Varemærke- og designkrænkelse ved markedsføring af uoriginale reservedele til Volvo lastbiler

Sø- og Handelsretten gav Volvo delvist medhold i forbuds- og betalingspåstandene.

Varemærkekrænkelser: Retten fandt, at Europarts anvendelse af Volvos varemærker i 27 af de 39 omstridte kataloger/brochurer var retsstridig. Særligt den fremtrædende brug af VOLVO på forsider og i overskrifter uden tydelig reference til, at delene kun "passer til" Volvo, var i strid med god markedsføringsskik, da det kunne give indtryk af en erhvervsmæssig forbindelse til Volvo. Kataloger udelukkende brugt internt blev frifundet.

Designkrænkelse: Europart blev pålagt forbud mod salg, import, eksport og markedsføring af de 196 designkrænkende reservedele (bilag 18), jf. Designloven § 9.

Tilbagekaldelse og destruktion (påbud 3 & 4): Påbud om tilbagekaldelse og destruktion af designkrænkende reservedele fra kunder (påstand 3) blev afvist som uforholdsmæssigt, da reservedelene sandsynligvis allerede var monteret, og der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at de udgjorde en sikkerhedsrisiko. Påbud 4 blev afvist grundet uklar formulering.

Økonomisk kompensation (Påstand 6): Volvo fik ikke tilkendt erstatning for tabt salg eller renommé, da tabet ikke var tilstrækkeligt godtgjort. Retten tilkendte dog:

• Vederlag for varemærkekrænkelse: DKK 2.000.000 skønsmæssigt for uagtsom brug i strid med Varemærkeloven § 43 og Markedsføringsloven § 3.
• Vederlag/Erstatning for designkrænkelse: DKK 55.000 svarende til Europarts dokumenterede fortjeneste ved salget af de designkrænkende produkter, fratrukket salg til Volvo selv.

Samlet betalingsbeløb: DKK 2.055.000 plus procesrente.

Offentliggørelse (Påstand 5): Europart pålægges at offentliggøre domskonklusionen på forsiden af virksomhedens hjemmeside, www.europartteknik.dk, i 14 dage med link til den fulde dom, jf. Varemærkeloven § 44a.

Sagsomkostninger: Europart Danmark A/S blev dømt til at betale Volvo Lastvagnar AB DKK 3.341.055 i sagsomkostninger, inklusive udgifter afholdt i bevissikringssagen.

I en delafgørelse af 5. oktober 2021 fastslog Sø- og Handelsretten, at Lokdams varemærke havde opnået særpræg gennem indarbejdelse for ydelsesklasse 43 (mad og drikke, midlertidig indkvartering) på ansøgningstidspunktet i 2008, men ikke for klasse 41 (uddannelses- og underholdningsvirksomhed).

De sagsøgtes argumenter

De sagsøgte påstod frifindelse, idet de gjorde gældende:

• Lokdams mærke var et svagt varemærke med snæver beskyttelse, da ordene var beskrivende (Kokkedal: geografisk, Slot: art/beskaffenhed).
• Tilføjelsen af "Copenhagen" eliminerede forvekslingsrisikoen. Eksperterklæringen (skønserklæringen) indikerede, at risikoen for forveksling og substitution var "forsvindende lille" grundet den geografiske afstand (461 km).
• Anvendelsen af navnet på den faste ejendom var berettiget i henhold til 1992-varemærkelovens § 5, stk. 1 og skete i overensstemmelse med god markedsføringsskik, da de aktivt søgte at undgå forveksling.
• Lokdams krav om 10 mio. kr. i kompensation var urealistisk og ikke i overensstemmelse med rimelighedskravet i branchen, hvor licensafgifter for navne typisk var meget lave.
• Størstedelen af kravet var forældet, da kun krænkelser efter 10. februar 2014 kunne gøres gældende, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1.

Lokdams argumenter

Lokdam fastholdt, at:

• Der var direkte forvekslelighed, da kernen i mærket, "Kokkedal Slot", var identisk. Tilføjelsen af "Copenhagen" var en svag tilføjelse, der snarere antydede en kæde- eller franchisevirksomhed og dermed skabte association.
• De sagsøgte handlede i ond tro, da de var bekendt med Lokdams ældre rettigheder og tidligere trusler om retslige skridt (e-mail 2011), hvilket gjorde deres handlinger illoyale og i strid med god markedsføringsskik.
• Der var dokumenterede tilfælde af faktisk forveksling, hvor kunder mødte op på det forkerte slot.
• Det rimelige vederlag skulle fastsættes ud fra en royaltyprocent på 5% af de sagsøgtes omsætning, baseret på branchepraksis for koncepthoteller og Driftsselskabets egen forpagtningsaftale (hvor afgiften svarer til ca. 5% af tidligere omsætning).

Retten lagde vægt på, at på trods af den geografiske afstand, var der en vis forvekslingsrisiko, særligt fordi de to virksomheder var artslige og begge parter drev slotshoteller. Denne risiko, kombineret med de sagsøgtes viden om tvisten, betød, at anvendelsen af "Kokkedal Slot Copenhagen" ikke var i overensstemmelse med god markedsføringsskik.