Bindende svar om arbejdsudleje/entreprise – Aftale mellem to danske selskaber

Sagen omhandlede en klage over et bindende svar vedrørende spørgsmålet, om en aftale mellem to danske selskaber skulle betragtes som en entreprisekontrakt eller en aftale om arbejdsudleje med afledt pligt til indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Spørger, [virksomhed1] A/S, producerer og sælger rodfrugter og havde udliciteret vask og pakning af rodfrugterne til [virksomhed2] S.m.b.A. Aftalen var indgået som en entreprisekontrakt med tilhørende tillæg og lejekontrakter for maskiner og materiel.

SKAT havde oprindeligt besvaret spørgsmålet med "nej", idet de vurderede, at aftalen måtte anses for arbejdsudleje. SKATs vurdering byggede på en række kriterier, herunder at spørger varetog den overordnede ledelse og instruktionsmyndighed, at vederlaget i overvejende grad blev beregnet efter medgået tid (400 kr. pr. ton inden for en mængde på 10.000-20.000 tons), og at ansvaret og risikoen for arbejdsresultatet ikke var fuldt overført til entreprenøren, da erstatningskravet var maksimeret til 50.000 kr. SKAT henviste til SKM 2012.18 og principperne i OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Klagerens repræsentant påstod, at svaret skulle ændres til "ja". Hovedargumentet var, at arbejdsudleje, som defineret i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 og Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h, forudsætter, at arbejdstageren er ansat i en udenlandsk virksomhed. Da samtlige medarbejdere var ansat i Danmark og aflønnet af [virksomhed2] S.m.b.A. (et dansk selskab), kunne der ikke være tale om arbejdsudleje. Repræsentanten fremhævede, at SKAT tidligere havde anerkendt [virksomhed2] S.m.b.A. som et dansk selskab.

Klagerens yderligere argumenter

Sekundært argumenterede klageren for, at aftalen efter sit indhold skulle anses for en entrepriseaftale. Dette blev underbygget af følgende punkter:

• Der var en skriftlig entreprisekontrakt med fast pris pr. ton (400 kr. pr. ton), uanset tidsforbrug.
• Entreprenøren ansatte og instruerede selv sine medarbejdere, og risikoen for arbejdets korrekte udførelse påhvilede entreprenøren.
• Kontrakten forbød kunden at instruere entreprenørens medarbejdere; al henvendelse skulle ske til entreprenørens "operationel managers".
• SKATs henvisning til maskin- og materiellejekontrakten som indikation for tidsforbrug var irrelevant, da det var en selvstændig aftale.
• Erstatningsansvaret på 50.000 kr. vedrørte misligholdelse af aftalen og begrænsede ikke entreprenørens generelle ansvar for fejl, mangler og forsinkelser efter dansk rets almindelige regler.
• Entreprenøren medbragte nødvendigt materiel og havde tegnet relevante forsikringer.

Klageren henviste til administrativ praksis og domstolspraksis, herunder TfS 2007.1018 Ø, SKM 2010.27 V, SKM 2010.460 V, SKM 2009.570 V, og SKM 2011.86 BR, for at understøtte, at den overordnede beskrivelse af arbejdet ikke udgør instruktion af medarbejderne, og at afregning pr. kg/ton er anerkendt som entrepriseafregning, jf. Landsskatterettens kendelser af 21. oktober 2011 (j.nr. 10-02905) og 15. juli 2007 (j.nr. 06-03063).

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs svar fra "nej" til "ja".

Retten begrundede sin afgørelse med, at arbejdsudleje forudsætter et aftaleforhold mellem en dansk hvervgiver og en udenlandsk hvervtager, jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h. Da den foreliggende sag omhandlede en aftale mellem to danske selskaber, kunne der ikke foreligge arbejdsudleje. Som følge heraf havde selskabet hverken indeholdelsespligt eller hæftelse efter reglerne om arbejdsudleje.

Landsskatteretten bemærkede, at selskabet alene kunne pålægges indeholdelsespligt og hæftelse, hvis de personer, der udførte arbejde for selskabet, reelt skulle anses for ansatte i selskabet. Da sagen ikke var oplyst til fulde på dette punkt, og SKAT ikke havde taget stilling hertil, ville Landsskatteretten ikke udtale sig herom. Med denne bemærkning blev svaret på det stillede spørgsmål ændret til "ja".