Stadfæstelse af afslag på miljøgodkendelse og placeringstilladelse til havbrug i Kattegat

Klagens centrale punkter

Klageren anførte, at Miljøstyrelsen havde foretaget en forkert retsanvendelse ved at tolke reglerne som et de facto-forbud mod nye aktiviteter. Der blev henvist til, at projektet i sig selv ikke ville ændre tilstandsklassen for de enkelte kvalitetselementer, og at styrelsen burde have foretaget en mere konkret vurdering i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, herunder Weser-dommen. Klageren mente desuden, at det miljøfaglige grundlag var mangelfuldt, da styrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde inddraget specifikke rapporter om miljøeffekter fra standardhavbrug.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Miljøstyrelsens afslag. Nævnet fandt, at projektet ville medføre en direkte eller indirekte påvirkning af vandområder, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvilket er i strid med Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter § 8, stk. 3.

Retligt grundlag for afgørelsen

Nævnet lagde vægt på, at medlemsstaterne i henhold til Vandrammedirektivet er forpligtede til at nægte godkendelse af projekter, der kan medføre forringelse eller hindre opnåelse af god tilstand. Da der i de relevante områder er konstateret et konkret behov for at reducere mængden af kvælstof for at nå miljømålene, udgør en merudledning en saglig begrundelse for afslag efter Miljøbeskyttelsesloven § 33, stk. 1.

Nævnet er enigt med Miljøstyrelsen i, at det ansøgte projekt vil indebære en udledning til en række vandområder, hvori der ikke er målopfyldelse, og at det ansøgte projekt dermed vil være i strid med indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, idet projektet indebærer en udledning af kvælstof til vandområder, hvor der er konstateret behov for at reducere mængden af kvælstof.

Forholdet til placeringstilladelse og undtagelser

Vedrørende placeringstilladelsen efter Fiskeriloven § 66, stk. 1, vurderede nævnet, at kvælstofudledning er et sagligt hensyn, der kan indgå i den samlede vurdering efter Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug § 3, stk. 3. Nævnet bemærkede endvidere, at man ikke har kompetence til at efterprøve Miljøstyrelsens vurdering af, om der kunne meddeles dispensation under særlige omstændigheder jf. Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter § 8, stk. 4, da denne beføjelse ligger hos styrelsen selv.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering

Nævnet fandt, at Miljøstyrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde vurderet den kumulative effekt af fosforudledning til Ringkøbing Fjord, og om udledningen af salt og tungmetaller kunne påvirke Natura 2000-området. Nævnet vurderede også, at Qmm-værdien (medianminimumsvandføringen) burde verificeres.