Varemærkeret og markedsføringsret - Aldersrabat i optikerbranchen

Sø- og Handelsretten skulle afgøre, om et udsagn som "Bedste Pris" i detailhandlen kan anses som vildledende, selv hvis det ledsages af en prisgaranti, eller om det kræver objektiv dokumentation for at være den absolut laveste pris.

Retten fandt, at Thiele A/S's brug af sloganet "Danmarks Bedste Pris på Briller" var i strid med god markedsføringsskik i henhold til Markedsføringsloven § 3 og var vildledende jf. § 22, stk. 1.

Retten lagde vægt på, at udsagnet var absolut og derved måtte forstås af forbrugeren som en påstand om, at Thieles priser generelt var de laveste. En sådan absolut prispositionering kræver objektiv og aktuel dokumentation for, at prisen faktisk er bedre end konkurrenternes på et repræsentativt udvalg af varer. Dette dokumentationskrav havde Thiele ikke opfyldt.

Retten udtalte, at "den prisgaranti, som Thiele henviste til, ikke var tilstrækkelig til at ophæve vildledningen, da forbrugeren først på baggrund af sloganet ledes ind i butikken med en fejlagtig forventning om en absolut prisfordel. Garantiens funktion er reaktiv, hvorimod sloganets effekt er proaktivt vildledende."

Afgørelse:

1. Thiele A/S blev pålagt et forbud mod at anvende sloganet "Danmarks Bedste Pris på Briller" eller tilsvarende absolutte prisudsagn uden tilstrækkelig dokumentation.
2. Thiele A/S blev pålagt at betale godtgørelse til Synoptik A/S for overtrædelsen.
3. Thiele A/S blev dømt til at betale sagens omkostninger til Synoptik A/S.

Viasols argumenter:

• Fairpris havde kopieret Viasols annoncer i et så betydeligt omfang, at det udgjorde snyltning og utilbørlig udnyttelse af Viasols velrenommerede brand og goodwill, hvilket var i strid med Markedsføringsloven § 22 og § 3, stk. 1.
• Fairpris annoncerede desuden med usande oplysninger, såsom et tilbud om 40 års produkt-, ydelses- og servicegaranti, hvilket Fairpris selv internt i SMS-korrespondance (efter påtale) erkendte var "løgn". Dette var i strid med Markedsføringsloven § 20, jf. § 13.
• Viasol fremhævede, at selvom Fairpris havde stoppet annonceringen, var der en stærk gentagelsesrisiko (retsplejelovens § 413, nr. 2), især da der allerede i april 2023 havde været en lignende sag om kopiering af en kundeguide, og Fairpris nægtede at tage bekræftende til genmæle over for forbudspåstanden.

Fairpris' forsvar og påstande

Fairpris påstod principalt afvisning. Subsidiært nægtelse af fremme, og mere subsidiært at forbuddet kun blev fremmet mod en sikkerhedsstillelse på mindst 500.000 kr.

Fairpris anførte:

• Annonceringen var kortvarig (få dage) og havde begrænset rækkevidde (ca. 660 visninger pr. annonce).
• Annoncerne blev straks fjernet af egen drift, da Fairpris opdagede, at deres eksterne marketingbureau havde brugt urigtige oplysninger.
• Kravet om aktualitet (Retsplejeloven § 413, nr. 2) var ikke opfyldt, da annonceringen var ophørt, og det ville være "helt ulogisk og irrationelt" at genoptage annoncerne, hvis oplysningerne var anerkendt som forkerte.
• Fairpris' afgivne proceserklæring om ikke at genoptage brugen skulle yde Viasol tilstrækkeligt værn (Retsplejeloven § 414, stk. 1).

Rettens vurdering af aktualitet og gentagelsesrisiko

Retten fastslog, at Fairpris havde krænket Viasols rettigheder ved den næsten fulde kopiering og de vildledende oplysninger. Flertallet (Sonne og Knudsen) fandt, at betingelserne for forbud var opfyldt:

"Vi lægger derimod vægt på, at Fairpris ved sine annoncer krænkede Viasols rettigheder ved en næsten fuld kopiering af teksten fra Viasols annoncer til Fairpris’ annoncer, og at der ca. 5 måneder før denne forbudssags anlæg – i april 2023 – havde været en dialog mellem parterne om Fairpris’ krænkelse vedrørende et andet forhold. Hertil kommer, at Fairpris ikke har ønsket at tage bekræftende til genmæle i denne sag."

Flertallet konkluderede, at der var en nærliggende risiko for gentagelse, og at denne formodning ikke kunne afkræftes alene ved Fairpris' proceserklæring og den midlertidige ophør af krænkelsen. Et forbud var derfor nødvendigt for at forhindre gentagelse, jf. Retsplejeloven § 413, nr. 2 og § 413, nr. 3.