Landsskatteretten: Nægtet fradrag for købsmoms grundet manglende dokumentation og usædvanlige forhold omkring underleverandører

Selskabets argumentation

Selskabet påstod, at forhøjelsen skulle tilbageføres. Direktøren anførte, at selskabet havde et reelt behov for fremmed arbejdskraft på grund af travlhed, og at de anvendte underleverandører var fleksible og billige. Han mente, at selskabet ikke skulle straffes for underleverandørernes eventuelle ulovlige handlinger, som selskabet ikke kunne kontrollere på tidspunktet for samhandlen. Han understregede, at betalingerne var sket via bankoverførsler, og at han havde kontrolleret CVR-numre. Han mente at drive firmaet forsvarligt og overholde myndighedernes krav.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte selskabet fradrag for købsmoms på i alt 175.957 kr. for udgifter til fremmed arbejde i perioden 2. halvår 2015 til 2. halvår 2017.

Retten fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt. Dette skyldtes, at der ikke kunne anses at være sket en levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Mangelfuld fakturadokumentation: Fakturaerne angav ikke tilstrækkeligt omfang og art af de leverede ydelser, herunder manglende oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet var udført, eller hvem der havde udført arbejdet. Dette var i strid med Momsbekendtgørelse § 58, stk. 1. For underleverandørerne [virksomhed2] og [virksomhed5] manglede der desuden betalingsbetingelser på fakturaerne. For [virksomhed3] manglede CVR-nummeret på fakturaerne, hvilket er et krav i Momsbekendtgørelse § 58, stk. 1, nr. 3.
• Utilstrækkelige samarbejdskontrakter: De fremlagte samarbejdskontrakter for [virksomhed2], [virksomhed4] og [virksomhed8] var enten usignerede eller manglede almindelige samhandelsbetingelser, herunder beføjelser ved manglende overholdelse af forpligtelser.
• Manglende ansatte hos underleverandører: De angivne underleverandører havde ikke været registreret med ansatte, selvom selskabets direktør oplyste, at der typisk kom to til tre personer og udførte det fakturerede arbejde. Dette skabte tvivl om ydelsernes realitet.
• Mistanke om fiktive fakturaer: Retten lagde vægt på Skattestyrelsens oplysning om, at mindst én af underleverandørerne var kendt fra et arrangement med udstedelse af fiktive fakturaer, understøttet af en detaljeret afhøringsrapport fra politiet. Der var også fundet fakturaer fra [virksomhed3] ApS og [virksomhed4] udstedt til selskabet i det omtalte svigsarrangement.
• Skærpet bevisbyrde: På grund af de usædvanlige forhold og tvivlen om fakturaernes realitet, fandt retten, at selskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at fakturaerne dækkede over reelle leverancer.
• Betaling ikke tilstrækkelig dokumentation: Det forhold, at fakturaerne var betalt ved elektroniske pengeoverførsler, kunne ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at levering havde fundet sted.

Landsskatteretten henviste til Momsbekendtgørelse § 82 vedrørende dokumentationskrav, samt til Momssystemdirektivets artikel 167, 168, 178 og 179 og EU-domme som C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH), C-438/09 Boguslaw, og 342/87 (Genius Holding BV). Der blev også henvist til national praksis, herunder SKM2017.210.BR, SKM2018.539.LSR og SKM2018.613.LSR.

SKAT konkluderede, at fakturaerne kunne være fiktive, og at selskabet muligvis anvendte uregistreret arbejdskraft, hvor pengeoverførsler til underleverandører blev brugt til at sløre det reelle betalingsspor til aflønning af arbejdskraft uden indeholdelse af A-skat/AM-bidrag. SKAT nægtede derfor fradrag for købsmomsen med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at de indkøbte ydelser var leveret, og at fakturaerne ikke levede op til kravene i Momsbekendtgørelsen § 58 (tidligere § 61).

Selskabets repræsentant anførte, at selskabet ikke skulle lastes for underleverandørernes manglende overholdelse af deres forpligtelser over for SKAT, og at fakturaerne opfyldte de centrale dokumentationskrav. Det blev fremhævet, at SKAT havde konstateret, at betaling rent faktisk havde fundet sted, og at en yderligere undersøgelsespligt ikke rimeligt kunne pålægges selskabet. Repræsentanten bestred også SKATs antagelse om manglende ansatte hos underleverandørerne baseret på manglende indberetninger.