Litauisk entreprenør er ikke arbejdsudlejer ved fast entreprisesum

Spørgsmålet, som Skatterådet skulle besvare, var, om den forelagte kontrakt med alle appendix'er kunne bekræftes som en entreprisekontrakt (Spørgsmål 1), eller om den kunne bekræftes som en entreprise, såfremt henholdsvis Appendix 2 (husly) og/eller Appendix 3 (leje af maskiner) blev fjernet (Spørgsmål 2).

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og bekræftede, at den forelagte kontrakt, inklusiv appendix 1-3, udgør en entreprisekontrakt og dermed ikke er en kontrakt om arbejdsudleje (Spørgsmål 1: Ja).

Afgørelsen blev truffet på baggrund af en samlet vurdering af de kriterier for arbejdsudleje, der fremgår af Cirkulære nr. 135 af 4/11 1988 og OECD modeloverenskomstens artikel 15. Flertallet af de afgørende kriterier pegede på, at den litauiske virksomhed opererede som en selvstændig entreprenør:

• Risikobæring: Skatterådet lagde vægt på, at Spørger har påtaget sig den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. Dette ses i form af det aftalte erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler og det særskilte fradrag i entreprisesummen ved mangelfuld levering.
• Vederlag: Betaling sker via en fast entreprisesum, og vederlaget er ikke beregnet på grundlag af medgået tid eller medarbejdernes løn. Dette taler stærkt for entreprise.
• Instruktion og Bemandingskontrol: Spørger har den overordnede ledelse af arbejdet og instruktionsmyndigheden over sine medarbejdere. Desuden bestemmer Spørger ensidigt antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer.

Eneste element, der talte for arbejdsudleje, var, at arbejdet udføres på kundens arbejdsplads. Dette blev dog ikke tillagt afgørende vægt.

SKAT fandt, at selvom kunden stillede maskiner og materiel til rådighed, betalte Spørger en markedsleje (1.000 kr. pr. dag) for de essentielle maskiner. Dette neutraliserede dette kriterium som argument for arbejdsudleje, forudsat at lejebeløbet er sædvanlig markedsleje.

Da Spørgsmål 1 blev besvaret bekræftende, bortfaldt Spørgsmål 2.

Klagerens repræsentant påstod, at svaret skulle ændres til "ja". Hovedargumentet var, at arbejdsudleje, som defineret i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 og Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h, forudsætter, at arbejdstageren er ansat i en udenlandsk virksomhed. Da samtlige medarbejdere var ansat i Danmark og aflønnet af [virksomhed2] S.m.b.A. (et dansk selskab), kunne der ikke være tale om arbejdsudleje. Repræsentanten fremhævede, at SKAT tidligere havde anerkendt [virksomhed2] S.m.b.A. som et dansk selskab.

Klagerens yderligere argumenter

Sekundært argumenterede klageren for, at aftalen efter sit indhold skulle anses for en entrepriseaftale. Dette blev underbygget af følgende punkter:

• Der var en skriftlig entreprisekontrakt med fast pris pr. ton (400 kr. pr. ton), uanset tidsforbrug.
• Entreprenøren ansatte og instruerede selv sine medarbejdere, og risikoen for arbejdets korrekte udførelse påhvilede entreprenøren.
• Kontrakten forbød kunden at instruere entreprenørens medarbejdere; al henvendelse skulle ske til entreprenørens "operationel managers".
• SKATs henvisning til maskin- og materiellejekontrakten som indikation for tidsforbrug var irrelevant, da det var en selvstændig aftale.
• Erstatningsansvaret på 50.000 kr. vedrørte misligholdelse af aftalen og begrænsede ikke entreprenørens generelle ansvar for fejl, mangler og forsinkelser efter dansk rets almindelige regler.
• Entreprenøren medbragte nødvendigt materiel og havde tegnet relevante forsikringer.

Klageren henviste til administrativ praksis og domstolspraksis, herunder TfS 2007.1018 Ø, SKM 2010.27 V, SKM 2010.460 V, SKM 2009.570 V, og SKM 2011.86 BR, for at understøtte, at den overordnede beskrivelse af arbejdet ikke udgør instruktion af medarbejderne, og at afregning pr. kg/ton er anerkendt som entrepriseafregning, jf. Landsskatterettens kendelser af 21. oktober 2011 (j.nr. 10-02905) og 15. juli 2007 (j.nr. 06-03063).

Gennemførelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig