Entreprisekontrakter om høst af agurker er ikke arbejdsudleje

Ledelse og materiel

Ledelse og Instruktion Entreprenøren er ansvarlig for at tilrettelægge arbejdet og indsætte det nødvendige antal medarbejdere. Entreprenøren skal udpege en formand, der varetager den daglige ledelse og instruktion af de ansatte. Det fremgår udtrykkeligt af kontrakten, at Spørger "ikke har beføjelse til at give entreprenørens medarbejdere specifikke eller generelle instruktioner".

Materiel Spørger stiller planter, vandingsudstyr, gødning samt pakke-/wrapping-maskiner og emballage til rådighed. Entreprenøren skal selv levere øvrige nødvendige arbejdsredskaber (knive, tøj mv.). Der indgås dog separate lejeaftaler, hvor Entreprenøren lejer en gaffeltruck, små palleløftere og værelser til indlogering af medarbejdere af Spørger. Repræsentanten har oplyst, at disse lejeaftaler sker på almindelige markedsvilkår.

Sagen handler om, hvorvidt de 21 kontrakter er ægte entrepriseforhold eller om de i stedet falder ind under reglerne for arbejdsudleje, hvilket ville medføre indeholdelsespligt for Spørger efter Kildeskatteloven § 48 B og definitionen af begrænset skattepligt i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

SKAT har specifikt forudsat, at Spørger ikke reelt vil forestå ledelse og instruktion af arbejderne, og at parterne er uafhængige af hinanden.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og bekræftede, at de 21 entreprisekontrakter, der var fremlagt som bilag 1-21, ikke er kontrakter om arbejdsudleje, men derimod udgør ægte entrepriseforhold.

Afgørelsen bygger på en samlet konkret vurdering af kontrakternes indhold, hvor det afgørende moment er, at de udenlandske kontraktsparter i overvejende grad bærer risikoen for arbejdets udførelse og resultat.

Skatterådet lagde vægt på følgende faktorer:

• Ledelsesret: Spørgeren (den danske virksomhed) er ikke tillagt ledelsesretten. Spørgeren har kun kontrolbeføjelser vedrørende det udførte arbejde, mens den daglige ledelse varetages af entreprenøren.
• Prisstruktur: Der er aftalt en fast pris for opgavernes udførelse, hvilket reducerer sandsynligheden for, at vederlaget er direkte forbundet med de ansattes løn.
• Risiko: Spørgeren er tillagt omfattende reklamations- og modregningsret i tilknytning til afregningen, hvilket placerer risikoen for mangelfuld eller forsinket levering hos entreprenøren.

Det blev bemærket, at selvom Spørger stiller nogle vigtige redskaber (planter, pakkemaskineri) og indkvarteringslokaler til rådighed, betaler entreprenøren markedsbaseret leje for indlogering og visse lifte, og den faste pris samt entreprenørens fulde risiko for resultatet var udslagsgivende.

Afgørelsen blev givet under den udtrykkelige forudsætning, at aftaleparterne efterlever aftalerne i praksis, og at Spørger faktuelt ikke udøver ledelse og instruktion over entreprenørens medarbejdere.

Klagerens repræsentant påstod, at svaret skulle ændres til "ja". Hovedargumentet var, at arbejdsudleje, som defineret i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 og Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h, forudsætter, at arbejdstageren er ansat i en udenlandsk virksomhed. Da samtlige medarbejdere var ansat i Danmark og aflønnet af [virksomhed2] S.m.b.A. (et dansk selskab), kunne der ikke være tale om arbejdsudleje. Repræsentanten fremhævede, at SKAT tidligere havde anerkendt [virksomhed2] S.m.b.A. som et dansk selskab.

Klagerens yderligere argumenter

Sekundært argumenterede klageren for, at aftalen efter sit indhold skulle anses for en entrepriseaftale. Dette blev underbygget af følgende punkter:

• Der var en skriftlig entreprisekontrakt med fast pris pr. ton (400 kr. pr. ton), uanset tidsforbrug.
• Entreprenøren ansatte og instruerede selv sine medarbejdere, og risikoen for arbejdets korrekte udførelse påhvilede entreprenøren.
• Kontrakten forbød kunden at instruere entreprenørens medarbejdere; al henvendelse skulle ske til entreprenørens "operationel managers".
• SKATs henvisning til maskin- og materiellejekontrakten som indikation for tidsforbrug var irrelevant, da det var en selvstændig aftale.
• Erstatningsansvaret på 50.000 kr. vedrørte misligholdelse af aftalen og begrænsede ikke entreprenørens generelle ansvar for fejl, mangler og forsinkelser efter dansk rets almindelige regler.
• Entreprenøren medbragte nødvendigt materiel og havde tegnet relevante forsikringer.

Klageren henviste til administrativ praksis og domstolspraksis, herunder TfS 2007.1018 Ø, SKM 2010.27 V, SKM 2010.460 V, SKM 2009.570 V, og SKM 2011.86 BR, for at understøtte, at den overordnede beskrivelse af arbejdet ikke udgør instruktion af medarbejderne, og at afregning pr. kg/ton er anerkendt som entrepriseafregning, jf. Landsskatterettens kendelser af 21. oktober 2011 (j.nr. 10-02905) og 15. juli 2007 (j.nr. 06-03063).