Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 47

§§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i selskabsloven, kapitel 6 A og 6 B i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, § 67 i lov om finansiel virksomhed og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder finder ikke anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger på en virksomhed eller enhed under afvikling.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven, lov om kapitalmarkeder, lov om finansiel virksomhed og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 47

Den foreslåede § 47 gennemfører artikel 116 og 119-123 i BRRD.

Med den foreslåede bestemmelse fraviges en række bestemmelser i selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og værdipapirhandelsloven, ved iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltninger på en virksomhed eller enhed. BRRD indeholder i de angivne artikler en række fravigelser fra de gældende selskabsretsdirektiver, således at de sættes ud af kraft ved afviklingsforanstaltninger i medfør af direktivet. Oplistningen i det foreslåede stk. 1 indeholder de steder, hvor de fravegne direktivbestemmelser er gennemført samt enkelte bestemmelser i sammenhæng hermed.

Fravigelserne fra de pågældende regler i selskabsloven og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder skal sikre, at afviklingsforanstaltningerne kan gennemføres hurtigt og effektivt. Ved fravigelsen undtages Finansiel Stabilitet således fra at skulle efterleve de nævnte loves regler om fusioner og spaltning og grænseoverskridende fusioner samt selskabslovens regler om overtagelsestilbud. Desuden undtages en række regler i selskabsloven, der skal ses i lyset af, at Finansiel Stabilitet foranlediger en uafhængig værdiansættelse gennemført, der kan træde i stedet for en række krav i selskabsloven om vurderingsberetning i forskellige situationer. Derudover er en række rettigheder for aktionærer i forhold til fx indkaldelsesfrister og konkrete beslutninger fraveget. Dette skal ses i sammenhæng med, at Finansiel Stabilitet ved iværksættelse af afviklingsforanstaltninger kan overtage kontrollen enten direkte eller indirekte med virksomheden eller enheden, og der igennem tillægges de rettigheder, som ellers lå hos aktionærer og bestyrelse. Da Finansiel Stabilitet har overtaget aktionærernes rettigheder, er der ikke behov for de samme beskyttelsesforskrifter ved afviklingsforanstaltningerne.

Desuden finder reglerne om overtagelsestilbud i værdipapirhandelsloven ikke anvendelse. Dette skal sikre mod, at Finansiel Stabilitet kommer i en situation, hvor Finansiel Stabilitet i medfør af reglerne herom er pligtig at fremsætte overtagelsestilbud.

Undtagelserne skal primært ses i forhold til den umiddelbare iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltningerne, hvor det eksempelvis ikke vil være muligt at beskytte afviklingsmålene, hvis gældende indkaldelsesvarsler til generalforsamlinger skal iagttages, eller hvor der foreligger en værdiansættelse, der kan træde i stedet for en vurderingsberetning. Når afviklingsforanstaltningerne er iværksat, og der eksempelvis er etableret et broinstitut, som på et senere tidspunkt skal fusioneres, forventes der som udgangspunkt ikke at ske en fravigelse af fusionsreglerne på dette tidspunkt.

Da der i de konkrete situationer vil være behov for, at Finansiel Stabilitet skal opfylde nogle processuelle krav, dokumentationskrav og registreringskrav m.v., og da der skal ske en yderligere præcisering af den tidsmæssige udstrækning af fravigelserne i de konkrete situationer, bemyndiges erhvervs- og vækstministeren med det foreslåede stk. 2 til, at fastsætte nærmere regler om procedurer, der træder i stedet for de regler, der i medfør af stk. 1 ikke finder anvendelse. Disse regler vil afspejle årsagen til, at der skal ske fravigelse af de nævnte regler, som gennemgået umiddelbart herover. Dette omfatter blandt andet behovet for at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltningerne inden for kortere frister end forudsat i selskabsloven, og på tidspunktet, hvor Finansiel Stabilitet direkte eller indirekte har overtaget kontrollen med virksomheden eller enheden fra kapitalejerne og bestyrelsen, at kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger uden at skulle iagttage alle kapitalejernes beskyttelsesregler i selskabsloven. Desuden vil reglerne også afspejle, at den vurderingsmandsberetning, der i visse situationer er krævet i selskabsloven, kan erstattes af den uafhængige vurderingspersons værdiansættelse i medfør af dette lovforslags kapitel 3.