Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 1435 af 29/11/2023

Skatteministeriet

Momsbekendtgørelsen § 57

Den eller de virksomheder, der udfører arbejde på byggepladser på privat grund, skal skilte med oplysninger efter stk. 2-4, jf. momslovens § 78, stk. 1, medmindre

  1. leverancen eller entreprisesummen for den enkelte virksomhed højst udgør 50.000 kr. inkl. afgift,

  2. arbejdet udføres og afsluttes i løbet af én arbejdsdag, eller

  3. arbejdet udføres, hvor skiltning ikke er praktisk muligt, fordi arbejdet foregår på en byggeplads for etagebyggeri i et tæt bebygget område.

Stk. 2. Skiltningen skal ske, når der arbejdes på stedet. Skiltet skal placeres i en højde og på en sådan måde, at oplysningerne på skiltet efter stk. 3 er synlige og letlæselige fra offentligt tilgængelig vej.

Stk. 3. Skiltet skal oplyse cvr-nummer og navn for den virksomhed, der udfører arbejde på stedet. Hvis arbejdet udføres af en virksomhed, der er hjemmehørende i udlandet, skal skiltet endvidere oplyse den udenlandske virksomheds nummer i RUT-registret.

Stk. 4. Hvis flere virksomheder arbejder på samme byggeplads, kan virksomhederne opsætte et fælles skilt med oplysningerne efter stk. 2 og 3. Den eller de virksomheder, der udfører arbejdet på stedet, har ansvar for, hvis der ikke er skiltning efter stk. 2 og 3.