Landsskatteretten nægter fradrag for købsmoms på grund af fiktive fakturaer og hæver salgsmoms efter skønsmæssig ansættelse

Sagen omhandlede en rengøringsvirksomhed, hvis momstilsvar blev forhøjet med i alt 509.823 kr. for perioden 1. januar 2020 til 30. juni 2022. Forhøjelsen skyldtes dels en korrektion af salgsmomsen og dels en nægtelse af fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til syv underleverandører.

Korrektion af Salgsmoms

Skattestyrelsen havde forhøjet salgsmomsen med 201.599 kr. for perioden 1. januar 2021 til 30. juni 2022. Forhøjelsen var baseret på en opgjort difference mellem den angivne salgsmoms og bankindsætninger, der refererede til fakturabetalinger. Da den angivne moms ikke tilnærmelsesvis svarede til de modtagne indbetalinger, foretog Skattestyrelsen en skønsmæssig ansættelse jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede dette, idet virksomheden er forpligtet til at betale afgift af leverede ydelser jf. Momsloven § 4, stk. 1.

Nægtelse af fradrag for Købsmoms

Virksomheden fik nægtet fradrag for købsmoms på 308.224 kr. vedrørende betalinger til syv underleverandører. Fradraget blev nægtet på baggrund af manglende dokumentation og mistanke om, at der var tale om fiktive transaktioner eller deltagelse i momssvig.

For betalingerne til underleverandørerne [virksomhed3] og [virksomhed7], hvor fakturaer forelå (via Skattestyrelsens kontrol), opfyldte de ikke de forskriftsmæssige krav i dagældende Momsbekendtgørelsen § 57, stk. 1. Fakturaerne manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, samt hvor og hvornår arbejdet var udført. Derudover forelå der en række unormale forhold vedrørende underleverandørerne, herunder:

• Manglende ansatte i kontrolperioden.
• Uoverensstemmelse mellem registreret branchekode (f.eks. holdingselskab eller juridisk bistand) og de fakturerede ydelser (rengøring/mandskabsudleje).
• Manglende momsangivelser og konkurs.
• Mistanke om brug af selskaberne som faktura- og betalingsplatforme til overførsel af midler til udlandet.

Virksomheden hævdede, at den havde været i god tro og henviste til EU-Domstolens praksis (f.eks. C-285/11 Bronik EOOD). Landsskatteretten fandt dog, at virksomheden ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for fakturaernes realitet, idet den hverken fremlagde samarbejdsaftaler, timesedler eller anden dokumentation for de udførte ydelser. De unormale omstændigheder betød, at fakturaerne samlet set ikke kunne anses for at være reelle.

For de øvrige fem underleverandører, hvor virksomheden slet ikke fremlagde fakturaer, blev fradragsretten nægtet på grund af manglende dokumentation, jf. .