Selskab frifundet for indeholdelsespligt for udenlandsk arbejdskraft – aftaler anset for entreprise

Sagen omhandler, hvorvidt et dansk selskab ([virksomhed2] ApS) skulle indeholde A-skat for udenlandsk arbejdskraft hyret gennem firmaet [virksomhed1]. SKAT mente, at der var tale om arbejdsudleje, og pålagde selskabet at indeholde og hæfte for 736.574 kr. i A-skat.

Selskabet havde indgået fem kontrakter med [virksomhed1] om udførelse af specifikke opgaver som optælling, sortering og plantning. Kontrakterne var formuleret som entrepriseaftaler med faste priser for bestemte ydelser. Selskabet stillede dog maskiner, redskaber og lokaler til rådighed.

SKATs argumentation

SKAT argumenterede for, at der reelt var tale om arbejdsudleje, fordi:

• Selskabet havde den reelle instruktionsbeføjelse og førte dagligt tilsyn.
• Selskabet bar den primære risiko, da der ikke var aftalt sanktioner som dagbøder for forsinkelse, og vederlaget ikke blev reduceret ved fejl.
• Afregningen skete i praksis baseret på stykpris, hvilket indikerede en akkordlignende aflønning og ikke en fast entreprisesum.
• Selskabet stillede de væsentligste arbejdsredskaber og faciliteter til rådighed.

Klagerens argumentation

Selskabet fastholdt, at der var tale om entrepriseaftaler, fordi:

• [virksomhed1] bar ansvaret og risikoen for arbejdets resultat, herunder erstatningsansvar for tab.
• Selskabets kontrol var alene kvalitetstest efter arbejdets udførelse, ikke instruktion.
• Afregning pr. leveret enhed (stykpris) er en normal praksis i entrepriseforhold og ikke bevis for en sammenhæng med medarbejdernes løn.
• SKAT havde bevisbyrden for, at aftalerne ikke var, hvad de gav sig ud for at være, hvilket ikke var løftet.

Landsskatteretten gav selskabet medhold. Retten fandt, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om arbejdsudleje frem for entreprise. Derfor var selskabet ikke forpligtet til at indeholde A-skat, og hæftelseskravet bortfaldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke var forpligtet til at indeholde A-skat i vederlaget til [virksomhed1], og ændrede dermed SKATs afgørelse.

Retten lagde til grund, at de ansatte hos [virksomhed1] ikke var fuldt skattepligtige til Danmark. Spørgsmålet var derfor, om de var omfattet af begrænset skattepligt som følge af arbejdsudleje, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

Vurderingen af, om der foreligger arbejdsudleje eller entreprise, baseres på en samlet vurdering af flere momenter, herunder ledelse, ansvar, risiko, aflønningsform og rådighed over materiel.

Landsskatteretten fremhævede følgende centrale punkter i sin begrundelse:

• Kontrakternes karakter: De indgåede kontrakter fremstod som entreprisekontrakter.
• Bevisbyrde: Da kontrakterne var formuleret som entrepriseaftaler, påhvilede det SKAT at bevise, at der reelt var tale om arbejdsudleje. Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde løftet denne bevisbyrde.
• Instruktionsbeføjelse: Det var ikke tilstrækkeligt godtgjort, at selskabet havde instruktionsbeføjelse over for de ansatte fra [virksomhed1].
• Risiko: Det var ikke godtgjort, at [virksomhed1] ikke havde påtaget sig en reel risiko i forbindelse med arbejdets udførelse.

På baggrund af en samlet bedømmelse konkluderede Landsskatteretten, at der var tale om entreprise og ikke arbejdsudleje. Da selskabet således ikke var indeholdelsespligtigt, bortfaldt spørgsmålet om hæftelse for de ikke-indeholdte beløb.