Serviceloven § 173

Bestemmelsen erstatter de gældende finansieringsregler i §§ 129 – 131 d i lov om social service. Kommunerne har nu det fulde myndigheds- og finansieringsansvar for sociale tilbud. En kommune kan beslutte og finansiere en visitation til egne tilbud, private tilbud, andre kommuners tilbud eller regionale tilbud.

Køb af et tilbud/pladser i private tilbud eller andre kommuners tilbud består i køb af enkeltpladser, hvor prisfastsættelsen fastsættes i en konkret aftale eller i henhold til en rammeaftale ved køb af flere pladser.

Regionerne driver følgende tilbud:

1. sikrede afdelinger for unge kriminelle,

2. tilbud til handicappede børn,

3. de gældende amtskommunale tilbud til voksne.

Det er kommunen, der generelt har forsyningsansvaret for alle sociale tilbud i forhold til borgeren, mens regionen har den forsynings- og udviklingspligt i forhold til kommunen, der følger af, at regionen skal drive de nævnte tilbud.

Omfanget af regionernes leverandørpligt i forhold til kommunerne (driftspligt) fastlægges i en årlig redegørelse fra kommunerne, der beskriver kommunernes behov og forventede brug af pladser i de regionalt drevne tilbud. Redegørelserne fra kommunerne danner grundlaget for en årlig rammeaftale mellem kommuner og region, og i henhold til rammeaftalen har regionen ansvaret for, at:

- Tilpasse kapacitet og sammensætning af regionens tilbud i overensstemmelse med kommunernes efterspørgsel (kvantitet).

- Sørge for løbende faglig udvikling af tilbuddene i overensstemmelse med de kommunale behov (kvalitet).

- Sikre indbyrdes koordinering regionerne imellem for så vidt angår de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud, hvor regionerne gensidigt vil skulle kunne aflaste hinanden.

- Udarbejde en udviklingsplan for de meget store sociale botilbud.

Regionernes ansvar og forpligtelse - og finansieringen fra kommunerne - er således i alle tilfælde betinget af en kommunal godkendelse/bestilling i form af den årlige rammeaftale. For så vidt angår forsorgshjem og kvindekrisecentre henvises til bemærkningerne til § 109 og § 110.

Kommunerne kan vælge selv at oprette og drive tilbud svarende til de regionale tilbud.

Aftalen forudsætter, at regionens tilbud finansieres af kommunerne. Regionerne er ikke omfattet af kommunalfuldmagten. Enhver regional indtægt og udgift skal derfor have lovhjemmel.

Udgangspunktet for den kommunale finansiering vil være en takstbetaling for den enkelte regionale plads, der fastsættes på baggrund af den samlede udgift, regionen vil have for typen af tilbud i forhold til rammeaftalen med kommunerne. Taksten for typen af tilbud aftales i rammeaftalen.

Taksten skal bl.a. rumme udviklingsomkostninger (uddannelse af personale, opkvalificering af tilbuddet m.v.) ved driften af det pågældende tilbud, henførbare administrationsudgifter samt udgifter ved ubenyttede pladser og eventuelt beredskab som led i at undgå ventelister. Ud over basistaksten skal der kunne differentieres i forhold til kommunernes specielle behov.

For tilbud efter §§ 109 og 110 gælder, at hvis den tidligere opholdskommune ikke kan findes, indregnes udgiften i taksterne for de øvrige pladser. Tilsvarende gælder, hvis der ikke kan findes en dansk hjemkommune for udenlandske statsborgere, som regningen kan sendes til, indregnes udgiften for opholdet for den pågældende i taksterne for de øvrige pladser.

Såfremt der efter aftale med kommunalbestyrelsen ydes en selvstændig specialrådgivning i tilknytning til de tilbud, der drives af regionsrådet, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 1, skal der i den årlige rammeaftale mellem kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsættes en særskilt takst herfor.

Bestemmelsen indebærer samtidig en revision af grundtakstreformen, hvorefter kommunerne for visse tilbud har finansieret en del af udgiften svarende til grundtaksten, mens amtskommunen har finansieret den del af udgiften, som ligger over grundtaksten. Bestemmelsen betyder, at grundtakstmodellen erstattes af et nyt finansieringssystem, hvor det alene er kommunen, som afholder hele udgiften til de enkelte tilbud.