Erstatningsansvarsloven

Det følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.

Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i § 2, stk. 2 , som indebærer, at i erstatningen fradrages endvidere uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, i arbejdsskadesikringsloven, i det omfang godtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16, om indførelse af en ny ordning i arbejdsskadesystemet, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig godtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring fradrages i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i det omfang uddannelsesgodtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. På den måde vil modtageren af uddannelsesgodtgørelse ikke økonomisk blive stillet ringere, ved at benytte uddannelsesgodtgørelsesordningen end ved ikke at gøre det.

Modtagelse af uddannelsesgodtgørelse vil således ikke have den konsekvens, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører. Derimod vil uddannelsesgodtgørelse blive fradraget i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, således at skadelidte bevarer et eventuelt differencekrav efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, og dermed modtager fuld erstatning.

Med hensyn til, hvad der erstattes og fradrages i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, er der ikke tilsigtet nogen ændring i gældende praksis, bortset fra de konsekvenser som følger af indførelse af ny ordning om uddannelsesgodtgørelse.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.

Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i § 2, stk. 2 , som indebærer, at i erstatningen fradrages endvidere uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, i arbejdsskadesikringsloven, i det omfang godtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16, om indførelse af en ny ordning i arbejdsskadesystemet, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig godtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring fradrages i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i det omfang uddannelsesgodtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. På den måde vil modtageren af uddannelsesgodtgørelse ikke økonomisk blive stillet ringere, ved at benytte uddannelsesgodtgørelsesordningen end ved ikke at gøre det.

Modtagelse af uddannelsesgodtgørelse vil således ikke have den konsekvens, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører. Derimod vil uddannelsesgodtgørelse blive fradraget i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, således at skadelidte bevarer et eventuelt differencekrav efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, og dermed modtager fuld erstatning.

Med hensyn til, hvad der erstattes og fradrages i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, er der ikke tilsigtet nogen ændring i gældende praksis, bortset fra de konsekvenser som følger af indførelse af ny ordning om uddannelsesgodtgørelse.

Ved afgørelser om erstatning efter offererstatningsloven finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade, tilsvarende anvendelse, jf. offererstatningslovens § 6 a.

Henvisningen til reglerne i erstatningsansvarsloven betyder bl.a., at reglerne heri om bl.a. regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb og reglerne om betaling og forrentning finder anvendelse for erstatninger og godtgørelser efter of-fererstatningsloven.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1, 1. pkt., at de i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, og § 8, § 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbene afrundes efter bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., til nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1. pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding, jf. § 15, stk. 1, 3. pkt.

Efter erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3, 1. pkt., fastsættes erstatning og godtgørelse på grundlag af de beløb, der efter bestemmelsens stk. 1 var gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter lovens § 16, stk.

1. Efter erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3, 2. pkt., reguleres årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14 efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1, i perioden mellem skadens indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter lovens § 16, stk. 1.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 3532, at skadelidte efter stk. 1 kan kræve erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne bedømme erstatningens størrelse. Det fremgår også, at skadevolderen ikke kan bedømme erstatningens størrelse, før erstatningskravet er fremsat over for den pågældende, og derfor vil der tidligst kunne påløbe renter fra 1 måned efter erstatningskravets fremsættelse over for skadevolderen. Endelig fremgår det, at fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.

Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, forrentes beløbet fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5.

Reglerne om tort- og krænkelsesgodtgørelse findes i erstatningsansvarslovens § 26. Tort- og krænkelsesgodtgørelse fastsættes ud fra et samlet skøn over den konkrete sags omstændigheder, og det forudsættes i bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 20 som fremsat, side 39, at niveauerne bør udvikle sig gennem domstolenes praksis. Tort- og krænkelsesgodtgørelse er ikke omfattet af erstatningsansvarslovens § 15, men det fremgår af bestemmelsens bemærkninger, at domstolene bør tage hensyn til den almindelige lønudvikling i overensstemmelse med principperne i erstatningsansvarslovens § 15.

Erstatningsansvarslovens § 26 a indeholder regler om godtgørelse til efterladte. Godtgørelsen fastsættes ligeledes på baggrund af en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den konkrete sag, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 141 som fremsat, side 11-12

Det fremgår af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at i tilfælde, hvor skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, ydes erstatning efter offererstatningsloven med det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§ 7-10. Det gælder ikke, for så vidt skadevolderen under sagen må anses for at have anerkendt kravet ellers dets størrelse, jf. stk. 2. En dom er således bindende for Erstatningsnævnet i de tilfælde, hvor retten efter en egentlig prøvelse af sagen har udmålt erstatning i forhold til skadevolderen. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan nævnet uanset reglen i stk. 1 tilkende skadelidte en højere erstatning eller godtgørelse end fastsat ved dommen, jf. stk. 3. Det gælder f.eks. hvis taksterne for erstatning eller godtgørelse er steget siden dommen, og der er således tale om en meget snæver modifikation, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, spalte 1430.

Det foreslås, at der i offererstatningsloven indsættes to nye bestemmelser, som vil medføre en fravigelse af reglerne i § 15, stk. 3, og § 16 i erstatningsansvarsloven for erstatninger og godtgørelser, der tilkendes efter reglerne i offererstatningsloven. De foreslåede bestemmelser vil have betydning for beregningen af erstatninger og godtgørelser i offererstatningssager og for forrentningstidspunktet af disse.

Det foreslås med § 6 b, stk. 1 , at erstatnings- og godtgørelsesbeløb efter § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8, § 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a i lov om erstatningsansvar, der tilkendes efter denne lov, fastsættes på grundlag af de beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil have betydning for godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén, maksimumsgrænsen for årsløn ved beregning af erstatning for erhvervsevnetab, erstatning for erhvervsevnetab for personer, som ved skadens indtræden ikke er fyldt 15 år, minimumserstatning for tab af forsøger til ægtefælle eller samlever og overgangsbeløbet til efterlevende ægtefælle eller samlever.

Det foreslåede § 6 b, stk. 1, vil betyde, at ovenstående godtgørelser og erstatninger fremover vil skulle fastsættes på grundlag af de beløb, der efter reguleringen efter erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1, er gældende på afgørelsestidspunktet. Det vil således samtidigt betyde, at disse erstatninger og godtgørelser ikke længere vil skulle fastsættes på grundlag af det beløb, der var gældende på det tidspunkt, hvor godtgørelsen og erstatningen kunne kræves betalt efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1 (forfaldstidspunktet), som er 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse.

Den foreslåede nye ordning med afgørelsestidspunktet frem for forfaldstidspunktet som relevant kriterium for beregning af godtgørelser og erstatninger, som tilkendes på offererstatningsområdet, vil sikre, at skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse værdisikres og ikke forringes, mens sagen behandles.

Ændringen til afgørelsestidspunktet vil eksempelvis betyde, at hvis Erstatningsnævnet i 2022 tilkender en godtgørelse for varigt mén, jf. § 4 i lov om erstatningsansvar, da vil godtgørelsen skulle fastsættes til det beløb, som godtgørelsen for varigt mén er reguleret til i 2022 efter § 15, stk. 1, i lov om erstatningsansvar. Dette vil gælde, uanset hvornår skaden er sket, eller hvornår der er ansøgt om erstatning hos Erstatningsnævnet.

Det skal understreges, at den foreslåede bestemmelse alene vil have betydning for godtgørelser og erstatninger, der tilkendes efter reglerne i offererstatningsloven. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for fastsættelse af godtgørelser og erstatninger på andre retsområder.

Det foreslås med § 6 b, stk. 2 , at årslønnen efter § 7 i lov om erstatningsansvar og erstatningen efter § 14 i lov om erstatningsansvar, der tilkendes efter denne lov, reguleres i perioden mellem skadens indtræden og afgørelsestidspunktet efter reglerne i § 15, stk. 1, i lov om erstatningsansvar, jf. dog stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse, vil betyde, at den periode, hvor der skal ske regulering efter erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1, fremover vil være perioden mellem skadens indtræden og afgørelsestidspunktet fremfor perioden mellem skadens indtræden og forfaldstidspunktet.

Forslaget vil sikre, at årslønnen efter § 7 i erstatningsansvarsloven og forsørgertabserstatningen til børn efter § 14 i erstatningsansvarsloven, som tilkendes på offererstatningsområdet, vil blive værdisikret, mens sagen behandles, på samme måde som godtgørelses- og erstatningsbeløb efter det foreslåede stk. 1.

Det bemærkes, at eftersom reguleringen sker årligt pr. 1. januar, vil der ikke ske regulering, såfremt skaden indtræder inden for samme år, som der træffes afgørelse.

Det skal understreges, at den foreslåede bestemmelse alene vil have betydning for godtgørelser og erstatninger, der tilkendes efter reglerne i offererstatningsloven. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for fastsættelse af godtgørelser og erstatninger på andre retsområder.

Med § 6 b, stk. 3, foreslås det, at erstatnings- og godtgørelsesbeløb efter offererstatningslovens § 1, stk. 2, og § 3 i denne lov samt §§ 1, 2 og 12 i lov om erstatningsansvar, der tilkendes efter denne lov, reguleres efter reglerne i § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om erstatningsansvar og fastsættes på grundlag af de regulerede beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil have betydning for erstatning for skade på tøj og andre sædvanlige personlige ejendele og tingsskade efter offererstatningsloven samt for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og rimelige begravelsesudgifter. Bestemmelsen vil betyde, at ovenstående erstatninger og godtgørelser, der tilkendes efter reglerne i kapitel 1-3 i offererstatningsloven, fremover vil skulle reguleres efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1, 1. pkt. En sådan regulering foretages ikke efter gældende ret. For erstatning for tingsskade efter offererstatningslovens § 3, gælder der er maksimumbeløb på 50.000 kr., som efter gældende ret reguleres efter reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar, jf. offererstatningslovens § 9 a.

Det vil betyde, at de faktiske godtgørelses- og erstatningsbeløb vil skulle reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Bestemmelsen vil også betyde, at ovenstående godtgørelser og erstatninger fremover vil skulle fastsættes på grundlag af de beløb, der efter reguleringen efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1, 1. pkt., er gældende på afgørelsestidspunktet.

Den foreslåede nye ordning med afgørelsestidspunktet frem for forfaldstidspunktet som relevant kriterium for beregning af godtgørelser og erstatninger, som tilkendes på offererstatningsområdet, vil sikre, at skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse værdisikres og ikke forringes, mens sagen behandles. Opreguleringen af erstatningen eller godtgørelsen vil således ske fra tidspunktet, hvor tabet er lidt, eller hvor udgiften er afholdt, og frem til afgørelsestidspunktet.

Ændringen vil eksempelvis betyde, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvor selve tabet er lidt i 2020, og afgørelse om tilkendelse af erstatning træffes i 2022, ville skulle reguleres årligt med reguleringsprocenterne for 2021 og 2022, hvor afgørelsen træffes. Det vil sige, at beløbet først opreguleres til 2021-niveauet og derefter til 2022-niveauet. Ændringen vil desuden betyde, at en erstatning til en medicinudgift afholdt i 2019, hvor der træffes afgørelse om erstatning herfor i 2022, på samme måde opreguleres til først 2020-niveau, herefter 2021-niveau og til sidst 2022-niveau, hvor afgørelsen træffes.

Da reguleringen sker årligt pr. 1. januar, vil der ikke ske regulering, såfremt tabet eksempelvis lides i 2020, og afgørelsen ligeledes træffes i 2020.

Det skal understreges, at den foreslåede bestemmelse alene vil have betydning for godtgørelser og erstatninger, der tilkendes efter reglerne i offererstatningsloven. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for fastsættelse af godtgørelser og erstatninger på andre retsområder.

Det foreslås med § 6 b, stk. 4 , at stk. 1-3, ikke omfatter krav mod skadevolder på erstatning og godtgørelse, som er afgjort ved dom, jf. § 11 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de foreslåede særregler om regulering ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, og retten efter en egentlig prøvelse af sagen har udmålt erstatning eller godtgørelse i forhold til skadevolderen.

Det foreslås med § 6 c, stk. 1, at hvis erstatning og godtgørelse udbetales senere end 14 dage efter afgørelsestidspunktet, forrentes beløbet fra udløbet af 14-dages fristen med en årlig rente svarende til renten i rentelovens § 5, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en fravigelse af renteberegningstidspunktet i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsen vil betyde, at forrentningstidspunktet for erstatninger og godtgørelser, der tilkendes efter offererstatningsloven, ændres, så erstatnings- og godtgørelsesbeløb fremover vil skulle forrentes fra 14 dage efter, at der er truffet afgørelse om erstatning eller godtgørelse, fremfor 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at forrentningstidspunktet fremover vil skulle fastsættes ud fra et objektivt og entydigt afgørelsestidspunkt. Herved undgås det, at Erstatningsnævnet ved fastsættelsen af den endelige rentedato skal foretage en subjektiv og skønsmæssig vurdering af forrentningstidspunktet for hvert enkelt krav.

Forslaget vil i praksis betyde, at godtgørelses- og erstatningsbeløb vil blive forrentet senere end efter gældende ret. Det skyldes, at forrentningen efter gældende ret – og i lyset af dommen fra Højesteret – allerede vil kunne begynde, mens sagen er under behandling i Erstatningsnævnet.

Med den foreslåede bestemmelse vil der først påløbe renter 14 dage efter, at sagen er behandlet i Erstatningsnævnet, og der er truffet afgørelse om tilkendelse af godtgørelse eller erstatning.

Forslaget indebærer, at hvis Erstatningsnævnet udmåler en erstatning ved afgørelse af 1. september 2022, da vil der påløbe renter fra den 15. september 2022, hvis Civilstyrelsen ikke har udbetalt erstatningen eller godtgørelsen inden dette tidspunkt.

Renten forslås fastsat til renten efter rentelovens § 5, der udgør den officielle udlånsrente, som Nationalbanken fastsætter henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli hvert år, med et tillæg på 8 pct.

Det skal understreges, at den foreslåede bestemmelse alene vil have betydning for godtgørelser og erstatninger, der tilkendes efter reglerne i offererstatningsloven. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for forrentning af erstatninger og godtgørelser på andre retsområder.

Med § 6 c, stk. 2, foreslås det, at krav på tort- og krænkelsesgodtgørelse og godtgørelse til efterladte, der tilkendes af Erstatningsnævnet, forrentes efter reglerne i § 16 i lov om erstatningsansvar.

Bestemmelsen vil betyde, at disse poster undtages fra det foreslåede forrentningstidspunkt i § 6 c, stk. 1, og det vil således for disse poster fortsat være reglerne i erstatningsansvarslovens § 16, der gælder.

Med § 6 c, stk. 3, foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke omfatter krav mod skadevolder på erstatning og godtgørelse, som er afgjort ved dom, jf. § 11 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de foreslåede særregler om forrentning ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, og retten efter en egentlig prøvelse af sagen har udmålt erstatning eller godtgørelse i forhold til skadevolderen. I disse tilfælde er Erstatningsnævnet således bundet af dommen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

Efter § 17, stk. 1, 1. pkt. i erstatningsansvarsloven kan ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge, sygehjælp, pension efter den sociale pensionslovgivning og ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, som tilkommer en skadelidt eller efterlevende, ikke danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige.

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade (arbejdsskadeforsikringsloven) er ophævet. Gældende lov er lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, jf. lovens § 85, stk. 6.

På den baggrund foreslås henvisningen til lov om arbejdsskadeforsikring i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ændret til en henvisning til gældende lov om arbejdsskadesikring.

Efter erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., kan bl.a. ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven, som tilkommer en skadelidt eller dennes efterlevende, ikke danne grundlag for et regreskrav mod den erstatningsansvarlige.

Med lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås der indført en undtagelse til denne hovedregel, hvorefter der kan rejses et regreskrav mod producenten/mellemhandleren, når pågældende er ansvarlige efter produktansvarsreglerne. Som konsekvens af denne ændring foreslås det, at der indsættes et nyt 4. pkt. i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1. Den foreslåede ændring indebærer, at erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ikke gælder for ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, hvis der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven. Den, der har udbetalt en ydelse efter arbejdsskadesikringsloven til en skadelidt, vil således kunne gøre et regreskrav gældende over for en producent eller en mellemhandler, som efter produktansvarsloven er ansvarlig for at erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt. Der gælder efter produktansvarsloven § 6 et objektivt ansvar i sådanne tilfælde.

Den foreslåede ændring skaber således fuld overensstemmelse mellem erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven i forhold til regres for ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår produktskader.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7. i de almindelige bemærkninger.

Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons frihed, fred, ære eller person. Efter stk. 2, kan der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, som er omfattet af straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold, f.eks. incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt, herunder at krænkelsen er begået over for en person under 18 år. Det samme gælder, hvis krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder dog ikke de overtrædelser, der er nævnet i straffelovens §§ 266-266 b om trusler mv.

Det foreslås at indsætte § 26, stk. 2, 4. pkt., hvorefter det ved fastsættelsen af godtgørelsen tillige kan tillægges vægt, at krænkelsen er en digital seksuel krænkelse.

Bestemmelsen i § 26, stk. 2, 4. pkt., er ny og har til formål at fastlægge et udgangspunkt for de tortbeløb, der udbetales til ofre for digitale seksuelle krænkelser.

Med udtrykket ”digitale seksuelle krænkelser” forstås i bestemmelsens forstand bl.a. deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder eller andet materiale af seksuel karakter, herunder billeder, videoer eller lydspor, som sker via internettet eller andre digitale medier uden samtykke fra den eller de personer, der optræder på materialet.

Digitale seksuelle krænkelser kan straffes efter forskellige regler, herunder bl.a. straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse af pornografiske billeder eller video af personer under 18 år og straffelovens § 264 d om videregivelse af private billeder vedrørende en andens private forhold.

Niveauet for tortgodtgørelse for digitale seksuelle krænkelser bør fastsættes til et udgangspunkt i størrelsesordenen 5.000 kr. til 30.000 kr.

De nævnte niveauer er 2021-niveauer. Det forudsættes således, at domstolene, når de fremover udmåler tortgodtgørelse i sager om digitale seksuelle krænkelser, tager hensyn til den almindelige lønudvikling, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2021-niveau.

Tortgodtgørelsen vil som hidtil skulle fastsættes af domstolene ud fra et samlet skøn over den konkrete sags omstændigheder, og niveauerne bør udvikle sig gennem domstolenes praksis. Det forudsættes derfor, at domstolene på baggrund af de konkrete omstændigheder fortsat vil kunne fastsætte en højere tortgodtgørelse end det angivne niveau. Domstolene vil ved udmålingen f.eks. kunne lægge vægt på, om delingen er sket i et ”lukket” miljø, såsom messenger eller andre beskedtjenester, eller på internettet.

Der er ikke tilsigtet ændringer i godtgørelsesbeløbene efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, for andre krænkelser eller i udmålingen af tortgodtgørelse i medfør af andre regelsæt, f.eks. reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons frihed, fred, ære eller person. Efter stk. 2, kan der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, som er omfattet af straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold, f.eks. incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt, herunder at krænkelsen er begået over for en person under 18 år. Det samme gælder, hvis krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Det gælder dog ikke de overtrædelser, der er nævnet i straffelovens §§ 266-266 b om trusler mv.

Det foreslås at indsætte § 26, stk. 2, 4. pkt., hvorefter det ved fastsættelsen af godtgørelsen tillige kan tillægges vægt, at krænkelsen er en digital seksuel krænkelse.

Bestemmelsen i § 26, stk. 2, 4. pkt., er ny og har til formål at fastlægge et udgangspunkt for de tortbeløb, der udbetales til ofre for digitale seksuelle krænkelser.

Med udtrykket ”digitale seksuelle krænkelser” forstås i bestemmelsens forstand bl.a. deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder eller andet materiale af seksuel karakter, herunder billeder, videoer eller lydspor, som sker via internettet eller andre digitale medier uden samtykke fra den eller de personer, der optræder på materialet.

Digitale seksuelle krænkelser kan straffes efter forskellige regler, herunder bl.a. straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse af pornografiske billeder eller video af personer under 18 år og straffelovens § 264 d om videregivelse af private billeder vedrørende en andens private forhold.

Niveauet for tortgodtgørelse for digitale seksuelle krænkelser bør fastsættes til et udgangspunkt i størrelsesordenen 5.000 kr. til 30.000 kr.

De nævnte niveauer er 2021-niveauer. Det forudsættes således, at domstolene, når de fremover udmåler tortgodtgørelse i sager om digitale seksuelle krænkelser, tager hensyn til den almindelige lønudvikling, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2021-niveau.

Tortgodtgørelsen vil som hidtil skulle fastsættes af domstolene ud fra et samlet skøn over den konkrete sags omstændigheder, og niveauerne bør udvikle sig gennem domstolenes praksis. Det forudsættes derfor, at domstolene på baggrund af de konkrete omstændigheder fortsat vil kunne fastsætte en højere tortgodtgørelse end det angivne niveau. Domstolene vil ved udmålingen f.eks. kunne lægge vægt på, om delingen er sket i et ”lukket” miljø, såsom messenger eller andre beskedtjenester, eller på internettet.

Der er ikke tilsigtet ændringer i godtgørelsesbeløbene efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, for andre krænkelser eller i udmålingen af tortgodtgørelse i medfør af andre regelsæt, f.eks. reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons frihed, fred, ære eller person. Stk. 2 indeholder en række faktorer, som kan tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen.

Det foreslås at indsætte § 26, stk. 3 , hvoraf det følger, at ved fastsættelsen af godtgørelsen skal alle digitale seksuelle krænkelser, der er begået uafhængigt af hinanden, vurderes selvstændigt.

Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at når de digitale seksuelle krænkelser er begået uafhængigt af hinanden, skal krænkelserne også vurderes selvstændigt ved udmålingen af tortgodtgørelse, ligesom det gælder for fysiske krænkelser.

Det betyder, at der ikke vil være en grænse for, hvor mange gange en forurettet kan blive tilkendt tortgodtgørelse, idet alle gerningspersoner skal udrede tortgodtgørelse for retsstridige krænkelser uden hensyn til, hvor meget der i øvrigt er blevet tilkendt den forurettede i det samme sagskompleks.

Hermed sikres, at der ikke vil være gerningspersoner, der kan undgå at betale tortgodtgørelse, alene fordi deres straffesag først bliver behandlet, efter et eventuelt loft er nået.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Erstatningsansvarslovens § 26 indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af stk. 3, at selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed.

Det foreslås at indsætte § 26, stk. 3, 2. pkt. (der bliver til stk. 4), hvorefter anvendelsesområdet for tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse udvides til også at omfatte særligt grove krænkelser af en andens fred eller ære.

Der foreslås med ændringen en udvidet adgang til at yde godtgørelse for ikke-økonomisk skade i forbindelse med forbrydelser, hvor der ikke er lidt tort.

Formålet med at indsætte det foreslåede 2. pkt. i bestemmelsen er at sikre, at der i de tilfælde, hvor der ikke er lidt tort, og hvor der ikke ydes en godtgørelse efter stk. 1, fremover kan udmåles en godtgørelse som kompensation for ikke-økonomisk skade (krænkelsesgodtgørelse), hvis krænkelsen er sket ved en forbrydelse, der har indebåret en særlig grov krænkelse af en andens fred eller ære.

Bestemmelsen vil som hidtil – og i modsætning til stk. 1 – alene omfatte krænkelser, der er sket ved en forbrydelse. Derfor kan der ikke tilkendes godtgørelse efter bestemmelsen ved uagtsomme forhold.

Krænkelsen vil skulle være rettet mod en andens fred eller ære, og bestemmelsens kerneområde vil være straffelovsovertrædelser i form af uberettiget adgang til datasystemer, brud på brevhemmeligheden og aflytning (straffelovens § 263), uberettiget videregivelse mv. af adgangsmidler til et datasystem (straffelovens § 263 a), husfredskrænkelser (straffelovens § 264), uberettiget fotografering af personer på ikke frit tilgængeligt sted (straffelovens § 264 a), uberettiget udnyttelse mv. af oplysninger fremkommet ved visse fredskrænkelser (straffelovens § 264 c), uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold (straffelovens § 264 d) og ærekrænkelser (straffelovens §§ 267-268).

Bestemmelsen vil fortsat være tiltænkt et snævert anvendelsesområde, og det vil således ikke være alle grove krænkelser mod en andens fred eller ære, der vil være omfattet.

Kravet om forbrydelsens særlige grovhed vil forudsætte, at forholdet også ved strafudmålingen betragtes som værende af grovere karakter, uden at der dog vil være krav om, at straffen er af en bestemt minimumslængde.

Der tilsigtes ingen ændringer ved vurderingen af grovheden ved særligt grove angreb mod en andens person eller frihed.

Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om særligt grove krænkelser af en andens fred eller ære, vil det bl.a. kunne tillægges vægt, om krænkelsen er begået for vindings skyld. Der vil endvidere kunne lægges vægt på karakteren af eksempelvis den overvågning, der har fundet sted, herunder hvorvidt der er tale om særligt private forhold, ligesom omfanget af krænkelsen kan tillægges vægt, f.eks. om overvågningen har været langvarig eller konstant.

Som hidtil vil det bero på en konkret vurdering på baggrund af den enkelte sags omstændigheder, hvorvidt en krænkelse mod en andens fred eller ære skal udløse krænkelsesgodtgørelse.

Godtgørelsens størrelse vil som hidtil skulle fastsættes af domstolene ud fra et samlet skøn over den konkrete sags omstændigheder, og niveauet bør udvikle sig gennem domstolenes praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af straffelovens § 268, at en person, som har udbredt en sigtelse mod bedre vidende, eller som har savnet rimelig grund til at anse sigtelsen for sand, straffes for bagvaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år.

Det foreslås, at § 268 nyaffattes, sådan at bestemmelsen fremover vil omfatte de tilfælde, hvor en alvorlig beskyldning er usand (nr. 1), og de tilfælde, hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede (nr. 2). Som efter den gældende bestemmelse foreslås det, at overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes med bøde eller indtil 2 års fængsel.

Den foreslåede nr. 1 vil kun omfatte en mindre og kun den groveste del af de ærekrænkelser, der er omfattet af § 267. Disse vil således kun være omfattet, hvis der er tale om en »beskyldning«, som efter sin karakter skal kunne være usand. »Beskyldning« skal således i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis forstås som en påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement of facts).

Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil have betydning for, om en udtalelse skal rubriceres som en alvorlig beskyldning mod en anden person. Således vil en beskyldning om, at en politiker er landsforræder, fordi den pågældende efter den potentielle gerningsmands opfattelse har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 98, være omfattet af bestemmelsen, mens udtrykket landsforræder vil falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, hvis det i sammenhængen anvendes som en (acceptabel) vurdering af en politiker, der fører en politik, som, gerningsmanden mener, er skadelig for den danske stat.

Der vil være tale om en beskyldning, hvis man påstår, at en anden person er morder eller voldtægtsforbryder i den forståelse, at den pågældende har overtrådt straffelovens bestemmelser om drab eller voldtægt, mens mere subjektivt ladede betegnelser som umoralsk eller racistisk falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

For så vidt angår bestemmelsens nr. 1 vil kun »alvorlige« beskyldninger være omfattede. Alvorlige beskyldninger vil primært være beskyldninger om grove strafbare forhold.

Mens den foreslåede § 267 fortsat skal være undergivet privat påtale, lægges der med lovforslaget op til, at den foreslåede § 268 skal være undergivet betinget offentlig påtale (lovforslagets § 1, nr. 13). Det vil være op til anklagemyndigheden at foretage en vurdering af, om anklagemyndigheden på begæring kan påtale forholdet, men i sidste ende vil det være op til domstolene at henføre forholdet til § 267 eller § 268.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil endelig kun omfatte en beskyldning, der er »usand«. Formuleringen »usand« indebærer i sammenhæng med straffelovens § 19 om forsæt, at straf forudsætter, at gerningsmanden har forsæt til, at beskyldningen ikke er sand.

Det foreslås i nr. 2 , at den i § 267 nævnte straf endvidere kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil ligesom nr. 1 kun omfatte en »beskyldning«, der i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis skal forstås som en påstand om fakta, der kan bevises eller modbevises (statement of facts). I modsætning til nr. 1 vil enhver beskyldning i princippet være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men betingelsen om, at den skal være egnet til væsentligt at skade den forurettede, vil i praksis indebære, at kun beskyldninger af en vis grovhed vil være omfattet af bestemmelsen.

Beskyldningen skal endvidere være udbredt gennem indholdet af et massemedie. »Massemedie« skal forstås i overensstemmelse med medieansvarslovens § 1, og den foreslåede bestemmelsen i nr. 2 vil finde anvendelse, uanset om mediet har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

Den foreslåede bestemmelse vil endelig kun finde anvendelse, hvis den beskyldning, som fremsættes, er egnet til væsentligt at skade den forurettede. Der skal foretages en objektiveret bedømmelse af, om beskyldningen er egnet til at kunne skade den forurettede. Med »væsentlig skade« menes en skade, som går ud over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling, varetager en særlig post eller er i en særlig position, som beskyldningen er egnet til at bringe i fare.

Eksempelvis kan der være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag beskyldes for at have begået et strafbart forhold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædelser af særlovgivningen, men hvor grovheden heraf forstærkes, ved at beskyldningen udbredes gennem et landsdækkende medie, og forurettede er særligt udsat for at lide skade på grund af beskyldningen.

Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget tilsvarende.

Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at beskyldningen rent faktisk har ført skade med sig.

Det er – i modsætning til det foreslåede nr. 1 – heller ikke et krav for anvendelsen af bestemmelsen, at beskyldningen er fremsat mod bedre vidende.

Det forudsættes med lovforslaget, at bødestraf for freds- og ærekrænkelser gennemgående tredobles i forhold til det hidtidige strafniveau. Dette gælder dog ikke i de sager mod juridiske personer, hvor der udmåles en bøde, der afspejler, at en tilsvarende freds- eller ærekrænkelse begået af en enkeltperson ville være blevet straffet med fængsel.

I forhold til bødestraf for freds- og ærekrænkelser til ansvarshavende redaktører hos massemedier forudsættes en gennemgående femdobling i forhold til det hidtidige strafniveau. Det gælder også for de overtrædelser, hvor bøden udmåles efter medieansvarslovens § 26, stk. 2. Det bemærkes, at den tilsigtede femdobling af bødestraffen til redaktører kun skal finde anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende agerer som redaktør og ikke som privatperson.

Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for markant højere bødestraffe. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et gentagelsestilfælde, vil afhænge af, om det er den samme person, der på et tidligere tidspunkt har overtrådt et forbud eller lignende. I sager, hvor en repræsentant for et massemedie begår en overtrædelse, vil det således ikke være afgørende, om personen repræsenterede det samme massemedie, sidste gang personen begik en overtrædelse.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 og 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.