Search for a command to run...
LBK nr 1093 af 11/10/2024
Miljø- og Ligestillingsministeriet
|
@@ -1,28 +1,28 @@
|
|
| 1 |
==Oversigt (indholdsfortegnelse)==
|
| 2 |
| **Kapitel** | **Formål m.v.** |
|
| 3 |
|-------------|-----------------------------------------------------------------------------------------------------|
|
| 4 |
| Kapitel 1 | Formål m.v. |
|
| 5 |
| Kapitel 2 | Almindelige bestemmelser |
|
| 6 |
| Kapitel 2 a | Miljømærkeordninger |
|
| 7 |
| Kapitel 2 b | Pant- og rabatordninger |
|
| 8 |
| Kapitel 2 c | Udvidet producentansvar |
|
| 9 |
| Kapitel 2 d | Mål for nedbringelse af den samlede forurening |
|
| 10 |
| Kapitel 2 e | Særlige bemyndigelsesbestemmelser |
|
| 11 |
-
| Kapitel 2 f | Miljøzoner
|
| 12 |
| Kapitel 2 g | Forebyggelse af forurening og andre uhygiejniske forhold, herunder rottebekæmpelse |
|
| 13 |
| Kapitel 2 h | Tilskud til projekter beskrevet i den regionale udviklingsstrategi |
|
| 14 |
| Kapitel 3 | Beskyttelse af jord og grundvand |
|
| 15 |
| Kapitel 4 | Beskyttelse af overfladevand |
|
| 16 |
| Kapitel 5 | Forurenende virksomhed |
|
| 17 |
| Kapitel 6 | Affald og bygge- og anlægsmaterialer |
|
| 18 |
-
| Kapitel 7 | Affaldsforebyggelsesplan,
|
| 19 |
| Kapitel 8 | Ekspropriation m.v. |
|
| 20 |
| Kapitel 9 | Tilsyn |
|
| 21 |
| Kapitel 9 a | Miljøskade |
|
| 22 |
| Kapitel 10 | Administrative bestemmelser |
|
| 23 |
| Kapitel 11 | Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet |
|
| 24 |
| Kapitel 11 a| Klage til Energiklagenævnet |
|
| 25 |
| Kapitel 12 | Søgsmål |
|
| 26 |
| Kapitel 13 | Straf |
|
| 27 |
| Kapitel 14 | Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser |
|
| 28 |
|
|
|
|
| 1 |
==Oversigt (indholdsfortegnelse)==
|
| 2 |
| **Kapitel** | **Formål m.v.** |
|
| 3 |
|-------------|-----------------------------------------------------------------------------------------------------|
|
| 4 |
| Kapitel 1 | Formål m.v. |
|
| 5 |
| Kapitel 2 | Almindelige bestemmelser |
|
| 6 |
| Kapitel 2 a | Miljømærkeordninger |
|
| 7 |
| Kapitel 2 b | Pant- og rabatordninger |
|
| 8 |
| Kapitel 2 c | Udvidet producentansvar |
|
| 9 |
| Kapitel 2 d | Mål for nedbringelse af den samlede forurening |
|
| 10 |
| Kapitel 2 e | Særlige bemyndigelsesbestemmelser |
|
| 11 |
+
| Kapitel 2 f | Miljøzoner og nulemissionszoner |
|
| 12 |
| Kapitel 2 g | Forebyggelse af forurening og andre uhygiejniske forhold, herunder rottebekæmpelse |
|
| 13 |
| Kapitel 2 h | Tilskud til projekter beskrevet i den regionale udviklingsstrategi |
|
| 14 |
| Kapitel 3 | Beskyttelse af jord og grundvand |
|
| 15 |
| Kapitel 4 | Beskyttelse af overfladevand |
|
| 16 |
| Kapitel 5 | Forurenende virksomhed |
|
| 17 |
| Kapitel 6 | Affald og bygge- og anlægsmaterialer |
|
| 18 |
+
| Kapitel 7 | Affaldsforebyggelsesplan, genanvendelse og renere teknologi |
|
| 19 |
| Kapitel 8 | Ekspropriation m.v. |
|
| 20 |
| Kapitel 9 | Tilsyn |
|
| 21 |
| Kapitel 9 a | Miljøskade |
|
| 22 |
| Kapitel 10 | Administrative bestemmelser |
|
| 23 |
| Kapitel 11 | Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet |
|
| 24 |
| Kapitel 11 a| Klage til Energiklagenævnet |
|
| 25 |
| Kapitel 12 | Søgsmål |
|
| 26 |
| Kapitel 13 | Straf |
|
| 27 |
| Kapitel 14 | Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser |
|
| 28 |
|
| Nr 3: | I overskriften til kapitel 7 udgår »genbrug,«. |
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 8 , at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1, nr. 5, nævnte henlæggelser til planlagte investeringer, herunder vilkår om sammenhæng til affaldsplaner og om kommunalbestyrelsens beslutning om henlæggelser på baggrund af konkrete, planlagte og budgetterede investeringer og deres finansiering.
Det foreslås, at § 48, stk. 8, ændres således, at »stk. 1, nr. 5« ændres til »stk. 1, nr. 4«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2 om, at miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, nr. 2, ophæves, hvorefter stk. 1, nr. 3-5, bliver til stk. 1, nr. 2-4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
|
@@ -1,14 +1,59 @@
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse1)
|
| 2 |
|
| 3 |
-
Herved bekendtgøres lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 28
|
| 4 |
|
| 5 |
-
De ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 463 af 15
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 6 |
|
| 7 |
-
Den ændring, der følger af § 1, nr. 2, i lov nr. 45 af 23
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 8 |
|
| 9 |
-
De ændringer, der følger af § 1, nr. 49 og 53, i lov nr. 807 af 9
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 10 |
|
| 11 |
-
De ændringer, der følger af § 1, nr. 4 og 14, i lov nr. 898 af 21
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 12 |
|
| 13 |
-
De ændringer, der følger af § 1, nr. 1 og 7, i lov nr. 745 af 13
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 14 |
|
|
|
|
| 1 |
+
==Oversigt (indholdsfortegnelse)==
|
| 2 |
+
| **Kapitel** | **Formål m.v.** |
|
| 3 |
+
|-------------|-----------------------------------------------------------------------------------------------------|
|
| 4 |
+
| Kapitel 1 | Formål m.v. |
|
| 5 |
+
| Kapitel 2 | Almindelige bestemmelser |
|
| 6 |
+
| Kapitel 2 a | Miljømærkeordninger |
|
| 7 |
+
| Kapitel 2 b | Pant- og rabatordninger |
|
| 8 |
+
| Kapitel 2 c | Udvidet producentansvar |
|
| 9 |
+
| Kapitel 2 d | Mål for nedbringelse af den samlede forurening |
|
| 10 |
+
| Kapitel 2 e | Særlige bemyndigelsesbestemmelser |
|
| 11 |
+
| Kapitel 2 f | Miljøzoner og nulemissionszoner |
|
| 12 |
+
| Kapitel 2 g | Forebyggelse af forurening og andre uhygiejniske forhold, herunder rottebekæmpelse |
|
| 13 |
+
| Kapitel 2 h | Tilskud til projekter beskrevet i den regionale udviklingsstrategi |
|
| 14 |
+
| Kapitel 3 | Beskyttelse af jord og grundvand |
|
| 15 |
+
| Kapitel 4 | Beskyttelse af overfladevand m.v. |
|
| 16 |
+
| Kapitel 5 | Forurenende virksomhed |
|
| 17 |
+
| Kapitel 6 | Affald og bygge- og anlægsmaterialer |
|
| 18 |
+
| Kapitel 7 | Affaldsforebyggelsesplan, genanvendelse og renere teknologi |
|
| 19 |
+
| Kapitel 8 | Ekspropriation m.v. |
|
| 20 |
+
| Kapitel 9 | Tilsyn |
|
| 21 |
+
| Kapitel 9 a | Miljøskade |
|
| 22 |
+
| Kapitel 10 | Administrative bestemmelser |
|
| 23 |
+
| Kapitel 11 | Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet |
|
| 24 |
+
| Kapitel 11 a| Klage til Energiklagenævnet |
|
| 25 |
+
| Kapitel 12 | Søgsmål |
|
| 26 |
+
| Kapitel 13 | Straf |
|
| 27 |
+
| Kapitel 14 | Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser |
|
| 28 |
+
|
| 29 |
+
|
| 30 |
+
|
| 31 |
Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse1)
|
| 32 |
|
| 33 |
+
Herved bekendtgøres lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2024.2)
|
| 34 |
|
| 35 |
+
De ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 463 af 15. maj 2017 om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om
|
| 36 |
+
miljøbeskyttelse og lov om sikkerhed til søs (Implementering af dele af Hongkongkonventionen), er ikke indarbejdet i denne
|
| 37 |
+
lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af denne ændring fastsættes af miljøministeren, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 463
|
| 38 |
+
af 15. maj 2017.
|
| 39 |
|
| 40 |
+
Den ændring, der følger af § 1, nr. 2, i lov nr. 45 af 23. januar 2018 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om
|
| 41 |
+
vandforsyning m.v. (Målrettet arealbeskyttelse for at beskytte grundvandet mod pesticider), er ikke indarbejdet i denne
|
| 42 |
+
lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af denne ændring fastsættes af miljøministeren, jf. § 3, stk. 2, i lov nr. 45
|
| 43 |
+
af 23. januar 2018.
|
| 44 |
|
| 45 |
+
De ændringer, der følger af § 1, nr. 49 og 53, i lov nr. 807 af 9. juni 2020 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Implementering
|
| 46 |
+
af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger, indførelse af udvidet producentansvar for
|
| 47 |
+
emballage og modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald), er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da
|
| 48 |
+
tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af miljøministeren, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 807 af 9. juni 2020.
|
| 49 |
|
| 50 |
+
De ændringer, der følger af § 1, nr. 4 og 14, i lov nr. 898 af 21. juni 2022 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om
|
| 51 |
+
Forsyningstilsynet (Nye rammer for kommunal behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse, indsamling af erhvervsaffald,
|
| 52 |
+
genbrug på genbrugspladser og skærpet økonomisk tilsyn), er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da de træder i kraft den
|
| 53 |
+
1. januar 2027, jf. § 3, stk. 2, i lov nr. 898 af 21. juni 2022.
|
| 54 |
|
| 55 |
+
De ændringer, der følger af § 1, nr. 1 og 7, i lov nr. 745 af 13. juni 2023 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om
|
| 56 |
+
varmeforsyning, lov om elforsyning og selskabsskatteloven (Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse
|
| 57 |
+
af forbrændingsegnet affald), er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da de træder i kraft den 1. januar 2025, jf. § 5,
|
| 58 |
+
stk. 2, i lov nr. 745 af 13. juni 2023.
|
| 59 |
|
| Nr 1: | Overalt i loven ændres »lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold« til: »vandsektorloven«. |
| Nr 2: | Overskriften til kapitel 4 affattes således: »Kapitel 4Beskyttelse af overfladevand m.v.« |
Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024 (herefter benævnt miljøbeskyttelsesloven), regulerer adskillige steder i lovens kapitel 4 om beskyttelse af overfladevand, i kapitel 8 om ekspropriation og i kapitel 9 om tilsyn forhold vedr. spildevandsforsyningsselskaber, der er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.
Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold blev med lov nr. 1567 af 27. december 2019 om ændring af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og selskabsskatteloven forsynet med populærtitlen »vandsektorloven«, jf. lovens § 1, nr. 1.
Det foreslås overalt i miljøbeskyttelsesloven at ændre »lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold« til: »vandsektorloven«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der ved henvisninger i lov om miljøbeskyttelse til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold vil blive anvendt populærtitlen »vandsektorloven«.
Det følger af overskriften til miljøbeskyttelseslovens kapitel 4, at kapitlet vedrører beskyttelse af overfladevand.
Det foreslås, at overskriften til miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 affattes, således: »Beskyttelse af overfladevandområder m.v.«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, hvormed der foreslås indsat et nyt stk. 2 i § 32. Efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle fastlægge områder, hvor terrænært grundvand medfører fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, som tilhører spildevandsforsyningsselskaber omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 11, hvormed der foreslås indsat et nyt stk. 2 i § 32 b. Efter den foreslåede bestemmelse i § 32 b, stk. 2, vil spildevandsforsyningsselskaber omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, få en pligt til at forsyne områder, som kommunalbestyrelsen fastlægger i spildevandsplanen med grundvandssænkende foranstaltninger, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt. Endvidere indeholder kapitlet allerede regler, som har til formål at beskytte overfladevandområder, men som efter fast praksis også kan anvendes til at regulere støj og lugtgener fra spildevandsanlæg, jf. miljøbeskyttelseslovens § 30.
Den foreslåede ændring vil indebære, at overskriften vil være dækkende for indholdet i kapitlet, og at overskriften herudover bringes i overensstemmelse med det gældende indhold i kapitlet.
|
@@ -1,21 +1,21 @@
|
|
| 1 |
==Oversigt (indholdsfortegnelse)==
|
| 2 |
| **Kapitel** | **Formål m.v.** |
|
| 3 |
|-------------|-----------------------------------------------------------------------------------------------------|
|
| 4 |
| Kapitel 1 | Formål m.v. |
|
| 5 |
| Kapitel 2 | Almindelige bestemmelser |
|
| 6 |
| Kapitel 2 a | Miljømærkeordninger |
|
| 7 |
| Kapitel 2 b | Pant- og rabatordninger |
|
| 8 |
| Kapitel 2 c | Udvidet producentansvar |
|
| 9 |
| Kapitel 2 d | Mål for nedbringelse af den samlede forurening |
|
| 10 |
| Kapitel 2 e | Særlige bemyndigelsesbestemmelser |
|
| 11 |
-
| Kapitel 2 f | Miljøzoner
|
| 12 |
| Kapitel 2 g | Forebyggelse af forurening og andre uhygiejniske forhold, herunder rottebekæmpelse |
|
| 13 |
| Kapitel 2 h | Tilskud til projekter beskrevet i den regionale udviklingsstrategi |
|
| 14 |
| Kapitel 3 | Beskyttelse af jord og grundvand |
|
| 15 |
| Kapitel 4 | Beskyttelse af overfladevand |
|
| 16 |
| Kapitel 5 | Forurenende virksomhed |
|
| 17 |
| Kapitel 6 | Affald og bygge- og anlægsmaterialer |
|
| 18 |
| Kapitel 7 | Affaldsforebyggelsesplan, genbrug, genanvendelse og renere teknologi |
|
| 19 |
| Kapitel 8 | Ekspropriation m.v. |
|
| 20 |
| Kapitel 9 | Tilsyn |
|
| 21 |
| Kapitel 9 a | Miljøskade |
|
|
|
|
| 1 |
==Oversigt (indholdsfortegnelse)==
|
| 2 |
| **Kapitel** | **Formål m.v.** |
|
| 3 |
|-------------|-----------------------------------------------------------------------------------------------------|
|
| 4 |
| Kapitel 1 | Formål m.v. |
|
| 5 |
| Kapitel 2 | Almindelige bestemmelser |
|
| 6 |
| Kapitel 2 a | Miljømærkeordninger |
|
| 7 |
| Kapitel 2 b | Pant- og rabatordninger |
|
| 8 |
| Kapitel 2 c | Udvidet producentansvar |
|
| 9 |
| Kapitel 2 d | Mål for nedbringelse af den samlede forurening |
|
| 10 |
| Kapitel 2 e | Særlige bemyndigelsesbestemmelser |
|
| 11 |
+
| Kapitel 2 f | Miljøzoner og nulemissionszoner |
|
| 12 |
| Kapitel 2 g | Forebyggelse af forurening og andre uhygiejniske forhold, herunder rottebekæmpelse |
|
| 13 |
| Kapitel 2 h | Tilskud til projekter beskrevet i den regionale udviklingsstrategi |
|
| 14 |
| Kapitel 3 | Beskyttelse af jord og grundvand |
|
| 15 |
| Kapitel 4 | Beskyttelse af overfladevand |
|
| 16 |
| Kapitel 5 | Forurenende virksomhed |
|
| 17 |
| Kapitel 6 | Affald og bygge- og anlægsmaterialer |
|
| 18 |
| Kapitel 7 | Affaldsforebyggelsesplan, genbrug, genanvendelse og renere teknologi |
|
| 19 |
| Kapitel 8 | Ekspropriation m.v. |
|
| 20 |
| Kapitel 9 | Tilsyn |
|
| 21 |
| Kapitel 9 a | Miljøskade |
|
| Nr 1: | Overskriften til kapitel 2 f affattes således: »Kapitel 2 fMiljøzoner og nulemissionszoner«. |
Overskriften til kapitel 2 f i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2024, med senere ændringer, (herefter miljøbeskyttelsesloven), har titlen "Miljøzoner". Kapitel 2 f omfatter §§ 15 a-15 e, der alle indeholder regler vedrørende miljøzoner.
Det foreslås, at overskriften til kapitel 2 f ændres til »Miljøzoner og nulemissionszoner«.
Med den foreslåede ændring udvides overskriften til kapitel 2 f til også at omfatte nulemissionszoner. Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 10, hvor det foreslås at indsætte nye bestemmelser vedrørende nulemissionszoner i kapitel 2 f.
|
@@ -1,13 +1,13 @@
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.
|
| 2 |
|
| 3 |
-
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om, hvilke opgaver der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger. Ministeren kan ligeledes fastsætte nærmere regler om tildeling samt tilbagekaldelse af autorisationer, herunder om, at tilbagekaldelse skal kunne forlanges indbragt for domstolene, og om kontrol med det eftersyn, som de autoriserede personer udøver. Autorisation kan tilbagekaldes, såfremt den autoriserede gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed. Afgørelse om tilbagekaldelse af autorisation skal indeholde oplysninger om adgangen til at begære afgørelsen indbragt for domstolene og fristen herfor.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om gebyrer for administration af autorisationsordninger, herunder kursusgebyrer, klagegebyrer samt gebyrer for afgivelse af udtalelse, jf. stk. 5\. Gebyrerne kan anvendes til hel eller delvis dækning af omkostninger ved autorisationsordningernes administration. Gebyrerne opkræves efter bestemmelserne i § 88.
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om
|
| 8 |
|
| 9 |
1) de i stk. 1 og 2 nævnte autorisationsordninger og
|
| 10 |
|
| 11 |
2) de i stk. 3 nævnte gebyrordninger.
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer og om de nævnte myndigheders og private organisationers pligt til at afgive udtalelse om de autoriseredes virksomhed.
|
|
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om, hvilke opgaver der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger. Miljøministeren og ministeren for grøn trepart kan endvidere fastsætte nærmere regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder hvilke opgaver der skal udføres, og administration heraf. Miljøministeren og ministeren for grøn trepart kan desuden fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed. Ministeren kan ligeledes fastsætte nærmere regler om tildeling samt tilbagekaldelse af autorisationer, herunder om, at tilbagekaldelse skal kunne forlanges indbragt for domstolene, og om kontrol med det eftersyn, som de autoriserede personer udøver. Autorisation kan tilbagekaldes, såfremt den autoriserede gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed. Afgørelse om tilbagekaldelse af autorisation skal indeholde oplysninger om adgangen til at begære afgørelsen indbragt for domstolene og fristen herfor.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om gebyrer for administration af autorisationsordninger, herunder kursusgebyrer, klagegebyrer samt gebyrer for afgivelse af udtalelse, jf. stk. 5\. Gebyrerne kan anvendes til hel eller delvis dækning af omkostninger ved autorisationsordningernes administration. Gebyrerne opkræves efter bestemmelserne i § 88.
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om
|
| 8 |
|
| 9 |
1) de i stk. 1 og 2 nævnte autorisationsordninger og
|
| 10 |
|
| 11 |
2) de i stk. 3 nævnte gebyrordninger.
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer og om de nævnte myndigheders og private organisationers pligt til at afgive udtalelse om de autoriseredes virksomhed.
|
| Nr 1: | I § 7 a, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer: »Miljøministeren og ministeren for grøn trepart kan endvidere fastsætte nærmere regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder hvilke opgaver der skal udføres, og administration heraf. Miljøministeren og ministeren for grøn trepart kan desuden fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed.« |
(Til § 7 a, stk. 2, 2. pkt.)
Miljøbeskyttelsesloven indeholder i § 7 a, stk. 1, en bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige.
Miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger. Det fremgår af lovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om hvilke opgaver der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at fastsætte nærmere regler om en akkrediteringsordning for kontrol af beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning og ensilagesaft, idet § 7 a, stk. 2, 1. pkt., alene udtrykkeligt henviser til, at der kan fastsættes nærmere regler om autorisationsordninger.
Beholderkontrolbekendtgørelsen er bl.a. udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2. Derudover er der flere andre bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i bl.a. lovens § 7 a, stk. 2.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes et nyt § 7 a, stk. 2, 2. pkt . Efter den foreslåede bestemmelse kan miljøministeren og ministeren for grøn trepart fastsætte nærmere regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder hvilke opgaver der skal udføres og administration heraf.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at ministeren for grøn trepart bemyndiges til at fastsætte regler om, at kontrol af beholdere omfattet af beholderkontrolordningen vil skulle foretages af virksomheder, der er akkrediteret hertil af Den Danske Akkrediteringsfond (DANAK), eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, der er udpeget som nationalt akkrediteringsorgan i henhold til artikel 4 i akkrediteringsforordningen og med positivt resultat have været underkastet peerevaluering på inspektion i henhold til artikel 10 i akkrediteringsforordningen.
Det bemærkes, at det i Danmark er DANAK, der har til opgave at akkreditere virksomheder efter relevante standarder, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1230 af 11. december 2009 om udpegning af det nationale akkrediteringsorgan. Det er forventningen, at DANAK også vil skulle varetage opgaven med akkreditering af virksomheder, som skal udføre beholderkontrol.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer derudover, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om kravene til akkreditering, herunder at en virksomhed, der ønsker en akkreditering til beholderkontrolordningen, skal opfylde den gældende internationale standard DS/EN ISO/IEC 17020 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer”, som inspektionsorgan type A eller en anden standard, der måtte træde i stedet for denne. Det følger af denne internationale standard, at en virksomhed for at blive akkrediteret bl.a. vil skulle etablere et ledelsessystem og definere egne kompetencekriterier, ligesom en akkrediteret virksomhed vil skulle gennemføre kontrol af interne processer og systemer. Det forventes, at standarden DS/EN ISO/IEC 17020 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer” ikke kundgøres i Lovtidende, men kundgøres ved, at standarden ligger til gennemsyn i Styrelsen for Arealomlægning og Vandmiljø, jf. miljøbeskyttelseslovens § 90.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, hvor ofte akkrediteringsorganer skal kontrollere de akkrediterede virksomheder. Det forventes, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at akkrediteringsorganet skal kontrollere de akkrediterede virksomheder en gang om året.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer desuden, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, hvor ofte akkrediterede virksomheder skal foretage intern kontrol af de udførte beholderkontroller.
Bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om, hvilke opgaver de akkrediterede virksomheder skal udføre, samt nærmere krav til virksomhedernes udførelse af beholderkontrollen. Det kan eksempelvis indebære, at de akkrediterede virksomheder skal udarbejde en inspektionsrapport, der beskriver beholderens tilstand, og at inspektionsrapporten skal sendes til brugeren af beholderen inden for en bestemt frist.
Ministeriet for Grøn Trepart forventer, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at beholderkontrol efter en overgangsperiode kun må foretages af virksomheder, som er akkrediteret hertil. Ministeriet for Grøn Trepart forventer, at der i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., vil blive fastsat regler om, at autorisationen til de nuværende beholderkontrollanter således vil bortfalde.
Det forudsættes, at der ifølge miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., vil blive fastsat regler om en overgangsperiode på 3 år, hvor de nuværende beholderkontrollanter fortsat vil kunne udføre kontroller.
Herudover forudsættes det, at der i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., vil blive fastsat regler om, at de beholderkontrollanter, som har beholderkontrol som deres hovederhverv, vil kunne ansøge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om tilladelse til at udføre beholderkontroller i yderligere 2 år. En overgangsperiode som beskrevet vil dels skulle sikre, at de nuværende beholderkontrollanter har mulighed for at indrette sig efter den nye akkrediteringsordning, dels sikre tilstrækkelig tid til, at en eller flere virksomheder vil kunne nå at opnå akkreditering.
Den foreslåede bemyndigelse i § 7 a, stk. 2, 2. pkt., forventes desuden anvendt til at fastsætte regler om, at virksomheder, der opnår akkreditering efter den foreslåede ordning, vil kunne påbegynde udøvelse af beholderkontrol ved bekendtgørelsens ikrafttræden, hvilket vil sikre, at der i hele overgangsperioden vil være enten autoriserede kontrollanter eller akkrediterede virksomheder til at udføre beholderkontrol.
Det forventes, at miljøministeren og ministeren for grøn trepart tillige vil kunne anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 7 a, stk. 2, 2. pkt., til at fastsætte regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, jf. miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 1, herunder hvilke opgaver der skal udføres og administration heraf, på andre områder end området for beholderkontrol. Ministeriet for Grøn Trepart bemærker i den forbindelse, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse alene vil kunne anvendes i det omfang, at der fastsættes regler om akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, som nævnt i lovens § 7 a, stk. 1.
(Til § 7 a, stk. 2, 3. pkt.)
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke en udtrykkelig hjemmel til, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes et nyt § 7 a, stk. 2, 3. pkt. Efter den foreslåede bestemmelse kan miljøministeren og ministeren for grøn trepart fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 3. pkt., indebærer, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, at akkrediterede virksomheder skal sende den inspektionsrapport, der beskriver beholderens tilstand til den kommunalbestyrelse, som er tilsynsmyndighed.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 3. pkt., indebærer endvidere, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, at akkrediterede virksomheder skal orientere den kommunalbestyrelse, som er tilsynsmyndighed, om eventuelle fejl eller mangler ved en beholder, som ikke allerede er indeholdt i inspektionsrapporten. Det kan være fejl eller mangler, som den akkrediterede virksomhed bliver opmærksom på i forbindelse med den interne kontrol eller den eksterne kontrol, som foretages af et akkrediteringsorgan.
Det bemærkes, at både miljøministeren og ministeren for grøn trepart tillige vil kunne anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 7 a, stk. 2, 3. pkt., til at fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed, på andre områder end området for beholderkontrol. Ministeriet for Grøn Trepart bemærker i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 2, 3. pkt., alene vil kunne anvendes i det omfang, at der fastsættes regler om akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, som nævnt i lovens § 7 a, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
|
@@ -35,37 +35,36 @@
|
|
| 35 |
brug for erhvervsdrivende, kan aftale med den erhvervsdrivende, at denne overtager forpligtelsen til håndtering af udtjente
|
| 36 |
fiskeredskaber, der indeholder plast, forudsat at producenten eller importøren registrerer aftalen i producentregisteret, jf. § 9
|
| 37 |
æ.
|
| 38 |
|
| 39 |
Stk. 8.
|
| 40 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for
|
| 41 |
indsamling af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, til genanvendelse og pligt til at gøre oplysninger om producentens
|
| 42 |
eller importørens opfyldelse af disse mål offentligt tilgængelige.
|
| 43 |
|
| 44 |
Stk. 9.
|
| 45 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om
|
| 46 |
-
plast, om
|
| 47 |
|
| 48 |
-
|
|
|
|
| 49 |
|
| 50 |
-
|
|
|
|
| 51 |
|
| 52 |
-
3) bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast.
|
| 53 |
-
|
| 54 |
-
Stk.
|
| 55 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om
|
| 56 |
|
| 57 |
1) mængde og kategori af fiskeredskaber, der indeholder plast, og som er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde
|
| 58 |
nyttiggjort som affald,
|
| 59 |
|
| 60 |
2) den eksporterede mængde af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, og
|
| 61 |
|
| 62 |
3) hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 63 |
|
| 64 |
-
Stk.
|
| 65 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation
|
| 66 |
af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør
|
| 67 |
-
af stk. 2, 7, 9 og
|
| 68 |
|
| 69 |
-
Stk.
|
| 70 |
Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 8 gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i
|
| 71 |
-
hvilken form oplysningerne efter stk. 9
|
|
|
|
| 35 |
brug for erhvervsdrivende, kan aftale med den erhvervsdrivende, at denne overtager forpligtelsen til håndtering af udtjente
|
| 36 |
fiskeredskaber, der indeholder plast, forudsat at producenten eller importøren registrerer aftalen i producentregisteret, jf. § 9
|
| 37 |
æ.
|
| 38 |
|
| 39 |
Stk. 8.
|
| 40 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for
|
| 41 |
indsamling af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, til genanvendelse og pligt til at gøre oplysninger om producentens
|
| 42 |
eller importørens opfyldelse af disse mål offentligt tilgængelige.
|
| 43 |
|
| 44 |
Stk. 9.
|
| 45 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, indsamlingsordninger, tilbagetagningsordninger og bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast.
|
|
|
|
| 46 |
|
| 47 |
+
Stk. 10.
|
| 48 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyr til miljøministeren til dækning af ministerens omkostninger forbundet med udførelse af oplysningstiltag efter regler fastsat i medfør af stk. 9.
|
| 49 |
|
| 50 |
+
Stk. 11.
|
| 51 |
+
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 10, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse og om digital indbetaling af gebyret.
|
| 52 |
|
|
|
|
|
|
|
| 53 |
+
Stk. 12.
|
| 54 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om
|
| 55 |
|
| 56 |
1) mængde og kategori af fiskeredskaber, der indeholder plast, og som er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde
|
| 57 |
nyttiggjort som affald,
|
| 58 |
|
| 59 |
2) den eksporterede mængde af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, og
|
| 60 |
|
| 61 |
3) hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 62 |
|
| 63 |
+
Stk. 13.
|
| 64 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation
|
| 65 |
af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør
|
| 66 |
+
af stk. 2, 7, 9 og 12, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
|
| 67 |
|
| 68 |
+
Stk. 14.
|
| 69 |
Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 8 gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i
|
| 70 |
+
hvilken form oplysningerne efter stk. 9, 12 og 13 skal afgives.
|
| Nr 2: | § 9 h, stk. 9, ophæves, og i stedet indsættes: »Stk. 9. Miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, indsamlingsordninger, tilbagetagningsordninger og bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast. Stk. 10. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyr til miljøministeren til dækning af ministerens omkostninger forbundet med udførelse af oplysningstiltag efter regler fastsat i medfør af stk. 9. Stk. 11. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 10, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse og om digital indbetaling af gebyret.« Stk. 10-12 bliver herefter stk. 12-14. |
| Nr 3: | I § 9 h, stk. 11, der bliver stk. 13, ændres »og 10« til: »og 12«. |
| Nr 4: | I § 9 h, stk. 12, der bliver stk. 14, ændres »stk. 9-11« til: »stk. 9, 12 og 13«. |
Den gældende § 9 h i miljøbeskyttelsesloven fik sin nuværende udformning ved lov nr. 786 af 4. maj 2021. Det følger af bemærkningerne, at § 9 h har til formål at muliggøre implementering af artikel 8, stk. 8 og 9, og artikel 10 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/904/EU af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (herefter benævnt engangsplastdirektivet), jf. artikel 8 og 8 a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald med senere ændringer (herefter benævnt affaldsdirektivet), for så vidt angår udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 179 som fremsat, side 43-50.
Af § 9 h, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af tilbagetagnings-, affaldshåndterings- og oplysningsforpligtelser i forbindelse med udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, at den indeholder hjemmel til at gennemføre artikel 8, stk. 9, i engangsplastdirektivet, og artikel 8 a, stk. 4, i affaldsdirektivet.
Efter den gældende § 9 h, stk. 9, bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om særskilt tilbagetagning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, om tilbagetagnings- og indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast. Bestemmelsen muliggør gennemførelse af engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 8, jf. affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 2.
Bemyndigelsen i § 9 h, stk. 9, er udmøntet i § 38 i bekendtgørelse nr. 404 af 8. april 2024 om udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast (herefter benævnt fiskeredskabsbekendtgørelsen). § 38 træder i kraft den 31. december 2024. Det følger af bekendtgørelsens § 38, at producenter af fiskeredskaber, der indeholder plast, skal sikre, at slutbrugere oplyses om, at fiskeredskaber, der indeholder plast, skal indsamles særskilt, om etablerede tilbagetagnings- og indsamlingsordninger og om de potentielle virkninger for miljøet, herunder havmiljøet ved henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast. Af § 2, stk. 16, litra a, i bekendtgørelsen fremgår, at der ved begrebet producenter bl.a. forstås nærmere angivne importører. For nærmere om gældende ret se pkt. 3.3.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 9 h, stk. 9 , at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, indsamlingsordninger, tilbagetagningsordninger og bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast.
Ved affaldsforebyggelsesforanstaltninger forstås foranstaltninger, der træffes, inden produkter bliver til affald, og som mindsker affaldsmængden, herunder via genbrug af produkter eller forlængelse af produkternes levetid, mindsker de negative konsekvenser, som det producerede affald har for miljøet og menneskers sundhed, eller mindsker indholdet af farlige stoffer i materialer og produkter.
Ved indsamlingsordninger forstås ordninger for indsamling og afhentning af affald, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik affaldsbehandling.
Ved tilbagetagningsordninger forstås ordninger for indsamling og afhentning af affald, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik affaldsbehandling, hvor en producent eller andre på vegne af en producent tilbagetager affaldet fra slutbrugeren. En tilbagetagningsordning kan også være en ordning for indsamling af produkter eller materialer, der endnu ikke er blevet til affald med henblik på genbrug eller forlængelse af produktets eller materialets levetid. Der kan herunder være tale om særskilt tilbagetagning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast. Ved særskilt indsamling forstås indsamling, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik behandling.
Ved bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, forstås foranstaltninger, der tages for at undgå, at brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, bortskaffer disse produkter ved at efterlade dem i naturen og dermed ikke foretager korrekt affaldshåndtering.
Ved udtjente fiskeredskaber forstås ethvert fiskeredskab, som indehaveren skiller sig af med eller agter at skille sig af med, herunder alle særskilte komponenter, stoffer eller materialer, der var en del af eller fastgjort på et sådant fiskeredskab, da det blev kasseret, herunder da det blev efterladt eller tabt
Med »for egen regning« menes, at en producent eller importør skal afholde alle omkostninger til at varetage de forpligtelser, der pålægges producenten at udføre i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Med »for producenternes og importørernes regning« menes, at producenterne og importørerne skal afholde omkostninger til de opgaver, som ministeren pålægger andre at udføre på producentens eller importørens vegne i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede bemyndigelse vil som noget nyt indebære, at det organisatoriske ansvar for at oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, indsamlingsordninger, tilbagetagningsordninger og bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, helt eller delvist vil kunne lægges hos miljøministeren, og ikke som efter gældende ret alene hos producenterne og importørerne.
Producenter og importører vil i overensstemmelse med engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 9, jf. stk. 10, fortsat skulle have det finansielle ansvar efter regler fastsat i medfør af § 9 h, stk. 3, 1. pkt., for de oplysningstiltag, der i henhold til regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 h, stk. 9, skal varetages af miljøministeren.
Fastsætter miljøministeren regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning skal varetage hele eller dele af det organisatoriske ansvar for at oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om forhold omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9 h, stk. 9, vil ministeren i den forbindelse derfor ligeledes skulle fastsætte regler i medfør af § 9 h, stk. 3, 1. pkt., om, producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med ministerens opfyldelse af de pågældende oplysningsforpligtelser.
Endvidere vil ministeren i denne forbindelse skulle fastsætte regler om de pågældende producenters eller importørers eller disses kollektive ordningers betaling af gebyr til miljøministeren til dækning af ministerens omkostninger forbundet med udførelsen af disse oplysningstiltag. For nærmere herom, se den foreslåede bestemmelse i § 9 h, stk. 10, og bemærkningerne hertil nedenfor.
Fastsætter miljøministeren ikke regler om, at alle oplysningstiltag omfattet af det foreslåede § 9 h, stk. 9, skal opfyldes af miljøministeren, vil miljøministeren for de oplysningstiltag, der ikke er overgået til miljøministeren, skulle fastsætte regler om, at producenter og importører for egen regning skal opfylde disse over for brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast.
Der er ikke med nyaffattelsen af § 9 h, stk. 9, tiltænkt en materiel ændring i forhold til gældende ret af omfanget af de oplysningstiltag, der skal foranstaltes over for brugere af fiskeredskaber, der indeholder plastik.
Bestemmelsen i det foreslåede § 9 h, stk. 9, muliggør gennemførelse af engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 8, jf. affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affaldsindehavere, der omfattes af ordninger for udvidet producentansvar, oplyses om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, centre for genbrug og forberedelse med henblik på genbrug, tilbagetagelses- og indsamlingssystemer og om bekæmpelse af henkastning af affald.
Bestemmelsen muliggør endvidere gennemførelse af engangsplastdirektivets artikel 10, hvorefter medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til at oplyse forbrugere og fremme ansvarlig forbrugeradfærd med henblik på at reducere henkastet affald fra produkter, der er omfattet af direktivet. Derudover skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger med henblik på at oplyse forbrugerne af fiskeredskaber, der indeholder plast, om følgende: a) de tilgængelige genbrugelige alternativer, genbrugssystemer og affaldshåndteringsmuligheder for fiskeredskaber, der indeholder plast, samt bedste praksis for ansvarlig affaldshåndtering, der er udført i henhold til artikel 13 i affaldsdirektivet, og b) den belastning på miljøet, herunder havmiljøet, som henkastet affald og anden uhensigtsmæssig affaldsbortskaffelse af fiskeredskaber, der indeholder plast, medfører.
Det forventes at reglerne udformes således, at oplysningspligten kan opfyldes igennem for eksempel udarbejdelse af informations materialer, brugsanvisninger eller direkte på salgssteder.
Det forventes, at miljøministeren vil udnytte bemyndigelsen til dels at fastsætte regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning skal varetage det organisatoriske ansvar for at oplyse brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, herunder om tilgængelige centre for genbrug, tilgængelige genbrugelige alternativer, hvor relevant og forberedelse med henblik på genbrug, samt generelt oplyse om indsamlingsordninger og tilbagetagningsordninger, herunder om affaldshåndteringsmuligheder, bedste praksis for ansvarlig affaldshåndtering og om bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, og om anden uhensigtsmæssig affaldsbortskaffelse af fiskeredskaber. Dels forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om, at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af fiskeredskaber om producenternes og importørernes egne tilbagetagningsordninger, såfremt en producent eller importør etablerer en sådan eller forpligtes til at etablere en sådan efter gældende § 9 h, stk. 1. Det forventes, at disse regler vil blive indsat i fiskeredskabsbekendtgørelsen med forventet ikrafttræden den 31. december 2024.
Ifølge det foreslåede § 9 h, stk. 10, skal miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyr til miljøministeren til dækning af ministerens omkostninger forbundet med udførelse af oplysningstiltag efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 h, stk. 9.
Den foreslåede bemyndigelse i § 9 h, stk. 10, indebærer, at miljøministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af det foreslåede § 9 h, stk. 9, om, at miljøministeren skal iværksætte oplysningstiltag over for brugere af fiskeredskaber, der indeholder plast, eksempelvis om affaldsforebyggelsesforanstaltninger eller bekæmpelse af henkastning af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, vil skulle fastsætte regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger betaler gebyrer til miljøministeren til dækning af de faktiske omkostninger forbundet med udførelsen af disse oplysningstiltag.
Omkostningerne hertil vil bl.a. kunne omfatte udarbejdelse af informationsmateriale, kampagneindsatser via sociale medier eller øvrige landsdækkende medier og øvrige metoder til at oplyse om og fremme ansvarlig forbrugeradfærd med henblik på bl.a. at reducere henkastet affald af fiskeredskaber, der indeholder plast, samt administration forbundet hermed. Miljøministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, at miljøministerens omkostninger til administration og opkrævning af gebyrerne, vil kunne gebyrfinansieres. Dette indebærer bl.a. omkostninger til fakturering, herunder udregning, fakturaoprettelse og løbende udsendelse af fakturaer.
Det følger af det foreslåede § 9 h, stk. 11, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 h, stk. 10, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse og om digital indbetaling af gebyret.
Det er hensigten, at gebyret administrativt fastsættes således, at der tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. Mindst en gang årligt vurderes det, blandt andet på baggrund af seneste års regnskab eller det forventede resultat af årets regnskab, om omkostningerne skal reduceres eller taksten justeres for at sikre balance. Væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område skal tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år, fra og med det år hvori ubalancen opstår. Dette omfatter ikke over- eller underdækning, der bidrager til at udligne tidligere års ubalance, jf. Finansministeriets budgetvejledning, afsnit 2.3.1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at miljøministeren blandt andet vil kunne fastsætte regler om betalingsperiode og regler om, at gebyr opkræves på baggrund af de oplysninger, som producenter og importører i henhold til regler fastsat i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 9 æ, stk. 1, skal indberette til producentregistret om den mængde og kategori af fiskeredskaber, der indeholder plast, som producenten eller importøren har markedsført.
Ved skønsmæssig fastsættelse af gebyr forstås, at såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en producent eller importør, ikke kan opgøres på baggrund af producentens eller importørens oplysninger om markedsførte mængder indgivet efter regler udstedt i medfør af den gældende bestemmelse i § 9 h, stk. 10, der med lovforslaget bliver stk. 11, så kan gebyrets størrelse fastsættes på baggrund af for eksempel et gennemsnit af tidligere afgivne oplysninger om markedsførte mængder. Muligheden for skønsmæssige ansættelse af gebyrets størrelse har til formål at sikre, at producenter ikke omgår gebyrbetalingsforpligtelsen ved at undlade at afgive korrekte oplysninger.
Ved digital indbetaling forstås betaling med kort, ved bankoverførsel, ved hjælp af betalingsservice eller lignende. Gennemføres betalingen ikke på en af de beskrevne måder, vil betalingen ikke betragtes som gennemført.
Det forventes, at miljøministeren i medfør af § 80, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven vil delegere sine oplysningsforpligtelser til Miljøstyrelsen, som også forventes at få delegeret kompetencen til at fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, til dækning af de faktiske omkostninger i henhold til regler fastsat i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 9 h, stk. 10 og 11.
Det forventes ligeledes, at miljøministeren med hjemmel i § 80, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven, vil udstede regler om, at Miljøstyrelsens fastsættelse af og opkrævning af gebyr ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.
De foreslåede bemyndigelser i § 9 h, stk. 10 og 11, skal sammenholdt med den forventede udmøntning sikre fortsat gennemførelse af engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 9, jf. affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra a, 2. led. For nærmere herom, se pkt. 3.3.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bemyndigelse indebærer endvidere, at det finansielle ansvar for varetagelsen af oplysningsforpligtelser i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 h, stk. 9, fortsat vil skulle ligge hos producenter og importører i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i § 9 h, stk. 3, 1. pkt.
Det fremgår af det gældende § 9 h, stk. 11, i miljøbeskyttelsesloven, at miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af § 9 h, stk. 1, og regler fastsat i medfør af 9 h, stk. 2, 7, 9 og 10, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
Det følger af den foreslåede ændring af lovens § 9 h, stk. 11, der bliver stk. 13, at »og 10« ændres til »og 12«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af et nyt stk. 10 og 11 i § 9 h, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det fremgår af den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 h, stk. 12, at miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 8 gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter stk. 9-11 skal afgives.
Det følger af den foreslåede ændring af lovens § 9 h, stk. 12, der bliver stk. 14, at »stk. 9-11« ændres til »stk. 9, 12 og 13«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 2, sker en ophævelse af § 9 h, stk. 9, og i stedet indsættes nye stk. 9-11.
Med hensyn til de oplysninger, der vil skulle afgives i henhold til regler fastsat i medfør det nye § 9 h, stk. 9, er der i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 h, stk. 9, alene tale om en tydeliggørelse uden materiel betydning. Ændringen af § 9 h, stk., 9, har derfor ikke materiel betydning for omfanget af bemyndigelsen i § 9 h, stk. 12.
Indsættelsen af nyt stk. 10 og 11 i § 9 h, indebærer, at gældende stk. 10 og 11 bliver stk. 12 og 13. Den foreslåede ændring af henvisningen til stk. 10 og 11 i § 9 h, stk. 12, er en lovteknisk konsekvens heraf.
|
@@ -1,9 +1,11 @@
|
|
| 1 |
-
Producenter og importører skal for egen regning foranstalte tilbagetagning samt særskilt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som er markedsført af producenten eller importøren
|
| 2 |
|
| 3 |
-
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter
|
| 4 |
|
| 5 |
-
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om
|
| 6 |
|
| 7 |
-
Stk. 4. Miljøministeren
|
| 8 |
|
| 9 |
-
Stk. 5.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
Producenter og importører skal for egen regning foranstalte tilbagetagning samt særskilt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som er markedsført af producenten eller importøren, medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2\. Denne forpligtelse kan også opfyldes gennem tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig håndtering af samme mængde af tilsvarende udstyr markedsført i Danmark af andre producenter eller importører.
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, fra hvilket tidspunkt de forskellige produkttyper, som udgør elektrisk og elektronisk udstyr, er omfattet af stk. 1.
|
| 4 |
|
| 5 |
+
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering, af affald af elektrisk og elektronisk udstyr.
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om, hvorledes markedsførte mængder, jf. stk. 1, opgøres, og om procedurer for tilbagebetaling til producenterne og importørerne, når elektrisk og elektronisk udstyr til brug for husholdninger overføres for at blive markedsført uden for Danmark.
|
| 8 |
|
| 9 |
+
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om en tildelingsordning for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger omfattet af stk. 1 og § 9 l, stk. 1, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter og importører, tidsfrister for afhentning og udveksling af beholdere i forbindelse med afhentningen af det tildelte affald m.v.
|
| 10 |
+
|
| 11 |
+
Stk. 6. Danske eksportører, der sælger elektrisk eller elektronisk udstyr i andre EU-medlemsstater ved hjælp af fjernsalg, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for overholdelse af eksportørens forpligtigelser i henhold til den pågældende medlemsstats regler om gennemførelsen af direktiv om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE). Udnævnelsen af repræsentanten skal ske ved skriftlig fuldmagt.
|
| Nr 2: | I § 9 j, stk. 1, 1. pkt., udgår »efter den 31. december 2005«. |
| Nr 3: | I § 9 j, stk. 1, indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, fra hvilket tidspunkt de forskellige produkttyper, som udgør elektrisk og elektronisk udstyr, er omfattet af stk. 1.« Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6. |
Det fremgår af § 9 j, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, at producenter og importører for egen regning skal foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som er markedsført af producenten eller importøren efter den 31. december 2005. Pligten gælder, uanset om affaldet stammer fra husholdninger eller erhverv.
Det foreslås i § 9 j, stk. 1, 1. pkt., at tidspunktet »efter den 31. december 2005« udgår.
Med forslaget udgår datoen den 31. december 2005. Ændringen vil indebære, at tidspunktet for, hvornår elektrisk og elektronisk udstyr er omfattet af forpligtelsen efter stk. 1, ikke vil være fastsat i miljøbeskyttelsesloven. Ændringen skal ses i sammenhæng med indsættelsen af bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2.
Det fremgår af § 9 j, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, at producenter og importører for egen regning skal foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som er markedsført af producenten eller importøren efter den 31. december 2005. Pligten gælder, uanset om affaldet stammer fra husholdninger eller erhverv.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 9 j, hvorefter miljøministeren fastsætter regler om, fra hvilket tidspunkt de forskellige produkttyper, som udgør elektrisk og elektronisk udstyr, er omfattet af stk. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med ændringen i stk. 1.
Det forudsættes, at der vil blive fastsat regler i overensstemmelse med 2024-ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2, litra a og b, og pkt. 3, første afsnit, der ændrer 2012-direktivets artikel 12, stk. 1 og 3, og artikel 13, stk. 1, og som differentierer tidspunktet for, hvornår forskellige produkttyper af elektrisk og elektronisk udstyr er omfattet af bestemmelserne. Reglerne skal afspejle, at fotovoltaiske paneler blev omfattet af WEEE-direktiverne fra den 13. august 2012, og at anvendelsesområdet blev et åbent anvendelsesområde fra 15. august 2018.
Den forudsatte udmøntning vil indebære, at tidspunktet for, hvornår produkttyper af elektrisk og elektronisk udstyr er omfattet af forpligtelsen efter § 9 j, stk. 1, vil blive differentieret og dermed afspejle, at anvendelsesområdet for 2003-direktivet er blevet udvidet, samt at fotovoltaiske paneler blev omfattet af 2012-direktivet fra den 13. august 2012, og at anvendelsesområdet i 2012-direktivet blev et åbent anvendelsesområde fra 15. august 2018.
|
@@ -1,7 +1,9 @@
|
|
| 1 |
For elektrisk og elektronisk affald fra husholdninger, som leveres til affaldshåndtering den 1\. januar 2006 eller senere, og som er markedsført inden denne dato, skal producenter og importører forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning samt særskilt håndtering, medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2.
|
| 2 |
|
| 3 |
-
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om,
|
| 4 |
|
| 5 |
-
Stk. 3. Miljøministeren
|
| 6 |
|
| 7 |
-
Stk. 4.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
For elektrisk og elektronisk affald fra husholdninger, som leveres til affaldshåndtering den 1\. januar 2006 eller senere, og som er markedsført inden denne dato, skal producenter og importører forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning samt særskilt håndtering, medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2.
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, at bestemte produkttyper, som udgør elektrisk og elektronisk udstyr, ikke er omfattet af stk. 1.
|
| 4 |
|
| 5 |
+
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om, hvorledes markedsandelen fastsættes, herunder hvordan markedsandelen beregnes på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret nævnt i § 9 æ.
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører skal redegøre for, hvorledes de har opfyldt deres forpligtelse efter stk. 1, samt regler om, at redegørelsen skal ske over for ministeren, den, ministeren bemyndiger hertil, eller det i § 9 æ nævnte producentregister.
|
| 8 |
+
|
| 9 |
+
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, i særlige tilfælde kan dispensere fra pligten til for egen regning at foranstalte tilbagetagning samt særskilt håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter.
|
| Nr 4: | I § 9 l, stk. 1, indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, at bestemte produkttyper, som udgør elektrisk og elektronisk udstyr, ikke er omfattet af stk. 1.« Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. |
Det fremgår af § 9 l, stk. 1, at for elektrisk og elektronisk affald fra husholdninger, som leveres til affaldshåndtering den 1. januar 2006 eller senere, og som er markedsført inden denne dato, skal producenter og importører forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning samt særskilt håndtering.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 9 l, hvorefter miljøministeren fastsætter regler om, at bestemte produkttyper, som udgør elektrisk og elektronisk udstyr, ikke er omfattet af stk. 1.
Det forudsættes, at der vil blive fastsat regler i overensstemmelse med 2024-ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2, litra c, der ændrer 2012-direktivets artikel 12, stk. 4, og som undtager bestemte produkttyper fra bestemmelsen i forbindelse med historisk affald. Reglerne skal afspejle, at forpligtelsen efter stk. 1 forbundet med historisk affald fra private husholdninger ikke gælder for fotovoltaiske paneler eller elektrisk og elektronisk udstyr tilføjet under det åbne anvendelsesområde fra 15. august 2018. Det bemærkes, at reglerne forventes udmøntet i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.
Den forudsatte udmøntning vil indebære, at fotovoltaiske paneler, som er tilføjet til anvendelsesområdet fra den 13. august 2012, og elektrisk og elektronisk udstyr, som er tilføjet til anvendelsesområdet under det åbne anvendelsesområde fra 15. august 2018, vil være undtaget fra forpligtelsen efter stk. 1 forbundet med historisk affald fra private husholdninger.
|
@@ -1,9 +1,9 @@
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om producenters, importørers og forhandleres pligt til at oplyse brugere af elektrisk og elektronisk udstyr i private husholdninger om særskilt tilbagetagning af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, aktuelle tilbagetagningsordninger, brugerens rolle i forbindelse med nyttiggørelse, potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af tilstedeværelsen af farlige stoffer i produktet og betydningen af den påførte mærkning i forbindelse med markedsføringen af elektrisk og elektronisk udstyr.
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører skal stille særlige genbrugs- og behandlingsoplysninger til rådighed over for behandlingsvirksomheder for hver enkelt ny type elektrisk og elektronisk udstyr, der bringes på markedet, senest et år efter udstyrets første markedsføringsdato. Ministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at sikre mærkning af produkter.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om mængde og kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde nyttiggjort som affald, om den eksporterede mængde tilbagetaget affald samt om, at forpligtelsen, jf. § 9 z, stk. 1, er overdraget til andre. Ministeren fastsætter endvidere regler om producenters og importørers pligt til at gøre oplysninger om opfyldelse af mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
|
| 6 |
|
| 7 |
-
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for kontrollen med overholdelse af reglerne i § 9 j, § 9 l, stk. 1, samt regler fastsat i medfør af stk. 1-3, § 9 k, § 9 l, stk.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 5. Oplysninger i medfør af stk. 1-4 kan forlanges afgivet i en bestemt form. Ministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan oplysninger om opfyldelse af mål for affaldshåndtering efter stk. 3, 2\. pkt., skal gøres offentligt tilgængelige.
|
|
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om producenters, importørers og forhandleres pligt til at oplyse brugere af elektrisk og elektronisk udstyr i private husholdninger om særskilt tilbagetagning af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, aktuelle tilbagetagningsordninger, brugerens rolle i forbindelse med nyttiggørelse, potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af tilstedeværelsen af farlige stoffer i produktet og betydningen af den påførte mærkning i forbindelse med markedsføringen af elektrisk og elektronisk udstyr.
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører skal stille særlige genbrugs- og behandlingsoplysninger til rådighed over for behandlingsvirksomheder for hver enkelt ny type elektrisk og elektronisk udstyr, der bringes på markedet, senest et år efter udstyrets første markedsføringsdato. Ministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at sikre mærkning af produkter.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om mængde og kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde nyttiggjort som affald, om den eksporterede mængde tilbagetaget affald samt om, at forpligtelsen, jf. § 9 z, stk. 1, er overdraget til andre. Ministeren fastsætter endvidere regler om producenters og importørers pligt til at gøre oplysninger om opfyldelse af mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for kontrollen med overholdelse af reglerne i § 9 j, § 9 l, stk. 1, samt regler fastsat i medfør af stk. 1-3, § 9 k, § 9 l, stk. 4 og 5, § 9 æ og § 9 å, stk. 2 og 3.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 5. Oplysninger i medfør af stk. 1-4 kan forlanges afgivet i en bestemt form. Ministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan oplysninger om opfyldelse af mål for affaldshåndtering efter stk. 3, 2\. pkt., skal gøres offentligt tilgængelige.
|
| Nr 5: | I § 9 n, stk. 4, ændres »§ 9 l, stk. 3 og 4« til: »§ 9 l, stk. 4 og 5«. |
Til nr. 5-6
§ 9 n, stk. 4, henviser til § 9 l, stk. 4 og 5.
Som konsekvens af indsættelsen af et nyt stk. 2 i § 9 l foreslås det, at der i § 9 n, stk. 4, henvises til § 9 l, stk. 4 og 5, i stedet for § 9 l, stk. 3 og 4.
§ 9 ø, stk. 1, nr. 1, og § 110, stk. 1, nr. 1, henviser til § 9 j, stk. 5.
Som konsekvens af indsættelsen af et nyt stk. 2 i § 9 j foreslås det, at der i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, og § 110, stk. 1, nr. 1, henvises til § 9 j, stk. 6, i stedet for § 9 j, stk. 5.
Der er tale om konsekvensændringer.
|
@@ -1,76 +1,71 @@
|
|
| 1 |
-
Producenter
|
| 2 |
-
for egen regning foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af emballage, som er markedsført som del af et emballeret
|
| 3 |
-
produkt, og affald heraf, medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2.5)
|
| 4 |
|
| 5 |
-
Stk. 2.
|
| 6 |
-
Miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der er omfattet af producentansvarsforpligtelserne i stk. 1. Ministeren kan
|
| 7 |
-
herunder fastsætte regler om, at producenter og importører af emballerede produkter undtages fra visse forpligtelser efter denne
|
| 8 |
-
lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af emballage, som den pågældende producent eller importør har markedsført som
|
| 9 |
-
del af et emballeret produkt, og affald heraf ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse.
|
| 10 |
|
| 11 |
-
Stk. 3.
|
| 12 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse
|
| 13 |
-
af tilbagetagnings-, affaldshåndterings- og oplysningsforpligtelser i forbindelse med emballageaffald og oprydningsforpligtelser i
|
| 14 |
-
forbindelse med affald fra emballage af engangsplast. Endvidere fastsætter miljøministeren regler om procedurer for
|
| 15 |
-
tilbagebetaling til producenterne og importørerne, når emballerede produkter markedsføres uden for Danmark.
|
| 16 |
|
| 17 |
-
Stk. 4.
|
| 18 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om opgørelse af mængden af emballage, der markedsføres af producenter eller importører som del
|
| 19 |
-
af et emballeret produkt, herunder om beregning af markedsandelen af emballage, jf. stk. 1, på grundlag af de mængder, der er
|
| 20 |
-
registreret i producentregisteret, jf. § 9 æ, stk. 1.
|
| 21 |
|
| 22 |
-
Stk. 5.
|
| 23 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet emballageaffald omfattet af stk. 1, herunder om
|
| 24 |
-
den geografiske fordeling mellem producenter og importører og det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde. Ministeren
|
| 25 |
-
kan endvidere fastsætte nærmere regler om øvrige forhold vedrørende indsamling og sortering af emballageaffald.
|
| 26 |
|
| 27 |
-
Stk. 6.
|
| 28 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører, som er etableret i Danmark, og som sælger emballager af
|
| 29 |
-
engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren ikke er etableret, skal udnævne en repræsentant i den
|
| 30 |
-
pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler producenten eller importøren i henhold til den
|
| 31 |
-
pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
|
| 32 |
|
| 33 |
-
Stk. 7.
|
| 34 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af emballerede produkter, som sælges til brug for
|
| 35 |
-
erhvervsdrivende, kan aftale med den erhvervsdrivende, at denne overtager forpligtelsen til håndtering af emballageaffald,
|
| 36 |
-
forudsat at producenten eller importøren registrerer aftalen i producentregisteret, jf. § 9 æ.
|
| 37 |
|
| 38 |
-
Stk. 8.
|
| 39 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for
|
| 40 |
-
håndtering af emballageaffald og pligt til at gøre oplysninger om producentens eller importørens opfyldelse af disse mål for
|
| 41 |
-
affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
|
| 42 |
|
| 43 |
-
Stk. 9.
|
| 44 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at sikre mærkning af emballage. Miljøministeren kan
|
| 45 |
-
endvidere fastsætte regler om, at producenter og importører skal stille oplysninger om genbrug og affaldsbehandling af det
|
| 46 |
-
markedsførte produkts emballage til rådighed for affaldsbehandlingsvirksomheder.
|
| 47 |
|
| 48 |
-
Stk. 10.
|
| 49 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at oplyse brugere af emballerede produkter om
|
| 50 |
|
| 51 |
-
|
| 52 |
|
| 53 |
-
|
| 54 |
|
| 55 |
-
|
| 56 |
|
| 57 |
-
|
| 58 |
|
| 59 |
-
Stk. 11.
|
| 60 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters
|
| 61 |
|
| 62 |
-
1) mængde og kategorier af emballage, der er markedsført
|
| 63 |
-
måde nyttiggjort som affald,
|
| 64 |
|
| 65 |
2) den eksporterede mængde emballageaffald, og
|
| 66 |
|
| 67 |
3) hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 68 |
|
| 69 |
-
Stk.
|
| 70 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation
|
| 71 |
-
af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør
|
| 72 |
-
af stk. 2, 7 og 9-11, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
|
| 73 |
|
| 74 |
-
Stk.
|
| 75 |
-
|
| 76 |
-
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
Producenter skal forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel af emballage for egen regning foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald.
|
|
|
|
|
|
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen eller emballageaffaldsproducerende virksomheder skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for emballageproducenternes regning. Producenter vil uanset regler fastsat efter 1. pkt. kunne tilbagetage eget emballageaffald i egne tilbagetagningsordninger, jf. stk. 1.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 4 |
|
| 5 |
+
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der er omfattet af producentansvarsforpligtelserne i stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at producenter undtages fra visse forpligtelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af emballage, som den pågældende producent har markedsført, ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om producenters eller disses kollektive ordningers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af indsamlings-, transport-, behandlings-, oplysnings- og dataindberetningsforpligtelser i forbindelse med emballageaffald omfattet af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt., og indsamlet efter § 49 d, stk. 2 eller 3. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om opgørelse af omkostninger og om procedurer for betaling af omkostninger og dokumentation herfor. Ministeren fastsætter endvidere regler om tilbagebetaling til producenter eller disses kollektive ordninger, herunder procedurer herfor, når emballage markedsføres uden for Danmark. Til brug for kommunalbestyrelsens fastsættelse af gebyr efter stk. 15 kan ministeren endvidere fastsætte regler om et serviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger, efter regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 8 |
|
| 9 |
+
Stk. 5. Miljøministeren fastsætter regler om opgørelse af mængden af emballage, der markedsføres af producenter, herunder om beregning af markedsandelen af emballage, jf. stk. 1, på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret, jf. § 9 æ, stk. 1.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 10 |
|
| 11 |
+
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed. Ministeren fastsætter regler om den geografiske fordeling af husholdningsemballageaffald mellem producenter eller disses kollektive ordninger, herunder om det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde, uanset om der er fastsat regler i medfør af stk. 2, 1. pkt. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. tillige regler om den geografiske fordeling mellem producenterne eller disses kollektive ordninger af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald sammenblandet med erhvervsemballageaffald, herunder om det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. regler om en tildelingsordning for producenternes eller disses kollektive ordningers betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald og af erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed, herunder om den geografiske fordeling af betalingsforpligtelsen mellem producenterne eller disses kollektive ordninger. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger efter anmodning skal oplyse kommunalbestyrelsen om de overdragne mængder af emballageaffald, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 12 |
|
| 13 |
+
Stk. 7. Miljøministeren kan fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald, og som er indeholdt i de affaldsfraktioner, der overdrages til dem efter regler fastsat i medfør af § 45, stk. 10. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. endvidere regler om producenternes eller disses kollektive ordningers opkrævning af eller betaling til kommunalbestyrelsen for behandlingen af affald, der ikke er emballageaffald, herunder regler om opgørelse af omkostninger for afholdte udgifter eller opnåede indtægter og indsendelse af dokumentation til miljøministeren og formatet herfor. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger efter anmodning skal oplyse kommunalbestyrelsen om de overdragne mængder af affald, som ikke er emballageaffald, og som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 14 |
|
| 15 |
+
Stk. 8. Miljøministeren fastsætter regler om en tildelingsordning for producenters eller disses kollektive ordningers betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens eller de emballageaffaldsproducerende virksomheders omkostninger til indsamling, transport eller behandling af emballageaffald fra erhverv efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1. pkt., eller efter § 49 d, stk. 2 eller 3, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter eller disses kollektive ordninger.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 16 |
|
| 17 |
+
Stk. 9. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter, som er etableret i Danmark, og som sælger emballager af engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten ikke er etableret, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler producenten i henhold til den pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 18 |
|
| 19 |
+
Stk. 10. Miljøministeren fastsætter regler om producenters eller disses kollektives ordningers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering af emballageaffald og pligt til at gøre oplysninger om producentens eller dennes kollektive ordnings opfyldelse af disse mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
|
|
|
|
| 20 |
|
| 21 |
+
Stk. 11. Miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren eller kommunalbestyrelsen for producenternes regning eller at producenter for egen regning skal oplyse brugere af emballage om følgende:
|
| 22 |
|
| 23 |
+
1) Affaldsforebyggelsesforanstaltninger.
|
| 24 |
|
| 25 |
+
2) Indsamlingsordninger og tilbagetagningsordninger.
|
| 26 |
|
| 27 |
+
3) Bekæmpelse af henkastning af emballageaffald.
|
| 28 |
|
|
|
|
| 29 |
+
Stk. 12. Miljøministeren fastsætter regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at give oplysninger om
|
| 30 |
|
| 31 |
+
1) mængde og kategorier af emballage, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde nyttiggjort som affald,
|
|
|
|
| 32 |
|
| 33 |
2) den eksporterede mængde emballageaffald, og
|
| 34 |
|
| 35 |
3) hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 36 |
|
| 37 |
+
Stk. 13. Miljøministeren fastsætter regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation om indsamling, transport og behandling af emballageaffald og afholdelse af omkostninger forbundet hermed til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 3, 4, 11 og 12, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 38 |
|
| 39 |
+
Stk. 14. Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 10 skal gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter stk. 11-13 skal afgives.
|
| 40 |
+
|
| 41 |
+
Stk. 15. Kommunalbestyrelsen fastsætter og opkræver gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald, jf. stk. 6, 4. pkt., til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med følgende:
|
| 42 |
+
|
| 43 |
+
1) Planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger vedrørende indsamling, transport og behandling af emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.
|
| 44 |
+
|
| 45 |
+
2) Oplysningstiltag, jf. regler fastsat i medfør af stk. 11.
|
| 46 |
+
|
| 47 |
+
3) Indsamling, registrering og indberetning af oplysninger om emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af § 9 æ, stk. 1.
|
| 48 |
+
|
| 49 |
+
4) Betaling af gebyrer til Forsyningstilsynet efter § 48 g, stk. 1, i forbindelse med Forsyningstilsynets analyser og overvågning af producentgebyrer efter regler fastsat i medfør af § 48 d, stk. 2.
|
| 50 |
+
|
| 51 |
+
5) Forskudsvis dækning af planlagte investeringer, der vedrører emballageaffald, og som omfattes af regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.
|
| 52 |
+
|
| 53 |
+
Stk. 16. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyr efter stk. 15, herunder regler om opgørelse af og baggrund for omkostninger og om digital indbetaling af gebyret, og om dokumentation for gebyrets sammensætning. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om offentliggørelse af dokumentation for gebyrets sammensætning på kommunalbestyrelsens hjemmeside og om indsendelse af dokumentationen til miljøministeren og formatet herfor.
|
| 54 |
+
|
| 55 |
+
Stk. 17. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 15 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| 56 |
+
|
| 57 |
+
Stk. 18. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af miljøministerens omkostninger forbundet med administration af det udvidede producentansvar for emballage, herunder omkostninger forbundet med følgende:
|
| 58 |
+
|
| 59 |
+
1) Opgørelse af andelen af emballageaffald i indsamlet affald fordelt på affaldsfraktioner.
|
| 60 |
+
|
| 61 |
+
2) Sekretariatsbetjening af visse rådgivende udvalg vedrørende producentansvar for emballage.
|
| 62 |
+
|
| 63 |
+
3) Oplysningstiltag efter regler fastsat i medfør af stk. 11.
|
| 64 |
+
|
| 65 |
+
Stk. 19. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter af emballager af engangsplast eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med følgende:
|
| 66 |
+
|
| 67 |
+
1) Oprydning af henkastet affald fra emballager af engangsplast og håndtering heraf.
|
| 68 |
+
|
| 69 |
+
2) Indsamling af affald fra emballager af engangsplast, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer, og håndtering heraf.
|
| 70 |
+
|
| 71 |
+
Stk. 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 18 og 19, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse, om pris- og lønindeksregulering heraf og om digital indbetaling af gebyret.
|
| Nr 5: | Overskriften før § 9 p affattes således: »Udvidet producentansvar for emballage m.v.« |
| Nr 6: | § 9 p, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes: »Producenter af emballage skal forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel af emballage for egen regning foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald. Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen eller emballageaffaldsproducerende virksomheder skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for emballageproducenternes regning. Producenter vil uanset regler fastsat efter 1. pkt. kunne tilbagetage eget emballageaffald i egne tilbagetagningsordninger, jf. stk. 1.« Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. |
| Nr 7: | I § 9 p, stk. 2, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., udgår »og importører af emballerede produkter« og »eller importør«, og »markedsført som del af et emballeret produkt, og affald heraf« ændres til: »markedsført,«. |
| Nr 8: | § 9 p, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således: »Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om producenters eller disses kollektive ordningers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af indsamlings-, transport-, behandlings-, oplysnings- og dataindberetningsforpligtelser i forbindelse med emballageaffald omfattet af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt., og indsamlet efter § 49 d, stk. 2 eller 3. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om opgørelse af omkostninger og om procedurer for betaling af omkostninger og dokumentation herfor. Ministeren fastsætter endvidere regler om tilbagebetaling til producenter eller disses kollektive ordninger, herunder procedurer herfor, når emballage markedsføres uden for Danmark. Til brug for kommunalbestyrelsens fastsættelse af gebyr efter stk. 15 kan ministeren endvidere fastsætte regler om et serviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger, efter regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.« |
| Nr 9: | I § 9 p, stk. 4, der bliver stk. 5, udgår »eller importører som del af et emballeret produkt«. |
| Nr 10: | § 9 p, stk. 5, ophæves, og i stedet indsættes: »Stk. 6. Miljøministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed. Ministeren fastsætter regler om den geografiske fordeling af husholdningsemballageaffald mellem producenter eller disses kollektive ordninger, herunder om det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde, uanset om der er fastsat regler i medfør af stk. 2, 1. pkt. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. tillige regler om den geografiske fordeling mellem producenterne eller disses kollektive ordninger af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald sammenblandet med erhvervsemballageaffald, herunder om det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. regler om en tildelingsordning for producenternes eller disses kollektive ordningers betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald og af erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed, herunder om den geografiske fordeling af betalingsforpligtelsen mellem producenterne eller disses kollektive ordninger. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger efter anmodning skal oplyse kommunalbestyrelsen om de overdragne mængder af emballageaffald, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf. Stk. 7. Miljøministeren kan fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald, og som er indeholdt i de affaldsfraktioner, der overdrages til dem efter regler fastsat i medfør af § 45, stk. 10. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. endvidere regler om producenternes eller disses kollektive ordningers opkrævning af eller betaling til kommunalbestyrelsen for behandlingen af affald, der ikke er emballageaffald, herunder regler om opgørelse af omkostninger for afholdte udgifter eller opnåede indtægter og indsendelse af dokumentation til miljøministeren og formatet herfor. Ministeren fastsætter i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger efter anmodning skal oplyse kommunalbestyrelsen om de overdragne mængder af affald, som ikke er emballageaffald, og som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf. Stk. 8. Miljøministeren fastsætter regler om en tildelingsordning for producenters eller disses kollektive ordningers betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens eller de emballageaffaldsproducerende virksomheders omkostninger til indsamling, transport eller behandling af emballageaffald fra erhverv efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1. pkt., eller efter § 49 d, stk. 2 eller 3, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter eller disses kollektive ordninger.« Stk. 6 bliver herefter stk. 9. |
| Nr 11: | I § 9 p, stk. 6, der bliver stk. 9, udgår »og importører«, og to steder udgår »eller importøren«. |
| Nr 12: | § 9 p, stk. 7, ophæves. Stk. 8 bliver herefter stk. 10. |
| Nr 13: | I § 9 p, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres »og importørers« til: »eller disses kollektives ordningers«, og »importørens« ændres til: »dennes kollektive ordnings«. |
| Nr 14: | § 9 p, stk. 9, ophæves. Stk. 10-13 bliver herefter stk. 11-14. |
| Nr 15: | § 9 p, stk. 10, der bliver stk. 11, affattes således: »Stk. 11. Miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren eller kommunalbestyrelsen for producenternes regning eller at producenter for egen regning skal oplyse brugere af emballage om følgende:
|
| Nr 16: | I § 9 p, stk. 11, der bliver stk. 12, ændres »og importørers« til: »eller disses kollektive ordningers«, og i nr. 1 udgår »som del af et emballeret produkt«. |
| Nr 17: | § 9 p, stk. 12, der bliver stk. 13, affattes således: »Stk. 13. Miljøministeren fastsætter regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation om indsamling, transport og behandling af emballageaffald og afholdelse af omkostninger forbundet hermed til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 3, 4, 11 og 12, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.« |
| Nr 18: | I § 9 p, stk. 13, der bliver stk. 14, ændres »stk. 8« til: »stk. 10«, og »stk. 9-12« ændres til: »stk. 11-13«. |
| Nr 19: | I § 9 p indsættes som stk. 15-20: »Stk. 15. Kommunalbestyrelsen fastsætter og opkræver gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald, jf. stk. 6, 4. pkt., til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med følgende:
Stk. 16. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyr efter stk. 15, herunder regler om opgørelse af og baggrund for omkostninger og om digital indbetaling af gebyret, og om dokumentation for gebyrets sammensætning. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om offentliggørelse af dokumentation for gebyrets sammensætning på kommunalbestyrelsens hjemmeside og om indsendelse af dokumentationen til miljøministeren og formatet herfor. Stk. 17. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 15 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Stk. 18. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af miljøministerens omkostninger forbundet med administration af det udvidede producentansvar for emballage, herunder omkostninger forbundet med følgende:
Stk. 19. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter af emballager af engangsplast eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med følgende:
Stk. 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 18 og 19, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse, om pris- og lønindeksregulering heraf og om digital indbetaling af gebyret.« |
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p vedrører udvidet producentansvar for emballage og er indsat under overskriften »Udvidet producentansvar for emballage«.
Det foreslås, at overskriften før § 9 p affattes som »Udvidet producentansvar for emballage m.v. «
Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås indsat et nyt § 9 p, stk. 7, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter af emballage eller disses kollektive ordninger får pligt til at overtage og behandle affald, som ikke er omfattet af det udvidede producentansvar for emballage.
Den foreslåede ændring indebærer, at overskriften vil være dækkende for indholdet af § 9 p som ændret med indsættelsen af et nyt stk. 7.
Efter den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 1, forpligtes producenter og importører, der markedsfører emballerede produkter i Danmark, til forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel af emballage for egen regning at tilbagetage og særskilt håndtere emballage, som er markedsført som del af et emballeret produkt og affald heraf, medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at producenter og importører af emballerede produkter er pålagt et udvidet producentansvar, herunder som udgangspunkt en handlepligt, samt en forpligtelse til at afholde de nødvendige omkostninger i forhold til særskilt tilbagetagning og håndtering af emballageaffald. Det har trods ordlyden ikke været hensigten bag den gældende bestemmelse at forpligte producenter og importører til for egen regning at tilbagetage og særskilt håndtere emballage, der ikke er blevet til affald. Med henvisningen til § 44 og § 45, stk. 2, i § 9 p, stk. 1, er det sammenholdt med gældende bemyndigelse i § 9 p, stk. 5, muligt at bevare de kommunale indsamlingsordninger for emballageaffald samtidig med, at der indføres udvidet producentansvar for emballage.
Den gældende bestemmelse har virkning fra den 31. december 2024, jf. § 3, stk. 1, i lov nr. 807 af 6. juni 2020. Bestemmelsen gennemfører artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/852/EU af 30. maj 2018 (herefter benævnt emballagedirektivet).
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1.1 og pkt. 3.1.1.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås at ophæve § 9 p, stk. 1, og i stedet indsætte § 9 p, stk. 1 og 2.
Det foreslås med § 9 p, stk. 1, at producenter af emballage forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel af emballage for egen regning skal foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 viderefører producentansvaret for emballage i den gældende § 9 p, stk. 1, med visse ændringer.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således i overensstemmelse med gældende ret, at producenter af emballage vil blive pålagt et udvidet producentansvar, hvorved der som udgangspunkt vil påhvile producenterne et organisatorisk og et finansielt producentansvar, hvor de både skal foranstalte særskilt indsamling, transport og affaldsbehandling af emballageaffald og afholde omkostningerne forbundet hertil.
Med den foreslåede bestemmelse vil producentansvarsforpligtelsen blive udvidet til både at omfatte producenter af emballerede produkter, men også af selve emballagen, og ikke som hidtil alene producenter af emballerede produkter, da dette vurderes at være bedre i overensstemmelse med afgrænsningen i artikel 7, stk. 2, i emballagedirektivet og i den kommende emballageforordning. For nærmere om kommende emballageforordning se pkt. 3.1.1.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Af bestemmelsen i artikel 7, stk. 2, følger, at der skal oprettes ordninger for udvidet producentansvar for al emballage i overensstemmelse med artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet.
Med den foreslåede bestemmelse vil betegnelsen importør udgå. Baggrunden for dette er, at flere aktører end fremstillere og importører kan pålægges producentansvaret efter emballagedirektivet i overensstemmelse med artikel 8 a, stk. 1, litra a, i affaldsdirektivet. Hvem der er omfattet af producentansvarsforpligtigelsen i § 9 p, stk. 1, er fastlagt nærmere på bekendtgørelsesniveau i medfør af gældende § 9 p, stk. 2, der med lovforslaget bliver § 9 p, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Det er forventningen at videreføre denne producentdefinition ved udmøntning i bekendtgørelse. Producentansvaret vil herefter fortsat kunne placeres hos en importør, hvis denne betragtes som producent og dermed er underlagt krav om producentansvar. Der tilsigtes således ikke en indholdsmæssig ændring af retstilstanden.
Den foreslåede nyaffattelse indebærer en ændring i forhold til gældende ret, idet »tilbagetagning og særskilt håndtering af emballage, som er markedsført som del af et emballeret produkt, og affald heraf« ændres til »særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald«. Hensigten bag ordlydsændringen af, hvilken handling, producenterne forpligtes til at foranstalte, er en mere tekstnær direktivimplementering af affaldsdirektivet. Der tilsigtes hermed ikke en indholdsmæssig ændring af retstilstanden. Det fremgår af affaldsdirektivets artikel 3, nr. 14, at der ved behandling skal forstås; nyttiggørelses- eller bortskaffelsesoperationer, der omfatter forberedelse forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse.
Det fremgår af affaldsdirektivets artikel 3, nr. 11, at der ved særskilt indsamling skal forstås; indsamling, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik behandling. Hensigten er, at producenter med den foreslåede bestemmelse vil skulle foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald, men at selve indsamling, transport og behandling af emballageaffald og ikkeemballageaffald vil skulle foretages samlet for de enkelte materialefraktioner. I praksis indebærer det, at borgerne og de emballageaffaldsproducerende virksomheder ved sortering af affald ikke vil skulle dele affaldet i en given affaldsfraktion op i henholdsvist emballageaffald og øvrigt affald, der ikke er emballageaffald.
Det fremgår af emballagedirektivets artikel 3, jf. bilag 1, at der ved emballage skal forstås; salgsemballage, primæremballage, transportemballage m.v. anvendt ifm. husholdninger, erhverv og institutioner. Emballagedirektivets definition af emballage er gennemført i § 3, nr. 3 i bekendtgørelse nr. 1271 af 6. juni 2021 om visse krav til emballager (herefter benævnt emballagebekendtgørelsen). Definitionen er yderligere udbygget og eksemplificeret i emballagebekendtgørelsens bilag 1, som ligeledes er en implementering af emballagedirektivet. Af eksempler på emballage kan således nævnes plastomslag til forsendelse af kataloger og magasiner (med indhold), bøjler med tøj (der sælges med et klædningsstykke), papir- eller plastbæreposer, der er udformet og beregnet til at blive påfyldt på salgsstedet og etiketter, der er hængt direkte på et produkt eller på anden måde anbragt herpå. Det er hensigten, at det, der efter den gældende emballagedefinition kan betegnes som emballage, skal være omfattet af det udvidede producentansvar for emballage.
Forpligtigelsen til særskilt indsamling, transport og behandling i det foreslåede § 9 p, stk. 1, retter sig i overensstemmelse med gældende ret alene mod emballageaffald. Med den foreslåede bestemmelse præciseres bestemmelsens ordlyd derfor, så forpligtelsen til særskilt indsamling, transport og behandling rettes mod »emballageaffald «. Det fremgår af affaldsdirektivets artikel 3, nr. 1, at der ved »affald« skal forstås; ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.
Producentansvaret vil som hidtil kunne løftes ved at indsamle, transportere og affaldsbehandle egne emballager, når de er blevet til affald i en egen tilbagetagningsordning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, men også ved at indsamle, transportere og behandle en mængde emballageaffald, svarende til producentens markedsandel, hvor emballagen er markedsført i Danmark af andre producenter. Det afgørende for opfyldelsen af et udvidet producentansvar for emballageaffald vil være, at producenten foranstalter særskilt indsamling, transport og affaldsbehandling af emballageaffaldet. Det vil sige, at producenten, i det omfang denne ikke selv ønsker at påtage sig den fysiske indsamling, vil have initiativforpligtelsen til iværksættelse af en ordning, hvorved det pågældende emballageaffald indsamles.
Dette indebærer, at det udvidede producentansvar kan opfyldes gennem en kollektiv ordning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, at producenters foranstaltning af særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald skal ske for producenters egen regning. Med »for egen regning« menes, at en producent skal afholde alle omkostninger til at varetage de forpligtelser, der pålægges producenten. Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om, hvilke omkostninger i affaldshåndteringskæden, som producenter skal dække med henblik på at sikre, at producenterne afholder de nødvendige omkostninger. Det skal ligeledes ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i § 9 p, stk. 6 og 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvorefter ministeren hvis kommunalbestyrelsen eller affaldsproducerende virksomheder pålægges det organisatoriske ansvar efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, fastsætter regler om tildeling af betalingsforpligtelser til dækning af kommunernes og emballageaffaldsproducerende virksomheders omkostninger forbundet med indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, og hvorefter det også tildeles til hvem producenterne eller disses kollektive ordninger skal betale. En tildelt betalingsforpligtelse vil for husholdningsemballageaffald eller for husholdningsemballageaffald sammenblandet med erhvervsemballageaffald kunne opfyldes gennem betaling af kommunalt opkrævede gebyrer, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19. En tildelt betalingsforpligtelse vil for øvrigt erhvervsemballageaffald kunne opfyldes ved betaling efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller affaldsproducerende virksomheder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Den forslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. nærmere herom nedenfor, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen eller emballageaffaldsproducerende virksomheder skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for emballageproducentens regning. Såfremt miljøministeren udnytter bemyndigelsen i den foreslåede i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., vil producentens producentansvar alene blive et finansielt ansvar for de producentansvarsforpligtelser, som pålægges kommunalbestyrelsen eller emballageaffaldsproducerende virksomheder i regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt. Den forslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, indebærer, at producenterne vil have mulighed for at tilbagetage egne emballager, når de bliver til affald i egne tilbagetagningsordninger. Det gælder uanset regler fastsat efter § 9 p, stk. 2, 1. pkt., hvilket følger af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 2. pkt. Ved tilbagetagning i egne tilbagetagningsordninger vil producenterne have både det organisatoriske og finansielle ansvar for det emballageaffald, der tilbagetages.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, indebærer endvidere, at en producent vil være ansvarlig for emballageaffald forholdsmæssigt i forhold til dennes markedsandel af markedsført emballage i en given materialekategori af emballage, eksempelvis pap og plast. Hvis al emballage indsamles som affald, vil en producent være ansvarlig for en mængde emballageaffald, der modsvarer den mængde af emballage, som producenten har markedsført. I praksis vil de indsamlede emballagemængder formentligt ikke svare fuldstændigt til de markedsførte mængder, og derfor vil ansvaret for emballageaffald i en given tildelingsperiode efter forslaget blive fordelt mellem producenter i overensstemmelse med deres markedsandel, jf. den gældende bestemmelse i lovens § 9 p, stk. 4, der med forslaget bliver nr. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Dette svarer til den gældende retstilstand.
Det vil dog efter de foreslåede § 9 p, stk. 6 og stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, være muligt at fastsætte regler om, at en producent i en given tildelingsperiode tildeles et geografisk område, hvor der forventes tildelt forpligtelser til mere eller mindre emballageaffald, end hvad der svarer til dennes markedsandel af emballage i en given materialekategori. Det er hensigten, at væsentlige skævheder i tildelinger sammenholdt med markedsandele skal udlignes i efterfølgende tildelingsperioder.
Som udgangspunkt vil forpligtelsen omfatte et ansvar for emballageaffald, der stammer fra emballage, som den pågældende producent selv har markedsført. En producent vil dog også kunne løfte sit producentansvar ved at indsamle tilsvarende emballager, dvs. emballageaffald, der stammer fra emballage eller emballerede produkter, som andre producenter har markedsført. Ved en vurdering af hvorvidt en emballage er tilsvarende den, som producenten selv har markedsført, vil der skulle lægges vægt på materialetype, samt om behandlingsformen og prisen for indsamling, transport og behandling i overvejende grad svarer til den emballage, som producenten selv har markedsført.
Forpligtelsen vil også kunne opfyldes gennem hel eller delvis overtagelse og behandling af emballageaffald fra andre producenter i en tildelingsordning for kommunalt indsamlet emballageaffald efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 10. I en tildelingsordning vil producenter kunne få ansvar for emballageaffald i en materialekategori svarende til den, som producentens egne emballager tilhører, eksempelvis pap og plast.
Producenter af emballage vil med den foreslåede bestemmelse i øvrigt skulle opfylde forpligtelser, der følger af for eksempel affaldsdirektivet og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006/EF af 14. juni 2006 om overførsel af affald med senere ændringer (herefter benævnt transportforordningen). Transport af emballageaffald skal således ske i overensstemmelse med regler om transport af affald generelt, herunder transportforordningen.
Med den foreslåede bestemmelse udgår endvidere henvisningen til miljøbeskyttelseslovens § 44 og § 45, stk. 2. Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil have forrang for regler, udstedt i medfør af § 44 om håndtering af affald generelt og § 45 i loven og regler udstedt i medfør heraf om kommunalbestyrelsens ansvar for håndtering af affald, med mindre producentens organisatoriske ansvar begrænses til et finansielt ansvar med hjemmel i det foreslåede stk. 2, 1. pkt., som gennemgås nedenfor. Kommunalbestyrelsen vil dog uagtet den foreslåede bestemmelse i visse tilfælde, jf. lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, kunne indsamle erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse fra affaldsproducerende virksomheder.
Den foreslåede § 9 p, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., jf. nærmere herom nedenfor, har ligesom den gældende § 9 p, stk. 1, til formål at gennemføre artikel 7, stk. 2, i emballagedirektivet, hvorefter der senest den 31. december 2024 oprettes ordninger for udvidet producentansvar for al emballage i overensstemmelse med artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet.
Den foreslåede bestemmelse har virkning fra den 1. oktober 2025, jf. lovforslagets § 4, og forventes ophævet, når emballageforordningen træder i kraft forventeligt medio 2026. Der henvises til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger for en beskrivelse af den kommende forordning. For en nærmere redegørelse for det foreslåede virkningstidspunkt for det foreslåede stk. 1, henvises til lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås med § 9 p, stk. 2, 1. pkt., at miljøministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen eller affaldsproducerende virksomheder skal foranstalte indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for emballageproducenternes regning.
Den foreslåede bemyndigelse indebærer, at ministeren vil kunne fastsætte regler med den virkning, at kommunalbestyrelsen eller den emballageproducerende virksomhed mod betaling helt eller delvist vil blive pålagt producentens organisatoriske ansvar, dog således at det begrænses i det omfang producenten vil vælge at tilbagetage emballageaffald i en egen tilbagetagningsordning, jf. § 9 p, stk. 2, 2. pkt. I det omfang den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., udnyttes, vil emballageproducentens producentansvar for emballageaffald efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, blive begrænset til et finansielt ansvar.
At producenten af emballage under alle omstændigheder vil bibeholde det finansielle ansvar sikrer fortsat overensstemmelse med kravet i affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at producenter skal afholde de nødvendige omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 9 p, stk. 4, 1. pkt., hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af indsamlings-, transport-, behandlings-, oplysnings- og dataindberetningsforpligtelser i forbindelse med emballageaffald, omfattet af stk. 1 eller regler udstedt i medfør af stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8. Ministeren vil herunder kunne fastsætte regler om opgørelse af omkostninger og om procedurer for betaling af omkostninger og dokumentation herfor.
Med den foreslåede bestemmelse vil miljøministeren kunne fastsætte regler om pligt for kommunalbestyrelsen til at foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald fra husholdninger eller dele heraf. Herved vil kommunalbestyrelsen eksempelvis kunne forpligtes til at indsamle husholdningsemballageaffald som en del af de kommunale affaldsordninger fastsat i medfør af lovens § 45, stk. 2. Forslaget vil ikke ændre ved udgangspunktet om, at kommunalbestyrelsen ikke må etablere affaldsordninger for eller tilbyde indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse, jf. gældende bestemmelse herom i lovens § 49 d, stk. 1.
Det er hensigten, at miljøministeren bl.a. fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen vil skulle foranstalte særskilt indsamling af emballageaffald fra husholdninger, herunder emballageaffald egnet til materialenyttiggørelse indsamlet via hente- eller bringeordninger (genbrugspladser), emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald, samt emballageaffald, der skal sorteres som restaffald, jf. sorteringskriterierne i bekendtgørelse nr. 573 af 23. maj 2024 om affald (herefter benævnt affaldsbekendtgørelsen).
Det er desuden hensigten, at der bl.a. fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsens særskilte indsamling af husholdningsemballageaffald egnet til materialenyttiggørelse sker med henblik på, at den videre transport og affaldsbehandling foranstaltes af producenter eller disses kollektive ordninger, således at de producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået overdraget affaldet, foranstalter den videre transport og affaldsbehandling. Dette vil indebære, at lovens § 49 e, stk. 1, om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udbyde opgaver med behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse omfattet af en kommunal affaldsordning, ikke finder anvendelse.
Således er det bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen vil skulle overdrage alle de husstandsnært indsamlede affaldsfraktioner, der er egnet til materialenyttiggørelse, med undtagelse af papiraffald, der ikke indsamles kombineret med papaffald. Det vil sige, at husstandsnært indsamlet plast-, metal- pap-, papir-, glas- samt mad- og drikkekartonaffald skal overdrages til producenter eller disses kollektive ordninger. I disse tilfælde er det hensigten, at der vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen alene vil have et organisatorisk ansvar for indsamlingen af affaldet, mens producenter eller disses kollektive ordninger vil have organisatorisk ansvar for videre transport og behandling. For papiraffald, der ikke indsamles kombineret med papaffald, er det hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen har organisatorisk ansvar for både indsamling, transport og behandling. Dette fordi der er en meget lille andel papiremballageaffald i papiraffald, der ikke indsamles kombineret med papaffald.
I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen indsamler affaldsfraktioner med emballageaffald i til materialenyttiggørelse via bringeordninger (genbrugspladser), er det ikke hensigten at fastsætte regler om, at alle disse affaldsfraktioner overdrages til producenter eller disses kollektive ordninger. På baggrund af det nuværende vidensniveau er det hensigten, at der bl.a. vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal overdrage papaffald, plastaffald indsamlet som ved husstandsnær indsamling, papiraffald indsamlet med papaffald samt glasaffald indsamlet via bringeordninger (genbrugspladser) til producenter eller disses kollektive ordninger. I disse tilfælde vil kommunalbestyrelsen således alene have et organisatorisk ansvar for indsamlingen af emballageaffald. For øvrigt emballageaffald, der indsamles via genbrugspladser, er det hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen vil have et fuldt organisatorisk ansvar, herunder for metalemballageaffald og øvrigt plastemballageaffald, samt træemballageaffald.
Desuden er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen for emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald og emballageaffald, der skal sorteres som restaffald, har fuldt organisatorisk ansvar.
Derudover er det hensigten på sigt bl.a. at fastsætte regler, der forpligter kommunalbestyrelsen til at lade flere affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger egnet til materialenyttiggørelse og indsamlet i hente- eller bringeordninger, omfatte af pligten til overdragelse, såfremt det viser sig hensigtsmæssigt. Dette forudsætter dog en nærmere kortlægning af, hvor store mængder emballageaffald, der typisk er i disse fraktioner, om og hvordan indsamlingen kan strømlines og hvorvidt det er hensigtsmæssigt at overdrage affaldet til producenter eller disse kollektive ordninger.
Det forventes desuden, at der bl.a. vil blive fastsat regler om overgangsordninger, hvorefter kommunalbestyrelsen i enkelte tilfælde i en begrænset periode ikke vil skulle overdrage affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald. Dette forventes bl.a. at gælde i to tilfælde. Det forventes for det første, at der vil blive fastsat en overgangsordning i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har igangværende kontrakter om affaldsbehandling og transport til affaldsbehandlingsanlæg af de omfattede affaldsfraktioner.
Det forventes for det andet, at der vil blive fastsat en overgangsordning i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen i en overgangsperiode har godkendelse til at behandle visse affaldsfraktioner egnet til materialenyttiggørelse på kommunalbestyrelsens eget behandlingsanlæg, jf. gældende regler, fastsat i medfør af miljøbeskyttelsesloven § 49 g. I disse overgangsordninger vil producenter eller disses kollektive ordninger således udelukkende have et finansielt ansvar for disse fraktioner.
Som følge af behovet for en overgangsperiode for kommunale kontrakter, er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelser, der inden tidspunktet for fremsættelsen af dette lovforslag, dvs. 7. november 2024 har indgået kontrakter om affaldsbehandling af affaldsfraktioner, der efter de nye regler skal overdrages til producenter eller disses kollektive ordninger med virkning fra den 1. oktober 2025, kan udskyde overdragelse af det pågældende affald til de pågældende producenter eller kollektive ordninger indtil udløbet af disse kontrakter. Det er herunder hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelser ikke må udnytte optioner om forlængelse af kontrakter ud over 1. oktober 2025, medmindre disse er nødvendige for at opfylde kommunens kontraktlige forpligtelser overfor for eksempel affaldsbehandlingsanlæg.
Den foreslåede bemyndigelse vil ikke kunne anvendes til fastsættelse af regler om en overgangsordning for kommunalbestyrelser, der efter 7. november 2024 har indgået kontrakt om behandling af det omfattede affald. I disse tilfælde vil kommunalbestyrelsen således uanset kontraktens længde og optioner om kontraktforlængelse, skulle overdrage det omfattede affald til producenter eller disses kollektive ordninger fra den 1. oktober 2025.
Som følge af behovet for en overgangsperiode for etablerede kommunale behandlingsanlæg, hvor der foretages aktiviteter forbundet med behandling af affald, som med lovforslaget skal overdrages til producenter eller disse kollektive ordninger fra den 1. oktober 2025, er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen, der er medejer af anlægget og har meldt deres deltagelse i overgangsordningen til Forsyningstilsynet, kan vælge at udbyde behandling af affald i overensstemmelse med reglen herom i miljøbeskyttelseslovens § 49 e, i stedet for at overdrage affaldet til producenter elle disses kollektive ordninger. Kommunalbestyrelsen vil alene kunne anvende denne overgangsordning frem til den 30. juni 2027, hvor kommunalbestyrelsens mulighed for at deltage i aktiviteterne udløber. Såfremt klima-, energi- og forsyningsministeren forlænger undtagelsen for deltagelse i behandlingsaktiviteter, jf. L 2022 898, § 3, stk. 5, skal der tages stilling til, om den ovenfor beskrevne overgangsordning skal forlænges tilsvarende.
I de ovenfor beskrevne overgangsperioder vil producenter alene have et finansielt ansvar, hvor kommunalbestyrelsen opkræver betaling for omkostninger til indsamling, transport og behandling via producentgebyrer, jf. den foreslåede § 9 p, stk. 15 i lovforslagets § 1 nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Såfremt kommunalbestyrelsen pålægges pligt til at foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald eller dele heraf, vil regler i miljøbeskyttelseslovens kapitel 6 og regler udstedt i medfør heraf om kommunalbestyrelsens deltagelse i aktiviteter forbundet hermed finde anvendelse. Eksempelvis vil kommunalbestyrelsen skulle udbyde opgaver med behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse, der er omfattet af en kommunal affaldsordning, jf. lovens § 49 e. Derudover vil eksempelvis de gældende regler om kommunalbestyrelsens mulighed for i visse tilfælde at tilbyde indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse i miljøbeskyttelseslovens kapitel 6 og regler udstedt i medfør heraf fortsat finde anvendelse.
Med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., vil miljøministeren endvidere vil kunne fastsætte regler om, at emballageaffaldsproducerende virksomheder, dvs. virksomheder, der producerer emballageaffald, har pligt til at foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling eller dele heraf af deres eget emballageaffald for producentens regning.
Det er hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at emballageaffaldsproducerende virksomheder skal have det fulde organisatoriske ansvar for håndteringen af deres eget emballageaffald i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af lovens § 44.
Det er således bl.a. hensigten, at emballageaffaldsproducerende virksomheder vil skulle foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af deres eget emballageaffald mod betaling fra producenter, og dermed have det organisatoriske ansvar for emballageaffaldet. Dog således at det organisatoriske ansvar begrænses i det omfang producenten vælger at tilbagetage emballageaffald i en egen tilbagetagningsordning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, sammenholdt med § 9 p, stk. 2, 2. pkt.
Det er bl.a. hensigten, at der ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse vil blive fastsat regler, hvorefter affaldsproducerende virksomheder ikke vil blive pålagt det organisatoriske ansvar i medfør af § 9 p, stk. 2, 1. pkt., for genbrugsemballageaffald, således at producenter af genbrugsemballage fortsat vil have det organisatoriske ansvar og dermed selv vil skulle foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af deres genbrugsemballage, når denne bliver til affald.
Der vil i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., kunne fastsættes regler, der afgrænser under hvilke forhold, producenter kan tilbagetage emballageaffald i egne tilbagetagningsordninger, jf. stk. 1.
Der forventes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Den emballageaffaldsproducerende virksomhed, der efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., er forpligtet til at foranstalte indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, vil kunne overdrage sit emballageaffald til de aktører, der fremgår af § 27 affaldsaktørbekendtgørelsen), herunder til en privat indsamlingsvirksomhed eller til kommunalbestyrelsen, efter regler i affaldsaktørbekendtgørelsen i det omfang at kommunalbestyrelsen kan tilbyde adgang til affaldsordninger efter miljøbeskyttelseslovens § 49 d, stk. 2 eller 3.
Den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., skal endvidere ses i sammenhæng med de foreslåede § 9 p, stk. 6 og 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil, hvorefter miljøministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, fastsætter regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed, og om en tildelingsordning for betalingsforpligtelser til producenter for kommunalbestyrelsens eller emballageaffaldsproducerende virksomheders indsamling, transport eller behandling af emballageaffald efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 i de almindelige bemærkninger vedrørende kommunalbestyrelsers og affaldsproducerende virksomheders pligt til at sikre affaldshåndtering af emballageaffald.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 2. pkt. , at producenterne uanset regler fastsat efter 1. pkt. vil kunne tilbagetage eget emballageaffald i egne tilbagetagningsordninger, jf. stk. 1. Således vil producenter fortsat have mulighed for på eget initiativ at indsamle, transportere og behandle eget emballageaffald fra husholdninger og emballageaffaldsproducerende virksomheder og derved opfylde forpligtigelsen i den foreslåede § 9 p, stk. 1. Kommunalbestyrelsens og emballageaffaldsproducerende virksomheders organisatoriske ansvar begrænses således i det omfang producenten vælger at tilbagetage emballageaffald i en egen tilbagetagningsordning. For så vidt angår engangsemballageaffald vil husholdningerne fortsat i medfør af gældende § 45, stk. 3, have pligt til at benytte enten kommunale affaldsordninger, fastsat i medfør af lovens § 45, stk. 2, eller producenters egne tilbagetagningsordninger. For så vidt angår engangsemballageaffald vil de affaldsproducerende virksomheder kunne vælge mellem selv at foranstalte behandling af emballageaffaldet eller at aflevere det i producenters egne tilbagetagningsordninger. Tilbagetagning i egen tilbagetagningsordning vil i praksis foretages enten af producenterne selv eller i regi af disses kollektive ordninger. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der vil kunne fastsættes regler, der afgrænser under hvilke forhold, producenter kan tilbagetage emballageaffald i egne tilbagetagningsordninger.
De foreslåede bestemmelser i § 9 p, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Det følger af den gældende § 9 p, stk. 3, 1. pkt., at miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af tilbagetagnings-, affaldshåndterings- og oplysningsforpligtelser i forbindelse med emballageaffald og oprydningsforpligtelser i forbindelse med affald fra emballage af engangsplast.
Det følger af § 9 p, stk. 3, 2. pkt., at miljøministeren fastsætter regler om procedurer for tilbagebetaling til producenterne om importørerne, når emballerede produkter markedsføres uden for Danmark.
Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 3, 1. pkt. er udnyttet i bekendtgørelse nr. 904 af 28. juni 2024 om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter (herefter benævnt bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter) til at fastsætte regler om producenters betaling af oprydningsgebyrer for visse emballager af engangsplast med ikrafttrædelse 31. december 2024. Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 3, 2. pkt., er ikke udnyttet.
Bestemmelsen i stk. 3 har til hensigt at gøre det muligt at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, hvorefter producenter skal afholde de nødvendige omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald samt til oplysnings- og dataindberetningsforpligtelser.
Det foreslås at nyaffatte § 9 p, stk. 3 , som bliver § 9 p, stk. 4.
Med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 3,
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1 pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., viderefører med visse ændringer bemyndigelsen for miljøministeren i den gældende § 9 p, stk. 3, 1. pkt., til at fastsætte nærmere regler om, hvilke omkostninger i hele affaldshåndteringskæden, som producenter vil skulle dække med henblik på at sikre, at producenterne vil afholde de nødvendige omkostninger til særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald samt til oplysning og indberetning af data, jf. kravene i affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4.
Som noget nyt fremgår det udtrykkeligt af bemyndigelsen, at der fastsættes regler om producenters afholdelse af omkostninger og fordelingen heraf til indberetning af data. Den foreslåede bestemmelse omfatter som den gældende bestemmelse emballageaffald fra både husholdninger og affaldsproducerende virksomheder.
Der vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsættes regler om producenters eller disses kollektive ordningers afholdelse og fordeling af omkostninger, der er forbundet med opfyldelse af indsamlings-, transport-, behandlings-, oplysnings-, og dataindberetningsforpligtelser, herunder kommunernes, statens og den producentregisteransvarlige organisations (Dansk Producentansvar) administration.
Producentansvaret for emballage vil som hidtil kunne opfyldes gennem en kollektiv ordning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk.
I det omfang den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, udnyttes til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens og emballageproducerende virksomheders pligt til at overtage det organisatoriske producentansvar helt eller delvist for indsamling, transport og behandling af emballageaffald, eller kommunalbestyrelsen vil indsamle emballageaffald efter lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, vil der i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes nærmere regler om producenters eller disse kollektive ordningers afholdelse af omkostninger forbundet med indsamling, transport og behandling af emballageaffald, som foranstaltes af kommunalbestyrelsen eller af den affaldsproducerende virksomhed.
Med den foreslåede bestemmelse vil der i lighed med en gældende bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., kunne fastsættes regler i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c, om fordeling af omkostninger, hvorved der kan fraviges fra ovennævnte krav om afholdelse af de nødvendige omkostninger af hensyn til behovet for at sikre en passende affaldshåndtering og den økonomiske bæredygtighed af ordningen for udvidet producentansvar for emballage. Dog vil producenterne skulle afholde mindst 80 pct. af de nødvendige omkostninger. En forudsætning for at fravige fra kravet vil være, at de resterende op til 20 pct. af omkostningerne afholdes af de oprindelige affaldsproducenter og således ikke afholdes af staten eller andre offentlige myndigheder.
Det bemærkes, at fravigelsesmuligheden ikke vil kunne anvendes til blot at nedsætte producenternes finansiering forholdsmæssigt, men alene til at fritage producenter fra at finansiere en specifik del af affaldshåndteringsforpligtelserne, hvis det er vanskeligt administrativt eller operationelt at udskille denne og under den forudsætning, at denne del maksimalt udgør 20 pct. af de samlede omkostninger.
Det er forventningen, at der ved udmøntning i bekendtgørelse bl.a. vil blive fastsat regler om, at producenter af emballage af tekstil, porcelæn, kork og keramik i medfør af fravigelsesmuligheden i den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., i første omgang ikke forpligtes til at afholde omkostninger til indsamling, transport og affaldsbehandling af emballageaffald fra disse affaldsfraktioner.
Det er endvidere forventningen, at der ved udmøntningen vil blive fastsat regler om, at producenter af emballage, der skal sorteres som farligt affald, ikke forpligtes til at afholde omkostninger til indsamling, transport og affaldsbehandling af emballageaffald, når emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald, indsamles via kommunale husstandsnære indsamlingsordninger. Dette med baggrund i manglende data om fordelingen af emballageaffald og ikkeemballageaffald i denne affaldsfraktion. Når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne fastsætte fordelingsnøgler for denne affaldsfraktion, vil der blive fastsat regler om pligt til at afholde omkostninger. For nærmere om fordelingsnøgler se nedenfor.
Derudover er det bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at det er en forudsætning for, at producenter eller disses kollektive ordning skal betale omkostninger for kommunalt indsamlet plastemballageaffald, der ikke indsamles som husstandsnært indsamlet plast, samt metalemballageaffald, når disse affaldsfraktioner indsamles via genbrugspladser, at kommunalbestyrelsen selv fastsætter retvisende fordelingsnøgler for andelen af emballageaffald og ikkeemballageaffald i disse fraktioner. Når der er tilvejebragt data til at kunne fastsætte fordelingsnøgler for disse fraktioner, er det hensigten at fastsætte regler om brug af disse.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 9 p, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., udgår importør af bestemmelsen. Dette er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret for emballage påhviler producenter af emballage. Hvem der nærmere skal være omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastlægges på bekendtgørelsesniveau i medfør af § 9 p, stk. 2, der med forslaget bliver stk. 3. For nærmere herom henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.
Med den foreslåede § 9 p, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., kan miljøministeren i forbindelse med fastsættelse af regler efter stk. 4, 1. pkt., fastsætte regler om opgørelse af omkostninger og om procedurer for betaling af omkostninger og dokumentation herfor.
Det er hensigten, at ministeren i medfør af bemyndigelsen bl.a. fastsætter regler om, at omkostninger til emballageaffald vil skulle opgøres på baggrund af faste fordelingsnøgler for andelen af emballageaffald i de affaldsfraktioner, hvor emballageaffaldet indsamles af de affaldsproducerende virksomheder henholdsvis kommunalbestyrelsen sammen med andet affald, der ikke er emballageaffald. Det er således hensigten, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat faste fordelingsnøgler for både kommunalt indsamlet affald, herunder husholdningsaffald og erhvervsaffald, der i indsamlingen sammenblandes med husholdningsaffaldet, og øvrigt erhvervsaffald (efter branche).
For kommunalt indsamlet affald, der indsamles via husstandsnære indsamlingsordninger, herunder husholdningsaffald og erhvervsaffald sammenblandet med dette, forventes det, at der vil blive fastsat fordelingsnøgler for affaldsfraktionerne plast-, glas-, metal-, pap-, papir- og mad- og drikkekartonaffald samt kombineret indsamling af disse fraktioner (for eksempel sammenblandet plast- og metalaffald). Det forventes desuden, at der vil blive fastsat en fordelingsnøgle for emballageaffald, der skal sorteres som restaffald. Det er desuden hensigten, at der vil blive fastsat en fordelingsnøgle for husstandsnært indsamlet emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald, når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag.
For kommunalt indsamlet affald, herunder husholdningsaffald og erhvervsaffald sammenblandet med dette, der indsamles via bringeordninger (genbrugspladser), forventes det, at der vil blive fastsat fordelingsnøgler for papir-, pap-, og glasaffald, for plastaffald, der indsamles som husstandsnært indsamlet plastaffald, samt indetræaffald og emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald. Det er hensigten, at der ligeledes vil blive fastsat fordelingsnøgler for plastemballageaffald, der ikke indsamles som husstandsnært indsamlet plast, samt metalemballageaffald, der er indsamlet via bringeordninger (genbrugspladser), når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag.
For øvrigt erhvervsaffald forventes det, at der vil blive fastsat fordelingsnøgler for plast-, glas-, metal-, pap-, papir-, træ-, mad- og drikkekartonaffald samt kombineret indsamling af disse fraktioner og emballageaffald, der skal sorteres som restaffald.
Fordelingsnøglerne forventes at blive fastsat på baggrund af analyser af fysiske affaldsfraktioner ved et antal stikprøver, som kan danne grundlag for generelle antagelser om andelen af emballageaffald i en given affaldsfraktion.
Det er endvidere hensigten at bemyndigelsen vil blive udnyttet til at fastsætte yderligere regler om opgørelsen af omkostninger, herunder bl.a. om at opgørelsen af omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder skal ske efter en beregningsmetode med fastsatte nøgletal for indsamling, transport og behandling af emballageaffald, der løbende opdateres. Beregningsmetoden vil bl.a. skulle sikre, at producenterne dækker de omkostninger, der er nødvendige for at opnå de EU-fastsatte genanvendelsesmål, der følger af emballagedirektivets artikel 6, litra f-i, og regler, der vil blive fastsat på bekendtgørelsesniveau, således at producenterne samlet set vil afholde de nødvendige omkostninger til affaldshåndtering på en omkostningseffektiv måde, jf. affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4. Samtidigt er det hensigten at beregningsmetoden vil blive fastsat under hensyn til at skabe et administrerbart system for de private aktører, herunder med simple udregninger af omkostninger, hvor det vurderes muligt og hensigtsmæssigt.
Beregningsmetoden for opgørelsen forventes bl.a. udarbejdet på baggrund af anbefalinger fra et frivilligt udvalg med deltagelse af relevante repræsentanter for affaldsproducerende virksomheder, private indsamlingsvirksomheder og producenter af emballage eller disses kollektive ordninger.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger vil blive forpligtet til på baggrund af bl.a. den fastsatte beregningsmetode og fordelingsnøgler at opgøre de omkostninger, som skal betales til de affaldsproducerende virksomheder eller kommunalbestyrelsen, når de affaldsproducerende virksomheder eller kommunalbestyrelsen har anmodet om betaling.
Der vil ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse i relation til opgørelse af omkostninger i bekendtgørelsen blive taget højde for, at producenters omkostninger i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c, ikke må overstige de omkostninger, der er nødvendige for at levere affaldshåndteringstjenester på en omkostningseffektiv måde, og at sådanne omkostninger vil skulle fastsættes på en gennemsigtig måde af de berørte aktører.
I det omfang der i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., fastsættes regler, hvorefter kommunalbestyrelsen vil blive pålagt at foranstalte indsamling, transport eller behandling af emballageaffald på producenternes regning, vil kommunalbestyrelsens opgørelse af omkostninger for husholdningsemballageaffald skulle ske efter regler, fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 16, statens opgørelse af omkostninger til statslige oplysningstiltag vil skulle ske efter regler, fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 18, og den producentregisteransvarlige organisations (Dansk Producentansvar) opgørelse af omkostninger vil skulle ske efter regler fastsat i medfør af § 9 ø, stk. 4.
Med den foreslåede bestemmelse vil miljøministeren endvidere kunne fastsætte regler om procedurer for betaling af omkostninger. Det er bl.a. hensigten i medfør af den foreslåede bestemmelse at fastsætte nærmere regler om procedurer for betalingen af omkostninger mellem producenter eller disses kollektive ordninger og affaldsproducerende virksomheder. Herudover er det hensigten at fastsætte regler om, hvor ofte betalingen vil skulle ske, og hvilke oplysninger, der skal angives til producenter eller disses kollektive ordninger i forbindelse med de affaldsproducerende virksomheders anmodning om betaling. Det forventes, at der bl.a. vil blive fastsat regler om frister for betaling.
Endelig bemyndiger den foreslåede § 9 p, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., ministeren til at fastsætte regler om dokumentation i forbindelse med anmodning om betaling af omkostninger. Således vil der i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes krav til emballageaffaldsproducerende virksomheders eller kommunalbestyrelsens dokumentation i forbindelse med anmodning om betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger. Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at de emballageaffaldsproducerende virksomheder eller kommunalbestyrelsen vil skulle kunne dokumentere, hvor mange tons affald, der er indsamlet og affaldsbehandlet i en given affaldsfraktion og branche fra de affaldsproducerende virksomheder. Det vil for eksempel kunne være ved brug af vejesedler. Det er desuden hensigten, at der fastsættes regler om dokumentation for, at emballageaffald omfattet af en anmodning om betaling ikke er omfattet af en egen tilbagetagningsordning for emballageaffald efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
I det omfang der i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., fastsættes regler, hvorefter kommunalbestyrelsen vil blive pålagt at indsamle, transportere eller behandle emballageaffald fra husholdninger på producenternes regning, vil der i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 16, kunne fastsættes regler om dokumentation for sammensætningen af kommunalbestyrelsens gebyr for emballageaffald fra husholdninger, der fastsættes og opkræves i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 9 p, stk. 3, udgår den del af den gældende bemyndigelse i stk. 3, 1. pkt., der omhandler producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med oprydningsforpligtelser i forbindelse med affald fra emballage af engangsplast. Denne del af bemyndigelsen foreslås erstattet af en ny bestemmelse i § 9 p, stk. 19, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 9 p, stk. 3, foreslås det at videreføre den gældende § 9 p, stk. 3, 2. pkt., med visse mindre tilpasninger i 3. pkt., i § 9 p, stk. 3, der med lovforslaget bliver § 9 p, stk. 4, 3. pkt.
Med det foreslåede § 9 p, stk. 3, 3. pkt. , der bliver stk. 4, 3. pkt., fastsætter ministeren regler om tilbagebetaling til producenter eller disses kollektive ordninger, herunder procedurer herfor, når emballage markedsføres uden for Danmark. Med den foreslåede bestemmelse vil der kunne fastsættes regler om tilbagebetaling af de finansielle bidrag, som producenterne eller disses kollektive ordninger betaler for at opfylde deres forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, såfremt producentens emballager efter at være registreret som markedsført i Danmark, markedsføres uden for Danmark, før de bliver til affald. Der vil kunne fastsættes regler om procedurer for tilbagebetaling, og herunder dokumentationskrav. Hensynet bag denne bestemmelse er at undgå, at producenter registrerer samme emballage som markedsført i to EU-medlemsstater og således pådrager sig udvidet producentansvar for samme emballage i begge medlemsstater og dermed afholder omkostninger til affaldshåndtering to gange.
Med den foreslåede bestemmelse vil der også kunne fastsættes regler om, at tilbagebetalingen skal foretages til producenternes kollektive ordninger, hvis disse varetager producentens forpligtelser på vegne af producenten i medfør af § 9 z, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, hvorefter der kan fastsættes regler om pligt til medlemskab af en kollektiv ordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 33.
Det er hensigten med den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 3. pkt., at gøre det muligt at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, hvorefter producenter skal afholde de nødvendige omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald, som producenten markedsfører i den pågældende medlemsstat.
Det er hensigten, at den foreslåede bestemmelse som hidtil bl.a. vil blive anvendt til at fastsætte regler om en ordning, hvorefter producenter vil kunne reducere den årlige mængde af markedsført emballage, der er indberettet til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar), såfremt denne mængde ikke er blevet til affald i Danmark. Producenter eller disses kollektive ordninger vil med en sådan ordning således kun blive ansvarlige for den miljømæssige håndtering m.v. af den mængde emballageaffald, som reelt bliver til affald i Danmark. Det er endvidere bl.a. hensigten at fastsætte nærmere regler om i hvilke tilfælde, der vil kunne ske regulering af de markedsførte mængder, krav til dokumentation m.v. Det er hensigten, at ordningen skal være enkel at administrere for producenter eller disses kollektive ordninger, for den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) og for myndighederne. Det er endvidere hensigten, at det ved udmøntning skal sikres, at det vil være administrativt enkelt at føre tilsyn, herunder ved at producenter vil skulle dokumentere, hvilket senere omsætningsled i Danmark, der har eksporteret den mængde af emballage, som en producent ønsker at reducere sine markedsførte mængder med.
Der forventes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, 1.-3. pkt., at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Det foreslås med § 9 p , stk. 4, 4. pkt. , at miljøministeren til brug for kommunalbestyrelsens fastsættelse af gebyr efter stk. 15 kan fastsætte regler om et serviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger, efter regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.
Forslaget indebærer, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om et serviceniveau for kommunernes affaldsindsamling af emballageaffald fra husholdninger, og at dette skal anvendes til at opgøre, hvilke omkostninger kommunalbestyrelsen skal medtage ved fastsættelse af betaling for de opgaver vedrørende indsamling af emballageaffald, som kommunalbestyrelsen forpligtes til at varetage på vegne af producenter efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil.
Ved et fastsat serviceniveau for kommunal affaldsindsamling forstås i denne sammenhæng et loft over de ydelser, som kommunalbestyrelsen kan levere til borgerne i forhold til indsamling af borgernes emballageaffald, som anvendes til at opgøre hvilke omkostninger, som kommunalbestyrelsen, i den henseende, skal medtage ved fastsættelsen af betaling for de opgaver, som kommunalbestyrelsen varetager på vegne af producenter eller disses kollektive ordninger, i medfør af regler fastsat efter den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt. Det er hensigten at fastsætte serviceniveauet ved bekendtgørelse.
Et fastsat serviceniveau vil for eksempel kunne angå, hvilken størrelse af beholdere (beholderkapacitet), som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed for den enkelte husstand, eller hvor ofte affaldsbeholdere tømmes (tømningsfrekvens), herunder i form af en årlig beholdervolumen (opgjort i liter) pr. affaldsfraktion for forskellige typer af husstande, for eksempel enfamilieboliger, etageejendomme og sommerhuse. Serviceniveauet vil for eksempel kunne fastsættes som en gennemsnitlig ramme for alle kommuner, for grupper af lignende kommuner eller som individuelle rammer for hver enkelt kommune.
Det bemærkes, at kommunalbestyrelser, ligesom andre offentlige myndigheder, er underlagt en retslig grundsætning om forsvarlig økonomisk forvaltning. Dette indebærer blandt andet, at kommunalbestyrelserne er underlagt et krav om at sikre en omkostningseffektiv forvaltning i forbindelse med udøvelsen af alle deres opgaver. Dette vil også gælde i forbindelse med udøvelse af en forpligtelse til, for producenternes regning, at indsamle, transportere eller behandle emballageaffald efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og uanset, om der er fastsat regler om et serviceniveau for indsamlingsopgaven eller ej.
Det er hensigten, at der ved fastsættelsen af et serviceniveau tages højde for, at det fastlægges på en måde, der tilsigter en omkostningseffektiv løsning, således at kommunalbestyrelsen for eksempel ikke stiller unødig kapacitet til rådighed.
Det er hensigten, at serviceniveauet fastsættes således, at det indeholder den fornødne fleksibilitet til, at kommunalbestyrelsen, ved tilrettelæggelsen af affaldsindsamlingen fra husholdninger, fortsat vil kunne indsamle i overensstemmelse med den strømlinede og husstandsnære affaldsindsamling, tage hensyn til lokale geografiske og demografiske forhold og samtidig sikre et rimeligt serviceniveau for borgerne. Det kunne for eksempel være en rimelig tilgængelighed af og nærhed til affaldsbeholdere.
Det er desuden hensigten, at der ved fastsættelsen af et serviceniveau tages højde for, at kommunalbestyrelsen forholdsvist simpelt og på en gennemsigtig måde kan opgøre kommunalbestyrelsens faktiske omkostninger til affaldsindsamling af emballageaffald, som producenter eller disses kollektive ordninger skal betale, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 16, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Det forventes, at der vil kunne fastsættes et serviceniveau med udgangspunkt i de oplysninger, som kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 16, forpligtes til årligt at rapportere om, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil.
Derudover er det forventningen, at et fastsat serviceniveau vil skulle evalueres og revideres løbende, bl.a. med henblik på at sikre, at der indsamles og sorteres tilstrækkeligt affald til at opnå de EU-fastsatte genanvendelsesmål eller andre nationalt fastsatte mål. Det forventes desuden, at kommunalbestyrelsen som en del af dokumentationen for producentgebyrers sammensætning og baggrunden herfor årligt skal rapportere om kommunens aktuelle serviceniveau til Miljøstyrelsen, og offentliggøre disse informationer på kommunalbestyrelsens hjemmeside, jf. regler udstedt i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 16, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
For indeværende er der ikke et tilstrækkeligt datagrundlag til, at det er muligt at fastlægge en model for et serviceniveau for affaldsindsamling, og der er behov for at kvalificere løsningsmodellen. For nærmere herom henvises til pkt. 3.1.2.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Når datagrundlaget for at kunne fastsætte et serviceniveau er tilstede, er det hensigten at fastsætte regler om et fastsat serviceniveau for kommunalbestyrelsens husstandsnære indsamlingsordninger af affald, der indeholder emballageaffald, dvs. affaldsfraktionerne plast-, glas-, pap-, papir-, metal- og mad- og drikkevarekartonaffald. På sigt vil ministeren kunne benytte den foreslåede bestemmelse til at fastsætte serviceniveauer for øvrig kommunal indsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger, eksempelvis kommunale bringeordninger (genbrugspladser).
Det forventes, at der vil være tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne fastlægge en model for et serviceniveau senest i 2027. Bemyndigelsen forventes således i første omgang ikke udnyttet.
Når det fastsatte serviceniveau er fastlagt, er det hensigten, at kommunalbestyrelsen ikke kan opkræve omkostninger fra producenter, for ydelser, der rækker udover det loft for den kommunale affaldsindsamling, der fastlægges med et fastsat serviceniveau. Frem til at der er fastsat et sådant serviceniveau, skal kommunalbestyrelsen fastsætte og opkræve producentgebyrer ud fra de faktiske omkostninger til indsamling af emballageaffald, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil. For nærmere om kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af producentgebyrer se lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil. Det er derfor væsentligt, at det fastsatte serviceniveau vil kunne rumme alle de nødvendige omkostninger, som producenter skal betale kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4. Et fastsat serviceniveau påvirker ikke kommunalbestyrelsens omkostninger til indsamling, transport og behandling af husholdningsaffald, der ikke er emballageaffald, og omkostninger til emballageaffald, der går ud over det fastsatte serviceniveau, der således fortsat skal opkræves via affaldsgebyrer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1.
Det er således ikke hensigten, at kommunalbestyrelsen med fastsættelsen af et serviceniveau, forhindres i at beslutte, at der skal leveres et højere serviceniveau til borgerne. Omkostningerne til et højere serviceniveau i den pågældende kommune, svarende til forskellen mellem omkostninger til et fastsat serviceniveau og omkostninger til det faktisk udbudte serviceniveau, vil således ikke kunne opkræves producenter eller deres kollektive ordninger, men skal opkræves over de kommunale affaldsgebyrer for husholdninger, jf. miljøbeskyttelseslovens § 48.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, 4. pkt., skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 16, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil, der bemyndiger ministeren til at kunne fastsætte regler om kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af producentgebyrer for kommunalbestyrelsens varetagelse af opgaver omfattet af regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt. Som det fremgår af bemærkningerne til det foreslåede § 9 p, stk. 16, forventes det, at miljøministeren vil fastsætte regler, om at kommunalbestyrelsen skal dokumentere, at indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for producenternes regning overholder grundsætningen om forsvarlig økonomisk forvaltning, herunder om omkostningseffektivitet, ligesom der vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre denne dokumentation på sin hjemmeside.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 4. pkt., vil, sammen med grundsætningen om forsvarlig økonomisk forvaltning, kunne medvirke til at sikre overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c, om, at de finansielle bidrag, som producenten af produktet betaler for at opfylde sine forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, ikke overstiger de omkostninger, der er nødvendige for at levere affaldshåndteringstjenester på en omkostningseffektiv måde, og at sådanne omkostninger skal fastsættes på en gennemsigtig måde af de berørte aktører.
Såfremt det mod forventning skulle vise sig ikke at være muligt at fastsætte et serviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af husholdningsemballageaffald, i overensstemmelse med ovennævnte hensyn, vil ministeren inddrage aftalekredsen bag den politiske aftale om udvidet producentansvar for emballage med henblik på mulige alternative løsningsmodeller.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Ifølge den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 5, 1. pkt., fastsætter miljøministeren regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet emballageaffald omfattet af det gældende § 9 p, stk. 1, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter og importører og det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde.
Ifølge den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 5, 2. pkt. fastsætter miljøministeren endvidere nærmere regler om øvrige forhold vedrørende indsamling og sortering af emballageaffald.
Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 5, er ikke udnyttet.
Det er hensigten med bestemmelsen i stk. 5, 2. pkt., at gøre det muligt at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra a, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at enhver producent af produkter og emballage eller organisation, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar på vegne af disse producenter, har et klart defineret geografisk, produktmæssigt og materialemæssigt dækningsområde uden, at dette begrænses til de dækningsområder, hvor indsamlingen og håndteringen af affald er mest rentabel. Med organisation der gennemfører forpligtelser på vegne af producenter, skal forstås producentens kollektive ordning.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke regler om en tildelingsordning for emballageaffald, som ikke indsamles af kommunalbestyrelsen, og heller ikke regler om pligt for producenter og importører, der markedsfører emballage med husholdninger som slutbruger, til at overtage og behandle kommunalt indsamlet affald, der ikke er emballageaffald fra husholdninger. For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås at ophæve § 9 p, stk. 5 , og i stedet indsætte § 9 p, stk. 6-8 .
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt., at miljøministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, fastsætter regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed.
En tildelingsordning indebærer, at i de tilfælde, hvor der i medfør af stk. 2, 1. pkt., fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, vil ministeren skulle fastsætte regler om fysisk tildeling af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og det sammenblandede erhvervsemballageaffald til producenter af emballage omfattet af den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
Omfattet af bestemmelsen er husholdningsemballageaffald, som kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., mod betaling har overtaget det organisatoriske ansvar for indsamlingen af. Derudover er emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder (erhvervsemballageaffald) omfattet i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen indsamler erhvervsaffald efter lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, og i forbindelse med indsamlingen blander dette sammen med emballageaffald fra husholdninger. I disse tilfælde vil der i medfør af det foreslåede § 45, stk. 9, kunne fastsættes nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen skal overdrage det kommunalt indsamlede emballageaffald fra erhverv til producenter eller disses kollektive ordninger, sammen med overdragelse af det kommunalt indsamlede emballageaffald fra husholdninger. Dette som en følge af, at det ikke vil være muligt fysisk at adskille de to typer af affald fra hinanden inden overdragelse. Al kommunalt indsamlet emballageaffald fra husholdninger eller affaldsproducerende virksomheder vil herefter, hvis det indsamles sammenblandet, indgå i beregningen af tildelingen for husholdningsemballageaffald efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Dette vil i praksis medføre, at producenter af emballage til husholdninger kan blive pålagt at afholde omkostninger for emballageaffald fra erhverv. Dette er i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret kan løftes ved at indsamle, transportere og affaldsbehandle egne emballager, når de er blevet til affald, men også ved at indsamle, transportere og behandle en mængde emballageaffald svarende til producentens markedsandel, hvor emballagen er markedsført i Danmark af andre producenter. Da der indsamles mindre emballageaffald end der markedsføres emballage, og det forventes at være mindre mængder emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder, som indsamles af kommunalbestyrelsen sammenblandet med emballageaffald fra husholdninger, forventes de samlede tildelte mængder emballageaffald til producenter af husholdningsemballage og sammenblandet erhvervsemballageaffald dog ikke at ville overstige de markedsførte mængder. Der kan dog være risiko for, at producenter af husholdningsemballage vil blive tildelt større mængder emballageaffald end deres markedsførte mængde emballage.
For nærmere gennemgang heraf henvises til pkt. 3.1.1.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse kan der endvidere fastsættes regler om tildeling af husholdningsemballageaffald og det sammenblandede erhvervsemballageaffald til producenternes kollektive ordninger. Dette skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, hvorefter der kan fastsættes regler om pligt til medlemskab af en kollektiv ordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 33. Det er hensigten at fastsætte regler herom, og i praksis forventes det derfor, at de fysiske tildelinger og de geografiske fordelinger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 2. og 3. pkt., vil ske til kollektive ordninger på vegne af producenter. Endvidere er det hensigten, at det alene skal være de producenter eller disses kollektive ordninger, der markedsfører emballage, hvor en husholdning sandsynligvis er slutbruger, som vil skulle deltage i tildelingsordningen for kommunalt indsamlet affald.
En fysisk tildeling efter regler, fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., vil indebære, at producenter af emballage eller disses kollektive ordninger fysisk vil få overdraget det tildelte kommunalt indsamlede emballageaffald og dermed få ansvaret for at foranstalte den videre transport og affaldsbehandling efter gældende regler herom.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 9 p, stk. 6, 4. pkt., om tildeling af betalingsforpligtelser for kommunalbestyrelsens indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald og af det sammenblandede erhvervsemballageaffald og med producentgebyret, som kommunalbestyrelsen fastsætter og opkræver i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 15, og som vil skulle sikre, at producenten eller dennes kollektive ordning afholder kommunalbestyrelsens omkostninger til indsamlingen i de tilfælde, hvor det organisatoriske ansvar for indsamlingen af emballageaffaldet mod betaling vil blive flyttet til kommunalbestyrelsens, efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Med den foreslåede bestemmelse vil der i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., skulle fastsættes regler om beregningen af den fysiske tildeling af husholdningsemballageaffald og det sammenblandede erhvervsemballageaffald. Det forventes bl.a., at der vil blive fastsat regler om, at den fysiske tildeling vil skulle baseres på producenters markedsandel af emballage, beregnet efter regler, fastsat i medfør af § 9 p, stk. 4, der bliver stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
I de tilfælde hvor det organisatoriske ansvar for indsamlingen af emballageaffaldet mod betaling vil blive flyttet til kommunalbestyrelsen, efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsens organisatoriske ansvar blive begrænset i det omfang, producenten vil vælge at tilbagetage affald af producentens egen emballage i en egen tilbagetagningsordning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, sammenholdt med § 9 p, stk. 2, 2. pkt., hvorved emballageaffaldet ikke vil indgå i tildelingsordningen.
Det er hensigten, at der ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., bl.a. vil blive fastsat regler, hvorefter kommunalbestyrelsen ikke vil blive pålagt det organisatoriske ansvar for affald af genbrugsemballage, således at producenter af genbrugsemballage selv vil skulle foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af deres genbrugsemballage, når denne bliver til affald i egen tilbagetagningsordning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, sammenholdt med § 9 p, stk. 2, 2. pkt.
Som følge heraf forventes genbrugsemballageaffald som udgangspunkt heller ikke at skulle indgå i en tildelingsordning efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt.
Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at tildelingen, herunder den geografiske fordeling i det foreslåede 2. og 3. pkt., jf. mere herom nedenfor, vil være tidsmæssigt afgrænset, hvorefter tildelingen skal genberegnes på baggrund af nye data om markedsførte mængder og affaldsdata, samt hensyntagen til hhv. over- eller underindsamling i forhold til det forventede i den forudgående tildelingsperiode eller kalenderår. Dette af hensyn til at sikre, at tildelingen i videst muligt omfang svarer til en producent eller dennes kollektive ordnings markedsandel. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan fastsættes regler om længden af tildelingsperioden. Det er hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at den første tildelingsperiode vil vare ca. 15 måneder, og at efterfølgende tildelingsperioder vil vare ca. 24-36 måneder. Desuden er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at der ved afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder vil være mulighed for at tage højde for dette i efterfølgende tildelingsperioder. Dog således, at der ved væsentlige afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder undtagelsesvist vil være mulighed for at genberegne og ændre i tildelingen i løbet af en tildelingsperiode. Der vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsættes længere tildelingsperioder, hvis det på sigt skulle vise sig hensigtsmæssigt.
Det forventes, at der med udmøntningen af regler om beregning af tildelingen efter det foreslåede stk. 1, i videst mulige omfang vil blive taget hensyn til, at emballageaffaldsfraktioner, der indsamles kombineret eller på anden vis sammenblandes i forbindelse med kommunalbestyrelsens indsamling, herunder som følge af fælleskommunale løsninger, så vidt muligt tildeles samme producent eller kollektive ordning, da affaldet ikke kan opdeles fysisk, inden det overdrages. Det forventes desuden, at der bl.a. fastsættes nærmere regler om, at der også skal tages højde for, at alle emballageaffaldsfraktioner i en kommune, der skal overdrages, så vidt muligt skal tildeles samme producent eller kollektive ordning af hensyn til at reducere kompleksiteten i samarbejdet mellem producenter eller disses kollektive ordninger og kommunalbestyrelser. Til brug for beregning af tildelingen er det bl.a. hensigten at fastsætte krav om, at kommunalbestyrelsen vil skulle indberette oplysninger til producentregistret om deres affaldsindsamlingsordninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven. Det er endvidere hensigten ved udmøntning bl.a. at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens muligheder for at ændre i kommunale indsamlingsordninger, som etableres som følge af kommunalbestyrelsens organisatoriske ansvar for indsamlingen af emballageaffald, vil blive begrænset i løbet af en tildelingsperiode.
Det er endvidere bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at emballage af tekstil, porcelæn, kork, keramik og emballage, der skal sorteres som farligt affald i kommunale henteordninger, i første omgang ikke skal indgå i tildelingsordningen for husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt. For en nærmere gennemgang heraf henvises til pkt. 3.1.1.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Det er hensigten at delegere opgaven med at beregne og træffe afgørelser om tildelingen, herunder den geografiske fordeling, for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af § 9 ø, stk. 1, nr. 1. En tildeling vil udgøre en konkret afgørelse for de enkelte producenter eller disses kollektive ordninger og vil kunne påklages til miljøministeren, jf. § 9 ø, stk. 3.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt., som alene omfatter tildeling af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald, skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 9 p, stk. 7, 1. pkt., hvorefter ministeren kan fastsætte regler, der forpligter producenter eller disses kollektive ordninger til mod betaling at overtage og behandle det affald, som kommunalbestyrelsen indsamler i samme fraktioner som husholdningsemballageaffald, men som ikke er emballageaffald.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 2. pkt., at ministeren fastsætter regler om den geografiske fordeling af husholdningsemballageaffald mellem producenter eller disses kollektive ordninger, herunder om det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde, uanset om der er fastsat regler i medfør af stk. 2, 1. pkt.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres miljøministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om det geografiske, produktmæssige og materialemæssige dækningsområde i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra a. Det vil således i medfør af den foreslåede bestemmelse være muligt at fastsætte regler om tildeling, der tager højde for, hvilke produkter (dvs. emballager) og materialer (for eksempel pap), der omfattes af en tildeling.
Med den foreslåede bestemmelse vil der skulle fastsættes regler om den geografiske fordeling af husholdningsemballageaffaldet mellem producenter eller disses kollektive ordninger. En geografisk fordeling vil medføre, at bestemte producenter eller disses kollektive ordninger forpligtes til fysisk at overtage affald fra bestemte kommuner. En geografisk fordeling indebærer desuden, at alt kommunalt affald, der er produceret i det tildelte geografiske område, skal håndteres i tildelingsperioden, uanset om de konkrete affaldsmængder er større eller mindre end de mængder, der er taget udgangspunkt i ved beregning af tildelingen.
I praksis forventes det, at de fysiske tildelinger, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., og herunder de geografiske fordelinger, vil ske til kollektive ordninger på vegne af producenter. For nærmere om de fysiske tildelinger, henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., ovenfor.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at tildelingen, herunder den geografiske fordeling, vil være tidsmæssigt afgrænset, og at der ved afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder vil være mulighed for at tage højde for det i efterfølgende tildelingsperioder. Dog således, at der ved væsentlige afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder undtagelsesvist vil være mulighed for at genberegne og ændre i tildelingen i løbet af en tildelingsperiode. For nærmere om de fysiske tildelinger og sammenhængen med den geografiske fordeling, henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., ovenfor.
Det forventes, at affaldsdata om kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald, opgjort pr. emballageaffaldsfraktion i en given kommune vil blive anvendt til at fordele geografiske områder (kommuner) til producenter eller disses kollektive ordninger svarende til den beregnede markedsandel.
Det er hensigten at delegere opgaven med at beregne og træffe afgørelser om den geografiske fordeling for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af § 9 ø, stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen har tæt sammenhæng med det foreslåede 1. pkt., og indebærer, at ministeren i de tilfælde, hvor der fastsættes regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, tillige fastsætter regler om den geografiske fordeling af det kommunalt indsamlede husholdningsemballageaffald, der fysisk tildeles producenter, og som indsamles adskilt fra erhvervsemballageaffald. Der vil dog i medfør af bestemmelsen skulle fastsættes regler om geografisk fordeling af husholdningsemballageaffald mellem producenter eller disses kollektive ordninger uanset, om der er fastsat regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for emballageproducenternes regning.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 3. pkt., at ministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. tillige fastsætter regler om den geografiske fordeling mellem producenterne eller disses kollektive ordninger af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald sammenblandet med erhvervsemballageaffald, herunder om det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres miljøministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om det geografiske, produktmæssige og materialemæssige dækningsområde i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra a. Det vil således i medfør af den foreslåede bestemmelse være muligt at fastsætte regler om tildeling, der tager højde for, hvilke produkter (dvs. emballager) og materialer (for eksempel pap), der omfattes af en tildeling.
En geografisk fordeling vil medføre, at bestemte producenter eller disses kollektive ordninger forpligtes til fysisk at overtage affald fra bestemte kommuner. En geografisk fordeling indebærer desuden, at alt kommunalt affald, der er produceret i det tildelte geografiske område, skal håndteres i tildelingsperioden, uanset om de konkrete affaldsmængder er større eller mindre end de mængder, der er taget udgangspunkt i ved beregning af tildelingen.
I praksis forventes det, at de fysiske tildelinger, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., og herunder de geografiske fordelinger, vil ske til kollektive ordninger på vegne af producenter. For nærmere om de fysiske tildelinger, henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse supplerer det foreslåede stk. 6, 2. pkt., og indebærer, at ministeren i de tilfælde, hvor der fastsættes regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald, tillige fastsætter regler om den geografiske fordeling af det kommunalt indsamlede husholdningsemballageaffald, der er sammenblandet med erhvervsemballageaffald.
Omfattet af bestemmelsen er husholdningsemballageaffald, som kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., mod betaling har overtaget det organisatoriske ansvar for indsamlingen af og som i forbindelse med indsamlingen bliver sammenblandet med emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder indsamlet af kommunalbestyrelsen efter lovens § 49 d, stk. 2 eller 3.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 3. pkt., skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt., hvorefter der kan fastsættes regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed. Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med 2. pkt., hvorefter der kan fastsættes regler om den geografiske fordeling af husholdningsemballageaffald, der indsamles adskilt fra erhvervsaffald, mellem producenter eller disses kollektive ordninger.
Det forventes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 3. pkt., vil blive fastsat regler om, at den geografiske fordeling af det sammenblandede husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald vil skulle følge den geografiske fordeling af husholdningsemballageaffaldet efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 2. pkt., i de tilfælde, hvor der fastsættes regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, at kommunalbestyrelsen skal foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald. Det er således hensigten at fastsætte regler om, at tildelingen, herunder den geografiske fordeling, vil være tidsmæssigt afgrænset, og at der ved afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder vil være mulighed for at tage højde for det i efterfølgende tildelingsperioder. Dog således, at der ved væsentlige afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder undtagelsesvist vil være mulighed for at genberegne og ændre i tildelingen i løbet af en tildelingsperiode. For nærmere om de fysiske tildelinger og sammenhængen med den geografiske fordeling, henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., ovenfor.
Det forventes, at affaldsdata om kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald, opgjort pr. emballageaffaldsfraktion i en given kommune vil blive anvendt til at fordele geografiske områder (kommuner) til producenter eller disses kollektive ordninger svarende til den beregnede markedsandel.
Det er hensigten at delegere opgaven med at beregne og træffe afgørelser om den geografiske fordeling for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af § 9 ø, stk. 1, nr. 1.
Med det foreslåede § 9 p, stk. 6, 4. pkt. fastsætter ministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt. regler om en tildelingsordning for producenternes betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald og af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald sammenblandet med erhvervsemballageaffald, herunder om den geografiske fordeling af betalingsforpligtelserne mellem producenter eller disses kollektive ordninger.
Der kan i medfør af bemyndigelsen fastsættes regler om betalingsforpligtelser for den kommunale indsamling af det husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald, der efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., fysisk tildeles producenter eller disses kollektive ordninger. Der kan dog også i medfør af bemyndigelsen fastsættes regler om betalingsforpligtelser for kommunal indsamling, transport eller behandling af kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald i de tilfælde, hvor producenterne udelukkende har et finansielt ansvar.
Det forudsættes, at der alene fastsættes regler om en tildelingsordning for betalingsforpligtelser i det omfang bemyndigelsen i det foreslåede stk. 2 udnyttes til at fastsætte regler om pligt for kommunalbestyrelsen til at foranstalte særskilt indsamling, transport eller behandling af emballageaffald for producentens regning.
En tildeling af betalingsforpligtelser vil indebære en pligt for producenter af husholdningsemballage eller disses kollektive ordninger til at betale kommunalbestyrelsen for indsamling, transport og behandling af emballageaffald eller dele heraf, herunder i et bestemt geografisk område.
Med den foreslåede bestemmelse vil der i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af stk. 2, 1. pkt., skulle fastsættes regler om beregningen af tildeling af betalingsforpligtelser. Det forventes bl.a., at der vil blive fastsat regler om, at tildelingen skal baseres på producenters markedsandel af emballage, beregnet efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 4, der bliver stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og at affaldsdata om kommunalt indsamlet emballageaffald opgjort pr. emballageaffaldsfraktion i en given kommune, vil blive anvendt til at fordele geografiske områder (kommuner) til producenter eller disses kollektive ordninger svarende til den beregnede markedsandel.
Muligheden for at fastsætte regler hvorefter betalingsforpligtelserne kan tildeles til en kollektiv ordning, skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, hvorefter der kan fastsættes regler om pligt til medlemskab af en kollektiv ordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 33. Det er hensigten, at denne bemyndigelse udnyttes, så det i praksis vil være kollektive ordninger, der i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 6, 4. pkt., tildeles betalingsforpligtelser, og herunder de geografiske fordelinger, på vegne af producenter, jf. nærmere herom nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse omfatter alene betalingsforpligtelser for husholdningsemballageaffald, i de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, helt eller delvist har overtaget det organisatoriske ansvar for indsamling, transport og affaldsbehandling, og hvor producenterne i medfør af direktivforpligtelsen i affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, har det finansielle ansvar, og for erhvervsemballageaffald i de tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse vælger at tilbyde indsamling af erhvervsaffald efter lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, og i forbindelse med indsamlingen blander dette sammen med emballageaffald fra husholdninger.
En tildelt betalingsforpligtelse for kommunalbestyrelsens indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald og sammenblandet erhvervsemballageaffald vil kunne opfyldes gennem betaling af kommunalt opkrævede gebyrer. Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, vil blive fastsat regler om kommunalbestyrelsens gebyropkrævning for indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald efter regler udstedt i medfør af stk. 2, og for kommunalt indsamlet erhvervsemballageaffald, indsamlet i medfør af lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, i tilfælde hvor dette under indsamlingen sammenblandes med emballageaffald fra husholdninger. For nærmere om det kommunalt indsamlede emballageaffald fra erhverv, der under indsamlingen sammenblandes med emballageaffald fra husholdninger, henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., ovenfor.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse skulle fastsættes nærmere regler om den geografiske fordeling af betalingsforpligtelser mellem producenter eller disses kollektive ordninger og kommunalbestyrelsen. Det er hensigten at fastsætte regler om, at betalingsforpligtelsen til kommunalbestyrelsen for de emballageaffaldsrelaterede opgaver, som denne løser på producentens eller dennes kollektive ordnings vegne, vil følge den geografiske fordeling mellem producenter eller disses kollektive ordninger efter regler udstedt i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 6, 2.-3. pkt. Dermed er det hensigten, at der for hver affaldsfraktion i en kommune vil ske tildeling af en betalingsforpligtelse til én producent eller dennes kollektive ordning, jf. dog de generelle principper for tildeling, der er beskrevet ovenfor under det foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Den geografiske tildeling af betalingsforpligtelser til kommunalbestyrelsen indebærer, at alle kommunalbestyrelser, der retmæssigt opkræver gebyrer i tildelingsperioden, skal modtage betaling. Dette gælder uanset om de konkrete affaldsmængder, der betales for, er højere eller lavere end de mængder, der er taget udgangspunkt i, i forbindelse med beregning af tildelingen.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at tildelingen af betalingsforpligtelser, herunder den geografiske fordeling, vil være tidsmæssigt afgrænset, hvorefter tildelingen beregnes igen på baggrund af nye data om markedsførte mængder og affaldsdata, samt hensyntagen til hhv. over- eller underindsamling i forhold til det forventede i den forudgående tildelingsperioder eller kalenderår. Dette af hensyn til at sikre, at tildelingen i videst muligt omfang svarer til en producent eller dennes kollektive ordnings markedsandel. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan fastsættes regler om længden af tildelingsperioden. Det er hensigten at fastsætte regler om, at den første tildelingsperiode vil vare ca. 15 måneder, og at efterfølgende tildelingsperioder vil vare ca. 24-36 måneder. Desuden er det hensigten at fastsætte regler om, at der ved afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder vil være mulighed for at tage højde for det i efterfølgende tildelingsperioder. Dog således, at der ved væsentlige afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder undtagelsesvist vil være mulighed for at genberegne og ændre i tildelingen i løbet af en tildelingsperiode. Der vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsættes længere tildelingsperioder, hvis det på sigt skulle vise sig hensigtsmæssigt.
Det er forventningen, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c, om fordeling af omkostninger ved udmøntning i bekendtgørelse vil blive fastsat regler om, at producenter af emballage af tekstil, porcelæn, kork og keramik i første omgang ikke forpligtes til at afholde omkostninger til indsamling, transport og affaldsbehandling af emballageaffald fra disse affaldsfraktioner. Tilsvarende er det hensigten at fastsætte regler om, at producenter af emballage, der skal sorteres som farligt affald, ikke forpligtes til at afholde omkostninger til indsamling, transport og affaldsbehandling af denne affaldsfraktion, når den indsamles via kommunale husstandsnære indsamlingsordninger.
I lyset heraf er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at emballage af tekstil, porcelæn, kork, keramik og emballage, der skal sorteres som farligt affald i kommunale husstandsnære indsamlingsordninger, i første omgang ikke skal indgå i tildelingsordningen for betalingsforpligtelser, jf. den foreslåede § 9 p, stk. stk. 6, 4. pkt.
Det er hensigten at delegere opgaven med at beregne og træffe afgørelser om tildelingen af betalingsforpligtelser, herunder den geografiske fordeling, til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af § 9 ø, stk. 1, nr. 1. En tildeling vil udgøre en konkret afgørelse for de enkelte producenter eller disses kollektive ordninger og vil kunne påklages til miljøministeren, jf. § 9 ø, stk. 3.
Det er endvidere hensigten, at der ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, bl.a. vil blive fastsat regler, hvorefter kommunalbestyrelsen eller affaldsproducerende virksomheder ikke vil blive pålagt det organisatoriske ansvar for genbrugsemballageaffald, således at producenter af genbrugsemballage selv vil skulle foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af deres genbrugsemballage i egen tilbagetagningsordning, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 1, sammenholdt med § 9 p, stk. 2, 2. pkt., når denne bliver til affald.
Som følge heraf forventes betalingsforpligtelser for indsamling, transport og behandling af affald af genbrugsemballage heller ikke som udgangspunkt at skulle indgå i en tildelingsordning efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 4. pkt.
Den foreslåede bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Med den foreslåede nye § 9 p, stk. 6, videreføres den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 5, 2. pkt., hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om øvrige forhold vedrørende indsamling og sortering af emballageaffald, ikke.
Den foreslåede bestemmelse § 9 p, stk. 6, 1.- 4. pkt., har til hensigt at gøre det muligt at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra a, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at enhver producent eller organisation, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar på vegne af disse producenter, har et klart defineret geografisk, produktmæssigt og materialemæssigt dækningsområde uden, at dette begrænses til de dækningsområder, hvor indsamlingen og håndteringen af affald er mest rentabel.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 5. pkt., at ministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt., fastsætter regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger efter anmodning fra kommunalbestyrelsen skal oplyse kommunalbestyrelsen om de overdragne mængder af emballageaffald, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter lovens § 47 og regler fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en forpligtelse for producenten eller dennes kollektive ordning til efter anmodning fra den pågældende kommunalbestyrelse at give oplysninger om de overdragne mængder af emballageaffald, som har betydning for kommunalbestyrelsens plan for håndtering af affald i kommunen efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf, om de mængder af emballageaffald, som den pågældende kommunalbestyrelse har overdraget til producenter eller disses kollektive ordninger på baggrund af tildelingen efter § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Disse oplysninger kan for eksempel omfatte overdragne mængder pr. affaldsfraktion, mængden af affald der efter behandling reelt er genanvendt pr. affaldsfraktion, og hvilke anlæg der er anvendt til behandling af det overdragede affald. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 9 p, stk. 7, 3. pkt., hvorefter miljøministeren kan forpligte producenterne eller disses kollektive ordninger til efter anmodning fra kommunalbestyrelsen at give oplysninger om de mængder affald, der ikke er emballageaffald, og som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om pligt til at oplyse kommunalbestyrelsen om overdragne mængder pr. affaldsfraktion, mængden af affald der efter behandling reelt er genanvendt pr. affaldsfraktion, og hvilke anlæg der er anvendt til behandling af det overdragede emballageaffald.
Der forventes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Ifølge det foreslåede stk. 7, 1. pkt., kan miljøministeren fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald, og som er indeholdt i de affaldsfraktioner, der overdrages til dem efter regler udstedt i medfør af det foreslåede § 45, stk. 10.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler, der forpligter producenter eller disses kollektive ordninger til at overtage og behandle det affald, som kommunerne indsamler i samme fraktioner som emballageaffald fra husholdninger, men som ikke er emballageaffald og derfor ikke er omfattet af det udvidede producentansvar, jf. § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Det affald, som producenter eller disses kollektive ordninger kan forpligtes til at overtage og behandle, vil være indeholdt i de affaldsfraktioner, som overdrages til dem efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 45, stk. 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 56., herunder det affald, som er tildelt producenterne eller disses kollektive ordninger efter regler fastsat i medfør af det foreslåede i bestemmelsens stk. 6, jf. ovenfor.
Det er ikke hensigten, at regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse får den virkning, at ikkeemballageaffaldsdelen af det overdragede affald bliver omfattet af det udvidede producentansvar for emballage og producentansvarsforpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, selvom virkningen af regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse bliver, at affaldet overdrages og behandles sammen med affald, der er omfattet af producentansvaret.
Det vil dog efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, jf. lovforslagets nr. 33 være muligt for ministeren at fastsætte regler, hvorefter producenter skal lade forpligtelsen til at overtage og behandle affald, som kommunalbestyrelsen indsamler i samme fraktioner som emballageaffald fra husholdninger på producenters vegne, opfylde igennem deltagelse i en kollektiv ordning. Det følger heraf, at en kollektiv ordning, der er udpeget af en producent og derved tildelt affald efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt., og overdraget affald efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 10, i en kommune, kan opkræve betaling for ikkeemballagedelen fra den pågældende kommunalbestyrelse efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse, og at kommunalbestyrelsen efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 11, kan betale til den kollektive ordning med frigørende effekt for producenten, der er medlem af den kollektive ordning.
Den foreslåede bestemmelse skal således ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i § 45, stk. 10 og 11, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at udstede regler om kommunalbestyrelsens pligt til at overdrage affaldsfraktioner, der indeholder både emballageaffald og ikkeemballageaffald fra husholdninger, til producenter eller disses kollektive ordninger, samt regler om kommunalbestyrelsens pligt til at betale eller modtage betaling fra producenterne eller disses kollektive ordninger for affaldshåndteringen af den del af det overdragede affald, der ikke udgør emballageaffald, jf. lovforslagets § 1, nr. 56, og bemærkningerne hertil.
Da det efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, er de kollektive ordninger, der vil overtage og behandle ikkeemballageaffald på vegne af producenter som følge af det pligtige medlemskab, betaler kommunerne til den kollektive ordning med frigørende effekt for producenterne, der er medlem af den pågældende kollektive ordning.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter en producent eller dennes kollektive ordning kan blive ansvarlig for at behandle mere affald end den mængde emballage, som producenten eller dennes kollektive ordnings medlemmer har markedsført indenfor et år. Det er dog hensigten, at bestemmelsen udmøntes således, at der alene fastsættes regler, hvorefter producenten eller dennes kollektive ordning vil blive ansvarlig for at behandle affald, der er i samme materialekategori som den emballage, som producenten eller den kollektive ordnings medlemmer har markedsført på det danske marked. Eksempelvis kan der fastsættes regler, hvorefter en producent af plastemballageposer bliver ansvarlig for at behandle øvrigt plastaffald, for eksempel plastlegetøj, som blandes sammen med plastemballageaffaldet i forbindelse med indsamlingen ved husholdninger.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler i medfør af den gældende § 44, stk. 1, om, at producenter, der overtager og behandler affald, som ikke er emballageaffald, skal behandle affaldet efter samme regler, som vil være gældende for behandling af emballageaffald, jf. regler der udstedes i medfør af den gældende miljøbeskyttelseslovs § 9 p, stk. 8. Det er endvidere hensigten at fastsætte mål for genanvendelsen af affaldet i medfør af den gældende § 44.
Med det foreslåede stk. 7, 2. pkt ., bemyndiges miljøministeren endvidere til i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. at fastsætte regler om producenternes eller disses kollektive ordningers opkrævning af eller betaling til kommunalbestyrelsen for behandlingen af affald, der ikke er emballageaffald, herunder regler om opgørelse af omkostninger for afholdte udgifter eller opnåede indtægter samt dokumentation herfor.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at miljøministeren kan fastsætte regler om, hvordan producenter eller disses kollektive ordninger skal opgøre deres omkostninger eller opnåede indtægter i forbindelse med deres pligt til at overtage og behandle den del af affaldet, der ikke er emballageaffald efter det foreslåede 1. pkt., og som kommunalbestyrelserne er forpligtet til at betale for eller modtage betaling for efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 56.
Det er hensigten at udmønte den foreslåede bestemmelse således, at producenters ellers disses kollektive ordningers opgørelse af omkostninger eller indtægter skal omfatte alle typer af omkostninger ved behandling af affaldet, herunder omkostninger til sortering, oparbejdning, videresalg, transport mellem anlæg og administration mv., samt alle typer af indtægter.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om en fast metode for opgørelse af prisen for behandling, således at opgørelsen ikke frit overlades til producenter eller disses kollektive ordninger. Det er således hensigten at fastsætte regler, der forpligter producenter eller disses kollektive ordninger til at basere deres opkrævning eller betaling efter et nøgletal, der fastlægges og ajourføres af Miljøstyrelsen. Det er i den forbindelse hensigten at fastsætte regler om, at Miljøstyrelsen prisregulerer nøgletallet løbende og reviderer nøgletallet, hvis det i en længere periode vurderes at have afveget fra den reelle markedspris, ved at nøgletallet korrigeres fremadrettet i nærmere afgrænset periode.
Det er hensigten at udmønte den foreslåede bestemmelse således, at producenten eller dennes kollektive ordning sender beregningen af det beløb, som skal betales af kommunalbestyrelsen eller producenten for overtagelsen og behandlingen af det affald, der ikke er emballageaffald, inden for rimelig tid til kommunalbestyrelsen. Det er desuden hensigten at fastsætte regler om, at producenten eller dennes kollektive ordning efter fremsendelse af beregningen skal opkræve betaling hos kommunalbestyrelsen, såfremt beregningen viser, at producenten eller dennes kollektive ordning har haft udgifter til overtagelsen og behandlingen af det affald, der ikke er emballageaffald. I det tilfælde er det således hensigten at fastsætte regler efter den foreslåede § 45, stk. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 56, hvorefter kommunalbestyrelsen skal betale det beregnede beløb til producenten eller dennes kollektive ordning. Såfremt beregningen viser, at producenten eller dennes kollektive ordning har opnået en indtægt for overtagelsen og behandlingen af det affald, der ikke er emballageaffald, er det hensigten at fastsætte regler efter den foreslåede § 45, stk. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 56, hvorefter kommunalbestyrelsen skal opkræve det beregnede beløb hos producenten eller dennes kollektive ordning.
For nærmere om beregningsmetode og nøgletal henvises til pkt. 3.2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
Det er hensigten at fastsætte regler, der pålægger producenten eller dennes kollektive ordning til at sikre gennemsigtighed i opgørelsen af betalingen eller indtægten ved at særskilt opgøre omkostninger eller indtægter for hver fraktion for den del af affaldet, der ikke er emballageaffald, og som producenten eller dennes kollektive ordning er forpligtet til at overtage efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt.
Det er desuden hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bestemmelse, hvorefter producenten eller dennes kollektive ordning skal kunne dokumentere opgørelsen af betalingen eller indtægten, herunder for eksempel dokumentation for transportlængde og overtagne affaldsmængder. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at den ovenfor beskrevne opgørelse skal indsendes til Miljøstyrelsen i et bestemt format, der angives på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Ifølge det foreslåede stk. 7, 3. pkt. , fastsætter miljøministeren i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. regler om, at producenterne eller disses kollektive ordninger efter anmodning skal oplyse kommunalbestyrelsen om de overdragne mængder af affald, der ikke er emballageaffald, og som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en forpligtelse for producenten eller dennes kollektive ordning til efter anmodning fra den pågældende kommunalbestyrelse at give oplysninger om de overdragne mængder af affald, der ikke er emballageaffald, som har betydning for kommunalbestyrelsens plan for håndtering af affald i kommunen efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf, og som den pågældende kommunalbestyrelse har overdraget til producenten eller dennes kollektive ordninger på baggrund af regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 56. Disse oplysninger kan for eksempel omfatte overdragne mængder pr. affaldsfraktion, mængden af affald der efter behandling reelt er genanvendt pr. affaldsfraktion, og hvilke anlæg der er anvendt til behandling af det overdragede affald. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 9 p, stk. 6, 5. pkt., hvorefter miljøministeren kan forpligte producenterne eller disses kollektive ordninger til efter anmodning fra kommunalbestyrelsen at give oplysninger om de overdragne mængder emballageaffald, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 47 og regler fastsat i medfør heraf.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om pligt til at oplyse kommunalbestyrelsen om overdragne mængder pr. affaldsfraktion, mængden af affald der efter behandling reelt er genanvendt pr. affaldsfraktion, og hvilke anlæg der er anvendt til behandling af det overdragede affald.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 7, finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Der henvises desuden til pkt. 3.2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 8, fastsætter miljøministeren regler om en tildelingsordning for producenternes eller disses kollektive ordningers betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens eller de emballageaffaldsproducerende virksomheders omkostninger til indsamling, transport eller behandling af emballageaffald fra erhverv efter regler udstedet i medfør af stk. 2, 1. pkt., eller efter § 49 d, stk. 2 eller 3, herunder om den geografiske fordeling af betalingsforpligtelser mellem producenter eller disses kollektive ordninger.
Den foreslåede bestemmelse omfatter alene betalingsforpligtelser for emballageaffald fra erhverv i de tilfælde, hvor emballageaffaldsproducerende virksomheder efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., mod betaling helt eller delvist vil have overtaget det organisatoriske ansvar for indsamling, transport og affaldsbehandling, samt de tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse indsamler erhvervsaffald efter lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, og indsamler dette adskilt fra emballageaffald fra husholdninger.
I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen indsamler affald fra affaldsproducerende virksomheder og i forbindelse med indsamlingen sammenblander dette med emballageaffald fra husholdninger, vil det sammenblandede emballageaffald være omfattet af den foreslåede bestemmelse om en tildelingsordning for husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed i § 9 p, stk. 6, 1. pkt., den foreslåede bestemmelse om geografisk fordeling af husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed i § 9 p, stk. 6, 3. pkt., og den foreslåede bestemmelse om en tildelingsordning for betalingsforpligtelser for husholdningsemballageaffald og det sammenblandede erhvervsemballageaffald i § 9 p, stk. 6, 4. pkt. For en nærmere gennemgang af bemyndigelsen til at fastsætte regler om tildelingsordninger for husholdningsemballageaffald og tilhørende betalingsforpligtelser, henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 6, ovenfor.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 8 fastsætter miljøministeren regler om tildeling af betalingsforpligtelser, der vil indebære en pligt for producenter af erhvervsemballage eller disses kollektive ordninger til at betale emballageaffaldsproducerende virksomheder eller kommunalbestyrelsen for indsamling, transport og behandling eller dele heraf af emballageaffald fra erhverv, herunder i et bestemt geografisk område.
Muligheden for at fastsætte regler hvorefter betalingsforpligtelserne kan tildeles til en kollektiv ordning, skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, hvorefter der vil kunne fastsættes regler om pligt til medlemskab af en kollektiv ordning. Det er hensigten, at denne bemyndigelse udnyttes, så det i praksis vil være kollektive ordninger, der i medfør af den foreslåede stk. 8, tildeles betalingsforpligtelser, og herunder de geografiske fordelinger, på vegne af producenter, jf. nærmere herom nedenfor.
En tildelt betalingsforpligtelse for emballageaffaldsproducerende virksomheders indsamling, transport og behandling af emballageaffald fra erhverv efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil kunne opfyldes ved betaling efter anmodning fra emballageaffaldsproducerende virksomheder.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil være til hinder for en aftale mellem affaldsproducerende virksomheder og affaldsindsamlere om, at affaldsindsamlere kan ansøge om betaling hos de kollektive ordninger på vegne af de affaldsproducerende virksomheder. Den foreslåede bestemmelse vil heller ikke være til hinder for, at affaldsindsamlere kan overtage fordringer mod emballageproducenter fra de affaldsproducerende virksomheder, hvis betingelserne for kreditorskifte i øvrigt er opfyldt, jf. de almindelige regler herom.
En tildelt betalingsforpligtelse for kommunalbestyrelsens indsamling, transport og behandling af emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder efter lovens § 49 d, stk. 2 eller 3, vil kunne opfyldes ved betaling efter anmodning fra kommunalbestyrelsen. Dette vil omfatte situationer, hvor kommunalbestyrelsen indsamler emballageaffald fra erhverv på en måde, hvor det ikke sammenblandes med emballageaffald fra husholdninger i indsamlingen, herunder kommunal indsamling af emballageaffald fra erhverv via kommunale genbrugspladser eller når kommunalbestyrelsen indsamler emballageaffald fra erhverv egnet til materialenyttiggørelse fra virksomheder, der producerer affald, som i art og mængde svarer til en husholdnings, på øer uden fast broforbindelse eller fra kommunens egne institutioner og virksomheder.
Med den foreslåede bestemmelse vil der i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af 1. pkt., skulle fastsættes regler om beregningen af tildeling af betalingsforpligtelser. Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, at tildelingen skal baseres på producenters markedsandel af emballage, opgjort efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 4, der bliver stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og at affaldsdata vil blive anvendt til at fordele geografiske områder (kommuner) til producenter eller disses kollektive ordninger svarende til den beregnede markedsandel. Disse data indberettes årligt af producenter eller disses kollektive ordninger til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar), jf. regler, fastsat i medfør af § 9 æ, stk. 1.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse skulle fastsættes nærmere regler om den geografiske fordeling af betalingsforpligtelser mellem producenter eller disses kollektive ordninger og affaldsproducerende virksomheder henholdsvis kommunalbestyrelsen. Det er hensigten at fastsætte regler om, at betalingsforpligtelser for indsamling, transport eller behandling af alle typer af erhvervsemballageaffald i et geografisk område (kommune) i videst omfang tildeles til samme producent eller kollektive ordning. Dermed er det hensigten, at der for hver affaldsfraktion i en kommune vil ske tildeling af en betalingsforpligtelse til én producent eller dennes kollektive ordning, jf. dog de generelle principper for tildeling, der er beskrevet ovenfor under det foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Den geografiske tildeling af betalingsforpligtelser til kommunalbestyrelsen og til affaldsproducerende virksomheder vil indebære, at alle affaldsproducerende virksomheder og kommunalbestyrelser, der retmæssigt anmoder om betaling fra en producent eller dennes kollektive ordning, skal modtage betaling. Dette gælder uanset om de konkrete affaldsmængder, der betales for, vil være større eller mindre end de mængder, der er taget udgangspunkt i, i forbindelse med beregning af tildelingen.
Det er hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at tildelingen af betalingsforpligtelser, herunder den geografiske fordeling, jf. 2. og 3. pkt., vil være tidsmæssigt afgrænset, hvorefter tildelingen beregnes igen på baggrund af nye data om markedsførte mængder og affaldsdata, samt hensyntagen til hhv. over- eller underbetaling i forhold til det forventede i den forudgående tildelingsperiode eller kalenderår. Dette af hensyn til at sikre, at tildelingen i videst muligt omfang svarer til en producent eller dennes kollektive ordnings markedsandel. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan fastsættes regler om længden af tildelingsperioden. Det er hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at den første tildelingsperiode vil vare ca. 15 måneder, og at efterfølgende tildelingsperioder vil vare ca. 24-36 måneder. Desuden er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at der ved afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder vil være mulighed for at tage højde for det i efterfølgende tildelingsperioder. Dog således, at der ved væsentlige afvigelser mellem et tildelt geografisk område og markedsførte mængder undtagelsesvist vil være mulighed for at genberegne og ændre i tildelingen i løbet af en tildelingsperiode. Der vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsættes længere tildelingsperioder, hvis det på sigt skulle vise sig hensigtsmæssigt.
Det er forventningen, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 4, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c, om fordeling af omkostninger ved udmøntning i bekendtgørelse vil blive fastsat regler om, at producenter af emballage af tekstil, porcelæn, kork, keramik og emballage, der skal sorteres som farligt affald, i første omgang ikke vil blive forpligtet til at afholde omkostninger til indsamling, transport og affaldsbehandling af emballageaffald fra disse affaldsfraktioner fra affaldsproducerende virksomheder. For en nærmere gennemgang heraf henvises til pkt. 3.1.2.3.3 i de almindelige bemærkninger.
I lyset heraf er det hensigten bl.a. at fastsætte regler om, at emballage af tekstil, porcelæn, kork, keramik og emballage, der skal sorteres som farligt affald, i første omgang ikke vil skulle indgå i tildelingsordningen for betalingsforpligtelser, jf. det foreslåede § 9 p, stk. stk. 8.
Det er hensigten at delegere opgaven med at beregne og træffe afgørelser om tildelingen af betalingsforpligtelser, herunder den geografiske fordeling, til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af den foreslåede § 9 ø, stk. 1, nr. 1, hvorefter det foreslås, at bestemmelsen i den gældende § 9 ø, udvides, således at miljøministeren bemyndiges til at delegere opgaven med at gennemføre tildelinger for erhvervsemballageaffald til producentregisteret, jf. lovforslagets § 1, nr. 39, og bemærkningerne hertil. En tildeling vil udgøre en konkret afgørelse for de enkelte producenter eller disses kollektive ordninger og vil kunne påklages til miljøministeren, jf. § 9 ø, stk. 3.
Det er hensigten, at der ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, vil blive fastsat regler, hvorefter affaldsproducerende virksomheder ikke vil blive pålagt det organisatoriske ansvar for genbrugsemballageaffald, således at producenter af genbrugsemballage selv vil skulle foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af deres genbrugsemballage i egen tilbagetagningsordning, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 1, sammenholdt med det foreslåede § 9 p, stk. 2, 2. pkt., når denne bliver til affald.
Som følge heraf forventes betalingsforpligtelser for indsamling, transport og behandling af affald af genbrugsemballage heller ikke som udgangspunkt at skulle indgå i en tildelingsordning efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 8.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 3, der bliver stk. 4, 1. og 2. pkt., hvorefter der kan fastsættes regler om afholdelse og fordeling, herunder opgørelse af omkostninger og om procedurer for betaling af omkostninger og dokumentation herfor. For en nærmere gennemgang af bemyndigelsen til at fastsætte regler om opgørelsen af omkostninger henvises til det foreslåede stk. 4, i lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Det er hensigten med den foreslåede bestemmelse i stk. 8, at gøre det muligt at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra a, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at enhver producent af emballage eller organisation, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar på vegne af disse producenter, har et klart defineret geografisk, produktmæssigt og materialemæssigt dækningsområde uden, at dette begrænses til de dækningsområder, hvor indsamlingen og håndteringen af affald er mest rentabel.
Der forventes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 8, at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 10, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at oplyse brugere af emballerede produkter om 1) særskilt tilbagetagning af emballageaffald, 2) tilbagetagnings- og indsamlingsordninger, 3) bekæmpelse af henkastning af emballageaffald og 4) betydningen af den mærkning på emballagen, der påføres efter regler udstedt i medfør af § 9 p, stk. 9, 1. pkt.
Det følger af bemærkningerne, at bestemmelsen indeholder hjemmel til at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affaldsindehavere, der omfattes af ordninger for udvidet producentansvar, oplyses om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, centre for genbrug og forberedelse med henblik på genbrug, tilbagetagnings- og indsamlingssystemer og om bekæmpelse af henkastning af affald, jf. Folketingstidende, 2019-2020, tillæg A, L112 som fremsat, side 40. Det følger endvidere af bemærkningerne, at § 9 p, stk. 10, også indeholder hjemmel til at gennemføre engangsplastdirektivets artikel 10 om oplysningstiltag for en række specifikke engangsplastprodukter, der også er emballage, jf. Folketingstidende 2020-2021, tillæg A, L179 som fremsat, side 19.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 10, er delvist udmøntet i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter med virkning fra 31. december 2024, hvori der er fastsat pligt til producenter af fødevarebeholdere, indpakningsposer- og folier, drikkevarebeholdere, drikkebægre og letvægtsplastbæreposer af engangsplast om at varetage oplysningstiltag rettet mod brugere af de pågældende produkter. Det er hensigten, at den nævnte bekendtgørelse forbliver i kraft indtil den ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af loven, jf. lovforslagets § 4, stk. 6.
Det foreslås at nyaffatte § 9 p, stk. 10 , der bliver stk. 11. Ifølge det foreslåede bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om, at miljøministeren eller kommunalbestyrelsen for producenternes regning, eller at producenter for egen regning skal oplyse brugere af emballage om følgende: 1) affaldsforebyggelsesforanstaltninger, 2) indsamlingsordninger og tilbagetagningsordninger og 3) om bekæmpelse af henkastning af emballageaffald.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 10, der bliver stk. 11, om oplysningstiltag vil omfatte brugere af al emballage, herunder produkter med emballage og emballage af engangsplast. Den foreslåede bestemmelse i stk. 10, der bliver stk. 11, har således til formål at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 2, samt artikel 10 i engangsplastdirektivet.
Ved affaldsforebyggelsesforanstaltninger forstås foranstaltninger, der træffes, inden produkter bliver til affald, og som mindsker affaldsmængden, herunder via genbrug af produkter eller forlængelse af produkternes levetid, mindsker de negative konsekvenser, som det producerede affald har for miljøet og menneskers sundhed, eller mindsker indholdet af farlige stoffer i materialer og produkter.
Ved indsamlingsordninger forstås ordninger for indsamling og afhentning af affald, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik affaldsbehandling.
Ved tilbagetagningsordninger forstås ordninger for indsamling og afhentning af affald, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik affaldsbehandling, hvor en producent eller andre på vegne af en producent tilbagetager affaldet fra slutbrugeren. En tilbagetagningsordning kan også være en ordning for indsamling af produkter eller materialer, der endnu ikke er blevet til affald med henblik på genbrug eller forlængelse af produktets eller materialets levetid. Der kan herunder være tale om særskilt tilbagetagning af emballageaffald. Ved særskilt indsamling forstås indsamling, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik behandling.
Ved bekæmpelse af henkastning af emballageaffald, forstås foranstaltninger, der tages for at undgå, at brugere af emballage, bortskaffer disse produkter ved at efterlade dem i naturen og dermed ikke foretager korrekt affaldshåndtering.
Med »for egen regning« menes, at en producent skal afholde alle omkostninger til at varetage de forpligtelser, der pålægges producenten at udføre i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Med »for producenternes regning« menes, at producenterne og importørerne skal afholde omkostninger til de opgaver, som ministeren pålægger andre at udføre på producentens eller importørens vegne i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at miljøministeren vil skulle oplyse brugere af emballage om affaldsforebyggelsesforanstaltninger, herunder om tilgængelige centre for genbrug, tilgængelige genbrugelige alternativer og forberedelse med henblik på genbrug, generelt om tilbagetagnings- og indsamlingssystemer og om bekæmpelse af henkastet emballageaffald.
Det er desuden bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at producenter for egen regning skal oplyse om egne tilbagetagningsordninger, såfremt en producent etablerer en sådan eller forpligtes til dette. Det er hensigten, at reglerne udformes således, at producenternes oplysningspligt fortsat kan opfyldes igennem for eksempel udarbejdelse af informationsmaterialer, brugsanvisninger eller direkte på salgssteder eller i forbindelse med salg.
Det er hensigten, at miljøministeren med hjemmel i § 80, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven vil delegere sine oplysningsforpligtelser i henhold til regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 10, der bliver stk. 11, til Miljøstyrelsen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens opkrævning af gebyr fra producenter for oplysningstiltag samt forslaget om at bemyndige miljøministeren til at fastsætte regler om, at miljøministeren kan opkræve et gebyr for Miljøstyrelsens fulde omkostninger ved varetagelsen af oplysningsforpligtelser på producenters vegne, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Det er således hensigten, at oplysningspligterne vil skulle varetages for producenters regning af kommunalbestyrelsen henholdsvis miljøministeren. Den eneste oplysningspligt i den foreslåede § 9 p, stk. 10, der bliver stk. 11, som det forventes, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter selv skal varetage, vil være pligten til at oplyse om producentens eventuelle egen tilbagetagningsordning.
Der forventes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 p, 11, at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 13, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 8 skal gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter stk. 9-12 skal afgives.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 13, er ikke udnyttet.
Med den foreslåede ændring af § 9 p, stk. 13 , der bliver stk. 14, ændres »stk. 8« til »stk. 10«, og »stk. 9-12« ændres til »stk. 11-13«.
Ændringerne foretages som en konsekvens af indsættelse af nye stykker og ophævelse af eksisterende stykker i § 9 p, og der tilsigtes hermed ingen indholdsmæssige ændringer.
Det fremgår af den gældende § 48 i miljøbeskyttelsesloven, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til: 1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, jf. dog § 50 a, 2) planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser, jf. § 50 f, 3) betaling af gebyrer efter § 48 g, stk. 1, udgifter afholdt i forbindelse med Forsyningstilsynets tilsyn efter dette kapitel eller regler udstedt i medfør heraf og omkostninger efter § 11, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet, 4) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46 a, og 5) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet, jf. dog stk. 8 og § 50 a.
Det fremgår af § 48, stk. 3, 1. pkt., at der skal fastsættes særskilt gebyr for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab, og af 2. pkt., at kommunalbestyrelsen på anmodning skal udlevere oplysninger om beregningen af gebyret for hver ordning.
Det betyder, at omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald er en del af de kommunale affaldsgebyrer. Fremover er det hensigten, at kommunalbestyrelsens omkostninger til dette, vil skulle opkræves via gebyrer hos producenter eller disses kollektive ordninger. For nærmere herom se pkt. 3.1.2.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke regler om eller hjemmel til at fastsætte regler om en pligt og ret for kommunalbestyrelsen til at opkræve gebyrer fra producenter af emballage til dækning af udgifter til indsamling, transport og behandling af emballageaffald, planlægning og administration af affaldsordninger, der indeholder emballageaffald og til oplysningstiltag omfattet af det udvidede producentansvar for emballage, eller administration og tilsyn forbundet med dette, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 p. For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.2.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 9 p indsættes nye stk. 15-20 .
Ifølge det foreslåede § 9 p, stk. 15, skal kommunalbestyrelsen fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med en række nærmere angivne opgaver, jf. nedenfor vedrørende nr. 1-5.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen forpligtes og opnår ret til administrativt at fastsætte og opkræve gebyrer (producentgebyrer) fra de producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtigelser for emballageaffald i den pågældende kommunalbestyrelse. Dette til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger til de opgaver, som miljøministeren fastsætter skal løses af kommunalbestyrelsen på producenternes vegne efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne dertil.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen administrativt fastsætter gebyrerne således, at der som udgangspunkt tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundne med det pågældende ovennævnte gebyrbelagte område. Mindst en gang årligt vurderes det, blandt andet på baggrund af seneste års regnskab eller det forventede resultat af årets regnskab, om omkostningerne skal reduceres eller taksten justeres for at sikre balance. Væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område skal tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år, fra og med det år hvori ubalancen opstår. Dette omfatter ikke over- eller underdækning, der bidrager til at udligne tidligere års ubalance, jf. Finansministeriets budgetvejledning, afsnit 2.3.1.
Med den foreslåede bestemmelse følger, at kommunalbestyrelsens omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald og affaldshåndteringstjenester relateret til emballageaffald, fremover ikke længere skal dækkes via de kommunale affaldsgebyrer for husholdninger, jf. den gældende § 48 i miljøbeskyttelsesloven og tilhørende regler i affaldsaktørbekendtgørelsen. Bestemmelsen vil således indebære, at dele af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med indsamling, transport og affaldsbehandling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald, fremover skal finansieres af producenter eller disses kollektive ordninger, jf. den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil. Dette med henblik på at udmønte affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, hvorefter producenter under udvidede producentansvarsordninger skal bære det finansielle ansvar for indsamling, transport og behandling af emballageaffald. Producenter eller disses kollektive ordninger skal således alene finansiere den andel af kommunalbestyrelsens affaldsomkostninger, der vedrører emballageaffald.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 10 vedrørende det foreslåede § 9 p, stk. 6, 1. pkt., 3. pkt. og 4. pkt. om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet husholdningsemballageaffald og erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed og en tildelingsordning for betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med indsamling, transport og behandling af husholdningsemballageaffald og af erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed.
Den foreslåede bestemmelse vil derved indebære, at kommunalbestyrelsen ligeledes skal opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger for kommunalbestyrelsens foranstaltning af indsamling og i visse tilfælde videre transport og affaldsbehandling af emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder efter regler fastsat i medfør af lovens § 49 d, stk. 2 eller 3. Dette alene i de tilfælde, hvor erhvervsemballageaffald under indsamlingen sammenblandes med husholdningsaffald. For nærmere herom henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil, om det foreslåede § 9 p, stk. 6, 4. pkt., vedrørende tildelingsordning for betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med indsamling, transport eller behandling af husholdningsemballageaffald og af erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 1, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger vedrørende indsamling, transport og behandling af emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.
Ved planlægning og etablering af ordninger forstås for eksempel omkostninger til den konkrete affaldsplanlægning for de relevante emballageaffaldsfraktioner, udarbejdelse af udbudsmateriale og analyser, samt udrulning af nye affaldsordninger, m.v. Ved drift forstås bl.a. tømning af affaldsbeholdere hos borgerne, vedligeholdelse af materiel og køretøjer, bemanding af pladser m.v. Ved administration forstås bl.a. drift af borgerservice for de omfattede affaldsordninger, overhead-omkostninger, rapportering om baggrunden for omkostninger, jf. ovenfor, herunder det aktuelle serviceniveau og arbejdet med omkostningseffektivitet m.v. Med overhead-omkostninger menes her bl.a. drift af it-systemer, bygninger, m.v., som er relaterede til håndteringen af emballageaffald. Begreberne skal forstås overensstemmende med den gældende § 48 i miljøbeskyttelsesloven, de tilhørende regler i affaldsaktørbekendtgørelsen og praksis hertil.
Begreberne indsamling, transport og behandling skal forstås i overensstemmelse med det foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
Forslaget indebærer endvidere, at kommunalbestyrelsen skal medtage de nødvendige omkostninger, jf. ovenfor, til planlægning, etablering, drift og administration af ordninger for emballageaffald ved kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af producentgebyrer. Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke omkostninger til håndtering af affald, der ikke er emballageaffald, men som indsamles sammen med emballageaffald fra husholdninger, og som overdrages til producenter eller deres kollektive ordninger med henblik på videre transport og behandling. For nærmere om betaling af disse omkostninger henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 om det foreslåede § 9 p, stk. 7 og lovforslagets § 1, nr. 56 om de foreslåede § 45, stk. 10 og 11, og bemærkningerne hertil.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 2, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med for oplysningstiltag, jf. regler fastsat i medfør af stk. 11.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen skal opgøre de omkostninger, som kommunalbestyrelsen har til at kunne løse de oplysningsforpligtelser, som kommunalbestyrelsen pålægges at løse for producenters eller deres kollektive ordningers regning efter den foreslåede § 9 p, stk. 10, der bliver stk. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 og bemærkningerne hertil. Oplysningstiltag vil bl.a. være oplysning til borgere om kommunalbestyrelsens indsamlingsordninger i relation til den kommunale affaldsindsamling, og om de i kommunen tilgængelige genbrugspladser. For nærmere herom henvises til jf. pkt. 3.1.1.5.4 i de almindelige bemærkninger. Omkostningerne skal opgøres særskilt, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil, og medtages ved kommunalbestyrelsens fastsættelse af producentgebyrer.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 3, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med for indsamling, registrering og indberetning af oplysninger om emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af § 9 æ, stk. 1.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen skal opgøre de omkostninger, som kommunalbestyrelsen har til indsamling og registrering af oplysninger vedrørende de af kommunalbestyrelsen etablerede affaldsordninger til brug for indberetning til producentregistret efter regler udstedt i medfør af den gældende § 9 æ, stk. 1, og til brug for den producentregisteransvarlige organisations (Dansk Producentansvar) afgørelser om tildeling, jf. de foreslåede § 9 p, stk. 6 og 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og bemærkningerne hertil. Omkostningerne hertil skal opgøres særskilt og medtages ved kommunalbestyrelsens fastsættelse af producentgebyrer.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 4, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med betaling af gebyrer til Forsyningstilsynet efter § 48 g, stk. 1, i forbindelse med Forsyningstilsynets analyser og overvågning af producentgebyrer efter regler fastsat i medfør af § 48 d, stk. 2.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen særskilt skal opgøre omkostninger baseret på kommunalbestyrelsens omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets opgaver med at analysere og overvåge producentgebyrer efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 48 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 59 og bemærkningerne hertil, som Forsyningstilsynet opkræver kommunalbestyrelsen for sine udgifter til, jf. lovens § 48 g, stk. 1, og som derfor vil skulle medtages ved kommunalbestyrelsens fastsættelse af producentgebyrer.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 5, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og opkræve gebyrer fra producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for kommunalt indsamlet emballageaffald til forskudsvis dækning af planlagte investeringer, der vedrører emballageaffald, og som omfattes af regler fastsat i medfør af stk. 2, 1. pkt.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen opgør omkostningerne særskilt til forskudsvis dækning af kommunalbestyrelsens planlagte investeringer på affaldsområdet vedrørende emballageaffald, og som skal medtages ved kommunalbestyrelsens fastsættelse af producentgebyrer. Med planlagte investeringer menes her bl.a. investeringer i renovering af omlastepladser og genbrugspladser, indkøb af nyt materiel m.v.
Det udskudte virkningstidspunkt for § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 4, stk. 5, er ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen, kan fastsætte gebyr for administration af producentansvarsordningen efter denne bestemmelse fra den 31. december 2024, jf. lovforslagets § 4, stk. 1. Det skyldes, at selvom de udvidede producentansvar ikke får fuld virkning før den 1. oktober 2025, vil kommunalbestyrelsen allerede skulle varetage nødvendig administration med henblik på indfasning af det udvidede producentansvar for emballage og forberedelse til at kunne opkræve gebyrer herfor, fra den 31. december 2024. Det forventes, at der for perioden fra den 31. december 2024 til og med den 30. september 2025 vil blive fastsat gebyr for kommunalbestyrelsens varetagelse af opgaver, der vedrører emballageaffald, forbundet med planlægning og etablering af affaldsordninger, med indsamling, registrering og indberetning af oplysninger om indsamlingsordninger, med administration forbundet med fastsættelse og forberedelse til opkrævning af producentgebyrer samt med forskudsvis dækning af planlagte investeringer. Indregning af omkostning i denne periode ved kommunalbestyrelsens gebyrfastsættelse er en nødvendig forudsætning for, at ordningen som sådan, jf. § 9 p, stk. 1, og regler fastsat i medfør af stk. 2, vil kunne få virkning fra og med den 1. oktober 2025. Producenter vil modtage en konkret modydelse for gebyrtilsvaret for perioden fra den 31. december 2024 til og med den 30. september 2025.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 16, 1. pkt., at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyr efter stk. 15, herunder regler om opgørelse af og baggrund for omkostninger og om digital indbetaling af gebyr, og om dokumentation for gebyrets sammensætning.
Forslaget indebærer, at miljøministeren bl.a. kan fastsætte regler om, hvordan kommunalbestyrelsen skal opgøre de relevante omkostninger for indsamling, transport og behandling af emballageaffald m.v., om hvilke oplysninger om baggrund for omkostningerne kommunalbestyrelsen skal angive, om hvorledes producentgebyrernes sammensætning skal dokumenteres og i hvilket omfang, om digital indbetaling af gebyrerne samt hvornår og hvordan gebyrerne skal fastsættes og opkræves.
Ved digital indbetaling forstås betaling med kort, ved bankoverførsel, ved hjælp af betalingsservice eller lignende. Gennemføres betalingen ikke på en af de beskrevne måder, vil betalingen ikke kunne betragtes som gennemført.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen én gang årligt fastsætter og offentliggør producentgebyrer, samt at producentgebyrer skal opkræves samlet for alle omfattede affaldsordninger i et passende interval, for eksempel 2-4 gange årligt, således at producenter eller disses kollektive ordninger modtager gebyropkrævninger på samme tidspunkter på året med udgangspunkt i de fastsatte producentgebyrer.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler, om at kommunalbestyrelsen vil skulle fastsætte ét gebyr pr. affaldsordning, hvilket for eksempel vil indebære, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte ét gebyr for indsamling af glasaffald indsamlet i en henteordning og ét gebyr for kombineret indsamling af plast- og metalaffald, såfremt indsamlingen sker kombineret i den samme affaldsspand. Kombineret indsamling af to eller flere affaldsfraktioner udgør én affaldsordning. Indsamling via en genbrugsplads er at betragte som én affaldsordning, og der skal således som udgangspunkt fastsættes ét gebyr for genbrugspladsordningen.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen særskilt skal opgøre de nødvendige omkostninger til indsamling, transport og behandling af emballageaffald, herunder bl.a. omkostninger til planlægning, etablering, drift og administration af ordninger for emballageaffald. Omkostningerne vil skulle opgøres på baggrund af de samlede omkostninger til indsamling, transport og behandling af affald i de affaldsordninger, som er omfattede af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil, og ved brug af fordelingsnøgler, fastlagt af miljøministeren i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 3, der bliver stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen skal fastsætte særskilte gebyrer for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af gebyrer for hver affaldsordning inkluderer en forholdsmæssig andel af eventuelle fællesomkostninger ud fra en rimelighedsbetragtning. Fællesomkostninger kan for eksempel være omkostninger til drift af en kommunal omlasteplads, som ikke specifikt kan henføres til én bestemt affaldsordning eller omkostninger til drift af en genbrugsplads, hvor for eksempel arealforbrug på pladsen, litervolumen eller vægt pr. affaldsfraktion kan medtages ved kommunalbestyrelsens fastsættelse og opgørelse af omkostninger for emballageaffald. Det vil i medfør af det foreslåede være muligt at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens opgørelse af og fordeling af fællesomkostninger, hvis det viser sig hensigtsmæssigt.
Det er hensigten at fastsætte regler, om at kommunalbestyrelsen i visse tilfælde skal opdele omkostningerne til hver affaldsfraktion og opkræve disse separat fra de forskellige producenter eller disses kollektive ordninger. Dette vil gælde i tilfælde af, at en affaldsordning, hvor to eller flere affaldsfraktioner, der indsamles kombineret, bliver tildelt to eller flere forskellige producenter eller disses kollektive ordninger.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at omkostninger til håndtering af emballageaffald opgøres på baggrund af de samlede faktiske omkostninger til de respektive affaldsordninger, som opdeles efter faste fordelingsnøgler, der angiver andelen af emballageaffald i de affaldsfraktioner, hvor emballageaffaldet indsamles af kommunalbestyrelsen sammen med andet affald.
Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved gebyrfastsættelsen ud fra hvile-i-sig-selv-princippet fraregner eventuelle indtægter fra salg af sekundære råvarer gældende for de affaldsordninger, hvor kommunalbestyrelsen udover indsamling også forpligtes til at varetage den videre transport og behandling, jf. regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil, om ministerens bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan forpligtes til at foranstalte indsamling, transport og behandling af emballageaffald på producentens regning. Bestemmelsen medvirker således til at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra a, hvoraf det fremgår, at der skal tages hensyn til sådanne eventuelle indtægter.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, vedrørende det foreslåede § 9 p, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., om ministerens bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om opgørelse af omkostninger og om procedurer for betaling af omkostninger og dokumentation herfor, herunder brug af fordelingsnøgler.
Det er hensigten, at ministeren i medfør af bemyndigelsen i det foreslåede § 9 p, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil, fastsætter regler om, at omkostninger til emballageaffald skal opgøres på baggrund af faste fordelingsnøgler for andelen af emballageaffald i de affaldsfraktioner, hvor emballageaffaldet indsamles af de affaldsproducerende virksomheder henholdsvis kommunalbestyrelsen sammen med andet affald, der ikke er emballageaffald. Det er således hensigten, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat faste fordelingsnøgler for kommunalt indsamlet affald, herunder husholdningsaffald og erhvervsaffald, der i indsamlingen sammenblandes med husholdningsaffaldet, som kommunalbestyrelsen skal benytte ved fastsættelse af producentgebyrer.
For kommunalt indsamlet affald, der indsamles via husstandsnære indsamlingsordninger, herunder husholdningsaffald og erhvervsaffald sammenblandet med dette, forventes det, at der vil blive fastsat fordelingsnøgler for affaldsfraktionerne plast-, glas-, metal-, pap-, papir- og mad- og drikkekartonaffald samt kombineret indsamling af disse fraktioner (for eksempel sammenblandet plast- og metalaffald). Det forventes desuden, at der vil blive fastsat en fordelingsnøgle for emballageaffald, der skal sorteres som restaffald. Det er desuden hensigten, at der vil blive fastsat en fordelingsnøgle for husstandsnært indsamlet emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald, når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag.
For kommunalt indsamlet affald, herunder husholdningsaffald og erhvervsaffald sammenblandet med dette, der indsamles via bringeordninger (genbrugspladser), forventes det, at der vil blive fastsat fordelingsnøgler for papir-, pap- og glasaffald, for plastaffald, der indsamles som husstandsnært indsamlet plastaffald, indetræaffald og emballageaffald, der skal sorteres som farligt affald. Det er hensigten, at der ligeledes vil blive fastsat fordelingsnøgler for plastemballageaffald, der ikke indsamles som husstandsnært indsamlet plast, samt metalemballageaffald, der er indsamlet via bringeordninger (genbrugspladser), når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag.
Det er desuden hensigten, at de faste fordelingsnøgler vil blive fastsat på baggrund af analyser af fysiske affaldsfraktioner, med udgangspunkt i et antal stikprøver, som kan danne grundlag for generelle antagelser om andelen af emballageaffald i en given affaldsfraktion.
Det er endvidere hensigten, at der i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil, i første omgang vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen ved fastsættelsen af producentgebyrer ikke skal medtage omkostninger til emballageaffald, der sorteres som farligt affald, i de husstandsnære kommunale indsamlingsordninger, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og bemærkningerne hertil. Dette har baggrund i manglende data om fordelingen af emballageaffald og ikkeemballageaffald i denne affaldsfraktion. Når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne fastsætte fordelingsnøgler for denne affaldsfraktion, vil der blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og opkræve producentgebyrer for denne affaldsfraktion.
Det er endvidere hensigten at fastsætte nærmere regler, om at det er en forudsætning for, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte og opkræve producentgebyrer for plastemballageaffald, der ikke indsamles som husstandsnært indsamlet plastaffald, samt metalemballageaffald, når disse affaldsfraktioner indsamles i bringeordninger (genbrugspladser), at kommunalbestyrelsen selv har fastsat retvisende fordelingsnøgler for andelen af emballageaffald og ikkeemballageaffald i disse fraktioner. Når der er tilvejebragt data til at kunne fastsætte fordelingsnøgler for disse fraktioner, er det hensigten at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens brug af disse ved fastsættelsen af producentgebyr, jf. det foreslåede § 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, vedrørende det foreslåede § 9 p, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., og bemærkningerne hertil, om fordeling og opgørelse af omkostninger.
Det er desuden hensigten, at der på sigt fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen skal opgøre omkostninger til emballageaffald ud fra et fastsat serviceniveau, når der fastsættes regler herom i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 3, 4. pkt., der bliver stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og bemærkningerne hertil.
Med det foreslåede bemyndiges ministeren endvidere til at kunne fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal dokumentere, hvordan gebyrer efter det foreslåede stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil, er opgjort og sammensat i forbindelse med fastsættelsen heraf. Det er hensigten at fastsætte nærmere regler, om at kommunalbestyrelsen årligt skal udarbejde en særskilt opgørelse over de omkostninger, der ligger til grund for fastsættelsen af gebyrerne, samt årligt at rapportere om baggrunden for omkostninger. Rapporteringen om baggrunden for omkostninger til affaldsindsamling forventes blandt andet at skulle indeholde oplysninger om kommunalbestyrelsens eksisterende serviceniveau for husstandsnær affaldsindsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald, og hvordan kommunalbestyrelsen har arbejdet med at sikre omkostningseffektivitet i indsamlingen efter grundsætningen om forsvarlig økonomisk forvaltning.
Det er hensigten i forbindelse med ovenstående at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen årligt skal rapportere til Miljøstyrelsen om kommunalbestyrelsens aktuelle serviceniveau. Dette med henblik på at etablere et forbedret datagrundlag til at kunne fastsætte et serviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af emballageaffald, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 3, 4. pkt., der bliver stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil. Det er hensigten, at fastsætte regler om, at rapporteringen skal ske ved brug af en skabelon, samt at rapporteringen skal foreligge første gang i slutningen af 2025. Dette med henblik på hurtigst muligt at kunne fastsætte et serviceniveau i overensstemmelse med den politiske aftale.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i rapporteringen om aktuelt serviceniveau ligeledes beskriver deres arbejde med omkostningseffektivitet, herunder hvordan kommunalbestyrelsen sikrer, at affaldsordningerne tilrettelægges omkostningseffektivt, i overensstemmelse med grundsætningen om forsvarlig økonomisk forvaltning. Det vil bl.a. bidrage til at kunne sikre, at det på sigt fastsatte serviceniveau afspejler de mest omkostningseffektive løsninger.
Det er endvidere hensigten at fastsætte nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen årligt skal udarbejde en opgørelse af de omkostninger, der ligger til grund for kommunalbestyrelsens fastsættelse af producentgebyrer. Det er hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal anvende en skabelon opgørelsen af omkostninger, som blandt andet vil angå kommunale investeringer og eventuelle afskrivningsperioder.
Når der er fastsat et serviceniveau i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 3, 4. pkt., som bliver til stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil, er det endvidere hensigten at fastsætte regler om, at den årlige rapport skal indeholde en beskrivelse af, hvordan kommunalbestyrelsen har forholdt sig til det fastsatte serviceniveau.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3, 2. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen på anmodning skal udlevere oplysninger om beregningen af gebyret for hver ordning.
Bestemmelsen giver mulighed for at gennemføre dele af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c, om at omkostninger skal fastsættes på en gennemsigtig måde af de berørte aktører.
Det følger af det foreslåede § 9 p, stk. 16, 2. pkt. , at miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af dokumentation for gebyrets sammensætning på kommunalbestyrelsens hjemmeside, og om indsendelse af dokumentation til ministeren og formatet herfor.
Forslaget indebærer, at miljøministeren kan fastsætte regler, om at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre dokumentation for, hvordan gebyrer efter det foreslåede stk. 15 er opgjort og sammensat i forbindelse med fastsættelsen og opkrævningen heraf, herunder baggrunden for de medtagne omkostninger.
Det er hensigten at fastsætte regler om at den ovenfor beskrevne opgørelse over omkostninger og rapportering, om kommunalbestyrelsens aktuelle serviceniveau og om, hvordan der er arbejdet med omkostningseffektivitet, offentliggøres på kommunalbestyrelsens hjemmeside og indsendes til Miljøstyrelsen i et bestemt format, der angives på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Ifølge det foreslåede stk. 17 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 15 ikke påklages til anden administrativ myndighed.
De foreslåede bestemmelser i § 9 p, stk. 15 og 16 finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Den gældende bestemmelse om betaling af gebyrer til dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med loven, jf. § 88, har ikke tilstrækkelig klarhed til at rumme, at administrative opgaver i regi af det udvidede producentansvar for emballage kan finansieres af producenter ved gebyrbetaling.
Det foreslås derfor at indsætte nyt stk. 18, nr. 1-3 , som bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om, at producenter eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af miljøministerens omkostninger forbundet med administration af det udvidede producentansvar for emballage, herunder omkostninger forbundet med følgende: 1) opgørelse af andelen af emballageaffald i indsamlet affald fordelt på affaldsfraktioner, 2) sekretariatsbetjening af visse rådgivende udvalg vedrørende producentansvar for emballage, og 3) oplysningstiltag efter regler fastsat i medfør af stk. 11.
Ifølge det foreslåede stk. 18 bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om, at producenter eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til miljøministeren til dækning af ministerens omkostninger forbundet med administration af det udvidede producentansvar for emballage.
Den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 18, nr. 1 , indebærer, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter skal betale gebyrer til dækning af de faktiske omkostninger forbundet med opgørelse af andelen af emballageaffald i affaldsfraktioner, herunder hvor relevant fordelt på forskellige brancher, hvor affaldsproducerende virksomheder genererer emballageaffald. Formålet med at opgøre andelen af emballageaffald i affaldsfraktioner er at kunne udarbejde og løbende opdatere de fordelingsnøgler, som kommunalbestyrelsen, producenter eller disses kollektive ordninger skal anvende til at fastlægge de omkostninger, som producenter skal afholde til indsamling, transport og behandling af emballageaffald, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., og den nærmere udmøntning heraf, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og det foreslåede § 9 p, stk. 3, der bliver stk. 4, jf. lovforslagets nr. 8 og bemærkningerne hertil.
Omkostninger til opgørelsen af andelen af emballageaffald i affaldsfraktioner kan omfatte analyser af fysiske affaldsfraktioner ved et antal stikprøver, som kan danne grundlag for generelle antagelser om andelen af emballageaffald i en given affaldsfraktion. Omkostninger til opgørelsen kan ligeledes omfatte skrivebordsanalyser, hvor mængden af emballageaffald i en given fraktion fastlægges ud fra data om, hvilke emballager en virksomhed eller borger typisk køber, og hvor meget emballageaffald dette vil generere.
Særligt for emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder forventes det, at omkostninger til opgørelse af andelen af emballageaffald vil omfatte analyser af de samme affaldsfraktioner fordelt efter brancher, idet sammensætningen af en affaldsfraktion kan være forskellig alt efter om der er tale om eksempelvis et hotel eller en produktionsvirksomhed.
Det forventes, at opgaven med at udarbejde affaldsanalyser vil blive delegeret til Miljøstyrelsen, som enten selv vil gennemføre affaldsanalyserne eller indgå aftale med en privat rådgiver herom. Omkostningerne til opgørelsen kan derfor også omfatte Miljøstyrelsens omkostninger til private rådgivere, planlægning af, hvilke analyser der skal sættes i værk m.v.
Den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 18, nr. 2 , indebærer, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af de faktiske omkostninger forbundet med sekretariatsbetjening af visse rådgivende udvalg vedrørende producentansvar for emballage.
Formålet med at nedsætte rådgivende udvalg er at kunne inddrage relevant viden fra repræsentanter fra for eksempel kollektive ordninger og erhvervsorganisationer med henblik på at kvalificere og opdatere beregningsmetoder og nøgletal for affaldsbehandling, jf. det foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., og den nærmere udmøntning heraf, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og det foreslåede § 9 p, stk. 3, der bliver stk. 4, jf. lovforslagets nr. 8 og bemærkningerne hertil.
Omkostninger til sekretariatsbetjening af rådgivende udvalg kan omfatte selve sekretariatsbetjeningen med afholdelse og opfølgning på møder, samt tilvejebringelse af det faglige grundlag for beregningsmetoder, herunder at indkøbe konsulentbistand og evt. tilkøbe adgang til de udvalgte indekser for afsætningspriser for genanvendte materialer.
Det forventes, at opgaven med at varetage sekretariatsfunktioner vil blive delegeret til Miljøstyrelsen.
Den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 18, nr. 3, indebærer, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter eller disses kollektive ordninger betaler gebyrer til dækning af de faktiske omkostninger til udarbejdelse af oplysningstiltag efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 10, der bliver stk. 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, vedrørende at miljøministeren fastsætter regler om, at ministeren for producenternes regning varetager visse oplysningsforpligtelser målrettet brugere af emballage.
Omkostningerne til oplysningstiltag vil bl.a. kunne omfatte udarbejdelse af informationsmateriale, kampagneindsatser via sociale medier eller øvrige landsdækkende medier og øvrige metoder til at oplyse om og fremme ansvarlig forbrugeradfærd med henblik på at reducere henkastet affald af fiskeredskaber, der indeholder plast, samt administration forbundet hermed.
Opregningen af opgaver i de foreslåede § 9 p, stk. 18, nr. 1-3, er ikke udtømmende, hvorfor bemyndigelsen også kan anvendes til at fastsætte regler om gebyrfinansiering af øvrige administrative opgaver vedrørende udvidet producentansvar for emballage. Det forventes, at bemyndigelsen også vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at Miljøstyrelsens behandling af klager over afgørelser truffet af den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) gebyrfinansieres, såfremt bemyndigelsen i den gældende § 9 ø, stk. 1, udnyttes, hvorefter en privat organisation kan få delegeret kompetence til at træffe afgørelser, som er omfattet af klageadgang til ministeren, jf. § 9 ø, stk. 3.
Omkostningerne til klagesagsbehandlingen vil blive fastsat i henhold til Økonomistyrelsens vejledning om prisfastsættelse, hvilket omfatter direkte omkostninger i form af for eksempel lønomkostninger samt indirekte omkostninger, herunder fællesomkostninger. De samlede omkostninger til klagesagsbehandlingen fordeles herefter forholdsmæssigt på de tilmeldte producenter ud fra markedsførte mængder inden for et kalenderår. I det første år vil opgørelsen af gebyret basere sig på et estimat over antallet af klagesager og den forventede tid, der vil blive brugt på sagsbehandlingen m.v.
Det forudsættes, at også omkostningerne til administration af gebyret, herunder navnlig oprettelse og løbende udsendelse af fakturaer vil kunne indgå i gebyropgørelsen.
De foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 18, finder tilsvarende anvendelse på producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Det udskudte virkningstidspunkt for § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, jf. lovforslagets § 4, stk. 5, er ikke til hinder for, at miljøministeren kan opkræve gebyr for administration og oplysningstiltag efter denne bestemmelse fra den 31. december 2024, jf. lovforslagets § 4, stk. 1. Det skyldes, at selvom de udvidede producentansvar ikke får fuld virkning før den 1. oktober 2025, vil miljøministeren allerede skulle varetage nødvendig administration, med henblik på indfasning af de udvidede producentansvar og opkræve gebyrer herfor, fra den 31. december 2024. Det forventes, at der i perioden fra den 31. december 2024 til og med den 30. september 2025 vil blive fastsat og opkrævet gebyr for Miljøstyrelsens omkostninger forbundet med opgørelsen af andelen af emballageaffald i indsamlet affald fordelt på affaldsfraktioner, sekretariatsbetjening af visse rådgivende udvalg og klagesagsbehandling som ovenfor beskrevet. Gebyropkrævning i denne periode er en nødvendig forudsætning for, at ordningen som sådan, jf. § 9 p, stk. 1, og regler fastsat i medfør af stk. 2, og § 9 s, stk. 1, vil kunne få virkning fra og med den 1. oktober 2025. Producenter vil modtage en konkret modydelse for gebyrtilsvaret i perioden fra den 31. december 2024 til og med den 30. september 2025.
Det følger af det foreslåede § 9 p , stk. 19, nr. 1-2 , at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter af emballager af engangsplast eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med følgende: 1) Oprydning af henkastet affald fra emballager af engangsplast og håndtering heraf, og 2) Indsamling af affald fra emballager af engangsplast, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer, og håndtering heraf.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 3, 1. pkt., at miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med bl.a. opfyldelse af oplysningsforpligtelser i forbindelse med emballageaffald og oprydningsforpligtelser i forbindelse med affald fra emballage af engangsplast.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 3, 1. pkt., er udnyttet til at fastsætte regler om gebyrbetaling i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter. Reglerne omfatter en pligt for producenter af visse emballager af engangsplast (fødevarebeholdere, indpakningsposer og -folier, drikkevarebeholdere, drikkebægre og letvægtsplastbæreposer) til at betale et gebyr pr. type emballage af engangsplast til Miljøstyrelsen til dækning af omkostninger ved kommunalbestyrelsers og statslige myndigheders oprydning af henkastet affald, den efterfølgende transport og behandling heraf samt omkostninger ved kommunalbestyrelsers og statslige myndigheders indsamling af affald fra emballager af engangsplast, der er kasseret i offentlige indsamlingssystemer, herunder infrastrukturen og driften heraf og den efterfølgende transport og behandling heraf. Bekendtgørelsens gebyrbestemmelser træder i kraft den 31. december 2024.
Der er ikke efter den gældende § 9 p, stk. 3, 1. pkt. tilstrækkelig klar hjemmel til fastsættelse af regler om gebyrbetaling for myndighedsvaretagelse af oprydningsforpligtelser og oplysningsforpligtelser i forbindelse med affald af emballage af engangsplast.
Det foreslås derfor i stk. 19, nr. 1 , at miljøministeren vil skulle fastsætte regler om, at producenter skal betale gebyr til dækning af de faktiske omkostninger forbundet med myndighedernes oprydning af henkastet affald fra emballager af engangsplast og håndtering heraf.
Det foreslås videre i stk. 19, nr. 2 , at miljøministeren endvidere vil skulle fastsætte regler om, at producenter skal betale gebyr til dækning af de faktiske omkostninger til offentlige myndigheders indsamling af affald fra emballage af engangsplast, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer, og håndtering heraf.
De foreslåede bemyndigelser indebærer, at miljøministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af kravene i engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 2, hvorefter producenter af visse emballager af engangsplast skal afholde omkostninger ved oprydning af henkastet affald forårsaget af disse produkter, og indsamling af affald fra disse produkter, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer. Forslaget viderefører gældende ret, idet det dog tydeliggør på lovniveau, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om gebyrer, som skal betales af producenter af emballager af engangsplast, til dækning af de omkostninger, som offentlige myndigheder har til renhold i det offentlige rum, jf. det foreslåede stk. 19, nr. 1 og 2.
Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen ændring af den hidtidige retstilstand for så vidt angår den gældende § 9 p, stk. 3, 1. pkt., hvorfor den foreslåede bestemmelse fortsat udgør hjemmel til at implementere engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 2.
Det følger af det foreslåede stk. 20, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 18 og 19, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse, om pris- og lønindeksregulering heraf og om digital indbetaling af gebyret.
Fastsættelse af gebyrer for oprydningsforpligtelser vil som på nuværende tidspunkt skulle ske på baggrund af eksterne rapporter med kortlægning af kommunalbestyrelsers, Naturstyrelsens og Vejdirektoratets omkostninger til renhold og oprydning samt affaldsanalyser af henkastede og indsamlede mængder affald af de omfattede emballager af engangsplast. Det vil også fremover være en forudsætning, at der hvert tredje år foretages sådanne affaldsanalyser over de henkastede og indsamlede mængder affald fra de enkelte emballager af engangsplast samt opgørelser over kommunalbestyrelsers og andre offentlige myndigheders omkostninger til renhold. Affaldsanalyser og opgørelser vil som på nuværende tidspunkt fortsat inkludere både land- og bykommuner. Det er fortsat hensigten, at interessenter inddrages i forbindelse med affaldsanalyser og i nødvendigt omfang også frivillige organisationer, der har erfaring med oprydning i naturen. Herudover er det fortsat hensigten, at der hvert år foretages stikprøvevise opgørelser hos udvalgte kommuner og de andre offentlige myndigheder over disses omkostninger til renhold. Der vil dog være et vist rimeligt skøn forbundet med at fastsætte de eksakte omkostninger til de offentlige myndigheders renhold af affald fra de omfattede emballager af engangsplast og de enkelte emballagetypers andel heraf, idet der ikke foretages særskilt oprydning og indsamling af emballager af engangsplast, herunder forskellige former for emballage af engangsplast.
Da der er stor forskel på behovet for renhold i kommunerne, og behovet ændrer sig i løbet af året bl.a. på grund af vejrforhold og sæsonprægede aktiviteter vil affaldsanalyser og opgørelser over offentlige myndigheders omkostninger til renhold baseres på det generelle aktivitetsniveau vedrørende renhold i det offentlige rum, som finder sted på tidspunktet for affaldsanalyser og opgørelser.
Gebyrindtægter forbundet med gebyrordningen vil som efter gældende ret blive allokeret til de offentlige myndigheder, der varetager opgaven med renhold. Den andel af gebyrindtægterne, der vedrører statens omkostninger til renhold bevilges til Naturstyrelsen og Vejdirektoratet og vil på den baggrund tilfalde råderummet, mens den andel af gebyrindtægterne, der vedrører kommunalbestyrelsernes omkostninger, allokeres til disse på baggrund af Det Udvidede Totalbalanceprincip. En fordeling på baggrund af Det Udvidede Totalbalanceprincip betyder dog, at de midler, der allokeres til den enkelte kommunalbestyrelse, ikke nødvendigvis svarer til den enkelte kommunes faktiske omkostninger til renhold, da der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem principperne for fordeling og den enkelte kommunes faktiske omkostninger til renhold.
Ud over omkostninger til oprydning og renhold er det hensigten, at gebyrer fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse også skal dække omkostninger til udførelse af affaldsanalyser og opgørelser over offentlige myndigheders omkostninger forbundet med oprydning m.v. til brug for fastsættelse af gebyrer. Det forudsættes desuden, at også omkostningerne til administration af gebyret, herunder navnlig oprettelse og løbende udsendelse af fakturaer vil kunne indgå i gebyropgørelsen. Miljøministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, at miljøministerens omkostninger til administration og opkrævning af gebyrerne, vil kunne gebyrfinansieres. Dette indebærer bl.a. omkostninger til fakturering, herunder udregning, fakturaoprettelse og løbende udsendelse af fakturaer.
Det er hensigten, at gebyrerne administrativt fastsættes således, at der tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. Mindst en gang årligt vurderes det, blandt andet på baggrund af seneste års regnskab eller det forventede resultat af årets regnskab, om omkostningerne skal reduceres eller taksten justeres for at sikre balance. Væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område skal tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år, fra og med det år hvori ubalancen opstår. Dette omfatter ikke over- eller underdækning, der bidrager til at udligne tidligere års ubalance, jf. Finansministeriets budgetvejledning, afsnit 2.3.1.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om betalingsperiode og regler om, at gebyrer opkræves på baggrund af de oplysninger, som producenten har indberettet til producentregistret, jf. de gældende bestemmelser i § 9 p, stk. 11, der med dette lovforslag bliver stk. 12, og § 9 æ, stk. 1 og 2, dvs. oplysninger om mængde og type af emballage af engangsplast, der er markedsført.
Det er hensigten, at gebyrer fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 19 fortsat vil blive differentieret efter typen af det engangsplastprodukt (fødevarebeholdere, indpakningsposer- og folier, drikkevarebeholdere, drikkebægre og letvægtsplastbæreposer), der markedsføres, hvis dette er nødvendigt for at gebyret afspejler den enkelte produktkategoris andel af omkostningerne i gebyrordningen. Gebyret kan for eksempel fastsættes som et gennemsnitsgebyr pr. stk. eller pr. kg markedsført emballage af engangsplast.
Ved skønsmæssig fastsættelse af gebyret forstås, at såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en producent, ikke kan opgøres på baggrund af producentens oplysninger om markedsførte mængder indgivet efter regler fastsat i medfør af den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 11, der bliver stk. 12, så kan gebyrets størrelse fastsættes på baggrund af for eksempel et gennemsnit af producentens tidligere afgivne oplysninger om markedsførte mængder. Muligheden for skønsmæssig fastsættelse af gebyrets størrelse har til formål at sikre, at producenter ikke omgår betalingsforpligtelsen ved at undlade at afgive korrekte oplysninger.
Fastsættelse af gebyrstørrelse efter det foreslåede stk. 19 bør desuden kunne ske under hensyntagen til den almindelige pris- og lønudvikling, så underfinansiering undgås. Det er derfor hensigten, at der fastsættes regler om, at gebyrer fastsat efter stk. 19, reguleres årligt pr. 1. januar på grundlag af det seneste offentliggjorte pris- og lønindeks i Økonomisk-Administrativ Vejledning fra Finansministeriet.
Ved digital indbetaling forstås betaling med kort, ved bankoverførsel, ved hjælp af betalingsservice eller lignende. Gennemføres betalingen ikke på en af de beskrevne måder, vil betalingen ikke betragtes som gennemført.
Det er hensigten, at ministeren i medfør af § 80, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven vil delegere kompetencen til at fastsætte og opkræve gebyr efter de foreslåede stk. 18 og stk. 19, til Miljøstyrelsen. Det er ligeledes hensigten, at miljøministeren vil udstede regler om, at Miljøstyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyr ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed, jf. miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 2.
De foreslåede bestemmelser i stk. 19 og stk. 20 finder tilsvarende anvendelse på producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
De foreslåede bestemmelser i stk. 18, nr. 3, 19 og 20 sammenholdt med den forventede udmøntning skal sikre fortsat gennemførelse af engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 1 og 2, der indebærer, at medlemsstaterne skal sikre, at producenter af de ovenfor nævnte emballager af engangsplast afholder omkostningerne til renhold og oprydning, samt de oplysningsforpligtelser, der følger af artikel 10 i engangsplastdirektivet.
Det følger af gældende § 9 p, stk. 2, 1. pkt., at miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der er omfattet af producentansvarsforpligtelserne i stk. 1. Det følger endvidere af samme bestemmelses 2. pkt., at ministeren herunder kan fastsætte regler om, at producenter og importører af emballerede produkter undtages fra visse forpligtelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af emballage, som den pågældende producent eller importør har markedsført som del af et emballeret produkt, og affald heraf ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse.
Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 2, 2. pkt., er udnyttet i bekendtgørelse nr. 466 af 16. maj 2024 om registrering og indberetning af emballage (herefter benævnt emballageregisterbekendtgørelsen), hvorefter en producent under visse forudsætninger kan undtages fra visse registreringsforpligtelser.
Det forslås med ændringen af § 9 p, stk. 2, 2. pkt ., at »og importører af emballerede produkter«, »eller importør« og »som del af et emballeret produkt, og affald heraf« udgår af § 9 p, stk. 2, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt.
De foreslåede ændringer er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvormed producentansvaret for emballage påhviler producenter af emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
De foreslåede ændringer indebærer således, at bemyndigelsen for miljøministeren i § 9 p, stk. 2, 2. pkt., til at fastsætte regler om, at producenter af emballage undtages fra visse forpligtelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af emballage, som den pågældende producent har markedsført, ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse, tilpasses det foreslåede nye producentbegreb i stk. 1. For nærmere om ændringerne henvises til producentbegrebet i den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
Det er ikke forventningen, at der er behov for at tilpasse bekendtgørelsesregler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 9 p, stk. 3, 2. pkt.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 7, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om, at producenter og importører af emballerede produkter, som sælges til brug for erhvervsdrivende, kan aftale med den erhvervsdrivende, at denne overtager forpligtelsen til håndtering af emballageaffald, forudsat at producenten eller importøren registrerer aftalen i producentregisteret, jf. § 9 æ.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 7, er ikke udnyttet.
Det foreslås at ophæve § 9 p, stk. 7 , da det ikke er hensigten at fastsætte regler om mulighed for at aftale at overdrage forpligtigelsen til håndtering af emballageaffald.
Virkningen heraf vil være, at det, hvis der på sigt ikke fastsættes regler i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 2,
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 11, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om 1) mængde og kategorier af emballage, der er markedsført som del af et emballeret produkt, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde nyttiggjort som affald, 2) den eksporterede mængde emballageaffald og 3) hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
Den gældende § 9 p, stk. 11, er udnyttet i emballageregisterbekendtgørelsen, hvori er fastsat, hvilke oplysninger om markedsførte mængder, som producenter omfattet af producentansvarsforpligtelserne for emballage, skal indberette til producentregistret. Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 11, er endvidere udnyttet i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger, der skal afgives ved registrering af producenter i producentregistret med ikrafttrædelse 1. oktober 2024 samt til at fastsætte regler om indberetning af oplysninger om mængde og kategori af markedsførte engangsplastprodukter med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Med den foreslåede ændring af 9 p, stk. 11, der bliver stk. 12, ændres »og importørers« til: »eller disses kollektive ordninger«, og i nr. 1 udgår »som en del af et emballeret produkt«.
Den foreslåede ændring, hvorved »og importørers« ændres til »eller disses kollektive ordninger« vil dels skulle ses i sammenhæng med den gældende bemyndigelse for miljøministeren i § 9 z, stk. 2, til at fastsætte regler om, at bl.a. oplysningsforpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 11, der bliver stk. 12, kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Dels med den foreslåede § 9 z, stk. 3, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om pligtig opfyldelse af bl.a. visse oplysningspligter, herunder fastsat efter § 9 p, stk. 11, der bliver stk. 12, gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Den foreslåede ændring indebærer, at miljøministeren i regler vil kunne fastsætte pligt for producenter eller disses kollektive ordninger til at give oplysninger om forhold omfattet af stk. 11, nr. 1-3, der bliver stk. 12, nr. 1-3.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere at »importørers« udgår af stk. 11, og at »som en del af et emballeret produkt« udgår i nr. 1. Dette er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret påhviler producenter af emballage, og hvem, der skal anses for omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producent-begrebet henvises til bemærkningerne til § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Det er hensigten, at bemyndigelsen som hidtil bl.a. vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger om markedsførte mængder, som producenter omfattet af producentansvarsforpligtelserne for emballage, skal indberette til producentregistret, hvilke oplysninger, der skal afgives ved registrering af producenter i producentregistret samt til at fastsætte regler om indberetning af oplysninger om mængde og kategori af markedsførte engangsplastprodukter.
Der forventes med hjemmel i § 9 p, stk. 12, at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Ifølge den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 4, fastsætter miljøministeren regler om opgørelse af mængden af emballage, der markedsføres af producenter eller importører som del af et emballeret produkt, herunder om beregning af markedsandelen af emballage, jf. stk. 1, på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret, jf. § 9 æ, stk. 1.
Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 4, er udnyttet i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter, til at fastsætte regler om opgørelse af om mængden af visse emballager af engangsplast med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Med den foreslåede ændring af § 9 p, stk. 4, der bliver § 9 p, stk. 5, udgår »eller importører som del af et emballeret produkt«. Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvormed producentansvaret påhviler producenter af emballage. Hvem der nærmere er omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
Miljøbeskyttelseslovens gældende § 9 p, stk. 6, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om, at producenter og importører, som er etableret i Danmark, og som sælger emballager af engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren ikke er etableret, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler producenten eller importøren i henhold til den pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
Den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 6, er udnyttet i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter til at fastsætte regler om udnævnelse af en bemyndiget repræsentant med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Det foreslås med ændringen af § 9 p, stk. 6, der bliver stk. 9, at »og importører« udgår og »eller importøren« udgår to steder.
Dette er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret påhviler producenter af emballage, og hvem, der vil skulle anses for omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til bemærkningerne til § 9 p, stk. 1 ovenfor, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, der bliver stk. 9, har til formål at gennemføre artikel 8, stk. 7, i engangsplastdirektivet.
Det er hensigten, at bemyndigelsen som hidtil vil blive anvendt til at fastsætte regler om udnævnelse af en bemyndiget repræsentant.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 8, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering af emballageaffald og pligt til at gøre oplysninger om producentens eller importørens opfyldelse af disse mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 8, er ikke udnyttet.
Med den foreslåede ændring af § 9 p, stk. 8 , der bliver stk. 10, ændres »og importørers« til »eller disses kollektives ordningers« og »importørens« ændres til »dennes kollektive ordnings«.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 9 z, stk. 2, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om, at oplysningsforpligtelser fastsat i medfør af bl.a. § 9 p, stk. 8, der bliver stk. 10, kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Den foreslåede ændring skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om pligtig opfyldelse af visse oplysningsforpligtelser gennem deltagelse i en kollektiv ordning, herunder efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 8, der bliver stk. 10. For nærmere herom henvises til den foreslåede § 9 z, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, og bemærkninger hertil.
Den foreslåede ændring indebærer således, at miljøministeren vil kunne fastsætte pligt for producenter eller disses kollektive ordninger til at opfylde nærmere fastsatte mål for håndtering af emballageaffald og pligt til at gøre oplysninger om producentens eller dennes kollektive ordnings opfyldelse af disse mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
Bestemmelsen i stk. 8, der bliver stk. 10, muliggør gennemførelse af affaldsdirektivets minimumskrav i artikel 8 a, stk. 3, litra e, første led.
Med den foreslåede ændring udgår »importør« af bestemmelsen. Dette er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret for emballage påhviler producenter af emballage, og hvem, der vil skulle anses for omfattet af producentansvarsforpligtelserne, fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til bemærkningerne til § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Det er som hidtil hensigten, at affaldshåndteringsmål vil blive fastsat med udgangspunkt i emballagedirektivets artikel 6. Dog forventes det, at målene vil blive fastsat som minimumskrav til reel genanvendelse. Hensigten er at fastsætte regler, der forpligter den enkelte producent eller dennes kollektive ordning til at opfylde nærmere fastsatte affaldshåndteringsmål, der er relevante for den konkrete affaldshåndtering i henholdsvis emballagedirektivets artikel 6 og affaldsdirektivets artikel 11.
Det er endvidere hensigten, at der bl.a. vil blive fastsat nærmere pligter for producenter eller disses kollektive ordninger til at gøre oplysninger om den enkelte producents opfyldelse af affaldshåndteringsmålene offentligt tilgængelige. Det er hensigten, at denne pligt indføres for de kollektive ordninger.
Oplysningerne, der skal gøres offentligt tilgængelige af producenter eller disses kollektive ordninger, skal omfatte opfyldelsen af de affaldshåndteringsmål for emballageaffald, der fastsættes i medfør af bestemmelsen, og som skal afspejle de affaldsmål, der fremgår af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 1, litra b, nærmere betegnet affaldshåndteringsmål, der som minimum sigter mod at nå de kvantitative mål, der er relevante for ordningen for udvidet producentansvar for emballage. De kvantitative mål er både de mål, der er fastlagt i henholdsvis affaldsdirektivet og emballagedirektivet, jf. ovenfor, samt øvrige kvantitative og/eller kvalitative mål, der anses som relevante for ordningen for udvidet producentansvar for emballage, jf. ordlyden i affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 1, litra b.
Der forventes med hjemmel i § 9 p, stk. 10, at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 9, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at sikre mærkning af emballage. Bestemmelsen bemyndiger endvidere miljøministeren til at fastsætte regler om, at producenter og importører skal stille oplysninger om genbrug og affaldsbehandling af det markedsførte produkts emballage til rådighed for affaldsbehandlingsvirksomheder.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 9, er ikke udnyttet.
Det foreslås, at ophæve § 9 p, stk. 9 , da det ikke er hensigten at fastsætte regler om pligt til at påføre mærkning af emballage. Det er forventningen, at den kommende emballageforordning vil harmonisere krav til mærkning af emballage. For mere om forventet indhold af kommende emballageforordning se pkt. 3.1.1.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 p, stk. 12, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2, 7 og 9-11, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
Bemyndigelsen i § 9 p, stk. 12, er ikke udnyttet.
Det foreslås at nyaffatte § 9 p, stk. 12 , der bliver stk. 13.
Med den foreslåede § 9 p, stk. 12 , der bliver stk. 13, bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation om indsamling, transport og behandling af emballageaffald og afholdelse af omkostninger forbundet hermed til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 3, 4, 11 og 12, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse i § 9 p, stk. 12, udvides, således at ministeren ikke alene kan fastsætte regler om pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation om etablerede tilbagetagningsordninger, men også mere bredt oplysninger og dokumentation om producentens indsamling, transport og behandling af emballageaffald og opfyldelse af betalingsforpligtelser forbundet hermed, når producenter både har et organisatorisk og et finansielt ansvar, men også når producenter alene har et finansielt ansvar.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse for eksempel kunne fastsættes regler om, at producenter skal oplyse, hvilke tilbagetagningsordninger de har etableret, hvor affaldsindehavere kan aflevere deres emballageaffald, hvordan dette oplyses for affaldsindehavere, og hvor og hvorledes emballageaffald håndteres og genanvendes, herunder hvorledes det er sikret, at fastsatte mål for affaldshåndtering opnås. Herudover vil der kunne fastsættes regler om, at producenter skal oplyse, hvorledes de afholder nødvendige omkostninger efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 3, der bliver stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, herunder hvor mange tons affald, der er betalt for, fordelt på affaldsfraktioner, og om de har afvist at afholde omkostninger i konkrete tilfælde m.v. Der vil endvidere som hidtil kunne fastsættes krav om, at oplysningerne dokumenteres.
Det er ikke hensigten, at producenter skal tilvejebringe oplysninger og dokumentation om indsamling, transport og behandling af emballageaffald, som foranstaltes af kommunalbestyrelsen eller af affaldsproducerende virksomheder efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, da det organisatoriske ansvar herved er overdraget til kommunalbestyrelsen eller affaldsproducerende virksomheder.
Det foreslås med bestemmelsen, at pligten til at afgive oplysninger også kan pålægges producentens kollektive ordning. Dette skyldes at producentansvaret kan opfyldes gennem en kollektiv ordning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 1, ligesom miljøministeren efter § 9 z, stk. 2, kan fastsætte regler om, at visse oplysningsforpligtelser kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Med den foreslåede § 9 z, stk. 3, bemyndiges ministeren endvidere til at fastsætte regler om producenters pligt til medlemskab af en kollektiv ordning. Det er hensigten, at denne bemyndigelse udnyttes, så det i praksis vil være kollektive ordninger, der varetager dele af det organisatoriske ansvar og det finansielle ansvar på vegne af producenter. For nærmere herom henvises til den foreslåede § 9 z, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, og bemærkninger hertil.
Med nyaffattelsen af den foreslåede § 9 p, stk. 12, der bliver stk. 13, udgår »af en hver art« og »kilo« erstattes af »tons«. Der tilsigtes hermed ikke en indholdsmæssig ændring af retstilstanden. Endvidere udgår »importør«. Dette er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret påhviler producenter af emballage, og hvem, der skal anses for omfattet af producentansvarsforpligtelserne, fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til bemærkningerne til § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til at gennemføre affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 5, hvorefter medlemsstaterne indfører en passende overvågnings- og håndhævelsesramme med henblik på at sikre, at producenter af produkter og organisationer, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar på deres vegne, opfylder deres forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, herunder i forbindelse med fjernsalg, at de finansielle midler anvendes korrekt, og at alle de aktører, der deltager i gennemførelsen af ordningerne for udvidet producentansvar, rapporterer pålidelige data.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den gældende påbudsbestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 å, hvorefter ministeren kan meddele påbud med henblik på opfyldelse af forpligtelserne til at foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af emballageaffald.
Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse bl.a. vil blive fastsat regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation.
Der forventes med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 13, at blive fastsat regler i bekendtgørelse med ikrafttrædelse 31. december 2024.
Den foreslåede bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
|
@@ -1,72 +1,3 @@
|
|
| 1 |
-
Producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast skal forholdsmæssigt i forhold til deres
|
| 2 |
-
markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af affald heraf, medmindre der er fastsat andre
|
| 3 |
-
regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2.6)
|
| 4 |
|
| 5 |
-
Stk. 2.
|
| 6 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast
|
| 7 |
-
undtages fra visse forpligtelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af drikkevarebeholdere og
|
| 8 |
-
drikkebægre af engangsplast, som den pågældende producent eller importør har markedsført, og affald heraf ikke overstiger en
|
| 9 |
-
fastsat årlig bagatelgrænse.
|
| 10 |
-
|
| 11 |
-
Stk. 3.
|
| 12 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse
|
| 13 |
-
af tilbagetagnings-, affaldshåndterings-, oprydnings- og oplysningsforpligtelser i forbindelse med affald fra drikkevarebeholdere
|
| 14 |
-
og drikkebægre af engangsplast. Endvidere fastsætter ministeren regler om tilbagebetaling, herunder procedurer herfor, til
|
| 15 |
-
producenterne og importørerne, når drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast markedsføres uden for Danmark.
|
| 16 |
-
|
| 17 |
-
Stk. 4.
|
| 18 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om opgørelse af mængden af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der markedsføres
|
| 19 |
-
af producenter og importører, herunder om beregning af markedsandelen af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, jf.
|
| 20 |
-
stk. 1, på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret, jf. § 9 æ, stk. 1.
|
| 21 |
-
|
| 22 |
-
Stk. 5.
|
| 23 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre
|
| 24 |
-
af engangsplast omfattet af stk. 1, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter og importører og det produktmæssige
|
| 25 |
-
og materialemæssige dækningsområde. Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om øvrige forhold vedrørende indsamling og
|
| 26 |
-
sortering af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast.
|
| 27 |
-
|
| 28 |
-
Stk. 6.
|
| 29 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører, som er etableret i Danmark, og som sælger drikkevarebeholdere
|
| 30 |
-
og drikkebægre af engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren ikke er etableret, skal udnævne en
|
| 31 |
-
repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler producenten eller importøren
|
| 32 |
-
i henhold til den pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
|
| 33 |
-
|
| 34 |
-
Stk. 7.
|
| 35 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som
|
| 36 |
-
sælges til brug for erhvervsdrivende, kan aftale med den erhvervsdrivende, at denne overtager forpligtelsen til håndtering af
|
| 37 |
-
affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, forudsat at producenten eller importøren registrerer aftalen i
|
| 38 |
-
producentregisteret, jf. § 9 æ.
|
| 39 |
-
|
| 40 |
-
Stk. 8.
|
| 41 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for
|
| 42 |
-
håndtering af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og pligt til at gøre oplysninger om producentens eller
|
| 43 |
-
importørens opfyldelse af disse mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
|
| 44 |
-
|
| 45 |
-
Stk. 9.
|
| 46 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at oplyse brugere af drikkevarebeholdere og drikkebægre
|
| 47 |
-
af engangsplast om
|
| 48 |
-
|
| 49 |
-
1) særskilt tilbagetagning af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast,
|
| 50 |
-
|
| 51 |
-
2) tilbagetagnings- og indsamlingsordninger og
|
| 52 |
-
|
| 53 |
-
3) bekæmpelse af henkastning af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast.
|
| 54 |
-
|
| 55 |
-
Stk. 10.
|
| 56 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om
|
| 57 |
-
|
| 58 |
-
1) mængde og kategori af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på
|
| 59 |
-
anden måde nyttiggjort som affald,
|
| 60 |
-
|
| 61 |
-
2) den eksporterede mængde af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, og
|
| 62 |
-
|
| 63 |
-
3) hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 64 |
-
|
| 65 |
-
Stk. 11.
|
| 66 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation
|
| 67 |
-
af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør
|
| 68 |
-
af stk. 2, 7, 9 og 10, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
|
| 69 |
-
|
| 70 |
-
Stk. 12.
|
| 71 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 8 gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i
|
| 72 |
-
hvilken form oplysningerne efter stk. 9-11 skal afgives.
|
|
|
|
| 1 |
+
Producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af affald heraf.
|
|
|
|
|
|
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. § 9 p, stk. 15 og 17, og regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 2-14, 16 og 18-20, finder tilsvarende anvendelse på det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, jf. stk. 1.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Nr 20: | § 9 s affattes således: »§ 9 s. Producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af affald heraf. Stk. 2. § 9 p, stk. 15 og 17, og regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 2-14, 16 og 18-20, finder tilsvarende anvendelse på det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, jf. stk. 1.« |
Miljøbeskyttelseslovens § 9 s vedrører udvidet producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelserne i § 9 s, at disse har til formål at implementere og muliggøre implementering af artikel 8 i engangsplastdirektivet for så vidt angår udvidet producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 179 som fremsat, side 54.
Det følger af § 9 s, stk. 1, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning skal foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af affald heraf, medmindre der er fastsat andre regler i medfør af den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44 og § 45, stk. 2.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 9 s, stk. 2, kan miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast undtages fra visse forpligtelser efter miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som den pågældende producent eller importør har markedsført, og affald heraf ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse.
Efter lovens § 9 s, stk. 3, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af tilbagetagnings-, affaldshåndterings-, oprydnings- og oplysningsforpligtelser i forbindelse med affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast. Endvidere skal ministeren fastsætte regler om tilbagebetaling, herunder procedurer herfor, til producenterne og importørerne, når drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast markedsføres uden for Danmark.
Efter lovens § 9 s, stk. 4, fastsætter miljøministeren regler om opgørelse af mængden af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der markedsføres af producenter og importører, herunder om beregning af markedsandelen, jf. stk. 1, på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret.
Efter lovens § 9 s, stk. 5, kan miljøministeren endvidere fastsætte regler om en tildelingsordning for kommunalt indsamlet affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter og importører og det produktmæssige og materialemæssige dækningsområde. Miljøministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om øvrige forhold vedrørende indsamling og sortering af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast.
Efter lovens § 9 s, stk. 6, fastsætter miljøministeren regler om, at producenter og importører, som er etableret i Danmark, og som sælger drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren ikke er etableret, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler producenten eller importøren i henhold til den pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
Efter lovens § 9 s, stk. 7, kan miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som sælges til brug for erhvervsdrivende, kan aftale med den erhvervsdrivende, at denne overtager forpligtelsen til håndtering af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, forudsat at producenten eller importøren registrerer aftalen i producentregisteret.
Efter lovens § 9 s, stk. 8, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og pligt til at gøre oplysninger om producentens eller importørens opfyldelse af disse mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
Efter lovens § 9 s, stk. 9, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers pligt til at oplyse brugere af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast om særskilt tilbagetagning af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, tilbagetagnings- og indsamlingsordninger og bekæmpelse af henkastning af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast.
Efter lovens § 9 s, stk. 10, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om mængde og kategori af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde nyttiggjort som affald, den eksporterede mængde af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, og hvorvidt forpligtelsen efter § 9 s, stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning, jf. 9 z, stk. 1.
Efter lovens § 9 s, stk. 11, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for tilsynet med overholdelse af § 9 s, stk. 1 og regler fastsat i medfør af § 9 s, stk. 2, 7, 9 og 10, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
Endeligt fastsætter miljøministeren efter lovens § 9 s, stk. 12, regler om, hvordan oplysningerne efter stk. 8 gøres offentligt tilgængelige, og om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter stk. 9-11 skal afgives.
Bemyndigelsen i lovens § 9 s, stk. 10 er udnyttet til fastsættelse af regler i emballageregisterbekendtgørelsen, der bl.a. regulerer drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, vedrørende producenter og importørers pligt til registrering i producentregistret.
Endvidere er bestemmelserne i lovens § 9 s, stk. 3, 4, 6, 9, og 10, for så vidt angår producenter og importørers oprydningsansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast udnyttet i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter, der har virkning fra 31. december 2024. Producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast skal efter bekendtgørelsen registrere sig i producentregistret og indberette markedsførte mængder samt afholde omkostninger dels til den kommunale og statslige oprydning af henkastet affald fra engangsplastprodukter, dels til visse oplysningstiltag.
De øvrige bemyndigelsesbestemmelser i § 9 s er ikke udnyttet.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 9 s, stk. 1, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning skal foranstalte særskilt indsamling, transport og behandling af affald heraf.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 viderefører producentansvaret for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, i den gældende § 9 s, stk. 1, med visse præciseringer.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således i overensstemmelse med gældende ret, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, pålægges et udvidet producentansvar, hvorved der som udgangspunkt påhviler producenterne og importørerne et organisatorisk og et finansielt producentansvar, hvor de både skal foranstalte særskilt indsamling, transport og affaldsbehandling af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, og afholde omkostningerne forbundet hermed. Forpligtelsen omfatter affald fra såvel husholdninger som fra affaldsproducerende virksomheder.
Formålet med den foreslåede nyaffattelse er mere tekstnært at afspejle de producentansvarsforpligtelser, der følger af engangsplastdirektivets bestemmelser i artikel 8, jf. artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet, vedrørende udvidet producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
De ansvarlige efter engangsplastdirektivet er producenter som defineret i artikel 3, nr. 11, i engangsplastdirektivet. Heraf følger dels, at der ved producenter bl.a. forstås enhver fysisk og juridisk person, der er etableret i en medlemsstat, og som uanset den anvendte salgsteknik, herunder via aftaler om fjernsalg, professionelt fremstiller, påfylder, sælger eller importerer og i den pågældende medlemsstat markedsfører engangsplastprodukter og fyldte engangsplastprodukter, jf. artikel 3, nr. 11, litra a. Ved markedsføring forstås i overensstemmelse med engangsplastdirektivet første tilgængeliggørelse af et produkt på en medlemsstats marked, dvs. levering af et produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på en medlemsstats marked som led i erhvervsvirksomhed hvad enten det sker mod eller uden vederlag, jf. artikel 3, nr. 6 og 7.
Ved producent forstås derudover enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i en medlemsstat eller i et tredjeland, og som via fjernsalg direkte til private husstande eller andre brugere end private husstande professionelt i en anden medlemsstat sælger engangsplastprodukter, jf. artikel 3, nr. 11, litra b, i engangsplastdirektivet.
I overensstemmelse med engangsplastdirektivets definition af producent, jf. artikel 3, nr. 6, 7 og 11, ligger pligten i det udvidede producentansvar på den virksomhed, som er ansvarlig for den første tilgængeliggørelse (markedsføring) af et omfattet engangsplastprodukt på det danske marked. Derudover ligger pligten til udvidet producentsansvar hos udenlandske virksomheder som sælger de omfattede engangsplastprodukter i Danmark via fjernsalg. I den foreslåede bestemmelse er disse overordnet benævnt producenter og importører.
Det udvidede producentansvar afgrænses til produkter, der udgør engangsplastprodukter. Et engangsplastprodukt skal forstås som et produkt, der helt eller delvist er fremstillet af plast, og som ikke er udtænkt, designet eller markedsført med henblik på i sin levetid at gennemgå et antal ture eller cyklusser ved at blive returneret til en producent til genpåfyldning eller genbrug til det samme formål, som det er blevet udtænkt til, jf. artikel 3, nr. 2. Det fremgår af engangsplastdirektivets artikel 3, nr. 1, at plast skal forstås et materiale bestående af en polymer som defineret i artikel 3, nr. 5, i forordning (EF) 1907/2006, hvortil der kan være tilsat tilsætningsstoffer eller andre stoffer, og som kan fungere som strukturel hovedbestanddel i slutprodukter, med undtagelse af naturlige polymer, der ikke er kemisk modificerede.
Den foreslåede ordning, hvorved forstås det foreslåede § 9 s, stk. 1, sammenholdt med det foreslåede § 9 s, stk. 2, jf. nærmere herom nedenfor, og regler fastsat i medfør heraf, har ligesom den gældende § 9 s til formål at gennemføre det udvidede producentansvar for de specifikke engangsplastprodukter, der fremgår af afsnit I i engangsplastdirektivets bilag, del E. Det drejer sig om drikkevarebeholdere med en kapacitet på op til tre liter, dvs. beholdere, der anvendes til at indeholde en væske, såsom drikkeflasker, herunder kapsler og låg til disse, men ikke drikkevarebeholdere af glas eller metal, der har kapsler eller låg af plast. Derudover drejer det sig om drikkebægre, herunder låg og kapsler til disse.
Engangsplastdirektivets definitioner vil som efter gældende ret blive gennemført i bekendtgørelsesform, hvor også reglerne om det udvidede producentansvar vil blive nærmere udmøntet.
Den foreslåede ordning omhandler alene den del af de ovenstående produkter, som ikke er emballage. Det drejer sig således om drikkevarebeholdere og drikkebægre, der sælges som et produkt i sig selv, og som altså ikke anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producent eller importør til brugeren eller forbrugeren eller præsentation af varer. Der er tale om produkter, der sælges ikke-påfyldte i supermarkeder m.v. med henblik på påfyldning og brug hjemme hos forbrugeren og i virksomheder, herunder for eksempel engangsglas, -krus og -kopper, der anvendes til at drikke af hos forbrugeren eller i en virksomhed, og som ikke anvendes til salg eller præsentation af et produkt.
Det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, indeholder en forpligtelse til at afholde de nødvendige omkostninger i forhold til håndtering af affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast. For nærmere om omkostningerne under producentansvaret henvises til bemærkningerne nedenfor til det foreslåede stk. 2. Producenterne skal opfylde forpligtelserne efter stk. 1 forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel. For nærmere om beregningen af markedsandelen henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 2.
Reglerne om udvidet producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, vil fortsat skulle sikre, at de omkostninger, der er relateret til indsamling af affald fra engangsplastprodukterne fra husholdningerne og til håndteringen heraf, dækkes af producenter og importører af disse produkter eller af en kollektiv ordning på deres vegne.
Med den foreslåede nyaffattelse udgår henvisningen til andre regler fastsat i medfør miljøbeskyttelseslovens § 44 og § 45, stk. 2. Der tilsigtes hermed ikke en indholdsmæssig ændring af retstilstanden. Bestemmelsen i § 9 s, stk. 1, vil efter den foreslåede ændring som udgangspunkt fortsat have forrang for regler udstedt i medfør af § 44 om håndtering af affald generelt og § 45, stk. 2, og regler udstedt i medfør heraf om kommunalbestyrelsens ansvar for håndtering af affald. Dog vil producentens organisatoriske ansvar kunne begrænses til et finansielt ansvar efter reglerne i det foreslåede i § 9 p, stk. 2, 1. pkt., som i medfør af det foreslåede § 9 s, stk. 2, vil være tilsvarende gældende for det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Ligeledes vil kommunalbestyrelsen fortsat kunne tilbyde indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse fra affaldsproducerende virksomheder i de tilfælde, der er nævnt i lovens § 49 d, stk. 2 og 3.
Det er hensigten, at organiseringen af affald fra affaldsproducerende virksomheder af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal følge de til enhver tid gældende regler for indsamling og håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald.
Som udgangspunkt omfatter forpligtelsen efter det foreslåede stk. 1 et ansvar for affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, som den pågældende importør eller producent selv har markedsført. Dog kan pligten også opfyldes gennem hel eller delvis tilbagetagning af tilsvarende affald fra andre producenter eller importører under en tildelingsordning, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 9 p, stk. 1.
Det afgørende for opfyldelse af et udvidet producentansvar er, at det er producentens eller importørens ansvar for egen regning at foranstalte indsamling og affaldshåndtering. Dette indebærer, at i det omfang producenten eller importøren ikke selv ønsker at påtage sig den fysiske tilbagetagning, har producenten eller importøren initiativforpligtelsen til at indgå i en ordning, hvorved det pågældende affald håndteres. Det udvidede producentansvar kan opfyldes gennem en kollektiv ordning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 1, gennemfører engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der udarbejdes ordninger for udvidet producentansvar for produkter oplistet i direktivets bilag, del E, herunder drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, i overensstemmelse affaldsdirektivets artikel 8 og 8 a.
Det følger af det foreslåede § 9 s, stk. 2 , at bestemmelserne i lovens § 9 p, stk. 15 og 17, og regler fastsat i medfør af lovens § 9 p, stk. 2-14, 16 og 18-20, finder tilsvarende anvendelse på det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, jf. stk. 1.
Det foreslåede § 9 s, stk. 2, medfører for det første, at det foreslåede § 9 p, stk. 15, om at kommunalbestyrelsens fastsætter og opkræver gebyrer fra producenter eller disse kollektive ordninger og stk. 17 om afskæring af klageadgang i forhold til kommunalbestyrelsens afgørelser efter det foreslåede stk. 15, finder direkte anvendelse på det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, hvorfor der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19.
Det er hensigten ved bekendtgørelse at fastsætte regler for det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, i medfør af § 9 p, stk. 3-14, 18 og 19. Der forventes således bl.a. fastsat regler om afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af indsamlings-, transport-, behandlings-, oplysnings- og dataindberetningsforpligtelser (jf. stk. 4), om opgørelse og oplysningspligter vedr. mængden og kategorier m.v. af de markedsførte drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, herunder om eksporterede mængder og om hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er overdraget til en kollektiv ordning (jf. stk. 5, 12 og 14), om tildelingsordning m.v., herunder for betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens omkostninger, for kommunalt indsamlet husholdningsaffald og erhvervsaffald sammenblandet hermed (jf. stk. 6), om pligt til at overtage affald, der ikke er emballageaffald (jf. stk. 7), om betalingsforpligtelser til dækning af kommunalbestyrelsens eller de affaldsproducerende virksomheders indsamling, transport og behandling af affald fra erhverv (jf. stk. 8), om udnævnelse af repræsentant i forbindelse med salg i en anden EU-medlemsstat (jf. stk. 9), om opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering af affald og om offentligt tilgængeliggørelse af oplysninger om målopfyldelse (jf. stk. 10 og 14), om oplysningspligt over for brugere af produkterne (jf. stk. 11 og 14), om oplysninger og dokumentation til brug for tilsynet med overholdelse af reglerne (jf. stk. 13), om gebyrbetaling til dækning af miljøministerens omkostninger forbundet med administration af det udvidede producentansvar (jf. stk. 18) og om gebyrbetaling til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med oprydning og indsamling af affald (jf. stk. 19). Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler om hvem, der er omfattet af forpligtelsen i stk. 1 (jf. stk. 3). For nærmere herom, se bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7-19, og bemærkningerne til indsættelsen af § 9 p i miljøbeskyttelsesloven ved lov nr. 807 af 9. juni 2020 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, jf. Folketingstidende 2019-2020, tillæg A, L 112 som fremsat, side 35-41.
Endvidere vil miljøministeren for det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, kunne fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens gebyrfastsættelse og -opkrævning efter § 9 p, stk. 15, og om offentliggørelse m.v. af dokumentation for gebyrets sammensætning (jf. stk. 16) samt nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 18 og 19 (jf. stk. 20). For nærmere herom, se bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19, vedrørende disse bestemmelser.
Det er hensigten at de gældende bestemmelser om oprydningsansvar i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter, og som er en udmøntning af de gældende bemyndigelser i lovens § 9 s, stk. 3, 6, 9 og 10, om et oprydningsansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, videreføres, men med hjemmel i det foreslåede i § 9 p, stk. 19.
Det foreslåede har ligesom de gældende bestemmelser i lovens § 9 s, stk. 2-12 til formål at gennemføre artikel 8, stk. 1 og 2, i engangsplastdirektivet, hvorefter medlemsstaterne skal etablere udvidede producentansvarsordninger samt et oprydningsansvar for alle engangsplastprodukter oplistet i direktivets bilag, del E, som markedsføres i medlemsstaten, i henhold til artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet.
Der er således ikke med de foreslåede ændringer af § 9 s tiltænkt en materiel ændring af regelgrundlaget for det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, herunder heller ikke for hjemmelgrundlaget for gennemførelse af bestemmelserne herom i artikel 8 i engangsplastdirektivet. Den foreslåede nyaffattelse har således alene til formål at forenkle regelfastsættelsen vedrørende udvidet producentansvar for drikkebægre og drikkevarebeholdere af engangsplast, der ikke er emballage, sammenholdt med regelfastsættelsen vedrørende udvidet producentansvar for drikkebægre og drikkevarebeholdere af engangsplast, der er emballage, og som reguleres i § 9 p, som foreslået ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 6-19.
|
@@ -10,37 +10,47 @@
|
|
| 10 |
engangsplast undtages fra visse forpligtelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af sådanne produkter,
|
| 11 |
som den pågældende producent eller importør har markedsført, og affald heraf ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse.
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 3.
|
| 14 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse
|
| 15 |
af forpligtelsen i stk. 1. Endvidere fastsætter ministeren regler om tilbagebetaling, herunder procedurer herfor, til
|
| 16 |
producenterne og importørerne, når balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast markedsføres uden for
|
| 17 |
Danmark.
|
| 18 |
|
| 19 |
Stk. 4.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 20 |
Miljøministeren fastsætter regler om opgørelse af mængden af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast,
|
| 21 |
der markedsføres af producenter eller importører, herunder om beregning af markedsandelen af balloner, vådservietter og filtre til
|
| 22 |
tobaksvarer af engangsplast, jf. stk. 1, på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret, jf. § 9 æ, stk. 1.
|
| 23 |
|
| 24 |
-
Stk.
|
| 25 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører, som er etableret i Danmark, og som sælger balloner,
|
| 26 |
vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren ikke er
|
| 27 |
etableret, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler
|
| 28 |
producenten eller importøren i henhold til den pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
|
| 29 |
|
| 30 |
-
Stk.
|
| 31 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om
|
| 32 |
-
til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald af balloner,
|
| 33 |
-
vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
|
| 34 |
|
| 35 |
-
Stk.
|
| 36 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om mængde og kategori af balloner,
|
| 37 |
vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, der er markedsført, og om, hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er
|
| 38 |
overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 39 |
|
| 40 |
-
Stk.
|
| 41 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation
|
| 42 |
-
af enhver art til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2,
|
| 43 |
3.
|
| 44 |
|
| 45 |
-
Stk.
|
| 46 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter stk.
|
|
|
|
| 10 |
engangsplast undtages fra visse forpligtelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf, hvis mængden af sådanne produkter,
|
| 11 |
som den pågældende producent eller importør har markedsført, og affald heraf ikke overstiger en fastsat årlig bagatelgrænse.
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 3.
|
| 14 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse
|
| 15 |
af forpligtelsen i stk. 1. Endvidere fastsætter ministeren regler om tilbagebetaling, herunder procedurer herfor, til
|
| 16 |
producenterne og importørerne, når balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast markedsføres uden for
|
| 17 |
Danmark.
|
| 18 |
|
| 19 |
Stk. 4.
|
| 20 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger, herunder omkostninger forbundet med følgende:
|
| 21 |
+
|
| 22 |
+
1) Oprydning af henkastet affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast og håndtering heraf.
|
| 23 |
+
|
| 24 |
+
2) Indsamling af affald fra filtre til tobaksvarer af engangsplast, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer, og håndtering heraf.
|
| 25 |
+
|
| 26 |
+
3) Oplysningstiltag for at forebygge og reducere mængden af henkastet affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
|
| 27 |
+
|
| 28 |
+
Stk. 5.
|
| 29 |
+
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 4, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse, om pris- og lønindeksregulering heraf og om digital indbetaling af gebyret.
|
| 30 |
+
|
| 31 |
+
Stk. 6.
|
| 32 |
Miljøministeren fastsætter regler om opgørelse af mængden af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast,
|
| 33 |
der markedsføres af producenter eller importører, herunder om beregning af markedsandelen af balloner, vådservietter og filtre til
|
| 34 |
tobaksvarer af engangsplast, jf. stk. 1, på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret, jf. § 9 æ, stk. 1.
|
| 35 |
|
| 36 |
+
Stk. 7.
|
| 37 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører, som er etableret i Danmark, og som sælger balloner,
|
| 38 |
vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast i en anden EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren ikke er
|
| 39 |
etableret, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for opfyldelse af de forpligtelser, der påhviler
|
| 40 |
producenten eller importøren i henhold til den pågældende medlemsstats ordning for udvidet producentansvar.
|
| 41 |
|
| 42 |
+
Stk. 8.
|
| 43 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
|
|
|
|
|
|
|
| 44 |
|
| 45 |
+
Stk. 9.
|
| 46 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om mængde og kategori af balloner,
|
| 47 |
vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, der er markedsført, og om, hvorvidt forpligtelsen efter stk. 1 er
|
| 48 |
overdraget til en kollektiv ordning, jf. § 9 z, stk. 1.
|
| 49 |
|
| 50 |
+
Stk. 10.
|
| 51 |
Miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation
|
| 52 |
+
af enhver art til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2, 8 og 9, § 9 æ og § 9 å, stk.
|
| 53 |
3.
|
| 54 |
|
| 55 |
+
Stk. 11.
|
| 56 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter stk. 8-10 skal afgives.
|
| Nr 21: | I § 9 t indsættes efter stk. 3 som nye stykker: »Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger, herunder omkostninger forbundet med følgende:
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 4, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse, om pris- og lønindeksregulering heraf og om digital indbetaling af gebyret.« Stk. 4-9 bliver herefter stk. 6-11. |
| Nr 22: | § 9 t, stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således: »Stk. 8. Miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.« |
| Nr 23: | I § 9 t, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres »stk. 2, 6 og 7« til: »stk. 2, 8 og 9«. |
| Nr 24: | I § 9 t, stk. 9, der bliver stk. 11, ændres »stk. 6-8« til: »stk. 8-10«. |
Miljøbeskyttelseslovens § 9 t vedrører udvidet producentansvar for balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
Det følger af § 9 t, stk. 1, 1. pkt., at producenter og importører af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning skal afholde omkostninger forbundet med oprydning af henkastet affald fra sådanne produkter og håndtering heraf og oplysningstiltag for at forebygge og reducere mængden af sådant henkastet affald. Det følger af stk. 1, 2. pkt., at producenter og importører af filtre til tobaksvarer af engangsplast endvidere forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning skal afholde omkostninger forbundet med indsamling af affald heraf, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer.
Af § 9 t, stk. 3, 1. pkt., følger, at miljøministeren skal fastsætte regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af forpligtelsen i § 9 t, stk. 1.
Bemyndigelsen i § 9 t, stk. 3, 1. pkt., er udnyttet til at fastsætte regler om gebyrbetaling i bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter. Reglerne omfatter en pligt for producenter af vådservietter, balloner og filtre til tobaksvarer af engangsplast til at betale et gebyr pr. type engangsplastprodukt til Miljøstyrelsen til dækning af omkostninger ved kommunalbestyrelsers og andre offentlige myndigheders oprydning af henkastet affald, den efterfølgende transport og behandling heraf, og Miljøstyrelsens oplysningstiltag med henblik på at reducere mængden af henkastet affald. For filtre til tobaksvarer af engangsplast, er det fastlagt, at gebyret også skal dække omkostninger til indsamling af affald, der er kasseret i offentlige indsamlingssystemer samt den efterfølgende transport og behandling heraf. Bekendtgørelsens gebyrbestemmelser træder i kraft den 31. december 2024, og afløser pr. denne dato gebyrbestemmelser fastsat i medfør af § 9 t, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1113 af 17. august 2023 om udvidet producentansvar for filtre til tobaksvarer, der er engangsplastprodukter, og som ophæves den 31. december 2024.
Der er ikke efter gældende ret tilstrækkelig klar hjemmel til fastsættelse af regler om gebyrbetaling for myndighedsvaretagelse af oprydningsforpligtelser i forbindelse med affald af vådservietter, balloner og tobaksfiltre af engangsplast, af indsamlingsforpligtelser vedrørende tobaksfiltre af engangsplast og af oplysningstiltag for at forebygge og reducere mængden af sådant henkastet affald.
Det følger af den foreslåede indsættelse af nyt § 9 t, stk. 4, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med den enkelte myndigheds oprydning, indsamling eller udførelse af oplysningstiltag i relation til affald af ovennævnte produkter, jf. nedenfor vedrørende hver af de foreslåede bestemmelser i stk. 4, nr. 1-3.
Det følger af det foreslåede stk. 4, nr. 1, at miljøministeren vil skulle fastsætte regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med oprydning af henkastet affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast og håndtering heraf.
Det følger af det foreslåede stk. 4, nr. 2, at miljøministeren endvidere vil skulle fastsætte regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med indsamling af affald fra filtre til tobaksvarer af engangsplast, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer, og håndtering heraf.
Det følger af det foreslåede stk. 4, nr. 3, at miljøministeren endvidere vil skulle fastsætte regler om, at producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal betale gebyrer til dækning af offentlige myndigheders omkostninger forbundet med oplysningstiltag for at forebygge og reducere mængden af henkastet affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
De foreslåede bestemmelser indebærer, at miljøministeren vil skulle fastsætte regler om, at producenter og importører af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast skal betale et gebyr til dækning af offentlige myndigheders faktiske omkostninger forbundet med oprydning, indsamling og oplysningstiltag omfattet af det foreslåede stk. 4, nr. 1-3.
For så vidt angår gebyrbetaling for myndigheders varetagelse af oplysningstiltag i henhold til regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 t, stk. 4, nr. 3, skal forslaget ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 9 t, stk. 6, der bliver stk. 8, der bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, jf. lovforslagets § 1, nr. 22, og bemærkningerne hertil.
Forslaget viderefører gældende ret, idet det dog tydeliggøres på lovniveau, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om gebyrer, som skal betales af producenter og importører af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, til dækning af de omkostninger, som offentlige myndigheder har til oprydning, indsamling og oplysningstiltag.
Det følger af den foreslåede indsættelse af nyt § 9 t, stk. 5 , at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af stk. 4, herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse, om pris- og lønindeksregulering heraf og om digital indbetaling af gebyret.
Fastsættelse af gebyrer for oprydningsforpligtelser vil som på nuværende tidspunkt skulle ske på baggrund af eksterne rapporter med kortlægning af kommunalbestyrelser, Naturstyrelsens og Vejdirektoratets omkostninger til renhold og oprydning, samt affaldsanalyser af henkastede og indsamlede mængder af affald fra de forskellige omfattede engangsplastprodukter.
Det vil også fremover være en forudsætning, at der hvert tredje år foretages sådanne affaldsanalyser over de henkastede og indsamlede mængder affald fra de enkelte engangsplastprodukter samt opgørelser over kommunalbestyrelses og andre offentlige myndigheders omkostninger til renhold. Affaldsanalyser og opgørelser vil som på nuværende tidspunkt fortsat inkludere både land- og bykommuner.
Det er fortsat hensigten, at interessenter inddrages i forbindelse med affaldsanalyser og i nødvendigt omfang også frivillige organisationer, der har erfaring med oprydning i naturen.
Herudover er det fortsat hensigten, at der hvert år foretages stikprøvevise opgørelser hos udvalgte kommuner og de andre offentlige myndigheder over disses omkostninger til renhold. Der vil dog være et vist rimeligt skøn forbundet med at fastsætte de eksakte omkostninger til de offentlige myndigheders renhold af affald fra de omfattede engangsplastprodukter og de enkelte produktkategoriers andel heraf, idet der ikke foretages særskilt oprydning og indsamling af de omfattede engangsplastprodukter.
Da der er stor forskel på behovet for renhold i kommunerne, og behovet ændrer sig i løbet af året bl.a. på grund af vejrforhold og sæsonprægede aktiviteter vil affaldsanalyser og opgørelser over offentlige myndigheders omkostninger til renhold baseres på det generelle aktivitetsniveau vedrørende renhold i det offentlige rum, som finder sted på tidspunktet for affaldsanalyser og opgørelser.
Gebyrindtægter forbundet med gebyrordningen vil som efter gældende ret blive allokeret til de offentlige myndigheder, der varetager opgaven med renhold. Den andel af gebyrindtægterne, der vedrører statens omkostninger til renhold bevilges til Naturstyrelsen og Vejdirektoratet og vil på den baggrund tilfalde råderummet, mens den andel af gebyrindtægterne, der vedrører kommunalbestyrelserne omkostninger, allokeres til disse på baggrund af Det Udvidede Totalbalanceprincip. En fordeling på baggrund af Det Udvidede Totalbalanceprincip betyder dog, at de midler, der allokeres til den enkelte kommunalbestyrelse, ikke nødvendigvis svarer til den enkelte kommunes faktiske omkostninger til renhold, da der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem principperne for fordeling og den enkelte kommunes faktiske omkostninger til renhold.
Ud over omkostninger til oprydning og renhold er det hensigten, at gebyrer fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse også skal dække omkostninger til udførelse af affaldsanalyser og opgørelser over offentlige myndigheders omkostninger forbundet med oprydning m.v. til brug for fastsættelse af gebyrer. Miljøministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, at miljøministerens omkostninger til administration og opkrævning af gebyrerne, vil kunne gebyrfinansieres. Dette indebærer bl.a. omkostninger til fakturering, herunder udregning, fakturaoprettelse og løbende udsendelse af fakturaer.
Gebyrer fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil desuden skulle dække omkostningerne til statens varetagelse af oplysningstiltag i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede nyaffattelse af § 9 t, stk. 6, der bliver stk. 8, med henblik på at forebygge og reducere mængden af henkastet affald. Omkostninger til oplysningstiltag vil bl.a. kunne omfatte omkostninger til udarbejdelse af informationsmateriale, kampagneindsatser via sociale medier eller øvrige landsdækkende medier og øvrige metoder til at oplyse om og fremme ansvarlig forbrugeradfærd med henblik på at reducere henkastet affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, samt administration forbundet hermed.
Det er hensigten, at gebyrerne administrativt fastsættes således, at der tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. Mindst en gang årligt vurderes det, blandt andet på baggrund af seneste års regnskab eller det forventede resultat af årets regnskab, om omkostningerne skal reduceres eller taksten justeres for at sikre balance. Væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område skal tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år, fra og med det år hvori ubalancen opstår. Dette omfatter ikke over- eller underdækning, der bidrager til at udligne tidligere års ubalance, jf. Finansministeriets budgetvejledning, afsnit 2.3.1.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om betalingsperiode og regler om, at gebyret opkræves på grundlag af de oplysninger, som producenten eller importøren har indberettet til producentregistret, jf. de gældende bestemmelser i § 9 t, stk. 7, der med dette lovforslag bliver stk. 9, og § 9 æ, stk. 1 og 2, dvs. oplysninger om mængde og kategori af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, der er markedsført.
Det er hensigten, at gebyrer fortsat vil blive differentieret efter typen af det engangsplastprodukt (balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast), der markedsføres, hvis dette er nødvendigt for, at gebyret afspejler den enkelte produktkategoris andel af omkostningerne i gebyrordningen. Gebyret kan for eksempel fastsættes som et gennemsnitsgebyr pr. stk. eller kg. markedsført produkt.
Ved skønsmæssig fastsættelse af gebyr forstås, at såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en producent eller importør, ikke kan opgøres på baggrund af producentens oplysninger om markedsførte mængder indgivet efter regler fastsat i medfør af den gældende bestemmelse i § 9 t, stk. 7, der bliver stk. 9, så kan gebyrets størrelse fastsættes på baggrund af for eksempel et gennemsnit af en producents eller importørs tidligere afgivne oplysninger om markedsførte mængder. Muligheden for skønsmæssig fastsættelse af gebyrets størrelse har til formål at sikre, at producenter ikke omgår betalingsforpligtelsen ved at undlade at afgive korrekte oplysninger.
Fastsættelse af gebyrstørrelser efter det foreslåede stk. 5, bør desuden kunne ske under hensyntagen til den almindelige pris- og lønudvikling, så underfinansiering undgås. Det er derfor hensigten, at der fastsættes regler om, at gebyrer fastsat efter stk. 5, reguleres årligt pr. 1. januar på grundlag af det seneste offentliggjorte pris- og lønindeks i Økonomisk-Administrativ Vejledning fra Finansministeriet.
Ved digital indbetaling forstås betaling med kort, ved bankoverførsel, ved hjælp af betalingsservice eller lignende. Gennemføres betalingen ikke på en af de beskrevne måder, vil betalingen ikke betragtes som gennemført.
Det er hensigten, at ministeren i medfør af § 80, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven som hidtil vil delegere kompetencen til at fastsætte og opkræve gebyrer efter det foreslåede stk. 5, til Miljøstyrelsen.
Det forventes, at miljøministeren med hjemmel i § 80, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven, vil udstede regler om, at Miljøstyrelsens fastsættelse af og opkrævning af gebyrer ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.
De foreslåede bestemmelser sammenholdt med den forventede udmøntning skal sikre fortsat gennemførelse af engangsplastdirektivets artikel 8, stk. 1-3, hvorefter producenter af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer skal afholde omkostningerne til oprydning af henkastet affald forårsaget af disse produkter, indsamling af affald fra disse produkter, der er blevet kasseret i offentlige indsamlingssystemer, og til de oplysningsforpligtelser over for brugerne, der følger af artikel 10 i engangsplastdirektivet.
Det fremgår af § 9 t, stk. 8, at miljøministeren fastsætter regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger og dokumentation af enhver art til brug for tilsynet med overholdelse af stk. 1 og regler fastsat i medfør af § 9 t, stk. 2, 6 og 7, § 9 æ og § 9 å, stk. 3.
Det følger af den foreslåede ændring af § 9 t, stk. 8, der bliver stk. 10, at henvisningen til stk. 2, 6 og 7 ændres til stk. 2, 8 og 9.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af nye stk. 4 og 5 i § 9 t, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.
Det fremgår af § 9 t, stk. 9, at miljøministeren fastsætter regler om, hvordan og i hvilken form oplysningerne efter § 9 t, stk. 6-8, skal afgives.
Det følger af den foreslåede ændring af § 9 t, stk. 9, at henvisningen til stk. 6-8 ændres til stk. 8-10.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af nye stk. 4 og 5 i § 9 t, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.
Miljøbeskyttelseslovens § 9 t vedrører udvidet producentansvar for balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
Det følger af § 9 t, stk. 1, 1. pkt., 2. led, at producenter og importører af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning skal afholde omkostninger forbundet med bl.a. oplysningstiltag for at forebygge og reducere mængden af sådant henkastet affald.
Det følger af § 9 t, stk. 3, 1. pkt., at miljøministeren skal fastsætte regler om producenters og importørers afholdelse og fordeling af omkostninger forbundet med opfyldelse af forpligtelsen i § 9 t, stk. 1.
Efter den gældende § 9 t, stk. 6, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers pligt til at oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 9 t, stk. 6, der bliver stk. 8, at miljøministeren fastsætter regler om, at miljøministeren for producenternes eller importørernes regning eller at producenter og importører for egen regning skal oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
Ved tilgængelige indsamlingsordninger forstås ordninger for indsamling og afhentning af affald, herunder indsamlingsordninger, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik affaldsbehandling.
Ved bekæmpelse af henkastning af affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, forstås foranstaltninger, der tages for at undgå, at brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, bortskaffer disse produkter ved at efterlade dem i naturen og dermed ikke foretager korrekt affaldshåndtering.
Med »for egen regning« menes, at en producent eller importør skal afholde alle omkostninger til at varetage de forpligtelser, der pålægges producenten eller importøren at udføre i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Med »for producenternes regning« menes, at producenterne og importørerne skal afholde omkostninger til de opgaver, som ministeren pålægger andre at udføre på producentens eller importørens vegne i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Der kan i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 9 t, stk. 6, der bliver stk. 8, alene fastsættes regler om, at miljøministeren skal varetage det organisatoriske ansvar for at oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald af de pågældende engangsplastprodukter.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således i overensstemmelse med § 9 t, stk. 1, 1. pkt., at producenter og importører fortsat vil have det finansielle ansvar for at oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald af de pågældende engangsplastprodukter.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 9 t, stk. 4, nr. 3, og stk. 5, hvorefter ministeren bemyndiges til at skulle fastsætte regler om at producenter og importører skal betale gebyrer til dækning af de offentlige myndigheders omkostninger forbundet med oplysningstiltag for at forebygge og reducere mængden af henkastet affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, og bemærkningerne hertil.
Det er hensigten, at den foreslåede bestemmelse udmøntes ved, at miljøministeren vil skulle oplyse brugere af balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast om tilgængelige indsamlingsordninger og om bekæmpelse af henkastning af affald fra balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast.
Det er hensigten, at miljøministeren i medfør af § 80, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven vil delegere sine oplysningsforpligtelser til Miljøstyrelsen.
|
@@ -1,46 +1,13 @@
|
|
| 1 |
-
|
| 2 |
-
for egen regning foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer.
|
| 3 |
|
| 4 |
-
Stk. 2.
|
| 5 |
-
Miljøministeren fastsætter nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt
|
| 6 |
-
til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering, af affald af bærbare batterier og akkumulatorer.
|
| 7 |
|
| 8 |
-
Stk. 3.
|
| 9 |
-
Producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer skal finansiere den kommunale indsamling af udtjente bærbare
|
| 10 |
-
batterier og akkumulatorer samt udgifter i forbindelse med opkrævning og udbetaling af betalingen, herunder etablering af
|
| 11 |
-
systemer, vedligeholdelse, drift og administration af opkrævning og udbetaling. Udgiften udgør 5,05 kr. pr. kg markedsførte
|
| 12 |
-
bærbare batterier og akkumulatorer. Beløbet pris- og lønreguleres årligt pr. 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats
|
| 13 |
-
for det generelle pris- og lønindeks. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele ørebeløb.
|
| 14 |
|
| 15 |
-
Stk. 4.
|
| 16 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om indbetaling, angivelse og opkrævning af betalingen efter stk. 3, herunder regler om
|
| 17 |
-
registrering, betalingsperiode, tilbagebetaling, renter og klage m.v., samt at indbetaling skal ske elektronisk. Ministeren kan
|
| 18 |
-
endvidere fastsætte regler om videregivelse til den private organisation, jf. § 9 ø, af oplysninger indberettet i forbindelse med
|
| 19 |
-
indbetaling.
|
| 20 |
|
| 21 |
-
|
| 22 |
-
Hvis der i medfør af § 80, stk. 1, fastsættes regler om, at indbetaling skal ske til told- og skatteforvaltningen, kan
|
| 23 |
-
skatteministeren fastsætte nærmere regler om indbetaling og angivelse, herunder at indbetaling skal ske elektronisk.
|
| 24 |
|
| 25 |
-
|
| 26 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om, hvorledes markedsandelen, jf. stk. 1, fastsættes, herunder hvordan markedsandelen beregnes
|
| 27 |
-
på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret nævnt i § 9 æ.
|
| 28 |
|
| 29 |
-
Stk. 7.
|
| 30 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om en tildelingsordning for udtjente bærbare batterier og akkumulatorer, herunder om
|
| 31 |
-
tidsfrister for afhentning og regler om, hvornår den private organisation, jf. § 9 ø, kan få tredjemand til at udføre opgaven for
|
| 32 |
-
producentens eller importørens regning.
|
| 33 |
-
|
| 34 |
-
Stk. 8.
|
| 35 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører skal redegøre for, hvorledes de har opfyldt deres
|
| 36 |
-
forpligtelse efter stk. 1, og regler om, at redegørelsen skal afgives til ministeren eller det i § 9 æ nævnte producentregister.
|
| 37 |
-
Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
|
| 38 |
-
|
| 39 |
-
Stk. 9.
|
| 40 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører kan undtages fra kravet i stk. 1, hvis producenten eller
|
| 41 |
-
importøren i forhold til det danske markeds størrelse markedsfører meget små mængder bærbare batterier og akkumulatorer i Danmark.
|
| 42 |
-
|
| 43 |
-
Stk. 10.
|
| 44 |
-
|
| 45 |
-
kommunerne, herunder at fordelingen kan ske i henhold til aftaler mellem en juridisk enhed af producenter og importører og
|
| 46 |
-
kommunerne.
|
|
|
|
| 1 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for producenter af batterier til at udpege en producentansvarsorganisation, der er godkendt i henhold til artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 af 12. juli 2023 om batterier og udtjente batterier, om ændring af direktiv 2008/98/EF og forordning (EU) 2019/1020 og om ophævelse af direktiv 2006/66/EF med senere ændringer (batteriforordningen), til på deres vegne at opfylde forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar i henhold til batteriforordningen og regler fastsat i medfør af loven.
|
|
|
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om supplerende krav til den garanti, som producenter af batterier eller udpegede producentansvarsorganisationer skal stille efter batteriforordningens artikel 58, stk. 7, herunder om garantiens størrelse, hvem der kan træffe afgørelse om garantien, hvem der kan disponere over garantien, og under hvilke omstændigheder disponeringen kan ske.
|
|
|
|
|
|
|
| 4 |
|
| 5 |
+
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at indsamlingssteder omfattet af batteriforordningens artikel 59, stk. 2, litra a, artikel 60, stk. 2, litra a, eller artikel 61, stk. 1, litra a-d, kun må indsamle udtjente batterier, hvis indsamlingsstedet har indgået en kontrakt med producenten af batterier eller udpegede producentansvarsorganisationer, og om dokumentation herfor.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. For producentansvarsorganisationer for batterier, der er udpeget efter batteriforordningen eller i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 1, fastsætter miljøministeren regler om følgende:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 8 |
|
| 9 |
+
1) Pligt til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af organisationen, økonomiske bidrag til organisationen fra producenter og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt tilgængelige. Ministeren fastsætter i den forbindelse regler om, hvordan oplysningerne gøres offentligt tilgængelige.
|
|
|
|
|
|
|
| 10 |
|
| 11 |
+
2) Pligt til at føre passende egenkontrol med overholdelse af kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af nr. 3, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som producentansvarsorganisationen indsamler og rapporterer på vegne af producenter i henhold til batteriforordningen.
|
|
|
|
|
|
|
| 12 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 13 |
+
3) Graduering efter nærmere fastsatte kriterier af de finansielle bidrag fra producenter i henhold til batteriforordningens artikel 57, stk. 2, litra a.
|
|
|
|
|
|
| Nr 25: | Overskriften før § 9 u affattes således: »Udvidet producentansvar for batterier – supplerende bestemmelser til batteriforordningen«. |
| Nr 26: | §§ 9 u-9 x ophæves, og i stedet indsættes: »§ 9 u. Miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for producenter af batterier til at udpege en producentansvarsorganisation, der er godkendt i henhold til artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 af 12. juli 2023 om batterier og udtjente batterier, om ændring af direktiv 2008/98/EF og forordning (EU) 2019/1020 og om ophævelse af direktiv 2006/66/EF med senere ændringer (batteriforordningen), til på deres vegne at opfylde forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar i henhold til batteriforordningen og regler fastsat i medfør af loven. Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om supplerende krav til den garanti, som producenter af batterier eller udpegede producentansvarsorganisationer skal stille efter batteriforordningens artikel 58, stk. 7, herunder om garantiens størrelse, hvem der kan træffe afgørelse om garantien, hvem der kan disponere over garantien, og under hvilke omstændigheder disponeringen kan ske. Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at indsamlingssteder omfattet af batteriforordningens artikel 59, stk. 2, litra a, artikel 60, stk. 2, litra a, eller artikel 61, stk. 1, litra a-d, kun må indsamle udtjente batterier, hvis indsamlingsstedet har indgået en kontrakt med producenten af batterier eller udpegede producentansvarsorganisationer, og om dokumentation herfor. Stk. 4. For producentansvarsorganisationer for batterier, der er udpeget efter batteriforordningen eller i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 1, fastsætter miljøministeren regler om følgende:
|
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 1, skal producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer forholdsmæssigt i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 2, fastsætter miljøministeren nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering, af affald af bærbare batterier og akkumulatorer.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 3, skal producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer finansiere den kommunale indsamling af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer samt udgifter i forbindelse med opkrævning og udbetaling af betalingen, herunder etablering af systemer, vedligeholdelse, drift og administration af opkrævning og udbetaling. Udgiften udgør 5,05 kr. pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer. Beløbet pris- og lønreguleres årligt pr. 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele ørebeløb.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 4, kan miljøministeren fastsætte regler om indbetaling, angivelse og opkrævning af betalingen efter stk. 3, herunder regler om registrering, betalingsperiode, tilbagebetaling, renter og klage m.v., samt at indbetaling skal ske elektronisk. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om videregivelse til den private organisation, jf. lovens § 9 ø, af oplysninger indberettet i forbindelse med indbetaling.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 5, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om indbetaling og angivelse, herunder at indbetaling skal ske elektronisk, hvis der i medfør af lovens § 80, stk. 1, fastsættes regler om, at indbetaling skal ske til told- og skatteforvaltningen.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 6, fastsætter miljøministeren regler om, hvorledes markedsandelen, jf. stk. 1, fastsættes, herunder hvordan markedsandelen beregnes på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret nævnt i lovens § 9 æ.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 7, kan miljøministeren fastsætte regler om en tildelingsordning for udtjente bærbare batterier og akkumulatorer, herunder om tidsfrister for afhentning og regler om, hvornår den private organisation, jf. lovens § 9 ø, kan få tredjemand til at udføre opgaven for producentens eller importørens regning.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 8, kan miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører skal redegøre for, hvorledes de har opfyldt deres forpligtelse efter stk. 1, og regler om, at redegørelsen skal afgives til ministeren eller det i lovens § 9 æ nævnte producentregister. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 9, kan miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører kan undtages fra kravet i stk. 1, hvis producenten eller importøren i forhold til det danske markeds størrelse markedsfører meget små mængder bærbare batterier og akkumulatorer i Danmark.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 u, stk. 10, kan miljøministeren fastsætte regler om, hvorledes betalingen fra producenter og importører, jf. stk. 3, skal fordeles til kommunerne, herunder at fordelingen kan ske i henhold til aftaler mellem en juridisk enhed af producenter og importører og kommunerne.
De gældende bestemmelser i § 9 u, stk. 1-10, er en implementering af batteridirektivet, som er nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 1453 af 7. december 2015 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (herefter batteribekendtgørelsen).
Efter den gældende bestemmelse i § 9 v, stk. 1, kan miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører af industribatterier og -akkumulatorer skal tilbagetage og særskilt håndtere et udtjent industribatteri eller en udtjent industriakkumulator uanset dets kemiske sammensætning og oprindelse, når de markedsfører et nyt industribatteri eller en ny industriakkumulator, og at producenter og importører ligeledes er forpligtet til at tilbagetage og særskilt håndtere udtjente industribatterier eller -akkumulatorer fra slutbrugeren, hvis producenten eller importøren har markedsført industribatteriet eller -akkumulatoren, jf. dog stk. 4.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 v, stk. 2, fastsætter miljøministeren nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering, af affald af industribatterier og -akkumulatorer.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 v, stk. 3, kan miljøministeren fastsætte regler om tilbagetagning af industribatterier og -akkumulatorer, jf. stk. 1, herunder regler om slutbrugernes mulighed for at få oplysninger om, hvem der er producent eller importør af et industribatteri eller en industriakkumulator.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 v, stk. 4, kan miljøministeren fastsætte regler om, at industribatterier og -akkumulatorer, som kan være håndholdte, skal indgå i tildelingsordningen for bærbare batterier og akkumulatorer, jf. § 9 u, stk. 7.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 v, stk. 5, kan miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører skal redegøre for, hvorledes de har opfyldt deres forpligtelse efter stk. 1, og regler om, at redegørelsen skal afgives til ministeren eller det i § 9 æ nævnte producentregister. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 v, stk. 6, kan producenter og importører og brugere af industribatterier og -akkumulatorer indgå aftaler om, at slutbrugerne finansierer tilbagetagning og særskilt håndtering.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 w, stk. 1, skal producenter og importører af bilbatterier og -akkumulatorer i forhold til deres markedsandel for egen regning foranstalte tilbagetagning og særskilt håndtering af udtjente bilbatterier og -akkumulatorer. Producenter og importører skal oprette ordninger for tilbagetagning i slutbrugernes nærhed, medmindre tilbagetagning sker i forbindelse med de ordninger, der er nævnt i § 9 q, stk. 1. Miljøministeren fastsætter regler om den geografiske fordeling af modtagepladser.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 w, stk. 2, fastsætter miljøministeren nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering, af affald af bilbatterier og -akkumulatorer.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 w, stk. 3, fastsætter miljøministeren regler om, hvorledes markedsandelen fastsættes, herunder hvordan markedsandelen beregnes på grundlag af de mængder, der er registreret i producentregisteret nævnt i § 9 æ.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 w, stk. 4, kan miljøministeren fastsætte regler om en tildelingsordning for udtjente bilbatterier og -akkumulatorer, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter og importører, tidsfrister for afhentning, og regler om, hvornår den private organisation, jf. § 9 ø, kan få tredjemand til at udføre opgaven for producentens eller importørens regning.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 w, stk. 5, kan miljøministeren fastsætte regler om, at producenter og importører skal redegøre for, hvorledes de har opfyldt deres forpligtelse efter stk. 1, og regler om, at redegørelsen skal afgives til ministeren eller producentregisteret i § 9 æ. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 w, stk. 6, kan producenter, importører og brugere af bilbatterier og -akkumulatorer fra erhvervsmæssige køretøjer indgå aftaler om, at slutbrugerne finansierer tilbagetagning og særskilt håndtering.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 1, fastsætter miljøministeren regler om producenters, importørers og forhandleres pligt til at oplyse slutbrugere af batterier og akkumulatorer om de potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af de stoffer, der benyttes i batterier og akkumulatorer, hensigtsmæssigheden af ikke at bortskaffe udtjente batterier og akkumulatorer sammen med usorteret husholdningsaffald, men at deltage i de særskilte indsamlingsordninger, de indsamlings- og genanvendelsesordninger, som slutbrugerne har til rådighed, og slutbrugernes rolle i forbindelse med genanvendelsen af udtjente batterier og akkumulatorer. Endvidere kan miljøministeren fastsætte regler om producenters, importørers og forhandleres pligt til at oplyse om betydningen af den påførte mærkning i forbindelse med markedsføring af batterier og akkumulatorer. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 2, skal producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer afholde offentlige oplysningskampagner. Miljøministeren fastsætter de nærmere regler herom, herunder regler om indhold og omfang.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 3, fastsætter miljøministeren regler om, at apparater, hvori batterier og akkumulatorer er indbyggede eller indeholdte, skal ledsages af en vejledning, der viser, hvordan de kan fjernes på en sikker måde, og om nødvendigt arten af det indbyggede batteri eller den indbyggede akkumulator. Miljøministeren fastsætter ligeledes regler om undtagelser fra denne vejledningspligt.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 4, må slutbrugerne ved salg af nye bærbare batterier og akkumulatorer ikke gøres særskilt bekendt med omkostningerne ved indsamling, behandling og genanvendelse af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 5, kan miljøministeren fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at give oplysninger om mængde, type og kemisk sammensætning af batterier og akkumulatorer, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt eller på anden måde nyttiggjort, om den eksporterede mængde tilbagetaget affald og oplysninger om, hvorvidt forpligtelsen efter stk. 2, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, og § 9 w, stk. 1, er overdraget til andre.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 6, kan miljøministeren fastsætte regler om producenters og importørers pligt til at tilvejebringe og give oplysninger af enhver art om etablerede tilbagetagningsordninger til brug for kontrollen med overholdelse af reglerne i stk. 2, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, og § 9 w, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 9 u, stk. 8, § 9 v, stk. 6, og § 9 w, stk. 5.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 7, fastsætter miljøministeren regler om producenters og importørers pligt til at gøre oplysninger om opfyldelse af mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 x, stk. 8, fastsætter miljøministeren regler om, hvordan og i hvilken form oplysninger efter stk. 5 og 6 skal afgives, og om, hvordan oplysninger om opfyldelse af mål for affaldshåndtering efter stk. 7 skal gøres offentligt tilgængelige.
Efter den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 1, kan forpligtelserne efter blandt andet § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2, opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Efter den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 2, kan miljøministeren fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af blandt andet § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, helt eller delvis kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
De gældende bestemmelser i §§ 9 u-x og § 9 z, stk. 1 og 2, er en implementering af batteridirektivet, som er nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 1453 af 7. december 2015 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (herefter benævnt batteribekendtgørelsen).
Efter den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 3, nr. 2, kan miljøministeren fastsætte regler for de kollektive ordninger, hvorefter de kollektive ordninger skal graduere de finansielle bidrag fra producenter og importører efter nærmere fastsatte kriterier.
Efter den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 5, fastsætter miljøministeren regler for kollektive ordningers pligt til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af ordningen, økonomiske bidrag til ordningen fra producenter og importører og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt tilgængelige. Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysninger gøres offentligt tilgængelige.
Efter den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 6, fastsætter miljøministeren regler om, at de kollektive ordninger forpligtes til at føre passende egenkontrol med overholdelse af kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af lovens § 9 z, stk. 3, nr. 2, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som den kollektive ordning indsamler og rapporterer på vegne af producenter og importører i henhold til lovens § 9 z, stk. 1.
Bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 3, nr. 2, og stk. 5 og 6, er en implementering af affaldsdirektivet og ikke nærmere udmøntet for så vidt angår batterier.
Bestemmelser om det udvidede producentansvar for bærbare batterier, industribatterier og bilbatterier, herunder om organisering af indsamlingen af bærbare batterier og finansiering heraf samt bestemmelser om producenters og øvrige aktørers oplysnings- og vejledningspligt overfor slutbrugere af batterier er direkte reguleret i kapitel 8 i batteriforordningen. Batteriforordningens kapitel 8 finder anvendelse den 18. august 2025.
Det foreslås at ophæve lovens §§ 9 u-x og i stedet indsætte en ny § 9 u.
Det foreslåede vil medføre, at bestemmelser i batteribekendtgørelsen, der udmønter de gældende bestemmelser i lovens §§ 9 u-x, automatisk ophæves, når bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven ophæves den 18. august 2025. Bekendtgørelsen vil således blive tilpasset i overensstemmelse herned. Det foreslåede medfører således en ophævelse af nationale regler, da batteriforordningen træder i stedet.
Med det foreslåede § 9 u, stk. 1, bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om pligt for producenter af batterier til at udpege en producentansvarsorganisation, der er godkendt i henhold til artikel 58 i batteriforordningen, til på deres vegne at opfylde forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar i henhold til batteriforordningen og regler udstedt i medfør af loven.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler, der forpligter producenter af batterier til at udpege en producentansvarsorganisation, der er godkendt efter batteriforordningens artikel 58, med henblik på at varetage producentens forpligtelser efter forordningen, jf. dennes artikel 57, og efter regler udstedt i medfør af de foreslåede bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven om yderligere krav til sikkerhedsstillelse og indgåelse af kontrakt efter de nye bestemmelser i § 9 u, stk. 2 og 3, jf. nedenfor. Sådanne regler vil medføre, at det er pligtigt for en producent af batterier at være medlem af en producentansvarsordning, og at producenter således ikke vil kunne varetage producentansvaret eller opnå en godkendelse efter forordningens artikel 58 individuelt.
Fastsættelse af regler om pligtigt medlemskab af en producentansvarsorganisation vil endvidere medføre, at den af producenten udpegede producentorganisation vil være forpligtet til at opfylde registreringen for den enkelte producent i producentregistret efter forordningens artikel 55, stk. 6, medmindre andet er angivet af den kompetente myndighed. Det forventes, at kompetencen til at drive producentregistret for batterier fortsat vil være henlagt til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar), jf. det foreslåede under lovforslagets § 1, nr. 46.
Hvis en producent melder sig ud af en producentansvarsorganisation, vil virkningen af regler udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelse være, at producenten skal melde sig ind i en producentansvarsorganisation og meddele dette til producentregistret efter reglerne herom i batteriforordningen.
Det fremgår af forordningens artikel 55, stk. 12, at producenten eller, hvis det er relevant, den bemyndigede repræsentant for det udvidede producentansvar eller den producentansvarsorganisation, som er udpeget på vegne af de producenter, den repræsenterer, underretter uden unødig forsinkelse den kompetente myndighed om enhver ændring i oplysningerne i registreringen og om eventuelt endeligt ophør for så vidt angår tilgængeliggørelse på markedet på medlemsstatens område af de batterier, der er omhandlet i registreringen.
Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel til at supplere batteriforordningens artikel 58, stk. 1, 2. led., hvorefter medlemsstaterne kan vedtage foranstaltninger, der gør det obligatorisk at udpege en producentansvarsorganisation.
Sådanne foranstaltninger skal efter forordningen begrundes på grundlag af de specifikke karakteristika for en given kategori af batterier, der bringes i omsætning, og relaterede affaldshåndteringskarakteristika. Det er hensigten at fastsætte regler om pligtigt medlemskab af en godkendt producentansvarsorganisation for kategorierne bærbare batterier og batterier til lette transportmidler (såkaldte ”LMT-batterier”), idet sådanne regler kan begrundes i, at der inden for de anførte kategorier er mange små individuelle producenter samtidig med, at der er indsamlingsmål for begge kategorier i batteriforordningen, jf. forordningens artikel 59, stk. 3 (bærbare batterier) og artikel 60, stk. 3 (LMT-batterier). Der er aktuelt ikke indsamlingsmål for de øvrige kategorier af batterier (industri-, start- og elbilbatterier).
Der kan dog vise sig et behov for, at miljøministeren kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af godkendte producentansvarsorganisationer for de øvrige kategorier af batterier i forordningen (industri-, start- og elbilbatterier), hvorfor det er hensigten, at den foreslåede bestemmelse også kan medføre, at miljøministeren for så vidt angår disse kategorier kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af en godkendt producentansvarsorganisation, såfremt dette kan begrundes i kategoriernes specifikke karakteristika og relaterede affaldshåndteringskarakteristika.
Miljøministeren vil ved udnyttelsen af den foreslåede bemyndigelse til fastsættelse af regler om pligtigt medlemskab af en godkendt producentansvarsorganisation for batterier også skulle fastsætte regler for producentansvarsorganisationen efter det foreslåede i § 9 u, stk. 4, nr. 1-3, jf. nedenfor.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Med det foreslåede § 9 u, stk. 2 , bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om supplerende krav til den garanti, som producenter af batterier eller udpegede producentansvarsorganisationer skal stille efter batteriforordningens artikel 58, stk. 7, herunder om garantiens størrelse, hvem der kan træffe afgørelse om garantien, hvem der kan disponere over garantien, og under hvilke omstændigheder disponeringen kan ske.
Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at miljøministeren kan fastsætte supplerende krav til den garanti, som producenter eller disses producentansvarsorganisationer skal stille efter forordningens artikel 58, stk. 7, til dækning af de omkostninger i forbindelse med affaldshåndteringsaktiviteter, som producenten eller den producentansvarsorganisationen skal betale i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, herunder i tilfælde af endeligt ophør af deres aktiviteter eller insolvens.
Det følger af forordningens artikel 58, at producenten eller dennes producentorganisation i forbindelse med producentens eller dennes producentansvarsorganisations ansøgning om godkendelse skal kunne stille den garanti, som vil være et vilkår for godkendelsen. Det er således hensigten, at miljøministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsætte regler om, at garantien skal stilles efter den kompetente myndigheds anvisninger, for eksempel i form af en bankgaranti, samt regler om beregning af garantiens størrelse under hensyn til producentens eller dennes producentansvarsorganisations årlige indberetning af markedsførte mængder efter forordningens artikel 75, samt producentens eller dennes producentansvarsorganisations forholdsmæssige tilbagetagningspligt i forhold til den årlige indberetning. Det er hensigten, at Miljøstyrelsen, som kompetent myndighed efter regler fastsat i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 89 a, stk. 1, skal administrere godkendelsesordningen efter forordningens artikel 58. Udmøntningen af den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at producenten eller dennes producentansvarsorganisation skal kunne stille den garanti, som vil være et vilkår for godkendelsen, efter Miljøstyrelsens anvisning i forbindelse med godkendelsesansøgningen efter forordningens artikel 58.
Det er desuden hensigten, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvem og hvordan der kan disponeres over garantien i tilfælde af endeligt ophør af producentens eller dennes kollektive ordnings aktiviteter eller insolvens. Det er herunder hensigten at fastsætte regler, hvorefter den kompetente myndighed kan frigive en garanti, såfremt den pågældende producent eller dennes producentansvarsorganisation, der har stillet sikkerheden, ikke indsamler og/eller affaldshåndterer det affald, som de er forpligtede til efter batteriforordningen. Garantien frigives således til de øvrige producenter eller den producentansvarsorganisation, der afhenter og affaldshåndterer en forøget mængde affald svarende til den mængde, som garantien skulle dække.
Den foreslåede bestemmelse indeholder således hjemmel til at supplere batteriforordningens artikel 58, stk. 7, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte yderligere krav til den garanti, som en producent i tilfælde af individuel opfyldelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, og producentansvarsorganisationer i tilfælde af kollektiv opfyldelse af udvidet producentansvar, skal stille til dækning af de omkostninger i forbindelse med affaldshåndteringsaktiviteter, som producenten eller dennes producentansvarsorganisation skal betale i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, herunder i tilfælde af endeligt ophør af deres aktiviteter eller insolvens.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Med det foreslåede § 9 u, stk. 3, bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om, at indsamlingssteder omfattet af batteriforordningens artikel 59, stk. 2, litra a, artikel 60, stk. 2, litra a, eller artikel 61, stk. 1, litra a-d, kun må indsamle udtjente batterier, hvis indsamlingsstedet har indgået en kontrakt med producenten af batterier eller udpegede producentansvarsorganisationer og om dokumentation herfor.
Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at miljøministeren i regler kan fastsætte krav om, at de indsamlingssteder, som producenterne eller disses producentansvarsorganisationer har valgt at etablere et samarbejde med om indsamlingen af de udtjente batterier i overensstemmelse med forordningen, skal indgå en kontrakt om samarbejdet, før indsamlingsstedet må indgå i producentens eller dennes producentansvarsorganisations indsamlingsnetværk.
Det er hensigten at fastsætte krav på bekendtgørelsesniveau om indgåelse af kontrakt for så vidt angår alle kategorier af batterier (bærbare batterier, batterier til lette køretøjer, industri-, start- og elbilbatterier). Såfremt miljøministeren finder, at det ikke er relevant eller nødvendigt for alle kategorier af batterier, kan ministeren dog vælge kun at fastsætte kravet for nogle kategorier.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen om, at producenterne eller disses producentansvarsorganisationer skal kunne dokumentere og fremvise kontrakten, der er indgået med indsamlingsstedet, efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i forbindelse med ansøgning om godkendelse efter forordningens artikel 58 til dokumentation for producentens eller dennes producentansvarsorganisations tilrettelæggelse af indsamlingen. Det fremgår således af forordningens artikel 58, stk. 2, litra a og b, at der kun gives godkendelse, hvis det af producenten eller dennes producentansvarsordning kan påvises, at producenten eller dennes producentansvarsorganisation har truffet tilstrækkelige foranstaltninger i forhold til kravene til indsamling og affaldshåndtering i affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra a-d, og i forordningens kapitel 8.
Den foreslåede bestemmelse indeholder således hjemmel til at supplere batteriforordningens artikel 59, stk. 6, for så vidt angår bærbare batterier, artikel 60, stk. 7, for så vidt angår batterier til lette køretøjer, samt artikel 61, stk. 1, 2. led, for så vidt angår industri-, start- og elbilbatterier. Det følger heraf, at medlemsstaterne kan vedtage foranstaltninger med henblik på at kræve, at de enheder, der er omhandlet i forordningens artikel 59, stk. 2, litra a, artikel 60, stk. 2, litra a, samt artikel 61, stk. 1, kun må indsamle udtjente batterier, hvis de har indgået en kontrakt med producenterne eller producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 u, stk. 4, nr. 1, fastsætter miljøministeren regler om pligt for producentansvarsorganisationer for batterier, der er udpeget efter batteriforordningen eller i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af bestemmelsens stk. 1, til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af organisationen, økonomiske bidrag til organisationen fra producenter og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt tilgængelige. Miljøministeren fastsætter i den forbindelse regler om, hvordan oplysninger gøres offentligt tilgængelige.
Det følger heraf, at miljøministeren skal fastsætte regler, der forpligter producentansvarsorganisationer for batterier til at oplyse, hvem der ejer producentansvarsorganisationen og hvilke medlemmer producentansvarsorganisationen har.
Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges miljøministeren endvidere til at forpligte producentansvarsorganisationerne til at oplyse de vejledende priser/bidrag for producenter, der er medlem af producentansvarsorganisationen. Dette med henblik på at skabe gennemsigtighed i markedet og således sikre, at de bidrag, som producenter betaler til producentansvarsorganisationerne, ikke overstiger de nødvendige omkostninger til affaldshåndtering.
Oplysninger om økonomiske bidrag til producentansvarsorganisationerne kan undtages fra oplysningspligten efter affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 8, og herunder miljøoplysningslovens regler om undtagelse fra aktindsigt, da det vurderes, at der er tale om miljøoplysninger. Der skal efter retspraksis og ombudsmandspraksis være tale om oplysninger med væsentlig økonomisk betydning, før oplysningerne kan undtages. Rene prisoplysninger er efter gældende retspraksis og ombudsmandspraksis ikke omfattet heraf, hvorfor de vejledende økonomiske bidrag, som producentansvarsorganisationerne opkræver fra producenter, ikke kan undtages fra oplysningspligten. Dog kan der ikke fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, hvorefter de konkrete bidrag, som en navngiven individuel producent indbetaler til en given producentansvarsorganisation, skal offentliggøres, da der her vil være tale om forretningsmæssige følsomme oplysninger.
Det foreslås endvidere, at miljøministeren bemyndiges til at forpligte producentansvarsorganisationerne til at oplyse, hvordan producentorganisationen udvælger en affaldsoperatør til at behandle den mængde affald, som producentorganisationen håndterer. Hensigten med bestemmelsen er at øge gennemsigtigheden i affaldsbehandlingsmarkedet. Bestemmelsen vil for eksempel kunne opfyldes ved, at producentorganisationen offentliggør på deres hjemmeside, hvilke kriterier producentorganisationen opstiller for udvælgelsen af affaldsoperatør i de udbud af affaldshåndteringsopgaven, som producentorganisationen jævnligt udarbejder, og som typisk er kontrakter af 1-2 års varighed.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 viderefører således bestemmelsen i den gældende § 9 z, stk. 5, hvorefter miljøministeren fastsætter regler om tilsvarende oplysningspligter for producentansvarsorganisationer (kollektive ordninger), der opfylder forpligtelser for producenter efter lovens § 9 z, stk. 1, herunder for batterier. Det foreslås dog, at bestemmelsen flyttes til en ny bestemmelse, der kun omhandler batterier, og tilpasses batteriforordningens artikel 57, hvoraf det direkte fremgår, at producenterne af batterier har mulighed for at opfylde deres producentansvarsforpligtelser igennem en producentansvarsorganisation, samt til den foreslåede bestemmelse i § 9 u, stk. 1, hvorved det foreslås, at miljøministeren kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af producentansvarsorganisationer, jf. ovenfor og bemærkningerne hertil. Det foreslås derfor at indsætte en henvisning til batteriforordningen og til den nye § 9 u, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse for at præcisere, at bestemmelsen gælder for producentansvarsorganisationer, der er udpeget efter batteriforordningen eller efter regler om pligtigt medlemskab.
Som følge af den foreslåede nye bestemmelse i nr. 1 og af det foreslåede under lovforslagets § 1, nr. 29, hvorefter batterier udgår af lovens § 9 z, stk. 1, vil batterier ikke længere være omfattet af den gældende § 9 z, stk. 5, således at bemyndigelsen heri ikke vil omfatte oplysningspligter for kollektive ordninger for batterier.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører, som det også var tilfældet med den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 5, artikel 8 a, stk. 3, litra e, i affaldsdirektivet, hvorefter enhver organisation, der gennemfører forpligtelser på vegne af producenter af produkter, gør oplysninger om ejerskab, medlemskab, de økonomiske bidrag betalt af producenterne per solgt enhed eller per ton markedsført produkt og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentlig tilgængelige.
Med den foreslåede bestemmelse i nr. 1 bemyndiges miljøministeren endvidere til at fastsætte regler om, hvordan oplysningerne gøres offentlig tilgængelige.
Det fremgår ikke af affaldsdirektivet, hvordan begrebet offentlig tilgængelig skal forstås eller opfyldes. Ud fra en sproglig forståelse må begrebet forstås således, at alle skal have adgang til de pågældende oplysninger, og at adgangen skal sikres uden uoverstigelige hindringer, således at man som informationssøgende ikke skal anmode om oplysningerne. Oplysningsforpligtelserne kan derfor opfyldes ved at gøre oplysningerne tilgængelige via internettet, for eksempel på producentansvarsorganisationens hjemmeside. Det er hensigten at fastsætte nærmere regler herom i batteribekendtgørelsen.
Batteriforordningen henviser i artikel 56, stk. 1, 2. pkt. til, at producenter skal overholde kravene i artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet og i forordningens kapitel 8. Forordningen supplerer ikke artikel 8 a, stk. 3, litra e, i affaldsdirektivet.
Det foreslåede medfører således, at den gældende retstilstand videreføres med tilpasning til den nye batteriforordning.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 9 u, stk. 4, nr. 2, fastsætter miljøministeren regler om pligt for producentansvarsorganisationer for batterier, der er udpeget efter batteriforordningen eller i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af bestemmelsens stk. 1, til at føre passende egenkontrol med overholdelse af kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af nr. 3, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som producentansvarsorganisationen indsamler og rapporterer på vegne af producenter i henhold til batteriforordningen.
Den foreslåede bestemmelse viderefører for så vidt angår batterier den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 6, hvorefter miljøministeren fastsætter regler om tilsvarende forpligtelser til at føre egenkontrol for producentansvarsorganisationer (kollektive ordninger), der opfylder forpligtelser for producenter efter lovens § 9 z, stk. 1, herunder for batterier. Det foreslås således, at bestemmelsen flyttes til en ny bestemmelse, der kun omhandler batterier, og tilpasses batteriforordningens artikel 57, hvoraf fremgår, at producenterne af batterier har mulighed for at opfylde deres producentansvarsforpligtelser igennem en producentansvarsorganisation, samt til den foreslåede bestemmelse i § 9 u, stk. 1, hvorved det foreslås, at miljøministeren kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af producentansvarsorganisationer, jf. ovenfor og bemærkningerne hertil. Det foreslås derfor at indsætte en henvisning til batteriforordningen og til den nye § 9 u, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse for at præcisere, at bestemmelsen gælder for producentansvarsorganisationer, der er udpeget efter batteriforordningen eller efter regler om pligtigt medlemskab
Det følger af det foreslåede, at miljøministeren skal fastsætte regler, der forpligter producentansvarsorganisationer for batterier til at føre passende egenkontrol med, at de overholder kriterierne for graduerede bidrag fastsat i medfør af nr. 3, jf. nedenfor. Producentansvarsorganisationerne skal derudover føre passende egenkontrol med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som producentansvarsorganisationen indsamler og rapporterer på vegne af producenter i henhold til batteriforordningen.
Det er hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bemyndigelse, der pålægger producentansvarsorganisationerne at føre egenkontrol med, at de indkrævede bidrag fra producentansvarsorganisationens medlemmer dækker finansieringen af de indsamlede mængder, som producentansvarsorganisationen skal håndtere efter batteriforordningen, samt at bidragene er graduerede korrekt i forhold til de reelle omkostninger ved affaldshåndteringen og de nærmere fastsatte regler for graduering af bidrag, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 3.
Desuden er hensigten at fastsætte nærmere regler om, at producentansvarsorganisationen skal føre egenkontrol med kvaliteten af data om mængden af markedsførte batterier, samt data om indsamling og behandling af affald af disse batterier, i givet fald med angivelse af affaldsmaterialestrømme og andre relevante data for dokumentation for efterlevelse af affaldshåndteringsmålene.
Bestemmelsen gennemfører, som det også var tilfældet med den gældende bestemmelse i § 9 z, stk. 6, affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra d, hvorefter enhver organisation, der gennemfører forpligtelser på vegne af producenter af produkter, indfører en passende mekanisme for egenkontrol. Denne skal, hvor det er relevant, støttes af uafhængige revisioner for at vurdere dens økonomiske forvaltning, herunder overholdelse af kravene fastlagt i artikel 8 a, stk. 4, litra a og b, kvaliteten af de indsamlede og rapporterede data i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, og med kravene i transportforordningen.
Batteriforordningen henviser i artikel 56, stk. 1, 2. pkt. til, at producenter skal overholde kravene i artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet og i forordningens kapitel 8. Forordningen supplerer i artikel 58, stk. 5, artikel 8 a, stk. 3, litra d, i affaldsdirektivet.
Regler udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelse suppleres således af regler efter batteriforordningens artikel 58, stk. 5. Det følger heraf, at mekanismen for egenkontrol i artikel 8 a, stk. 3, litra d), i affaldsdirektivet, anvendes regelmæssigt og mindst hvert tredje år og efter anmodning fra den kompetente myndighed for at kontrollere, at bestemmelserne i nævnte litra overholdes, og at betingelserne for godkendelse som omhandlet i nærværende artikels stk. 2 fortsat er opfyldt. Det følger endvidere, at producenten eller producentansvarsorganisationen efter anmodning forelægger egenkontrolrapporten og om nødvendigt et udkast til en plan for korrigerende tiltag for den kompetente myndighed. Det følger desuden, at den kompetente myndighed kan meddele bemærkninger til mekanismen for egenkontrol og til udkastet til plan for korrigerende tiltag og meddeler eventuelle bemærkninger til producenten eller producentansvarsorganisationen, uden at det berører kompetencerne i henhold til artikel 58, stk. 6. Det følger endeligt, at producenten eller producentansvarsorganisationen udarbejder og gennemfører planen for korrigerende tiltag på grundlag af den kompetente myndigheds bemærkninger.
Som følge af den foreslåede nye bestemmelse i nr. 2 og af det foreslåede under lovforslagets § 1, nr. 30, hvorefter batterier udgår af lovens § 9 z, stk. 1, vil batterier ikke længere være omfattet af den gældende § 9 z, stk. 6, således at bemyndigelsen heri ikke vil omfatte pligt til at føre egenkontrol for kollektive ordninger for batterier, idet en sådan forpligtelse vil være omfattet af den nye foreslåede bestemmelse i nr. 2.
Det foreslåede medfører således, at den gældende retstilstand for så vidt angår batterier videreføres i en ny bestemmelse med tilpasning til den nye batteriforordning.
Med den foreslåede bestemmelse i § 9 u, stk. 4, nr. 3, fastsætter miljøministeren regler om pligt for producentansvarsorganisationer for batterier, der er udpeget efter batteriforordningen eller i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af bestemmelsens stk. 1, til at graduere de finansielle bidrag fra producenter i henhold til batteriforordningens artikel 57, stk. 2, litra a, efter nærmere fastsatte kriterier.
Bemyndigelsen til at fastsætte regler om graduering af bidrag i henhold til batteriforordningen medfører således, at miljøministeren skal fastsætte regler, der forpligter producentansvarsorganisationerne til at graduere de finansielle bidrag fra producenter i henhold til både batteriforordningens artikel 57, stk. 2, litra a og efter nærmere fastsatte kriterier.
Den sidste del af bemyndigelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 3, nr. 2, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om tilsvarende forpligtelse til at graduere producenternes bidrag for producentansvarsorganisationer (kollektive ordninger), der opfylder forpligtelser for producenter efter lovens § 9 z, stk. 1, herunder for batterier. Den gældende bestemmelse er en gennemførelse af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra b.
Efter batteriforordningens artikel 57, stk. 2, litra a, skal producentansvarsorganisationerne sikre, at de finansielle bidrag, som de modtager fra producenterne, opdeles i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra b. Producentansvarsorganisationerne skal derudover opdele bidragene som minimum efter batterikategori og batterikemi, og hvis relevant under hensyntagen til genopladeligheden, til niveauet af genanvendt indhold ved fremstillingen af batterier og til deres CO2-fodaftryk. Producentansvarsorganisationerne skal opdele bidragene, uanset om batterierne har været genstand for forberedelse til genbrug, forberedelse til formålsændring, formålsændring eller genfremstilling.
Bemyndigelsen medfører således, at miljøministeren skal fastsætte regler, der forpligter producentansvarsorganisationerne for batterier til at opdele og graduerede deres medlemmers bidrag efter forordningens kriterier. Bemyndigelsen medfører desuden, at miljøministeren skal fastsætte regler, der forpligter producentansvarsorganisationerne til at graduerede deres medlemmers bidrag efter nærmere kriterier.
Miljøministeren skal således fastsætte regler for en reguleret bidragsstruktur for at sikre motivation til, at producenter tager hensyn til reparerbarhed, genbrugelighed og genanvendelighed af deres produkter. Det er hensigten, at bemyndigelsen skal udnyttes til at fastsætte regler om graduering, så der gives et økonomisk incitament til, at producenter designer produkter med reduceret miljøpåvirkning. Dette kan for eksempel ske ved at fastsætte kriterier for graduering af bidragene med udgangspunkt i, at producenter, der fremstiller et produkt, der har en høj negativ miljøpåvirkning, vil skulle betale højere bidrag end tilfældet vil være for producenter, der fremstiller sammenlignelige produkter med lavere miljøpåvirkning.
Producentansvarsorganisationernes opkrævning af bidragene skal, udover at afspejle produktets miljøpåvirkning, rumme dækning af de udgifter af forskellig art, som et udtjent batteri medfører, jf. batteriforordningens artikel 56, stk. 4, der omhandler hvilke omkostninger, producenterne skal afholde i forbindelse med affaldshåndtering af deres batterier. Det er både udgifter, som producentansvarsorganisationen afholder på producentens vegne i forbindelse med affaldshåndteringen af batteri og administrative omkostninger forbundet med indsamling og indberetning af data mv. Det er således hensigten at fastsætte regler, der forpligter producentansvarsorganisationerne til at graduere medlemmernes bidrag til omkostninger forbundet med affaldshåndteringen. Det er ikke hensigten at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, der forpligter producentansvarsorganisationerne til at graduere de økonomiske bidrag, der alene dækker de administrative omkostninger hos producentansvarsorganisationen.
Det er således hensigten, at de nærmere regler for producentansvarsorganisationernes graduering vil blive fastsat under hensyntagen til, at de graduerede bidrag har karakter af vederlag for den affaldshåndtering, som producenter er pligtige til at afholde omkostningerne til. Reglerne forventes alene at fastsætte de overordnede kriterier for graduering af bidrag, hvorefter det er op til den enkelte producentansvarsorganisation at foretage den egentlige graduering og fastsættelse af producenters bidrag inden for de angivne kriterier.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 viderefører således bestemmelsen i den gældende § 9 z, stk. 3, nr. 2, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om tilsvarende forpligtelse til at graduere producenternes bidrag for producentansvarsorganisationer (kollektive ordninger), der opfylder forpligtelser for producenter efter lovens § 9 z, stk. 1, herunder for batterier. Det foreslås således, at bestemmelsen flyttes til en ny bestemmelse, der kun omhandler batterier, og tilpasses batteriforordningens artikel 57, hvoraf fremgår, at producenterne af batterier har mulighed for at opfylde deres producentansvarsforpligtelser igennem en producentansvarsorganisation, samt til den foreslåede bestemmelse i § 9 u, stk. 1, hvorved det foreslås, at miljøministeren kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af producentansvarsorganisationer, jf. ovenfor og bemærkningerne hertil. Det foreslås derfor at indsætte en henvisning til batteriforordningen og til den nye § 9 u, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse for at præcisere, at bestemmelsen gælder for producentansvarsorganisationer, der er udpeget efter batteriforordningen eller efter regler om pligtigt medlemskab.
Som følge af den foreslåede nye bestemmelse i nr. 3 og af det foreslåede under lovforslagets § 1, nr. 30, hvorefter batterier udgår af lovens § 9 z, stk. 1, vil batterier ikke længere være omfattet af den gældende § 9 z, stk. 3, nr. 2, således at bemyndigelsen heri ikke vil omfatte kollektive ordninger for batterier.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører, som det også var tilfældet med den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 3, nr. 2, artikel 8 a, stk. 4, litra b, i affaldsdirektivet, hvorefter medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de finansielle bidrag, som producenten af produktet betaler for at opfylde sine forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, at i tilfælde af kollektiv opfyldelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar så vidt muligt er gradueret efter individuelle produkter eller grupper af lignende produkter, navnlig ved at tage hensyn til deres holdbarhed, reparerbarhed, genbrugelighed og genanvendelighed og tilstedeværelsen af farlige stoffer, dermed baseret på en livscyklustilgang og en overensstemmelse med de krav, der er fastsat i relevant EU-ret, samt, hvor relevant, baseret på harmoniserede kriterier for at sikre et velfungerende indre marked.
Det foreslåede giver hjemmel til at gennemføre både affaldsdirektivets krav i artikel 8 a, stk. 4, litra b, samt batteriforordningens artikel 57, stk. 2, litra a, ved bekendtgørelse.
Det foreslåede medfører således, at den gældende retstilstand videreføres med tilpasning til den nye batteriforordning.
Den foreslåede ophævelse af lovens §§ 9 u-x og indsættelse af en ny § 9 u skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Overskriften før den gældende bestemmelse i § 9 u i lov om miljøbeskyttelse er ” Udvidet producentansvar for batterier og akkumulatorer” .
Det foreslås, at overskriften før § 9 u affattes ”Udvidet producentansvar for batterier – supplerende bestemmelser til batteriforordningen”
Formålet med ændringen er at tydeliggøre, at de nye bestemmelser for udvidet producentansvar for batterier samt tilpasningen af gældende bestemmelser, der foreslås med nærværende lovforslag, supplerer batteriforordningen.
Det foreslås desuden at tilpasse overskriften til batteriforordningens benævnelse af batterier, således at ”akkumulatorer ” udgår. Forslaget har alene til hensigt at opdatere loven rent begrebsmæssigt i overensstemmelse med batteriforordningen, som alene bruger betegnelsen ”batterier” til forskel fra batteridirektivet, der bruger betegnelsen ”batterier- og akkumulatorer”.
Det følger således af forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 1, at der ved ”batteri” i forordningen forstås enhver enhed, med internt eller eksternt lager, der leverer elektrisk energi, som frembringes ved direkte omdannelse af kemisk energi, og som består af en eller flere ikkegenopladelige eller genopladelige battericeller eller -moduler eller af pakker heraf, herunder et batteri, der har været genstand for forberedelse til genbrug, forberedelse til formålsændring, formålsændring eller genfremstilling.
Akkumulatorer indgår således i forordningens batteridefinitioner og anvendelsesområde, hvorfor den foreslåede ændring ikke medfører indholdsmæssige ændringer.
Den foreslåede ændring af overskriften før § 9 u skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
|
@@ -1,15 +1,13 @@
|
|
| 1 |
Producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ønsker at markedsføre fiskeredskaber, der
|
| 2 |
-
indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr,
|
| 3 |
-
balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast,
|
| 4 |
-
-akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer i Danmark, kan i stedet for at etablere sig her i landet ved skriftlig
|
| 5 |
fuldmagt udnævne en repræsentant, der er etableret i Danmark.9)
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 2.
|
| 8 |
Repræsentanten indtræder i producentens eller importørens forpligtelser og rettigheder efter loven eller regler udstedt i medfør
|
| 9 |
af loven, for så vidt angår fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballage, person- og
|
| 10 |
-
varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast,
|
| 11 |
-
og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer og affald herfra.10)
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 3.
|
| 14 |
Miljøministeren fastsætter nærmere regler om producentens, importørens og repræsentantens afgivelse af oplysninger om og bevis for
|
| 15 |
fuldmagtsforholdet.
|
|
|
|
| 1 |
Producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ønsker at markedsføre fiskeredskaber, der
|
| 2 |
+
indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballage, person- og varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre,
|
| 3 |
+
balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, eller batterier i Danmark, kan i stedet for at etablere sig her i landet ved skriftlig
|
|
|
|
| 4 |
fuldmagt udnævne en repræsentant, der er etableret i Danmark.9)
|
| 5 |
|
| 6 |
Stk. 2.
|
| 7 |
Repræsentanten indtræder i producentens eller importørens forpligtelser og rettigheder efter loven eller regler udstedt i medfør
|
| 8 |
af loven, for så vidt angår fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballage, person- og
|
| 9 |
+
varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, eller batterier og affald herfra.10)
|
|
|
|
| 10 |
|
| 11 |
Stk. 3.
|
| 12 |
Miljøministeren fastsætter nærmere regler om producentens, importørens og repræsentantens afgivelse af oplysninger om og bevis for
|
| 13 |
fuldmagtsforholdet.
|
| Nr 27: | Overskriften før § 9 y affattes således: »Fælles bestemmelser for udvidede producentansvarsordninger m.v.« |
| Nr 28: | I § 9 y, stk. 1, ændres »emballerede produkter« til: »emballage«. |
| Nr 29: | I § 9 y, stk. 1 og 2, ændres »bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer« til: »eller batterier«. |
Det følger af overskriften før § 9 y i miljøbeskyttelsesloven, at denne vedrører fælles bestemmelser for udvidede producentansvarsordninger. Overskriften vedrører bestemmelserne §§ 9 y-å.
Det foreslås, at overskriften før § 9 y affattes ”Fælles bestemmelser for udvidede producentansvarsordninger m.v.”
Forslaget herom skal ses i sammen med lovforslagets § 1, nr. 33, hvorved der indsættes et nyt stk. 4 i § 9 z, som bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om pligt til gennem deltagelse i en kollektiv ordning at opfylde forpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 9, som ikke vedrører det udvidede producentansvar for emballage og for visse engangsplastprodukter.
Med den foreslåede nyaffattelse er overskriften dækkende for bestemmelserne §§ 9 y-å.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 y, stk. 1, kan producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ønsker at markedsføre fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballerede produkter, person- og varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer i Danmark, i stedet for at etablere sig her i landet ved skriftlig fuldmagt udnævne en repræsentant, der er etableret i Danmark.
De gældende bestemmelser i lovens § 9 y, stk. 1, er en implementering af affaldsdirektivet, jf. lov nr. 807 af 9. juni 2020, og er en fælles bestemmelse for alle lovens udvidede producentansvar.
Det forslås med ændringen af § 9 y, stk. 1, at ”emballerede produkter” ændres til ”emballage”.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvormed producentansvaret for emballage påhviler producenter af emballage. Hvem der nærmere er omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 y, stk. 1, kan producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ønsker at markedsføre fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballerede produkter, person- og varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer i Danmark, i stedet for at etablere sig her i landet ved skriftlig fuldmagt udnævne en repræsentant, der er etableret i Danmark.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 y, stk. 2, indtræder repræsentanten i producentens eller importørens forpligtelser og rettigheder efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, for så vidt angår fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballage, person- og varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer og affald herfra.
De gældende bestemmelser i lovens § 9 y, stk. 1 og 2, er en implementering af affaldsdirektivet, jf. lov nr. 807 af 9. juni 2020, og er fælles bestemmelser for alle lovens udvidede producentansvar.
Bestemmelserne er ikke udnyttet for så vidt angår batterier og akkumulatorer.
Det foreslås, at § 9 y, stk. 1 og 2 , ændres således, at ”bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer eller bilbatterier og -akkumulatorer” ændres til ”batterier”.
Formålet med forslaget er alene at opdatere loven rent begrebsmæssigt i overensstemmelse med batteriforordningen.
Efter batteriforordningens artikel 56, stk. 1, har producenter udvidet producentansvar for alle typer batterier, som de første gang gør tilgængelige på markedet på en medlemsstats område. Batteriforordningen opdeler i forordningens kapitel 8 batterier i flere kategorier end batteridirektivet, idet der med forordningen er en særskilt kategori for batterier til lette køretøjer.
Forslaget medfører således ikke en indholdsmæssig ændring, da producenter af alle typer batterier uanset inddeling i kategori fortsat vil være omfattet af forpligtelsen til at udnævne en repræsentant efter regler fastsat i medfør af bestemmelsen i § 9 y, stk. 1.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 y, stk. 1 og 2, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
|
@@ -1,45 +1,51 @@
|
|
| 1 |
-
Forpligtelserne efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, § 9 s, stk. 1, § 9 t, stk. 1,
|
| 2 |
-
stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2, kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
|
| 3 |
|
| 4 |
Stk. 2.
|
| 5 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9
|
| 6 |
-
1-4, § 9 p, stk. 9-12. § 9 r, stk. 4 og 5, § 9 s, stk. 9-11, § 9 t, stk. 6-8, § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, helt eller delvis
|
| 7 |
-
kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 3.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 10 |
Miljøministeren kan fastsætte regler for de kollektive ordninger, herunder om,
|
| 11 |
|
| 12 |
1) at alle producenter og importører skal have lige adgang til at deltage i en kollektiv ordning,
|
| 13 |
|
| 14 |
2) at de kollektive ordninger skal graduere de finansielle bidrag fra producenter og importører efter nærmere fastsatte kriterier,
|
| 15 |
og
|
| 16 |
|
| 17 |
3) de kollektive ordningers organisering.
|
| 18 |
|
| 19 |
-
Stk.
|
| 20 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om,
|
| 21 |
|
| 22 |
1) at den kollektive ordning stiller en passende sikkerhed, jf. § 9 å, stk. 3, på vegne af producenter og importører, der deltager
|
| 23 |
i den kollektive ordning og
|
| 24 |
|
| 25 |
2) at producenter og importører kan undlade at stille sikkerhed, jf. § 9 å, stk. 3, ved i stedet at deltage i en kollektiv
|
| 26 |
ordning, der repræsenterer en passende sikkerhed.
|
| 27 |
|
| 28 |
-
Stk.
|
| 29 |
Miljøministeren fastsætter regler for kollektive ordningers pligt til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af ordningen,
|
| 30 |
økonomiske bidrag til ordningen fra producenter og importører og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt
|
| 31 |
tilgængelige. Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysninger gøres offentligt tilgængelige.
|
| 32 |
|
| 33 |
-
Stk.
|
| 34 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at de kollektive ordninger forpligtes til at føre passende egenkontrol med overholdelse af
|
| 35 |
-
kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af stk.
|
| 36 |
som den kollektive ordning indsamler og rapporterer på vegne af producenter og importører i henhold til stk. 1.
|
| 37 |
|
| 38 |
-
Stk.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 39 |
For så vidt angår kollektive ordninger for udtjente biler, kan miljøministeren fastsætte regler om
|
| 40 |
|
| 41 |
1) etablering af et passende antal modtagepladser i en kollektiv ordning, således at det sikres, at ejeren eller indehaveren af en
|
| 42 |
udtjent person- eller varebil kan aflevere denne til en modtageplads inden for en rimelig geografisk afstand, og
|
| 43 |
|
| 44 |
2) at en kollektiv ordning skal sikre, at godkendte affaldsbehandlere får adgang til at affaldsbehandle biler på gennemsigtige og
|
| 45 |
ikkediskriminerende vilkår.
|
|
|
|
| 1 |
+
Forpligtelserne efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, § 9 s, stk. 1, og § 9 t, stk. 1, kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
|
|
|
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2.
|
| 4 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9, 12 og 13, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 10-13, § 9 r, stk. 4 og 5, og § 9 t, stk. 8-10, helt eller delvis kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
|
|
|
|
|
|
|
| 5 |
|
| 6 |
Stk. 3.
|
| 7 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter af engangsemballage og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast skal opfylde deres forpligtelser efter § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, og helt eller delvis oplysnings- og dokumentationsforpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 10-13, gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
|
| 8 |
+
|
| 9 |
+
Stk. 4.
|
| 10 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter producenter af engangsemballage og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast skal opfylde deres forpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 7, gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
|
| 11 |
+
|
| 12 |
+
Stk. 5.
|
| 13 |
Miljøministeren kan fastsætte regler for de kollektive ordninger, herunder om,
|
| 14 |
|
| 15 |
1) at alle producenter og importører skal have lige adgang til at deltage i en kollektiv ordning,
|
| 16 |
|
| 17 |
2) at de kollektive ordninger skal graduere de finansielle bidrag fra producenter og importører efter nærmere fastsatte kriterier,
|
| 18 |
og
|
| 19 |
|
| 20 |
3) de kollektive ordningers organisering.
|
| 21 |
|
| 22 |
+
Stk. 6.
|
| 23 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om,
|
| 24 |
|
| 25 |
1) at den kollektive ordning stiller en passende sikkerhed, jf. § 9 å, stk. 3, på vegne af producenter og importører, der deltager
|
| 26 |
i den kollektive ordning og
|
| 27 |
|
| 28 |
2) at producenter og importører kan undlade at stille sikkerhed, jf. § 9 å, stk. 3, ved i stedet at deltage i en kollektiv
|
| 29 |
ordning, der repræsenterer en passende sikkerhed.
|
| 30 |
|
| 31 |
+
Stk. 7.
|
| 32 |
Miljøministeren fastsætter regler for kollektive ordningers pligt til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af ordningen,
|
| 33 |
økonomiske bidrag til ordningen fra producenter og importører og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt
|
| 34 |
tilgængelige. Miljøministeren fastsætter regler om, hvordan oplysninger gøres offentligt tilgængelige.
|
| 35 |
|
| 36 |
+
Stk. 8.
|
| 37 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at de kollektive ordninger forpligtes til at føre passende egenkontrol med overholdelse af
|
| 38 |
+
kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af stk. 5, nr. 2, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data,
|
| 39 |
som den kollektive ordning indsamler og rapporterer på vegne af producenter og importører i henhold til stk. 1.
|
| 40 |
|
| 41 |
+
Stk. 9.
|
| 42 |
+
Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på kollektive ordninger omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 4.
|
| 43 |
+
|
| 44 |
+
Stk. 10.
|
| 45 |
For så vidt angår kollektive ordninger for udtjente biler, kan miljøministeren fastsætte regler om
|
| 46 |
|
| 47 |
1) etablering af et passende antal modtagepladser i en kollektiv ordning, således at det sikres, at ejeren eller indehaveren af en
|
| 48 |
udtjent person- eller varebil kan aflevere denne til en modtageplads inden for en rimelig geografisk afstand, og
|
| 49 |
|
| 50 |
2) at en kollektiv ordning skal sikre, at godkendte affaldsbehandlere får adgang til at affaldsbehandle biler på gennemsigtige og
|
| 51 |
ikkediskriminerende vilkår.
|
| Nr 30: | I § 9 z, stk. 1, ændres »§ 9 t, stk. 1, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2« til: »og § 9 t, stk. 1«. |
| Nr 31: | I § 9 z, stk. 2, ændres »§ 9 h, stk. 9-11« til: »§ 9 h, stk. 9, 12 og 13«, »§ 9 p, stk. 9-12« ændres til: »§ 9 p, stk. 10-13«, »§ 9 s, stk. 9-11,« udgår, og »§ 9 t, stk. 6-8« ændres til: »§ 9 t, stk. 8-10«. |
| Nr 32: | § 9 z, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9, 12 og 13, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 10-13, § 9 r, stk. 4 og 5, og § 9 t, stk. 8-10, helt eller delvis kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.« |
| Nr 33: | I § 9 z indsættes efter stk. 2 som nye stykker: »Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter af engangsemballage og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast skal opfylde deres forpligtelser efter § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, og helt eller delvis oplysnings- og dokumentationsforpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 10-13, gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter producenter af engangsemballage og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast skal opfylde deres forpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 7, gennem deltagelse i en kollektiv ordning.« Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8. |
| Nr 34: | I § 9 z, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk. 3, nr. 2« til: »stk. 5, nr. 2«. |
| Nr 35: | I § 9 z indsættes efter stk. 6, der bliver stk. 8, som nyt stykke: »Stk. 9. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på kollektive ordninger omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 4.« Stk. 7 bliver herefter stk. 10. |
Det følger af § 9 z, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, at bl.a. producenter og importører af emballage og drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast kan organisere sig i kollektive ordninger og opfylde deres forpligtelse til tilbagetagning og særskilt håndtering af emballage, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og affald heraf i § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, gennem deltagelse i en kollektive ordning.
Det følger endvidere af § 9 z, stk. 2, at miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter producenterne og importørerne kan opfylde visse oplysnings- og informationsforpligtelser efter regler udstedt i medfør af bl.a. § 9 p, stk. 8-12, og § 9 s, stk. 9-11, gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenten og importøren er tilsluttet en kollektiv ordning.
Efter § 9 z, stk. 3-6, kan miljøministeren fastsætte regler for de kollektive ordninger, herunder om de kollektive ordningers organisering, om graduering af producenternes bidrag til ordningen, om lige adgang til ordningen for producenterne, om sikkerhedsstillelse, om visse oplysningsforpligtelser og om egenkontrol.
Det fremgår af bemærkningerne til den gældende § 9 z, stk. 3, nr. 3, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om de kollektive ordningers organisering, at bestemmelsen medfører, at der kan fastsættes regler om producentens ansvar i det tilfælde, hvor den kollektive ordning ikke opfylder producentens forpligtelser. Det følger heraf, at den kollektive ordnings overtagelse af ansvaret kan ske parallelt med producentens oprindelige ansvar, således at ansvaret går tilbage til producenten, hvis den kollektive ordning, som ansvaret ellers var overdraget til, ikke opfylder forpligtelsen, jf. Folketingstidende 2007-2008, tillæg A, L 134 som fremsat, side 4895.
For så vidt angår emballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, er bemyndigelserne i § 9 z, stk. 2-3 og 5, delvist udmøntet i §§ 13-16 i emballageregisterbekendtgørelsen. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 2, at ’emballage’ skal forstås som enhver emballage, som defineret i bekendtgørelse om visse krav til emballager, og at emballage også skal forstås som drikkevarebeholdere og drikkebægre, der er engangsplastprodukter.
Efter emballageregisterbekendtgørelsens § 13, kan kollektive ordninger varetage forpligtelser på vegne af en producent eller dennes eventuelle repræsentant til registrering af oplysninger i producentregistret (Dansk Producentansvar), indberetning af oplysninger til producentregisteret, samt betaling af registreringsgebyr til producentregisteret.
Det følger endvidere, at hvis den kollektive ordning ikke opfylder forpligtelserne på vegne af de producenter eller deres eventuelle repræsentanter, der er medlem af ordningen, skal de nævnte forpligtelser opfyldes af den enkelte producent eller dennes eventuelle repræsentant.
I emballageregisterbekendtgørelsens § 14, er der fastsat krav til den kollektive ordnings behandling af dens medlemmer, herunder at enhver producent har lige adgang til at deltage i den kollektive ordning og skal behandles på lige vilkår, idet der skal tages hensyn til producentens markedsandel, og at den kollektive ordning ikke må videregive konkurrencefølsomme oplysninger til andre virksomheder.
Efter emballageregisterbekendtgørelsens § 15, skal en kollektiv ordning, for at forpligtelserne nævnt i § 13, stk. 1, kan varetages af den kollektive ordning, oprettes i producentregistret, jf. § 3, med angivelse af navnet på ordningen, adresse, telefonnr., e-mailadresse, kontaktperson og CVR-nr. For udenlandske kollektive ordninger, der ikke er registreret i CVR-registret, skal virksomhedens momsnummer (VAT-nr.), europæiske momsregistreringsnummer eller nationale momsregistreringsnummer oplyses i stedet for CVR-nr.
Efter emballageregisterbekendtgørelsens § 16, skal en kollektiv ordning offentliggøre oplysninger på sin hjemmeside om ejerskab og producenter eller deres repræsentanter i ordningen.
De øvrige bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 3, 4 og 6, er endnu ikke udmøntet for så vidt angår det udvidede producentansvar for emballage.
Det foreslås at indsætte nye stykker 3 og 4, i § 9 z.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 . bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om at producenter af engangsemballage og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal opfylde deres forpligtelser efter § 9 p, stk. 1, § 9 s, stk. 1, og helt eller delvist oplysnings- og dokumentationsforpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 10-14, gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
Med ’helt eller delvist’ skal forstås, at miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter både producenten og dennes kollektive ordning vil være forpligtet til at opfylde samme oplysnings- og dokumentationsforpligtelser.
Miljøministeren kan i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsætte regler om, at en producent, der markedsfører engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, på det danske marked, skal melde sig ind i en kollektiv ordning og ved sin registrering i producentregistret efter regler fastsat i medfør af den gældende § 9 æ, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, angive sit medlemskab af den kollektive ordning efter de gældende regler i emballageregisterbekendtgørelsen.
Hvis en producent melder sig ud af en kollektiv ordning, vil der i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om, at producenten indenfor en tidsfrist skal melde sig ind i en anden kollektiv ordning og meddele dette til producentregistret efter reglerne herom i emballageregisterbekendtgørelsen.
Fastsættelse af regler om pligt for producenter af engangsemballage samt af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, til at opfylde deres producentansvarsforpligtelser i § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, gennem deltagelse i en kollektiv ordning vil have den virkning, at de kollektive ordninger overtager producenternes forpligtelser vedrørende opfyldelse af producentansvaret i § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1. Miljøministeren vil således kunne meddele påbud efter den gældende § 9 å, stk. 1, til den kollektive ordning om opfyldelse af de producentansvarsforpligtelser i § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, som den kollektive ordning skal opfylde på vegne af producenten.
Den kollektive ordnings overtagelse af ansvaret vil dog med hjemmel i den gældende § 9 z, stk. 3, nr. 3, der som konsekvens af det foreslåede bliver stk. 4, nr. 3, kunne ske parallelt med producentens oprindelige ansvar, således at ansvaret går tilbage til producenten, hvis den kollektive ordning, som ansvaret ellers var overdraget til, ikke opfylder forpligtelsen.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om, at det organisatoriske ansvar for særskilt indsamling, transport eller behandling af ovennævnte engangsemballageaffald efter § 9 p, stk. 1, og affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, efter § 9 s, stk. 1, helt eller delvist henlægges til kommunalbestyrelsen eller emballageaffaldsproducerende virksomheder. I det omfang den foreslåede § 9 p, stk. 2, 1. pkt., udnyttes, vil dette medføre, at den kollektive ordning alene vil overtage producentens finansielle ansvar for særskilt indsamling, transport og behandling af affaldet.
Det bemærkes, at regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, ikke hindrer, at producenter kan etablere eller opretholde egne tilbagetagningsordninger for engangsemballageaffald og affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, fra husholdninger efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, sammenholdt med § 9 p, stk. 2, 2. pkt. Dette skal som følge af den foreslåede ordning ske i regi af den kollektive ordning, som producenten er medlem af.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for producenter af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, til helt eller delvist at opfylde oplysnings- og dokumentationsforpligtelser efter regler udstedt i medfør af § 9 p, stk. 10-14 gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Fastsættelse af regler herom vil indebære, at de kollektive ordninger overtager producenternes forpligtelser vedrørende opfyldelse af oplysnings- og dokumentationsforpligtelserne i § 9 p, stk. 10-14. Miljøministeren vil således kunne meddele påbud efter den gældende § 69, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven til den kollektive ordning, hvorefter den kollektive ordning skal foranledige det ulovlige forhold lovliggjort, dvs. opfylde de oplysnings- og dokumentationsforpligtelser, som den kollektive ordning ikke har opfyldt på vegne af producenten. Det bemærkes hertil, at den kollektive ordnings overtrædelse af oplysnings- og dokumentationsforpligtelsen kan strafbelægges efter regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3.
Producenten vil dog fortsat kunne blive forpligtet til at afgive oplysninger, uanset om den kollektive ordning har overtaget oplysnings- eller dokumentationsforpligtelser, såfremt der måtte være behov for at kunne få oplysninger direkte fra producenten efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 12, der bliver stk. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkninger hertil. Dette kan for eksempel være relevant i forbindelse med kontrol af opfyldelsen af oplysnings- eller dokumentationsforpligtelserne.
Ved engangsemballage vil skulle forstås al emballage, der ikke er genbrugsemballage efter emballagebekendtgørelsens definition heraf. Emballagebekendtgørelsen definerer genbrugsemballage som emballage, der er blevet udtænkt, udformet og bragt i omsætning med henblik på i sin levetid at gennemgå et antal ture eller cyklusser ved at blive genpåfyldt eller genbrugt til det samme formål, som den blev udtænkt til. Definitionen er en implementering af emballagedirektivet.
Det bemærkes, at producenter af genbrugsemballage, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for den foreslåede bemyndigelse, fortsat vil kunne vælge at organisere sig kollektivt om varetagelsen af deres producentansvarsforpligtelser efter den gældende bestemmelse i § 9 z, stk. 1.
Ved engangsplastprodukter vil skulle forstås produkter herunder drikkevarebeholdere og drikkebægre, der er helt eller delvist fremstillet af plast, og som ikke er udtænkt, designet eller markedsført med henblik på i sin levetid at gennemgå et antal ture eller cyklusser ved at blive returneret til en producent til genpåfyldning eller genbrug til det samme formål, som det det blev udtænkt til, jf. bekendtgørelse nr. 1173 af 4. september 2023 om forbud mod markedsføring af visse engangsplastprodukter m.v. og om krav til visse andre engangsplastprodukter, der er en implementering af engangsplastdirektivet.
Udnyttelse af den foreslåede bemyndigelse vil medføre, at miljøministeren kan strafbelægge overtrædelsen af kravet om pligtigt medlemskab af en kollektiv ordning i regler udstedt i medfør af den gældende miljøbeskyttelseslovs § 110, stk. 3.
Det er hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, således at producenter af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, får pligt til at registrere medlemskab af en kollektiv ordning med den virkning, at den kollektive ordning overtager og skal opfylde producenternes forpligtelser til særskilt indsamling, transport og behandling af affald samt producentens oplysnings- og informationsforpligtelser.
Den foreslåede bemyndigelse i stk. 3, indebærer endvidere, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at en producent, der markedsfører engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, på det danske marked, skal melde sig ind i en kollektiv ordning og ved sin registrering i producentregistret efter regler fastsat i medfør af den gældende § 9 æ, stk. 1, angive sit medlemskab af den kollektive ordning efter de gældende regler i emballageregisterbekendtgørelsen.
Hvis en producent melder sig ud af en kollektiv ordning vil der i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om, at producenten indenfor en tidsfrist skal melde sig ind i en anden kollektiv ordning og meddele dette til producentregistret efter reglerne herom i emballageregisterbekendtgørelsen.
Det er dog hensigten at fastsætte regler i medfør af de foreslåede bemyndigelser om, at en producent af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, ved en kollektiv ordnings opløsning eller konkurs skal melde sig ind i en anden kollektiv ordning indenfor en kortere tidsfrist end det, der følger af de gældende regler om frist for registrering af ændringer i producentregistret.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bemyndigelser i stk. 3, om, at alle producenter af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal registrere medlemskab af en kollektiv ordning senest 14 dage efter ikrafttrædelsen af regler om pligtigt medlemskab.
Det er således også hensigten at tilpasse den gældende emballageregisterbekendtgørelse ved den nærmere udmøntning af bemyndigelsen i den foreslåede stk. 3.
Bemyndigelserne for miljøministeren i miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 3-6, der som konsekvens af det foreslåede bliver stk. 4-7, til at fastsætte regler om de kollektive ordninger vil også finde anvendelse på de kollektive ordninger, som producenter i medfør af den foreslåede § 9 z, stk. 3, kan blive forpligtiget til at melde sig ind i.
Bemyndigelserne skal gøre det muligt at gennemføre affaldsdirektivets minimumskrav til udvidede producentansvarsordninger i artikel 8 og 8 a.
Bemyndigelserne i § 9 z, stk. 3, nr. 1 og 3, og stk. 5, der som konsekvens af det foreslåede bliver stk. 4, nr. 1 og 3, og stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, er udmøntet i §§ 14 og 16 i emballageregisterbekendtgørelsen, hvorefter den kollektive ordning er forpligtet til at sikre ligebehandling af dens medlemmer samt forpligtet til at offentliggøre oplysninger på den kollektive ordnings hjemmeside om ejerskab og producenterne eller deres repræsentanter i ordningen. Bestemmelserne i emballageregisterbekendtgørelsen vil således også finde anvendelse på de kollektive ordninger, som producenterne i medfør af den foreslåede § 9 z, stk. 3, 1 pkt., kan blive forpligtiget til at melde sig ind i.
De øvrige bemyndigelser i § 9 z, stk. 3, nr. 2, og stk. 4 og 6, der som konsekvens af det foreslåede bliver stk. 4, nr. 2, og stk. 5 og 7, er endnu ikke udmøntet for så vidt angår det udvidede producentansvar for emballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Det er således hensigten med hjemmel i den gældende § 9 z, stk. 3, nr. 2, der som konsekvens af det foreslåede bliver til stk. 4, nr. 2, at fastsætte pligt for de kollektive ordninger til at graduere de finansielle bidrag fra producenter af emballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, efter nærmere fastsatte kriterier.
Det er endvidere hensigten med hjemmel i den gældende § 9 z, stk. 4, der som konsekvens af det foreslåede bliver stk. 5, at fastsætte regler om, at den kollektive ordning stiller en passende sikkerhed, jf. den gældende § 9 å, stk. 3, på vegne af producenterne, der deltager i den kollektive ordning.
Det er endeligt hensigten med hjemmel i den gældende § 9 z, stk. 6, der som konsekvens af det foreslåede bliver til stk. 7, at fastsætte regler om, at de kollektive ordninger forpligtes til at føre passende egenkontrol med overholdelse af kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af den gældende stk. 3, nr. 2, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som den kollektive ordning indsamler og rapporterer på vegne af producenter i henhold til den foreslåede bestemmelse i det nye stk. 3.
Det er således hensigten at fastsætte reglerne, jf. ovenfor, i overensstemmelse med bemærkningerne til de nævnte bemyndigelser, jf. lov nr. 807 af 9. juni 2020 om ændring af miljøbeskyttelsesloven.
Med det foreslåede stk. 4 , bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler, hvorefter producenter af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal opfylde deres forpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 7, til mod betaling at overtage og behandle affald, som ikke er omfattet af § 9 p, stk. 1, eller § 9 s, stk. 1, gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 7, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers pligt til på kommunalbestyrelsens regning at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald, og som er indeholdt i de affaldsfraktioner, der overdrages til dem efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 56. Ministeren kan endvidere i medfør § 9 p, stk. 7, 2. pkt., fastsætte regler om producenters eller disses kollektive ordningers opkrævning af eller betaling til kommunalbestyrelsen for behandlingen af affald, der ikke er emballageaffald, herunder om opgørelse af omkostninger for afholdte udgifter eller opnåede indtægter samt dokumentation herfor. Det følger endvidere af den foreslåede § 9 s, stk. 2, at den foreslåede § 9 p, stk. 7 også finder anvendelse for det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, jf. lovforslagets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.
Forpligtelsen efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 7, er ikke en del af producentansvarsforpligtelsen til at sikre særskilt indsamling, transport og behandling efter den foreslåede § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, der er afgrænset til at omhandle emballageaffald samt affald fra drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, vil således indebære, at ministeren kan fastsætte regler om pligt for producenter af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, til at opfylde deres forpligtelser efter regler udstedt i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 7, til på kommunalbestyrelsens regning at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, gennem deltagelse i en kollektiv ordning. Fastsættelse af regler herom vil indebære, at de kollektive ordninger overtager producenternes forpligtelser og rettigheder efter regler udstedt i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 7, herunder til fastsættelse og opkrævning af betaling fra kommunalbestyrelsen for affaldsbehandlingen.
Miljøministeren vil således kunne meddele påbud efter den gældende § 69, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven til den kollektive ordning, hvorefter den kollektive ordning skal foranledige det ulovlige forhold lovliggjort, dvs. opfylde forpligtelsen til på kommunalbestyrelsens regning at overtage og behandle affald, der ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, men som er indeholdt i affaldsfraktioner med emballageaffald og affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, som den kollektive ordning ikke har opfyldt på vegne af producenten. Det bemærkes hertil, at den kollektive ordnings overtrædelse af forpligtelsen efter det foreslåede stk. 4, kan strafbelægges efter regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3.
Det er hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bestemmelses stk. 4, hvorefter en kollektiv ordning skal overtage producentens forpligtelse til at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage og som er indeholdt i de affaldsfraktioner, der overdrages til dem. Det er desuden hensigten at fastsætte regler, hvorefter den kollektive ordning skal fastsætte og opkræve betaling af kommunalbestyrelsen for behandling af den del af det overdragede affald, som ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Den foreslåede bemyndigelse i stk. 4, indebærer endvidere, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at en producent, der markedsfører engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, på det danske marked, skal melde sig ind i en kollektiv ordning og ved sin registrering i producentregistret efter regler fastsat i medfør af den gældende § 9 æ, stk. 1, angive sit medlemskab af den kollektive ordning efter de gældende regler i emballageregisterbekendtgørelsen.
Hvis en producent melder sig ud af en kollektiv ordning, vil der i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om, at producenten indenfor en tidsfrist skal melde sig ind i en anden kollektiv ordning og meddele dette til producentregistret efter reglerne herom i emballageregisterbekendtgørelsen. Det følger således af den gældende emballageregisterbekendtgørelses § 7, at producenten eller dennes eventuelle repræsentant skal registrere ændringer i de allerede registrerede oplysninger til producentregisteret (Dansk Producentansvar) senest en måned efter, at ændringerne har fundet sted.
Det er dog hensigten at fastsætte regler i medfør af de foreslåede bemyndigelser om, at en producent af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, ved en kollektiv ordnings opløsning eller konkurs skal melde sig ind i en anden kollektiv ordning indenfor en kortere tidsfrist end det, der følger af de gældende regler om frist for registrering af ændringer i producentregistret.
Det er hensigten at fastsætte regler i medfør af de foreslåede bemyndigelser i stk. 3, om, at alle producenter af engangsemballage samt drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, skal registrere medlemskab af en kollektiv ordning senest 14 dage efter ikrafttrædelsen af regler om pligtigt medlemskab.
Det er ikke hensigten at fastsætte regler om, at producenten skal opfylde sine forpligtelser efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 7, gennem deltagelse i den samme kollektive ordning, som producenten er pligtig til at melde sig ind i efter regler fastsat i medfør af den foreslåede stk. 3. Ministeren vil dog kunne udnytte bemyndigelsen i det foreslåede stk. 4, til at fastsætte regler, der pålægger producenterne at lade sine forpligtelser efter det foreslåede § 9 p, stk. 7, opfylde igennem den samme kollektive ordning, som producenten opfylder eller vil opfylde sine forpligtelser efter § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, igennem, hvis det skulle vise sig at være mest hensigtsmæssigt ud fra administrative hensyn eller hensyn til affaldshåndteringen.
Det er ikke hensigten at fastsætte regler i medfør af de gældende bestemmelser i lovens § 9 z, stk. 3 og 4, for de kollektive ordninger, der opfylder forpligtelser for producenterne i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4. Det er således ikke hensigten ved udmøntningen af den foreslåede bestemmelse at fastsætte regler om, at alle producenter skal have lige adgang til den kollektive ordning, om den kollektive ordnings organisering, om at den kollektive ordning skal stille sikkerhed eller kan undlade at stille sikkerhed for håndteringen af det affald, der ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage eller regler om, at den kollektive ordning skal graduere medlemmers finansielle bidrag til håndteringen af affaldet, som ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Der henvises desuden til, at det foreslås, jf. lovforslagets § 1, nr. 35, at bemyndigelserne i de gældende bestemmelser i lovens § 9 z, stk. 5 og 6, der med lovforslaget bliver til stk. 7 og 8, ikke skal finde anvendelse for det pligtige medlemskab af en kollektiv ordning efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 6, fastsætter miljøministeren regler om, at de kollektive ordninger forpligtes til at føre passende egenkontrol med overholdelse af kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af § 9 z, stk. 3, nr. 2, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som den kollektive ordning indsamler og rapporterer på vegne af producenter og importører i henhold til stk. 1.
Som konsekvens af indsættelsen af nye stykker i § 9 z, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, skal henvisningen til § 9 z, stk. 3, nr. 2, i § 9 z, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres til en henvisning til § 9 z, stk. 5, nr. 2.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 z, stk. 2, kan miljøministeren fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9-11, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 9-12, § 9 r, stk. 4 og 5, § 9 s, stk. 9-11, § 9 t, stk. 6-8, § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, helt eller delvist kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
Det følger heraf, at miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter producenter og importører af henholdsvis fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballerede produkter, person- og varebiler, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, samt batterier og -akkumulatorer, helt eller delvist kan opfylde deres oplysningsforpligtelser i henhold til regler fastsat i medfør af lovens § 9 h, stk. 9-11, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 9-12, § 9 r, stk. 4 og 5, § 9 s, stk. 9-11, § 9 t, stk. 6-8, § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis de er tilsluttet en sådan ordning. Bestemmelsen er således en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar.
Bestemmelsen er for så vidt angår fiskeredskaber, der indeholder plast, en implementering af engangsplastdirektivet og er udmøntet i fiskeredskabsbekendtgørelsen, jf. dennes § 30.
Bestemmelsen er for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr en implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE-direktivet) og er udmøntet i bekendtgørelse om bekendtgørelse nr. 1566 af 19. december 2022 om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (herefter benævnt elektronikaffaldsbekendtgørelsen), jf. dennes § 56.
Bestemmelsen er for så vidt angår emballerede produkter en implementering af emballagedirektivet og er til dels udmøntet i emballageregisterbekendtgørelsens § 13, hvorefter en kollektiv ordning kan overtage producentens forpligtelser efter regler fastsat i medfør af lovens § 9 p, stk. 11.
Bestemmelsen er for så vidt angår person- og varebiler en implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer (ELV-direktivet) og er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1664 af. 29. december 2022 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse (herefter benævnt bilskrotbekendtgørelsen), jf. dennes § 31.
Bestemmelsen er for så vidt angår drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast en implementering af engangsplastdirektivet og er til dels udmøntet i emballageregisterbekendtgørelsens § 13, hvorefter en kollektiv ordning kan overtage producentens forpligtelser efter regler fastsat i medfør af lovens § 9 s, stk. 10.
Bestemmelserne er for så vidt angår batterier og akkumulatorer en implementering af batteridirektivet og er udmøntet i batteribekendtgørelsens § 34, jf. §§ 37-38.
Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen i § 9 z, stk. 2, som også foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 31. Nærværende forslag til § 9 z, stk. 2, medfører, at henvisningen i den gældende bestemmelse til lovens § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, udgår, hvor ændringen af § 9 z, stk. 2, som er foreslået med forslagets § 1, nr. 31, medfører, at henvisningen i den gældende bestemmelse til § 9 h, stk. 9-11, ændres til § 9 h, stk. 9, 12 og 13, henvisningen til § 9 p, stk. 9-12, ændres til § 9 p, stk. 11-13, og henvisningen til § 9 s, stk. 9-11, udgår. Baggrunden herfor er, at ændringen i lovforslagets § 1, nr. 31 skal træde i kraft på lovens almindelige ikrafttrædelsesdato, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, hvorimod den yderligere ændring, som er tilføjet med dette forslag, først vil træde i kraft den 18. august 2025, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.
Det følger af nærværende foreslåede nyaffattelse af lovens § 9 z, stk. 2, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler fastsat i medfør af § 9 h, stk. 9, 12 og 13, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 10-13, § 9 r, stk. 4 og 5, og § 9 t, stk. 8-10, helt eller delvist kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
Ifølge det foreslåede kan miljøministeren således fastsætte regler om, at producenternes oplysningspligter efter regler fastsat i medfør af § 9 h, stk. 9, 12 og 13, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 10-13, § 9 r, stk. 4 og 5, og § 9 t, stk. 8-10, kan opfyldes helt eller delvist gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis en producent eller importør er medlem af en kollektiv ordning. Ordningen eksisterer i de gældende regler for fiskeredskaber, der indeholder plast, for elektrisk og elektronisk udstyr, for person- og varebiler og for batterier og akkumulatorer. Ordningen er til dels udmøntet i de gældende regler for emballage og drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Det er med den foreslåede nyaffattelse ikke hensigten at ændre på den hidtidige retstilstand for de forskellige udvidet producentansvar med undtagelse af batterier og akkumulatorer, jf. nedenfor.
Det er dog hensigten at anvende den nyaffattede bemyndigelse til at fastsætte yderligere regler om, at producenter i den udvidet producentansvarsordning for emballage og i den udvidet producentansvarsordning for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, helt eller delvist kan overdrage deres oplysningsforpligtelser efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 10-13, jf. den foreslåede § 9 s, stk. 2 i lovforslagets § 1, nr. 20, til en kollektiv ordning.
For så vidt angår drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, følger det af den foreslåede § 9 s, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 20, at § 9 p, stk. 10-13, finder tilsvarende anvendelse på den udvidet producentansvarsordning for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
I det omfang ministeren fastsætter regler om, at forpligtelsen alene kan overdrages delvist til en kollektiv ordning, vil producenterne fortsat skulle opfylde den pågældende forpligtelse. Med ’helt eller delvist’ skal således forstås, at miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter både producenten og dennes kollektive ordning vil være forpligtet til at opfylde samme oplysnings- og dokumentationsforpligtelser. Det kan fortsat være nødvendigt at få oplysninger direkte fra producenter i forbindelse med kontrol m.v., uanset at producenten er med i en kollektiv ordning, hvorfor regler herom vil blive fastsat med hjemmel i stk. 2, når dette anses for nødvendigt.
Det er således hensigten at fastsætte regler om, at en kollektiv ordning delvist kan overtage producentens forpligtelse til at gøre oplysninger om producentens eller dennes kollektive ordnings opfyldelse af mål for affaldshåndtering offentligt tilgængelige. Producenten skal således fortsat selv opfylde forpligtelsen efter regler fastsat i medfør af lovens § 9 p, stk. 8, der med lovforslaget bliver til stk. 10, selvom producenten er medlem af en kollektiv ordning.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at en kollektiv ordning helt eller delvist kan overtage producentens oplysningsforpligtelser overfor brugere af emballage og drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, efter regler fastsat efter lovens § 9, p, stk. 10, der med lovforslaget bliver stk. 11, samt oplysnings- og dokumentationsforpligtelser efter regler fastsat efter lovens § 9 p, stk. 11, der med lovforslaget bliver stk. 12.
Det foreslåede vil indebære, at de kollektive ordninger overtager producenternes forpligtelser vedrørende opfyldelse af oplysnings- og dokumentationsforpligtelser helt eller delvist. Miljøministeren vil således kunne meddele påbud efter den gældende § 69, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven til den kollektive ordning, hvorefter den kollektive ordning skal foranledige det ulovlige forhold lovliggjort, dvs. opfylde de oplysnings- og dokumentationsforpligtelser, som den kollektive ordning ikke har opfyldt på vegne af producenten. Det bemærkes hertil, at den kollektive ordnings overtrædelse af oplysnings- og dokumentationsforpligtelsen kan strafbelægges efter regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3.
Det foreslåede vil endvidere medføre, at henvisningen i den gældende bestemmelse til lovens § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, udgår.
Med ændringen vil producenter og importører af batterier og akkumulatorer således ikke længere være omfattet af bestemmelsen, og virkningen heraf vil være, at der ikke kan fastsætte regler, hvorefter producenter og importører helt eller delvist kan opfylde deres oplysningsforpligtelser gennem deltagelse i en kollektiv ordning i medfør af loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven.
Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 9 x i lovforslagets § 1, nr. 26, som følge af batteriforordningen, og i lyset af, at producenternes mulighed for at opfylde deres nye oplysningsforpligtelser igennem deltagelse af en producentansvarsorganisation følger direkte af batteriforordningens artikel 57. Ifølge forordningens artikel 57 kan producenterne udpege en producentansvarsorganisation, der er godkendt i henhold til forordningens artikel 58, til at opfylde forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar på deres vegne, herunder oplysningsforpligtelser.
Forslaget medfører således en ophævelse af nationale regler for så vidt angår producenter af batteriers mulighed for at opfylde producentansvarsforpligtelser igennem en producentansvarsorganisation, da batteriforordningen træder i stedet.
Det foreslåede vil således også medføre, at bestemmelser i batteribekendtgørelsen, der udmønter den gældende bestemmelse i lovens § 9 z, stk. 2, automatisk ophæves, når bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven ændres for så vidt angår batterier. Bekendtgørelsen vil således blive tilpasset i overensstemmelse hermed.
Det foreslåede skal desuden ses i sammenhæng med det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af en producentansvarsorganisation, der er godkendt efter batteriforordningen.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 z, stk. 2, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 5, fastsætter miljøministeren regler for kollektive ordningers pligt til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af ordningen, økonomiske bidrag til ordningen fra producenter og importører og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt tilgængelige. Miljøministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan oplysninger gøres offentligt tilgængelige.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 9 z, stk. 6, fastsætter miljøministeren regler om, at de kollektive ordninger forpligtes til at føre passende egenkontrol med overholdelse af kriterier for graduerede bidrag fastsat i medfør af § 9 z, stk. 3, nr. 2, med egne økonomiske forvaltninger og med kvaliteten af de data, som den kollektive ordning indsamler og rapporterer på vegne af producenter og importører i henhold til stk. 1.
Det foreslås, at der i § 9 z indsættes et nyt stk. 9 hvorefter bestemmelsens stk. 5 og 6 ikke finder anvendelse på kollektive ordninger omfattet af regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4.
Det foreslåede medfører således, at miljøministeren ikke skal fastsætte regler i medfør af de gældende bestemmelser i lovens § 9 z, stk. 5 og 6, der med lovforslaget bliver til stk. 7 og 8, for de kollektive ordninger, som producenterne skal lade deres forpligtelser til på kommunalbestyrelsens regning at overtage og behandle affald, som ikke er emballageaffald eller affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, opfylde igennem, jf. den foreslåede bestemmelse til et nyt § 9 z, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 33.
Virkningen af det foreslåede vil være, at miljøministeren ikke skal fastsætte regler om de kollektive ordningers pligt til at gøre oplysninger om ejerskab, medlemmer af ordningen, økonomiske bidrag til ordningen fra producenter og importører og udvælgelsesproceduren for affaldshåndteringsoperatører offentligt tilgængelige. Virkningen vil desuden være, at miljøministeren ikke skal fastsætte regler, der forpligter de kollektive ordninger til at føre egenkontrol.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 z, stk. 1, kan forpligtelserne efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, § 9 s, stk. 1, § 9 t, stk. 1, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2, opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
Det følger heraf, at producenter og importører af batterier og akkumulatorer kan opfylde deres forpligtelse til tilbagetagning og særskilt håndtering efter lovens § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, og § 9 w, stk. 1, gennem deltagelse i en kollektiv ordning.
Bestemmelserne er for så vidt angår batterier- og akkumulatorer en implementering af batteridirektivet.
Det foreslås, at lovens § 9 z, stk. 1 , ændres således, at § 9 t, stk. 1, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2 ændres til § 9 t, stk. 1, hvorefter henvisningen til § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk.1 og § 9 w, stk. 1, dermed udgår af bestemmelsen.
Med ændringen vil batterier og akkumulatorer således ikke længere være omfattet af bestemmelsen, og virkningen heraf vil være, at producenter og importører ikke længere kan opfylde deres forpligtelse til tilbagetagning og særskilt håndtering gennem deltagelse i en producentansvarsorganisation (kollektiv ordning) i medfør af loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven.
Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk.1, og § 9 w, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 26, som følge af batteriforordningen, og i lyset af, at producenterne efter forordningens artikel 57 kan udpege en producentansvarsorganisation, der er godkendt i henhold til forordningens artikel 58, til at opfylde forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar på deres vegne.
Det foreslåede skal desuden ses i sammenhæng med det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om pligtigt medlemskab af en producentansvarsorganisation, der er godkendt efter batteriforordningen.
Forslaget medfører således en ophævelse af nationale regler for så vidt angår producenter af batteriers mulighed for at lade deres producentansvarsforpligtelser opfylde igennem deltagelse i en kollektiv ordning, da batteriforordningen træder i stedet.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 z, stk. 1, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Det fremgår af den gældende miljøbeskyttelseslovs § 9 z, stk. 2, at miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af lovens § 9 h, stk. 9-11, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 9-12. § 9 r, stk. 4 og 5, § 9 s, stk. 9-11, § 9 t, stk. 6-8, § 9 x, stk. 1, og § 9 x, stk. 5-8, helt eller delvis kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
Det foreslås at ændre § 9 z, stk. 2 , således at henvisningen til § 9 h, stk. 9-11, ændres til § 9 h, stk. 9, stk. 12 og 13. Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 9 h, stk. 9, 1. pkt., og af den foreslåede indsættelse af nyt stk. 10 og 11 i § 9 h, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås at ændre § 9 z, stk. 2, således at henvisningen til § 9 p, stk. 9-12, ændres til § 9 p, stk. 10-13. Den foreslåede ændring er en konsekvens af ophævelsen af stykker og indsættelsen af nye stykker i § 9 p.
Det foreslås desuden at ændre § 9 z, stk. 2, således at henvisningen til § 9 s, stk. 9-11, udgår. Den foreslåede ændring er en konsekvens af nyaffattelsen af § 9 s, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 20. Ministeren vil i medfør af § 9 z, stk. 2, kunne fastsætte regler om, at forpligtelserne, der påhviler producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, efter regler udstedt i medfør af § 9 p, stk. 10-14, helt eller delvist kan opfyldes gennem deltagelse i en kollektiv ordning, hvis producenter og importører er tilsluttet en sådan ordning.
Det foreslås endeligt at ændre § 9 z, stk. 2, således at henvisningen til § 9 t, stk. 6-8, ændres til § 9 t, stk. 8-10. Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af nye stk. 4 og 5 i § 9 t, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.
|
@@ -1,16 +1,19 @@
|
|
| 1 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om oprettelse og drift af registre over producenter, importører og
|
| 2 |
-
at producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af
|
| 3 |
-
|
| 4 |
-
engangsplast og
|
| 5 |
myndigheders pligt til at indgive oplysninger hertil.
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 2.
|
| 8 |
Ministeren kan fastsætte regler om videregivelse af oplysninger fra producentregisteret og om formen herfor.
|
| 9 |
|
| 10 |
Stk. 3.
|
| 11 |
Ministeren fastsætter regler om henvisning på producentregisterets hjemmeside til andre EU-medlemsstaters producentregistre.
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 4.
|
| 14 |
Ministeren fastsætter regler om videregivelse af oplysninger og dokumenter af betydning for producenters, importørers og
|
| 15 |
repræsentanters efterlevelse af deres forpligtelser i henhold til loven og regler udstedt i medfør af loven, til de relevante
|
| 16 |
-
myndigheder i andre EU-medlemslande og Europa-Kommissionen samt om formen herfor.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om oprettelse og drift af registre over producenter, importører, repræsentanter og kollektive ordninger, om,
|
| 2 |
+
at producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af emballage,
|
| 3 |
+
af person- og varebiler, af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af
|
| 4 |
+
engangsplast og deres repræsentanter og kollektive ordninger har pligt til at tilmelde sig registeret, og om deres og
|
| 5 |
myndigheders pligt til at indgive oplysninger hertil.
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 2.
|
| 8 |
Ministeren kan fastsætte regler om videregivelse af oplysninger fra producentregisteret og om formen herfor.
|
| 9 |
|
| 10 |
Stk. 3.
|
| 11 |
Ministeren fastsætter regler om henvisning på producentregisterets hjemmeside til andre EU-medlemsstaters producentregistre.
|
| 12 |
|
| 13 |
Stk. 4.
|
| 14 |
Ministeren fastsætter regler om videregivelse af oplysninger og dokumenter af betydning for producenters, importørers og
|
| 15 |
repræsentanters efterlevelse af deres forpligtelser i henhold til loven og regler udstedt i medfør af loven, til de relevante
|
| 16 |
+
myndigheder i andre EU-medlemslande og Europa-Kommissionen samt om formen herfor.
|
| 17 |
+
|
| 18 |
+
Stk. 5.
|
| 19 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af ministerens omkostninger forbundet med tilsyn med, at producenter og importører og bemyndigede repræsentanter overholder regler fastsat i medfør af stk. 1. Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af 1. pkt., herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse og om digital indbetaling af gebyret.
|
| Nr 36: | I § 9 æ, stk. 1, ændres »og repræsentanter,« til: », repræsentanter og kollektive ordninger«, »emballerede produkter« ændres til: »emballage«, og efter »deres repræsentanter« indsættes: »og kollektive ordninger«. |
| Nr 37: | I § 9 æ, stk. 1, udgår »og akkumulatorer«. |
| Nr 38: | I § 9 æ indsættes som stk. 5: »Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af ministerens omkostninger forbundet med tilsyn med, at producenter og importører og bemyndigede repræsentanter overholder regler fastsat i medfør af stk. 1. Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af 1. pkt., herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse og om digital indbetaling af gebyret.« |
Efter miljøbeskyttelseslovens § 9 æ, stk. 1, fastsætter miljøministeren regler om oprettelse og drift af registre over producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af emballerede produkter, af person- og varebiler, af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast og af batterier og akkumulatorer og deres repræsentanter, samt at producenter og importører har pligt til at tilmelde sig registeret, og om deres og myndigheders pligt til at indgive oplysninger til producentregistre. Den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) har i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 9 ø fået henlagt kompetence til at drive producentregistre.
De nærmere regler om producentregistre, registrering og pligt til at indgive oplysninger er udmøntet i fiskeredskabsbekendtgørelsen, elektronikaffaldsbekendtgørelsen, bilskrotbekendtgørelsen, bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter, batteribekendtgørelsen samt emballageregisterbekendtgørelsen. Der er i alle bekendtgørelser fastsat regler om, at Miljøstyrelsen fører tilsyn med registrering og indrapportering af data om markedsførte mængder til producentregistrene.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.1.2.5.1 i de almindelige bemærkninger. Det følger ikke direkte af affaldsdirektivets minimumskrav til udvidede producentansvarsordninger, at producenter skal afholde omkostninger til myndighedernes tilsyn med registrering i producentregistre.
Det foreslås i § 9 æ, stk. 5, 1. pkt., at miljøministeren bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere regler om gebyrer til dækning af ministerens omkostninger forbundet med tilsyn med, at producenter og importører og bemyndigede repræsentanter overholder regler fastsat i medfør af stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrbetaling til dækning af de faktiske omkostninger forbundet med tilsynet med overholdelse af producenters pligt til registrering i og indberetning af korrekte oplysninger til de producentregistre etableret i forbindelse med udvidede producentansvarsordninger. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse benyttes til fastsættelse af regler om gebyrbetaling til dækning af miljøministerens omkostninger til tilsyn med de udvidede producentansvarsordninger for hhv. emballage, visse engangsplastprodukter og fiskeredskaber, der indeholder plast.
Ministeren vil dog også kunne fastsætte regler om gebyrbetaling til dækning af miljøministerens omkostninger til tilsynet med overholdelse af producenters pligt til registrering i og indberetning af korrekte oplysninger for andre produktgrupper omfattet af regler om udvidet producentansvar, herunder for eksempel elektrisk og elektronisk udstyr, person- og varebiler og batterier.
Omkostninger til tilsyn vil både kunne vedrøre omkostninger til tilsyn med overholdelse af pligt til registrering og omkostninger til tilsyn med overholdelse af pligt til at indrapportere korrekte markedsførte mængder og affaldsdata, jf. regler udstedt i medfør af lovens § 9 æ, stk. 1. Miljøministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, at opkrævning af gebyr for miljøministerens omkostninger til administration og opkrævning af gebyrerne, vil kunne gebyrfinansieres. Dette indebærer bl.a. omkostninger til fakturering, herunder udregning, fakturaoprettelse og løbende udsendelse af fakturaer.
Gebyrfinansiering af tilsynet vil indebære, at producenter i fællesskab bidrager økonomisk til tilsynet med overholdelse af forpligtelser fastsat i medfør af § 9 æ, stk. 1, herunder tilsynet med andre producenter, som ikke er tilmeldt registret. Tilsynet kan være rettet mod producenter og importører i Danmark, samt producenter i andre lande, som markedsfører produkter og emballage omfattet af udvidet producentansvar på det danske marked og disses bemyndigede repræsentanter i Danmark. Forslaget indebærer således, at alle producenter og importører af en given produktkategori, eksempelvis emballage, vil skulle betale gebyret, også selvom, der ikke konkret føres tilsyn med dem over en periode.
Det udskudte virkningstidspunkt for § 9 p, stk. 1, og § 9 s, stk. 1, jf. lovforslagets § 4, stk. 5, er ikke til hinder for, at miljøministeren kan opkræve gebyr for tilsyn efter den foreslåede bestemmelse fra den 31. december 2024, jf. lovforslagets § 4, stk. 1. Det skyldes, at selvom de udvidede producentansvar for emballage og drikkebægre og drikkevarebeholdere af engangsplast, der ikke er emballage, ikke får fuld virkning før den 1. oktober 2025, vil miljøministeren allerede skulle varetage tilsyn med korrekt registrering i producentregisteret og opkræve gebyrer herfor, fra den 31. december 2024. Det forventes, at der i perioden fra den 31. december 2024 til og med den 30. september 2025 vil blive fastsat og opkrævet gebyr for Miljøstyrelsens omkostninger forbundet med tilsyn med korrekt registrering af producenter i producentregisteret for emballage og producentregisteret for drikkevarebeholder og drikkebægre, der ikke er emballage. Gebyropkrævning i denne periode er en nødvendig forudsætning for, at ordningen som sådan, jf. § 9 p, stk. 1, og regler fastsat i medfør af stk. 2, og § 9 s, stk. 1, vil kunne få virkning fra og med den 1. oktober 2025. Producenter vil modtage en konkret modydelse for gebyrtilsvaret i perioden fra den 31. december 2024 til og med den 30. september 2025.
Det følger af det foreslåede § 9 æ, stk. 5, 2. pkt., at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse, opkrævning og indbetaling af gebyr efter regler fastsat i medfør af 1. pkt., herunder regler om gebyrets størrelse og skønsmæssige fastsættelse og om digital indbetaling af gebyret.
Det er hensigten, at gebyrerne administrativt fastsættes således, at der tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. Mindst en gang årligt vurderes det, blandt andet på baggrund af seneste års regnskab eller det forventede resultat af årets regnskab, om omkostningerne skal reduceres eller taksten justeres for at sikre balance. Væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område skal tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år, fra og med det år hvori ubalancen opstår. Dette omfatter ikke over- eller underdækning, der bidrager til at udligne tidligere års ubalance, jf. Finansministeriets budgetvejledning, afsnit 2.3.1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at miljøministeren blandt andet vil kunne fastsætte regler om betalingsperiode og regler om, at gebyr opkræves på baggrund af de oplysninger, som producenter i henhold til regler fastsat i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 9 æ, stk. 1, skal indberette til producentregistret om mængde og kategori af produkter eller emballage, som er markedsført.
Ved skønsmæssig fastsættelse af gebyret forstås, at såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en producent, ikke kan opgøres på baggrund af producentens oplysninger om markedsførte mængder indgivet til registeret, så kan gebyrets størrelse fastsættes på baggrund af for eksempel et gennemsnit af en producents tidligere afgivne oplysninger om markedsførte mængder. Muligheden for skønsmæssig fastsættelse af gebyrets størrelse har til formål at sikre, at producenter ikke omgår betalingsforpligtelsen ved at undlade at afgive korrekte oplysninger.
Ved digital indbetaling forstås betaling med kort, ved bankoverførsel, ved hjælp af betalingsservice eller lignende. Gennemføres betalingen ikke på en af de beskrevne måder, vil betalingen ikke betragtes som gennemført.
Det forventes, at miljøministeren i medfør af § 80, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven vil delegere kompetencen til at fastsætte og opkræve gebyr fra producenter omfattet af udvidede producentansvarsordninger til Miljøstyrelsen.
Det forventes ligeledes, at miljøministeren med hjemmel i § 80, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven, vil udstede regler om, at Miljøstyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyr, ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.5 i de almindelige bemærkninger.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 æ, stk. 1, fastsætter miljøministeren regler om oprettelse og drift af registre over producenter, importører og repræsentanter, om, at producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af emballerede produkter, af person- og varebiler, af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast og af batterier og akkumulatorer og deres repræsentanter har pligt til at tilmelde sig registeret, og om deres og myndigheders pligt til at indgive oplysninger hertil. Den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar) har i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 9 ø fået henlagt kompetence til at drive producentregistre.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvarsordninger og er blandt andet en implementering af affaldsdirektivet.
De nærmere regler om producentregistre, registrering og pligt til at indgive oplysninger er udmøntet i fiskeredskabsbekendtgørelsen, i bekendtgørelse om nr. 1566 af 19. december 2022 om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af sådant udstyr, bekendtgørelse nr. 1654 af 29. december 2022 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer, opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af skrotningsgodtgørelse, bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter, batteribekendtgørelsen samt emballageregisterbekendtgørelsen. Af disse bekendtgørelser fremgår også, at kollektive ordninger for at kunne varetage forpligtelser på vegne af producenter, skal oprettes i producentregistret med angivelse af navnet på ordningen, adresse, telefonnr., e-mailadresse, kontaktperson og CVR-nr.
For så vidt angår emballerede produkter er bestemmelsen nærmere udmøntet i emballageregisterbekendtgørelsen §§ 3-10.
Der er ikke efter gældende ret tilstrækkelig klar hjemmel til at forpligte kollektive ordninger til at oprette sig i producentregistre.
Det foreslås, at lovens § 9 æ, stk. 1, ændres således, at »og repræsentanter« ændres til: », repræsentanter og kollektive ordninger«, »emballerede produkter« ændres til: »emballage«, og efter »deres repræsentanter« indsættes: »og kollektive ordninger«.
Den foreslåede ændring indebærer, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenternes kollektive ordninger vil have pligt til at oprette sig i producentregistre og indgive oplysninger hertil. Dette skal ses i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 9 z, stk. 3, hvorefter der kan fastsættes regler om pligt til medlemskab af en kollektiv ordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 33.
Den foreslåede ændring vedrørende emballerede produkter er endvidere en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvorefter producentansvaret påhviler producenter af emballage. Hvem der nærmere er omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastsættes i regler efter § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil.
Det er hensigten, at bemyndigelsen som hidtil vil blive anvendt til at fastsætte regler om kollektive ordningers pligt at oprette sig i producentregistre og give oplysninger hertil. Der er således med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen ændring af den hidtidige retstilstand.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 æ, stk. 1, fastsætter miljøministeren regler om oprettelse og drift af registre over producenter og importører af blandt andet batterier og deres repræsentanter, om producenternes, importørernes og deres repræsentanters pligt til at tilmelde sig registeret, og om deres og myndigheders pligt til at indgive oplysninger hertil.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvarsordninger og er blandt andet en implementering af batteridirektivet. For så vidt angår batterier er bestemmelsen nærmere udmøntet i batteribekendtgørelsens § 4, hvorefter den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar), som dataansvarlig, fører et elektronisk producentregister, som er offentligt tilgængeligt og findes på Dansk Producentansvars hjemmeside.
Det foreslås, at lovens § 9 æ, stk. 1, ændres således, at » og akkumulatorer« udgår.
Forslaget har alene til hensigt at opdatere loven rent begrebsmæssigt i overensstemmelse med batteriforordningen, som alene bruger betegnelsen ”batterier” til forskel fra batteridirektivet, der bruger betegnelsen ”batterier- og akkumulatorer”. Akkumulatorer indgår således i forordningens batteridefinitioner og anvendelsesområde, hvorfor den foreslåede ændring ikke medfører indholdsmæssige ændringer.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 æ, stk. 1, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
|
@@ -1,49 +1,28 @@
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan til en privat organisation, jf. stk. 2, henlægge kompetencen til at
|
| 2 |
|
| 3 |
-
1) administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 5, § 9 p, stk.
|
| 4 |
-
7, og § 9 w, stk. 4,
|
| 5 |
|
| 6 |
-
2) vurdere, om forpligtelsen efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 l, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, § 9
|
| 7 |
-
t, stk. 1, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2, er opfyldt, herunder give en producent eller importør af
|
| 8 |
-
fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af emballerede produkter, af person- og varebiler, af
|
| 9 |
-
drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og af batterier og akkumulatorer, der ikke har tilbagetaget det tildelte affald
|
| 10 |
-
i form af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk eller elektronisk udstyr, emballageaffald, udtjente person- og
|
| 11 |
-
varebiler, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, udtjente bærbare batterier eller akkumulatorer eller udtjente
|
| 12 |
-
bilbatterier eller -akkumulatorer, pligt til at afhente affaldet fra en anden producent eller importørs modtageplads eller
|
| 13 |
-
virksomhed el.lign.,
|
| 14 |
|
| 15 |
-
3) vurdere, om der er stillet passende sikkerhed, og disponere over denne, jf. § 9 å, stk. 3, og § 9 z, stk.
|
| 16 |
|
| 17 |
-
4) vurdere, om en kollektiv ordning repræsenterer en passende sikkerhed, jf. § 9 z, stk.
|
| 18 |
|
| 19 |
-
5) vurdere, om den geografiske beliggenhed af en kollektiv ordnings modtagepladser er i overensstemmelse med regler udstedt i
|
| 20 |
-
medfør af § 9 z, stk. 7, nr. 1,
|
| 21 |
|
| 22 |
-
6) oprette og drive et producentregister, herunder træffe afgørelse om, hvilke producenter, importører og repræsentanter der er
|
| 23 |
-
omfattet, jf. § 9 æ, hvilke redskaber der henhører under kategorier af fiskeredskaber, der indeholder plast, hvilket udstyr der
|
| 24 |
-
henhører under kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, hvilket produkt og materiale der henhører under kategorier af
|
| 25 |
-
emballage, hvilke produkter der henhører under kategorier af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre
|
| 26 |
-
til tobaksvarer af engangsplast, og hvilke typer batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent og
|
| 27 |
-
importør,
|
| 28 |
|
| 29 |
-
7) indhente oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9
|
| 30 |
-
§ 9 s, stk. 9-11, § 9 t, stk. 6-8, og § 9 x, stk. 5, 6 og 8,
|
| 31 |
|
| 32 |
-
8) videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2, til myndigheder, herunder relevante myndigheder i andre
|
| 33 |
-
EU-medlemslande, og Europa-Kommissionen og
|
| 34 |
|
| 35 |
9) meddele påbud efter § 9 å, stk. 1.
|
| 36 |
|
| 37 |
Stk. 2.
|
| 38 |
-
Miljøministeren udpeger formanden for bestyrelsen for organisationen. Ministeren udpeger den øvrige bestyrelse efter indstilling
|
| 39 |
-
fra interesse- og brancheorganisationer på området, som ministeren har udvalgt. Endvidere godkender ministeren vedtægter og
|
| 40 |
-
retningslinjer for organisationens drift og administration.
|
| 41 |
|
| 42 |
Stk. 3.
|
| 43 |
-
Afgørelser truffet af en privat organisation i henhold til stk. 1 kan af den, afgørelsen retter sig imod, påklages til
|
| 44 |
-
miljøministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og skal indgives til
|
| 45 |
-
ministeren. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre ministeren bestemmer andet.
|
| 46 |
|
| 47 |
Stk. 4.
|
| 48 |
-
Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af den private organisations omkostninger ved
|
| 49 |
-
administration og kontrol, jf. stk. 1.
|
|
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan til en privat organisation, jf. stk. 2, henlægge kompetencen til at
|
| 2 |
|
| 3 |
+
1) administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 5, § 9 p, stk. 6 og 8, og § 9 r, stk. 1,
|
|
|
|
| 4 |
|
| 5 |
+
2) vurdere, om forpligtelsen efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 l, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, og § 9 t, stk. 1, er opfyldt, herunder give en producent eller importør af fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af emballage, af person- og varebiler, og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke har tilbagetaget det tildelte affald i form af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk eller elektronisk udstyr, emballageaffald, udtjente person- og varebiler eller drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, pligt til at afhente affaldet fra en anden producent eller importørs modtageplads eller virksomhed el.lign.,
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 6 |
|
| 7 |
+
3) vurdere, om der er stillet passende sikkerhed, og disponere over denne, jf. § 9 å, stk. 3, og § 9 z, stk. 6, nr. 1,
|
| 8 |
|
| 9 |
+
4) vurdere, om en kollektiv ordning repræsenterer en passende sikkerhed, jf. § 9 z, stk. 6, nr. 2,
|
| 10 |
|
| 11 |
+
5) vurdere, om den geografiske beliggenhed af en kollektiv ordnings modtagepladser er i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 9 z, stk. 9, nr. 1,
|
|
|
|
| 12 |
|
| 13 |
+
6) oprette og drive et producentregister, herunder træffe afgørelse om, hvilke producenter, importører og repræsentanter der er omfattet, jf. § 9 æ, hvilke redskaber der henhører under kategorier af fiskeredskaber, der indeholder plast, hvilket udstyr der henhører under kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, hvilket produkt og materiale der henhører under kategorier af emballage, hvilke produkter der henhører under kategorier af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, og hvilke typer batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent i henhold til artikel 55 i batteriforordningen,
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 14 |
|
| 15 |
+
7) indhente oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9, 12 og 13, § 9 n, stk. 2-4, § 9 p, stk. 11-13, § 9 r, stk. 4 og 5, og § 9 t, stk. 8-10, og i henhold til artikel 75 i batteriforordningen,
|
|
|
|
| 16 |
|
| 17 |
+
8) videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2, til myndigheder, herunder relevante myndigheder i andre EU-medlemslande, og Europa-Kommissionen og
|
|
|
|
| 18 |
|
| 19 |
9) meddele påbud efter § 9 å, stk. 1.
|
| 20 |
|
| 21 |
Stk. 2.
|
| 22 |
+
Miljøministeren udpeger formanden for bestyrelsen for organisationen. Ministeren udpeger den øvrige bestyrelse efter indstilling fra interesse- og brancheorganisationer på området, som ministeren har udvalgt. Endvidere godkender ministeren vedtægter og retningslinjer for organisationens drift og administration.
|
|
|
|
|
|
|
| 23 |
|
| 24 |
Stk. 3.
|
| 25 |
+
Afgørelser truffet af en privat organisation i henhold til stk. 1 kan af den, afgørelsen retter sig imod, påklages til miljøministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og skal indgives til ministeren. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre ministeren bestemmer andet.
|
|
|
|
|
|
|
| 26 |
|
| 27 |
Stk. 4.
|
| 28 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af den private organisations omkostninger ved administration og kontrol, jf. stk. 1.
|
|
|
| Nr 39: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 9 p, stk. 5« til: »§ 9 p, stk. 6 og 8«, og », § 9 s, stk. 5« udgår. |
| Nr 40: | § 9 ø, stk. 1, nr. 1, affattes således: »1) administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 5, § 9 p, stk. 6 og 8, og § 9 r, stk. 1,«. |
| Nr 41: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 2, ændres »emballerede produkter« til: »emballage«. |
| Nr 42: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 9 t, stk. 1, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2« til: »og § 9 t, stk. 1«, », af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og af batterier og akkumulatorer« ændres til: »og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast«, og », drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, udtjente bærbare batterier eller akkumulatorer eller udtjente bilbatterier eller - akkumulatorer« ændres til: »eller drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast«. |
| Nr 43: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 9 z, stk. 4, nr. 1« til: »§ 9 z, stk. 6, nr. 1«. |
| Nr 44: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 9 z, stk. 4, nr. 2« til: »§ 9 z, stk. 6, nr. 2«. |
| Nr 45: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 9 z, stk. 7, nr. 1« til: »§ 9 z, stk. 9, nr. 1«. |
| Nr 46: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 6, ændres »og importør,« til: »i henhold til artikel 55 i batteriforordningen,«. |
| Nr 47: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 9 h, stk. 9-11« til: »§ 9 h, stk. 9, 12 og 13«, »§ 9 p, stk. 9-12« ændres til: »§ 9 p, stk. 11-13«, », § 9 s, stk. 9-11« udgår, og »§ 9 t, stk. 6-8« ændres til: »§ 9 t, stk. 8-10«. |
| Nr 48: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 7, indsættes før »§ 9 t«: »og«, og »og § 9 x, stk. 5, 6 og 8« ændres til: »og i henhold til artikel 75 i batteriforordningen«. |
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. stk. 2, til at administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 5, § 9 p, stk. 5, § 9 r, stk. 1, § 9 s, stk. 5, § 9 u, stk. 7, og § 9 w, stk. 4.
I medfør af den gældende bestemmelse i § 9 ø, har miljøministeren således beføjelse til at henlægge en række administrative opgaver i forbindelse med de udvidede producentansvarsordninger for fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballage, batterier og akkumulatorer, visse engangsplastprodukter samt person- og varebiler til en privat organisation. På nuværende tidspunkt er kompetencen til at forestå en del af disse administrative opgaver i de ovenfor nævnte udvidede producentansvarsordninger henlagt til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar).
Det følger af den foreslåede ændring af § 9 ø, stk. 1, nr. 1 , at henvisningen til § 9 p, stk. 5, i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, ændres til en henvisning til § 9 p, stk. 6 og 8. Den foreslåede ændring er en konsekvens af ophævelsen af § 9 p, stk. 5, og indsættelsen af nye stykker, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Det foreslås, at bestemmelsen i den gældende § 9 ø, udvides, således at miljøministeren bemyndiges til at delegere opgaven med at gennemføre tildelinger for erhvervsemballageaffald til den producentregisteransvarlige organisation (Dansk Producentansvar).
Det er hensigten at detaljere kompetencen på bekendtgørelsesniveau og fastsætte regler i medfør af den foreslåede bestemmelse om, at den producentregisteransvarlige organisation inden for givne perioder træffer afgørelse om tildeling af den geografiske fordeling og den tildelte mængde, som producenter og importører eller disses kollektive ordninger skal indsamle eller forpligtes til at betale for.
Som konsekvens af nyaffattelsen af § 9 s, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås det, at henvisningen til § 9 s, stk. 5, i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, udgår. Miljøministeren vil med forslaget fortsat kunne delegere opgaven med at gennemføre tildelinger for drikkevareholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, i medfør af henvisningen i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, til § 9 p, stk. 6-7 og 9-10.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. stk. 2, til at administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 5, § 9 p, stk. 5, § 9 r, stk. 1, § 9 s, stk. 5, § 9 u, stk. 7, og § 9 w, stk. 4.
Det følger heraf, at miljøministeren kan henlægge kompetencen til en privat organisation til at administrere tildelingsordninger under de udvidede producentansvarsordninger for henholdsvis fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballerede produkter, person- og varebiler, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, samt batterier og -akkumulatorer. Bestemmelsen er således en fælles bestemmelse for de nævnte producentansvar. På nuværende tidspunkt er kompetencen til at forestå en del af disse administrative opgaver i de ovenfor nævnte udvidede producentansvarsordninger henlagt til den private organisation, Dansk Producentansvar.
Bestemmelsen er for så vidt angår fiskeredskaber, der indeholder plast, en implementering af engangsplastdirektivet og er udmøntet i fiskeredskabsbekendtgørelsen, jf. dennes § 12.
Bestemmelsen er for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr en implementering af WEEE-direktivet og er udmøntet i elektronikaffaldsbekendtgørelsens § 31.
Bestemmelsen er for så vidt angår emballerede produkter en implementering af emballagedirektivet og er endnu ikke udmøntet.
Bestemmelsen er for så vidt angår person- og varebiler en implementering af ELV-direktivet og er ikke nærmere udmøntet.
Bestemmelsen er for så vidt angår drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast en implementering af engangsplastdirektivet og er endnu ikke udmøntet.
Bestemmelsen er for så vidt angår batterier, jf. § 9 u, stk. 7, og § 9 w, stk. 4, og er udmøntet i batteribekendtgørelsens §§ 21-23.
Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen i § 9 ø, stk. 1, nr. 1, som også foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 39. Nærværende forslag til § 9 ø, stk. 1, nr. 1, vil medføre, at henvisningen i den gældende bestemmelse til lovens § 9 u, stk. 7, og § 9 w, stk. 4, udgår, hvor ændringen af § 9 ø, stk. 1, nr. 1, som er foreslået med forslagets § 1, nr. 39, medfører, at henvisningen i den gældende bestemmelse til lovens § 9 p, stk. 5, ændres til § 9 p, stk. 6 og 8, og henvisningen til § 9 s, stk. 5, udgår. Baggrunden herfor er, at ændringen i lovforslagets § 1, nr. 31, skal træde i kraft på lovens almindelige ikrafttrædelsesdato, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, hvorimod den yderligere ændring, som er tilføjet med dette forslag, først vil træde i kraft den 18. august 2025, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.
Det følger af nærværende foreslåede nyaffattelse af lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 1, at miljøministeren bemyndiges til at henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. stk. 2, til at administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 5, § 9 p, stk. 6 og 8, og § 9 r, stk. 1.
Det foreslåede vil således medføre, at miljøministeren kan henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. lovens stk. 2, til at administrere tildelingsordninger under de udvidede producentansvarsordninger for henholdsvis fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballage, og person- og varebiler. Forslaget medfører endvidere, at miljøministeren kan henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. lovens stk. 2, til at administrere tildelingsordninger under den udvidede producentansvarsordning for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 s, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 20, hvorefter lovens § 9 p, stk. 6 og 8, finder tilsvarende anvendelse for det udvidede producentansvar for drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Tildelingsordninger anvendes i de gældende regler for fiskeredskaber, der indeholder plast, for elektrisk og elektronisk udstyr, og for batterier og akkumulatorer, men den gældende bestemmelse er endnu ikke udnyttet for så vidt angår person- og varebiler, emballage og drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Det er med den foreslåede nyaffattelse ikke hensigten at ændre på den hidtidige retstilstand for de udvidede producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast, for elektrisk og elektronisk udstyr, og for person- og varebiler.
Det er dog hensigten at anvende den nyaffattede bemyndigelse til at fastsætte regler om, at miljøministeren kan henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. lovens stk. 2, til at administrere de tildelingsordninger under de udvidede producentansvarsordninger for henholdsvis emballage og drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, som det med nærværende lovforslag er hensigten at fastsætte regler om i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 9 p, stk. 6 og 8, i lovforslagets § 1, nr. 10.
Den private organisation for det udvidede producentansvar for emballage og drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, forudsættes oprettet som en non-profit organisation og forudsættes egnet til at efterleve krav til f.eks. kvalitetssikring af data, information og oplysning til producenter og kollektive ordninger m.v.
Der kan endvidere til den private organisation henlægges kompetence til at udstede påbud efter § 9 å på områder, hvor organisationen har kompetencen i henhold til § 9 ø, stk. 1, jf. den gældende § 9 ø, stk. 1, nr. 9. Ved overdragelse af kompetencen afskæres ministeren fra at udstede påbud. Ved kompetencehenlæggelsen er der tale om, at offentligretlig kompetence henlægges til et privat organ.
De retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved henlæggelse af opgaver til private imødegås ved, at miljøministeren skal godkende vedtægter og retningslinjer for administrationen, jf. § 9 ø, stk. 2. Ligeledes vil miljøministeren i henhold til forvaltningslovens § 1, stk. 3, og offentlighedslovens § 5, stk. 1, efter forhandling med justitsministeren, kunne fastsætte regler om forvaltningslovens og offentlighedslovens anvendelse i sager, hvor den private organisation træffer afgørelse. Herudover vil den private organisations afgørelser kunne påklages til en offentlig myndighed på samme vis som gælder for de eksisterende private organisationer, jf. lovens § 9 ø, stk. 3.
Det er hensigten i medfør af den gældende § 9 ø, stk. 2, at fastsætte, under hvilken selskabsretlig form organisationen vil blive etableret. Derudover vil der blive fastsat nærmere regler om rammerne for den private organisation, herunder procedurer for godkendelse af den private organisation m.v. Kompetencen til at administrere tildelingsordninger for fiskeredskaber, der indeholder plast, for elektrisk og elektronisk udstyr og for batterier og akkumulatorer er henlagt til den private organisation Dansk Producentansvar.
Det foreslåede medfører endvidere, at lovens § 9 u, stk. 7, og § 9 w, stk. 4, udgår af den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 1.
Med ændringen vil producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer samt bilbatterier og -akkumulatorer således ikke længere være omfattet af bestemmelsen, og virkningen heraf vil være, at miljøministeren ikke længere kan henlægge kompetencen til at administrere tildelingsordninger for bærbare batterier og akkumulatorer samt bilbatterier og -akkumulatorer til en privat organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven.
Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af §§ 9 u og w i lovforslagets § 1, nr. 26, som følge af batteriforordningen, og i lyset af, at producenternes forpligtelse til tilbagetagning af udtjente batterier reguleres direkte i batteriforordningen.
Forslaget medfører således en ophævelse af nationale regler for så vidt angår henlæggelse af administration af tildelingsordning for batterier til en privat organisation, da batteriforordningen træder i stedet.
Det foreslåede vil således også medføre, at bestemmelser i batteribekendtgørelsen, der udmønter lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 1, automatisk ophæves, når bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven ændres for så vidt angår batterier. Bekendtgørelsen vil således blive tilpasset i overensstemmelse herned.
Den foreslåede nyaffattelse af lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 1, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Der henvises desuden til pkt. 3.4 i de almindelige bemærkninger.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 3, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. bestemmelsens stk. 2, til at vurdere, om der er stillet passende sikkerhed, og disponere over denne, jf. lovens § 9 å, stk. 3, og § 9 z, stk. 4, nr. 1.
Som konsekvens af indsættelsen af nye stykker i § 9 z, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås det, at henvisningen til § 9 z, stk. 4, nr. 1, i § 9 ø, stk. 1, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres til en henvisning til § 9 z, stk. 6, nr. 1.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 4, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. bestemmelsens stk. 2, til at vurdere, om en kollektiv ordning repræsenterer en passende sikkerhed, jf. lovens § 9 z, stk. 4, nr. 2.
Som konsekvens af indsættelsen af nye stykker i § 9 z, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås det, at henvisningen til § 9 z, stk. 4, nr. 2, i § 9 ø, stk. 1, nr. 4, der bliver nr. 5, ændres til en henvisning til § 9 z, stk. 6, nr. 2.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 7, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. stk. 2, til at indhente oplysninger efter regler udstedt i medfør af blandt andet § 9 x, stk. 5, 6 og 8.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og er for så vidt angår batterier udmøntet nærmere i batteribekendtgørelsens § 43, hvorefter producenter og importører skal indberette en række oplysninger om opfyldelse af affaldshåndteringsmål til Dansk Producentansvar.
Det foreslås, at § 9 ø, stk. 1, nr. 7 , ændres, således at henvisningen til lovens 9 x, stk. 5, 6 og 8, ændres til en henvisning til artikel 75 i batteriforordningen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter det foreslås at ophæve lovens § 9 x, idet bestemmelsen er en implementering af batteridirektivet og erstattes af bestemmelser i batteriforordningen.
Batteriforordningens artikel 75 omhandler minimumskrav til producenternes eller disses kollektive ordningers indrapportering til myndighederne. Det følger således blandt andet af bestemmelsen i forordningen, at producenterne eller disses producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1, skal rapportere mindst for hvert kalenderår en række oplysninger til den kompetente myndighed om markedsførte, indsamlede og behandlede mængder batterier.
Det er hensigten, at ministeren henlægger beføjelsen til Dansk Producentansvar i medfør af § 9 ø, stk. 1, nr. 6, som det også er tilfældet i dag, jf. batteribekendtgørelses § 4, således at Dansk Producentansvar fortsat skal varetage opgaven som dataansvarlig for producentregistret for batterier, jf. desuden bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 46.
Det er dog hensigten at tilpasse batteribekendtgørelsen i medfør af det foreslåede, således at den indeholder henvisning til batteriforordningen, idet registreringskravene til producenter og producentansvarsorganisationer fremgår direkte af forordningens artikel 55. Det er således hensigten, at det nuværende producentregister skal tilpasses registreringskravene i forordningen.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 7, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 2, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. bestemmelsens stk. 2, til at vurdere, om forpligtelsen efter blandt andet § 9 p, stk. 1, er opfyldt, herunder give en producent eller importør af blandt andet emballerede produkter, der ikke har tilbagetaget det tildelte emballageaffald, pligt til at afhente affaldet fra en anden producent eller importørs modtageplads eller virksomhed el.lign.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og er for så vidt angår det udvidede producentansvar for emballerede produkter en implementering af emballagedirektivet. Den gældende bestemmelse er ikke udnyttet for så vidt angår emballerede produkter.
Det foreslås, at lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 2, ændres således, at »emballerede produkter« ændres til: » emballage«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, hvormed producentansvaret påhviler producenter af emballage.
Hvem der nærmere er omfattet af producentansvarsforpligtelserne fastsættes i regler efter den foreslåede § 9 p, stk. 2, der bliver stk. 3. For nærmere om producentbegrebet henvises til den foreslåede § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 2, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. bestemmelsens stk. 2, til at vurdere, om forpligtelsen efter blandt andet § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2, er opfyldt, herunder give en producent eller importør af blandt andet batterier og akkumulatorer, der ikke har tilbagetaget det tildelte affald i form af udtjente bærbare batterier eller akkumulatorer pligt til at afhente affaldet fra en anden producent eller importørs modtageplads eller virksomhed el.lign.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og er for så vidt angår det udvidede producentansvar for batterier en implementering af batteridirektivet. Bestemmelsen er udmøntet i batteribekendtgørelsens § 24.
Det foreslås, at lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 2, ændres således, at § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2, ”batterier og akkumulatorer” og ”udtjente bærbare batterier og akkumulatorer eller udtjente bilbatterier eller -akkumulatorer” udgår af bestemmelsen.
Med ændringen vil producenter og importører af batterier og akkumulatorer således ikke længere være omfattet af bestemmelsen, og virkningen heraf vil være, at miljøministeren ikke længere kan henlægge kompetencen til en privat organisation (Dansk Producentansvar) i medfør af loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven til at vurdere, om producentansvarsforpligtelserne for batterier og akkumulatorer er opfyldt, herunder give en producent eller importør af bærbare batterier eller akkumulatorer eller udtjente bilbatterier eller -akkumulatorer pligt til at afhente affaldet fra en anden producent eller importørs modtageplads eller virksomhed.
Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af §§ 9 u-x i lovforslagets § 1, nr. 26, som følge af batteriforordningen og i lyset af, at producenternes forpligtelse til tilbagetagning af udtjente batterier reguleres direkte i batteriforordningen samtidigt med, at der med forordningen indføres en ny ordning, hvorefter myndighederne skal godkende, at producenter eller disses producentansvarsorganisationer opfylder producentansvarsforpligtelserne. Det er hensigten, at miljøministeren henlægger kompetencen til Miljøstyrelsen i medfør af den gældende § 89 a til at varetage opgaven med godkendelse af producenter eller disses producentansvarsorganisationer og med at føre tilsyn med opfyldelsen af producentansvarsforpligtelserne.
Forslaget medfører således en ophævelse af nationale regler for så vidt angår henlæggelse af kompetencen til en privat organisation til at vurdere, om producentansvarsforpligtelserne for batterier og akkumulatorer er opfyldt, da batteriforordningen træder i stedet, og da det er hensigten at henlægge kompetencen til Miljøstyrelsen til at føre tilsyn med overholdelse af producentansvarsforpligtelsen efter forordningen i medfør af den gældende bestemmelse i § 89 a i miljøbeskyttelsesloven. Det foreslåede vil således også medføre, at bestemmelser i batteribekendtgørelsen, der udmønter lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 2, automatisk ophæves, når bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven ændres for så vidt angår batterier. Bekendtgørelsen vil således blive tilpasset i overensstemmelse hermed.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 2, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Der henvises desuden til pkt. 3.4.2 i de almindelige bemærkninger.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 5, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. bestemmelsens stk. 2, til at vurdere, om den geografiske beliggenhed af en kollektiv ordnings modtagepladser er i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 9 z, stk. 7, nr. 1.
Som konsekvens af indsættelsen af nye stykker i § 9 z, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås det, at henvisningen til § 9 z, stk. 7, nr. 1, i § 9 ø, stk. 1, nr. 5, der bliver nr. 6, ændres til en henvisning til § 9 z, stk. 9, nr. 1.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 ø, stk. 1, nr. 6, kan miljøministeren henlægge kompetencen til en privat organisation, jf. stk. 2, til at oprette og drive et producentregister, herunder træffe afgørelse om hvilke producenter, importører og repræsentanter der er omfattet, jf. § 9 æ, og hvilke typer batterier, der skal registreres som markedsført af den enkelte producent og importør.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og er for så vidt angår batterier en implementering af batteridirektivet og udmøntet i batteribekendtgørelsens §§ 4 og 15, hvorefter Dansk Producentansvar som dataansvarlig fører et elektronisk producentregister, som er offentligt tilgængeligt og findes på Dansk Producentansvars hjemmeside, og har beføjelse til at træffe afgørelse om, hvilke typer batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent og importør.
Med den foreslåede ændring af § 9 ø, stk. 1, nr. 6 , udgår ”importør”, og der indsættes en henvisning til batteriforordningens artikel 55.
Forslaget om, at ”importør” udgår af bestemmelsen, har alene til hensigt at bringe loven begrebsmæssigt i overensstemmelse med batteriforordningen, som alene bruger betegnelsen ”producenter”. Der er således ikke tilsigtet en indholdsmæssig ændring med det foreslåede, da importører fortsat efter producentdefinitionen i batteriforordningens artikel 3, nr. 47, kan pålægges producentansvarsforpligtelser.
Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til batteriforordningens artikel 55 fastsættes, at beføjelsen til at træffe afgørelse om, hvilke typer batterier, der skal registreres som markedsført af den enkelte producent, nu skal ske i henhold til de kategorier, der fremgår af batteriforordningen.
Batteriforordningens artikel 55 pålægger producenterne at indgive en ansøgning om registrering til det nationale producentregister. Ansøgningen skal ifølge artikel 55 indeholde en række oplysninger, herunder oplysninger om den eller de kategorier af batterier, som producenten har til hensigt at markedsføre i den pågældende medlemsstat. Producenten skal således angive, om producenten vil markedsføre batterier indenfor kategorierne: bærbare batterier, industribatterier, batterier til lette transportmidler, elkøretøjs-batterier eller startbatterier.
Det fremgår af forordningens præambel 95, at det i forordningen omtalte producentregister bør kunne være det samme som det nationale register, der er oprettet i henhold til batteridirektivet.
Det er således hensigten, at ministeren henlægger beføjelsen til Dansk Producentansvar, som det også er tilfældet i dag, jf. batteribekendtgørelses § 4, således at Dansk Producentansvar fortsat skal varetage opgaven som dataansvarlig for producentregistret for batterier. Det er ligeledes hensigten, at batteribekendtgørelsen tilpasses batteriforordningen, idet registreringskravene til producenter og disses producentansvarsorganisationer fremgår direkte af forordningens artikel 55.
Det er således også hensigten at tilpasse bestemmelsen i batteribekendtgørelses § 15 i medfør af det foreslåede, således at Dansk Producentansvar kan træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier henhører under de kategorier, der fremgår af batteriforordningens artikel 55, stk. 3, litra c.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 ø, stk. 1, nr. 6, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 9 ø, stk. 1, nr. 7, at miljøministeren til en privat organisation, jf. § 9 ø, stk. 2, kan henlægge kompetencen til at indhente oplysninger efter regler udstedt i medfør af lovens § 9 h, stk. 9-11, § 9 n, stk. 2-4, § 9 p, stk. 9-12, § 9 r, stk. 4 og 5, § 9 s, stk. 9-11, § 9 t, stk. 6-8, og § 9 x, stk. 5, 6 og 8.
Det foreslås at ændre § 9 ø, stk. 1, nr. 7, således at henvisningen til § 9 h, stk. 9-11, ændres til § 9 h, stk. 9, 12 og 13.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 9 h, stk. 9, og den foreslåede indsættelse af nyt stk. 10 og 11 i § 9 h, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås at ændre § 9 ø, stk. 1, nr. 7, således at henvisningen til § 9 p, stk. 9-12, ændres til § 9 p, stk. 11-13. Den foreslåede ændring er en konsekvens af ophævelse af stykker og indsættelsen af nye stykker i § 9 p.
Det foreslås at ændre § 9 ø, stk. 1, nr. 7, således at henvisningen til § 9 t, stk. 6-8, ændres til § 9 t, stk. 8-10. Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af nye stk. 4 og 5 i § 9 t, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.
Det foreslås desuden at ændre § 9 ø, stk. 1, nr. 7, således at henvisningen til § 9 s, stk. 9-11, udgår. Den foreslåede ændring er en konsekvens af nyaffattelsen af § 9 s, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 20. Miljøministeren vil fortsat i medfør af § 9 ø, stk. 1, nr. 7, til den private organisation kunne henlægge kompetencen til at indhente oplysninger fra producenter af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage, efter regler udstedt i medfør af § 9 p, stk. 10-14.
|
@@ -1,25 +1,28 @@
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan til en privat organisation, jf. stk. 2, henlægge kompetencen til at
|
| 2 |
|
| 3 |
-
1) administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk.
|
| 4 |
|
| 5 |
-
2) vurdere, om forpligtelsen efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 l, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1,
|
| 6 |
|
| 7 |
-
3) vurdere, om der er stillet passende sikkerhed, og disponere over denne, jf. § 9 å, stk. 3, og § 9 z, stk.
|
| 8 |
|
| 9 |
-
4) vurdere, om en kollektiv ordning repræsenterer en passende sikkerhed, jf. § 9 z, stk.
|
| 10 |
|
| 11 |
-
5) vurdere, om den geografiske beliggenhed af en kollektiv ordnings modtagepladser er i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 9 z, stk.
|
| 12 |
|
| 13 |
-
6) oprette og drive et producentregister, herunder træffe afgørelse om, hvilke producenter, importører og repræsentanter der er omfattet, jf. § 9 æ, hvilke redskaber der henhører under kategorier af fiskeredskaber, der indeholder plast, hvilket udstyr der henhører under kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, hvilket produkt og materiale der henhører under kategorier af emballage, hvilke produkter der henhører under kategorier af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, og hvilke typer batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent
|
| 14 |
|
| 15 |
-
7) indhente oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9
|
| 16 |
|
| 17 |
8) videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2, til myndigheder, herunder relevante myndigheder i andre EU-medlemslande, og Europa-Kommissionen og
|
| 18 |
|
| 19 |
9) meddele påbud efter § 9 å, stk. 1.
|
| 20 |
|
| 21 |
-
Stk. 2.
|
|
|
|
| 22 |
|
| 23 |
-
Stk. 3.
|
|
|
|
| 24 |
|
|
|
|
| 25 |
-
|
|
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan til en privat organisation, jf. stk. 2, henlægge kompetencen til at
|
| 2 |
|
| 3 |
+
1) administrere tildelingsordninger efter § 9 h, stk. 5, § 9 j, stk. 6, § 9 p, stk. 6 og 8, og § 9 r, stk. 1,
|
| 4 |
|
| 5 |
+
2) vurdere, om forpligtelsen efter § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1, § 9 l, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, og § 9 t, stk. 1, er opfyldt, herunder give en producent eller importør af fiskeredskaber, der indeholder plast, af elektrisk og elektronisk udstyr, af emballage, af person- og varebiler, og af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke har tilbagetaget det tildelte affald i form af udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk eller elektronisk udstyr, emballageaffald, udtjente person- og varebiler eller drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, pligt til at afhente affaldet fra en anden producent eller importørs modtageplads eller virksomhed el.lign.,
|
| 6 |
|
| 7 |
+
3) vurdere, om der er stillet passende sikkerhed, og disponere over denne, jf. § 9 å, stk. 3, og § 9 z, stk. 6, nr. 1,
|
| 8 |
|
| 9 |
+
4) vurdere, om en kollektiv ordning repræsenterer en passende sikkerhed, jf. § 9 z, stk. 6, nr. 2,
|
| 10 |
|
| 11 |
+
5) vurdere, om den geografiske beliggenhed af en kollektiv ordnings modtagepladser er i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 9 z, stk. 9, nr. 1,
|
| 12 |
|
| 13 |
+
6) oprette og drive et producentregister, herunder træffe afgørelse om, hvilke producenter, importører og repræsentanter der er omfattet, jf. § 9 æ, hvilke redskaber der henhører under kategorier af fiskeredskaber, der indeholder plast, hvilket udstyr der henhører under kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, hvilket produkt og materiale der henhører under kategorier af emballage, hvilke produkter der henhører under kategorier af drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til tobaksvarer af engangsplast, og hvilke typer batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent i henhold til artikel 55 i batteriforordningen,
|
| 14 |
|
| 15 |
+
7) indhente oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 h, stk. 9, 12 og 13, § 9 n, stk. 2-4, § 9 p, stk. 11-13, § 9 r, stk. 4 og 5, og § 9 t, stk. 8-10, og i henhold til artikel 75 i batteriforordningen,
|
| 16 |
|
| 17 |
8) videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2, til myndigheder, herunder relevante myndigheder i andre EU-medlemslande, og Europa-Kommissionen og
|
| 18 |
|
| 19 |
9) meddele påbud efter § 9 å, stk. 1.
|
| 20 |
|
| 21 |
+
Stk. 2.
|
| 22 |
+
Miljøministeren udpeger formanden for bestyrelsen for organisationen. Ministeren udpeger den øvrige bestyrelse efter indstilling fra interesse- og brancheorganisationer på området, som ministeren har udvalgt. Endvidere godkender ministeren vedtægter og retningslinjer for organisationens drift og administration.
|
| 23 |
|
| 24 |
+
Stk. 3.
|
| 25 |
+
Afgørelser truffet af en privat organisation i henhold til stk. 1 kan af den, afgørelsen retter sig imod, påklages til miljøministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og skal indgives til ministeren. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre ministeren bestemmer andet.
|
| 26 |
|
| 27 |
+
Stk. 4.
|
| 28 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af den private organisations omkostninger ved administration og kontrol, jf. stk. 1.
|
| Nr 6: | I § 9 ø, stk. 1, nr. 1, og § 110, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 9 j, stk. 5« til: »§ 9 j, stk. 6«. |
|
@@ -1,20 +1,17 @@
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan meddele påbud med henblik på opfyldelse af forpligtelser i henhold til § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1,
|
| 2 |
-
§ 9 l, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, § 9 s, stk. 1, § 9 t, stk. 1,
|
| 3 |
-
stk. 2.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 2.
|
| 6 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører forpligtes til at føre egenkontrol af finansieringen og
|
| 7 |
-
kvalitetssikring af forpligtelserne i henhold til § 9 h, stk. 1 og
|
| 8 |
-
stk. 1 og
|
| 9 |
-
v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, § 9 x, stk. 1, 2, 5 og 6, og § 9 æ, stk. 1, og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
|
| 10 |
1013/2006/EF af 14. juni 2006 om overførsel af affald med senere ændringer.
|
| 11 |
|
| 12 |
Stk. 3.
|
| 13 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter eller importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og
|
| 14 |
elektronisk udstyr, emballage, person- og varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til
|
| 15 |
-
tobaksvarer af engangsplast, bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer og bilbatterier og
|
| 16 |
-
|
| 17 |
passende sikkerhed for de fremtidige håndteringsudgifter. Ministeren fastsætter herunder regler om sikkerhedsstillelsens
|
| 18 |
størrelse, hvem der kan træffe afgørelse om sikkerhedsstillelse, hvem der kan disponere over sikkerhedsstillelsen, og under hvilke
|
| 19 |
omstændigheder disponeringen kan ske.
|
| 20 |
|
|
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan meddele påbud med henblik på opfyldelse af forpligtelser i henhold til § 9 h, stk. 1, § 9 j, stk. 1,
|
| 2 |
+
§ 9 l, stk. 1, § 9 p, stk. 1, § 9 q, stk. 1, § 9 s, stk. 1, og § 9 t, stk. 1, og i henhold til artikel 56, stk. 1, i batteriforordningen.
|
|
|
|
| 3 |
|
| 4 |
Stk. 2.
|
| 5 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører forpligtes til at føre egenkontrol af finansieringen og
|
| 6 |
+
kvalitetssikring af forpligtelserne i henhold til § 9 h, stk. 1, 9, 12 og 13, § 9 j, stk. 1, § 9 l, stk. 1, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p,
|
| 7 |
+
stk. 1 og 11-13, § 9 q, stk. 1, 3 og 4, § 9 r, stk. 2, 4 og 5, § 9 s, stk. 1, § 9 t, stk. 1 og 8-10, og § 9 æ, stk. 1, artikel 56, stk. 4, og artikel 75 i batteriforordningen, og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
|
|
|
|
| 8 |
1013/2006/EF af 14. juni 2006 om overførsel af affald med senere ændringer.
|
| 9 |
|
| 10 |
Stk. 3.
|
| 11 |
Miljøministeren fastsætter regler om, at producenter eller importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og
|
| 12 |
elektronisk udstyr, emballage, person- og varebiler, drikkevarebeholdere, drikkebægre, balloner, vådservietter og filtre til
|
|
|
|
| 13 |
+
tobaksvarer af engangsplast, der er markedsført i Danmark, over for ministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, skal stille
|
| 14 |
passende sikkerhed for de fremtidige håndteringsudgifter. Ministeren fastsætter herunder regler om sikkerhedsstillelsens
|
| 15 |
størrelse, hvem der kan træffe afgørelse om sikkerhedsstillelse, hvem der kan disponere over sikkerhedsstillelsen, og under hvilke
|
| 16 |
omstændigheder disponeringen kan ske.
|
| 17 |
|
| Nr 49: | I § 9 å, stk. 1, ændres »§ 9 t, stk. 1, § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2« til: »og § 9 t, stk. 1, og i henhold til artikel 56, stk. 1, i batteriforordningen«. |
| Nr 50: | I § 9 å, stk. 2, ændres »§ 9 h, stk. 1 og 9-11« til: »§ 9 h, stk. 1, 9, 12 og 13«, »§ 9 p, stk. 1 og 9-12« ændres til: »§ 9 p, stk. 1 og 11-13«, og »§ 9 s, stk. 1 og 9-11, § 9 t, stk. 1 og 6-8« ændres til: »§ 9 s, stk. 1, § 9 t, stk. 1 og 8-10«. |
| Nr 51: | I § 9 å, stk. 2, udgår »§ 9 u, stk. 1 og 2, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, § 9 x, stk. 1, 2, 5 og 6,«, og efter »§ 9 æ, stk. 1,« indsættes: »artikel 56, stk. 4, og artikel 75 i batteriforordningen,«. |
| Nr 52: | I § 9 å, stk. 3, 1. pkt., udgår »bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer og bilbatterier og -akkumulatorer,«. |
Efter den gældende bestemmelse i § 9 å, stk. 2, fastsætter miljøministeren regler om, at producenter og importører forpligtes til at føre egenkontrol af finansieringen og kvalitetssikring af forpligtelserne i henhold til blandt andet § 9 u, stk. 1 og 2, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, § 9 x, stk. 1, 2, 5 og 6, og § 9 æ, stk. 1, og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006/EF af 14. juni 2006 om overførsel af affald med senere ændringer.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og er en implementering af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra d. Bestemmelsen medfører, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af blandt andet batterier og akkumulatorer skal føre egenkontrol med finansieringen af deres producentansvarsforpligtelser og kvalitetssikre indrapporterede data.
Bestemmelsen er ikke udnyttet for så vidt angår batterier.
Det foreslås, at lovens § 9 å, stk. 2, ændres således, at § 9 u, stk. 1 og 2, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, § 9 x, stk. 1, 2, 5 og 6 udgår og erstattes af » artikel 56, stk. 4, og artikel 75 i batteriforordningen,«.
Med den foreslåede ændring tilpasses bestemmelsen, således at miljøministeren fastsætter regler, der forpligter producenter af batterier til at føre egenkontrol i henhold til batteriforordningens artikel 56, stk. 4, og artikel 75 som følge af, at forordningen erstatter batteridirektivet.
Bestemmelsen i lovens § 9 å, stk. 2, er en implementering af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra d, der indeholder krav om, at producenter skal indføre en passende mekanisme for egenkontrol, som, hvor det er relevant, støttes af regelmæssige uafhængige revisioner for at vurdere den økonomiske forvaltning samt kvaliteten af de indsamlede og rapporterede data.
Det fremgår af batteriforordningens artikel 56, stk. 4, at producenter har udvidet producentansvar for batterier, som de første gang gør tilgængelige på markedet på en medlemsstats område, og at sådanne producenter skal overholde kravene i artikel 8 og 8 a i affaldsdirektivet og i forordningens kapitel 8. Forpligtelsen i affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra d, for producenter til at føre egenkontrol vil således fortsat være gældende for producentansvaret for batterier, da batteriforordningen henviser til forpligtelsen i affaldsdirektivet.
Det følger af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra d, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at enhver producent af produkter eller organisation, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar på vegne af producenter, indfører en passende mekanisme for egenkontrol, der, hvor det er relevant, støttes af regelmæssige uafhængige revisioner for at vurdere dens økonomiske forvaltning, kvaliteten af indsamlede og rapporterede data, samt overholdelse af kravene i transportforordningen.
Den foreslåede ændring medfører således, at miljøministeren fastsætter regler, der forpligter producenter af batterier til at føre egenkontrol med de finansielle bidrag, som producenten i henhold til batteriforordningens artikel 56, stk. 4, skal betale til dækning af producentens omkostninger for de produkter, som producenten gør tilgængelige på markedet i den pågældende medlemsstat. Producenten skal således føre egenkontrol med producentens omkostningerne ved særskilt indsamling af udtjente batterier og efterfølgende transport og behandling, idet der tages hensyn til eventuelle indtægter fra forberedelse til genbrug eller forberedelse til formålsændring eller fra værdien af sekundære råstoffer, der er nyttiggjort fra genanvendte udtjente batterier, med omkostninger ved en undersøgelse af sammensætningen af indsamlet blandet kommunalt affald i henhold til forordningens artikel 69, stk. 5, litra c, med omkostninger ved levering af oplysninger om forebyggelse og håndtering af udtjente batterier i henhold til forordningens artikel 74, og med omkostninger ved indsamling og rapportering af data til de kompetente myndigheder i henhold til artikel 75.
Den foreslåede ændring medfører endvidere, at miljøministeren fastsætter regler, der forpligter producenter af batterier til at føre egenkontrol med kvaliteten af de indsamlede og rapporterede data i henhold til batteriforordningens artikel 75, som omhandler minimumskrav til producenternes eller disses producentansvarsorganisationers indrapportering til myndighederne. Det følger således blandt andet af bestemmelsen i forordningens artikel 75, at producenterne eller disses producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1, skal rapportere mindst for hvert kalenderår en række oplysninger til den kompetente myndighed om markedsførte, indsamlede og behandlede mængder batterier.
Med det foreslåede fastsætter miljøministeren regler, der forpligter producenter af batterier til at føre egenkontrol med finansieringen af deres producentansvarsforpligtelser, kvalitetssikre indrapporterede data i henhold til batteriforordningen samt føre egenkontrol med producentens overholdelse af relevante krav i transportforordningen.
Det er hensigten at udmønte nærmere på bekendtgørelsesniveau, hvordan og hvor ofte egenkontrollen skal udføres, herunder fastsætte regler om hvordan egenkontrollen skal være dokumenteret og tilgængelig for tilsynsmyndigheden.
Forslaget er en konsekvens af det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 26, hvorved §§ 9 u-x foreslås ophævet som følge af, at batteridirektivet erstattes af en ny batteriforordning.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 å, stk. 2, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 å, stk. 1, kan miljøministeren meddele påbud med henblik på opfyldelse af forpligtelser i henhold til blandt andet § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere producentansvar og medfører blandt andet, at miljøministeren kan meddele påbud overfor producenter af batterier og akkumulatorer eller kollektive ordninger (producentansvarsorganisationer), der ikke opfylder deres producentansvarsforpligtelser i henhold til loven.
Det foreslås, at lovens § 9 å, stk. 1 , ændres således, at § 9 u, stk. 1, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, og § 9 x, stk. 2 udgår og erstattes af en henvisning til artikel 56, stk. 1, i batteriforordningen.
Med den foreslåede ændring tilpasses bestemmelsen, således at miljøministeren kan meddele påbud overfor producenter af batterier eller disses producentansvarsorganisationer, der ikke opfylder producentansvarsforpligtelserne efter batteriforordningen.
Forslaget er en konsekvens af det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 26, hvorved §§ 9 u-x foreslås ophævet som følge af, at batteridirektivet erstattes af en ny batteriforordning.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 å, stk. 1, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Det fremgår af § 9 å, stk. 2, at miljøministeren fastsætter regler om, at producenter og importører omfattet af udvidet producentansvar forpligtes til at føre egenkontrol af finansieringen og kvalitetssikring af forpligtelserne i henhold til lovens § 9 h, stk. 1 og 9-11, § 9 j, stk. 1, § 9 l, stk. 1, § 9 n, stk. 1-4, § 9 p, stk. 1 og 9-12, § 9 q, stk. 1, 3 og 4, § 9 r, stk. 2, 4 og 5, § 9 s, stk. 1 og 9-11, § 9 t, stk. 1 og 6-8, § 9 u, stk. 1 og 2, § 9 v, stk. 1, § 9 w, stk. 1, § 9 x, stk. 1, 2, 5 og 6, og § 9 æ, stk. 1, og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006/EF af 14. juni 2006 om overførsel af affald med senere ændringer.
Det foreslås at ændre § 9 å, stk. 2 , således at henvisningen til § 9 h, stk. 1 og 9-11, ændres til § 9 h, stk. 1, stk. 9, stk. 12 og 13.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 9 h, stk. 9, og den foreslåede indsættelse af nyt stk. 10 og 11 i § 9 h, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det foreslås at ændre § 9 å, stk. 2, således at henvisningen til § 9 p, stk. 1 og 9-12, ændres til § 9 p, stk. 1 og 11-13. Den foreslåede ændring er en konsekvens af ophævelsen af stykker og indsættelsen af nye stykker i § 9 p.
Det foreslås at ændre § 9 å, stk. 2, således at henvisningen til § 9 t, stk. 1 og 6-8, ændres til § 9 t, stk. 1 og 8-10. Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af nye stk. 4 og 5 i § 9 t, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.
Det foreslås desuden at ændre § 9 å, stk. 2, således at henvisningen til § 9 s, stk. 9-11, udgår. Den foreslåede ændring er en konsekvens af nyaffattelsen af § 9 s, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 20. Miljøministeren vil fortsat i medfør af § 9 å, stk. 2, fastsætte regler om, at producenter og importører af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, som ikke er emballage, forpligtes til at føre egenkontrol af finansieringen og kvalitetssikring af forpligtelserne efter regler udstedt i medfør af lovens § 9 p, stk. 10-14, jf. det foreslåede § 9 s, stk. 2.
Efter den gældende bestemmelse i § 9 å, stk. 3, fastsætter miljøministeren regler om, at producenter eller importører af blandt andet bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer og bilbatterier og -akkumulatorer, der er markedsført i Danmark, over for ministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, skal stille passende sikkerhed for de fremtidige håndteringsudgifter. Ministeren fastsætter herunder regler om sikkerhedsstillelsens størrelse, hvem der kan træffe afgørelse om sikkerhedsstillelse, hvem der kan disponere over sikkerhedsstillelsen, og under hvilke omstændigheder disponeringen kan ske.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og er en implementering af affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 3, litra c. Bestemmelsen medfører, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af blandt andet batterier og akkumulatorer skal stille en passende sikkerhed for fremtidige håndteringsudgifter. Miljøministeren kan i endvidere medfør af bestemmelsen fastsætte nærmere regler om sikkerhedsstillelsen.
Bestemmelsen er ikke udnyttet for så vidt angår batterier.
Det foreslås, at lovens § 9 å, stk. 3, 1. pkt. , ændres således, at bærbare batterier og akkumulatorer, industribatterier og -akkumulatorer og bilbatterier og -akkumulatorer udgår.
Med ændringen vil miljøministeren ikke længere i medfør af loven kunne fastsætte regler om, at producenter og importører af batterier og akkumulatorer skal stille en passende sikkerhed for fremtidige håndteringsudgifter eller nærmere regler om sikkerhedsstillelsen.
Dette skal ses i lyset af, at producenternes eller disses producentansvarsorganisationernes forpligtelse til at stille sikkerhed reguleres direkte i batteriforordningens artikel 58, stk. 7, hvorefter producenter i tilfælde af individuel opfyldelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar og udpegede producentansvarsorganisationer i tilfælde af kollektiv opfyldelse af udvidet producentansvar stiller en garanti, der skal dække omkostningerne i forbindelse med affaldshåndteringsaktiviteter, som producenten eller producentansvarsorganisationen skal betale i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, herunder i tilfælde af endeligt ophør af deres aktiviteter eller insolvens.
Forslaget medfører således en ophævelse af nationale regler for så vidt angår sikkerhedsstillelse for batterier, da batteriforordningen træder i stedet.
Forslaget har i øvrigt sammenhæng med det foreslåede i lovforslagets § 1, nr. 26, hvorved det foreslås at bemyndige miljøministeren til at kunne fastsætte supplerende krav til den garanti (sikkerhedsstillelse), som producenter eller disses producentansvarsorganisationer skal stille.
Den foreslåede ændring af lovens § 9 å, stk. 3, 1. pkt., skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
| Nr 2: | Før § 15 a indsættes i kapitel 2 f: »Miljøzoner«. |
§§ 15 a-15 e, i miljøbeskyttelsesloven indeholder regler om miljøzoner.
Det foreslås, at der før § 15 a, indsættes en overskrift i kapitel 2 f med titlen »Miljøzoner«.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 10, hvor det foreslås at indsætte nye bestemmelser vedrørende nulemissionszoner i kapitel 2 f.
|
@@ -1,62 +1,65 @@
|
|
| 1 |
For lastbiler og busser, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret med en tilladt
|
| 2 |
-
totalvægt på mere end 3.500 kg, gælder i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog stk. 5
|
| 3 |
|
| 4 |
1) Fra og med den 1. juli 2020 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 5 |
gang den 1. oktober 2009 eller senere, eller køretøjet skal som minimum opfylde udstødningsnormerne Euro V eller EEV i
|
| 6 |
bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.
|
| 7 |
|
| 8 |
2) Fra og med den 1. januar 2022 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 9 |
gang den 1. januar 2015 eller senere.
|
| 10 |
|
| 11 |
3) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i medfør af § 15 d.
|
| 12 |
|
| 13 |
4) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. juli 2020 være registreret i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af
|
| 14 |
-
stk.
|
| 15 |
|
| 16 |
Stk. 2.
|
| 17 |
For varebiler, der er drevet af en motor med kompressionstænding, gælder der i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog
|
| 18 |
-
stk. 5
|
| 19 |
|
| 20 |
1) Fra og med den 1. juli 2020 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 21 |
gang den 1. januar 2007 eller senere.
|
| 22 |
|
| 23 |
2) Fra og med den 1. juli 2022 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 24 |
gang den 1. januar 2012 eller senere.
|
| 25 |
|
| 26 |
3) Fra og med den 1. juli 2023 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 27 |
gang den 1. september 2016 eller senere.
|
| 28 |
|
| 29 |
4) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i henhold til § 15 d.
|
| 30 |
|
| 31 |
5) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. juli 2020 være registreret i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af
|
| 32 |
-
stk.
|
| 33 |
|
| 34 |
Stk. 3.
|
| 35 |
-
For personbiler, der er drevet af en motor med kompressionstænding, gælder der i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog
|
| 36 |
-
stk. 5
|
| 37 |
|
| 38 |
1) Fra og med den 1. januar 2023 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter.
|
| 39 |
|
| 40 |
2) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i henhold til § 15 d.
|
| 41 |
|
| 42 |
3) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. januar 2023 være registreret i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af
|
| 43 |
-
stk.
|
| 44 |
|
| 45 |
Stk. 4.
|
| 46 |
Miljøministeren fastsætter regler om partikelfiltre for køretøjer nævnt i stk. 1-3, herunder om krav til effektivitet,
|
| 47 |
dokumentation for udledning og fastsættelse af kontrolværdi for partikeludledningen for eftermonterede partikelfiltre. Ministeren
|
| 48 |
kan endvidere fastsætte regler om, at partikelfiltre skal være af godkendt type.
|
| 49 |
|
| 50 |
Stk. 5.
|
| 51 |
-
Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for køretøjer, der benyttes af
|
| 52 |
redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, såfremt disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået
|
| 53 |
et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone, eller køretøjet her anvendes ved øvelsesvirksomhed.
|
| 54 |
|
| 55 |
Stk. 6.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 56 |
Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for køretøjer, der er registreret her i landet til
|
| 57 |
veterankørsel, eller som er registreret i udlandet og er mere end 30 år gamle. Ministeren fastsætter regler om førerens
|
| 58 |
fremlæggelse af dokumentation for, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt.
|
| 59 |
|
| 60 |
-
Stk.
|
| 61 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om registrering af køretøjer nævnt i stk. 1-3, hvilke køretøjer der skal registreres, og om den
|
| 62 |
påkrævede dokumentation ved registrering af køretøjer omfattet af registreringspligt.
|
|
|
|
| 1 |
For lastbiler og busser, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret med en tilladt
|
| 2 |
+
totalvægt på mere end 3.500 kg, gælder i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog stk. 5-7:
|
| 3 |
|
| 4 |
1) Fra og med den 1. juli 2020 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 5 |
gang den 1. oktober 2009 eller senere, eller køretøjet skal som minimum opfylde udstødningsnormerne Euro V eller EEV i
|
| 6 |
bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.
|
| 7 |
|
| 8 |
2) Fra og med den 1. januar 2022 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 9 |
gang den 1. januar 2015 eller senere.
|
| 10 |
|
| 11 |
3) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i medfør af § 15 d.
|
| 12 |
|
| 13 |
4) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. juli 2020 være registreret i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af
|
| 14 |
+
stk. 8.
|
| 15 |
|
| 16 |
Stk. 2.
|
| 17 |
For varebiler, der er drevet af en motor med kompressionstænding, gælder der i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog
|
| 18 |
+
stk. 5-7:
|
| 19 |
|
| 20 |
1) Fra og med den 1. juli 2020 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 21 |
gang den 1. januar 2007 eller senere.
|
| 22 |
|
| 23 |
2) Fra og med den 1. juli 2022 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 24 |
gang den 1. januar 2012 eller senere.
|
| 25 |
|
| 26 |
3) Fra og med den 1. juli 2023 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første
|
| 27 |
gang den 1. september 2016 eller senere.
|
| 28 |
|
| 29 |
4) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i henhold til § 15 d.
|
| 30 |
|
| 31 |
5) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. juli 2020 være registreret i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af
|
| 32 |
+
stk. 8.
|
| 33 |
|
| 34 |
Stk. 3.
|
| 35 |
+
For personbiler, herunder busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, der er drevet af en motor med kompressionstænding, gælder der i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog
|
| 36 |
+
stk. 5-7:
|
| 37 |
|
| 38 |
1) Fra og med den 1. januar 2023 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter.
|
| 39 |
|
| 40 |
2) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i henhold til § 15 d.
|
| 41 |
|
| 42 |
3) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. januar 2023 være registreret i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af
|
| 43 |
+
stk. 8.
|
| 44 |
|
| 45 |
Stk. 4.
|
| 46 |
Miljøministeren fastsætter regler om partikelfiltre for køretøjer nævnt i stk. 1-3, herunder om krav til effektivitet,
|
| 47 |
dokumentation for udledning og fastsættelse af kontrolværdi for partikeludledningen for eftermonterede partikelfiltre. Ministeren
|
| 48 |
kan endvidere fastsætte regler om, at partikelfiltre skal være af godkendt type.
|
| 49 |
|
| 50 |
Stk. 5.
|
| 51 |
+
Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for forsvarets civile køretøjer og køretøjer, der benyttes af politiet,
|
| 52 |
redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, såfremt disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået
|
| 53 |
et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone, eller køretøjet her anvendes ved øvelsesvirksomhed.
|
| 54 |
|
| 55 |
Stk. 6.
|
| 56 |
+
Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for forsvarets militære køretøjer og køretøjer, der benyttes af fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
|
| 57 |
+
|
| 58 |
+
Stk. 7.
|
| 59 |
Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for køretøjer, der er registreret her i landet til
|
| 60 |
veterankørsel, eller som er registreret i udlandet og er mere end 30 år gamle. Ministeren fastsætter regler om førerens
|
| 61 |
fremlæggelse af dokumentation for, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt.
|
| 62 |
|
| 63 |
+
Stk. 8.
|
| 64 |
+
Miljøministeren fastsætter regler om registrering af køretøjer nævnt i stk. 1-3, hvilke udenlandske køretøjer der skal registreres, og om den
|
| 65 |
påkrævede dokumentation ved registrering af køretøjer omfattet af registreringspligt.
|
| Nr 3: | Tre steder i § 15 b, stk. 1-3, ændres »og 6« til: »-7«. |
| Nr 4: | I § 15 b, stk. 1, nr. 4, stk. 2, nr. 5, og stk. 3, nr. 3, ændres »stk. 7« til: »stk. 8«. |
| Nr 5: | I § 15 b, stk. 3, indsættes efter »For personbiler,«: »herunder busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder,«. |
| Nr 6: | I § 15 b, stk. 5, ændres »ikke for køretøjer, der benyttes af forsvaret,« til: »ikke for forsvarets civile køretøjer og køretøjer, der benyttes af«. |
| Nr 7: | I § 15 b indsættes efter stk. 5 som nyt stykke: »Stk. 6. Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for forsvarets militære køretøjer og køretøjer, der benyttes af fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.« Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8. |
| Nr 8: | I § 15 b, stk. 7, der bliver stk. 8, indsættes efter »hvilke«: »udenlandske«. |
Det følger af miljøbeskyttelsesloven § 15 b, stk. 1-3, hvilke krav, der gælder til lastbiler, busser, varebiler og personbiler for lovligt at kunne opholde sig i en miljøzone. I stk. 5 og stk. 6 er der fastsat undtagelser til miljøzonekravene. Det foreslås, jf. lovforslagets nr. 7, at der indsættes et nyt stk. 6 i § 15 b, der undtager forsvarets militære køretøjer og køretøjer, der benyttes af fremmede militære styrker, der opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Det foreslås, at der tre steder i § 15 b, stk. 1-3 , ændres: »og 6« til: »-7«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der foreslås indsat et nyt stk. 6, i § 15 b, og det gældende stk. 6 bliver dermed til stk. 7. Den foreslåede ændring medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås, at der i § 15 b, stk. 1, nr. 4, § 15 b, stk. 2, nr. 5, og § 15 b, stk. 3, nr. 3, ændres: »stk. 7« til: »stk. 8«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, jf. lovforslagets nr. 7, at der foreslås indsat et nyt stk. 6, i § 15 b, og det gældende stk. 7 dermed bliver til stk. 8. Den foreslåede ændring medfører ikke materielle ændringer.
I henhold til miljøbeskyttelsesloven § 15 b, stk. 5, gælder kravene i § 15 b, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, ikke for køretøjer, der benyttes af forsvaret, politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, såfremt disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone, eller køretøjet anvendes ved øvelsesvirksomhed.
Miljøzonekravene til henholdsvis lastbiler, busser, varebiler og personbiler følger af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1-3.
Det foreslås, at der i § 15 b efter stk. 5 indsættes et nyt stykke, hvorefter kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, ikke gælder for forsvarets militære køretøjer og køretøjer, der benyttes af fremmede militære styrker, der opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Den foreslåede nye bestemmelse vil indebære, at forsvarets militære køretøjer undtages helt fra miljøzonereglerne. Med militære køretøjer forstås køretøjer med militære nummerplader.
Det må i fredstid forventes, at militærkøretøjer kun undtagelsesvis opholder sig i en miljøzone. Når militærkøretøjer befinder sig i en miljøzone vil det typisk have et militært formål som f.eks. øvelse eller uddannelse af personel.
Forsvarets civile køretøjer vil modsat være omfattet miljøzonereglerne i medfør af § 15 b, stk. 5, i miljøbeskyttelsesloven med den mindre undtagelse, der følger af § 15 b, stk. 5. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.
Den foreslåede nye bestemmelse vil endvidere indebære, at køretøjer, der anvendes af fremmede militære styrker, ikke vil være omfattet af miljøzonekravene. Undtagelsen for køretøjer, der anvendes af fremmede styrker, omfatter både civile og militære køretøjer.
Fremmede militære styrker vil oftest være til stede i forbindelse med særlige begivenheder, herunder militære øvelser, uddannelse eller møder m.v. Der vil også kunne forekomme tilstedeværelse i andre situationer. Det må forventes, at de fremmede militære styrker medbringer og anvender køretøjer på en måde, der kan afvige fra det danske forsvar. Undtagelsen for Danmarks militære samarbejdspartnere er et naturligt led i Danmarks internationale forpligtelser ikke mindst i lyset af den nuværende militære situation i Europa.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den fremmede militære styrke vil skulle opholde sig her i landet efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser, herunder NATO-samarbejdet, for at kunne undtages miljøzonereguleringen.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at miljøzonereglerne ikke skal kunne hindre militære aktiviteter og at dette skal gælde både forsvarets og allieredes militære styrkers militære aktiviteter.
Begrebet "styrke" skal forstås som i § 1, litra a, i NATO Status of Forces Agreement (NATO-SOFA), nærmere defineret som "personel tilhørende en kontraherende parts land-, sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts territorium inden for den nordatlantiske traktats område, dog således, at de pågældende to kontraherende parter kan træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en "styrke" for så vidt angår nærværende overenskomsts bestemmelser". NATO-SOFA er ratificeret ved kgl. resolution af 10. maj 1955 som offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 44 af 11. august 1955 om Danmarks ratifikation af den i London den 19. juni 1951 undertegnede overenskomst mellem deltagerne i den nordatlantiske traktat vedrørende status for deres styrker. Begrebet "fremmede militære styrker" kan også omfatte personel fra land-, sø- eller luftstridskræfter, som Danmark har indgået militært samarbejde med.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, 2. pkt., kan kommunalbestyrelsen i København, Frederiksberg, Århus, Aalborg eller Odense Kommuner træffe bestemmelse om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en etableret miljøzone.
Muligheden for, at de fem miljøzonekommuner – København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg – kan beslutte at stille krav om partikelfilter til dieseldrevne personbiler ved kørsel i eksisterende miljøzoner blev indført ved lov nr. 373 af 28. marts 2022. Det var hensigten med denne lovændring, at også busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, skulle omfattes af kravet i § 15 b, stk. 3. Det har vist sig, at lovændringen, hvorved personbiler omfattes, ikke er tilstrækkelig præcis, og at der kan opstå tvivl om, hvorvidt busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, er omfattet. Bestemmelsen foreslås derfor ændret, så det udtrykkeligt fremgår, at busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, er omfattet.
Det foreslås derfor, at der i § 15 b, stk. 3, efter »For personbiler« indsættes »herunder busser som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, «.
Det følger af den foreslåede ændring af § 15 b, stk. 3, at busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, omfattes af bestemmelsen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke vil være tvivl om, hvorvidt mindre busser registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder med plads til mere end otte personer ud over føreren er omfattet af en miljøzone, der omfatter personbiler, som er drevet af en motor med kompressionstænding, jf. § 15 a.
Ændringen betyder, at overtrædelse af reglerne for minibusser straffes på samme niveau som for personbiler, og at de tekniske krav til eftermonterede partikelfiltre følge de samme krav, som dem der i dag stilles til personbiler. I forhold til undtagelser er det hensigten, at alene køretøjer, der anvendes privat, kan registrere sig.
Busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg, vil være omfattet af miljøzonekravene i miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1. Det gælder uanset, om køretøjet anvendes til privat buskørsel.
I henhold til miljøbeskyttelsesloven § 15 b, stk. 5, gælder kravene i § 15 b, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, ikke for køretøjer, der benyttes af forsvaret, politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, såfremt disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone, eller køretøjet anvendes ved øvelsesvirksomhed.
Miljøzonekravene til henholdsvis lastbiler, busser, varebiler og personbiler følger af miljøbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 1-3.
Det foreslås at ændre § 15 b, stk. 5, således, at ordene »ikke for køretøjer, der benyttes af forsvaret,« ændres til: »ikke for forsvarets civile køretøjer, og køretøjer, der benyttes af«.
Forsvaret har en betydelig stab og administration i Danmark. Den dertil hørende bilpark er ikke umiddelbart knyttet til militære aktiviteter som f.eks. øvelser.
Ændringen vil således sikre, at forsvarets civile køretøjer ligesom hidtil kun er undtaget miljøzonereglerne, såfremt disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone eller køretøjet anvendes ved øvelsesvirksomhed.
For så vidt angår forsvarets militære køretøjer vil disse derimod fremover blive helt undtaget fra kravene i miljøzonerne. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7.
Det følger af § 15 b, stk. 7, i miljøbeskyttelsesloven, at miljøministeren fastsætter regler om registrering af køretøjer nævnt i stk. 1-3, herunder hvilke køretøjer, der skal registreres, og om den påkrævede dokumentation ved registrering af køretøjer er omfattet af registreringspligt.
Bemyndigelsen er anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 1066 af 3. august 2023 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v. (den tekniske miljøzonebekendtgørelse). Bekendtgørelsen fastsætter i § 6, stk. 1, at ejeren eller brugeren af nedenstående udenlandske køretøjer, som opfylder miljøzonekravene og ikke er omfattet af stk. 2, skal registrere sig på www.miljoezoner.dk senest samme dag ved kørsel i en dansk miljøzone:
Tunge køretøjer registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2015 skal være registreret.
Varebiler registreret i udlandet første gang før den 1. september 2016 skal være registreret.
Personbiler registreret i udlandet første gang før den 1. januar 2011 skal fra den 1. oktober 2023 være registreret.
Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, omfatter registreringspligten i stk. 1 ikke ejeren eller brugeren af et udenlandsk køretøj registreret i et land, hvor det ved opslag i det pågældende lands køretøjsregister kan konstateres, om et køretøj opfylder miljøzonekravene. Der føres en oversigt over lande, hvor det ved opslag kan konstateres, om et køretøj opfylder miljøzonekravene på www.miljoezoner.dk.
Det foreslås, at § 15 b, stk. 7, ændres således, at der efter ordet »hvilke« indsættes ordet: »udenlandske«.
Ændringen foreslås indsat i § 15 b, stk. 7, med henblik på at tydeliggøre i lovbemærkningerne til bemyndigelsen, at miljøministeren også kan anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at ejeren eller brugeren af alle udenlandske køretøjer, omfattet af kravene i § 15 b, stk. 1-3, pålægges en pligt til at registrere på www.miljoezoner.dk, at de opfylder kravene, senest samme dag, der første gang køres ind i en dansk miljøzone.
For så vidt angår udenlandske køretøjer er det hensigten at ændre den gældende registreringspligt i bekendtgørelse nr. 1066 af 3. august 2023 om krav til dieseldrevne lastbiler, busser varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v. Det er hensigten at ændre registreringspligten således, at ejeren eller brugeren af alle udenlandske køretøjer omfattet af kravene i § 15 b, stk. 1-3, pålægges en pligt til at registrere på www.miljoezoner.dk, at de opfylder kravene senest samme dag, der første gang køres ind i en dansk miljøzone. Det er fortsat hensigten, at udenlandske køretøjer i overensstemmelse med den gældende ordning skal være undtaget denne registreringspligt, hvis der ved et opslag fra de danske myndigheder i det pågældende lands køretøjsregister kan konstateres, om køretøjet opfylder miljøzonekravene.
|
@@ -1,10 +1,10 @@
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene om partikelfilter i § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2,
|
| 2 |
nr. 1-3, og stk. 3, nr. 1.
|
| 3 |
|
| 4 |
Stk. 2.
|
| 5 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at meddele dispensation efter stk. 1, herunder om vilkår, tidsbegrænsning,
|
| 6 |
dokumentation og registrering af køretøjer med dispensation.
|
| 7 |
|
| 8 |
Stk. 3.
|
| 9 |
-
Miljøministeren kan for køretøjer,
|
| 10 |
stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3, nr. 1, herunder regler om betingelser, tidsbegrænsning, registrering og dokumentation.
|
|
|
|
| 1 |
Miljøministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene om partikelfilter i § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2,
|
| 2 |
nr. 1-3, og stk. 3, nr. 1.
|
| 3 |
|
| 4 |
Stk. 2.
|
| 5 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at meddele dispensation efter stk. 1, herunder om vilkår, tidsbegrænsning,
|
| 6 |
dokumentation og registrering af køretøjer med dispensation.
|
| 7 |
|
| 8 |
Stk. 3.
|
| 9 |
+
Miljøministeren kan for køretøjer, som anvendes privat, fastsætte regler om undtagelser fra kravene om partikelfilter i § 15 b,
|
| 10 |
stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3, nr. 1, herunder regler om betingelser, tidsbegrænsning, registrering og dokumentation.
|
| Nr 9: | I § 15 c, stk. 3, ændres »der« til: »som«. |
Det følger af § 15 c, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven, at miljøministeren for køretøjer, der anvendes privat, kan fastsætte regler om undtagelser fra kravene om partikelfilter i § 15 b, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3, nr. 1, herunder regler om betingelser, tidsbegrænsning, registrering og dokumentation.
Det følger af lovbemærkningerne til § 15 c, stk. 3, jf. Folketingstidende 2021-22 (1. samling) tillæg A, L114 som fremsat, side 31, at § 15 c, stk. 3, kan anvendes til at fastsætte kategorier, hvorefter ellers omfattede køretøjer vil være undtaget fra miljøzonekravene ud fra generelle objektive kriterier. Sådanne undtagelser forventes at være tidsbegrænsede og vil skulle registreres via et elektronisk og automatisk system. Det fremgår dog ikke af bemærkningerne, at registreringen skal ske forud for kørslen. Eksempelvis vil køretøjer, hvor køretøjsejer (bruger) eller en nært pårørende skal til behandling på hospital eller speciallæge og har fået en indkaldelse hertil, eller handicapkøretøjer kunne undtages. Det forventes endvidere, at det vil være en gennemgående betingelse, at køretøjer, der kan eftermontere et godkendt partikelfilter, ikke vil blive omfattet af undtagelsesmodellen.
Bemyndigelsen er anvendt til at udstede den tekniske miljøzonebekendtgørelse. Bekendtgørelsen fastsætter i kapitel 7 en række undtagelser for køretøjer, der anvendes til privat brug, for kravene i miljøzonereguleringen, herunder køretøjer, der anvendes til hospitals- og speciallægebesøg, til natarbejde, og af beboere i en miljøzone. Undtagelserne forudsætter, at der ikke kan eftermonteres et godkendt partikelfilter på køretøjet. Køretøjerne skal være registreret forud for at være undtaget.
Det foreslås, at i § 15 c, stk. 3, ændres »der« til: »som«.
Der er tale om en sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for at udvide lovbemærkningerne til bemyndigelsen således, at miljøministeren også kan anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at kørsel med køretøjer kan undtages, selv om køretøjet kan få eftermonteret et partikelfilter, samt at undtagelser kan registreres i en periode på ca. 2 dage efter kørslen har fundet sted. Disse fravigelser i forhold til de nuværende regler forventes anvendt i forhold til undtagelser af kortere varighed såsom hospitalsbesøg, samt akutkørsel som beskrevet nedenfor.
Det forventes, at der i den tekniske miljøzonebekendtgørelse vil blive tilføjet en udvidelse af de nuværende undtagelser, så akutkørsel omfattes. Det betyder, at private i visse situationer kan få adgang til at køre akutkørsel ind i miljøzoner med et køretøj, der ikke opfylder miljøzonekravene, uden at skulle være registreret forud for at være undtaget. Kørsel vil i så fald skulle registreres, inden udgangen af et fast tidsrum på ca. 2 dage efter den akutte kørsel er blevet foretaget. Kravene til hvilke oplysninger og eventuel dokumentation, som den efterfølgende registrering af en undtagelse skal indeholde, forventes at følge de gældende krav til registrering af en undtagelse.
Det er ikke muligt at foretage en udtømmende opregning af situationer, der kan være omfattet af akut privat kørsel, men der kan f.eks. være tale om situationer, hvor der er behov for akut privat transport af en person til et hospital eller behandlingssted på grund af en pludseligt opstået, alvorlig sygdom eller skade eller akut forværring af eksisterende lidelse, i forbindelse med fødsel, til psykiatrisk skadestue eller psykiatrisk indlæggelse. Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om akut kørsel til krisecentre og misbrugsbehandlingscentre.
|
@@ -0,0 +1,11 @@
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3. Der kan højst etableres én zone i hver kommune.
|
| 2 |
+
|
| 3 |
+
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3.
|
| 4 |
+
|
| 5 |
+
Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke træffe beslutning efter stk. 1 og 2, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6.
|
| 6 |
+
|
| 7 |
+
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| 8 |
+
|
| 9 |
+
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6. En beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst 6 måneder fra offentliggørelsen af beslutningen. For erhvervskøretøjer, herunder køretøjer, der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen.
|
| 10 |
+
|
| 11 |
+
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder definitionen af et afgrænset byområde og et sammenhængende areal, og om, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden. Ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordningen, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om, at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt.
|
| Nr 10: | Efter § 15 e indsættes i kapitel 2 f: »Nulemissionszoner § 15 f. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3. Der kan højst etableres én zone i hver kommune. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke træffe beslutning efter stk. 1 og 2, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6. Stk. 4. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6. En beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst 6 måneder fra offentliggørelsen af beslutningen. For erhvervskøretøjer, herunder køretøjer, der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen. Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder definitionen af et afgrænset byområde og et sammenhængende areal, og om, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden. Ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordningen, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om, at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt. § 15 g. I en nulemissionszone for persontrafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter og varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1. Stk. 2. I en nulemissionszone for al trafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 t eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1. Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2. § 15 h. § 15 g, stk. 1 og 2, gælder ikke for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, forsvaret eller fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser. Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, samt regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4. Stk. 4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation. Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign., ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3. Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.« |
Muligheden for etablering af nulemissionszoner har ikke tidligere været reguleret i miljøbeskyttelsesloven.
Som nye bestemmelser foreslås indsat §§ 15 f-15 h, i miljøbeskyttelsesloven med en overskrift med titlen »Nulemissionszoner«.
(Til § 15 f)
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 6 kan beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil give alle kommunalbestyrelser ret til at etablere en nulemissionszone efter forudgående høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 6. Miljøministeren vil dog efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 3 og 6, nedenfor.
Det forventes, at kompetencen til at behandle høringer om nulemissionszoner vil blive delegeret fra miljøministeren til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1.
Det er ikke hensigten, at "beslutte" skal forstås på anden måde end ”træffe bestemmelse" i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 15 a, stk. 1-3.
Det forventes herudover, at der med hjemmel i det foreslåede § 15 f, stk. 6, vil blive stillet krav om, at kommunalbestyrelsen inden etableringen af en nulemissionszone vil skulle udarbejde et oplysningsgrundlag, der skal offentliggøres sammen med udkast til beslutning, og som skal sendes i høring hos miljøministeren. For nærmere om indholdet af oplysningsgrundlaget henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 6, nedenfor.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af lovforslaget enten vælge at etablere en nulemissionszone for persontrafik eller en nulemissionszone for al trafik, der både omfatter persontrafik og erhvervstrafik. Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne etablere en nulemissionszone for persontrafik og på et senere tidspunkt ændre zonen til en nulemissionszone for al trafik. Dette vil kræve en ny høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 1. For nærmere om de køretøjer, der må befinde sig i en nulemissionszone for persontrafik henholdsvis for al trafik, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 1 og 2, jf. nedenfor.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 1, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen højst kan etablere én nulemissionszone i hver kommune.
Etableringen af en nulemissionszone vil have indflydelse på indbyggernes adgang til at færdes i kommunen. En begrænsning i antallet af nulemissionszoner til en enkelt zone pr. kommune vurderes derfor på nuværende tidspunkt at være hensigtsmæssig. Såfremt erfaringerne med ordningen og udbredelsen af nulemissionskøretøjer giver anledning hertil, kan antallet af nulemissionszoner pr. kommune genovervejes, når nulemissionszoneordningen evalueres tre år efter lovens vedtagelse.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 2, at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 6 kan beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3.
Det forventes, at der vil blive fastsat regler efter den foreslåede § 15 f, stk. 6, der sikrer, at kravet om høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden også vil gælde, når en kommunalbestyrelse vil træffe beslutning om geografisk udvidelse eller mindre indskrænkning samt om ophævelse af en nulemissionszone. Miljøministeren vil efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 3 og 6, nedenfor.
Miljøministeren forventes i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1, at udpege Miljøstyrelsen som ansvarlig myndighed til at behandle høringer modtaget i medfør af det foreslåede stk. 2.
Ved geografisk udvidelse eller mindre indskrænkning af en nulemissionszone skal zonen fortsat etableres i et afgrænset byområde og i øvrigt opfylde de kriterier, som forventes fastsat med hjemmel i den foreslåede § 15 f, stk. 6.
Mindre indskrænkninger og ophævelser bør begrundes i særlige forhold, da der bør tages hensyn til de personer eller virksomheder, der har indrettet sig efter kravene til kørsel i nulemissionszonen. Det vil eksempelvis kunne begrundes med, at dele af en zone eller en hel zone ikke længere har nogen positiv effekt, f.eks. som følge af generel udskiftning af køretøjsbestanden, andre trafikale foranstaltninger i zonen, eller at zonen har vist sig at have en meget uhensigtsmæssig afgrænsning, der begrunder en indskrænkning. Det kan dog ikke udelukkes, at en indskrænkning eller ophævelse vil kunne være relevant i andre tilfælde, f.eks. hvor det viser sig, at nulemissionszonen ikke har den forventede effekt.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt., at miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at miljøministeren efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren vil kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone. Miljøministeren vil efter samme forhandling også kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om udvidelse eller mindre indskrænkning af den geografiske afgrænsning eller mod ophævelse af en eksisterende nulemissionszone.
Når miljøministeren vurderer kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone, vil det ske på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante oplysninger. Det vil for eksempel indgå i vurderingen, om der er taget højde for det strategiske vejnet og for kravet om ikke at omfatte områder med virksomheder, der er afhængige af konventionel transport. Der kan også lægges vægt på øvrige konsekvenser for trafik, støj og luftforurening, hensyn til skoler og børneinstitutioner. Derudover vil det indgå i vurderingen, om oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt, om relevante vurderinger er foretaget, og om nulemissionszonen strider mod overordnede samfundsmæssige interesser. Indsigelsen vil skulle begrundes overfor kommunalbestyrelsen. Såfremt miljøministeren ønsker yderligere oplysninger med henblik på at træffe beslutning, udsætter miljøministeren sagen og fastsætter en frist for kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe det ønskede materiale. Udsættelsen vil også skulle begrundes overfor kommunalbestyrelsen.
Det vurderes, at miljøministerens beslutning om at gøre indsigelse eller at undlade at gøre indsigelse efter den foreslåede indsigelsesret, ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Der er tale om en tilsynslignende disposition, der alene retter sig mod kommunen og ikke direkte har virkning for private personer m.v. Der foreslås derfor ikke adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en indsigelse fremsat af miljøministeren.
Det forventes, at kompetencen til at gøre indsigelse i medfør af det foreslåede stk. 3 vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1, og at klageadgangen til miljøministeren vil blive afskåret med hjemmel i § 80, stk. 2.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning efter stk. 1 og 2, om etablering, udvidelse, mindre indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone, hvis miljøministeren har fremsat en indsigelse indenfor fristen.
Det foreslås, at der med hjemmel i den foreslåede § 15 f, stk. 6, vil blive fastsat en periode, hvori indsigelse kan fremsættes af miljøministeren. I denne periode vil ministeren indgå i dialog med kommunalbestyrelsen om kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om den pågældende nulemissionszone. Se nærmere herom i bemærkningerne til det foreslåede stk. 6.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 4, at kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at kommunalbestyrelsens beslutning om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en eksisterende nulemissionszone ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsens beslutninger ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den forudgående høring af miljøministeren og den inddragelse af offentligheden, der finder sted i forbindelse med kommunalbestyrelsens beslutninger efter de regler, der forventes fastsat i medfør af § 15 f, stk. 6, og ministerens mulighed for at gøre indsigelse efter stk. 3.
Henset til kommunalbestyrelsens lokale kendskab til forholdene i kommunen i forbindelse med etablering, udvidelse m.v. af en nulemissionszone inden for de nærmere rammer, der forventes fastsat med hjemmel i lovforslaget, vurderes der således ikke at være et behov for at kunne påklage kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 15 f, stk. 1 og 2, til anden administrativ myndighed.
Lovligheden af kommunernes dispositioner efter § 15 f, stk. 1 og 2, vil være undergivet de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet er et retligt tilsyn. Tilsynet kan således ikke tage stilling til, om kommuners og regioners dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. En henvendelse til Ankestyrelsen er ikke nødvendigvis i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for, at Ankestyrelsen kan rejse en tilsynssag.
Ved vurderingen af, hvorvidt en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns formål og funktion, inddrager Ankestyrelsen bl.a., om sagen må skønnes at have principiel eller generel betydning eller alvorlig karakter for kommuner eller regioner som helhed.
Det følger af det foreslåede § 15 f, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at offentliggøre sine beslutninger vedrørende nulemissionszoner. Miljøministeren vil med hjemmel i forslaget til § 15 f, stk. 6, fastsætte reglerne for, hvordan offentligheden skal inddrages og om, hvordan kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 15 f, stk. 1 og 2, skal offentliggøres. Se nærmere herom i bemærkningerne til det foreslåede § 15, stk. 6.
Det følger af det foreslåede § 15 f, stk. 5, 2. pkt., at en beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst seks måneder fra offentliggørelsen af beslutningen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har offentliggjort en endelig beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone, skal der gå mindst seks måneder, før zonen vil kunne få virkning for private køretøjer.
Begrundelsen for denne indfasningsperiode er, at det vurderes, at der er behov for en minimumsperiode, der giver de berørte mulighed for at kunne indrette sig på kravene. Den foreslåede periode på seks måneder er en minimumsperiode, og det forudsættes, at den enkelte kommunalbestyrelse tager stilling til, om en given nulemissionszone bør have en længere indfasningsperiode, eksempelvis på grund af zonens størrelse eller placering.
Kommunalbestyrelsens beslutning om etablering af en nulemissionszone vil tidligst kunne få virkning fra den 1. januar 2026, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2.
Ved beslutning om indskrænkninger eller om ophævelse af en nulemissionszone vil kommunalbestyrelsen selv kunne fastsætte en passende indfasningsperiode.
Det fremgår af den foreslåede § 15 f, stk. 5, 3. pkt., at for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har offentliggjort en endelig beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone får denne virkning for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer med tilladelse til delvis anvendelse til erhverv, minimum 12 måneder efter offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning.
Begrundelsen for den forlængede indfasningsperiode for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer med tilladelse til delvis erhvervsanvendelse, er, at de erhvervsdrivendes økonomi kan blive ramt særligt hårdt ved oprettelsen af nulemissionszoner ved krav om udskiftning af de eksisterende køretøjer. Den forlængede indfasningsperiode på 12 måneder er således med henblik på at udvise særligt hensyn overfor erhvervsdrivende i nulemissionszonerne og undgå, at oprettelse af zonerne er særligt byrdefulde for de erhvervsdrivende.
Der henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 5, 2. pkt., ovenfor, for så vidt angår fastsættelse af en længere indfasningsperiode, tidligste virkningstidspunkt og indfasningsperiode ved indskrænkninger eller ophævelse af en nulemissionszone.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 6, 1. pkt., at miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder om definitionen af et afgrænset byområde, et sammenhængende areal, og om hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden.
Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler om nulemissionszoneordningen i den foreslåede § 15 f, stk. 1 og 2, der giver kommunalbestyrelser mulighed for efter høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden at etablere én nulemissionszone eller træffe beslutning vedrørende nulemissionszonen.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvordan et afgrænset byområde skal defineres. Det forventes, at det vil indgå i definitionen af et afgrænset byområde, at området er omfattet af det statistiske bybegreb, der definerer en by som en naturligt sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere. At bebyggelsen er naturligt sammenhængende vil sige, at afstanden mellem husene normalt ikke overstiger 200 meter medmindre afbrydelsen skyldes større gennemgående veje (uden direkte adgangsveje mellem bebyggelserne) kirkegårde, sportspladser, parkerings- og parkanlæg, jernbane og lagerarealer, jorde under udstykning og lignende. Spredt bebyggelse langs en landevej henregnes ikke som hørende til en by - også selv om afstanden imellem dem er mindre end 200 meter. Definitionen bygger på FN's retningslinjer for afgrænsning af byområder, jf. Danmarks Statistik, Statistikdokumentation for Byopgørelsen 2023. Det forventes endvidere, at det vil indgå, at området ikke må indeholde veje, der er omfattet af det strategiske vejnet. Det strategiske vejnet omfatter bl.a. veje, der forbinder og fordeler trafikken i hele landet, og som er veje, der er væsentlige for den samlede fremkommelighed. Det strategiske vejnet er udpeget af Vejdirektoratet i samarbejde med kommuner og politiet.
I forhold til definitionen af et afgrænset byområde bør der være mulighed for eventuelt at ændre den over tid i takt med udbredelsen af nulemissionskøretøjer. Det vurderes således, at zonerne i fremtiden vil kunne være større, end hvad der vil være hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt f.eks. som følge af en stigende andel af nulemissionskøretøjer.
Det forventes endvidere, at det vil blive et krav, at kommunalbestyrelsen ved den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone ikke vil kunne medtage områder, hvor virksomheder, der er afhængige af transport med ikke-nulemissionskøretøjer, har hjemsted. Det kan f.eks. være automekanikere, der er afhængige af, at kunder med køretøjer, der ikke lever op til kravene i en nulemissionszone, kan køre til og fra værkstedet for at få et køretøj repareret.
Det forventes endvidere, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvilket oplysningsgrundlag kommunalbestyrelsen vil skulle tilvejebringe forud for inddragelsen af offentligheden og høringen af miljøministeren, og relevante myndigheder, virksomheder m.v. over kommunens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone eller udkast til beslutning vedrørende geografisk udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone. Der forventes fastsat regler om, at kommunalbestyrelsens oplysningsgrundlag skal offentliggøres sammen med kommunalbestyrelsens udkast til beslutning. Dette skal medvirke til, at relevante forhold og konsekvenser er belyst inden der vil skulle tages stilling til kommunalbestyrelsens udkast til beslutning.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at oplysningsgrundlaget skal indeholde en beskrivelse af den geografiske afgrænsning af zonen, herunder regler om de data og kortværk til stedbestemmelse og visualisering, som kommunerne vil skulle anvende.
Det forventes endvidere, at oplysningsgrundlaget skal indeholde oplysninger om, hvor mange personer, der har bopæl i den påtænkte zone, herunder oplysninger om antallet af ikke-nulemissionskøretøjer, hvor den registrerede ejer (bruger), har bopæl i den påtænkte zone, oplysninger i form af trafiktællinger i den påtænkte zone opdelt på personbiler, varebiler, lastbiler og busser, samt oplysninger om antallet af offentligt tilgængelige ladestandere i zonen.
Derudover forventes det, at der vil blive stillet krav om, at der vil skulle foreligge en vurdering af, om den forventede etablering af en nulemissionszone vil skabe unødig øget mertrafik ved omvejskørsel. Det forventes også, at det vil være et krav, at oplysningsgrundlaget indeholder en vurdering af muligheden for at færdes i den påtænkte nulemissionszone uden et køretøj, herunder afstand til og muligheder for offentlig transport, hvor der bl.a. kan ses på, om zonen ligger stationsnært.
Det forventes derudover, at oplysningsgrundlaget vil skulle indeholde af en konsekvensvurdering for de eksisterende erhverv i zonen samt eventuelt en beregning af miljøgevinsten og de støj- og klimamæssige virkninger.
De ovenfor nævnte kriterier er ikke udtømmende, idet det kan vise sig, at andre oplysninger og vurderinger også vil være relevante, når miljøministerens tager stilling til kommunalbestyrelsens beslutning.
Når oplysningsgrundlaget er tilvejebragt, er det hensigten, at kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage offentligheden ved høring over udkast til beslutning og tilhørende oplysningsgrundlag hos borgere og relevante myndigheder og interessenter.
Det fremgår af den foreslåede § 15 f, stk. 6, 2. pkt., at ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordning, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt.
Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler om kommunalbestyrelsens høring af miljøministeren§, og høring af relevante myndigheder, om miljømisterens indsigelsesordning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3, om offentlighedens inddragelse, og om offentliggørelse af kommunalbestyrelsens beslutninger efter den foreslåede § 15 f, stk. 5, herunder om at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt. Herudover vil de høringssvar, som kommunen modtager i den offentlige høring, efterfølgende skulle sendes til miljøministeren, inden ministeren kan tage endelig stilling til, om der skal fremsættes en indsigelse i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt.
Det vil være op til kommunalbestyrelsen at vurdere relevante høringsparter ud over borgerne i kommunen, men det vil eksempelvis kunne indebære høring af kommunalbestyrelsen i nabokommuner samt virksomheder beliggende i de omkringliggende kommuner eller med særlig tilknyttet forretningsførelse i det område, hvor der forventes etableret en nulemissionszone. Det forventes, at det vil blive et krav, at høringsperioden er minimum fire uger.
Det forventes, at miljøministerens kompetence til at behandle høringer fra kommunalbestyrelserne om nulemissionszoner vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1.
Det forventes endeligt, at der vil blive fastsat regler om en periode, hvori miljøministeren kan udnytte den indsigelsesret, der følger af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt. Perioden forventes fastsat til ca. tre måneder, og det forventes hertil, at der vil blive fastsat en regel om, at kommunalbestyrelsen efter udløbet af den fastsatte frist vil kunne træffe endelig beslutning, såfremt miljøministeren ikke forinden har gjort indsigelse.
Der forventes endvidere fastsat en regel om, at kommunalbestyrelsen vil kunne vælge udelukkende at offentliggøre udkast til beslutning samt endelig beslutning digitalt.
(Til § 15 g)
Det foreslås med § 15 g, stk. 1, at der i en nulemissionszone for persontrafik, §kun må befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler og knallerter samt varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 g, stk. 1, vil indebære, at de omfattede køretøjer kun må befinde sig i nulemissionszoner etableret i medfør af forslaget til § 15 f, stk. 1 eller 2, når de overholder kravene til nulemissionszoner.
Fastlæggelsen af køretøjer, der kan anses for at overholde kravene til nulemissionszoner, forventes at ske på baggrund af miljøministerens fastlæggelse af emissionskravene for de pågældende køretøjer i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 15 g, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 3, nedenfor.
Ved personbil forstås et køretøj, der er udformet og konstrueret først og fremmest til befordring af passagerer og disses bagage, og som er indrettet til at kunne benyttes af højst otte personer, føreren undtaget, og uden plads til stående passagerer, uanset om antallet af siddepladser er begrænset til førerens siddeplads. Et ATV-Køretøj har fire hjul, og det klassificeres derfor som bil ifølge færdselsloven. ATV-køretøjer kan også registreres som godkendt traktor til ejere eller brugere af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom. De ATV-køretøjer, der er godkendt som personbil, vil være omfattet af begrebet ”personbil” i den foreslåede § 15 g, stk. 1.
Ved bus, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, forstås en stor personbil, der er indrettet med mere end otte siddepladser ud over førerens siddeplads, og som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder.
Ved motorcykel forstås et motorkøretøj på to hjul, med eller uden sidevogn, og et motorkøretøj på tre hjul, hvis egenvægt ikke overstiger 400 kg.
Ved knallert forstås et to- eller trehjulet køretøj med en forbrændingsmotor med et slagvolumen på ikke over 50 cm3, eller med elmotor og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 45 km i timen. Knallerter inddeles i stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen og lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen.
Ved varebil forstås et køretøj, som er registreret som varebil, og som er registreret med en tilladt totalvægt på op til 3.500 kg. Privat brug af varebiler omfatter anvendelse af varebiler, hvor der betales fuld privatbenyttelsesafgift med henblik på udelukkende privat brug af køretøjet.
Det bemærkes, at taxier er registreret i Køretøjsregistret som personbiler, og dermed vil blive omfattet af det foreslåede § 15 g, stk. 1. Det forventes dog, at der i medfør af det foreslåede § 15 h, stk. 2, vil blive fastsat en undtagelse for taxier i kategorien storvogn II med lift, da der pr. maj 2024 ikke findes nogen køretøjer i den nuværende bestand af taxikøretøjer, som er nulemissionskøretøjer.
Forslaget omfatter både danske og udenlandske køretøjer.
For nærmere om overvejelser i forbindelse med afgrænsningen af omfattede køretøjer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.
Nulemissionszonekravene vil først gælde, når en kommunalbestyrelse har truffet endelig beslutning om etablering af en nulemissionszone efter den foreslåede § 15 f, stk. 1, og har fastsat virkningstidspunktet for zonen, som tidligst vil kunne fastsættes til henholdsvis seks måneder for private køretøjer og 12 måneder for erhvervskøretøjer fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. For erhvervskøretøjer regnes de 12 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 15 f, stk. 5.
Det følger endvidere af den foreslåede § 2, stk. 2, at en kommunalbestyrelse tidligst vil kunne etablere en nulemissionszone for persontrafik med virkning fra den 1. januar 2026. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 2.
Det foreslås med § 15 g, stk. 2 , at i en nulemissionszone for al trafik§ må der kun befinde sig personbiler, herunder busser som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 tons eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 g, stk. 2, vil indebære, at de omfattede køretøjer kun må befinde sig i nulemissionszoner etableret i medfør af forslaget til § 15 f, stk. 1 eller 2, når de overholder kravene til nulemissionszoner.
For fastlæggelsen af køretøjer, der kan anses for at overholde kravene til nulemissionszoner samt afgrænsning af køretøjstyperne personbiler, motorcykler og knallerter, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 1, ovenfor, samt til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 3, nedenfor.
Ved varebil forstås et køretøj, som er registreret som varebil, og som er registreret med en tilladt totalvægt på op til 3.500 kg. Det foreslåede stk. 2 vil ud over varebiler, der alene anvendes privat, jf. stk. 1, også omfatte varebiler, der helt eller delvist anvendes erhvervsmæssigt.
Ved traktor forstås et motordrevet køretøj, som hovedsageligt er indrettet til at trække et andet køretøj eller arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen. Bestemmelsen omfatter endvidere ATV-køretøjer, der er registreret som traktor.
Ved lastbil forstås et køretøj registreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg., der er registreret som lastbil.
Afgrænsningen af køretøjer omfattet af den foreslåede stk. 2, vil indebære, at motorredskaber, som er motordrevne køretøjer, som hovedsageligt er indrettet som arbejdsredskab, herunder f.eks. havetraktor, minilæsser, minigraver og lignende. og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen, ikke vil være omfattet af det foreslåede § 15 g, stk. 2.
Forslaget omfatter både danske og udenlandske køretøjer.
For nærmere om overvejelser i forbindelse med afgrænsningen af omfattede køretøjer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.
Kravet vil i praksis først gælde, når en kommunalbestyrelse har truffet endelig beslutning om etablering af en nulemissionszone for al trafik efter den foreslåede § 15 f, stk. 1, og har fastsat virkningstidspunktet for zonen, som tidligst vil kunne fastsættes til henholdsvis seks måneder for private køretøjer og 12 måneder for erhvervskøretøjer fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. For erhvervskøretøjer regnes de 12 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 15 f, stk. 5.
Det følger endvidere af den foreslåede § 2, stk. 2, at en kommunalbestyrelse tidligst vil kunne etablere en nulemissionszone for al trafik med virkning fra den 1. januar 2026. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 2.
Det foreslås med § 15 g, stk. 3, at miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2.
Den foreslåede bemyndigelse vil give miljøministeren mulighed for at definere krav til nulemission for både køretøjerne i nulemissionszoner for persontrafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 1, og køretøjer i nulemissionszoner for al trafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 2.
Såfremt miljøministeren anvender emissionsværdier ved definitionen af nulemissionskøretøjer eller nulemissionszoner forudsættes emissionsværdierne beregnet ved anvendelse af Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 med senere ændringer.
Forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 regulerer typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer. Forordningen indfører en ny procedure for prøvning af emissioner fra lette køretøjer. Det fremgår af forordningen, at proceduren giver mere realistiske oplysninger om CO2 emissioner.
Det forventes, at el- og brintkøretøjer vil blive omfattet af definitionen af nulemissionskøretøjer. El-køretøjer har ikke udstødningsemissioner og dette gør sig også gældende for de fleste brintkøretøjer. For en mindre del af brintkøretøjerne, der typisk er erhvervskøretøjer, er der en begrænset CO2 emission, mens disse køretøjer har kvælstof emission. På det nuværende teknologiske udviklingstrin udgør disse brintkøretøjers CO2 emission højst 5g CO2/km.
Det fremgår af Køretøjsregistret, hvilken type et givent køretøj er, hvilken anvendelse køretøjet har, hvilket drivmiddel køretøjet anvender, og hvor mange gram CO2 det pågældende køretøj udleder pr. kørt kilometer.
(Til § 15 h)
Det foreslås med § 15 h, stk. 1, at kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, ikke gælder for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester eller køretøjer der benyttes af forsvaret eller fremmede militære styrker, der opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Disse køretøjer vil ofte have forbrændingsmotor. Da samfundskritiske opgaver altid bør kunne løses i nulemissionszoner, foreslås det, at disse køretøjer undtages.
Lignende nødtjenester vil omfatte køretøjer, der er godkendt til udrykningskørsel. Det er Færdselsstyrelsen, der udsteder tilladelser til udrykningskørsel. Reglerne om tilladelse til kørsel med udrykning fremgår af bekendtgørelse om udrykningskørsel.
Begrebet "styrke" skal forstås som i § 1, litra a, i NATO Status of Forces Agreement (NATO-SOFA), hvor det er defineret som "personel tilhørende en kontraherende parts land-, sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts territorium inden for Den Nordatlantiske Traktats område, dog således, at de pågældende to kontraherende parter kan træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en "styrke" for så vidt angår nærværende overenskomsts bestemmelser". NATO-SOFA er ratificeret ved kgl. resolution af 10. maj 1955 som offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 44 af 11. august 1955 om Danmarks ratifikation af den i London den 19. juni 1951 undertegnede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker. Begrebet "fremmede militære styrker" kan også omfatte personel fra land-, sø- eller luftstridskræfter, som Danmark har indgået militært samarbejde med.
Det er hensigten, at den fremmede militære styrke vil skulle opholde sig her i landet efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser, herunder NATO-samarbejdet, for at kunne undtages nulemissionszonereguleringen.
Det foreslås med § 15 h, stk. 2, at miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bemyndigelse i § 15 h, stk. 2, vil give miljøministeren mulighed for at fastsætte yderligere undtagelser end de, der fremgår af den foreslåede § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes til at fastsætte generelle undtagelser, hvorefter visse typer eller kategorier af køretøjer undtages fra kravene i nulemissionszoner på baggrund af generelle objektive kriterier. Sådanne undtagelser forventes i vidt omfang at være tidsbegrænsede.
Det vurderes, at der vil kunne være behov for i en overgangsperiode at fastsætte undtagelser, der er begrundet i nogle køretøjers særlige anvendelse. Det forventes bl.a., at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte undtagelser for køretøjer, der anvendes til sygetransport samt storvogne I (med plads til kørestol), liftbiler og minibusser med lift, da nulemissionskøretøjer endnu ikke er så udbredt som køretøjstype til sygetransport. Der er især en udfordring for de sygetransporter, der har indbygget lift.
Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte undtagelse for køretøjer registreret med tilladelsen "invalidekøretøj", eller hvortil der er bevilliget økonomisk støtte i henhold til § 114 i lov om social service eller køretøjer hvortil der anvendes handicapparkeringskort.
Nulemissionskøretøjer udgør på nuværende tidspunkt en mindre andel af den samlede danske bilpark. Det indebærer, at mange personer med et handicapkøretøj må forventes at anvende et ikke-nulemissionskøretøj. For ikke at afskære ofte bevægelseshæmmede befolkningsgrupper fra adgangen til nulemissionszoner ved at stille krav til nulemissionskøretøjer, forventes det, at der vil blive fastsat en undtagelse til nulemissionszonekravet for personer, der har et handicapkøretøj eller er indehavere af et handicapparkeringskort. Det forventes, at denne undtagelse vil kunne udfases i takt med udbredelsen af nulemissionskøretøjer.
For at tage hensyn til beboere i nulemissionszoner er det hensigten, at bemyndigelsen endvidere vil blive anvendt til at fastsætte en generel og tidsubegrænset undtagelse til kravene for alle køretøjer, hvor ejeren (brugeren) af køretøjet havde bopæl i en nulemissionszone frem til og med det tidspunkt, hvor denne zone får virkning. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte en regel om, at også køretøjer, hvor ejeren (brugeren) er tilflytter, kan undtages kravene, hvis det skulle vise sig nødvendigt med en sådan undtagelse. Generelt vurderes det dog, at tilflyttere har bedre mulighed for at indstille sig på kravene, inden tilflytning til en nulemissionszone.
Undtagelse for beboere vil kun gælde i den zone, hvor personen har bopæl, mens undtagelse for eksempelvis personer med et handicapkøretøj vil gælde i alle nulemissionszoner. Kommunalbestyrelsen vil ikke have mulighed for at fravælge virkningen af en undtagelse fastsat af miljøministeren i sin egen nulemissionszone.
Den foreslåede bemyndigelse i § 15 h, stk. 2, vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone, i det omfang det vurderes nødvendigt med særlige krav til den dokumentation, som vil skulle fremvises til politiet ved forespørgsel.
For handicapkøretøjer forventes det, at det vil være et krav, at der enten er bevilliget økonomisk støtte i henhold til § 114 i lov om social service, at køretøjet er registreret med tilladelsen invalidekøretøj i Køretøjsregistret, eller der er tale om et køretøj, hvortil der anvendes handicapparkeringskort.
Det foreslås med § 15 h, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 eller 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4.
Særlige tilfælde vil bl.a. kunne være, hvis en opgave inden for en nulemissionszone ikke vil kunne løses med et nulemissionskøretøj, og det skønnes nødvendigt, at opgaven udføres i nulemissionszonen.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kunne dispensere fra kravene til køretøjer i nulemissionszoner. Kommunalbestyrelsen vil have kompetencen til at meddele dispensationer i deres respektive nulemissionszone. Kommunalbestyrelsen vil kunne meddele konkrete dispensationer til anvendelse af bestemte køretøjer til nærmere angivne formål. Miljøministeren vil med hjemmel i det foreslåede § 15 h, stk. 4, fastsætte regler om i hvilke situationer og inden for hvilke rammer, der vil kunne meddeles dispensation fra nulemissionszonekravene. Kommunalbestyrelsen vil således alene kunne meddele dispensationer i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af det foreslåede § 15 h, stk. 4.
Det foreslås med § 15 h, stk. 4, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljøministeren vil fastsætte regler om, i hvilke situationer og inden for hvilke rammer, kommunalbestyrelsen kan og skal meddele dispensation fra nulemissionszonekravene.
Der forventes således fastsat en ramme for, hvornår de enkelte kommunalbestyrelser henholdsvis kan og skal meddele dispensationer. Dette vil sikre, at dispensationspraksis på tværs af kommunerne vil tage udgangspunkt i de samme rammer, idet der samtidig vil være mulighed for at tage lokale forhold i betragtning ved meddelelse af de enkelte dispensationer, og kommunalbestyrelsen vil dermed selv få indflydelse på sin dispensationspraksis.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte generelle regler om en tidsbegrænsning af dispensationers varighed, men at kommunalbestyrelsen inden for denne frist vil kunne fastsætte konkrete vilkår om en kortere tidsbegrænsning. Det forventes i den sammenhæng, at tidsbegrænsningen af dispensationer til ejere (brugere) af køretøjer, der anvendes til erhvervsmæssig brug, vil være af længere varighed, end dispensationer til ejere (brugere) af køretøjer, der anvendes privat.
Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at ejer (bruger) modtager en digital afgørelse, der kan anvendes som dokumentation for opnået dispensation.
Den foreslåede ordning, hvorefter kommunalbestyrelserne i alle landets kommuner gives mulighed for hver at etablere én nulemissionszone med virkning fra den 1. januar 2026 eller senere, afhængigt af kommunalbestyrelsens beslutning, vil i almindelighed ikke rejse spørgsmål om ekspropriation efter grundlovens § 73. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at kravene i en nulemissionszone vil kunne ramme enkelte personer eller virksomheder atypisk hårdt, og at nulemissionskravene i enkelte tilfælde således vil kunne få karakter af et ekspropriativt indgreb mod den pågældende person eller virksomhed. Ekspropriation kan ske ved, at den enkelte borger som følge af nulemissionsreguleringen, pålægges begrænsninger (indgreb) i sin råden over ejendom herunder et køretøj. Et indgreb der som følge af nulemissionsreguleringen, efter en konkret vurdering rammer den eller de enkelte borgere særlig hårdt, taler for at der foreligger ekspropriation. Hvis det efter en samlet bedømmelse af alle relevante omstændigheder vurderes, at der er tale om ekspropriation, vil den alene kunne finde sted af hensyn til almenvellet og mod fuld erstatning. Beslutningen om ekspropriation skal træffes ved lov og det omfatter også administrativ afgørelse, som borgeren vil kunne indbringe for domstolene, jf. grundlovens § 63.
Da det foreliggende lovforslag ikke indeholder hjemmel til ekspropriation forudsættes det, at dispensationsadgangen vil blive anvendt i tilfælde, hvor en person eller virksomhed ellers ville blive ramt atypisk hårdt af kravene på en sådan måde, at kravene i givet fald ville have fået karakter af et ekspropriativt indgreb.
Det foreslås med § 15 h, stk. 5, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign. ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at ministeren kan fastsætte regler, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at beslutte, at der udelukkende skal anvendes digital kommunikation ved ansøgning og afgørelse om dispensation til nulemissionszonereguleringen.
Bemyndigelsen vil dække krav om anvendelse af digital kommunikation i forbindelse med ansøgningen om dispensation og i korrespondance mellem kommunalbestyrelsen og ansøgeren i forbindelse hermed og kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation.
Det er hensigten, at den enkelte kommunalbestyrelse skal have valgfrihed til at beslutte, om det lokalt giver bedst mening at stille krav om udelukkende digital kommunikation eller ej.
Det forudsættes, at det skal være muligt at dispensere fra fastsatte krav om digital kommunikation i særlige tilfælde. Det er hensigten, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at al kommunikation skal ske digitalt, medmindre borgeren er fritaget det obligatoriske krav om modtagelse af digital post, jf. bekendtgørelse nr. 2017 af 29. oktober 2021 om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere. Det er hensigten, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kun ved denne fritagelse kan kommunikation ske pr. post. Fritagelsen omfatter ikke juridiske personer.
Det foreslås med § 15 h, stk. 6, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation fra kravene i nulemissionszoner, jf. den foreslåede § 15 h, stk. 3, ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed, og derved ikke vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91.
Da det er de enkelte kommuner, som har de bedste forudsætninger for at have kendskab til lokale forhold, vurderes det, at kommunens afgørelser om dispensationer ikke bør kunne påklages til anden administrativ myndighed, da kommunen er nærmest til at foretage en vurdering af, om der skal meddeles dispensation eller ej. Er ejeren (brugeren) af køretøjet uenig i afgørelsen, har denne foruden adgang til domstolsprøvelse mulighed for at rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand.
Lovligheden af kommunernes dispositioner efter stk. 3 vil være undergivet de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet er et retligt tilsyn. Tilsynet kan således ikke tage stilling til, om kommuners og regioners dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. En henvendelse til Ankestyrelsen er ikke nødvendigvis i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for, at Ankestyrelsen kan rejse en tilsynssag.
Ved vurderingen af, hvorvidt en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns formål og funktion, inddrager Ankestyrelsen bl.a., om sagen må skønnes at have principiel eller generel betydning eller alvorlig karakter for kommuner og/eller regioner som helhed.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 87, stk. 3, at politiet, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse kan standse og undersøge køretøjer med henblik på at konstatere overholdelse af gældende lovgivning om miljøzoner, herunder krav om partikeludledning og partikelfilter. Politiet kan indkalde køretøjet til syn for ejerens eller den varige brugers egen regning for at kontrollere, om køretøjet opfylder bestemmelserne i gældende lovgivning om miljøzoner. Politiet yder i øvrigt bistand ved tilsynsmyndighedernes udøvelse af beføjelser efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om politiets udøvelse af ovenstående beføjelser.
Det foreslås, at ændre § 87, stk. 3, 2. pkt., således at bestemmelsen også vil omfatte nulemissionszoner.
Forslaget vil indebære, at politiet får beføjelse til uden retskendelse at undersøge køretøjer, der bringes til standsning og parkerede køretøjer med henblik på at kontrollere overholdelse af den gældende lovgivning om nulemissionszoner. Det kan f.eks. være relevant at konstatere, om køretøjet har et udstødningsrør og dermed en forbrændingsmotor, der ikke lever op til kravene i en nulemissionszone. Med den foreslåede ændring får politiet mulighed for at undersøge køretøjer, herunder for at varetage præventive hensyn, i forbindelse med varetagelse af andre opgaver uden tilsynsmyndighedens tilstedeværelse.
For at sikre en effektiv kontrolordning og henset til indgrebets lave intensitet, skal kontrollen i nulemissionszonerne kunne foretages til enhver tid og uden retskendelse.
For at kunne føre effektiv kontrol med nulemissionsreglerne er der behov for at kunne udføre kontrollen under køretøjernes færdsel i nulemissionszonerne. Under hensyn til, at kontrollen skal udføres på vejene, må den i lighed med kontrollen i miljøzoner udføres i et samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og politiet, som i kraft af deres almindelige opgaver er på vejene.
Hvilke køretøjer, der er relevante at undersøge, vil afhænge af, om kommunalbestyrelsen har etableret en nulemissionszone for persontrafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 1, eller en nulemissionszone for al trafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 2.
|
@@ -0,0 +1,5 @@
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
I en nulemissionszone for persontrafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter og varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
|
| 2 |
+
|
| 3 |
+
Stk. 2. I en nulemissionszone for al trafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 t eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
|
| 4 |
+
|
| 5 |
+
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2.
|
| Nr 10: | Efter § 15 e indsættes i kapitel 2 f: »Nulemissionszoner § 15 f. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3. Der kan højst etableres én zone i hver kommune. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke træffe beslutning efter stk. 1 og 2, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6. Stk. 4. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6. En beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst 6 måneder fra offentliggørelsen af beslutningen. For erhvervskøretøjer, herunder køretøjer, der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen. Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder definitionen af et afgrænset byområde og et sammenhængende areal, og om, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden. Ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordningen, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om, at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt. § 15 g. I en nulemissionszone for persontrafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter og varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1. Stk. 2. I en nulemissionszone for al trafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 t eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1. Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2. § 15 h. § 15 g, stk. 1 og 2, gælder ikke for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, forsvaret eller fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser. Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, samt regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4. Stk. 4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation. Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign., ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3. Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.« |
Muligheden for etablering af nulemissionszoner har ikke tidligere været reguleret i miljøbeskyttelsesloven.
Som nye bestemmelser foreslås indsat §§ 15 f-15 h, i miljøbeskyttelsesloven med en overskrift med titlen »Nulemissionszoner«.
(Til § 15 f)
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 6 kan beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil give alle kommunalbestyrelser ret til at etablere en nulemissionszone efter forudgående høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 6. Miljøministeren vil dog efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 3 og 6, nedenfor.
Det forventes, at kompetencen til at behandle høringer om nulemissionszoner vil blive delegeret fra miljøministeren til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1.
Det er ikke hensigten, at "beslutte" skal forstås på anden måde end ”træffe bestemmelse" i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 15 a, stk. 1-3.
Det forventes herudover, at der med hjemmel i det foreslåede § 15 f, stk. 6, vil blive stillet krav om, at kommunalbestyrelsen inden etableringen af en nulemissionszone vil skulle udarbejde et oplysningsgrundlag, der skal offentliggøres sammen med udkast til beslutning, og som skal sendes i høring hos miljøministeren. For nærmere om indholdet af oplysningsgrundlaget henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 6, nedenfor.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af lovforslaget enten vælge at etablere en nulemissionszone for persontrafik eller en nulemissionszone for al trafik, der både omfatter persontrafik og erhvervstrafik. Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne etablere en nulemissionszone for persontrafik og på et senere tidspunkt ændre zonen til en nulemissionszone for al trafik. Dette vil kræve en ny høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 1. For nærmere om de køretøjer, der må befinde sig i en nulemissionszone for persontrafik henholdsvis for al trafik, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 1 og 2, jf. nedenfor.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 1, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen højst kan etablere én nulemissionszone i hver kommune.
Etableringen af en nulemissionszone vil have indflydelse på indbyggernes adgang til at færdes i kommunen. En begrænsning i antallet af nulemissionszoner til en enkelt zone pr. kommune vurderes derfor på nuværende tidspunkt at være hensigtsmæssig. Såfremt erfaringerne med ordningen og udbredelsen af nulemissionskøretøjer giver anledning hertil, kan antallet af nulemissionszoner pr. kommune genovervejes, når nulemissionszoneordningen evalueres tre år efter lovens vedtagelse.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 2, at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 6 kan beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3.
Det forventes, at der vil blive fastsat regler efter den foreslåede § 15 f, stk. 6, der sikrer, at kravet om høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden også vil gælde, når en kommunalbestyrelse vil træffe beslutning om geografisk udvidelse eller mindre indskrænkning samt om ophævelse af en nulemissionszone. Miljøministeren vil efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 3 og 6, nedenfor.
Miljøministeren forventes i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1, at udpege Miljøstyrelsen som ansvarlig myndighed til at behandle høringer modtaget i medfør af det foreslåede stk. 2.
Ved geografisk udvidelse eller mindre indskrænkning af en nulemissionszone skal zonen fortsat etableres i et afgrænset byområde og i øvrigt opfylde de kriterier, som forventes fastsat med hjemmel i den foreslåede § 15 f, stk. 6.
Mindre indskrænkninger og ophævelser bør begrundes i særlige forhold, da der bør tages hensyn til de personer eller virksomheder, der har indrettet sig efter kravene til kørsel i nulemissionszonen. Det vil eksempelvis kunne begrundes med, at dele af en zone eller en hel zone ikke længere har nogen positiv effekt, f.eks. som følge af generel udskiftning af køretøjsbestanden, andre trafikale foranstaltninger i zonen, eller at zonen har vist sig at have en meget uhensigtsmæssig afgrænsning, der begrunder en indskrænkning. Det kan dog ikke udelukkes, at en indskrænkning eller ophævelse vil kunne være relevant i andre tilfælde, f.eks. hvor det viser sig, at nulemissionszonen ikke har den forventede effekt.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt., at miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at miljøministeren efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren vil kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone. Miljøministeren vil efter samme forhandling også kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om udvidelse eller mindre indskrænkning af den geografiske afgrænsning eller mod ophævelse af en eksisterende nulemissionszone.
Når miljøministeren vurderer kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone, vil det ske på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante oplysninger. Det vil for eksempel indgå i vurderingen, om der er taget højde for det strategiske vejnet og for kravet om ikke at omfatte områder med virksomheder, der er afhængige af konventionel transport. Der kan også lægges vægt på øvrige konsekvenser for trafik, støj og luftforurening, hensyn til skoler og børneinstitutioner. Derudover vil det indgå i vurderingen, om oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt, om relevante vurderinger er foretaget, og om nulemissionszonen strider mod overordnede samfundsmæssige interesser. Indsigelsen vil skulle begrundes overfor kommunalbestyrelsen. Såfremt miljøministeren ønsker yderligere oplysninger med henblik på at træffe beslutning, udsætter miljøministeren sagen og fastsætter en frist for kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe det ønskede materiale. Udsættelsen vil også skulle begrundes overfor kommunalbestyrelsen.
Det vurderes, at miljøministerens beslutning om at gøre indsigelse eller at undlade at gøre indsigelse efter den foreslåede indsigelsesret, ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Der er tale om en tilsynslignende disposition, der alene retter sig mod kommunen og ikke direkte har virkning for private personer m.v. Der foreslås derfor ikke adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en indsigelse fremsat af miljøministeren.
Det forventes, at kompetencen til at gøre indsigelse i medfør af det foreslåede stk. 3 vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1, og at klageadgangen til miljøministeren vil blive afskåret med hjemmel i § 80, stk. 2.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning efter stk. 1 og 2, om etablering, udvidelse, mindre indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone, hvis miljøministeren har fremsat en indsigelse indenfor fristen.
Det foreslås, at der med hjemmel i den foreslåede § 15 f, stk. 6, vil blive fastsat en periode, hvori indsigelse kan fremsættes af miljøministeren. I denne periode vil ministeren indgå i dialog med kommunalbestyrelsen om kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om den pågældende nulemissionszone. Se nærmere herom i bemærkningerne til det foreslåede stk. 6.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 4, at kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at kommunalbestyrelsens beslutning om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en eksisterende nulemissionszone ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsens beslutninger ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den forudgående høring af miljøministeren og den inddragelse af offentligheden, der finder sted i forbindelse med kommunalbestyrelsens beslutninger efter de regler, der forventes fastsat i medfør af § 15 f, stk. 6, og ministerens mulighed for at gøre indsigelse efter stk. 3.
Henset til kommunalbestyrelsens lokale kendskab til forholdene i kommunen i forbindelse med etablering, udvidelse m.v. af en nulemissionszone inden for de nærmere rammer, der forventes fastsat med hjemmel i lovforslaget, vurderes der således ikke at være et behov for at kunne påklage kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 15 f, stk. 1 og 2, til anden administrativ myndighed.
Lovligheden af kommunernes dispositioner efter § 15 f, stk. 1 og 2, vil være undergivet de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet er et retligt tilsyn. Tilsynet kan således ikke tage stilling til, om kommuners og regioners dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. En henvendelse til Ankestyrelsen er ikke nødvendigvis i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for, at Ankestyrelsen kan rejse en tilsynssag.
Ved vurderingen af, hvorvidt en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns formål og funktion, inddrager Ankestyrelsen bl.a., om sagen må skønnes at have principiel eller generel betydning eller alvorlig karakter for kommuner eller regioner som helhed.
Det følger af det foreslåede § 15 f, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at offentliggøre sine beslutninger vedrørende nulemissionszoner. Miljøministeren vil med hjemmel i forslaget til § 15 f, stk. 6, fastsætte reglerne for, hvordan offentligheden skal inddrages og om, hvordan kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 15 f, stk. 1 og 2, skal offentliggøres. Se nærmere herom i bemærkningerne til det foreslåede § 15, stk. 6.
Det følger af det foreslåede § 15 f, stk. 5, 2. pkt., at en beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst seks måneder fra offentliggørelsen af beslutningen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har offentliggjort en endelig beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone, skal der gå mindst seks måneder, før zonen vil kunne få virkning for private køretøjer.
Begrundelsen for denne indfasningsperiode er, at det vurderes, at der er behov for en minimumsperiode, der giver de berørte mulighed for at kunne indrette sig på kravene. Den foreslåede periode på seks måneder er en minimumsperiode, og det forudsættes, at den enkelte kommunalbestyrelse tager stilling til, om en given nulemissionszone bør have en længere indfasningsperiode, eksempelvis på grund af zonens størrelse eller placering.
Kommunalbestyrelsens beslutning om etablering af en nulemissionszone vil tidligst kunne få virkning fra den 1. januar 2026, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2.
Ved beslutning om indskrænkninger eller om ophævelse af en nulemissionszone vil kommunalbestyrelsen selv kunne fastsætte en passende indfasningsperiode.
Det fremgår af den foreslåede § 15 f, stk. 5, 3. pkt., at for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har offentliggjort en endelig beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone får denne virkning for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer med tilladelse til delvis anvendelse til erhverv, minimum 12 måneder efter offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning.
Begrundelsen for den forlængede indfasningsperiode for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer med tilladelse til delvis erhvervsanvendelse, er, at de erhvervsdrivendes økonomi kan blive ramt særligt hårdt ved oprettelsen af nulemissionszoner ved krav om udskiftning af de eksisterende køretøjer. Den forlængede indfasningsperiode på 12 måneder er således med henblik på at udvise særligt hensyn overfor erhvervsdrivende i nulemissionszonerne og undgå, at oprettelse af zonerne er særligt byrdefulde for de erhvervsdrivende.
Der henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 5, 2. pkt., ovenfor, for så vidt angår fastsættelse af en længere indfasningsperiode, tidligste virkningstidspunkt og indfasningsperiode ved indskrænkninger eller ophævelse af en nulemissionszone.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 6, 1. pkt., at miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder om definitionen af et afgrænset byområde, et sammenhængende areal, og om hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden.
Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler om nulemissionszoneordningen i den foreslåede § 15 f, stk. 1 og 2, der giver kommunalbestyrelser mulighed for efter høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden at etablere én nulemissionszone eller træffe beslutning vedrørende nulemissionszonen.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvordan et afgrænset byområde skal defineres. Det forventes, at det vil indgå i definitionen af et afgrænset byområde, at området er omfattet af det statistiske bybegreb, der definerer en by som en naturligt sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere. At bebyggelsen er naturligt sammenhængende vil sige, at afstanden mellem husene normalt ikke overstiger 200 meter medmindre afbrydelsen skyldes større gennemgående veje (uden direkte adgangsveje mellem bebyggelserne) kirkegårde, sportspladser, parkerings- og parkanlæg, jernbane og lagerarealer, jorde under udstykning og lignende. Spredt bebyggelse langs en landevej henregnes ikke som hørende til en by - også selv om afstanden imellem dem er mindre end 200 meter. Definitionen bygger på FN's retningslinjer for afgrænsning af byområder, jf. Danmarks Statistik, Statistikdokumentation for Byopgørelsen 2023. Det forventes endvidere, at det vil indgå, at området ikke må indeholde veje, der er omfattet af det strategiske vejnet. Det strategiske vejnet omfatter bl.a. veje, der forbinder og fordeler trafikken i hele landet, og som er veje, der er væsentlige for den samlede fremkommelighed. Det strategiske vejnet er udpeget af Vejdirektoratet i samarbejde med kommuner og politiet.
I forhold til definitionen af et afgrænset byområde bør der være mulighed for eventuelt at ændre den over tid i takt med udbredelsen af nulemissionskøretøjer. Det vurderes således, at zonerne i fremtiden vil kunne være større, end hvad der vil være hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt f.eks. som følge af en stigende andel af nulemissionskøretøjer.
Det forventes endvidere, at det vil blive et krav, at kommunalbestyrelsen ved den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone ikke vil kunne medtage områder, hvor virksomheder, der er afhængige af transport med ikke-nulemissionskøretøjer, har hjemsted. Det kan f.eks. være automekanikere, der er afhængige af, at kunder med køretøjer, der ikke lever op til kravene i en nulemissionszone, kan køre til og fra værkstedet for at få et køretøj repareret.
Det forventes endvidere, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvilket oplysningsgrundlag kommunalbestyrelsen vil skulle tilvejebringe forud for inddragelsen af offentligheden og høringen af miljøministeren, og relevante myndigheder, virksomheder m.v. over kommunens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone eller udkast til beslutning vedrørende geografisk udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone. Der forventes fastsat regler om, at kommunalbestyrelsens oplysningsgrundlag skal offentliggøres sammen med kommunalbestyrelsens udkast til beslutning. Dette skal medvirke til, at relevante forhold og konsekvenser er belyst inden der vil skulle tages stilling til kommunalbestyrelsens udkast til beslutning.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at oplysningsgrundlaget skal indeholde en beskrivelse af den geografiske afgrænsning af zonen, herunder regler om de data og kortværk til stedbestemmelse og visualisering, som kommunerne vil skulle anvende.
Det forventes endvidere, at oplysningsgrundlaget skal indeholde oplysninger om, hvor mange personer, der har bopæl i den påtænkte zone, herunder oplysninger om antallet af ikke-nulemissionskøretøjer, hvor den registrerede ejer (bruger), har bopæl i den påtænkte zone, oplysninger i form af trafiktællinger i den påtænkte zone opdelt på personbiler, varebiler, lastbiler og busser, samt oplysninger om antallet af offentligt tilgængelige ladestandere i zonen.
Derudover forventes det, at der vil blive stillet krav om, at der vil skulle foreligge en vurdering af, om den forventede etablering af en nulemissionszone vil skabe unødig øget mertrafik ved omvejskørsel. Det forventes også, at det vil være et krav, at oplysningsgrundlaget indeholder en vurdering af muligheden for at færdes i den påtænkte nulemissionszone uden et køretøj, herunder afstand til og muligheder for offentlig transport, hvor der bl.a. kan ses på, om zonen ligger stationsnært.
Det forventes derudover, at oplysningsgrundlaget vil skulle indeholde af en konsekvensvurdering for de eksisterende erhverv i zonen samt eventuelt en beregning af miljøgevinsten og de støj- og klimamæssige virkninger.
De ovenfor nævnte kriterier er ikke udtømmende, idet det kan vise sig, at andre oplysninger og vurderinger også vil være relevante, når miljøministerens tager stilling til kommunalbestyrelsens beslutning.
Når oplysningsgrundlaget er tilvejebragt, er det hensigten, at kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage offentligheden ved høring over udkast til beslutning og tilhørende oplysningsgrundlag hos borgere og relevante myndigheder og interessenter.
Det fremgår af den foreslåede § 15 f, stk. 6, 2. pkt., at ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordning, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt.
Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler om kommunalbestyrelsens høring af miljøministeren§, og høring af relevante myndigheder, om miljømisterens indsigelsesordning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3, om offentlighedens inddragelse, og om offentliggørelse af kommunalbestyrelsens beslutninger efter den foreslåede § 15 f, stk. 5, herunder om at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt. Herudover vil de høringssvar, som kommunen modtager i den offentlige høring, efterfølgende skulle sendes til miljøministeren, inden ministeren kan tage endelig stilling til, om der skal fremsættes en indsigelse i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt.
Det vil være op til kommunalbestyrelsen at vurdere relevante høringsparter ud over borgerne i kommunen, men det vil eksempelvis kunne indebære høring af kommunalbestyrelsen i nabokommuner samt virksomheder beliggende i de omkringliggende kommuner eller med særlig tilknyttet forretningsførelse i det område, hvor der forventes etableret en nulemissionszone. Det forventes, at det vil blive et krav, at høringsperioden er minimum fire uger.
Det forventes, at miljøministerens kompetence til at behandle høringer fra kommunalbestyrelserne om nulemissionszoner vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1.
Det forventes endeligt, at der vil blive fastsat regler om en periode, hvori miljøministeren kan udnytte den indsigelsesret, der følger af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt. Perioden forventes fastsat til ca. tre måneder, og det forventes hertil, at der vil blive fastsat en regel om, at kommunalbestyrelsen efter udløbet af den fastsatte frist vil kunne træffe endelig beslutning, såfremt miljøministeren ikke forinden har gjort indsigelse.
Der forventes endvidere fastsat en regel om, at kommunalbestyrelsen vil kunne vælge udelukkende at offentliggøre udkast til beslutning samt endelig beslutning digitalt.
(Til § 15 g)
Det foreslås med § 15 g, stk. 1, at der i en nulemissionszone for persontrafik, §kun må befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler og knallerter samt varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 g, stk. 1, vil indebære, at de omfattede køretøjer kun må befinde sig i nulemissionszoner etableret i medfør af forslaget til § 15 f, stk. 1 eller 2, når de overholder kravene til nulemissionszoner.
Fastlæggelsen af køretøjer, der kan anses for at overholde kravene til nulemissionszoner, forventes at ske på baggrund af miljøministerens fastlæggelse af emissionskravene for de pågældende køretøjer i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 15 g, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 3, nedenfor.
Ved personbil forstås et køretøj, der er udformet og konstrueret først og fremmest til befordring af passagerer og disses bagage, og som er indrettet til at kunne benyttes af højst otte personer, føreren undtaget, og uden plads til stående passagerer, uanset om antallet af siddepladser er begrænset til førerens siddeplads. Et ATV-Køretøj har fire hjul, og det klassificeres derfor som bil ifølge færdselsloven. ATV-køretøjer kan også registreres som godkendt traktor til ejere eller brugere af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom. De ATV-køretøjer, der er godkendt som personbil, vil være omfattet af begrebet ”personbil” i den foreslåede § 15 g, stk. 1.
Ved bus, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, forstås en stor personbil, der er indrettet med mere end otte siddepladser ud over førerens siddeplads, og som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder.
Ved motorcykel forstås et motorkøretøj på to hjul, med eller uden sidevogn, og et motorkøretøj på tre hjul, hvis egenvægt ikke overstiger 400 kg.
Ved knallert forstås et to- eller trehjulet køretøj med en forbrændingsmotor med et slagvolumen på ikke over 50 cm3, eller med elmotor og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 45 km i timen. Knallerter inddeles i stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen og lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen.
Ved varebil forstås et køretøj, som er registreret som varebil, og som er registreret med en tilladt totalvægt på op til 3.500 kg. Privat brug af varebiler omfatter anvendelse af varebiler, hvor der betales fuld privatbenyttelsesafgift med henblik på udelukkende privat brug af køretøjet.
Det bemærkes, at taxier er registreret i Køretøjsregistret som personbiler, og dermed vil blive omfattet af det foreslåede § 15 g, stk. 1. Det forventes dog, at der i medfør af det foreslåede § 15 h, stk. 2, vil blive fastsat en undtagelse for taxier i kategorien storvogn II med lift, da der pr. maj 2024 ikke findes nogen køretøjer i den nuværende bestand af taxikøretøjer, som er nulemissionskøretøjer.
Forslaget omfatter både danske og udenlandske køretøjer.
For nærmere om overvejelser i forbindelse med afgrænsningen af omfattede køretøjer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.
Nulemissionszonekravene vil først gælde, når en kommunalbestyrelse har truffet endelig beslutning om etablering af en nulemissionszone efter den foreslåede § 15 f, stk. 1, og har fastsat virkningstidspunktet for zonen, som tidligst vil kunne fastsættes til henholdsvis seks måneder for private køretøjer og 12 måneder for erhvervskøretøjer fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. For erhvervskøretøjer regnes de 12 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 15 f, stk. 5.
Det følger endvidere af den foreslåede § 2, stk. 2, at en kommunalbestyrelse tidligst vil kunne etablere en nulemissionszone for persontrafik med virkning fra den 1. januar 2026. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 2.
Det foreslås med § 15 g, stk. 2 , at i en nulemissionszone for al trafik§ må der kun befinde sig personbiler, herunder busser som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 tons eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 g, stk. 2, vil indebære, at de omfattede køretøjer kun må befinde sig i nulemissionszoner etableret i medfør af forslaget til § 15 f, stk. 1 eller 2, når de overholder kravene til nulemissionszoner.
For fastlæggelsen af køretøjer, der kan anses for at overholde kravene til nulemissionszoner samt afgrænsning af køretøjstyperne personbiler, motorcykler og knallerter, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 1, ovenfor, samt til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 3, nedenfor.
Ved varebil forstås et køretøj, som er registreret som varebil, og som er registreret med en tilladt totalvægt på op til 3.500 kg. Det foreslåede stk. 2 vil ud over varebiler, der alene anvendes privat, jf. stk. 1, også omfatte varebiler, der helt eller delvist anvendes erhvervsmæssigt.
Ved traktor forstås et motordrevet køretøj, som hovedsageligt er indrettet til at trække et andet køretøj eller arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen. Bestemmelsen omfatter endvidere ATV-køretøjer, der er registreret som traktor.
Ved lastbil forstås et køretøj registreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg., der er registreret som lastbil.
Afgrænsningen af køretøjer omfattet af den foreslåede stk. 2, vil indebære, at motorredskaber, som er motordrevne køretøjer, som hovedsageligt er indrettet som arbejdsredskab, herunder f.eks. havetraktor, minilæsser, minigraver og lignende. og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen, ikke vil være omfattet af det foreslåede § 15 g, stk. 2.
Forslaget omfatter både danske og udenlandske køretøjer.
For nærmere om overvejelser i forbindelse med afgrænsningen af omfattede køretøjer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.
Kravet vil i praksis først gælde, når en kommunalbestyrelse har truffet endelig beslutning om etablering af en nulemissionszone for al trafik efter den foreslåede § 15 f, stk. 1, og har fastsat virkningstidspunktet for zonen, som tidligst vil kunne fastsættes til henholdsvis seks måneder for private køretøjer og 12 måneder for erhvervskøretøjer fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. For erhvervskøretøjer regnes de 12 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 15 f, stk. 5.
Det følger endvidere af den foreslåede § 2, stk. 2, at en kommunalbestyrelse tidligst vil kunne etablere en nulemissionszone for al trafik med virkning fra den 1. januar 2026. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 2.
Det foreslås med § 15 g, stk. 3, at miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2.
Den foreslåede bemyndigelse vil give miljøministeren mulighed for at definere krav til nulemission for både køretøjerne i nulemissionszoner for persontrafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 1, og køretøjer i nulemissionszoner for al trafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 2.
Såfremt miljøministeren anvender emissionsværdier ved definitionen af nulemissionskøretøjer eller nulemissionszoner forudsættes emissionsværdierne beregnet ved anvendelse af Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 med senere ændringer.
Forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 regulerer typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer. Forordningen indfører en ny procedure for prøvning af emissioner fra lette køretøjer. Det fremgår af forordningen, at proceduren giver mere realistiske oplysninger om CO2 emissioner.
Det forventes, at el- og brintkøretøjer vil blive omfattet af definitionen af nulemissionskøretøjer. El-køretøjer har ikke udstødningsemissioner og dette gør sig også gældende for de fleste brintkøretøjer. For en mindre del af brintkøretøjerne, der typisk er erhvervskøretøjer, er der en begrænset CO2 emission, mens disse køretøjer har kvælstof emission. På det nuværende teknologiske udviklingstrin udgør disse brintkøretøjers CO2 emission højst 5g CO2/km.
Det fremgår af Køretøjsregistret, hvilken type et givent køretøj er, hvilken anvendelse køretøjet har, hvilket drivmiddel køretøjet anvender, og hvor mange gram CO2 det pågældende køretøj udleder pr. kørt kilometer.
(Til § 15 h)
Det foreslås med § 15 h, stk. 1, at kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, ikke gælder for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester eller køretøjer der benyttes af forsvaret eller fremmede militære styrker, der opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Disse køretøjer vil ofte have forbrændingsmotor. Da samfundskritiske opgaver altid bør kunne løses i nulemissionszoner, foreslås det, at disse køretøjer undtages.
Lignende nødtjenester vil omfatte køretøjer, der er godkendt til udrykningskørsel. Det er Færdselsstyrelsen, der udsteder tilladelser til udrykningskørsel. Reglerne om tilladelse til kørsel med udrykning fremgår af bekendtgørelse om udrykningskørsel.
Begrebet "styrke" skal forstås som i § 1, litra a, i NATO Status of Forces Agreement (NATO-SOFA), hvor det er defineret som "personel tilhørende en kontraherende parts land-, sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts territorium inden for Den Nordatlantiske Traktats område, dog således, at de pågældende to kontraherende parter kan træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en "styrke" for så vidt angår nærværende overenskomsts bestemmelser". NATO-SOFA er ratificeret ved kgl. resolution af 10. maj 1955 som offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 44 af 11. august 1955 om Danmarks ratifikation af den i London den 19. juni 1951 undertegnede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker. Begrebet "fremmede militære styrker" kan også omfatte personel fra land-, sø- eller luftstridskræfter, som Danmark har indgået militært samarbejde med.
Det er hensigten, at den fremmede militære styrke vil skulle opholde sig her i landet efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser, herunder NATO-samarbejdet, for at kunne undtages nulemissionszonereguleringen.
Det foreslås med § 15 h, stk. 2, at miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bemyndigelse i § 15 h, stk. 2, vil give miljøministeren mulighed for at fastsætte yderligere undtagelser end de, der fremgår af den foreslåede § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes til at fastsætte generelle undtagelser, hvorefter visse typer eller kategorier af køretøjer undtages fra kravene i nulemissionszoner på baggrund af generelle objektive kriterier. Sådanne undtagelser forventes i vidt omfang at være tidsbegrænsede.
Det vurderes, at der vil kunne være behov for i en overgangsperiode at fastsætte undtagelser, der er begrundet i nogle køretøjers særlige anvendelse. Det forventes bl.a., at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte undtagelser for køretøjer, der anvendes til sygetransport samt storvogne I (med plads til kørestol), liftbiler og minibusser med lift, da nulemissionskøretøjer endnu ikke er så udbredt som køretøjstype til sygetransport. Der er især en udfordring for de sygetransporter, der har indbygget lift.
Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte undtagelse for køretøjer registreret med tilladelsen "invalidekøretøj", eller hvortil der er bevilliget økonomisk støtte i henhold til § 114 i lov om social service eller køretøjer hvortil der anvendes handicapparkeringskort.
Nulemissionskøretøjer udgør på nuværende tidspunkt en mindre andel af den samlede danske bilpark. Det indebærer, at mange personer med et handicapkøretøj må forventes at anvende et ikke-nulemissionskøretøj. For ikke at afskære ofte bevægelseshæmmede befolkningsgrupper fra adgangen til nulemissionszoner ved at stille krav til nulemissionskøretøjer, forventes det, at der vil blive fastsat en undtagelse til nulemissionszonekravet for personer, der har et handicapkøretøj eller er indehavere af et handicapparkeringskort. Det forventes, at denne undtagelse vil kunne udfases i takt med udbredelsen af nulemissionskøretøjer.
For at tage hensyn til beboere i nulemissionszoner er det hensigten, at bemyndigelsen endvidere vil blive anvendt til at fastsætte en generel og tidsubegrænset undtagelse til kravene for alle køretøjer, hvor ejeren (brugeren) af køretøjet havde bopæl i en nulemissionszone frem til og med det tidspunkt, hvor denne zone får virkning. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte en regel om, at også køretøjer, hvor ejeren (brugeren) er tilflytter, kan undtages kravene, hvis det skulle vise sig nødvendigt med en sådan undtagelse. Generelt vurderes det dog, at tilflyttere har bedre mulighed for at indstille sig på kravene, inden tilflytning til en nulemissionszone.
Undtagelse for beboere vil kun gælde i den zone, hvor personen har bopæl, mens undtagelse for eksempelvis personer med et handicapkøretøj vil gælde i alle nulemissionszoner. Kommunalbestyrelsen vil ikke have mulighed for at fravælge virkningen af en undtagelse fastsat af miljøministeren i sin egen nulemissionszone.
Den foreslåede bemyndigelse i § 15 h, stk. 2, vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone, i det omfang det vurderes nødvendigt med særlige krav til den dokumentation, som vil skulle fremvises til politiet ved forespørgsel.
For handicapkøretøjer forventes det, at det vil være et krav, at der enten er bevilliget økonomisk støtte i henhold til § 114 i lov om social service, at køretøjet er registreret med tilladelsen invalidekøretøj i Køretøjsregistret, eller der er tale om et køretøj, hvortil der anvendes handicapparkeringskort.
Det foreslås med § 15 h, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 eller 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4.
Særlige tilfælde vil bl.a. kunne være, hvis en opgave inden for en nulemissionszone ikke vil kunne løses med et nulemissionskøretøj, og det skønnes nødvendigt, at opgaven udføres i nulemissionszonen.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kunne dispensere fra kravene til køretøjer i nulemissionszoner. Kommunalbestyrelsen vil have kompetencen til at meddele dispensationer i deres respektive nulemissionszone. Kommunalbestyrelsen vil kunne meddele konkrete dispensationer til anvendelse af bestemte køretøjer til nærmere angivne formål. Miljøministeren vil med hjemmel i det foreslåede § 15 h, stk. 4, fastsætte regler om i hvilke situationer og inden for hvilke rammer, der vil kunne meddeles dispensation fra nulemissionszonekravene. Kommunalbestyrelsen vil således alene kunne meddele dispensationer i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af det foreslåede § 15 h, stk. 4.
Det foreslås med § 15 h, stk. 4, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljøministeren vil fastsætte regler om, i hvilke situationer og inden for hvilke rammer, kommunalbestyrelsen kan og skal meddele dispensation fra nulemissionszonekravene.
Der forventes således fastsat en ramme for, hvornår de enkelte kommunalbestyrelser henholdsvis kan og skal meddele dispensationer. Dette vil sikre, at dispensationspraksis på tværs af kommunerne vil tage udgangspunkt i de samme rammer, idet der samtidig vil være mulighed for at tage lokale forhold i betragtning ved meddelelse af de enkelte dispensationer, og kommunalbestyrelsen vil dermed selv få indflydelse på sin dispensationspraksis.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte generelle regler om en tidsbegrænsning af dispensationers varighed, men at kommunalbestyrelsen inden for denne frist vil kunne fastsætte konkrete vilkår om en kortere tidsbegrænsning. Det forventes i den sammenhæng, at tidsbegrænsningen af dispensationer til ejere (brugere) af køretøjer, der anvendes til erhvervsmæssig brug, vil være af længere varighed, end dispensationer til ejere (brugere) af køretøjer, der anvendes privat.
Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at ejer (bruger) modtager en digital afgørelse, der kan anvendes som dokumentation for opnået dispensation.
Den foreslåede ordning, hvorefter kommunalbestyrelserne i alle landets kommuner gives mulighed for hver at etablere én nulemissionszone med virkning fra den 1. januar 2026 eller senere, afhængigt af kommunalbestyrelsens beslutning, vil i almindelighed ikke rejse spørgsmål om ekspropriation efter grundlovens § 73. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at kravene i en nulemissionszone vil kunne ramme enkelte personer eller virksomheder atypisk hårdt, og at nulemissionskravene i enkelte tilfælde således vil kunne få karakter af et ekspropriativt indgreb mod den pågældende person eller virksomhed. Ekspropriation kan ske ved, at den enkelte borger som følge af nulemissionsreguleringen, pålægges begrænsninger (indgreb) i sin råden over ejendom herunder et køretøj. Et indgreb der som følge af nulemissionsreguleringen, efter en konkret vurdering rammer den eller de enkelte borgere særlig hårdt, taler for at der foreligger ekspropriation. Hvis det efter en samlet bedømmelse af alle relevante omstændigheder vurderes, at der er tale om ekspropriation, vil den alene kunne finde sted af hensyn til almenvellet og mod fuld erstatning. Beslutningen om ekspropriation skal træffes ved lov og det omfatter også administrativ afgørelse, som borgeren vil kunne indbringe for domstolene, jf. grundlovens § 63.
Da det foreliggende lovforslag ikke indeholder hjemmel til ekspropriation forudsættes det, at dispensationsadgangen vil blive anvendt i tilfælde, hvor en person eller virksomhed ellers ville blive ramt atypisk hårdt af kravene på en sådan måde, at kravene i givet fald ville have fået karakter af et ekspropriativt indgreb.
Det foreslås med § 15 h, stk. 5, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign. ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at ministeren kan fastsætte regler, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at beslutte, at der udelukkende skal anvendes digital kommunikation ved ansøgning og afgørelse om dispensation til nulemissionszonereguleringen.
Bemyndigelsen vil dække krav om anvendelse af digital kommunikation i forbindelse med ansøgningen om dispensation og i korrespondance mellem kommunalbestyrelsen og ansøgeren i forbindelse hermed og kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation.
Det er hensigten, at den enkelte kommunalbestyrelse skal have valgfrihed til at beslutte, om det lokalt giver bedst mening at stille krav om udelukkende digital kommunikation eller ej.
Det forudsættes, at det skal være muligt at dispensere fra fastsatte krav om digital kommunikation i særlige tilfælde. Det er hensigten, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at al kommunikation skal ske digitalt, medmindre borgeren er fritaget det obligatoriske krav om modtagelse af digital post, jf. bekendtgørelse nr. 2017 af 29. oktober 2021 om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere. Det er hensigten, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kun ved denne fritagelse kan kommunikation ske pr. post. Fritagelsen omfatter ikke juridiske personer.
Det foreslås med § 15 h, stk. 6, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation fra kravene i nulemissionszoner, jf. den foreslåede § 15 h, stk. 3, ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed, og derved ikke vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91.
Da det er de enkelte kommuner, som har de bedste forudsætninger for at have kendskab til lokale forhold, vurderes det, at kommunens afgørelser om dispensationer ikke bør kunne påklages til anden administrativ myndighed, da kommunen er nærmest til at foretage en vurdering af, om der skal meddeles dispensation eller ej. Er ejeren (brugeren) af køretøjet uenig i afgørelsen, har denne foruden adgang til domstolsprøvelse mulighed for at rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand.
Lovligheden af kommunernes dispositioner efter stk. 3 vil være undergivet de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet er et retligt tilsyn. Tilsynet kan således ikke tage stilling til, om kommuners og regioners dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. En henvendelse til Ankestyrelsen er ikke nødvendigvis i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for, at Ankestyrelsen kan rejse en tilsynssag.
Ved vurderingen af, hvorvidt en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns formål og funktion, inddrager Ankestyrelsen bl.a., om sagen må skønnes at have principiel eller generel betydning eller alvorlig karakter for kommuner og/eller regioner som helhed.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 87, stk. 3, at politiet, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse kan standse og undersøge køretøjer med henblik på at konstatere overholdelse af gældende lovgivning om miljøzoner, herunder krav om partikeludledning og partikelfilter. Politiet kan indkalde køretøjet til syn for ejerens eller den varige brugers egen regning for at kontrollere, om køretøjet opfylder bestemmelserne i gældende lovgivning om miljøzoner. Politiet yder i øvrigt bistand ved tilsynsmyndighedernes udøvelse af beføjelser efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om politiets udøvelse af ovenstående beføjelser.
Det foreslås, at ændre § 87, stk. 3, 2. pkt., således at bestemmelsen også vil omfatte nulemissionszoner.
Forslaget vil indebære, at politiet får beføjelse til uden retskendelse at undersøge køretøjer, der bringes til standsning og parkerede køretøjer med henblik på at kontrollere overholdelse af den gældende lovgivning om nulemissionszoner. Det kan f.eks. være relevant at konstatere, om køretøjet har et udstødningsrør og dermed en forbrændingsmotor, der ikke lever op til kravene i en nulemissionszone. Med den foreslåede ændring får politiet mulighed for at undersøge køretøjer, herunder for at varetage præventive hensyn, i forbindelse med varetagelse af andre opgaver uden tilsynsmyndighedens tilstedeværelse.
For at sikre en effektiv kontrolordning og henset til indgrebets lave intensitet, skal kontrollen i nulemissionszonerne kunne foretages til enhver tid og uden retskendelse.
For at kunne føre effektiv kontrol med nulemissionsreglerne er der behov for at kunne udføre kontrollen under køretøjernes færdsel i nulemissionszonerne. Under hensyn til, at kontrollen skal udføres på vejene, må den i lighed med kontrollen i miljøzoner udføres i et samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og politiet, som i kraft af deres almindelige opgaver er på vejene.
Hvilke køretøjer, der er relevante at undersøge, vil afhænge af, om kommunalbestyrelsen har etableret en nulemissionszone for persontrafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 1, eller en nulemissionszone for al trafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 2.
|
@@ -0,0 +1,11 @@
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
§ 15 g, stk. 1 og 2, gælder ikke for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, forsvaret eller fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
|
| 2 |
+
|
| 3 |
+
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, samt regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone.
|
| 4 |
+
|
| 5 |
+
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4.
|
| 6 |
+
|
| 7 |
+
Stk. 4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation.
|
| 8 |
+
|
| 9 |
+
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign., ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3.
|
| 10 |
+
|
| 11 |
+
Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| Nr 10: | Efter § 15 e indsættes i kapitel 2 f: »Nulemissionszoner § 15 f. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3. Der kan højst etableres én zone i hver kommune. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter regler fastsat i medfør af stk. 6 beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke træffe beslutning efter stk. 1 og 2, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6. Stk. 4. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6. En beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst 6 måneder fra offentliggørelsen af beslutningen. For erhvervskøretøjer, herunder køretøjer, der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen. Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder definitionen af et afgrænset byområde og et sammenhængende areal, og om, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden. Ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordningen, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om, at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt. § 15 g. I en nulemissionszone for persontrafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter og varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1. Stk. 2. I en nulemissionszone for al trafik må der kun befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 t eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1. Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2. § 15 h. § 15 g, stk. 1 og 2, gælder ikke for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, forsvaret eller fremmede militære styrker, som opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser. Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, samt regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4. Stk. 4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation. Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign., ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3. Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.« |
Muligheden for etablering af nulemissionszoner har ikke tidligere været reguleret i miljøbeskyttelsesloven.
Som nye bestemmelser foreslås indsat §§ 15 f-15 h, i miljøbeskyttelsesloven med en overskrift med titlen »Nulemissionszoner«.
(Til § 15 f)
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 6 kan beslutte at etablere en nulemissionszone i et afgrænset byområde for enten persontrafik, jf. § 15 g, stk. 1, eller for al trafik, jf. § 15 g, stk. 2, jf. dog stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil give alle kommunalbestyrelser ret til at etablere en nulemissionszone efter forudgående høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 6. Miljøministeren vil dog efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 3 og 6, nedenfor.
Det forventes, at kompetencen til at behandle høringer om nulemissionszoner vil blive delegeret fra miljøministeren til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1.
Det er ikke hensigten, at "beslutte" skal forstås på anden måde end ”træffe bestemmelse" i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 15 a, stk. 1-3.
Det forventes herudover, at der med hjemmel i det foreslåede § 15 f, stk. 6, vil blive stillet krav om, at kommunalbestyrelsen inden etableringen af en nulemissionszone vil skulle udarbejde et oplysningsgrundlag, der skal offentliggøres sammen med udkast til beslutning, og som skal sendes i høring hos miljøministeren. For nærmere om indholdet af oplysningsgrundlaget henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 6, nedenfor.
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af lovforslaget enten vælge at etablere en nulemissionszone for persontrafik eller en nulemissionszone for al trafik, der både omfatter persontrafik og erhvervstrafik. Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne etablere en nulemissionszone for persontrafik og på et senere tidspunkt ændre zonen til en nulemissionszone for al trafik. Dette vil kræve en ny høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 1. For nærmere om de køretøjer, der må befinde sig i en nulemissionszone for persontrafik henholdsvis for al trafik, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 1 og 2, jf. nedenfor.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 1, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen højst kan etablere én nulemissionszone i hver kommune.
Etableringen af en nulemissionszone vil have indflydelse på indbyggernes adgang til at færdes i kommunen. En begrænsning i antallet af nulemissionszoner til en enkelt zone pr. kommune vurderes derfor på nuværende tidspunkt at være hensigtsmæssig. Såfremt erfaringerne med ordningen og udbredelsen af nulemissionskøretøjer giver anledning hertil, kan antallet af nulemissionszoner pr. kommune genovervejes, når nulemissionszoneordningen evalueres tre år efter lovens vedtagelse.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 2, at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 6 kan beslutte at foretage udvidelser eller i særlige tilfælde enten mindre indskrænkninger af den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone eller ophævelse af en nulemissionszone, jf. dog stk. 3.
Det forventes, at der vil blive fastsat regler efter den foreslåede § 15 f, stk. 6, der sikrer, at kravet om høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden også vil gælde, når en kommunalbestyrelse vil træffe beslutning om geografisk udvidelse eller mindre indskrænkning samt om ophævelse af en nulemissionszone. Miljøministeren vil efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 3 og 6, nedenfor.
Miljøministeren forventes i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1, at udpege Miljøstyrelsen som ansvarlig myndighed til at behandle høringer modtaget i medfør af det foreslåede stk. 2.
Ved geografisk udvidelse eller mindre indskrænkning af en nulemissionszone skal zonen fortsat etableres i et afgrænset byområde og i øvrigt opfylde de kriterier, som forventes fastsat med hjemmel i den foreslåede § 15 f, stk. 6.
Mindre indskrænkninger og ophævelser bør begrundes i særlige forhold, da der bør tages hensyn til de personer eller virksomheder, der har indrettet sig efter kravene til kørsel i nulemissionszonen. Det vil eksempelvis kunne begrundes med, at dele af en zone eller en hel zone ikke længere har nogen positiv effekt, f.eks. som følge af generel udskiftning af køretøjsbestanden, andre trafikale foranstaltninger i zonen, eller at zonen har vist sig at have en meget uhensigtsmæssig afgrænsning, der begrunder en indskrænkning. Det kan dog ikke udelukkes, at en indskrænkning eller ophævelse vil kunne være relevant i andre tilfælde, f.eks. hvor det viser sig, at nulemissionszonen ikke har den forventede effekt.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt., at miljøministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning efter stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at miljøministeren efter forhandling med erhvervsministeren, justitsministeren og transportministeren vil kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone. Miljøministeren vil efter samme forhandling også kunne gøre indsigelse mod kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om udvidelse eller mindre indskrænkning af den geografiske afgrænsning eller mod ophævelse af en eksisterende nulemissionszone.
Når miljøministeren vurderer kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone, vil det ske på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante oplysninger. Det vil for eksempel indgå i vurderingen, om der er taget højde for det strategiske vejnet og for kravet om ikke at omfatte områder med virksomheder, der er afhængige af konventionel transport. Der kan også lægges vægt på øvrige konsekvenser for trafik, støj og luftforurening, hensyn til skoler og børneinstitutioner. Derudover vil det indgå i vurderingen, om oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt, om relevante vurderinger er foretaget, og om nulemissionszonen strider mod overordnede samfundsmæssige interesser. Indsigelsen vil skulle begrundes overfor kommunalbestyrelsen. Såfremt miljøministeren ønsker yderligere oplysninger med henblik på at træffe beslutning, udsætter miljøministeren sagen og fastsætter en frist for kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe det ønskede materiale. Udsættelsen vil også skulle begrundes overfor kommunalbestyrelsen.
Det vurderes, at miljøministerens beslutning om at gøre indsigelse eller at undlade at gøre indsigelse efter den foreslåede indsigelsesret, ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Der er tale om en tilsynslignende disposition, der alene retter sig mod kommunen og ikke direkte har virkning for private personer m.v. Der foreslås derfor ikke adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en indsigelse fremsat af miljøministeren.
Det forventes, at kompetencen til at gøre indsigelse i medfør af det foreslåede stk. 3 vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1, og at klageadgangen til miljøministeren vil blive afskåret med hjemmel i § 80, stk. 2.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning efter stk. 1 og 2, om etablering, udvidelse, mindre indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone, hvis miljøministeren har gjort indsigelse inden for en frist fastsat i medfør af stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone, hvis miljøministeren har fremsat en indsigelse indenfor fristen.
Det foreslås, at der med hjemmel i den foreslåede § 15 f, stk. 6, vil blive fastsat en periode, hvori indsigelse kan fremsættes af miljøministeren. I denne periode vil ministeren indgå i dialog med kommunalbestyrelsen om kommunalbestyrelsens udkast til beslutning om den pågældende nulemissionszone. Se nærmere herom i bemærkningerne til det foreslåede stk. 6.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 4, at kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 og 2, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at kommunalbestyrelsens beslutning om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en eksisterende nulemissionszone ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsens beslutninger ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den forudgående høring af miljøministeren og den inddragelse af offentligheden, der finder sted i forbindelse med kommunalbestyrelsens beslutninger efter de regler, der forventes fastsat i medfør af § 15 f, stk. 6, og ministerens mulighed for at gøre indsigelse efter stk. 3.
Henset til kommunalbestyrelsens lokale kendskab til forholdene i kommunen i forbindelse med etablering, udvidelse m.v. af en nulemissionszone inden for de nærmere rammer, der forventes fastsat med hjemmel i lovforslaget, vurderes der således ikke at være et behov for at kunne påklage kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 15 f, stk. 1 og 2, til anden administrativ myndighed.
Lovligheden af kommunernes dispositioner efter § 15 f, stk. 1 og 2, vil være undergivet de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet er et retligt tilsyn. Tilsynet kan således ikke tage stilling til, om kommuners og regioners dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. En henvendelse til Ankestyrelsen er ikke nødvendigvis i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for, at Ankestyrelsen kan rejse en tilsynssag.
Ved vurderingen af, hvorvidt en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns formål og funktion, inddrager Ankestyrelsen bl.a., om sagen må skønnes at have principiel eller generel betydning eller alvorlig karakter for kommuner eller regioner som helhed.
Det følger af det foreslåede § 15 f, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at offentliggøre sine beslutninger vedrørende nulemissionszoner. Miljøministeren vil med hjemmel i forslaget til § 15 f, stk. 6, fastsætte reglerne for, hvordan offentligheden skal inddrages og om, hvordan kommunalbestyrelsens beslutninger efter § 15 f, stk. 1 og 2, skal offentliggøres. Se nærmere herom i bemærkningerne til det foreslåede § 15, stk. 6.
Det følger af det foreslåede § 15 f, stk. 5, 2. pkt., at en beslutning efter stk. 1 eller 2 har virkning for private køretøjer efter en periode på mindst seks måneder fra offentliggørelsen af beslutningen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har offentliggjort en endelig beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone, skal der gå mindst seks måneder, før zonen vil kunne få virkning for private køretøjer.
Begrundelsen for denne indfasningsperiode er, at det vurderes, at der er behov for en minimumsperiode, der giver de berørte mulighed for at kunne indrette sig på kravene. Den foreslåede periode på seks måneder er en minimumsperiode, og det forudsættes, at den enkelte kommunalbestyrelse tager stilling til, om en given nulemissionszone bør have en længere indfasningsperiode, eksempelvis på grund af zonens størrelse eller placering.
Kommunalbestyrelsens beslutning om etablering af en nulemissionszone vil tidligst kunne få virkning fra den 1. januar 2026, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2.
Ved beslutning om indskrænkninger eller om ophævelse af en nulemissionszone vil kommunalbestyrelsen selv kunne fastsætte en passende indfasningsperiode.
Det fremgår af den foreslåede § 15 f, stk. 5, 3. pkt., at for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer der er registreret til delvis privat anvendelse, har en beslutning efter stk. 1 eller 2 virkning efter en periode på mindst 12 måneder fra offentliggørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har offentliggjort en endelig beslutning om etablering eller geografisk udvidelse af en nulemissionszone får denne virkning for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer med tilladelse til delvis anvendelse til erhverv, minimum 12 måneder efter offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning.
Begrundelsen for den forlængede indfasningsperiode for erhvervskøretøjer, herunder køretøjer med tilladelse til delvis erhvervsanvendelse, er, at de erhvervsdrivendes økonomi kan blive ramt særligt hårdt ved oprettelsen af nulemissionszoner ved krav om udskiftning af de eksisterende køretøjer. Den forlængede indfasningsperiode på 12 måneder er således med henblik på at udvise særligt hensyn overfor erhvervsdrivende i nulemissionszonerne og undgå, at oprettelse af zonerne er særligt byrdefulde for de erhvervsdrivende.
Der henvises til bemærkningerne til § 15 f, stk. 5, 2. pkt., ovenfor, for så vidt angår fastsættelse af en længere indfasningsperiode, tidligste virkningstidspunkt og indfasningsperiode ved indskrænkninger eller ophævelse af en nulemissionszone.
Det fremgår af det foreslåede § 15 f, stk. 6, 1. pkt., at miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens beslutninger om nulemissionszoner efter stk. 1 og 2, herunder om definitionen af et afgrænset byområde, et sammenhængende areal, og om hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i forbindelse med inddragelse af offentligheden.
Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler om nulemissionszoneordningen i den foreslåede § 15 f, stk. 1 og 2, der giver kommunalbestyrelser mulighed for efter høring af miljøministeren og inddragelse af offentligheden at etablere én nulemissionszone eller træffe beslutning vedrørende nulemissionszonen.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvordan et afgrænset byområde skal defineres. Det forventes, at det vil indgå i definitionen af et afgrænset byområde, at området er omfattet af det statistiske bybegreb, der definerer en by som en naturligt sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere. At bebyggelsen er naturligt sammenhængende vil sige, at afstanden mellem husene normalt ikke overstiger 200 meter medmindre afbrydelsen skyldes større gennemgående veje (uden direkte adgangsveje mellem bebyggelserne) kirkegårde, sportspladser, parkerings- og parkanlæg, jernbane og lagerarealer, jorde under udstykning og lignende. Spredt bebyggelse langs en landevej henregnes ikke som hørende til en by - også selv om afstanden imellem dem er mindre end 200 meter. Definitionen bygger på FN's retningslinjer for afgrænsning af byområder, jf. Danmarks Statistik, Statistikdokumentation for Byopgørelsen 2023. Det forventes endvidere, at det vil indgå, at området ikke må indeholde veje, der er omfattet af det strategiske vejnet. Det strategiske vejnet omfatter bl.a. veje, der forbinder og fordeler trafikken i hele landet, og som er veje, der er væsentlige for den samlede fremkommelighed. Det strategiske vejnet er udpeget af Vejdirektoratet i samarbejde med kommuner og politiet.
I forhold til definitionen af et afgrænset byområde bør der være mulighed for eventuelt at ændre den over tid i takt med udbredelsen af nulemissionskøretøjer. Det vurderes således, at zonerne i fremtiden vil kunne være større, end hvad der vil være hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt f.eks. som følge af en stigende andel af nulemissionskøretøjer.
Det forventes endvidere, at det vil blive et krav, at kommunalbestyrelsen ved den geografiske afgrænsning af en nulemissionszone ikke vil kunne medtage områder, hvor virksomheder, der er afhængige af transport med ikke-nulemissionskøretøjer, har hjemsted. Det kan f.eks. være automekanikere, der er afhængige af, at kunder med køretøjer, der ikke lever op til kravene i en nulemissionszone, kan køre til og fra værkstedet for at få et køretøj repareret.
Det forventes endvidere, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvilket oplysningsgrundlag kommunalbestyrelsen vil skulle tilvejebringe forud for inddragelsen af offentligheden og høringen af miljøministeren, og relevante myndigheder, virksomheder m.v. over kommunens udkast til beslutning om etablering af en nulemissionszone eller udkast til beslutning vedrørende geografisk udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en nulemissionszone. Der forventes fastsat regler om, at kommunalbestyrelsens oplysningsgrundlag skal offentliggøres sammen med kommunalbestyrelsens udkast til beslutning. Dette skal medvirke til, at relevante forhold og konsekvenser er belyst inden der vil skulle tages stilling til kommunalbestyrelsens udkast til beslutning.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at oplysningsgrundlaget skal indeholde en beskrivelse af den geografiske afgrænsning af zonen, herunder regler om de data og kortværk til stedbestemmelse og visualisering, som kommunerne vil skulle anvende.
Det forventes endvidere, at oplysningsgrundlaget skal indeholde oplysninger om, hvor mange personer, der har bopæl i den påtænkte zone, herunder oplysninger om antallet af ikke-nulemissionskøretøjer, hvor den registrerede ejer (bruger), har bopæl i den påtænkte zone, oplysninger i form af trafiktællinger i den påtænkte zone opdelt på personbiler, varebiler, lastbiler og busser, samt oplysninger om antallet af offentligt tilgængelige ladestandere i zonen.
Derudover forventes det, at der vil blive stillet krav om, at der vil skulle foreligge en vurdering af, om den forventede etablering af en nulemissionszone vil skabe unødig øget mertrafik ved omvejskørsel. Det forventes også, at det vil være et krav, at oplysningsgrundlaget indeholder en vurdering af muligheden for at færdes i den påtænkte nulemissionszone uden et køretøj, herunder afstand til og muligheder for offentlig transport, hvor der bl.a. kan ses på, om zonen ligger stationsnært.
Det forventes derudover, at oplysningsgrundlaget vil skulle indeholde af en konsekvensvurdering for de eksisterende erhverv i zonen samt eventuelt en beregning af miljøgevinsten og de støj- og klimamæssige virkninger.
De ovenfor nævnte kriterier er ikke udtømmende, idet det kan vise sig, at andre oplysninger og vurderinger også vil være relevante, når miljøministerens tager stilling til kommunalbestyrelsens beslutning.
Når oplysningsgrundlaget er tilvejebragt, er det hensigten, at kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage offentligheden ved høring over udkast til beslutning og tilhørende oplysningsgrundlag hos borgere og relevante myndigheder og interessenter.
Det fremgår af den foreslåede § 15 f, stk. 6, 2. pkt., at ministeren kan fastsætte regler om høring af miljøministeren og relevante myndigheder, om indsigelsesordning, om offentlighedens inddragelse og om offentliggørelse af beslutninger, herunder om at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt.
Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler om kommunalbestyrelsens høring af miljøministeren§, og høring af relevante myndigheder, om miljømisterens indsigelsesordning efter den foreslåede § 15 f, stk. 3, om offentlighedens inddragelse, og om offentliggørelse af kommunalbestyrelsens beslutninger efter den foreslåede § 15 f, stk. 5, herunder om at inddragelse og offentliggørelse udelukkende kan ske digitalt. Herudover vil de høringssvar, som kommunen modtager i den offentlige høring, efterfølgende skulle sendes til miljøministeren, inden ministeren kan tage endelig stilling til, om der skal fremsættes en indsigelse i medfør af den foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt.
Det vil være op til kommunalbestyrelsen at vurdere relevante høringsparter ud over borgerne i kommunen, men det vil eksempelvis kunne indebære høring af kommunalbestyrelsen i nabokommuner samt virksomheder beliggende i de omkringliggende kommuner eller med særlig tilknyttet forretningsførelse i det område, hvor der forventes etableret en nulemissionszone. Det forventes, at det vil blive et krav, at høringsperioden er minimum fire uger.
Det forventes, at miljøministerens kompetence til at behandle høringer fra kommunalbestyrelserne om nulemissionszoner vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 80, stk. 1.
Det forventes endeligt, at der vil blive fastsat regler om en periode, hvori miljøministeren kan udnytte den indsigelsesret, der følger af det foreslåede § 15 f, stk. 3, 1. pkt. Perioden forventes fastsat til ca. tre måneder, og det forventes hertil, at der vil blive fastsat en regel om, at kommunalbestyrelsen efter udløbet af den fastsatte frist vil kunne træffe endelig beslutning, såfremt miljøministeren ikke forinden har gjort indsigelse.
Der forventes endvidere fastsat en regel om, at kommunalbestyrelsen vil kunne vælge udelukkende at offentliggøre udkast til beslutning samt endelig beslutning digitalt.
(Til § 15 g)
Det foreslås med § 15 g, stk. 1, at der i en nulemissionszone for persontrafik, §kun må befinde sig personbiler, busser, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler og knallerter samt varebiler, der alene anvendes privat, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 g, stk. 1, vil indebære, at de omfattede køretøjer kun må befinde sig i nulemissionszoner etableret i medfør af forslaget til § 15 f, stk. 1 eller 2, når de overholder kravene til nulemissionszoner.
Fastlæggelsen af køretøjer, der kan anses for at overholde kravene til nulemissionszoner, forventes at ske på baggrund af miljøministerens fastlæggelse af emissionskravene for de pågældende køretøjer i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 15 g, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 3, nedenfor.
Ved personbil forstås et køretøj, der er udformet og konstrueret først og fremmest til befordring af passagerer og disses bagage, og som er indrettet til at kunne benyttes af højst otte personer, føreren undtaget, og uden plads til stående passagerer, uanset om antallet af siddepladser er begrænset til førerens siddeplads. Et ATV-Køretøj har fire hjul, og det klassificeres derfor som bil ifølge færdselsloven. ATV-køretøjer kan også registreres som godkendt traktor til ejere eller brugere af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom. De ATV-køretøjer, der er godkendt som personbil, vil være omfattet af begrebet ”personbil” i den foreslåede § 15 g, stk. 1.
Ved bus, som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, forstås en stor personbil, der er indrettet med mere end otte siddepladser ud over førerens siddeplads, og som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder.
Ved motorcykel forstås et motorkøretøj på to hjul, med eller uden sidevogn, og et motorkøretøj på tre hjul, hvis egenvægt ikke overstiger 400 kg.
Ved knallert forstås et to- eller trehjulet køretøj med en forbrændingsmotor med et slagvolumen på ikke over 50 cm3, eller med elmotor og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 45 km i timen. Knallerter inddeles i stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen og lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen.
Ved varebil forstås et køretøj, som er registreret som varebil, og som er registreret med en tilladt totalvægt på op til 3.500 kg. Privat brug af varebiler omfatter anvendelse af varebiler, hvor der betales fuld privatbenyttelsesafgift med henblik på udelukkende privat brug af køretøjet.
Det bemærkes, at taxier er registreret i Køretøjsregistret som personbiler, og dermed vil blive omfattet af det foreslåede § 15 g, stk. 1. Det forventes dog, at der i medfør af det foreslåede § 15 h, stk. 2, vil blive fastsat en undtagelse for taxier i kategorien storvogn II med lift, da der pr. maj 2024 ikke findes nogen køretøjer i den nuværende bestand af taxikøretøjer, som er nulemissionskøretøjer.
Forslaget omfatter både danske og udenlandske køretøjer.
For nærmere om overvejelser i forbindelse med afgrænsningen af omfattede køretøjer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.
Nulemissionszonekravene vil først gælde, når en kommunalbestyrelse har truffet endelig beslutning om etablering af en nulemissionszone efter den foreslåede § 15 f, stk. 1, og har fastsat virkningstidspunktet for zonen, som tidligst vil kunne fastsættes til henholdsvis seks måneder for private køretøjer og 12 måneder for erhvervskøretøjer fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. For erhvervskøretøjer regnes de 12 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 15 f, stk. 5.
Det følger endvidere af den foreslåede § 2, stk. 2, at en kommunalbestyrelse tidligst vil kunne etablere en nulemissionszone for persontrafik med virkning fra den 1. januar 2026. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 2.
Det foreslås med § 15 g, stk. 2 , at i en nulemissionszone for al trafik§ må der kun befinde sig personbiler, herunder busser som er registreret med en tilladt totalvægt på 3.500 kg eller derunder, motorcykler, knallerter, varebiler, traktorer og lastbiler, som er registreret med en tilladt totalvægt på 12 tons eller derunder, når disse køretøjer overholder kravene til nulemissionszoner efter regler fastsat i medfør af stk. 3, jf. dog § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 g, stk. 2, vil indebære, at de omfattede køretøjer kun må befinde sig i nulemissionszoner etableret i medfør af forslaget til § 15 f, stk. 1 eller 2, når de overholder kravene til nulemissionszoner.
For fastlæggelsen af køretøjer, der kan anses for at overholde kravene til nulemissionszoner samt afgrænsning af køretøjstyperne personbiler, motorcykler og knallerter, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 1, ovenfor, samt til bemærkningerne til den foreslåede § 15 g, stk. 3, nedenfor.
Ved varebil forstås et køretøj, som er registreret som varebil, og som er registreret med en tilladt totalvægt på op til 3.500 kg. Det foreslåede stk. 2 vil ud over varebiler, der alene anvendes privat, jf. stk. 1, også omfatte varebiler, der helt eller delvist anvendes erhvervsmæssigt.
Ved traktor forstås et motordrevet køretøj, som hovedsageligt er indrettet til at trække et andet køretøj eller arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen. Bestemmelsen omfatter endvidere ATV-køretøjer, der er registreret som traktor.
Ved lastbil forstås et køretøj registreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg., der er registreret som lastbil.
Afgrænsningen af køretøjer omfattet af den foreslåede stk. 2, vil indebære, at motorredskaber, som er motordrevne køretøjer, som hovedsageligt er indrettet som arbejdsredskab, herunder f.eks. havetraktor, minilæsser, minigraver og lignende. og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen, ikke vil være omfattet af det foreslåede § 15 g, stk. 2.
Forslaget omfatter både danske og udenlandske køretøjer.
For nærmere om overvejelser i forbindelse med afgrænsningen af omfattede køretøjer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.
Kravet vil i praksis først gælde, når en kommunalbestyrelse har truffet endelig beslutning om etablering af en nulemissionszone for al trafik efter den foreslåede § 15 f, stk. 1, og har fastsat virkningstidspunktet for zonen, som tidligst vil kunne fastsættes til henholdsvis seks måneder for private køretøjer og 12 måneder for erhvervskøretøjer fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. For erhvervskøretøjer regnes de 12 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 15 f, stk. 5.
Det følger endvidere af den foreslåede § 2, stk. 2, at en kommunalbestyrelse tidligst vil kunne etablere en nulemissionszone for al trafik med virkning fra den 1. januar 2026. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 2, stk. 2.
Det foreslås med § 15 g, stk. 3, at miljøministeren fastsætter regler om køretøjers overholdelse af krav til nulemission i stk. 1 og 2.
Den foreslåede bemyndigelse vil give miljøministeren mulighed for at definere krav til nulemission for både køretøjerne i nulemissionszoner for persontrafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 1, og køretøjer i nulemissionszoner for al trafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 2.
Såfremt miljøministeren anvender emissionsværdier ved definitionen af nulemissionskøretøjer eller nulemissionszoner forudsættes emissionsværdierne beregnet ved anvendelse af Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 med senere ændringer.
Forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 regulerer typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer. Forordningen indfører en ny procedure for prøvning af emissioner fra lette køretøjer. Det fremgår af forordningen, at proceduren giver mere realistiske oplysninger om CO2 emissioner.
Det forventes, at el- og brintkøretøjer vil blive omfattet af definitionen af nulemissionskøretøjer. El-køretøjer har ikke udstødningsemissioner og dette gør sig også gældende for de fleste brintkøretøjer. For en mindre del af brintkøretøjerne, der typisk er erhvervskøretøjer, er der en begrænset CO2 emission, mens disse køretøjer har kvælstof emission. På det nuværende teknologiske udviklingstrin udgør disse brintkøretøjers CO2 emission højst 5g CO2/km.
Det fremgår af Køretøjsregistret, hvilken type et givent køretøj er, hvilken anvendelse køretøjet har, hvilket drivmiddel køretøjet anvender, og hvor mange gram CO2 det pågældende køretøj udleder pr. kørt kilometer.
(Til § 15 h)
Det foreslås med § 15 h, stk. 1, at kravene i § 15 g, stk. 1 og 2, ikke gælder for køretøjer, der benyttes af politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester eller køretøjer der benyttes af forsvaret eller fremmede militære styrker, der opholder sig i Danmark efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.
Disse køretøjer vil ofte have forbrændingsmotor. Da samfundskritiske opgaver altid bør kunne løses i nulemissionszoner, foreslås det, at disse køretøjer undtages.
Lignende nødtjenester vil omfatte køretøjer, der er godkendt til udrykningskørsel. Det er Færdselsstyrelsen, der udsteder tilladelser til udrykningskørsel. Reglerne om tilladelse til kørsel med udrykning fremgår af bekendtgørelse om udrykningskørsel.
Begrebet "styrke" skal forstås som i § 1, litra a, i NATO Status of Forces Agreement (NATO-SOFA), hvor det er defineret som "personel tilhørende en kontraherende parts land-, sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts territorium inden for Den Nordatlantiske Traktats område, dog således, at de pågældende to kontraherende parter kan træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en "styrke" for så vidt angår nærværende overenskomsts bestemmelser". NATO-SOFA er ratificeret ved kgl. resolution af 10. maj 1955 som offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 44 af 11. august 1955 om Danmarks ratifikation af den i London den 19. juni 1951 undertegnede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker. Begrebet "fremmede militære styrker" kan også omfatte personel fra land-, sø- eller luftstridskræfter, som Danmark har indgået militært samarbejde med.
Det er hensigten, at den fremmede militære styrke vil skulle opholde sig her i landet efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser, herunder NATO-samarbejdet, for at kunne undtages nulemissionszonereguleringen.
Det foreslås med § 15 h, stk. 2, at miljøministeren kan fastsætte regler om yderligere undtagelser fra kravene i § 15 g, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bemyndigelse i § 15 h, stk. 2, vil give miljøministeren mulighed for at fastsætte yderligere undtagelser end de, der fremgår af den foreslåede § 15 h, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes til at fastsætte generelle undtagelser, hvorefter visse typer eller kategorier af køretøjer undtages fra kravene i nulemissionszoner på baggrund af generelle objektive kriterier. Sådanne undtagelser forventes i vidt omfang at være tidsbegrænsede.
Det vurderes, at der vil kunne være behov for i en overgangsperiode at fastsætte undtagelser, der er begrundet i nogle køretøjers særlige anvendelse. Det forventes bl.a., at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte undtagelser for køretøjer, der anvendes til sygetransport samt storvogne I (med plads til kørestol), liftbiler og minibusser med lift, da nulemissionskøretøjer endnu ikke er så udbredt som køretøjstype til sygetransport. Der er især en udfordring for de sygetransporter, der har indbygget lift.
Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte undtagelse for køretøjer registreret med tilladelsen "invalidekøretøj", eller hvortil der er bevilliget økonomisk støtte i henhold til § 114 i lov om social service eller køretøjer hvortil der anvendes handicapparkeringskort.
Nulemissionskøretøjer udgør på nuværende tidspunkt en mindre andel af den samlede danske bilpark. Det indebærer, at mange personer med et handicapkøretøj må forventes at anvende et ikke-nulemissionskøretøj. For ikke at afskære ofte bevægelseshæmmede befolkningsgrupper fra adgangen til nulemissionszoner ved at stille krav til nulemissionskøretøjer, forventes det, at der vil blive fastsat en undtagelse til nulemissionszonekravet for personer, der har et handicapkøretøj eller er indehavere af et handicapparkeringskort. Det forventes, at denne undtagelse vil kunne udfases i takt med udbredelsen af nulemissionskøretøjer.
For at tage hensyn til beboere i nulemissionszoner er det hensigten, at bemyndigelsen endvidere vil blive anvendt til at fastsætte en generel og tidsubegrænset undtagelse til kravene for alle køretøjer, hvor ejeren (brugeren) af køretøjet havde bopæl i en nulemissionszone frem til og med det tidspunkt, hvor denne zone får virkning. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte en regel om, at også køretøjer, hvor ejeren (brugeren) er tilflytter, kan undtages kravene, hvis det skulle vise sig nødvendigt med en sådan undtagelse. Generelt vurderes det dog, at tilflyttere har bedre mulighed for at indstille sig på kravene, inden tilflytning til en nulemissionszone.
Undtagelse for beboere vil kun gælde i den zone, hvor personen har bopæl, mens undtagelse for eksempelvis personer med et handicapkøretøj vil gælde i alle nulemissionszoner. Kommunalbestyrelsen vil ikke have mulighed for at fravælge virkningen af en undtagelse fastsat af miljøministeren i sin egen nulemissionszone.
Den foreslåede bemyndigelse i § 15 h, stk. 2, vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om dokumentation for, at et køretøj er undtaget fra kravene i en nulemissionszone, i det omfang det vurderes nødvendigt med særlige krav til den dokumentation, som vil skulle fremvises til politiet ved forespørgsel.
For handicapkøretøjer forventes det, at det vil være et krav, at der enten er bevilliget økonomisk støtte i henhold til § 114 i lov om social service, at køretøjet er registreret med tilladelsen invalidekøretøj i Køretøjsregistret, eller der er tale om et køretøj, hvortil der anvendes handicapparkeringskort.
Det foreslås med § 15 h, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra kravene i § 15 g, stk. 1 eller 2, efter regler fastsat i medfør af stk. 4.
Særlige tilfælde vil bl.a. kunne være, hvis en opgave inden for en nulemissionszone ikke vil kunne løses med et nulemissionskøretøj, og det skønnes nødvendigt, at opgaven udføres i nulemissionszonen.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kunne dispensere fra kravene til køretøjer i nulemissionszoner. Kommunalbestyrelsen vil have kompetencen til at meddele dispensationer i deres respektive nulemissionszone. Kommunalbestyrelsen vil kunne meddele konkrete dispensationer til anvendelse af bestemte køretøjer til nærmere angivne formål. Miljøministeren vil med hjemmel i det foreslåede § 15 h, stk. 4, fastsætte regler om i hvilke situationer og inden for hvilke rammer, der vil kunne meddeles dispensation fra nulemissionszonekravene. Kommunalbestyrelsen vil således alene kunne meddele dispensationer i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af det foreslåede § 15 h, stk. 4.
Det foreslås med § 15 h, stk. 4, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens adgang til at meddele dispensation efter stk. 3, herunder om vilkår, tidsbegrænsning og dokumentation.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljøministeren vil fastsætte regler om, i hvilke situationer og inden for hvilke rammer, kommunalbestyrelsen kan og skal meddele dispensation fra nulemissionszonekravene.
Der forventes således fastsat en ramme for, hvornår de enkelte kommunalbestyrelser henholdsvis kan og skal meddele dispensationer. Dette vil sikre, at dispensationspraksis på tværs af kommunerne vil tage udgangspunkt i de samme rammer, idet der samtidig vil være mulighed for at tage lokale forhold i betragtning ved meddelelse af de enkelte dispensationer, og kommunalbestyrelsen vil dermed selv få indflydelse på sin dispensationspraksis.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte generelle regler om en tidsbegrænsning af dispensationers varighed, men at kommunalbestyrelsen inden for denne frist vil kunne fastsætte konkrete vilkår om en kortere tidsbegrænsning. Det forventes i den sammenhæng, at tidsbegrænsningen af dispensationer til ejere (brugere) af køretøjer, der anvendes til erhvervsmæssig brug, vil være af længere varighed, end dispensationer til ejere (brugere) af køretøjer, der anvendes privat.
Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at ejer (bruger) modtager en digital afgørelse, der kan anvendes som dokumentation for opnået dispensation.
Den foreslåede ordning, hvorefter kommunalbestyrelserne i alle landets kommuner gives mulighed for hver at etablere én nulemissionszone med virkning fra den 1. januar 2026 eller senere, afhængigt af kommunalbestyrelsens beslutning, vil i almindelighed ikke rejse spørgsmål om ekspropriation efter grundlovens § 73. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at kravene i en nulemissionszone vil kunne ramme enkelte personer eller virksomheder atypisk hårdt, og at nulemissionskravene i enkelte tilfælde således vil kunne få karakter af et ekspropriativt indgreb mod den pågældende person eller virksomhed. Ekspropriation kan ske ved, at den enkelte borger som følge af nulemissionsreguleringen, pålægges begrænsninger (indgreb) i sin råden over ejendom herunder et køretøj. Et indgreb der som følge af nulemissionsreguleringen, efter en konkret vurdering rammer den eller de enkelte borgere særlig hårdt, taler for at der foreligger ekspropriation. Hvis det efter en samlet bedømmelse af alle relevante omstændigheder vurderes, at der er tale om ekspropriation, vil den alene kunne finde sted af hensyn til almenvellet og mod fuld erstatning. Beslutningen om ekspropriation skal træffes ved lov og det omfatter også administrativ afgørelse, som borgeren vil kunne indbringe for domstolene, jf. grundlovens § 63.
Da det foreliggende lovforslag ikke indeholder hjemmel til ekspropriation forudsættes det, at dispensationsadgangen vil blive anvendt i tilfælde, hvor en person eller virksomhed ellers ville blive ramt atypisk hårdt af kravene på en sådan måde, at kravene i givet fald ville have fået karakter af et ekspropriativt indgreb.
Det foreslås med § 15 h, stk. 5, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at kræve anvendelse af digital kommunikation, herunder digitale selvbetjeningsløsninger, bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign. ved ansøgning og afgørelse om dispensation efter stk. 3.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at ministeren kan fastsætte regler, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at beslutte, at der udelukkende skal anvendes digital kommunikation ved ansøgning og afgørelse om dispensation til nulemissionszonereguleringen.
Bemyndigelsen vil dække krav om anvendelse af digital kommunikation i forbindelse med ansøgningen om dispensation og i korrespondance mellem kommunalbestyrelsen og ansøgeren i forbindelse hermed og kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation.
Det er hensigten, at den enkelte kommunalbestyrelse skal have valgfrihed til at beslutte, om det lokalt giver bedst mening at stille krav om udelukkende digital kommunikation eller ej.
Det forudsættes, at det skal være muligt at dispensere fra fastsatte krav om digital kommunikation i særlige tilfælde. Det er hensigten, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at al kommunikation skal ske digitalt, medmindre borgeren er fritaget det obligatoriske krav om modtagelse af digital post, jf. bekendtgørelse nr. 2017 af 29. oktober 2021 om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere. Det er hensigten, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kun ved denne fritagelse kan kommunikation ske pr. post. Fritagelsen omfatter ikke juridiske personer.
Det foreslås med § 15 h, stk. 6, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 3 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation fra kravene i nulemissionszoner, jf. den foreslåede § 15 h, stk. 3, ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed, og derved ikke vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91.
Da det er de enkelte kommuner, som har de bedste forudsætninger for at have kendskab til lokale forhold, vurderes det, at kommunens afgørelser om dispensationer ikke bør kunne påklages til anden administrativ myndighed, da kommunen er nærmest til at foretage en vurdering af, om der skal meddeles dispensation eller ej. Er ejeren (brugeren) af køretøjet uenig i afgørelsen, har denne foruden adgang til domstolsprøvelse mulighed for at rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand.
Lovligheden af kommunernes dispositioner efter stk. 3 vil være undergivet de almindelige kommunale tilsynsmyndigheders kompetence, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Tilsynet er et retligt tilsyn. Tilsynet kan således ikke tage stilling til, om kommuners og regioners dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller til spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. En henvendelse til Ankestyrelsen er ikke nødvendigvis i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for, at Ankestyrelsen kan rejse en tilsynssag.
Ved vurderingen af, hvorvidt en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns formål og funktion, inddrager Ankestyrelsen bl.a., om sagen må skønnes at have principiel eller generel betydning eller alvorlig karakter for kommuner og/eller regioner som helhed.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 87, stk. 3, at politiet, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse kan standse og undersøge køretøjer med henblik på at konstatere overholdelse af gældende lovgivning om miljøzoner, herunder krav om partikeludledning og partikelfilter. Politiet kan indkalde køretøjet til syn for ejerens eller den varige brugers egen regning for at kontrollere, om køretøjet opfylder bestemmelserne i gældende lovgivning om miljøzoner. Politiet yder i øvrigt bistand ved tilsynsmyndighedernes udøvelse af beføjelser efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om politiets udøvelse af ovenstående beføjelser.
Det foreslås, at ændre § 87, stk. 3, 2. pkt., således at bestemmelsen også vil omfatte nulemissionszoner.
Forslaget vil indebære, at politiet får beføjelse til uden retskendelse at undersøge køretøjer, der bringes til standsning og parkerede køretøjer med henblik på at kontrollere overholdelse af den gældende lovgivning om nulemissionszoner. Det kan f.eks. være relevant at konstatere, om køretøjet har et udstødningsrør og dermed en forbrændingsmotor, der ikke lever op til kravene i en nulemissionszone. Med den foreslåede ændring får politiet mulighed for at undersøge køretøjer, herunder for at varetage præventive hensyn, i forbindelse med varetagelse af andre opgaver uden tilsynsmyndighedens tilstedeværelse.
For at sikre en effektiv kontrolordning og henset til indgrebets lave intensitet, skal kontrollen i nulemissionszonerne kunne foretages til enhver tid og uden retskendelse.
For at kunne føre effektiv kontrol med nulemissionsreglerne er der behov for at kunne udføre kontrollen under køretøjernes færdsel i nulemissionszonerne. Under hensyn til, at kontrollen skal udføres på vejene, må den i lighed med kontrollen i miljøzoner udføres i et samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og politiet, som i kraft af deres almindelige opgaver er på vejene.
Hvilke køretøjer, der er relevante at undersøge, vil afhænge af, om kommunalbestyrelsen har etableret en nulemissionszone for persontrafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 1, eller en nulemissionszone for al trafik, jf. den foreslåede § 15 g, stk. 2.
|
@@ -1,11 +1,11 @@
|
|
| 1 |
-
Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat efter § 28 og § 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk.
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift af anlægget.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 3. Medfører forureningen overhængende alvorlig fare for sundheden, kan forbud umiddelbart nedlægges.
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når anlæggets kapacitet er på 30 personækvivalenter eller derunder.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunalbestyrelsens påbud efter stk. 1-3 vedrørende anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder skal opfyldes ved etablering af nedsivning, såfremt der kan nedsives i området. Der skal dog ikke etableres nedsivning i det omfang, der etableres andre spildevandsløsninger, der ikke medfører udledning, såfremt der kan opnås tilladelse hertil og etableringen sker inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| 10 |
|
| 11 |
Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte bindende tidsfrister for, hvornår påbud efter stk. 1-3 skal være meddelt for anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder eller for anlæg omfattet af § 28, stk. 3.
|
|
|
|
| 1 |
+
Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat efter § 28 og § 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk. 5, kan tilsynsmyndigheden påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget. Tilsynsmyndigheden kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse efter § 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift af anlægget.
|
| 4 |
|
| 5 |
Stk. 3. Medfører forureningen overhængende alvorlig fare for sundheden, kan forbud umiddelbart nedlægges.
|
| 6 |
|
| 7 |
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når anlæggets kapacitet er på 30 personækvivalenter eller derunder.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunalbestyrelsens påbud efter stk. 1-3 vedrørende anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder skal opfyldes ved etablering af nedsivning, såfremt der kan nedsives i området. Der skal dog ikke etableres nedsivning i det omfang, der etableres andre spildevandsløsninger, der ikke medfører udledning, såfremt der kan opnås tilladelse hertil og etableringen sker inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| 10 |
|
| 11 |
Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte bindende tidsfrister for, hvornår påbud efter stk. 1-3 skal være meddelt for anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder eller for anlæg omfattet af § 28, stk. 3.
|
| Nr 3: | I § 30, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 32, stk. 4« til: »§ 32, stk. 5«. |
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., at hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat efter § 28 og § 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk. 4, kan tilsynsmyndigheden påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget.
Det følger af bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 4, 1. pkt., at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for planlægningen for bortskaffelse af spildevand i kommunen efter stk. 1, og efter bestemmelsen i stk. 4, 3. pkt., at ministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen og administrationen af loven. Bemyndigelsen i § 32, stk. 4, 3. pkt., er ikke udnyttet i dag.
Det foreslås med ændringen af § 30, stk. 1, 1. pkt., at »§ 32, stk. 4« ændres til »§ 32, stk. 5«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelse af et nyt stk. 2 i § 32, således at stk. 2-5, herefter bliver stk. 3-6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Med den foreslåede henvisning til § 32, stk. 5, er der ikke tilsigtet en ændring af påbudsbestemmelsen i § 30.
|
@@ -1,17 +1,19 @@
|
|
| 1 |
Kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen, hvor kloakeringsområder for de enkelte spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, fastlægges. En spildevandsplan kan helt eller delvis udarbejdes i samarbejde med andre kommuner.
|
| 2 |
|
| 3 |
-
Stk. 2.
|
| 4 |
|
| 5 |
-
Stk. 3.
|
| 6 |
|
| 7 |
-
Stk. 4.
|
| 8 |
|
| 9 |
-
Stk. 5. Miljøministeren kan efter
|
| 10 |
|
|
|
|
|
|
|
| 11 |
1) at et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand i planlægningen efter stk. 1 skal fastsættes af kommunalbestyrelsen til et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau,
|
| 12 |
|
| 13 |
2) at kommunalbestyrelsen skal lægge specifikke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger til grund ved fastsættelse af det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, jf. nr. 1,
|
| 14 |
|
| 15 |
-
3) at kommunalbestyrelsen i planlægningen efter stk. 1 kan pålægge spildevandsforsyningsselskaberne at fastsætte et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand i henhold til regler fastsat i medfør af denne bestemmelse og § 32 b, stk.
|
| 16 |
|
| 17 |
4) at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre de kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som kommunalbestyrelsen har lagt til grund for fastsættelse af serviceniveauer.
|
|
|
|
| 1 |
Kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen, hvor kloakeringsområder for de enkelte spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, fastlægges. En spildevandsplan kan helt eller delvis udarbejdes i samarbejde med andre kommuner.
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. I spildevandsplanen fastlægger kommunalbestyrelsen områder inden for eksisterende eller planlagte kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand, jf. stk. 1, 1. pkt., hvor terrænnært grundvand medfører en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven.
|
| 4 |
|
| 5 |
+
Stk. 3. Spildevandsplanen må ikke stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, kommuneplanen og forudsætninger efter stk. 5.
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| 8 |
|
| 9 |
+
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om planlægningen efter stk. 1 og 2, herunder om planens indhold, inddragelse af offentligheden, tidsfrister og procedure herfor. Inddragelse af offentligheden kan ske udelukkende ved digital annoncering. Ministeren kan endvidere bestemme og fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger, herunder kortlægning, data m.v., skal lægges til grund for planlægningen og administrationen af loven. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at visse områder ikke må fastlægges efter stk. 2.
|
| 10 |
|
| 11 |
+
Stk. 6. Miljøministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren fastsætte regler om,
|
| 12 |
+
|
| 13 |
1) at et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand i planlægningen efter stk. 1 skal fastsættes af kommunalbestyrelsen til et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau,
|
| 14 |
|
| 15 |
2) at kommunalbestyrelsen skal lægge specifikke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger til grund ved fastsættelse af det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, jf. nr. 1,
|
| 16 |
|
| 17 |
+
3) at kommunalbestyrelsen i planlægningen efter stk. 1 kan pålægge spildevandsforsyningsselskaberne at fastsætte et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand i henhold til regler fastsat i medfør af denne bestemmelse og § 32 b, stk. 7, og at lægge specifikke forudsætninger til grund for den samfundsøkonomiske analyse, og
|
| 18 |
|
| 19 |
4) at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre de kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som kommunalbestyrelsen har lagt til grund for fastsættelse af serviceniveauer.
|
| Nr 4: | I § 32 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. I spildevandsplanen fastlægger kommunalbestyrelsen områder inden for eksisterende eller planlagte kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand, jf. stk. 1, 1. pkt., hvor terrænnært grundvand medfører en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven.« Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6. |
| Nr 5: | I § 32, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«. |
| Nr 6: | I § 32, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1«: »og 2«. |
| Nr 7: | I § 32, stk. 4, 3. pkt., der bliver stk. 5, 3. pkt., indsættes efter »nærmere angivne forudsætninger«: », herunder kortlægning, data m.v.,«. |
| Nr 8: | I § 32, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes som 4. pkt.: »Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at visse områder ikke må fastlægges efter stk. 2.« |
| Nr 9: | I § 32, stk. 5, nr. 3, der bliver stk. 6, nr. 3, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«. |
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 5, nr. 3, at miljøministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i planlægningen efter stk. 1, kan pålægge spildevandsforsyningsselskaberne at fastsætte et serviceniveau for håndteringen af tag- og overfladevand i medfør af reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 6, og at lægge specifikke forudsætninger til grund for den samfundsøkonomiske analyse.
Det foreslås i § 32, stk. 5, nr. 3, der bliver stk. 6, nr. 3, at »stk. 6« ændres til »stk. 7«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede § 32 b, stk. 2, hvorefter § 32 b, stk. 2-6, herefter bliver § 32 b, stk. 3-7, jf. lovforslagets § 1, nr. 11. Der er herved ikke tilsigtet nogen ændring af retstilstanden.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 2, at spildevandsplanen ikke må stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, kommuneplanen og forudsætninger efter stk. 4.
Det foreslås i § 32, stk. 2, der bliver stk. 3, at »stk. 4« ændres til »stk. 5«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes et nyt stk. 2 i § 32, hvorefter § 32, stk. 2-5, bliver stk. 3-6.
Bestemmelsen i § 32, stk. 2, der bliver stk. 3, vil også finde anvendelse for planlægningen efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og bemærkningerne hertil.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen, hvor kloakeringsområder for de enkelte spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, fastlægges.
Kommunens spildevandsplan udgør det planmæssige grundlag for spildevandshåndteringen i den enkelte kommune. Spildevandsplanerne kan endvidere udarbejdes på tværs af kommunegrænserne, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1, 2. pkt.
De nærmere regler om spildevandsplanen er fastsat i § 32, stk. 2 og 3, og regler fastsat i medfør af § 32, stk. 4 og 5. For nærmere om gældende ret se lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.1.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder i dag ikke regler for planlægning i kommunerne for håndtering af terrænnært grundvand.
Det foreslås at indsætte et nyt § 32, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen fastlægger områder, inden for eksisterende eller planlagte kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand, jf. stk. 1, 1. pkt., hvor terrænnært grundvand medfører en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven.
Ved terrænnært grundvand i denne sammenhæng forstås det vand, som står under terræn og som medfører en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg. Terrænnært grundvand omfatter ikke eventuelle oversvømmelser fra kyst, vandløb og søer, og oversvømmelser fra tag- og overfladevand (regnvand). I det omfang, at det er muligt at identificere, at faren for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket vand i spildevandsanlæg er forårsaget af indsivende havvand, vil der heller ikke være tale om terrænnært grundvand. Se yderligere herom i lovforslagets almindelige bemærkninger i pkt. 3.1.2.
Ved kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand forstås, at tag- og overfladevand (regnvand) håndteres af spildevandsforsyningsselskabet i enten fælles kloakledninger (dvs. spildevand og regnvand afledes i samme ledningsnet) eller separate kloakledninger (dvs. spildevand og regnvand afledes i hver deres ledningsnet).
Et eksisterende kloakeret område til håndtering af tag- og overfladevand er et område, som i spildevandsplanen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1, er planlagt kloakeret, og hvor spildevandsforsyningsselskabet, omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, har gennemført kloakering.
Et område, som er planlagt kloakeret til håndtering af tag- og overfladevand, er et område, hvor kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen har planlagt området kloakeret, men hvor spildevandsforsyningsselskabet, jf. ovenfor, ikke har gennemført kloakeringen til håndtering af tag- og overfladevand.
Ved fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger forstås, at terrænnært grundvand står i et niveau, som vil kunne forårsage skader både over og under terræn på f.eks. vejkasser, broer, kældre og bygningsfundamenter.
Ved fare for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaber, forstås, at selskabet har konstateret eller vil kunne konstatere uønsket vand i deres ledninger og renseanlæg.
De områder, som efter den foreslåede bestemmelse vil skulle fastlægges, vil være områder, hvor relevante kortlægninger, data m.v. viser, at der er en sandsynlighed for, at terrænnært grundvand vil kunne medføre en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaber, omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven. Se nærmere om den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om bl.a. kortlægning i lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 2, vil indebære en løbende forpligtigelse for kommunalbestyrelsen til at fastlægge områder i spildevandsplanen til håndtering af terrænnært grundvand inden for de til en hver tid eksisterende eller planlagte kloakerede områder i spildevandsplanen til håndtering af tag- og overfladevand.
De gældende regler i § 32, stk. 2, der bliver stk. 3, hvorefter spildevandsplanen ikke må stride mod regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning, kommuneplanen og forudsætninger efter § 32, stk. 4, der bliver stk. 5, vil tilsvarende finde anvendelse på fastlæggelse af områder efter den foreslåede § 32, stk. 2.
Tilsvarende vil bestemmelsen i § 32, stk. 3, der bliver stk. 4, hvorefter kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan ikke kan påklages til anden administrativ myndighed finde anvendelse for kommunalbestyrelsens planlægning for håndtering af terrænært grundvand i spildevandsplanen. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan, hvori områder fastlægges i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, således heller ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Det er hensigten at fastsætte nærmere regler om planlægningen efter den foreslåede § 32, stk. 2, herunder om områder, som kommunalbestyrelsen ikke må fastlægge i medfør af § 32, stk. 4, der bliver stk. 5. For nærmere om § 32, stk. 4, der bliver stk. 5, vedrørende planlægningen efter den foreslåede stk. 2, henvises der til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 6-8.
Det bemærkes, at bestemmelsen i § 32, stk. 5, der bliver stk. 6, vedrørende håndteringen af tag- og overfladevand ikke vil være relevant for fastlæggelsen af områder i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil endelig skulle ses i sammenhæng med den foreslåede § 32 b, stk. 2, hvorefter spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, pålægges en forsyningspligt med grundvandssænkende foranstaltninger for de områder, som kommunalbestyrelsen fastlægger i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8. For nærmere herom henvises til den foreslåede § 32 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.
Miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 4, indeholder en bemyndigelse for miljøministeren til at fastsætte nærmere regler om planlægningen for bortskaffelse af spildevand efter § 32, stk. 1, herunder om planens indhold, inddragelse af offentligheden, tidsfrister og procedure herfor. Inddragelse af offentligheden kan ske udelukkende ved digital annoncering. Ministeren kan endvidere bestemme og fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen og administrationen af loven.
Bemyndigelsen i stk. 4, 1. og 2. pkt., er udnyttet i bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 (herefter benævnt spildevandsbekendtgørelsen) som fastsætter nærmere regler om de kommunale spildevandsplaner, herunder de indholdsmæssige krav til planen. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler om, at spildevandsplanen skal ajourføres af kommunalbestyrelsen, når der sker ændringer i forudsætningerne herfor. Forud for planens vedtagelse skal forslaget til planen forhandles med spildevandsforsyningsselskabet og skal derefter i 8 ugers offentlig høring på kommunens hjemmeside. Kommunalbestyrelsen offentliggør spildevandsplanen, når den er vedtaget, jf. spildevandsbekendtgørelsens §§ 6-8.
Det foreslås, at der i § 32, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., efter »stk. 1« indsættes: »og 2«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at bemyndigelsen for miljøministeren til at fastsætte nærmere regler om planlægningen efter § 32, stk. 1, herunder om planens indhold, inddragelse af offentligheden, tidsfrister og procedure herfor, udvides til også at omfatte planlægningen efter den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Det er hensigten, at der med hjemmel i stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., vil blive fastsat regler i spildevandsbekendtgørelsen om planlægningen efter den foreslåede § 32, stk. 2.
I den forbindelse forventes det, at der vil blive fastsat regler om, at spildevandsplanen skal indeholde oplysninger om de planlagte grundvandssænkende foranstaltninger, herunder den forventede tidsmæssige gennemførelse heraf, oplysninger om de gennemførte foranstaltninger, samt oplysninger om ledningsnet til afledning af terrænnært grundvand. Se nærmere om ledningsnettet i lovforslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne hertil.
Der forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal udtage fastlagte områder eller dele af fastlagte områder til håndtering af terrænnært grundvand af spildevandsplanen igen i de tilfælde, hvor spildevandsforsyningsselskaberne ikke må foretage grundvandssænkende foranstaltninger som følge af manglende samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed. For nærmere om spildevandsforsyningsselskabernes foreslåede forsyningspligt med grundvandssænkende foranstaltninger og beregning af foranstaltningernes samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed henvises til den foreslåede § 32 b, stk. 2 og 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 11 og 19, og bemærkningerne hertil.
Det forventes desuden, at der vil blive fastsat regler om, at spildevandsplanen skal indeholde oplysninger om relevante kortlægning, data m.v., der er lagt til grund ved planlægningen.
Herudover er det hensigten, at der vil blive fastsat regler om tidsfrister for kommunalbestyrelsens planlægning i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2. Det er hensigten at fastsætte en frist, indenfor hvilken de første planlægninger på baggrund af eksisterende viden, som f.eks. kendte kortlægninger, data og viden, skal være gennemført, og en frist (eller evetuelt flere) til en opdatering af planlægningen på baggrund af eventuel yderligere viden til brug for fastlæggelsen af områderne. Der vil kunne fastsættes andre frister for planlægningen i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, hvis det vurderes hensigtsmæssigt. Herefter er det hensigten, at opdatering af spildevandsplanen vil skulle følge den almindelige revision, når der sker ændringer i forudsætningerne for planlægningen.
Det forventes endvidere, at reglerne i spildevandsbekendtgørelsens §§ 6-8 om inddragelse af offentligheden, tidsfrister og procedure tilsvarende vil finde anvendelse for planlægningen i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Det bemærkes, at den gældende bestemmelse i stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., hvorefter inddragelse af offentligheden kan ske udelukkende ved digital annoncering ligeledes vil kunne finde anvendelse for planlægning efter den foreslåede § 32, stk. 2.
Den foreslåede ændring af bemyndigelsen i stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., vil endvidere kunne udnyttes til at fastsætte andre regler om planlægningen efter den foreslåede § 32, stk. 2, end de ovenfor nævnte.
Den foreslåede udvidede bemyndigelse i stk. 4, 1. pkt., skal ses i sammenhæng med den foreslåede udvidelse af den gældende bemyndigelse i § 32, stk. 4, 3. pkt., om hjemmel til også at fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen m.v. og den foreslåede indsættelse af 4. pkt. i § 32, stk. 4, vedrørende hjemmel til at fastsætte regler om, at visse områder ikke skal kunne fastlægges efter den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 og 8, og bemærkningerne hertil.
Miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 4, 3. pkt., indeholder bemyndigelse for miljøministeren til at bestemme og fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter stk. 1 og administrationen af loven.
Bemyndigelsen er ikke udnyttet i dag.
Det foreslås i § 32, stk. 4, 3. pkt., der bliver stk. 5, 3. pkt., at der efter »nærmere angivne forudsætninger« indsættes: », herunder kortlægning, data m.v.,«.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 32, stk. 4, 1. pkt., hvorved bemyndigelsen for miljøministeren til at fastsætte nærmere regler for planlægningen efter § 32, stk. 1, udvides til også at omfatte planlægningen efter den foreslåede § 32, stk. 2. Se nærmere herom lovforslagets § 1, nr. 4 og 6, og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede ændring af § 32, stk. 4, 3. pkt., vil indebære, at der også kan fastsættes regler om, at særlig viden, antagelser eller anden nødvendig baggrundsforståelse eller specifikt materiale, skal lægges til grund ved planlægningen efter § 32, stk. 1, og den foreslåede § 32, stk. 2.
Dette vil f.eks. kunne omfatte statslige kortlægninger eller data om grundvandsdannelse og terrænnært grundvand inden for en kommunes område eller at kommunalbestyrelsen i øvrigt skal lægge konkret lokal viden om forholdene i kommunen til grund for planlægningen i medfør af § 32, stk. 1, og den foreslåede § 32, stk. 2.
De nærmere regler herom forventes udmøntet i spildevandsbekendtgørelsen.
Efter § 32, stk. 4, i miljøbeskyttelsesloven kan miljøministeren fastsætte nærmere regler om planlægningen efter § 32, stk. 1, herunder om planens indhold, inddragelse af offentligheden, tidsfrister og procedure herfor. Ministeren kan endvidere bestemme og fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen og administrationen af loven.
Der kan ikke i medfør af den gældende bemyndigelsesbestemmelse fastsættes regler om, at visse områder ikke må fastlægges i spildevandsplanen.
Det foreslås i § 32, stk. 4, der bliver stk. 5, at indsætte som 4. pkt.; Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at visse områder ikke må fastlægges efter stk. 2.
Det foreslåede vil indebære, at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen ved fastlæggelsen af områder til håndtering af terrænært grundvand i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, ikke må fastlægge visse områder inden for de kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand, som ellers ville kunne opfylde kravene i den foreslåede § 32, stk. 2, og regler udstedt i medfør af § 32, stk. 4, 1-3. pkt., som bliver stk. 5, 1.-3. pkt., til at blive fastlagt i spildevandsplanen.
Dette vil f.eks. kunne være nye byområder, hvor kommunalbestyrelsen i medfør af lov om planlægning skal fastsætte retningslinjer for etablering af afværgeforanstaltninger for de områder, der er i fare for oversvømmelse eller erosion. Det vil herudover også kunne være områder, hvor det er åbenlyst for kommunalbestyrelsen, at spildevandsforsyningsselskaberne ikke vil kunne eller må gennemføre grundvandssænkende foranstaltninger. Dette vil f.eks. kunne være hvis det er fysisk umuligt for spildevandsforsyningsselskaberne at gennemføre grundvandssænkende foranstaltninger, hvis det er åbenlyst, at det ikke er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, eller hvis det er åbenlyst, at spildevandsforsyningsselskaberne ikke vil kunne opnå de nødvendige tilladelser, dispensationer eller godkendelser
Det forventes, at der vil blive fastsat regler herom i spildevandsbekendtgørelsen. Spildevandsbekendtgørelsen forventes revideret efter en periode med erfaringsopsamling, hvis erfaringsopsamlingen viser, at der er behov herfor, herunder at der viser sig andre områder end nævnt ovenfor, hvor der ikke bør eller kan gennemføres grundvandssænkende foranstaltninger, eller at det i øvrigt er åbenlyst, at området ikke bør fastlægges i spildevandsplanen.
|
@@ -1,11 +1,11 @@
|
|
| 1 |
-
Den, der er ansvarlig for driften af et spildevandsforsyningsselskab, der er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 32, stk. 1.
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at den, der er ansvarlig for driften af et spildevandsforsyningsselskab som nævnt i stk. 1, efter anmodning fra kommunalbestyrelsen og for egen regning skal udarbejde og udlevere
|
| 4 |
|
| 5 |
1) oversvømmelseskort vedrørende sandsynlighed for oversvømmelse som følge af kapacitetsproblemer i spildevandsanlæg eller i dele heraf på arealer, der normalt ikke er dækket af vand, og
|
| 6 |
|
| 7 |
2) oplysninger i øvrigt om sandsynlighed for oversvømmelser som følge af kapacitetsproblemer i spildevandsanlæg eller i dele heraf, herunder om mulige forebyggende tiltag.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om de i stk. 2 nævnte kort og oplysninger, herunder om krav til indhold og udarbejdelse, tekniske krav i øvrigt og krav om digital fremsendelse i bestemte it-systemer, særlige digitale formater el.lign.
|
| 10 |
|
| 11 |
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens anmodninger efter stk. 1 og efter regler, der er fastsat i medfør af stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
|
|
|
| 1 |
+
Den, der er ansvarlig for driften af et spildevandsforsyningsselskab, der er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 32, stk. 1 og 2.
|
| 2 |
|
| 3 |
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at den, der er ansvarlig for driften af et spildevandsforsyningsselskab som nævnt i stk. 1, efter anmodning fra kommunalbestyrelsen og for egen regning skal udarbejde og udlevere
|
| 4 |
|
| 5 |
1) oversvømmelseskort vedrørende sandsynlighed for oversvømmelse som følge af kapacitetsproblemer i spildevandsanlæg eller i dele heraf på arealer, der normalt ikke er dækket af vand, og
|
| 6 |
|
| 7 |
2) oplysninger i øvrigt om sandsynlighed for oversvømmelser som følge af kapacitetsproblemer i spildevandsanlæg eller i dele heraf, herunder om mulige forebyggende tiltag.
|
| 8 |
|
| 9 |
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om de i stk. 2 nævnte kort og oplysninger, herunder om krav til indhold og udarbejdelse, tekniske krav i øvrigt og krav om digital fremsendelse i bestemte it-systemer, særlige digitale formater el.lign.
|
| 10 |
|
| 11 |
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens anmodninger efter stk. 1 og efter regler, der er fastsat i medfør af stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
|
| Nr 10: | I § 32 a, stk. 1, indsættes efter »§ 32, stk. 1«: »og 2«. |
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 a, stk. 1, at den der er ansvarlig for driften af et spildevandsforsyningsselskab, omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, efter anmodning fra kommunalbestyrelsen skal give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kommunalbestyrelsens planlægning efter § 32, stk. 1.
Overtrædelse af § 32 a, stk. 1, kan straffes med bøde, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 7.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 460 af 12. juni 2009, og det fremgår af bemærkningerne, at bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen mulighed for, at indhente oplysninger fra spildevandsforsyningsselskabet, som kommunen ikke selv er i besiddelse af, men som, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1, og spildevandsbekendtgørelsen, skal indgå i kommunens spildevandsplan, jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, side 4694.
Det foreslås i § 32 a, stk. 1, at indsætte efter »§ 32, stk. 1«: »og 2«.
Den foreslåede ændring af § 32 a, stk. 1, vil indebære, at kommunalbestyrelsens adgang til at anmode spildevandsforsyningsselskaberne om oplysninger til brug for planlægningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1, udvides til også at vedrøre kommunalbestyrelsens planlægning i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Kommunalbestyrelsen vil således også kunne anmode spildevandsforsyningsselskaberne om oplysninger, som kommunalbestyrelsen ikke selv er i besiddelse af vedrørende terrænnært grundvand. Det vil f.eks. kunne være oplysninger om uønsket indsivning af terrænnært grundvand i spildevandsforsyningsselskabets spildevandsanlæg eller oplysninger om, hvor problemerne med oversvømmelse fra terrænnært grundvand kan lokaliseres til. Der vil være tale om oplysninger som spildevandsforsyningsselskabet er i besiddelse af, men som kommunalbestyrelsen ikke selv er i besiddelse af.
Reglerne i § 32 a, stk. 2-4, vil ligeledes finde anvendelse for planlægningen i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Undladelse af at meddele oplysninger i medfør af § 32 a, stk. 1, er strafbelagt i medfør af § 110, stk. 1, nr. 7.
|
@@ -1,17 +1,27 @@
|
|
| 1 |
Spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, er forpligtet til at forsyne ejendomme i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde som fastlagt af kommunalbestyrelsen, jf. § 32.
|
| 2 |
|
| 3 |
-
Stk. 2. Spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i
|
| 4 |
|
| 5 |
-
Stk. 3.
|
| 6 |
|
| 7 |
-
Stk. 4.
|
| 8 |
|
| 9 |
-
Stk. 5.
|
| 10 |
|
| 11 |
-
Stk. 6. Miljøministeren
|
| 12 |
|
| 13 |
-
|
| 14 |
|
|
|
|
|
|
|
| 15 |
2) at spildevandsforsyningsselskaberne skal lægge specifikke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger til grund ved fastsættelse af det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, og
|
| 16 |
|
| 17 |
-
3) at spildevandsforsyningsselskaber skal offentliggøre de serviceniveauer, de har fastsat i medfør af stk.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
Spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, er forpligtet til at forsyne ejendomme i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde som fastlagt af kommunalbestyrelsen, jf. § 32.
|
| 2 |
|
| 3 |
+
Stk. 2. Spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, er forpligtet til at forsyne områder som fastlagt af kommunalbestyrelsen, jf. § 32, stk. 2, med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, jf. stk. 1, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt efter regler fastsat i medfør af stk. 8.
|
| 4 |
|
| 5 |
+
Stk. 3. Spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, må ikke anlægge ledningsnet i strid med spildevandsplanen, jf. § 32, stk. 1 og 2\. Spildevandsforsyningsselskaber er dog alene forpligtet til at opfylde et i spildevandsplanen fastsat serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand, hvis det er fastsat i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 32, stk. 6\. Hvis kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen har bestemt, at serviceniveau skal fastsættes af spildevandsforsyningsselskabet, eller hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt ikke har fastsat et serviceniveau i spildevandsplanen i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 32, stk. 6, skal spildevandsforsyningsselskabet fastsætte et serviceniveau i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 7 og § 32, stk. 6.
|
| 6 |
|
| 7 |
+
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen aftaler i forbindelse med den årlige drøftelse om forsyningsforholdene i kommunen, jf. § 32 c, omfang og tidsfrist for opfyldelse af forsyningspligten, jf. stk. 1 og 2, og pligt til beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 8, med spildevandsforsyningsselskabet.
|
| 8 |
|
| 9 |
+
Stk. 5. Kan der ikke opnås en aftale, jf. stk. 4, på rimelige vilkår, eller overtrædes aftalen af spildevandsforsyningsselskabet, kan kommunalbestyrelsen påbyde spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, at forsyne et område inden for det kloakeringsområde, der er fastlagt i spildevandsplanen, eller at foretage beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 8, inden for en nærmere fastsat frist.
|
| 10 |
|
| 11 |
+
Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om forsyningspligt, herunder omfang og tidsfrist, jf. stk. 1 og 2.
|
| 12 |
|
| 13 |
+
Stk. 7. Miljøministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren fastsætte regler om,
|
| 14 |
|
| 15 |
+
1) at et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand efter stk. 3, 3\. pkt., skal fastsættes af spildevandsforsyningsselskaber, der er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, til et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau,
|
| 16 |
+
|
| 17 |
2) at spildevandsforsyningsselskaberne skal lægge specifikke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger til grund ved fastsættelse af det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, og
|
| 18 |
|
| 19 |
+
3) at spildevandsforsyningsselskaber skal offentliggøre de serviceniveauer, de har fastsat i medfør af stk. 3, 3\. pkt., og de kortlægninger, beregninger og vurderinger, der ligger til grund for serviceniveauerne, på deres hjemmeside.
|
| 20 |
+
|
| 21 |
+
Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte regler om følgende:
|
| 22 |
+
|
| 23 |
+
1) Pligt for spildevandsforsyningsselskaber til at beregne den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed ved forsyning af områder med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, jf. stk. 2, og om tidsfrister herfor. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om beregningen af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed, herunder hvilke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger spildevandsforsyningsselskaberne skal udarbejde, foretage og lægge til grund for beregningen.
|
| 24 |
+
|
| 25 |
+
2) Pligt for spildevandsforsyningsselskaber til at inddrage kommunalbestyrelsen ved beregning af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed, jf. nr. 1.
|
| 26 |
+
|
| 27 |
+
3) Pligt for spildevandsforsyningsselskaber til at offentliggøre resultatet af selskabernes beregninger, herunder hvilke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger der indgår i beregningerne på spildevandsforsyningsselskabernes hjemmeside.
|
| Nr 11: | I § 32 b indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, er forpligtet til at forsyne områder som fastlagt af kommunalbestyrelsen, jf. § 32, stk. 2, med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, jf. stk. 1, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt efter regler fastsat i medfør af stk. 8.« Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7. |
| Nr 12: | I § 32 b, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 32, stk. 1«: »og 2«. |
| Nr 13: | I § 32 b, stk. 2, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., og to steder i stk. 2, 3. pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 32, stk. 5« til: »§ 32, stk. 6«. |
| Nr 14: | I § 32 b, stk. 2, 3. pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., ændres »stk. 6« til: »stk. 7«. |
| Nr 15: | I § 32 b, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1,« til: »stk. 1 og 2, og pligt til beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 8«. |
| Nr 16: | I § 32 b, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«, og efter »spildevandsplanen,« indsættes: »eller at foretage beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 8«. |
| Nr 17: | I § 32 b, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«. |
| Nr 18: | I § 32 b, stk. 6, nr. 1 og 3, der bliver stk. 7, nr. 1 og 3, ændres »stk. 2, 3. pkt.« til: »stk. 3, 3. pkt.« |
| Nr 19: | I § 32 b indsættes som stk. 8: »Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte regler om følgende:
|
Det følger af den gældende § 32 b, stk. 1, at spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven har en pligt til at forsyne ejendomme, der ligger inden for spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområder, som fastlægges af kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 1. Forsyningspligten forstås således, at spildevandsforsyningsselskabet forpligtes til at føre stikledning frem til grundgrænsen, modtage spildevandet fra ejendommen og transportere dette videre til behandling, jf. bemærkningerne til § 32 b, stk. 1, Folketingstidende 2015-2016, tillæg A, L91 som fremsat, side 68.
For nærmere om gældende ret se lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Forsyningspligten efter § 32 b, stk. 1, omfatter ikke grundvandssænkende foranstaltninger til håndtering af terrænnært grundvand. I dag er hver grundejer selv ansvarlig for at håndtere og finansiere forebyggelse og udbedring af skader fra terrænnært grundvand gennem individuelle løsninger. For nærmere om håndteringen af det terrænnære grundvand henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.
Det foreslås at indsætte et nyt § 32 b, stk. 2, hvorefter spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, er forpligtet til at forsyne områder, som fastlagt af kommunalbestyrelsen, jf. § 32, stk. 2, med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, jf. stk. 1, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt efter regler fastsat i medfør af stk. 8.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære en pligt for spildevandsforsyningsselskabet til at forsyne områder med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabernes kloakeringsområder, som fastlagt af kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen, hvis det efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at forsyne området.
Den foreslåede forsyningspligt vil omfatte områder, som ligger inden for eksisterende eller planlagte kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand (regnvand), og hvor terrænnært grundvand medfører en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører nævnte spildevandsforsyningsselskaber, jf. den foreslåede § 32, stk. 2. For nærmere herom henvises til den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil. Kloakerede områder skal forstås i overensstemmelse med § 32, stk. 1.
Ved grundvandssænkende foranstaltninger forstås foranstaltninger som har en generel grundvandssænkende effekt på det terrænnære grundvand. Det kan f.eks. være anlæg af grøfter, dræn eller en 3. ledning til afledning af det terrænnære grundvand eller lignende med det formål at lede vandet væk fra området. Grundvandssænkning kan f.eks. også ske via grundvandsboringer, hvor grundvand pumpes op og ledes væk.
Det afledte terrænnære grundvand vil blive håndteret som spildevand, og anlæg, der afleder det terrænnære grundvand, vil blive en del af spildevandsforsyningsselskabets spildevandsanlæg og ledningsnet. For nærmere herom se lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2 og 3.2.2.
Det foreslåede vil endvidere indebære, at spildevandsforsyningsselskabet efter den foreslåede bestemmelse kun vil være forpligtet til at gennemføre grundvandssænkende foranstaltninger for et område, hvis beregninger efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, viser at det vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at forsyne området med disse foranstaltninger.
Det nærmere omfang af forsyningspligten og tidsfrist for opfyldelse heraf vil blive aftalt af kommunalbestyrelsen og spildevandsforsyningsselskabet i forbindelse med de årlige drøftelser om forsyningsforholdene i kommunen. Kan der ikke opnås en aftale på rimelige vilkår eller overtrædes aftalen af spildevandsforsyningsselskaberne kan kommunalbestyrelsen påbyde at forsyne et område inden for det kloakeringsområde som er fastsat i spildevandsplanen inden for en nærmere frist. Se nærmere om den forslåede ændring af § 32 b, stk. 3-5, jf. lovforslagets § 1, nr. 15-17 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede forsyningspligt forudsætter, at spildevandsforsyningsselskabet vil kunne opnå de nødvendige tilladelser, dispensationer og godkendelser i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller anden relevant lovgivning for at kunne gennemføre forsyningspligten. F.eks. vil selskabet efter omstændighederne skulle indhente en udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning af terrænnært grundvand til vandløb, søer eller havet eller en tilladelse efter den foreslåede bestemmelse i vandforsyningslovens § 26, stk. 1, til at foretage grundvandssænkende foranstaltninger. For nærmere om tilladelseskravet til grundvandssænkninger se lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
I de tilfælde, hvor forsyningspligten opfyldes med anlæg af f.eks. en tredje ledning til en ejendoms skelgrænse vil de gældende regler om pligt om tilslutning til anlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaberne, jf. miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3 og 4, og § 30, stk. 1, kunne finde anvendelse. Reglerne om ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg, jf. miljøbeskyttelseslovens § 58, vil ligeledes kunne finde anvendelse for spildevandsanlæg, der anlægges som led i den foreslåede forsyningspligt. For nærmere om ekspropriation se lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Bestemmelsen i § 32 b, stk. 2, 1. pkt., om forbud mod at anlægge ledningsnet i strid med spildevandsplanen vil ligeledes finde anvendelse på den foreslåede bestemmelse i § 32 b, stk. 2. Se nærmere herom i lovforslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne hertil.
Kommunalbestyrelsen vil føre tilsyn med den foreslåede forsyningspligt efter miljøbeskyttelseslovens § 65.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 2, 2. pkt., at spildevandsforsyningsselskaber alene er forpligtet til at opfylde et i spildevandsplanen fastsat serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand, hvis det er fastsat i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 32, stk. 5. Det fremgår af § 32, stk. 2, 3. pkt., at hvis kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen har bestemt, at serviceniveauet skal fastsættes af spildevandsforsyningsselskabet, eller hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt ikke har fastsat et serviceniveau i spildevandsplanen i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 32, stk. 5, skal spildevandsforsyningsselskabet fastsætte et serviceniveau i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 6 og § 32, stk. 5.
Det foreslås i § 32 b, stk. 2, 2. pkt., og to steder i 3. pkt., der bliver stk. 3, 2. og 3. pkt., at ændre »§ 32, stk. 5« til: »§ 32, stk. 6«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes et nyt stk. 2 i § 32, hvorefter § 32, stk. 2-5, bliver stk. 3-6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Der er med ændringen ikke tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan påbyde spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, at forsyne et givent område inden for en nærmere fastsat frist, hvis der ikke kan opnås en aftale på rimelige vilkår, jf. stk. 3, eller hvis spildevandsforsyningsselskabet overtræder aftalen.
Med rimelige vilkår forstås at påbuddet ikke pålægger spildevandsforsyningsselskabet uforholdsmæssigt store byrder som selskabet ikke vil kunne opfylde enten økonomisk eller praktisk, jf. bemærkningerne til § 32 b, stk. 4, Folketingstidende 2015-2016, tillæg A, L91 som fremsat, side 68.
Det foreslås i § 32 b, stk. 4, der bliver stk. 5, at ændre »stk. 3« til: »stk. 4« og efter »spildevandsplanen,« at indsætte: »eller at foretage beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 8,«.
Den foreslåede ændring, hvorved stk. 3 ændres til stk. 4, er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 2 i § 32 b, således at stk. 2-6, herefter bliver stk. 3-7, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.
Påbudsbestemmelsen i § 32 b, stk. 4, der bliver stk. 5, vil som følge af lovforslagets § 1, nr. 15, også omfatte påbud om forsyning af et givent område med grundvandssænkende foranstaltninger til opfyldelse af den foreslåede forsyningspligt i § 32 b, stk. 2, inden for en nærmere fastsat frist, hvis der ikke kan opnås en aftale på rimelige vilkår, jf. stk. 4, eller hvis spildevandsforsyningsselskabet overtræder aftalen.
De områder, som kommunalbestyrelsen vil kunne påbyde spildevandsforsyningsselskaber, omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, at forsyne med grundvandssænkende foranstaltninger, vil være de områder inden for spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, som er fastlagt af kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Kommunalbestyrelsen kan ikke påbyde spildevandsforsyningsselskaber at forsyne andre områder end dem, der er fastlagt i spildevandsplanen i medfør af den foreslående § 32, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil kun kunne påbyde spildevandsforsyningsselskabet at forsyne et givent område med grundvandssænkende foranstaltninger, hvis det vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8.
Ved vurderingen heraf skal kommunalbestyrelsen lægge spildevandsforsyningsselskabets beregninger af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, til grund for påbuddet.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes hvor relevant skulle lægge regler om forsyningspligtens omfang og tidsfrist fastsat i medfør af § 32 b, stk. 5, der bliver stk. 6, til grund for påbuddet, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.
Den foreslåede indsættelse i § 32 b, stk. 4, der bliver stk. 5, af »eller at foretage beregninger efter reglerne fastsat i medfør af stk. 8,«, vil indebære at hvis der ikke kan opnås en aftale på rimelige vilkår efter stk. 3, der bliver stk. 4, eller hvis aftalen overtrædes af spildevandsforsyningsselskabet, vil kommunalbestyrelsen kunne påbyde spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, at beregne den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8.
Kommunalbestyrelsen vil alene kunne påbyde selskabet at foretage beregninger efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, og at beregningerne skal foretages inden for en given frist.
Kommunalbestyrelsen vil ikke kunne påbyde spildevandsforsyningsselskaberne at genberegne samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed for områder, som spildevandsforsyningsselskabet allerede har regnet på i den gældende spildevandsplan.
Et påbud efter stk. 4, der bliver stk. 5, vil ikke kunne meddeles, før kommunalbestyrelsen har vurderet, hvorvidt de anser det pågældende aftaleudkast som værende på rimelige vilkår, jf. § 32 b, stk. 3, der bliver stk. 4, og lovforslagets § 1, nr. 15, og bemærkningerne hertil.
Påbud vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91. Som en del af klagen vil nævnet kunne tage stilling til, om der har været foretaget de fornødne bestræbelser på at indgå en aftale på rimelige vilkår. Hvis spildevandsforsyningsselskabet ikke opfylder påbuddet kan selskabet pålægges straf efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 2.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 5, at miljøministeren fastsætter regler om forsyningspligten, herunder omfang og tidsfrist, jf. stk. 1. Bemyndigelsen er ikke udnyttet.
Efter bemærkningerne til bestemmelsen i lov nr. 132 af 16. februar 2016, jf. Folketingstidende 2015-2016, A, L91 som fremsat, side 68, var bemyndigelsen først tiltænkt udmøntet efter en erfaringsopsamling.
Det foreslås i § 32 b, stk. 5, der bliver stk. 6, at indsætte efter »stk. 1«: »og 2«.
Den foreslåede ændring i § 32 b, stk. 5, der bliver stk. 6, vil medføre en udvidelse af miljøministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om forsyningspligten, herunder om omfang og tidsfrist, således at ministeren både fastsætter regler om forsyningspligten efter § 32 b, stk. 1 og den foreslåede forsyningspligt i § 32 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.
Der er endnu ikke fastsat regler om forsyningspligten i § 32 b, stk. 1, da der ikke er tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag herfor.
For så vidt angår den foreslåede forsyningspligt i § 32 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, er det hensigten, at der vil blive fastsat regler om, hvordan spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle afgøre, hvilken grundvandssænkende foranstaltning selskabet vil skulle forsyne et område med i det tilfælde, hvor beregninger efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, viser, at der er positiv samfundsøkonomi ved flere forskellige grundvandssænkende foranstaltninger til forsyning af området. For nærmere om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed henvises til § 32 b, stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.
Derudover forventes bemyndigelsen vedrørende forsyningspligten i den foreslåede § 32 b, stk. 2, løbende udmøntet efter en periode med erfaringsopsamling.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 6, at miljøministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at et serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand efter stk. 2, 3. pkt., skal fastsættes af spildevandsforsyningsselskaber, der er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, til et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau, at spildevandsforsyningsselskaberne skal lægge specifikke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger til grund ved fastsættelse af det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, og at spildevandsforsyningsselskaber skal offentliggøre de serviceniveauer, de har fastsat i medfør af stk. 2, 3. pkt., og de kortlægninger, beregninger og vurderinger, der ligger til grund for serviceniveauerne, på deres hjemmeside.
Det foreslås i § 32 b, stk. 6, nr. 1 og 3, der bliver stk. 7, nr. 1 og 3, at ændre »stk. 2, 3. pkt.« til: »stk. 3, 3. pkt.«.
Det foreslåede er en konsekvens af indsættelse af et nyt stk. 2 i § 32 b, således at stk. 2-6, herefter bliver stk. 3-7, jf. lovforslagets § 1, nr. 11. Der er med ændringen ikke tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke regler om spildevandsforsyningsselskabernes håndtering af terrænnært grundvand og om beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed herved. Der henvises til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret og pkt. 3.2.2.2 for nærmere om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed.
Det foreslås at indsætte en ny bemyndigelsesbestemmelse som stk. 8 i § 32 b.
Det foreslås med § 32 b, stk. 8, nr. 1, 1. pkt., at miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for spildevandsforsyningsselskaber til at beregne den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed ved forsyning af områder med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, jf. stk. 2, og om tidsfrister herfor.
Den foreslåede bemyndigelse i nr. 1, 1. pkt., vil indebære, at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om, at spildevandsforsyningsselskaber omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven vil skulle beregne den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed ved forsyning af områder, som fastlagt af kommunalbestyrelsen i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, med grundvandssænkende foranstaltninger i spildevandsforsyningsselskabets kloakeringsområde, jf. den foreslåede § 32 b, stk. 2. For nærmere om § 32, stk. 2, henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bemyndigelse vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede forsyningspligt i § 32 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, hvorefter spildevandsforsyningsselskabernes forsyningspligt med grundvandssænkende foranstaltninger først vil indtræde i de fastlagte områder, hvis det vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 32 b, stk. 8. Bemyndigelsen vil endvidere skulle ses i sammenhæng med § 32 b, stk. 5, der bliver stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, hvorefter der kan fastsættes nærmere regler om forsyningspligtens omfang.
Ved samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed skal forstås, at de forventede skadesomkostninger er større end de beregnede omkostninger til forebyggelse af oversvømmelse af infrastruktur og bygninger og uønsket indsivning af terrænnært grundvand i spildevandsanlæg, der tilhører spildevandsforsyningsselskaber, ved grundvandssænkende foranstaltninger.
Områder omfattet af den foreslåede bemyndigelse i 1. pkt. vil være de områder, som kommunalbestyrelsen fastlægger i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2, inden for spildevandsforsyningsselskabernes kloakerede områder til håndtering af tag- og overfladevand, hvor terrænnært grundvand medfører fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning af terrænnært grundvand i spildevandsforsyningsselskabernes spildevandsanlæg.
Ved grundvandssænkende foranstaltninger skal forstås foranstaltninger, som har en generel grundvandssænkende effekt på det terrænnære grundvand i det område, som spildevandsforsyningsselskabet skal forsyne i medfør af den foreslåede § 32, b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil. De grundvandssænkende foranstaltninger vil f.eks. kunne være anlæggelse af grøfter, dræn eller en 3. ledning til afledning af det terrænnære grundvand eller lignende med det formål at lede vandet væk fra området. Grundvandssænkning vil f.eks. også kunne ske via grundvandsboringer, hvor grundvand pumpes op og ledes væk.
Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse vil blive fastsat regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne skal foretage samfundsøkonomiske beregninger ved forsyning af områder, som fastlagt af kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 32, stk. 2, med grundvandssænkende foranstaltninger inden for forsyningsselskabets fastlagte kloakeringsområde.
Bemyndigelsen i den foreslåede stk. 8, nr. 1, 1. pkt., vil endvidere indebære, at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om tidsfrister for, hvornår spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle have gennemført beregningerne. Bemyndigelsen til at fastsætte regler om tidsfrister for spildevandsforsyningsselskabernes beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, forventes først udmøntet efter en periode med erfaringsopsamling.
Det foreslås med § 32 b, stk. 8, nr. 1, 2. pkt ., at miljøministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om beregningen af den samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, herunder hvilke kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som spildevandsforsyningsselskaberne skal udarbejde, foretage og lægge til grund for beregningen.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at ministeren i forbindelse med regler om spildevandsforsyningsselskabernes pligt til at beregne den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed ved forsyning af områder med grundvandssænkende foranstaltninger inden for forsyningsselskabets kloakeringsområde også vil kunne fastsætte regler om, hvorledes spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle beregne den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed. Bemyndigelsen vil således indebære, at der vil kunne fastsættes regler om en metode, som spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle benytte ved beregning af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed.
Med den foreslåede bemyndigelse vil der således kunne fastsættes regler om en metode, hvorefter spildevandsforsyningsselskaberne indledningsvis vil skulle foretage en kortlægning af faren for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger og uønsket indsivning af grundvand i spildevandsanlæg som følge af terrænnært grundvand i det fastlagte område. Efterfulgt af en kortlægning af de berørte værdier i området i form af f.eks. infrastruktur, bygninger og spildevandsforsyningsselskabernes spildevandsanlæg. Dernæst af en beregning af de forventede skadesomkostninger ved oversvømmelse og uønsket indsivning af grundvand i spildevandsanlægget, samt opstilling og vurdering af forskellige scenarier for forsyning af området med grundvandssænkende foranstaltninger og beregning af omkostningerne forbundet hermed. Endelig en opgørelse af omkostningerne forbundet med skader på f.eks. infrastruktur, bygninger og uønsket vand i spildevandsanlægget uden investering i grundvandssænkende foranstaltninger sammenholdt med udgifterne ved at gennemføre de forskellige vurderede scenarier for forsyning af området med grundvandssænkende foranstaltninger.
Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere indebære, at der f.eks. som led i kortlægningen af faren og værdierne for området vil kunne fastsættes regler om, hvilke kortlægninger som spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle udarbejde, f.eks. med henblik på at vurdere oversvømmelsesfaren for et område sammenholdt med områdets værdier.
Til brug for spildevandsforsyningsselskabernes kortlægning vil der i den forbindelse f.eks. kunne fastsættes regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle tilvejebringe data om områdets grundvandsstand og grundvandsbevægelser eller anvende bestemte typer af data, f.eks. nationalt tilgængelige grundvandsdata, der stilles til rådighed af statslige myndigheder eller relevante lokale data for området, som spildevandsforsyningsselskaberne allerede er i besiddelse af, f.eks. fra indberetning fra driften eller borgerhenvendelser eller data som spildevandsforsyningsselskabet i øvrigt selv fremskaffer. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne til brug for deres kortlægning vil skulle anvende andre relevante kortlægninger, der f.eks. stilles til rådighed af statslige myndigheder.
Til brug for beregningen af de forventede skadesomkostninger ved oversvømmelse af infrastruktur og bygninger og evtentuelle besparelser ved reduktion af uønsket indsivning af grundvand i spildevandsanlægget vil der endvidere kunne fastsættes regler om, hvorledes disse vil skulle indgå i beregningen, og hvorledes omkostningerne forbundet med disse skader vil skulle opgøres. Der vil i den forbindelse f.eks. kunne fastsættes regler om, at det alene vil være markedsomsatte værdier, der vil skulle medtages. Der vil endvidere i den forbindelse kunne fastsættes regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne ved beregningerne vil skulle anvende og udarbejde bestemte typer af data vedrørende skaderne forårsaget af det terrænnære grundvand i det nuværende og et forventet fremtidigt klima inden for samme årrække.
Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere indebære, at der f.eks. vil kunne fastsættes regler om, at spildevandsforsyningsselskabet ved vurdering af forskellige scenarier for forsyning af et område med grundvandssænkende foranstaltninger og beregningen af omkostninger forbundet hermed vil skulle vurdere og beregne på forskellige typer grundvandssænkende foranstaltninger og på investeringstidspunktet herfor og på afgrænsningen af de grundvandssænkende foranstaltninger. Bemyndigelsen vil endvidere give mulighed for at fastsætte regler om omfanget af nødvendige scenarieberegninger.
I den forbindelse vil der kunne fastsættes regler om, at vurderingen af forskellige scenarier for forsyning af et område med grundvandssænkende foranstaltninger og beregningen af omkostninger forbundet hermed vil kunne ske på forskellige måder alt efter om de grundvandssænkende foranstaltninger vil skulle udføres alene, eller sammen med spildevandsforsyningsselskabets øvrige opgaver, at den grundvandssænkende foranstaltning er af begrænset omfang, eller at det i øvrigt ikke giver mening at vurdere og beregne et givent scenarie.
Den foreslåede bemyndigelse vil ligeledes indebære, at der vil kunne fastsættes regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle opgøre skadesomkostningerne forbundet med oversvømmelse af f.eks. infrastruktur, bygninger og ved uønsket indsivning i spildevandsanlæg sammenholdt med udgifterne ved at gennemføre de forskellige vurderede scenarier for forsyning af området med grundvandssænkende foranstaltninger. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om, hvorledes spildevandsforsyningsselskaberne vil skulle udregne besparelsen ved at gennemføre de grundvandssænkende foranstaltninger, herunder f.eks. opgjort som forskellen i skader før og efter en grundvandssænkende foranstaltning til forsyning af et område.
Det er hensigten at fastsætte regler om en metode for beregningen af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, som beskrevet ovenfor. Det forventes, at reglerne løbende vil blive justeret, som følge af erfaringsopsamling. Der forventes endvidere, at der vil blive udformet en vejledning til brug for spildevandsforsyningsselskabernes beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed.
Den foreslåede bemyndigelse vil endeligt indebære, at der vil kunne fastsættes regler om andre metoder end beskrevet ovenfor ved beregning af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed ved at forsyne et område med grundvandssænkende foranstaltninger, som vil være egnet til at påvise om de forventede skadesomkostninger er større end de beregnede omkostninger til forebyggelse ved grundvandssænkende foranstaltninger i hele den grundvandssænkende foranstaltnings levetid.
Det foreslås med § 32 b, stk. 8, nr. 2 , at miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for spildevandsforsyningsselskaber til at inddrage kommunalbestyrelsen ved beregning af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed, jf. nr. 1.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljøministeren kan fastsætte regler om spildevandsforsyningsselskabernes pligt til at inddrage kommunalbestyrelsen ved beregning af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed, herunder hvornår i beregningsprocessen inddragelse vil skulle ske, og at spildevandsforsyningsselskabet vil skulle tage kommunalbestyrelsens bemærkninger i betragtning ved færdiggørelsen af deres beregninger. Det er hensigten at fastsætte regler herom.
Det foreslås med § 32 b, stk. 8, nr. 3 , at miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for spildevandsforsyningsselskaber til at offentliggøre resultatet af selskabernes beregninger, herunder de kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som indgår i beregningerne på spildevandsforsyningsselskabernes hjemmeside.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne på deres hjemmeside vil skulle offentliggøre resultatet af beregningerne, herunder de kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som indgår i spildevandsforsyningsselskabernes beregninger af den samfundsøkonomiske hensigtsmæssighed ved forsyning med grundvandssænkende foranstaltninger. Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, at spildevandsforsyningsselskabet skal offentliggøre hele eller dele af den dokumentation, herunder de kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som indgår i beregningerne.
Ved resultatet af beregningerne skal forstås både den situation, hvor spildevandsforsyningsselskabets beregninger viser, at det vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at forsyne et område med grundvandssænkende foranstaltninger, men også den situation, hvor beregningerne viser, at det ikke vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at forsyne et område med grundvandssænkende foranstaltninger.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at spildevandsforsyningsselskaberne skal offentliggøre resultatet af beregningerne, herunder offentliggøre hele eller dele af den dokumentation, herunder de kortlægninger, data, beregninger og vurderinger, som indgår i beregningerne.
Bestemmelsen forventes løbende justeret på baggrund af erfaringsopsamling.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 2, 1. pkt., at spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, ikke må anlægge ledningsnet i strid med spildevandsplanen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1.
Efter bemærkningerne til bestemmelsen indebærer dette, at spildevandsforsyningsselskaberne skal anlægge ledningsnet i overensstemmelse med den politisk vedtagne spildevandsplan, og at ledningerne skal dimensioneres således, at ledningerne sikrer en god og effektiv afledning af alt spildevand, herunder tag- og overfladevand, jf. Folketingstidende 2015-2016, A, L91 som fremsat, side 68.
Begrebet ledningsnet skal bl.a. forstås i overensstemmelse med spildevandsbekendtgørelsens § 3, nr. 7, hvorefter der ved spildevandsanlæg forstås åbne såvel som lukkede ledninger og andre anlæg, der tjener til afledning eller behandling af spildevand m.v. i forbindelse med udledning til vandløb, søer eller havet, afledning til jorden eller anden form for bortskaffelse. Begrebet omfatter således alle spildevandsforsyningsselskabets ledninger, pumper m.v. Det vil sige det, der transporterer spildevand for at sikre en god afledning.
Det foreslås i § 32 b, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., at indsætte efter »stk. 1«: »og 2«.
Det foreslåede vil indebære, at pligten i den gældende § 32 b, stk. 2, 1. pkt., hvorefter spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet af § 2, stk. 1, i vandsektorloven, ikke må anlægge ledningsnet i strid med spildevandsplanen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 1, udvides til også at omfatte de områder i spildevandsplanen, som kommunalbestyrelsen skal fastlægge i medfør af den foreslåede § 32, stk. 2. Det vil være områder, hvor terrænnært grundvand medfører en fare for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i spildevandsanlæg, der tilhører ovennævnte spildevandsforsyningsselskaber, jf. lovforslagets § 32, stk. 2, og lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede forsyningspligt i § 32 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil, og det ledningsnet som selskabet anlægger til opfyldelse af forsyningspligten.
Det foreslåede vil indebære, at ledningsnettet for terrænnært grundvand, vil skulle anlægges i overensstemmelse med spildevandsplanen og vil skulle dimensioneres således, at det sikrer en god og effektiv afledning af terrænnært grundvand.
Ved ledningsnet forstås de ledninger, som selskabet anlægger til opfyldelse af selskabets forsyningspligt, jf. den foreslåede § 32 b, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 2, 3. pkt. at hvis kommunalbestyrelsen i spildevandsplanen har bestemt, at serviceniveau skal fastsættes af spildevandsforsyningsselskabet, eller hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt ikke har fastsat et serviceniveau i spildevandsplanen i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 32, stk. 5, skal spildevandsforsyningsselskabet fastsætte et serviceniveau i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 6 og § 32, stk. 5.
Det foreslås i § 32 b, stk. 2, 3. pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., at ændre »stk. 6« til: »stk. 7«.
Det foreslåede er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 2 i § 32 b, således at stk. 2-6, bliver stk. 3-7, jf. lovforslagets § 1, nr. 11. Der er med ændringen ikke tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den årlige drøftelse om forsyningsforholdene i kommunen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 32 c, aftaler omfang og tidsfrist for opfyldelse af forsyningspligten, jf. stk. 1, med spildevandsforsyningsselskabet.
Det foreslås i § 32 b, stk. 3, der bliver stk. 4, at indsætte efter »stk. 1«: »og 2, og pligt til beregninger efter regler fastsat i medfør af stk. 8«.
Det foreslåede vil medføre, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den årlige drøftelse af forsyningsforholdene i kommunen, jf. § 32 c, også vil skulle aftale omfang og tidsfrist med spildevandsforsyningsselskaberne for opfyldelse af forsyningspligten i stk. 2, jf. den foreslåede § 32 b, stk. 2 i lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil. Kommunalbestyrelsen og spildevandsforsyningsselskabet vil endvidere også skulle aftale omfang og tidsfrist for opfyldelse af pligt til beregning af om forsyningen af et område vil være samfundsøkonomisk hensigtsmæssig, jf. den foreslåede § 32 b, stk. 8, i lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.
Det foreslåede vil indebære, at forsyningspligten efter den foreslåede § 32 b, stk. 2, og pligt til at beregne samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, konkret udmøntes gennem aftaler mellem kommunalbestyrelsen og spildevandsforsyningsselskabet.
Aftalerne forventes ikke fornyet årligt, men i de tilfælde, hvor der er behov for at aftale yderligere til opfyldelse af forsyningspligten eller pligt til at beregne samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8, eller hvor tidligere indgåede aftaler viser sig at blive overflødige eller er uhensigtsmæssigt formulerede i forhold til ændrede behov, kan aftalerne fornys.
Aftalerne vil ikke kunne indeholde omfang og tidsfrist for forsyning af områder, hvor spildevandsforsyningsselskabet ikke har en forsyningspligt. Se nærmere herom i lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.
Hvis der ikke vil kunne opnås en aftale på rimelige vilkår, eller overtrædes aftalen af spildevandsforsyningsselskabet, vil kommunalbestyrelsen kunne meddele spildevandsforsyningsselskaberne påbud til opfyldelse af forsyningspligten eller pligt til beregninger efter regler fastsat i medfør af den foreslåede § 32 b, stk. 8. Se nærmere herom i lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.
Miljøbeskyttelseslovens § 32 c, hvorefter kommunalbestyrelsen og spildevandsforsyningsselskaber, som er omfattet § 2, stk. 1, i vandsektorloven, årligt drøfter forsyningsforholdene i kommunen finder tilsvarende anvendelse for den foreslåede forsyningspligt i § 32 b, stk. 2.
|
@@ -31,11 +31,22 @@
|
|
| 31 |
skal indeholde oplysning om adgangen til at begære en tilbagekaldelse indbragt for domstolene og om fristen herfor og om, at
|
| 32 |
indbringelse vil have opsættende virkning.
|
| 33 |
|
| 34 |
Stk. 6.
|
| 35 |
Miljøministeren kan bestemme, at en virksomhed skal have eneret til at forestå behandlingen af en bestemt affaldsfraktion. En
|
| 36 |
eneret kan gives for en periode på indtil seks år ad gangen.
|
| 37 |
|
| 38 |
Stk. 7.
|
| 39 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der indsamler eller håndterer affald af elektrisk og elektronisk udstyr,
|
| 40 |
skal være certificerede for egen regning af en akkrediteret virksomhed efter europæiske standarder for håndtering af affald af
|
| 41 |
-
elektrisk og elektronisk udstyr.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 31 |
skal indeholde oplysning om adgangen til at begære en tilbagekaldelse indbragt for domstolene og om fristen herfor og om, at
|
| 32 |
indbringelse vil have opsættende virkning.
|
| 33 |
|
| 34 |
Stk. 6.
|
| 35 |
Miljøministeren kan bestemme, at en virksomhed skal have eneret til at forestå behandlingen af en bestemt affaldsfraktion. En
|
| 36 |
eneret kan gives for en periode på indtil seks år ad gangen.
|
| 37 |
|
| 38 |
Stk. 7.
|
| 39 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der indsamler eller håndterer affald af elektrisk og elektronisk udstyr,
|
| 40 |
skal være certificerede for egen regning af en akkrediteret virksomhed efter europæiske standarder for håndtering af affald af
|
| 41 |
+
elektrisk og elektronisk udstyr.
|
| 42 |
+
|
| 43 |
+
Stk. 8.
|
| 44 |
+
Miljøministeren kan fastsætte regler om modtagelse af affald hos virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, herunder regler om virksomhedernes forpligtelser til at
|
| 45 |
+
|
| 46 |
+
1) kontrollere affaldets indhold,
|
| 47 |
+
|
| 48 |
+
2) afvise modtagelsen af visse typer affald,
|
| 49 |
+
|
| 50 |
+
3) underrette affaldsproducenten eller affaldsindsamleren om foretagne kontroller og
|
| 51 |
+
|
| 52 |
+
4) indberette oplysninger til brug for affaldstilsynsmyndigheden.
|
| Nr 1: | I § 44 indsættes som stk. 8: »Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte regler om modtagelse af affald hos virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, herunder regler om virksomhedernes forpligtelser til at
|
I miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 er der fastsat regler om listevirksomhed og anden erhvervsvirksomhed, som blandt andet har til formål at sikre, at forbrændingsanlæg ikke forurener omgivelserne ud over det acceptable niveau. Ved et miljøtilsyn efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 fører tilsynsmyndigheden tilsyn med, at udledningen fra virksomheden er forenelig med miljøbeskyttelseslovens formål, herunder at vilkår i godkendelser og tilladelser samt regler i bekendtgørelser overholdes.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder derimod ikke regler om eller hjemmel til at fastsætte regler om modtagekontrol med fokus på affald egnet til materialenyttiggørelse på affaldsbehandlingsanlæg, der modtager affald med henblik på forbrænding. Miljøbeskyttelsesloven indeholder dog en række generelle regler om, hvordan affald skal håndteres, herunder at udarbejdelse af politikker og regler skal følge det såkaldte affaldshierarki, jf. nedenfor.
Det foreslås med lovforslaget i § 44 at indsætte et nyt stk. 8 , hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om modtagelse af affald hos virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg. Herunder regler om virksomheders forpligtelser til at kontrollere affaldets indhold, afvise modtagelsen af visse typer affald, underrette affaldsproducenten eller affaldsindsamleren om foretagne kontroller og indberette oplysninger til brug for affaldstilsynsmyndigheden.
Det foreslåede indebærer, at der kan fastsættes regler om modtagekontrol på affaldsforbrændingsanlæg. Ved kontrol af affald, der modtages på affaldsforbrændingsanlæg, skal virksomhederne vurdere indholdet af affald egnet til materialenyttiggørelse, for på den måde, at sikre, at alene forbrændingsegnet affald, forbrændes.
Det bemærkes, at bemyndigelsesbestemmelsen kan anvendes til at udstede regler om modtagekontrol på andre affaldsbehandlingssanlæg, for eksempel modtagekontrol på deponianlæg.
Ved affald egnet til materialenyttiggørelse forstås i overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, affald, som kan forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse eller forbehandling med henblik på en af de nævnte behandlingsformer.
Ved usolgte forbrugerprodukter forstås i henhold til ecodesignforordningens artikel 2 ethvert forbrugerprodukt, der ikke er blevet solgt, herunder overskudslager, for stor lageropbygning og ukurante produkter og produkter, som er blevet returneret af en forbruger på grundlag af dennes fortrydelsesret i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder, eller, hvor det er relevant, under en eventuel længere fortrydelsesfrist, som den handlende har givet.
Det foreslås i nr. 1 , at ministeren vil kunne fastsætte regler om virksomheders forpligtelser til at kontrollere affaldets indhold.
Det foreslåede indebærer, at miljøministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om, at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, skal foretage kontrol af affaldets indhold af affald egnet til materialenyttiggørelse og usolgte forbrugerprodukter.
Ved »kontrollere« forstås en undersøgelse af, hvorvidt affaldets indhold overstiger en vis grænse for affald egnet til materialenyttiggørelse eller indeholder usolgte forbrugerprodukter. Undersøgelsen vil kunne udføres ved visuel kontrol af åbne affaldslæs, ved gennemsyn af materiale fra overvågningskameraer, ved udspredning af dele af affaldet på gulv eller på anden vis, der er egnet til at fastlægge affaldets indhold.
Den foreslåede bestemmelse forventes udmøntet i affaldsbekendtgørelsen med regler om, at virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, skal føre kontrol med en vis andel af de affaldslæs, der modtages på affaldsforbrændingsanlægget. Bemyndigelsen forventes herudover anvendt til at fastsætte regler om, at affaldsforbrændingsanlæg skal føre kontrol ved begrundet mistanke om, at et affaldslæs indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse.
Den foreslåede bestemmelse forventes endvidere at blive udmøntet ved, at der, når ecodesignforordningen træder i kraft, vil blive fastsat bestemmelser om, at virksomheder, der driver genanvendelsesanlæg, skal føre kontrol med, hvorvidt indleverede affaldslæs indeholder usolgte forbrugerprodukter i strid med reglerne i ecodesignforordningen. Hvordan kontrollen nærmere skal foregå, vil afhænge af hvilket forbrugerprodukt, der er tale om.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i nr. 2, at ministeren vil kunne fastsætte regler om at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, skal afvise modtagelsen af visse typer affald.
Det foreslåede indebærer, at miljøministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om, at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, der modtager affald med henblik på forbrænding, skal afvise affald, hvis det vurderes, at affaldet indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse.
Miljøministeren bliver endvidere bemyndiget til at fastsætte regler om, at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, der modtager affald med henblik på genanvendelse, skal afvise affald i form af usolgte forbrugerprodukter.
Det bemærkes, at der vil blive fastsat regler om en grænse for, hvornår et affaldslæs indeholder så meget affald egnet til materialenyttiggørelse, at det er omfattet af reglerne.
Ved »afvise« forstås dels en egentlig fysisk afvisning, hvorved affaldet nægtes modtaget på anlægget og dels en såkaldt administrativ afvisning, hvorved affaldet af praktiske årsager alligevel modtages og behandles på anlægget uanset indhold, jf. nedenfor.
I praksis er det forventningen, at afvisningen kommer til at foregå på følgende måde:
En virksomhed, der driver affaldsforbrændingsanlæg, foretager kontrol af et affaldslæs i henhold til bestemmelser fastsat i medfør af det foreslåede § 44, nyt stk. 8. Kontrollen kan for eksempel være visuel kontrol af et åbent læs, kontrol i form af videoovervågning eller kontrol ved udspredning af affald på gulv. Hvis kontrollen medfører, at det vurderes, at affaldet indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse over en vis grænse, skal virksomheden afvise affaldslæsset. Det bemærkes, at kontrollen fra affaldsforbrændingsanlæggets side alene er en indledende vurdering af affaldet. Den egentlige klassificering af affaldet foretages af Miljøstyrelsen efter indberetning om afvisningen fra virksomheden, der driver affaldsforbrændingsanlægget.
Afvisning kan ske på to måder; ved en fysisk afvisning eller ved en administrativ afvisning. Ved en fysisk afvisning nægter affaldsforbrændingsanlægget at modtage affaldet og læsset bortkøres fra anlægget. Såfremt kontrollen er foretaget i form af gennemgang af overvågningsbilleder af affaldslæsset på vej ned i siloen eller udspredning på gulv, vil det ikke være muligt fysisk at afvise læsset.
I sådanne tilfælde vil affaldslæsset blive behandlet på affaldsforbrændingsanlægget, og der vil i stedet skulle gennemføres en administrativ afvisning, hvorved affaldsforbrændingsanlægget underretter affaldsproducenten eller -indsamleren og meddeler, at affaldet er administrativt afvist, og at der vil ske indberetning til Miljøstyrelsen, jf. nedenfor.
Bemyndigelsen påtænkes udnyttet til at fastsætte regler i affaldsbekendtgørelsen om, at virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, skal afvise at modtage affaldslæs, der indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse over en vis grænse.
Bemyndigelsen forventes endvidere anvendt til at fastsætte regler om, at virksomheder, der driver genanvendelsesanlæg, skal afvise at modtage affald, der er omfattet af destruktionsforbud vedtaget i medfør af ecodesignforordningens artikel 25.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i nr. 3 , at ministeren vil kunne fastsætte regler om virksomheders forpligtelser til at underrette affaldsproducenten eller affaldsindsamleren om foretagne kontroller.
Det foreslåede indebærer, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, skal underrette affaldsproducenten eller affaldsindsamleren, hvis det ved kontrol vurderes, at et affaldslæs indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse eller usolgte forbrugerprodukter.
Ved oplysninger forstås nærmere angivne data om den virksomhed, der har afleveret affaldet og om affaldets beskaffenhed, der er relevant for affaldstilsynsmyndighedens mulighed for at oplyse sagen, herunder eksempelvis, navn, CVR-nummer, P-nummer, affaldstype og vægt.
Bemyndigelsen påtænkes anvendt til at fastsætte regler i affaldsbekendtgørelsen om, at virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg og som har vurderet, at et affaldslæs indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse over en vis grænse eller usolgte forbrugerprodukter, skal underrette den affaldsproducerende virksomhed eller indsamlingsvirksomheden om kontrollen.
Bemyndigelsen påtænkes endvidere anvendt til at fastsætte regler i affaldsbekendtgørelsen, om at virksomheder, der driver genanvendelsesanlæg og som har vurderet, at et affaldslæs indeholder usolgte forbrugerprodukter, der er omfattet af destruktionsforbud i henhold til ecodesignforordningen, skal underrette den affaldsproducerende virksomhed eller indsamlingsvirksomheden.
Underretningen af affaldsproducenten eller indsamleren skal indeholde oplysninger om, at der ved kontrol er fundet affald egnet til materialenyttiggørelse over en vis grænse eller usolgte forbrugerprodukter, og at affaldet derfor er afvist enten administrativt eller fysisk. Ved fysisk afvisning forstås, at affaldslæsset forvises fra anlægget, og ved administrativ afvisning forstås, at affaldslæsset forbrændes, men at affaldsproducent og affaldstilsynsmyndighed underrettes om affaldets indhold af affald egnet til materialenyttiggørelse.
Endelig påtænkes bemyndigelsen anvendt til at fastsætte regler i affaldsbekendtgørelsen om, at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, skal underrette affaldsproducenten eller affaldsindsamleren, såfremt det er vurderet, at et affaldslæs indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse over en vis grænse eller usolgte forbrugerprodukter.
Det foreslåede indebærer, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at virksomheder, der driver affaldsbehandlingsanlæg, skal indberette en række nærmere angivne oplysninger til brug for Miljøstyrelsens tilsyn, for eksempel oplysninger om den afleverende virksomheds navn, CVR-nummer, P-nummer, type af usolgte forbrugerprodukter og vægt.
Indberetningen forventes at skulle foretages elektronisk til Miljøstyrelsen i et system, der er under udvikling. Indtil færdiggørelsen af indberetningssystemet vil indberetning kunne ske som nærmere anvist af Miljøstyrelsen i affaldsbekendtgørelsen.
Hvis det vurderes, at et affaldslæs indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse over en vis grænse, kan det give anledning til et fysisk affaldstilsyn hos den pågældende affaldsproducent eller affaldsindsamler, som herefter vil skulle betale et gebyr for tilsynet. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
|
@@ -1,11 +1,11 @@
|
|
| 1 |
-
|
| 2 |
medfør af loven.
|
| 3 |
|
| 4 |
Stk. 2.
|
| 5 |
Miljøministeren fastsætter regler om kommunale affaldsordninger, herunder om
|
| 6 |
|
| 7 |
1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise behandlingsmuligheder for affald,
|
| 8 |
|
| 9 |
2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og behandling af affald,
|
| 10 |
|
| 11 |
3) kommunalbestyrelsens pligt til at give adgang til genbrugspladser i kommunen, herunder for virksomheder, der ikke er
|
|
@@ -39,20 +39,25 @@
|
|
| 39 |
|
| 40 |
6) at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.
|
| 41 |
|
| 42 |
Stk. 5.
|
| 43 |
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om regulativer omfattet af stk. 4. Klima-, energi- og
|
| 44 |
forsyningsministeren kan herunder fastsætte regler om udformning, indhold, indberetning og offentliggørelse af regulativer, om
|
| 45 |
indberetningsform og om inddragelse af offentligheden, herunder om udelukkende digital annoncering.
|
| 46 |
|
| 47 |
Stk. 6.
|
| 48 |
Stk. 3 finder ikke anvendelse på indsamlingsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald og erhvervsaffald egnet til
|
| 49 |
-
materialenyttiggørelse. Producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr,
|
| 50 |
-
emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og bærbare batterier og akkumulatorer er endvidere
|
| 51 |
-
uanset stk. 3 berettiget til individuelt eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for affald af elektrisk og
|
| 52 |
-
elektronisk udstyr fra private husholdninger, for affald af emballage fra private husholdninger, for affald af drikkevarebeholdere
|
| 53 |
-
og drikkebægre af engangsplast fra private husholdninger, for udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, fra private
|
| 54 |
-
husholdninger og for udtjente bærbare batterier og akkumulatorer i overensstemmelse med regler udstedt efter § 44.16)17)
|
| 55 |
|
| 56 |
Stk. 7.
|
| 57 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte en tilbagetagningsordning
|
| 58 |
-
etableret i henhold til stk. 6 og en virksomhed, som er certificeret i henhold til regler fastsat i medfør af § 44, stk. 7.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen forestår håndteringen af affald, medmindre andet er fastsat i loven eller i regler udstedt i
|
| 2 |
medfør af loven.
|
| 3 |
|
| 4 |
Stk. 2.
|
| 5 |
Miljøministeren fastsætter regler om kommunale affaldsordninger, herunder om
|
| 6 |
|
| 7 |
1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise behandlingsmuligheder for affald,
|
| 8 |
|
| 9 |
2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og behandling af affald,
|
| 10 |
|
| 11 |
3) kommunalbestyrelsens pligt til at give adgang til genbrugspladser i kommunen, herunder for virksomheder, der ikke er
|
|
|
|
| 39 |
|
| 40 |
6) at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.
|
| 41 |
|
| 42 |
Stk. 5.
|
| 43 |
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om regulativer omfattet af stk. 4. Klima-, energi- og
|
| 44 |
forsyningsministeren kan herunder fastsætte regler om udformning, indhold, indberetning og offentliggørelse af regulativer, om
|
| 45 |
indberetningsform og om inddragelse af offentligheden, herunder om udelukkende digital annoncering.
|
| 46 |
|
| 47 |
Stk. 6.
|
| 48 |
Stk. 3 finder ikke anvendelse på indsamlingsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald og erhvervsaffald egnet til
|
| 49 |
+
materialenyttiggørelse. Producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, og af elektrisk og elektronisk udstyr og bærbare batterier og akkumulatorer er endvidere uanset stk. 3 berettiget til individuelt eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger og for udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, fra private husholdninger og for udtjente bærbare batterier og akkumulatorer i overensstemmelse med regler udstedt efter § 44.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 50 |
|
| 51 |
Stk. 7.
|
| 52 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte en tilbagetagningsordning
|
| 53 |
+
etableret i henhold til stk. 6 og en virksomhed, som er certificeret i henhold til regler fastsat i medfør af § 44, stk. 7.
|
| 54 |
+
|
| 55 |
+
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen må ikke etablere anvisningsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald, der ikke er farligt affald, jf. dog stk. 9.
|
| 56 |
+
|
| 57 |
+
Stk. 9. Stk. 8 finder ikke anvendelse for kommunalbestyrelser, der den 1. juli 2023 helt eller delvis ejer et affaldsforbrændingsanlæg etableret på en ø uden fast broforbindelse i kommunen, så længe anlægget er i drift.
|
| 58 |
+
|
| 59 |
+
Stk. 10. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at overdrage indsamlet affald i affaldsfraktioner, der indeholder husholdningsemballageaffald eller erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed, til producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt emballageaffald i den pågældende kommune efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om overdragelsen, herunder om, hvor og hvordan overdragelsen skal finde sted, og tidsfrister for afhentningen.
|
| 60 |
+
|
| 61 |
+
Stk. 11. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at betale eller opkræve betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger for den videre transport og behandling af det affald, som ikke udgør emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 7, 1. pkt., og som kommunalbestyrelsen har overdraget til producenter eller disses kollektive ordninger efter regler fastsat i medfør af stk. 10. Fastsætter ministeren regler efter 1. pkt., fastsætter ministeren i den forbindelse regler om kommunalbestyrelsens betaling til eller opkrævning af betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger, herunder regler om opgørelse for afholdte udgifter eller opnåede indtægter og dokumentation herfor.
|
| 62 |
+
|
| 63 |
+
Stk. 12. Stk. 3 finder endvidere ikke anvendelse på indsamlingsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger.
|
| Nr 53: | I § 45, stk. 6, 2, pkt., ændres »plast, elektrisk« til: »plast, og af elektrisk«, », emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast« udgår, og », for affald af emballage fra private husholdninger, for affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast fra private husholdninger,« ændres til: »og«. |
| Nr 54: | § 45, stk. 6, 2. pkt., affattes således: »Producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, og af elektrisk og elektronisk udstyr er endvidere uanset stk. 3 berettiget til individuelt eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger og for udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, fra private husholdninger i overensstemmelse med regler udstedt efter § 44.« |
| Nr 55: | I § 45 indsættes som stk. 8 og 9: »Stk. 8. Kommunalbestyrelsen må ikke etablere anvisningsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald, der ikke er farligt affald, jf. dog stk. 9. Stk. 9. Stk. 8 finder ikke anvendelse for kommunalbestyrelser, der den 1. juli 2023 helt eller delvis ejer et affaldsforbrændingsanlæg etableret på en ø uden fast broforbindelse i kommunen, så længe anlægget er i drift.« |
| Nr 56: | I § 45 indsættes som stk. 10 og 11: »Stk. 10. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at overdrage indsamlet affald i affaldsfraktioner, der indeholder husholdningsemballageaffald eller erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed, til producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt emballageaffald i den pågældende kommune efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om overdragelsen, herunder om, hvor og hvordan overdragelsen skal finde sted, og tidsfrister for afhentningen. Stk. 11. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at betale eller opkræve betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger for den videre transport og behandling af det affald, som ikke udgør emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 7, 1. pkt., og som kommunalbestyrelsen har overdraget til producenter eller disses kollektive ordninger efter regler fastsat i medfør af stk. 10. Fastsætter ministeren regler efter 1. pkt., fastsætter ministeren i den forbindelse regler om kommunalbestyrelsens betaling til eller opkrævning af betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger, herunder regler om opgørelse for afholdte udgifter eller opnåede indtægter og dokumentation herfor.« |
| Nr 57: | I § 45 indsættes som stk. 12: »Stk. 12. Stk. 3 finder endvidere ikke anvendelse på indsamlingsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger.« |
Efter den gældende bestemmelse i § 45, stk. 6, 2. pkt., er producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, elektrisk og elektronisk udstyr, emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og bærbare batterier og akkumulatorer, uanset lovens § 45, stk. 3, berettiget til individuelt eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger, for affald af emballage fra private husholdninger, for affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast fra private husholdninger, for udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, fra private husholdninger og for udtjente bærbare batterier og akkumulatorer i overensstemmelse med regler udstedt efter § 44. Bestemmelsen er en undtagelse til lovens § 45, stk. 3, hvorefter det er udgangspunktet, at indsamling af det af den kommunale ordning omfattede affald kun må finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse, når en kommunal indsamlingsordning er etableret. Bestemmelsen er således en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og medfører, at producenter og importører er berettigede til at etablere deres egne tilbagetagningsordninger parallelt med den kommunale indsamlingsordning
Det fremgår således af batteribekendtgørelsens § 18, stk. 4, at enhver slutbruger er forpligtet til at benytte indsamlingsordninger oprettet af kommunalbestyrelsen eller af distributører, jf. bestemmelsens stk. 1 og 2, eller af producenter og importører efter § 45, stk. 6, i lov om miljøbeskyttelse. Det fremgår endvidere af elektronikaffaldsbekendtgørelsens § 23, stk. 2, nr. 2, at producenternes tilbagetagning efter stk. 1, kan ske ved brug af producentens tilbagetagningsordning. Producenter af fiskeredskaber, der indeholder plast, kan ligeledes ifølge bekendtgørelse for udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast, indsamle udtjente fiskeredskaber ved brug af egen tilbagetagningsordning.
Bestemmelsen har ikke været anvendt for så vidt angår emballageaffald og affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen i § 45, stk. 6, 2. pkt., som også foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 53. Nærværende forslag til § 45, stk. 6, 2. pkt., medfører, at batterier og akkumulatorer udgår af bestemmelsen, hvor ændringen af § 45, stk. 6, 2. pkt., som er foreslået med forslagets § 1, nr. 53, medfører, at emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast udgår. Baggrunden herfor er, at ændringen i lovforslagets § 1, nr. 53, skal træde i kraft på lovens almindelige ikrafttrædelsesdato, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, hvorimod den yderligere ændring, som er tilføjet med dette forslag, først vil træde i kraft den 18. august 2025, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.
Det følger således af nærværende foreslåede nyaffattelse af lovens § 45, stk. 6, 2. pkt., at producenter og importører af fiskeredskaber, der indeholder plast, og af elektrisk og elektronisk udstyr er endvidere uanset stk. 3 berettiget til individuelt eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger, og for udtjente fiskeredskaber, der indeholder plast, fra private husholdninger i overensstemmelse med regler udstedt efter § 44.
Det er med den foreslåede nyaffattelse ikke hensigten at ændre på den hidtidige retstilstand for de udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast, og for elektrisk og elektronisk udstyr.
For så vidt angår bærbare batterier og -akkumulatorer skal ændringen ses i sammenhæng med, at organisering af indsamlingen af bærbare batterier og producenternes forpligtelser til at etablere indsamlingsnetværk vil være direkte reguleret i kapitel 8 i batteriforordningen.
Det bemærkes hertil, at udgangspunktet i lovens § 45, stk. 3, om forbud mod andre indsamlingsordninger end den kommunale ordning, når en sådan er etableret, ikke vil gælde indsamlingen af bærbare batterier, idet forordningen har forrang frem for nationale regler. Kommunalbestyrelsens evt. deltagelse i indsamlingen af bærbare batterier vil i stedet fremgå direkte af forordningen.
Det foreslåede vil således også medføre, at bestemmelser i batteribekendtgørelsen, der anvender lovens § 45, stk. 6, automatisk ophæves, når bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven ændres for så vidt angår batterier. Bekendtgørelsen vil således blive tilpasset i overensstemmelse herned.
Den foreslåede nyaffattelse af lovens § 45, stk. 6, 2. pkt., skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
Der henvises desuden til pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger.
De foreslåede bestemmelser i § 45, stk. 8 og 9, er identiske med de bestemmelser, der er indsat som § 45, stk. 9 og 10, i miljøbeskyttelsesloven ved § 1, nr. 1, i lov nr. 745 af 13. juni 2023 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald). Af lovtekniske grunde er det nødvendigt at medtage bestemmelserne i dette lovforslag. Dette skyldes, at stk. 7 i § 45 ikke træder i kraft, inden bestemmelserne træder i kraft den 1. januar 2025, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 745 af 13. juni 2023. Der tilsigtes ingen materielle ændringer hermed og de foreslåede bestemmelser i § 45, stk. 8 og 9, foreslås ligeledes at træde i kraft den 1. januar 2025, jf. lovforslagets § 4, stk. 2.
Kommunalbestyrelserne skal etablere ordninger for affald produceret af husholdninger og virksomheder i kommunen, jf. § 8, stk. 1, i affaldsaktørbekendtgørelsen. Kommunalbestyrelsen vælger om ordningen etableres som en indsamlingsordning eller en anvisningsordning, jf. affaldsaktørbekendtgørelsens § 8, stk. 4.
En anvisningsordning defineres som en ordning, hvor kommunalbestyrelsen i et regulativ har fastlagt, på hvilken måde og eventuelt på hvilket anlæg affaldsproducenten skal sikre, at affaldet bliver håndteret, jf. affaldsbekendtgørelsens § 3, nr. 8. Det betyder, at en affaldsproducerende virksomhed selv skal indgå en aftale med det affaldsforbrændingsanlæg, kommunalbestyrelsen har anvist, ligesom virksomheden selv skal indgå aftale med en transportør om afhentning af det forbrændingsegnede affald og transport til anlægget.
Som udgangspunkt har virksomheder benyttelsespligt til de kommunale affaldsordninger, jf. affaldsaktørbekendtgørelsens § 12, stk.
Det foreslås i § 45, stk. 8 , at kommunalbestyrelsen ikke må etablere anvisningsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald, der ikke er farligt affald, jf. dog stk. 9.
Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke må udarbejde regulativer, der fastlægger anvisningsordninger for, på hvilken måde og eventuelt på hvilket anlæg en virksomhed skal sikre, at affaldet bliver håndteret.
Forslaget ændrer ikke på kommunalbestyrelsens mulighed for at etablere indsamlingsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald. Forslaget ændrer dermed heller ikke på kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde virksomheder adgang til genbrugspladser i kommunen. Det vil ligeledes fortsat være frivilligt for en virksomhed at benytte en kommunal indsamlingsordning for forbrændingsegnet affald, der ikke er farligt affald.
Virksomheder vil fortsat være forpligtet til at sikre, at deres forbrændingsegnede affald håndteres. Virksomheder vil dog med forslaget selv kunne vælge, på hvilket affaldsforbrændingsanlæg virksomheden ønsker at få behandlet sit forbrændingsegnede affald. Alternativt vil virksomheder kunne overdrage affaldet til en indsamlingsvirksomhed, der er registreret i affaldsregistret, benytte en kommunal indsamlingsordning eller eksportere det forbrændingsegnede affald efter ansøgning om eksport til Miljøstyrelsen, jf. affaldsaktørbekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Det foreslås med § 45, stk. 9 , at stk. 8 ikke finder anvendelse for kommunalbestyrelser, der den 1. juli 2023 helt eller delvis ejer et affaldsforbrændingsanlæg etableret på en ø uden fast broforbindelse i kommunen, så længe anlægget er i drift.
Det foreslåede medfører, at forbuddet mod, at kommunalbestyrelsen etablerer anvisningsordninger for forbrændingsegnet erhvervsaffald, der ikke er farligt affald, ikke vil gælde på øer uden fast broforbindelse, hvorpå der ved lovens ikrafttræden er etableret et affaldsforbrændingsanlæg, som kommunalbestyrelsen ejer helt eller delvis, så længe anlægget er i drift.
Et anlæg anses for at være i drift, selv om der er midlertidige afbrud i behandlingen af forbrændingsegnet affald for eksempel i forbindelse med reparation eller revision eller som følge af manglende affald i en periode m.v.
Den foreslåede undtagelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen fortsat vil kunne etablere anvisningsordninger for forbrændingsegnet affald på øer uden fast broforbindelse, hvis der ved lovens ikrafttræden er etableret et kommunalt ejet affaldsforbrændingsanlæg på øen. Kommunalbestyrelsen vil således i dette tilfælde også fremover kunne anvise forbrændingsegnet erhvervsaffald til behandling på kommunes eget anlæg.
Den foreslåede undtagelse vil skulle gælde, så længe anlægget er i drift. Hvis anlægget lukker, vil kommunen ikke længere være omfattet af undtagelsen, og kommunalbestyrelsen vil derefter ikke kunne udarbejde regulativer, der fastlægger anvisningsordninger for, på hvilken måde og eventuelt på hvilket anlæg en virksomhed skal sikre, at affaldet bliver håndteret.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke regler om eller hjemmel til at fastsætte regler om en pligt for kommunalbestyrelsen til at overdrage indsamlet affald, uanset at det ikke er emballageaffald, fra husholdninger og erhverv, der benytter kommunale affaldsordninger, til producenter af emballage eller disses kollektive ordninger og dermed heller ikke hjemmel til at forpligte kommunalbestyrelsen til at betale producenter af emballage eller disses kollektive ordninger for den videre håndtering af affald, der ikke er emballageaffald.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte stk. 10 og 11 i § 45.
Med det foreslåede stk. 10, 1. pkt., bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at overdrage indsamlet affald i affaldsfraktioner, der indeholder husholdningsemballageaffald eller erhvervsemballageaffald sammenblandet hermed, til de producenter eller disses kollektive ordninger, der har fået tildelt emballageaffald i den pågældende kommune efter regler fastsat i medfør det foreslåede § 9 p, stk. 6., 1. pkt.
Udnyttelsen af den foreslåede bestemmelse i stk. 10, 1. pkt. , vil medføre, at udgangspunktet i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen har ansvaret for håndtering af den del af det indsamlede husholdningsaffald, der ikke er emballageaffald, kan fraviges, idet kommunalbestyrelsen vil kunne forpligtes til at overdrage det indsamlede affald til producenterne eller disses kollektive ordninger med henblik på den videre håndtering.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal overdrage affaldsfraktioner med emballageaffald egnet til materialenyttiggørelse, herunder affaldsfraktionerne plast, glas, papir indsamlet sammen med pap, pap indsamlet separat, metal samt mad- og drikkekartoner, som kommunalbestyrelsen har indsamlet i henteordninger fra husholdninger, til de producenter eller disses kollektive ordninger, som har fået tildelt emballageaffald i den pågældende kommune efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt. Det er ikke hensigten at fastsætte regler, der forpligter kommunalbestyrelsen til at overdrage papir, der ikke indsamles i kombination med pap. For så vidt angår affald i affaldsfraktioner indeholdende emballageaffald, der indsamles i kommunale bringeordninger (genbrugspladser), er det hensigten at fastsætte regler, der forpligter kommunalbestyrelsen til at overdrage affaldsfraktionerne plast, papir indsamlet sammen med pap, pap indsamlet separat og plast, som er indsamlet på samme måde som henteordninger. Miljøministeren kan på sigt i medfør af den foreslåede bestemmelse lade øvrige affaldsfraktioner der indeholder emballageaffald fra husholdninger egnet til materialenyttiggørelse, indsamlet i enten hente- eller bringeordninger, omfatte af pligten til overdragelse, når ministeren finder dette hensigtsmæssigt under hensyn til mængden af emballageaffald i disse fraktioner og øvrige affaldshåndteringshensyn, herunder om og hvordan indsamlingen kan strømlines.
Det er ikke hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal overdrage emballageaffald sorteret som farligt affald eller emballageaffald, der skal sorteres som restaffald.
I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vælger at tilbyde at indsamle emballageaffald fra affaldsproducerende virksomheder og i indsamlingen blander dette sammen med emballageaffald fra husholdninger, er det hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal overdrage det sammenblandede affald til producenter eller disses kollektive ordninger. Dette har baggrund i, at det ikke vil være praktisk muligt at adskille erhvervsaffald og husholdningsaffald efter indsamlingen. Det er ikke hensigten at fastsætte regler om, at affaldet skal overdrages til producenter eller disses kollektive ordninger, hvis kommunalbestyrelsen ikke blander erhvervsaffald med husholdningsaffald i forbindelse med indsamlingen.
Det er desuden ikke hensigten, at regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse får den virkning, at ikkeemballageaffaldsdelen af det overdragede affald bliver omfattet af det udvidede producentansvar for emballage og producentansvarsforpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, selvom virkningen af regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse bliver, at affaldet overdrages og behandles sammen med affald, der er omfattet af producentansvaret.
Udnyttelsen af den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at kommunalbestyrelsens mulighed for at deltage i aktiviteter forbundet med forberedelse med henblik på genbrug af affald, der er indsamlet på genbrugspladser i kommunen eller behandling af affald produceret af kommunalbestyrelsens egne institutioner og virksomheder, jf. den gældende bestemmelse i § 49 b, stk. 3, nr. 2 og 4, begrænses, hvis kommunerne vælger at sammenblande affaldet, således at det indeholder emballageaffald, da dette skal overdrages til producenter eller disses kollektive ordninger.
Udmøntningen af den foreslåede bestemmelse for kommunalbestyrelsen til at overdrage nærmere bestemte affaldsfraktioner til producenter eller disses kollektive ordninger vil desuden indebære, at mængden af affald omfattet af kommunalbestyrelsens udbudspligt, der følger af forbuddet mod at deltage i aktiviteter forbundet med behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse i den gældende bestemmelse i § 49 b, stk. 1, reduceres.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 10, 2. pkt. , vil medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler om overdragelsen af det affald, som producenterne er forpligtet til at behandle efter regler udstedt i medfør af bestemmelsens 1. pkt., herunder om hvor og hvordan overdragelsen skal finde sted og tidsfrister for afhentningen.
Det er hensigten at fastsætte nærmere regler om overdragelsen af det kommunalt indsamlede affald, som producenterne er forpligtet til at overtage og behandle, herunder at overdragelsen af indsamlet affald som udgangspunkt skal finde sted på den kommunalt udpegede plads, hvor kommunen varetager omlastning af affaldet. Det kan enten være en plads etableret af kommunalbestyrelsen, en fælleskommunal plads eller en anden plads, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med. Regler om dette vil indebære, at producenterne eller disses kollektive ordninger skal varetage affaldstransporten af det indsamlede affald fra omlastepladsen til videre behandling. Det er dog også hensigten at fastsætte regler, hvorefter producenter eller disses kollektive ordninger udpeger et behandlingsanlæg eller en plads, hvor kommunalbestyrelsen kan overdrage affaldet, i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke omlaster affald inden videre transport til et behandlingsanlæg, hvilket for eksempel kan forekomme ved indsamling via kommunale genbrugspladser. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelsen varetager affaldstransporten til det udpegede behandlingsanlæg. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler om udveksling af oplysninger om det sted, hvor affaldet skal overdrages. Det er således hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og producenten eller dennes kollektive ordning skal udveksle nærmere oplysninger om henholdsvis den kommunalt udpegede plads eller det af producenten udpegede behandlingsanlæg eller pladsen, hvor affaldet skal overdrages, herunder oplysninger om adresse og tidsrum for aflevering af affaldet.
Udmøntningen af den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansvaret fastlagt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og bemærkningerne hertil, for den videre behandling af affaldet vil overgå til producenter eller disses kollektive ordninger, når producenten eller dennes kollektive ordning indenfor en angivet frist fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf. nedenfor, har hentet affaldet på den af kommunalbestyrelsen udpegede plads eller i tilfælde, hvor affaldet ikke omlastes, når kommunalbestyrelsen har afleveret affaldet på den af producenten eller dennes kollektive ordnings udpegede behandlingsanlæg. Overdragelsen af ansvaret for den videre behandling vil indebære, at producenten eller dennes kollektive ordning får ansvaret for at behandle det overdragede affald efter de gældende regler for behandling af den type affald, som de får overdraget.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler om, hvordan affaldet skal overdrages. Det er herunder hensigten at fastsætte regler om, at overdragelsen til producenterne eller disse kollektive ordninger skal ske på en måde eller i en form, som vil understøtte en reel genanvendelse af affaldet. Dette af hensyn til, at forbehandlingen kan indrettes efter forventede krav på det eller de modtageanlæg, som vælges af producenter eller disses kollektive ordninger til den videre affaldsbehandling. Kommunalbestyrelsen har ifølge den gældende affaldsaktørbekendtgørelses § 34 en ret til manuelt at frasortere grove fejlsorteringer, men det er hensigten i medfør af den foreslåede bestemmelse at fastsætte regler i emballagebekendtgørelsen om, at Kommunalbestyrelsen fremover forpligtes til at sikre, at grove fejlsorteringer frasorteres manuelt før overdragelsen af de affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald.
Det er endvidere at fastsætte nærmere regler i medfør af det foreslåede om tidsfrister og nærmere vilkår for afhentning af det overdragede affald. Det foreslåede vil endvidere medføre, at miljøministeren kan fastsætte regler om, hvor og hvordan affaldet skal overdrages, hvor dette vurderes hensigtsmæssigt, herunder for eksempel om udveksling af materiel mellem kommunalbestyrelsen og producenterne eller disses kollektive ordninger eller om kvaliteten eller opbevaringen af affald, der skal overdrages.
Med det foreslåede § 45, stk. 11, 1. pkt., bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at betale eller opkræve betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger for den videre transport og behandling af det affald, som ikke udgør emballageaffald, jf. regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 7, og som kommunalbestyrelsen har overdraget til producenter eller disses kollektive ordninger efter regler fastsat i medfør af stk. 10.
Det er hensigten at fastsætte regler for den betaling, som producenter eller disses kollektive ordninger kan opkræve fra kommunalbestyrelsen i medfør af det foreslåede § 9 p, stk. 7, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og bemærkningerne hertil. Omkostninger til håndteringen af ikkeemballageaffaldet skal fortsat afholdes af husholdninger og affaldsproducerende virksomheder efter de gældende regler om kommunalbestyrelsens opkrævning af affaldsgebyrer og markedspriser i miljøbeskyttelseslovens §§ 48 og 48 a.
Det er hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen på baggrund af producentens eller den kollektive ordnings fremsendte beregning, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 9 p, stk. 7, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 10, opkræver det beregnede beløb hos den pågældende producent eller kollektive ordning, hvis beregningen viser, at kommunalbestyrelsen har et tilgodehavende hos producenten.
Der forventes endvidere fastsat regler om, at kommunalbestyrelsens betaling eller opkrævning vil skulle ske til den producent eller dennes kollektive ordning, som bliver tildelt den pågældende kommune ved tildeling efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 6, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Såfremt miljøministeren fastsætter regler i medfør af det foreslåede stk. 11, 1. pkt., skal ministeren endvidere med det foreslåede stk. 11, 2. pkt., fastsætte regler om kommunalbestyrelsens betaling til eller opkrævning af betaling fra producenter eller disses kollektive ordninger, herunder regler om opgørelse for afholdte udgifter eller opnåede indtægter samt dokumentation herfor.
Det forventes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse vil blive fastsat bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen skal opgøre omkostningerne særskilt for den betaling eller opkrævning, som kommunalbestyrelsen forpligtes til at afholde eller opkræve efter regler udstedt i medfør af bestemmelsens 1. pkt. Det er herunder hensigten at fastsætte krav til kommunalbestyrelsen om at registrere betalingen eller opkrævningen særskilt i det kommunale budget- og regnskabssystem. Formålet med bestemmelsen er at sikre gennemsigtighed i forhold til, hvilke omkostninger kommunerne betaler for og hvilke indtægter kommunalbestyrelsen opnår i forbindelse med behandlingen af ikkeemballageaffald.
Det er hensigten, at de påtænkte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at overdrage indsamlet affald skal have virkning fra den
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 og 3.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 45, stk. 12, er identisk med den bestemmelse, der er indsat som § 45, stk. 7, i miljøbeskyttelsesloven ved § 1, nr. 49, i lov nr. 807 af 9. juni 2020 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Implementering af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger, indførelse af udvidet producentansvar for emballage og modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald). Af lovtekniske grunde er det nødvendigt at medtage bestemmelsen i dette lovforslag. Dette skyldes, at stk. 7 i § 45 ikke træder i kraft inden den 1. januar 2025, jf. lovforslagets § 1, nr. 55 og bemærkningerne hertil. Der tilsigtes ingen materielle ændringer hermed. Det foreslås således også, at miljøministeren sætter den foreslåede § 45, stk. 12, i kraft, jf. lovforslagets § 4, stk. 4.
Den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 1, fastsætter som hovedregel, at kommunalbestyrelsen forestår håndteringen af affald, medmindre andet er fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven. Miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 3, fastsætter endvidere, at når en kommunal indsamlingsordning er etableret, må indsamling af det af ordningen omfattede affald kun finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse. Af bestemmelsen i stk. 3 følger, at der er forbud mod konkurrerende indsamlingsordninger, medmindre kommunalbestyrelsen tillader, at egnede organisationer eller virksomheder foretager indsamling. Der er i den gældende § 45, stk. 6, indført undtagelser fra forbuddet i stk. 3 for så vidt angår genanvendeligt erhvervsaffald samt producenters og importørers egne tilbagetagningsordninger af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og bærbare batterier og akkumulatorer.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 12 i § 45, som fastsætter, at stk. 3 ikke finder anvendelse på indsamlingsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger. Den foreslåede bestemmelse er således en undtagelse til den etablerede kommunale indsamling for så vidt angår affald af elektrisk og elektronisk udstyr.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 12, at det alene er affald fra elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger, som andre end kommunalbestyrelser og producenter og importører vil være berettiget til at indsamle. Begrebet ”affald fra elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger” skal forstås i overensstemmelse med den gældende definition i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE-direktivet) og bekendtgørelse nr. 1566 af 19. december 2022 om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen), og omfatter således: ”affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som hidrører fra private husholdninger eller fra handel, industri, institutioner og andre kilder, som på grund af dets art og mængde sidestilles med affald fra private husholdninger samt affald af elektrisk og elektronisk udstyr, der sandsynligvis kan anvendes af både private husholdninger og andre brugere end private husholdninger”.
Det er hensigten med den nye bestemmelse at åbne mulighed for, at der fremover parallelt med den kommunale indsamling vil være både de eksisterende løsninger, hvor kollektive ordninger indsamler på vegne af producenter via de kommunale indsamlingsordninger, producenters og importørers egne tilbagetagningsordninger, og efter forslaget også andre affaldsoperatører, der indsamler elektronikaffald direkte fra husholdningerne. Forslaget skal ses i sammenhæng med bemyndigelsen i miljøbeskyttelseslovens § 44, stk. 7, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der indsamler og håndterer affald af elektrisk og elektronisk udstyr, for egen regning skal være certificerede efter europæiske standarder for håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Bemyndigelsen i § 44, stk. 7, er ikke nærmere udmøntet.
Efter den gældende bestemmelse i § 45, stk. 6, 2. pkt., er producenter og importører af blandt andet emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast uanset lovens § 45, stk. 3, berettiget til individuelt eller kollektivt at etablere tilbagetagningsordninger for blandt andet affald af emballage fra private husholdninger, og affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast fra private husholdninger, i overensstemmelse med regler udstedt efter § 44. Bestemmelsen er en undtagelse til lovens § 45, stk. 3, hvorefter det er udgangspunktet, at indsamling af det af den kommunale ordning omfattede affald kun må finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse, når en kommunal indsamlingsordning er etableret.
Bestemmelsen er en fælles bestemmelse for flere udvidede producentansvar og har ikke været anvendt for så vidt angår emballageaffald og affald af drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast, der ikke er emballage.
Det foreslås, at lovens § 45, stk. 6, 2. pkt ., ændres, således at emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast og affald heraf udgår.
For så vidt angår emballerede produkter, drikkevarebeholdere og drikkebægre af engangsplast bemærkes, at producenterne fortsat via egne tilbagetagningsordninger vil kunne tilbagetage eget emballageaffald fra husholdninger, idet denne mulighed vil følge af den foreslåede bestemmelse i § 9 p, stk. 1, sammenholdt med § 9 p, stk. 2, 2. pkt. Således vil producenter trods ændringen fortsat have mulighed for på eget initiativ at indsamle, transportere og behandle eget emballageaffald fra husholdninger og derved opfylde forpligtigelsen i den foreslåede § 9 p, stk. 1. Kommunalbestyrelsens organisatoriske ansvar begrænses således i det omfang, at producenten vælger at tilbagetage emballageaffald i en egen tilbagetagningsordning. Husholdningerne vil fortsat i medfør af gældende § 45, stk. 3, have pligt til at benytte enten kommunale affaldsordninger, fastsat i medfør af lovens § 45, stk. 2, eller producenters egne tilbagetagningsordninger for så vidt angår engangsemballageaffald.
|
@@ -1,15 +1,15 @@
|
|
| 1 |
20) Kommunalbestyrelsen skal fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til
|
| 2 |
|
| 3 |
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, jf. dog § 50 a,
|
| 4 |
|
| 5 |
-
2) planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser
|
| 6 |
|
| 7 |
3) betaling af gebyrer efter § 48 g, stk. 1, udgifter afholdt i forbindelse med Forsyningstilsynets tilsyn efter dette kapitel
|
| 8 |
eller regler udstedt i medfør heraf og omkostninger efter § 11, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet,
|
| 9 |
|
| 10 |
4) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46 a, og
|
| 11 |
|
| 12 |
5) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet, jf. dog stk. 8 og § 50 a.
|
| 13 |
|
| 14 |
Stk. 2.
|
| 15 |
Kommunalbestyrelsen fastsætter dog ikke gebyrer, jf. stk. 1, for indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer, jf. § 9 u, stk.
|
|
|
|
| 1 |
20) Kommunalbestyrelsen skal fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til
|
| 2 |
|
| 3 |
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, jf. dog § 50 a,
|
| 4 |
|
| 5 |
+
2) planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser i tilknytning til affaldshåndtering,
|
| 6 |
|
| 7 |
3) betaling af gebyrer efter § 48 g, stk. 1, udgifter afholdt i forbindelse med Forsyningstilsynets tilsyn efter dette kapitel
|
| 8 |
eller regler udstedt i medfør heraf og omkostninger efter § 11, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet,
|
| 9 |
|
| 10 |
4) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46 a, og
|
| 11 |
|
| 12 |
5) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet, jf. dog stk. 8 og § 50 a.
|
| 13 |
|
| 14 |
Stk. 2.
|
| 15 |
Kommunalbestyrelsen fastsætter dog ikke gebyrer, jf. stk. 1, for indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer, jf. § 9 u, stk.
|
| Nr 2: | § 48, stk. 1, nr. 2, affattes således: »2) planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser i tilknytning til affaldshåndtering,«. |
Det følger af § 48, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelserne skal gebyrfinansiere planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområderne etableret efter § 50 f. § 48, stk. 1, nr. 2, giver udelukkende hjemmel til, at de ovennævnte aktiviteter kan gebyrfinansieres i forbindelse med de pågældende genbrugsområder.
Det foreslås, at miljøbeskyttelsesloven § 48, stk. 1, nr. 2 , ophæves.
Den foreslåede ophævelse indebærer, at det ikke vil være muligt at gebyrfinansiere planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområderne etableret efter § 50 f.
Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, om ophævelsen af § 50 f, der giver miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere genbrugsområder på genbrugspladser i kommunen, herunder om størrelse, indretning, drift og anvendelse af genbrugsområdet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
|
@@ -1,26 +1,25 @@
|
|
| 1 |
20) Kommunalbestyrelsen skal fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til
|
| 2 |
|
| 3 |
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, jf. dog § 50 a,
|
| 4 |
|
| 5 |
-
2) planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser
|
| 6 |
|
| 7 |
3) betaling af gebyrer efter § 48 g, stk. 1, udgifter afholdt i forbindelse med Forsyningstilsynets tilsyn efter dette kapitel
|
| 8 |
eller regler udstedt i medfør heraf og omkostninger efter § 11, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet,
|
| 9 |
|
| 10 |
4) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46 a, og
|
| 11 |
|
| 12 |
5) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet, jf. dog stk. 8 og § 50 a.
|
| 13 |
|
| 14 |
Stk. 2.
|
| 15 |
-
Kommunalbestyrelsen fastsætter dog ikke gebyrer, jf. stk. 1, for indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer, jf. § 9 u, stk.
|
| 16 |
-
|
| 17 |
art og mængde svarer til en husholdnings, jf. § 49 d, stk. 3, nr. 1, for indsamling af erhvervsaffald egnet til
|
| 18 |
materialenyttiggørelse produceret på øer uden fast broforbindelse, jf. § 49 d, stk. 3, nr. 2, og for indsamling af
|
| 19 |
forbrændingsegnet erhvervsaffald.
|
| 20 |
|
| 21 |
Stk. 3.
|
| 22 |
Der skal fastsættes særskilt gebyr for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab.
|
| 23 |
Kommunalbestyrelsen skal på anmodning udlevere oplysninger om beregningen af gebyret for hver ordning.
|
| 24 |
|
| 25 |
Stk. 4.
|
| 26 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om principper for fastsættelse og opkrævning af gebyrer, herunder regler om fritagelse og om
|
|
|
|
| 1 |
20) Kommunalbestyrelsen skal fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til
|
| 2 |
|
| 3 |
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, jf. dog § 50 a,
|
| 4 |
|
| 5 |
+
2) planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser i tilknytning til affaldshåndtering,
|
| 6 |
|
| 7 |
3) betaling af gebyrer efter § 48 g, stk. 1, udgifter afholdt i forbindelse med Forsyningstilsynets tilsyn efter dette kapitel
|
| 8 |
eller regler udstedt i medfør heraf og omkostninger efter § 11, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet,
|
| 9 |
|
| 10 |
4) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46 a, og
|
| 11 |
|
| 12 |
5) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet, jf. dog stk. 8 og § 50 a.
|
| 13 |
|
| 14 |
Stk. 2.
|
|
|
|
| 15 |
+
Kommunalbestyrelsen fastsætter dog ikke gebyrer, jf. stk. 1, for indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse produceret af virksomheder, der producerer affald, som i
|
| 16 |
art og mængde svarer til en husholdnings, jf. § 49 d, stk. 3, nr. 1, for indsamling af erhvervsaffald egnet til
|
| 17 |
materialenyttiggørelse produceret på øer uden fast broforbindelse, jf. § 49 d, stk. 3, nr. 2, og for indsamling af
|
| 18 |
forbrændingsegnet erhvervsaffald.
|
| 19 |
|
| 20 |
Stk. 3.
|
| 21 |
Der skal fastsættes særskilt gebyr for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab.
|
| 22 |
Kommunalbestyrelsen skal på anmodning udlevere oplysninger om beregningen af gebyret for hver ordning.
|
| 23 |
|
| 24 |
Stk. 4.
|
| 25 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om principper for fastsættelse og opkrævning af gebyrer, herunder regler om fritagelse og om
|
| Nr 58: | I § 48, stk. 2, udgår »for indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer, jf. § 9 u, stk. 1 og 3,«. |
Efter den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 2, fastsætter kommunalbestyrelsen ikke gebyrer, jf. bestemmelsens stk. 1, for indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer, jf. lovens § 9 u, stk. 1 og 3, for indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse produceret af virksomheder, der producerer affald, som i art og mængde svarer til en husholdnings, jf. § 49 d, stk. 3, nr. 1, for indsamling af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse produceret på øer uden fast broforbindelse, jf. § 49 d, stk. 3, nr. 2, og for indsamling af forbrændingsegnet erhvervsaffald.
Bestemmelsen er en undtagelse til udgangspunktet i § 48, stk. 1, som omhandler kommunalbestyrelsens fastsættelse af affaldsgebyrer, der efter bestemmelsens stk. 1 opkræves hos husholdninger og virksomheder.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 44, at kommunalbestyrelsen forestår håndteringen af affald, medmindre andet er fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven. Det følger endvidere af lovens § 9 u, stk. 1 og 3, at indsamlingen af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer finansieres via betaling fra producenter og importører af denne type batterier og akkumulatorer. Den kommunale indsamling heraf må således ikke finansieres via gebyrer fra husholdninger eller virksomheder, hvorfor § 9 u, stk. 1 og 3, er undtaget fra § 48, stk. 1.
Det foreslås, at § 48, stk. 2 , ændres således, at henvisningen til indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer, jf. lovens § 9 u, stk. 1 og 3, udgår af bestemmelsen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede under lovforslagets nr. 26, hvorved det foreslås at ophæve lovens § 9 u, da batteriforordningen træder i stedet.
Bestemmelser om organisering af indsamling af bærbare batterier og om producenternes forpligtelser til at etablere indsamlingsnetværk og til at finansiere omkostninger til tilsluttede indsamlingssteders indsamling, herunder offentlige myndigheder, vil således være direkte reguleret i batteriforordningen. Det fremgår af batteriforordningens artikel 59, stk. 2, at producenter eller producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1, skal sikre, at systemet til tilbagetagning og indsamling af udtjente bærbare batterier består af indsamlingssteder, som de har etableret i samarbejde med en eller flere aktører, herunder offentlige myndigheder eller tredjeparter, der udfører affaldshåndtering på deres vegne, og at producenterne eller disses producentansvarsorganisationer skal finansiere indsamlingen. Batteriforordningen fastsætter tilsvarende regler for øvrige kategorier af batterier.
Producenternes eller deres producentansvarsorganisationers eventuelle indgåelse af aftale med kommunalbestyrelsen om indsamling af batterier vil derfor ske på grundlag af forordningen, og kommunalbestyrelsens opkrævning af betaling fra producenterne for at varetage indsamlingsopgaven af udtjente batterier vil derfor ske på ulovbestemt grundlag.
Forslaget medfører således en ophævelse af nationale regler, da batteriforordningen træder i stedet.
Den foreslåede ændring af lovens § 48, stk. 2, skal sammenholdes med lovforslagets § 4, stk. 3, hvoraf følger, at den foreslåede ændring vil træde i kraft den 18. august 2025, som er den dato, hvorfra batteriforordningen vil finde anvendelse.
|
@@ -1,2 +1,4 @@
|
|
| 1 |
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke opgaver Forsyningstilsynet skal
|
| 2 |
-
varetage, herunder opgaver med analyser og overvågningsopgaver for at sikre en velfungerende konkurrencebaseret affaldssektor.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke opgaver Forsyningstilsynet skal
|
| 2 |
+
varetage, herunder opgaver med analyser og overvågningsopgaver for at sikre en velfungerende konkurrencebaseret affaldssektor.
|
| 3 |
+
|
| 4 |
+
Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om opgaver med analyser og overvågning af gebyrer fastsat efter § 9 p, stk. 15, eller efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 16, som Forsyningstilsynet skal varetage.
|
| Nr 59: | I § 48 d indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om opgaver med analyser og overvågning af gebyrer fastsat efter § 9 p, stk. 15, eller efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 16, som Forsyningstilsynet skal varetage.« |
Det fremgår af den gældende § 48 d i miljøbeskyttelsesloven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke opgaver Forsyningstilsynet skal varetage, herunder opgaver med analyser og overvågningsopgaver for at sikre en velfungerende konkurrencebaseret affaldssektor.
Bemyndigelsen er udmøntet i affaldsaktørbekendtgørelsen § 60, hvorefter Forsyningstilsynet overvåger og analyserer affaldssektoren og markedet for affaldshåndtering, herunder overvåger og analyserer de kommunalt fastsatte gebyrer, jf. kapitel 5, og priser, jf. kapitel 6.
Der er ikke fastsat regler om, at Forsyningstilsynet skal føre tilsyn med de af kommunalbestyrelsen fastsatte producentgebyrer.
Det foreslås, at der i miljøbeskyttelseslovens § 48 d indsættes et nyt stk. 2 , hvorefter miljøministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om opgaver med analyser og overvågning af gebyrer fastsat efter § 9 p, stk. 15 eller efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 16, som Forsyningstilsynet skal varetage.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at miljøministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke opgaver Forsyningstilsynet skal varetage i forbindelse med kommunalbestyrelsers fastsættelse af producentgebyrer, jf. § 9 p, stk. 15 og regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 16, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil. Forhandlingen efter den foreslåede bestemmelse vil alene angå de regler i den kommende udmøntning i en bekendtgørelse, som berører omfanget eller karakteren af Forsyningstilsynets opgaver.
Det forventes, at ministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at Forsyningstilsynet skal overvåge og analysere de af kommunalbestyrelsen fastsatte producentgebyrer efter det foreslåede § 9 p, stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil. Overvågning og analyse kan for eksempel omfatte, at Forsyningstilsynet følger udviklingen af de kommunalt fastsatte producentgebyrer, med henblik på, at Forsyningstilsynet for eksempel kan udarbejde analyser af kommunalbestyrelsernes opgørelse af omkostninger til fastsættelse af producentgebyrer med henblik på at kunne kortlægge, hvilke omkostninger, der indgår i producentgebyrerne, baggrunden herfor, kvaliteten af beregningen deraf og datagrundlaget herfor. Dette med henblik på at understøtte gennemsigtighed i de omkostninger forbundet med håndtering af emballageaffald, der opkræves af producenter af emballage, i overensstemmelse med affaldsdirektivets artikel 8 a, stk. 4, litra c.
Derudover er det hensigten i en bekendtgørelse at fastsætte regler, om at Forsyningstilsynet, i forbindelse med overvågningsopgaven, skal udarbejde en årlig sammenligning af de af kommunalt fastsatte producentgebyrer, som skal offentliggøres på Forsyningstilsynets hjemmeside. Der er med ændringen til bestemmelsen ikke tiltænkt øvrige ændringer til gældende ret.
|
@@ -1,6 +1,7 @@
|
|
| 1 |
Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have
|
| 2 |
betydning for ministeren.
|
| 3 |
|
| 4 |
-
Stk. 2.
|
| 5 |
-
|
|
|
|
| 6 |
konkurrencelovgivningen eller udbudslovgivningen.
|
|
|
|
| 1 |
Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have
|
| 2 |
betydning for ministeren.
|
| 3 |
|
| 4 |
+
Stk. 2. Forsyningstilsynet oplyser miljøministeren om forhold vedrørende gebyrer fastsat efter § 9 p, stk. 15, eller efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 16, som tilsynet mener kan have betydning for ministeren.
|
| 5 |
+
|
| 6 |
+
Stk. 3. Forsyningstilsynet gør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan være i strid med
|
| 7 |
konkurrencelovgivningen eller udbudslovgivningen.
|
| Nr 60: | I § 48 e indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Forsyningstilsynet oplyser miljøministeren om forhold vedrørende gebyrer fastsat efter § 9 p, stk. 15, eller efter regler fastsat i medfør af § 9 p, stk. 16, som tilsynet mener kan have betydning for ministeren.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. |
Det fremgår af det gældende § 48 e, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, at Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministeren. Videre fremgår det af det gældende § 48 e, stk. 2 i samme lov, at Forsyningstilsynet gør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan være i strid med konkurrencelovgivningen eller udbudslovgivningen. Lignende bestemmelser findes i den øvrige sektorlovgivning blandt andet § 23, b, stk. 8, i lov om varmeforsyning og § 83 i lov om elforsyning.
Det følger af det foreslåede § 48 e, stk. 2 , at Forsyningstilsynet oplyser miljøministeren om forhold vedrørende gebyrer fastsat efter § 9 p, stk. 15, eller efter regler udstedt i medfør af § 9 p, stk. 16, som tilsynet mener kan have betydning for ministeren.
Forslaget indebærer, at Forsyningstilsynet gør miljøministeren opmærksom på forhold, som Forsyningstilsynet vurderer kan være af betydning for ministeren. Det er ikke nærmere afgrænset hvilke forhold, der kan have betydning for ministeren, men det kan for eksempel være oplysninger om kommunalbestyrelsernes fastsatte gebyrer efter det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil. Det vil, som udgangspunkt være Forsyningstilsynets vurdering, hvornår det vil være relevant at orientere ministeren. I forlængelse heraf vil det dog følge naturligt, at miljøministeren også kan anmode Forsyningstilsynet om oplysninger vedrørende opgaven med analyse og overvågning af producentgebyrer, jf. det foreslåede § 48 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 59 og bemærkningerne hertil. Sådanne oplysninger kan for eksempel være nærmere oplysninger om udviklingen af producentgebyrer, som Forsyningstilsynets har tilvejebragt i forbindelse med overvågningen af de af kommunalbestyrelserne fastsatte gebyrer efter det foreslåede § 9 p, stk. 15, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil.
|
@@ -1,8 +1,1 @@
|
|
| 1 |
-
Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere genbrugsområder på genbrugspladser i
|
| 2 |
-
kommunen, herunder om størrelse, indretning, drift og anvendelse af genbrugsområdet.
|
| 3 |
-
|
| 4 |
-
|
| 5 |
-
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at give private aktører eller
|
| 6 |
-
kommunale institutioner mulighed for at overtage genstande, der er afleveret i genbrugsområder på genbrugspladser, herunder om
|
| 7 |
-
kommunalbestyrelsens pligt til at afsætte genstandene vederlagsfrit. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter endvidere
|
| 8 |
-
regler om inddragelse af offentligheden i den lokale udmøntning af ordningen, herunder om udelukkende digital annoncering.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1 |
+
(Ophævet)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Nr 4: | § 50 f ophæves. |
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 50 f, stk. 1, at miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere genbrugsområder på genbrugspladser i kommunen, herunder om størrelse, indretning, drift og anvendelse af genbrugsområdet. Det følger af samme bestemmelses stk. 2, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at give private aktører eller kommunale institutioner mulighed for at overtage genstande, der er afleveret i genbrugsområder på genbrugspladser, herunder om kommunalbestyrelsens pligt til at afsætte genstandene vederlagsfrit. Af stk. 2, 2. pkt. følger desuden, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om inddragelse af offentligheden i den lokale udmøntning af ordningen, herunder om udelukkende digital annoncering.
Det foreslås, at § 50 f ophæves.
Den foreslåede ophævelse indebærer, at det ikke vil være muligt for miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren at fastsætte regler om genbrugsområder på kommunale genbrugspladser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
|
@@ -1,56 +1,60 @@
|
|
| 1 |
-
|
| 2 |
it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign., ved
|
| 3 |
|
| 4 |
1) anmeldelse og ansøgning i henhold til regler udstedt i medfør af § 7,
|
| 5 |
|
| 6 |
-
2) ansøgning
|
| 7 |
|
| 8 |
-
3) ansøgning om tilladelse efter §
|
| 9 |
|
|
|
|
|
|
|
| 10 |
-
|
| 11 |
b,
|
| 12 |
|
| 13 |
-
|
| 14 |
|
| 15 |
-
|
| 16 |
af § 15 c, stk. 3,
|
| 17 |
|
| 18 |
-
|
| 19 |
3,
|
| 20 |
|
| 21 |
-
|
| 22 |
|
| 23 |
-
|
| 24 |
§ 17, stk. 3,
|
| 25 |
|
| 26 |
-
|
| 27 |
regler udstedt i medfør af § 44, stk. 4, nr. 1, og stk. 5,
|
| 28 |
|
| 29 |
-
|
| 30 |
|
| 31 |
-
|
| 32 |
afgørelser truffet i medfør af disse regler samt regler udstedt i medfør af §§ 7 og 7 a og § 17, stk. 3,
|
| 33 |
|
| 34 |
-
|
| 35 |
|
|
|
|
|
|
|
| 36 |
-
|
| 37 |
udøver nærmere fastlagte beføjelser i henhold til regler udstedt i medfør af § 7 a, stk. 4,
|
| 38 |
|
| 39 |
-
|
| 40 |
|
| 41 |
-
|
| 42 |
medfør af § 73, stk. 3, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser,
|
| 43 |
|
| 44 |
-
|
| 45 |
|
| 46 |
-
|
| 47 |
|
| 48 |
Stk. 2.
|
| 49 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at myndigheden kan udstede afgørelser og andre dokumenter i forbindelse med forhold, som
|
| 50 |
er nævnt i stk. 1, uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en
|
| 51 |
teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter
|
| 52 |
sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
|
| 53 |
|
| 54 |
Stk. 3.
|
| 55 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at dokumenter, der udelukkende er udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
|
| 56 |
udstedes alene med angivelse af myndigheden som afsender.
|
|
|
|
| 1 |
+
Stk. 1. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte
|
| 2 |
it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign., ved
|
| 3 |
|
| 4 |
1) anmeldelse og ansøgning i henhold til regler udstedt i medfør af § 7,
|
| 5 |
|
| 6 |
+
2) registrering, indberetning af oplysninger, ansøgning m.v. til myndigheder og private organisationer i medfør af kapitel 2 c og regler fastsat i medfør heraf og afgørelser truffet i medfør af disse regler,
|
| 7 |
|
| 8 |
+
3) ansøgning om tilladelse efter § 19,
|
| 9 |
|
| 10 |
+
4) ansøgning om tilladelse efter § 28,
|
| 11 |
+
|
| 12 |
+
5) ansøgning om godkendelse efter § 33 og fremsendelse af oplysninger til brug for revurdering af godkendelse, jf. §§ 41 a og 41
|
| 13 |
b,
|
| 14 |
|
| 15 |
+
6) afgørelser truffet i medfør af § 19 og kapitel 4, 5, 9 og 9 a samt regler udstedt i medfør heraf og i medfør af § 7,
|
| 16 |
|
| 17 |
+
7) ansøgning og afgørelse om dispensation efter § 15 c, stk. 1, og ved registrering af undtagelser efter regler udstedt i medfør
|
| 18 |
af § 15 c, stk. 3,
|
| 19 |
|
| 20 |
+
8) indsendelse af dokumentation for overholdelse af kravene om registrering i § 15 b, stk. 1, nr. 4, stk. 2, nr. 5, og stk. 3, nr.
|
| 21 |
3,
|
| 22 |
|
| 23 |
+
9) sager omfattet af § 110 c, stk. 1, og § 110 d, stk. 1,
|
| 24 |
|
| 25 |
+
10) ansøgning og afgørelse om autorisation og om tilbagekaldelse af en sådan autorisation i henhold til regler udstedt i medfør af
|
| 26 |
§ 17, stk. 3,
|
| 27 |
|
| 28 |
+
11) ansøgning og afgørelse om godkendelse som indsamlingsvirksomhed og om tilbagekaldelse af sådan godkendelse i henhold til
|
| 29 |
regler udstedt i medfør af § 44, stk. 4, nr. 1, og stk. 5,
|
| 30 |
|
| 31 |
+
12) registrering, ansøgning, afgørelser m.v. i henhold til regler udstedt i medfør af § 45 c, stk. 1,
|
| 32 |
|
| 33 |
+
13) indberetning m.v. til myndigheder i medfør af § 19, kapitel 4, 5, 6, 9 og 9 a og § 79 d samt regler udstedt i medfør heraf og
|
| 34 |
afgørelser truffet i medfør af disse regler samt regler udstedt i medfør af §§ 7 og 7 a og § 17, stk. 3,
|
| 35 |
|
| 36 |
+
14) indsendelse af dokumentation for overholdelse af krav fastsat i medfør af § 51, stk. 1, jf. stk. 5,
|
| 37 |
|
| 38 |
+
15) tilmelding og indberetning til Affaldsregistret i henhold til regler udstedt i medfør af § 45 d, stk. 2,
|
| 39 |
+
|
| 40 |
+
16) sagkyndiges indberetning i henhold til regler udstedt i medfør af § 7 a til myndigheder og til private organisationer, som
|
| 41 |
udøver nærmere fastlagte beføjelser i henhold til regler udstedt i medfør af § 7 a, stk. 4,
|
| 42 |
|
| 43 |
+
17) tilsynsmyndigheders udøvelse af tilsynsvirksomhed, herunder resultater af tilsynsmyndigheders udøvelse af tilsynsvirksomhed,
|
| 44 |
|
| 45 |
+
18) kommunalbestyrelsens indsendelse af indberetning om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed i henhold til regler udstedt i
|
| 46 |
medfør af § 73, stk. 3, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser,
|
| 47 |
|
| 48 |
+
19) klage over afgørelser som nævnt i nr. 6 og 12 og
|
| 49 |
|
| 50 |
+
20) kommunikation med myndigheder i forbindelse med de forhold, som er nævnt i nr. 1-19.
|
| 51 |
|
| 52 |
Stk. 2.
|
| 53 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at myndigheden kan udstede afgørelser og andre dokumenter i forbindelse med forhold, som
|
| 54 |
er nævnt i stk. 1, uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en
|
| 55 |
teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter
|
| 56 |
sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
|
| 57 |
|
| 58 |
Stk. 3.
|
| 59 |
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at dokumenter, der udelukkende er udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
|
| 60 |
udstedes alene med angivelse af myndigheden som afsender.
|
| Nr 61: | I § 79 b, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer: »2) registrering, indberetning af oplysninger, ansøgning m.v. til myndigheder og private organisationer i medfør af kapitel 2 c og regler fastsat i medfør heraf og afgørelser truffet i medfør af disse regler,«. Nr. 2-12 bliver herefter nr. 3-13. |
| Nr 62: | I § 79 b, stk. 1, indsættes efter nr. 12, der bliver nr. 13, som nyt nummer: »14) indsendelse af dokumentation for overholdelse af krav fastsat i medfør af § 51, stk. 1, jf. stk. 5,«. Nr. 13-18 bliver herefter nr. 15-20. |
| Nr 63: | I § 79 b, stk. 1, nr. 17, der bliver nr. 19, ændres »nr. 5 og 11« til: »nr. 6 og 12«. |
| Nr 64: | I § 79 b, stk. 1, nr. 18, der bliver nr. 20, ændres »nr. 1-17« til: »nr. 1-19«. |
Som konsekvens af indsættelsen af et nyt nr. 2 i § 79 b, hvorefter nr. 5 bliver til nr. 6 og nr. 11 bliver til nr. 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 61, skal henvisningen til nr. 5 og 11, i § 79 b, stk. 1, nr. 17, der bliver nr. 19, ændres til en henvisning til nr. 6 og nr. 12.
I medfør af de gældende bemyndigelser i miljøbeskyttelseslovens § 9 h, stk. 12, § 9 n, stk. 5, § 9 p, stk. 13, § 9 r, stk. 6, § 9 s, stk. 12, § 9 t, stk. 9, § 9 u, stk. 8, § 9 v, stk. 5, § 9 w, stk. 5, § 9 x, stk. 8, bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger efter kapitel 2 c skal afgives. Der kan herunder fastsættes regler om, at oplysninger skal afgives elektronisk eller ved udfyldelse af blanketter.
Miljøbeskyttelsesloven § 79 b, stk. 1 indeholder ikke hjemmel til at fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign. ved kommunikation efter lovens kapitel 2 c eller regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås at indsætte et nyt nr. 2 i § 79 b, stk. 1, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign. ved registrering, indberetning af oplysninger, ansøgning m.v. til myndigheder og private organisationer i medfør af kapitel 2 c samt regler fastsat i medfør heraf og afgørelser truffet i medfør af disse regler.
Forslaget indeholder hjemmel til at fastsætte regler om digital kommunikation for alle typer af kommunikation efter kapitel 2 c. Forslaget indeholder både hjemmel til at fastsætte regler om digital kommunikation til miljøministeren og regler om digital kommunikation til en privat organisation, jf. lovens § 9 ø.
Det er hensigten, at hjemlen skal udnyttes til at stille krav om, at registrering som producent, importør eller bemyndiget repræsentant, og indberetning af oplysninger om markedsførte mængder og affaldsmængder til et producentregister oprettet i medfør af § 9 æ, stk. 1, herunder af en privat organisation, jf. § 9 ø, stk. 1, nr. 6, kun meddeles digitalt i de digitale registre, som ministeren eller producentregisteret har oprettet og driver eller med nye producentansvarsordninger ventes at oprette og drive. Registrering og indberetning af data sker i dag i praksis udelukkende digitalt til digitale systemer.
Retsvirkningen ved ikke at anvende særlige digitale løsninger til registrering, indberetning og ansøgning m.v., når der stilles krav herom, er, at oplysningerne ikke anses for modtaget, og at myndighederne foretager den fornødne håndhævelse, hvor det er relevant. Hvis oplysninger indsendes i strid med kravet om digital kommunikation, følger det dog af den almindelige vejledningspligt, at myndigheden må vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
Det foreslås, at indsætte et nyt nr. 14 i den gældende bemyndigelse for miljøministeren i § 79 b, stk. 1, til at fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur eller lignende, hvorved bemyndigelsen udvides til at omfatte indsendelse af dokumentation for overholdelse af krav fastsat i medfør af § 51, stk. 1, jf. stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ministeren kan fastsætte regler om, at den, der markedsfører et produkt, herunder en emballage, skal indberette dokumentation digitalt for overholdelse af alle typer af krav fastsat i medfør af § 51, stk. 1, hvor det er relevant. Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at den, der markedsfører et produkt, herunder en emballage, ligeledes er forpligtet til at modtage kommunikation digitalt fra myndigheden, herunder i et særligt digitalt system.
Retsvirkningen ved ikke at anvende særlige digitale løsninger til indsendelse af dokumentation, når der stilles krav herom, er, at oplysningerne ikke anses for modtaget, og at miljøministeren foretager den fornødne håndhævelse, hvor det er relevant. Hvis oplysninger indsendes i strid med kravet om digital kommunikation, følger det dog af den almindelige vejledningspligt, at myndigheden må vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
Det er hensigten at fastsætte regler om digital kommunikation ved indberetning af oplysninger til Miljøstyrelsen om indhold af genanvendt plast i drikkeflasker af plast efter regler, der er fastsat i medfør af lovens § 51, stk. 1, nr. 2. Der er fastsat regler herom i bekendtgørelse nr. 1172 af 4. september 2023 om forbud mod markedsføring af visse engangsplastprodukter m.v. og om krav til visse andre engangsplastprodukter.
Regler om krav til indhold af genanvendt plast i drikkeflasker af plast implementerer engangsplastdirektivets artikel 6, stk. 1, nr. 5. Indberetningerne skal bruges til kontrol med overholdelse af krav om indhold af genanvendt plast i drikkeflasker af plast efter regler udstedt i medfør af § 51, stk. 1, nr. 2, samt til udregning af genanvendt indhold af plast i drikkeflasker af plast i Danmark med henblik på årlig indberetning til EU-Kommissionen herom, jf. engangsplastdirektivets artikel 13, stk. 1, litra e.
Det er hensigten, at indberetningen skal ske via e-mail til en anvist e-mailadresse. Såfremt det vurderes hensigtsmæssigt vil der også kunne fastsættes krav om, at indberetningen skal ske til at særligt it-system. I vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt at oprette et særligt it-system til digital kommunikation om indhold af genanvendt plast i drikkeflasker vil ministeren bl.a. inddrage hensyn til en smidig og enkel indberetning for virksomhederne og hensyn til de økonomiske omkostninger ved at oprette og drive it-systemet. Der vil også blive taget hensyn til, om kravene om indberetning af indhold af genanvendt plast udbredes til andre produktgrupper over tid.
Den digitale indberetning for virksomheden ændrer ikke ved reglerne i retssikkerhedsloven, herunder reglerne om selvinkriminering i retssikkerhedslovens § 10.
Efter den gældende § 79 b, stk. 1, nr. 18 kan miljøministeren fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign., ved kommunikation med myndigheder i forbindelse med de forhold, som er nævnt i bestemmelsens nr. 1-17. Det fremgår af bestemmelsens bemærkninger, at der både kan være tale om kommunikation mellem for eksempel en ansøger og en myndighed og kommunikation mellem myndigheder indbyrdes, jf. Folketingstidende 2011-12, Tillæg A, L 88 som fremsat, side 50. Det fremgår videre, at det ikke er hensigten, at der skal kunne fastsættes krav om anvendelse af et digitalt system over for myndigheder, som ikke i øvrigt skal anvende det pågældende digitale system. Tilsvarende er det heller ikke hensigten, at der kunne fastsættes krav til private om anvendelse af et digitalt system, hvis de ikke i øvrigt skal anvende det, eksempelvis naboer til en virksomhed i forbindelse med en høring.
Det foreslås at indsætte en henvisning til de foreslåede to nye numre nr. 2 og 14, jf. lovforslagets § 1, nr. 61 og 62 i den gældende § 79 b, stk. 1, stk. 18, der bliver nr. 20, således at også kommunikation med myndigheder i forbindelse med de forhold, som er nævnt i de foreslåede to nye numre skal omfattes af bemyndigelsen i stk. 1. De to nye numre vedrører registrering, indberetning af oplysninger, ansøgning m.v. til myndigheder og private organisationer i medfør af kapitel 2 c, regler fastsat i medfør heraf og afgørelser truffet i medfør af disse regler samt indsendelse af dokumentation for overholdelse af krav fastsat i medfør af § 51, stk. 1, jf. § 51, stk. 5.
Henvisningen til nr. 1-17, i § 79 b, stk. 1, nr. 18, der bliver nr. 20, foreslås derfor ændret til en henvisning til nr. 1-19.
Forslaget indebærer, at ministeren også vil kunne fastsætte regler om, at kommunikation med myndigheder omfattet af de nye numre omfattes af bestemmelsen, som samtidig opdateres i forhold til den nye nummerering.
|
@@ -12,18 +12,18 @@
|
|
| 12 |
|
| 13 |
1) der foreligger en situation som beskrevet i § 70, stk. 1, eller
|
| 14 |
|
| 15 |
2) adgangen til at gennemføre undersøgelsespåbud eller oprydningspåbud er påkrævet for at forebygge, at den i § 70, stk. 1, nævnte
|
| 16 |
situation opstår.
|
| 17 |
|
| 18 |
Stk. 3.
|
| 19 |
Politiet kan, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse standse og undersøge
|
| 20 |
transportmidler med henblik på at kontrollere affaldstransporters overholdelse af gældende lovgivning, der varetager
|
| 21 |
miljøbeskyttelseshensyn. Politiet kan under tilsvarende betingelser standse og undersøge køretøjer med henblik på at konstatere
|
| 22 |
-
overholdelse af gældende lovgivning om miljøzoner, herunder krav om partikeludledning og partikelfilter. Politiet kan ind- kalde
|
| 23 |
køretøjet til syn for ejerens eller den varige brugers egen regning for at kontrollere, om køretøjet opfylder bestemmelserne i
|
| 24 |
gældende lovgivning om miljøzoner. Politiet yder i øvrigt bistand ved tilsyns- myndighedernes udøvelse af beføjelser efter stk. 1.
|
| 25 |