Forældreansvarsloven § 3

Bestemmelsens stk. 1 fastlægger forældremyndighedsindehavernes beslutningsbeføjelser, hvis der er fælles forældremyndighed. Om indholdet af forældremyndigheden henvises til lovforslagets § 2.

Som det fremgår af bestemmelsen, skelnes mellem ”væsentlige beslutninger”, jf. 1. pkt., og ”overordnede forhold i barnets daglige liv”, jf. 2. pkt.

Udgangspunktet i 1. pkt. er, at væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold kræver enighed mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed. Visse forhold må betragtes som så indgribende for barnet, at begge forældre skal være enige herom. Dette gælder navnlig spørgsmålet om barnets flytning til udlandet, herunder udrejse til Grønland og Færøerne, barnets religion og væsentlige lægelige indgreb. I særlovgivningen er der desuden en række forhold, der kræver begge forældremyndighedsindehaveres samtykke, f.eks. indmeldelse i skole, udstedelse af pas, indgåelse af ægteskab, navnevalg mv. Også andre forhold, der kan indebære overvejelser med et længerevarende tidsperspektiv for barnet, f.eks. valg af skoleretning, videreuddannelse mv., vil som udgangspunkt kræve enighed mellem forældrene. Efter en fortolkning af folkeskolens regler vil skolerne dog gå ud fra, at hvis den ene af forældrene har truffet en beslutning vedrørende barnet, handler den pågældende på begge forældres vegne, medmindre der foreligger en udtrykkelig tilkendegivelse om det modsatte.

Det bemærkes, at spørgsmålet om flytning til udlandet er selvstændigt reguleret i stk. 2, hvorefter der kræves samtykke fra begge forældre, hvis der er uenighed om forældremyndigheden.

Efter 2. pkt., kan bopælsforælderen træffe beslutninger om overordnede forhold vedrørende barnets daglige liv på egen hånd. Bopælsforælderen kan desuden bestemme, hvor i landet barnets bopæl skal være. Større spørgsmål af dagligdags karakter kan en bopælsforælder tage stilling til alene. Dette gælder f.eks. beslutninger vedrørende barnets daginstitution. Også spørgsmål om barnets daglige velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsykolog, i en skilsmissegruppe eller lignende, må antages at falde ind under bopælsforælderens beslutningskompetence. Hensigten med bestemmelsen er at undgå, at der hele tiden opstår konflikter omkring barnet i dets dagligdag som følge af, at begge forældre vil træffe beslutninger om visse overordnede forhold for barnet.

I praksis kan hver forælder på egen hånd træffe mange af de helt dagligdagsbeslutninger for barnet. Det gælder f.eks. mad, tøj, sengetider, venner mv. Det afgørende i den forbindelse er, hvem barnet opholder sig hos. Den forælder, der i den givne situation er nærmest til at træffe sådanne beslutninger, har således kompetence hertil. Særligt vedrørende fritidsaktiviteter kan hver af forældrene træffe beslutning herom – det gælder også samværsforælderen. Det afgørende er, at fritidsaktiviteterne foregår enten efter aftale med den anden forælder eller sker i den periode, hvor barnet opholder sig hos den pågældende forælder. Er der imidlertid tale om en risikobetonet fritidsaktivitet, som f.eks. dykning, boksning, motorsport, bjergbestigning eller lignende, hvor der er stor risiko for skader, må begge forældre dog som udgangspunkt være enige herom.

Bopælsforælderens adgang til at beslutte, hvor i landet barnet skal bo, er tæt knyttet til lovforslagets § 18 om varsling i forbindelse med flytning. Der henvises til lovforslagets § 18 og bemærkningerne hertil.

Til illustration af hvilke beslutninger, der er forbundet med henholdsvis forældremyndighed, bopæl og samvær, er indsat nedenstående skema. Der er ikke tale om en udtømmende opregning, men en illustration af afgrænsningen i forhold til forskellige typer af afgørelser.

Forældremyndighedsindehaverne sammen

Bopælsforælderen

Samværsforælderen

Værgemål

Væsentlig medicinsk behandling og væsentlige indgreb

Skolevalg

Skolefritidsordning

Risikobetonet fritidsaktivitet

Flytning udenlands, herunder flytning til Grønland og Færøerne

Navnevalg

Religiøse forhold

Ægteskab

Pas

Direkte daglig omsorg

Daginstitution

Fritidsaktiviteter

Flytning indenlands

Afgørelser, der relaterer sig til samvær - direkte omsorg

Fritidsaktiviteter

Indholdet af stk. 1 og lovforslagets § 11 medfører en ny tilgang til begrebet fælles forældremyndighed, hvor det ikke længere kræves, at forældrene er enige om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Uenighed om enkelte væsentlige forhold vedrørende barnet vil således som udgangspunkt ikke kunne føre til en ophævelse af den fælles forældremyndighed. Der henvises til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil. En eventuel uenighed må løses ved, at forældrene ved møder, herunder børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling i statsforvaltningen forsøger at få løst op for deres konflikt.

Bestemmelsen i stk. 2 om, at begge forældremyndighedsindehavere skal samtykke i, at barnet forlader landet, hvis der er uenighed om forældremyndigheden, svarer til den gældende lovs § 3. Hvis der er uenighed om forældremyndigheden, skal begge indehavere af forældremyndigheden efter stk. 2 give samtykke til, at barnet forlader landet, eller til, at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte. Den gældende bestemmelse blev ændret ved lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, således at det nu klart fremgår af bestemmelsen, at kravet om samtykke også gælder, når en forælder tilbageholder et barn i udlandet mod den anden forældremyndighedsindehavers ønske.

Efter bestemmelsen kræver udrejse til Grønland eller Færøerne eller forlænget ophold i Grønland eller Færøerne nu også samtykke fra begge forældre.

Kravet om samtykke gælder, hvis sagen om forældremyndighed eller bopæl er indbragt for retten, eller der er taget initiativ hertil, f.eks. ved at anmodning om ændring af forældremyndighed er indgivet til statsforvaltningen, eller hvis det på anden måde konstateres, at forældrene er uenige om forældremyndigheden. Der skal ikke meget til at statuere denne uenighed i relation til udløsning af samtykkekravet. Den omstændighed, at barnet fjernes fra sit sædvanlige opholdssted eller mod den anden forælders protest tilbageholdes i udlandet f.eks. efter en ferie, kan i sig selv være tegn på uenighed.

Et manglende samtykke til at tage barnet med til udlandet eller til at forlænge et udlandsophold vil medføre, at der foreligger en ulovlig børnebortførelse eller tilbageholdelse, således at den tilbageværende forælder kan anmode om tilbagegivelse af barnet efter Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Dette vil også betyde, at kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet forbliver hos de danske myndigheder, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 1 nr. 2, jf. stk. 2.

Lovforslagets § 18 om varsling gælder også ved en bopælsforælders flytning af barnets bopæl til udlandet. En varsling efter § 18 fritager imidlertid ikke bopælsforælderen fra at indhente samtykket fra den anden forælder til flytningen med barnet. Varslingsbestemmelsen giver derimod den anden forælder mulighed for at anmode om, at barnets bopæl ændres. Bopælsforælderen kan desuden anmode om en afgørelse om, at barnets bopæl kan være i udlandet. Der henvises til lovforslagets §§ 17 og 18 samt bemærkningerne hertil.