Sø- og Handelsretten: EuroPark A/S's opkrævning af rykkergebyr ved parkering – Overtrædelse af Markedsføringsloven

Sagen involverede omfattende dokumentation, herunder fotos og inspektionsrapporter af EuroParks skiltning på udvalgte lokationer, samt vidneforklaringer fra repræsentanter for både EuroPark og Forbrugerombudsmanden.

Sø- og Handelsretten fandt, at EuroPark A/S i flere tilfælde havde anvendt en markedsføringspraksis, som var i strid med Markedsføringsloven § 3 (god markedsføringsskik) og § 7, stk. 1 (aggressiv handelspraksis).

Retten lagde vægt på, at skiltningen på de undersøgte parkeringspladser ikke i tilstrækkelig grad tydeliggjorde de væsentligste vilkår for parkering, herunder betalingskrav og sanktioner.

Retten udtalte specifikt, at vilkårene, som lå til grund for kontrolgebyrerne, skulle være så fremtrædende, at de 'ikke kan overses af en normalt opmærksom bilist, der har til hensigt at parkere'.

Afgørelse i hovedtræk:

• Forbud: EuroPark blev påbudt straks at ophøre med at anvende den utydelige skiltningspraksis, som ikke klart informerede om kontrolgebyrerne og vilkårene for parkering.
• Sagsomkostninger: EuroPark blev pålagt at betale sagens omkostninger til Forbrugerombudsmanden.
• Fastsættelse: Det blev fastslået, at EuroParks praksis udgjorde en overtrædelse af princippet om god markedsføringsskik og i visse henseender aggressiv handelspraksis, da den påvirkede forbrugernes evne til at træffe en informeret beslutning uden unødigt pres.

Lidls forsvarLidl Danmark K/S argumenterede for frifindelse og hævdede, at deres markedsføring var lovlig sammenlignende reklame, som er tilladt efter MFL, forudsat at den ikke er vildledende. Lidl anførte, at:- Dokumentation: De fremlagde omfattende testresultater (både interne og eksterne), der angiveligt beviste, at deres private label-produkter havde en sammenlignelig eller højere kvalitet end de nævnte mærkevarer, hvilket legitimerede prissammenligningen.- Forbrugeroplysning: Formålet var alene at give forbrugerne relevant information om besparelsespotentialet ved at vælge Lidl, hvilket er et legitimt kommercielt hensyn.- Identifikation: Lidl påpegede, at de ikke direkte identificerede mærkevarekonkurrenterne, men blot anvendte dem som en generel reference for 'markedets førende mærke', hvilket er inden for rammerne af Markedsføringsloven § 25.Retten måtte foretage en detaljeret vurdering af de fremlagte dokumentationer for at afgøre, om sammenligningerne levede op til MFL's krav om, at de påstande, der fremsættes i markedsføringen, skal kunne dokumenteres og ikke må være vildledende for gennemsnitsforbrugeren.