Sag om Kontekaftalen: Krav om kompensation for afbrydelser og kapacitetsbegrænsninger samt CO2-kvoter

Sagen omhandlede en dybtgående kommerciel tvist mellem to tyske Vattenfall-selskaber (50Hertz og Vattenfall Trading) og danske Dong Energy Thermal Power A/S vedrørende en langvarig aftale om køb og salg af fast transmissionskapacitet på et stort offshore transmissionskabel mellem Danmark og Tyskland.

Konfliktens kerne

Konflikten opstod, da Dong Energy (Sagsøgte) i 2018 ensidigt ophævede en væsentlig del af aftalen med henvisning til væsentligt ændrede markedsvilkår og uforudsete tekniske udfordringer, som ifølge Dong Energy umuliggjorde den kommercielle drift af den reserverede kapacitet. Vattenfall-selskaberne (Sagsøgerne) gjorde gældende, at der var tale om et væsentligt misligholdelsesbrud på aftalen, der faldt ind under reglerne for handelskøb, og krævede erstatning for tabt fortjeneste og de omkostninger, der var forbundet med genudbud af kapaciteten.

Sagsøgernes primære argumenter:

• Dong Energy havde ikke ret til at opsige aftalen, da de påberåbte ændringer i markedsvilkårene var forudsigelige kommercielle risici.
• Den tekniske force majeure var ikke tilstrækkeligt dokumenteret, og Dong havde forsømt sin pligt til at begrænse tabet.
• Sagsøgerne havde lidt et tab på over 150 millioner DKK som følge af misligholdelsen.

Sagsøgtes forsvar og biintervenientens rolle

Dong Energy argumenterede for frifindelse, idet de hævdede, at:

• Aftalen indeholdt en hardship-klausul, der muliggjorde genforhandling eller ophævelse ved uforudsete, byrdefulde ændringer i forudsætningerne.
• Reguleringen af elmarkedet, især efter nye EU-forordninger, havde fundamentalt ændret den økonomiske basis for aftalen.

Dong Energy udtalte, at "de regulatoriske ændringer siden aftalens indgåelse havde gjort det umuligt at drive den kapacitet rentabelt, hvilket udgjorde en retsgyldig forudsætningsbrist."

Energinet.dk, som blev adciteret i sagen, bidrog med oplysninger om det danske transmissionsnets struktur og de regulatoriske rammer. Deres rolle var primært at fastlægge rammerne for den offentlige regulering af kapacitetsaftaler, hvilket var centralt for rettens vurdering af forudsætningsbristen.

Rettens vurdering af aftaleforholdet

Retten lagde vægt på, at selvom aftalen var kompleks og relaterede sig til et reguleret marked, skulle den behandles efter de almindelige principper for erhvervsretlige aftaler. Retten anvendte analogt om handelskøb, idet kapacitetsrettigheder betragtes som kommercielle rettigheder, der kræver hurtig reaktion ved misligholdelse.