Sag om fortolkning af garanti vedrørende solcellemoduler – Anfordringsgaranti?

Sagen omhandlede et krav fra sagsøger, Risen Energy Co., Ltd. (herefter "Risen Energy"), mod sagsøgte, European Energy A/S (herefter "European Energy"), om betaling af USD 7.178.254,73 i medfør af en moderselskabsgaranti. Beløbet vedrørte levering af "photovoltaic solar power modules" under en kontrakt indgået mellem Risen Energy og European Energys datterselskab, EE Construction DK ApS (herefter "EE Construction").

Baggrund for Kontrakter og Garanti

I 2020 og 2021 indgik Risen Energy-koncernen og European Energy-koncernen fire kontrakter om levering af solcellemoduler, herunder den såkaldte "86MW-kontrakt" (RS/EU-A-EE-21032202 af 30. marts 2021), som var genstand for denne sag. Under 86MW-kontrakten skulle EE Construction betale ca. USD 20 millioner. For at sikre betalingen og for at European Energy kunne opnå øget kreditforsikring hos det kinesiske statsejede selskab SINOSURE, udstedte European Energy en moderselskabsgaranti til fordel for Risen Energy den 7. maj 2021.

Garantiens ordlyd var central for tvisten, især punkt 1.1 og 2.2:

• Punkt 1.1: "Subject to the terms and conditions of this Guarantee, the Guarantor guarantees to the Beneficiary the full payment of any amount, which are payable and due by the Buyer under the Sales agreement to the Beneficiary."
• Punkt 2.2: "Any money payable by the Guarantor under this Guarantee must be paid within 15 Business Days from the Beneficiary's demand in immediately available funds to the account of the Beneficiary, however provided that the Beneficiary has made statement to the Guarantor that Buyer failed to perform any payment under the Sales agreement."

Tvisten om Garantiens Natur

European Energy afviste Risen Energys betalingsanmodning med henvisning til, at garantien ikke var en anfordringsgaranti, og at der forelå modkrav og tvister i det underliggende kontraktforhold, som var underlagt voldgift. Risen Energy fastholdt, at garantien var en anfordringsgaranti, der forpligtede European Energy til at betale alene mod en erklæring om EE Constructions misligholdelse, uafhængigt af det underliggende forhold.

Parterne fremlagde vidneforklaringer og korrespondance, der belyste forhandlingerne om garantien i 2019 (for Hanstholmvej-projektet, som dannede skabelon) og i 2021 (for 86MW-kontrakten). Risen Energy mente, at ordlyden i punkt 2.2, især "demand" og "statement", gjorde den til en anfordringsgaranti, og at dette var et kommercielt kompromis i forhold til deres standardbetingelser, der krævede bankgarantier på anfordring.

European Energy anførte derimod, at garantien var en simpel kaution, og at ordlyden "payable and due" i punkt 1.1 betød, at betalingsforpligtelsen var accessorisk til det underliggende gældsforhold. De fremhævede, at punkt 2.2 var placeret under afsnittet "Limitation of Liability", hvilket indikerede en begrænsning, ikke en udvidelse til en anfordringsgaranti. European Energy argumenterede desuden, at garantien primært var tiltænkt at facilitere SINOSURE-kredit, ikke at være en selvstændig betalingssikkerhed.

Force Majeure og Modkrav

I efteråret 2021 blev Risen Energy ramt af "dual control energy consumption policy" i Kina, der medførte strømafbrydelser og produktionsbegrænsninger. Risen Energy påberåbte sig force majeure for manglende leverancer under 86MW-kontrakten (delvist) samt 105MW- og 198MW-kontrakterne (fuldt ud). EE Construction afviste force majeure og ophævede kontrakterne, idet de fremsatte modkrav for tab, herunder dækningskøb og tab af produktgarantier. Disse modkrav var genstand for en verserende voldgiftssag mellem EE Construction og Risen Energy-koncernen.

European Energy gjorde gældende, at Risen Energys krav var åbenbart uberettiget på grund af disse modkrav, og at produktgarantierne bortfaldt, da EE Construction ikke havde betalt de leverede moduler. Risen Energy bestred modkravene og anførte, at de var udokumenterede og irrelevante for garantisagen, da en anfordringsgaranti er uafhængig af det underliggende forhold.

Fakturerede Beløb

De fem fakturaer, som Risen Energy krævede betaling for under 86MW-kontrakten, havde følgende forfaldsdatoer og beløb:

Det samlede krav på USD 7.178.254,73 fremkom efter fratrækning af en forudbetaling på USD 373.736,89, som EE Construction havde foretaget for ikke-leverede solcellemoduler under 86MW-kontrakten.

Sø- og Handelsretten frifandt European Energy A/S for Risen Energys krav. Retten fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt garantien var en anfordringsgaranti, skulle afgøres ud fra garantiens ordlyd, da tidligere drøftelser om lignende garantier for andre kontraktforhold ikke var afgørende. Retten bemærkede, at overskriften "GUARANTEE" var neutral.

Retten fandt, at garantiens præambel og punkt 1.1, der henviste til betaling af beløb, som var "payable and due by the Buyer under the Sales agreement", betød, at opfyldelse af garantien var betinget af, at beløbet faktisk var forfaldent og skyldigt. Selvom punkt 2.2 nævnte, at betaling skulle ske inden for 15 bankdage fra begunstigedes krav med en erklæring om købers misligholdelse, ændrede dette ikke betingelsen om, at fordringen skulle være "payable and due".

Retten lagde vægt på, at punkt 2.2 var placeret under afsnittet "Limitation of Liability", hvilket indikerede, at bestemmelsen var en begrænsning af garantens ansvar, ikke en udvidelse til en anfordringsgaranti. Retten konkluderede, at ordlyden af garantien nødvendiggjorde en vurdering af det underliggende krav, hvilket er uforeneligt med en anfordringsgaranti.

Under henvisning til garantiens uklare ordlyd og anfordringsgarantiens indgribende natur, der kræver en indskrænkende fortolkning, fandt retten, at garantien vedrørende 86MW-kontrakten ikke var en anfordringsgaranti. Retten tog ikke stilling til de underliggende kontraktforhold, herunder spørgsmål om misligholdelse eller force majeure, da disse var underlagt verserende voldgiftssager.

European Energy A/S blev frifundet, og Risen Energy Co., Ltd. blev pålagt at betale sagsomkostninger til European Energy A/S på 1.250.000 kr. med forrentning efter Renteloven § 8 a.

Dommen er anket til Østre Landsret den 23. januar 2024. Sagen er sluttet ved Østre Landsret den 24. juni 2024.