Forældelsesloven § 3

Forarbejder til Forældelsesloven § 3

Det foreslås, at grundtrækkene i den ordning, som i dag gælder for de fordringer, som er omfattet af 1908-loven – dvs. en forholdsvis kort frist, der kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med en længere absolut frist – bevares og gøres til det almindelige udgangspunkt, dvs. således at dette system som udgangspunkt også anvendes på de fordringer, som efter gældende ret alene er omfattet af Danske Lov 5-14-4.

Det foreslås således i § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, at den almindelige forældelsesfrist fastsættes til 3 år fra forfaldstidspunktet, og i stk. 2, at denne frist ved ukendskab til fordringen eller skyldneren skal kunne suspenderes indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, men at forældelsesfristen højst kan være 10 år fra forfaldstidspunktet, ved erstatningskrav i anledning af personskade og miljøskadekrav dog 30 år, jf. stk. 3.

Til stk. 1

Ved bestemmelsen ændres den korte forældelsesfrist fra 5 år til 3 år, og denne frist gøres samtidig til lovens hovedregel, hvilket er ensbetydende med en ændring i forhold til gældende ret, hvorefter den 20-årige frist efter Danske Lov i princippet er udtryk for den almindelige forældelsesfrist.

Fristen på 3 år vil gælde, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Det vil sige, at der for fordringer omfattet af loven vil gælde en frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet i alle andre tilfælde end nævnt i §§ 4-14.

Forslaget indebærer i forhold til gældende ret en forkortelse af forældelsesfristen fra 5 år til 3 år for de typer af krav, der hidtil har været omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, herunder almindelige regningskrav. I forhold til visse krav, som hidtil alene har været omfattet af Danske Lov 5-14-4, og som ikke foreslås omfattet af en af særreglerne i forslagets §§ 4-14, indebærer forslaget en mere betydelig forkortelse af forældelsesfristen.

Det drejer sig bl.a. om krav, der støttes på aftaler om overdragelse af fast ejendom, herunder krav i anledning af mangler ved fast ejendom. Forældelsesreglerne vil – ligesom efter gældende ret – alene have betydning i tilfælde, hvor den særlige huseftersynsordning efter kapitel 1 i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom ikke finder anvendelse. Efter forslaget vil der i disse tilfælde gælde en forældelsesfrist på 3 år regnet fra det tidspunkt, da manglen er eller burde være opdaget, jf. suspensionsreglen i stk. 2. Krav vil dog ikke kunne gøres gældende, når der er forløbet 10 år fra overtagelsestidspunktet, jf. stk. 3. På grund af den ulovbestemte reklamationsregel vil manglen imidlertid – på samme måde som efter gældende ret – skulle påberåbes over for sælgeren inden rimelig tid efter, at den er eller burde være konstateret, idet kravet i modsat fald vil fortabes.

Også i relation til visse selskabsretlige krav er der tale om en mere betydelig forkortelse af fristen. Den almindelige ordning vil således også omfatte et selskabs krav på indbetaling af indskud, en indløst aktionærs krav på indløsningssummen, en udtrædende interessents, andelshavers eller foreningsmedlems krav på udbetaling af en andel af fællesskabets formue og selskabs- og foreningsdeltageres krav på andel i et likvidationsoverskud. Også krav på aktieudbytte og andet udbytte til selskabs- eller foreningsmedlemmer foreslås omfattet af den almindelige ordning.

Af andre typer af krav, som hidtil alene har været omfattet af Danske Lov 5-14-4, men som foreslås omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år (med suspensionsmulighed), kan nævnes erstatningskrav for arealafståelsen i anledning af ekspropriation, krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven, det offentliges krav mod en strafafsoner for udgifter til ophold og forplejning under afsoningen, det offentliges krav på refusion af udlagte underholdsbidrag, krav på negativ moms, berigelseskrav (bortset fra visse tilbagesøgningskrav, der hidtil har været omfattet af 1908-loven), krav på erstatning for uberettiget salg af pantsatte aktiver og krav på tilbagelevering i henhold til en aftale om depositum irregulare.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Også en umyndigs erstatningskrav mod en værge i anledning af dennes tilsidesættelse af sine pligter som værge har hidtil været omfattet af Danske Lov 5-14-4. Det foreslås i lovforslagets § 9, at den 3-årige forældelsesfrist for sådanne krav først regnes fra værgemålets ophør. Der henvises til pkt. 3.2.2.8 i de almindelige bemærkninger.

Til stk. 2

Efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordringen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret. Som en ændring i forhold til gældende ret foreslås det dog, at ukendskab til skyldnerens opholdssted ikke skal være omfattet af suspensionsreglen, men i stedet af en generel regel om tillægsfrist ved uovervindelige hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen, jf. lovforslagets § 14.

At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det indebærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 3

Bestemmelsen i stk. 3 fastsætter længden af den absolutte frist i forskellige tilfælde og fastsætter endvidere begyndelsestidspunktet for denne frist i relation til erstatningskrav uden for kontrakt og krav på erstatning i kontrakt for personskade eller miljøskade. For andre fordringer end de nævnte følger begyndelsestidspunktet for den lange frist af den almindelige regel i lovforslagets § 2.

Det foreslås som almindelig regel, at den absolutte frist fastsættes til 10 år regnet fra det begyndelsestidspunkt, der følger af § 2, jf. stk. 3, nr. 3. For krav på erstatning i eller uden for kontrakt i anledning af personskade eller skade forvoldt ved forurening foreslås en absolut frist på 30 år regnet fra tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. nr. 1. For andre krav på erstatning uden for kontrakt end de krav, der er nævnt i nr. 1, foreslås en absolut frist på 10 år regnet fra tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.4, 3.2.2.1 og 3.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Der foreslås en absolut frist på 30 år for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og krav på erstatning for skade forvoldt ved forurening. Begyndelsestidspunktet for fristen på 30 år foreslås fastsat til tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør.

I forhold til gældende ret indebærer forslaget for disse tilfælde en forlængelse af den absolutte frist fra 20 år til 30 år.

Efter gældende ret vedrørende Danske Lov 5-14-4 er det altovervejende udgangspunkt, at den 20-årige frist ikke kan suspenderes, dvs. at den ikke kan fraviges ved undskyldelig uvidenhed om kravet eller skyldneren. I retspraksis er dette udgangspunkt dog blevet fraveget i et enkelt tilfælde, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1989.1108 H. Den foreslåede frist på 30 år vil ikke kunne suspenderes i noget tilfælde, og på dette punkt er der således for så vidt tale om en ændring i forhold til gældende ret.

Det foreslåede begyndelsestidspunkt – tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør – indebærer bl.a., at hvis skaden er forårsaget af en handling eller påvirkning, der strækker sig over en længere periode, f.eks. i forbindelse med forurening af jord ved spild eller lækage, er begyndelsestidspunktet den skadevoldende handlings eller påvirknings ophør. Hvor den skadevoldende handling er foretaget på et bestemt tidspunkt – f.eks. påkørsel af en cyklist – vil begyndelsestidspunktet være datoen for denne hændelse. Ved produktansvar er tidspunktet for den skadevoldende handling det tidspunkt, da den ansvarlige producent mv. bragte det skadevoldende produkt i omsætning, jf. produktansvarslovens § 14, stk. 2. Produktansvarslovens § 14, stk. 2, foreslås i øvrigt ændret ved § 6 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), men der foreslås ingen ændringer på dette punkt.

Begrebet »skadevoldende handling« omfatter også tilfælde, hvor den skadevoldende adfærd mest naturligt beskrives som en undladelse, f.eks. undladelse af at træffe effektive foranstaltninger mod kemikalieudslip.

Den foreslåede bestemmelse omfatter dels krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, dels krav på erstatning for skade forvoldt ved forurening.

Ad personskadekrav

Dette led af bestemmelsen omfatter erstatning og godtgørelse for personskade, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter, tab eller forringelse af erhvervsevne, godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén og tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens §§ 1-9 og § 26. Bestemmelsen omfatter også forsørgertabserstatning mv., jf. erstatningsansvarslovens §§ 12- 14 a, og godtgørelse til efterladte, jf. erstatningsansvarslovens § 26 a.

Godtgørelseskrav, f.eks. krav på tort- eller méngodtgørelse, er kun omfattet af reglen, hvis godtgørelseskravet opstår i forbindelse med en personskade. Andre godtgørelseskrav, f.eks. krav på tortgodtgørelse i anledning af ærekrænkelse, vil være omfattet af den 10-årige frist i nr. 3.

Bestemmelsen omfatter alle krav på erstatning eller godtgørelse for personskade, uanset om kravet baserer sig på reglerne om erstatning uden for kontraktforhold eller på lovgivning, der kan danne grundlag for sådanne krav, f.eks. arbejdsskadesikringsloven.

Bestemmelsen gælder også ved personskade i kontraktforhold, f.eks. hvis en ejer af en ejendom kommer til skade i forbindelse med en håndværkers udførelse af arbejde på huset, eller hvis en lejer af en fast ejendom kommer til skade som følge af udlejers manglende vedligeholdelse af det udlejede.

Ad miljøskadekrav

Efter forslaget til stk. 3, nr. 1, vil der gælde en absolut forældelsesfrist på 30 år for miljøskadekrav. Fristen vil skulle regnes fra den skadevoldende handlings ophør.

Reglen omfatter både krav på personskadeerstatning og anden erstatning i anledning af forurening som nævnt i bestemmelsen, herunder også miljømyndighedernes eventuelle erstatningsretlige krav.

Begrebet »miljøskade« afgrænses på samme måde som efter miljøskadeerstatningsloven, dvs. som skade, der forvoldes ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende.

I modsætning til miljøskadeerstatningslovens § 1, der er begrænset til alene at omfatte forurening som led i erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet, foreslås, at bestemmelsen også skal omfatte private forurenere.

Bestemmelsen vil også gælde i tilfælde, der har karakter af erstatning i kontrakt, eksempelvis tilfælde, hvor forureningen er forvoldt af en lejer af en fast ejendom.

Efter miljøskadeerstatningsloven gælder der et objektivt ansvar for den, der forårsager en miljøskade omfattet af loven, jf. denne lovs § 3, stk. 1. Efter lovens § 6 gælder for erstatningskrav efter loven en forældelsesfrist på 5 år med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 30 år regnet fra den hændelse, der har forvoldt skaden. I forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 4736 ff og 4759 ff, anføres, at begyndelsestidspunktet for den lange frist som udgangspunkt er det tidspunkt, da den skadegørende handling eller undladelse blev foretaget, dog ved personskade det tidspunkt, da skadelidte fysisk udsættes for den skadelige påvirkning.

Ved § 5 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), foreslås miljøskadeerstatningslovens § 6 ændret, således at erstatningskrav efter loven som udgangspunkt forældes efter forældelsesloven. For så vidt angår forældelsesfristens begyndelsestidspunkt foreslås dog, at den gældende retstilstand opretholdes. Det indebærer, at begyndelsestidspunktet for skader omfattet af miljøskadeerstatningsloven i relation til personskade vil kunne være et senere tidspunkt end begyndelsestidspunktet for skader, som ikke er omfattet af miljøskadeerstatningsloven.

Til nr. 2

For andre erstatningskrav uden for kontrakt end nævnt i nr. 1 foreslås en absolut frist på 10 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør. I forhold til gældende ret er der tale om en forkortelse af den absolutte frist fra 20 år til 10 år.

Vedrørende den nærmere forståelse af det foreslåede begyndelsestidspunkt henvises til bemærkningerne vedrørende bestemmelsen i stk. 3, nr. 1, der indeholder samme begyndelsestidspunkt.

Bestemmelsen omfatter krav på erstatning uden for kontrakt for anden skade end personskade, dvs. tingsskade og anden formueskade, dog bortset fra krav på tingsskadeerstatning i anledning af forurening, som er omfattet af nr. 1.

Forslaget indebærer bl.a., at der vil gælde en absolut frist af samme længde for tingsskadekrav efter forældelsesloven som efter produktansvarsloven, jf. produktansvarslovens § 14, stk. 2, som også omfatter tingsskade. Produktansvarslovens § 14, stk. 2, foreslås i øvrigt ændret ved § 6 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), men der foreslås ingen ændringer på dette punkt.

Tingsskadekrav mv. i kontrakt er omfattet af hovedreglen i nr. 3, dvs. en frist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. § 2, stk. 1.

Til nr. 3

Bestemmelsen indebærer, at den absolutte frist i andre tilfælde end dem, der er omfattet af nr. 1 og 2, er 10 år regnet fra begyndelsestidspunktet efter § 2.

Dette er i forhold til gældende ret ensbetydende med en ændring af den lange frist, jf. Danske Lov 5-14-4, fra 20 år regnet fra stiftelsestidspunktet til 10 år regnet fra forfaldstidspunktet.

Ved entreprise- og rådgivningsaftaler inden for byggebranchen vil der efter forslaget – i det omfang, reklamationsreglerne i AB 92, ABT 93 eller ABR 89 ikke finder anvendelse – gælde en absolut frist på 10 år regnet fra afleveringstidspunktet. I det omfang AB 92, ABT 93 eller ABR 89 vedtages, gælder en frist på 5 år, jf. dog lovforslagets § 26, stk. 2, om lovens ufravigelighed i tilfælde, hvor fordringshaveren er forbruger.

Ved krav i henhold til aftaler om overdragelse af fast ejendom vil der tilsvarende gælde en absolut frist på 10 år fra forfaldstidspunktet, hvilket ved krav i anledning af mangler vil sige overtagelsestidspunktet.

Er der tale om krav i anledning af fejlagtig rådgivning, vil der gælde en absolut frist på 10 år regnet fra misligholdelsestidspunktet, hvilket vil sige det tidspunkt, da fejlen begås, eller det fejlagtige råd gives.