Bekendtgørelse af barnets lov›§ 172c

Gældende

LBK nr 282 af 17/03/2025

Social- og Boligministeriet

Bekendtgørelse af barnets lov § 172c

Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold bistår kommunalbestyrelser, andre relevante myndigheder og aktører og borgere med rådgivning i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung er i risiko for at blive eller er sendt på genopdragelsesrejse, herunder rådgivning om risici til brug for udarbejdelse af risikovurderinger. 1. pkt. kan også finde anvendelse i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung, der er dansk statsborger eller har eller har haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, er sendt på genopdragelsesrejse. I sådanne sager vil den kommune, der senest var handlekommune for barnet eller den unge forud for udlandsopholdet, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, være handlekommune.

Stk. 2. Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold består af repræsentanter for den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. § 172 a, Udlændingestyrelsen og Udenrigsministeriet.

Stk. 3. Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold koordinerer rådgivningen i sager om genopdragelsesrejser for børn og unge mellem medlemmerne af koordinationsenheden og øvrige relevante myndigheder og aktører. Internt i koordinationsenheden koordinerer en repræsentant for sikkerhedskonsulentordningen den rådgivende indsats over for medlemmerne af koordinationsenheden.

Stk. 4. Som led i koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsopholds rådgivning eller oplysning af sagen kan koordinationsenheden afholde samtaler with barnet eller den unge. Samtalerne kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt hensynet til barnets sikkerhed eller bedste taler for det.

Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Lov	Paragraffer
RetssikkerhedslovenLBK nr 354 af 02/04/2025	§ 11g

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 172c

Det fremgår af § 13 a, stk. 1, i serviceloven, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når borgere modtager gratis vejledende specialrådgivning efter § 13, stk. 1 og 3.

Det foreslås med stk. 1, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når børn og unge og deres familier modtager gratis vejledende specialrådgivning efter §§ 165 og 168.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13 a, stk. 1, i serviceloven.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a foreslås det med bestemmelsen, at VISO vil skulle afholde udgifter til borgerens transport til VISOs eksperter i de tilfælde, hvor borgeren selv henvender sig til VISO om specialrådgivning og i de tilfælde, hvor VISO henviser borgeren til specialrådgivning, jf. lov nr. 1585 af 20. december 2006 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om psykologer m.v. (Tilpasning af reglerne om tilsyn med løsningen af sociale opgaver til kommunalreformen, samt regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med specialrådgivning i VISO m.v.), jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664-65.

VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne yde dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse med henvisning af borgeren til specialrådgivning, hvilket bl.a. kan dreje sig om nødvendig befordringsgodtgørelse til ledsager, udgifter til nødvendig overnatning samt time- og dagpenge, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1661.

Det fremgår af § 13 a, stk. 2, i serviceloven, at befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter stk. 1, skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.

Det foreslås med stk. 2, at der ydes godtgørelse efter stk. 1 for udgifterne til det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13 a, stk. 2, i serviceloven.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a, foreslås det med bestemmelsen, at befordring vil skulle ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.

Det fremgår af § 13 a, stk. 3, i serviceloven, at godtgørelse for udgifter efter stk. 1 ydes kun, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en af social- og boligministeren fastsat grænse.

Det fremgår af § 13 a, stk. 4, i serviceloven, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1748 af 20. december 2006 om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i sager, hvor Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service anviser specialrådgivningsydelser.

I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er det fastsat, at godtgørelse af udgifter efter § 13, stk. 1, i serviceloven kun ydes, når afstanden til eller fra det specialrådgivningssted, som Socialstyrelsen har anvist, overstiger en afstand på 50 km.

Det foreslås med stk. 3, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, herunder at der kun ydes godtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, med sproglige ændringer af § 13 a, stk. 3 og 4, i serviceloven.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a, foreslås det med bestemmelsen, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664-1665.

Derudover forventes det i overensstemmelse med forarbejderne, at der vil blive fastsat mulighed for befordringsgodtgørelse til ledsager, såfremt ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand og til godtgørelse for nødvendig overnatning samt time- og dagpenge m.v.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a foreslås det med bestemmelsen, at befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejseudgifter kun vil kunne blive ydet, når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.

Bemyndigelsen forventes udmøntet således, at afstanden mellem borgeren og specialrådgivningen vil skulle ligge over en fastsat grænse – som udgangspunkt 50 km – før der ydes befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejseudgifter fra VISO, hvilket er i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 a. Det forventes dermed ikke, at der ændres på den nuværende grænse.

Formålet med § 172 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om befordringsgodtgørelse for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed for at understøtte børn, unge og deres familiers brug af VISOs specialrådgivningsydelser. Der vil derudover i barnets lov skulle fastsættes, at befordringen skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel. Det vil også i barnets lov skulle fastsættes, at social- og boligministeren efter forhandling med børne- og undervisningsministeren bliver givet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.