Sag om fortolkning af partnerskabsaftale vedrørende vækst i shortsea-forretning og opgørelse af honorar

Sagen omhandlede en tvist mellem Bain & Company Denmark P/S (herefter "Qvartz"), et konsulentfirma, og Unifeeder A/S, en logistikvirksomhed, vedrørende opgørelsen af et honorar for konsulentarbejde udført under en pay-for-performance partnerskabsaftale indgået i 2017. Aftalen havde til formål at skabe vækst i Unifeeders shortsea-forretning ved at øge mængden af solgt last målt i standard 20 fods containere (TEU).

Tvistens Kernepunkter

Parternes uenighed centrerede sig om fire hovedområder:

• Forretningsområder: Hvilke forretningsområder aftalen omfattede (Qvartz mente hele shortsea-forretningen, inkl. DD, FF og TB segmenter; Unifeeder mente kun DD-segmentet).
• TEU-opgørelse: Hvordan aftalens effekt på TEU-mængden skulle opgøres, herunder fortolkningen af begreberne "eksisterende kunder" og "korridor".
• EBIT pr. TEU: Hvilken EBIT (Earnings Before Interest and Taxes) pr. TEU der skulle lægges til grund for honorarberegningen.
• Periode: Hvilken periode der skulle regnes med.

Parternes Påstande og Argumenter

Qvartz's påstand var, at Unifeeder skulle betale 52.514.447,69 kr. med procesrente, subsidiært 40.852.321,44 kr. med procesrente. Qvartz gjorde gældende, at aftalen omfattede al nysalg i hele Unifeeders shortsea-forretning (DD, FF og TB) og at Unifeeder svigagtigt havde fortiet og afgivet urigtige oplysninger om EBIT pr. TEU for DD-segmentet, hvilket havde afgørende betydning for Qvartz's beslutning om at indgå aftalen. Qvartz henviste til, at Unifeeders offentlige udtalelser og årsrapporter tegnede et positivt billede af shortsea-forretningen, i modsætning til de interne tal, Unifeeder fremlagde under sagen.

Unifeeders påstand var frifindelse, subsidiært betaling af 25.929.783,75 kr. (inkl. moms). Unifeeder fastholdt, at aftalen alene omfattede DD-segmentet, og at Qvartz var fuldt bekendt med Unifeeders forretning og profitabilitet. Unifeeder bestred, at der var udvist svig, og anførte, at de fremlagte budgettal for 2017 var retvisende på tidspunktet for aftaleindgåelsen, og at månedlige udsving i indtjening var normale. Unifeeder mente, at Qvartz havde haft mulighed for at indhente yderligere oplysninger, men ikke havde gjort det.

Oplysninger i Sagen

Det fremgik, at Qvartz havde udført en analyse af Unifeeders kommercielle potentiale i 2016, der identificerede vækstpotentiale i shortsea-forretningen, især ved konvertering af landevejs- til søtransport. Pilotprojektet, der lå til grund for partnerskabsaftalen, omhandlede udelukkende DD-segmentet.

Der var uenighed om definitionen af en "korridor" for eksisterende kunder, hvor Qvartz mente, det var baseret på "Place of Receipt" (PLOR) og "Place of Delivery" (PLOD), mens Unifeeder mente, det var "Port of Loading" (POL) og "Port of Discharge" (POD).

Unifeeder fremlagde interne regnskabstal for EBIT pr. TEU, som Qvartz bestred var retvisende. Nedenstående tabel illustrerer de af Unifeeder hævdede faktiske EBIT pr. TEU:

Qvartz hævdede, at Unifeeder havde fortiet, at den gennemsnitlige EBIT pr. TEU for DD i de første måneder af 2017 var negativ, og at dette ikke blev oplyst under kontraktforhandlingerne. Unifeeder afviste dette og henviste til, at Qvartz havde adgang til relevante oplysninger og selv burde have undersøgt forholdene nærmere. Unifeeder bestred også Qvartz's krav på dækning af udokumenterede udlæg.

Sø- og Handelsretten skulle navnlig tage stilling til tre hovedspørgsmål: forretningsområdernes omfang, antallet af TEU omfattet af aftalen, og grundlaget for EBIT pr. TEU, herunder spørgsmålet om svig.

Rettens Begrundelse

• Forretningsområdernes omfang: Retten fandt, at partnerskabsaftalen omfattede hele Unifeeders shortsea-forretning, dvs. alle tre segmenter (DD, FF og TB). Dette blev begrundet i aftalens ordlyd ("the Shortsea business"), dens formål, og den øvrige bevisførelse, herunder Unifeeders årsrapporter og offentlige udtalelser. Retten lagde vægt på, at Unifeeder havde rig mulighed for at præcisere aftalen, hvis den kun skulle omfatte DD-segmentet, men ikke gjorde det.

• Antal TEU omfattet af aftalen: Retten fastsatte, at 124.091 TEU var omfattet af partnerskabsaftalen. Retten inkluderede de 11.881 TEU, der var genereret efter september 2018, da aftalens måleperiode løb til udgangen af 2019, uanset at konsulentarbejdet stoppede tidligere. Retten afviste dog Qvartz's definition af "nye korridorer" for eksisterende kunder (30.749 TEU) og de 5.498 TEU relateret til CRM-system matching, da Qvartz ikke havde godtgjort, at disse skulle medtages.

• EBIT pr. TEU og svigspørgsmålet: Retten fandt, at Qvartz ikke havde godtgjort, at Unifeeder havde udvist svig i forbindelse med aftalens indgåelse eller under samarbejdet. Retten lagde vægt på, at de fremsendte EBIT-tal var budgettal for 2017, og at månedlige udsving i indtjening var sædvanlige. Qvartz havde haft mulighed for at spørge ind til EBIT pr. TEU, men gjorde det ikke. Retten lagde Unifeeders interne regnskabstal for shortsea-forretningen til grund for opgørelsen af honorarkravet.

Rettens Afgørelse

Retten tilkendte Qvartz et honorar på 27.878.914 kr. inkl. moms. Kravet om dækning af udokumenterede udlæg blev afvist. Unifeeder blev desuden pålagt at betale sagsomkostninger.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8a.

Dommen er anket til Vestre Landsret den 26. februar 2021.Sagen sluttet ved Vestre Landsret den 5. december 2022.