Landsskatteretten om indeholdelsespligt ved arbejdsudleje af udenlandsk arbejdskraft i koncernforhold

Sagen omhandlede et dansk selskabs (H1 A/S) indeholdelsespligt af A-skat som følge af, at udenlandske arbejdstagere fra selskabets tyske moderselskab (H2 GmbH) blev anset for arbejdsudlejede til det danske selskab. De tyske maskinarbejdere udførte borede pæle i forbindelse med opførelsen af G1 og G2 i Danmark, hvor det danske selskab var underentreprenør.

SKAT havde anset selskabet for indeholdelsespligtig af A-skat med 692.319 kr., idet de vurderede, at der var tale om arbejdsudleje. SKAT lagde vægt på, at det danske selskab havde indgået kontrakten med kunderne, bar risikoen over for kunden, stillede garanti for det udførte arbejde, havde ansvaret for arbejdspladsen og havde tegnet forsikring. Desuden blev det fremhævet, at vederlaget til de tyske medarbejdere blev beregnet nøjagtigt efter den medgåede tid.

Selskabets repræsentant nedlagde påstand om, at selskabet ikke var indeholdelsespligtigt, da der ikke forelå et arbejdsudlejeforhold. Selskabet argumenterede, at det ikke besad den nødvendige know-how, uddannede maskinarbejdere eller specialmaskiner til borede pæle, som var udviklet af det tyske moderselskab. Derfor benyttede det danske selskab det tyske selskabs ekspertise, maskiner og mandskab i henhold til en "Agreement of technical, mechanical and financial assistance" fra 2002.

Klagerens argumenter

Klageren fremhævede, at det tyske selskab:

• Varetog den tekniske styring af entrepriseopgaverne, herunder vedligeholdelse og reparation af maskiner samt administration af de tyske medarbejdere.
• Sendte tyske entrepriseledere, maskiner og maskinarbejdere til Danmark, og det var de tyske entrepriseledere, der instruerede de tyske maskinarbejdere.
• Bar ansvaret for sit eget udførte arbejde i henhold til kontrakten mellem de to selskaber.
• Fastsatte antallet og kvalifikationerne af de tyske arbejdstagere og stillede hovedparten af arbejdsredskaber og materiel til rådighed.

Klageren anførte, at de danske formænds primære funktion var at sikre daglig kommunikation med bygherre og leverandører samt koordinere materialer, ikke at instruere de tyske maskinarbejdere. Klageren bestred SKATs vægtning af, hvem der bar risikoen over for slutkunden, idet dette altid ville påhvile hvervgiveren uanset arbejdsudleje. Klageren henviste til kriterierne for arbejdsudleje i Ligningsvejledningen og argumenterede, at fire ud af fem kriterier pegede i retning af, at der ikke forelå arbejdsudleje. Der blev også henvist til SKM2008.444SR, hvor lignende omstændigheder blev anset for en entrepriseaftale.

Landsskatterettens flertal

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt på det foreliggende grundlag, at de tyske ansatte, der havde udført arbejde for det danske selskab, var arbejdsudlejede. Ved vurderingen blev der lagt vægt på følgende:

• Fakturaer fra det tyske selskab til det danske selskab angav, at de vedrørte "leje af mandskab" ("Rental of equipment and crew").
• Kontrakten mellem det tyske og det danske selskab blev indgået godt to år inden entrepriseaftalerne med de to hovedentreprenører, og den angik ikke løsningen af en konkret arbejdsopgave, men var en kontrakt om levering af arbejdskraft.
• Det tyske selskab havde ikke beregnet og angivet moms.
• Fakturering skete efter medgået tid.
• Organisationsplanerne viste, at projektlederen i det danske selskab havde det overordnede ansvar for entreprisens gennemførelse.
• Formændene, der også var ansat i det danske selskab, stod for pælearbejdet, ankerarbejdet og spunsarbejdet og havde blandt andet ansvaret for ledelse af deres arbejdsstyrke.

På denne baggrund vurderede flertallet, at det tyske selskab ikke i enhver henseende overtog ansvaret for og udførelsen af arbejdsopgaverne. Derfor blev det danske selskab anset for indeholdelsespligtigt af A-skat i medfør af Kildeskatteloven § 46, stk. 1. Da den beløbsmæssige opgørelse af grundlaget for indeholdelsespligten var ubestridt, stadfæstede disse medlemmer afgørelsen for indkomståret 2005.

Landsskatterettens mindretal

Et retsmedlem anså det på baggrund af forklaringerne for retten for tilstrækkeligt godtgjort, at instruktionsbeføjelsen i forholdet mellem det tyske og det danske selskab påhvilede de tyske ansatte, der udførte et særligt specialiseret arbejde. Endvidere ansås det for godtgjort, at ansvaret for erstatningspådragende fejl i forholdet mellem det tyske og det danske selskab lå hos det tyske selskab, hvilket også fandt støtte i den fremlagte kontrakt. Dette medlem stemte dermed for at give selskabet medhold i den nedlagte påstand.

Kendelse blev afsagt efter stemmeflertallet, og den påklagede afgørelse blev herefter stadfæstet.