Stadfæstelse af dispensation til forlængelse af ridesti inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler Kystdirektoratets dispensation til en forlængelse på cirka 100 meter af en eksisterende sti til ryttere inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Svendborg. Formålet med stien var at give ryttere et sikkert alternativ til en trafikeret vej, da en tidligere anvendt markvej var blevet blokeret af færiste.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen og anførte flere kritikpunkter:

• Der var uoverensstemmelse mellem det ansøgte stiforløb på kortet og den faktiske trampesti.
• Stien var placeret i et § 3-beskyttet naturområde, hvilket kunne forstyrre ynglende fugle og beskyttede padder (bilag IV-arter).
• En alternativ løsning med sluser til heste ved siden af færistene blev foreslået som en nemmere og billigere løsning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse. Nævnet fandt, at etablering af stien var omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, men at der kunne meddeles dispensation.

Nævnets begrundelse

Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan dispensation kun gives i særlige tilfælde. Nævnet vurderede, at den ansøgte stiforlængelse var en mindre foranstaltning til støtte for friluftslivet, hvilket ifølge lovbemærkningerne til "kystloven" fra 1994 giver en lempeligere adgang til dispensation.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Projektets begrænsede omfang.
• Stien var en forlængelse af et eksisterende stiforløb.
• Placeringen var tæt på en trafikeret vej.
• Stien ville forbedre offentlighedens adgang til naturen.

Nævnet konkluderede, at dispensationen ikke skabte præcedens i strid med formålet bag strandbeskyttelseslinjen. Klagerens argumenter om § 3-beskyttet natur og alternative løsninger kunne ikke føre til en anden afgørelse. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt.