Forarbejder til Designloven § 9
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 9 og 12(1). Bestemmelsen præciserer indholdet af designretten.
Stk. 1
er en gennemførelse af direktivets artikel 12 (1). I overensstemmelse med den gældende mønsterlovs § 5 fastslår bestemmelsen, at designretten giver adgang til at forbyde andre, der ikke har indehaverens samtykke, at udnytte designet. Forslaget er i overensstemmelse med den traditionelle måde at angive enerettens indhold på inden for immaterialretten. Hermed bliver det væsentligste indhold af designretten knyttet til et forbud mod, at andre uden samtykke kan udnytte designet erhvervsmæssigt, jf. eksemplerne i 2. pkt. Det følger af forholdets natur, at indehaveren selv kan udnytte designet, jf. direktivets artikel 12(1), der udtrykkeligt angiver dette.
De forhold, der nævnes i 2. pkt. som eksempler på udnyttelse, er ikke udtømmende som i den gældende lovs § 5. Bestemmelsen indeholder derfor en udvidelse i forhold til gældende ret, idet den omfatter enhver erhvervsmæssig udnyttelse. Det er imidlertid tvivlsomt, om udvidelsen vil få betydning i praksis. Forbudet mod andres uhjemlede udnyttelse af designet skal ses i sammenhæng med de indskrænkninger i designretten, som fremgår af forslaget til §§ 10-12. Disse undtagelser omfatter bl.a. udnyttelse af designet i privat øjemed og udnyttelse i forbindelse med forsøg.
Stk. 2, 1. pkt.,
er en gennemførelse af direktivets artikel 9(1). Bestemmelsen angiver, hvor langt omfanget af eneretten i stk. 1 kan udstrækkes i forhold til andre design. Den gældende lovs § 5, stk. 2, fastslår, at mønsterretten kun omfatter varer af samme eller lignende art. Lovforslaget indeholder ikke en sådan begrænsning. Det er her afgørende, hvilket helhedsindtryk den informerede bruger har af de pågældende design. Designretten omfatter således alle design, der efter den informerede brugers opfattelse giver samme helhedsindtryk, som det beskyttede design. Det vil sige, at ansøgerens klasseangivelse i henhold til Locarno-arrangementet ikke længere er bestemmende for beskyttelsens udstrækning til forskellige produktområder. Med hensyn til begrebet "den informerede bruger" henvises til bemærkningerne til forslagets § 3, stk. 3.
Stk. 2, 2. pkt.,
er en gennemførelse af direktivets artikel 9(2). Bestemmelsen fastslår, at designerens valgmuligheder ved udviklingen af designet skal lægges til grund ved vurderingen af beskyttelsesomfanget, jf. forslaget til § 3, stk. 3. Hvor designeren kun har meget få valgmuligheder i forbindelse med udformningen af et produktets udseende, fordi det skal opfylde en bestemt funktion, vil designretten alligevel kunne gøres gældende, selv om helhedsindtrykket ikke adskiller sig fra helhedsindtrykket af andre design i samme omfang, som det ellers kræves.
