller den unges baggrund og årsag til anbringelsen, herunder viden om eventuelt tidligere misbrug indgå i vurderingen.

Det foreslås endvidere i stk. 1, at barnet eller den unge forinden skal have afgivet et generelt samtykke til aflæggelse af rusmiddeltest. Samtykket afgives for en ubegrænset tidsperiode, men vil altid kunne trækkes tilbage, jf. endvidere bemærkningerne nedenfor til stk. 3.

Endelig foreslås det i stk. 1, at for børn og unge under 12 år skal forældremyndighedsindehaveren have afgivet et generelt samtykke til, at barnet eller den unge kan afgive et generelt samtykke til at aflægge en rusmiddeltest. Forældremyndighedsindehaverens samtykke kan med fordel indhentes i forbindelse med anbringelsen, men også undervejs i anbringelsesforløbet kan der indhentes samtykke, hvis dette ikke tidligere er afgivet, og der efterfølgende vurderes at kunne opstå behov for at anvende en rusmiddeltest.

Det foreslås i stk. 2, at barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren skal informeres om reglerne for aflæggelse forud for afgivelse af et generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest. Der skal således informeres om muligheden for at aflægge rusmiddeltest og reglerne for afgivelse af samtykke til samt gennemførelse af en sådan test. Informationen skal være fyldestgørende, så barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren bliver bevidst om og på forhånd kan tage stilling til, hvad han eller hun giver samtykke til, hvis der senere opstår behov for aflæggelse af rusmiddeltest. Informationen om reglerne for rusmiddeltest vil kunne indgå som led i den generelle information om relevante regler for anbringelsen, herunder f.eks. anbringelsesstedets eventuelle husorden, som gives til barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med anbringelsen.

Det foreslås i stk. 3, at anvendelse af rusmiddeltest kun kan ske, når barnet eller den unge medvirker frivilligt til aflæggelse af heraf. Det skal således være muligt for barnet eller den unge ved sine ord eller handling at modsætte sig aflæggelsen af en konkret rusmiddeltest, uden at dette får konsekvenser for barnet eller den unge. Endvidere vil det generelle samtykke efter stk. 1 altid kunne trækkes tilbage, jf. bemærkningerne ovenfor. I situationer, hvor det generelle samtykke er trukket tilbage, vil betingelserne for at anvende rusmiddeltest ikke længere være opfyldt. Der vil efter omstændighederne kunne være tvivl om, hvorvidt barnet eller den unges adfærd mv. skal forstås således, at barnet eller den unge har trukket sit generelle samtykke tilbage, eller om barnet eller den unge blot ønsker at modsætte sig en konkret rusmiddeltest. I sådanne situationer vil der ikke kunne gennemføres en rusmiddeltest, og der vil – når barnet eller den unge ikke længere vurderes at være påvirket af euforiserende stoffer – skulle gennemføres en samtale med barnet eller den unge om, hvorvidt barnet eller den unge ønsker at trække sit generelle samtykke tilbage.

Det foreslås i stk. 4, at social- og indenrigsministeren får hjemmel til at fastætte nærmere regler om anvendelse af rusmiddeltest efter stk.1-3. Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om fremgangmåden ved anvendelse af rusmiddeltest, herunder om krav til indholdet af samtykket, at anvendelse af rusmiddeltest altid vil skulle ske efter sundhedsfaglige forskrifter, samt at forældremyndighedsindehaveren til unge på 12 år og opefter samt barnet eller den unges sagsbehandler skal orienteres om anvendelse af rusmiddeltest for at sikre overensstemmelse med barnet eller den unges handleplan.

Med bestemmelsens stk. 1, der er ny, foreslås det, at personalet på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, samt kommunale plejefamilier, der er godkendt som generelt egnede, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, fysisk kan guide et barn eller en ung. Fysisk guidning er ikke magtanvendelse. Bestemmelsen omfatter også personale på evt. interne skoler på anbringelsesstederne.

Efter gældende ret er det tilladt at anvende fysisk guidning i den daglige omsorg over for barnet eller den unge, jf. vejledning nr. 9293 af 23. maj 2013 om magtanvendelse og andre indgreb over for børn og unge pkt. 18. Fysisk guidning er f.eks. relevant i de situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnet eller den unges ageren og ønsker og personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende.

Ved fysisk guidning forstås, at man ved fysisk kontakt med barnet eller den unge angiver, f.eks. ved at lægge en hånd på skulderen, at barnet eller den unge f.eks. skal følge med eller standse. I den fysiske guidning ligger også, at man kortvarigt kan fastholde barnet eller den unge. Begrebet kortvarigt retter sig mod varigheden af selve indgrebet fra personalets eller de kommunale plejefamiliers side og ikke mod den situation, som barnet eller den unge fjernes fra. Det er ikke muligt at definere en øvre tidsgrænse for, hvad der anses som kortvarigt. Det vil bero på en individuel vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder til barnet eller den unges alder, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7.

I den fysiske guidning er det også muligt at bortvise barnet eller den unge fra fællesskabet. Ved bortvisning forstås, at barnet eller den unge vises bort fra en situation, før den eskalerer yderligere. Det kan f.eks. ske ved, at man kortvarigt lægger en arm om skulderen på barnet eller den unge, og på den måde får barnet eller den unge til at følge med væk fra episoden. Barnet eller den unge kan ikke bortvises fra selve anbringelsesstedet, men man kan f.eks. sende barnet ind på sit værelse og evt. følge vedkommende derind.

Der er kun tale om fysisk guidning, så længe barnet eller den unge ikke gør fysisk modstand mod f.eks. at blive ført et andet sted hen, dvs. barnet eller den unge følger med uden modstand. Gør barnet eller den unge fysisk modstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, idet fysisk kontakt herefter vil være at betragte som fysisk magtanvendelse efter den foreslåede § 9. Kun i de tilfælde, hvor betingelserne i den foreslåede § 9 er opfyldt, vil det være tilladt at føre eller fastholde et barn eller en ung, der gør modstand. Personalet, der udfører pædagogisk arbejde eller undervisning på interne skoler på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, er tillige omfattet af bestemmelsen.

Med bestemmelsens stk. 2, der er ny, foreslås, at det er en betingelse for at anvende fysisk guidning efter stk. 1, at det vurderes at være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg efter § 3, eller af hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane over for de øvrige anbragte børn og unge, personalet, den kommunale plejefamilie eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.

Ved betingelsen om at anvendelse af fysisk guidning skal være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg, forstås, at kommunale plejefamilier eller personale kan gribe ind over for barnet eller den unge som led i varetagelsen af den daglige omsorg over for det enkelte barn eller en ung, jf. forslagets § 3. Det vil f.eks. falde inden for bestemmelsens anvendelse at anvende kortvarig fastholdelse for at få iklædt et 2-årigt barn en flyverdragt, inden det skal ud i vintervejret. Det vil imidlertid ikke være tilladt at udføre den samme handling over for en normaludviklet 17-årig, da der er tale om et næsten voksent individ, der selv vil kunne forstå konsekvenserne af at gå udenfor i for lidt tøj. Beskyttelseshensynet og adgangen til at gribe ind for at varetage den daglige omsorg vil således typisk være større, jo yngre et barn der er tale om.

Ved betingelsen om at anvendelse af fysisk guidningskal være nødvendigt af hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet, forstås, at personale og kommunale plejefamilier kan gribe ind i tilfælde, hvor et barn eller en ung generer eller udøver chikane over for de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller den kommunale plejefamilie. Det kan således være nødvendigt at gribe ind og foretage mindre begrænsninger over for et enkelt barn eller en ung af hensyn til de øvrige børn og unge, som er en del af fælleskabet på anbringelsesstedet, og hvis rettigheder også skal respekteres. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor et barn eller en ung under et måltid opfører sig provokerende over for de andre børn og unge, personalet eller den kommunale plejefamilie verbalt eller ved at kaste med maden eller sætte benene op på bordet. Her vil barnet eller den unge kunne blive bedt om at forlade spisesituationen og eventuelt med en hjælpende hånd på skulderen følges væk derfra, indtil den pågældende er faldet til ro og kan vende tilbage til fællesskabet. Tilsvarende vil kunne opstå i forbindelse med f.eks. sports- eller andre fællesaktiviteter. Hvis et anbragt barn eller en ung f.eks. bliver ved med at være for voldsom og tackle de andre, vil vedkommende kunne blive bedt om at tage en time-out på 5 minutter på bænken og eventuelt fysisk følges derhen.

Anvendelse af fysisk guidning skal ikke registreres og indberettes.

Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted, jf. § 2 i lov om socialtilsyn, fører som led heri tilsyn med anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i denne lov, herunder brugen af fysisk guidning. Socialtilsynet skal ved varetagelsen af tilsynsopgaven indhente relevant information, herunder ved at aflægge mindst ét årligt tilsynsbesøg på anbringelsesstedet og inddrage oplysninger fra personalet og anbragte børn og unge på anbringelsesstedet. Tilsynet skal i den forbindelse spørge ind til omfanget af anvendelsen af fysisk guidning med henblik på at sikre, at anbringelsesstedet anvender faglige tilgange og metoder, der er relevante i forhold til den anbragte målgruppe. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 22.

Hvis anvendelse af fysisk guidning udvikler sig til fysisk magtanvendelse efter forslagets § 10, vil episoden skulle registreres og indberettes efter forslagets § 21.

Bestemmelsen, der er ny, viderefører de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse overfor børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet § 1, stk. 1, 2. og 3. pkt., samt § 1, stk. 2, 1. pkt. Bestemmelsen lovfæster endvidere principper for magtanvendelse, der hidtil kun har været beskrevet på vejledningsniveau i vejledning nr. 9293 af 23. maj 2013 om magtanvendelse og andre indgreb over for børn og unge, så de fremstår samlet med henblik på en tydeliggørelse af, hvilke principper der skal iagttages ved indgreb efter loven.

Med forslagets stk. 1 foreslås, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten kun må anvendes undtagelsesvist og aldrig må erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats. Børn og unge under 18 år har ret til medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse. Det er derfor helt centralt, at barnet eller den unges synspunkter altid inddrages i tilrettelæggelsen af indsatsen i overensstemmelse med barnet eller den unges alder, funktionsniveau og modenhed, og at såvel den konkrete tilrettelæggelse som gennemførelse af foranstaltninger så vidt muligt sker i dialog med barnet eller den unge. Dog kan der i den daglige omsorg for barnet eller den unge opstå situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnet eller den unges ønsker og plejefamiliens vurdering eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende. I sådanne situationer skal der ske en afvejning af barnet og den unges ret til med- og selvbestemmelse over for barnet eller den unges ret til omsorg.

Udgangspunktet er, at der ikke skal anvendes magt over for anbragte børn og unge. Anvendelse af magt kan dog være påkrævet for at sikre anbragte børn og unges ret til omsorg. Indgrebsmulighederne i loven beskriver således, i hvilke situationer der undtagelsesvist må anvendes magt og foretages indgreb i selvbestemmelsesretten. Magtanvendelse og indgreb efter loven må aldrig træde i stedet for omsorg og socialpædagogisk indsats. Magt må således ikke anvendes forebyggende, f.eks. i tilfælde hvor et barn eller en ung tidligere har udvist en adfærd, hvor det var nødvendigt at gribe ind med magt. Det bør i stedet tilstræbes at afdække årsagerne til de adfærdsmønstre, der ledte op til magtanvendelsen, og søges at undgå situationer, hvor behovet for magtanvendelse kan opstå, f.eks. ved at ændre på rutiner. Optræk til konflikter skal altid forsøges afværget ved brug af socialpædagogiske metoder. Magt kan således kun anvendes som en sidste udvej i forsøget på at hjælpe et barn eller en ung efter alle pædagogiske muligheder er udtømt.

Det bør altid overvejes, hvilke konsekvenser anvendelsen af magt kan have for relationen og tilliden mellem barnet eller den unge og den pågældende medarbejder eller plejefamilien.

Anbringelsesstederne skal arbejde ud fra en pædagogisk tilgang, der forebygger magtanvendelser, så de så vidt mulig undgås, samt følge op på eventuelle magtanvendelser med henblik på løbende læring og forbedring af indsatsen.

Med bestemmelsens stk. 2 foreslås, at der forud for enhver form for magtanvendelse og andre indgreb i barnet eller den unges selvbestemmelsesret skal personalet eller plejefamilien afsøge alle muligheder for at opnå barnet eller den unges frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning. Det følger heraf, at anbringelsesstedet altid først skal forsøge gennem dialog og pædagogiske virkemidler at få barnet eller den unge til frivilligt at samarbejde om en påkrævet indsats. Det kan f.eks. ske ved at forklare det omhandlende barn eller den unge, hvorfor der er behov for at iværksætte indsatsen over for vedkommende, hvad den nærmere indebærer, og hvorfor det er nødvendigt med pågældendes medvirken. Der skal i den forbindelse tages hensyn til barnet eller den unges alder, modenhed og funktionsevne.

Med bestemmelsens stk. 3 foreslås, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Magtanvendelse skal således begrænses til det absolut nødvendige, og hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige for at nå målet, skal disse anvendes. Bestemmelsen er et udtryk for, at enhver magtanvendelse skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Ved anvendelse af magt skal der tages højde for de konkrete omstændigheder, og der skal foretages en konkret afvejning og vægtning af hensynet til det omhandlende barn eller den unges rettigheder, der gøres indgreb i, og nødvendigheden og forholdsmæssigheden af de hensyn, der begrunder indgrebet. Den anvendte magt skal stå mål med det formål, der ligger bag indgrebet i barnet eller den unges rettigheder. Iværksatte indgreb skal straks bringes til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er til stede. Det følger heraf, at der løbende skal foretages en vurdering af, om betingelserne for et iværksat indgreb fortsat er til stede. Når det ikke længere er tilfældet, skal indgrebet straks bringes til ophør.

Med bestemmelsens stk. 4 foreslås, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som omstændighederne tillader, og med størst mulig hensyntagen til barnet eller den unges personlige integritet. Der skal endvidere i magtanvendelsen tages hensyn til andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Endelig slås det fast, at fiksering og ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt. Måden, hvorpå der gribes ind, skal være så skånsom som mulig og vare så kort tid som mulig. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, eller livsstykke, samt anden form for mekanisk fastspænding. Brug af magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten ikke er tilladt i straffe- eller behandlingsøjemed. Det betyder, at man ikke må anvende magt med det formål at straffe et barn eller en ung. Det betyder også, at man ikke med magt kan tvinge et barn eller en ung til at deltage i pædagogiske eller andre behandlingsmæssige tiltag. Magt kan således kun anvendes, når de særskilte kriterier i medfør af hjemlerne i loven er til stede.

Ved personlig integritet forstås, at børn og unge skal beskyttes mod indgreb i den fysiske integritet i form af f.eks. udnyttelse, ydmygelse og krænkelse. Børn og unge skal endvidere behandles med respekt for deres person, herunder beskyttes mod følelsesmæssige overgreb og offentlig udlevering.

Der skal tages højde for evt. andre tilstedeværendes overværelse af episoden. Dette skyldes hensynet til det omhandlede barn eller unge, så magtanvendelsen ikke krænker den pågældende unødigt og får karakter af ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling. Ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling er karakteriseret ved tilsigtet eller utilsigtet at nedgøre et barn eller en ung i vedkommendes egne og eventuelt også andres øjne. Ydmygelsen forøges, hvis den finder sted i offentligheden og dermed potentielt overværes af andre. Som eksempler på ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling kan nævnes at omtale barnet eller den unge eller deres forældre i negative vendinger i barnet eller den unges samt eventuel andet personales eller andre anbragte børn og unges påhør, at gøre grin med et barn eller en ung over for andre, at undlade at gribe ind og påtale, at andre gør grin med barnet eller den unge, at vedvarende kommentere og korrigere eller konsekvent at behandle eller omgås et barn eller en ung negativt. Opremsningen er ikke udtømmende. Der eksisterer ligeledes et hensyn til de andre anbragte børn og unge, for hvem overværelsen af magtanvendelse kan være en voldsom oplevelse. Det kan f.eks. være, at der blandt de andre kan være børn og unge, der er anbragt pga. omsorgsvigt i form af vold i hjemmet.

Med bestemmelsen, der er ny, indføres en lovhjemmel til, at personalet på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, samt kommunale plejefamilier, der er godkendt som generelt egnede, efter § 66, stk. 1 nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, kortvarigt kan fastholde eller føre et barn eller en ung væk fra en situation, når det er nødvendigt for at afværge barnet eller den unge i at ødelægge eller beskadige egne eller andres genstande i et ikke ubetydeligt omfang. Begrebet afværgehjælp dækker over adgangen til at afværge materielle skader i et ikke ubetydeligt omfang. Bestemmelsen omfatter også personale på evt. interne skoler på anbringelsesstederne.

Afværgehjælp kan således være relevant i en situation, hvor et barn i et anfald af raseri er ved at ødelægge fjernsynet i opholdsstuen på anbringelsesstedet, men kan også være relevant i en situation, hvor barnet eller den unge i et raserianfald kaster med anbringelsesstedets service. Gentagen ødelæggelse af ting af mindre værdi, fx billige drikkeglas, er således omfattet af bestemmelsen. Afværgehjælp kan desuden anvendes for at afværge tingskade, allerede før det første glas smadres. Det afgørende er, at der foreligger en reel fare for, at et barn eller en ung vil foretage gentagen ødelæggelse eller beskadigelse af ting.

Det er en betingelse for at kunne anvende afværgehjælp, at det er nødvendigt for at afværge en skade på en genstand. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om der foreligger en reel fare for, at barnet eller den unge vil ødelægge eller beskadige den pågældende genstand.

Det er herudover en betingelse for anvendelse af afværgehjælp, at barnet eller den unge er ved at påføre skade på en materiel genstand i et ikke ubetydeligt omfang. Det dækker både over genstande af høj økonomisk eller affektionsmæssig værdi og over gentagen ødelæggelse af genstande, der ikke nødvendigvis er af hverken høj økonomisk eller affektionsmæssig værdi.

Ved kortvarig fastholdelse og føren af et barn eller en ung forstås, at barnet eller den unge kan fastholdes kortvarigt eller føres væk fra situationen, når de ovenstående betingelser er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til forslagets § 9 om fysisk magtanvendelse for yderligere beskrivelse af mulighederne for indgreb i form af fastholdelse og føren. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den fysiske fastholdelse, der kan foretages i forbindelse med afværgehjælp, kun kan være af kortvarig karakter, idet der alene er tale om ødelæggelse af materielle genstande, i modsætning til fysisk magtanvendelse efter § 9, hvor der er tale om, at barnet eller den unge udviser en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet. Ved kortvarig fastholdelse forstås, at man kortvarigt tager fat i eller holder fast om barnet eller den unge for at markere, at den uønskede adfærd skal bringes til ophør.

Begrebet kortvarigt retter sig mod varigheden af selve indgrebet fra personalets eller de kommunale plejefamiliers side og ikke mod den situation, som barnet eller den unge fjernes fra. Det er ikke muligt at definere en øvre tidsgrænse for, hvad der anses som kortvarigt. Det vil bero på en individuel vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Hvis barnet eller den unge undervejs i en kortvarig fastholdelse begynder at gøre markant fysisk modstand, vil barnet kun kunne fastholdes og føres til et andet opholdsrum, hvis betingelserne for fysisk magtanvendelse i øvrigt er opfyldt, jf. forslagets § 9.

Ved føren væk fra en situation forstås, at et barn eller en ung fjernes fra den konkrete situation, så den igangværende handling afbrydes. Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvor barnet eller den unge skal føres hen, for at afbryde den igangværende handling.

Hvis det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende metoder for at afværge skaden på genstanden, f.eks. ved at tale barnet eller den unge fra det eller ved at sikre genstanden, der er i fare for at blive påført skade, er der ikke adgang til at anvende afværgehjælp. Det konkrete indgreb skal således ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. En fastholdelse skal samtidig være så kortvarig som mulig og må ikke være af mere indgribende karakter end nødvendigt for at forhindre skaden.

I de tilfælde, hvor de kommunale plejefamilier eller personalet på anbringelsesstedet anvender afværgehjælp skal der ske registrering samt indberetning af episoden til den anbringende kommune samt socialtilsynet efter forslagets § 25. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger om afværgehjælp i afsnit. 3.2.2.

Bestemmelsen om fysisk magtanvendelse viderefører med visse redaktionelle og sproglige ændringer den gældende § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Der er således foretaget en præcisering af betingelserne for adgangen til at anvende fysisk magt med henblik på at tydeliggøre, hvornår fysisk magt kan anvendes.

Med bestemmelsen foreslås det, at personalet på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan fastholde eller føre et barn eller en ung til et andet opholdsrum, når barnet eller den unge udviser en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet. Bestemmelsen giver således personalet på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, adgang til at anvende fysisk magt i form af fastholdelse eller føren til et andet opholdsrum. Bestemmelsen omfatter også personale på evt. interne skoler på anbringelsesstederne. Ved fastholdelse forstås, at et barn eller en ung kan fastholdes fysisk f.eks. ved at holde fast om barnet eller den unge. Fastholdelse af barnet eller den unge må aldrig omfatte vold, herunder voldelige førergreb, slag eller spark. Ved føren til et andet opholdsrum forstås, at et barn eller en ung kan føres til et andet lokale på anbringelsesstedet, f.eks. vedkommendes værelse. Når det drejer sig om mindre børn vil fastholdelse og føren kunne ske ved, at barnet bæres til et andet opholdsrum. Når det drejer sig om større børn eller unge vil fastholdelse og føren f.eks. kunne ske ved, at barnet eller den unge holdes fast om hånden og føres til det andet opholdsrum. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at barnet eller den unge låses inde.

Fysisk magt i form af fastholdelse eller føren af et barn eller en ung til et andet opholdsrum kan anvendes, når barnet eller den unge udviser en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge eller personalet, og formålet med indgrebet er, at barnet eller den unge dermed forhindres i at skade sig selv eller andre.

Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, sigtes på situationer, hvor barnet eller den unge står lige over for eller er i gang med at skade sig selv. Det kan f.eks. være selvskadende adfærd som at snitte eller skære i sig selv. Det er således ikke tilstrækkeligt, at personalet har en formodning om, at barnet eller den unge vil foretage sig noget, der kan udsætte barnet eller den unge for skade. Indgriben fra personalets side skal direkte forhindre, at barnet eller den unge skader sig selv.

Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for øvrige anbragte børn, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet, sigtes på situationer, hvor barnet eller den unge truer med eller udøver vold over for den ovenfor nævnte gruppe. Der skal i den enkelte situation være tale om en reel og begrundet risiko for, at det omhandlende barn eller den unge vil foretage handlinger, der er til skade for de andre børn og unge eller personalet. Der kan f.eks. være tale om situationer, hvor to anbragte børn eller unge er kommet op at toppes, og der er optakt til et regulært slagsmål. Indgriben fra personalets side skal forhindre, at barnet eller den unge skader de andre børn og unge eller personalet.

For begge kriterier gælder, at barnet eller den unge skal være insisterende og vedholdende i sin udtryksform og adfærd og ikke vise tegn på at ville ændre adfærd.

Indgreb efter bestemmelsen skal som al anden magtanvendelse ske under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter forslagets § 7.

Anvendelse af fysisk magt vil som hidtil skulle registreres og indberettes efter forslagets § 21.

Med bestemmelsen, der er ny, indføres lovhjemmel til, at et barn eller en ung kan tilføres i tilfælde af rømning. Bestemmelsen foreslår, at personalet på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan tilbageføre et anbragt barn eller en ung, der rømmer, når barnet eller den unge udviser en adfærd, der medfører en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller på andre.

Det er en betingelse for at kunne anvende muligheden for at tilbageføre barnet eller den unge, at barnet eller den unge er rømmet fra institutionen og ikke har til hensigt at vende tilbage. Det er således ikke tilstrækkeligt, at barnet eller den unge har forladt institutionen eller ikke er vendt tilbage til institutionen som aftalt, da der kan være mange årsager hertil. Det kan f.eks. være fordi, barnet eller den unge er blevet forsinket, har glemt tiden, har valgt at være ude længere end aftalt eller lignende. I de situationer, hvor barnet eller den unge har forladt institutionen eller ikke er kommet tilbage som aftalt, er det således vigtigt, at institutionen snarest prøver at finde årsagen til fraværet. Ofte vil personalet på institutionen kunne få kontakt til barnet eller den unge og af denne vej forsikre sig om, at barnet eller den unge har det godt og vil returnere til institutionen senere. I nogle tilfælde har barnet eller den unge ikke intentioner om at vende tilbage til institutionen, men her vil personalet ved en socialpædagogisk indsats og dialog med barnet eller den unge kunne overbevise den pågældende om at returnere.

Det er endvidere et kriterie for at kunne anvende muligheden for at tilbageføre barnet eller den unge, at barnets eller den unges adfærd kan medføre en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller på andre. Hvorvidt barnets eller den unges adfærd udgør en sådan risiko vil afhænge af en konkret vurdering, hvor barnets eller den unges alder, udvikling og modenhed vil skulle tages i betragtning. Tilbageførelse vil således kunne være relevant i en situation, hvor en 8-årig stikker af fra anbringelsesstedet midt om natten, eller en 9-årig stikker af for at drikke øl med nogle venner. I begge situationer er beskyttelsesbehovet stort, idet børnene har en alder, hvor de ikke kan forventes at forstå konsekvenserne af deres handlinger. Det ville således være en anden situation, hvis der var tale om en normaludviklet 17-årig, som må forventes at kunne forstå konsekvenserne af sine egne handlinger.

I de få tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke kan overbevises om at vende tilbage til institutionen, og personalet vurderer, at barnet eller den unges adfærd kan medføre skade på barnet eller den unge selv eller andre, kan der være brug for, at en eller flere medarbejdere på institutionen som led i omsorgspligten opsøger barnet eller den unge for at bringe vedkommende tilbage. Institutionen bør i disse tilfælde orientere den anbringende kommune og barnets eller den unges forældremyndighedsindehavere og - hvis det skønnes nødvendigt - varsle politiet, jf. § 2 i bekendtgørelse af lov nr. 956 af 20. august 2015 om politiets virksomhed. Institutionen skal så vidt muligt forsøge at bringe barnet eller den unge frivilligt med tilbage. Følger barnet eller den unge ikke frivilligt med, er der adgang til at tilbageføre barnet eller den unge mod dennes vilje ved at føre eller fastholde barnet eller den unge. Der henvises i øvrigt til forslagets § 9 om fysisk magtanvendelse for yderligere beskrivelse af mulighederne for indgreb i form af fastholdelse og føren. En tilbageførsel skal ske så skånsomt som muligt og på en måde, som varetager hensynet til barnets eller den unges integritet. Det konkrete indgreb skal således ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet og skal være afpasset forholdene i den konkrete situation og begrænses til det strengt nødvendige, jf. den foreslåede § 7. Således vil en ung, der er stukket af fra en institution i Jylland og opholder sig i København – i det omfang vedkommende ikke kan overtales til frivilligt at vende hjem eller følge med i bilen, når personalet kommer for at hente vedkommende – kunne fastholdes og føres ind i bilen, men ikke fastholdes hele vejen tilbage til Jylland.

Hvis et barn eller en ung stikker af fra institutionen for at foretage handlinger, der falder ind under politiets ansvarsområde, medfører adgangen til tilbageførelse ikke, at personalet på institutionen er forpligtet til at stoppe barnet eller den unge. Personalet på institutionerne skal således ikke udføre politiopgaver, men vil i disse situationer kunne kontakte politiet. Det følger af politilovens § 2, at politiet bl.a. har til opgave at yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og udføre andre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed. På anmodning fra personalet på institutionerne vil politiet, ligesom det gælder i dag, med henblik på at beskytte personalet kunne deltage i en tilbageførsel. Politiets bistand til institutioner vil imidlertid ikke rette sig mod barnet, medmindre der foreligger en konkret faresituation for barnet. Politiets rolle er således subsidiær og består i ved foreløbige foranstaltninger at bistå personalet, som har det primære ansvar over for barnet eller den unge.

Det er samtidig væsentligt, at personalet på institutionerne er opmærksomme på ikke at anvende adgangen til tilbageførelse, hvis det medfører, at personalet vil blive bragt i situationer, der potentielt kan optrappe den konkrete konflikt eller bringe personalet i fare. Også i disse situationer vil personalet kunne kontakte politiet med henblik på at få bistand.

En tilbageførsel efter denne bestemmelse skal registreres og indberettes af anbringelsesstedet til den anbringende kommune og det ansvarlige socialtilsyn efter forslagets § 21.

Hvis et barn eller en ung gentagne gange stikker af, og det vurderes at være nødvendigt at sørge for, at barnet eller den unge forbliver i et socialpædagogisk behandlingsforløb, må den anbringende kommune overveje, om det som opfølgning på tilbageførelsen vil være relevant at søge børn og unge-udvalgets tilladelse til tilbageholdelse efter forslagets § 11, eller om barnet eller den unge skal anbringes på et anbringelsessted, hvor der er mulighed for at aflåse yderdøre og vinduer, f.eks. på en delvis lukket døgninstitution eller på en sikret døgninstitution, jf. forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om social tilsyn og folkeskoleloven (konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge)§§ 63 a og b.

Af bestemmelsens stk. 1, der med visse sproglige ændringer og præciseringer er en videreførelse af § 123 c, stk. 1, i gældende ret, følger det, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan tilbageholdes i op til 14 dage i forbindelse med anbringelsen på det pågældende opholdssted eller den pågældende døgninstitution. En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i de første 14 dage af anbringelsen kan træffes igen, hvis et sammenbrud i anbringelsen betyder, at den unge skal flyttes til en ny institution.

Afgørelsen om tilbageholdelse efter forslagets stk. 1 kan træffes i forbindelse med en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet på døgninstitution eller opholdssted. Det gælder, uanset om der er givet samtykke til anbringelsen eller ej, jf. § 58, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven.

Børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter, at den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 og handleplanen efter servicelovens § 140 viser, at en tilbageholdelse på op til 14 dage har væsentlig betydning for barnets eller den unges særlige behov for støtte samt har afgørende betydning for den socialpædagogiske indsats. Dette indebærer bl.a., at indgrebet skal stå i rimeligt forhold til det, der opnås med indgrebet. Indgrebet skal begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand. Tilbageholdelsen af barnet eller den unge kan ske ved anvendelse af fysisk magt efter den foreslåede § 9 i form af at fastholde barnet eller den unge for at forhindre barnet eller den unge i at forlade anbringelsesstedet. Fysisk magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for at barnet eller den unge forlader anbringelsesstedet, kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende. Tilbageholdelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation. Indgrebet i den pågældendes bevægelsesfrihed skal således begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage kan påklages til Ankestyrelsen, jf. forslagets § 23, stk. 2, samt kræves forelagt for retten, jf. forslagets § 24.

Med bestemmelsens stk. 2, der er ny, foreslås det, at børn og unge-udvalget endvidere kan træffe afgørelse om, at børn og unge på opholdssteder eller døgninstitutioner kan tilbageholdes i op til 14 dage under anbringelsen. Det kan f.eks. være relevant i situationer, hvor en pludselig opstået begivenhed gør det nødvendigt at kunne tilbageholde barnet eller den unge for at beskytte vedkommende mod at foretage handlinger, der kan medføre risiko for barnets eller den unges sundhed eller udvikling, f.eks. kriminalitet, stofmisbrug m.v.

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage under anbringelsen, kan træffes igen, hvis et sammenbrud i anbringelsen betyder, at den unge skal flyttes til en ny institution.

Børn og unge-udvalgets afgørelse forudsætter, at der er overensstemmelse mellem den trufne afgørelse efter denne bestemmelse og den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 samt handleplanen efter servicelovens § 140. I disse krav ligger bl.a., at indgrebet skal stå i rimeligt forhold til det, der opnås med indgrebet.

Tilbageholdelsen af barnet eller den unge kan ske ved anvendelse af fysisk magt efter den foreslåede § 9 i form af at fastholde barnet eller den unge for at forhindre barnet eller den unge i at forlade anbringelsesstedet. Fysisk magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for at barnet eller den unge forlader anbringelsesstedet, kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende. Tilbageholdelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation. Indgrebet i den pågældendes bevægelsesfrihed skal således begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand.

En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage under anbringelsen kan påklages til Ankestyrelsen, jf. forslagets § 23, stk. 2, samt kræves forelagt for retten, jf. forslagets § 24.

Med bestemmelsens stk. 3, der med visse sproglige ændringer og præciseringer er en videreførelse af § 123 c, stk. 1, følger det, at tilbageholdelse efter stk. 1 og stk. 2 kan ske, når det må anses for at være af afgørende betydning for at imødekomme et barn eller en ungs særlige behov for støtte, og det vurderes at have afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling. Det kan f.eks. være, når der i starten af anbringelsen er behov for at skabe ro omkring barnet eller den unge med henblik på at få mulighed for at etablere relationer mellem barnet eller den unge og de voksne på institutionen eller for at skabe ro til at motivere barnet eller den unge til at indgå i socialpædagogisk behandling på institutionen.

Med bestemmelsens stk. 4, tydeliggøres det, at afgørelse efter stk. 1 og stk. 2 kan træffes foreløbig efter reglerne i § 75 i serviceloven, når betingelserne herfor er opfyldt. Det følger allerede af servicelovens § 75, stk. 1, at der kan træffes foreløbig afgørelse om tilbageholdelse af barnet eller den unge i starten af anbringelsen.

Med bestemmelsens stk. 5, der er ny, foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om opretholdelse af tilbageholdelse efter stk. 2 i op til 14 dage yderligere, når særlige forhold gør sig gældende. Yderligere tilbageholdelse kan f.eks. være relevant i en situation, hvor et barn eller en ung har været anbragt i længere tid på en institution og pludselig begynder at udvise en adfærd, der kan medføre risiko for barnets eller den unges sundhed eller udvikling, f.eks. kriminalitet, stofmisbrug m.v. I en sådan situation kan børn og unge-udvalget, jf. ovenfor, træffe afgørelse efter stk. 2 om tilbageholdelse i op til 14 dage under anbringelsen. Hvis det viser sig, at den konkrete tilbageholdelse har haft en positiv indvirkning på barnet eller den unges adfærd, men at der et behov for tilbageholde barnet eller den unge i en yderligere kortere periode, vil det af hensyn til kontinuiteten i anbringelsen være muligt for kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse om tilbageholdelse af barnet eller den unge i yderligere 14 dage efter stk. 4. På denne måde sikres det, at barnet eller den unge fortsat kan være anbragt på det samme anbringelsessted og ikke nødvendigvis overflyttes til eksempelvis en delvis lukket afdeling eller institution, hvor der er udvidede muligheder for tilbageholdelse af de anbragte børn og unge.

Ligesom en afgørelse efter stk. 1 og 2 forudsætter en afgørelse efter stk. 4, at der er overensstemmelse mellem den trufne afgørelse efter denne bestemmelse og den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 samt handleplanen efter servicelovens § 140. Det er et krav, at indgrebet står i rimeligt forhold til det, der opnås med indgrebet.

En afgørelse efter stk. 4 om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 yderligere dage kan påklages til Ankestyrelsen, jf. forslaget § 23, stk. 2 samt kræves forelagt for retten, jf. forslagets § 24. Bestemmelsens stk. 5 giver som hidtil hjemmel til, at social- og indenrigsministeren kan fastætte nærmere regler for procedurer og vilkår for tilbageholdelsen. Hjemlen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte regler om procedurer for fastsættelse af vilkår om omfanget af tilbageholdelse.

Bestemmelsen om tilbageholdelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitutioner viderefører med visse sproglige ændringer og præciseringer gældende ret, jf.§ 123 b i serviceloven samt i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet §§ 7 og 8.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner kan anbragte børn og unge tilbageholdes ved, at yderdøre og vinduer aflåses i perioder. Det er børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om at anbringe barnet på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, jf. servicelovens § 63 a. Formålet med denne institutionstype er at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb, hvor man fysisk kan forhindre barnet eller den unge i at forlade institutionen. Institutionstypen kan kun anvendes for børn og unge fra 12 år til og med 17 år, jf. servicelovens § 63 a og er målrettet børn og unge med negativ og udadreagerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd med behov for et længerevarende behandlingsforløb. Kriterierne for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger er således knyttet til barnet eller den unge og ikke til forhold i hjemmet eller hos forældrene. De øgede muligheder for magtanvendelse, der eksisterer på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger, begrænses til de perioder, hvor barnet eller den unge har behov for en intensiv indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling. I praksis vil muligheden for at kunne tilbageholde det enkelte barn eller den unge ske ved, at der på institutionen er en afdeling, hvor det er muligt at aflåse yderdøre og vinduer. Således sikres det, at barnet eller den unge kan forblive på samme institution, uanset at der i perioder er behov for at tilbageholde barnet eller den unge, og at andre af de anbragte børn og unge på institutionen frit skal kunne komme og gå.

Bestemmelsens stk. 2 angiver, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tilbageholde barnet eller den unge efter stk. 1, når det har afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge ikke rømmer fra institutionen, og der er risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med en rømning. Det kan f.eks. være, hvis barnet eller den unge har givet udtryk for at ville rømme fra institutionen, eller hvis barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for fastholdelse eller tilbageholdelse, og en socialpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise barnet eller den unge om at opgive sit forehavende. Det er ikke en forudsætning for anvendelse af institutionstypen, at den anbringende kommune tidligere har forsøgt anbringelse af barnet eller den unge på en åben institution, eller at barnet eller den unge tidligere er rømmet eller har begået kriminalitet. Ved tilbageholdelse forstås, at barnet eller den unge anbringes på en afdeling, hvor døre og vinduer kan aflåses. Der tages således ikke fysisk fat i barnet ved en tilbageholdelse. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, kan klage til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse om fastsættelse af de nærmere rammer for tilbageholdelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2.

Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere rammer og vilkår for afgørelsen om tilbageholdelse i forbindelse med en afgørelse efter stk. 2. Stk. 3 fastsætter endvidere, at tilbageholdelse højst kan udgøre 5 sammenhængendende dage og maksimum 30 dage i alt på et år. Ved en afgørelse om tilbageholdelse i flere perioder af højest 5 sammenhængende dage ad gangen, må perioderne ikke ligge i umiddelbar forlængelse af hinanden. Det er således ikke muligt at tilbageholde barnet eller den unge i f.eks. 10 sammenhængende dage ad gangen.

Bestemmelsens stk. 4 angiver, at lederen eller dennes stedfortræder inden for de rammer om tilbageholdelse som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. stk. 3, kan tilbageholde barnet eller den unge, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt. Det vil i praksis være gældende, når der er en begrundet formodning om at barnet eller den unge vil rømme, og det i den konkrete situation er afgørende for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge tilbageholdes, samt at der er risiko for, at barnet eller den unges sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med en rømning. Alle tre betingelser skal være opfyldt, for at tilbageholdelsen kan gennemføres. Det er således op til lederen eller dennes stedfortræder at vurdere, hvornår der er behov for at tilbageholde den enkelte unge, herunder om betingelserne for tilbageholdelse er opfyldt. Som eksempel kan nævnes et barn eller en ung, der er kommet i et dårligt selskab af andre unge mennesker, hvor kriminalitet og stoffer er almindeligt. I så fald vil barnet eller den unge kunne tilbageholdes i konkrete situationer, hvor personalet på institutionen formoder, at vedkommende vil opsøge dette dårlige selskab, så det undgås, at barnet eller den unge f.eks. tager stoffer eller begår indbrud den pågældende dag. Lederen eller dennes stedfortræder kan endvidere beslutte, at tilbageholdelsen skal begrænses til bestemte tidspunkter i døgnet. Det således være muligt for barnet eller den unge fortsat at deltage i fællesaktiviteter med øvrige unge anbragt på institutionen, herunder fællesspisning og undervisning. Eller evt. deltage i aktiviteter uden for institutionen, hvis det vurderes, at barnet eller den unge kan overholde indgåede aftaler og dermed kun være tilbageholdt i dele af døgnet. I forbindelse med en sådan beslutning bør barnet eller den unge altid inddrages eller høres.

Endelig fastsættes det i stk. 5, at afgørelsen om tilbageholdelse efter stk. 2 og fastholdelse efter den foreslåede § 13, stk. 2, er en samlet afgørelse, der træffes for et år ad gangen. Der skal således træffes én afgørelse, der både tager stilling til tilbageholdelse og til fastholdelse af barnet eller den unge samt andre øvrige vilkår og rammer.

Bestemmelsen om fastholdelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitutioner viderefører med visse sproglige ændringer og præciseringer gældende ret, jf. § 123 b i serviceloven samt § 9 i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner kan anbragte børn og unge fastholdes fysisk. Med fastholdelse menes, at institutionens leder eller dennes stedfortræder i akut opståede situationer kan anvende fysisk magt, jf. den foreslåede § 9, i situationer, der ligger ud over dem, der fremgår af denne bestemmelse, for at forhindre et barn eller en ung forlader institutionen, hvor barnet eller den unge f.eks. handler i affekt eller vrede og vil stikke af fra institutionen. Med anvendelse af fysisk magt menes der, at der fysisk tages fat i barnet eller den unge i en kortere periode – til vedkommende er faldet til ro, eller at barnet eller den unge kan mandsopdækkes - f.eks. ved at personalet stiller sig i døren, så barnet eller den unge ikke kan komme ud. Det er ikke tilladt at slå, sparke eller tage hårdt fat i barnet eller den unge. Fastholdelsen skal endvidere altid afpasses forholdene i den enkelte situation, den må ikke gå ud over det strengt nødvendige, og den skal stå i et rimeligt forhold til det, der ønskes opnået med fastholdelsen.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung kan fastholdes efter stk.1, når det har afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge fastholdes, og der er risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade og hvis

1. barnet eller den unge tidligere har rømmet fra åbne anbringelsessteder, og det må formodes, at den pågældende igen vil rømme fra anbringelsesstedet,

2. barnet eller den unge tidligere har begået kriminalitet, og det må formodes, at den pågældende vil begå ny kriminalitet,

3. barnet eller den unge tidligere har indtaget euforiserende stoffer, og det formodes, at den pågældende vil indtage euforiserende stoffer, eller

4. barnet eller den unge tidligere har skadet sig selv, og det formodes, at den pågældende vil skade sig selv alvorligt.

Kommunalbestyrelsen skal således tage stilling, i hvilke konkrete situationer barnet eller den unge kan fastholdes. F.eks. må kommunalbestyrelsen overveje, om en ung, der tidligere har rømmet under en eller flere anbringelser, og hvor det formodes, at vedkommende vil rømme igen, må fastholdes, hvis den unge er på vej til at rømme. Men det er ikke afgørende for anvendelsen, at den unge tidligere er rømmet, hvis det formodes, at vedkommende kunne finde på at gøre det fremover.

Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, kan klage til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse om fastholdelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, om klageadgang.

Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at lederen eller dennes stedfortræder, inden for de rammer om fastholdelse, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. stk. 2 i en konkret situation kan fastholde barnet eller den unge. Med fastholdelse menes, at institutionens leder eller dennes stedfortræder i akut opståede kan anvende fysisk magt efter den foreslåede § 9 i situationer, der ligger ud over dem, der er angivet i den foreslåede bestemmelse om fysisk magtanvendelse, for at forhindre et barn eller en ung forlader institutionen, hvor barnet eller den unge f.eks. handler i affekt eller vrede og vil stikke af fra institutionen. Med anvendelse af fysisk magt menes der, at der fysisk tages fat i barnet eller den unge i en kortere periode – til vedkommende er faldet til ro, eller at barnet eller den unge kan mandsopdækkes - f.eks. ved at personalet stiller sig i døren, så barnet eller den unge ikke kan komme ud.

Bestemmelsens stk. 4 fastsætter, at afgørelsen om tilbageholdelse efter § 12, stk. 2, og fastholdelse efter den foreslåede § 13, stk. 2, er en samlet afgørelse, der træffes for et år ad gangen. Der skal således træffes én afgørelse, der både tager stilling til tilbageholdelse og til fastholdelse af barnet eller den unge samt andre øvrige vilkår og rammer.

Med bestemmelsens stk. 1 videreføres med visse sproglige ændringer gældende ret, der følger af § 20, stk. 2, 1. pkt., og § 39, stk. 1. 1. pkt., i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Bestemmelsen fastsætter, at lederen af en sikret døgninstitution eller særlig sikret afdeling efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6, eller dennes stedfortræder, kan beslutte at anbringe et barn eller en ung i et særligt afsondret isolationsrum, når der er overhængende fare for, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre. I forbindelse med anbringelse i isolation bør barnet eller den unge høres, ligesom spørgsmålet om ophævelse af isolation bør drøftes med barnet eller den unge under isolationsforløbet.

Med bestemmelsens stk. 2 videreføres med visse sproglige ændringer gældende ret, der følger af § 20, stk. 2, 2. pkt., og § 39, stk. 1. 2. pkt., i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Bestemmelsen fastsætter, at isolationen efter stk. 1 skal være så kortvarig og skånsom som muligt og ikke må udstrækkes udover 2 timer for unge, der er anbragt på en sikret afdeling og døgninstitution, og 4 timer for unge, der er anbragt på en særlig sikret afdeling. Aflåsning af værelser om natten betragtes ikke som isolation.

Med bestemmelsens stk. 3 videreføres med visse sproglige ændringer gældende ret, der følger af § 20, stk. 2, 4. pkt., og § 39, stk. 1, 4. pkt., i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Bestemmelsen fastsætter, at der løbende skal føres tilsyn med et barn eller en ung, der er anbragt i isolation. Formålet med tilsynet er bl.a. at sikre, at barnet eller den unge ikke gør skade på sig selv. Barnet eller den unge, der er anbragt i isolation, skal løbende observeres. Under anbringelsen i isolation skal der være mulighed for, at barnet eller den unge kan tilkalde en medarbejder.

Bestemmelsens stk. 4 giver hjemmel til, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om rammerne for og anvendelse af isolation, tilsyn med barnet eller den unge samt aflåsning af værelser om natten. Der vil således bl.a. blive fastsat nærmere regler om rammerne for isolationen på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, og om det løbende tilsyn med et barn eller en ung der er anbragt i isolation, herunder i forhold til børn og unge med psykiske lidelser. Endelig vil der blive fastsat nærmere regler om muligheden for at aflåse værelser om natten på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger.

Bestemmelsen om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation viderefører med visse redaktionelle ændringer den gældende § 123, stk. 2, i serviceloven.

Bestemmelsen omfatter alle børn og unge under 18 år, der har ophold på anbringelsessteder efter serviceloven § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. Bestemmelsen gælder således også for børn og unge, der er idømt en ungdomssanktion eller afsoner en ubetinget fængselsdom på en institution, jf. § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Børn og unge anbragt i varetægtssurrogat vil herudover være omfattet af forslagets § 20 og evt. § 23.

Bestemmelsen indebærer, at kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med omverden kun kan ske i forhold til nærmere angivne personer og udelukkende på baggrund af en afgørelse fra børn og unge-udvalget.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter som hidtil, at børn og unge-udvalget, uden retskendelse kan træffe afgørelse om kontrol med barnet eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen under barnet eller den unges ophold på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i serviceloven, når det er nødvendigt af hensyn til barnet eller den unges sundhed og udvikling. Afgørelsen træffes for en bestemt periode.

Ved anden kommunikation forstås f.eks. brug af mobiltelefon og internet.

Børn og unge-udvalgets afgørelse sker på baggrund af indstilling fra kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsens vurdering af, hvorvidt det af hensyn til barnet eller den unges sundhed eller udvikling er nødvendigt med en begrænsning af den pågældendes kommunikation med personer uden for anbringelsesstedet, kan foretages i forbindelse med anbringelsen eller under anbringelsen. Vurderes det under anbringelsen, at det er nødvendigt at begrænse et barn eller en ungs kommunikation med personer uden for anbringelsesstedet, bør dette ske på baggrund af en dialog med anbringelsesstedet.

I praksis vil det betyde, at åbning af indgående og udgående breve kun kan finde sted med samtykke fra og i overværelse af barnet eller den unge. Ønsker barnet eller den unge ikke, at et indgående brev åbnes, kan dette uåbnet returneres til afsenderen med forklarende ledsageskrivelse. Ønsker barnet eller den unge ikke, at et udgående brev åbnes, tilintetgøres brevet. Kontrol af telefonsamtaler i form af medhør kan kun finde sted med samtykke fra barnet eller den unge. Ønsker barnet eller den unge ikke, at der sker medhør ved en indgående telefonsamtale, kan telefonsamtalen afbrydes med en forklaring til den, der har ringet op. Ønsker barnet eller den unge ikke, at der sker medhør ved en udgående telefonsamtale, føres samtalen ikke.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at der ikke kan foretages kontrol med korrespondance m.v. mellem barnet eller den unge og offentlige myndigheder eller en eventuel advokat. I sådanne tilfælde kan barnet eller den unges korrespondance således ikke underkastes nogen form kontrol.

Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at en afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter servicelovens § 75, stk. 1, når betingelserne heri er opfyldt. Formanden i børn og unge-udvalget eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget kan således træffe en foreløbig afgørelse, når hensynet til barnet eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen af den unge, der er fyldt 12 år, og af forældremyndighedsindehaveren samt den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, hvis afgørelsen vedrører denne part, jf. servicelovens § 168, stk. 1 og 2.

Bestemmelsens stk. 4 fastsætter, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation. Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation, herunder mobiltelefon og internet.

Bestemmelsens stk. 1, er en videreførelse af gældende ret efter servicelovens § 123 a, stk. 2, med visse redaktionelle og sproglige ændringer. Det fastsættes, at lederen af et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, eller den der bemyndiges dertil, uden retskendelse kan beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af et anbragt barn eller en ungs person eller opholdsrum, hvis der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan iagttages, jf. dog stk. 2. Med bestemte grunde sigtes bl.a. til de situationer, hvor personalet observerer, at der mangler bestik eller andre skarpe genstande i køkkenet på den sikrede afdeling, eller hvor der på værelset er ridset i væggen, og hvor det må formodes, at genstanden, som er brugt til at ridse, er skarp eller spids. Bestemte grunde kan også være i de tilfælde, hvor den unges handlemønstre vurderes at være væsentlig anderledes end normalt, og hvor personalet har en formodning om, at den unge er i besiddelse af f.eks. euforiserende stoffer eller mobiltelefoner.

I bestemmelsens stk. 2 fastsættes, at lederen af en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6, eller den der bemyndiges dertil, udover tilfælde nævnt i stk. 1, uden retskendelse beslutte, at der skal foretages undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en ung, der er anbragt i afdelingen eller på døgninstitutionen, har i sin besiddelse på sin person eller i sit opholdsrum, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn iagttages. Bestemmelsen er dels en videreførelse af gældende ret efter § 123 a, stk. 1, i serviceloven. Heraf følger det, at de sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger som hidtil kan undersøge barnet eller den unges opholdsrum, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages. Med forslaget udvides adgangen til undersøgelse af barnet eller den unges person i forhold til gældende ret til også at omfatte undersøgelse af barnet eller den unges person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.

Såfremt det er muligt at foretage undersøgelse af person eller opholdsrum med tekniske eller elektroniske hjælpemidler, der er mindre indgribende, vil dette være muligt inden for de gældende regler. Det kan f.eks. være ved brug af en metaldetektor, scannere og lignende.

Undersøgelse efter stk. 1 og 2 vil ligeledes kunne gennemføres ved hjælp fra private hundeførere. Der er alene tale om, at hundeføreren benyttes til at stå for den praktiske del af undersøgelsen. Det er fortsat institutionens leder eller det bemyndigede personale, der vurderer, om kriterierne for at foretage undersøgelsen er til stede, og om der er grundlag for at tilbageholde effekter efter stk. 4 eller iværksætte andre tiltag. Der er således ikke tale om delegation af myndighedsudøvelse eller afgørelseskompetence til private. Den private aktør, der benyttes, skal have den fornødne fagkyndige ekspertise til at forestå undersøgelsen. Det følger af straffelovens § 152 a, at lovens § 152 om tavshedspligt for offentlige ansatte også gælder for den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med offentlige myndigheder.

Med bestemmelsens stk. 3. fastsættes, at undersøgelse efter stk. 2 kan foretages når barnet eller den unge anbringes på en sikret døgninstitution, eller en særligt sikret afdeling, før og efter besøg og før og efter fravær fra den sikrede døgninstitution eller særligt sikret afdeling.

En sådan undersøgelse af barnet eller den unges opholdsrum kan allerede efter gældende ret foretages ved starten af anbringelsen, før og efter besøg, samt før og efter fravær. Der kræves således ikke bestemte grunde til at undersøge barnet eller den unges opholdsrum. Opremsningen af situationer, hvori den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling kan undersøge barnet eller den unges opholdsrum uden særlige grunde, er udtømmende. Adgangen til at undersøge barnet eller den unges opholdsrum er altså på sikrede døgninstitutioner samt særligt sikrede afdelinger udvidet i forhold til den almindelige adgang efter stk. 1 til også at kunne gennemføres på en række nærmere fastsatte tidspunkter, uden at der er konkret mistanke om, at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, der kan betyde, at ordensbestemmelserne ikke kan overholdes. Det er dog efter bestemmelsen et krav, at undersøgelsen er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelserne overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.

Med forslaget udvides adgangen til undersøgelse af barnet eller den unges person således i forhold til gældende ret til også at omfatte undersøgelse af barnet eller den unges person i de samme situationer, som hvor der kan foretages undersøgelse af barnet eller den unges opholdsrum.

Med bestemmelsens stk. 4 videreføres med sproglige ændringer gældende ret som følger af serviceloven § 123 a, stk. 6. Heraf følger, at lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, eller den, der bemyndiges dertil, uden retskendelse kan beslutte at tage effekter, der findes i barnets eller den unges besiddelse i bevaring, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. .

Hvis genstande tilbageholdes, skal institutionen udfærdige en liste over de genstande, der tilbageholdes. Barnet eller den unge skal orienteres om tilbageholdelsen og have udleveret en kopi af listen. Hvis en genstand tilhører anbringelsesstedet kan den umiddelbart inddrages.

Med bestemmelsen stk. 5 gives som hidtil efter servicelovens § 123 a, stk. 8 hjemmel til, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af undersøgelser af barnet eller den unges person eller opholdsrum samt effekter taget i bevaring i forbindelse hermed. Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af undersøgelser af barnet eller den unges person og opholdsrum på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6. Det vil blandt andet indbefatte regler om, barnet eller den unges ret til, inden undersøgelse foretages, at få oplyst grunden til, at undersøgelsen iværksættes, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette, eller at barnet eller den unge har ret til at overvære undersøgelsen, eller at der efter undersøgelsen skal gives tilbud til barnet eller den unge om at få gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige omstændigheder taler imod.

Der vil der endvidere blive fastsat regler, om at der altid skal deltage mindst to ansatte ved undersøgelsen af den unges opholdsrum. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan en undersøgelse dog gennemføres af en enkelt ansat.

Bestemmelsen om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne viderefører med visse sproglige ændringer den gældende § 123 d i serviceloven.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at kommunalbestyrelsen, efter ansøgning fra et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, for en afgrænset periode at anvende alarm- eller pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når der er risiko for, at barnet eller den unge ved at forlade anbringelsesstedet skader sig selv eller andre for at lide personskade, og det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at afværge denne risiko, og forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til anvendelsen af det personlige alarm- og pejlesystem. Risikoen for personskade skal være sandsynliggjort på det tidspunkt, hvor opholdsstedet eller døgninstitutionen vurderer, at der er behov for at anvende et alarm- eller pejlesystem. Kendskabet til personen skal have vist, at pågældende er ”dørsøgende”. Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at barnet eller den unge måske vil forlade opholdsstedet eller døgninstitutionen og derved udsætte sig for en risiko. Opholdsstedet eller døgninstitutionen kan have et konkret kendskab til, at den pågældende ofte forlader institutionen eller ofte bevæger sig mod et farligt område, f.eks. en stærkt trafikeret vej eller et havneområde.

Kommunalbestyrelsen skal ved behandlingen af ansøgninger om iværksættelse af et personligt alarm- eller pejlesystem være opmærksom på, hvilken type skade der forsøges undgået. Almindelige skader, som kan påregnes ved udendørs færdsel til fods som f.eks. fald på sneglat fortov eller forvridning af anklen på en ujævn vej, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem. Personskader som følge af påkørsel af for eksempel biler og tog, følger af at falde i søer og havnebassiner eller falde ned fra broer eller følger af koldt vejr, hvor der er risiko for forfrysninger, kan være eksempler på tilstrækkelige grundlag.

Bestemmelsen omhandler alene risikoen for personskade, hvilket udelukker tilfælde, hvor der alene er risiko for materiel skade.

Ved vurderingen af om der skal anvendes alarm- eller pejlesystemer, skal der udover hensynet til den fysiske sikkerhed også tages hensyn til, om foranstaltningen giver barnet eller den unge større udfoldelsesmuligheder og livskvalitet, end hvis overvågningen ikke blev etableret. Et eksempel på større udfoldelsesmuligheder kunne være, at barnet kan gå en lille tur i området omkring anbringelsesstedet, fordi foranstaltningen bidrager til, at det findes forsvarligt at give barnet denne mulighed, når personalet kan lettere og hurtigere kan lokalisere barnet igen.

Bestemmelsen omhandler i lighed med voksenbestemmelsen i servicelovens § 125 to former for systemer, nemlig alarmsystemer, der har til formål at advare servicepersonale eller andre, hvis et barn eller en ung person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne forlader institutionen og pejlesystemer, der kan anvendes til at lokalisere et bortkommet barn eller en ung person. Det er med bestemmelsen forudsat, at der er personale eller andre, der kan reagere på alarmen. Det er ikke formålet med bestemmelsen at give mulighed for at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer i form af udstyr, der er egnet til kontinuerligt at overvåge barnet eller en ung persons færden, som for eksempel videokameraer.

Det er en betingelse for anvendelse af alarm- eller pejlesystemer, at der er tale om personlige systemer. Herved forstås, at systemerne kun må registrere den enkelte persons udgang eller færden uden for institutionen. Det vil efter bestemmelsen ikke være lovligt at anvende systemer, som kortlægger samtlige personers færden. En dørklokke eller lignende, som gør opmærksom på indkommende og udgående færdsel ved hoveddøren eller havedøren, er ikke registrering af beboernes færden.

Det vil kun i særlige tilfælde kunne besluttes at anvende et personligt alarm- eller pejlesystem for en afgrænset periode. Perioden fastsættes på baggrund af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Foranstaltningen kan derfor alene anvendes som en mulighed for at supplere den pædagogiske støtte og omsorg, og den hverken kan eller må erstatte denne indsats.

Afgørelsen om anvendelse af et sådant system skal i væsentlig grad kunne bidrage til at afværge risikoen for personskade. Anvendelse af personligt alarm- eller pejlesystem kan kun forekomme i tilfælde, hvor det ikke ved brug af mindre indgribende tiltag er muligt at sikre, at barnets eller den unges færden og adfærd ikke medfører risiko for personskade for barnet, den unge eller andre.

Ved behandling af ansøgninger om iværksættelse af anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem bør det indgå i kommunalbestyrelsens afgørelse om følgende punkter er tilstrækkeligt belyst af opholdsstedet eller døgninstitutionen:

1. foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

2. hvorfor det med overvejende sandsynlighed kan forudsiges, at den pågældende ikke er i stand til at færdes uden for institutionen på egen hånd og hvordan et personligt alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at afværge risikoen for personskade,

3. hvilke pædagogiske metoder, der har været forsøgt anvendt før indstilling om iværksættelse af foranstaltningen,

4. hvilke pædagogiske metoder, der sideløbende med foranstaltningen vil blive anvendt til at forsøge at gøre barnet eller den unge i stand til at færdes uden for institutionen på egen hånd,

5. den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være nødvendige, og

6. om barnets eller den unges synspunkter er tillagt passende vægt i overensstemmelse med den pågældendes alder og modenhed.

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til periodens længde på baggrund af en konkret vurdering i hver enkelt sag. § 17 er en frivillig bestemmelse, og det er således op til kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, hvorvidt bestemmelsen skal finde anvendelse i den pågældende kommune.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsning af den periode, hvor der kan anvendes personlige alarm- eller pejlesystemer, om behandling af ansøgninger om iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 1 og om, hvilke typer alarm- eller pejlesystemer der lovligt kan anvendes m.v. Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om den tidsmæssige udstrækning af anvendelsen af personlige alarm- eller pejlesystemer, herunder hvor lang tid der maksimalt kan iværksættes anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer.

Hjemlen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om krav til behandling af ansøgninger fra opholdssteder eller døgninstitutioner og alarm- eller pejlesystemer.

Endelig vil hjemlen blive anvendt til at give adgang til at fastsætte en afgrænsning af, hvilke systemer, herunder GPS-systemer, der lovligt kan anvendes. Denne afgrænsning vil som udgangspunkt være identisk med den afgrænsning, der findes i den til serviceloven hørende magtanvendelsesbekendtgørelse over for voksne med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Bestemmelsen om besøgs-, brev og telefonkontrol m.v. for unge i varetægtssurrogat viderefører med visse redaktionelle ændringer den gældende § 123, stk. 6, i lov om social service.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at § 771 og § 772, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse af lov nr. 1255 af 16. november 2015 om rettens pleje gælder tilsvarende for unge, der efter § 765 i retsplejeloven er anbragt på sikrede døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service. Bestemmelsen indebærer, at retten efter retsplejelovens regler kan bestemme, at unge, der er anbragt i sikrede døgninstitutioner som surrogat for varetægtsfængsling, helt eller delvis afskæres fra kontakt med andre gennem breve, telefon og besøg.

En ung i varetægtssurrogat kan således kun modtage besøg i det omfang, opretholdelse af ro, orden og sikkerhed i den sikrede afdeling tillader det. Politiet kan under hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en ung, der er anbragt i varetægtssurrogat, modtager besøg eller kan forlange, at besøg finder sted under kontrol, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1. Træffer politiet beslutning om besøg eller krav om kontrol i forbindelse med besøg, skal den unge underrettes om beslutningen, og han eller hun kan forlange, at beslutningen forelægges for retten til afgørelse. Den unge har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

En ung i varetægtssurrogat har som udgangspunkt ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan forlange at gennemse breve inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende breve, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed på den sikrede afdeling. Tilbageholdes et brev, skal spørgsmålet om, hvorvidt tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse, jf. retsplejelovens § 772, stk. 1. Hvis politiet har fastsat brevkontrol efter retsplejelovens § 772, stk. 1, sendes brevene gennem politiet.

Den unge har dog altid ret til ukontrolleret brevveksling med og besøg af kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune samt det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med den sikrede institution, jf. § 2 i lov om socialtilsyn. Den unge har altid ret til ukontrolleret brevveksling med sin forsvarer og med domstolene, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og politiet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN’s Menneskerettighedskommission og FN’s Torturkomité. Herudover har den unge ret til ukontrolleret brevveksling med andre offentlige myndigheder og medlemmer af Folketinget. En udenlandsk ung har tillige ret til ukontrolleret brevveksling med hjemlandets diplomatiske konsulære repræsentanter, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig dette på grund af ganske særlige omstændigheder, jf. § 772, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven.

Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed endvidere modsætte sig, at en ung i varetægtssurrogat fører telefonsamtaler eller anden kommunikation eller betinge telefonsamtale og anden kommunikation af, at samtalen overhøres. Den unge skal underrettes om, at politiet har truffet beslutning om kontrol med telefonsamtaler eller anden kommunikation, og at politiets beslutning om kontrol med telefonsamtaler eller anden kommunikation kan forlanges forelagt for retten til afgørelse. Den unge har i forbindelse med indgreb efter bestemmelsen ret til ukontrolleret telefonkontakt med sin forsvarer, jf. lov om rettens pleje § 773.

Bestemmelsens stk. 2 giver som hidtil hjemmel til, at social- og indenrigsministeren, efter forhandling med justitsministeren, kan fastsætte nærmere regler om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation over for unge, der efter reglerne i retsplejelovens § 771 og 772 er anbragt i sikrede døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service. . Hjemlen vil blive anvendt til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation, herunder mobiltelefon og internet.

Med bestemmelsen videreføres med visse sproglige og redaktionelle ændringer de gældende bestemmelser i servicelovens § 137 g og § 137 e for så vidt angår den del, der vedrører personer, der er anbragt på anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, som led i en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse.

Med bestemmelsens stk. 1 fastsættes, at kommunalbestyrelsen uden retskendelse kan træffe afgørelse om, at personalet på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan foretage indgreb efter stk. 2 og 3 over for unge over og under 18 år, hvis de pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig afgørelse eller kendelse.

Med bestemmelsens stk. 2 fastsættes, at der kan træffes afgørelse om, at den anbragtes brug af telefon og internet i et konkret tilfælde skal påhøres eller overvåges, når dette skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge og forhindre kriminalitet. Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor personer, der er anbragt på anbringelsessteder, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, anvender telefon og internet til kriminelle formål. Det kan for eksempel være i situationer, hvor der er tale om en anbragt, der er dømt for pædofili og kontakter børn over internettet. Det kan også være situationer, hvor den anbragte bruger telefonen til at bestille hash eller andre rusmidler med videresalg for øje. Bestemmelsen kan også anvendes, når det skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Ifølge den forslåede § 7 er det tillige en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås ved mindre indgribende initiativer.

Hvis en overvågning af den anbragtes brug af telefon og internet, herunder i kombination med en socialpædagogisk indsats, hvor den pågældende påvirkes til at undlade at bruge telefon og internet, ikke er tilstrækkelig til at opnå formålet, kan den foreslåede bestemmelse i stk. 3 anvendes, jf. nedenfor. Det bemærkes, at lovforslaget ikke giver personalet mulighed for at gennemtvinge det foreslåede indgreb under anvendelse af fysisk magt. Hvis den anbragte modsætter sig indgrebet på en sådan måde, at dette ikke kan udføres uden anvendelse af magt, må personalet således om nødvendigt tilkalde politiet med henblik på at lade indgrebet gennemføre ved politiets foranstaltning.

Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at der kan træffes afgørelse om, at den anbragtes adgang til at benytte telefon og internet afbrydes eller forhindres, hvis det er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge og forhindre kriminalitet. Hvis en overvågning af den anbragtes brug af telefon og internet efter stk. 2, herunder i kombination med en socialpædagogisk indsats, hvor den pågældende påvirkes til at undlade at bruge telefon og internet, ikke er tilstrækkelig, kan der træffes afgørelse om indgreb efter denne bestemmelse. Det bemærkes, at lovforslaget ikke giver personalet mulighed for at gennemtvinge de foreslåede indgreb under anvendelse af fysisk magt. Hvis den anbragte modsætter sig indgrebet på en sådan måde, at dette ikke kan udføres uden anvendelse af magt, må personalet således om nødvendigt tilkalde politiet med henblik på at lade indgrebet gennemføre ved politiets foranstaltning.

Bestemmelsens stk. 4 fastsætter, at stk. 2 og 3 ikke omfatter den anbragtes kommunikation med offentlige myndigheder, advokater, værger eller bistandsværger. Bestemmelsen slår således fast, at den anbragtes kommunikation med offentlige myndigheder, advokater, værger eller bistandsværger hverken kan påhøres, overvåges, afbrydes eller forhindres af hensyn til den anbragtes retssikkerhed.

Bestemmelsens stk. 5 fastsætter, at stk. 1 ikke omfatter unge over og under 18 år, som bliver boende på anbringelsesstedet efter den strafferetlige foranstaltning er ophævet. Indgreb efter denne bestemmelse kan således ikke foretages længere, selv om der måtte opstå et behov herfor medmindre den unge for en ny strafferetlig kendelse eller dom.

Med bestemmelsen i videreføres med visse sproglige og redaktionelle ændringer den gældende bestemmelse servicelovens § 137 f, stk. 2, 2. pkt.

Med bestemmelsens stk. 1 fastsættes, at lederen af anbringelsesstedet, efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, og lederens stedfortræder, kan træffe foreløbige afgørelser om indgreb, jf. § 19 i tilfælde, hvor iværksættelse af indgrebet er uopsætteligt og ikke kan afvente, at sagen færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsens anvendelsesområde er alene de konkrete situationer, hvor det er nødvendigt med det samme at træffe afgørelse om indgreb efter den foreslåede bestemmelse i § 19. Den foreslåede bestemmelse tager bl.a. sigte på en situation, hvor der er tale om en anbragt, der er dømt for pædofili, kontakter børn og unge over internettet, og hvor øjemedet forspildes, hvis der ikke kan gribes hurtigt ind. Hvornår en sag er uopsættelig afhænger af den konkrete situation. Et indgreb er uopsætteligt, hvis formålet med indgrebet vil forspildes. Hvis indgrebet ikke fortages, kan øjemedet, afhængig af den konkrete situation, forspildes. Uopsættelige situationer kan opstå om aftenen og i weekender, hvis der ikke er mulighed for, at lederen, lederens stedfortræder eller personalet på anbringelsesstedet kan tilvejebringe kommunens afgørelse om indgrebet, uden at øjemedet forspildes.

Den foreløbige afgørelse om indgreb må ikke være mere indgribende, end formålet tilsiger og skal bringes til ophør, når betingelserne for at iværksætte indgrebet ikke længere er til stede, jf. den foreslåede § 7.

Afgørelser om foreløbige indgreb efter denne bestemmelse skal registreres og indberettes, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 21. Det fremgår af bestemmelsen i den foreslåede § 23, stk. 2, at afgørelse om indgreb truffet af kommunalbestyrelsen kan påklages til Ankestyrelsen.

Med bestemmelsen i stk. 2 fastsættes det, at foreløbige afgørelser jf. stk. 1, snarest muligt efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges til godkendelse i kommunalbestyrelsen, jf. § 19, stk. 1. Lederen af anbringelsesstedet eller lederens stedfortræder kan således have truffet en beslutning om indgreb, som efterfølgende underkendes af kommunalbestyrelsen. En underkendelse vil bl.a. betyde, at indgrebet straks små bringes til ophør, og at lederen fremover ikke må træffe lignende afgørelser, hvis samme situation opstår.

Bestemmelsen om registrering og indberetning viderefører med visse sproglige ændringer den gældende § 123, stk. 4 og 5, i serviceloven, samt § 42, stk. 2, § 43, stk. 2, og § 44, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, §§ 16, 18 og § 20 samt magtanvendelse i øvrigt skal registreres og indberettes af anbringelsesstedet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnet eller den unges ophold på anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a i bekendtgørelse af lov nr. 1052 af 8. september 2015 om retssikkerhed og administration på det sociale område, og til det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet, jf. § 2 i bekendtgørelse af lov nr. 124 af 12. februar 2016 om socialtilsyn. Fysisk guidning af et anbragt barn eller en ung på et anbringelsessted efter den foreslåede § 6 skal ikke registreres og indberettes. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse for en nærmere uddybning heraf.

Det er anbringelsesstedet, der skal registrere og indberette episoden til henholdsvis den anbringende kommune, socialtilsynet og eventuelt kommunalbestyrelsens i anbringelsesstedets beliggenhedskommune samt orientere den eventuelle kommunale eller regionale driftsherre. Som en konsekvens af forslagets § 9 skal generelt godkendte kommunale plejefamilier registrere og indberette deres anvendelse af afværgehjælp. Der vil blive udarbejdet et standardskema til brug for anbringelsesstedernes registrering og indberetning med henblik på at smidiggøre processen samt understøtte en ensartet praksis på anbringelsesstederne og i socialtilsynene.

Med indberetning til både den anbringende kommune og socialtilsynet sikres det, at de ansvarlige myndigheder for henholdsvis det personrettede og driftsorienterede tilsyn kan reagere i forhold til den foretagne magtanvendelse.

Indberetningen til den anbringende kommune har til formål at give det personrettede tilsyn efter servicelovens § 148 mulighed for at vurdere, om anbringelsesstedet fortsat er det rette, eller om der er anledning til at overveje ændringer i den iværksatte indsats over for barnet eller den unge. Hvis et anbringelsessted ofte anvender magt over for et barn eller en ung, kan det således tyde på, at barnet eller den unge er anbragt på et anbringelsessted, der ikke er i stand til at håndtere barnets eller den unges behov. I disse tilfælde må kommunen vurdere, hvorvidt der er behov for at anbringe barnet eller den unge på et andet anbringelsessted.

Indberetningerne til socialtilsynet giver tilsynet mulighed for at vurdere, om der er grundlag for tilsynsmæssige overvejelser, herunder om det giver anledning til en dialog med et konkret anbringelsessted om deres pædagogiske praksis. Det kan f.eks. omhandle behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet på anbringelsesstedet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt.

Der skal ikke træffes afgørelse om lovligheden af foretagne magtanvendelser.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at barnet eller den unge, der har været udsat for magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten, skal gøres bekendt med indberetningen og have lejlighed til at udtale sig om episoden.

I forbindelse med udfyldelsen af indberetningsskemaet skal personalet som led i omsorgspligten tale med barnet eller den unge om hændelsen, årsagen m.v. Formålet hermed er, at personalet får forklaret barnet eller den unge, hvorfor der blev anvendt magt i den konkrete situation, og at barnet eller den unge får mulighed for at sætte ord på, hvordan situationen blev oplevet af den pågældende, samt at personalet sammen med barnet eller den unge kan finde en løsning på, hvorledes magtanvendelse kan undgås fremover i lignende situationer. Personalet skal i den forbindelse tage hensyn til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne.

Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter stk. 1, der har fundet sted på en intern skole på et opholdssted eller en døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, skal anbringelsesstedet endvidere foretage indberetning til kommunalbestyrelsen i anbringelsesstedets beliggenhedskommune. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til hvad der følger af gældende ret om magtanvendelse foretaget på interne skoler på opholdssteder eller døgninstitutioner, jf. § 14, stk. 1, nr. 6, og § 15, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014 om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i dagtilbud og anbringelsessteder.

På denne måde sikres det, at beliggenhedskommunen har et overblik over omfanget af anvendelsen af magt på den interne skole.

Bestemmelsens stk. 4 fastsætter, at ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter stk. 1, der har fundet sted på et kommunalt eller regionalt anbringelsessted, skal anbringelsesstedet endvidere orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen. Dette skal bidrage til, at driftsherren løbende kan følge, om omfanget af magtanvendelser giver anledning til ændringer i driften af institutionen.

Indberetning og registrering af foretagne magtanvendelser skal ske under iagttagelse af de almindelige regler om offentligt ansattes tavshedspligt efter § 27 i bekendtgørelse af forvaltningsloven, nr. 433 af 22. april 2014. Det fremgår heraf, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan vedkommende straffes efter § 152 i bekendtgørelse af straffeloven nr. 873 af 9. juli 2015.

Bestemmelsen i stk. 5 fastsætter som hidtil hjemmel til, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering og indberetning samt procedurerne herfor. Hjemlen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte regler om procedurerne i forbindelse med de forskellige former for indberetninger, herunder blandt andet om orientering af forældremyndighedsindehavere, når der foretages registrering og indberetning af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter stk. 1-4.

Bestemmelsen om socialtilsynets tilsyn med anbringelsesstedernes anvendelse af reglerne i denne lov viderefører med visse sproglige ændringer den gældende § 45 i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Der er alene tale om en præcisering, og der påtænkes ikke ændring af gældende ret.

Bestemmelsen fastsætter, at det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med et anbringelsessted, jf. § 2 i bekendtgørelse af lov nr. 124 af 12. februar 2016 om socialtilsyn, som led heri fører tilsyn med anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i denne lov. Det følger af § 7 i lov om socialtilsyn, at socialtilsynet fører det driftsorienterede tilsyn med godkendte sociale tilbud, herunder anbringelsessteder, for at sikre, at de fortsat har den fornødne kvalitet, blandt andet i forhold til målgrupper, metoder og resultater samt kompetencer. Socialtilsynet fører blandt andet tilsyn med, at anbringelsesstederne har en pædagogisk indsats, der forebygger magtanvendelser, så magtanvendelse så vidt mulig undgås. Tilsynet ser også på, om anbringelsesstederne dokumenterer og følger op på eventuelle magtanvendelser med henblik på løbende læring og forbedring af indsatsen. Det driftsorienterede tilsyn består både af en kontrol af forholdene på anbringelsesstedet og en dialog mellem socialtilsyn og anbringelsessted, som skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten på anbringelsesstedet. Socialtilsynet skal ved varetagelsen af tilsynsopgaven indhente relevant information, herunder ved at aflægge mindst ét årligt besøg på anbringelsesstedet, inddrage oplysninger fra modtagne indberetninger om magtanvendelse, oplysninger fra personalet og anbragte børn og unge på anbringelsesstedet samt fra andre relevante personer og udveksle oplysninger med de kommuner, som har ansvaret for de enkelte borgeres ophold på anbringelsesstedet i henhold til §§ 9-9 a i lov nr. 1052 af 8. september 2015 om retssikkerhed og administration på det sociale område. Socialtilsynene skal, hvis forholdene på det enkelte anbringelsessted tilsiger det, træffe afgørelse om skærpet tilsyn og samtidig udstede et påbud med henblik på, at anbringelsesstedet som betingelse for fortsat godkendelse inden for en tre måneders frist skal rette op på de omfattede forhold, jf. § 8 i lov om socialtilsyn. Det kan f.eks. være relevant, hvis et anbringelsessted har uforholdsmæssigt mange magtanvendelser sammenlignet med et lignende anbringelsessted med en tilsvarende målgruppe eller gentagne gange indberetter ikke-tilladt magtanvendelse som tilladt magtanvendelse. Socialtilsynet kan da give anbringelsesstedet påbud om at tilvejebringe en handlingsplan for at undgå unødig magtanvendelse i fremtiden. Endelig kan socialtilsynet træffe afgørelse om ophør af godkendelse, hvis anbringelsesstedet ikke ændrer praksis og dermed vurderes ikke længere at have den fornødne kvalitet, jf. § 5, stk. 5, jf. § 6 i lov om socialtilsyn.

Bestemmelsen, gengiver de generelle klageregler, der følger af §§ 166-169 i serviceloven og viderefører §§ 46-49 i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Klagereglerne fremstår dermed samlet med henblik på en tydeliggørelse af, hvilke klageregler, der gælder i forbindelse med afgørelser om adgang til samt anvendelse af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Med bestemmelsens stk. 1 fastsættes, at anbragte børn og unge over 12 år samt forældremyndighedsindehavere kan klage over afgørelser truffet efter denne lov. Der skal i den forbindelse tages særlige hensyn til børn og unge med nedsat funktionsevne i forhold til deres forudsætninger for at kunne påklage afgørelser. Bestemmelsen fastslår således, hvem der kan klage.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at klager over afgørelser truffet børn og unge-udvalget eller kommunalbestyrelsen i medfør af reglerne i denne lov, kan indbringes for Ankestyrelsen.

Børn og unge-udvalget træffer afgørelse om tilbageholdelse efter forslagets § 11, stk. 1 og 2, samt kontrol med breve, telefonsamtaler og anden kommunikation efter forslagets § 15.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om opretholdelse af tilbageholdelsen af børn og unge i op til yderligere 14 dage under anbringelsen efter forslagets § 11, stk. 4, om de nærmere rammer og vilkår for tilbageholdelse og fastholdelse under den konkrete anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitutioner efter forslagets §§ 12 og 13, om anvendelse af personlige alarm -eller pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne efter forslagets § 17 samt om indgreb efter § 19. Ankestyrelsens afgørelse vedr. tilbageholdelse efter forslagets § 11, stk. 4, kan kræves forelagt for retten, jf. forslagets § 24. Der gælder ikke særregler om indbringelse for retten for de øvrige af kommunalbestyrelsen afgørelser, der kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. modsætningsvist § 73 i retssikkerhedsloven.

Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at klager over anvendelsen af magt eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter reglerne i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Det er anbringelsesstedets leder, den, der bemyndiges hertil, eller personalet, der ud fra en konkret vurdering beslutter, om betingelserne for at anvende magt er opfyldt. Bestemmelsens stk. 4 fastsætter, at klage til Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 67, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Bestemmelsens stk. 5 fastsætter, at indbringelse af sagen for Ankestyrelsen, jf. stk. 2, ikke har opsættende virkning. Dog kan styrelseschefen under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Bestemmelsens stk. 6 fastsætter, at servicelovens §§ 72 og 73 og § 74, stk. 2 og 3 finder anvendelse ved behandling af sagen i Ankestyrelsen. Barnet og den unge samt forældremyndighedsindehaveren har ret til advokatbistand under klagebehandlingen af en sag om tilbageholdelse efter forslagets § 11, stk. 1, 2 og 4, og brev og telefonkontrol efter forslagets § 15, jf. servicelovens § 72, stk. 1. Under en sag om brev- og telefonkontrol med efter forslagets § 15, som vedrører den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand, jf. servicelovens § 72, stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31, jf. servicelovens § 72, stk. 4. Inden der træffes afgørelse i en sag om gratis advokatbistand, påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, jf. servicelovens § 73, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har tilsvarende forpligtelse over for den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden i en sag om brev og telefonkontrol med denne, jf. servicelovens § 73, stk. 2. Inden der træffes afgørelse i sagen, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig. Tilbuddet til barnet eller unge om at udtale sig kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge, jf. servicelovens § 74, stk. 2. Den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden i en sag om brev og telefonkontrol med denne, skal tilsvarende have lejlighed til at udtale sig, jf. servicelovens § 74, stk. 3.

Bestemmelsens stk. 7 fastsætter, at forældremyndighedens indehaver og den unge over 12 år, i forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen, har ret til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.

Bestemmelsens stk. 8 der er ny, indføres hjemmel til, at social- og indenrigsministeren kan fastætte nærmere regler om klageadgang. Hjemlen vil blandt andet blive anvendt til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved klage over anvendelsen af reglerne om magtanvendelse i denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Bestemmelsen gengiver med visse sproglige ændringer de generelle regler i servicelovens om særlig adgang til domstolsprøvelse. Bestemmelsen fastsætter, at Ankestyrelsens afgørelse i sager om klager over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget og afgørelser efter § 12, stk. 4, truffet af kommunalbestyrelsen efter § 23, stk. 2, ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan kræves forelagt for retten, jf. § 169, stk. 2, og §§ 170-172 i serviceloven.

Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse. Byretten tiltrædes under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi. Sagerne behandles efter reglerne i lov nr. 1255 af 16. november 2015 om rettens pleje om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel. Som parter anses forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten. Retten kan bestemme, at retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af nav, stilling eller bopæl for af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde. Ved afgivelse af dissens angives dommerens navn ikke. Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal gives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen. De sagkyndige retsmedlemmer beskikkes af domstolsstyrelsens efter forhandling med social- og indenrigsministeren. Domstolsstyrelsen fastsætter deres antal og træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæftige. Beskikkelse gælder for 4 år. En sagkyndig afgår ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år. Ingen, der opfylder ovennævnte betingelser, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende er over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund. Undtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede sagkyndige foretages af retsformanden. Ingen kan undtages, som ifølge §§ 60 og 61 i lov nr. 1255 af 16. november 2016 om rettens pleje ville være udelukket for at handle som dommer i dagen.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2017. Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, før ikrafttrædelsesdatoen, vil ligeledes være omfattet af bestemmelserne i denne lov.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde. Det slås fast, at loven ikke gælder Færøerne og Grønland.