Selskabsloven § 236

Artikel 32 i fusionsdirektivet (3. selskabsdirektiv) forpligter medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til ændringer af lovgivningen i det omfang, det er nødvendigt for at efterkomme direktivets forskrifter.

Ifølge forordet til direktivet tilsigter direktivet at samordne medlemsstaternes lovgivning for at sikre især aktionærer og kreditorer ved gennemførelse af fusioner og visse andre lignende retlige fremgangsmåder ved sammenlægning af selskaber.

De foreslåede regler om nationale fusioner bygger i vidt omfang på de eksisterende regler herom i aktieselskabslovens § 134 til § 134 j, der i medfør af anpartsselskabslovens § 65 finder tilsvarende anvendelse på en fusion, hvori der deltager anpartsselskaber.

Den gældende bestemmelse i aktieselskabslovens § 134 fastslår, at der er to typer af fusioner.

Disse typer af fusioner er den uegentlige fusion og den egentlige fusion. Den uegentlige fusion, som er den typiske form for fusion, medfører, at et eller flere selskaber opløses uden likvidation ved at overdrage selskabets aktiver og forpligtelser til et allerede eksisterende selskab. Den egentlige fusion medfører, at de bestående deltagende selskaber overdrager deres aktiver og forpligtelser til et nyt selskab, der opstår som led i fusionen.

Aktieselskabslovens definition af en fusion bygger på 3. selskabsdirektivs definition heraf.

3. selskabsdirektiv omhandler nationale fusioner, der omfatter aktieselskaber. En national fusion mellem anpartsselskaber er således ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Som modsvar på overdragelsen af aktiver og forpligtelser til det fortsættende selskab skal kapitalejerne i det ophørende selskab have et vederlag. Dette fremgik tidligere ikke udtrykkeligt af selskabslovgivningen, men foreslås i dette lovforslag præciseret udtrykkeligt i lovteksten.

Den foreslåede § 236 er udformet i overensstemmelse med ovenstående, og der tilsigtes således ikke nogen ændring i den gældende definition af fusion.